Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar

Torsdag Aften den 24. Novbr.

"Nu, da De har indladt Dem paa dette," sagde Lady Ver, da jeg vovede mig ind i hendes Dagligstue, omtrent Klokken seks, for jeg hørte ikke Stemmer der inde fra (Hr. Carruthers havde fulgt mig til Døren efter vor Spadseretur, og jeg havde været til Te hos Englene lige siden) — "da De nu har indladt Dem paa at tage til denne Opera, saa bliver De ogsaa nødt til at spise til Middag hos Willis med os. Jeg vil ikke være hjemme, naar Charlie kommer fra Paris. Paa en blæsende Dag som denne er jeg sikker paa, at hans Humør er umuligt."

"Ja, det kan jeg godt," sagde jeg.

Naar alt kommer til alt, hvad kan det saa nytte, at en Eventyrerske som jeg har fine Følelser.

"Jeg tager hjemme fra Klokken tre Kvarter til syv. Det vil jeg lade Dem vide, Evangeline, Skat!" raabte hun efter mig, da jeg fløj af Sted for at klæde mig om.

I Reglen bruger Lady Ver en god Time til at blive til det indtagende Væsen, som hun er om Aftenen — hun behøver ikke at gøre meget, for hun er yndig af Naturen, men hun roder og trættes med Welby, for at adsprede sig, antager jeg.

Men i Aften, i sin Rædsel for en Ægtemand, der skulde komme Klokken syv, fra en kold Overfart over Kanalen, var hun helt færdig paaklædt og nede i Vestibulen, da jeg kom der ned præcis Klokken tre Kvarter til syv, og i en Haandevending var vi af Sted og rullede i Automobil til Willis. Jeg har kun været der én Gang før, og det var til Lunch, i Fru Carruthers Tid, med en eller anden af Ambassadørerne, og det er morsomt at komme paa en Restaurant om Aftenen. Jeg var mere nervøs, end jeg nogensinde i mit Liv havde været, men hvilken Situation var det ikke ogsaa.

Lord Robert fruit défendu! og Hr Carruthers empressé, og de skulde begge holdes indenfor de rette Grænser!

Det var mere end tilstrækkeligt til at give en ung Pige paa seksten Aar, der lige er kommet ud af Klostret, nok at bestille, som den gamle Grev Samaroff sagde, naar han vilde betegne et rigtig vanskeligt Stykke Arbejde.

De ventede paa os lige indenfor Døren, og jeg lagde igen Mærke til, at de begge er meget kønne, og at de begge saá ualmindelig destingverede ud.

Lady Ver nikkede til en Mængde Mennesker, før vi indtog vore Pladser i et lille hyggeligt Hjørne. Det maa være behageligt for hende at have saa mange Venner. I en af vore Samtaler sagde hun noget, der lød saa sandt, og det kom jeg til at tænke paa.

"Det er klogere at gifte sig med det Liv, man holder af, fordi Manden, naar der er gaaet en kort Tid, er én ligegyldig." Det har hun øjensynlig gjort — men jeg vilde ønske, at det var muligt at faa begge Dele — Manden og Livet! — Naa, vi faar at se!

Man maa sidde temmelig tæt ved hinanden i disse Sofaer, og da Lord Robert ikke var Vært, blev han sat ved Siden af mig. Jeg var overordentlig glad, til Trods for, at jeg havde en næsten højhalset Kjole paa, og ikke engang nogle Violer!

Det var frygtelig vanskeligt ikke at tale venligt med min Nabo. Hans Ligefremhed og Jevnhed er saa indtagende, men jeg gjorde alt, hvad jeg kunde, for at koncentrere mig om Christopher og lade være med at tale med ham — men jeg véd ikke hvorfor — Fornemmelsen af, at han var mig saa nær, fik mig til at føle — jeg véd ikke hvad. Men jeg talte neppe til ham, Lady Ver skal aldrig kunne sige, at jeg ikke holdt Ord, skønt hun selv, uden at tænke over det, drog mig ind i en venskabelig Samtale, og saa saá Lord Robert ud som en lykkelig Skoledreng.

Vi havde det dejligt.

Hr. Carruthers er en fuldkommen Vært. Han har de gamle Diplomaters hele glatte, udsøgte Væsen, uden at have deres forlorne Tænder og saadan noget, jeg vilde ønske, at noget indeni mig vilde lade mig føle, at det var min Pligt at gifte mig med ham, men hver Gang jeg vil tale med mig selv om det, er der noget, der farer op og siger: "Absolut umuligt."

Da vi skulde til at tage af Sted til Operaen, sagde Lady Ver: "Hr. Carruthers vil tage Dem med i sin Vogn, Evangeline, saa passer Robert paa mig. Kom saa, Robert!" Han tøvede.

"Jeg vil forfærdelig gerne tage Dem med, Lady Ver," sagde han, "men vil det ikke se lidt underligt ud, at Frøken Evangeline kommer alene med Christopher. Tænk paa hans Rygte!"

Lady Ver sendte ham et flammende Blik og steg ind i sit Automobil, medens Christopher uden Tøven hjalp mig ind i sin Vogn. Lord Robert og jeg var to Marionetter, en Rolle, som jeg ikke holder af at spille.

Jeg var meget vred. Hun vilde ikke have vovet at sende mig af Sted paa den Maade, hvis jeg havde været en vigtigere Person. Hr. Carruthers steg ind og svøbte sit Zobelskind omkring mig. I lang Tid sagde jeg ikke et Ord, og Covent Garden er ikke saa langt borte, sagde jeg til mig selv. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg havde en Følelse af malaise.

Der var et underligt Udtryk i hans Ansigt, da en stor Lygte kastede sit Lys paa det. "Evangeline," sagde han med en Stemme, jeg ikke havde hørt før, "hvornaar vil De holde op med at lege med mig — jeg er ved at komme til at elske Dem, hører De!"

"Det gør mig ondt at høre det," sagde jeg blidt. "Jeg vil ikke gerne have, at De skal det — aa! gør det ikke!" Han tog min Haand. "Jeg — jeg — hvis De blot vidste, hvor jeg hader, at nogen rører ved mig!"

Han lænede sig tilbage og saá paa mig. Der er noget, der stiger lidt til Hovedet, naar man er alene med et Menneske om Aftenen i en Vogn med smukke Skindtæpper. Med Lysene, der skinner ind ad Vinduerne, og saa den svage Duft af en god Cigar. Jeg var frygtelig nervøs. Hvis det havde været Lord Robert, saa tror jeg — naa —

Han bøjede sig meget nær hen til mig. Det var, som om han det næste Øjeblik vilde kysse mig — og hvad skulde jeg saa gøre, jeg kunde da ikke skrige eller springe ud midt i Leicester Square, vel?

"Hvorfor kalder De mig Evangeline?" sagde jeg for at afvise ham, "det har jeg aldrig sagt, at De maatte."

"Taabelige Barn — jeg kalder Dem, hvad jeg har Lyst til. De gør mig gal — jeg véd ikke, hvad De er født til. Har De altid den Virkning paa Folk?"

"Hvilken Virkning?" spurgte jeg for at vinde Tid, vi var næsten kommet til Long Acre.

"En Virkning, der faar én til at miste al Selvbeherskelse. Jeg føler, at jeg vilde give min Sjæl for at kunne holde Dem i mine Arme."

Jeg sagde, at jeg ikke syntes, det var pænt eller ærbødigt af ham at tale saadan, og at jeg fandt en saadan Kærlighed oprørende.

"I Deres lyse Øjeblikke siger De, at jeg aldeles ikke passer til Dem — De forsøger paa at holde Dem borte fra mig, og saa, naar De kommer i Nærheden af mig, begynder De at sige alt det Vrøvl! Jeg synes, at det er en Fornærmelse!" sagde jeg vredt og ringeagtende. "Naar jeg vækker Hengivenhed og Kærlighed hos nogen, skal jeg høre paa dem, men paa Dem og paa dette — aldrig!"

"Bliv ved!" sagde han, "selv i dette dunkle Lys ser De smuk ud, naar De er vred."

"Jeg er ikke vred," svarede jeg, "men kun saa inderlig led ved det hele."

Nu var vi Gudskelov kommet ind i Vognrækken lige ved Operahuset. Men Hr. Carruthers syntes ikke at lægge Mærke til det.

"Søde Barn," sagde han, "jeg vil forsøge paa ikke at ærgre Dem, men De er saa forfærdelig udæskende. Og jeg siger Dem, at ingen Mand i Verden vilde finde det let at være kold overfor Dem."

"Aa! jeg véd ikke, hvad det er at være kold eller ikke kold!" sagde jeg træt. "Jeg er ked af alle, selv saadan en lille bitte Fyr som Malcolm Montgomerie bliver løjerlig paa samme Maade!"

Han lænede sig tilbage og lo, saa sagde han vredt: "Den uforskammede Knægt! Jeg skal dreje Halsen om paa ham!"

"Gudskelov, nu er vi der!" udbrød jeg, da vi kørte ind under Søjlegangen, og jeg drog et Lettelsens Suk.

Mænd er virkelig utaalelige og kedsommelige, og hvis jeg altid skal være nødt til at finde mig i den Slags Scener, fordi jeg har rødt Haar, saa vilde jeg næsten ønske, at det var musegraat som Cicely Parkers. Fru Carruthers sagde ofte: "Du skal ikke tro, Evangeline, at du kommer til at føre et roligt Liv med din Farvesammensætning — det eneste man maa haabe, er, at du vil skrue dit Hoved fast."

