Absalons Brønd

"Se, nu kan De jo luge, saa meget De vil, om Deres Lindetræ — De kan sgu ikke luge Historien ud af Berners Bog!"

"Det er mig ogsaa ganske ligegyldigt! Naar der Ingenting findes i Gaarden, saa vil Enhver sige, at Deres Hr. Berner har taget feil!"

"Ja, Gud veed! — Jeg skal sige Dem, han har været saa forsigtig at plukke nogle Stykker, som han har, pænt tørret, i sit Herbarium."

"Det er Tyveri! Jeg kan sagsøge ham for uberettiget Indtrængen paa mit Territorium og for Krænkelse af Privatlivets Fred!"

"Det kan De! — Men De lader nok være med det!"

"Nei, jeg gjør ikke!"

"Jo, gu, gjør De saa! For nu skal jeg sige Dem Noget: De kunde ikke staa Dem ved, at jeg sørgede for, der i Smaabladene kom en nem lille Historie om Generalconsul Lange og Handelsagent Lund og Toldsvig og italiensk Kløver. Veed De hvad: det Nummer af Avisen, det kjøbte sgu Deres Fader strax!"

"Det Hele beviser Ingenting!"

"Nei, det gjør det ikke — men De er ligegodt en død Mand den Dag, det kommer frem!"

Generalconsulen begyndte at se ud, som om han mente Slaget tabt og ikke engang selv troede paa Muligheden af, at der var Tid til at vinde et nyt.

— "Hvad forlanger De saa for at tie stille?" spurgte han med brudt Stemme. "Ikke fordi jeg har Nogetsomhelst at bebreide mig — ikke det Mindste! — men offentlig Skandale er mig modbydelig!"

"Ja, mig ogsaa, uha, uha!" forsikrede Terndrup. "Men jeg er ellers grumme billig, for jeg holder ren Mund, naar bare Fru Lund bliver boende — og De saa lader hendes Datter og Deres Søn faae hinanden, begribeligvis!"

"Men er De da forrykt, Menneske! Min Søn og den fattige Balletspringerske — aldrig!"

"Ja, se fattig kan man nu vel i Grunden ikke kalde hende."

"Ikke det!"

"Nei, det kan man ikke — hun faaer da baade at bide og brænde!"

"Saa! — Maa jeg spørge hvorfra?"

"Ja, det skulde jo egentlig være en Hemmelighed, men siden Generalconsulen ligefrem spørger om det, og da De jo saadan paa en Maade er nærmest til at vide det — jo, seer De: Frøkenerne paa Vennebjerg har gjort Testamente for nylig — jeg var selv Vitterlighedsvidne sammen med Smeden."

"Naa, det var De! — Og hvad kommer det Sagen ved?"

"Jo, det kommer den sgu meget ved! Se, de rede Penge, som Frøkenerne efterlader sig —"

"Dem skal maaske Dansefrøkenen have?"

"Nei, aa, nei! — Nei, dem skal Deres Datter have, men se Gaarden —"

"Ja, den skal min Søn Julius have — han er den eneste Landmand i Familien!"

"Det er nok muligt — men den er nu ligegodt testamenteret til Marie Lund."

"Vennebjerg! Til Fremmede! Det er for galt! — De to gamle Fruentimmer maa jo gaa i Barndom!"

"Aa, nei, det maa man ikke sige! Det er jo nok lidt kleint med Synet for Frøken Hanne, og Frøken Sine kunde jo være noget mere skrap til at høre, end hun er, men Forstanden, den skader Gudskelov Ingenting!"

Generalconsulen gik op og ned ad Gulvet, standsede ved Pulten og trommede med Fingrene, gik igjen op og ned, og standsede igjen — overveiede og beregnede, calculerede Skandalen og taxerede Vennebjerg, og endte med at give sig.

Terndrup var allerede ude paa Gangen, da han blev kaldt tilbage.

— "Hør, den Bog," begyndte Generalconsulen, "den, som han — hvad er det nu, han hedder —"

"Berner!"

"Ja, Berner — der har altid været mig noget Ubehageligt ved den Person, lige fra den første Gang, jeg saae ham! — Den Bog ønsker jeg ikke skal udkomme!"

"Ikke det!"

"Nei, De maa standse Trykningen!"

"Det kan jeg sgu ikke!"

"Ja, det om den forbandede — om denne Kløver — det maa i alt Fald gaa ud! Det stiller jeg som Betingelse, som absolut Betingelse for min — forresten ganske frivillige — Indvilligelse i Partiet!"

"Ja, ja, saa maa jeg jo se, hvad jeg kan gjøre! — Godmorgen, Hr. Generalconsul!"

