IV.
Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer.
Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var døvende træt. Hun vilde sove igen. Sove mer.
Eller ialfald tage fri—blot lidt endnu for det, som … hun vidste nok.
Hun vilde gemme sig bort, og hun svøbte atter Tæpperne om sig. Men alle Tankerne kom pludselig, vaagnende paa en Gang. Og hun følte med et en tør Smerte.
Saa var det da sket.
Hun satte sig op paa Hug, og mens hun rokkede det tunge Hoved: Nei ingen Trøst, nei ingen Trøst … Nu var det sket—slog hun de nervøse Hænder op og ned.
-Hvorfra var der Trøst—hvorfra?
-Nei—aa Gud—det var det forfærdelige, som var sket.
Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar.
-Hvilken Elendighed—Himmel dog—hvilken Elendighed.
Hun blev siddende opreist.
-Ja—saa maa Dagene … blive som Sandet.
Hun lagde sig atter tilbage, og hendes Tanker begyndte at komme til Ro. Hun græd ikke mer, men laa helt stille. Hun tænkte paa, hvordan det var sket.
—Først var det hans Øine … Hun havde altid elsket hans Øine. Hun længtes efter deres Glans, naar han blev glad—og han var saa let at glæde: blot et Kærtegn, kun den mindste Gave, blot et Smil, og han blev glad …
Og hans Latter—hvor hun havde elsket hans Latter.
Det var vist paa Thorsholm … Ja—en Dag i Efteraaret … Hun stod og satte Blomster i en Skaal. Saa tog han pludselig hendes Hænder, som var vaade, og han sugede Vandet af med sin Læbe, og da hun blev vred og vilde skænde, bed han hende i den lille Finger over Neglen og lo og lo … Men der var et lille Mærke mange Dage.
Og naar de sad efter Middag, og hun følte hans Hoved mod sit Skød—det søgte jo altid om Støtte—og han sad taus og helt stille … og uden at hun vidste det, klappede hendes Hænder hans Haar—hvor var det ikke blødt.
Da, en Aften, var han falden i Søvn. Hans Hoved laa op mod hendes Knæ … Saa sank det ned; og hun løftede det op, saa varsomt og lagde det helt i sit Skød. Han sov og smilede i Søvnen … Skæret fra Kaminen lyste mod hans Nakke … mod de fine og smaabitte Haar … Saa havde hun bøiet sig ned, og hurtigt kyssede hun hans Nakke … Han sov.
Saadan var det kommet.
Saa tit, han gjorde noget, ingen anden kunde finde paa, noget af det ubegribelige, som var hans Væsen, og hun sagde til ham:
-Carl—det kan De ikke—det gaar ikke an.
Og han saa forundret paa hende og spurgte: Hvad—hvorfor ikke?
En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes Fødder, og lidt efter havde han støttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen og flyttede sig. Og bagefter, da Gæsterne var borte, havde hun skændt, og han forstod hende ikke. Har jeg støttet mig til Dem? … Det tænkte jeg ikke over … Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt … Og hun havde tiet forvirret.
Om Aftenen, naar hun gik til Ro, faldt hun i Tanker med de tunge Fletninger i sine Hænder, foran sit Speil. Hun saa ham for sig, og hun hørte hans Spørgsmaal igen, og hun lyttede efter hans Latter …
Og længe hørte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans
Øine, og hun saa hans Læber—mens hun smilede.
Ja—hun tænkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og støttede sig paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et Ord eller et af hans Kærtegn, og hendes Ømhed dvælede endnu derved.
Et Kærtegn.
Thi han elskede at sidde hende nær, at dvæle, mens de talte, med hendes Haand i sin, og at føle hendes Aande nær sit Haar. Den Dag paa Thorsholm … Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg … og pludselig følte hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans lo op i hendes Ansigt.
Saadan var det gaaet indtil nu.
Hvor hvert Haandtryk, givet for at give, hvert et Smil skænket for at fremme hans Glæde, hvert et halvglemt Ord—havde flettet sin Væv om hendes Liv, mens hun var sorgløs: Thi han var jo kun et Barn, hun gjorde glad.
Som et Barn var han fareløs gleden ind i hendes Liv, og hun havde følt al Giverskens Fryd, mens han fangede alle hendes Tanker. Mens hun gav og gav af sit, tog han langsomt hendes hele Liv.
Nu saa hun det … nu, hvor alle Længsler havde kastet Masken …
Ja—hun elskede ham.
Hun laa endnu længe; da hun tog Lagenet bort fra sit Ansigt og saa Solen mod Gardinerne, begyndte hun sløv at staa op. Men hun faldt atter hen, siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker, indtil hun rev sig løs og klædte sig paa foran Speilet. Hver den mindste Ting syntes hende en Byrde.
Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde sætte hendes Haar.
-Hvor Grevinden er bleg, sagde hun.
-Ja—jeg har ikke sovet inat. Hun blev selv forskrækket over sit Ansigt, og hun begyndte at undersøge Trækkene et efter et: Hvor hurtigt, sagde hun, og hun tog Pudderkvasten og lod den glide hen over sine Kinder. Men med et holdt hun inde; hun saa Kammerjomfruen, der flettede hendes Haar, smile bag sig i Speilet.
Og pludselig sagde hun: Om hun ved det.
Hun følte et Nu en stivnende Skræk, hendes Arm faldt ned. Saa drog hun
Veiret dybt.
-Aa—jeg bliver gal, sagde hun. Det er jo umuligt. Hvordan skulde det være sket?
Hun tog atter Pudderkvasten—Sveden var sprunget frem af alle Porer—og hun talte muntert med Pigen, indtil hun var færdig og reiste sig fra Toilettebordet, hvor Flakonerne stod aabne, hulter til bulter. Hun havde febrilsk ødslet med alt deres Indhold.
-Den unge Greve har været tidlig oppe, sagde Pigen. Han red ud Klokken syv.
Ellen blev bleg ved at høre hans Navn, og hun følte, at hendes Hjerte bankede stærkt.
-Ja—saa. Red han ud … sagde hun. Og i det samme blev hun bange paa ny … Hvorfor var han redet ud? Saa tidligt—netop efter Ballet, saa tidligt.
—Hvorfor var han dog redet ud? Havde han—hun turde ikke tænke ud.—Gode Gud—om ogsaa han …
Hun følte en vanvittig Skræk, mens alle Pulse bankede … Fandt i samme
Nu tusind Grunde for sin Frygt … Han havde været saa besynderlig
iaftes, de var skiltes saa brat. Hvad havde han egenlig sagt … Og det
Kys, han havde taget under Dansen … Gode Gud—hun rev Kjolen ud af
Kammerpigens Hænder—fik den paa—hun maatte se ham straks.
Da hun gik ned ad Trappen til Dagligværelserne, skælvede hun, saa hun maatte holde sig ved Rækværket. Hun standsede udenfor Døren og trykkede Haanden mod sit Bryst.
Hun turde ikke gaa ind.
Saa saa hun Carl sidde strakt i en Gyngestol: God Morgen, sagde han.
Naa—De har saamænd sovet godt.
Hun var stanset bag hans Stol, angst for at sé hans Ansigt. Da han vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig, Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet længe.
Hun var endnu stakaandet: Og De har været ude at ride, sagde hun, saa tidligt.
-Ja—jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved … Saa syntes jeg, det kunde være ganske rart … Der var deiligt paa Langelinie.
