The Project Gutenberg eBook of 25 Billeder for Børn
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this ebook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.
Title: 25 Billeder for Børn
Author: Christian Winther
Illustrator: S. Simonsen
Release date: December 30, 2017 [eBook #56268]
Most recently updated: October 23, 2024
Language: Danish
Credits: Produced by Jason Isbell and the Online Distributed
Proofreading Team at http://www.pgdp.net (This file was
made using scans of public domain works in the International
Children's Digital Library.)
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 25 BILLEDER FOR BØRN ***
25 Billeder for Börn
tegnede af
S. Simonsen
med Text af
Christian Winther.
25 BILLEDER FOR BØRN
TEGNEDE AF
S. SIMONSEN.
MED TEXT AF
CHRISTIAN WINTHER.
FORLAGSBUREAUET I KJØBENHAVN.
(O. H. Delbanco. G. E. C. Gad. Gyldendalske Boghandel. C. C. Lose.)
TRYKT HOS J. JØRGENSEN & CO.
1875.
25 Billeder for Börn
tegnede af
S. Simonsen
med Text af
Christian Winther.
Indhold.
| 1. | Ved Hjemkomsten. |
| 2. | I Dyrehaven. |
| 3. | Snyltegjæsten. |
| 4. | Uglen. |
| 5. | En ganske lille Sorg. |
| 6. | En Byge. |
| 7. | Haren. |
| 8. | Kragen og Katten. |
| 9. | Svinet. |
| 10. | To Mødre. |
| 11. | I Sommerheden. |
| 12. | Ved Vogterhuset. |
| 13. | To Svømmere. |
| 14. | Op at kjøre. |
| 15. | En Plag. |
| 16. | Kvæget paa Vandring. |
| 17. | Jernvejen og Hestene. |
| 18. | Ænderne i Fare. |
| 19. | En Kjøretur. |
| 20. | Rotterne. |
| 21. | Morgenvisit. |
| 22. | En Lokkedue. |
| 23. | I Middagsstunden. |
| 24. | Kagekonen. |
| 25. | Den syge Stork. |
1.
Ved Hjemkomsten.
Den Mand er nylig fra Byen kommen;
Han har sin Rejsepibe i Lommen.
Men før han Hesten til Stalden sender,
Hans lille Pige med bitte Hænder
Faar Lov at klappe dens Pande og Haar, —
Og taalig det trofaste Dyr der staar.
„At elske en Hest er en Pligt og Glæde.
Den trækker vor Plov, vor Vogn, vor Slæde,
Den slæber for os det sværeste Læs,
Og nøjes derfor med sin Havre, sit Græs.“
Jeg synes at Manden har Ret ved at sige
Et saadant Ord til sin lille Pige.
2.
I Dyrehaven.
Det er saa kjært at kunne hjælpe dem,
Som lide Nød i deres Hjem!
Nu Sneen ligger paa Jorden og skjuler
Hvert Straa, hvert Mos og de fattige Smuler,
Som skulde tjene de Hjorte til Føden, —
Og deri bestaaer jo hele Nøden.
Men derfor har man i Skoven bygget
Skure, lig Stalde, af Tag beskygget,
Hvor Strøelse findes og lange Hækker,
Hvori det duftende Hø man lægger.
Nu Dyrene staa med Længsel og venter;
Naar Vognen er kjørt, deres Trøst de henter.
3.
Snyltegjæsten.
Den Hund er hildet ved sin Lænke
Der paa sit Hus, saa man kan tænke
Sig, hvor den nu maa være vred,
At ei den strax kan slippe ned
Og tugte den forvovne Kat,
Som paa dens Mad nu tager fat.
At Katten er angst, man let begriber;
Den Ørerne tilbage kniber.
Dog den er sulten, den er slugen,
Og naar den nu har fyldt sig Bugen,
Den lister bort, baade mæt og glad,
Men siger næppe Tak for Mad.
4.
Uglen.
Til Pælen er lænket den stakkels Ugle,
Blot for at lokke de andre Fugle.
Og for at drille den hid de sig svinge, —
Men den Fornøielse blev dem kun ringe;
Thi hist fra Skuret et Puf mon knalde,
Og flere af Gjæsterne ser man at falde.
Hvi vilde de ogsaa den haanligt gjæste?
Er Uglen da ei deres Lige og Næste?
De kunde den drille her uden Fare,
Mens selv den kunde sig ei forsvare.
