Absalons Brønd

KAPITEL XII

"Nei, endnu ikke."

"Ja, vi maa have mere Plads, men det er ærgerligt nok at leie Lagerrum hos Fremmede, naar man i og for sig har Plads i Huset!"

"Hvad vil det sige?"

"Fru Lunds Leilighed, naturligvis!"

"Ja, men Du kunde da ogsaa leie en Leilighed til hende — meget bedre end den, hun har — og saa lade hendes Værelser indrette til Lager."

"Ja, det kunde jeg, det kunde jeg — men det kan jeg alligevel ikke!"

"Hvorfor ikke?"

"Nei — nei, det gaaer ikke! Jeg har lovet hendes Mand, lige før han døde, at hun skulde blive boende, saa længe jeg levede. Han var ganske vist en stor Kjeltring — meget større, end Nogen aner — men alligevel — nei, det kan jeg ikke! — Jeg er ikke overtroisk, men Fru Lund tør jeg ikke lade flytte, skjøndt jeg af flere Grunde nok ønskede, jeg kunde det. — Nei, man har dog Samvittighed — og Hjerte — men det er dyrt at holde den Artikel paa Lager — meget dyrt! — Veed Du forresten af, at jeg har kjøbt et Maleri!"

"Har Du?"

"Ja, kjøbt og kjøbt — Du veed, der var en Post paa 150 Kr. for Høstsild, som jeg ikke kunde faae betalt hos C. J. Thomsen & Søn — naa, saa bød han mig en Fordring paa 100, som han havde paa en Maler — Holst, hed han — og saa gik jeg igaar op til Fyren — han har Værksted henne i Grønnegade — og ledte mig et Billede ud. Det er ganske livligt — her skal Du se, det staaer der! — Er det ikke meget net? Den gule Postvogn og Postillonen — man kan strax se, hvad det skal forestille!"

"Hvor skal det hænge?" spurgte Ragna.

"Jeg har tænkt mig inde i Dagligstuen over Sophaen — det vil glæde din Moder!"

"Ja, jeg troer nu ellers, Moder hellere vilde have nyt Betræk paa Sophaen."

"Saa? — Naa, ja, men det kunde jeg jo ikke faae hos Maleren! Du veed ogsaa, der er en Fugtplet der i Muren, som ikke vil gaa bort — det er nu meget for den Plets Skyld, jeg har kjøbt Billedet."

"Naa, ja, til at dække med kan det jo altid bruges," sagde Ragna, og saa taltes der ikke mere om Billedet.

— Poesi og Kunst var Frøken Ragna aldrig kommen i nærmere Forhold til.

I Skolen havde hun læst Literaturhistorie, og paa Foraarsudstillingen havde hun i Reglen været een Gang hvert Aar — det var omtrent det Hele. Poesi og Kunst var for hende en Luxus, som man kunde beskjæftige sig med, om man havde Lyst, og Kunstnerne og Poeterne selv en Pariakaste — Folk, der aldrig førte ordentligt Regnskab, og store Egoister, som kun brød sig om deres Kunst og lod Familien suge paa Labben.

— Og dog havde der været een Gang i hendes Liv, hvor hun havde faaet et andet Indtryk af Kunsten og af et Kunstnerhjem.

Hun var som Skolepige bedt til Fødselsdag hos en Kamerat, hvis Fader var Maler — Kunstmaler. Hjemmet var vistnok temmelig tarveligt, og Tractementet ligesaa, men de spiste til Aften i Atelieret, hvor der hang fuldt op af Studier, og Veninden — Datteren — kjendte dem alle udenad, deres Tilblivelse og senere Skjæbne, fremhævede særlig den, hvorefter det Billede, der fik Aarsmedaillen, var malet, og var tydelig nok stolt af sin Fader — stolt af at have netop en Kunstner til Fader.

Den Veninde havde Ragna aldrig villet have hjem i Store Kongensgade — om det nu var, fordi hun syntes, at Store Kongensgade var for god til hende, eller hun til Store Kongensgade, det var hun vist knap klar over selv.

— Julius kom ind, naturligvis gabende, og Faderen gav ham den sædvanlige Overhaling for hans sene Tilsynekomst, men den idrætlige Yngling erklærede, at naar de blot vilde lade være med at kalde paa ham, skulde han nok komme op i ordentlig Tid: det var den evindelige Banken paa Døren, der forstyrrede ham i hans Toilette, saa det tog dobbelt saa lang Tid, som det ellers vilde gjøre.

Saa kom Posten.

"Tak!" udbrød Grossereren, da han saae Udskriften paa et af Brevene. "Nu har vi Vennebjergerne til Terminen!"

— "Vennebjergerne" var hans to gamle, ugifte Fastere, der i Sorø Kanten eiede en større Gaard, "Vennebjerg", efter hvilken de i Reglen benævnedes.

"Ja, jeg holder nu af Tanterne, og de af mig," sagde Ragna.

"Det er sgu en underlig Smag!" erklærede Julius.

"Fra deres eller fra min Side?" replicerede Ragna, men uden at faae noget Svar.

— "Aa, det skulde forbydes Familie fra Landet at komme ind og genere Folk!" raabte Grossereren arrigt. "Og saa skal vi have Fader hængende her i de Dage — han bestiller jo ikke Andet end at gaa rundt og ærgre sig og være ondskabsfuld!"

"Bedstefader kommer da sjeldent nok!" sagde Ragna.

"Er det maaske min Skyld! — Aa, husk at lade Moder vide, at Tanterne er under Opseiling!"

"Vennebjergerne" havde saa at sige tilbragt hele Livet — de var nu om ved de Halvfjerds — paa deres Fødegaard.

Den Ene hed Hanne, den Anden Sine.

Hanne saae ikke godt, og Sine hørte ikke godt, men den Ene hørte, og den Anden saae for dem Begge — de mindede i saa Henseende om Troldene i Eventyret, der tilsammen kun havde eet Øie, som de skiftedes til at bruge.

Forresten havde de et Jernhelbred — "Nerver af Staaltraad," sagde Grossereren — forstod ikke, at Nogen kunde være syg og foragtede i Grunden dem, der var det.

De talte altid i første Person Pluralis og sagde virkelig ofte ganske det Samme omtrent paa samme Tid — det vil sige, Sine, der ikke hørte saa godt og var en Smule langsommere i Vendingen end Hanne, sagde ikke sjeldent det Samme, som Søsteren havde sagt lige iforveien, og heraf kom det, at Ingen nogensinde tænkte paa at citere en Replik af en enkelt af Søstrene, men man sagde altid: "Tanterne siger" og "Tanterne mener".

De lignede ogsaa hinanden som to rynkede Tvillingæbler, gik altid i ens Dragt og saae nærmest ud som forklædte Mandfolk. Gaarden drev de i Endrægtighed ganske paa egen Haand, og de drev den, saadan som deres Fader havde drevet den — fordelagtig var Driften neppe.

Nutiden og nyere Opfindelser overhovedet saae de ned paa. Postvæsenet betragtede de som en Institution, man til Nød kunde betro mere ligegyldige Forsendelser, men vigtigere Meddelelser maatte kun sendes pr. Bud, og aabne Brevkort bragte dem ligefrem i Harnisk: "dem kan jo Landposten læse i, hvad man skriver," sagde de, "og det er da ikke Meningen!" Jernbanerne benyttede de ikke, men naar de i Terminstiderne skulde til Byen, kjørte de altid hele Veien i den gamle Calesche, bedede i Ringsted og Roskilde, og havde skaaret Smørrebrød og Solbærrom med i Magazinet under Sædet.

Som ugifte nærede de et indgroet Had til Ægteskabet og betragtede det egentlig nærmest som staaende lige med at begaa et Feiltrin, naar en ung Pige af Familien gik hen og giftede sig. — "Ragna, hende kan man stole paa," sagde de, "hun gifter sig aldrig", og Ragna elskede de.

At de saae ned paa Kjøbenhavn og Livet der, er en Selvfølge. — "Det har ikke været Vorherres Mening, at Menneskene skal klumpe sig sammen og bo i sex, syv Lag ovenpaa hinanden," forsikrede de — men kom de til Byen, vilde de dog alligevel nok se, hvad Nyt der var, og gjerne høre Noget om det moderne Sodoma for siden i Ro at kunne forarges over det hjemme paa Gaarden — det gik de lange Aftener saa godt med.