Lady Ver og Lord Robert ventede allerede paa os i Vestibulen, men i det Sekund jeg saá dem, vidste jeg, at hun havde sagt noget til Lord Robert, hans Ansigt, der under hele Middagen havde været saa muntert og godmodigt, saá nu haardt og strengt ud, og han tog ikke den mindste Smule Notits af mig, da vi gik hen til Logen.

Lady Ver saá triumferende ud; hendes Øjne skinnede med store, sorte Punkter midt i, og der var saadanne kønne lyserøde Pletter paa hendes Kinder, hun saá yndig ud, og jeg kan ikke begribe hvorfor, men jeg syntes pludselig, at jeg hadede hende. Det var afskyeligt af mig, for hun var saa venlig og anbragte mig i Hjørnet, bag Gardinet, hvor jeg kunde se uden at blive set, det var temmelig langt tilbage, medens hun og Lord Robert sad helt foran. Det var Operaen "Carmen". Jeg havde aldrig hørt den før.

Musik har en saadan Virkning paa mig — hver Tone synes at vække en indre Bevægelse i mig. Jeg føler mig slet eller god, eller henrykt, eller — eller — aa, en underlig Følelse, som jeg ikke véd hvad er — en Slags elektrisk Strøm ned ad Ryggen, og som om — som om jeg gerne vilde elske nogen, og at de skulde kysse mig. Aa! det lyder aldeles rædselsfuldt, det jeg har skrevet — men jeg kan ikke gøre for det — det er den Virkning én Slags Musik har paa mig, og jeg har altid sagt, at jeg vilde sige Sandheden her.

Lige fra den første Tone indtil Slutningen følte og følte jeg. Aa, hvor jeg forstaar hende — Carmen! — Den forbudne Frugt tiltrak hende saadan — den smukke, slette, fortryllende Slange. Jeg havde ogsaa Lyst til at danse og til at bevæge mig paa den Maade, og maaske skælvede jeg ubevidst. Jeg var kold som Is og frygtelig spændt. Lord Roberts smukke Hoved forhindrede mig af og til i at se. Hvor han er vidunderlig velskabt, og man kan med et eneste Blik se, at hans Moder ikke har været Stuepige. Jeg har aldrig set nogen se saa højbaaren ud.

Lady Ver talte til ham med en dæmpet, kurrende Stemme efter første og anden Akt, og endogsaa da tredie Akt var begyndt. Han syntes at være meget mere optaget af hende, end han plejede at være. Det — det saarede mig — det og Musiken og Dansen, og Hr. Carruthers, der af og til hviskede lidenskabelige Ord til mig, selv om jeg ikke hørte efter dem, bevirkede alt i alt, at jeg ogsaa følte en Slags Vanvid.

Pludselig vendte Lord Robert sig om og saá paa mig i fem Sekunder. Hans dejlige, udtryksfulde blaa Øjne var fulde af Harme og Bebrejdelse, og — aa, hvor det gør mig ondt! — Ringeagt! Christopher stod bøjet over Ryggen paa min Stol, ganske tæt ved mig, i en kærlig Stilling.

Lord Robert talte ikke, men hvis et Blik kunde faa noget til at visne, maatte jeg være blevet til et vissent Egeblad. Det vækkede en eller anden Djævel inde i mig. Hvad havde jeg gjort, at jeg saaledes skulde tilintetgøres? Jeg handlede fuldkommen ærligt — idet jeg holdt mit Ord til Lady Ver, og aa! det var, som om det knuste mit Hjerte.

Men det Blik fra Lord Robert drev mig til Fortvivlelse, og ethvert Instinkt, jeg ejer til at være ond og tiltrækkende, kom op i mig. Jeg bøjede mig over til Lady Ver, saa jeg kom nærmere hen til ham, og jeg gjorde smaa Bemærkninger til hende uden at sige et eneste Ord til ham, men jeg flyttede min Stol, saa den stod saaledes, at han ikke kunde undgaa at se mig, og jeg bevægede mine Skuldre ganske lidt til den spanske Musik. Aa, jeg kan ogsaa danse som Carmen! Fru Carruthers lod mig lære det, hver Gang vi kom til Paris, hun holdt selv af at se det.

Jeg kunde høre Christopher aande meget hurtigt. "De kunde faa et Menneske til at gaa til Helvede for Dem," hviskede han.

Lord Robert rejste sig pludselig og gik ud af Logen.

Saa var det, som om Don Josés Dolk blev boret i mit Hjerte, ikke i Carmens. Det lyder højtravende, men jeg mener det — det var en pludselig kold Følelse, som om alt var dødt. Lady Ver vendte sig ærgerlig om til Christopher. "Hvad i Alverden er der i Vejen med Robert?" sagde hun.

"Der er et persisk Ordsprog, som siger, at en Djævel smutter ind mellem to Vinde," sagde Christopher; "det er maaske det, der er hændet i denne Loge i Aften."

Lady Ver lo bittert, og jeg sad der stille som Døden. Og Musiken og Komedien fortsattes hele Tiden paa Scenen. Jeg er glad over, at hun bliver myrdet til Slutning, glad —! Men jeg vilde gerne have set Blodet flyde. Jeg er vild — vild — sommetider.

Park Street 300,
Fredag Morgen den 25. Novbr.

Nu forstaar jeg først, hvad Meningen er med Støv og Aske — for det er, hvad jeg følte, jeg havde faaet til Frokost i Morges, Dagen efter "Carmen".

Lady Ver havde givet Ordre til, at man ikke maatte forstyrre hende, saa jeg kom ikke i Nærheden af hende, men gik ned i Spisestuen, medens jeg helt glemte, at Husets Herre var kommet. Dèr sad han — en underlig, høj, mager Mand, med lyst Haar og bedrøvede, fortrædelige brune Øjne, og en Næse, der var tilbøjelig til at blive rød paa Tippen — han saá i det hele taget ud, som om han havde en daarlig Fordøjelse. Han sad foran en Daily Telegraph, der var stillet op imod Tepotten, og der laa noget kold, urørt Fisk paa hans Tallerken.

Han saá meget forbavset ud, da jeg kom ind i Stuen.

"Jeg — jeg er Evangeline Travers," sagde jeg.

Han sagde kejtet Goddag; man kunde se, at han ingen Anelse havde om, hvad det vilde sige.

"Jeg bor her," fortsatte jeg, "vidste De ikke det?"

"Vil De saa ikke have noget at spise? Fisken er kold, er jeg bange for," tvang Høfligheden ham til at sige. "Nej, Janthe skriver aldrig til mig — jeg havde ikke hørt fra hende i fjorten Dage, og jeg har ikke set hende endnu."

Gode Manerer er blevet trommet ind i mig fra min tidligste Barndom, og jeg sagde høfligt: "De kom først fra Paris sent i Aftes, ikke sandt?"

"Jeg kom omtrent Klokken syv, tror jeg," svarede han.

"Vi maatte gaa saa tidligt, vi skulde i Operaen," sagde jeg.

"En Wagner, der begynder paa en urimelig Tid, antager jeg," mumlede han fraværende.

"Nej, det var 'Carmen' — men vi spiste først til Middag med min — min — Formynder, Hr. Carruthers."

"Aa."

Vi spiste begge i nogen Tid — Teen var grønligt sort — og lunken — det er intet Under, at han er dyseptisk.

"Mon Børnene er hjemme?" spurgte han lidt efter.

"Ja," svarede jeg, "jeg var inde hos dem, før jeg kom ned."

I samme Øjeblik kom de tre Engle styrtende ind i Stuen, og de gik pænt hen og omfavnede deres Fader. Men de syntes ikke at tilbede ham, som de tilbeder Lady Ver.

"Godmorgen, Papa," sagde den ældste, og de andre to gentog det i Kor. "Vi haaber, du har sovet godt og har haft en behagelig Rejse over Søen."

De var øjensynligt blevet instruerede udenfor.

Saa gik Naturen over Optugtelsen, de klappede ham beskyttende.

"Lille, søde Papa, har du bragt nogle ny Dukker med til os fra Paris?"

"Og jeg vil gerne have en med rødt Haar, ligesom Evangeline," sagde Yseult, den yngste.

Sir Charles syntes at kede sig og finde Situationen ubehagelig; han kyssede sine tre nydelige smaa Dresdener Porcelænsdukker, der lignede ham, og dog ikke lignede ham — de har Lady Vers Hudfarve, men brune Øjne og gyldent Haar ligesom hans.

"Ja, bed Harbottle om Pakkerne," sagde han. "Jeg har ingen Tid til at tale med jer — sig til jeres Moder, at jeg kommer hjem til Lunch," og idet han gjorde en Undskyldning, fordi han gik saa pludselig — han skulde til et Møde i City — forsvandt han ud af Stuen.

Jeg gad vide, hvorledes Lady Ver faar hans Hjerte til at banke. Jeg kan godt forstaa, at hun foretrækker — Lord Robert.

"Hvorfor er Papas Næse saa rød?" spurgte Yseult.

"Ti dog stille!" bad Mildred. "Stakkels Papa er kommet fra Søen."

"Jeg holder ikke saa meget af Papa," sagde Corisande, den mellemste. "Han er gnaven, og sommetider faar han den søde Mama til at græde."