De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls Fægtelærer kom for at give ham en Time.
Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein uden at tænke. Bare der var Støi om hende. Indtil hun var træt af Larmen under sine egne Hænder.
Saa sank hun sløv sammen, og skød alle Tanker bort. Hun tænkte dette eneste i Hovedet: Han ved det ikke. Han ved det ikke, og hun følte en tung Lykke.
Men Tankerne begyndte igen at kredse om Carl, og hun aabnede et Album for at sé hans Billede. Pludselig kom hun, til at huske det lille Maleri i den Citrontræskapsel, og hun gik ind for at søge det. Det stod paa det gamle Sted, og hun aabnede Kapselen og betragtede Billedet.
Hun huskede den første Aften, hun havde set dette Billede: hun havde siddet med det timevis i sine Hænder.
Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet ikke paa Moderens Portræt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil ikke lægge Mærke dertil, sagde hun. Han har glemt det.
Hun stirrede paa Kapslen, der brændte, og hun gemte Carls Billede nede paa sit Bryst. Lidt efter tog hun det ud igen, kyssede det og gav sig til at græde.
Længe græd hun en stille Graad.
* * * * *
Dagene gik.
For Ellen et Feberliv.
Snart med Febrens tunge Blyblund som dorske Tankecirkler om den samme
Ting. Snart med springske Pulses Hast som Attraa, der kvaltes under
Angster.
Dag efter Dag blev hendes Tanker ført ulidelig i den samme Ring, Time efter Time slæbte hendes Angest sig tildøde i de samme Spørgsmaals endeløse Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper, vidsket ud og formløst graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen Trøstesløshed. Indtil Tankerne igen brød op som et evigt Tog af vingeskudte Fugle, der forblødende forsøgte Flugt. Og altid slog paa ny de samme Spørgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sjæl.
Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin sløve
Kummer; og hun stirrede kun saa søvnigt paa sin egen Fortvivlelse.
Ja—dette var det urimelige. Dette var det hensigtssløst urimelige. Hun havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Glæde i en Tilværelse uden Maal. Hun var flygtet herhen til noget neutralt; som til det, hvor ingen Uret kunde ske. Og tusind Gange, naar hun havde glædet sig ved hans Lykke, havde hun sagt til sig selv:
-Mod dette Menneske gør du kun godt.
Og det havde været hendes store Fryd i lang Tid.
Hun vilde eie et Menneske, mod hvem hun kun gjorde vel, og ingen Skygge af Uret og ikke Gnist af Fordærv skulde komme til ham fra hende.
Og saa var det blevet denne Rædsel til Fortvivlelse.
Saa kunde det altsaa komme saaledes, og det unaturligt forfærdelige kunde fødes umærkeligt af det, vi vilde bedst. Thi det var jo kommet umærkeligt. Født af den evige Nærhed, vokset stærkt under de kælne Berøringer, modnet i Kærtegn, hvor Driften laa halvvaagen.
Og hun spurgte sig igen og igen, naar det dog var sket, og hendes Tanker, der søgte, fandt ingen Skillerum, og hun vidste ikke, naar hendes Venskab var blevet til Forbrydelse.
San vaagnede hendes Fortvivlelse paany, og snart blev den Trods, der ryddede alle Mure og spurgte om, hvad der var Lov, snart smøg den sig saa myg i angerrig Forsagelse.
Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste
Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt.
Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skræmmet
med hans Røst. Nu var hun hjemløs i sit eget Liv.
De maatte skilles.
Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens
Elendighed.
Da tog hun hans Billede frem fra sit Bryst, og hun betragtede ham længe.
Og hun sagde paany:
Nei—han skal aldrig erfare det.
Og hun kyssede hans Øine, som hun elskede, og hun pønsede paa Veie til de tusinde Brud. Men hun fandt ingen, og hun vidste ingen Raad, og mens alle de gamle Tanker kom i uendeligt Tog, sagde hun hjælpeløs:
-Man naar saa ogsaa han—
Og hun indbildte sig selv, at hun frygtede det, som hun længtes mod af al sin Sjæl.
Mod Carl var hun foranderlig og uens.
Hun var ofte sørgmodig. Naar de sad sammen, faldt hun hen i lange
Drømmerier, og hendes Øine fyldtes med Taarer.
-Er De bedrøvet? spurgte Carl.
-Ja—lidt, hun forsøgte at smile.
-Hvorfor vil De ikke sige mig hvorfor.
-Nei, min Ven, det kan jeg ikke sige Dem.
Og hun løsnede blidt sin Haand af hans, thi hun led ved hans Kærtegn.
Hun led under dem og hun veiede dem med bitter Nyfigenhed. Naar han tit,
mens hun spillede for ham, trykkede Kys efter Kys, som brændte hendes
Blod, paa hans Hænder, sagde hun til sig selv:
-Det er en Mønt, hvis Værd han ikke kender.
Naar han som før hvilede sit Hoved mod hendes Skuldre, sagde hun:
-Det er kun en Drift, hvis Indhold han ikke forstaar.
Og hun led og længtes dog efter denne ømme Tomhed.
Men en Tanke pinte hende Nat og Dag: Der vil dog komme en Tid, hvor han forstaar alt, hvad han har givet mig—den Dag, da han giver alt det samme til den, som han elsker.
Og da vil han hade mig.
Og altid jog det hende lige rastløst, og Nat efter Nat kastede hun sig søvnløs, angstfuld under samme Tankes Pinsel.
-Men han vil ikke huske det, sagde hun. Han vil have glemt det.
Og Tanken om Glemsel voldte hende mer stingende Smerte end selv hans
Had.
Eller hun sagde til sig selv:
-Det er ikke denne ømhed, han vil give hende.
Og hun vidste, at hun løi, og hun frydede sig derover.
Men hun led Dag for Dag, og hendes Liv blev tomt og ørkesløst og bart, altid i den samme Kredsgang.
Hun blev mager, hendes Øine mistede deres Glans, Lægen ængstedes:
-Grevinden maa være syg, sagde han.
-Nej, Doktor, svarede hun, jeg lider kun af Søvnløshed. Giv mig noget at sove paa, Doktor. Og Lægen gav hende Kloral, som ikke skænkede hende nogen Søvn.
Da sad hun en Aften efter Jul alene med Carl i Drivhuset. Hun havde længe været taus, og ogsaa Carl havde hørt op at tale.
Hun lagde begge Armene op paa Marmorbordet, hvorved de sad, og sagde:
-Carl—vilde De blive bedrøvet om vi skulde skilles.
-Skilles? Hvorfor spørger De om det?
-Hvis jeg nu reiste bort.
Carl spurgte ikke, han saa forundret paa hende uden at forstaa. Og mens hun støttede Hovedet i sine Hænder, sagde hun langsomt:
-Jeg vilde ikke være lykkelig. Aa—nei—Dagene vilde blot komme og gaa, gaa og komme—
Hun taug og sad ubevægelig.
-Og jeg da? sagde Carl sagte.
Hun saa paa ham: De vilde leve med de andre. Hendes Stemme var mild og lav. Lidt efter sagde hun:
-Ja … det var det bedste.
Han talte ikke mer. Men som et Væld sprang Taarerne hede ned fra hans
Øine, mens de begge sad i tung Taushed. Og Ellen følte en forbitret
Harme mod disse Taarer, som var hans Uforstaaenheds eneste Svar.