KAPITEL XIII

Grossereren havde længe før Tiden trukket sig tilbage fra Kontoret og sad i Julius' Værelse til Gaarden, hvor han ærgrede sig saadan over Photographier af Bech-Olsen og andre halvnøgne "stærke Mænd", at han næsten Ingenting fik bestilt. Til Gaden vilde han imidlertid ikke sidde, for han ønskede ikke at overvære "den afdøde Diligences Ankomst med Tanterne og se Melmanden ligeoverfor ligge i Vinduet og grine."

Paa Slaget Fire kom Caleschen — den gamle Andrees satte en Ære i at være lige saa præcis som en kongelig Kusk.

En stor, slidt Sælhundeskinds Kuffert, to Hatæsker og en Uendelighed af Kurve blev læsset af Vognen og baaret op, og først da begge Tanterne havde forvisset sig om, at hele deres Bagage var i Behold og Intet glemt, løb de op ad Trappen — to Trin tog de i hvert Spring.

Hænge deres Overtøi i Entreen kunde de imidlertid ikke — det maatte nødvendigvis lægges paa Sengen, og før Kufferterne var pakket helt ud og Pyntekapperne anbragt paa medbragte Stativer foran Toilettespeilet, var der ikke Tale om at formaa dem til at gaa tilbords.

Endelig var dog Forberedelserne endt, og Tanterne kom ind i Dagligstuen, opdagede strax Maleriet — som de fandt græsseligt — følte paa de nye Portièrer og kyssede skiftevis Ragna hvert andet Minut.

— "Hvor er vores Broder?" lød det pludselig paa een Gang fra dem Begge, da Døren til Spisestuen blev lukket op.

Grossereren forklarede dem, at hans gamle Fader var til Møde i "det forenede Begravelsesselskab af 1762", men at han vilde komme næste Dag; hermed erklærede Tanterne sig nogenlunde tilfreds, tog dygtigt for sig af Retterne men raisonnerede over, at de fik Conditor-Is og ikke hjemmelavet Dessert.

Aftenen gik ellers med Udspørgen om alle mulige Forhold fra Tanternes Side og detaillerede Besvarelser fra Familiens Side.

Pouls Valg af Livsstilling misbilligede de i høi Grad: "der har aldrig før været Nogen af vores Familie, der er gaaet til Søs," sagde de, "men vi er blevet paa Landjorden og har ernæret os mere eller mindre honnet — Pjank!"

— Næste Morgen var de oppe Klokken Sex og var saa heldige, da de aabnede deres Sovekammerdør, at møde Julius, som netop nu kom hjem. Da de ikke kunde tænke sig en saadan Afgrund af Fordærvelse som at være ude om Natten, fik Julius — for første og sidste Gang i sit Liv — Ros af dem. — "En Døgenigt er han," sagde de altid siden, "men han er alligevel den Eneste i Huset, som er Morgenmand — hvad sandt er, skal være sandt!"

Førend det endnu var rigtig lyst, var de paa Gaden. Tage en Droske kunde naturligvis ikke falde dem ind, og i Sporvogn maatte man jo sidde ved Siden af Hvemsomhelst, følgelig gik de — hele Dagen — op og ned ad Gaderne og op og ned ad Trapper. — "De bentrainer sgu!" sagde Julius.

Ærinder havde de mangesteds. Rundt i Butiker forat gjøre Indkjøb — de saae nu paa betydelig Mere, end de kjøbte — henne hos Procuratoren, som besørgede deres Pengeaffairer, og oppe hos Jomfru Buxbom, deres gamle Barndomsveninde.

— "Nei, Sine! Og Hanne!" udbrød Jomfruen. "Er det virkelig Jer! Velkommen skal I rigtignok være — og tusind Tak for den deilige Slagtemad, jeg fik forleden!"

"Ja, Du gav den naturligvis væk strax, Mille!" sagde Hanne, og et Øieblik efter sagde Sine: "Du forærede den formodentlig bort, ligesom Du havde faaet den!"

Kaffen kom paa Bordet, Søstrene kritiserede Fløden og drøftede det interessante Spørgsmaal, om den var forfalsket med Kartoffelmel eller med Maizena, og saa kom — som lokket af Kaffelugten — Frøken Hansen, der lige havde været henne at synge til en civil Begravelse i Garnisons Kirke.

Hun kunde en ganske ny, styg Historie om en ung Kone, der var bleven forladt af sin Mand, og dette gav Vennebjergerne Anledning til at fremhæve sig selv som dem, der ikke havde indladt sig paa saadanne tvivlsomme Vidtløftigheder som Ægteskab.

Jomfruen tillod sig en beskeden Bemærkning om, at hun jo da heller ikke var gift, men den skulde hun hellere have holdt for sig selv, thi som stukket af en Brems udbrød begge Søstrene i Munden paa hinanden:

"Nei, tal Du bare ikke med, Mille, for det er saamænd ikke din Skyld: Du har aldrig været paalidelig! Havde Du kunnet faae en eller anden Bierfiedler eller Bajads, havde Du taget ham med Kyshaand, for der er Gjøglerblod i Dig, Mille — din Fader var jo ogsaa Korist!"

Efterat denne Salve var afgivet, skyndte Frøken Hansen sig forskrækket bort, og dette benyttede Vennebjergerne sig af til at spørge "Mille" ordentlig ud om hendes Skole.

"Du har ni Elever," sagde de, "naa, de fire gaaer frit, og de tre betaler ikke regelmæssigt — det kan Du umuligt leve af, Mille! — Maa vi se en Statusopgjørelse?"

Var der Noget, Mille Buxbom vidste sin Samvittighed fri for, saa var det Statusopgjørelser og Regnskab overhovedet. Hun saae derfor ogsaa overordentlig ulykkelig ud, men hendes Veninder rystede paa Hovedet og sagde:

"Paa den Maneer kan Du aldrig lægge Penge op, Mille!"

Mille indrømmede stiltiende og angergivent Factum, og efterat have givet mange Formaninger og en klækkelig contant Julegave forlod Vennebjergerne hende.

— Til Middagen kom deres Broder — "den gamle Grosserer", som han kaldtes.

Han var henved de Firs, men rask og rørig, lille og indskrumpen med smaa, stikkende, urolig flakkende Øine og et grimt Smil.

Da han i sin Tid trak sig ud af Forretningen, flyttede han til Frederiksberg og levede der hovedsagelig af at ærgre sig — navnlig over Sønnen.

— "Han slaaer stort paa, gjør Jesper," sagde han, "Gud maa vide, hvor længe det kan holde — men af mig faaer han ikke en Skilling!" og Sønnen paa sin Side sagde: "Fader tænker og calculerer stadigt en detail — han mangler det mercantile Overblik!"

For den Gamle var og blev Vestergade Jordens Centrum, og Vestergade passerede han, hvor i Byen han end skulde hen. — "Men der lugter ikke mere, som der gjorde i min Tid," sukkede han, "dengang kunde man mærke Sildelagen og de harske Klipfisk helt ud paa Halmtorvet — det kan man ikke nu!"

Tiden gik brillant for ham, thi han traskede gjerne paa sin Fod helt ud til Østerbro, naar han havde hørt, at man der kunde faae Risengryn to Øre billigere Pundet end andre Steder, og havde han ikke Andet at bestille, kunde han godt tilbringe en halv Dag med at pille rustne Søm ud af gamle Pakkasser og banke dem lige — saa havde han dog baade udrettet Noget og tjent Noget, syntes han.

Udenfor det Daglige undte han sig ogsaa smaa uskyldige Adspredelser af den Slags, som ikke kostede Noget. Sommer Søndage stillede han saaledes jevnlig ved Klampenborg Stationen forat fornøie sig over dem, der kom for sent til Toget, og i stærk Blæst kunde han godt et helt Kvarteer tage Post paa et Gadehjørne, hvor der var rimelig Udsigt til, at Hattene hyppig vilde blæse af, saa at han kunde more sig ved at se de barhovede Eiermænd løbe efter dem.

