Absalons Brønd

Telegrammet blev afsendt — det var første Gang i deres lange Liv, at Vennebjergerne havde telegrapheret — og hele næste Dag ventede de to Gamle Duborg, men han kom ikke.

"Ja, ja," sagde de til hinanden, "saa har vi i alt Fald vores Samvittighed fri overfor det fremmede Menneske. Men selv om han ikke vil holde sin Kone fra at løbe bort med Galanen, saa vil vi!"

Lidt før Rødgrødstid gik Ragna en Tur i Haven med Barnet; det kunde der jo ikke være nogen Fare ved, saa Tanterne fritog sig selv for yderligere Observation. Rødgrøden kom paa Bordet, Enkefruen og Datteren havde lige øst op til hinanden, saa sprang Bomben: Ragna var borte.

Hvor var Ragna! Hele Huset kom i Forhør, og Gaasepigen kunde da tilsidst melde, at der for lidt siden havde holdt en lukket Vogn paa Veien nedenfor Havehøien; af den var der steget en Mandsperson ud, han havde omfavnet og kysset den unge Frue, og hun havde sat sig ind i Vognen med ham og Barnet og var kjørt bort — i Retning af Hovedlandeveien.

Hele Gaarden i Oprør: Ordrer og Contraordrer, Lamenteren og Skrigen op! Den Eneste, der var rolig, var Marie. Hun gik oven i Kjøbet rundt med et stille Smil, og det var ikke langt fra, at Tanterne et Øieblik endogsaa næsten tænkte sig Muligheden af at kunne blive ganske lidt vrede paa hende for hendes Mangel paa Medfølelse, eftersom hun bestemt raadede dem til at forholde sig rolige og endelig ikke foretage sig noget uoverlagt Skridt, før de næste Dag havde faaet paalidelige Efterretninger.

"Næste Dag!" udbrød de. "Imorgen kan Ragna jo være i Hamborg, og iovermorgen i Polen eller Tyrkiet! Nei, enten har man Familie, eller ogsaa har man det ikke — nu kjører vi ind til hendes Forældre og derfra til hendes Mand, saa maa de tage Affaire!"

Andrees fik til sin utrolige Forbauselse Ordre til strax at spænde for, de Gamle satte sig i Caleschen, kjørte hele Natten og holdt hen paa Morgenstunden i Store Kongensgade udenfor Generalconsulens Gaard.

KAPITEL LIV

"Men det er din egen Skyld, Jesper!" sagde Hanne. "Det er Straffen, fordi Du hjerteløst har lukket din Dør for dit eget Barn og smidt Blodets Røst ned ad Trapperne!"

"Ja, og Du har sagt din Stol af i Garnisons Kirke," supplerede Sine, "og Du vil brændes og kommes paa Krukke — den Slags Ting taaler Vorherre ikke i Længden!"

"Vaas!" raabte Generalconsulen men var dog aabenbart selv en Del rystet ved, hvad han hørte. — "Skulde det virkelig være Ragna, der har Skylden — vi maa ud til min Svigersøn, hvor ubehageligt det end er mig — men han maa vel kunne give Besked!"

"Ja, vi tager med!" erklærede Vennebjergerne. "Det er vores Hjem, hun senest er løben fra, saa vi har dog vel en vis Ret til at faae nogen Redelighed paa Tingene! — Skynd Jer lidt — nei, Tak, vi skal ikke have Kaffe!"

Og saa kjørte de alle Fire afsted i den gamle Calesche — Generalconsulen sagde altid siden, at var der Noget, han var taknemmelig for, saa var det, at han ikke havde mødt nogen af sine Bekjendte i den Ekvipage! Ud ad Jagtveien kjørte de, langs Østerfælled — og de saae da ogsaa ud, som om de skulde til Henrettelse Allesammen.

Endelig holdt de ved det gamle Landsted; Døren stod aaben — Duborg var altsaa hjemme — og de gik lige ind i Havestuen.

Der sad Ragna og Duborg med Drengen imellem sig og drak Morgenkaffe, og det Hele saae høist tiltalende og høist fredeligt ud.

Ægteparret foer noget hurtigt op, da de uventede Morgengjæster traadte ind, og en eneste lille Brøkdel af et Secund var det tydeligt, at Ingen vidste, hvad der skulde siges eller gjøres; men saa faldt Moder og Datter i Armene paa hinanden, og Vennebjergerne snøftede og tørrede Øinene.

— "Ja, I maa ikke være vrede paa mig, fordi jeg ikke fik sagt Farvel iaftes," sagde Ragna med et Smil til Tanterne, "men jeg kom lidt hovedkulds afsted."

"Det kan man jo godt kalde det," svarede Hanne spidst, "men maa vi saa alligevel bede om en Forklaring!"

Ja, Ragna gav den Forklaring, hun kunde. Hun havde længtes saa umaadeligt efter Duborg, og Duborg efter hende — tilsidst havde egentlig Ingen af dem kunnet holde det ud, men Ingen af dem vilde dog gjøre det første Skridt. Men saa var Holst traadt til og havde afvexlende læst begge Parter Texten og foreslaaet Duborg, at han simpelthen skulde tage ud til Vennebjerg, hilse paa Tanterne og hente sin Kone og sit Barn. Det vilde Duborg ogsaa hellere end gjerne have gjort, men Ragna vilde for enhver Pris undgaa Scener ude paa Gaarden i Gjæsternes Overværelse og havde derfor bestemt at gaa alene ned til Stationen og der møde sin Mand og tage hjem med ham. Men saa kom Tanternes uafbrudte Observation, der gjorde det umuligt for hende at forlade Gaarden sammen med Barnet, og saa maatte hun forat komme ubemærket bort lade Holst bede Duborg om at hente hende med Vogn Klokken Elleve om Aftenen.