"Vi maa altid elske Papa," sagde Mildred med en Stemme, som om hun fremsagde en Lektie. "Vi maa altid elske vore Forældre, og Bedstemoder, og Bedstefader, og Tanter og Kusiner — Amen." Dette "Amen" smuttede uforvarende ud, og hun saá forvirret ud og rettede sig selv, da hun havde sagt det.

"Lad os gaa og finde Harbottle, Harbottle er Papas Kammertjener," sagde Corisande, "og han er meget mere opmærksom end Papa. Sidste Gang bragte han mig en højlandsk Drengedukke, skønt Papa havde glemt, at jeg havde bedt om den."

De gik alle tre ud af Stuen, først kyssede de mig, og saa nejede de sødt, da de kom hen til Døren. De er aldrig uhøflige eller støjende — de tre Engle, jeg holder meget af dem.

Da jeg blev alene, følte jeg mig som en død Fisk. Mine Øjne faldt paa Spalten "London fra Dag til Dag" i Daily Telegraph, og jeg saá ligegyldigt ned ad den — uden at lægge Mærke til Ordene, indtil jeg læste: "Hertugen af Torquilstone er ankommet til Vavasour House, St. James, fra Udlandet."

Men hvad kom det egentlig mig ved? Hvad kom nogenting mig ved? Lord Robert havde mødt os igen, i Forhallen, da vi kom ud fra Operaen; han saá meget bleg ud, og han gjorde Lady Ver en Undskyldning, fordi han var gaaet saa pludselig bort. Han var blevet forkølet, sagde han, og var gaaet ud for at faa et Glas Cognak, og nu havde han det helt godt, og vilde vi nu ikke komme med og spise til Aften, og mange andre elskværdige Ting, medens han saá paa hende med den inderligste Hengivenhed — det var, som om jeg ikke eksisterede.

Hun var lunefuld, som hun sommetider er. "Nej, Robert, jeg vil i Seng. Jeg er ogsaa blevet forkølet," sagde hun.

Og da Tjeneren i samme Øjeblik meldte Automobilet, fløj vi af Sted og forlod dem. Christopher havde knappet min Zobelskindskrave med en Besiddermine, der til enhver anden Tid vilde have irriteret mig ud over alle Grænser, men jeg følte mig kold og død og fuldkommen følelsesløs.

Lady Ver sagde ikke et Ord paa Vejen hjem, og hun kyssede mig køligt, da hun gik ind i sit Værelse — saa raabte hun ud:

"Jeg er træt, Slangepige — tro ikke, at jeg er gnaven — Godnat!" og jeg gik op i Seng.

I Morgen er det Lørdag, og mit Besøg her er forbi. Efter min Lunch hos Lady Merrenden er jeg en Vandrer paa Jordens Overflade.

Hvor skal jeg vandre hen — jeg føler, at jeg gerne vil gaa bort alene — bort til et Sted, hvor jeg ikke ser et menneskeligt Væsen, der er engelsk. Jeg vil gerne glemme, hvordan de ser ud — jeg vil ikke se deres velformede Hoveder — jeg vil, aa, jeg véd ikke, hvad jeg vil.

Skal jeg gifte mig med Hr. Carruthers? Han vilde spise mig op, og saa tage tilbage til Paris til den Dame, han elsker — men saa kunde jeg leve det Liv, jeg holder af — og Carruthers Smaragderne er smukke — og jeg elsker Branches — og — og —

"Hendes Naade vilde gerne tale med Dem, Frøken," sagde en Tjener.

Saa gik jeg op ad Trappen.

Lady Ver sad i et halvmørkt Værelse, der var rullet bløde, lyserøde Gardiner ned bagved de halvt sammentrukne blaa Silkegardiner.

"Jeg er saa forfærdelig tung i mit Hoved, Evangeline," sagde hun.

"Saa vil jeg stryge Dem over Haaret," og jeg satte mig op ved Siden af hende og begyndte at stryge hende over Panden med mine Fingerspidser.

"De er virkelig sød, Slangepige," sagde hun, "og De kan ikke gøre ved det."

"Hvad kan jeg ikke gøre ved?"

"At De er en Heks. Jeg vidste, da jeg første Gang saá Dem, at De vilde gøre mig Fortræd, og jeg forsøgte paa at beskytte mig ved at være venlig imod Dem."

"Aa, kære Lady Ver," sagde jeg dybt rørt, "jeg vilde ikke for alt i Verden gøre Dem Fortræd, og De miskender mig virkelig; jeg har holdt mit Løfte, baade bogstavelig og — i Aanden."

"Ja, det véd jeg, at De har, bogstaveligt, i det mindste — men hvorfor gik Robert ud af Logen i Aftes?" spurgte hun træt.

"Han sagde jo, at han var forkølet, ikke sandt?" svarede jeg sagte. Hun slog Hænderne lidenskabeligt sammen.

"Forkølet!!! De kender ikke Robert! Han har aldrig i sit Liv været forkølet," sagde hun. "Aa, han er det kæreste, kæreste Væsen i Verden. Han faar mig til at tro paa alt, hvad der er godt og hæderligt. Han er ikke lastefuld, han er ikke lapset, og han kender Verden, og han lever i den, som alle vi andre, og dog begynder han ikke med at tro, at enhver Kvinde er et let Bytte, og underminerer den Smule Selvagtelse, hun maaske har tilbage."

"Ja," sagde jeg, jeg kunde ikke finde andet at sige.

"Hvis jeg havde haft saadan en Mand, vilde jeg aldrig have gabet," vedblev hun, "og desuden er Robert alt for bydende skinsyg til at lade én more sig med en anden."

"Ja," sagde jeg igen, og blev ved med at stryge hendes Pande.

"Han har ogsaa Følelse — han er ikke dagligdags og brutal — og aa, De skulde se ham paa en Hest, han er alt for smuk, alt for smuk!" Hun strakte sine Arme ud med en træt Bevægelse, der var patetisk og rørte mig.

"De har vel kendt ham meget, meget længe?" sagde jeg blidt.

"Maaske i fem Aar, men kun flygtigt indtil denne Sæson. For tidligere havde jeg travlt med andre. Jeg har leget med saa mange." Saa tog hun sig sammen. "Men Robert er den eneste, som aldrig har gjort Kur til mig. Han har altid været sød og kær og har behandlet mig som en Dronning, som om jeg stod for højt til det, og han har altid gjort, som han selv vilde, og ikke brudt sig en Døjt om andres Mening. Jeg har ofte gerne villet have, at han skulde gøre Kur til mig. Men nu forstaar jeg, at det ikke kan nytte. Men De skal ikke have ham, Slangepige! Jeg fortalte ham, medens vi kørte til Operaen, at De var kold som Is, og at De legede med Christopher, og i Morgen tager jeg ham med mig til Northumberland, bort fra Dem. Han skal i alt Fald være min trofaste Ven. De vilde knuse hans Hjerte, og jeg vil endnu holde Dem til Deres Løfte."

Jeg sagde ingenting.

"Hører De, jeg siger, at De vilde knuse hans Hjerte. Han vilde kun være i Stand til at elske lige til det sidste. Den Slags Kærlighed, som enhver anden Kvinde vilde dø for, men De — De er Carmen."

I alt Fald skal hverken hun eller nogen anden Kvinde se, hvad jeg er eller ikke er. Ingen skal se ind i mit Hjerte. Jeg sagde roligt:

"Carmen blev dræbt."

"Og det var godt nok til hende, den fortryllende, djævelske Dæmon!" Saa skiftede hendes Lune, og hun lo.

"Saá De Charlie?" spurgte hun.

"Vi drak Te sammen i Morges!"

"En fornøjelig Person, ikke sandt?"

"Nej," sagde jeg, "han saá gnaven og syg ud."

"Syg!" sagde hun med en Skygge af Ængstelse. "Aa, De mener dyseptisk."

"Maaske."

"Naa, det gør han altid, naar han kommer fra Paris. Hvis De kunde gaa ind i hans Stue og se den Række Fotografier, der staar paa hans Kaminhylde, kunde De maaske gætte hvorfor."

"Billeder af 'Sole Dieppoise' og 'Poulet à la Victoria aux truffes', uden Tvivl," sagde jeg.

Hun vred sig af Latter. "Ja, netop det!" sagde hun. "Men han tilbeder mig paa sin Maade, og han har nok en ny Diamantring med til mig for at gøre det godt igen — nu skal De se til Lunch."

"Saa er han altsaa en fuldkommen Ægtemand?"

"Omtrent som Christopher vilde blive. Men Christopher vilde begynde med at være en fuldkommen Elsker, der er intet, han ikke véd, og Charlie har intet Begreb om den Rolle. Du store Himmel! Hvor mine Hvedebrødsdage var kedsommelige."

Fru Carruthers sagde, at alle Hvedebrødsdage kun kunde sammenlignes med at gaa til Tandlægen eller blive fotograferet. Nødvendige Onder, som man skulde igennem for Resultaternes Skyld.

"Resultaterne?"

"Ja; det smukke Hus, og Juvelerne, og alt det andet."

Aa, ja! Hun havde vel Ret, men hvis man var blevet gift med Robert, havde man faaet begge Dele. Hun sagde ikke hvilke begge Dele, men aa! det vidste jeg.

"Saa tror De altsaa, at Hr. Carruthers vil blive en god Ægtemand?" spurgte jeg.