Men hun blev og reiste ikke, og der blev aldrig siden talt derom imellem dem.
Et Par Aftener efter kom Vilsac. Han havde ikke været der længe. Greven og Carl var i Herreselskab, Ellen var alene og sad i sit Boudoir.
-Jeg kommer for at sige Farvel, sagde Vilsac.
-Tager De Ferie nu—midt i Vinteren? Hvor det er længe siden, man har set Dem—
-Nei—jeg er blevet forflyttet.
-Forflyttet—Men De har jo slet ikke søgt.
-Jo—Fru Grevinde—men ikke talt derom.
-Men—hvor skal De da hen?
-Til München.
Ellen lagde sig atter tilbage: Jeg troede De holdt mer af København, sagde hun.
-Ja—jeg har holdt meget af København.
Der blev en Pause. De var begge generte. Og for at sige noget sagde
Ellen:
-Men München skal være en behagelig By. Overhofmarchalen giver to Gange om Aaret et Bal paa Kongens Vegne.
-Ja, hvor Legationerne har Ordres til ikke at være tilstede. Nei—det er egenlig ikke for Selskabelighedens Skyld, jeg gaar til München.
-Naar skal De forlade os?
-Jeg reiser om to Dage tit Paris.
-Og kommer ikke mer tilbage?
-Næppe.
Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at sé.
Jeg hørte, han skulde være paa Urnesgave.
-Nei—han er i Byen. Ellen legede nogle Øieblikke med et Baand paa sin
Kjole. Saa saa hun op:
-Nei—Vilsac—vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden.
Hun reiste sig, og hun talte lænet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget,
Vilsac, sagde hun.
Vilsac rystede paa Hovedet.
-Jo—jeg vil savne Dem og mer end De tror.
-Hvis De faar Tid dertil—
-Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd godt—at jeg har været Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt os at være Venner. Det gør meget faa.
-Hvorfor skal vi tale derom?
-Fordi jeg ønsker det, Vilsac, og fordi jeg vil takke Dem. Jeg véd godt, hvad De føler for mig, og saa stor har Deres Respekt været, saa stor Deres Hengivenhed, at vi har kunnet sidde her ved Siden af hinanden, vi to, Aften efter Aften, mange Timer, jeg ikke skal glemme, uden at De nogensinde ved saa meget som et Blik, ved en Skælven af Deres Haand til Farvel har bedt mig om mer end jeg kunde give Dem, sagt mig, hvad jeg ikke turde høre—det faar jeg vel Lov at takke Dem for—
Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden at tale.
Han gik nogle Skridt og lænede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke en Gang oftere at høre spille, sagde han.
-Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange.
-Hvis De vilde—
-Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al hendes Vemod løste sig op i Tonerne. Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt laa i Lys af Lampen: hvor han var dødbleg. Og mens hun gentog den tungsindige Sang, tænkte hun:
-Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand.
Hun holdt inde og foldede Hænderne over Tasterne. Og da de havde siddet nogen Tid tause, sagde Vilsac:
-Og De—De bliver her?
Ellen sænkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen?
Vilsac svarede ikke, og i nogle Øieblikke hørte de begge Urets Dikken.
-Husker De, Vilsac—sagde hun sagte—at vi en Gang talte om at møde det urimelige i Livet?
-Ja—De ønskede det—
Ellen hørte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde næppe tale.
Nei—Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Løsning paa dette.
Lev vel.
Hun støttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sædet, Armene laa i hendes Skød. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac hendes Hænder og kyssede dem Gang paa Gang.
Saa gik han.
Lidt efter kom Greven hjem.
Hun hørte hans Fodtrin gennem Værelserne og for op, hen til Flygelet. Hun holdt af at være beskæftiget, naar hun var sammen med sin Mand. Hun var altid forberedt paa at være opdaget, og hun stillede sin Beskæftigelse op som et Værn. Hun valgte de mørkeste Pladser i Stuen, og hun havde visse Stole, hvor hun vidste, man ikke kunde sé hendes Ansigt. Der flygtede hun hen.
Naar han da kom ind, beherskedes hun af en stakaandet Generthed, der speidede efter "Opdagelsen", i hvert Blik. Hun var tit støiende, en underlig forlegen Ord-Rigdom, hvor altid samme Tanke lammede alle Sætninger:
-Om han véd det—hvis han pludselig sagde: Jeg véd det godt.
Og hun drog først Veiret, naar han var gaaet.
Men der var ogsaa Tider, hvor hun blev besynderlig tungsindig-øm. Hvor hun saa paa ham med et fugtigt og hjælpeløst Blik, som hos et Barn, der lider stumt. Og hun førte lange, sentimentale Samtaler, han ikke forstod, og hun rakte ham sin Pande frem til Kys og sagde:
-Urne—Urne, dog …
Og han følte hendes forskræmte Hjerteslag, mens hun lænede sig op til ham.
—Nu slog hun Skærmen dybere for Lampen og spillede en Vals.
-God Aften, min Ven. Hun holdt af at have det første Ord … Var det morsomt?
-Aa—saa som saa.—Hun speidede efter hans Ansigt, mens han satte sig nær ved Flygelet:
-Nei—intet: og hun hørte op at spille. Greven slog Benene over hinanden og strakte sig let i Stolen.
-Nei—han var uskadelig.
Hun skiftede Plads, satte sig hen i den lille Sofa og spurgte, hvem der var af Gæster.
Greven fortalte. De talte om forskellige Ting.
-Er Carl kommen hjem, spurgte saa Greven.
-Jeg tror ikke—
-Hør—han skiftede Plads—hvad Carl dog er for en underlig Patron …
Ellen lo: Hvormed, sagde hun og rettede paa Puden i sin Ryg.
-Aa—jeg mener, dette evige Hjemmestikkeri—oprigtig talt—der er … ja … I Damer—han søgte lidt efter Ordene under Ellens Blik, der saa lige paa ham—forstaar Jer ikke paa Sligt … men forstaar Du, der er noget—usundt ved ham …
Han taug, og Ellen berørte Pandehaaret med Lommetørklædet.
-Jeg tror, han hænger for meget her hjemme—at han … forstaar
Du—Greven lo lidt forlegent kort—det er ikke naturligt i hans
Alder …
-Ja, sagde Ellen, han er besynderlig.
Og Greven kom nærmere: Han viser jo Dig større Fortrolighed—jeg kender ham egenlig saa lidt … Du véd maaske noget mere om hans Liv …
Ellen førte de klamme Hænder sammen i sit Skød; og da hun ikke talte, sagde hendes Mand, der følte sig utilpas og vilde en Ende paa Sagen:
-Begriber Du—jeg vilde næsten ønske, han havde et Fruentimmer …
Han vendte sig. Ellen fandt intet at svare, og der blev en Pause. Greven gik til Flygelet: Tingen er naturligvis, at jeg har kendt altfor lidt til ham.
Og han gav sig til at tale om andre Ting.
Da han var gaaet, reiste Ellen sig. Hun begyndte at gaa frem og tilbage, aabnede Dørene og flakkede gennem Stuerne. Hun rørte ved alting, slap det igen og gik videre.
Hun gik til og fra, betragtede et Maleri.
-Det hænger skævt, sagde hun, gik frem for det.
-Ja—det hænger skævt.
Hun fandt en Flakon Sherry: Det var hendes
Mand, som havde drukket. Hun hældte lidt op. Drak det og gik igen.