— "Ham, Holst, ham kan vi godt lide!" erklærede Tanterne, men de var dog endnu ikke rigtig klare over Forholdene, og Sine spurgte tvivlende: "Var det virkelig din egen Mand, Du løb væk med?"

"Ja, det veed Gud, det var!"

"Men vi telegrapherede jo!" sagde Hanne.

"Ja, det er sandt," svarede Duborg, "Tak for det! Derfor kom jeg ogsaa med Vognen to Timer før, end jeg ellers var kommen, og saa var Marie Lund saa god at kalde paa Ragna, og saa gik det Hele!"

— "Maa vi saa faae Kaffe!" sagde Tanterne og satte sig ned.

Alt aandede Fred og Forsoning over hele Linien — selv Generalconsulen kyssede sin Datter paa Panden og trykkede sin Svigersøn i Haanden.

— Da Morgengjæsterne omsider var taget bort, gik Ragna hen til sin Mand, lagde begge Hænder paa hans Skuldre og sagde:

"Veed Du, hvad min store Feil har været, Hans! Jeg vilde have, at Du skulde være som alle de Andre — og saa er det, jeg er lykkelig over og stolt af, jo netop det, at Du ikke er det!"

"Er Du virkelig!" brummede Duborg. "Vilde Du da ikke alligevel hellere sidde hjemme hos dine Forældre — med Drengen, naturligvis — og ønske, at Du aldrig havde seet mig?"

"Men Hans dog!" sagde Ragna og lo. "Hvor skulde saa Drengen være kommen fra!"

"Naa, ja, det er jo sandt nok, men jeg mener bare, om Du ikke havde været lykkeligere, hvis Alt var bleven ved at gaa i den gamle Gjænge, og Du endnu havde siddet paa Kontoret — saa havde Du dog været sparet for mange Sorger!"

"Men saa havde jeg jo heller ikke været Den, jeg nu er! — Troer Du da ikke, jeg veed, at jeg er en Anden nu end før — og at det er Dig, der er Skyld i det!"

"Jo, det er Du vel ogsaa. — Du havde da i alt Fald ikke faaet Sølvmedaille for dit Teppe, hvis Du endnu havde siddet over Klipfisken," tilføiede han med et lunt Smil.

"Har jeg! Er det sandt!"

"Ja, vist er det sandt, og Teppet er godt nok, jeg har seet det!"

"Og Du er ikke vred over, at jeg —"

"Vred! Nei, det manglede kun! Jeg er skam ikke helt fri for at være vigtig af min Kone! — Men nu skal jeg fortælle Dig Noget: mens Du var borte, har jeg naturligvis tænkt over mange Ting, og jeg er ogsaa bleven klar over, at Holst havde Ret, da han sagde Noget om, at vor Tid ikke er den store, men den lille Kunsts. Jeg interesserer mig ganske vist mest for Gallerierne, det gjør jeg — men Dagligstuerne har vel alligevel ogsaa deres Ret. Naa, saa bestemte jeg mig til igjen at slaa mig paa Porcelainet — det er dog saadan noget temmelig fornemt Noget — og det duer jeg til. — Nu har jeg været ude paa Fabriken, og der tog man imod mig med Kyshaand."

"Ja, det troer jeg nok! — Men Du skal da ogsaa male rigtige Malerier, Hans?"

"Ja — naar jeg har Noget at male! Men seer Du, det er mere og mere gaaet op for mig: jeg er jo af dem, der kun en sjelden Gang saadan bliver inspireret — og jeg kan ogsaa kun en Gang imellem lade være med at være Egoist — men holde af Dig, det gjør jeg alligevel altid!"

Ragna faldt ham rent ud om Halsen og græd og lo, og lo og græd — det var længe siden, hun havde gjort det!

"Men Du skal hjælpe mig med at hitte paa decorative Motiver," vedblev Duborg, "for det har Holst ogsaa Ret i: Du seer brillant, og havde Du i Tide lært det, jeg har, saa var Du ti Gange mere værd, end jeg er — jo, Du var!"

— Efter en Pause sagde Duborg: "Og veed Du, hvad jeg egentlig troer, der har været min største Feil: jeg har ikke saadan altid kunnet finde mig i, at Du var den Overlegne — men det er Du! — og saa har jeg været jaloux — paa Alt, hvad Du rørte ved, og Alt, hvad Du saae til — men det skal jeg ikke være mere!"

"Aldrig?"

"Jo, jeg bliver det vel nok alligevel — en Gang imellem. Men det, som jeg især ikke har kunnet udstaa ved Dig, det var, at Du altid — næsten altid — havde Ret — det maa en Kone aldrig have!"