"De vil aldrig rigtig lære Christopher at kende. Jeg er kommet sammen med ham i mange Aar. De vil aldrig kunne føle, at han siger Dem den hele Sandhed om noget som helst. Han er Epikuræer, og han analyserer alle Følelser; jeg véd ikke, om han har nogen Guder; hvis han har det, tror han ikke paa dem, han tror paa ingen og intet uden paa sig selv. Han er for Øjeblikket heftigt forelsket i Dem, og han vil giftes med Dem, fordi han ikke kan faa Dem paa andre Betingelser."

"De smigrer mig," sagde jeg lidt fornærmet.

"Jeg siger Sandheden. De vil sandsynligvis faa det dejligt sammen med ham, og holde ham forelsket i Dem i mange Aar, fordi De ikke er forelsket i ham, og han vil passe godt paa, at De ikke ser paa nogen anden. Jeg kan tænke mig, at Christopher, hvis man var forelsket i ham, vilde knuse éns Hjerte, som han knuste stakkels Alicia Verneys."

"Aa, men hvor det er dumt! Folk har ikke knuste Hjerter nu om Stunder; De taler som ud af en Bog, kære Lady Ver."

"Der findes nogle faa Tilfælde af knuste Hjerter, men ikke som i Bøgerne, af Død og Tragedier etc.! men kun fordi vi ikke kan faa, hvad vi vil have, eller beholde, hvad vi har," og hun sukkede.

Vi talte ikke i nogle Minutter, saa sagde hun muntert:

"De har gjort mit Hoved bedre, Deres Strygninger er vidunderlige; trods alt kan jeg godt lide Dem, Slangepige. De er ikke af dem, der hænger paa Træerne."

Vi kyssede hinanden flygtigt, og jeg gik op paa mit Værelse.

Ja, det bedste, jeg kan gøre, er at gifte mig med Christopher, jeg bryder mig saa lidt om ham, at Damen i Paris ikke vilde have noget at betyde for mig, selv om hun ligner Sir Charles' Poulet à la Victoria aux truffes. Han er en Gentleman, han vil i det mindste være god imod mig og fin og hensynsfuld; og Carruthers Smaragderne er guddommelige, og netop mine Stene. Kniplingerne vil ogsaa klæde mig, og Pelsværket, og jeg vil have den Suite Værelser, som Fru Carruthers benyttede paa Branches, gjort i Stand med lyst Grønt, og brændt alle Møblerne fra Dronning Victorias Tid. Tilværelsen vil uden Tvivl blive fuld af Triumfer og Fornøjelser.

Men aa! Jeg vilde ønske, jeg vilde ønske, at det var muligt at faa "begge Dele".

Park Street 300,
Fredag Aften.

Lunchen gik meget godt. Sir Charles kom tilbage fra City i bedre Humør, og, som Lady Ver havde forudsagt, forærede han hende et Smykke fra Castier. Det var en Broche, ikke en Ring, men hun var henrykt og kurrede for ham.

Han kom lidt sent, saa vi var gaaet til Bords, et Selskab paa otte Personer, da han kom. De drillede ham allesammen med Paris, og han tog det meget godmodigt — det syntes endogsaa at more ham. Han har intet Vid, men han ser ud som en Gentleman, og jeg tror, at han af en Ægtemand at være er ganske passabel.

Jeg føler mig snart helt hjemme i Verden, og jeg kan tale med enhver. Jeg hører efter og taler ikke meget, men naar jeg siger noget, faar det dem til at tænke.

Der sad en meget pæn Herre ved Siden af mig i Dag, han mindede mig om de gamle Generaler paa Branches. Vi førte en hel Krig med Vittigheder, og det stimulerede mig.

Han fortalte mig blandt andet, da han havde opdaget, hvem jeg var, at han havde kendt Papa — Papa var i samme Regiment som han — og at han var sin Tids kønneste Mand. Masser af Kvinder var forelskede i ham, men han var et troløst Væsen, og han red bort fra dem.

"Han morede sig sandsynligvis, tror De ikke? Og han havde det Held at dø paa sit Livs Højdepunkt," sagde jeg.

"Han var engang forlovet med Lady Merrenden, véd De nok. Hun var den Gang Lady Sophia Vavasour, og hun var ham absolut hengiven, men Fru Carruthers kom imellem dem og tog ham fra hende; hun var mange Aar ældre end han, og lige saa klog som hun var sminket."

"Stakkels Papa synes at have været en svag Skabning, er jeg bange for."

"Alle Mænd er svage," sagde han.

"Og saa giftede han sig vel og forlod Fru Carruthers?" spurgte jeg. Jeg vilde gerne høre saa meget som muligt.

"Ja —," svarede min gamle Oberst, "jeg var hans Forlover."

"Og hvordan var min Mama?"

"Hun var den yndigste Skabning, jeg nogensinde har set," sagde han, "lige saa yndig som De, men De er Deres Faders udtrykte Billede, alt undtagen Haaret, hans var lyst."

"Der er ingen, der nogensinde før har sagt, at jeg var yndig! Jeg er glad, hvis De synes det," sagde jeg. Det glædede mig. Man har saa ofte sagt mig, at jeg er tiltrækkende og aparte og vidunderlig og guddommelig — men aldrig netop yndig. Han vilde ikke sige mere om mine Forældre, undtagen, at de ikke havde en sou at leve af og ikke var videre lykkelige; det sørgede Fru Carruthers for.

Da de saa allesammen var ved at gaa, sagde han: "Jeg er forfærdelig glad over, at jeg har truffet Dem — vi maa være Kammerater, for gamle Tiders Skyld," og han gav mig sit Kort, for at jeg skulde gemme hans Adresse, og sagde, at hvis jeg nogensinde trængte til en Ven, skulde jeg sende ham et Par Ord, Oberst Tom Carden, Albany.

Det lovede jeg, at jeg vilde.

"De kan maaske blive min Forlover ved mit Bryllup," sagde jeg muntert. "Jeg tænker paa at gifte mig engang!"

"Det vil jeg," lovede han, "og ved Jupiter, den Mand bliver en heldig Fyr."

Lady Ver og jeg kørte ud efter Lunch — vi gjorde nogle Visitter og tog hen til Montgomeries, der lige var ankommet til Browns Hotel for at bo der en Uge.

"Tante Katherine kommer altid hertil med de stakkels Pigebørn paa denne Tid af Aaret, om Dagen tager hun dem med hen til en af sine egne umulige gamle Skræderinder, og om Aftenen til Shakespeare eller en eller anden Koncert, og hun vender tilbage med dem med værre og værre Dragter for hvert Aar, der gaar. Det er ligefrem grusomt," sagde Lady Ver, medens vi gik op ad Trappen til deres Værelser.

Dèr sad de rundt om Tebordet, akkurat som paa Tryland. Kirstie og Jean broderede og strikkede, og de andre to læste ny Kataloger over Bøger om deres Arbejde!!

Lady Ver begyndte at drille dem. Hun gjorde dem alle mulige Spørgsmaal om deres ny Kjoler og sagde, at de skulde hellere tage til Paris engang imellem. Lady Katherine var saa kold som Is. Hun misbilligede i høj Grad, at jeg var hos hendes Nièce, kunde man se.

Hun havde haabet, at Forbindelsen med Familien havde været forbi med mit Besøg paa Tryland. Malcolm skulde ogsaa komme til Byen, hørte vi, og Lady Ver efterlod en Indbydelse til ham til at spise til Middag i Aften.

Saa gik vi.

"Hvis én af disse Fedtklumper havde en Gnist af Liv i sig, vilde den gaa lige til Helvede," sagde Lady Ver, da vi gik ned ad Trappen. "Tænk engang! Slips og Alterduge i London! Det var heldigt, at de ikke kunde spise til Middag i Aften. Jeg var nødt til at indbyde dem, og de kommer i Almindelighed én Gang, medens de er her — de fire Pigebørn og Tante Katherine — og det er med den største Vanskelighed, at jeg kan samle fire unge Herrer sammen til dem, hvis de blot faar en Anelse om, hvem det er, de skal træffe. I Almindelighed sikrer jeg mig et Par socialt fremadstræbende Jøder, fordi jeg kan indse, at Bidragene til deres Velgørenhedsforetagender, som de plager enhver, der kommer til at sidde ved Siden af dem, med, bedre kan presses ud af Hebræerne end af en eller anden køn, fattig Garderløjtnant. Aa, hvilket Liv!"

Hun var saa venlig imod mig paa Vejen tilbage; hun sagde, at hun var meget ked af at lade mig ene tilbage i Morgen, og at jeg nu maatte bestemme, hvad jeg vilde gøre, ellers vilde hun slet ikke rejse. Jeg sagde, at jeg vilde rejse til Claridges, hvor Fru Carruthers og jeg altid havde boet, og bo dèr i fuldkommen Ro med Véronique. Jeg kunde have Raad til det i en Uge. Saa kørte vi derhen og traf Aftale om det.

"Det er absolut umuligt for Dem at blive ved paa denne Maade, kære Barn," sagde hun. "De maa have en Chaperone; De er meget for smuk til at bo alene i et Hotel. Hvad kan jeg dog gøre for Dem?"

Jeg var forfærdelig ubehagelig til Mode, jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulde gøre. Aa, det er slet ikke morsomt at være Eventyrerske, hvis man alligevel gerne vil beholde sine Venner i Verden.

"Det gør maaske ikke noget, hvis jeg lader være med at tage imod nogen i nogle Dage," sagde jeg. "Jeg vil skrive til Paris; min gamle Mademoiselle er gift dèr med en Digter, tror jeg; hun vil maaske modtage mig som Pensionær i nogen Tid."

