Absalons Brønd

Duborg havde vendt sig om og saae næsten forskrækket paa hende.

"Men Herregud, lille Ragna," sagde han hjælpeløst som til et Barn, "hvad er der dog i Veien! Og hvor skulde jeg faae en Opgave fra? Det kan jeg virkelig ikke skaffe Dig!"

"Du skal ikke bryde Dig om, at jeg blev heftig," sagde Ragna nu roligt. "Jeg er lidt træt og lidt nerveus i den sidste Tid, men det gaaer nok over — tænk blot ikke paa, hvad jeg sagde før — hører Du!"

Det gjorde Duborg nu alligevel et Par Gange i de nærmest følgende Dage efter Tivoli Turen, men hvor meget han end tænkte — undertiden et helt Kvarteer ad Gangen — var og blev det ham dog umuligt at skaffe Ragna en Opgave.

Saa kom den imidlertid af sig selv — hun følte, at hun skulde være Moder.

KAPITEL XXXVII

Den største Begivenhed i det generalconsulige Hus var imidlertid, at Poul i April skulde op til Adgangsexamen til Søofficeersskolen.

Aftenen før den første "mundtlige Examensdag" sad han ovre hos Fru Lund og Marie, som den Aften ikke var "med". Han var i Gravstemning og var ganske sikker paa at falde; "men saa gaaer jeg til Koffardis," forsikrede han, "for til Søs vil jeg!"

Fru Lund rystede bekymret paa Hovedet og tænkte, at det vist næsten maatte være lige saa svært at komme ind paa Søofficeersskolen som at blive Klasselotteri-Collectrice, men Marie sagde:

"Aa, Pyt! Hvorfor skulde Du falde! Du har jo været flittig!"

"Ja—a, de sidste to Maaneder!"

"Naa, ja, saa gaaer det nok, Du skal bare have Courage!"

— Da det høitidelige Øieblik kom, da Poul næste Morgen gik ind ad Søofficeersskolens Port og passerede den maritime Skildvagt i Gaarden, var det med et Udtryk af overlegen Freidighed, som om det ikke kom ham ved, men Hjertet sad ham i Halsen, og da han traadte ind ad Døren og stod i Vestibulen, bankede hans Hjerte stærkere, end da han som Lærling første Gang stod til Rors.

Med Huen i Haanden traadte han ind i den store, eiendommelig stilfulde Gymnastiksal, der indtager hele Bygningens Midte, og hvorfra der er Indgang til alle Rummene i Stueetagen; foroven løber et Galleri af udskaaret Træværk, og derfra er Indgang til første Sals Rum.

Han og en anden Adgangsgast havde foreløbig god Tid til at se sig om. Gallionsfiguren af gamle "Heimdal", der var med ved Helgoland, kneiste i Baggrunden af Salen, og oppe paa Galleriet, hvor i Øieblikket den vagthavende Kvarteerchef, som sad og skrev en Rapport, var det eneste Levende, straalede i Guld og Farver danske Søheltes Vaabenskjolde lige fra Absalon til Suenson.

Saa trak Adgangsgasterne deres Nummer — Poul trak Nummer Tre.

Nummer Et kom ind i et af Klasseværelserne nedenunder, Døren lukkede sig efter ham — nu var han i Ilden!

Saa kom Nummer To — det var dog en syndig Tid, han var oppe, syntes Poul! Men Alt faaer en Ende, og det fik da Examinationen af Nummer To ogsaa — nu var det Pouls Tur!

Hvor betagen han end var af Situationen, saae han dog i et eneste Nu hver Enkelthed i Værelset for sig: Skabet med Modeller og Projectilprøver, Rammerne paa Væggen med artilleristiske Tegninger og — først og sidst — Examinator og de to Censorer ved det grønne Bord.

Alt løb rundt for ham, da han satte sig ned, men lige saa snart han hørte sin egen Stemme, var al Benouelse som blæst væk, og han klarede sig meget anstændigt.

Og som det gik den første Dag, gik det de følgende. Meget stiv i Papirerne var Poul ikke noget Sted, men han dummede sig ikke mere end nødvendigt, og da han hørte til de Lykkelige, hvis blotte Fremtræden uvilkaarlig virker behageligt, hjalp det vel ogsaa: han blev virkelig en af de tolv Aspiranter, der skulde gjøre Sommertogtet med Cadetcorvetten. Nu gjaldt det altsaa blot om at være blandt de Flinkeste ombord, "og det skal jeg nok blive," sagde han til Fru Lund og Marie, "saa til Efteraaret er jeg Cadet og har Dolken ved Siden!"

KAPITEL XXXVIII

I sin Nød henvendte hun sig da til Maries gamle Læremo'er, til Mille Buxbom. Og Mille Buxbom, der nu var reduceret til fem Børn, sendte midt i Skoletiden Bud ned til Terndrup, som hun altid pleiede, og bad ham komme op strax.

Terndrup var imidlertid ikke hjemme, og paa hans Dør stod ikke den sædvanlige Placat med Paaskriften "Kommer strax!" men en ny, hvorpaa læstes: "Forretningen lukket paa Grund af Begravelse." Det var første Gang, Mille Buxbom oplevede det — Terndrup gik jo ellers aldrig til Begravelse! Hvem kunde det være, der blev begravet!

Havde hun spurgt Terndrup selv, var hun neppe bleven synderlig klogere, men havde hun spurgt Berner, kunde han nok have givet visse Oplysninger. Han havde nemlig i Løbet af Efteraaret og Vinteren oftere seet den samme Begravelsesplacat paa Terndrups Dør, og da han ikke kunde forstaa, hvorfor just hele hans gamle Vens meget indskrænkede Bekjendtskabskreds skulde gaa hen og dø paa omtrent samme Tid — der var jo dog ikke Pest i Byen — havde han lirket og frittet saa længe, til Terndrup omsider, meget tøvende, var gaaet til Bekjendelse og havde maattet tilstaa, at Begravelsen kun betød, at han var "ude med sin Bøsse", som han kaldte det.

"Seer De," sagde han, "jeg lovede mig selv ovre i Jylland aldrig mere at røre en Bøsse — men her er vi jo paa Sjælland, og her gjælder Jydske Lov ikke. — Jeg kan sgu ikke længer lade det Skyderi helt fare," lagde han til, "det er Jægerblodet — enten har man det, eller ogsaa har man det ikke — men jeg gaaer begribeligvis kun, hvor jeg har Lov til det — det kan De stole paa!"

— Den Maidag, Mille Buxbom sendte Bud efter Terndrup, var han ude i Sundet efter Knortegjæs sammen med fire Andre — Jægere finder jo altid hinanden, hvor stor saa Byen er — men næste Dag var der ingen "Begravelse", og han stillede derfor efter Anmodning oppe paa Kvisten.

Først converserede Jomfruen ham om Familiepapegøien, af hvilken Oldefaderens Røst endnu talte, men svagere og hæsere. — "Poppe bliver gammel," sagde hun, "jeg beholder ham vist ikke længe, og det er lige saa meget som et Tab af tyve Kroner om Aaret, naar han gaaer bort. — Troer De, der er Noget at gjøre ved ham, Terndrup?"

Terndrup foreslog ti Draaber amerikansk Olie, og det bedst begavede og flittigste af de fem Børn blev strax sendt hen paa Hjorteapotheket efter det foreskrevne Medicament.

"Skriv nu flinkt paa Tavlen imens, I smaa Guds Unger," sagde hun opmuntrende til de resterende fire Børn, "og sæt De Dem i Lænestolen, lille Terndrup, jeg har noget meget Vigtigt at tale med Dem om!"