— Fra den Dag af var Duborgs Hjem, som Holst udtrykte sig, en constitutionel Stat, i hvilken den hidtil enevældige Souverain af fri Villie havde delt sin Magt baade m. H. t. Lovgivning, Administration i Almindelighed og Finansvæsen i Særdeleshed med en ansvarlig Eneminister, og samtidig havde Duborg indført en ny Tidsregning, idet det senere altid hed: "Det var saa og saa længe før eller efter, at jeg hentede min Kone paa Vennebjerg!"

KAPITEL LV

Marie græd, da han var gaaet, og mistede rent Humeuret, og det var saa meget desto uheldigere, som hun netop nu skulde have sin egentlige Debut: Titelrollen i "Søvngjængersken".

Maaneder igjennem havde hun arbeidet, været til Gud veed hvor mange Prøver i Dansesalen og siden paa Scenen, og Alle, baade Balletmester og Kamerater, ventede sig en Succes.

Og saa kom den store Aften. Fru Lund havde fra Morgenstunden af været ude forat kaste stjaalne Blikke til alle Gadehjørner og i Forbigaaende læse Datterens Navn paa Placaterne; Marie syntes, at den Dag aldrig fik Ende, og saa blev det dog omsider Aften.

Alle hendes Venner var i Theatret. Poul sad med Vennebjergerne i første Parket, Duborg med Holst og Berner i andet, og Terndrup i Galleriet — han var mødt, skjøndt Hønsejagten gik ind den Dag.

Oppe paa sit Paaklædningsværelse fandt Marie en Buket med et Par Linier fra Ragna — Alle paa Theatret var saa venlige imod hende, og da hun i god Tid stod fuldt færdig i Foyeren, syntes hun, at Bournonvilles Billede saae opmuntrende ned paa hende.

Og Debut'en blev en Succes, i Grunden en stor Succes. Det var ikke alene hendes Skjønhed, og hendes sikre, fuldt beherskede Dans, der tog Publicum med Storm: det var først og fremmest den kvindelige Ynde, der prægede hver af hendes Bevægelser, den Følelse, hun lagde for Dagen i de alvorlige Scener, og den kyske Frihed, hvormed hun helt igjennem førte sig.

Hun vidste, at Poul sad i Parkettet — men hun vidste ikke, om hun var glad eller bedrøvet over det.

Publicum var begeistret, og Aviserne var næste Morgen dog for en Gangs Skyld enige om Noget, nemlig om, at Balletten havde faaet en ny, vordende Primadonna; det morede Marie at læse, men hun læste det egentlig som Noget, der handlede om en Anden, en ganske Anden end den Marie, der sad i Baghuset i Store Kongensgade.

— "Du var storartet iaftes!" sagde Poul, der lige kigede over til hende. "Jeg er hel stolt over, at vi To er voxet op i samme Gaard!"

— Terndrup kom efter Løfte op til Mille Buxbom og gav Referat — Mille var bleven meget gammel.

Hun havde virkelig for et Par Maaneder siden faaet sat igjennem, at hun var kommen til at bo i et Slags Gjæstehjem, der styredes af St: Apollonia Søstrene, og i Begyndelsen havde dette selvfølgelig været det eneste Sted paa Jorden, hvor hun overhovedet kunde tænke sig at existere. Men lige saa selvfølgeligt havde Bladet vendt sig. — "Nei, jeg vil ikke dø hos Katholikerne," havde hun erklæret. "Katholiklig, dem ryger de over og læser over og gjør Stads af, men almindelige Lig, som jeg og andre Lutheranere, de bliver puttet i en umalet Fyrretræs Kiste og baaret ned ad Kjøkkentrappen — det har jeg selv seet! Nei, nu har jeg igjen gjort ordentlig Aftale om min Begravelse, og Be'emanden veed Besked!"

Og saa sad hun da nu i Nyhavn hos en Skræderfamilie og var foreløbig henrykt baade over Værelset, Udsigten og Skræderfamilien; det var jo nok lidt høit oppe — fjerde Sal — "men saa er man saa rart nær ved Pulterkammeret," mente hun, "og det er en vigtig Post!"

Løvfrøen havde hun skilt sig af med og i Steden faaet en Skildpadde, som var meget oplivende, sagde hun: det var et roligt Dyr, rigtig passende for ældre, enlige Folk, og grumme billigt at holde, for Vinteren igjennem spiste den slet Ingenting, men for Øieblikket var Padden laant ud til Nabokonen, der sommetider var noget tungsindig af sig og derfor trængte til Opmuntring.

Terndrup blev anbragt i Lænestolen, og Terndrup maatte fortælle.

