Af mit Levned

Jeg blev optaget i Lyceum 6. Decbr. 1842 sammen med min Studiefælle G. Lund, Julius Gram (senere Prof. juris), og Medicinerne Petit og Jul. Paulsen, og blev modtaget af Chr. Hermansen (senere Prof. theol.), E. Boesen (senere Stiftsprovst i Aarhus), M. Hammerich, Tregder, P. E. Lind, A. Listov, A. Birch (senere Guvernør i Vestindien) og Medicineren Ravn. I det næste Aar blev A. F. Krieger optaget tilligemed B. J. Fog, Wad (senere Præst i Korsør) og Schleisner (senere Fysikus i Flensborg og Stadslæge i Kjøbenhavn); i 1844 optoges Hostrup, C. Listov, Islænderen Gr. Thomsen, Klein, Worsaae og Dan. Møller (senere Præst i Vonsbæk og derefter i Faxe). Efter min toaarige Udenlandsreise indtraadte jeg igjen i Selskabet, og samledes der i de nærmest følgende Aar med L. Mynster, Johnstrup (senere Prof. i Mineralogi), E. Vedel (senere Amtmand i Sorø), M. Steenstrup (den bekjendte Udgiver af Dansk Maanedsskrift og af Skrifterne til Folkeoplysnings Fremme), Joh. Forchhammer og Cand. philol. Carl Borries, samt de senere bekjendte Præster, L. Warburg, E. Scharling og min yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg disputerede sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt Lyceum en større Fest, hvori en stor Mængde ældre Lyceenser deltog som Veteraner. Det var en talrig, man kunde gjerne sige glimrende Forsamling. Jeg var bleven valgt til "Dictator" og ønskede Gjæsterne Velkommen med en versificeret, selvfølgelig dansk, Tale. Hvor gemytligt og hvor morsomt det forøvrigt gik til, har Forchhammer beskrevet paa ovfr. anf. Sted. D. 30. Oktober 1850 udmeldte jeg mig af Selskabet, dog med det Forbehold atter at kunne møde "som Veteran", Noget jeg i det Mindste een Gang har gjort Brug af, idet jeg deltog i et lille Fastelavnsgilde paa Constantia i 1853, uden Tvivl det sidste, der er bleven holdt. Men Lyceum og de fortrolige Venskabsforbindelser, der udsprang deraf, høre til mit Livs allerdyrebareste Erindringer.

Men midt under denne Syslen med almindelige videnskabelige Emner gik det særlig filologiske Studium sin regelmæssige Gang, og jeg savnede heller ikke her Medarbeidere og Venner. Sammen med J. G. Lund, senere Rektor i Aarhus, og H. H. Lefolii, senere Rektor i Viborg, læste jeg kursorisk flere græske og særlig latinske Forfattere. Det var fornøielige og lærerige Timer. De vare begge Studenter fra Aaret efter mig, men de spredte sig ikke saa meget som jeg, og tog, uagtet de underviste en hel Del, allerede efter 4 Aars Studium den filologiske Embedsexamen, medens jeg brugte 5 Aar, og selv dette blev anset for en meget kort Studietid. Det var nemlig den saakaldte Store Philologicum, som de, der tragtede efter overordnede Lærerposter ved de lærde Skoler, maatte underkaste sig. Det var store Fordringer, der stilledes i de 3 Hovedfag, Latin, Græsk og Historie, hvortil kom adskillige Bifag, Hebraisk, Mathematik, Theologi og Filosofi. Kandidaten skulde vise, at han var hjemme i alle Skolens Fag og, om fornødent, kunde overtage Undervisningen i dem; naar Modersmaalet og de nyere Sprog ikke vare medtagne, kom dette af, at Kundskab deri blev betragtet som selvfølgelig. Man kan nok tænke sig, at disse store Fordringer aldrig bleve fuldtud opfyldte. Jeg gjorde mit Bedste for at nærme mig dertil, og det var ikke mange af Ciceros og Platos Skrifter, jeg ikke fik gjennemlæst; men det var vel ogsaa derefter. I 1849 blev Examen ogsaa indskrænket; den skulde kun omfatte de 3 Hovedfag, samt Modersmaalet tilligemed Oldnordisk; men selv dette syntes efter nogen Tids Forløb at være for Meget. Der var Sprogforskere, som ikke vilde have Historien med, og Historikere, som syntes de kunde undvære de gamle Sprog, medens ogsaa de nyere Sprog gjorde Fordring paa at stilles lige med de gamle. I 1883 oprettedes da en ny Skoleembedsexamen, hvortil der skulde opgives 1 Hovedfag og 2 Bifag. Man saa bort fra Skolens encyklopædiske Character; man krævede Faglærere, og Specialstudierne dreves langt videre, end det for Skolens Skyld var nødvendigt. Skjøndt det nu af og til viste sig, at det ikke var de saaledes uddannede Kandidater, som Skolen havde bedst Brug for, vilde man dog ikke opgive Systemet, der stemmede med hele Tidens Retning, som krævede Specialisering paa alle Punkter. Resultatet blev, at man gik endnu et Skridt videre ad den Vei, man havde begyndt paa, og de nye Examensbestemmelser af 1901 gjorde Prøven endnu mere "videnskabelig" og mindre praktisk end tidligere. Om man har gjort vel deri eller ikke, maa Fremtiden bedømme.

Der var i min Studentertid 3 filologiske Professorer ved Universitetet, Madvig i Latin og F. C. Petersen i Græsk; Brøndsted havde en extraordinær Stilling; han holdt færre Forelæsninger, og kun over Græsk. Jeg hørte en Forelæsning over Pindar af ham; og, var det end først mange Aar senere, da jeg selv tog mig for at læse over Pindar, at jeg fik nogen klar Forestilling om denne Forfatter, mindes jeg dog ogsaa denne Forelæsning med Glæde. Den livlige og for Hellas begeistrede Mand syntes at sidde inde med Mere, end man fik at høre, og jeg misundte dem, der, som Oppermann, havde Adgang til hans Hus; jeg selv har kun været een Gang i hans Stue. F. C. Petersen levede længere, saa at jeg i Tidens Løb kunde blive hans Kollega og Ven. Han var en godmodig Mand og en samvittighedsfuld Embedsmand. Som Provst for Regentsen har han stor Fortjeneste af at have bragt Orden i Styrelsen. Ungdommen gjorde sig undertiden lystig over hans salvelsesfulde og "pedantiske" Udtryksmaade, som man sagde; men de vidste dog godt, at de i ham havde en Foresat, som vilde forsvare deres Ret og deres Interesser, naar det krævedes. Som Universitetslærer skulde han docere græsk Filologi. Ved Siden af exegetiske Forelæsninger læste han over græsk Litteraturhistorie, græske Antikviteter (ɔ: Statsforfatning) og Mythologi. Hans Forelæsninger vare et korrekt Referat af den tyske Videnskabs Resultater, men de vare noget tørre og vidtløftige især i Indledningerne. Vi kunde saaledes ikke forstaa, hvorfor han dikterede os fuldstændige Litteraturoversigter, som Ingen af os havde Brug for i alt Fald som Studenter. Mest interesserede mig hans Kunstmythologi; men man var dengang meget slet forsynet med de nødvendige Afbildninger. Millins Galerie mythologique, en lille Oktavbog med Konturtegninger, cirkulerede undertiden i Timerne; større og nøiagtigere Gjengivelser af de antike Kunstværker, der kunde give en virkelig Forestilling om deres Character, fandtes ikke.

Madvigs Forelæsninger vare naturligvis mønsterværdige. Litteraturhistorien har jeg omtalt. Endnu betydeligere var hans Fremstilling af den romerske Statsforfatning, der fremtraadte i en forstaaelig og klar Skikkelse, som den endnu ikke fandtes i nogen Litteratur, tilmed ordnet paa en let overskuelig Maade. Den blev lagt til Grund for Bojesens Haandbog i de romerske Antikviteter, der i lang Tid blev benyttet som en fortrinlig Lærebog ikke blot herhjemme, men ogsaa i Tyskland. Fuldstændigere og paany gjennemarbeidet foreligger Madvigs Arbeide som bekjendt i hans sidste Hovedværk. Ogsaa hans latinske Syntax bleve hans Tilhørere først bekjendte med ved hans Forelæsning. Jeg havde i Skolen læst efter Baden, hvis Regler hverken vare forstaaelige eller rigtige; Borgen havde ført mig ind paa en rigtigere Vei; ved Universitetet havde jeg benyttet Zumpt og Billroth, og derigjennem i Forbindelse med Madvigs exegetiske Forelæsninger og Øvelser allerede for en stor Del kunnet tilegne mig det System, som Madvig nu fremlagde fuldfærdigt. Det var en stor Velgjerning for Skolerne, da de ubrugelige og uklare Lærebøger bleve afløste af Madvigs. Det var ikke Madvigs Skyld, at Lærerne misbrugte hans Bog, lod Skoledisciplene lære udenad, hvad der var bestemt til at springes over, og ikke forstod at sætte sig paa Disciplenes Standpunkt.

Iblandt de lidt ældre filologiske Studerende var der især to, som jeg kom i et nærmere Venskabsforhold til. H. P. Tregder var 4—5 Aar ældre end jeg, en godmodig og elskværdig ung Mand, hvis gode Hoved jeg beundrede, og hvem jeg betragtede som selvskreven til at være Petersens Efterfølger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og blev Rektor i Aalborg og senere i Sorø. Han var maaske ogsaa nok saa godt skikket dertil; thi medens han hurtig opfattede en Sags Kjerne, interesserede det ham mindre at se den udfolde sig i Enkelthederne, saa at han kunde give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde en ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og klart det, som forekom ham at være Hovedsagen. Man kunde undertiden ønske, at han havde lært dem mere, men hvad han lærte dem, det kunde de. Hans Forfattervirksomhed svarede dertil; hans latinske Litteraturhistorie er et kort og klart Schema; den første Udgave led af adskillige Unøiagtigheder, men de bleve rettede i de senere. Den græske Kunsthistorie vilde jeg ønske han ikke havde skrevet. Jeg kunde ikke lade være at sige ham dette; men saa ubehagelig denne Meddelelse var ham, gjorde den dog intet Skaar i vort Venskab.