"Hvis Lænestol er det for Tiden, jeg sidder i?" spurgte Terndrup. "Er det nu Pastor Knastrups eller Pastor Jespersens, eller er de i Compagni om den?"

"Aa, Passiar!" svarede hun vrippent. "Pastor Jespersen er jo forflyttet til Jylland — han er dem forresten vel undt derovre! — og Pastor Knastrup har jeg ikke hørt det sidste Aar. — Nei, om Gud vil, er det jo rigtignok min Mening, at Præsten ved tysk Kirke skal have Lænestolen — men han bliver nødt til at koste nyt Betræk til den!"

"Det gjør han vist! — Men gaaer De nu i tysk Kirke, Jomfru?"

"Ja, jeg gjør saamænd — sommetider i alt Fald. Man forstaaer dog næsten altid Noget af, hvad Præsten siger — han har en deilig stærk Stemme — og saa er det saa nemt at faae en god Plads i tysk Kirke — det er en vigtig Post! — Men hvad jeg vilde sige, har De hørt det med lille Marie?"

Nei, Terndrup vidste Ingenting, og saa fortalte Jomfruen, at Marie maatte paa Landet og have mere Blod, sagde Doctoren, men Fru Lund vidste ikke, hvor hun skulde faae hende anbragt, og saa havde hun, Mille Buxbom, tænkt sig, om ikke Frøkenerne paa Vennebjerg vilde tage hende i Ferien, og vilde nu spørge, om det ikke kunde gaa an at bede dem om det.

Jo, det mente Terndrup godt det kunde, Mille skrev til Vennebjerg, og Søstrene svarede, at Pigebarnet skulde være velkomment.

KAPITEL XXXIX

Det havde Mille Buxbom ogsaa ganske rigtigt skrevet men derimod klogeligt fortiet, at hun var ved Balletten, vel vidende, at de Gamle i saa Fald aldrig havde indladt sig paa at huse et efter deres Mening moralsk fordærvet Pigebarn, der snarere hørte hjemme paa Flakkebjerg end paa Vennebjerg.

— "Nu maa Andrees kunne være her med hende," sagde Hanne, der jo altid var lidt forud.

"Nei," svarede Sine, "før om fem Minuter kan Vognen ikke komme."

"Jo, den skulde have været her nu, men der er formodentlig skeet en Ulykke — ikke med Andrees, men med Jernbanen!"

Det troede Hanne nu altid, der var, men heldigvis spaaede hun ved denne som ved alle andre tidligere Leiligheder feil, for et Øieblik efter svingede Andrees ind i Gaarden og holdt nedenfor Stentrappen.

— "Hun er jo sød!" udbrød Søstrene ganske ugeneert, ligesom hun var kommen af Vognen.

"Men Du er meget større, end vi havde tænkt os," tilføiede Hanne. "Hvor gammel er Du?"

"Tretten Aar."

"Og hvad hedder Du?" spurgte Sine.

"Marie."

"Herregud, Marie! Det hed Væverens Datter, der døde ifjor, jo ogsaa!"

"Naa, Velkommen til Vennebjerg!" lød det i Kor.

"Og nu skal Du se dit Værelse og din Seng," sagde Hanne.

"Men jeg vil være med at vise det!" erklærede Sine, og saa fulgtes de alle Tre ad.

Marie syntes, det var meget for pænt Altsammen til hende, sagde hun med straalende Øine, Søstrene puffede fornøiet til hinanden, og saa skulde den ny Gjæst vises om i Hus og Have.

— "Nei, hvor den er stor!" sagde Marie om Havesalen. "Den er jo lige saa stor som Ballettens Foyer!"

"Som hvad for Noget?" spurgte Hanne forbauset.

"Som Ballettens Foyer," gjentog Marie.

"Kjender den ikke!" sagde Søstrene, og saa gik de ud i Haven.

— "Aa, hvor her er kjønt!" udbrød Marie. "Saadan en Have har jeg aldrig seet — den er ligesom anden Act af 'Eventyr paa Fodreisen'."

"Hvad er det for noget underligt Noget, Barnet gaaer og siger!" sagde Sine, og Hanne rystede paa Hovedet. "Anden Act af hvad for Noget?"

"Af Hostrups 'Eventyr paa Fodreisen'," svarede Marie, der blev hel betuttet. "Kjender De ikke det Stykke?"

"Nei! Vi har ikke Noget med Komedie og Linedansere at gjøre — men hvor i al Verden veed Du alt saadant Noget fra?"

"Men, Herregud, jeg er jo ved Balletten," svarede Marie troskyldigt.

"Ved Balletten!" formelig raabte Søstrene og slog Hænderne sammen. "Ja, det kunde man jo have tænkt sig, at naar Mille anbefalede os et Pigebarn, saa maatte det være en Badutspringerske — naturligvis! — for der er Gjøglerblod i Mille! — Du forbarmende Gud! Et Balletbarn her paa Vennebjerg!"

Marie havde Øinene fulde af Taarer, og det saae et Øieblik ud til, at hun skulde briste i Graad, men hun tog sig sammen, reiste Hovedet og sagde:

"Det er meget kjedeligt, at Jomfru Buxbom ikke har skrevet til Dem, hvem jeg var, og hvad jeg var, men jeg har rigtignok aldrig før vidst, at der var nogen Skam i at være ved Balletten — tvertimod, jeg er stolt af det! Jeg veed nok, at Danserinder i andre Lande maaske ikke har saa godt et Navn paa sig, men er det andre Steder en Plet paa en ung Pige at være ved Balletten, saa er det en Ære at være det i Kjøbenhavn, ved Bournonville's Ballet, ved det kongelige Theater — det veed jeg ogsaa! Og jeg har ikke tigget mig paa her hos Dem — De har bedt mig, og jeg troede, jeg var velkommen, som De ogsaa før sagde, jeg var; men det er jeg altsaa ikke, mærker jeg nok, og saa beder jeg blot om at maatte blive kjørt til Stationen igjen — jeg kan ogsaa godt gaa, hvis De vil sende mit Tøi efter mig — og saa tager jeg hjem til min Moder, til mit eget, gode Hjem!"

"Pigebarnet har fuldstændig Ret, Sine!" udbrød Hanne, og neppe havde hun faaet det sagt, før Sine busede ud med et lige saa fuldtonende: "Hanne, det er vist og sandt, hvert Ord, hun siger!" og i Kor kom det saa: "Vi er to gamle, ufornuftige Mennesker, der staaer her og snakker op om, hvad vi ikke har mindste Forstand paa! Vi har været een Gang i vores Liv paa en Variété, og det tiltalte os ikke; Ballet har vi aldrig været paa, men nu vil vi saamænd ikke gaa i Graven uden at have seet en, det er sikkert!"

"Din lille Stakkel!" sagde Hanne og kyssede hende to Gange, Sine gjorde det Samme, saa græd de lidt alle Tre, og dermed var Venskabet sluttet — for bestandig.

Om Aftenen, da Marie var kommen i Seng, listede de to Gamle sig sagte ind forat se til hende — jo, hun sov! Og Hanne saae paa hende og sagde: "Søster!" — det sagde Vennebjergerne nu kun til hinanden ved høitidelige Leiligheder, eller naar de var meget rørt — "Søster! Hun ligner en Guds Engel!" Og Sine svarede: "Det gjør hun! — Gamle Mille skal ogsaa have en Spegepølse og en Sødmelksost imorgen, fordi hun har sendt os Barnet!"

