Absalons Brønd

KAPITEL XVIII

Marie havde ogsaa faaet Brev fra Poul, men det vidste Grossereren ikke noget af. Hun gjorde gode Fremskridt baade i Dans og i Skolekundskaber, og Mille Buxbom var ude af sig selv af Beundring og Rørelse, da hun hørte, at hendes fordums Elev havde været Gadedreng i "Carmen" og som Gnom i "Hans Heiling" var gaaet ned i en Forsænkning.

KAPITEL XIX

I Begyndelsen af Marts seer man en Morgen stund, at Stæren er kommen; husvant og selvbevidst sidder den paa Pinden foran sin gamle Kasse og lader, som om den slet ikke har været borte, fløiter efter Varme og koketterer i Solskinnet med sin mørkegrønne, hvidprikkede Silketrøie.

Det er næsten ganske lyst, naar man gaaer til Theatret — Overtøiet taaler ikke altid Dagslyset. Der hænger Snepper i Vildthandlerens Vinduer, og paa Blomstertorvet, paa Høibroplads, begynder Glasvognene med den brændende Petroleumslampe inde mellem Palmerne og Azaleaerne at forsvinde — først i April er hele Torvet een Foraarspragt af Tulipaner og Tazetter, Hyacinther, Paaske- og Pintselilier.

Bananerne bag Frugthandlernes Vinduer er bleven plettede, og Æblerne faaer endnu fler Rynker. Damer og enkelte Herrer viser sig allerede i bar Figur, Drengene paa Frue Plads spiller Klink, og Pigerne i Grønningen leger Paradis.

Om Søndagen begynder Karusellerne paa Alleenberg og Sommerlyst igjen at gaa, og man seer, at "Hestene" er bleven malet op: Skimlerne straaler ligefrem, og de chocoladefarvede Arabere glinser fedt.

Tjørnehækkene ude ved St. Jørgens Sø og Ligustrumbuskene i Villahaverne faaer en grøn Tone, Holbergs Kastanie svulmer, Skjællene bøier sig nedad, og Knopperne seer ud som heraldiske Lilier.

Saa kommer Udstillingens Aabning: Splitflaget smelder i Luften fra Charlottenborg, de kongelige Kjøretøier med røde Kuske holder udenfor, og nu veed hele Kjøbenhavn, at der er rigtigt Foraar i Luften.

Caféerne sætter Laurbærtræer og Vedbendkasser ud paa Fortovene, de Handlende skynder sig med Foraarsudsalget, og Selskabsherrer, der har gjort hele Vinterens Campagne med, begynder at tænke paa Carlsbad.

Efter Fyraften er der travlt i Colonihaverne udenfor Byen: der graves, rives, saaes og plantes — det er Forhaabningernes Tid. Grossereren tager ud og seer til sit Landsted, giver Gartneren Ordrer og bestiller Maleren — han kommer saa sent hjem, at han maa stavre op ad Trappen i Mørke, for Husværten holder naturligvis op med at tænde Gassen den 15. April!

Om Boulevardernes Lindekroner hviler endnu som en stillestaaende, grønlig Bisværm: det er Knopperne, der betænker sig paa at skride, men snart er de i Udspring, Folk kommer fra Skoven med Anemoner og Bøgeløv, Tivoli lukker op, og de "faste" Spurve pipper af Fornøielse — og saa — ja, saa er det Foraar i Kjøbenhavn.

KAPITEL XX

"Hei, Du! Giv mig en!" sagde Poul.

"Nei, jeg har kun fire tilbage," lød Svaret.

"Vil Du sælge dem?" spurgte Poul saa.

"Nei, jeg har jo ingen Brug for Penge nu."

"Hvad vil Du da have for dem?"

"Aa, jeg veed ikke — jo, Du kan faae dem for det Skrin, Du kjøbte i Neapel!"

Det blev nærmest sagt i Spøg, men Poul var bleven hidset, netop fordi det Attraaede syntes ham uopnaaeligt, og han slog til — han havde i Øieblikket givet baade Skrinet, Førstefødselsret, og hvad det nu ellers skulde være, for de fire Figen.

Næste Morgen skammede han sig — skammede sig som en Hund. Han havde kjøbt Syskrinet til Marie, og hun skulde have det, hun og ingen Anden.

Han bød Kameraten fem Kroner, ti Kroner, Alt, hvad han eiede og havde, for at lade Handelen gaa tilbage, men i rum Sø synker Pengenes Værdi, ganske ligesom den stiger med Udsigt til Landlov, og den Anden vilde beholde sit Skrin — Poul var fortvivlet. "Om der da ikke var nogensomhelst Maade, han kunde faae det tilbage paa?" — "Nei! Jo, det Eneste skulde være, om Poul for Resten af Togtet hver Dag vilde afstaa sin Ration Vin?"

Og det gjorde han. Det ene Øiebliks Letsindighed paa Hundevagten kostede ham et dagligt og føleligt Afsavn, men Gaven til Marie havde da ogsaa faaet dobbelt Værdi, syntes han selv, og han var ikke helt fri for at være lidt stolt, da han afleverede den.

Nogen Bitterhed nærede han fremdeles mod den mercantile Kamerat, der saa godt havde forstaaet at benytte sig af Conjuncturerne, men Bitterheden fortog sig, da Denne, der havde faaet nok af Søen, forlod Marinen og blev anbragt paa et Handelskontor, hvor han efter Pouls Mening vistnok hurtigt vilde avancere.

KAPITEL XXI

Det Hele stod kun paa et Øieblik, saa var hun forsvunden, men Duborg blev idetmindste i fem Minuter ved at stirre over Tagene, hen til Vinduet, som efter en tabt Skjønhedsaabenbaring.

Den unge Kvinde, der aabnede sit Vindue, det var jo et Motiv, det var Noget at male! De røde Tage i Baggrunden og de hvide, hvide Arme — hvor havde hun dog holdt den venstre Haand gratiøst! Der var en ubevidst Kyskhed i den hele Stilling, og hun var ganske sikkert smuk, meget smuk — det var han overbevist om, skjøndt han naturligvis paa Grund af Afstanden Intet havde kunnet opfatte af hendes Ansigt.

Duborg gik op og ned i Atelieret i en Time, fløitede og nynnede afvexlende — begge Dele hvinende falskt — kigede til det stadig aabne Vindue og saae ud som en Mand, hvem der er vederfaredes en stor Lykke. — Ja, vist skulde det males, hun skulde males — men netop hun, ingen anden Model i Verden vilde han have!

Han tog Peiling af Stedet, gik ned paa Gaden og recognoscerede, stjal sig til at se ind i forskjellige Gaarde — nei, Vinduet var ikke til at finde — hvem var hun?

Han gik op igjen, tog endnu nøiagtigere Sigte paa Huset og forsøgte at finde, men atter forgjæves.

Saa hentede han Terndrup op paa Atelieret, viste ham Kvistvinduet og spurgte, hvor det var.

"Tøv lidt," svarede Terndrup, "derovre i Store Kongensgade? — Men det er jo Grosserer Langes Gaard!"

"Og hvem boer paa Kvisten?"

"Det gjør hans Datter."

Duborg følte selv, at det var Vanvid, men ti Minuter senere stod han i Grossererens Gaard. Inde under Lindetræet stod han, kastede sky Blikke til Kvisten, som om han ventede, at Synet skulde komme igjen, og betænkte sig paa, om han virkelig skulde gaa op og ringe paa.