Dog saadan som nu det Hele endte,
De fik den Løn, som de vel fortjente.
5.
En ganske lille Sorg.
„Der ligger den stygge Kat i Vuggen,
„Hvor just jeg nu vilde lægge Dukken,
„Paa ingen Maade jeg tør den vække;
„Den kunde jo fare op og forskrække
„Mig selv og Barnet, som skulde sove, —
„Nei, nei, jeg tør det slet ikke vove!“
Katten sov sødt paa den bløde Pude;
Den lille Pige blev ved at tude.
Hun gaaer dog vel ind i Stuen tilbage,
For hos sin Moder at jamre og klage.
Saa lister vel Katten snart afsted, —
Den tager vist ikke Vuggen med.
6.
En Byge.
Som Bondens Plov var bedst i Gang,
Det skyllede ned over Mark og Vang;
Saa søgte de Ly i den store Dysse
Og lode saa roligt Regnen drysse.
Ploven og Hestene lode de staa,
Men hvor de hviled, de tænkte ei paa.
Var det et Alter? Var det en Grav?
Om fordum her vel en Kjæmpe brav
Med Sorg blev bragt til Hvile og Ro.
Det tænkte de ikke paa, de To.
De kvæged sig kun ved den korte Hvile,
Og vented, at Solen igjen skulde smile.
7.
Haren.
Paa Kirketaarnet har Storken Rede,
Der kommer den flyvende, mens dernede
De meie saa flittigt Præstens Hvede.
Nu se de Morten over Marken springe,
Han flyver afsted, som havde han Vinge, —
Den Fangst var ikke saa ganske ringe!
Den lille Hund er strax bagefter,
To Karle rende af alle Kræfter;
Men Haren kan godt sine Poter nytte;
Den kan være glad, der var ingen Skytte.
En Karl har en Rive, en Anden dratter
Og maa høre Pigernes Spot og Latter.
8.
Kragen og Katten.
Fra Faders Vindve den Scene jeg saa:
En Krageunge i Haven der laa;
Den havde knækket sin ene Vinge
Og mægted ei mere sig op at svinge.
Saa sneg sig da frem den lumske Kat,
Den vilde paa Staklen have fat.
Men den kom hverken for tidligt eller sent,
Det gik just ikke, som den havde ment.
Den gamle Krage lod Katten mærke,
At den havde Vinger raske og stærke.
Den dasked med dem, selv Næbet blev brugt
Saa kjækt, at Mons forskrækket tog Flugt.
9.
Svinet.
Der kjører nu Konen og Manden sammen;
De vente sig da baade Gavn og Gammen.
Den store So skal nu gjøres i Penge.
Den har de jo mæsket og fedet længe
Saa flittigt med Spøl, med Ærter og Byg,
At den er blevet saa trind og tyk.
Naar saa de har solgt det fede Svin,
Vist Manden kjøber Tobak og Vin;
Madamen sagtens til Kræmmeren gaaer
Og Tøi til en stadselig Kjole faaer.
Hun kjøber lidt Sødt til dem derhjemme, —
De Smaa — dem bør man jo ei forglemme.
10.
To Mødre.
Det Billed her er dog ganske net:
To Mødre staar der jo, ser jeg ret.
Hist oppe Konen med et Barn paa Armen,
Som ømt og kjærligt hun trykker til Barmen;
Sin Pligt forsømmer den Ged heller ikke,
Den giver sine tvende Børn at drikke.
Dem Begge er deres Børn jo hellige;
Men Mødrenes Kaar er helt forskjellige:
Er Konens Smaapiger selv voxne, saa vil
De altid hos hende dog holde sig til;
Men trænge de Kid først til andet Foder,
Saa glemme de rent deres egen Moder.
11.
I Sommerheden.
Der sidder en Herre i Solens Lue
Ved Trappen foran hans Havestue
Og slumrer, og bærer som Skjærm blandt Andet
Paa sit Hoved et Nummer af „Fædrelandet“.
Ved Siden hviler hans trofaste Hund,
Som ogsaa er faldet i søden Blund;
Den ligger saa godt paa Gruset og snuer
Og bryder sig hverken om Sol eller Fluer.
Den lille Moppe da vover en Dands,
Den rusker i Buldoggens lodne Svands.
Hold Fred, du lille tossede Pjalt!
Hvis han blev vred, saa gik det Dig galt.
12.