Hun flakkede paany, flyttede, pillede, vendte tilbage til Spisestuen.
Der tog hun et Ølglas ud, fyldte det og drak Vinen. Hun saa ikke paa det tomme Glas, men skyllede det og satte det ind igen. Hun skjulte Flasken, der var tom.
Saa gik hun til Ro ved egen Hjælp og sov.
Den næste Formiddag, da de sad sammen i Dagligstuen, spurgte Carl:
-Hvad bestilte De igaar?
-Er De nysgerrig? Jeg havde det meget rart.
-Ja saa.
-Vilsac var her.
Hurtigt: Hr. Vilsac—naar kom han?
-Aa—vel Klokken syv … Han kom forresten for at sige Farvel. Han reiser.
-Saa … han taug lidt: Var han her længe? spurgte han saa med ét.
-Hvem, kære Carl.
-Vilsac naturligvis. Hvem ellers?
-Et Par Timer, tror jeg …
-Naa—ja … han sværmer jo for Dem. Det siger jo alle.
Ellen sad og smilede: Carl—De er dog latterlig skinsyg, sagde hun. Naar jeg nu siger Dem, at Vilsac skal reise … Han reiser allerede i Morgen Aften … saa var det dog rimeligt, jeg sagde ham ordentlig Farvel.
Carl sagde ikke mer. Men om Aftenen spurgte han pludselig:
-Tager De ud og siger Farvel til Vilsac?
-Det havde jeg tænkt.
-Naa—ja, det kunde jeg begribe.
Han sagde ikke mer. Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen til mig.
Carl stod op: Hvad skal jeg.
-Sæt Dem her.
Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun.
-Jeg er aldeles ikke vred.
Han satte sig, og hun strøg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt sagde hun: Nei—Carl—De skal ikke være bange.
-Bange? Kan De ikke forstaa det? Han bøiede Hovedet. Det er, fordi jeg synes, jeg ikke er god nok.
God nok—til hvad?
Hans Stemme skælvede: Til at De skal holde saa meget af mig.
De taug begge … han lagde sin Haand paa hendes … Og afbrudt sagde hun:
-Carl—De véd jo … Og Blik i Blik sad de atter tause.
Hun følte hans Haand brændte, og svimmel fornam hun, hans Aande var hastig som hendes.
Saa slap hun hans Haand.
Han lagde sig ned paa Knæ, og de blev ved at sé paa hinanden. Langsomt strøg hun hans Haar.
-Carl, sagde hun—De er saa god … Men en Egenskab kender De ikke.
-Hvilken?
-Aa nei—og hun skød ham bort med sin Haand—det vil jeg ikke sige
Dem …
-Hvorfor taler De saa tit i Gaader? Det gør jeg aldrig …
-Nei, Carl—og hun reiste sig—De er Gaaden selv.
Den næste Aften var de paa Bal.
De dansede sammen. Han var stakaandet, hed: de rugede Blik i Blik.
Musiken holdt op: Hvor vi har danset, sagde han.
Hun betragtede ham: hans Blik var muntert. Og hæst sagde hun, i det hun slap ham:
-Nei, Carl, De har intet Mod.
Og atter kom de lange Dage med triste Tankers Snefog over Sjælen. Og hendes Liv var en Flugt fra det, hvorom hun evindelig kredsede, en evig Spørgen om det, hvori hun ræddedes for begge Svar.
Saaledes levede hun.
Greven spøgte med, at hun ved Bordet drak mest af de tre. Thi Vinens milde Døs glattede alle Tanker ud i blød Bevidstløshed. Saa gik Skumringen, og hun laa hen paa en Chaiselongue, og følte i Halvblund sine Tanker tiltaages, mens hendes Hoved blev tungt og værkede svagt. Og hun nød sin egen Omtaagelse. Alt som Aftenen gik, sagde hun til sig selv—thi Likørflasken var bragt ind med Kaffen:
-Jeg vil ikke drikke mer.
Og hun kunde skifte Plads og flytte bort fra Flasken der fristede hende, og hun vidste allerede at hun kæmpede. Men lige efter nippede hun igen, sky og ilsomt. Og naar det blev Sengetid, og hun frygtede den forfærdelige Nat, opsøgte hun som en Tyv en Flaske Vin fra Buffeten, slugte den og gik tilsengs. Hun følte Vinen bemægtige sig hele hendes Legeme og hun fornam med et sløvt Smil, at hendes Sanser tungt gled ud, og hun kæmpede halsstarrig for at holde en dum Tanke fast i Svimmelheden, indtil hendes Lemmer blev som Bly, og hun sov ind.
Hun bestemte om Morgenen, at hun vilde ikke smage Vin den Dag, og naar Middagen kom, blev hendes Forsæt sløvt og hun gik paa Akkord om det eneste Glas, og hun drak febrilsk og med den onde Samvittigheds Hast. Indtil Ophidselsen kom, og hun drak mer, og Sløvheden fulgte efter med bevidstløs Afmægtighed.
Og hun tumlede allerede i alle Drankerens Forsætter og evindelige Fald, og hun begyndte at stjæle sig til at drikke, og hun elskede Ensomheden.
Hun drak ikke mer ved Bordet. Man kunde tro, hun havde Afsky for Vinen; hun nød kun lidt Bordeaux, blandet med Vand. Og hun holdt af at tale med Afsky om Drik, og en Dag, da hun paa en Køretur med Carl havde sét en døddrukken Mand ligge paa Veikanten, blev hun syg af Væmmelse.
Om Middagen, da Carl og hun var alene hjemme, lod hun Vinflaskerne tage bort:
-Jeg kan ikke taale at sé dem, sagde hun.
Jeg taaler ikke Vinlugt idag. Og de drak begge Vand.
Saa drak hun ikke i to Dage. Indtil hun tredie Aften pludselig stod op af sin Seng, listede sig ind i Spisestuen, tømte en Flakon Cognac, gik tilbage og sov som et Dyr.
Hun begyndte paa sine Køreture at søge Konditorierne, og hun drak et Par Glas Portvin hvert Sted til Kagerne, Saa kom hun hjem helt døsig, slæbte sig ind i sit Boudoir og slængte sig hen med løste Klæder. Hun laa halve Dage og drev paa sin Sofa næsten upaaklædt, og hun blev halvveis sjudsket med sig selv, næsten urenlig. Men sine Hænder pudrede hun stærkt, fordi de ofte var klamme.
Men der kom Dage, hvor Fortvivlelsen brød ud til haabløs Elendighed paany, og hun forbandede sin Svaghed, og hun skældte sin Last. Og hun var altid sammen med Carl. og hun turde ikke være ene og klamrede sig til hans Nærhed.
Der var en sorgfuld Vemod over alt hendes Væsen imod ham.
Hun søgte at gøre sig ældre, hun ønskede, han skulde forelske sig.
-Hvorfor sværmer De ikke for nogen? sagde hun. Det er sundt. Det gi'er
Ens Tanker noget at bestille. De maa se at blive forelsket.
-Jeg ved ikke, hvad det er—jeg har aldrig prøvet det …
-Men én Gang maa da det komme, sagde hun. Forsøg det—der er unge Piger nok.
Hun bragte ham sammen med de unge Piger i deres Kreds, hun arrangerede smaa Fester, hvor de unge kunde mødes.