Grossereren gik ud ad Porten i det Samme. Han saae noget mistænksomt paa Duborg og drøftede et Øieblik med sig selv Muligheden af, at det igjen kunde være en næsvis Naturforsker, der vilde lede efter sjeldne Planter, men den Fremmede saae slet ikke ned, kun op, saa var det jo ligegyldigt, og Grossereren gik.

Duborg tog en rask Beslutning, skridtede op ad Trappen, ringede paa, spurgte efter Frøkenen og kom ind til Ragna, der heldigvis var alene paa Kontoret — hvad han vilde have gjort, om hun ikke havde været det, er ikke godt at sige!

Forgjæves bestræbte Duborg sig senere i Livet mangen god Gang for at gjenkalde i sin Erindring, hvad han egentlig sagde, hvordan han begyndte, og hvordan han endte, men det var ham ganske umuligt. Kun saa Meget vidste han, at han havde fortalt om sit Morgensyn fra Atelieret, sagt, at han følte med sig selv, at han nu — nu og maaske aldrig mere — kunde gjøre et godt Billede, men at hun maatte være hans Model — blot for Armenes og Skuldrenes Vedkommende — Ansigtet var der ikke Tale om, hvis hun ikke ønskede det — men hun maatte endelig, endelig sige Ja, og ikke blive vred over hans Dristighed.

Og Ragna! Ja, hun følte for anden Gang i sit Liv, at der midt i det nøgterne Kontor kunde komme som Bud fra en anden Verden, en Verden, som hun ikke kjendte, og som laa langt, langt borte fra Journalen, Hovedbogen og hele Store Kongensgade.

Et lille Øieblik blev hun fornærmet, men det fortog sig i næste Nu, da hun slog Øiet op, for Duborg saae paa een Gang saa troskyldig og saa betagen ud.

Fra sin Skoletid mindedes hun Plougs Digt "Et Kys". Der kom en ung Mand op til en ung Dame og bad hende om at give ham et Kys ved Vinduet, mens Vennerne saae paa det — det var da meget værre; men den unge Pige i Digtet gav ham alligevel Kysset, for hans Livslykke afhang deraf. — Maleren her sagde jo ogsaa, at det beroede paa hende, udelukkende paa hende, om han skulde gjøre sin Lykke — fattig var han formodentlig, det var jo alle Kunstnere — og hvad var saa i Grunden det Hele? At møde som til Bal, ikke Andet. — Hun havde nu forresten næsten aldrig været nedringet som Voxen — men hendes Arme kunde godt taale at sees, vidste hun, og Skuldrene med — og hans Blik var saa aabent og saa discret — hun sagde Ja.

Men hun sagde det saa tilkjæmpet overlegent som muligt, tvang et lille Smil frem, der skulde antyde, at hun egentlig fandt det Hele ret komisk, og tilføiede saa, at hun foreløbig vilde staa til hans Disposition i Atelieret fra Tolv til Et; paa den Tid var Kontoret lukket, og hendes Fader og Broder henne at spise Frokost paa d'Angleterre — Moderen var nemlig allerede flyttet ud paa Landstedet Dagen iforveien.

Duborg gik efter forinden at have klemt hendes Haand mellem sine, saa den blev ganske øm — det var nu hans Maade at udtrykke sin Taknemmelighed paa.

KAPITEL XXII

Pludselig reiste han sig op, satte Armene i Siden, lagde Hovedet paa skraa og udbrød:

"De har dog et Par deilige Arme, Frøken!"

Ragna havde en bestemt Følelse af, at hun blev rød i Hovedet. Hun var efterhaanden bleven vant til at betragte sig selv som Bogholderske, som Procurist, og havde næsten glemt, at hun tillige var en ung, smuk Pige. Det tiltalte hende i og for sig nok at blive beundret, men Duborg sagde sin Replik saa fagligt, saa objectivt, at det formelig var irriterende.

— "Han er dog en ualmindelig Træmand," tænkte hun, og synderlig mere end Farvel og Tak sagde han heller ikke den Dag.

Næste Dag gik det allerede bedre.

Hun fik sig selv til "i Costume" at gaa rundt i Atelieret og se paa Studierne, og han begyndte et Par Gange paa en Slags Conversation, der dog hurtig døde hen igjen.

Med eet gled der et Smil hen over hendes Ansigt, hun lo næsten.

"Er det mig, De leer af Frøken?" spurgte han roligt.

"Nei, undskyld," svarede hun, "det er det virkelig ikke! Men jeg kom pludselig til at tænke paa, hvad min Faders to gamle Tanter ude paa Vennebjerg egentlig vilde sige, om de vidste, at jeg stod Model nu! — Jeg troer saamænd ikke, de vilde se mig mere for deres Øine!"

"Vennebjerg," sagde Duborg. "Det er jo den Gaard der — er det ikke?" — han pegede paa en af Holsts Studier.

"Jo, det er det ogsaa! Det var da morsomt! — Skal Deres Billede — det, De nu maler paa, udstilles?"

"Det skal det vel nok — hvis det ellers lykkes."

"Hvorfor skulde det ikke det?"

"Aa, man veed jo aldrig iforveien —"

"Det maa man da vide! Naar man overhovedet kan male, og man sætter al sin Energi ind paa Arbeidet, saa maa det jo blive godt!"

"Nei — nei, det gaaer nu alligevel ikke saadan," svarede Duborg, og der blev en længere Pause.

Ragna hvilede — efter hans Opfordring — nogle Minuter, skjøndt hun erklærede, at hun slet ikke var træt, og lod imens Blikket streife rundt paa Væggene. Det standsede uvilkaarligt ved den samme kvindelige Modelfigur, som havde fanget Terndrups Blik, og da hun instinctmæssigt mærkede, at Duborg havde seet, hvad det var, hun saae paa, vilde hun ikke faae Udseende af, at der kunde være Noget at genere sig for, og spurgte derfor ganske ligefrem:

"Har De malet det?"

"Ja, jeg har saa," svarede Duborg.

"Det er altsaa en Model?"

"Ja, det var det — hun var fra Capri."

— "Var det nu virkelig — ja, jeg mener en anstændig Pige?"

Nei, saadan hvad man herhjemme vilde kalde en anstændig Pige — nei, det mente da Duborg ikke, det havde været.

Ragna fortrød i samme Nu sit Spørgsmaal og sagde:

"Hvorfor bruger Kunstnerne dog den Slags til Modeller — hvorfor er det ikke Damer?"

"Aa," svarede Duborg sindigt, "hvor skulde man egentlig faae Damer fra til at staa for det Hele?"

Og saa spurgte Ragna ikke videre.

— En Dag lagde Duborg pludselig Penselen og erklærede, at nu kunde han ikke mere for den Gang, det gik ikke.

"Men jeg kan jo blive en halv Time endnu!" sagde Ragna.

"Ja, men jeg er ikke oplagt idag."

"Oplagt?" gjentog hun. "Hvad vil det sige? Fordi jeg en Dag har Hovedpine, fører jeg virkelig alligevel Bøgerne og besørger Correspondancen lige til Middag!"

"Ja," indvendte Duborg, "men det er vel ogsaa noget Andet med Kunst end med Bogholderi."

"Det kan jeg aldeles ikke indrømme! Arbeide er Arbeide! — Mal nu blot: De har mig en halv Time endnu!"

"Nei, jeg kan ikke idag."

Saa gik hun halvfornærmet bort men kom næste Dag igjen til sædvanlig Tid — Duborg havde slet ikke mærket, hun var vred.