Ved Vogterhuset.
Det er Aften og Fuglene flyve hjem,
Snart Kvæget skal vandes og stimler frem.
Den Hyrde nu faar sin Midaftenskost,
Et stort Stykke Mad med Smør og Ost,
Og af sin Flaske en kvægende Drik, —
Hans Hunde see paa ham med bønligt Blik.
Her i den trillende Karre, hans Slot,
Er han Eneherre, og har det vist godt;
Naar Kvæget om Vinteren sættes paa Stald,
Saa røgter han der et andet Kald.
Det er muligt, at mere tilfreds han er
End Den, hvis Rigdom han vogter her.
13.
To Svømmere.
See, Voverne sagte mod Stranden strømme;
De tvende Venner ville ud at svømme.
Han klædte sig af, sine Klæder hang
Han hisset op paa den lange Stang.
En Gren i Haanden højt han svinger,
Hans trofaste Hund ved hans Side springer.
Det er saa godt, naar to unge Venner,
Der rigtig nøje hinanden kjender,
Gaa sammen ud, hvor der kunde være
Lidt Fare, lidt Vrøvl og Sligt paafærde,
Som let kan møde i et Svømmebad, —
Saa ville de troligt nok hjælpes ad.
14.
Op at kjøre.
Jo, han er ret kommet op at kjøre!
Se kun, hvor Manden ham nu vil smøre!
Hvad havde han ogsaa der at gjøre?
Blandt Pakker og Kasser med Flasker og Glas
Var han jo ej paa sin rette Plads;
Det bliver ham ogsaa en kummerlig Spas.
Det Værste er, naar han ned sig svinger,
Han møder Hunden, som bagefter springer;
Den napper ham sikkert i Bag og i Læg,
Saa Kudsken haanligt griner i Skæg,
Og kjører med sine Varer skjøre.
Den Dreng var kommet pænt op at kjøre.
15.
En Plag.
Hvad tænker du paa, du unge Nar?
Du vrinsker og sparker og ønsker, du var
Derude og gik for den tunge Plov
Og planted i Mulden din unge Hov! —
Hist venter dig kun en besværlig Vej!
Bliv bag Stakittet, — forhast dig ej!
Her har du det roligt, du er fri og frank;
Derude faar du kun ondt Ord og Bank;
Her har du det godt, Alt hvad du behøver,
Baade Frihed og Havre og duftende Kløver.
Vær rolig, og nyd her dine gladeste Dage, —
Tidsnok vil du vist faa Grund til Klage.
16.
Kvæget paa Vandring.
See, Tyren staar alt oppe paa Landet,
Hans mange Koner er endnu i Vandet.
Det er jo godt, naar Een maa raade
Og bruger sin myndige Magt med Maade.
Han styred dem der, de lystred ham Alle,
Og Hyrden behøvede ej at kalde.
Til en anden Græsgang de sagtens skulde,
Hvor der var Foder til dem tilfulde;
Og Tyren fik dem da rask afsted,
Og Karlen svømmed vel ogsaa med;
Thi jeg kan dog aldrig tro, at Fyren
Er redet over paa Ryggen af Tyren.
17.
Jernvejen og Hestene.
Første Hest: „Det hviner og piber, det rasler og rumler,
Den rædsomme Larm mit Hoved fortumler.
Kom, lad os dog løbe! Afsted! Kom med!
Her er jo ikke vort blivende Sted.
Bort vil jeg herfra, den Støj er for fæl!
Kom det mig for nær, fik det føle min Hæl.“
Anden Hest: „Det er Dampen, som kjører Folk og Gods;
Snart Mennesker trænge ei mere til os.
Ved Damp de meje og kjøre deres Korn,
Som vi have slæbt for dem tilforn.
Snart bære vi intet Andet paa Ryggen
End Herrer og Damer med Uld i Parykken.“
18.
Ænderne i Fare.
De havde nu snaddret længe i Vandet,
Saa kom de da endelig op paa Landet.
Der stod de og kækkede, hele Stimlen,
Og kigged med heldet Hoved mod Himlen.
Hvad saa de vel der? To Høge at flyve!
Hvad vilde de her, de Gæslingetyve?
Ej Ænderne havde i denne Fare
En galende Hane, som kunde dem vare.
De stod kun med Hovedet paa Skjøns og saa,
Og lod det da gaa, som det vilde gaa.
Fløj Høgen bort? Eller mon den kom?