L. Oppermann, der var bleven Student to Aar før jeg, var en stor Modsætning til Tregder. Ogsaa han var et udmærket Hoved og havde systematisk Talent, men han dvælede med nok saa stor Lyst ved ubetydelige Enkeltheder. Det var ham en stor Fornøjelse, naar han opdagede en eller anden lille Feil hos sine Forgængere. Han kunde ikke lukke en Bog op uden at finde en Trykfeil, selv om det var den eneste, der fandtes i hele Bogen. Han morede sig med at eftervise, hvorledes selv de bedste tyske Stilister, som Goethe, af og til kunde udtrykke sig saa skjødesløst, at det strengt taget var meningsløst, og med at fortælle saadanne Historier som den om en mathematisk Professor, hvem han engang ved en Examen havde hørt forlange af Examinanden, at han skulde lægge et Snit igennem en Kegle saaledes, "dass die grössere Hälfte der kleineren gleich wird." Han begyndte som klassisk Filolog, og hans første Arbeide var en "Latinsk Sproglære til Skolebrug, især efter Billroth" (1840), en Bog, som upaatvivlelig var bleven almindelig brugt, hvis ikke Madvigs Grammatik var udkommet Aaret efter. Lige saa uheldig var han med sin "Indledning til den danske Sproglære", idet Bojesen Aaret efter udgav sin lille Ledetraad; Oppermann beskyldte ham for at have plagieret ham. Da han indstillede sig til Examen, fik han kun en middelmaadig Anden Charakter; han havde stolet paa sine almindelige Kundskaber og ikke brudt sig om den specielle Examensforberedelse. Endnu værre gik det ham, da han meldte sig til Forstexamen. Og dog var han en fortrinlig Mathematiker. Hans "Elementær Plangeometri" roses, og som Mathematiker blev han optaget i Videnskabernes Selskab og nød stor Anseelse blandt Fagmændene. Tilsidst blev han Professor i Tysk ved Universitetet. Var det Forfængelighed, der saa tidt bragte denne glimrende Begavelse ud af Ligevægten? Maaske. Den Orm lide vel de fleste Mennesker af. Men hvor man end vil søge Aarsagen, jeg vil ikke dømme, men kun beklage min Ven. Han døde 17. Aug. 1883. Et skjønt Eftermæle har A. D. Jørgensen sat ham i sin "Redegjørelse for min Udvikling og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelæsninger" siger han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning for mig. Dels gav de mig Blik for Ensidighederne i den tyske Litteratur, dels blev de for mig det første Exempel paa et grundigt og fordomsfrit Kildestudium. Oppermann viste, hvorledes hver enkelt Forfatter var en eiendommelig Personlighed, tildels betinget af sin Tid, tildels af sit særlige Naturel og sine Evner, og han tog den Ting aldeles naturlig og uden verdenshistoriske Tillavninger og forudbestemte Skemaer. Snarest for tilbøielig til overalt at se Udslag af tysk Sentimentalitet, ligesom danske Forfattere dengang (omkring 1860) i det Hele stadig var paa Krigsstien mod alt tysk Væsen, stillede han de historiske Forhold i et saa tilforladeligt Lys, at det her for første Gang gik op for mig, hvad der egentlig kræves af en ædruelig Betragtning af Fortidens Personer og Forhold."

Aaret 1836, da jeg blev Student, var et Mærkeaar for Universitetet. Den gamle Universitetsbygning var brændt 1807. I mange Aar havde de nøgne Mure staaet der som et sørgeligt Minde. Min ældste Broder og jeg havde som Børn leget paa Pladsen imellem dem sammen med den naturhistoriske Professor Wads Pleiesønner, som boede i Kommunitetsbygningen. Nu var den nye Bygning færdig; den skulde indvies ved Reformationsfesten, der ogsaa dette Aar feiredes med særlig Høitidelighed; det var 300 Aar siden den lutherske Reformation blev indført i Danmark. Den nye Universitetsbygning forekom os stor og anselig; thi Studenternes Tal var ikke Halvdelen af, hvad det nu er. De skjønne og storladne Forhold i Façaden gjorde jo ogsaa Bygmesteren, Malling, al mulig Ære; at Lysforholdene i det Indre ikke altid vare heldige, mærkede man først senere. Særlig uheldig var han med det Forsøg paa Forhallens Loftsdekoration, han lod Historiemaler Høyer foretage, men det forsvandt ogsaa øjeblikkelig, og Constantin Hansen og Hilker udførte den herlige Udsmykning, som jeg i mine Studenteraar havde min Glæde af at se blive til og senere som Professor fik det ærefulde Hverv at skulle vaage over og sørge for at redde ved hensigtsmæssig Restauration, da Tidens Tand ikke havde skaanet den. Da Malerierne vare færdige, fik Bissen det Hverv at udføre Statuerne af Athene og Apollo ved Trappeopgangene. Han modellerede dem paa Stedet, og jeg besøgte ham ofte under Arbeidet. Da de vare færdige i Gibs — og Bestillingen til Kunstneren gik kun ud derpaa — ønskede Studenterne at vise Mesteren deres Taknemmelighed ved et Festmaaltid.

Universitetsprofessorer og Kunstnere toge Del deri, lad mig nævne Clausen og Madvig, Thorvaldsen og Hetsch som Exempler. Pastor Mørch-Hansen har i "Museum" 1893 givet en interessant Meddelelse om Festen. Chr. Molbech holdt en smuk Tale for Hædersgjæsten, og iblandt de Sange, der hædrede ham, var ogsaa en af den svenske Billedhugger Molin, der benyttede Bissens Navn paa en morsom Maade, thi paa Svensk hedder Nissen "Tomtebissen". Troels Smith udtalte det Ønske, at de to Gibsstatuer snart maatte kunne opstaa i en varigere Dragt. Denne Udtalelse modtoges med almindelig Jubel, og Dagen efter samledes Indbyderne til Festen for at overveie, om det var muligt at tilveiebringe de fornødne Midler til at lade dem udføre i Marmor. Kunstneren selv ønskede kun sine Udgifter dækkede, men det syntes dog at være en vanskelig Opgave. Vi tog imidlertid trøstig fat paa Værket. En Maleriudstilling i Universitetsbygningen, hvortil Folk velvillig laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa Hoftheatret gav en ret god Indtægt; men der manglede endnu Meget, som maatte skaffes ved private Bidrag. Det var aabenbart ikke nok at udstede en almindelig Opfordring hertil; skulde det hjælpe, maatte vi henvende os personlig til velstaaende Medborgere, som vi antog kunde dele vor Interesse. To og to gik vi da omkring og lod os melde hos Folk, vi slet ikke kjendte; jeg var i Almindelighed ledsaget af Mørch-Hansen. Det kostede os ikke liden Overvindelse, men paa de fleste Steder bleve vi godt modtagne, og Pengene kom ind. Vi takke Giverne og haabe paa Tilgivelse for vor Paatrængenhed.

III.
ARCHÆOLOGI OG UDENLANDSREISER.

Da jeg valgte det filologiske Studium, var det ikke alene af Interesse for Videnskaben, men ogsaa fordi jeg fandt, at det var en smuk Lod og en Stilling, jeg kunde magte, at være Skolelærer. Jeg havde tænkt mig, at jeg skulde ende mine Dage som Skolemand, og det var først efter at jeg havde taget filologisk Examen, at Madvig vakte Tanken hos mig om mulig at komme til Universitetet. Han syntes, at han og Petersen nok kunde trænge til en yngre Medhjælper, og da baade han og Petersen vare rent litterære Filologer, savnede man efter Brøndsteds Død 1842 En, der havde personligt Kjendskab til Italien og Grækenland og deres Monumenter. Thi skjøndt han altid, og med fuld Ret, hævdede, at Studiet af Litteraturen, Sproget og Historien maatte være det Første for Filologien, miskjendte han ingenlunde Monumenternes Betydning, og skjøndt han af og til i sin Tid havde trukket lidt paa Smilebaandet, naar han fandt Brøndsteds Begeistring overdreven, havde han dog den største Agtelse for hans Dygtighed. Han følte godt, at Archæologen sad inde med Kundskaber og med et Selvsyn, som han selv manglede. Han opfordrede mig derfor til at træde i Brøndsteds Fodspor og lægge mig efter Studiet af Oldtidens Kunst og Monumenter. Han anbefalede mig til Professor Høyen, og skjænkede mig derved en Lærer og en Ven, der fik lige saa stor Betydning for min Udvikling, som han selv havde havt. Det var d. 17. Decbr. 1842, at jeg saa Høyen første Gang. Han modtog mig med stor Venlighed, og vi havde en lang Samtale om den nye Opgave, jeg havde stillet mig. I Samtalens Løb sagde han, at nu misundte han mig, men om nogle Aar vilde han ikke misunde mig; han kunde ikke spaa mig bedre Skjæbne end Brøndsted; "det var et Studium, som ingen Interesse mødte." Hvor ere Tiderne ikke forandrede! Han skræmmede mig dog ikke. Jeg sagde til mig selv, som der staar i en samtidig Dagbogsoptegnelse: "O, havde jeg ikke Andet at være bange for! Bliver jeg til Noget, skal jeg nok finde Anerkjendelse, og finder jeg den ikke, hvad gaar det mig an? Men jeg føler tilfulde Vanskeligheden af den Opgave, jeg har stillet mig. Jeg kan Intet og vil kunne Alt!" Elsket Kunsten havde jeg vel altid, men jeg kjendte næsten Intet dertil. Det var Høyen og Omgangen med de Kunstnere, jeg fandt i hans Kreds, der aabnede mit Øie for dens virkelige Væsen, at man ogsaa igjennem den kom Guddommen nærmere, at man igjennem Kunstens Fremstilling af det Skabte følte sig endnu mere gjennemtrængt af Kjærlighed til Skaberen; ikke som om Sligt nogensinde udtaltes i denne Kreds; det er mine egne Følelser, jeg her søger at udtrykke, men jeg tvivler ikke paa, at det Samme føles af enhver ægte Kunstner og Kunstelsker. Jo dybere og inderligere denne Følelse er, desto mindre holder man ofte af at tale derom. Høyens Undervisning og Samtale gik ud paa det Positive, Opfordring til at se og studere og til at tilegne sig det Sete. Han gav mig Anvisning paa den Litteratur, jeg burde benytte; men endnu større Betydning havde det, at han besøgte det Kgl. Billedgalleri og Moltkes Malerisamling med mig. Han anbefalede mig at lære at tegne og skaffede mig Lundby til Tegnelærer, og da det jo særlig var Oldtidens Kunst, jeg skulde studere, førte han mig op i Kunstakademiets Samling af Gibsafstøbninger, viste mig Thorvaldsens Samlinger, den smukke lille Samling af smaa Oldsager, som Billedhugger Herman Freunds Enke eiede, og bad Kammerherre Falbe, der bestyrede Christian VIII's Vasesamling, om at give mig Adgang til denne. Her fik jeg min første archæologiske Opgave; det blev mig overdraget at forfatte et Katalog over Vaserne. Det var en Samling, som Prins Christian i sin Tid havde kjøbt af Erkebiskop Capece Latro i Tarent, og som siden havde modtaget enkelte Forøgelser igjennem Brøndsted og Falbe; det var Begyndelsen til den værdifulde Vasesamling, som nu findes i Statens Antiksamling.