I Aviserne var det først og fremmest Falliter, der interesserede ham. — "Naa, nu er han da endelig røget af Pinden!" kunde han sige med et særeget Behag. "Ja, jeg har længe ventet paa det!" Og saa var han i forholdsvis godt Humør den Dag og gik om med et Smil over hele Ansigtet. Det Samme var Tilfældet, naar han uformodet hørte noget Ondt om en Mand, især naar han hidtil ikke havde hørt noget Ufordelagtigt om ham, men han var for saa vidt nøisom, som han ogsaa, i Mangel af Bedre, tog til Takke med at høre, at en Mand havde en Søn, der ikke artede sig vel — det bestyrkede dog hans Tro paa Menneskeheden.

Saae han i et Kjeldervindue en Reclameseddel fra et af Smaabladene, hvoraf det fremgik, at En eller Anden maatte være taget rigtig under Behandling, kunde han gjerne staa fem Minuter og betænke sig, men det endte dog altid med, at han gav sine to Øre ud for Bladet, og selv om han ikke kjendte Den, der blev skjældt Hæder og Ære fra, gned han sig dog i Hænderne og mumlede: "Den er sgu god! Den kan han være længe om at hoste af sig!"

Familien frygtede ham og hadede ham, og af sine egne betragtedes han nærmest som et Slags Husspøgelse eller spiritus familiaris, der gik igjen ved høilys Dag og altid varslede Ondt. Selv hans gamle Søstre var i Virkeligheden gladest, naar han var borte, og Ragna forsvarede ham nok til en vis Grad, men kunde alligevel ikke udstaa ham.

— "Godaften i Stuen," sagde han, da han kom ind. "Godaften, Hanne, og Godaften, Sine! — Nei, hvor I har skjæmmet Jer, siden jeg saae Jer! Det bliver nok sidste Termin, vi sees!"

Denne Vending gjorde imidlertid ikke den tilsigtede Virkning, thi han havde regelmæssigt benyttet den de sidste ti Aar, og man gik tilbords uden flere Giftigheder.

Den Gamle passede sin Mad, og først da der ved Desserten blev budt Æbler om fra Familiens eget Landsted, blev han livlig og morede sig med at regne ud, hvad hvert Æble stod Sønnen i, og efterat Regnskabet var opgjort, tilføiede han smilende: "Ja, har Du Raad til det, lille Jesper, er det jo godt!"

Kort efter Kaffe gik han, medtagende tre Stykker Sukker i Vestelommen; det tog han altid med til sin The næste Morgen, og han lod pligtskyldigst, som om han troede, at Ingen saae eller vidste det.

Hen paa Aftenen vilde Julius knibe ud fra Familietheen, men Faderen mærkede det og sagde snærrende:

"Nu skal Du vel paa Variété — Laban!"

"Hvad er egentlig en Variété for Noget?" spurgte saa Tanterne. "Vi har saa tidt læst om det i Aviserne, men vi har aldrig seet saadan en!"

"I kan jo gaa med mig!" sagde Julius grinende, men rigtignok uden noget Øieblik at kunne tænke sig blot Muligheden af at blive taget paa Ordet.

"Top!" sagde Tanterne imidlertid. "Vi vil ikke gaa i vores Grav uden at have seet en Variété!" Og til Trods for den øvrige Families lydelige Protest tog de Overtøiet paa og kjørte ad Vesterbro til med Julius, der fandt det hele sjou nok for en Gangs Skyld.

Ret længe blev de dog ikke i Kunstens Tempel.

Hanne sagde hvert Øieblik: "Sine, hvad er det, man seer nu?" og Sine spurgte hvert Øieblik: "Hanne, hvad er det, hun synger?" saa tilsidst var en af Tjenerne lige ved at vise dem ud, fordi de forstyrrede Forestillingen.

Indignerede reiste de sig, og da de var kommen vel udenfor, havde hver af dem for første Gang i længere Tid en virkelig selvstændig Replik. Hanne sagde nemlig: "Sine, Du kan være glad ved, Du ikke hører saa godt, for der var en tysk Mamsell, der sang en meget uanstændig Vise," og Sine svarede: "Hanne, vær Vorherre taknemmelig for dit svage Syn: der var et fransk Fruentimmer, som havde næsten Ingenting paa!"

Næste Dag reiste Vennebjergerne og rystede Støvet af deres Fødder, og Grossererfamilien trak lettet Veiret.

KAPITEL XIV

Folk slaaer Kraverne op om Ørene, dækker sig, holder paa Hattene og seer ud, som om de hele Tiden skulde hilse, men Alle er de fornøiede, vexler Ord med tilfældig Forbipasserende, som de aldrig før har truffet — det er ganske anderledes end i Regnveir, som kun gjør Menneskenes Børn gnavne.

Stormen tager til. Aabne Pladser skyes saa vidt muligt af Fodgjængerne, Paraplyen maa slaaes ned, inden man dreier om Hjørnet, og skrøbelige gamle Koner venter taalmodigt paa, at en Betjent eller anden barmhjertig Sjæl skal lodse dem over Gaden.

Saltvognen med fire dampende Heste for søger at holde Sporveisskinnerne farbare, men det gaaer kun til en Tid, saa standser Trafiken. Det ryger fra Tagene, og det fyger langs Husrækkerne, Kjeldervinduerne dækkes, og naar en Butiksdør aabnes, smutter en nysgjerrig lille Lavine med ind.

Endelig standser Stormen, og Fodsporene faaer Lov at blive staaende ude i den hvide Ørken; snart er der hele Stier over Torvene, Skovle og Koste faaer travlt, Vognmændene begynder at kjøre Sne bort, en enkelt Kane viser sig i Gaderne, og Terndrup faaer landlige Anfægtelser, tænker paa Sporsne og Klapjagt og maa have Violinen frem om Aftenen.

— Frosten tager til, og dobbelt koldt synes Alt, naar man seer paa de døde Springvandskummer eller paa Statuerne, der har hvid Kalot og hvidt Skjæg. Henne paa Frue Plads bombarderer Drengene Broncebusterne med Sneboldte — Kirkeskolerne kiler løs paa Martensen og Mynster, Metropolitanerne lader det fortrinsvis gaa ud over Madvig.

Sultne Krager skriger fra et enkelt, afsides Tag, Musviten hakker i den frosne Steg udenfor Kjøkkenvinduet, og Spurvene tager Standkvarteer ved Droskernes Holdepladser, hvor de lever høit paa den spildte Havre og stundom gjør et samlet Choc imod en forsulten Bogfinke, der er kommen til Byen uden at være Medlem af den stedlige Fagforening.

Folk, der spadserer og har Tid til at spadsere, gaaer ind i Kongens Have og Ørstedsparken — i Ørstedsparken er der kjønnest.

Nedenfor den saarede Galler er der aabent Vand, og ved Solnedgang falder der messinggule Lysreflexer hen over det. Skrænten ligeoverfor er hvid — et Par Graner og Thujaer tegner sig helt sorte paa den. Hundreder af Maager er trukne herind fra Stranden, svømmer husvant om eller sidder ubevægelige paa Iskanten. Af og til letter hele Sværmen ganske umotiveret, flyver nogle Gange frem og tilbage, holder sig vippende med Vingerne paa samme Plet og seer undertiden ud som en Flok af mægtige, hvide Sommerfugle.

Mod Aften kommer Krager langsomt trækkende, og pludselig suser med Iltogsfart to Vildænder gjennem Luften og kaster sig i Vaagen. En Svane kommer majestætisk brusende hen imod dem, men standser pludselig, betænker sig og vender om — det "Vilde" imponerer den uvilkaarligt.

Herinde mødes Berner og Terndrup, Holst og Duborg.

Holst maler med valne Hænder et af de smaa Billeder, han gjør for sin egen Fornøielse, Berner og Terndrup bestemmer Vildænderne som Brunnakker (ɔ: Anas Penelope), og Duborg erklærer, at det Smukkeste, han overhovedet kan tænke sig, er Sollys, der falder gjennem en hvid Maagevinge — "men det kan ikke engang gjengives i Underglasurfarver!"

Saa skilles de Fire igjen ad efterat have aftalt at mødes en Aften mellem Jul og Nytaar.

KAPITEL XV

Godstogene bringer hele Ladninger af Graner — Skoven kommer til Byen — og paa Amagertorv sidder Mutter mellem alle sine Juletræer med uldent Tørklæde om Hals og Hovede, og mens Handelen gaaer livligt, og Bydreng efter Bydreng tager et solgt Træ paa Nakken og skridter afsted, nyder hun alt imellem en Slurk af den varme Kaffe, der damper i Spølkummen.