Det har jeg slet ingen Beretning om.
19.
En Kjøretur.
Se her, hvor Vædderen springer i Hast,
Saa Drengen ej mægter at holde den fast;
Ham Vædderen hen ad Grønsværet slæber,
Han holder igjen, han strider og stræber,
Men det gaar afsted som i en Slæde, —
Den Kjørsel er ham kun til liden Glæde.
Nej, Vædderen er ej saa nem at styre,
Med den kan man have sin fulde Hyre;
Og bliver den vred, er den ikke bange
For selv den føreste Karl at stange.
Dens Bagben er stærke, dens Pande haard, —
Gud veed, hvordan det nu Drengen gaar!
20.
Rotterne.
Naar Moderen ser sit Barn i Fare,
Og selv ej mægter det at forsvare, —
Da bliver det til en trist Fortælling;
Saa gaar det nu Anden her med sin Ælling.
Den Lille vralted i Gaarden omkring
Saa pænt og tænkte paa ingen Ting.
Da kom der fra Loen tre Rotter frem,
Men Anden ej kunde naa til dem;
Hun var jo bundet, og maatte nu se,
Der voldtes hende stor Sorg og Ve.
Med Hud og Krop hendes Ælling de aad,
Og agted ej hendes Skrig og Graad.
21.
Morgenvisit.
Naar de To har drukket ved Postens Trug,
Af deres Frihed de gjøre lidt Brug;
Til Kjøkkenvindvet vandre de Begge,
Og Mulerne ind de begjærligt række.
De veed saa godt, at der Noget vanker, —
Det er nu saa deres stille Tanker.
Den unge Kone sin Kniv da sliber,
Det store Rugbrød hun hurtigt griber,
Og baade hun og den lille Fyr
Med Glæde traktere de gode Dyr.
Naar saa de hver har faaet en Bid,
De vende tilbage til deres Slid.
22.
En Lokkedue.
Her i den friske Skovnatur
En lille Due er sat i Bur.
Saa skyder ned den graadige Glente,
Og vil den uskyldige Due sig hente;
Den naar dog næppe, hvad den har villet,
I Garnets Masker nu er den hildet.
Smaafuglene flygte til alle Sider,
Mens Røveren voldsomt i Nettet slider.
Snart kommer Jæg’ren med dræbende Rør, —
Med Fyren kun kort Proces han gjør.
Paa Porten derhjemme hans lodne Krop
Med spredte Vinger snart nagles op.
23.
I Middagsstunden.
Ej Luften sig rører og Møllen staar stille,
Det er just ikke, hvad Mølleren vilde;
Han kjeder sig; Fuglen, som langsomt daler,
Den, synes mig, ogsaa om Kjedsomhed taler.
Se, selv de Tidsler, hvor de have Lede
Ved her at staa paa den nøgne Hede.
Der staar nu en Hoppe forundret og glor,
Mens Føllet ved Bommen sig gnider og snor.
Hvorfor nu Føllet sig skaber saa,
Kan Hoppen ej i sit Hoved faa.
Kort, Alt sig kjeder, det er jo tydeligt, —
Forresten det Hele er ganske nydeligt!
24.
Kagekonen.
Den stakkels Kone i sit lille Skur
Just fik sig en yndig Middagslur.
Da vækkes hun ved at rædsomt Rabalder!
Hun ser, hvor Bordet med Kagerne falder,
Hun skriger, hun truer, men Køterne ville
Ej lystre, — de har jo Andet at bestille.
Mens nu deres Kamp er luebrændende,
Ned kommer fra Volden to Drenge rendende.
De tænke sikkert: „Her er Noget at faa!“
Men Konen, tror jeg, vil nok passe paa.
En fik dog en Bid, og det er Hunden,
Som lusker afsted med et Hjerte i Munden.
25.
Den syge Stork.
Mens alle de Andre mod Syd ville drage,
Den Syge maatte de lade tilbage.
Den rejsende Flok med susende Vinger
Da langsomt gjennem Luften sig svinger.
Med dukket Hoved, saa mat og svag,
Den staar nu alene paa Bondens Tag.
Men næppe var tvende Døgn henrundne,
Før Frænderne, som forlængst vare svundne,
Kom atter igjen til det kjendte Sted,
Og spurgte, om ej den kunde følge med?
Men den maatte blive i Redens Fængsel;
Nu dør den vist snart af Sygdom og Længsel.