Da baronen hadde endt sin fortælling om den ægyptiske reise, vilde han begi sig tilsengs; men det vilde hans tilhørere paa ingen maate tillate, da de hadde lyst til at høre mere om sultanens harem. Paa dette vilde han dog aldeles ikke indlate sig, men lovet at fortælle nogen historier om de merkværdige tjenere, han hadde forskaffet sig. Han fortalte da følgende:
Efter min tilbakekomst fra Ægypten, var jeg rigtig i sultanens gunst. Hans majestæt kunde aldeles ikke undvære mig og befalte mig til sit bord, baade morgen og aften.
Jeg maa da ogsaa bekjende, at ingen regjerende fyrste i hele verden har et saa godt bord som sultanen, idetmindste hvad maten angaar; for med hensyn til sterke drikker, saa vet I, mine herrer, at Muhameds lov forbyder paa det strengeste enhver troende at drikke vin. Ingen som spiser hos en tyrk, maa derfor vente at bli traktert aabenlyst med vin; men det kan nok hænde at han i smug kan faa hvad han lyster; ti trods koranens forskrifter er det mer end en tyrk, som vet at sætte likesaa stor pris paa den ædle druesaft som hvilkensomhelst tysk prælat. Hans høihet storsultanen var ogsaa blandt disse. Ved det offentlige taffel, hvor kirkens øverste, eller som han her kaldes mufti, fremsa bønner baade før og efter maaltidet, blev derfor naturligvis vin ikke engang nævnt; men efter maaltidet ventet sædvanlig en utsøkt fin flaske vin paa hans majestæt i hans private værelse. En vakker dag gav storsultanen mig et vink, at jeg skulde følge med ham derind. Efter at ha laast døren, tok han frem en flaske av et skap og sa:
«Münchhausen, jeg vet at I kristne skjønner eder paa en flaske god vin. Her er en flaske tokaier; men det er den sidste. Saadan vin har De aldrig i Deres liv drukket.» Herpaa fyldte han i til os begge og klinket med mig.
«Nu, hvad synes De om den? Lar den sig ikke drikke?»
«Vinen er god, Deres høihet,» svarte jeg; «men med Deres keiserlige majestæts tilladelse vover jeg at forsikre, at jeg har drukket en endnu bedre hos høisalig keiser Karl den sjette. Den skulde Deres høihet ha smakt.»
«Min kjære Münchhausen, jeg har al agtelse for Deres ord, men det er umulig at finde bedre tokaier end denne. Jeg fik den engang av en ungarsk magnat, som lovpriste den for mig som den største sjeldenhet.»
«Skjæmt, Deres majestæt! Det er forskjel paa tokaier ogsaa. Desforuten er ikke gavmildhet just de ungarske adelsmænds svake side; de vet nok hvad de gir.
Hvad vil Deres høihet vedde om, at jeg inden en time skal skaffe Dem en flaske tokaier fra den keiserlige kjelder i Wien, som De vil finde er noget ganske andet end denne?»
«Münchhausen, jeg tror De har mistet forstanden.»
«Nei, Deres majestæt, inden en time skal jeg skaffe en flaske tokaier fra den keiserlige kjelder i Wien, som skal smake ganske anderledes end dette elendige stof.»
«Münchhausen, Münchhausen, De vil nok holde mig for nar; men saadant taaler jeg ikke. Jeg har altid anset Dem for en fornuftig og sanddru mand, men nu ser det ut som De ikke er bedre end mit hof.»
«Godt, maaske Deres majestæt vil værdiges at motta mit væddemaal. Hvis jeg ikke opfylder mit løfte — og jeg tør si at jeg er en svoren fiende af al slags skryt — saa kan Deres høihet hugge mit hode av, og mit hode er ikke noget græskar. Det er hvad jeg sætter op, hvad sætter Deres høihet imot?»
«Godt, jeg mottar væddemaalet,» sa sultanen, «hvis ikke flasken er her inden klokken slaar fire, saa hugger jeg Deres hode av uten mindste barmhjertighet, for jeg liker slet ikke at bli spillet paa næsen, selv ikke av mine bedste venner. Paa den anden side, hvis De vinder væddemaalet saa har De fuld frihet til at ta fra mit skatkammer saa meget guld, sølv, ædelstener og perler, som den sterkeste mand er istand til at bære.»