— "Herregud, at lille Marie nu er naaet saa vidt!" sagde Jomfruen rørt. "Kan De huske, da hun sad paa Skammelen under Vinduet og skrev paa sin Tavle! — Poppe kunde saa godt lide hende — ja, nu er der gaaet Møl i ham, det gamle Skind, og Gud veed, hvad Bombebøssen gjør med de tyve Kroner — og hun var et fromt Barn: hun skal ogsaa have mit Ravhjerte, naar jeg er død og borte og er kommen honnet i Jorden! — Ak, ja, man bliver gammel, og man har det ensomt. Gudbevares, Skræderens er flinke Folk, det var Synd at klage paa dem, men fine er de jo ikke, og han er da egentlig ogsaa kun Buxeskræder — ja, det vil sige, han vender en bedre Frakke imellem og syer en Vest om, men alligevel — nei! Frøken Hansen synger ikke mere i Garnisons — hun har rent mistet Stemmen, og nu gaaer hun rundt og seer paa Leiligheder — ikke fordi hun flytter — hun har jo sine to Værelser i 'Trøstens Bolig' — men forat faae Tiden til at gaa med Noget — og Madam Siegler tager ikke mere ud til Middag, og Madam Asters er bleven værkelig. — Lirekasserne er heller ikke mere, hvad de har været — det er altid saadan gesvindte Melodier, de nu spiller, saa man faaer hel ondt i Hovedet, naar man vil nikke Tacten med. — Nei, det var andre Tider, Terndrup, da vi boede i Hus sammen i Gothersgade — har Duerne det godt? — Ja, jeg vilde gjerne give Dem en lille Ting med til Marie, der kunde glæde hende, men jeg veed saamænd ikke, hvad det skulde være — jo, bi lidt! Jeg maa have dem i Commoden!"

Og Jomfruen ledte og ledte i tre Commodeskuffer, og tilsidst fandt hun mellem havarerede Papirsdanserinder og Stumper af brogede Silkebaand en gulnet Convolut.

"Giv lille Marie dem," sagde hun, "det vil fornøie hende at se, at jeg har gjemt dem!"

"Hvad for nogen?" spurgte Terndrup og vendte og dreiede Convoluten.

"Aa, det er saamænd ikke Andet end et Par Blomster, hun engang gav mig for mange Aar siden — jeg troer, hun havde faaet dem af den lille Poul Lange — ja, nu er han vel ogsaa bleven stor, for Officeer er han da — men det kunde jo være, det vilde more hende at faae dem igjen saa længe efter. — Husk nu at give hende dem, og sig, at hun snart skal se op til sin gamle Læremo'er!"

"Det skal jeg!

"Ak, ja, Herregud, man er skrøbelig, Terndrup. Og saa har Doctoren her i Gaden ikke mindste Begreb om, hvad jeg feiler!"

"Ikke det?"

"Nei! Han siger, at det er Alderdom — men Alderdom er da ingen Sygdom, vel?"

"Nei, det er det jo ikke."

"Bare jeg kunde dø, Terndrup — men jeg troer, Sjælen er groet fast i Ryggen paa mig!"

"Aa, hvad, saa slemt er det vel heller ikke! — Men nu maa jeg afsted — Farvel, Jomfru!"

Terndrup var allerede ude af Døren, da han blev kaldt tilbage:

"Der var blot een Ting, jeg endnu vilde sige Dem — De skal have Lænestolen efter mig — jo De skal!"

"Skal jeg! — Er der da ikke en eneste Præst eller Doctor, som De —"

"Nei, der er ikke. — Men De maa selv koste nyt Betræk til den!"

Og efter dette var Terndrup sikker paa, at Mille Buxbom ikke kunde have ret langt tilbage.

KAPITEL LVI

Men more sig, det gjorde Poul. Marie sad Balaftenen i Mørke i aabent Vindue, og saae over mod den oplyste Etage. Musiken lød ned til hende, Par for Par bevægede sig forbi Ruderne — der var Poul med en ung, smuk Dame. De standsede i Vinduesfordybningen, han lo og saae straalende fornøiet ud — nu bøiede han sig ind bag Gardinet og hviskede Noget til hende — hun saae ned — Parret forsvandt.

Og Marie græd. Hvad hjalp det hende, at Aviserne sagde, hun havde lagt hele Kjøbenhavn for sine Fødder, naar han, han, den Eneste — aa, det var til at fortvivle over! Illusion efter Illusion var tabt, fløiet som Trækfuglene i den kolde Efteraarsnat — forbi, forbi!

Og hun aabnede den gulnede Convolut, som hun samme Dag havde faaet af Terndrup — et Barndomsminde dæmrede frem for hende: hun huskede saa tydeligt, da Poul gav hende den lille Buket, han selv havde plukket i Grønsværen om Lindetræet — nu stod ogsaa det afbladet, sort og nøgent mod den stjerneklare Himmel. Tidligere vilde de tørre Blade have været hende en Relikvie — nu var de kun Symbolet paa en tabt Illusion.

— "Far hen for Vinden, forsvind i Rummet — den visne Blomst grønnes aldrig mere!"

Og ud i Septembernatten flyver Convoluten med de skjørnede Stilke og det smulrede Løv, et Vindpust løfter den opad, op over Lindetræet — saa bliver den borte i Mørket.

KAPITEL LVII

Marie skrev til Havre, og Ragna var den Eneste, hun betroede sin Lykke til.

KAPITEL LVIII

"Ja, kan De huske, jeg kaldte hende den sidste sorte Rotte?" vedblev Terndrup. "Nu, da hun er død, kan det saa ikke give Dem det 'Puf', De trænger til for at lade Bogen komme ud?"

"Nei, det troer jeg dog ikke," svarede Berner med et Smil. "Min Bog skulde jo ikke beskjæftige sig med Symboler men med Realiteter!"

Saa kom Holst.

— "Det er da en Evighed, siden man har seet noget til Dig!" brummede Duborg. "Man skulde tro, Du havde været udenlands!"