De nærmest følgende Dage bragte idel Glæde for alle Parter. De Gamle kunde ikke blive træt af Maries Fortællinger om Livet paa Theatret, Kameraterne, Prøver og Forestillinger, og det ene Øieblik imponeredes de af at høre hende tale ud fra den Verdenserfaring, Skuespillene havde givet hende, ret som om hun var en voxen Dame paa mindst tyve, det næste Øieblik slog de Hænderne sammen over hendes Uvidenhed om Alt, hvad der blot laa udenfor Scenen.

Naturen kjendte hun jo egentlig slet ikke Noget til, havde kun en dunkel Anelse om den. Hun mindedes en Foraarsdag, da hun som ganske Lille havde været inde i Kongens Have og der seet et stort Bed med Hundreder af spættede Crocus, som Solen skinnede paa; det Bed var efterhaanden blevet hende Udtryk baade for Foraar, Farvepragt og al Sydens Herlighed, og hver Gang hun siden paa Theatret saae en tropisk Decoration med Palmer, Magnolier og Lianer, maatte hun bestandig tænke paa de spættede Crocus inde i Kongens Have.

Bagtepper og Sætstykker, det var iøvrigt hendes Natur og hendes Landskaber, og uvilkaarligt sammenlignede hun nu ude paa Vennebjerg Alt med Scenen: bryggede Mosekonen nede paa Engen, mindedes hun strax om "Et Folkesagn", og lærte Søstrene hende at klatre til Veirs i det store Kirsebærtræ, tænkte hun paa Zerina og Zeretta i "Alferne".

— "Nei, hvad er det, der løber?" spurgte hun en Dag meget interesseret.

"Det er jo en Hare, Barn!"

"Tænk, kan den løbe saa hurtigt! — Ja, jeg kjender ellers godt Harer: jeg har seet mange af dem hænge udenfor Generalconsulens Kjøkkenvinduer!"

"Hvad for en Generalconsul?" spurgte Søstrene og spidsede alle fire Ører.

"Generalconsul Lange — der, hvor vi boer i Baghuset!"

"Vores egen Brodersøn! Nei, boer Du der!"

Denne Oplysning blev jo ganske naturligt Udgangspunctet for en hel Række interessante Samtaler om den generalconsulige Familie, og Alle Tre enedes om at gjøre mest af Ragna og Poul — Tanterne dog mest af Ragna, Marie af Poul.

Ud i den lille Skov kom de, hvor Alt undtagen Cyclister frededes — der saae de et Stykke Raavildt — og ned til Søen gik de, hvor Søstrene lærte hende at fiske og skiftedes til at sætte Orm paa Krogen for hende. Bredden var flad og deilig fintsandet, som gjort til at soppe ud fra, og Marie tog Sko og Strømper af og vadede ud mellem Sivene — det havde hun naturligvis heller aldrig før prøvet.

"Sine," sagde Hanne imens, "vi har aldrig i vores unge Dage danset med korte Skjørter, det veed Gud — men lad os være enige om, at vi heller aldrig har havt saadan et Par Ben at vise frem!" og Sine svarede:

"Nei, Hanne, det har Du Ret i: vores Ben har altid været lige op og ned som Portstolper — det var Faconen, der manglede!"

Og da Marie kom iland og satte sig i Græsset hos dem forat trække Strømperne paa, kunde Hanne ikke dy sig men udbrød:

"Det var dog en nydelig lille Fod, Du har, Barn!"

"Aa, den er slet ikke saa pæn," svarede Marie ganske roligt og saae selv ned. "Nei, saa skulde De se Ellen Haudrups Fod: Vristen er saa høi og Svanget saa stort — aa, den er ligefrem deilig! Hun kunde spille 'Trilby', kan De tro!"

"Kjender det ikke!" lød Koret.

"Og saa er hun saa udværts," vedblev Marie, faglig begeistret, "og der Ingen, der har saadanne Taaspidser som hun ved hele Theatret!"

"Ikke!"

"Nei, ikke Een!"

"Ja, vi har da ellers ogsaa lært at danse, da vi var unge," sagde Hanne. "Vi gik til Trinøvelser hos Mamsell Pitoretti — hun var meget bekjendt i sin Tid. Der var en Dans, der var saa anstændig og saa rolig — men den var meget svær, saa vi fik den aldrig rigtig lært — den hed Menuet, kjender Du den?"

Om Marie kjendte Menuet! Hun helmede da heller ikke, før hun om Aftenen fik det gamle, forstemte Klaveer i Havestuen, der ikke havde været rørt i tyve Aar, lukket op; Sine maatte med stive Fingre og med et Anslag, som om hun tærskede, spille Menuetten af "Elverhøi", Marie dansede, og de Gamle græd — det var en skjøn Aften!

— Der var ikke gaaet en Uge, før Marie kunde vikle hele Vennebjerg — Søstrene først og fremmest — om sin lille Finger. Hun fik sin egen private Syltetøiskrukke, af hvilken hun kunde slikke i Utide, den gamle, blinde "Fido", der ellers altid saa vidt muligt bed Folk i Benene, strøg sig op ad hende, og Andrees vilde paa Kjøreturene helst have hende op ved Siden af sig paa Bukken, hvor han ellers ikke taalte Nogens siddende Nærværelse.

Hvor man gik, og hvor man stod paa Vennebjerg, hørte man, at der blev kaldt paa Marie — Marie her og Marie der — og en frisk, klokkeren Latter lød hundrede Gange om Dagen gjennem Haven og Lunden, over Markerne og Søen, og saadan en Latter havde Ekkoet derude aldrig før kjendt, saa det gjorde sig en særlig Fornøielse af at gjentage den saa længe og saa kjønt som muligt — det sagde i alt Fald Hanne.

— Saa kom de sædvanlige Sommergjæster, og Marie blev udtrykkeligt præsenteret for hver enkelt af dem som vordende Danserinde ved det kongelige Theater — de Gamle syntes ligefrem at være stolte ikke blot af deres Gjæst men ogsaa af hendes Livsstilling, og Gud naade Den, der havde vovet at kimse ad den! Men det var der heller Ingen, der gjorde, og i Løbet af et Par Dage var Marie lige saa indgaaet med hele "Antikcabinettet" som med de to Værtinder selv. Hun gik Tur med den appetitspadserende Jomfru og hørte hver Morgen hendes Drømme, Frøkenen fra Langeland betroede hende Spisesedlen, før nogen Anden fik den, den Døve satte strax Trompeten for Øret og smilede over hele Ansigtet, saa snart Marie blot viste sig i det Fjerne, og selv Enkefruen og hendes Datter beundrede — foruden hinanden — tilsidst ogsaa hende.

Hver eneste Dag bragte noget Nyt — noget Morsomt eller noget høist Interessant. Snart var Marie med "Tanterne" — som Søstrene nu bestemt forlangte, at hun skulde kalde dem — oppe paa Kirkegaarden forat luge deres Gravsted — det skete regelmæssigt en Gang om Maaneden — og paa Hjemturen plukkede de Perikum paa Grøftekanten; snart var hun med ude at røgte Ruserne i Søen eller nede i Byen hos Smeden, der desværre stadig drak men stadig var Vennebjergs tekniske Factotum.

En Dag var det Regnveir, og Tanterne udgød sig i Forbitrelse mod Metereologisk Institut. — "Veiret er slet ikke blevet bedre, siden vi har faaet det," sagde de, "og hvordan det er eller ikke er, saa veed man nu aldrig mere Besked: Veiret retter sig ikke længer efter Barometret, og Barometret ikke efter Veiret — der er Kludder i det!"