— "Hvorefter vil De male Hovedet paa Billedet?" spurgte hun, da der var gaaet en Ugestid.

"Aa, jeg veed ikke rigtig endnu," svarede han. "Maaske efter en Model her i Byen, som en Bekjendt af mig har brugt, maaske efter Motiver fra den Skizze der" — han pegede paa Capripigen.

Der var Ingenting at sige hertil, eftersom det jo netop var en bestemt Forudsætning, at Billedet ikke maatte ligne hende, men ubehagelig berørt følte hun sig dog ved Tanken om, at en simpel Model — rimeligvis en fordærvet Pige — skulde ligesom give Personlighed til Billedet — hendes Billede, for det var og blev det alligevel, følte hun — hendes og ingen Andens.

Hun blev forstemt og taus Resten af den Time.

KAPITEL XXIII

Holst kom ind i Atelieret og saae Maleriet.

"Naa, saa det var Hemmeligheden!" udbrød han. "Du er igjen begyndt at male — maa jeg gratulere! — Og det tegner jo ligefrem udmærket: det er den gamle Niels Duborg lyslevende opstaaet fra Porcelainet! Og sikken en Model, det maa være! Vidunderlig deilige Arme — det er Noget, jeg forstaaer mig paa! — og hele Skikkelsen kysk og jomfruelig — hvor Pokker har Du hittet det Pigebarn?"

"Det er ikke noget Pigebarn," brummede Duborg.

"Er det ikke noget Pigebarn! Hvad er det da, om jeg maa spørge?"

"Det er en Dame."

"En Dame! — Nu staaer Verden ikke til Foraarsudstillingen! — Men hvem er hun da?"

"Det kan jeg virkelig ikke sige Dig!"

"Men hvordan, i Himlens Navn, har Du dog —"

"Ja, det kan jeg heller ikke sige Dig."

"Naa saaledes! — Ja, jeg respecterer din Discretion — naturligvis — men vil Du da blot sige mig, med hvem hun er forlovet — om det er med en Kunstner, mener jeg, for jeg under ikke en Bourgeois at være den lykkelige!"

"Hun er slet ikke forlovet, det jeg veed," svarede Duborg og blev umotiveret rød i Hovedet, "det troer jeg da ikke, hun er."

"Og de Arme er ikke forlovede!" udbrød Holst begeistret. "Det er jo umuligt! Saa maa Ingen have seet dem — men det er jo ogsaa umuligt! Det skulde nu lige rent ud forbydes vedkommende unge Dame at vise sig høihalset — sig det til hende fra mig!"

"Gud veed, hvor Du gider!"

"Ja, Du har da vel fortalt hende, at der ikke er Mage til de Arme i Kjøbenhavn? — Ikke engang det! — Du er jo umulig! Den Slags Ting fortæller jeg altid unge Damer: mig er det en Lettelse at sige det, og dem fornøier det at høre det, selv om de meget godt veed det!"

"Er Du snart færdig?"

"Nei, jeg kunde gjerne blive ved en halv Time endnu! — Men forat komme tilbage til Billedet: det bliver brillant, gamle Duborg! Det er jo som en Personification af selve Foraaret, eller snarere af Morgenstemningen i den store By, der vaagner — Du veed, jeg elsker den tidlige Morgen — theoretisk i alt Fald — Morgenens Friskhed repræsenteret af den skjønne Kvinde, som aabner sit Jomfrubur og —"

"Vrøvl! — Det er da ikke Andet end en ung Pige, der lukker sit Vindue op," indvendte Duborg.

"Prosaist, som Du er!" raabte Holst. "Du veed, Gud hjælpe mig, ikke engang, hvad det er, Du selv gjør! Det kan man rigtignok kalde kunstnerisk Umiddelbarhed!"

"Du kan for mig kalde det, hvad Du vil!"

"Ja, man kan ogsaa kalde det Philisteri, Aandsforladthed eller plebejisk Syn paa Tilværelsen, hvis Du foretrækker det! — Men godt bliver Billedet sgu alligevel — og det er egentlig det irriterende!"

Lidt efter gik Holst.

KAPITEL XXIV

Grossereren fandt nu selv Sagen saa besynderlig, at han nedlod sig til at opfordre Julius til at udspionere Søsterens Veie, og det gjorde Julius med en god Villie og med saa godt Resultat, at han et Par Dage efter kunde meddele Faderen, hvor det var, hun gik hen, men hvad hun bestilte der, det vidste han rigtignok ikke.

Ragna stod imidlertid oppe paa Atelieret uden at ane Noget om, at man udspeidede hendes skjulte Skridt.

Forholdet mellem hende og Duborg havde noget skiftet Characteer.

Hun var ham ikke længere blot Modellen med de deilige Arme og de runde Skuldre, men hun var bleven en Personlighed, der mere og mere fyldte ham og navnlig imponerede ham ved sin i alt Fald tilsyneladende uanfægtelige Sikkerhed i Eet og Alt. Hun havde en bestemt Mening om Alt, Principer og en færdig Dom, og desuden var hun saa behagelig ladylike, saa smuk og saa sund — navnlig ladylike.

Og han var heller ikke længer for hende Træmanden eller den fattige Kunstner, som hun gjorde vel imod ved at stille sin Deilighed til Skue; han var et stort Barn, uden al Forstand paa Livets almindelige Krav, det var sandt, men hvor var det alligevel velgjørende at høre ham tale — sindigt og jevnt og med lange Pauser mellem de enkelte Ord — som om der Intet i Verden var til, der var værd at leve sit Liv for uden Kunsten, og hvor høit stod han ikke over hende og hele den Kreds, hun hidtil havde bevæget sig i! Aldrig før havde hun vidst, hvad Begeistring — stilfærdig men glødende Begeistring — var; nu fik hun en Anelse om det.

Og heller aldrig før havde hun vidst, hvad det vil sige, naar en Mands Blik med taus Beundring hviler paa en Kvinde: hvordan man kan føle Blikket uden at møde det, varmes af det og fyldes af en dulgt Glæde, en Stolthed, som man ikke selv forstaaer.

— Billedet var snart færdigt: Omgivelserne, Kvistvinduet, de røde Tage i Baggrunden og hele Skikkelsen stod omtrent, som det skulde — han arbeidede ogsaa flittigt, naar hun ikke var til Stede — og skjøndt Hovedet kun var løst anlagt, uden nogen Individualitet, havde hun dog, da hun saae paa Billedet, en bestemt Følelse af, at det allerede var et Hele — Morgenstemningen aandede ud af det.

En Dag var han særlig ivrig, næsten febrilsk, talte mindre end ellers og var underlig nerveus, naar hun spurgte ham om Noget.

Da hun var færdig og paaklædt til at gaa, saae hun, at det var Hovedet, han havde malet paa, og — hun tog ikke feil — det var hendes Træk!

— "Skal det Billede udstilles?" spurgte hun.

"Ja, det tænker jeg da," svarede han roligt. "Jeg har aldrig før gjort Noget, der var saa godt."

"Men det er jo mig — mit Ansigt!"

"Ja, det er det nok blevet — det er saadan kommen ganske af sig selv. Jeg skal sige Dem, der er alligevel ikke noget andet Hovede, der kan passe ind i det Billede, saadan som jeg har tænkt mig det."

"Men De lovede jo bestemt, at —"

"Ja, jeg gjorde saa, og jeg troede saamænd ogsaa, jeg kunde have holdt, hvad jeg lovede — dengang kjendte jeg Dem jo kun paa saa lang Afstand, maa De huske."