"Det er meget fantastisk — en fransk Digter! En rædsom, langhaaret, snavset Skabning. Umuligt! De maa kunne indse, hvor nødvendigt det er, at De gifter Dem med Christopher, saa snart De kan, Evangeline, kan De ikke det?" sagde hun, og jeg var nødt til at indrømme, at der kunde være Grunde for det.

"Sandheden er, De kan ikke være den mindste Smule ekscentrisk eller ukonventionel, hvis De ser godt ud og er ugift," fortsatte hun, "De kan maaske knipse med Fingrene ad Samfundet, men hvis De gør det, faar De det ikke behageligt, og alle Mændene vil enten forsvare Dem paa en taabelig Maade eller være uforskammede imod Dem."

"Aa, jeg indser det," sagde jeg, og jeg følte, at jeg havde en Klump i Halsen.

"Jeg skal skrive til Christopher i Morgen," vedblev hun, "og takke ham for i Gaar Aftes og sige noget pænt om Dem og Deres Ensomhed, og at han som en Slags Slægtning maa komme og besøge Dem paa Søndag, naar han blot ikke gør Kur til Dem, og tage Dem med i Zoologisk Have — tag ikke imod ham i Deres Dagligstue. Det vil netop give ham den ekstra Stimulans, og naar I saa kommer ud i Haven, er De stille og tilbageholdende, og ved de interessante Løve- og Tigerbure kan De trolove Dem. Det bliver meget respektabelt. Telegrafer straks til mig paa Mandag, til Sedgwick, og De maa komme tilbage til Park Street, saa snart jeg kommer hjem paa Torsdag, hvis alt er afgjort."

Jeg takkede hende, saa godt jeg kunde. Hun var meget aabenhjertig og ganske oprigtig. Jeg skulde være en velkommen Gæst som Christophers Forlovede, det kunde ikke nytte, at jeg følte mig bitter i den Anledning — hun havde ganske Ret.

Da jeg lagde min Haand paa Malcolms skindmagre Arm, idet vi gik ned til Middag, var det min eneste Trøst, at han ikke skulde være min Skæbne! Jeg vilde hellere være alt andet i Verden end gift med ham!

Jeg forsøgte paa at være elskværdig mod Sir Charles. Vi var kun et Selskab paa seks Personer. En gammel Frøken Harpenden, som kommer alle Vegne for at spille Bridge, og Malcolm, og en af Lady Vers unge Mænd, og jeg. Sir Charles er adspredt, men af og til tager han sig sammen, han spiller med Knive og Gafler og lægger ogsaa Armene paa Bordet. Han ser paa Lady Ver med Beundring i sine Øjne. Det er altsaa sandt, antager jeg, at hun i Mellemrummene mellem Paris kan faa hans Hjerte til at banke.

Malcolm gjorde Kur til mig efter Middag. Vi blev overladt til at tale sammen, da de andre satte sig til at spille Bridge i den lille Dagligstue.

"Jeg savnede Dem saa frygteligt, Frøken Travers," sagde han, "da De forlod os, at jeg opdagede, at jeg var overordentlig indtaget i Dem."

"Nej, det siger De da ikke!" sagde jeg uskyldigt. "Kan man tro noget saadant?"

"Ja," sagde han alvorligt, "De kan virkelig tro det."

"Saa sig det ikke saa pludseligt," sagde jeg, idet jeg vendte mit Hoved bort, for at han ikke skulde se, hvor jeg lo. "For ser De, hos rødhaarede Personer som mig gaar den Slags Komplimenter til Hovedet."

"Aa, jeg vil slet ikke gøre Dem forvirret," sagde han elskværdigt. "Jeg véd nok, at der er blevet lagt meget an paa mig — maaske for mine Besiddelsers Skyld," (dette med arrogant Beskedenhed), "men jeg er villig til at lægge alt for Deres Fødder, hvis De vil blive min Hustru."

"Alt?" spurgte jeg.

"Ja, alt."

"De er alt for god, Hr. Montgomerie, men hvad vilde Deres Moder sige?"

Han saá urolig og temmelig nervøs ud.

"Jeg er bange for, at min Moder har gammeldags Ideer — men jeg er sikker paa, at hvis De gik hen til hendes Skræderinde — vilde — vilde De se anderledes ud."

"Kunde De da godt lide, at jeg skulde se anderledes ud? — De vilde ikke kunne genkende mig, hvis jeg gik til hendes Skræderinde."

"Jeg kan lide Dem ganske som De er," sagde han med en meget nedladende Mine.

"Jeg er overvældet," sagde jeg ydmygt; "men — for Resten — hvad er det for en Historie, jeg har hørt om Frøken Angela Grey? En Dame, jeg har set i Aviserne, som danser i The Gaiety, ikke sandt? Er De sikker paa, at hun vilde tillade Dem at gøre mig denne Erklæring uden hendes Vidende?"

Han blev lamslaaet.

"Hvem har fortalt Dem om hende?" spurgte han.

"Ingen," svarede jeg. "Jean sagde, at Deres Fader var meget vred paa Dem paa Grund af en Hest af det Navn, men jeg saá det tilfældigvis i Listen over Tillokkelserne i The Gaiety — saa sluttede jeg deraf, at det ikke var en Hest, og hvis De er forlovet med hende, synes jeg ikke, det er rigtigt af Dem at forsøge paa at knuse mit Hjerte."

"Aa, Evangeline — Frøken Travers" — sagde han forvirret. "Jeg er meget indtaget i Dem — den anden var kun et Tidsfordriv — et — aa! Vi Mænd, véd De nok — unge og — og — efterstræbte — har vore Fristelser. Det maa De ikke tænke paa. Jeg vil aldrig se hende mere, undtagen akkurat for at sige Farvel. Det lover jeg Dem."

"Aa, jeg kunde ikke gøre noget saa lumpent, Hr. Montgomerie," sagde jeg. "De maa ikke tænke paa at opføre Dem saaledes for min Skyld — mit Hjerte er ikke helt knust — i Virkeligheden tænker jeg selv paa at gifte mig."

Han sprang op.

"Aa! De har altsaa bedraget mig!" sagde han i selvretfærdig Harme. "Efter hvad jeg sagde til Dem den Aften paa Tryland, og hvad De den Gang lovede mig! Ja, De har bedraget mig groft."

Jeg kunde ikke sige, at jeg ikke havde hørt et Ord af, hvad han sagde den Aften, og ikke havde nogen Anelse om, hvad jeg havde lovet. Selv hans Overvurdering af sig selv fortjente ikke et saadant Slag! Og jeg dæmpede min Stemme og min naturlige Vrede over hans Ord og sagde ganske blidt:

"Vær ikke vred. Det gør mig ondt, hvis jeg ubevidst har givet Dem et forkert Indtryk, men hvis vi skal tale om at bedrage, saa har De bedraget mig med Hensyn til Frøken Grey, saa lad os ikke tale mere om den Sag. Vi er kvit. Og skal vi saa ikke være Venner, som vi altid har været" — og jeg rakte min Haand frem og smilede ham frimodigt ind i Ansigtet. Han tog sig sammen og greb min Haand og trykkede den varmt. Hvoraf jeg vidste, at der var mere i Historien med Angela Grey, end det saá ud til.

"Evangeline," sagde han, "jeg vil altid elske Dem; men Frøken Grey er en meget agtværdig ung Kvinde, der er ikke et Ord at sige imod hendes moralske Karakter — og jeg har lovet hende Ægteskab — saa vi maa maaske hellere sige Farvel."

"Farvel," sagde jeg, "men jeg synes, at jeg har al mulig Grund til at være fornærmet over Deres Tilbud, hvilket, efter Deres senere Bemærkninger at dømme, ikke var værd at tænke paa et eneste Øjeblik!"

"Aa, men jeg elsker Dem!" sagde han, og efter hans Ansigt at dømme var det sandsynligvis for Øjeblikket sandt. Saa sagde jeg ikke mere, og vi rejste os og gik ind til Bridgespillerne. Og det lykkedes mig ikke at komme til at tale mere alene med ham, før vi sagde Godnat.

"Friede Malcolm til Dem?" spurgte Lady Ver, da vi gik op i Seng. "Jeg syntes, jeg saá et Blik i hans Øjne ved Middagen."

Jeg sagde hende, at han paa en Maade havde gjort det, med et Forbehold til Gunst for Frøken Angela Grey.

"Det er alt for rædsomt!" sagde hun. "Det er for Øjeblikket blevet en ren Epidemi i nogle af Garderregimenterne at gifte sig med disse stakkels, simple Fruentimmer med høj moralsk Karakter og — ligegyldige Fødder! Men jeg havde troet, at Skotternes Snedighed vilde have beskyttet Malcolm mod deres Planer. Stakkels Tante Katherine."

EVANGELINE FLYTTER TIL CLARIDGES.

Claridges.
Lørdag den 26. Novbr.

Lady Ver tog tidligt af Sted til Stationen for at naa Toget til Northumberland i Morges, og jeg saá hende kun for at sige Farvel til hende. Hun syntes ogsaa at blive i daarligt Humør, da hun fik et Brev, hun sagde mig ikke, hvem det var fra, eller hvad det var om — hun sagde kun bagefter, at jeg ikke maatte være dum. "Leg ikke længere med Christopher," sagde hun, "ellers mister De ham. Han kommer sikkert og besøger Dem i Morgen — jeg fik Brev fra ham i Morges som Svar paa mit fra i Aftes — men han siger, at han vil ikke gaa i Zoologisk Have — saa De maa alligevel tage imod ham i Deres Dagligstue — han kommer omtrent Klokken fire."