Og naar saa paa Ballerne Carl svang sig lystigt, fulgte hendes Blik, som hun sad blandt de ældre, febrilsk hans Vei, og hun led alle Skinsygens Kvaler. Indtil hun pludselig ikke beherskede sig mer og rev ham bort fra den Munterhed, hun havde skabt, og atter tog den Magt, som hun besad.
Men der kunde ogsaa være lange Aftener, hvor hun led stille, og hun følte sig glemt, mens han tumlede blandt de unge. Og naar de kom i Vognen, fortalte han om den og den, om det Kys, han havde røvet, og en Haand, han havde trykket under Bordet—thi han fortalte hende alt—saa hun i Vognens Mørke, bleg, bed sin Læbe til Blods i skinsyg Fortvivlelse.
Naar hun da kom hjem, berusede hun sig liggende i sin Seng.
Hun gemte Flaskerne i det store Skab mellem sine Kjoler. De tomme
Bouteiller skjulte hun i Drivhuset.
Hun blev raa i sin Last, hun drak helst af Flaskerne.
En Dag til Frokosten var Carl lige kommen hjem fra en Køretur. Han frøs, saa hans Fingre var døde.
-Drik en Snaps, Carl, sagde Greven, det varmer.
-Ja—det var ikke saa galt—for jeg fryser … og han reiste sig for at ringe.
Ellen var blevet ganske bleg: Men—Carl—sagde hun—De forstaar da nok, det er Deres Faders Spøg.
Greven lo: Bedste Ellen, sagde han, tror Du ikke det store Menneske kan taale en Snaps—
Ellen gjorde en Bevægelse op til Halsen: Ja, sagde hun, det var ikke det … men Greven bragte en Flaske Akvavit, Ellen sad bleg og saa paa ham; da Carl førte Glasset op til Munden, sagde hun stakaandet: Aa—nei —Carl, drik det ikke.
Greven og Carl lo himmelhøit, og Greven drak selv et Glas. Lugt, sagde
Carl og holdt sit Glas hen mod Ellens Næse. Det er sundt.
-Carl—hun skreg det—lad være.
Hun kom til at ryste som i Krampe. Ja—sagde hun. Jeg har aldrig kunnet taale den Lugt.
Greven blev ængstelig, kærtegnede hende og sagde: Du er utrolig nervøs, min Ven. Jeg ved virkelig ikke, hvad det skal blive til.
Saa blev Ellen roligere, hun tvang sig til at smile: Ja, sagde hun.
Hvorfor skal man ogsaa lade Børn drikke Brændevin? Og de talte om andre
Ting.
Men Lugten fra Glasset forfulgte hende, hun kunde ikke blive den kvit.
Den forfulgte hende i Dage.
Den vakte alle Minder om hendes Fader, om de forfærdelige Køreture, når hun ventede i Vognen udenfor Kroerne. Og hun huskede de ensomme Aftener, naar hun sad oppe og biede, og hun følte en lamslaaet Skræk for hvert Minde.
Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun følte en ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i Ansigtet, indtil hun næsten blev vanvittig.
Hun vilde aldrig være ene. Hun kørte ud, tog i Visitter, gik i Theatret, var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med Kammerpigen eller førte lange Konversationer med Tjeneren. Hun var aldrig beskæftiget, hun talte kun. Altid. Vidtløftigt om de ligegyldigste Ting, blot hendes Mund aldrig stod. Hendes Tungefærdighed overdøvede hendes Tanker.
Der var ogsaa Dage, hvor hun tilbragte Time efter Time ved Flygelet. Hun fantaserede, Tonerne kom, hun vidste ikke hvorfra. Men de beroligede, og hun følte Lykke ved at spille sin egen Fortvivlelse.
Naar da Carl kom ind, holdt hun ofte op; og hun gav sig til at tale. Minder fra hendes Reiser, alt hvad hun havde levet og sét, flokkedes hos hende; og bøiet frem med Hænderne hvilende paa Flygelet talte hun i brændende og ekstatiske Ord, hvor de tusinde Billeder kom.
Og selv fornam hun Talens hede Pragt som en Tropenat med Stjerners Skær.
I saadanne Timer vidste hun, han elskede hende.
Og hun gjorde sit Væsen tifold mer duftsvangert hedt, og hun læste sin
Magt i hans Blik, og selv laa hun under for sin egen Tales Fortrydelse.
De kunde sidde saadan mange Timer, og hun talte, og—bandt ham saa tæt, saa tæt.
Det blev ofte langt ud paa Natten, inden de skiltes.
En Nat kom Greven hjem ud paa Morgenen og traf dem endnu i Dagligstuen. Lampen var gaaet ud, og de havde tændt et Lys paa Flygelet, saa der var halvmørkt.
Greven blev staaende i Døren: Er I oppe endnu? sagde han.
Ellen foer sammen: Er det Dig, sagde hun … Ja—vi sad her og talte sammen …
… Det er vist blevet sent.
Carl var generet, sagde hurtig "Godnat" og gik. De to blev ene tilbage. Greven tændte det andet Lys paa Flygelet og gik taus op og ned. Ellen følte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa:
-God Nat, min Ven. Det er blevet saa silde.
Hun gik henimod Døren, og henne fra Mørket betragtede hun atter sin
Mand. Han kom forbi Flygelet, og hun saa i Lyset, han var bleg.
Hun følte en feig Angst og turde ikke gaa. Hun blev ved Døren, spurgte ham om en ligegyldig Ting.
Men uden at svare sagde Greven: Tror Du ogsaa, det er værdt, Carl og Du sidder saa længe oppe? Han saa henimod Mørket, hvor hun stod.
-Man skal være forsigtig med en Natur som hans.
Ellen fik Mod til at lé: Du mener—
Greven talte ikke mer. Der blev en Taushed, hvor Ellen hørte sit Hjertes
Slag. Saa vendte hendes Mand sig.
-Godnat, sagde han. Og—han frøs—saa er her ovenikjøbet hundekoldt, saa man bliver forkølet af at sidde her, og kan faa en Svindsot paa Halsen—
Nogle Dage saa Ellen neppe Carl: Hun tilbragte Dagene ude, Aftnerne i
Theatret. Indtil Erindringerne om Faderen kom igen og hun pintes paany.
Tilsidst stod hun op en Nat, aabnede Tjenernes Buffet med en falsk Nøgle og drak i et Drag den Brændevin, hun fandt.
Siden forsvandt Flaske efter Flaske fra Tjenernes Skab.
Husbestyrerinden var inde til Maanedsregnskabet. Ellen hørte træt til, og hendes Øine havde ikke fanget et eneste Tal af Regnskabsbogen, som laa i hendes Skød.
Hun gjorde et Par Spørgsmaal hen i Veiret, hørte ikke efter Svarene og rakte slapt Regnskabsbogen tilbage til Jomfruen, der ventede.
-Det er godt, sagde hun. Tag den bare.
Han støttede Hovedet i sin ene Haand, og hendes Tanker var langt borte. Pludselig mærkede hun, at "Jomfruen" var der endnu: Er der mere, spurgte hun.
-Ja—Deres Naade—der var en Ting, jeg gerne vilde sige Deres Naade.
Ellen lod atter Haanden falde ned: Og det er, spurgte hun.
-Det gør mig ondt—meget ondt … men der maa være en Tyv her i Huset.
-En Tyv, Jomfru Svendsen? Ellen saa op: Hvad skulde han stjæle?