Paa Posthusene staaer Folk i Queue forat faae afleveret deres Pakker, og de gule Postvogne og Char-à-banc'er med de mange røde Postbude kjører tre Gange saa hyppigt som ellers og tager sig dobbelt saa godt ud paa den hvide Sne — det er Noget for Holst at se paa!

Nye Bøger vælter ned fra Himlen, ligesom Sneen, Anmelderne maa sidde oppe hele Natten, og Aviserne udkommer med tre Tillæg.

Udenfor Victualiehandlerne hænger Knipper af Gjæs, Julens nationale Fugl. I de fine Gader er de pænt plukkede, men i Smaagaderne og ude paa Broerne er Skindet revnet og hullet; fattige Børn seer med store Øine paa dem og taber Næse og Mund over Udstillingen i deres egen Urtekræmmers Vinduer: her er hængt et halvt Dusin blege Appelsiner op paa et Par Grangrene, og under dem ligger et Hav af simpel Confect i skrigende, giftige Farver — tænk, hvilken Herlighed! — Hvad bruges der ikke af Indpakningspapir, og hvor mange Mile Seilgarn gaaer der ikke med!

Alt er Travlhed, Alt er Forventning. Men Julius tænker med Gru paa de mange forestaaende Helligdage, da Alt er lukket, den gamle Grosserer ærgrer sig over de Penge, som Sønnen naturligvis giver ud, og Ragna flygter fra Selskabeligheden, ud paa Landet til Vennebjerg. Forinden har hun været ovre hos Fru Lund med en Foræring til Marie og med et Brevkort fra Poul; det var fra Malta: han har det godt og er kun een Gang falden ned ad en Trappe men slap — mærkeligt nok — med kun at brække Kravebenet.

Mille Buxbom har frygtelig travlt: i flere Uger har Børnene omtrent ikke bestilt Andet end at klistre Julestads, og selv laver hun Snese af smaa Papirs Danserinder med korte, luftige Florsskjørter; de hænger paa Traade over hele Værelset, og hun synes, de ligner Marie allesammen. En Kasse ankommer fra Vennebjerg; den har været ventet med Længsel, ikke blot af hende, men ogsaa af Maskinmandens Kone og af Madam Siegler.

Og saa kommer omsider Juleaften. Alle Juleroser i hele Byen er udsolgt — baade Blomsterhandlernes og Ernst Bojesens — Kirkeklokkerne kimer, og fra Frue Kirke falder Lyset i Strimer ud paa Sneen. Her er Berner og Terndrup til lithurgisk Gudstjeneste, og fra den gaaer de hjem til Berner — det er en fast Regel.

KAPITEL XVI

Husrækkerne er — heldigvis, finder Berner — af meget forskjellig Høide og kan i Halvmørke næsten gjøre Indtryk af et takket Fjeldlandskab; adskillige spidse Gavle vender ud til Gaden og forøger det "hollandske" Indtryk, og enkelte stilfulde Huse er her fra gammel Tid med Neptun og Mercur i broderligt Sandstensrelief over Porten.

I saadant et Hus boede Berner. I Kjelderen var der til den ene Side Forhyringskontor og Logis for Søfolk, kjendetegnet ved to af de engelske Fayencehunde — med forgyldt Halsbaand og Hængelaas — og en hvid Koralblok i Vinduet; til den anden Side var der Skibsprovianteringshandel med en grønmalet Skibskiste udenfor, og Seler, kulørte Prospectlommetørklæder og Shagpiber indenfor Ruden. I Stuen var der Dampskibsexpedition for et Par udenlandske Linier, og her saaes i Vinduet en Kjæmpedamper, der uden saa meget som at krænge hjulede sig frem over Atlanterhavets let krusede Flade.

Til bestemt Tid kom Selskabet. Berner havde hørt sine Gjæster paa Trappegangen — en deilig bred Trappegang med lave Trin og Mahognirækværk — og lukkede selv op; de fik Tøiet af ude i Entreen og kom ind i den forreste, store men lavloftede Stue.

— "Her er forfærdelig hyggeligt!" udbrød Holst.

Og hyggeligt var her.

Perlemalede Reoler stod fra Væggene ud paa Gulvet, Møblerne var af gult poleret Birketræ fra Aarhundredets Begyndelse, og overalt, paa Væggene, Dørene og Enderne af Reolerne, hang i gamle Rammer Kobberstik af det forsvundne Kjøbenhavn.

Duborg gik rundt og saae paa de mange Bøger med en uvilkaarlig Respect for den Lærdom, de repræsenterede, Holst betragtede Rammerne, og Terndrup gjorde sig det strax mageligt i en Lænestol.

Berner skjænkede til en Begyndelse selv The og bød sine Gjæster den af kulørt decorerede Kopper af kjøbenhavnsk Porcelain — selvfølgelig gamle — Cigarerne blev tændt — selv røg Berner lang Pibe — det Hele tegnede til at blive en rigtig behagelig Aften.

— "Jeg har egentlig aldrig tænkt mig, at Thevand var Noget, man saadan kunde drikke, undtagen naar man havde Influenza," sagde Holst, "men det smager i Grunden godt!"

Man saae paa Kobberstikkene, og man mødtes i skjøn Enighed om, at det gamle Kjøbenhavn var smukkere end det ny — "Nyrops Raadhus naturligvis undtaget," tilføiede Holst.

"Og man gjør det Muligste for at ødelægge det Kjønne, der endnu er tilbage," vedblev han. "Som nu f. Ex. Nyhavn! Hvor i Verden findes der Mage til det Prospect, som Nyhavn har frembudt og kunde frembyde, seet fra Kongens Nytorv! Men hvad gjør man: man lægger Bethelskibet og det uartige Hus foran, saa at Prospectet gaaer fløiten! — Nei, den Dag, da Bethelskibet af Holmens Provst — som det vel sagtens maa sortere under — faaer Ordre til at stryge Commandoen, og da Huset synker i Jorden, den Dag giver jeg Bourgogne! — Bourgogne er nemlig, i Parenthes sagt, den ædleste af alle Vine, den eneste, der i Grunden fortjener Navn af Drueblod. Bourgogne er herlig — men til daglig Brug kan den desværre kun nydes af det velhavende Bourgeoisie."

Fra Kobberstikkene gik Samtalen over til Berners egentlige Studium.

Holst og Duborg lyttede som til et Eventyr, da Berner fortalte dem om Kjøbenhavns Fauna og Flora, om Fugletræk og Plantevandringer — Haveplanters Udvandring til Marken, og nye Planters Opdukken og Forsvinden paa Lossepladser og Ruiner. Med stor Interesse hørte de om Trifolium resupinatum, der havde voxet ved Thorvaldsens Musæum og senest muligvis var funden i Store Kongensgade i Grosserer Langes Gaard, og med endnu større Interesse hørte de om den sorte Rotte — Terndrup saae imens i en Bog.

Ikke uden en vis Veltalenhed skildrede Berner, hvordan den sorte Rotte i umindelige Tider havde været eneherskende paa sit Omraade i det hele Europa, i Kjelder og paa Loft — navnlig dog paa Lofter. Men i Slutningen af det attende Aarhundrede vældede der pludselig en Hær af brune Rotter, et hidtil ukjendt Dyr, frem fra Asien — "fra Asien", sagde han, "hvorfra Alt, Godt og Ondt, er kommet, hvorfra alle Verdensreligioner stammer, og hvorfra vi har faaet alle Landeplager: Hunner, Pest, Tyrker og Cholera — Asien, hvorfra vi maaske ogsaa en Gang faaer den gule Kineserbølge ind over os, som bringer Europa til at slutte sig sammen og til for en Tid at føle sig som eet Land." Seirrigt og skaanselsløst som Hunnerne drog den brune Rotte fra Land til Land, kjæmpende paa Liv og Død med den sorte. Her i Kjøbenhavn havde Parvenuen først rigtig viist sig efter Englændernes Bombardement 1807, og nu var der maaske i hele Byen ikke et eneste Exemplar mere tilbage af den sorte — senest var den iagttaget ude i Dragør, men dertil var den formodentlig bragt ved et Skib.