Stemningen inden Døre var formelig lidt trykket paa Grund af Dagregnen, men saa opdagede Hanne, da "Berlingske" kom, at hun havde vundet to Hundrede Kroner paa sin imaginaire Lotteriseddel, og i denne glædelige Anledning gav hun Æggepunsch om Aftenen. Alle maatte de skiftes til at "røre" — Enkefruen og Datteren benyttede Leiligheden til i høie Toner at berømme hinandens Ihærdighed — og saa drak man og blev saa gemytlig, at Klokken virkelig blev fem Minuter over Ti, før Tappenstregen gik, og alle de gamle Mennesker kom mere eller mindre omtaagede i Seng og sov over sig næste Morgen, saa Hanne og Sine maatte betale adskillige Mulcter for deres Gjæster.

En anden Aften kom Capellanen paa Besøg. Han var jo temmelig pietistisk, og den Dag var Tanterne paa Forhaand endnu mere krigersk stemt imod ham, end de pleiede, for de havde nylig seet et Avertissement fra ham i det stedlige Organ, hvori han til November ønskede sig "en troende Barnepige og en from Kjørehoppe", og den Sammenstilling havde de taget ham meget ilde op. Han kom ellers forat bede om et Bidrag til et Varmeapparat til Kirken, men det gik ogsaa galt. — "Varmeapparat!" udbrød Søstrene forargede. "Vi fryser aldrig om vores Fødder, og fryser vi, saa mærker vi det ikke, naar vi er i Guds Hus — og hører en ordentlig Prædiken, vel at mærke! Nei, vil De have Bidrag til et Orgel, det kan De faae — og vil De sidde ned og have en Portion Rødgrød, saa kan De ogsaa — værsaaartig!"

Selv det, som i og for sig slet ikke var morsomt men nærmest det modsatte, havde ude paa Vennebjerg i Maries Øine et fornøieligt Præg. Som f. Ex. den Mavepine, Tanterne pludselig fik — de fik, naturligvis, Mavepine, som alt Andet, i Pluralis og nøiagtigt paa samme Tid. Andrees blev strax sendt efter Huslægen — ikke Cycledoctoren, men den rigtige, der boede en halv Mil længere borte — "for har man en Doctor," sagde de, "saa er det ogsaa simpel Høflighed mod ham at sende Bud, naar der er Noget i Veien, ikke fordi han kan hjælpe, men fordi det maa være ham en Behagelighed dog at have gjort Noget for sit Nytaarshonorar" — men inden Doctoren kom, spiste hver af Patienterne en stor Portion Stikkelsbær, da de gik ud fra, at det Første, Doctoren vilde paabyde, var Diæt, "og hvad Doctoren siger, det skal man gjøre!" — Naa, næste Dag var Tanterne naturligvis raske igjen, og Alt gik sin daglige Gang.

Da Ferien omsider var til Ende, fik Fru Lund en rødmusset Datter hjem i Store Kongengade, og Marie medbragte, foruden adskillige gode Sager, en staaende Invitation til alle Ferier — men ude paa Vennebjerg gik de to Søstre rundt og syntes, at der var saa tomt paa Gaarden.

KAPITEL XL

Men med det, mente Berner, havde det lange Udsigter; der var saa Meget, der endnu maatte undersøges og constateres, Huller skulde udfyldes, og nye Oplysninger tilveiebringes. — "Jeg har jo ikke engang fundet den sorte Rotte!" sagde han med et Smil.

"Og heller ikke faaet Klarhed over den italienske Kløver," supplerede Holst, "nei, det veed jeg! Men De er alt for samvittighedsfuld, alt for nerveus og —"

"Er jeg nerveus," svarede Berner, "saa er det Tidens Skyld. — Men hvad er det, som gjør Tiden nerveus? Det er Jernbaner og Telegrapher, Telephoner og elektriske Ringeapparater, og, fremfor Alt, Smaabladene!"

"Smaabladene!" gjentog Holst. "De læser dem jo ikke!"

"Jeg ikke, men næsten alle Andre. Seer De, naar en russisk Krydser i vore Dage løber ud af Kronstadts Havn, saa telegrapheres det Verden rundt, og Aviserne har strax en Spidsartikel med Overskriften 'Europa i Flammer', og forefalder der idag et mistænkeligt Sygdomstilfælde i Constantinopel, har Smaabladene imorgen i alle Kjeldervinduer Reclamesedler med Ordene: 'Pesten nærmer sig!' Det gjælder jo kun om at hidse, om at lave Panik, og den Slægt, der fra Barndommen af er voxet op under den Slags Paavirkninger, den bliver nerveus!"

— "Der var da ellers et Par, som ikke saae ud til at lide under Tidens Daarligheder!" udbrød Holst.

Det var Poul, som i Cadetuniform hilste paa Marie. Hun blev rød i Hovedet, og Begge saae lige straalende, lige ungdommelige ud.

Berner vendte sig om efter dem, smilte og svarede:

"Det har De Ret i! — Men veed De, hvad jeg troer, der er de Tos Lykke?"

"Nei!"

"At de er dygtige og sunde Gjennemsnitsmennesker — hverken mere eller mindre!"

"Skal det være en Lykke?"

"Ja, ubetinget! — Og det er fremfor Alt en Lykke for Samfundet: det kan nemlig ikke leve paa Genierne alene!"

Et Øieblik efter skiltes Holst og Berner.

KAPITEL XLI

Julius havde forresten igjen opgivet at blive "Professional" og interesserede sig nu væsentlig for Brydekampe og Athletpræstationer; han havde anskaffet sig en hel Mængde Jernlodder og Stænger og fortalte daglig sine — i Reglen uinteresserede — Medmennesker, hvor mange Pund han nu kunde "stemme" et vist Antal Gange.

— En Søndag, da Poul var hjemme, sad han og Julius alene i Dagligstuen, Hver i sin Lænestol, og stiklede paa hinanden — det gjorde de hver Søndag.

— "Det maa være en rar Levevei at være Officeer!" sagde Julius.

"Ja, det er da i alt Fald bedre end at være Sports-Laban," svarede Poul.

"Veed Du, hvad jeg synes," vedblev Julius, "jeg synes, det er ynkeligt for et lille Land at ville starte med saadan en Klat tillands og tilvands, som vi har; for Verdensmesterskabet, det er hos Stormagterne, og den Record, de har sat, den kan vi sgu ikke slaa!"

"Vi skulde maaske afvæbne, hvad?"

"Ja, Du troer vel ikke, vi kan staa os mod en Stormagt!"

"Nei, det troer jeg ikke, men vi kan vel først mule Hvem det skal være nogenlunde af med en god Villie, før vi selv maa stryge, og det er da altid en Tilfredsstillelse!"

"Er det en Tilfredsstillelse?"

"Ja, det veed Gud, det er!"

— Saa kom Generalconsulen.

"Aa, Poul, maa jeg tale lidt alene med Dig," sagde han.

"Det vil vel ikke sige, at jeg skal forlade Localet?" spurgte Julius.

"Jo, det vil!"

"Skal man nu jages ud af sine Forældres Stue for saadan en Søofficeersspire!"

"Dy Dig lidt, din Cyclebølle!" replicerede Poul.

"Ja, jeg gaaer ikke," erklærede Julius, "jeg sidder godt, hvor jeg er!"

Faderen snærrede ad ham som en Lænkehund, men det endte dog med, at han og Poul gik over i Kontoret og lod Julius beholde Valpladsen.

— "Sig mig, Poul," begyndte Generalconsulen, efterat have laaset Døren, "har I havt nogen Generalconsul ombord paa Turen?"

"Nei — jo, det er sandt: vi havde een i Havre!"

"Naa, og hvordan blev han saa modtaget?"