Ragna vidste ikke selv, om hun i Øieblikket nærmest var glad over, hvad der var skeet, eller dybt krænket, men sin Glæde kunde hun jo dog i hvert Fald ikke give Udtryk, og derfor kom det, tilsyneladende kun indigneret og overlegent, fra hende:

"Jeg burde have betænkt det i Forveien: en Kunstners Ord er selvfølgelig ikke bindende — end ikke overfor en Dame — hvis blot hans Kunst — eller, forat bruge det rette Ord: hans Egoisme — kræver, at det brydes! Men det Billede skal ikke udstilles — forstaaer De mig! — Hvor meget koster det? Jeg faaer vel Raad til selv at kjøbe det."

I det Samme gik Døren op, og ind traadte Grossereren og Julius.

"Fader!" udbrød Ragna og blev blodrød.

"Maa jeg spørge, hvad Du tager Dig for her?" spurgte Grossereren fnysende. "Oppe hos en fremmed Maler — Du er maaske Model — eller har Stævnemøder — hvadbehager?"

Duborg stod foran Billedet med Ansigtet vendt mod Døren. I samme Nu, som han forstod Situationen, gjorde han med Penslen et Par hurtige Strøg over Billedet, saa Hovedet helt udviskedes; derefter saae han op paa Grossereren og sagde roligt:

"Nei, Deres Datter er kommen herop forat bestille et Billede af Vennebjerg efter den Skizze — hun vidste, at min Ven Holst havde malet derude."

Strax da Ragna saae, eller snarere instinctmæssigt forstod, hvad Duborg havde i Sinde, gjorde hun en uvilkaarlig Bevægelse som forat forhindre ham fra det, men da det var skeet, skjød Blodet op i hende, hun rakte ham sin Haand med et straalende Blik og sagde til Faderen:

"Her er en Mand, der holder af mig — og jeg holder af ham!"

Saadan blev Duborg forlovet.

KAPITEL XXV

Grossererfruen var glad, lige rent ud glad — hverken mere eller mindre — over at have faaet sin Datter forlovet, og paa Forhaand syntes hun, at hendes Svigersøn maatte være et udmærket Menneske.

Poul, der efter sin Hjemkomst fra Vintertogtet gik paa Cursus for at forberedes til Adgangsexamen til Søofficeersskolen, syntes, det var morsomt at have faaet en forlovet Søster, og navnlig at have faaet En at være Svoger med — det sagde han ogsaa til Fru Lund og Marie, der som Ragnas Husfæller var stærkt interesserede i Begivenheden — og Julius, ja, han var sgu i og for sig lige glad, men det var dog ham, paastod han selv, der egentlig var Skyld i det Hele.

Holst skrev strax et længere, overstrømmende Brev til Duborg, et Brev, der begyndte med en Bemærkning om, at "de Arme selvfølgelig ikke kunde blive ved med at være uforlovede", og forresten hovedsagelig handlede om, at Kvinderne i al Almindelighed var en mærkelig Race, for den Klasse Mandfolk, som de elskede inderligst og mest opofrende, var altid elendige Karle som Loke, Faust, Adam Homo og Peer Gynt; men til Trods herfor haabede han, at den ubekjendte Dame, hvem han, Carl Holst, endnu ikke havde den Fornøielse at kjende, vilde holde lige meget af ham, Hans Duborg, skjøndt han jo ikke ubetinget var nogen elendig Karl.

Berner mindedes stadig fra sit eneste Besøg hos Grossereren den smukke, ranke Pige, hvis Forekomst i Kontoret egentlig var lige saa mærkelig, som om Trifolium resupinatum virkelig skulde være funden i Gaarden, og Terndrup erklærede med Sikkerhed, at Ragna og Poul var de Bedste af Familien.

Oppe hos Mille Buxbom blev der ligefrem holdt Kaffegilde paa Forlovelsen. Kogekonen Madam Siegler syntes, at Ragna var en yndig Pige, og mente, at hun under kyndig Veiledning nok kunde tilegne sig de nødvendige Kundskaber i Husholdning og Madlavning, hvilket var og blev Basis for et lykkeligt Ægteskab, og Frøken Hansen haabede bestemt paa at komme til at synge ved hendes Bryllup — det skulde naturligvis staa i Garnisons Kirke — og lovede paa Forhaand Jomfruen en Billet til Kirken. Maskinmandens Kone, der atter var i velsignede Omstændigheder og derfor noget tilbøielig til altid at tro det Værste, havde paa fjerde Haand en skrækkelig Historie om, at Grossereren skulde have overrasket sin Datter oppe i Malerens Atelier, hvor hun stod Model som Havfrue med saa godt som slet Ingenting paa, og at han i den Situation skulde have givet Parret sin faderlige Velsignelse, men Mille Buxbom følte strax i sin Samvittighed, at der ikke var et Ord sandt i den Krønike, og Madam Siegler erklærede med Sikkerhed, at Frøkenen rigtignok ikke var af den Slags.

— "Men Gud skal vide, hvad Vennebjergerne siger!" udbrød Mille Buxbom ganske umotiveret.

Ja, hvad sagde Vennebjergerne?

De sagde foreløbig ikke et Ord, for de var bleven saa rystede over Begivenheden, at de ikke engang gratulerede skriftligt.

KAPITEL XXVI

Klokken Sex mødte de Indbudte paa Landstedet — den gamle Grosserer var dog kommen forinden. Han optraadte af Princip altid i Frakke, aldrig i Kjole — vistnok nærmest forat drille Sønnen.

Der var Generalen, den store Taler, som ikke med sin gode Villie forsømte nogen Middag; der var en Etatsraad med tre Ordener — den ene af dem om Halsen — der var Directeuren for det amerikanske Exportselskab, to, tre Ligegyldigheder og endelig Duborg, Holst og Berner.

Et lille Skaar i Feststemningen havde det paa Forhaand gjort, at Julius Aftenen forud paa Strandveien havde havt et Sammenstød, dels med en anden Cyclist, dels med Nordre Birks Politi, og derved havde erhvervet sig to Skrammer og Udsigt til en større Bøde. Nu mødte han op til Middagen med en ny, ganske sindssvag Flip, der gik helt op i Nakken og snærede Halsen ind, saa at Hovedet saae ud, som det, hvad Øieblik det skulde være, kunde trille af Pinden, men da Faderen tillod sig en kritisk Bemærkning desangaaende, fik han ikke andet Svar end et medlidende: "English fashion"!

Poul, der naturligvis havde ligget ude og rakket med Jollen lige til det Sidste, optraadte med Tjære paa Benklæderne, men det var jo af den Slags Gjenvordigheder, som Verden giver, og som egentlig ikke Andre end hans Moder saae eller i alt Fald tog sig nær.

De Gjæster, der for første Gang var ude paa Landstedet — det hed "Kildehøien", rimeligvis fordi der hverken fandtes nogen Høi eller nogen Kilde — gik før Bordet rundt og beundrede pligtskyldigst Bygningen og Haven.

Haven var nok værd at beundre, for den gik skraanende lige ud til Sundet og stod jo netop nu i sin feireste Pragt med blomstrende Syrener og Guldregn, med Kastanier og Rødtjørn. Villaen derimod var i den mærkelige Blandingsstil, der characteriserer saa mange Villaer i de forskjelligste Lande: et Miniaturtaarn, nærmest passende for en gothisk Ridderborg, hævede sig over Skifertaget, korinthiske Pilastre prydede Sidemurene og en Loggia udgik fra den store Gavltrappe, som bevogtedes af to støbte Cementløver, der begge saae uhyre menneskevenlige og gjæstfri ud, og af hvilke den ene fuldstændig havde Udtryk som en soigneret père noble fra en Scribe'sk Komedie.