KAPITEL LXI

"Ja, jeg kan sgu! — Har De ikke altid sagt, at naar en Art — et Dyr eller en Plante — saadan har opfyldt sin Mission, saa forsvinder den?"

"Jo, det har jeg vel nok, men —"

"Naa, den Trifolium, den har opfyldt sin Mission — det kan De stole paa! — og saa lader vi den forsvinde!"

"Mission — ja, hvilken Mission?"

Terndrup stod et Øieblik og betænkte sig, saa saae han op med et polisk Smil i det ene Øie og svarede:

"Den har jo faaet Dem til at udgive Deres Bog — det var saamænd ellers aldrig bleven til Noget uden den."

Det kunde Berner ikke Andet end indrømme; saa tænkte han paa Poul og Marie — og saa lovede han — med et resigneret Suk — at føie sin gamle Ven.

"Det var Ret!" sagde Terndrup. "Og Bogen kan sgu være lige god for det! Men siden De var saa nem at faae i Tale, skal De ogsaa have hele Historien!" og saa fortalte han Alt, hvad han vidste, fra først til sidst.

Berner hørte efter med største Opmærksomhed, og da Terndrup omsider var færdig, sad Berner endnu lidt og grundede, før han sagde:

"Det er altsaa egentlig gamle Jomfru Buxbom, som Lieutenant Lange og Frøken Marie kan takke for, at de faaer hinanden!"

"Hvordan det?"

"Jo, havde hun ikke gjemt den lille Buket, saa —"

"Ja, men hvad kunde det have hjulpet, naar De ikke strax havde seet, at der var noget Aparte ved de Blade, De tog fra Marie Lunds Belte!"

"Nei, det er ogsaa sandt! — Men det er dog Marie selv, der har saaet Frøet!"

"Det er det! — Men dersom Holst ikke var gaaet ind i Generalconsulens Gaard forat tegne, saa havde han ikke fundet Firkløveren, og saa havde vi været lige nær!"

"Og dersom De ikke paa Forhaand havde havt Deres Viden fra det Brev, Terndrup —"

"Ja, det, som Lieutenanten solgte mig!"

— "Og saa siger man, at Livet selv aldrig 'componerer'!" udbrød Berner. "Jo, Livet combinerer og componerer saamænd omkap med Alverdens Forfattere — men man har ikke altid saa let ved at se det i Virkeligheden som i Bøgerne!"

"Det er nok muligt, men veed De, hvad jeg forresten tænker paa, Berner: gamle Jomfru Buxbom, hun vilde altid laane Bøger, hvor man paa sidste Side havde en Fornemmelse af, at de, der fik hinanden, blev lykkelige, og det var skam tidt svært at skaffe hende, især i de senere Aar. Men den Fornemmelse, den har jeg med Marie Lund og Lieutenanten — jeg var sgu ikke nær saa sikker, dengang Duborg blev gift med hans Søster!"

"Hun er dog en sjelden Kvinde," svarede Berner, "saa rank og saa sikker!"

— "Ja, gu, er hun sikker!" indrømmede Terndrup.

KAPITEL LXII

— "Herregud, der er gamle Jomfru Buxboms Vindue!" siger Terndrup. "Ja, nu er der ingen Kasser med Purløg og Pralbønner udenfor — Gud maa vide, hvem der egentlig boer!"

"Og der var Duborgs og mit Atelier!" svarer Holst. "Nu boer der en Photograph — sic transit —!"

Berner seer i modsat Retning, over ad Store Kongensgade til. — "Der er Generalconsulens Gaard," siger han og falder i Tanker, men om han nærmest tænker paa Trifolium resupinatum eller paa det "historiske Vindue", hvor Duborg første Gang saae sin "ranke Frue", det er ikke godt at sige.

— "Hvor der dog i Virkeligheden er Faa i en stor By, der rigtig føler sig knyttet til den!" udbryder Holst. "Somme er og bliver Fremmede —"

"Ja, Terndrup har jo altid seet over ad den Kant til, hvor Jylland ligger," afbryder Berner ham med et Smil.

"Og Andre har bestandig staaet udenfor det Hele," vedbliver Holst, "som f. Ex. Duborg — han er lige glad, om han er paa Capri eller i Kjøbenhavn — eller, rettere sagt, han er gladest, naar han blot er borte!"

"Men hvor er det dog muligt!" svarer Berner. "Her er jo bedst i hele Verden!"

"Og smukkest!" tilføier Holst. "Her bliver kjønnere og kjønnere — se blot paa Nyrops Raadhus, hvor det kneiser over Kjøbenhavn!"