-Der er i den sidste Maaned blevet stjaalet baade Vin og Brændevin—og det maa være En i Huset …
Ellen havde lænet Hovedet tilbage. Hendes Øine skød hastigt to Lyn op mod Jomfru Svendsen.
-Og hvem har De mistænkt?
-Det ved jeg ikke, sagde hun. Men vi kunde lægge Vagt i
Buffetværelset—det er bestemt om Natten, der bliver stjaalet.
Grevinden var distræt og stirrede frem for sig: Ja—sagde hun—De kan jo lægge Vagt derned.
Og lidt efter. Gør som De vil.
Jomfru Svendsen gik.
V.
Ellens Pande blev pint som en stukken Naalepude, hun følte tusind Knappenaalsstik i hver Fingerspids. Konferensraadens Morfin dulmede; hans Ammanuensis gav Grevinden Indsprøitning tre Gange om Dagen.
Hun befandt sig vel, alle Tanker gik paa blød Filt, hver Gang han havde gydt Vædsken ind under hendes Hud. Langsomt bredte lykkelig Smerteløshed sig gennem hendes Legeme med en lun Varme.
Hun følte alt som Hænders Strøg over Atlask, og hver Tyngde gled bort, som blev hun baaren.
Saadan laa hun salig; indtil alle Tanker svømmede kælne sammen, og hun faldt i Søvn.
I Søvne saa hun altid Oceanet: strakt i doven Vuggen under Middagssolen bar det gudeskønne, kaade Drenge. Hun nød deres Leg. Indtil ogsaa Drømmene blev svøbte som i mange Lag af Musseliner … og svandt ud i uvis Salighed.
Naar hun vaagnede, følte hun et let Tryk over Panden. Og hun blev liggende slap og halvsovende og gad ikke reise sig fra Stedet, hvor hun laa. Tit faldt hun i Søvn igen, indtil Fingerspidsernes Pine vækkede hende.
Da vaagnede hun til alle Smerterne, og hendes Legemes Raseri mod
Lidelserne brændte hende mer end tre Dages Faste vilde gjort.
Morfinhungeren greb hende. Og hun lod gaa Bud paa Bud om Lægen, og hun
bad og bad, og hun tiggede:
-Bare en Indsprøitning nu.
-Bare en Indsprøitning til—aa, for det var saa forfærdeligt.
Og atter dulmede det lunt, og det gamle Velbehag lagde sig om hende.
Men som oftest gav Ellen sig ikke hen til Rusen. Hun blev oppe. Hun nød den pludselige Kraft og Klarheden i sine Tanker. Hun saa roligt paa alt.
Den stærke Følsomhed forsvandt af hendes Væsen.
Hendes Følelse for Carl var en Ulykke, men Ulykken maatte bæres. Der var mange ulykkelige; men de tog Byrden op og gik videre. Hun maatte gøre som de andre, og hun vilde gaa rank under Byrden. Undertiden syntes hun saa næsten, den var let.
Thi det gav en egen Styrke at have forsaget.
Kærligheden var ikke det eneste. Naar man havde tabt det bedste, maatte man leve videre med alt det andet. Hun vilde beskæftige sig, opfylde sine Pligter. Hun følte vel Spænstighed i sig til at magte dem.
Saa længe Morfinen virkede.
Men med ét blev hun slap og sank sammen. En blytung Træthed overvældede hende, saa hun ikke længer bar sit eget Hoved, men slattet faldt det ned mod hendes Bryst, og hendes Hænder rystede, og hun følte ikke Kraft til at løfte de matte Haandled.
Alle Tanker gled fra hende, og hun følte den druknendes Angst. Hendes
Væsen snøredes sammen under en kvalfuld Urolighed.
Undertiden kom Slapheden, mens hun sad foran sit Speil og klædte sig paa for at tage ud. Lægen skulde give hende Indsprøitningen, lige som hun skulde i Vognen.
Hun blev graableg, og den kolde Sved sprang frem paa hendes Pande. Øinene slukkedes som to Lamper og mistede deres Glans. Hun søgte ikke at bekæmpe sig: hun begravede de rystende Hænder i sit udslagne Haar og stirrede i Speilet.
Tindingerne var begyndt at falde ind, og Øinene laa sløvt i altfor dybe
Huler. Hun genkendte ikke sin egen Mund, hvis Vige sitrede.
Hun tog Hænderne løs fra sit Haar, og hun betragtede sine Arme. Aarerne svulmede blaat under den tørrede Hud, hvor Injektionsmærkerne smertede: det var hendes Arm.
Hun betragtede sin Hals, der var gul og furet af Rynker, hun lagde sin knyttede Haand i Fordybningen ved Nøglebenene.
Og al hendes Elendighed syntes hende levendegjort i hendes Legemes
Fornedrelse.
Da gav hun sig til at kæmpe fortvivlet med sit eget Ansigt. Og hun pinte sine svulne Øienlaag med Tusch og plagede sine Kinder med Sminke. Hun sved de døsige Pupiller med Bella donna og lavede Smil om sin strammede Mund.
Eller der var Dage, hvor hun nød sin Ruin. Hvor hun med grusom Bitterhed gradede sin Ulykke i sin Hæslighed, maalte den saa haarfint ud i hvert et Tab af den Skønhed, hun elskede.
Men naar saa Lægen kom, og hun havde modtaget Morfinen, sprang hendes Stemning om. Hun blev grebet af Overmod, den pludselige Gjenbesiddelse af sig selv berusede hende. Hun vendte tilbage til sit Speil, og hun betragtede atter sig selv …
Ja—hun var endnu smuk. Og hun tog Plads med Smil og sad længe.
Og aldrig havde hun saa overmodig nydt Mændenes Beundring, naar deres
Øine hængte sig ved hende.
Saaledes gik tre Maaneder.
En Dag, da Ellen ventede paa Lægen, kom Urne ind.
Han begyndte at tale, spurgte om et og andet. Ellen var træt, havde ondt ved at fatte hans Spørgsmaal og faa dem besvaret.
Greven mærkede, hun var aandsfraværende og saa paa hende. Han blev forskrækket for hendes Ansigt, der var slapt og blegt med døde Øine.
-Har Du stærke Smerter, spurgte han ængstelig.
-Smerter?—Aa nei … Men jeg venter paa min Indsprøitning.
Lidt efter kom Lægen.
Grev Urne tænkte hele Natten paa den besynderlige Tilstand, hvori han havde truffet Ellen, og den næste Formiddag gik han op til Konferentsraaden.
-Nei—er det Dem—Konferentsraaden reiste sig. Og Deres Ekscellense kommer til mig istedetfor at sende Bud.
Han rullede en Stol frem. Der er dog intet paafærde—intet slemt.
-Ikke noget specielt. Greven satte sig, med Stokken mellem sine Knæ …
Men jeg ønskede nok at tale med Dem—at spørge Dem … Det er min
Hustru …
-Ja—Grevinden er jo meget nerves …
-Ja—meget nervøs. Greven holdt inde, flyttede Stokken … De har givet hende en Del Morfin, sagde han.
-Ja—temporært—mod heftige neuralgiske Smerter. Indsprøitningen har bekommet Grevinden meget vel.
Der blev en ny Pause, inden Urne løftede Øinene fra Gulvet: Men var det dog ikke paa Tide at holde op? sagde han.