Den gamle Grosserer gik rundt med Hænderne paa Ryggen og ludende Hoved, men han kigede op alligevel, saae Alt, ærgrede sig over Alt og smilede.

Duborg var saa glad og saa stolt som et Barn, og Ragna, i hvid, luftig Sommerkjole, saae ud, som om hun var bleven ti Aar yngre, og som om der hverken havde existeret Klipfisk eller Hovedbøger.

Holst følte sig paa Vennens Vegne forpligtet til at conversere Alle og være behagelig mod Alle — han drev det endogsaa til i Grossererens Paahør at rose de to Familieløver — og Berner, hvem Grossereren syntes at skulle kjende, men alligevel ikke kjendte, gik om og var stille begeistret ved at se paa Ragna.

Middagen var udmærket, og Champagnen — fortræffelig frapperet — flød i stride Strømme. Grossereren udbragte, ganske kort og uden overdreven Varme, de Forlovedes Skaal, og Duborg talte — endnu kortere — for Ragnas Forældre. Generalen talte, efter Opfordring, for den gamle Grosserer — han fordrede nemlig, at der altid skulde henvendes en speciel Tale til ham — og saa vidt var Alting gaaet godt, men da man var naaet længere hen i Middagen, forbi det Stadium, hvor ældre Gentlemen med eet bliver klar over, at de maa skynde sig med at tømme deres Glas Bordeaux inden Desserten, og derfor udleder sig en eller anden beskeden Yngling, som de til hans store Forundring hædrer ved at drikke et Glas med, da reiste til alt Uheld Generalen sig anden Gang og holdt en Tale for Duborg, en Tale, der i det Væsentlige gik ud paa, at den Mand maatte misundes, der ledet af Kjærlighedens Genius var saa lykkelig at blive indført i en Familie som Grosserer Langes.

Dette var mere end Holst, som allerede var noget oplivet, kunde sidde rolig ved.

Neppe havde Generalen sluttet, før han slog paa sit Glas og reiste sig — Duborg saae ængstelig og advarende hen paa ham.

"Mine Damer og Herrer!" begyndte han. "Den sidste, meget ærede Taler sagde, at den Mand maatte være lykkelig, der var bleven indført i den Lange'ske Familie, hvor jeg for Øieblikket har den Fornøielse at befinde mig — og befinder mig vel. Jeg troer nu ogsaa, at min Ven Duborg er lykkelig — jeg kan se det paa ham! — og han har jo ogsaa forsaavidt god Grund til det, som det er en ualmindelig bedaarende Pige, han har faaet sig til Kjæreste og — rimeligvis — senere vil faae til Kone. — Skaal, gamle Dreng, hun gjør din Smag Ære! — Men er der forresten Nogen, der skal være stolt, og er der Nogen, der er bleven hædret, saa er det da den Familie, i hvilken en Kunstner som Duborg har indforlovet sig og — rimeligvis — senere agter at indgifte sig. Menneskeheden bestaaer jo nemlig, som vi Alle veed, af to, i og for sig ganske incommensurable, Verdener: Kunstnerne og Borgerskabet. Det sidste kan overhovedet kun komme i Berøring med Kunsten paa tre Maader: dels ved Giftermaal, dels ved at kjøbe Malerier — det skeer nu forresten saa forbandet sjeldent! — og endelig gjennem de bedre Middage, som det er Bourgeoisiets lykkelige Privilegium imellem at kunne give. Og derfor, mine Damer og Herrer — jeg haaber at have motiveret tilstrækkeligt — et Leve for Kunsten!"

Der blev en pinlig Pause, og midt under den sagde den gamle Grosserer fornøiet smilende til Sønnen:

"Jeg troer sgu, han gjør Nar af Dig i dit eget Landsted, lille Jesper! — Ikke? Naa, ja, jeg tager maaske feil, jeg hører jo ikke saa godt mere!"

Etatsraaden søgte at redde Situationen ved at holde en særlig Tale for Grosserer Lange, "hvis Forretningsskjold var uden nogen Plet, lige saa blankt som Messingpladen med hans Navn udenfor Porten." Det havde imidlertid kun til Følge, at Holst gemytligt afbrød ham ved at sige:

"Ja, men selv om Pladen skulde blive anløben, saa kan den jo pudses — jeg er ogsaa anløben, men jeg kan ikke pudses — det er hele Forskjellen."

Fruen skyndte sig nu at faae Bordet hævet, og man gik ud i Haven forat drikke Kaffe og ryge Cigar.

Den gamle Grosserer reddede sine tre Stykker Sukker, Sønnen benyttede sig af Leiligheden til at betro Generalen og Etatsraaden sine Fremtidsplaner om Yocobora, og Holst, hvem den friske Luft strax gjorde godt, faldt i Begeistring over Sundet.

— "Hvor i Verden har man en Kyst som her!" udbrød han. "Ingensteds! Det skulde være ved Sorrent, naar man om Aftenen sidder under Vinløvet og seer over til Capri — men vi har ogsaa et Capri: Middelgrundsfortet derude! Jeg er naturligvis Anti-Militarist og Fredsven — Gudbevares! — men Middelgrundsfortet, decorativt seet, er en afgjort Vinding for Sundet — her er vidunderligt!"

Herrerne satte sig i Lysthuset, drak Cognac og Likør, og drøftede forholdsvis neutrale Emner.

En kom til at nævne Amerika, og Directeuren, der hørte til Oppositionen, udbrød pludselig med den beherskede Lyrik, der kommer til Orde efter en Sommermiddag: "Ja, Amerika, det er et Land!" og saa tilføiede han, velvilligt henvendt til Berner, der sad ham nærmest; "De vilde formodentlig ogsaa gjerne se Amerika?"

"Nei," svarede Berner paa sin stilfærdige Maade, "det brød jeg mig da egentlig ikke om."

"Ikke det! Tør man spørge hvorfor?"

"Aa, fordi Parvenu-Stater interesserer mig lige saa lidt som Parvenu-Byer: de har jo hverken Historie eller Tradition! Det er da ogsaa characteristisk nok, at Amerika, til Trods for sin Udstrækning og sin Folkemængde, endnu ikke har frembragt nogen Aandens Stormand."

"Nu har jeg sandelig hørt det med!" raabte Directeuren. "Hvad forstaar De ved en Aandens Stormand, Høistærede?"

"Derved forstaaer jeg simpelthen en Mand, uden hvem Verdens aandelige Habitus vilde være betydelig anderledes, end den er," svarede Berner. "Shakespeare og Linné, Goethe og Thorvaldsen f. Ex. kalder jeg Aandens Stormænd, og mange, mange Andre."

"Og Edison skulde ikke være lige saa stor som Nogen af dem!" haanlo Directeuren. "Han, Menneskehedens Velgjører!"

"Menneskehedens Velgjører!" gjentog Holst. "Den er ualmindelig god! — Nei, seer De, Edison er fingernem, og —"

"Er Edison fingernem!" fnysede Directeuren og saae næsten forfærdet ud.

"Ja, han er sgu," forsikrede Holst. "Baade hans Phonograph og hans levende Billeder er brillante Variéténumre, det indrømmer jeg, men —"

"De glemmer Telephonen, min Herre," sagde Etatsraaden.