"Udenlands!" gjentog Holst. "Nei! Jeg forlader ikke uden bydende Nødvendighed mit kjære Kjøbenhavn, men jeg har havt forfærdelig travlt!"

"Hvormed?"

"Med de forberedende Arbeider og Forsøg, der har været nødvendige for at kunne bringe Fru Ragna en Fødselsdagsgave — værsaagod!"

Ragna aabnede en Mappe, han rakte hende, og fandt en Radering: et Billede af Gaarden i hendes gamle Hjem, hvor Lindetræet løftede sin Krone op over Taget.

"Nei, hvor det er kjønt!" udbrød Ragna. "Og endnu kjønnere af Dem at tænke paa mig — Tusind Tak!"

"Ja, det er jo det 'historiske Vindue'," sagde Holst. "Havde Duborg ikke hin Morgen seet en hvid, uforlovet Arm lukke det op, saa Gud veed, hvordan Alting var gaaet!"

"Saa havde Du formodentlig endnu været en fri Mand," sagde Ragna til Duborg, "som en Kunstner jo bør være!"

"Det er nok muligt," svarede Duborg, "men saa havde jeg heller ikke havt en enevældig Minister, der styrede mine Affairer — og styrede dem godt! — Men hvad er det, Holst, er Du begyndt at radere?"

"Ja, jeg er! Jeg havde en temmelig bestemt Fornemmelse af, at Kjøbelysten hos det velhavende Bourgeoisi begyndte at tabe sig — i alt Fald overfor mine Mesterværker — og saa tog jeg fat paa Radeernaalen og prøvede mig frem — ja, det er det første rigtige Forsøg, din Kone har faaet."

"Det er sgu godt!" erklærede Duborg.

"Ja, Løvenørn-Petersen fik ogsaa hel ondt af det igaar — men det skal nok blive bedre," forsikrede Holst, "og gjennem det Utal af fortrinlige Blade, der efterhaanden vil udkomme fra min agtede Haand, skal Efterverdenen faae et Begreb om, hvordan det gamle Kjøbenhavn saae ud, der var tilbage ved Aarhundredets Begyndelse."

"Det kan jeg lide!" sagde Berner. "Det er historisk Opdragelse gjennem Kunsten, og det er historisk Opdragelse, det kommer an paa!"

— "Men jeg glemmer jo rent, at jeg har en Present endnu!" sagde Holst og tog en lille Convolut frem af Lommen, lukkede den op og gav Ragna en Firkløver. — "Den fandt jeg under Deres Faders Lindetræ forleden, da jeg var inde i Gaarden og gjøre en Skizze til Raderingen — den bringer nok Lykke, skal De se!"

"Tillader De!" sagde Berner, reiste sig hurtigt og saae interesseret paa Firkløveren. "Og den har De virkelig plukket i Generalconsulens Gaard?"

"Ja, det veed Gud, jeg har! Der stod et Par Kløverplanter under Lindetræet, og saa —"

"Det er Trifolium resupinatum!" sagde Berner næsten høitideligt.

"Den fra Pladsen om Thorvaldsens Musæum — 'Planten funden og forsvunden'!"

"Ja, den italienske Kløverart, som i sin Tid kom hertil med det Hø, som var brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne."

"Men De har jo een Gang tidligere funden den i Generalconsulens Gaard — har De ikke?" spurgte Holst.

"Nej, jeg har ikke fundet den," svarede Berner, "men jeg har for en Del Aar siden havt et Exemplar i min Haand, som jeg tog ud af Beltet paa Frøken Marie, og hun sagde dengang, at nuværende Lieutenant Lange havde plukket det hjemme i sin Faders Gaard."

"Det er sgu rigtigt!" udbrød Terndrup. "Nu kan jeg huske det!"

"Men jeg har i Grunden lige til nu troet, at der dengang forelaa en Feiltagelse," vedblev Berner, "for jeg har siden flere Aar i Træk om Sommeren, naar Generalconsulen laa paa Landet, listet mig ind i Gaarden og ledt og ledt men aldrig fundet hverken Trifolium resupinatum eller nogen anden Kløver. — Og hvordan kan den nu pludselig efter saa lang Tids Forløb dukke op?"

Berner satte sig ned og saae og saae paa Firkløveren, med og uden Lupe, saae og grundede, og grundede og saae, og var temmelig taus Resten af Aftenen.

Saa kom Poul og Marie — de kom "ganske tilfældigt" sammen.

— "Maa jeg se min Neveu!" sagde Poul, da Gratulationen og Haandtrykningen var endt. "Det er saa flot at være Onkel!"

Og Poul og Marie saae paa Drengen sammen og snakkede med Drengen sammen, og Marie kom pludselig til at tænke sig selv som Tante til ham og blev rød i Hovedet ved sine egne Tanker.

— "Aa, maatte jeg have talt to Ord med Dem i Enrum," sagde Terndrup efter Aftensbordet til Marie ude i Haven, og saa gik de ind i "Urskoven", mens Poul saae langt efter dem.

"Sig mig, bitte Frøken," begyndte han, "det Papir med nogle tørrede Blomster i, som jeg gav Dem engang fra gamle Jomfru Buxbom — har De det endnu?"

"Nei, det har jeg ikke," svarede Marie og blev hel ulykkelig.