"Han blev naturligvis pænt modtaget og fik en bedre Frokost hos Chefen o. s. v., men hvad han fik, det veed jeg ikke, for jeg var ikke inviteret med!"

"Aa, jeg bryder mig Pokker om Frokosten, men jeg mener, hvordan han ellers blev modtaget, med hvad Ceremoniel?".

"Naa, saadan! Jo, han fik naturligvis baade Salut og Faldereb og —"

"Faldereb?"

"Ja, Honneur, da han kom ombord!"

"Naa, ja, vel! Men Salut — skyder de Kanonerne af lige over Hovedet paa En?"

"Ja, hvor skulde man ellers skyde?"

"Nei, det er ogsaa sandt. — Knalder det svært?"

"Ja, det er ligesom man tager det — vi skyder ikke med brugt Krudt!"

"Nei, det knalder sgu vist ækelt! — Jeg troer, jeg vil gaa et Par Gange ud paa Amager i Nærheden af faste Batteri og øve mig i at staa for Skud!"

"Hvorfor det?"

"Herregud, fordi, fordi — ja, jeg kan jo gjerne betro Dig det: jeg har officiel Meddelelse om, at Yocobora til Foraaret sender en Krydser herop for at vise Flaget."

"Det var som Fanden! — Har de nogen Flaade?"

"Ja, de har da een Krydser — de kjøbte den af Honduras ifjor!"

"Sikke Sjov! — Men det maa jo være sorte Officerer!"

"Hvad for Noget?"

"Ja, er det ikke en Negerrepublik?"

Generalconsulen saae et Øieblik usikkert paa Sønnen, men Denne vedblev:

"Nei, det er sandt: det er nok Haïti! — Men gjør Dig nu bare ikke til Grin, Fader!"

"Maa jeg frabede mig dine Næsvisheder! — Tag ikke Exempel af din Broder Julius!"

"Nei, det skal jeg nok hytte mig for!"

"Og saa taler Du ikke et Ord til Nogen om, hvad jeg har betroet Dig — det er Statshemmeligheder, hører Du!"

Poul førte Skarpen af sin høire Haand over Halsen og sagde: "Amager!" — det var den kraftigste Edsformular, han kjendte — saa blev han dimitteret, og Generalconsulen satte sig ned og begyndte for halvtredsindstyvende Gang paa Begyndelsesgrundene af den spanske Formlære, som han paa egen Haand studerede forat kunne byde Yocobora's Søofficerer Velkommen til Kjøbenhavn paa deres eget Maal.

KAPITEL XLII

"Aa, Faderen er der da i alt Fald ikke noget særligt at være stolt af!" sagde Generalconsulen haanligt. "Han begik Toldsvig og adskilligt Andet, og havde han ikke været saa fornuftig at dø i Tide, var han endt i Forbedringshuset!"

Det blev et langt Besøg, Vennebjergerne aflagde hos Fru Lund. De maatte jo fortælle Marie om Alt, hvad der var foregaaet paa Gaarden og i Egnen, siden hun reiste, og det var Meget! Husjomfruen havde faaet en Tand trukket ud, Cycledoctoren var væltet med sin Helvedesmaskine og havde forstuvet Foden, Capellanen frøs i Kirken, og der var to Streifdyr i Lunden. Men det Bedste, de havde at melde, kom tilsidst: de ventede bestemt baade Marie og hendes Moder Lille-Juleaften — Marie kunde jo i alt Fald blive til anden Juledags Morgen.

Havde Generalconsulens Forbauselse været stor, da hans Tanter gjorde Visit i Baghuset, blev den endnu større, da de næste Dag erklærede, at de vilde i det kongelige Theater om Aftenen.

"I Theatret!" udbrød han. "Næste Gang vil I formodentlig i 'Figaro!' Hvordan er I pludselig bleven saa forlystelsessyge!"

Jo, de vilde da se en Ballet, der hed "Fjernt fra Danmark", for i den dansede Marie Noget, der hed Eskimodansen, og da samme Ballet, efter hvad de havde hørt, til Dels foregik ombord paa en dansk Orlogsmand, og da Poul, efter hvad de ligeledes havde erfaret, kjendte Marie og var hendes gode Ven, havde de inviteret ham med.

"Vil I ikke hellere have Julius med?" spurgte Generalconsulen. "Jeg synes, I pleier at bruge ham til Fører paa Jeres Udflugter, og ham har I da ogsaa mere Nytte af!"

Generalconsulens Forslag var ikke blot en Spydighed men skyldtes forsaavidt ogsaa Beregning, som han efterhaanden var kommen til det Resultat, at Julius vistnok vilde egne sig bedst til Landmand — d. v. s. til at være borte fra Hovedstaden — og den kjærlige Fader haabede nu saa smaat paa ved forsigtig og stadig Lirken at kunne bringe Tanterne til i saa Fald at testamentere ham Vennebjerg.

Men Forslaget vandt ingen Tilslutning: det blev Poul, Tanterne tog med sig i Theatret — i første Parket.

Ligesom der blev lukket op, stillede de og sad omtrent ene Tre i det store, endnu kun halvt oplyste Theater.

— "Da vi i vores Ungdom kom i det gamle Komediehus," sagde de, "saa sad vi der allerøverst oppe under Loftet — er det ikke bedre?"

Nei, Poul forklarede dem, at de sad paa bedste Plads.

"Ja, det er maaske ogsaa lovlig høit til Veirs," indrømmede Hanne, "men næste Gang, vi kommer her, vil vi sidde deroppe til Venstre, lige ved Forteppet," og Sine var ganske af samme Mening.

"Men det er jo Kongelogen!" svarede Poul og lo.

"Nei, er det Kongelogen!" udbrød de i Kor og var ikke langt fra at reise sig op og neie for den tomme Loge. "Mon Kongen ogsaa kommer iaften og seer Marie?"

Ja, det vidste Poul jo ikke, men nu begyndte der at komme Folk, saa han maatte tysse paa dem.

— "Der er hun!" sagde Sine, da Marie viste sig paa Scenen — mod al Sædvane var det Sine, der denne Gang paa Grund af sit skarpe Syn havde den første Replik.

"Lad mig se!" svarede Hanne og laante Pouls Kikkert. — "Ja, det er hende!"

Efter Eskimodansen klappede Søstrene for, som var det Banketræer og ikke Hænder, de arbeidede med, og skjøndt Poul var mindst lige saa begeistret som de to Gamle, dreiede han sig dog til Siden og lod, som om han ikke kjendte dem.

— "Gaaer det nu saadan til ombord?" spurgte Hanne ham paa Hjemveien.

"Ja, for saa er det alligevel nettere, end vi troede," bemærkede Sine.

"Nei, ikke altid!" svarede Poul og lo.

— "Veed Du, hvad jeg vilde være, min Dreng, hvis jeg var et ungt Mandfolk?" spurgte Hanne lidt efter, og Poul svarede Nei men ventede, at Tanten, imponeret af den maritime Ballet, vilde sige saadan Noget som Cadet eller Søofficeer.

Hanne sagde imidlertid til hans store Forbauselse: "Jeg vilde være forelsket i Marie!" og Sine sagde: "Det vilde jeg ogsaa!" hvorpaa Poul erklærede, at der jo heller ikke var Nogen, der vidste, om et ungt Mandfolk ikke var det.

Saadan endte den bevægede Aften, og saa opfyldt var Vennebjergerne af, hvad de havde seet, at det varede mindst ti Minuter, efterat de var gaaet iseng, inden Nogen af dem sov.

— Næste Dag var de hos Mille Buxbom.