"Nei, jeg gjør ikke. Telephonen sparer os adskillige Støvlesaaler, og vil en velhavende Bedsteborger inde fra sit Kontor i Byen bestille en bedre Middag ude paa Klampenborg eller Skodsborg og være ganske sikker paa, at Champagnen er isafkjølet, naar han kommer, saa er Telephonen ligefrem uvurdeerlig. Men Verdens aandelige Habitus, som Candidat Berner kaldte det, vilde saamænd være accurat den samme, hvad enten Edison havde existeret eller ei!"

"Amerika — Amerika er dog sikkert Fremtidens Land!" henkastede Generalen og behagede sig saaledes i Repliken, at han gjentog: "Jeg siger Fremtidens Land, mine Herrer!"

"Det er høist rimeligt," indrømmede Berner, "men det hjælper da ingen af os. Englænderne siger, at der skal syv Generationer til for at skabe en Gentleman, og er det sandt, kan man vel nok gaa ud fra, at der hører idetmindste adskillige Aarhundreder til at skabe et Folk. For mig i alt Fald er Amerikanerne endnu kun dygtige men ucultiverede Barbarer, og jeg synes ogsaa, at det er saa betegnende, at den eneste ordentlige Krig, de siden Uafhængighedskampen har ført mod Europa, var Røvertoget mod Spanien — og det var de oven i Kjøbet Hyklere nok til at kalde en Befrielseskrig!"

"Ja, vist er de Barbarer!" brummede Duborg. "Se blot paa den Smag, de saakaldte Dannede derovre har for Kunst og Digtning og Musik: det, de klapper i Næverne for, er jo det Samme, som Pøbelen herhjemme himler over!"

"Ja, Negerkomikere!" indskjød Holst.

"Amerikanerne boxer da storartet," sagde Julius, der endelig fandt en Anledning til at blande sig i Samtalen, "det kan man se af 'Police Gazette', og der er heller Ingen, der kan tage det op med dem i at bygge Cycler!"

"Man maa nu heller ikke skjære hele Amerika over een Kam," mente Grossereren. "Fristaterne ynder jeg ikke, men i Mellemamerikas Republiker rører der sig et fremadstræbende Liv, og jeg veed f. Ex. at Yocobora —"

"Amerikanerne er det sande Demokratis og den sande Fordomsfriheds Folk!" afbrød Directeuren ham.

"De er da slet ikke noget Folk," tillod Berner sig at bemærke.

"Er de ikke noget Folk! Hvad er de da?"

"De er endnu kun Indbyggere."

Etatsraaden saae uforstaaende op paa Berner, og imens tog Holst fat.

"Det er en rar Fordomsfrihed!" sagde han. "Der er da ikke saa snobbet en Race til i Verden! Fortæl en Amerikaner, at en Mand er berømt, og han kliner sig op ad ham — giv en amerikansk Millionair Udsigt til, at hans Datter kan blive gift med en forgjældet Greve og faae Krone paa alt sit Nattøi: han byder strax det halve af Millionerne i Medgift!"

"Amerika er og bliver Frihedens Land!" sagde Directeuren irriteret, og denne Udtalelse vilde sikkert have affødt adskillige Bemærkninger, hvis ikke den gamle Grosserer, der netop rokkede forbi, havde opfanget et Par af de sidste Ord.

"Frihed!" sagde han. "Jeg synes, der blev talt om Frihed? Aa, ja, vi har da ogsaa havt Frihed her i Landet, lige til vi fik den forbandede Grundlov, men nu har man jo ikke engang Lov at slaa sine egne Tjenestefolk paa Snuden længer! Aa, ja, Herregud!"

Efter denne Replik følte Ingen mere Kraft til at føre Samtalen tilbage til Amerika, og man bevægede sig fra nu af i almindelige Talemaader og i den Velvillie, der følger med at have spist og drukket mere end absolut nødvendigt.

Duborg var med Ragna gaaet ned til Stranden. Aftenen var lys som Dæmring, Maanen slog en gylden Bro over Sundet helt over til den svenske Kyst, og bløde Smaabølger, blaa som en svag Svovllue, skyllede klirrende ind mod Bredden.

— "Din Ven var rigtignok ikke ganske heldig som Taler," sagde Ragna.

"Aa, hvad Herregud — Du maa huske, han er Kunstner," svarede Duborg.

"Men han er da ogsaa Gjæst i vort Hus," indvendte Ragna.

Der blev en Pause, Hver tænkte Sit.

— "Hans er saa god og saa opofrende," tænkte Ragna, "Ingen af alle de Andre er som han, og alligevel — alligevel har han lidt — ganske lidt — af Kunstnernes Hovmod og Formløshed. Men det forsvinder nok, naar han faaer et godt Hjem, et roligt Hjem med Hygge og Orden."

Og Duborg tænkte: "Ragna er den deiligste Kvinde under Solen, fin og klog; den Smule Spidsborgerlighed, hun har taget i Arv fra Hjemmet, gaaer nok af hende, naar hun bliver revet ud af de vante Forhold!"

Saa drog han hende tættere til sig, hun lagde sin Haand paa hans Skulder, og saa tænkte Ingen af dem mere.

KAPITEL XXVII

Tanterne stod opstillede paa Stentrappen, stive og stramme som Postamenter — de saae ikke nær saa menneskevenlige og gjæstfrie ud som Neveuens Cementløver — men ikke saa snart var Ragna sprungen ud af Vognen og havde givet hver af dem et Kys paa Panden, før de i samme Nu tøede op, et Par klare Taarer trillede dem ned ad de magre Kinder, de rystede paa Hovedet og udbrød i Kor:

"Stakkels, lille Ragna!"

Ragna lo og præsenterede Duborg, og efterat Tanterne havde taget Maal af ham fra øverst til nederst, fandt de, at skulde Ulykken ske, kunde Vedkommende jo have seet værre ud, og de erklærede, at han i alt Fald var velkommen paa Vennebjerg i sin Egenskab af Ragnas Forlovede.

Saa lo Duborg ogsaa, Tanterne saae fornøiet paa hinanden, og Hanne sagde: "Sine, han leer af os!" og Sine fortsatte: "Hanne, Mennesket er jo gemytligt!" og dermed var Duborg introduceret paa Vennebjerg.

— Tanterne skulde sees i deres Hjem. I Kjøbenhavn gav de kun Gjæsteroller og følte sig paa fremmed Grund, men paa Vennebjerg, hvor de var født, og hvor de havde levet deres hele, lange Liv, der passede de til Omgivelserne og Omgivelserne til dem.

Selv styrede de Bedriften uden at taale nogen som helst fremmed Indblanding: de bestemte Saaning og Høst, Kjøb af Kreaturer og Udvisning i Skoven, kort sagt, det Hele, og det gik nøiagtigt, som det havde gaaet i deres Faders Tid: i det Bed, hvor der nu var Levkøier, havde der været Levkøier i de sidste halvhundrede Aar, og gik en Busk ud, plantedes der en af samme Slags i Steden. Folkene paa Gaarden var alle gamle, Frugttræerne gamle og Kreaturerne gamle — Grossereren paastod, at de døde af Apoplexi.

Søstrenes Liv gik som et Uhrværk. Om Sommeren var de oppe Klokken Fem, om Vinteren Klokken Sex; Dagen var inddelt som en Timetabel: selv Middagssøvnen fra 1¼ til 2 var paa Klokkeslet, og i det Øieblik, de satte sig hen for at sove, sov de — "saadant Noget er kun en Vane", erklærede de.

