Absalons Brønd

Terndrup indledede da ogsaa sit Besøg med at tale om en anden Prioritet i en Eiendom ude i Saxogade men endte med at bringe Spørgsmaalet Marie paa Bane og udbad sig Grossererens Sanction paa hendes mulige Overgang til Theatret.

Den var let nok at opnaa: Grossereren brød sig, som han smagfuldt udtrykte sig, Fanden om det Pigebarn, og hun kunde for ham gaa til Balletten eller til Dyrehavsbakken, hvis hun lystede, han var lige glad.

Med den Besked gik saa Terndrup.

Men Frøken Ragna sad i Tanker og glemte mod al Sædvane rent Calculen, og Faderen maatte to Gange spørge, hvad hun egentlig tænkte paa, før hun ligesom tøvende svarede:

"Aa, jeg tænkte paa den sjeldne Blomst, der skulde voxe nede i Gaarden — jeg synes egentlig det er umuligt, at Poesi eller Romantik, hvad man nu skal kalde det, kan forvilde sig ind i vort Hus."

"Ja, det Ukrudt skal nok blive luget op," sagde Faderen, der kun halvt havde hørt efter, hvad Ragna svarede, "og Poul skal væk — han skal ikke have sin Gang i Baghuset!"

KAPITEL VI

Og et Hjem havde han her, et Hjem, hvor man baade følte sig glad og beæret, naar "Grossererens Søn" kom, hvor han kunde snakke løs med Marie og lege med hendes tamme Hane, og hvor han bestandig kunde ty hen med sine Sorger og være sikker paa at faae Trøst.

Poul havde nemlig i en vis Forstand altid hørt til de "uheldige" Børn. Havde han som Lille faaet en ren Blouse paa, var det givet, at han ganske kort efter trillede i Rendestenen; standsede hans Barnepige blot fem Minuter forat tale med en Gardist, kunde hun være sikker paa, at Drengen var borte og maatte hentes paa Politistationen, og var der en nymalet Bænk i Kongens Have, skulde han nok finde den og tage en tydelig Erindring om den med sig hjem. I saa Tilfælde fik Fru Lund ham fat og vaskede og gned, til han blev nogenlunde præsentabel før Hjemkomsten og slap for Skjænd, og det paaskjønnede han i høi Grad — han kunde ikke udstaa at faae Skjænd.

Saa var Poul forresten ogsaa tidlig et "fremmeligt" Barn: han var forlængst falden ned fra alle Grene i Lindetræet og havde efterhaanden brækket Alt, hvad brækkes kunde, undtagen Halsen; fem Aar gammel spillede han til Moderens Forfærdelse Klink paa Gaden, og paa sin syvaarige Fødselsdag havde han paa egen Haand bedt Melmandens skeløiede Søn hjem til Middag.

— Fru Lund sad med Andagt og hørte paa Pouls Udmalinger af sin maritime Fremtid.

Hun var en lille, mager Kone, altid som et pillet Æg, med Kappe, hvidt Forklæde og sort Kjole — altid ens. Hun syede for et Broderimagazin, vaskede og stoppede paa Maries Tøi og tilbragte en hel Del af sit Liv med at søge Legater, som hun aldrig fik, og med som en fjern, uopnaaelig Mulighed at drømme om engang at blive Klasselotteri-Collectrice. Grossererens og Alt, hvad hans var, saae hun op til med Ærefrygt og Taknemmelighed, levede af brugt Sol fra det rige Forhus og var i det Hele taget saa ydmyg, at hun end ikke i sin egen Stue nogensinde sad paa mere end Kanten af en Stol.

Af og til rystede hun nu betænkeligt paa Hovedet, naar Poul talte om Hundevagter, Kanonexercits og Olietøi, og i sit stille Sind ønskede hun af og til at kunne være med ombord forat tage Pletter af hans Tøi og sy Rifter sammen over Knæene.

Marie fortalte straalende glad Poul, at hun skulde til Theatret; hver Morgen skulde hun paa Danseskole og om Lørdagen paa Komedie — Alt naturligvis under Forudsætning af, at hun blev antagen — i næste Uge skulde det afgjøres.

Omsider gik Poul og var heldig nok til at komme over i Forhuset uden at være bleven savnet.

KAPITEL VII

Jubilæet var der ikke andet Mærkeligt at fortælle om, end at der blandt Gjæsterne havde været en Vegetarianer, eller, som Madamen udtrykte sig: en "Gemysemand" — "men han kunde jo dog faae Rødderne fra Suppen og Persillen fra Kyllingerne," sagde hun — hun yndede ikke Vegetarianere.

De to Menuer var neppe nok drøftede, før der kom en ny Visit: det var Madam Asters, Portnerske i et høigreveligt Hus i Bredgade.

Hun var et af Jomfru Buxboms allerinteressanteste og paa en vis Maade allerfineste Bekjendtskaber; hun sagde "vi" om Herskabet, kunde fortælle om Baller, hvor der kom Prinser og Prinsesser, og vidste paa en Prik, om Damerne for Tiden brugte rundt eller firkantet Slæb.

Det Første, der skete efter hendes Ankomst, var, at Kaffekanden blev sat paa Petroleumsapparatet, og at et af Børnene fik Lov til at lægge Tavlen og blev sendt ned efter Wienerbrød. Kaffekanden blev i det Hele sjelden kold her i Stuen, for der var næsten altid Besøg, og Jomfruen selv hørte til de mærkelig construerede Kvinder, der i Sommermaanederne hovedsagelig ernærer sig af Rødgrød, og Resten af Aaret af Kaffe med Wienerbrød.

— "Naa, lille Madam Asters," begyndte Jomfruen, da der var skjænket i Kopperne, "hvad Nyt ude fra Bredgade af? Har der nylig været Selskabelighed?"

"Gud, nei, Jomfru, hvor vil De hen!" svarede Portnersken. "Vi har jo Sorg!"

"Det er ogsaa sandt, det veed jeg jo."

"Det er forresten saa kjønt med Sorg," vedblev Madamen, "især naar Herskabet kjører ud. Tjeneren — det er nu et nydeligt Menneske og af pæn Familie: hans Fader er Skovløber ude paa Grevskabet — han seer saa gentil ud i Sort med et blaat og hvidt Silkebaand ned ad Skuldrene, og Lygterne er ogsaa helt overtrukken med Sort — det er saa høitideligt!"

Madam Siegler hørte efter med stum Andagt — hun selv kom kun til det velhavende Bourgeoisie.

"Gud veed forresten, om der bliver nogen rigtig Selskabelighed mere paa Palais'et," vedblev Madam Asters — "nei, Tak, kun en lille Kop!"

"Men hvorfor dog ikke det?"

"Nei, jeg har nu min egen Tro — men ikke mine Ord igjen! — Børnene lytter da ikke efter? — Jo, jeg skal sige Dem, Herskabet hører ikke mere Pastor Jespersen, som de før pleiede van."

"Ikke det!" udbrød Jomfru Buxbom. "Det er da ellers den deiligste Præst i hele Byen — det er min Præst — her skal De se hans Photographi! — Han skal saamænd ogsaa arve den Stol, De sidder i!"

"Nei, nu er Herskabet begyndt at høre Pastor Knastrup," vedblev Madamen. "Gudbevares, han præker storartet — min Mand og jeg er ogsaa begyndt at høre ham — men han er jo noget strix."