Jeg sagde intet.

"Evangeline," sagde hun, "lov mig, at De ikke vil være en Nar —"

"Jeg — vil ikke være en Nar," sagde jeg.

Saa kyssede hun mig — og var borte, og nogle faa Øjeblikke efter tog jeg af Sted til Claridges.

Jeg har en meget nydelig lille Lejlighed øverst oppe, og hvis det blot var passende for mig, og jeg havde Raad til det, kunde jeg bo meget behageligt her alene i lang Tid.

Klokken tre Kvarter til to ringede jeg paa Døren paa Carlton House Terrace, Nr. 300, Lady Merrendens Bopæl — med en underlig Følelse af Nervøsitet og Interesse. Det maa naturligvis have været, fordi hun en Gang havde været forlovet med Papa. Bagefter kom jeg til at huske paa Lord Roberts Ord, da jeg paa Branches talte om at tage til London alene; om hvorledes han vilde bringe mig til hende, og hvorledes hun vilde være god imod mig, indtil jeg kunde faa set mig om efter et Sted, hvor jeg kunde bo.

Men pludselig følte jeg et Stik i Hjertet. Han sad nu bøjet over Lady Ver i Toget til Northumberland.

Der er saadan en statelig, smuk Forhal — idet Døren bliver aabnet — med en smuk Trappe til hver Side, og fuld af pragtfulde Malerier, og hele Atmosfæren er gennemtrængt af en forfinet, rolig Luft.

Tjenerne er høje og ikke alt for unge, og selv paa denne Tid af Aaret har de pudret Haar.

Lady Merrenden var ovenpaa i den lille Dagligstue, og da jeg blev meldt, rejste hun sig, med en Bog i Haanden, for at tage imod mig.

Hun har saadant et smukt Væsen i sit eget Hjem; elskværdigt og ikke en Smule beskyttende.

"Det glæder mig saadan at se Dem," sagde hun. "Jeg haaber ikke, at De vil kede Dem, men jeg har ikke indbudt nogen til at være sammen med Dem — kun min Nevø, Torquilstone, kommer her — han er meget lidende, stakkels Fyr, og alt for mange Ansigter piner ham undertiden."

Jeg sagde, at jeg var henrykt over at træffe hende alene. Man kan ikke tænke sig et venligere Udtryk i noget menneskeligt Ansigt end det, der er i hendes. Hun har det samme højbaarne Udseende som Lord Robert, smaa Øren og Haandled og Hoved — selv klædt som en Skurekone vilde Lady Merrenden se ud som en fornem Dame.

Vi talte snart fuldkommen tvangfrit med hinanden; hun talte ikke om Folk eller om meget dybe Emner, men man fik et Indtryk af en kultiveret Aand, Kendskab til Bøger og vide Tanker. Aa! Det var saa let for mig at holde af hende.

Vi havde næsten talt sammen i et Kvarter — hun havde tilfældigt spurgt mig, hvor jeg nu boede, og hun syntes slet ikke forbavset eller forfærdet, da jeg sagde Claridges, og at jeg var alene.

Alt, hvad hun sagde, var: "Hvilken ensom lille Pige! Men det maa være en Hvile sommetider at være alene, og De maa lade Deres Venner komme og se til Dem, vil De ikke nok det?"

"Jeg tror ikke, jeg har nogen Venner," sagde jeg. "Jeg har været saa lidt ude — men hvis De vil komme og besøge mig — saa vil jeg være taknemlig."

"Saa maa De regne mig som en af Deres faa Venner!" sagde hun.

Intet kunde være saa sjældent eller saa sødt som hendes Smil. At tænke sig, at Papa kunde forlade denne Engel for Fru Carruthers Skyld! Mænd er sandelig uberegnelige!

Jeg sagde, at det vilde være en alt for stor Ære for mig at have hende til Ven — og hun tog min Haand.

"De bringer den fjerne Fortid tilbage til mig," sagde hun. "Jeg hedder ogsaa Evangeline — og sommetider tror jeg, at De er blevet kaldt saaledes til Minde om mig."

Hvilken sælsom, mægtig Faktor Kærligheden maa være! Her havde disse to Kvinder, Fru Carruthers og Lady Merrenden — der var hinanden saa stik modsatte — øjensynlig begge tilbedt Papa, og som Følge deraf havde de begge i Overensstemmelse med deres Natur fattet Interesse for mig, Barnet af en tredie Kvinde, der havde fortrængt dem begge! Papa maa have været overordentlig indtagende, for Fru Carruthers havde lige til sin Dødsdag et Miniaturportræt af ham staaende paa sit Bord med en frisk Rose ved Siden af — hans Minde syntes at være den eneste blide Plet i hendes haarde Hjerte.

Og denne søde Dames Øjne smeltede hen i Ømhed, da hun talte om Fortiden — skønt hun ikke kender mig godt nok til at sige mere. For mig er Papas Billede ikke noget saa vidunderligt, kun en køn, ung Garderløjtnant med Øjne af samme Form som mine, men graa, og lyst krøllet Haar. Der maa have været noget eget ved ham, antager jeg.

I dette Øjeblik traadte Hertugen af Torquilstone ind. Aa, det var et sørgeligt Syn!

En stakkels, pukkelrygget Mand med et stærkt Ansigt og Hoved og et sort, mistænksomt, kynisk Udtryk.

Han vilde øjensynlig have været meget høj, hvis han ikke havde været vanskabt, der staar en Pukkel ud paa hans Ryg, næsten som paa Punch. Han kan ikke være meget over fyrre, men han ser ældre ud, hans Haar er ganske graat.

Ikke en Linie eller et Udtryk hos ham minder mig om Lord Robert, glæder det mig at kunne sige.

Lady Merrenden forestillede os for hinanden, og saa kom Lord Merrenden ogsaa ind, og vi gik alle ned til Lunch.

Det var et temmelig lille Bord, saa vi sad alle nær ved hinanden og kunde tale sammen. Spisestuen var umaadelig stor.

"Jeg tager altid dette lille Bord, naar vi er saa faa," sagde Lady Merrenden. "Det er mere hyggeligt, og man føler sig ikke saa isoleret."

Hvor jeg var enig med hende.

Hertugen saá ofte undersøgende paa mig med sine smaa, kloge Øjne. Man kunde ikke sige, om det var bifaldende eller misbilligende.

Lord Merrenden talte om Politik og Dagens Spørgsmaal, han har et høfligt Væsen, og deres Stemmer var bøjelige og dannede. Og intet kunde gaa mere glat og lydløst end Opvartningen.

Lunchen var meget enkel og god, men ikke halvt saa mange udsøgte Retter som paa Branches og hos Lady Ver.

Der var kun én Kumme med Violer paa Bordet, men Kummen var af Guld og af en smuk Form, og Violerne var næsten saa store som Stedmoderblomster. Mine Øjne vandrede til Billederne — statelige Mænd og Kvinder af Gainsborough og Reynolds og Romney.

"De har truffet min anden Nevø, Lord Robert, ikke sandt?" sagde Lady Merrenden. "Han fortalte mig, at han havde været paa Branches, hvor jeg tror, De boede."

"Ja," sagde jeg, og — aa, det er næsten for ydmygende at skrive det, jeg følte, at mine Kinder blev højrøde, da hun nævnede Lord Roberts Navn. Hvad maa hun have tænkt? Kan noget være saa ungt, kvindeligt og latterligt?

"Han var i Operaen med os i Forgaars Aftes," vedblev jeg. "Hr. Carruthers havde en Loge, og Lady Verningham og jeg var med dem." Saa kom jeg til at tænke paa, hvor underligt dette maatte lyde i min dybe Sorg, og jeg tilføjede: "Jeg holder saa meget af Musik."

"Det gør Robert ogsaa," sagde hun. "Jeg er sikker paa, at han maa have været glad ved at træffe en beslægtet Natur."

Den søde, indtagende, venlige Dame! Hvis hun blot havde vidst, hvilke Sindsbevægelser der i Virkeligheden havde opfyldt os i Logen den Aften, er jeg bange for, at Kærligheden til Musikken havde været den mindste af dem!

Under hele denne Samtale, og lige fra Lord Roberts Navn første Gang blev nævnet, havde Hertugen ikke taget sine Øjne fra mit Ansigt — det var meget forvirrende; hans Blik var nu klarere, det var ganske sikkert misbilligende.

Vi drak Kaffe ovenpaa af saadanne nydelige Dresdener Kopper, og Lord Merrenden viste mig nogle Miniaturbilleder. Til sidst kom Hertugen og jeg til at være alene et Minut, medens vi stod og saá ud ad Vinduet.

Hans Øjne undersøgte mig helt igennem — naa, i alt Fald er min Næse og mine Øren og mine Haandled lige saa fine som Lady Merrendens — stakkels Mamas mærkelige Moder kan ikke ses udenpaa mig — Gudskelov. Han sagde ikke meget, kun dagligdags Ting om Udsigten. Jeg var bange for ham og temmelig nedtrykt. Jeg er vis paa, at han ikke kan lide mig.

"Maa jeg ikke køre Dem et eller andet Sted hen?" spurgte min venlige Værtinde, "eller hvis De ikke har noget særligt Sted at gaa hen, vil De saa ikke tage ud med mig?"