Det var ikke nogen daarlig Maade at begynde paa det archæologiske Studium. Ingen Klasse Monumenter giver et saa rigt Indblik i de gamle Grækeres Liv og Forestillingskreds som disse Industriprodukter, og Haandværkernes Smag og Dygtighed er jo et Echo af de store Kunstneres. Vasestudiet var ogsaa den Tids Yndlingsstudium. De uhyre Rigdomme, der stadig kom frem fra Etruriens og Nedreitaliens Nekropoler og spredtes over alle Europas offentlige og private Samlinger, lokkede baade Kaldede og Ukaldede til at offentliggjøre disse Skatte og forsøge at tyde den Billedverden, der her oplod sig. Adskilligt var der i disse Tydninger, selv hos en saa indsigtsfuld Forsker som Gerhard, der kunde ægge til Modsigelse; dog var det for det Første kun et enkelt Punkt, hvor min filologiske Samvittighed ikke tillod mig at tie. Til en Beskrivelse af antike Vaser hører det ogsaa at give dem deres rette antike Navn. Panofka havde skrevet en Bog, Recherches sur les véritables noms des vases Grecs, hvori han fremdrager over 100 græske Benævnelser paa Kar og tillægger hver af dem sin særegne Form iblandt dem, der findes i Vasesamlingerne. Det kan være bekvemt ved Affattelsen af et Katalog at have saadanne Navne til sin Raadighed, men det er meget langt fra Sandheden. Ligesom nu til Dags en Kop eller et Blomsterglas kan have mange forskjellige Former, uden at vi give hver af disse sit eget Navn, saaledes var det ogsaa Tilfældet i Oldtiden. Livet har det samme Navn for hvad der har den samme Brug; kun Fabrikanten adskiller de forskjellige Former ved at give hver sit Numer, og Modehandleren opkalder de forskjellige Façoner efter — jeg veed ikke hvad. Da jeg nu skulde skrive en Disputats, valgte jeg at underkaste dette Spørgsmaal en nøiagtigere Drøftelse. Det var som Filolog, at jeg lexikalsk gjorde Rede for de antike Navnes Betydning, og hvorvidt det var muligt at henføre noget af dem til de fra Samlingerne bekjendte Former. I Indledningen behandlede jeg i Korthed almindelige archæologiske Spørgsmaal om Vasernes Oprindelse og Bestemmelse. Min Afhandling hed De nominibus vasorum Græcorum, og blev forsvaret d. 7. Septbr. 1844. Jeg erhvervede derved Værdigheden som Magister artium; Doctorgraden opnaaede man dengang ikke uden man først var Magister. Disputatsen foregik naturligvis paa Latin og under de gammeldags Former. Nedenfor Kathedret, hvorpaa Præses stod, var anbragt et mindre Katheder, som indtoges af hans Respondens, der skulde hjælpe ham at besvare de gjorte Indvendinger. Denne Plads beklædte en yngre Ven af mig, stud. philol. Chr. Listov, senere Rektor i Herlufsholm og i Nykjøbing. Dette var naturligvis en tom Form, ligesom den hele Akt ingenlunde havde den Alvor som nu til Dags, da den foregaar paa Dansk. Min Disputats manglede heller ikke den ret almindelige Tilsætning af Løier, idet min gode Ven, lic. theol. Hagen traadte op og beskyldte mig for at have løiet, idet jeg havde sagt, at jeg aldrig havde været udenfor mit Fædreland, medens det var vel bekjendt, at jeg havde deltaget i det skandinaviske Studentermøde i Upsala Aaret i Forveien.

Saasnart Disputatsen var overstaaet, skulde jeg gjøre mig færdig til den store Udenlandsreise, som Understøttelse fra Fonden ad usus publicos havde sat mig i Stand til at foretage. Nu til Dags, da det er blevet saa let og saa almindeligt at reise, vilde man ikke kalde denne Reise stor, men i 1844 var det anderledes. Jublende glad var jeg i Tanken om alt det Skjønne, jeg skulde se og lære; mine Venner priste min Lykke og medgav mig hjertelige Hilsener i Form af Stambogsblade. Mine Husfæller paa Borchs Kollegium holdt en munter Afskedsfest for mig, ved hvilken Leilighed Hagen skrev en særdeles morsom Vise[2]. Men alt som Afreisen nærmede sig, blev jeg dog ogsaa noget beklemt over at skulle vove mig alene ud i den vide Verden. Jeg var meget uerfaren, kun 24½ Aar gammel, og jeg saa endnu yngre ud. Jeg anede ikke, at ogsaa dette kunde være en Fordel, og at jeg netop paa Grund af mit barnlige Udseende undertiden blev modtaget med en Velvillie, som jeg ellers ikke kunde gjøre Krav paa. Heller ikke Skilsmissen fra min Familie var let. Min Fader haabede næppe at se mig mere. Da jeg sagde Farvel til ham paa Toldboden, kunde den stærke Mand ikke tilbageholde Taarerne; Sligt havde jeg aldrig set før. Min Trøst i dette Øieblik var, at jeg ved Siden af mig havde en lidt ældre Ven, der før havde reist, og som skulde ledsage mig paa den første Del af Reisen, cand. juris, senere Professor, Julius Gram.

Efter en stormfuld Seilads, hvor Skibet led noget Havari, ankom vi til Kiel d. 9. Oktober 1844. Der hørte vi adskilligt om Slesvigholstenernes Forbittrelse imod Danmark. Vi lo hjertelig over at høre, hvorledes en smuk ung dansk Dame (Frk. Wulf) paa et Bal havde tvunget alle Kavalererne til at tale Dansk, da hun erklærede, at hun ikke vilde tale Tysk. Om Aftenen vare vi hos Professor Paulsen; det var den sidste Aften i lang Tid, vi tilbragte i en dansk Familie. Den næste Dag førte Jernbanen os til Hamburg; det var første Gang, jeg prøvede den Befordring; og den følgende Aften gik det med Diligence fra Hamburg til Bremen, hvor vi beundrede det prægtige Raadhus. Derfra med samme lidet behagelige Befordring over Osnabrück, Münster og Düsseldorf til Cölln, hvis dengang endnu ufuldendte Domkirke gjorde et saa mægtigt Indtryk paa os, at vi ofrede mindre Tid end vi burde paa de herlige romanske Kirker i samme By. Rhinturen, fra Bonn til Mannheim, hvoraf et lille Stykke, Coblenz—Boppart, tilbagelagdes til Fods, Resten med Dampskib, ydede mig mindre Fornøielse end ved senere Leiligheder; jeg syntes, Møens Klint var meget smukkere, og først i Heidelberg fandt jeg Noget, jeg kunde stille ved Siden af eller over denne. Her nød jeg Naturens Skjønhed i en sydlandsk Temperatur, og medens Gram besøgte gamle Venner, vandrede jeg langs med Neckarfloden til Handschuchsheim, hvor en Hr. Uhde, der havde Bjergværker i Mexiko, havde samlet en stor Mængde interessante mexikanske Oldsager.

Efter at have ydet Strassburger-Münsteren vor skyldige Beundring og glædet os over Holbeins Portræter i Bibliotheket i Basel steg vi om Aftenen d. 20. Okt. atter ind i en Diligence for at kjøre til Lausanne. Jeg havde sovet et Par Timer, da jeg blev vækket af en uvant Lyd. Vi vare i den romantiske Münsterthal, hvor det ene Vandfald efter det andet brusede ned ad Klipperne ved Siden af Veien og glimrede i Maaneskinnet. I Graaveir og Taage seilede vi fra Lausanne til Genève; vi kunde kun se de nærmeste Kyster; Alperne gjemte sig i et uigjennemtrængeligt Mørke; først den næste Aften viste de sig for os i al deres straalende Herlighed med Mt. Blanc thronende i Midten.

Over Naturen glemte jeg dog ikke Kunsten. I Musée Rath fandt jeg en smuk lille Samling af ældre, navnlig hollandske Malerier og nyere Billeder af Schweizer Kunstnere. Et smukt lille Landskab, der i Kataloget var opført som "Ubekjendt Mester", forekom mig ved første Øiekast at være D. Moucheron, og da jeg saa nærmere efter, stod Navnet virkelig paa Billedet. Jeg følte mig stolt over denne Opdagelse. Naar Lignende senere er hændt mig, har det naturligvis ogsaa moret mig, men jeg har vidst, at det kunde Mange gjøre mig efter; Kjenderskabet er ikke det Væsentlige ved Kunstbetragtningen. Og det har det heller ikke været for mig dengang; ellers vilde jeg ikke kunne huske Calames prægtige Landskab "Storm i Høialperne". Jeg bildte mig ind, at jeg selv oplevede denne forfærdelige Naturscene, at jeg saa og hørte Stormen piske Granerne og knække dem, saa at selve Vandfaldets Brusen overdøvedes og Bjørnen krøb i Skjul.

Den næste Dag skulde jeg skilles fra min kjære Ven, der hidtil havde været mig en saa uforlignelig Støtte. Gram skulde til Aix og jeg til Italien. Han var vel selv heller ikke ganske rolig for at lade mig gaa paa egen Haand, siden han overtalte mig til at tage med Kureren til Turin. Det var den dyreste Reisemaade. Det kostede 75 Francs, men saa kom man derhen i 36 Timer; man sad ved Siden af Postføreren og var anbetroet hans særlige Omsorg. Kureren var ingen almindelig Kusk; det var en ung smuk og særdeles dannet Mand, der talte nydeligt Fransk, i sin Hjemstavn bekjendt som Journalist og Digter; hans Navn var Constantino Reta. Efter en Times Kjørsel standsede vi ved Grænsen af Savoyen. Toldbetjentene rodede op i min Kuffert, og deri fandt de — en Del Bøger. Dette var naturligvis Contrabande, især da man ikke kunde forstaa et Ord af dem. De bleve tagne fra mig, indpakkede og forseglede; man lovede, jeg skulde faa dem igen i Genua, et Løfte som rigtignok ikke blev holdt. Jeg havde aldrig faaet dem, hvis ikke den danske Konsul i Livorno, Dalgas, havde taget sig af Sagen, og langt om længe faaet dem sendt til mig i Florents. Medens Toldembedsmændene undersøgte Bøgerne og havde stor Møie med at opskrive den mesopotamiske Titel paa Schouws "De italienske Naaletræer", tog Reta fat paa et Exemplar af min Disputats, og han havde Tid nok til at gjennemlæse de første Sider. Det gode Latin behagede ham; han fik Interesse for mig, og vi bleve særdeles gode Venner. Veien gik igjennem de deiligste Bjerglandskaber, især fra S. Jean de Maurienne til Vernay; men oppe paa Mt. Cenis sneede det. Jeg gik til Fods ved Siden af Vognen, indtil det var bleven mørk Nat; saa krøb jeg atter ind i Karreten. Jeg sov snart ind, og vaagnede først, da det atter bar nedad, og et straalende Solskin varmede mit Ansigt og viste mig Italiens Herlighed.