Og uden maaske egentlig selv at ville det symboliserede Berner gjennem Fortællingen om den sorte og den brune Rotte den ene Races Fortrængen af den anden, Arternes, Generationernes og Tidsaldrenes Vexlen, Indvandring og Udvandring til og fra den store By. Han kom ind paa Jordlagenes Afleiringer; dette førte atter til Samtaler om "Byens Afleiringer", hvorledes man hver Gang, der gravedes Grund, stødte paa gamle Murrester, der atter hvilede paa endnu ældre Fundamenter, Minder om graa Tider, der nu var glemte, og tilsidst talte man om, hvordan den skiftende Smag, den vexlende Stil, prægede sig i de gamle Bygninger, hvor Rundbuerne var tilmurede, og Spidsbuen havde trængt sig frem.

— "Men De maatte jo kunne skrive en forfærdelig god Bog om Alt det," sagde Holst, "om den forsvindende Dyreverden og den skiftende Plantevæxt her i Kjøbenhavn — det maatte jo blive et rigtig videnskabeligt Værk!"

"Ja, kan De faae ham til at skrive Bogen, saa tager jeg min Hat af for Dem," sagde Terndrup — "han skulde have skrevet den for længe siden!"

"Jeg skriver virkelig ogsaa paa en Bog," svarede Berner, "men videnskabelig kan man ikke kalde den — jeg er kun Dilettant. Kunde jeg, inden jeg døer, opnaa at faae gjort noget Lignende for Kjøbenhavns Fauna og Flora, som en gammel Student, der hed Peder Kylling, i det syttende Aarhundrede gjorde for Danmarks Flora, og specielt for Gyldenlunds — skaffe en Samling af paalidelige Iagttagelser, saa forlanger jeg ikke mere. Men jeg trænger til et 'Puf' udefra, en Impuls, ellers er jeg bange for, det gaaer mig, ligesom det gik Historikeren Anders Sørensen Vedel, der samlede og samlede, men aldrig kunde bekvemme sig til at blive færdig." "De veed dog voldsomt meget!" udbrød Duborg imponeret.

"Ja, saagu veed han saa!" attesterede Terndrup.

"Nei, saamænd om jeg gjør," indvendte Berner, "men Lidt veed jeg naturligvis — saa Meget i alt Fald, at jeg tør sige, jeg har nogen historisk Sans, og det er det, som vort Folk, og vor Tid i det Hele taget, mest trænger til. Opdragelsen er alt for lidt historisk!"

"Er den det?" spurgte Holst. "Jeg mener da netop, at det, der skulde lægges mest Vægt paa ved Skoleundervisningen, var det Reale, Naturfagene — Alt, hvad der kan aabne Øiet og lære Ungdommen at se og forstaa Skjønheden i Tilværelsen!"

"Naturfagene i Ære," svarede Berner, "jeg er vel nærmest til at forsvare dem, og jeg er ogsaa villig til at gjøre det, om det skulde blive nødvendigt. Men man maa blot ikke tro, at det er tilstrækkeligt ensidigt at udvikle Børns Erkjendelse, det er at give dem Stene for Brød: Udviklingen af deres Phantasi og Følelse er mindst lige saa vigtig, og dertil hjælper Historien som intet andet Fag."

"Naa—aa, Aarstal og Kongerækker," indvendte Holst, "de er da ikke egentlig udviklende!"

"Men Aarstal og Kongerækker er jo heller ikke Historie," svarede Berner, "lige saa lidt som Bogstaver er Literatur eller Tal er Mathematik. — Nei, hele Undervisningen skal paa en vis Maade være historisk: vise, hvordan Verdensudviklingen paa alle Omraader er gaaet for sig, og hvordan man har levet, tænkt og troet til de forskjellige Tider — det vilde være en gavnlig Lærdom: for historisk Opdragelse, den er baade religiøs, ethisk og national. Og De kan tro, ni Tiendedele af alle de Misforstaaelser, som Menneskenes Børn nu gjør sig skyldig i overfor hinanden, de vilde forsvinde, hvis man blot havde noget mere historisk Sans og historisk Syn!"

"Ja, jeg vilde nu alligevel foretrække, at man først og fremmest søgte at aabne Børnenes Øine for Kunst og Skjønhed," sagde Holst, "det mener jeg er mest udviklende!"

"Kunst i Skolen er god — men man kan ikke leve et Liv paa Skjønhed alene!"

"Heller ikke paa Tradition alene!"

"Bedre i alt Fald! — Har De ikke lagt Mærke til, at det, der har en Fortid, en historisk Baggrund bagved sig, virker ganske anderledes betagende end det, der ikke har det?"

"Aa, jeg veed ikke — naar der bydes En virkelig Skjønhed, troer jeg, den tager En ganske umiddelbart."

"Til en vis Grad, selvfølgelig. Men De, som Kunstner, maa da bedre end de Fleste have Blik for den Betydning, en Baggrund har, og —"

"Ja, i Maleriet!"

"Sandelig ogsaa i Livet! Og den virkningsfuldeste Baggrund, Noget kan springe frem af, det er netop den historiske. — Hvorpaa beroer den forventningsfulde, festlige Glædesmumlen, der som et Bølgesus kan gaa gjennem et helt Theater, naar en feiret Kunstner blot viser sig paa Scenen? Simpelthen derpaa, at han i Øieblikket har sin egen Fortid til Baggrund og spiller paa den; Tilskuerne tænker uvilkaarligt paa de mange glade Minder, som han og de har sammen, og det vækker Stemningen. — Og hvorfor valfarter man til Forum Romanum?"

"Fordi Tempelresterne og Triumphbuerne og det Hele er saa ualmindelig malerisk!"

"Nei, det er slet ikke Grunden. Det er, fordi man der staaer i Verdenshistoriens locale Centrum; deroppe ligger det Capitolium, som frelste Rom fra Gallerne, her har Cato og Cicero talt, og i Titusbuens Reliefer seer man endnu Triumphen efter Jerusalems Indtagelse og selve den syvarmede Guldstage. — Og hvorfor valfarter man til Wartburg? Ja, jeg har ikke været der, lige saa lidt som paa Forum —"

"Det har jeg," sagde Duborg, "der er kjønt!"

"Jeg tvivler ikke paa det, men det er saamænd alligevel hverken Architecturen eller Udsigten over Thüringens blaanende Skovbølger, der gjør Wartburg til et Valfartssted; det er Borgen kun bleven, fordi den er Reformationens Vugge, det Sted, hvor den nyere Verdenshistorie begynder. — Og saa kan alligevel hverken Forum Romanum eller Wartburg give mig som Nordbo den høitidsfulde Glæde, den Følelse af Betagethed, der ligesom paatvinges mig, naar jeg møder Noget, der har Bud til mig fra min egen Slægts, mit eget Lands Fortid. Jeg bliver sjeldent paa rent ydre Maade greben af et Skuespil, men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at jeg kan faae Taarer i Øinene blot ved at se Fanen, mit Lands gamle Flag, blive hilst med militair Honneur, eller ved at høre f. Ex. det finske Rytteris Marsch fra Trediveaarskrigen — med den er jeg som Dansk jo i saa nær Slægt, at den ligefrem bliver mig nationale Toner — og jeg troer fuldt og fast, at den Følelse, den Betagethed, er i Slægt med det Allerbedste i os Mennesker."

"Og det er Følelsen for Kunsten maaske ikke?" spurgte Holst.

"Jo, ubetinget! Men Menigmand, det store Flertal, kommer nu engang lettere under Paavirkning af en historisk end af en kunstnerisk Stemning."

"Det benægter jeg!"

"Men saa tænk dog blot paa, hvordan Forholdet er Verden over: Hvilke Musæer er mest besøgt paa Søn- og Helligdage, de historiske eller Kunstsamlingerne? Det er virkelig de første. Og hvad er det for Billeder, der samler flest Tilskuere paa Gallerierne! Det er dem, der giver et Optrin af Folkets, af Slægtens Historie, og deri, synes jeg, ligger ogsaa et Fingerpeg i Retning af, at det Land, hvis Kunstnere og Digtere forsømmer Folkets historiske Opdragelse, forsømmer en væsentlig Del af sin Opgave."