"Ja, det gjør Ingenting," sagde Terndrup, "slet Ingenting. — Men skulde De kunne huske, hvor Papiret blev af, for det kunde saadan more mig at vide?"

"Ja — jo, jeg troer nok, det fløi fra mig en Aften," svarede Marie.

"Se, se! — Og hvor var det, med Forlov at spørge?"

"Det var hjemme i Gaarden — jeg ledte efter det næste Dag, men det var ikke til at finde, og jeg er saa voldsom bedrøvet over det netop nu, da gamle Jomfru Buxbom er død — det havde dog været et Minde om hende."

"Aa, De faaer jo hendes Ravhjerte," trøstede Terndrup, "og hvad de her Blomster angaaer, saa skal De ikke sørge — det var maaske allerbedst, det gik, som det gik. — Ja, Tak, Andet var det ikke, jeg vilde!"

Man brød sent op og gik hjem i den lune, lyse Midsommernat.

— "Hvor er det dog et kjønt Par!" sagde Holst til Berner og Terndrup om Poul og Marie, der Arm i Arm gik foran.

"Gu, er det saa!" indrømmede Terndrup.

"Ja, og veed De, hvad der er saa velgjørende ved de To?" spurgte Berner. "Det er, at de har Tro paa Livet, Mod paa Fremtiden — der er vist ikke den Ting i hele Verden, Nogen af dem er bange for!"

"Naa — aa," sagde Terndrup, "jeg troer sgu ikke, Lieutenanten vil være synderlig kaalhøgen, naar han skal til at tale med sin Fader!"

"Det skulde da ogsaa være det Eneste!" indrømmede Berner.

Det allersidste Stykke af Hjemveien fulgtes Terndrup og Berner alene ad.

— "Naa," sagde Terndrup, "nu har De da Deres Trifolium. — Er det heller ingen 'Puf' til Bogen?"

"Jo — umuligt var det jo ikke!"

"Naa, det var da godt! Klem saa bare paa, og smed, mens Jernet er varmt! — Jeg vil dog ogsaa nok se den Bog trykt, før jeg tager fra Byen!"

"Fra Byen?"

"Ja — jeg reiser til Efteraaret — til Hønsetiden," svarede Terndrup og saae ned.

"Men hvorhen dog?"

"Til Jylland, begribeligvis! Først tager jeg over ad Skjern til, og saa seer jeg, hvor jeg vil slaa mig ned for Resten af min Levetid."

"Men jeg troede dog, at De —"

"Naa, at jeg havde lovet mig selv o. s. v. — Ja, det har jeg jo paa en Maade ogsaa. — Men saadan Noget skal man ikke love — for i Længden kan man ikke holde det!"

"Herregud, skal man nu miste Dem! — Men har De da Raad til at opgive Forretningen?"

"Gu', har jeg saa! — Man er da ikke for Ingenting Jyde, og jeg har lagt Skilling paa Skilling."

"Og det skal virkelig være allerede til Efteraaret?"

"Ja, det er da paa høie Tid!"

"Hvad vil det sige?"

"Jo, seer De, Vorherre har nu bestemt et vist Antal Patroner for enhver Jæger, og jeg har jo sparet svært paa mine i over tyve Aar; skydes op skal de, og saa vil jeg dog helst knalde dem af, mens jeg endnu kan se lige ud ad en Bøssepibe. — Godnat, Berner!"

KAPITEL LIX

Generalconsulen saae saa forfærdet ud, som om Saluten fra mindst ti mellemamerikanske Orlogsmænd var gaaet lige over Hovedet paa ham; han kylede Cigaren i Ansigtet paa den nærmeste og mest menneskevenlige af Familieløverne, begyndte med at spørge, om Poul var bleven gal, sagde derefter, at han kun havde Sorg af sine Børn, og erklærede saa, aldrig, aldrig at ville finde sig i en saadan Forbindelse. — "Heldigvis," sluttede han, "veed jeg dog, at Du som Lieutenant skal have en vis Indtægt for at faae Giftermaalstilladelse, og den Indtægt kan Du — heldigvis! — ikke skaffe, for din Danserinde har vist ikke nogen større Formue, vel?"

Poul fandt det klogest ikke at spænde mere i den Gang og trak sig tilbage, men Generalconsulen lod det ikke være nok med at have sagt Poul Besked: han gik næste Dag til Fru Lund.

— "Det er nydelige Historier," begyndte han, "med min Søn og Deres Datter! Men det har man for sin Godhed! Skjøndt jeg ikke havde mindste Forpligtelse overfor Dem — hører De: ikke den mindste! — saa har jeg dog ladet Dem bo gratis her i Huset, jeg har støttet Dem med et fast contant Beløb, og saa har De alligevel systematisk søgt at lokke min uerfarne Søn — jo, De har! Da Deres Mand kom i Fedtefadet —"

"Han var uskyldig, Hr. Generalconsul," indvendte Fru Lund ydmygt, "det blev han ved med at sige til det Sidste!"

"Lad os ikke tale om det! Jeg anklager Ingen, men at der ikke kan være Tale om Giftermaal, haaber jeg, De som en fornuftig Kone indseer. Vel er jeg en fordomsfri og afgjort liberal Mand — en god Demokrat — men Fordomsfriheden har ogsaa sine Grænser, og i dette Tilfælde betegner Begrebet Balletdanserinde som Svigerdatter for mig Grænsen, den absolute Grænse. Gudbevares, jeg siger ikke Noget om Deres Datter i og for sig, men min Søns Hustru — nei! — De maa flytte til October, Understøttelsen beholder De!"