"Men Christiansborg ligger endnu i Ruiner," indvender Berner, "'Kongens Kjøbenhavn' har intet Midtpunct!"

"Det skal det have!" forsikrer Holst. "Festivitas kan ingen By og ingen Tid undvære, og derfor skal Slotstinderne ogsaa løfte sig over Staden Side om Side med Raadhustaarnet!"

"Men Slotstaarnet maa være det høieste, og Spiret skal bære den gyldne Kongekrone!"

"Kan indrømmes — af Skjønhedshensyn! — Men det bliver os Demokrater, og ikke Dem og Deres Lige, som bygger Kongen det ny 'Kjøbenhavns Slot'!"

Berner smiler. — "For mig er det Væsentlige ikke, hvem der bygger, men at der bygges. Hovedsagen er, at Holmen ikke ligger hen som en Brandtomt, et Splittelsens Tegn, men at man igjen reiser den sunkne Kongeborg paa historisk Grund, hvælver og kupler den over Absalons Brønd — Traditionens 'hellige Kilde' — den, som er og bliver et Folks dyreste Eie!"

— "Ja, Eet er sikkert," siger Holst, "De og jeg, vi holder af Kjøbenhavn — 'Landets Hjerte', som Duborg ikke kan lide, jeg siger — og hver af os holder nu af den paa sin Maade. — Men var jeg enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa lod jeg Folk som Dem og mig sætte i forgyldte Rammer!"

"Jeg vilde dog foretrække en gammel Mahogniramme," indvender Berner, "jeg troer, den vil passe mig bedst!"

"Ogsaa indrømmet!" svarer Holst, og der bliver en Pause.

Lidt efter siger Berner: "Har De tænkt paa, at det rimeligvis er sidste Gang, vi To staaer heroppe og seer ud over Byen! Det er dog altid en Afslutning paa Noget, Noget, man er færdig med — og jeg synes, den sidste Tid har bragt saa mange Afslutninger!"

"Afslutning!" gjentager Holst. "Jeg kan ikke fordrage Afslutninger, hverken i Livet eller i Bøger! Man skal altid kunne tænke sig en Fortsættelse, ellers er jo Interessen forbi, men man skal ikke vide, hvordan Fortsættelsen bliver — og det veed man da heldigvis heller aldrig! — Færdig, siger De! Troer De, jeg er færdig, eller nogensinde bliver det? Nei! Jeg kan skabe mange smaa udødelige Mesterværker endnu — og De! De skal naturligvis udgive Supplementbind til Deres store Værk — hvem veed, maaske naaer De endnu at faae den sidste sorte Rotte med: den kan jo komme for Dagens Lys, naar vi begynder at rydde Christiansborgs Ruiner forat bygge det ny Slot! — og saa skal De fortsætte Ungdommens historiske Opdragelse — helst naturligvis gjennem Kunsten! — Og Duborgs! Troer De, de er færdige? Jo, Pyt! Han kan endnu blive inspireret og gjøre et Galleribillede, og Fru Ragna — ja, hun kan gjøre, hvad det skal være! — Og Lieutenanten og hans bedaarende lille Kjæreste — den sunde Ungdom, som ethvert Samfunds Fremtid skal bygges paa — de skal jo først til at begynde! Selv Terndrup kan der saamænd ovre i Tredækkernes Land være forbeholdt de mærkeligste Oplevelser — det er kun Byens Saga, han gaaer ud af, ikke Aarhundredets! — Ja, vi skal vel ned!"

— Berner gaaer forrest. — "Giv mig Deres Haand," siger han til Holst, "her er mørkt, og jeg er dog mere husvant end De!"

"Den ny Tid støtter sig til den gamle," svarer Holst, "og det er det, den skal, for saa bryder vi da ikke med Traditionen!"

— Terndrup staaer endnu deroppe og seer sig omkring — det er jo tyve Aar af sit Liv, han tager Afsked med.

Den dæmpede Støi fra Gaderne nedenunder — et sammenstemt Kor af Raslen og Klirren, Rumlen og Raaben — lyder op til ham, i Øieblikke stærkere, i Øieblikke svagere — snart skal han slet ikke mere høre den, han drager bort, Andre kommer til.

Dueflokken slaaer et Slag over de nærmeste røde Tage, løfter og sænker sig og bliver borte for Øiet, borte i Soltaagen, som dirrer over den store By.

Og saa gaaer ogsaa Terndrup ned forat drage til sine Fædres Land og der bruge de Patroner, som Vorherre endnu maatte have bestemt for ham.