De var usædvanlig mildt stemt overfor hende og enige om, at man i Grunden ikke kunde være hende taknemmelig nok, fordi det var hende, der havde skaffet dem Bekjendtskabet med Marie.

Da de kom op paa Kvisten, traf de der til deres Forfærdelse to rigtige, sorte Nonner, som imidlertid strax anbefalede sig og gik.

"Mille, Mille!" raabte de og hævede i samme Tempo advarende Pegefingeren. "Er Du bleven Katholik?"

Mille saae uhyre sønderknust ud, men erklærede da, at hun ikke var Katholik; de to "Søstre" besøgte hende af og til — det var saadan et Par velsignede Mennesker — og de talte sammen, og de drøftede aandelige Ting sammen o. s. v.

"Mille, Mille!" lød det igjen formanende. "Skal Du, gamle Menneske, nu gaa rundt og knixe for Helgenbilleder og krydse Dig af, og stænke Dig med Vievand — fy, Du maa skamme Dig, maa Du! Og nu skal Du vel ogsaa staa Skrifte for en eller anden Jesuit eller Sortebroder! — Ja, skulde Du skrifte, hvor tidt Du i din Ungdom har været forliebt i en Badutspringer, saa blev det nok et vidtløftigt Skriftemaal!"

Omsider forlod de, til Milles store Lettelse, Confessionsspørgsmaalet; hun fik Lov at byde Kaffe, og Samtalen bevægede sig i nogen Tid om Marie. Derfra gik den over til hendes Moder og saa til Faderen. — "Om det var sandt, hvad de havde hørt, at han paa det Sidste havde siddet arresteret for Toldsvig?" — Jo, det havde han da, indrømmede Mille, men Fru Lund var fuldt og fast overbevist om, at der var skeet Manden den blodigste Uret, og paastod altid, at han lige til sin Død havde erklæret, at han var uskyldig i det, han sad for. — "Det paastaaer Mandfolk nu altid," sagde de, "men derfor kan han jo gjerne have været uskyldig!"

Tilsidst drøftedes Jomfruens egne Affairer.

Hun havde nu kun to Børn tilbage, og da det ene antoges at ville gaa ud til Nytaar, maatte hun indrømme, at der jo ikke godt kunde være Tale om at fortsætte Skolen.

"Hvad hun da saa havde tænkt paa?"

Ja, Mille havde naturligvis egentlig ikke tænkt paa Noget, men man læste jo dog i Aviserne om saa mange Legater og Stiftelser og —

"Vaas!" sagde Vennebjergerne. "Nei, Du maa sættes i Huset paa et godt Sted, og hvad Du ikke faaer paa anden Maade, det betaler vi! — Se nu blot at finde et passende Sted!"

Næste Morgen reiste Vennebjergerne hjem.

KAPITEL XLIII

Først talte hun om Løst og Fast, om Marie og Vennebjerg og Alt, hvad hun havde hørt derudefra; om tysk Kirke, som hun havde forladt, og om Madam Asters, som havde været der den foregaaende Dag.

Pludselig faldt Terndrups Øie paa et nyt Skilderi henne over Commoden, og da han reiste sig forat se, hvad det var, skyndte Jomfruen sig halv forlegen at sige:

"Det er saamænd ikke Andet end den hellige Barbara!"

"Naa, er det det," svarede Terndrup. "Hvor kommer De ellers til hende? Er det fra en Auction?"

"Gud, Nei, jeg har faaet hende af Søster Veronica!"

"Hvem er hun?"

"Det er et velsignet Menneske! — Hvem der blot var som hun!"

"De tænker da ikke paa at tage Sløret, Jomfru? Er De ikke lovlig gammel til det?"

"Snak, Terndrup! — Nei, men nu, da jeg maa opgive at holde Skole og opgive at holde egen Leilighed — nu kunde jeg komme i saadan et Slags katholsk Pensionat, hvor man har det saa udmærket: første Klasses aandelig og legemlig Pleie og to Retter kraftig Mad hver Middag — synes De ikke, jeg skulde se at komme der?"

"Nei, jeg synes sgu ikke!"

"Ja, hvorfor ikke?"

"Troer De, Frøkenerne paa Vennebjerg vil give Penge til Katholiker?"

"Nei, det vil de maaske ikke —"

"Nei, det kan De godt bande to Gange paa, de ikke vil!"

"Ja, ja, saa opgiver vi det! — Men saa vil jeg bo hos en Familie, hvor Manden er Frimurer!"

"Frimurer?"

"Ja, min salig Fader var tjenende Broder ved Logen i Kronprinsensgade, og min salig Moder sagde altid: 'Mille,' sagde hun, 'hvad de bestiller i deres Loge, det veed jeg ikke, men der maa ikke komme Fruentimmer med, og det respecterer jeg, for saa veed man, at det gaaer anstændigt til.' — Jo, jeg vil avertere i Adresseavisen om en pæn Frimurerfamilie — vil De hjælpe mig med at sætte saadan et Avertissement sammen?"

Terndrup rystede paa Hovedet, men satte sig alligevel til at skrive, og omsider fik han da Lov at gaa.

Neppe var han imidlertid ude af Døren, før han efter Sædvane blev kaldt tilbage: Jomfruen havde naturligvis glemt Noget.

"Seer De," sagde hun, "jeg har to levende Vinterfluer her i Stuen; dem er det jo ikke saa godt at flytte med — troer De ikke, det kunde more den lille Marie, om De fik den ene med i et Kræmmerhus og forærede hende den fra mig af? — Naa, ikke? — Ja, saa kan Maskinmandens Børn faae den — Farvel, Terndrup!"

KAPITEL XLIV

Vennebjergerne havde havt ordentlig travlt. I to Dage var der bleven fyret i Gjæsteværelset, Smeden havde været oppe forat hjælpe med at pynte det mægtige Juletræ, der stod i Havestuen — det var fuldt af Lys, Æbler og forgyldte Valnødder, Andet var der ikke paa det — og der var bleven slagtet, bagt, kogt og braset, som om Gaarden skulde have Indkvartering under Cantonnementstiden. Rokkene var sat til Side, der var ødslet med hjemmelavet Potpourri paa alle Kakkelovne, og en Blikæske med Kager var specielt sat hen til Marie: "til Slik i Utide."

— "Velkommen, velkommen!" raabte Søstrene, længe før Vognen holdt for Stentrappen. "Kom ind, og læg Tøiet i en Fart, og faae noget Varmt i Livet — nei, vi fryser ikke!"

Marie var rundt, oppe og nede, ude og inde, lo og trallede hele den korte Vinterdag igjennem, alle Folkene smilte, naar de saae hende, og Fido kjendte hende aabenbart igjen, for den knurrede kun ganske smaat ad hende.

Fru Lund gik andægtig rundt og følte sig saa inderlig taknemmelig, lod sig nøde til at drikke to Kopper Kaffe efter Middag, men var ikke at formaa til at sætte sig i Sophaen.

— "Saa skal vi have Træet tændt!" sagde Hanne næste Aften. — "Lænkehunden har vel faaet sine Kjødben?"

"Ja, for længe siden," svarede Sine, "og jeg har taget Musefælden ind — det gjør vi altid Juleaften," tilføiede hun forklarende til Fru Lund, "for Julenat vil vi ikke have, der skal gaa nogen Mus i. — Kom saa!"

Træet straalede omkap med de glade Ansigter — Gjæsternes og alle Folkenes — Sine spillede en Psalme, Marie sang, og de Fleste havde Taarer i Øinene.

— "Søster," sagde Hanne til Sine, da de gik i Seng, "det var en velsignet Juleaften!" og Sine svarede: "Ja, det var det!"