-Hvis De mener det, sagde Konferentsraaden. Jeg selv er ingen Ven af
Indsprøjtninger. løvrigt tror jeg paa ingen Maade, at Grevindens
Tilstand giver Anledning til at nære Ængstelse … Hun er meget nervøs
… ganske vist … men—
-Hun er mer end nervøs, Konferentsraad … Hun er abnorm, og hun ængster mig …
-Abnorm? … Grevinden har altid været af et eksalteret Temperament. Jeg har aldrig fundet nogen, hvor det moralske og det fysiske hænger saa nøie sammen, som hos hende … Enhver moralsk Lidelse viser sig hos Grevinden strax som en fysisk Smerte—og naar saa noget støder til … Kunde det ikke tænkes, at—Grevinden i den sidste Tid sjælelig havde lidt under et eller andet?
Greven svarede ikke straks. Nei, sagde han, jeg kan ikke tænke mig noget.
Der blev paany en Stilhed, som Konferentsraaden afbrød: Morfinen vil jeg naturligvis standse, sagde han. Ved en skaansom Afvænning …
Greven knappede sin Frakke: Ja, naar vi blot véd, alt bliver gjort.
Han stod atter lidt, og aandsfraværende, mens han gav Konferentsraaden
Haanden, sagde han:
-Naturligvis bliver det nok bedre.
Da Konferentsraaden tog i Sygebesøg, gik han op til Ellen. Han traf hende ved Flygelet, Hun havde lige faaet sin anden Indsprøitning.
-God Dag, Konferentsraad, sagde hun og rakte ham Haanden med et Smil. Er der nogen, som har haft Bud efter Dem?
-Gud ske Lov—nei … Men jeg kørte her forbi og vilde saa sé herop.
Smerterne i Fingrene er jo meget bedre?
-Ja—Konferentsraad—heldigvis lidt bedre.
-Hvorledes gaar det med Indsprøitningerne? sagde han og strøg
Kniplingerne bort fra hendes Arm, Smerter Stikkene?
-Ganske lidt … men det er ikke noget at tale om …
Konferentsraaden betragtede Armen: Vi maa snart sé at holde op med at pine Deres smukke Arm, sagde han.
De talte om Dit og Dat og Konferentsraaden tog bort.
Den næste Morgen kom han selv for at give Ellen den første Dosis.
Hun havde sovet tungt den sidste Del af Natten, og hun var badet i Sved.
Hun slog Øjnene op og saa Konferensraaden. Mistænksom sagde hun: Er det
Dem? Er Deres Ammanuinsis syg? og reiste sig besværligt op i Sengen.
-Nei, Deres Naade … men vi vil forsøge at formindske Deres Dosis ganske lidt.
Ellen saa hurtigt paa ham: Men mine stakkels Fingre, sagde hun. Skal de nu igen til at gøre ondt? Hun smilede og rakte ham Hænderne.
-Aa, Deres Naade—Konferentsraaden tog ikke Øinene fra hende—De vil ikke mærke det—saa lille en Formindskelse.
Blikket gled bort: Naar det ikke kan være andet, sagde hun. Og hun betragtede igen sine Hænder og smilede: Mine stakkels Fingre, Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed.
-Hvor kan De sige det?—
-Nu kommer jeg igen iaften.
Hun led frygteligt om Dagen. Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede hysterisk.
Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet.
Hun vilde ingen sé. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver smertede som stukne.
Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde
Kammerjomfruen.
Ellen løftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rødt af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun.
Grev Carl har holdt sig inde hele Dagen sagde Jomfruen—han har siddet paa sit Værelse og har ikke turdet gaa ud … Han er helt medtaget …
Der kom et Skær af Smil over Ellens Ansigt: Stakkel, sagde hun—har ban været saa angst? Hun forsøgte at reise sig, og hun støttede sig til Stolen.
-Ja—han kan komme om lidt.
Hun kunde næppe gaa, Benene rystede under hende. Men hun slæbte sig ind i sit Sovekammer, vaskede Graaden bort af sit Ansigt, pudrede sig og vendte tilbage.
-Slaa Gardinerne for, sagde hun. Lyset skærer mig i Øinene.
Carl kom ind. Han saa hende ikke strax i Krogen, hvor hun sad.
-Her er jeg, sagde hun—kan De ikke finde mig?
Hun tørrede sin fugtige Haand og rakte ham den: Hvorfor har De ikke været ude at ride, spurgte hun.
-Naar De er syg? Hun følte, hans Haand ryste i sin, og hendes Blik søgte hans Ansigt i Mørket.
-Aa, sagde hun mildt, det er ikke saa slemt.
Hun sagde endnu nogle Ord, mens hun blev ved at sé paa ham. Saa overvældede Smerterne hende paany, og hun slap hans Haand: Men jeg er meget træt, sagde hun … Vi ses …
Og hun gav ham Tegn til at gaa.
Hun dækkede Ansigtet med sine Hænder og sad længe stille: Nei, sagde hun, han skal aldrig sé mig nedværdiget. Og hun led Smerterne taus, udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede Øine.
Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog Øinene op af et kort Blund: Er det Dem, sagde hun.
-Naa, har det været meget slemt?
-Ja—Ellen reiste sig—det har gjort ondt, sagde hun. Men De havde Ret, det var paa Tiden at holde op …
—Ellen fik ikke mere Morfin.
Alle Smerterne vendte tilbage, og hun blev magrere og magrere Dag for Dag. Hun blev sky og holdt sig inde, hun vilde ingen sé og ikke tale med nogen. Lange søvnløse Nætter vandrede hun op og ned ad sit Gulv og kunde ikke finde Ro.
Pludselig kunde hendes tungsindige og dybe Fortvivlelse slaa over i Kaadhed, og hun blev rig paa støiende Luner. Hun elskede at tale dobbelttydigt, i Gaader, kun hun forstod, og hun saarede Carl med bitre og haanske Ord, og hun tilspidsede sin egen Ulykke i raffinerede Lidelser.
En Dag, da hun og Carl red sammen, streifede en Gren lidt haardt hendes
Kind. Der blev et fint rødt Mærke paa Huden.
Ellen sad før Middag foran Kaminen, da Carl kom ind. Han lagde sig knælende paa Stolen foran Ilden, mens de talte med hinanden.
-Det gør virkelig ondt, sagde Ellen og lagde det kolde Armbaand op mod
Mærket af Grenen … Det svi'er.
-Har De stødt Dem?
-Nei—det var paa Turen … en Gren, der slog mod min Kind. Er der noget at sé?
Carl bøiede sig frem og betragtede Kinden: Ja der er et Mærke, sagde han, og idet han berørte den røde Plet med sine Læber, sagde han: Den stakkels Kind.
Om Aftenen stod Ellen ved Flygelet i Skæret fra Lysene, da Urne kom ind til hende.
-Tager Du paa Koncert, spurgte han.
-Ja—og Du?
-Følger med, min Ven—
Hun nikkede til Tak. Hvad er det for et Mærke, Du har paa din Kind; spurgte han.
Aa—af en Gren, sagde hun. Hun slog
Øinene op og smilede. Skælvende følte hun, at han fristedes af Grenens
Mærke og umærkeligt bøiede hun Kinden frem. Som han kyssede.
Ellen opsøgte Sindsbevægelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal.
En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven.
Vinden løste hendes Slør, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals.
-Jeg beholder det, sagde han.