"Ja, jeg kan ikke male Historie!"

"Jo, De kan!"

"Hvadbehager?"

"Der er saamænd mere 'Historie', end De formodentlig selv troer, i Deres Billeder fra Kjøbenhavn!"

"Mener De virkelig, at —"

"Ja, det gjør jeg rigtignok!"

"Det var som Pokker! 'Historiemaler Holst', det lyder ligefrem af Noget!"

— "Ja, jeg er nu egentlig tidig til Aftensmad," sagde Terndrup, og saa ophørte Discussionen.

Man gik ind til et velbesat, sirligt dækket Bord, senere drak man Toddy, og det var over Midnat, da Gjæsterne stod paa Gaden.

— "Han, Berner, han er god nok," sagde Duborg til de to Andre, da de gik langs Kanalen. "Der er ingen Humbug ved ham!"

"Det er sandt," svarede Holst. "Da jeg første Gang traf ham ude paa Amager, syntes jeg nok, han smagte mig noget af hjemmebagte Kager, men det har fortaget sig — han er, som Du siger, god nok!"

Terndrup sluttede sig uden nogetsomhelst Forbehold til disse Udtalelser, og Holst, hvis Specialitet det var, aldrig at kunne gaa hjem, naar han var ude om Aftenen — og det var han altid — fik Duborg og Terndrup smuglede bagfra ind paa en Café, og ved "et sildigt Aftenbæger" — som Giveren euphemistisk kaldte det — drøftede de endnu en rum Tid Berner, d. v. s. Holst talte, og de Andre sagde Ja og nikkede paa de rigtige Steder.

KAPITEL XVII

Han ansaaes i Kunstnerkredse for en Slags Autoritet paa forskjellige Omraader; Meget sagde han ikke, men sagde han Noget, havde det Vægt, mente man.

Da han i femogtyve Aars Alderen havde faaet Udstillingsmedaillen for sit store Billede og solgte det til Galleriet, troede Alle — og han selv maaske med — at nu skulde han for Alvor producere, men han holdt tvertimod pludselig helt op med at male — som Holst sagde, fordi han var bange for ikke oftere at kunne gjøre noget saa Godt, men efter hvad han selv paastod, fordi han manglede Inspiration, og fordi han, utilfreds med den traditionelle Teknik og haabende paa en ny Renaissance, ad forskjellige Veie ledte efter "den ny Stil".

I nogen Tid experimenterede han med Temperafarver, var først Impressionist og saa Prærafaelit, og prøvede siden paa at fremkalde en Slags musikalske Stemninger ved brogede, halv rhytmiske Farvesammenstillinger, som han snart gav Navn efter bibelske Skikkelser, snart efter kjendte Digterværker. Men saa kastede han sig pludselig over Keramik og fandt en Forløsning i Porcelainets sarte Underglasurfarver, som han nu erklærede for de eneste, der ikke virkede brutalt; desuden illustrerede han af og til Bøger og tegnede Titelblade — hyppigst med stiliserede Friser og med blot decorative Motiver — og kritiserede forresten strengt, hvad Holst og alle Andre malede.

Holst var Kjøbenhavner, født af fattige Forældre, Student og begavet med ikke ringe practisk Sans — Forretningssans, vilde Grosserer Lange have kaldt det.

"Den gamle Teknik er sgu god nok," paastod han, "bare man forstaaer at bruge den," og saa malede han løs og sørgede for at faae sine Arbeider solgt — helst naturligvis til Bestillere eller i alt Fald til private Kjøbere, men i Mangel heraf ved Auctioner, naar han trængte stærkt til Penge. Ogsaa Duborgs Affairer tog han sig af, bestemte Priserne for hvad han leverede, incasserede Pengene og styrede den fælles Husholdning.

— Der var helt festligt den Aften hos de to Kunstnere.

Holst havde ryddet op i, hvad han kaldte "Modtagelsesværelset", støvet af og flyttet om paa de utallige Smaating, der til daglig bedækkede ikke blot Borde og Skabe, men ogsaa Stolene og "Løibænken" — Duborg taalte ikke Ordet "Sopha".

Der stod Foglietter med rød og hvid Vin paa Chatolklappen og gamle, slebne Glas; i et Par Messingstager lyste Voxlys ned over Opdækningen — Holst elskede Voxlys — det Hele var høist tiltalende.

Og inde i Atelieret var der fyret i, saa den lille Kakkelovn var rødglødende, Hængelampen kastede sit Lys over levende Planter, over Studier, Billeder, Statuetter og Krukker — "over Godt og Ondt," som Duborg sagde — nu kunde Gjæsterne komme, naar det skulde være.

Og Gjæsterne kom, og Gjæsterne var imponerede.

Berner havde den gjennemdannede Mands Respect for Kunsten uden paa nogen Maade at være særlig kunstforstandig og uden paa nogen Maade at give sig Mine af at være det, og i et Kunstnerhjem havde han ikke før været. Terndrup var smigret over at være bedt i, hvad han kaldte fint Selskab; han var ogsaa til Ære for Festen nybarberet — henne i Grønnegade, det var ikke hjemmegjort Arbeide — og havde sort Frakke paa, men det klædte ham egentlig ikke.

Man begyndte med at se paa Billederne — det var næsten allesammen Holsts — man spurgte og fik Forklaring.

— "Har hun nu staaet saadan — jeg mener uden nogen Klæder paa?" spurgte Terndrup og pegede paa Billedet af en kvindelig Model.

"Ja, hun har," svarede Duborg, "jeg malede hende nede i Italien."

Berner fandt en lille Studie af en gammel Herregaard med Spir og Tinder og Grave omkring. "Det er kjønt," sagde han.

"Ja, det er ude ved Skovnæsholm," svarede Holst. "Jeg var der en fjorten Dages Tid ifjor, efter Bestilling. — Gudbevares, jeg er god Demokrat, men jeg tilstaaer, at det — naar man endelig skal være borte fra Kjøbenhavn — er Pokkers tiltalende at hentes ved Stationen af en grevelig Kusk med fire Heste for Landaueren, spise paa Sølv og hver Dag drikke forfærdelig god Cognac til Kaffen."

"Du spiste jo slet ikke paa Sølv," bemærkede Duborg.

"Nei, det gjorde jeg nu forresten heller ikke," indrømmede Holst, "men de fire Heste og Cognac'en er i det Væsentlige sandt — ja, skal vi saa gaa tilbords!"

Det var en hel anden Slags Opdækning og en hel anden Slags Mad end hos Berner. Her var varme Nyrer, som Holst selv havde ristet, grøn Salat med lidt Eddike og megen Olie, stuvede Muslinger, og som Dessert Druer, en stor Skaal fuld af deilige, gjennemsigtige Druer. Og Vinen flød: Bourgogne og hvid Capri.

"Jeg har faaet en hel Kurv fuld," forklarede Holst, "foruden rigeligt Honorar, blot for at tegne Vinhandleren henne paa Hjørnet en Reclameplacat, der opfylder alle moderne Fordringer: den er grim, den har grelle Farver og ulæselige Bogstaver — mere kan man da billigvis ikke forlange!"

Cigarer og Cigaretter blev tændt ved Bordet, og Tungebaandene løstes — selv Duborg blev talende. Han og Terndrup mødtes nemlig i at være Jyder og Jægere, og i over en Time drøftede de Andejagt og Bekasinjagt med Alvor, Sagkundskab og correct Terminologi.

— "Ja, var jeg enevældig Konge af Kjøbenhavn," sagde Holst som Afslutning paa et for Berner holdt, indgaaende Foredrag, "saa skulde De se Løier! For det første skulde Alt, hvad der nu er lukket, aabnes for Alle og Enhver — først og fremmest det chinesiske Lysthus i Frederiksberg Have! De maa gjerne kalde det barnagtigt af mig, men saa langt tilbage, jeg kan huske, har jeg havt en brændende Længsel efter at komme over til det, og endnu den Dag idag troer jeg i Grunden, at der er et eller andet Mystisk — en sovende Prinsesse eller en glemt Eremit eller saadan Noget derovre. Det irriterer mig ligefrem, at jeg ikke kan komme over paa den Ø!"

"Men troer De ikke," indvendte Berner, "at al Charme saa vilde forsvinde? Troer De ikke, at Øen netop ved sin Afspærring — og kun ved den — virker, som den skal?"