Jeg havde tænkt at anvende en Dag paa at se Museet i Turin, men jeg blev der i 3½; min nye Ven vilde ikke slippe mig. Jeg maatte spise til Middag hos ham, gjøre Bekjendtskab med hans Hustru, hans Broder og andre gode Venner, alle sammen "bons enfants" som han udtrykte sig, og saa tilsidst kjøre med ham til Genua, naar det var hans Tur. Fru Reta kunde ikke tale Fransk, og jeg vovede endnu ikke at prøve paa at tale Italiensk; men et kjønt og tiltalende Ansigt havde hun, om end de høie Toner, hvori Vennerne i hendes Stambog besang hende som Madonna, forekom mig noget overdrevne. Vennerne vare livlige og elskværdige Mennesker, Journalister og Digtere, begeistrede for den nationale og borgerlige Frihed, som de ikke tvivlede paa, at "det unge Italien" snart vilde tilkæmpe sig. Det varede længere end de tænkte; men et Forsøg blev gjort i Genua i 1848. Der omkom Constantinos Broder; han selv blev landflygtig og levede derefter som Sproglærer i Genf, hvor han døde i Foraaret 1858. Jeg har et Minde om ham tilbage i et Digt, han skrev i min Stambog, Inno del tramonto, og et Par Breve.

Ogsaa i Genua blev jeg længere, end jeg havde ønsket. Jeg skulde tage med Dampskib til Livorno; men det var i 2 Dage et saa øsende Regnvejr, at Skibet ikke kunde faa indtaget sin Ladning, og den 3. Dag, da Regnen ophørte, var det en forrygende Storm. Om Aftenen kom jeg dog afsted, og naaede uden Uheld Livorno den næste Morgen. Ogsaa til Pisa kom jeg, skjøndt Banetoget for en stor Del maatte kjøre igjennem Vand; men derefter gjorde Oversvømmelsen al Færdsel umulig. I 3 Dage ventede jeg paa, at Veien til Florents skulde blive farbar; men der var endnu lange Udsigter; saa maatte jeg lægge Veien om ad Lucca. De 3 Dage, jeg tilbragte i Pisa, mindes jeg med særlig Glæde. Den største Del af Tiden tilbragte jeg fjernt fra Byens Færdsel paa Domkirkepladsen og nød i Fred og Ro de vidunderlige Monumenter, der vare samlede der, Domkirken, det skjæve Taarn, Baptisteriet og Campo Santo; det var mit første Bekjendtskab med den tidligere, italienske Kunst.

I Florents tilbragte jeg en hel Maaned. Jeg var ganske alene; der var ingen Landsmænd, og jeg gjorde saa godt som ingen nye Bekjendtskaber. Jeg aflagde et flygtigt Besøg hos Englænderen Millingen. Jeg havde Lyst til at se Forfatteren til det smukke og for sin Tid mønsterværdige Værk: Ancient Unedited Monuments. Jeg traf ham i hans Arbeidsværelse, en enlig gammel Mand, der kun levede i sine Antiker. Paa hans Skrivebord stod den smukke lille Marmortorso af en kvindelig Figur i stærk Bevægelse, der er afbildet i det ovennævnte Værk. Jeg besøgte Galleriets Bestyrer Migliarini, en fortræffelig gammel Mand, som ikke bar sin Lærdom til Skue, men bedømte Alt med sund Menneskeforstand. Ogsaa i Storhertugens Bibliothekar, Svenskeren Grev Gråberg de Hemsjö, fandt jeg en elskværdig gammel Mand, men han var desværre saa døv, at man kun kunde tale med ham igjennem et Hørerør. I min Ensomhed længtes jeg nok undertiden efter Vennerne i Hjemmet, men det var ingen trykkende Længsel, thi jeg havde nok at gjøre med Studierne i Florents Kirker og Museer. Og dog var dette jo kun en Indledning; Rom skulde være mit egentlige Arbeidsfelt. I den anden Uge af December forlod jeg Florents, og efter 2 Dages Ophold i Siena ankom jeg til Rom d. 16. December.

Rom i 1844 var meget forskjellig fra Rom ved Aarhundredets Slutning. Det var endnu den pavelige Stad, den stille Kunstnerby, hvor man i Ro nød Kunstens og Naturens Herlighed under hans Helligheds og hans Tjeneres imponerende Varetægt. Nu er Staden bleven 3 Gange større og en tyk moderne Fernis har lagt sig over det Hele. Nu kommer man til Rom med Jernbanen som til andre store Stæder, stiger af i en Banegaard, hvor man har sin Nød med at bane sig Vei igennem Menneskevrimlen, med at finde sit Tøi, og er glad naar man endelig uden Uheld og uden al for lang Venten er bleven stuvet ind i en Omnibus for at kjøre til et Hotel. Den Gang kjørte man i jævnt Trav ind ad Porta del popolo; Kusken knaldede med Pisken, og man blev høitidelig modtaget af den store Obelisk med Springvandet omkring, hvorefter man kjørte op ad Corsoen, der vistnok ikke var mindre kjedelig end den nu er, men som dog ikke ved Støi og moderne Glimmer forstyrrede den Ankommendes forventningsfulde Stemning.

Det første Sted, jeg søgte hen, var den lille mørke Café del Greco i Via Condotti, hvor jeg skulde høre, om der var Breve fra Hjemmet, og om der ikke var nogen Landsmænd til Stede. Jo vel var der det. Medailleur Petersen modtog mig med stor Venlighed, og kort efter førte han mig over i det nærliggende Trattoria Lepre, hvor jeg traf flere Landsmænd, i hvis Kreds jeg øieblikkelig var som hjemme. Kunstnerkredsen i Rom var ikke lille i de Dage. Det var næsten alle yngre Mænd, nogle faa Aar ældre end jeg. Der var Jerichau, hvis hjemsendte Stykker af Frisen "Alexanders Bryllup med Roxane" allerede havde vakt fortjent Opmærksomhed i Danmark; det næste Aar saa jeg ham fuldføre Gruppen Hercules og Hebe, der gjorde stor Opsigt i Rom, blandt andet fordi man havde travlt med det unyttige Spørgsmaal, om det skulde være et Forsøg paa at restaurere den belvederiske Torso eller ikke. Han var allerede dengang noget sygelig og klagede oftere over, at han ikke blev paaskjønnet i Danmark; men han havde endnu ikke den pessimistiske Anskuelse af Livet, som forbittrede hans senere Dage. Han var en elskværdig Omgangsfælle, som jeg nødig rev mig løs fra. Han tegnede med Blyant et lille Portræt af mig, som jeg kunde sende hjem til min Fader paa hans og min Fødselsdag, 10. April 1845. Holbech saa jeg ikke synderlig til; han holdt sig for sig selv; derimod omgikkes jeg meget Elfenbensskjærer S. S. Winther, der var Broder til den senere bekjendte Rigsdagsmand Dr. Gert Winther. Han modellerede en Portrætmedaillon af mig, et smukt Arbeide, men saa flatteret, at en god Ven af mig, da han saa det, antog det for et Kvindehoved og spurgte, om det skulde være en Kleopatra; den er desværre gaaet til Grunde ved en Ildebrand. Winther var stærkt angrebet af Brystsyge; han led meget og døde allerede 1846. Af Malere var der Jerichaus trofaste og opofrende Ven Th. Læssøe, den stille og flittige A. V. Boesen, den hyggelige Genremaler Raadsig, Lunde, en fordringsløs Kunstner med fin Følelse for Farvetonerne i Landskabet, og den i München uddannede Rohde, som med en fin og "spirituel" Pensel malede Vinterbilleder og italienske Landskaber. Ogsaa den gamle Ernst Meyer har tidt moret mig med sit lune Humor. Engang saa jeg i hans Skitsebog en lidet interessant Figur. Det var Natvægteren i Söder-Telge. "Hvorfor har De tegnet ham?" spurgte jeg. "Den latterlige Karl," sagde han, "han raaber ved høi lys Dag." Det var Midsommertid. Gurlitt havde sluttet sig ganske til Tyskerne. Han var ogsaa født i Altona, og den tyske Kunstnerkreds var jo baade større og betydeligere end den nordiske. I Kunstnerverdenen var der paa den Tid endnu ikke indtraadt nogen Adskillelse imellem danske og tyske. Jeg besøgte ogsaa tyske Kunstnere i deres Atelierer; jeg mindes bl. A. Düsseldorferne Riedel og Achenbach og Frankfurteren Rethel, og i det følgende Aar Overbeck og Cornelius.

Af norske Kunstnere var der i den Vinter ingen i Rom; derimod var der en anselig Kreds af svenske, der levede med de Danske ganske som Landsmænd. Der var af Landskabsmalere Maaneskinsmaleren Stäck og den døve Palm, af Figurmalere den fortræffelige Wahlbom, der excellerede i Rytterbilleder fra Trediveaarskrigen, og Lundgren, der ikke uden Held efterlignede Venezianerne, og som senere ogsaa fik et Navn i Litteraturen, endelig den livlige Architekt Scholander, hvis Illustrationer til Tegnèr ville være i Manges Minde. Plageman saa vi kun lidt til; man sagde, han levede af at lave Rafaeler til engelske og amerikanske Reisende. Den elskværdige Billedhugger Fogelberg besøgte jeg i hans Atelier; dèr stod de kolossale Guder, Odin og Balder.

Efter Skik og Brug samledes Skandinaverne Juleaften for at nyde den hjemlige Risengrød og mindes det fjerne Fædreland med dets Sne og Is imellem Sydens Herligheder. Der laa en Rose paa hver Tallerken, og vi kransede os med Vedbend; men ellers var der næppe Noget, der mindede om et antikt Symposion. Det var et muntert Kunstnergilde, og paa Væggen havde man med Kul tegnet Portræter af de skandinaviske Kunstnere, der nu havde forladt Rom.

Men saa gjerne jeg færdedes imellem Kunstnerne og besøgte deres Atelier, var dette dog nærmest en Adspredelse for mig; min egentlige Opgave var jo at studere Oldtidens Monumenter. Her var det Tyskerne, jeg maatte holde mig til. Archæologien havde allerede dengang et Midtpunkt i det af den preussiske Regjering støttede Instituto di Corrispondenza archeologica. Det havde sit Sæde paa Capitolium, ikke i det nuværende anselige Palads, men i den tarvelige Bygning paa Bjergets østlige Side. Der indfandt jeg mig regelmæssig hver Fredag Middag, da der blev holdt Foredrag og Forevisning. En sjælden Gang vovede jeg mig ogsaa selv til at give en lille Skjærv med i Laget, og man gjorde mig til Medlem af Institutet. Men jeg tilstaar, jeg morede mig ikke ved disse Møder, og det var mig en større Glæde, naar jeg efter Mødets Slutning med et Par af de andre Archæologer kunde gaa op paa Palatinerbjerget, i Villa Mills, som da var aaben for Publikum, og beundre den frodige Rosenflor midt i Vinterens Hjerte.