— Julemorgen, før det endnu var hel lyst, kjørte de Alle til Kirke.

Kirken var oplyst — det var den altid Julemorgen paa Vennebjergs Bekostning — og den duftede af Gran; alle Mennesker saae saa glade ud, og de gamle Psalmer lød saa kjønt under det lave Loft.

— "Det er næsten bedre at være i Kirke paa Landet end i Byen," sagde Marie paa Hjemturen.

"Ja, det skulde vi nok mene," svarede Tanterne.

"Idag var Capellanen nu ogsaa særlig heldig," sagde Hanne.

"Ja, han mener det vist i Grunden ikke saa slemt, som han siger," tilføiede Sine.

Det blev en bevæget Formiddag. Lige som de var kommen hjem fra Kirke, viste Poul sig — han var gaaet hertil fra Stationen.

Stor var Glæden hos Marie og Fru Lund, men ogsaa Tanterne var paa deres Vis ikke helt fri for at være lidt stolte af Cadetten, og naar Hanne sagde: "Vi er saamænd bleven en militair Familie: Poul har Dolk, og hans Fader har Sabel ved Siden!" og naar Sine tilføiede: "Skal Du ikke ogsaa have forgyldte Buxer?" saa klang der alligevel herigjennem en Anerkjendelse af den maritime Militarisme som et i alt Fald ubestrideligt fait accompli.

Umiddelbart efter Frokosten kom Smeden — desværre ikke absolut ædru — og meldte, at der igjen stod to Stykker Raavildt i Lunden, ikke tusend Alen fra Gaarden: han havde selv seet dem, da han før kom gaaende fra Kroen.

"Saa vil vi se at skyde det ene af dem," sagde Hanne, "for det hører ikke til her, det er Streifvildt."

"Ja, vi har vores Faders Bøsse, Krudthorn og Haglpung," sagde Sine, "og vi har saa tidt skudt efter Stære i Kirsebærtræerne, saa et Dyr maa vi da sagtens kunne ramme!"

Poul tilbød at ville fungere som Skytte, men Tilbudet modtoges ikke. — "Du kan maaske skyde med Kanoner," hed det, "det er gjerne muligt, men vores Faders Bøsse troer vi dog nok, vi selv kan haandtere bedst — kom saa!"

De to Gamle skridtede ud, fulgte af Marie og Poul, der nok vilde se, hvordan den Jagt spændte af.

Ude paa Engen, foran Skoven, stod ganske rigtigt et Stykke Raavildt — to var der ikke, men Smeden havde maaske seet dobbelt — og Sine opdagede det strax.

"Giv mig Bøssen!" sagde hun til Hanne.

"Ja, men vær forsigtig, Sine!" lød det. "Du veed, den venstre Hane kan ikke staa paa Halv! — Er Dyret der endnu?"

"Ja, vist er det der — men vær nu bare stille — nu sigter jeg!"

"Hold paa Hovedet af den, Sine! Du skal ikke være bange for at trykke af — Du kan jo i det Høieste faae en hoven Kind! — Men hvad var det?"

Ja, det maatte Hanne nok spørge om!

Inde fra Skoven lød der et Skud, Dyret brækkede sammen og laa ubevægeligt paa Pletten, og frem mellem Stammerne kom en Mand med Bøsse i Haanden.

Poul, der selvfølgelig strax var paa det Rene med, at det maatte være en Krybskytte, satte i fuldt Firspring afsted efter ham, fulgt af Tanterne og Marie, og et Øieblik efter stod de alle Tre ved Siden af Jægeren, der aabenbart havde opgivet at stole paa sine Ben.

"Hvor understaaer han sig i at skyde vores Dyr lige for Næsen af os!" raabte Vennebjergerne. "Arresteres skal han — hvad hedder han?"

"Men Goddag, Hr. Terndrup, og glædelig Jul!" udbrød Marie og gav ham Haanden. "Er det virkelig Dem!"

"Ja, det er sgu!" svarede Terndrup, yderlig flou.

Han havde af Mille Buxbom hørt om Streifdyrene i Vennebjerg Lund — hun havde jo hørt det af Marie — og da han ikke godt kunde tænke sig Muligheden af, at Frøkenerne selv pürschede — tilmed paa en første Juledag — havde han troet, at der var Fred og ingen Fare, og var taget afsted med Morgentoget for en Gang igjen at skyde et ordentligt Stykke Vildt — hidtil havde han jo maattet lade sig nøie med Fugle og hvad Smaat, der kunde falde for.

Ikke saa snart havde imidlertid Marie rakt Terndrup Haanden, før Situationen med Eet var forandret.

"Hun kjender Mennesket!" sagde Søstrene til hinanden. "Ja, det er jo en anden Sag! — Vær saa god at følge med op paa Gaarden og drikke en Kop Kaffe — og Tak, fordi De skjød Dyret, det var meget godt gjort!"

Terndrup saae lidt mistænksomt hen paa de Gamle, som forat forvisse sig om, at den overvættes Artighed ikke var en Fælde, men da han ved at se paa dem blev fuldt beroliget i saa Henseende, tog han Kaskjetten af, sagde: "Tak, som byder!" og fulgte med til Vennebjerg efter dog først at have brækket Dyret op og taget det paa Nakken.

Underveis erfarede Søstrene, at det var den Terndrup, som tog sig saa meget af Mille Buxbom, og som de saa tidt havde hørt Tale om, og oppe paa Gaarden viste det sig, at han jo ogsaa var en god Bekjendt af Fru Lund.

— "Maa vi tale et Par Ord med Dem, men afsides," sagde Hanne, da Kaffen var drukken.

Terndrup var endnu ikke helt vel til Mode og ventede sig et Krydsforhør angaaende den ulovlige Jagt, som han navnlig var uhyre bange for, at Berner skulde høre noget om.

— "Har De kjendt Fru Lunds Mand?" begyndte Hanne.

Ja, det havde Terndrup da.

Om det var sandt, at Manden havde været uskyldig?

"Ja, til Dels — i det, han fik Skyld for," svarede Terndrup.

Om han kunde bevise det?

Nei, det kunde han ikke, men han havde kunnet.

Hanne og Sine saae uforstaaende paa hinanden. — "Men saa var der vel en Anden, som —"

Terndrup nikkede.

Og han vidste, hvem det var?

Terndrup nikkede igjen — men Mere var der aabenbart ikke at faae ud af ham.

Om Aftenen tog Poul og Terndrup bort med samme Tog — den Ene paa anden, den Anden paa tredie Klasse. Poul havde faaet mange Hilsener med, og Terndrup havde faaet Anmodning om endelig at komme ud paa Vennebjerg, naar han vilde, og skyde det Vildt, der fandtes.

— "Det er saamænd første Gang, Poul har besøgt os ved Juletid," sagde Hanne om Aftenen, da Søstrene var kommen ind i deres Soveværelse.

"Ja, men det er vel egentlig heller ikke os, han har besøgt," svarede Sine, og saa vexledes der ikke flere Ord imellem dem den Aften.

Næste Morgen reiste Fru Lund og Marie, og om Aftenen dansede Marie i "Livjægerne paa Amager".

KAPITEL XLV

Berner passer sin Skole og samler og samler til sit store Værk, men han har hverken fundet den sorte Rotte eller den italienske Kløver; han er forresten stadig paa "historiske" Excursioner med sine Drenge, og imellem ogsaa paa Excursion med Holst og Terndrup, men Denne er bleven upaalideligere og upaalideligere, han lader Forretningen skjøtte sig selv og "jagter" mere og mere: Sjælland, og specielt Vennebjerg, ligger jo udenfor hans Lov og Ret!