"Aa, jo, saagu, der kan være Noget i det — men det irriterer mig nu alligevel!" svarede Holst og faldt et Øieblik i Tanker. Pludselig saae han op paa Berner og sagde:

"Veed De, hvad jeg egentlig misunder Dem? De har Pietet, det har jeg ikke! Jeg vilde ikke have det, om jeg kunde faae det — ikke for Alt i Verden! — men de Mennesker, der har det, er vist alligevel de lykkeligste!"

"De maa ogsaa huske, jeg er født paa Absalons Holm," sagde Berner smilende.

"Ja, og 'døbt med Vand fra Absalons Brønd', det er jeg ganske vist ikke," indrømmede Holst. "Men jeg er ellers ogsaa en god Kjøbenhavner: jeg er da født paa Gammelholm!"

"Men Gammelholm er nærmest opfyldt Grund," svarede Berner og lo. "Det er en senere Afleiring, der ikke har nogen rigtig Tradition!"

Bordet blev ryddet, Holst tog Guitaren frem og begyndte til eget Accompagnement at synge, med ganske god Stemme og med ypperligt Foredrag: italienske Folkeviser, gamle franske Sange og danske Kjæmpeviser.

"Kan De ogsaa spille?" udbrød Berner.

"Nei, i Grunden ikke," svarede Holst. "BDur Accorden f. Ex. faaer jeg aldrig i Fingrene, men saadan klimpre lidt Musik af Guds Naade, det kan jo de fleste Kunstnere."

"Ja, det er sgu da meget bedre end en hel Variété!" erklærede Terndrup, formelig begeistret.

"Nei, virkelig! Er det det!" svarede Holst. — Nu skal jeg sige Dem noget: var jeg, som jeg før sagde, enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa skulde en af mine første Regjeringshandlinger være at jevne alle Variétéer med Jorden. De ødelægger Menneskenes Børn —"

"Og de fordærver Smagen — den er daarlig nok i Forveien!" supplerede Duborg.

"Det er simpelthen Idioti!" sagde Holst.

"Internationalt Idioti!" vedblev Duborg helt ivrig. "Det er ens over hele Verden! Jeg gik en Aften nede ved Santa Lucia i Neapel og saae paa Middelhavet og syntes, det var for tidligt at krybe under Moskitonettet. Saa hørte jeg Musik og Kvinkeleren lyde ud fra en Sal, og saa gik jeg derind. Men hvad fik jeg at høre! Troer De, det var Viser paa Landets Maal, de sang? Nei! Et Fruentimmer i lang Kjole, der gav sig paa Tysk, og et andet i kort, der hvinede Fransk. Publicum forstod naturligvis ikke et Ord, men alligevel hylede de op af Glæde — ligesom herhjemme — over hvert Nummer, klappede med Næverne og stampede med Stokkene. Bagefter kom der saa et Par Negerkomikere og —"

"Negerkomikere!" afbrød Holst ham. "Ja, det uappetitlige Griseri vover man jo at byde En! — Negerkomikere! Deres Optræden var ikke bleven taalt paa Arenaen i Roms værste Forfaldsperiode — man havde i det Høieste brugt dem til at kaste for vilde Dyr — om de ellers gad ædt dem, hvad jeg meget betvivler! — Man vilde saamænd heller ikke finde sig i dem paa Dyrehavsbakken!"

"Ja, Dyrehavsbakken er nu ellers ogsaa noget simpelt Gjøgl, der skulde afskaffes!" sagde Duborg.

"Dyrehavsbakken!" raabte Holst og Berner i Kor.

"Ja, jeg kommer der da i alt Fald ikke!"

"Men Dyrehavsbakken er jo et Stykke Folkeliv," indvendte Berner, "og Dyrehavsbakken har jo baade sin Historie og sin Poesi — hvor kan De dog sammenligne den med Variétéerne!"

"Aa, det er, fordi han ikke har Begreb om det Hele!" svarede Holst. "Kan man tænke sig noget Kjønnere, noget Festligere end en Eftermiddag oppe paa Bakken at se Folk myldre omkring eller ligge i Græsset! De hvide Telte med Dannebrogsflag i Toppen — der er ikke et Flag i Verden, hvis Farver staaer saa godt sammen — Tørverøgen fra Beværtningerne, som mørkeblaa trækker sig op under de grønne Bøgekupler, ja, selv hele den disharmoniske Symphoni af falske Lirekasser, skrattende Trompeter, Harmonikaer og Skrigeballoner midt inde i den stolte Skov — det er Stemning! — Nei, maa vi beholde Dyrehavsbakken!"

"For mig gjerne," brummede Duborg, "men man skulde indrette Forstadstheatre — rigtige Folketheatre — ude paa Broerne, saadan Theatre, hvor der for halvtredsindstyve Øre — eller allerhelst gratis — blev spillet god Komedie — eller hvor der i alt Fald blev budt paa gode Stykker, daarligt spillede — det var en Samfundsopgave!"

"Og man skulde have store, lyse Concertsale med gratis Entré, billig Vin og billigt Øl," sagde Holst, "og saa Pokker i Vold med de simple Syngepiger!"

"Ja, i Absalons Kjøbenhavn hører de da ikke hjemme," sagde Berner.

— "Mine Herrer!" begyndte Holst og slog med en Pensel paa Glasset. "Vi er uenige om Meget. Vi er uenige om Politik —"

"Nei, vi er ikke," protesterede Duborg, "for jeg har ingen politisk Mening og har Gudskelov aldrig i mit Liv været til et politisk Møde. — Du har da forresten heller ingen politisk Mening, Holst!"

"Har jeg ikke!"

"Nei! — Har Du glemt, dengang Du var Stiller, eller hvad det hedder — det skulde Du fortælle de to Herrer!"

"Ja, hvad skulde afholde mig fra det? — Det var for en tre, fire Aar siden, da var jeg Stiller for en af Folkethingscandidaterne her i Byen — naturligvis en af de radicale — det var det Hele; han var min personlige Ven, saa det var jo ikke mere end rimeligt!"

"Men Du glemmer det Vigtigste," sagde Duborg. "Du husker nok ikke, at Du samtidigt gik rundt ude paa Nørrebro og agiterede for en Høirecandidat!"

"Ja, hvad saa?" svarede Holst. "Det var jo i en hel anden Kreds! Han var ogsaa min personlige Ven, og han havde bedt mig om at tage mig lidt af hans Affairer — men jeg vidste, at han ikke kunde blive valgt, saa det gjorde da Ingenting!"

"Gud veed, hvor Du gad! — Nei, Høire og Venstre, Conservatisme og Socialisme, det er mig knusende ligegyldigt Altsammen, naar jeg blot maa have min Frihed!"

"Ja, den personlige Frihed, det er Hovedsagen," sagde Berner.

"Friheden leve!" raabte Holst.

"Men den personlige Frihed," vedblev Berner, "den, man har kjæmpet for lige fra 1789, den maa vi sandelig efter Evne værne om nu."

"Naa, De mener Reactionen og Provisorierne o. s. v.," udbrød Holst.

"Nei, jeg taler ikke om politisk men om personlig Frihed," svarede Berner. "Nu for Tiden har man jo knap Lov til overhovedet at mene eller tro andet, end hvad den Fagforening, man tilfældig sorterer under, decreterer, at der skal menes eller troes her paa Bjerget — det er ikke Frihed!"

"Aa, hvad," indvendte Holst, "det er kun en Overgang!"

"Det troer jeg ogsaa, men det er altid ubehageligt at leve i en Overgangstid."

"Tvertimod!" raabte Holst. "Jeg vilde ikke for Alt i Verden have levet paa nogen anden Tid end netop nu — og De skal se, det bliver saa meget desto bedre, naar Overgangen først er forbi!"

"Ja, jeg nærer selvfølgelig heller ingen Tvivl om, at Udviklingen, nu som bestandig, bærer fremad," sagde Berner — "troede jeg ikke det, var det jo ikke til at holde ud at være Lærer for den opvoxende Slægt! Jeg troer ogsaa fuldt og fast paa, at vor Landalmue er, og at vort Socialdemokrati i Virkeligheden vil blive et nationalt Parti, der viser sig lige saa interesseret som alle Andre i at hævde Landets Ære og Selvstændighed, og desuden —"

"Troer De da, Socialdemokraterne nogensinde bliver Militarister?" udbrød Holst.