Jeg sagde, at jeg vilde være meget glad ved det. Jeg følte mig saa forfærdelig ensom. Jeg vilde gerne saa længe som muligt opsætte at komme tilbage til Hotellet. Jeg vilde gerne adsprede mine Tanker fra at dvæle ved Dagen i Morgen, og ved, hvad jeg skulde sige til Christopher. I Morgen syntes mig at være Verdens Ende.

Lady Merrenden har smukke Heste, og hele Køretøjet er, i Modsætning til hende selv, saa fikst som det kan være. Hun ser virkelig lidt gammeldags ud, naar hun er ude, og det var maaske derfor, at Papa gik fra hende til Fru Carruthers. En Godhed og Elskelighed som denne passer ikke Mændene saa godt som Luner, lader det til.

Hun var saa god imod mig og talte saa venligt med mig. Jeg glemte helt, at jeg var en hjemløs Vandrer, og jeg kom tilbage til Claridges omtrent Klokken halv fem i næsten godt Humør.

"De maa ikke glemme, at jeg skal være en af Deres Venner," sagde Lady Merrenden, da jeg sagde Farvel til hende.

"Nej, det skal jeg rigtignok ikke," svarede jeg, og hun kørte bort, smilende til mig.

Jeg gad vide, hvad hun vil tænke om mit Ægteskab med Christopher.

Nu er det Aften — jeg har spist til Middag ganske alene i min Dagligstue, Véronique har været meget elskværdig og omhyggelig — hun føler Hr. Carruthers i Luften, antager jeg — og nu maa jeg gaa i Seng.

Aa, hvorfor er jeg ikke lykkelig, og hvorfor synes jeg ikke, at dette er en dejlig og usædvanlig Situation, som jeg engang vilde have gjort. Jeg føler mig kun nedtrykt og ulykkelig, og som om jeg vilde ønske, at Christopher laa paa Havets Bund. Jeg har fortalt mig selv, hvor køn han er — og hvor jeg syntes godt om ham paa Branches — men det var før — ja, jeg kan lige saa godt skrive det — før Lord Robert kom. Naa, nu sidder han og Lady Ver og taler sammen i en hyggelig Sofa, i en stor, oplyst Dagligstue, og — aa! — jeg vilde ønske, jeg aldrig havde sluttet den Overenskomst med hende — saa maaske jeg nu — naa — —

Søndag Eftermiddag.

Nej! Jeg kan ikke holde det ud. Jeg har været febrilsk hele Formiddagen, først hed og saa kold. Hvordan vil det blive? Aa, jeg besvimer, naar han kysser mig. Og jeg véd, at han vil blive rædsom paa den Maade, det har jeg set i hans Øjne — han vil spise mig op. Jeg er vis paa, at jeg vil hade det. Ingen Mand har nogensinde før kysset mig, og jeg kan ikke dømme om det, men jeg er sikker paa, at det er frygteligt, medmindre — jeg føler, at jeg bliver vanvittig, hvis jeg bliver her længere. Jeg kan ikke, jeg kan ikke blive og vente, og staa lige overfor det. Jeg maa først have noget frisk Luft. Det er en tæt Taage. Jeg kunde have Lyst til at gaa ud og fare vild i den, og det vil jeg ogsaa! Maaske ikke fare vild, men gaa ud i den, og alene. Jeg vil ikke engang have Véronique med. Jeg vil gaa alene ind i Parken. Det bliver næsten mørkt, skønt Klokken kun er tre. Saa har jeg en Time. Det ser hemmelighedsfuldt ud, og det vil berolige mig, og det passer til min Sindsstemning, og saa, naar jeg kommer tilbage, kan jeg maaske være i Stand til at udholde det tappert, Kys og det hele.

Claridges.
Søndag Aften den 27. Novbr.

Jeg har en hel Del at skrive — og dog er det kun nogle faa Timer siden, jeg lukkede denne Bog og hængte Nøglen ved mit Armbaand igen.

Klokken et Kvarter over tre gik jeg gennem Grosvenor Square. Alt var taaget og dunkelt, det var ikke ligefrem tæt Taage, saa der var ingen Chance for at fare vild. Da jeg kom ind i Parken, var Taagen lettet lidt. Det forekom mig lummert og varmt, og jeg blev mere og mere nedtrykt. Jeg havde aldrig før været ude alene; det syntes mig i sig selv underligt, og det burde have moret mig.

Christophers Billede blev ved at svæve foran mig, hans Ansigt syntes at have et satyragtigt Udtryk. Naa, han vil i alt Fald aldrig være i Stand til at knuse mit Hjerte, som "Alicia Verney"s — intet kunde nogensinde faa mig til at bryde mig om ham. Jeg forsøgte paa at tænke paa alle de Goder, jeg skulde faa ud af den Affære, og paa, hvor meget jeg holder af Branches.

Jeg gik meget hurtigt, jeg kunde utydeligt se Folk komme henimod mig og derpaa forsvinde i Taagen. Det var næsten Skumring; pludselig følte jeg mig saa træt, at jeg satte mig paa en Bænk.

Jeg var gaaet ind paa en Sidesti, hvor der ingen Stole var. Paa den Bænk, der kom før min, saá jeg, da jeg gik forbi, at der sad en Vagabond sammensunket. Jeg spekulerede paa, hvad hans Tanker kunde være, og om han vel følte sig mere ulykkelig end jeg. Jeg sad vist ogsaa og krøb sammen i en nedslaaet Stilling.

Der gik ikke mange Folk forbi, og med hvert Øjeblik blev det mørkere. Jeg har aldrig i hele mit Liv følt mig saa ulykkelig, ikke engang de Dage, hvor Fru Carruthers forhaanede mig, fordi Mama havde været af lav Herkomst. Der blev ved med at komme Taarer i mine Øjne, og jeg gjorde mig ikke engang den Ulejlighed at blinke dem bort. Hvem kunde vel se mig — og hvem i Alverden vilde bryde sig om det, hvis de saá mig.

Pludselig saá jeg, at der kom en meget smuk Skikkelse ud af Taagen henimod mig, men ikke før den var tæt ved mig og standsede og kiggede mig forskrækket ind i Ansigtet, opdagede jeg, at det var Lord Robert.

"Evangeline!" udbrød han med bestyrtet Stemme. "Jeg — hvad, aa, hvad er der i Vejen?"

Det var intet Under, at han blev forundret. Hvorfor han ikke ogsaa havde antaget mig for en Vagabond og var gaaet forbi, véd jeg ikke.

"Ingenting," sagde jeg, saa godt jeg kunde, og forsøgte paa at trække min Hat ned over Øjnene. Jeg havde uheldigvis ingen Slør paa.

"Jeg har blot været ude at spadsere. Hvorfor kalder De mig Evangeline, og hvorfor er De ikke i Northumberland?"

Han saá saa høj og smuk ud, og nu var der intet Udtryk af Foragt eller Vrede i hans Ansigt, kun Sorg og Medfølelse.

"Jeg fik pludselig Vagt i Gaar og kunde ikke faa Permission," sagde han, uden at svare paa den første Del af mit Spørgsmaal. "Men jeg kan ikke holde ud at se Dem sidde her alene og se saa ulykkelig ud. Maa jeg ikke følge Dem hjem? De bliver forkølet i den fugtige Luft."

"Aa nej, ikke endnu. Jeg vil ikke gaa hjem nu!" sagde jeg, uden rigtig at vide, hvad jeg sagde. Han satte sig ved Siden af mig og stak sin Haand ind i min Muffe og trykkede mine foldede Hænder — det blideste, venskabeligste Kærtegn; et Barn kunde give det som Tegn paa Medfølelse. Det berørte en eller anden taabelig Streng i min Natur, en Mangel paa Selvbeherskelse, nedarvet fra Mamas tarvelige Moder, antager jeg, i alt Fald strømmede Taarerne ned over mit Ansigt — jeg kunde ikke gøre ved det. Aa, hvor det var en Skam! At sidde og græde i Parken, og oven i Købet lige overfor Lord Robert, den sidste i Verden, jeg vilde have skulde se det.

"Kære, kære lille Pige," sagde han. "Sig mig, hvad det er," og han holdt min Haand inden i min Muffe med sin stærke, varme Haand.

"Jeg — jeg har ingenting at fortælle," sagde jeg og kvalte min Hulken. "Jeg skammer mig over, at De skal se mig saaledes, men — jeg føler mig saa ulykkelig."

"Kære Barn," sagde han. "Naa, det skal De ikke gøre — jeg vil ikke have det. Har nogen været slem imod Dem — sig mig det, sig mig det," hans Stemme skælvede af Medfølelse.

"Det er — det er ingenting," mumlede jeg.

Jeg turde ikke se paa ham, jeg vidste, at hans Øjenbryn var trukket op paa den Maade, der tiltrækker mig saa forfærdeligt.

"Hør," næsten hviskede han og bøjede sig over mig. "Jeg vil have, at De skal være Venner med mig, saa jeg kan hjælpe Dem. Jeg vil have, at De skal gaa tilbage til den Tid, da vi pakkede Deres Bøger ind sammen. Gud maa vide, hvad der er kommet imellem os siden den Gang — det er ikke min Skyld — men i Dag vil jeg saa gerne tage mig af Dem, kære lille Pige. Det — det gør mig saa ondt at se Dem sidde og græde her."

"Jeg — jeg vilde gerne være Venner med Dem," sagde jeg. "Jeg har aldrig villet være andet, men jeg kunde ikke gøre ved det — og jeg kan det ikke nu."