Institutets Første Sekretær, Emil Braun, modtog mig med stor Venlighed, og jeg var oftere Gjæst i hans Hus, ikke til noget Selskab, men til daglig Middag sammen med ham og hans aldrende Hustru; Børn havde de ikke. Jeg holdt af den godmodige Mand, skjøndt jeg ikke kunde sætte ham høit som Archæolog og stundom smilte ad hans store Ord, som naar han sagde: "Wenn Böhme und ich zusammen sind, dann wissen wir, was Styl ist." Han var oprindelig Læge. Ved længere Tids Syslen med Antiker havde han erhvervet sig en Del Kundskab paa dette Omraade, men da han manglede filologisk Dannelse, blev han aldrig Andet end Dilettant, og han havde heller ikke noget fint Øie for Kunsten. De Foredrag, han holdt for de yngre Archæologer over de antike Skulpturer i Museerne, gav os derfor heller ikke stort Udbytte; det var for en stor Del uklare Fraser. Han havde modtaget mig med Lovtaler som Madvigs Discipel og ønskede, at jeg skulde skrive en Afhandling i Institutets Annaler. Han gav mig i den Anledning en Vasetegning at behandle, og jeg gjorde mit Bedste for at levere en taalelig archæologisk Afhandling i et pynteligt italiensk Sprog. Da jeg viste ham den — den hed Processione trionfale di Ercole ed Iolao — gjorde han et Par smaa Bemærkninger, som jeg naturligvis tog til Følge, men for øvrigt fandt han det Hele fortræffeligt. Inden den blev trykt, kom imidlertid Institutets Direktør Gerhard til Rom. Han beklagede sig over, at jeg i min Disputats havde polemiseret imod ham. Braun søgte at undskylde mig; om det behøvedes, ved jeg ikke; vist er det, at Gerhard altid senere har behandlet mig med Velvillie og Opmærksomhed; men Braun har dog nok syntes, at han skyldte Gerhard en cadeau paa min Bekostning. Under Trykningen af Afhandlingen opdagede han en faktisk Urigtighed i en Anmærkning. Istedenfor nu, som han tidligere havde gjort, at meddele mig det, saa at jeg kunde rette Feilen, tilføiede han følgende Note: "Vor lærde Forfatter, som vil diktere os de hermeneutiske Love for Studiet af Vaserne, med hvilke han med Nød og næppe er kommen i materiel Berørelse, tager heri groveligen feil. Mere end ethvert filologisk Sofisteri gjælder et Faktum i Archæologien. Førend han indlod sig med en Koryfæ som Gerhard, der har tilbragt Halvdelen af sit ikke ørkesløse Liv imellem Potteskaar, havde han gjort vel i at gjennemløbe Atlasset af Institutets Monumenter, hvor han paa 3. Binds 44. Tavle vilde have fundet en utvivlsom Hercules tilstedeværende ved Minervas Fødsel." (Det var dette, jeg havde fundet umuligt). "Fortrolighed med den gamle Litteratur i dens Helhed er den skjønneste Medgift for Archæologen, men i Videnskaben som i Livet er det ikke altid Medgiftens Rigdom, som gjør Ægteskabet lykkeligt." Jeg blev naturligvis oprørt over dette Overfald, og mine archæologiske Venner fandt, at jeg burde tilsende "Augsburger Allgemeine Zeitung" en Meddelelse om denne "exempelløse Adfærd af en Redaktør;" men efter det Forhold, jeg havde staaet i til Braun, foretrak jeg at indskrænke mig til mundtlig at sige ham, at jeg ikke havde ventet Sligt af ham.

Institutets Anden Sekretær, Henzen, var en høist elskværdig Mand, der aldrig havde andet end Venner. Han var en dygtig Videnskabsmand og har indlagt sig betydelig Fortjeneste ved Behandlingen af antike Indskrifter. Efter Brauns Død blev han Første Sekretær, og jeg har under senere Besøg i Rom et Par Gange havt den Glæde at se ham i denne Stilling.

Iblandt de yngre Archæologer, der som Stipendiater havde Bolig i Institutets Bygning, maa jeg først nævne Theodor Mommsen. Det var en overmodig Yngling paa 27 Aar, for hvem det videnskabelige Arbeide, hvor omfattende det end var, altid gik let fra Haanden. Han var oprindelig Jurist, men Romerretten førte ham til Studiet af Roms Statsforfatning og Historie. I Rom syslede han med topografiske Spørgsmaal og begyndte under Henzens Veiledning det Studium af de latinske Indskrifter, som blev hans Livs Hovedarbeide, og som har sikret ham et udødeligt Navn i Videnskaben. Hans romerske Historie har som bekjendt gjort overordentlig Lykke og er udkommet i mange Oplag. Det er en livlig og interessant skreven Bog, men dens dristige Kombinationer ere ikke altid holdbare, og hans Bedømmelse af Cæsar og Cicero charakteriseres næppe tilstrækkelig, naar man kalder den ensidig. Han har trolig fulgt Drumanns Fodspor og er ligesom denne en ægte Preusser, skjøndt det ikke er der, han hører hjemme; han er født i Garding i det sydvestlige Slesvig. Han havde studeret i Kiel og var — ivrig Slesvigholstener, hvorfor han fra først af ikke betragtede mig med milde Øine. Allerede mit Navn havde vakt hans Harme; thi det var efter Algreen Ussings Forslag, at Stænderne havde anmodet Christian VIII om at udstede sin Erklæring om, at hele det danske Monarchi gik i udelelig Arv efter Kongelovens Arvefølge. Dog kom vi i det Hele godt ud af det med hinanden, naar vi mødtes, hvilket ikke var saa sjældent. Jeg mindes saaledes bl. a. en lille Samtale i det Vatikanske Bibliothek. Jeg havde fra Professor Preller faaet Anmodning om at conferere et Par Haandskrifter af Curiosum Urbis, et lille Skrift fra Romerrigets sidste Dage, der indeholder en Fortegnelse over Byen Roms Kvarterer med Angivelse af deres Grænser. Det er indbundet i et stort Bind sammen med flere forskjellige Skrifter. En Dag medens jeg var beskjæftiget med denne Kollation, kom Mommsen hen til mig. "O," siger han, "har De faaet fat paa den Bog? Den kjender jeg. De har formodentlig maattet love, at De ikke vilde se noget af det Øvrige, der staar i den?" Dette bejaede jeg. "Det er ellers uhyre morsomt, alt det Andet," fortsatte han. "Det er lutter Skandalehistorier om Paverne." Jeg lod mig dog ikke friste, men holdt mit Løfte. En Gang var det dog nær kommet til et alvorligt Brud imellem os. De tyske Kunstnere dannede en Forening, der kaldtes Ponte molle, og hvortil ogsaa andre Kunstnere og Studerende sluttede sig. Dette Selskab pleiede i Begyndelsen af Mai hvert Aar at foretage en stor Udflugt i Campagnen, til de gamle Stenbrud, man kalder Cervara-Grotterne. Det var en hel Carnevalsfest; man drog afsted dels til Fods, dels til Æsels og helst i fantastiske Kostumer. Jeg var ogsaa bleven opfordret til at tage med, og jeg havde faaet et kunstnerisk udført Diplom som Ganymed eller Mundskjænk. Det gik lystigt til, og jeg havde min Nød med at holde mig ædru, da Alle vilde drikke med Mundskjænken. Under en Samtale med Mommsen greb denne, som saa ofte før, Leiligheden til at drille mig lidt. Denne Gang sagde han dog ikke: "In Dänemark trinkt man wohl viel Grütze?" han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen kom paa Oehlenschläger, brugte han nogle Ord, hvorpaa jeg fandt mig beføiet til at svare: "Naar De kan sige dette, har De jo aldrig læst noget af Oehlenschläger." Han blev glorød i Hovedet og udfordrede mig. Jeg svarede lidt haanligt: "Tror De, jeg gider slaaes med Dem for den Sags Skyld?" Og dermed var den Historie forbi. Jeg har senere vexlet Breve med ham i Anledning af en Indskrift i Bispegaarden i Kjøbenhavn, som han ønskede et Aftryk af. I 1886 traf jeg ham ved Universitetsjubilæet i Heidelberg. Medens vi spadserede sammen i Slotshaven i Karlsruhe, ledte jeg Samtalen hen paa hans romerske Historie. Som bekjendt gaar denne i de 3 Bind ikke længere end til Cæsars Død. Nylig havde han imidlertid udgivet et 5. Bind, "Provinserne fra Cæsar til Diokletian", et fortrinligt og for Historieforskningen uundværligt Arbeide. Jeg spurgte ham nu, om vi ikke snart kunde vente det manglende 4. Bind. "Nein", svarede han, "der kommt nicht. Das kann Jedermann thun; das können Sie thun." Det skulde være en Kompliment.

Mere stilfærdig var den 5 Aar yngre Heinr. Brunn fra Bonn. Han var ogsaa i det ydre en Modsætning til Mommsen; han var lige saa mørk, som Mommsen var blond. Kunsthistorien var hans Speciale. Han blev senere Anden Sekretær ved Institutet og holdt ligesom Braun Forelæsninger omkring i Museerne, upaaklagelig korrekte, men nogen fremragende Begavelse mærkede man ikke. Dog bør det siges, at det er ham, man skylder den interessante Opdagelse, at de i forskjellige Museer opbevarede Figurer i halv Størrelse af faldende eller faldne Giganter, Amazoner, Persere og Galler høre sammen og maa henføres til det Monument, Kong Attalos I lod opstille paa Borgen i Athen. Ogsaa med ham fornyede jeg Bekjendtskabet ved Festen i Heidelberg. Han døde som Professor i München 1888.

Keil var lige saa gammel som Brunn. Det var en venlig lille Mand, tør og exakt Filolog og bekjendt som Udgiver af Grammatici Latini. Han døde for faa Aar siden som Professor i Halle.

Livligere var Hermann Hettner, Forfatteren til det 18. Aarhundredes Litteraturhistorie. Ham var jeg oftere sammen med paa Udflugter fra Rom og Neapel; det var en behagelig Reisefælle.