"Nei, ikke Militarister — det er nu forresten et af de mest misbrugte Ord, Sproget har — men Venner af det nationale Forsvar, selvfølgelig. Jeg tvivler heller ikke om, at dersom en Fjende imorgen laa for Kjøbenhavn, saa vilde dens Arbeiderbefolkning vise sig saa fædrelandssindet og saa offervillig som Nogen — det var jo en Fornærmelse at tro Andet."

"Ja — ja, det kan være sandt nok," indrømmede Holst, "men jeg er rigtignok noget forbauset over, at De — stokconservativ, som De er — virkelig troer paa, at —"

"Hvorfor undrer det Dem?" spurgte Berner med et Smil. "Radical og conservativ, det er jo blandt hæderlige Mennesker væsentligst kun en Temperamentsforskjel: der er dem, som glæder sig over Noget, blot fordi det er nyt, og der er Andre, som føler den samme Glæde ved at møde Noget, blot fordi det er gammelt. Begge Betragtningsmaader kan være lige forsvarlige og lige honnette — men jeg synes nu rigtignok, det er mere rationelt at glæde sig over det, som paa en eller anden Maade har staaet sin Prøve, end nøies med at haabe paa det Ny, der først skal udvikle sig, og som man slet ikke kjender."

"Det var nu ellers Militarismen, vi kom fra," sagde Holst — "jeg kommer jo forresten altid fra det, jeg taler om! — Seer De, var der Krig, saa mødte jeg ogsaa paa Skansen, Gudbevares —"

"Men De vilde alligevel hellere staa bag en Barricade end paa en Skanse!" afbrød Berner ham.

"Der kan være Noget i det! Jeg vilde ellers blot have sagt, at under Krigsforhold, saa slaaes man — naturligvis — men Rustninger i Fredstid og navnlig Befæstninger, dem er jeg afgjort imod. Jeg skal sige Dem, jeg troer, at det bærer hen imod den almindelige Verdensfred — troer De ikke ogsaa?"

"Maaske. — Om den evige Fred forresten vilde være et saa absolut Gode for Menneskeheden, det drister i alt Fald jeg mig ikke til at afgjøre, men der er dog vist et Stykke til den endnu, og derfor synes jeg egentlig ikke, det er rigtig practisk allerede nu at indrette sig, som om den var proclameret og garanteret. — Det er jo ogsaa gjerne muligt, at Menneskene engang bliver saa gode, at der hverken er Vagabonder eller uartige Drenge mere, men indtil den Tid kommer, synes jeg virkelig, det er ganske fornuftigt at sætte Stakit om sin Have — navnlig naar den vender ud til Alfarvei!"

"De har det nu altid med Billeder!" sagde Holst. "Men naar jeg troer paa den kommende Verdensfred, saa er det, fordi jeg i det Hele troer paa Udviklingslæren, vor Tids Evangelium: vi gaaer fremad til større og større Fuldkommenhed — troer De ikke ogsaa det?"

"Jo," svarede Berner, "i visse Henseender ubetinget. — Men hvor kan det være, at de fleste svorne Tilhængere af Evolutionslæren i Reglen er saa mærkværdig inconsekvente eller ulogiske, hvad De nu vil kalde det?"

"Hvordan det?"

"Jo, har De ikke lagt Mærke til, at de for det Første, snurrigt nok, ynder at kokettere med Samfundets revolutionaire Tendentser, endskjøndt jo netop Alt, hvad der blot ligner en pludselig Omvæltning eller et Spring i Bevægelsen, er ligefrem utænkeligt efter Evolutionstheorien, og derfor dog vel ogsaa skulde synes at være i alt Fald irrationelt, naar Mennesker gjør det. Og dernæst hævder de bestandig den skete Udvikling paa alle Omraader, men paa det ethiske, det moralske Omraade, der kan de aabenbart ikke tænke sig Muligheden af, at der ogsaa maa være skeet en Udvikling. Saa snart Talen er om det Ethiske — eller i alt Fald om den sexuelle Ethik — saa er det jo nu godt Latin strax at møde op med 'Menneskedyret' og de animalske Drifter, men har vi udviklet os fra Aber til, hvad vi nu er, saa er der dog virkelig ikke noget saa Unaturligt i, at vi heller ikke længere kan nøies med en Abemoral."

"Det kan vi ikke," sagde Holst, "men hvad der er skjønt, har sin egen Moral eller, rettere sagt: jeg troer nu paa, at hvad der er skjønt, ogsaa maa være godt — det troede de gamle Grækere. — Men hvor var det forresten, jeg slap? Det er sandt, det var ved Militarismen! Men den er nu heller ikke det Værste i vore Dage: det Værste er den perverse Religieusitet, den sneverhjertede Pietisme, som igjen er ifærd med at faae Vind i Seilene — det minder mig ligefrem om Vegetarianerne!"

"Om Vegetarianerne!"

"Ja! Baade de og Missionsfolkene mener jo aabenbart, at Menneskenes Børn kun er skabt til at nyde Fastespiser. — Jeg kan ikke taale Vegetarianere — allermindst deres forlorne Videnskabelighed og deres Fanatisme!"

"Jeg ynder virkelig ikke Pietismen," sagde Berner med et Smil, "tvertimod! Men beskylde den for at kokettere med Videnskabelighed, det kan man ikke! Forresten maa jeg tilstaa, at af to Onder foretrækker jeg alligevel Troens Intolerance for Vantroens — som jeg overhovedet altid foretrækker det Positive for det Negative — og naar der nu, baade af Myndige og Umyndige — mest naturligvis af de Sidste — raabes op mod den indre Mission, som ganske vist har gjort umaadelig Fortræd, saa glemmer man helt det Gode, den mange Steder har bragt. Og hvem er det, der raaber høiest? Det er saamænd ikke dem, der i den indre Mission seer en ensidig Opfattelse af Christendommen og derfor raaber Vagt i Gevær, nei, det er dem, der bruger Angrebene paa den til at komme Troen overhovedet og den religieuse Følelse til Livs!"

"Det benægter jeg bestemt!" indvendte Holst. "Det gjælder da i alt Fald ikke om mig selv. — Men jeg begyndte for lang Tid siden paa en Tale, hvor var det nu, jeg slap? — Jo, det var ved Uenigheden! — Altsaa, mine Herrer!" — han slog igjen paa Glasset — "Vi er uenige om det Meste, men om Eet er vi enige, hver paa sin Vis: vi føler os høit hævede over det Kjøbenhavn, der kun lever for Valgagitation, Variété-Premièrer, Fagforeninger, Speculationer og Demonstrationer; vi staaer udenfor — eller over — Massen, det er maaske en Feil —"

"Ja!" brummede Duborg.

— "men vi gjør det nu engang. Folk troer, at hele Myretuen er een Organisme — det er den ikke! Naar Duborg og jeg sidder paa vort flade Tag — der er ialt tyve Kvadratalen — og naar D'Hrr. Berner og Terndrup staaer paa Dueslaget og seer ud over Byen, saa lyder den store Bys uharmoniske og philistrøse Larmen op til os i afdæmpet og harmonisk Form. Og hvorfor? Fordi vi, skjøndt vi lever i den og ikke vilde leve noget andet Sted — jeg i alt Fald ikke — alligevel har den paa Afstand. Og det har vi forresten ogsaa, naar vi gaaer nede i Gaderne — naturligvis — og derfor en Skaal for godt Gjenboskab over Tagene!"

"Det er jo Sludder det Meste af, hvad Du siger," erklærede Duborg, "men det Sidste er jeg med til — Skaal!"

"Du er saa ualmindelig veltalende iaften, Duborg," sagde Holst, "jeg har flere Gange hørt din indsmigrende Baryton! — Bare Du ogsaa vilde begynde at male igjen!"

"Vrøvl!" svarede Duborg mut. "Troer Du maaske, Du kan inspirere mig? Ja, skaf mig et Motiv, der duer noget, saa skal jeg nok tage fat — men Motiver voxer ikke paa Træer!"

Holst sang endnu et Par Sange, et Par Foglietter tømtes, og Klokken blev henad To, før man endelig skiltes.