Fru Lund græd, og Marie græd, da hun i skaansomme Udtryk fik Meddelelsen om det Forefaldne; Generalconsulinden sørgede, Duborg brummede, og Poul saae ikke til sin Fader.

KAPITEL LX

— "Jeg kommer nok ikke til Jylland iaar før efter Hønsetiden," sagde Terndrup. "Ja, jeg har nok tænkt det!"

Terndrup havde forresten allerede "hævet" sin Forretning og realiseret Bøger, Frimærker, Conchylier og "Spirituosa". Han havde imidlertid travlt alligevel, var stærkt interesseret i Trykningen af Berners Bog og gjorde flere Afstikkere fra Byen uden at have Bøsse med.

En skjønne Dag stillede han paa Generalconsulens Kontor.

"Hvad er til Tjeneste?" spurgte Denne og stillede sig i Audienspositur.

"Aa, det er skam egentlig kun et godt Raad, jeg vilde bede om," svarede Terndrup, "men det kan jo nok være, det trækker lidt ud, saa jeg troer, vi gjør bedst i at sætte os ned."

Dermed tog han ugeneert en Stol, og da han satte sig, gjorde Generalconsulen fornærmet det Samme.

"Det er saamænd angaaende Fru Lund," vedblev Terndrup. "Hvad skal vi stille op med hende: hun vil flytte!"

"Vil flytte!" raabte Generalconsulen. "Hun skal!"

"Naa, hun skal, se, se! — Ja, det kommer jo strengt taget ikke mig ved, men —"

"Nei!"

— "men jeg synes sgu, det er urimeligt! Saa faaer jo for det Første Deres Søn længere at gaa, naar han vil besøge sin Kjæreste — naa, han har naturligvis unge Ben, saa —"

"Kjæreste! Er De gal, Menneske! Hvem taler De om?"

"Om Deres Søn og Fru Lunds Datter, begribeligvis!"

"De faaer aldrig i Evighed hinanden!"

"Naa, ikke det? — Gjør Fru Lund maaske Vanskeligheder, fordi Deres Søn kun er Secondlieutenant?"

"Nei, det troer jeg dog ikke, hun gjør!"

"Ja, men hvad kan det da være for? — Er det monstro, fordi hun veed Noget?"

"Om hvem?"

"Ja, det maatte vel være om Dem!"

"Om mig!"

"Ja, men det kan Deres Søn jo ikke gjøre ved!"

"Maa jeg bede Dem øieblikkelig —"

"Ja, jeg skal strax være der! — Saa maa Fru Lund alligevel have faaet Noget at vide — men det er ikke af mig!"

"Aa, De er jo forrykt — hvad mener De?"

"Det var ellers en Skam, for jeg har holdt ren Mund — men hun maa jo have faaet Rede paa de her Appelsiner!"

Generalconsulen var bleven høirød i Hovedet, og hans Stemme rystede, da han sagde:

"Jeg indseer virkelig ikke, hvad det vedkommer mig, at hendes Mand smuglede og blev overbevist om Toldsvig!"

"Naa, ikke?"

"Nei!"

"Ja, saa maa jeg nok forklare mig tydeligere. — Det var sgu Dem, der smuglede!"

"Mig!"

"Ja, vist var det saa!"

"De lyver! — Og om det saa var sandt tusende Gange og tusende Gange til, saa veed De Ingenting — Ingenting!"

"Ja, det er nu ellers, ligesom man tager det! — Jeg har altid havt saadan hvad man kalder Misfidus til Dem, og saa var det for en hel Del Aar siden, at Deres yngste Søn en Dag solgte mig nogle gamle Frimærker, som sad paa Brevene."

"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen.

"Og eet af dem var skam fra Fru Lunds Mand!"

"Naa, og det Brev, det læste De?"

"Ja, jeg gjorde saamænd! — Det skulde jeg maaske ikke have gjort, men —"

"En Gentleman læser ikke andre Folks Breve!"

"Det har De sgu vist egentlig Ret i! Jeg har ogsaa fortrudt det, men gjort er gjort!"

"Naa, og Brevet, Brevet!"

"Ja, man maatte jo stave og lægge sammen, men saa blev Meningen ogsaa grumme tydelig."

"Naa, det blev den!"

"Ja, grumme tydelig! — De har jo nu altid holdt af saadan smaa, mindre propre Nebengeschäfter — ogsaa før De blev Generalconsul — og saa havde De hittet paa — bare som en Adspredelse, begribeligvis — at smugle Silketøi ind paa Bunden af Appelsinkasser, og Kasserne blev slaaet op om Natten i Deres Gaard — jo, de gjorde! — og De brugte Deres Agent, Lund, som Straamand — det var hans Navn, der blev klareret paa, og det var da ogsaa ham, der blev snuppet!"

"Tilstod han maaske ikke selv?"

"Jo, han gjorde!"

"Og det vil De bilde voxne Folk ind, at han havde gjort godvilligt, hvis han havde havt rent Mel i Posen!"