«Det lar sig høre,» sa jeg, bad om pen og blæk og skrev følgende brev til keiserinde Maria Theresa:
«Deres majestæt har uten tvil som keiserdømmets arving ogsaa arvet Deres majestæts høistsalige fars vinkjælder. Jeg tillader mig derfor allerunderdanigst at anholde Deres majestæt om at faa overlatt med budet en flaske av den tokaier, som jeg saa ofte har hat den ære at drikke sammen med Deres majestæts høie far. Jeg tillader mig ogsaa allerunderdanigst at anholde om Deres majestæt naadigst vil behage selv at utvælge flasken i kjelderen for at undgaa ethvert bedrageri. Det gjælder en sak av allerstørste betydning for Deres ydmyge tjener. Jeg griper tillike leiligheten til at forsikre Deres majestæt om den dype høiagtelse, hvormed jeg har den ære at være osv. osv. Baron v. Münchhausen.» Da klokken alt var fem minutter over tre, gav jeg øieblikkelig brevet til min løper som spændte vægtene av benene og løp avsted til Wien. Sultanen og jeg drak nu op resten av flasken, mens vi ventet paa en ny av en bedre sort. Klokken blev et kvarter over tre, saa halv fire og tilslut tre kvarter i fire og endnu hadde ingen løper vendt tilbake. Jeg kan ikke negte for, at jeg begyndte at bli noget het om ørene, saa meget mere som jeg bemerket, at hans høihet fra tid til anden kastet sine øine paa den klokkestreng, hvormed han tilkaldte sin skarpretter. Han gav mig vistnok lov til at gaa ned i haven for at trække litt frisk luft, men lot mig ogsaa ledsage av et par tjenende aander, som ikke tapte mig av syne. Viseren pekte paa fem minutter paa fire. Jeg var aldeles ute av mig selv, hvilket min stilling nok kan undskylde. Jeg fik fat i skytten og manden med de gode ører. De kom øieblikkelig og den sidste la øret paa jorden for at høre, om ikke min løper var i anmarsch. De kan forestille Dem min forskrækkelse, da han sa at slyngelen laa etsteds langt borte og snorket av alle kræfter. Knapt hadde min brave jæger hørt dette, førend han sprang op paa en høi terrasse, stillet sig paa tærne og saa sig omkring, hvorpaa han heftig ropte:
«Der ligger den dovne slyngel! Ved Belgrad, under en ek med flasken ved sin side. Men vent, jeg skal snart faa dig vaaken!»
Han la riflen til skulderen og sendte hele ladningen i trætoppen. Nøtter, kvister og blad haglet ned paa snorkeren, vækket ham og satte benene igang paa ham med en saadan fart — han var ræd for at ha forsovet sig — at han ankom til storsultanens kabinet med tokaieren og et egenhændig brev fra keiserinden til mig, da den endnu manglet et kvart minut paa fire. Min høiædle velynder grep flasken og begyndte at smake paa den, som det syntes med de tydeligste tegn paa velbehag.
«Min kjære Münchhausen,» sa han, «De vil ikke bli fornærmet paa mig, naar jeg beholder denne flaske for mig selv. De staar bedre anskrevet i Wien end jeg, og har derfor lettere for at faa en til af samme sort.»
Dermed laaste han flasken ind i sit skap, stak nøklen i lommen og ringte paa skatmesteren. Aa for en deilig lyd det var i den klokke.
«Jeg maa vel betale, naar jeg har tapt,» fortsatte han; «hør her, skatmester, du kan la min ven, Münchhausen, ta av mit skatkammer saa meget sølv, guld, perler og ædelstener, som den sterkeste mand er istand til at bære.»
Skatmesteren bukket tre ganger til jorden for sin herre som hjertelig rystet min haand, og saa lot han os begge trække sig tilbake.
Jeg behøver vel ikke at fortælle, at jeg ikke spildte et øieblik med at faa sultanens befaling opfyldt. Jeg lot min sterke mand — han som drog omkuld skogen — komme med sit taug og vi gik saa sammen til skatkammeret. Jeg forsikrer Dem, at det ikke var store ting igjen da vi forlot det.
Jeg skyndte mig ned til havnen, fragtet det største skib som jeg kunde faa fat i, og stak øieblikkelig tilsjøs for at bringe mine skatter i sikkerhet, før noget ubehagelig kunde komme iveien.
Hvad jeg hadde frygtet indtraf ogsaa snart. Skatmesteren lot døren staa paa vid gap — det hadde visst heller ikke lønnet umaken at lukke den — og skyndte sig av alle kræfter til sultanen, hvem han fortalte hvorledes jeg hadde benyttet mig av hans gavmildhet.
Hans høihet mottok underretningen med stum forbauselse og begyndte derpaa at rase over sin letsindighet. Han gav storadmiralen ordre til øieblikkelig at forfølge mig med hele flaaten og gi mig at forstaa, at væddemaalet ikke var ment paa den maate.
Jeg var neppe kommet to mil tilsjøs, da vi fik se hele den tyrkiske flaate hale ind paa os med alle seil tilsat som trække kunde. Jeg tilstaar at mit hode, som just hadde begyndt at føle sig mere sikkert, nu rystet voldsommere end nogensinde. Men min vindmaker trøstet mig snart.
«Vær ikke urolig, Deres excellence,» sa han, satte sig op i agterstavnen og vendte det ene næsebor mot den tyrkiske flaate og det andet mot vore seil.
Saa begyndte han at blaase med slik voldsomhet paa den tyrkiske flaate, at den ilde tilredt maatte vende tilbake, nogen skibe med tap av master og andre med hele riggen, mens mit skib efter nogen timers lykkelig reise løp ind i en italiensk havn.
Jeg hadde forresten ikke stor glæde av mine medførte rigdommer, ti i Italien er som man vet, fattigdom og tiggeri saa almindelig og politiet saa usselt, at jeg som kanske er altfor godhjertet, maatte gi bort største delen til tiggere.
En bande stratenrøvere, som jeg under min reise i Rom traf i Lorettos hellige egn, gjorde sig tilgode med resten. Disse herrer har vel ikke følt noget videre til samvittighetsnag over sin daad, for deres fangst var saa stor at de i Rom for hundrededelen kunde kjøpe sig syndsforladelse for alle de synder, som de allerede hadde begaat, og som de og deres efterkommere vilde komme til at begaa.
Men nu, mine herrer, er det for længe siden sovetid. God nat!