Ellen løste det, slyngede det sammen under Hagen: Ja, sagde hun, hvis De griber det. Hun vendte Hesten, og mens hun jog den op med et pludselig Pidskeslag, satte hun over den snedækte Grøft.
-Følg mig, raabte hun, vi vil lege Tagfat. Og begge jog ind mellem
Stammerne.
… Sneen slog op under Hovene—Dyrene gled over Rødderne.
Hestene mødtes og steilede, slog deres Krop imod Stammerne reiste sig høit under Slagene.
-Ellen—hold inde, jeg be'er Dem—
Dyrene stødte med Bugene—Fraaden stod dem om Bidslerne—
-Ellen—hold inde …
Men ud og ind mellem Stammerne—Ellens løftede Pidsk hvinede ned over
Dyrene—
Nok et Pidskeslag—nok et—
Ned over Snuderne suste det …
Saa kastede hun sin Pidsk og holdt an: Var De bange? sagde hun. Hvilket
Ridt.
Carl sad bleg. Hvor De sér forskrækket ud, hun lo: Er De angst for Deres
Liv?
Hun klappede sit Dyr paa Bringen, gav det Sukker og sagde: Hent min
Pidsk. Den laa et Par Alen derfra i Sneen.
Carl stod af uden at tale og hentede Pidsken. Ellen saa efter ham. Og da han kom tilbage og rakte hende den, sagde hun:
-Carl—De er angst for mig?
Han bed Læberne sammen: Der er Deres Pidsk, sagde han. Skal vi saa ride hjem.
De red langsomt ved Siden af hinanden paa de stønnende Dyr. Da de kom ud paa Veien, sagde Ellen:
-Carl—jeg skal ikke oftere gøre Dem forskrækket …
Det siger De, sagde han.
Og ingen af dem vekslede mere noget Ord paa den lange Vei.
Efter saadanne Scener var Ellen dobbelt fortvivlet. Hun begyndte at drikke igen, især om Aftenen for at forjage Søvnløsheden, der martrede hende, men hun følte ofte Væmmelse for Vinen. Lægen gav hende Kloral for at sove, og hun laa kun Natten igennem og talte høit med fremmede Stemmer, som raabte i hendes Øre.
Til Tider frygtede hun for sin Fornuft. Hun kunde ikke holde fast paa nogen enkelt Idé, men hendes Hjerne var fuld af springske og usammenhængende Tanker ligesom en Fluesværm. Hun fik en mekanisk Bevægelse med Hænderne omkring Tindingerne som for at presse paa Tankerne, der flygtede. Hendes Blik var stirrende og glasagtigt.
Smerterne og Morfinhungeren fortærede hende.
Hun tænkte paa at berøve sig Livet. En Dag, hun tilfældig var oppe paa Loftet, fik hun Øie paa en Jernkrog i en lav Bjælke. Der stod en Stige tæt op dertil. Hun gik op ad Stigen og prøvede Høiden indtil Krogen.
Hun gjorde det flere Gange, maalte i Tankerne og beregnede sin Afstand fra Gulvet, naar hun slap Stigen.
-Ja, sagde hun, her kunde det ske.
Flere Timer tænkte hun kun paa denne Krog. Men saa blev hun ængstelig for at blive altfor hæslig i Døden—naar de kom for at skære hende ned.
Naar hun kørte langs med Sundet, fristede Bølgerne hende, saa hun blev svimmel. Hun skrev tit i Tankerne de to Breve, hun vilde skrive til Afsked. Det lettede hende.
Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa længe, indtil Smerterne vakte hende igen.
Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt
Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Læber og rystende over hele
Kroppen, for at hun ikke skulde forskrække Carl, der sad ved Siden af
hende.
Thi midt under alle sine Lidelser forfulgtes hun af en Tanke som af en Bremse: Carl var bange for hende; hun indjog ham Skræk. Ofte, naar de sad sammen i Theatret, følte hun fra Siden hans Blik sky forskende paa sig, og naar hun kom hjem, forfulgte dette Blik hende.
-Han tror, jeg er gal, sagde hun. Han frygter for min Forstand.
Men altid forskrækkede hun ham paany.
En Dag i Begyndelsen af Foraaret var Urnes til Middag hos Grev
Rosenkrands. Om Aftenen spillede man Halvtolv.
Man satte fem og tyve Øre ud. Bernstorf holdt Bank.
Ellen havde bedt sig fri for at spille med, hun sad lidt, fra Bordet,
Morfinlængslen pinte hende.
Uden at tænke paa de andre, begyndte hun at gaa frem og tilbage paa
Gulvet mellem Vinduerne.
Grevinde Rosenkrands saa, at hun var meget bleg, og reiste sig: De har det vist ikke godt, sagde hun.
-Aa—tak—det er kun lidt Tandpine.
Hun gik nærmere til Bordet og betragtede Spillet. Det evindelige:
-Køber De.
-For hvormeget?
Irriterede hende, mens hun led.
Bernstorf saa op fra Kortene. Hvorfor spiller De ikke, Grevinde Urne, spurgte han.
-Jeg har Tandpine, sagde hun.
-Aa—den gaar over ved Spænding … Skal vi to spille?
-Om hvad?
-Saameget De vil. 10 Kroner.
Ellen tog sin Portemonnæ op: Ja, sagde hun, hvis det kan more Dem.
Hun blev staaende bagved. Den lille Komtesse Rosenkrands modtog hendes
Kort: Køb, sagde hun.
Bernstorf gav et Kort. Igen, sagde hun. Hun fik endnu et Kort og havde tabt.
Hun blev ved at holde ti Kroner og tabte. De andre var hørt op at spille, sad lidt tause i Kredsen rundtom.
Hun vandt.
-Bliver De ved? Bernstorf blandede Kort.
-Ja, med halvtreds. Hun traadte hen til Bordet, blev staaende og holdt selv Kortene.
Hun tabte; og vandt og tabte.
-Mer—Mer—hun havde atter tabt.
Baronesse Rosenkrands reiste sig og lagde Armen om hendes Liv.
-De ruinérer Dem, sagde hun.
Ellen hørte ikke.
En Gang endnu. Det er spændende.
-Mer. Hun tabte.
-Mer.
Hun spillede omkap med Hungren.
-Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonnæ, den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf.
-Nei. Hvorfor. Hun smøg et Armbaand af sin Arm: Dér, sagde hun. Tag det for 100.
Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog sin Arm bort fra Ellens Liv.
-Giv.
Hun fik Kortet.
-Jeg køber. Bernstorf gav et Kort lidt forfjamsket; saa ét endnu.
-Et til.
Ellen vendte Kortene: Tabt.
Hun saa over paa Bernstorf og følte Tausheden om sig, og søgte Carl.
-Ja—han sad der angst.
Og pludselig betvang hun sig, og idet hun rakte Kortet med Armbaandet frem imod Carl, sagde hun:
-Carl—indløs mine Jettons.
Den Nat lukkede hun ikke et Øie. Ud paa Morgenen slog hun Lagenet bort, hvori hun havde gemt sit Ansigt, og hun satte sig op i Sengen.
-Ja—sagde hun. Det kan ikke være andet.
Og hun begyndte at tænke paa, hvorledes hun skulde skaffe sig Morfin.
Hun havde mange Planer—vilde bestikke en Læge, skaffe sig Vædsken fra
Apotekeren paa deres Gods … Men hun forkastede det. Hun vilde ikke
have Medvidere.