De skiftedes for Madlavningens Vedkommende til at have Uge, men gik forresten bogstaveligt i hinandens Fodspor Dagen igjennem: fulgtes ad, naar de lugede Gulerødderne med Grossererfruens eller Ragnas aflagte Handsker paa, og fulgtes ad, naar de om Sommeren efter Middag gik et Kvarteer i Stikkelsbærrene; saa havde de, af Økonomi, Vrangen vendt ud af Forklæderne, Ansigtet var hel skjult af en mægtig Shirtings Solhat af Form som en Kyse, og hver af dem bar sin "Skallekurv", i hvilken Stikkelsbærskallerne omhyggeligt gjemtes til Hønsene.

Sommeren igjennem var der Gjæster paa Vennebjerg: gamle, hjemløse Damer, mere eller mindre havarerede Existenser, der var kommen paa Livets Skyggeside; Mille Buxbom blev regelmæssig bedt men kom næsten aldrig, for hun kjedede sig frygteligt ude paa Landet og erklærede selv, at "Luften der var hende for stærk."

Gjæsterne havde det som Blommen i et Æg, fededes systematisk og kunde gjøre og lade, ganske som de selv vilde, naar blot den rent ydre Caserneorden iagttoges.

Paa Slaget Syv om Morgenen skulde Alle være ved Frokostbordet, Klokken Tolv spistes der til Middag, og fra 1¼ til 2 skulde der være Ro i Huset. Den, der kom for sent til Bordet, havde at betale en Bøde af ti Øre, der gik til Sognets Fattigkasse, men Søstrene betalte rigtignok i de fleste Tilfælde selv Bøderne for deres Gjæster. Klokken Syv spistes der til Aften, og Klokken Otte var der staaende Dessert — Rødgrød, Smaakager eller Frugt — inde i Havestuen; det var egentlig det Maaltid, de selv satte mest Pris paa, for de var store Slikmunde, der altid hver havde sin private Krukke med Syltetøi, som de i Utide kunde tage en Skefuld af. Klokken Ti skulde Alle uden Undtagelse være i Seng, og Alt lukket og slukket, og før de selv lagde sig, gjorde de en Runde i hele Huset.

To Gange om Ugen var de og alle Gjæster paa Kjøretur i den store Char-à-banc; selv sad de lige overfor hinanden, inderst i Vognen, op til Kuskesædet, og naar de mente, der var Fare paa Færde — naar den gamle Andrees gjorde for kort en Vending ved Hovmarksveien, eller naar der i det Fjerne viste sig en Cycle — reiste de sig op og greb hver fra sin Side i Linerne. Cycler hadede de; i deres Skov var ved alle Indgangene opslaaet Placater med Indskriften "Ingen Adgang for Cyclister!" og den nærmest boende Læge havde de afskediget, fordi han havde tilladt sig at møde paa Vennebjerg pr. Hjul: "Vi vil ikke have en svedt Doctor ved vores Seng," sagde de.

Udenfor Sommertiden var der stille paa Gaarden, men Tiden gik, umærkeligt og uden et ledigt Øieblik.

Mange Timer om Dagen spandt de — alt deres Dækketøi og Linned var selvfølgelig hjemmegjort — og altid uheglet Hør; "Frøkenerne har haarde Hænder men bløde Hjerter," hed det derfor ogsaa almindeligt i Egnen. Om Aftenen skiftedes de til at rode op i Kakkelovnen med en Ildrager — det var en af de bedste Vinterfornøielser — og til at læse "Berlingske Tidende" høit fra Ende til anden, og en særlig Interesse havde da Trækningslisten, ikke fordi de spillede i Lotteriet, men de havde hver valgt sig et Nummer, og det lod de, som de spillede paa; "mit Nummer er kommet ud med Hundrede Kroner," kunde den Ene triumpherende sige, og den Anden kunde da i nedstemt Tone svare: "denne Gang har jeg ikke vundet."

For den nærliggende Landsby havde de en protegerende Interesse og stor Nysgjerrighed. Flere Gange om Aaret holdt de Middag for Honoratiores: Præst, Læge, Skolelærer og Sognefoged, og til Trods for deres afgjorte Uvillie mod Ægteskabet var det dem dog ganske umuligt at blive hjemme, naar de hørte, at En eller Anden havde gjort Barsel nede i Byen; saa skridtede de ud som et Par Landpostbude — Sine regelmæssigt bagved Hanne — gjorde Visit, saae paa den Nyfødte og bragte Moderen en Flaske Hindbærsaft. Og de Fornøielser, Egnen bød, dem tog de. Var der en Liremand i Byen, hørte de med større Fornøielse paa hans Toner end mangt et Medlem af Musikforeningen paa Concerterne, og var der Foredrag eller Oplæsning paa Kroen, sad de i forreste Række med fine Pyntekapper og fransk Langshawl paa. Naar derimod Missionsfolkene reiste deres transportable Telt paa den hellige Husmands Udlod, kom de ikke til Bønnemøderne: "Vi gaaer i Kirke," sagde de, "og ikke i Telt," og da en Totalafholdsforening omsider fik Lov af dem at holde Fest i deres Skov, blev de ogsaa selv borte, men betalte Entreen for deres Factotum, den fordrukne Smed, i det forfængelige Haab, at Talerne skulde have en heldig Indflydelse paa hans fugtige Tilbøieligheder.

Glade og taknemmelige var de altid, og selv en vis Aarstidernes Poesi kunde der falde over dem. Æblehøsten var dem en Fest — de klatrede naturligvis som Egern — det var med formelig Andagt, de første Gang efter den lange Vinter aabnede de tildækkede Havedøre og sagde: "Nu lukker vi Foraaret ind i Stuen!" og naar Hanne en Dag i Mai kunde raabe: "Sine, Sine! Jeg har hørt Gjøgen kukke!" og naar saa Sine kunde svare: "Hanne, Hanne! Jeg har seet Storken!" ja, saa kunde Enhver paa Røsten høre, at de to Gamle følte Jubelen over Vaarens Komme lige saa varmt som nogen Ung.

KAPITEL XXVIII

Saa var der Frøkenen fra Langeland, hvis Specialitet det var hver Dag at liste sig ned i Kjøkkenet forat se eller lugte sig til, hvad man skulde have til Middag, og var Missionen lykkedes, fortalte hun stolt Resultatet til de Andre.

Endelig var der Enkefruen med Datter; de var lige tynde, ens klædt og tilsyneladende lige gamle — ubestemmelig Alder. De gav Veninderne, supplerede hinandens Fortællinger og betroede hinanden, hvad de mente at have erfaret. Den største Mærkelighed var imidlertid Moderens Evne til ved Alt i Verden, hvad hun foretog sig, at give det Udseende af, at hun handlede netop saaledes, som hun gjorde, af Hensyn til sine Medmennesker, og dog gjorde hun aldrig Andet, end hvad hun havde Lyst til. Gik hun Tur, saa var det forat glæde den appetitspadserende Jomfru, og blev hun hjemme, var det forat holde den Døve med Selskab; tog hun Brystet af Anden, var det, fordi hun vidste, at Vingen var hendes Sidemands Livret, og var hun nødt til at byde en af de Andre først af Kagefadet, forstod hun, ligesom en Taskenspiller, der forcerer et Kort, ufravigeligt at faae Vedkommende til at tage den Kage, hun skulde, og lade den ligge, som hun selv vilde have. Datteren maatte, forat befinde sig fuldstændig vel, daglig kunne consumere flere Lispund høirøstet Beundring, men kneb det med Tilveiebringelsen af dette Kvantum paa anden Maade, var Moderen Mand for at levere mindst de fire.