Sachseren Ludolph Stephani var jødisk af Fødsel. Han levede kun i sine Studier. Han blev en saare lærd Archæolog, Professor i Dorpat, og senere Akademiker i St. Petersborg, i hvilken Stilling han udgav udførlige Bearbeidelser af de paa Krim og andensteds i Rusland fundne Oldsager (Compte rendu de la Commission archéologique Russe 1859—81). Han holdt sig i Regelen for sig selv; mig foreslog han dog at ledsage ham paa en Fodreise i Volsker- og Hernikerbjergene, og jeg skylder ham Indvielsen i det archæologiske Reiseliv. Det var i de første Dage af Marts 1845, at vi vandrede over Albano og Genzano til Cività Lavigna, det gamle Lanuvium; derfra over Velletri til Cori, Norma og Sezze, saa over Sacco-Dalen til Veroli, Frosinone, Alatri, Ferentino, Anagni og Palestrina. Vi afskrev alle de Indskrifter, vi kunde faa fat paa, og det hændte kun eet Sted, at en Eier forbittret jog os bort midt i vort Arbeide. Vi beundrede Coris prægtige Tempelruin og de vældige kyklopiske Mure, som omgive Stæderne, der ligge som Ørnereder paa Klippernes Fremspring. Vi glædede os over Volskerbjergenes frodige Skovvæxt, og aflagde et Besøg hos en italiensk Landmand, som vi havde mødt paa Veien og spadseret et godt Stykke sammen med i jævn Samtale. "Strada facendo si discorre" vare de Ord, hvormed han indledede vort Bekjendtskab. Mindre behagelig var derimod Governatoren i Anagni, som vilde putte os i Hullet, fordi vi ikke havde vore Passer med, og da han endelig efter et langvarigt Skjænderi bekvemmede sig til at lade os gaa, yderligere spildte vor Tid ved en lang, salvelsesfuld Tale om, hvor nødvendigt det var altid at have sit Pas hos sig.

Jeg skrantede en Del den Vinter, og kom mig egentlig først i Mai Maaned, da det blev rigtig varmt; men jeg havde ingen Tid til at være syg; Livet var altfor rigt. Tiden hengik med lærerige Studier i Museer, Bibliotheker og imellem Ruinerne, henad Foraaret og Sommeren ogsaa med Udflugter i Omegnen, næsten altid i godt Selskab. Iblandt Landsmændene bør jeg ogsaa nævne den danske Konsul Bravo og cand. jur. Møller (senere Birkedommer i Hørsholm) med hans unge Hustru, Amalie f. Stahlfest, der her søgte og fandt Hjælp imod en begyndende Brystsyge. I Foraaret 1845 blev Kredsen forøget med en af mine bedste Venner fra Borchs Kollegium, Cand. theol. Andreas Listov, senere bekjendt som theologisk Forfatter, død som Præst i Dalby i Stevns 1889. Han var bleven Huslærer hos Thorvaldsens Datter Fru Poulsen, og igjennem ham fik jeg Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med denne skjønne og elskværdige Kvinde og hendes to nydelige Børn, Alberto og Augusta. Man kjender dem fra Familiebilledet i Thorvaldsens Museum, men man kan ikke høre Fru Poulsen med hendes sølvklare Stemme synge: "Gioventù di Roma bella, c'è una nuova tarantella".

Det romerske Folkeliv er saa almindelig bekjendt, at jeg ikke skal indlade mig paa nogen Skildring deraf; kun et Par Træk, der tilfældig ere optegnede i Breve til Hjemmet, kunne maaske have nogen Interesse.

"Om Søndag Eftermiddag ser man undertiden paa Roms Gader Skarer af Drenge vandre med et Kors foran sig som i en Procession syngende og skraalende, men lidet alvorlige; man tror, det er en Leg. De gaa hen til Aftenskolen i Kirken, hvor de under en Præsts Opsyn gjensidig examinere hinanden i deres Katechismus. Den, der da ikke spørger eller svarer nøiagtig med Bogens Ord, ligesom ogsaa den, der har været uopmærksom og giver et Spørgsmaal, som har været givet een Gang, eller besvarer et saadant Spørgsmaal, maa til Straf rykke et Numer ned; men den, der et helt Aar igjennem har holdt sig som Dux, bliver hædret med Keisernavn (imperatore dello studio), og naar det er i Jesuiterskolen, kan ingen større Ære tænkes. Da modtager han Presenter af Cardinalerne og nyder den høieste jordiske Lykke, at fremstilles for Paven, for hvem han har Lov til at fremføre en Begjæring. I gamle Dage, siges der, kunde man forlange en Forbryder frigiven eller ogsaa et godt Embede; nu maa man nøies med mindre. Jeg har selv set en saadan Keiser i sin gule Atlaskes Ridderkappe, stadselig pyntet, omgivet af smaa Pager, der ikke vare fuldt saa pænt pyntede, tilligemed alle sine Presenter udstillet i sin Faders Hus. Røde Faner hang ud af Vinduet for at minde Folk om ikke at gaa Udstillingen forbi, og Gensdarmer i Døren holdt Orden i den tilstrømmende Menneskemasse."

I Frascati var jeg Vidne til en Scene af en anden Art. "En Enkemand og en Enke, begge lidt til Aars, holdt Bryllup. Da de kom ud fra Kirken, hvor Vielsen var foregaaet, bleve de modtagne af en stor Skare Drenge, der opførte den frygteligste Kattemusik, jeg i mit Liv har hørt: Klokker og Bjælder, Kobberkjedler, Kasseroller og Bradpander imellem hinanden; de, som ikke kunde opdrive Metalkar, hjalp sig med Deigtruge og andet Trætøi, som de hamrede løs paa, til det gik i Stykker. Hver Gang en Enke gifter sig, bliver hun hilset paa denne Maade, og Regjeringens Bestræbelser for at afskaffe denne Skik have hidtil været magtesløse. Brudeparret selv fandt sig ogsaa taalmodig i, hvad det vidste der hørte til. De vandrede under dette Musikaccompagnement fra Kirken til Osteriet, og nøde Maaltidet under denne Taffelmusik, der holdt ved hele Tiden og tilsidst ledsagede dem til deres Hjem."

Den 30. Juni forlod jeg Rom og kjørte med en Vetturin til Napoli i Selskab med min romerske Bekjendt Hettner og den brave Professor Cygnæus fra Helsingfors. Vi havde valgt Veien over Terracina. Medens Kusken holdt Middagshvil i Værtshuset ved Kysten, spadserede jeg op ad Bakken til den ovenfor liggende By. Det store Torv, som ligger lige ved Indgangen til Byen, frembød den Dag et usædvanligt Skue. Pladsen var ganske tom, og alle de Gader, der udmundede der, vare afspærrede med Reb, bag ved hvilke Skarer af Voxne og Børn stode samlede. Pludselig blev en stor Oxe med Piskeslag drevet ind paa Pladsen. Den foer vild omkring og blev stadig end mere hidset af Drenge og unge Karle, der dukkede frem under Rebene og skyndte sig tilbage igjen, inden Dyret kunde naa dem. Det var en Tyrefægtning i det Smaa, uhyggelig at se paa for Nordboer, der ikke ere vante til at plage Dyrene[3]. Oxen skulde slagtes, og hver Gang Sligt skulde ske, pleiede man først at more sig paa den omtalte Maade. Saasnart jeg kunde slippe derfra, ilede jeg hen til den gamle romanske Kirke med antike Søiler opstillede paa liggende Løver og Prædikestolen smykket med gamle Mosaiker, og derfra høiere op endnu til Toppen af Bjerget, hvor man fra de maleriske Ruiner af Theodoriks Borg har en mageløs Udsigt over Middelhavet.

I Napoli boede jeg i Santa Lucia med det deilige Middelhav lige udenfor mine Vinduer. De første Dage vare forfærdelig varme; men saa blev det mildere, sjælden over 23° R., og da jeg havde lært at klæde mig derefter, kunde jeg uden Vanskelighed gaa Toledoen igjennem saavel om Morgenen, naar jeg gik til Museet, som om Middagen, naar jeg gik derfra; paa den Tid havde jeg næsten altid en svalende Søbrise imod mig. Af Landsmænd fandt jeg her den gamle Legationsraad Vogt, som Aaret efter blev gift med Billedhuggerinden Adelgunde Herbst. Han modtog mig med stor Venlighed og tog mig bl. a. med paa en Udflugt til Ischia.

Andre Udflugter gjorde jeg sammen med Hettner og Digteren Fr. Hebbel. Denne Mand havde jeg allerede i Rom stiftet et flygtigt Bekjendtskab med ved det skandinaviske Julegilde, hvortil Gurlitt havde taget ham med; han var født Ditmarsker og altsaa dansk Undersaat, og han reiste med Understøttelse af Christian VIII. Jeg kjendte kun lidet til hans Digte; Judith havde jeg læst, men uden at finde særligt Behag i den; men som Reisekamerat interesserede han mig. Hans Samtale var pikant uden dog at være saa febrilsk, som han selv senere har charakteriseret den i fortrolige Breve. "Das ist mein Unglück," har han sagt, "dass ich von keinem Gegenstande reden kann ohne mich in ein Gewirr von Gedanken und Bildern zu verlieren." Han var Autodidakt og havde næsten altid maattet kæmpe med Armod; men han havde sat sig det Maal, at han vilde være Digter; dertil mente han sig kaldet, og for Opnaaelsen deraf maatte alle andre Hensyn vige. Ganske blind var jeg ikke ligeoverfor ham. Jeg kunde ikke give ham Ret i, at "Poesien er realiseret Filosofi". Jeg ønskede, der havde været mindre Filosofi i hans Dramer, og den Symbolisme, som han lagde saa megen Vægt paa, forekom mig ganske intetsigende; men alligevel betragtede jeg ham som en ikke ubetydelig Digter, "en Forkæmper for den nye Tids Aand", omtrent som man en Menneskealder senere her i Danmark talte om de saakaldte Gjennembrudsmænd. Hans Overmod og hans bidende Sarkasmer frastødte Mange, men jeg kunde ikke lade være at holde af ham. Jeg troede at have fundet en Ven for Livet, en Tro som dog nok vilde være bristet, hvis ikke Tiden hurtig havde skilt os ad; thi der kunde næppe tænkes to Charakterer saa forskjellige som vore. Den Biografi af ham, som hans beundrende Ven, E. Kuh, har skrevet, har aabnet mig Øinene.