"Vil De ikke sige mig Grunden?" bad han. "De har gjort mig saa forfærdelig ulykkelig med det. Jeg troede alle mulige Ting. De véd nok, at jeg er et skinsygt Bæst."

Der kan ikke i hele Verden findes en Stemme mere indtagende end Lord Roberts, og han har en Maade at udtale Ordene paa, der er alt for tiltrækkende, og den Maade, paa hvilken hans Mund bevæger sig, naar han taler, viser hans fuldendt mejslede Læber under det lille Overskæg! Det kan ikke nytte at nægte det, jeg sad dèr paa Bænken og gennembævedes af Sindsbevægelser og længtes efter, at han skulde tage mig i sine Arme. Det er alt for frygteligt at tænke paa! Jeg maa, naar alt kommer til alt, være slet.

"Nu skal De fortælle mig det hele," befalede han. "Til at begynde med — hvad fik Dem pludselig til at blive anderledes paa Tryland efter den første Eftermiddag, og hvad er det saa, De er ulykkelig over nu?"

"Jeg kan ikke sige Dem nogen af Delene," sagde jeg meget sagte. Jeg haabede, at den tarvelige Bedstemoder ikke vilde føre mig saa vidt, at jeg handlede lumpent imod Lady Ver.

"Aa, De har gjort mig vild!" udbrød han, idet han slap min Haand og støttede begge Albuerne paa sine Knæ, medens han puffede sin Hat tilbage i Nakken. "Fuldkommen vanvittig af Raseri og Skinsyge. Det Bæst Malcolm! Og saa at se paa Campion ved Middagen, og værst af det hele, Christopher i Logen til 'Carmen'! Lille uartige, slemme Pige! Og dog har jeg inderst inde en Følelse af, at det er af en eller anden latterlig Grund, og ikke af det rene Djævelskab. Hvis jeg troede det, vilde jeg snart komme til ikke at bryde mig om det. Det troede jeg den Aften til 'Carmen'."

"Ja, det véd jeg," svarede jeg.

"Hvad véd De?" Han saá forskrækket op; saa tog han igen min Haand og sad tæt ved mig.

"Aa, gør det ikke, Lord Robert!" sagde jeg.

Det fik mig virkelig til saaledes at bæve af den dejligste Følelse, jeg nogensinde har kendt, at jeg vidste, at jeg vilde tabe Hovedet, hvis han blev ved.

"Aa, De maa ikke holde min Haand, Lord Robert, saa kan jeg ikke opføre mig, som jeg bør."

"Min egen Skat," hviskede han, "det viser, at du holder af mig, og jeg slipper den ikke, før du har sagt mig hver eneste Smule."

"Aa, jeg kan ikke, jeg kan ikke!" Jeg var alt for forpint, og dog gik der Glædesbølger hen over mig. "Min egen Skat", det er Ord, der kan faa én til at bæve af Fryd!

"Evangeline," sagde han strengt, "vil du da svare mig paa dette Spørgsmaal — holder du af mig, eller hader du mig? For, som du meget godt maa vide, elsker jeg dig."

Aa, den vilde Glæde at høre ham sige dette! Hvad havde noget som helst andet i Verden at betyde! Et Øjeblik ringede det for mine Øren, og jeg glemte alt andet end os to. Saa saá jeg pludselig i Tankerne Christopher ventende paa mig, med hans kolde, kyniske Ansigt og Øjne, der flammede af Lidenskab, og Hertugens kritiske, mistænksomme, misbilligende Undersøgelse, og der undslap mig et Smertensskrig som et saaret Dyr.

"Kæreste lille Barn, hvad er der? Tog jeg haardt paa din kære, lille Haand?" udbrød Lord Robert ømt.

"Nej," hviskede jeg, "men jeg kan ikke høre paa Dem. Jeg skal tilbage til Claridges nu, og jeg skal giftes med Hr. Carruthers."

Han slap min Haand, som om den havde stukket ham.

"Du gode Gud! Saa er det sandt," var alt, hvad han sagde.

Jeg saá angstfuld paa ham — hans Ansigt saá graat ud i den hurtigt tiltagende Taage.

"Aa, Robert!" sagde jeg fortvivlet, jeg kunde ikke lade være. "Det er ikke, fordi jeg gerne vil. Jeg — jeg elsker sandsynligvis dig — men jeg maa, der er ikke andet at gøre."

"Er der ikke?" sagde han, medens Livet og Glæden kom tilbage i hans Ansigt. "Tror du, at jeg vil lade Christopher eller nogen anden Mand i Verden faa dig, nu da du har tilstaaet det!!" og heldigvis var der ingen i Nærheden — for han lagde sine Arme om min Hals og trak mig tæt hen til sig og kyssede mig paa Munden.

Aa, hvor Folk vrøvler om Himlen! At sidde paa Skyer og synge Salmer og saadan noget! Der kan ikke findes nogen Himmel, der er halvt saa dejlig som at blive kysset af Robert — jeg var ganske svimmel af Lykke i flere vidunderlige Sekunder, saa vaagnede jeg. Det var alt absolut umuligt, vidste jeg, og jeg maatte ikke tabe Hovedet.

"Nu tilhører du mig," sagde han og lod sin Arm smutte ned om mit Liv; "saa du maa begynde ved Begyndelsen og sige mig alt."

"Nej, nej," sagde jeg og kæmpede svagt for at komme fri, medens jeg var saa glad over, at han holdt saa fast paa mig! "Det er alligevel umuligt, og det gør det kun endnu haardere. Christopher kommer for at besøge mig Klokken fire, og jeg har lovet Lady Ver, at jeg ikke vilde være en Nar, og at jeg vilde gifte mig med ham."

"Pyt med Lady Ver," sagde han roligt, "hvis det er det hele, overlad hende til mig — hun argumenterer aldrig med mig!"

"Det er ikke alene det — jeg — jeg lovede, at jeg ikke vilde lege med Dem —"

"Og det skal du sandelig heller ikke komme til," sagde han, og jeg kunde se et Blik i hans Øjne, da han med Villie misforstod mine Ord, og saa kyssede han mig igen. Aa, jeg holder mere af det end af noget andet i Verden! Hvordan skulde nogen kunne lade være med at tabe Hovedet med Robert ganske tæt ved, gørende Kur paa den Maade.

"Det skal du sandelig aldrig — aldrig," sagde han igen, med et Kys mellem hvert Ord. "Det skal jeg nok passe paa! Din Tid til at lege med Folk er forbi, Mademoiselle! Naar du bliver gift med mig, skal jeg slaas med enhver, der vover at se paa dig!"

"Men jeg bliver aldrig gift med dig, Robert," sagde jeg, skønt jeg, da jeg kun skulde være lykkelig i saa faa Øjeblikke, ikke syntes at det var nødvendigt at flytte mig ud af hans Arme. Hvor jeg var taknemlig imod Taagen! Og over, at der ingen gik forbi! Jeg vil altid elske Taage.

"Jo, du gør," erklærede han med fuldkommen Sikkerhed, "i Løbet af fjorten Dage, antager jeg. Jeg kan ikke og vil ikke have, at du bliver alene hos Claridges. Jeg skal i Eftermiddag bringe dig tilbage til Tante Sophia. Men det kan vi tale om senere. Nu for Øjeblikket vil jeg have, at du skal sige mig, at du elsker mig, og at det gør dig ondt, at du har været saadant et lille Utyske i al denne Tid."

"Jeg vidste det ikke før lige nu — men jeg tror — at jeg sandsynligvis elsker dig, Robert!" sagde jeg.

Han holdt igen min Haand inden i min Muffe og havde den anden Arm om mit Liv. Det var en absolut upassende Opførsel i en Park; som om vi kunde have været Susan Jane og Thomas Augustus, og dog var jeg fuldkommen lykkelig og syntes, at det var den eneste naturlige Maade at sidde paa.

Der kom en Skikkelse til Syne i det Fjerne — vi fo'r fra hinanden.

"Aa," gispede jeg, "vi — du — maa virkelig være anderledes."

Han lænede sig tilbage og lo.

"Du søde Barn! Naa, saa kom, vi vil køre en Tur i en Droske — vi kan vælge en uden Lys indeni. Albert Gate er lige i Nærheden, kom!" Og han rejste sig og tog mig under Armen, han bød mig ikke sin, som i Bøgerne, og trak mig med sig ned ad Vejen.

Jeg er sikker paa, at enhver vilde blive frygtelig forarget over at læse, hvad jeg har skrevet, men ikke saa meget, hvis de kendte Robert og vidste, hvor bedaarende han er. Og hvor bydende og naturlig og ligefrem! Han kløver ikke Haar eller leger med Ord. Jeg havde tilstaaet, at jeg elskede ham, og det var nok for ham!

Medens vi gik alene, forsøgte jeg paa at sige ham, at det var umuligt, at jeg maatte gaa tilbage til Christopher, at Lady Ver vilde synes, at jeg havde brudt mit Ord. Jeg fortalte ham naturligvis ikke om hendes Overenskomst med mig om ham, men han gættede det sandsynligvis, for han havde, endogsaa før vi steg ind i Drosken, begyndt at underkaste mig et Krydsforhør om Grundene til min Opførsel paa Tryland og i Park Street og Operaen. Jeg følte mig som et Barn overfor en stærk Mand og med hvert Øjeblik mere idiotisk lykkelig og forelsket i ham.