— "Det er ikke nogen bedaarende kvindelig Modelsamling, der er her paa Gaarden," erklærede Duborg til Ragna, der sad og saae paa ham, mens han malede et Interieur af Bryggerset, hvor Ilden under Kjedlen og Solskinnet fra Vinduerne hver fra sin Side lyste paa Bryggerspigens kraftige Skikkelse. "Men det er det samme," tilføiede han, "jeg har Dig, og Du er mere end nok for mig at se paa!"

— "Hvor jeg dog fører et Driverliv!" sagde Ragna. "Det er egentlig ganske utilladeligt saadan at sidde med Hænderne i Skjødet!"

"Savner Du maaske Kontoret?" spurgte Duborg.

"Nei, jeg vil ikke sige, jeg savner det, men —"

"Da maa Du skam vænne Dig til at undvære det! Naar vi nu til Efteraaret har holdt Bryllup, saa reiser vi til Syden, og saa —"

"Skal vi have Bryllup til Efteraaret?" spurgte Ragna tøvende.

"Ja, hvad skulde vi bie efter!"

"Nei — ja, jeg tænkte kun — har vi — Du, mener jeg — faste Indtægter, saa vi kan leve?"

"Faste Indtægter!" gjentog Duborg forbauset og lod Haanden synke. "Nei — hvordan skulde en Kunstner have det?"

"Nei, det kan han vel hel heller ikke have," indrømmede Ragna, "men det er alligevel saa underligt at tænke paa!"

Saa blev der en længere Pause, men Duborg malede flittigt.

— "Er det Olie, De sidder og sviner med!" udbrød Tanterne, da de lidt efter kom forbi. "Faae ikke noget af det paa Tøiet, og vær endelig forsigtig med Billedet, naar de gaaer gjennem Dagligstuedøren, at der ikke bliver smurt noget af paa Portièren! Vandfarve er meget bedre og proprere — det lærte vi at male med i vores Ungdom, og det blev pæne Stykker, der tørrede hurtigt."

Duborg lo. Han kunde i Grunden rigtig godt lide Tanterne, men det generede ham skrækkeligt om Aftenen efter den staaende Dessert at maatte sidde en Time inde i den store, kjedelige Havestue med de faa, stilfulde Møbler, høre paa Gjæsternes Samtale og af og til selv tage Del i den.

Nogen Oplivelse bragte Pouls uformodede Ankomst. Han havde faaet Ferie og var strax taget til Vennebjerg, nærmest forat være sammen med sin nye Svoger. — "Ja, vi vil ingen Ansvar have for ham," erklærede Tanterne strax til Ragna. "Tager han ud paa Søen og drukner sig, er det paa hans egen og din Kjærestes Risico — vi kan ikke redde ham!"

Forresten morede det i høi Grad de to Gamle at høre om hans Vintertogt, navnlig om Forpleiningen ombord. — "Lutter Mandfolk, ogsaa i Kjøkkenet!" sagde de. "Gud, sikke noget Griseri, den Mad maa være! — Lutter Mandfolk, hvad skal det ogsaa blive til!"

Men Poul følte sig krænket paa Mandkjønnets Vegne og svarede:

"Det kan gjerne være, at Kjøkkenet paa Vennebjerg er renere end Kabyssen ombord, men veed I hvad, Tante Hanne og Tante Sine: naar der ligger en Krydser med, lad os sige tre Hundrede Mand ombord paa Indrerheden, og den faaer Ordre til at lette næste Morgen Klokken Fem, saa letter den; og lyder Seilordren paa, at den skal gjøre et Togt til Vestindien og anløbe Madeira paa Udreisen og være hjemme fem Maaneders Dagen efter, saa er den hjemme og stryger Commandoen til bestemt Tid. — Troer I nu ogsaa, naar det var en Krydser med tre Hundrede Fruentimmer ombord, at den kunde holde sig sin Seilordre efterrettelig? — Nei, Mænd, om den kunde, for Fruentimmer er og bliver udisciplinerede!"

"Der er Noget i, hvad Drengen der siger!" svarede Hanne, og et Øieblik efter sagde Sine: "Hvad der er sandt, skal være sandt: Poul har Ret!"

Fra det Øieblik af havde Tanterne vundet Pouls Hjerte, og han deres, og der var ikke den Ting, han ikke turde tillade sig, ja, tilsidst drev han det endogsaa til at indføre saadanne maritime Retter som Lobescowes og Bixemad paa Vennebjerg, og Tanterne erklærede ganske vist, at det saae fælt ud, men indrømmede, at det smagte godt.

— Duborgs Bryggersbillede var færdigt, og Ragna syntes naturligvis, det var udmærket.

"Ja, det er slet ikke saa galt," sagde han selv, "male kan jeg jo nok endnu, men det er alligevel Ingenting — saadant Noget kan Enhver, der vil, lære at gjøre. — Nei, det forrige — det, jeg blev forlovet paa — det kunde have blevet godt!"

"Men Du gjør det da færdigt en anden Gang — naar vi først er gift, og Du altid kan have mig som Model," sagde Ragna men blev uvilkaarlig forlegen ved sine Ord.

"Nei," svarede Duborg, "det kan jeg ikke."

"Hvad vil det sige?"

"Jo, kan Du ikke forstaa, at naar man har gjort et Billede, saa er det gjort, og saa kan man ikke gjøre det om igjen."

"Nei, det forstaaer jeg virkelig ikke — det maa jo være lettere anden Gang!"

Duborg saae hjælpeløst op paa hende. Han vidste slet ikke, hvordan han skulde forklare sig, men saa fik han en lykkelig Indskydelse, syntes han selv, og sagde smilende:

"Kan Du huske, hvad Du sagde til din Fader, da Du friede til mig?"

"Men Hans dog!"

"Du sagde: 'Der staaer en Mand, der holder af mig, og jeg holder af ham!' — Se, det kunde Du heller ikke gjøre om, og det blev skam ikke lettere at sige anden Gang end første — tvertimod!"

— "Skal det Billede nu paa Udstillingen derinde?" spurgte Tanterne siden.

"Aa, jeg veed saamænd ikke," svarede Duborg. "Jeg er egentlig helst fri for at udstille; Folk, de gaaer og gloer og forstaaer Ingenting, og saa er man dog selv alligevel i en Slags Spænding!"

"Ja, om man faaer Præmie eller ei!" afbrød Hanne ham, "det er saa rimeligt!" og Sine tilføiede: "Det kan vi saa godt forstaa, for vi var ogsaa helt æggesyge ifjor, inden vi vidste, om vores engelske Vædder havde faaet 'Hæderlig Omtale' paa Jyderup Dyrskue — det er saa sin Sag med at udstille!"

Duborg lo, saa det rungede efter, men to Dage efter sagde han til Ragna, at hun ikke maatte blive vred, men nu kunde han ikke længer holde det ud, han maatte bort.

"Dine Tanter kan jeg rentud godt lide," sagde han, "og jeg troer ogsaa, jeg kunde døie det øvrige Antikcabinet en Uge eller to endnu, naar blot den Enkefrue og hendes Datter ikke var, men de tager for meget paa Humeuret — jeg seer mig gal paa dem! De snakker jo ligefrem forat snakke, bare forat høre deres egne, sprukne Stemmer — og det lige fra Morgenstunden — nei, jeg maa væk!"

Og Duborg og Ragna reiste, og Poul med — han længtes efter Saltvand, sagde han.