De to Maaneder, jeg tilbragte i Napoli, gjorde mig mere fortrolig med Oldtiden, end Rom havde gjort. Her var Alt anderledes koncentreret; jeg spredte mig ikke til saa mange forskjellige Sider, og den Ro, som det mere ensartede Studiefelt gav mig, virkede velgjørende. Museo Borbonico blev mig kjærere end noget romersk Museum. I Pompeii opholdt jeg mig tre Dage. Der var dengang intet Hotel paa Stedet; men en af Opsynsmændene havde et lille Hus, hvor han udskjænkede Vin til Arbeidere og Bønder. Der fik jeg et lille Værelse ovenpaa, ud til Terrassen, der laa fuld af Tomater, som skulde tørres i Solen. Værelset havde intet Vindue, men en stor Luge, som, naar den blev lukket om Middagen, gjorde det til et nogenlunde kjøligt Opholdssted paa den varmeste Tid af Dagen. Formiddagen og Eftermiddagen tilbragte jeg imellem Ruinerne. Jeg gik ganske alene omkring og aflagde Besøg hos de gamle Pompeianere, men Ingen modtog mig imellem de tavse Mure. Jeg gjorde en Mængde Optegnelser, der i sin Tid vare mig til stor Nytte, men som nu til Dags, efter de senere omhyggelige Undersøgelser og Beskrivelser, naturligvis ere uden Værdi. Til Afvexling gik jeg undertiden hen til det Sted, hvor man gravede. Jeg blev modtaget med et venligt Goddag og nød den store Glæde at se de gamle Mure træde frem af Gruset med Farverne lige saa friske som for 1800 Aar siden; ja selv en Fløidør stod der for mig, ligesom den var udgaaet fra Snedkernes og Malernes Haand, men det var et kortvarigt Syn; det var ikke Træ, men kun Støv, som ved den første Berørelse spredtes ad. Jeg kunde se og røre ved de gamle Beboeres Husgeraad og Redskaber. Vinfade, Oliefade og de andre store Lerkar, der gjorde samme Tjeneste som Tønder i vore Dage, stode paa deres Plads. Den ene Dag aabnede man et saadant Lerkar fuldt af Korn, den næste viste man mig Blomkaal og Oliven; sort som Kul var det, eller snarere det var virkelig Kul.

De napoletanske Archæologer modtog mig med en Høflighed, som var næsten forbløffende for en Nordbo, der ikke raadede over et saa stort Antal Komplimenter, at han kunde svare paa samme Maade. I nærmere Berørelse kom jeg dog hverken med den vakkre Minervini eller med Særlingen Gargallo Grimaldi; ikkun Giuseppe Fiorelli sluttede sig nærmere til mig. Han var dengang en skjøn Yngling paa 22 Aar, men allerede bekjendt i den archæologiske Verden ved et Værk over Greven af Syracus' Vaser. Senere har han, som bekjendt, indlagt sig overordentlig Fortjeneste ved Ledelsen af Udgravningerne i Pompeii og Omsorgen for, at Alt, hvad der kunde bevares, blev bevaret. Ham skyldes det jo ogsaa, at de hensmuldrede Rester af de ulykkelige Offere, hvem det ikke lykkedes at undfly Katastrofen, have kunnet anskueliggøres for Nutiden igjennem Afstøbninger. Han blev senere Senator og Direktør over alle Udgravninger i Italien. Paa senere Reiser til Italien har jeg oftere besøgt ham, og vi have glædet os ved at gjenkalde os vore Ungdomserindringer.

Den 24. August tog jeg med Dampskib fra Napoli til Palermo. Jeg maatte jo se Sicilien, Europas Perle og den doriske Architekturs Fostermoder. I Breve til Hjemmet skildrede jeg mine Indtryk med varme Farver; men den, der vil høre Noget om den sicilianske Naturs Deilighed, kan finde dette bedre andensteds, og Oldtidens Monumenter kunne ikke nøies med en flygtig Omtale. Lad mig da kun i Korthed berette, at jeg efter et Par Dages Ophold i det yndige Palermo begav mig paa en Reise langs med Øens sydvestlige og dens østlige Kyst, til Segesta, Salinunt, Girgenti, Terranova (det gl. Gela), Syracus, Leontini, Catania, Taormina og Messina. Der var ingen Jernbaner paa Sicilien, ja ei engang Diligencer; jeg maatte ride. Jeg leiede en Fører med 2 Muldyr, et til mig selv, det andet til ham og min Kuffert. Det var intet glimrende Optog, men dog paa nogle Steder noget imponerende Nyt. "Siete figlio d'un principe?" spurgte et ungt Menneske mig i Terranova. Herbergerne vare heller ikke fyrstelige; Nattesøvnen forhindredes ofte af Utøi; men Forpleiningen var upaaklagelig, Frokost af det medbragte Brød, Pølse, Ost og Vin under en Korkeg eller et Johannesbrødtræ (carrubo), Aftensmad Maccaroni og Fisk. Men glad var jeg ved at færdes imellem disse Naturbørn, som kun kjendte Lidet til Verden udenfor deres Hjem. I Salemis prægtige Borgruin, der nu i Stedet for stolte Riddere husede en Del fattige Familier, traf jeg i Slotsgaarden en gammel Kone, hvis snehvide Haar kontrasterede mærkeligt med hendes sorte Kjole. Hun betragtede mig med samme Forundring som jeg Ruinen; men da jeg sagde, jeg var en Napoletaner, faldt det hende ikke ind at tvivle derpaa; Alt udenfor Salemi var hende lige fremmed. Hun førte mig ind i de store hvælvede Haller, som nu vare berøvede enhver Prydelse og for det Meste kun indeholdt det allertarveligste Bohave. I den inderste Sal sad hendes Datter, en kjøn, endnu nogenlunde ung Kone, i et Hjørne og spandt, og i et andet Hjørne Datterdatteren vævende. Jeg kom ret tilpas; thi Familien kunde ikke læse, og jeg blev da anmodet om at tyde et nylig ankommet Brev. Det var to Breve paa eet Stykke Papir. Den unge Pige var forlovet med en ung Knøs, der var indkaldt til Militærtjeneste. Ved en Skrivers Hjælp havde hun faaet opsat en Epistel, som med Udeladelse af en hel Del Høflighedsudtryk kort og godt lød saaledes: "Kjære Forlovede, har Du modtaget det Tøi, jeg sendte Dig?" Hendes Fæstemand havde ikke behøvet at henvende sig til en Skriver; skrive kunde han, men meget veltalende var han ikke. Han havde benyttet det samme Papir og derpaa skrevet ganske simpelt: "Kjære Forlovede, jeg har modtaget det Tøi, Du sendte mig." Selv i den store By Catania mødte jeg en lignende Venlighed. En smuk fjortenaars Dreng havde vist mig et gammelt Gravmonument. Jeg gav ham en lille Sølvmønt, hvorover han blev saa fornøiet, at jeg endelig maatte ind og se hans Moder. Det var en smuk ung Kone, der syslede med to smaa Drenge. Hun spurgte mig, om jeg holdt af Vindruer, og da jeg bejaede dette, sendte hun den ene af Drengene op i et høit Poppeltræ, hvorfra han kom ned med en Vindrueklase, der var mindst tre Kvarter lang. Hun beklagede, at hun ikke havde Andet at byde mig. — Røvere, hvormed man havde skræmmet mig, mærkede jeg Intet til, og meget sjælden saa jeg et mindre elskværdigt Træk, som paa en Restauration i Palermo, hvor en Sicilianer blev aldeles rasende, fordi hans Cotelet ikke var mør nok, eller ved Arethusakilden i Syracus, hvor Vaskerpigernes Letfærdighed nødte mig til at forkorte mit Ophold.

Den 24. September kom jeg tilbage til Napoli, nogle Dage senere end jeg havde ventet. Et Brev, jeg havde skrevet for at underrette mine Venner derom, var gaaet tabt; man var i stor Angest for mig, og min gamle Ven, L. Mynster, der var ankommen et Par Dage tidligere, havde allerede taget Billet til Dampskibet til Palermo for at opsøge mig. Jeg fik ham standset i rette Tid, og vi havde nu den Glæde i et Par Maaneder i Forening at kunne nyde Italiens Herlighed. Der var i de Dage en stor Congres af Videnskabsmænd i Napoli. Jeg havde naturligvis ladet mig indtegne som Medlem, men et Par Møder, hvorved jeg var tilstede, forekom mig saa tomme og usmagelige, at jeg foretrak at gjøre en Reise med Mynster og Hettner til Pæstum, Salerno, Amalfi og Sorrent.

Tilbagereisen til Rom foretog vi som sædvanlig med Vetturin. Selskabet var som en Følge deraf noget blandet. Der var blandt Andet et af den videnskabelige Congres' Medlemmer, som vi i Regelen Intet havde at gjøre med. Men da vi spiste til Aften i Mola di Gaëta, var han ikke tilfreds med de 4 Retter Mad, som vi Andre havde været ret glade ved. Han var ikke bleven mæt, kaldte Vetturinen ind og holdt et frygteligt Hus med ham. "Quando vengo a pranzo, voglio mangiare finché sono stanco," raabte han, og det var kommet til et Haandgemæng imellem dem, hvis ikke det øvrige Selskab havde lagt sig imellem.

I Rom fandt jeg min kjære J. T. Lundbye. Jeg havde længtes efter ham. Det var en ægte Kunstnersjæl, fuld af Hjerte og Lune og utrættelig arbeidsom. I hvert af hans Penselstrøg, i hver Pennestreg følte man hans Sjæl; han selv vilde sige: det er Instinktet; Andre vilde give det et fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede i ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og trængte til nye Paavirkninger. Han havde længtes efter at se de store Kunstneres Mesterværker, som han hidtil kun havde forventningsfulde Anelser om; nu fik han dem at se; nu saa han Sydens rige Natur og de skjønne Mennesker, der befolkede den. Han tegnede bestandig, og hans Skitsebog fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, det ene skjønnere end det andet, og dog klagede han over Italien; han kunde ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; det var ikke hans Fædreland. Kun to Malerier fik han udført i Italien, en Drift Oxer i Campagnen og Metalsvinet i Florents, begge herlige Kunstværker, og dog maa man sige, det er hverken Italien eller Danmark; men Lundbye er det, Kunstneren, som forstaar og nyder den fremmede Skjønhed, men aldrig glemmer sit Hjem. Han holdt af at fremstille sig selv som en Nisse i Udlændighed. Hvor kostelige ere ikke disse Tegninger, hvad enten Nissen lytter til Satyrens Fortællinger, eller han paa høie Stylter og med Kæmpeskridt iler tilbage til sit Hjem! I den første Maaned i Rom boede han hos sin gamle Ven, Jerichau, og var med Glæde Vidne til, hvorledes han udviklede sig som Kunstner, men han havde ondt ved at udholde hans sygelige Misfornøielse og Uvillie imod Danmark og Alt, hvad Dansk var. Da jeg kom tilbage til Rom, var han flyttet fra Jerichau, og boede paa Piazza Barberini, hvor han stadig havde det romerske Folkeliv for sine Øine. Der havde vi mangen hyggelig Samtale baade om det skjønne Italien og om det Hjem, som vi elskede endnu høiere.