"Er han det?"

"Jo! — Og det mærkes naturligvis saadan allerede med den megen Gudfrygtighed paa Palais'et."

"Gjør det det?"

"Ja, det gjør, Jomfru — vi holder 'Kristeligt Dagblad'!"

"Nei, tænk!"

"Ja, det er forresten et rigtig godt Blad. Der staaer baade Brylluper og Begravelser og Ulykkestilfælde ligesom i 'Berlingske', og hvis man synes, man faaer for meget af Gudeligheden, saa kan man jo springe den over."

"Ja, det kan man jo."

"Saa har vi ogsaa faaet en hellig Student, som spiser hos os om Torsdagen — det vil sige, han spiser ved Mellembordet med Husjomfruen og Oldfruen — naturligvis — men han kan sagtens, for er han blot færdig med at læse til Præst, saa faaer han naturligvis nok Kald ude paa Grevskabet!"

"Gud, tænk, saa er han forsørget!"

"Det er han! — Forleden Dag havde vi ogsaa en Missionair fra Bagindien, men han spiste ved Herskabets eget Bord."

"Nei, gjorde han virkelig!"

"Ja, han gjorde saamænd saa — men Tjeneren sagde ellers, at han spiste med Kniven!"

"Gud, er det sandt!" udbrød Jomfru Buxbom og Madam Siegler i forarget Kor og slog Øinene mod Himlen, ret som om de vilde kalde den til Vidne paa, at de aldrig før havde tænkt sig, at en Kniv overhovedet kunde bruges paa den Maade.

"Ja, man skal jo ikke kritisere det Herskab, hvis Brød man er i," sagde Madam Asters med Værdighed, "men jeg synes nu heller ikke, Greven saadan skulde byde alle Slags til sit Bord. Det kan være, det var nødvendigt, dengang han var Politiker og sad i Landsthinget — det var net Selskab, vi tidt havde den Gang, kan De tro! — men fordi man hører Pastor Knastrup, behøver man da ikke at gjøre sig gemeen med hele Slænget — vel, Jomfru? — Ja, Tak for Kaffe!"

— Da Madam Asters og Madam Siegler vel var ude af Døren, kom Maskinmanden forat meddele, at Marie var bleven antaget af Balletmesteren og næste Dag skulde begynde sin Skole i selve det Kongelige Theater, og saa stærkt virkede Meddelelsen om denne store Begivenhed, at Jomfruen knap hørte efter, da han fortalte om de ny Decorationer til "Jægerbruden" og alt det kunstige Spøgeri, der skulde være i Ulvesvælget.

Han havde forresten ogsaa travlt, for han skulde hen og bringe det vigtige Budskab til Fru Lund, der sad nede i Store Kongensgade og anede Ingenting.

Der blev naturligvis Glæde, men samme Dag havde Marie havt sin første store Sorg: Hanen havde brækket Benet, og Maskinmanden anmodedes derfor om paa en saa vidt muligt lempelig Maade at tage Livet af den og begrave den under Lindetræet.

Det lovede han beredvilligt, og om Aftenen græd Marie ved Hanens Grav samtidig med, at Maskinmandens Familie spiste Hønsefricassée.

KAPITEL VIII

Cyclerne falder i Pris — brugte eller stjaalne er slet ikke til at sælge — Fiskesnører og Boldspilrekvisiter maa bag Sportshandlerens Ruder vige Pladsen for engelske røgfri Patroner, og nu kommer Vildt- og Frugthandlernes gyldne Tid: Agerhøns, Harer og Fasaner viser sig i saadanne Mængder, at Fremmede maa faae den Forestilling, at Kjøbenhavn hovedsagelig lever af Vildt, og Tomater, Ferskener og Druer fryder Øiet rundt omkring.

Skinnende hvide Theaterplacater er traadt i Stedet for de skidne, krøllede Laser fra Mai Maaned, der har maattet døie hele Sommerens Sol og Regn, Tivoli holder Høst- og Fyrværkerifester, og om Søndagen er der vel endnu stærk Trafik til og fra Dyrehaven, men Folk kommer tidligt hjem, og det er broget Løv til Kaminvaserne, som de bringer med fra Skoven.

Nu har Grønttorvet sin Glansperiode — der kjøbes ligefrem ind til Vinterforraad — og Gammelstrand ligger hver Morgen i sin feireste Pragt: hele Kanalen er stuvende fuld af Sildebaade, der tørrer de røde Seil, Fiskerne vader i det sølvskinnende Dræt, og Skjællene blinker i Garnet — det er som Pailletter i et mægtigt Kniplingsklæde.

De kridtede Ruder forsvinder, de sidste Efternølere flytter omsider ind; Landliggerne har længe kjedet sig gudsjammerligt i de mørke Aftener ude paa Villaerne, men for en Ordens Skyld klager de dog over at have maattet tage ind.

Husmoderen faaer travlt: Pelsværket hentes fra Bundtmageren, der syltes Sveskeblommer og Asier — hele Byen lugter surt — Efteraarsrengjøringen ligger i Luften, og Ægtemændene gruer.

Om Aftenen, især efterat Lampen er tændt, begynder man at fryse ved at se paa de hvide Gardiner — Stemningen er trykket.

Med Vemod stirrer Hotelportier'en efter hver kuffertlastet Droske, der ruller bort, og en skjønne Dag opdager de unge Spurve i Tivoli, der endnu ikke kjender Livets Kamp, at Saison'en er sluttet, og at de fra nu af selv maa sørge for deres Udkomme.

Sommeren er forbi, det er Efteraar.

— Terndrup havde Efteraarsfornemmelser, Efteraarsanfægtelser.

Bøgerne var ikke fri for at lugte ham noget muggent — det gjorde de aldrig om Sommeren — Handelen med brugte Frimærker forekom ham endnu foragteligere, end den pleiede, og saa vidste han oven i Kjøbet, at det var et særlig godt Aar med Høns.

Hyppigere end ellers og længere ad Gangen end tidligere stod han derfor ogsaa paa Jageslaget, fulgte sine Duers Flugt og saae "over ad den Kant til, hvor Jylland ligger", og hvor Brokfuglene flokkedes, og endte saa med at falde i Staver.

Som han saadan stod en Eftermiddag, og hans Øie forvildede sig over Gaarden forbi en nøgen, sværtet Brandmur og ind imellem et Par spidse Gavle, opdagede han pludselig noget Nyt: oppe i en gammel Rønne var der ud fra Kvisten bygget et lille Glashus, og paa en Stump fladt Tag, hvortil der var Adgang fra Glashuset, stod en Kasse med blomstrende Solsikker og store, rødbrune Lerkrukker med Canna og Nerier.

Hvor vel bevandret Terndrup end var i Fugleperspectivets Geographi, var det ham dog ikke muligt strax at afgjøre, om det Hus, han saae paa, vendte ud til Grønnegade eller til Hovedvagtsgade, og det varede en god Stund, inden han blev paa det Rene med, at det alligevel maatte være i Grønnegade, i Marskandiserens Sted, at der var bleven indrettet et photographisk Atelier.

Det kunde jo i og for sig være ham ganske ligegyldigt, men nysgjerrig var han — som de fleste Mennesker jo er — og han vilde dog nok, blot for en Ordens Skyld, vide, hvem det var, der var flyttet ind derovre, og som paa en Maade var bleven Nabo paa Afstand til hans Dueslag.