Men Duborgs!

Jo, en Foraarsdag sagde Holst til Berner:

"Har De hørt, at Duborgs kommer hjem om en Maaned?"

"Nei!"

"Ja, De maa ikke tro, han selv har skrevet det, men jeg fik Brev fra min gamle Veninde, Asta Hansen i Rom, og hun fortalte det!"

Og det var ganske rigtigt, Duborgs kom hjem.

Ragna havde jo sin "Opgave", en prægtig, stor Dreng, som hun selv havde ammet, og hun var, som rimeligt, baade glad og stolt, som alle Mødre. Men Duborg — ja han var paa sin Vis ellevild! I timevis kunde han sidde og se paa sin "romerske Dreng", der forresten var født i Olevano, hvor de havde tilbragt de varme Sommermaaneder, beundre ham, lege for ham, røre Vuggen og smaasynge — ganske uden Stemme — han bestilte til Tider ligefrem ikke Andet.

— "Men Hans dog!" sagde Ragna en Dag. "Du glemmer jo rent dit Arbeide!"

"Aa, blæse være med det! Det er skam meget morsommere at sidde og se paa Drengen," svarede han.

"Men Du havde jo bestemt lovet Englænderen Billedet færdigt inden Jul!"

"Det kan det vel ogsaa blive — og bliver det ikke færdigt, saa maa han vente."

Ragna maatte tvinge sig for ikke at blive heftig. — "Men Betalingen," sagde hun. "Der er snart Ebbe i Kassen!"

"Ja, Herregud, saa har vi vel Kredit!"

"Jeg er ikke vant til at leve paa Kredit!"

"Det kan man vænne sig til!"

Ragna bed sig i Læben, Drengen vaagnede og skreg, og hun tog ham paa Skjødet.

"Veed Du hvad," udbrød Duborg pludselig, "Du seer storartet ud saadan — en ren Madonna!"

Ragna blev formelig rød i Hovedet, men glemt var alligevel Vreden, og det var med et fornøiet Smil, hun svarede:

"Aa, Pjank, Hans!"

"Nei, det er ikke Pjank! Nu skal jeg sige Dig Noget: Englænderen skal nok faae sit Billede, men før jeg har gjort det færdigt, vil jeg male et, som Du og ingen Anden skal have: jeg vil male Dig med Drengen paa Skjødet!"

"Aa, hvad!"

"Jo, jeg vil. Og det skal nok blive et godt Billede, for det er et Motiv, jeg synes om!"

— Og Billedet blev godt.

I forbausende kort Tid gjorde Duborg det færdigt, og det var, som om hans Kjærlighed til Emnet lyste ud af Billedet; Venner og Bekjendte roste det, Løvenørn-Petersen blev næsten syg af at se det, og selv sagde Duborg, at det var det næstbedste, han i sit Liv havde gjort.

— "Jeg er ogsaa umaadelig glad for det, Hans," sagde Ragna, "først og fremmest naturligvis for Drengen —"

"Og for Dig selv!"

"— men ogsaa for hele Interieuret. Nu har jeg jo altid et synligt Romerminde hjemme i Kjøbenhavn."

"I Kjøbenhavn?"

"Ja, vi skal jo hjem til Foraaret."

"Hvem siger det?"

"Det har Du jo sagt!"

"Naa, ja — men jeg kan jo ellers ombestemme mig mange Gange."

"Men jeg ombestemmer mig ikke, Hans, og jeg har bestemt at reise hjem i April — sammen med Drengen naturligvis."

"Herregud, hvad vil Du egentlig hjemme, Ragna?"

"Længes Du da aldrig hjem?"

"Nei — ikke, naar jeg har det godt, hvor jeg er — Du veed nok, jeg sætter mere Pris paa Pinier og Agaver end paa Bøgeskov."

"Men kan Du da ikke forstaa, at jeg længes efter eget Hus og Hjem og ordentlige Kakkelovne og —"

"Kakkelovne! Uha! Noget Grimmere end saadan en sort Jerncylinder kan man da ikke tænke sig at have i en Stue!"

"Naa, ja, saa længes jeg ogsaa efter ordentlig Mad: Grød og —"

"Klipfisk!"

"Ja, ogsaa det! — Du har ingen Forældre, og Du har aldrig havt Søskende, men Du maa vel alligevel kunne forstaa, at jeg ogsaa føler mig saa meget knyttet til min Familie, at jeg gjerne vil se den igjen — kan Du ikke?"

"Aa, jeg veed ikke — naar Du har Drengen og mig, saa maa Du da kunne være tilfreds. Jeg savner jo Ingenting, naar jeg har ham og Dig!"

"Men Du har dit Arbeide, din Kunst!"

"Ja, jo — det har jeg ogsaa, det er sandt nok — men det er da forresten rarest at være fri for at male."

"Hvad mener Du med det?"

"Ja, det er ikke saadan at forklare — jo, jeg mener egentlig, at det, jeg maler, det er saamænd i Reglen Noget, som hundrede Andre kunde gjøre lige saa godt, og saa kunde Verden lige saa gjerne undvære det — og jeg vilde helst være fri for at lave det."

"Det mener Du jo slet ikke!"

"Jo, vist mener jeg det! — Jeg har egentlig aldrig været gladere, end naar jeg saadan i lange Tider havde siddet og svinet med et Billede, som jeg ikke kunde faae ordentligt, og jeg saa tilsidst blev arrig og tog en Kniv og flængede det igjennem paa Kryds og tvers — det var en Lettelse, kan Du tro! Jeg skal sige Dig, jeg har kun været, hvad de Andre kalder inspireret, et Par Gange i mit Liv, og det er jo ikke godt at vide, om jeg nogen Tid bliver det mere. Holst, han er nu altid enten begeistret eller indigneret, men det ligger nu ikke for mig — jeg kunde heller ikke holde ud saadan som han hele Livet igjennem at male smaa Billeder til Dagligstuer, nei, Galleribilleder, det er noget Andet, men dem kan man ikke gjøre hvert Aar. Der skulde slet ikke være Malerier andre Steder end i Musæer, og de Malerier, der ikke var gode nok til Musæerne, de skulde brændes!"

"Hvad skulde der da hænge paa Væggene i Dagligstuerne?" spurgte Ragna.

"Ingenting! — Der skulde i det Hele taget ikke existere Dagligstuer — i alt Fald ikke hos Kunstnere!"

"Skulde de maaske slet ingen Hjem have?"

"Nei! — Og Folk, der er saa uheldige at bo i de nordlige Lande, de skulde om Vinteren altid reise sydpaa, lukke Landet af til om Foraaret og tage Nøglen med. — Hvad er det, Du har saa travlt med?"

"Aa, det er ikke Noget," svarede Ragna, blev rød i Hovedet og pakkede Noget sammen.

"Nei, lad mig se! — Hvad skal det være til?"

Det var et Stykke vissengrønt Stof, hvorpaa der var syet en hel lille Skov af Svampe, klippede ud af forskjelligfarvede Klædestumper og skyggede med Silkesting: der var hvide Champignons med chocoladefarvede Lameller, gloende røde Fluesvampe og slanke Paddehatte, der lignede chinesiske Parasoller.

"Hvad det skal være til?" gjentog Ragna. "Aa, jeg veed saamænd ikke — til at lægge over en Stol eller en Bænk, naar vi faaer vor egen Dagligstue — den Slags Ting har jeg syet saa mange af, naar Du var ude: Noget maatte jeg have at bestille, og man maa jo dog ogsaa tænke paa, at vi egentlig ikke har ret Meget at gjøre det hyggeligt med hjemme."