Iblandt de andre Danske i Rom vil jeg nævne som dem, jeg særlig kom i Forbindelse med, Kammerraad (senere Etatsraad) Raffenberg og hans Hustru, dernæst Professor Clausen, Høiesteretsassessor Rottbøll og Stiftamtmand Thygesen, der alle tre havde deres Familier med, Prof. juris A. W. Scheel og Dr. med. Ravn. Det skandinaviske Julegilde, som det foregaaende Aar kun havde talt 25 Deltagere, talte denne Gang et helt Hundrede. Stemningen var som sædvanlig hyggelig og munter. En af de livligste var Nordmanden, Volrath Vogt, den spræke Nordmand, som vi kaldte ham. Efter Bordet blev han opfordret til at vise os en Hallingdans. Det var han strax villig til, naar han blot kunde faa en Dame til at være med. Da ingen anden af de Tilstedeværende havde Mod dertil, maatte tilsidst Professor Clausens ganske unge Datter Sofie (senere gift med Pastor Frimodt) devovere sig, og vi bleve med Glæde Vidne til, hvor net og tækkelig hun assisterede Nordmanden, der bragte sin Jente sin Hyldest i voldsomme Spring og "Kast". Det har siden den Tid ikke været ualmindeligt, at der er blevet danset ved Skandinavernes Julegilde i Rom. Syv og tyve Aar senere saa jeg ved samme Leilighed et ældre Par: Peter Faber (Landsoldatens Forfatter) traadte en Dans sammen med Fru Jerichau.

Strax efter Julefesten forlod jeg Rom for at reise til Grækenland. I Ancona gik jeg ombord paa Dampskibet. Sjælden har Italien vist sig skjønnere for mig end i dette Afskedens Øieblik. Blikstille laa det blaa Hav for mig, fredeligt under de hvide Klinter, paa hvis grønne Ryg S. Cyriacus' gamle Kirke thronede over den trange By med de snævre Gader; bagved laa Italiens frugtbare Bakkeland, begrænset af de snedækte Apenniner. Længselsfuld efter det Nye, der skulde aabne sig for mig, indlod jeg mig strax i Samtale med de Grækere, jeg fandt paa Skibet, skjøndt jeg endnu ikke kunde tale Nygræsk; men Rom og de romerske Venner vare stadig i mine Tanker. Jeg skrev paa Skibet en udførlig Anmeldelse af Jerichaus Hercules og Hebe, bestemt til Optagelse i "Fædrelandet". En ung Italiener, der skulde i Land i Brindisi, lovede at indlevere den paa Posthuset der; men den naaede aldrig sin Bestemmelse. Ligesaa smilende som Reisen havde været fra Ancona til Brindisi, ligesaa mørk og ubehagelig blev Fortsættelsen. I Regn og Blæst satte vi over Adriaterhavet; Fastlandets Kyster vare ikke til at se, og det yndige Corfu besøgte jeg i Regnveir; først i Patræ klarede det op. Her tog en græsk Reisefælle mig med for at besøge et Par af hans Slægtninge. Det havde tidligere undret mig, naar jeg hørte Grækerne tale om Europa som en Modsætning til deres eget Land; nu fandt jeg det ganske rimeligt; jeg syntes, jeg var i Orienten. Jeg blev modtaget med Kys paa Munden af fustanellaklædte Mænd, der sad paa lave Divaner med Benene trukne op under sig; deres maleriske Dragt harmonerede godt med de sølvbeslagne og smukt ciselerede Vaaben, der hang paa Væggene. Fra nu af skulde Sligt i over et halvt Aar daglig staa mig for Øie. I Taage seilede jeg igjennem den ellers saa deilige korinthiske Bugt, og paa den øde Isthme maatte jeg vente en hel Dag efter Dampskibet, der skulde føre mig over til Piræus. Endelig den 6. Januar 1846 (2. Juledag 1845 efter græsk Regning) ankom jeg til mine Ønskers Maal.

Athen, der 15 Aar tidligere kun havde været en tyrkisk Landsby, var begyndt at blive en europæisk Stad, men det var endnu kun en ringe Begyndelse. Den havde c. 20,000 Indbyggere. Halvdelen af Husene havde endnu Landsbypræget. De nyopførte Boliger vare tarvelige, men ganske nette toetages Huse, hvidtede og med grønne Vinduesjalousier, Tagene med lysegule Teglsten indlagte i Mønstre. Østen for Hermesgaden stod det kongelige Slot som en Kolos ved Siden af Dverge. Trods al Anvendelse af pentelisk Marmor gjorde Bayreren Gärtners Bygning dog kun et klodset Indtryk. Nu har dette for en Del tabt sig, efter at Plantningen paa Slotspladsen er voxet til, og Hoteller og andre større Huse have reist sig ved Siden; dengang stod den hvide firkantede Masse underlig pretentiøs i det tomme Landskab, som om den vilde maale sig med selve Akropolis. Hvilken Perle var ikke i Modsætning dertil det smukke lille Observatorium, som Theophilus Hansen havde opført ved Byens modsatte Udkant! Det var som en Sommerfugl imod en Elefant. Ogsaa Christian Hansens Universitetsbygning med den smukke ioniske Forhal gjorde et langt ædlere Indtryk end Slottet.

I Rom havde jeg levet med en stor Kreds af Venner og Bekjendte; i Athen blev Kredsen meget indskrænket, men til Gjengjæld blev Forbindelsen desto inderligere. Dronning Amalia, en oldenburgsk Prinsesse, havde taget en protestantisk Hofpræst med sig til Grækenland. Pastor Lüth var fra Eutin, men hans Hustru var dansk, en Skovriderdatter fra Fredensborg. De havde to Børn, en Søn og en Datter, og Fru Lüths Søster, Hanne Fischer, senere gift med Architekt Winstrup, var i Huset hos dem. Det var et hyggeligt Hjem, hvor jeg strax blev modtaget som en gammel Bekjendt og følte mig, som om jeg var hjemme i Danmark. Lüth gjorde oftere større og mindre Udflugter med mig i Omegnen af Athen, f. Ex. til Eleusis og til Phyle, den fra Thrasybulos' Historie bekjendte lille Bjergfæstning, der behersker Passet imellem Kithæron og Parnes, hvor i gamle Dage Hovedveien gik fra Athen til Theben. Nu benyttes denne Vej ikke mere. Den øde Bjergegn, hvor Elven bruser frem imellem bratte, skovklædte Klipper, besøges nu kun af Hyrder og Jægere og af Reisende, der have Lyst til at se den gamle Fæstnings mægtige og vel bevarede Mure.

Særdeles stor Betydning for mig fik Architekterne Christian og Theophilus Hansen. Disse to høit begavede Brødre havde allerede i nogle Aar opholdt sig i Athen og der udfoldet en betydelig Virksomhed som Bygmestre baade for Staten og for Private. De boede sammen med den tyske Architekt Schaubert, der i Elskværdighed ikke stod tilbage for nogen af Brødrene. Sammen med ham foretog jeg (23.—28. Febr.) en høist interessant og lærerig Reise til Korinth, Sikyon og Megara. Det var Schaubert og Chr. Hansen, som ved Nedbrydningen af den tyrkiske Mur foran Propylæerne opdagede, at de deri fundne Architekturstykker vare tagne fra det for halvandet hundrede Aar siden nedrevne Niketempel, og til Verdens Forbauselse gjenopreiste den forsvundne Bygning paa sit Sted. I Forbindelse med L. Ross udgav de en mønsterværdig Beskrivelse af deres Arbeide (Ross, C. Hansen u. Schaubert: Der Niketempel zu Athen). Det var deres Tanke, at dette skulde være 1. Hefte af et større Værk over Akropolis, hvortil de havde gjort mange Forarbeider, navnlig i Tegninger af Architekturfragmenter, hvorpaa den antike Bemaling endnu var synlig. Men en tysk Architekt Poppe, som en kort Tid opholdt sig i Athen, fik igjennem Ross disse Tegninger til Laans, kopierede dem og udgav dem i en Godtkjøbs Udgave, saa at Forlæggeren af Niketemplet ikke havde Mod til at fortsætte Værket. Naturlig Sympathi og fælles Begeistring for det gamle Hellas knyttede mig nøie sammen med de tre Architekter. Ved Synet af deres Arbeider og ved Samtale med dem fik jeg Øiet aabnet for den klassiske Architektur saa godt, som det kunde ske uden at være virkelig Architekt; thi Filolog var jeg jo og paa Architekturens Omraade kun Iagttager. Men dem skylder jeg, at de Maaneder, jeg tilbragte i Athen, blev et saa indholdsrigt Studieliv.

Der var endnu ikke ryddet tilbørlig op paa Akropolis; Ingen anede, hvilke Skatte de gamle Opfyldninger ved Erechtheet og Parthenon skjulte; de store Museumsbygninger existerede ikke, og de ikke synderlig mange Skulpturer, man havde fundet, opbevaredes i Theseustemplet, i Propylæerne og ved andre antike Bygninger; men der var nok at studere alligevel. Med hvilken Henrykkelse betragtede jeg ikke det næsten urørte Pinakothek og Propylæernes uforlignelige ioniske Kapitæler! Hvor var det ikke tiltrækkende at grunde paa Erechtheets Gaader, og fremfor alt at gjennemgaa Parthenon i det Enkelte og forfølge alle Fortidens Spor i denne vidunderlige Bygning, som dengang endnu var utilstrækkelig bekjendt i den archæologiske Verden! Der fandt man Stykker af Frisen, som Explosionen 1688 havde kastet til Jorden og derved bevaret for Grækenland, medens alt det Øvrige blev bortført til London; paa disse var selve Overfladen undertiden bevaret bedre end paa noget af de andre Stykker. Paa Tempelcellens Marmorgulv kunde jeg endnu se Sporene af de oprindelige doriske Søiler, der havde maattet vige for ioniske, da Templet blev omdannet til Kirke, og ad den tyrkiske Vindeltrappe kunde jeg komme helt op i den vestlige Gavl, og staa Side om Side med de faa mægtige Figurer, som Lord Elgin ikke havde fundet det Umagen værdt at tage bort; og om alt dette havde jeg den Glæde at kunne tale med Kunstnerne. Af Videnskabsmænd var der paa den Tid Ingen i Athen; baade L. Ross og Köppen vare tagne bort, og de archæologiske Instituter existerede ikke. Jeg gik alene om paa Akropolis og afskrev gamle Indskrifter. Uindviede ville maaske undre sig over, at man paa samme Tid kan svælge i Kunstens Herligheder og pille med de tørre Bogstaver; de vide ikke, hvilken Nydelse der er i denne umiddelbare Berørelse med Oldtiden i de samtidige Dokumenter, hvor ogsaa ofte et hidtil upaaagtet eller miskjendt Træk fra Oldtiden kan komme til Syne. Med Böckhs Staatshaushaltung i Haanden gjennemgik jeg de af ham udgivne Søvæsens-Indskrifter, og jeg havde den Glæde at se, at næsten alle de Rettelser, han havde gjort i de ham meddelte Afskrifter, stadfæstedes ved Eftersynet af Originalen, og at kunne tilføie et Par enkelte nye.