Da Jomfru Buxbom, hvis Stue jo var en Slags Centralstation for al Sladder rundt omkring fra, maaske kunde antages at vide Besked om Photographen, stak han Hovedet ind ad Døren til hende, da han gik forbi, og spurgte sig for.

Nei, Jomfruen vidste saamænd ikke engang, at der var indrettet noget photographisk Atelier, men det var jo høist interessant, var det, og hun skulde nok gjøre sit Bedste forat faae Klarhed i Sagen. — Om Terndrup ikke vilde sidde lidt ned? Jo, det maatte han endelig! Og Terndrup satte sig.

— "Ja, jeg slider vel i Grunden alt for meget paa Pastor Jespersens Stol," sagde han. "Pastoren maa da vist koste nyt Betræk paa den, naar han engang faaer den!"

Jomfruen blev kjendelig nerveus og svarede efterat have rømmet sig et Par Gange:

"Ja, nyt Betræk maa der — men jeg har forresten de to sidste Søndage hørt Pastor Knastrup."

"Naa, det har De — ja, saa kan Pastor Jespersen nok selv se sig om efter en Lænestol!"

Uden at udtale sig videre om Arvespørgsmaalet vedblev hun:

"Han er jo noget strix, Pastor Knastrup, som Madam Asters ogsaa sagde, men deiligt taler han, vækkende og indtrængende, saa man føler, man er en stor Synder — hvad man jo ogsaa er, og hvad han, Gaardmissionairen, ogsaa sagde!"

"Naa, gjør han det!"

"Ja, det veed Gud, han gjør! Jeg kjender ogsaa et helt greveligt Hus, der hører ham til Stadighed, og i Søndags var han bedt til Herskabets eget Bord, hvor en Tjener i Sort og med blaa og hvide Baand paa Skuldrene vartede op med Handsker paa."

"Der kan man se," sagde Terndrup, "man skulde have været Præst, skulde man, og have faaet et Kald i en god, jydsk Egn, hvor Bønderne ikke selv gjorde Noget af Jagten!"

— "Marie var her ellers igaar," vedblev Jomfruen. "Aa, hun har saa Meget at fortælle ovre fra Theatret — De maa endelig komme op og høre paa det en Dag!"

"Ja, det skal jeg — men nu maa jeg gaa!"

"Aa, Terndrup, De kunde gjøre mig en Tjeneste: vil De ikke laane mig en eller anden god, ny Bog?"

"Jo, men hvad skulde det være for en Bog?"

"En, der ender godt!"

"Dem er der sgu ikke mange af for Tiden!"

"Ja, ellers vil jeg ikke have den — man læser da forat blive i godt Humør og forat være i godt Selskab! — I gamle Dage var det altid saa beroligende at læse en Bog, for Forfatteren caverede for sine Personer, og naar Helten eller Heltinden fik et Barn paa sidste Side, saa vidste man, at det ogsaa gik Barnet godt Resten af Livet — og det var saa hyggeligt!"

"Ja, ja, nu skal jeg se at finde en Bog og skikke den op til Dem — Farvel, Jomfru!"

"Farvel, Terndrup!"

KAPITEL IX

"Naa, saa De jagter!"

"Nei, jeg gjør sgu ikke! Jeg har lovet mig selv aldrig mere at røre en Skyder, men saadan en Legetøistingest kan man da ikke kalde en Bøsse — og Rotter er da heller ikke Vildt! — Nei, hvad man har lovet, det skal man holde! — Hvad vil De ellers idag?"

Ja, Berner vilde da have ham med ud paa Amager, men Terndrup vidste ikke, om det gik an at lukke saa tidligt.

"Aa, hvad — nu er Fugletrækket for Alvor begyndt?" bad Berner.

"Ja, det er jo saa — lad gaa!"

Mens Terndrup gjorde sig istand, satte Berner sig ude i Butiken paa en Stabel Bøger, der gyngede frem og tilbage, tændte en Cigar og grundede.

— "Hvad sidder De og speculerer paa?" spurgte Terndrup.

"Aa, jeg sad egentlig og tænkte paa den Trifolium resupinatum — om det virkelig skulde være den! Jeg listede mig ind i Grossererens Gaard imorges ganske tidligt forat se, om jeg kunde finde et Exemplar til, men der var gravet op omkring Lindetræet og altsaa Ingenting at finde — hvor kunde det dog være, at den Grosserer var saa ubehagelig imod mig?"

Terndrup smaafløitede. "Han har for mange Penge — og han er kommen for nemt til dem — det er det Hele!"

"Er det et gammelt Handelshus, det Lange'ske?" spurgte Berner.

"Nei, det var først Faderen, der begyndte."

"Naa, det tænkte jeg nok!"

"Hvorfor det?"

"Jo, fordi der i et gammelt Handelshus — ganske som i enhver anden Slægt, der har en Tradition — altid som Regel raader en urban Tone. — Det er forresten mærkeligt," vedblev han, "saa faa Handelsdynastier, der overhovedet er ældre end et Par Generationer i samme Familie. Det maa vel sagtens komme af, at der kræves en særlig Finhed og Fornemhed i Forretninger og en særlig udviklet Familiefølelse, forat et Firma kan vedblive at gaa i Arv fra Fader til Søn."

"Maaske, sgu," svarede Terndrup. "Se, hvad Finheden i Forretninger angaaer, saa trykker den nu heller ikke Grossereren, og Familiefølelse troer jeg ikke, den ældste Søn har Synderligt at give hen af!"

"Men Datteren er en ualmindelig tiltalende Pige," vedblev Berner med Varme, "saa rank og saa damesikker!"

"Ja, hun er sikker nok! — Hende skulde De tage, Berner — hun kunde føre deres Regnskaber med dobbelt Bogholderi!"

"Nei, virkelig!"

"Ja, hun kunde sgu: det er et grov dygtigt Stykke Fruentimmer! — Men De vil maaske ikke alligevel?"

"Nei, jeg troer dog ikke — hun vil vist heller ikke —"

"Aa, nei, det kan være troligt nok!"

"Ja, lad os saa komme afsted!"

Og afsted vandrede de, Berner med Straahat og Botaniseerkasse, Terndrup med Kaskjet og Knortekjep.

Ad Frederiksholms Kanal og over Langebro gik de, saa standsede de udenfor den gamle Accisebod, der ligger for Enden af Christianshavns Vold, Acciseboden med de grønne Skodder og det fremspringende Halvtag.

— "Er det nu ikke meget kjønnere end hele det moderne Kjøbenhavn!" udbrød Berner. "Acciseboden i Forgrunden, de lave 'Holms Huse' paa den anden Side af Gaden, og nedenfor Volden Reberbanen under Lindetræerne — Herregud, det er vel næsten den eneste Reberbane, en kjøbenhavnsk Dreng nu kan faae at se!"

"Ja, han har ellers godt Øl inde i Siseboden — det er en rar, kjølig Kjelder," bemærkede Terndrup, og Berner overhørte ikke det fine Vink, men gik strax hen og satte sig ved et af de smaa Borde foran og bestilte to Glas Øl.

— "Lagde De egentlig Mærke til den gamle Proviantgaard, da vi før gik forbi den?" spurgte Berner.

"Nei — er der ellers noget Mærkeligt ved den?"

"Det er da for det Første en af Christian den Fjerdes Bygninger."

"Naa, er det det!"

"Ja, kan De ikke ogsaa se, at de vældige Gavle og det vældige Tag seer anderledes solid og imponerende ud end de nye Bygninger?"

"Aa, jo!"

"Og saa ligger den lige opad Tøihusgaarden med de mange gamle, udrangerede Kanoner, der har tjent mere end een Konge og været med baade tillands og tilvands — jeg bliver formelig høitidelig tilmode, naar jeg gaaer der forbi!"

"Aa, ja — ja, saagu — Skaal!"

— "Ja, vi skal vel videre," sagde Berner, da Øllet var drukket. "Men har De noget imod at gaa om ad Volden — det Stykke, man endnu kan gaa ad? Det er nok lidt længere, men betydelig kjønnere, og jeg vilde ogsaa gjerne have Frø af Lathyrus latifolius — den findes deroppe."

— Kjøn er Christianshavns gamle Vold. Lind og Kastanie, Ahorn og Elm voxer i lige Rader paa dens Ryg, og ned ad Skraaningerne til Graven er der en hel tæt Underskov af Tjørn, Hassel og Hyld.

Drengene har lavet hulslidte Stier mellem Krattet, og gaaer man ned ad en af dem, kan man komme for Skade med at overraske et elskende Par eller en upriviligeret Fisker, der har faaet anbragt sin Snøre udenfor den brede Rørbræmme med de mumlende, blaagrønne Spydblade. Graven selv — sine Steder bred som en Sø, andre Steder smal som en Aa — er saa stille, saa byfjern som Vandene omkring Torneroses Borg, og naar Smaafisken slaaer, bliver man helt forundret over, at Fladen virkelig kan sætte Ringe og ikke springer som skjørt Glas.

Oppe paa Bastionerne leger Børnene Tagfat og Enkemand, eller de slaaes om nedfaldne Kastanier; gamle Folk ryger en Eftermiddagspibe paa Bænkene, og selv Hammerslagene fra Christianshavns Maskinværksteder forstyrrer ikke Idyllen men fremhæver den kun end mere gjennem Modsætningen.

Ude paa det rigtige Amager gik de hen ad Kløvermarksveien, forbi Colonihaverne.

Det er jo som en hel By af Lysthuse, smaa, grøntmalede Træhuse med Døre, Vinduer og Flagstang — de ligner strandede Badehuse. Vild Vin, Humle og Pralbønner snoer sig op ad Væggene, og som den lille Haveplet udenom dyrkes, saadan dyrkes ingen Plet i Verden! De Radiser, her faaes, smager bedre end noget Andet, den Buket, her skjæres, overgaaer Orchideerne fra Dina Schuldts Vinduer, og har det lille Æbletræ virkelig omsider bekvemmet sig til at bære et enkelt Æble, er dets Trivsel og Rødmen Gjenstand for en hel Families udelte Interesse Sommeren igjennem.

— "Det er sgu kjønt," sagde Terndrup.

"Ja, det er Trangen til at se Andet end Glas og Jern, der her finder sit Udtryk," svarede Berner. "Det minder om Sporskifteren paa Jernbanestationen, der laver sig en tre Alens Have mellem de krydsende Skinner."

De passerede den store Losseplads, hvor Rotterne løb husvant om mellem Kjøkkenaffald, Rester af fordums Bohave, Murbrokker og rustne Blikdaaser, og Berner modstod ikke Fristelsen, men kom strax ind paa sit Yndlingsemne: den sorte Rotte contra den brune.

"Ja, nu er den sorte snart forsvunden overalt," sagde han, "dens Mission er vel sagtens endt."

"Hvad for en Mission?" spurgte Terndrup.

"Det veed jeg ikke, men ligesom jeg fuldt og fast troer paa, at hvert enkelt Menneske har sin Mission, stor eller lille, her i Verden, saadan troer jeg ogsaa, at de enkelte Folkeslag, Slægter og og Arter af Dyr og Planter har det, og naar et Individs eller en Races Mission er endt, saa døer Individet eller Racen. — Noget af det Tungeste, et Menneske kan opleve, maa da ellers være, at det Folk, han tilhører, udslettes af Tilværelsen som saadant, fordi det ikke længere har nogen Mission — eller fordi det ikke længere magter den, det har!"

"Aa, ja, saagu — men saa maa man da ønske, at De aldrig maa faae Deres Bog skrevet," bemærkede Terndrup, "for den er da vel Deres Mission!"

"Det var et fromt Ønske!" svarede Berner leende. "Men det kunde jo dog tænkes, at jeg ogsaa havde en anden Mission."

"Hvad skulde det være for en?"

"Aa, f. Ex. at lære mine Drenge at kjende Kjøbenhavn og give min Skjærv til deres historiske Opdragelse."

"Aa, ja, det kunde jo tænkes. — Ja, saa kan De jo godt give Bogen ud og maaske leve lidt alligevel!"

— Det var Krudttaarnsveien, Veien langs Kysten indenfor Mellemfortet og Prøvestenen, der var Dagens Maal; Berner havde Tegn, og det, han nærmest vilde, var gjennem Kikkert at constatere, hvilke Vadefugle der nu paa Efteraarstrækket gjæstede Stranden og altsaa for saa vidt kunde siges at tilhøre Kjøbenhavns Fauna i videre Forstand.

Af saadanne Excursioner gjorde Berner flere hvert Aar, og paa dem var Terndrup ham en værdifuld Støtte, thi med sit ene, høire Øie saae han glimrende, og selv om han kun havde hørt en Fugls Fløiten, var han næsten altid Mand for strax at kunne sige, hvad Fugl det var. Af og til, navnlig naar det var en Bekasin, der lettede, kunde han kaste Stokken til Kinden, men saa tog han den halv skamfuld ned igjen og sagde regelmæssigt: "Nei, de Tider er forbi — hvad man har lovet, det skal man holde!"

Turen blev ikke uden Udbytte, thi foruden at finde Onopordon Acanthium paa et nyt Voxested — bagved Strickers Batteri — lykkedes det Berner at iagttage baade en Flok Islandsryler og en Kobbersneppe, og da dette var henholdsvis en Uge og ti Dage tidligere, end disse Trækfugle ellers pleiede at komme her, berigedes jo hans Optegnelser med to nye Data.

Fyret paa Trekroner var allerede tændt, da de brød op og lagde Hjemveien om ad den ydre Grav, udenfor Orlogsværftet — her havde Berner Aaret iforveien seet Odder.

Som gravet op af Jorden mødte de her ved en Omdreining to Mænd, begge oppe i Trediverne.

Den Ene var mørk, med opadstrøget Overskjæg, spids Fip og spillende Øine; hans Halstørklæde var bundet i en flot Sløife, Frakken var af sort Fløil, og under Armen og i Haanden havde han en Malerkasse, et sammenslaaet Staffeli og en Feltstol.

Den Anden var der ikke noget Flot ved, men det var en Kjæmpeskikkelse med blond Fuldskjæg, store, blaa Øine, klædt ganske som almindelige Dødelige.

— "Godaften, Høistærede!" sagde han med Fløilsfrakken. "Ja, undskyld, at jeg spørger saa ligefrem, men hvad i Alverden har De bestilt ude paa Krudttaarnsveien? Mens jeg sad og malede, har jeg seet paa Dem i en stiv Klokketime: De pegede udefter, og de satte Kikkerten for Øiet — ja, undskyld, men jeg er nysgjerrig!"

Berner forklarede, saa godt det lod sig gjøre i faa Ord, hvad der havde ført ham herud, og præsenterede sig selv.

"Ja, mit Navn er Holst — Carl Holst — jeg er Maler."

"Nei, er det Dem!"

"Ja, det veed Gud, det er! Og min tause Ven der, det er Hans Duborg."

"Hans Duborg! Var det da Dem, som —" begyndte Berner.

"Ja, det var!" afbrød Holst ham. "Det var ham, som for fire Aar siden gjorde den uhyre Lykke med sit store Billede, som baade fik Udstillingsmedaillen og blev kjøbt af Galleriet, og det er ham, som siden ikke har rørt Pensel og Palet!"

"Maa jeg præsentere," sagde Berner: "Boghandler Terndrup."

"Ja, det veed vi," svarede Holst. "Vi har seet Dem oppe paa Dueslaget."

"Har De det!" sagde Terndrup. "Det var sgu da ellers morsomt!"

"Ja, oppe fra Atelier'et!"

"Er De da ogsaa Photograph?" spurgte Terndrup interesseret.

"Hvad for Noget!" raabte Holst. "Kalder De mig Photograph? Nei, hør nu, det maa jeg dog paa det Bestemteste frabede mig! Vel udmærker mine Billeder sig ved den mest slaaende Naturtroskab og indgaaende Redegjørelse for Detaillerne, men med Photographer ønsker jeg dog ikke at concurrere! Nei, jeg er sgu da Kunstner — Maler i alt Fald — og Duborg og jeg har nu for en forholdsvis billig Penge indrettet os et fælles Atelier oppe paa Taget af No 67 i Grønnegade, i det maaske — og desværre rimeligvis — forfængelige Haab, at Lykken der skal tilsmile os."

Man fulgtes nu ad, og Berner spurgte underveis Duborg, hvorfor han ikke mere malede.

"Aa —", begyndte Duborg, men Holst afbrød ham og svarede:

"Det skal jeg sige Dem: han er bange for, at hans næste Billede ikke skal blive lige saa godt som det forrige, og derfor maler han slet ikke det næste! Saa har han siden slaaet sig paa Decoration af Porcelain og anden Husflid — meget hæderligt! — men Malerier tør han ikke mere give sig i Lag med, for han siger, der er Ingenting at male. — Gudbevares, havde jeg noget af hans Talent og Teknik, og havde han noget af min Hitten-paa og Gaaen-paa, saa havde Verden ikke seet to større Kunstnere siden Michelangelo's og Raffael's Tid!"

"Gud veed, hvor Du gider!" indskjød Duborg.

"Jo, jeg gider! Det kan da ikke hjælpe som Du i Taushed at gaa rundt og betragte Tilværelsen med store Øine og et svagt Smil," svarede Holst. "Jeg snakker for meget — det veed Gud, jeg gjør — men Du siger Ingenting, og saa maa det Ene bøde paa det Andet!"

— "Har De malet et Billede her fra Amager?" spurgte Berner Holst.

"Ja, jeg har — et lille et."

"Men Du var da nær ikke kommen længere end til Frederiksholms Kanal", brummede Duborg.

"Nei, jeg skal sige Dem," sagde Holst til Berner, "jeg faldt i Begeistring over Proviantgaarden, da vi kom der forbi, og saa maatte Duborg trække af med mig."

"Det er sgu accurat ligesom Berner", bemærkede Terndrup.

"Ja, men Proviantgaarden er ogsaa storartet!" vedblev Holst. "Det er det eneste ordentlige Tag i hele Kjøbenhavn: mægtig skraanende som en Bjergside og af den rigtige gamle Kulør — ikke ækelt carmoisinrødt eller brandgult som den moderne Tegl er, men varmt rødbrunt med en Tinte af Blod — gjort til at sees i Eftermiddagssol! Og saa Tøihusgaarden ved Siden af — ja, jeg er Antimilitarist — naturligvis — men Græsset, der groer op mellem de ærværdige, sorte Kanoner og Morterer — det er et Billede! — Jeg vil ogsaa male det!"

"Ja, der er en ualmindelig historisk Stemning over det Parti," sagde Berner.

"Naa, ja, historisk — ja, det ligger nu ikke saadan for mig," erklærede Holst, "men det er malerisk, og det kan jeg bruge! Jeg skal sige Dem, de pæne Landskaber med Bøgetræer og Bukøer, dem maler jeg med Gurkemeie og Spinatgrønt forat leve, men for min egen Fornøielses Skyld og forat affinde mig med min kunstneriske Samvittighed maler jeg smaa Billeder rundt om fra Kjøbenhavn. — Der er jo tidt stor Forskjel paa, hvad man lever af, og hvad man lever for!"

"Holder De da saa meget af Kjøbenhavn?" spurgte Berner interesseret.

"Om jeg gjør! Jeg elsker den — der er ikke Mage til By i hele Verden!"

"Vaas!" snærrede Duborg.

"Nei, det er slet ikke Vaas! Jeg kjender da i alt Fald ikke saa en smuk By — og Du heller ikke — nei, Du gjør ikke! — Ja, jeg veed meget godt, hvad Du vil sige! Gudbevares, Italien har sine Fortrin: Klimaet medfører, at Menneskenes Børn dernede kan nøies med saa faa Beklædningsgjenstande, at man i al Uskyldighed kan se det Meste af de deilige Former, Vorherre har givet dem — hertillands aner man jo slet ikke, hvor mange smukke Arme og Ben, Kvinderne gaaer rundt med — og Italien er et Vinland, hvor ogsaa Andre end det velhavende Bourgeoisie kan drikke sig glad og god i ædel Druesaft — det er sandt, men hvad Skjønhed angaaer, maa jeg saa bede om Kjøbenhavn!"

"Det er virkelig høist interessant at høre en Kunstner udtale sig saaledes," bemærkede Berner, kjendelig oplivet.

"Ja, men hvorfor har ikke alle den samme rigtige Opfattelse?" vedblev Holst. "Hovedsagelig fordi Kjøbenhavnerne slet ikke kjender Kjøbenhavn!"

"Det er sandt," indrømmede Berner. "De Allerfleste kjender egentlig ikke Andet af deres By end de Gader, de daglig passerer, og af dem kjender de endda kun Stueetagerne, for det falder dem saamænd aldrig ind at se tilveirs, undtagen naar der er Ildløs paa Kvisten."

"Eller naar en kjøn Stuepige polerer Vinduer," tilføiede Holst, "det har De Ret i! — Jeg vil nu slet ikke tale om, at der ikke er Een blandt Hundrede eller Tusinde af vore Bysbørn, som nogensinde har faaet Syn for de enkelte Gaders eller Kvarterers Physiognomi, eller som overhovedet har noget Begreb om, at en By ogsaa har sine forskjellige Landskaber, der i og for sig er lige saa characteristiske som Skoven og Stranden, Marken og Mosen, og ligesom de kan skifte Stemning efter Aarstiden og Belysningen."

"Ja, det er sandelig vist," sagde Berner. "Som nu, for blot at nævne Noget, Forskjellen mellem en af de gamle, bestandig borgerlige Gader som Grønnegade, og saa den rolige, aristokratiske Amaliegade."

"Men hvor Mange, troer De, staaer stille paa deres Vei i Amaliegade og glæder sig ved at se Frederik den Femtes Rytterstatue tegne sin Silhouet gjennem Colonnaden?" spurgte Holst. "Næsten Ingen, og det skjøndt der maaske ikke existerer mere end et Par Rytterstatuer i hele Verden, der er bedre, og Ingen, der har Mage til Indramning! Nei, Folk er utrolige — jeg er, i Parenthes sagt, overbevist om, at heller ikke een af ti saakaldte Kunstforstandige aner, at de to smaa Porttaarne paa den anden Side Marmorbroen er en Perle af Barokstil — paa sin Vis lige saa god som Pavillonerne i Dresdens Zwinger — har De været der?"

"Nei, jeg har aldrig været udenlands."

"Det er saamænd heller ikke det Vigtigste! Ministeriet giver hvert Aar saa og saa mange Umuligheder af begge Kjøn Stipendier til Udenlandsreiser: det skulde meget hellere give Mulighederne Stipendium til at blive hjemme og studere Kjøbenhavn for! Og veed De, hvad saa jeg skulde være?"

"Nei!"

"Jeg skulde være Fører for Stipendiaterne! — Første Dag begyndte vi med 'Strøget' — naturligvis en Sommerdag, naar Damerne har lyse, lette Dragter og tynde, sorte Silkestrømper, som man accurat kan ane det Blegrøde igjennem — den Farvecombination er slet ikke til at gjengive! — Naa, jeg indrømmer naturligvis, at ogsaa Morgenstunden kan være bedaarende, den tidlige Morgen, hvor man seer Byen vaagne, Vinduerne lukkes op og de fornøielige Tjenestepiger gaa til Bageren — ja, jeg elsker ligefrem Morgenen, den friske, liflige Morgen — i alt Fald theoretisk — og en Regnveirsaften kan nu ogsaa have sin Charme, en Regnveirsaften, naar Buelamperne speiler sig i den vaade Asphalt — bleggult, dirrende Lys — charmant! Men lad os nu alligevel holde os til Middagstiden! — Tænk blot, hvad der er at se paa Gammeltorv og Nytorv! Jeg vil slet ikke tale om, at Folk saamænd i Reglen ikke veed, hvilket der er hvilket — det kan ogsaa være det Samme! — men her er Borgerbyens, City'ens Centrum, her er alle Tidsaldere, alle Stilarter samlede paa eet Sted, her er Motiver nok for tyve Kunstnere og tredive Forfattere! Portalen til det gamle Raad- og Domhus à la Pantheon giver Torvet noget Classisk, 'Sukkenes Bro', der fører over til Varetægtsarresten, minder om Venedig, og Duerne baade om Lagunestaden og Florents. Springvandet er maaske nærmest gammeltysk i Characteren, men det er blevet os saa hjemligt, fordi vi er opfødt med det: vi har seet med Andagt paa det, naar Guldæblerne sprang paa Kongens Fødselsdag, og vi har seet Stenkummen blive restaureret og Sokkelen blive forsynet med de mærkelige Kobber-Knurhaner; vi kjender det en Sommerdag, naar Bassinet er en hel, kjølig Sø, og naar det om Vinteren i Frostveir staaer tomt — det er storartet! — Og saa selve de to Torve! Nytorv er Svinenes, Gammeltorv Fjerkræets. Se blot paa Nytorv en Morgenstund, naar de rødgule, hovedløse Svinekroppe ligger i Lag ovenpaa hinanden paa Vognene — det er malerisk! Jeg har, i Parenthes sagt, en Bekjendt, der baade er Vegetarianer og Fredsven — jeg er nu kun Fredsven! — han siger, at det minder ham om nøgne Menneskekroppe efter et blodigt Slag, og Sjouerne, der bærer Svinene ned i Victualiekjelderne, det er Ambulancesoldaterne — men det kan jeg nu ikke være med til — jeg har aldrig seet noget Slag. Nei, saa synes jeg snarere, det minder om det stockholmske Blodbad — som jeg forresten heller ikke har seet — men deiligt er det! Og Gammeltorv, hvor Konerne sidder om Springvandet med slagtet Fjerkræ: Ænderne, hoved- og halsløse, ligger ganske upersonlige, men Hønsene, med slapt nedhængende Hals og Fjer paa Hovedet, de seer formelig intelligente ud, skjøndt de hænger med Næbbet. Og Kalkunerne med den gulnede, halv gjennemsigtige Hud — de ligner gamle Hofdamer, der er stærkt nedringede — pragtfuldt, siger jeg!"

"Er Du ikke snart færdig med 'Strøget'"? spurgte Duborg.

"Færdig?" gjentog Holst. "Det bliver jeg aldrig! — Tænk saa blot paa Pladsen om Helligaandskirken, og Helligaandshuset — se paa Trappegavlene der! Der er ikke noget andet Land i Verden end Danmark — og Skaane, naturligvis — hvor Kirkebygninger har Trappegavle. Og Lindeskyggerne over de gamle, slidte Gravsten — hvadbehager! — Anden Dag skulde man se Fællederne og Udsigten fra Rundetaarn — der er ikke noget Pompøsere end heroppefra at se Nyrops Raadhus skyde i Veiret og Christiansborg ligge i Ruiner."

"Kalder De Ruinerne smukke?" udbrød Berner forbauset.

"Ja, det gjør jeg da rigtignok! Jeg vil heller ikke haabe, man igjen bygger en Kasse op der, for den kan da aldrig blive tilnærmelsesvis saa kjøn som Ruinerne. — Det var ogsaa stor Synd, de kuplede Marmorkirken færdig — den var ti Gange mere malerisk som Ruin!"

"Det giver jeg Dem Ret i," sagde Berner, "og da Marmorkirken aldrig havde været Andet end en Begyndelse, var der ingen Forpligtelse til at bygge den op. — Der var ogsaa en meget eiendommelig Flora paa Kirkepladsen: Papaver Rhoeas og mange andre sjeldne Planter midt inde i Byen, — ja, Ruiner har nu altid en interessant Flora: jeg veed, der skal voxe fire Hundrede forskjellige Planter paa Colosseum i Rom."

"Det kan der maaske ogsaa med Tiden komme paa Christiansborgs Ruiner — og det er altsaa een Grund mere til ikke at bygge dem op!"

"Men seer De da slet ikke historisk paa dem?" spurgte Berner skuffet.

"Nei — jeg seer selvfølgelig kun malerisk paa dem!"

"De er maaske saadan radical?"

"Ja, hvad i al Verden skulde man ellers være! De vil da vel ikke have, jeg skal være conservativ? — Nei, duer en Kunsner noget, maa han altid være i Opposition — beredt til at holde den hellige Ild vedlige, selv om der imellem gaaer et af Borgerskabets Stoleben eller et Afgudsbillede i Løbet."

"Talemaader!" indskjød Duborg.

"Nei, aldeles ikke! Jeg vil have Frihed men ikke Lighed — Gud fri os for den. Saadan almindelig Nivelleren og Udstykning over det Hele, saa Tilværelsen kom til at se ud som en af de lige Sidegader ude paa Vesterbro, det vil jeg dog bede mig fritaget for! Nei, Liv og Farver maa der til! Derfor holder jeg ogsaa — skjøndt jeg er Republikaner af Princip — naturligvis — det er vi vel forresten Allesammen —"

"Nei, jeg er da for den Sags Skyld saadan Høiremand," forsikrede Terndrup. "Bønderne har sgu alt for megen Frihed: de skulde aldrig havt Lov selv at drive Jagten, og de er ogsaa bleven alt for storsnudede af at være med at kalde Skolelærerne. — Naa, det er nu ikke for det: Kjøbenhavnerne er ogsaa storsnudede — ja, undskyld, at jeg siger det saa ligefrem — men de troer, at Kjøbenhavn er hele Landet!"

"Kjøbenhavn er Landets Hjerte!" udbrød Holst begeistret.

"Gud veed, hvor Du gider!" brummede Duborg.

"Ja, jeg er Høiremand," erklærede Terndrup igjen, temmelig umotiveret, "og Berner er da ogsaa —"

"Hver Mand sin Lyst!" afbrød Holst ham. "Men hvad jeg vilde sige, var kun, at skjøndt jeg som sagt er Republikaner — naturligvis — saa holder jeg dog ubetinget paa Kongehus, Hof, Adel, Uniformer og Vagtparade — malerisk, forstaaer sig — det liver nemlig op i Landskabet og giver Kulører."

Berner smilte. — "Det var jo ogsaa et Forsvar for Kongedømmet!" sagde han.

"Ja, kan De levere et bedre?" spurgte Holst.

"Om det vilde blive bedre, beroer jo ganske paa, hvad Standpunct man seer Sagen fra, men at det vilde blive et andet, er sikkert nok — jeg er nemlig til en vis Grad nærmest en Beundrer af Enevælden."

"Det var som Pokker!" udbrød Holst og saae uvilkaarligt forbauset op. "Kan man virkelig være det!"

"Ja, man kan," svarede Berner. "For en Del kommer det maaske af, at min Stammefader, der sloges paa Volden 1659, var med at overdrage Frederik den Tredie Souverainiteten, og at jeg selv baade er født paa Slottet og døbt med Vand fra Absalons Brønd. Men hvad jeg forresten navnlig altid har beundret ved Enevælden — baade herhjemme og andensteds — er dens Evne til at drage Dygtigheden frem, hvor den findes, uden Hensyn til Anciennitet, Fødsel eller Familieforhold overhovedet. Den constitutionelle Stat derimod — jeg vil slet ikke tale om et socialistisk Fremtidssamfund — den bliver ganske naturligt alt for let en Forsørgelsesanstalt for Middelmaadigheden."

"Det maa jeg sige," erklærede Holst, "det er, ærlig talt, noget af det Stiveste, jeg endnu har hørt! Men troer De da ikke, at Friheden i al Almindelighed er nok til —"

Berner rystede paa Hovedet.

"Naa ja, De har jo Lov at mene, hvad De vil. Fremskridtsmænd og Conservative trækker hver fra sin Side i Tovet, men jeg synes nu rigtignok, det maa være noget Trist at høre til den Side, der kun holder igjen, saa vi Andre kommer langsommere frem!"

"Ja, var der Ingen, der holdt igjen, saa faldt sgu de, der trak, paa Enden," bemærkede Terndrup.

"Nei, vi gjorde ikke, Høistærede," indvendte Holst, "for saa behøvede vi ikke at tage saa haardt fat, som vi gjør!"

"Det er sandt," sagde Berner, "men var der Ingen til at holde igjen eller, rettere sagt, til at drage i en anden Retning, saa løb vi grassat og var snart derude, hvor der endnu hverken er Vei eller Sti — og hvor vi slet ikke skal hen."

"Hvad mener De egentlig med, at 'vi slet ikke skal derhen' — hvor skal vi ikke hen?"

"Ligeud!" svarede Berner. "Har De aldrig tænkt over, at Menneskeheden, Culturen, eller hvad De nu vil kalde det, aldrig nogensinde har bevæget sig i lige Retning mod det, vi forstaaer ved Maalet, men altid har krydset sig frem?"

"Jo, det kan saamænd gjerne være," indrømmede Holst.

"Og det, troer De er tilfældigt! Indseer De da ikke, at det er, fordi Forsynet leder Menneskekaravanen ad den Vei, den skal! — De husker nok, der er noget i Physiken, der hedder 'Kræfternes Parallelogram', ikke sandt? Den ene Kraft drager f. Ex. mod Øst, den anden mod Syd, men det, der drages, føres saa hverken i den ene eller den anden af de to Retninger, for naar Kræfterne er lige stærke, maa det følge Diagonalen og altsaa føres mod Sydost."

"Ja, hvad saa?"

"Saa synes jeg," svarede Berner, "at begge Kræfter, baade den, De vil kalde det absolute Fremskridt, og den, som De formodentlig helst vil kalde Reactionen, har ganske samme Betydning og lige stor Ære af at have ført Udviklingen det paagjældende Stykke Vei."

"Ja, jeg vil nu alligevel med Deres Tilladelse helst være noget af den Kraft, som repræsenterer Fremskridtet," sagde Holst.

"Men hvilken er det?" spurgte Berner med et lunt Smil. "Er det, forat blive i Billedet, den, der drager En mod Øst, eller den, der drager En mod Syd — man kan jo paastaa begge Dele!"

Holst betænkte sig, lo saa og svarede:

"Det er den, der trækker i ret Sydost — naturligvis — jeg forstaaer mig ikke paa at krydse! — Men jeg kommer jo rent bort fra, hvad jeg vilde have sagt — det gjør jeg nu forresten altid! — Det var Farverne, troer jeg, jeg slap ved — jeg elsker Farver!"

"Ja, Du er jo farvegal!" sagde Duborg.

"Det skulde Du nødigt bebreide mig, for Du har da havt rent Farvedelirium! — Ja, jeg kan ganske vist godt give mig til at male et Billede alene for Farvesammenstillingernes Skyld, det vedkjender jeg mig. Som nu i Forsommeren: Jeg kom gaaende ad Skindergade, ned imod Kjøbmagergade — det var et storartet Syn! Gaden var som klippet ud af en Holbergsk Komedie — spidse Tage og glade Kviste, naar man saae op, et skinnende Messingbækken dinglede udenfor Barberen, og hængende Sørgefaner udenfor Farveren; Rundetaarns Top som Afslutning i Baggrunden til Venstre, og grønne Lindekroner — jeg troer da, det er Lindekroner — ud over den teglstenstækte Mur om Ehlers Collegium — jeg sværmer, i Parenthes sagt, for Lindetræer!"

"Og for Parentheser!" knurrede Duborg.

"Ja, det er Linden, der danner Oaserne i den store By," sagde Berner, "og Linden er et fornemt Træ: det havde allerede Middelalderens Folkeviser Blik for, Linden med de sorte Stammer og de silkeblanke Blade, og kun de, der har Tro paa deres Slægts og deres Eiendoms Fremtid, planter Lind — Parvenuer nøies med Elm — den groer hurtigere!"

"Det er meget muligt — men vi slap ved Skindergade, altsaa: grønne Linde, nylig udsprungne, over den gamle Mur, og midt i Gaden holdende en kanariegul Postvogn med Postillon paa Bukken — jeg beder Dem blot erindre: rød Frakke og lyseblaa Buxer — der er ikke saa pragtfuld en Uniform i hele Armeen! — Det blev ogsaa, naar jeg selv skal sige det, et storartet Billede!"

"Hvem kjøbte det, med Forlov?" spurgte Terndrup.

"Det var der sgu Ingen, der kjøbte — naturligvis — det hænger hjemme paa Væggen og længes efter at blive solgt!"

— Paa Hjørnet af Gothersgade og Kongens Nytorv skiltes man ad — alle Fire oplivde ved det ny Bekjendtskab, som man lovede hinanden — og sig selv — at fortsætte.

KAPITEL X

Øverst oppe i Theatret, paa "femte Sal", laa "Dansebørnene"s Værelse med Ovenlys, Skabe med struttende hvide Skjørter langs den ene Væg, og langs den anden Toiletbordene med de bevægelige Speile og Skuffer til Sminke og Pudder.

Med bankende Hjerte traadte hun hver Morgen præcis Klokken Halvni ind i Dansesalen. Gulvet her skraanede som Scenens Gulv, der var Barrer af forskjellig Høide langs med Siderne og store Speile — man kunde næsten blive bange for sig selv, syntes hun.

Paa den høie Stol med Lædersædet placerede Repetiteuren sig med sin Violin, saa kom Børnenes Lærer, i sort Fløils Frakke og bred, hvid Krave, Pigerne neiede og Drengene bukkede, og saa begyndte Undervisningen.

Naar den efter en god Times Forløb var endt, kom man igjen op paa Værelset, fik Dansetøiet af og "Gadetøiet" paa, blev stundom sendt et Ærinde i Byen for en af de Voxne, spiste Frokost og begyndte saa paa "Læseskolen" Klokken Halvtolv.

Den var ikke fuldt saa morsom som Danseskolen, men hyppig — alt for hyppig, mente Lærerne og Lærerinden — blev Undervisningen afbrudt af Prøver. Man var iforveien sagt til af Ballettens Bud og sad i spændt Forventning — Tankerne var langt fra Geographien eller Naturhistorien — endelig ringede det, og man skyndte sig ned paa Scenen.

Det var helt underligt ved de forberedende Prøver at se Herrerne i almindeligt Dansetøi med Sværd ved Siden og de Underofficerer, der blev brugt som Statister, kjæmpe i Uniform paa Grathe Hede uden rigtige Decorationer, og det var forfærdeligt irriterende hvert Øieblik at høre Capelmesteren slaa to skarpe Slag med Tactstokken i Nodepulten, standse Orchestret og bede det tage saa og saa mange Tacter om.

Generalprøven, det var rigtignok noget Andet: det var som en complet Forestilling. Tilskuerpladsen var oplyst, Chef og Embedsmænd sad paa Kongesiden paa en af de første Rækker, og Alle, der hørte Theatret til, Costumerede og Ikke-Costumerede, fyldte Parkettet. Der blev kritiseret — og kritiseret skarpt — Theatermaleren saae første Gang sine nye Decorationer med den rette Staffage, og Theaterskrædderen beundrede sine egne Dragter.

Men selv om der ikke var Prøver, var der dog nok at se, nok at drøfte.

Hver Formiddag blev de Dragter, som Børnene skulde bruge om Aftenen, bragt op paa deres Værelser, og broget kunde der da se ud derinde, naar Englevinger, Troldemasker, Spyd og Skjolde hang paa Knagerne mellem de pailletterede Skjørter.

Til daglig Brug var der interessantest paa Forbindelsesgangen over Heibergsgade. Her laa nemlig Rekvisiterne, som skulde bruges om Aftenen: gyldne Bægre, Frugter, Fjerkræ, Skinker og Kransekager — Alt kunstfærdigt fremstillet af Pap — og stod en Ballet som "Napoli" eller en Opera som "Aladdin" paa Repertoiret, var der en hel Opdækning af Muslingeskaller og Kurve fyldte med Juveler, som repræsenterede mindst to Keiserdømmers Skatkamre.

Smaa Udflugter paa forbudent Territorium havde Marie ogsaa gjort. Inde paa Maskinloftet over Sidekulisserne havde hun været med en ældre Kamerat — de listede sig derind fra Dansesalen forat høre paa en ny Tenor, der gjorde Prøve for Capelmesteren og Directionen. Her gjaldt det om ikke at snuble i Mørket, thi Tove, stramme og "slikkede", krydsede vildsomt hinanden, som Takkelagen paa en gammel Orlogsmand, og der var hundrede Blokke og Tailler at falde over. Bøiede man sig ud over Rækværket og saae ned paa Scenen, var der saa dybt som i en Afgrund, men saae man opad, op mellem Soffiter og Herter, syntes Afstanden endnu større: Løbebroerne hang som gyngende Fjeldstier oppe mellem Bagtæpperne, og allerøverst oppe, hvor Øiet slet ikke kunde naa hen, der var Snoreloftet.

Det var et stort Øieblik for hende, da hun første Gang nede i Regisseurens Værelse hentede sine Skopenge for den forløbne Maaned; stort var Beløbet ikke, men det var selverhvervet Formue. Regisseuren var lidt nerveus: han havde just faaet to Sygemeldinger, saa der maatte spilles paa rød Placat, men et Par venlige Ord havde han dog til hende, og hun var ikke lidt stolt, da hun med sine Penge i Haanden ganske langsomt gik forbi Skuespillernes Foyer, hvor Døren stod aaben, og kastede et Blik ind i den fornemt hyggelige Sal, med Portraiterne af de henfarne Koryphæer paa Væggene.

Om Alt det og om meget, meget Andet kunde Marie fortælle. Jomfru Buxbom var lutter Øre og lutter Beundring — og denne Beundring var medvirkende til, at Jomfruen igjen skiftede Præst.

Pastor Knastrup havde nemlig en Søndag, da han prædikede til Aftensang, talt mod Theatret og tilladt sig at kalde dette for "Satans Tempel", og det var dog Jomfru Buxbom for meget. — "Theatret, som min salig Fader har virket ved syvogtyve Aar," sagde hun til Terndrup, "Theatret, hvor jeg selv har havt mine skjønneste og uskyldigste Glæder, og hvor Mie, den lille Guds Engel, danser rundt med hvide Vinger paa — det kalder han for Satans Tempel! Nei, jeg vil ikke høre den Person tiere!"

Og efter dette mente Terndrup, at Pastor Jespersens Actier i Lænestolen igjen maatte siges at staa al pari.

KAPITEL XI

Han havde altid omhyggeligt samlet de islandske Frimærker, som Faderens Klipfiskecorrespondance bragte til Huse, og solgt dem til Terndrup, men ved at ransage et Par støvede Kasser paa Loftet havde han fundet hele Pakker gamle Forretningsbreve med ældre Frimærketyper paa, og den Skat havde han inden Afreisen omsat i klingende Mønt.

Poul var saare vel tilfreds med Handelen — og det var Terndrup ogsaa. Han læste nemlig Brevene — det gjorde han altid, naar han kjøbte Frimærker udenpaa Breve — og eet af dem læste han med særlig Interesse, læste det baade to og tre Gange, betænkte sig en hel Aften og brændte det saa i Kakkelovnen — naturligvis efter først at have klippet Frimærket af.