"Nei, aa, nei! Han gjorde det heller ikke godvilligt, og han havde heller ikke rent Mel i Posen, det var Synd at sige, for han havde brugt af de Penge, han havde incasseret som Deres Reisende, og han kunde ikke erstatte Beløbet. Saa gjorde De ham klar paa, at Straffen for Bedrageri var meget større end for den Smule Toldsvig, og De lovede ham at holde ren Mund med det Første, naar han alene vilde tage sig Skylden paa for det Andet!"

"Hvor meget koster det Brev?"

"Ja, jeg har nu aldrig saadan handlet med Breve," svarede Terndrup, stadig lige irriterende rolig, "kun med Frimærker, og det er jeg ogsaa hørt op med nu — men forresten er det Brev ikke til at faae."

"Hvad skal det sige?"

"Nei, for jeg har brændt det."

"Har De brændt det?"

"Ja, jeg har sgu. Det skulde jeg maaske ikke have gjort — jeg har ogsaa fortrudt det bagefter!"

Generalconsulen trak lettet Veiret og reiste sig igjen.

"Vil De uopholdeligt forlade mit Kontor!" sagde han.

"Ja, jeg kan snart være færdig," svarede Terndrup. — "Men jeg er alligevel bange for, at Fru Lund har faaet noget at vide om den Kløver, siden hun absolut vil flytte, og det er sgu kjedeligt!"

"Kløver! — Vaas! — Hvad for en Kløver?"

"Ja, Generalconsulen kan nok huske, at Berner — De veed, ham, Deres Svigersøns gode Ven — han kom engang for mange Tider siden og sagde til Dem, at han havde faaet et Par visne Blade af en sjelden Plante, som skulde være funden i Deres Gaard. Det var nu mærkeligt nok, for det var en Kløver, som ellers kun findes nede i Italien, og som kun var funden eet Sted før i Kjøbenhavn — nei, De maa sgu sidde ned og høre paa mig, for det er ligefrem en Historie, der kunde trykkes i Aviserne!"

"Alt det Vrøvl kommer jo ikke mig ved!"

"Nei, man skulde ikke tro det, for De faaer jo ingen Klipfisk nede fra Italien, vel? Det var jo ogsaa det, der var det Mærkelige, at den Plante netop skulde voxe i Deres Gaard!"

"Det har været en Feiltagelse. Jeg har selv seet efter i flere Aar siden: der har ikke været mere Kløver end bag paa min Haand!"

"Det er rigtigt — men iaar er der sgu!"

"Det er jo umuligt! Men selv om det var sandt — den Kløver iaar kan da ikke stamme fra Høet i de Appelsinkasser, som Lund — selvfølgelig imod mit Vidende og Villie — muligvis har brugt min Gaard til at slaa op i!"

"Jo, det er det Underlige af det: det gjør den nu alligevel! Det er skam, som jeg før sagde, en Historie, der er lige til at trykke — men den er lidt lang. — Seer De, de visne Blade, som Berner i sin Tid fik fat paa, de var af en lille Buket, som Deres yngste Søn havde plukket her i Gaarden og givet Marie Lund."

"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen for anden Gang.

"Ja, det er Satan til Dreng!" indrømmede Terndrup. — "Om Forladelse, nu er han jo Lieutenant! — Men, hvad jeg vilde sige, Marie Lund, hun havde saamænd, før Berner kom til, givet den gamle Jomfru Buxbom — De veed hende, der var kjendt fra Barn af med Deres Tanter fra Vennebjerg — det Meste af Buketten, og se, Jomfruen — hun var jo saadan sær i mange Dele, men honnet, det var hun — naa, hun havde gjemt de her Blomster i et Papir, og dem gav hun mig ifjor, forat jeg skulde fly dem tilbage til Marie Lund som en lille Amindelse. Det gjorde jeg ogsaa, men saa gik det hverken værre eller bedre, end at Papiret en Aften, da hun stod i et aabent Vindue her i Baghuset, fløi fra hende, op over Lindetræet. Og saa har der formodentlig været lidt Frø ved de visne Stilke, og det har spiret. — Kan De saa se, at Kløveren iaar alligevel stammer fra den, Deres Appelsiner har været pakket i? Og troer De ikke, at saadan en italiensk Plante i Store Kongensgade, naar man pirred lidt op i de gamle Historier, kunde være, hvad de oppe i Criminalretten kalder for et Indicium?"

"Aa, De er jo gal, Menneske — splittergal!" raabte Generalconsulen. "Og jeg skal i alt Fald nok sørge for, at der ikke mere skal være Noget at finde i Gaarden — det kan De stole paa!"

"Aa, ja, saamænd, ja," svarede Terndrup, "det kunde jeg næsten tænke mig. — Men det gjør nu Ingenting!"

"Ikke det!"

"Nei! — Jeg skal sige Dem, den er allerede paa Tryk!"

"Hvad for en?"

"Kløveren! De veed, Berner — ham, Deres Svigersøns gode Ven — han har i lange Tider skrevet paa en Bog om alle Planter og Dyr i hele Kjøbenhavn, og nu er den da endelig givet i Trykken — det har saamænd holdt haardt nok at faae ham til det! — Jeg har ellers et Correcturark i Lommen, som jeg fik Lov at laane — her skal De se, hvad der staaer: