Hun begyndte at læse i Biblen, at besøge de Syge i Nørup og tilbringe lange Aftener hos Præsten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved Synet af hendes seksten Aar, der knælede saa tungt under Jehovas Svøbe.
Midt under Gæringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om Nætterne, og hun havde Syner, hvori Flammesværdet bestandig var løftet høit for hendes Øine.
Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om Fædrenes Synd, som nedarves indtil det tiende Led.
Efter Konfirmationen vedblev Ellens Besøg hos Præsten. I sin opskræmte Forfærdelse gav hun, der var vant til at tie og bære, sig pludselig til at tale. Præsten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind—Alt. Om hvorledes hun havde kæmpet imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds Dom var over hende.
Nætterne tilbragte hun knælende paa sit Gulv. Hun bad de samme Bønner, indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst, som forvirrede hendes Sandser.
Ofte korn hun efter en søvnløs Nat om Morgenen til Præstegaarden bleg, og skræmmet af Syner: hun havde ikke Mod til længere at bede alene; da tilbragte Præsten og hun lange Timer i fælles Bøn.
Og uafbrudt gav hendes Slægts Historie, som hun læste og udfrittede allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede Nørups Kirkeprotokol, hvor Præsterne havde ført Bog over Familien, og hvor der var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fortællingerne.
Han fortalté hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en Samling Relikvier; om Livet, som den Gang førtes i det østre Taarn paa Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodfærdiges Aar, og han malede Vellysten med mange Farver, for at lade den sønderknuses dobbelt i Forbandelser under Straffens Hæl. Og bestandig lagdes der nye Syndebyrder paa Ellens Skuldre.
Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt trængte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i sit Kammer, og hun hængte et sort Kors op over sin Seng. Søndagen var dog hendes Anfægtelsers Høitidsdag.
Hun havde lært at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til
Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par støiende
Præludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede,
sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende Øine til Præstens
Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye
Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom
Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber.
Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der ikke: hun følte noget som Sky for Slægtsbillederne, hun havde tilbedt; og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af Formastelighed og Trods.
Men nu, naar hendes Hoved brændte af Bods Sang, gik hun derind for at haane dem, Billederne paa Væggen. Thi dem var det, som havde trodset i Vantro og kæmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt under Herrens Dom.
Men her var dog ikke Templet for den yderste Fordærvelse. Det var Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for "de lukkede Værelser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og hvor Pigerne Vinternætter hørte Sang bag de laasede Døre. Ellen gik aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken.
Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfængeligheden.
Ellen talte ikke derom til Præsten, hun vilde gaa derind alene, skøndt hun frygtede.
Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig efter en søvnløs Nat. Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og lukkede Øinene tæt i.
Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber.
Hun gik frem og skød Døren op. Men da hun i Halvmørket saa de støvdækte
Lagener over alle Møbler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over
Speilet, blev hun svimmel og støttede sig.
Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes Øine.
Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen rev Lagenet bort, og hun følte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de gamle Silketæpper op imod sig. Hun løftede Tæppet og indaandede dets Duft.
Hun følte sit Hjerteslag tungt.
Nei—nei—sagde hun—det er Djævlen … Hun slap Tæppet. Da hun løftede
Blikket, saa hun over Hovedgærdet, halvt skjult af Sengehimlen, et
Billede.
En nøgen Mand, der kæmpede med en Kvinde …
Ellen betragtede det forstenet, førte Armene frem og tilbage over sit Hoved og blev ved at stirre derpaa—tungt, liggende ind over Sengen, med de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme.
Saa sank hun sammen. Uden Bevægelse. Hovedet støttet paa Armen, udstrakt paa Bedstefaderens Seng, halvt bedøvet af Tæppernes Duft stirrede hun paa Billedet, indtil hun med opløst Haar flygtede med løftede Hænder …
Hun blev ved at løbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen; over Plænen—fløi hendes Skygge.
Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af Bønner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen kunde hun ikke finde Ro.
Med Præsten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Besøg i
Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes
Bønner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sløv og søvnig, gled
det ind i hendes Tanker—bestandig.
Og svimmel og dødstræt, en Afmagt nær, kunde hun aabne Taarnets Vindue og lænet ud, mens Efteraarets Slud vædede hendes Pande, længtes hun efter at synke dybt … glide saa blødt og—faa Fred—
Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som sædvanlig ene. Veiret var haardt, og Ole var kørt ud for at samle Faderen op.
Der var kommen sær Uro over Ellen. Hun havde taget Skærmen af Lampen for at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge, og hun gik rastløs frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mægtige Lindegrene larmende mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste længe, som om hun frøs. Og Veiret tog stadig til, og midt under Stormen hørte hun den store Vindfløi paa Taarnet, som raslede under Vinden.
Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa gaa i Seng og behøvede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var kommen hen til Døren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt.
Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde høit.
Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en til. Saa hørte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte være kommet nogen, en fremmed … Men det var saa mørkt, man kunde ikke sé det mindste. Hun tog Lampen og aabnede Døren til Gangen … Karlene klaskede med deres Træsko op ad Trappen. Der blev rusket i Døren.
-Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det?
Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det? raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og forvirrede med Lygterne i Haanden.
-Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup?
-Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt frem i Lysskæret, Kongen er død!
Krigen brød ud.
I de strenge Tider, som kom, mødtes Ellen og Præsten igen: de saa det begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige Slægt. Pastor Assens holdt Møder i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug for alles Hjælp.
Tilsidst tænkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen fandt de hende liggende bevidstløs foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da hun kom til sig selv, fantaserede hun.
Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig.
Mens Ellen svævede mellem Liv og Død, skiftede Aaret, og det blev
Foraar. Fjenden oversvømmede Jylland.
IV.
Ellen var Rekonvalesent.
Hun laa nogle Timer om Dagen inde i Moders Taarn, bleg og gennemsigtig, med Hovedet næsten skjult i de hvide Puder, halvt i Blund Hun nød sin Træthed som et mat Behag. Mens hun laa ubevægelig og ikke gad røre sig, hørte hun Fuglenes Sang fra Haven og Børnenes Pludren, mens de legede.
Skovfogdens Børn bragte hende Jordbær, de plukkede i Skovene, og Ellen beholdt dem hos sig. De legede sammen, de lo ad ingenting, de flettede Ringe af Mælkebøttestængler; og Børnene fortalte hende om den blissede Ko, som havde kælvet. Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Sygetæppet.
Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled ned ad Tæppet, og hun laa med lukkede Øine; Børnene mærkede, hun blev stille, og ganske sagte listede de sig ud af Døren, og lod den staa paa Klem, naar de gik.
Ellen hørte det og smilede. Hun mærkede Trætheden som en mild Rus. Og hun aabnede Øinene igjen og saa paa sine Hænder, som var hvide og gjennemsigtige med store, blaa Aarer. Hun tog en Blomst fra Skaalen og hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund.
Eller hun tog Haandspeilet og betragtede sit Ansigt, der lignede en
Drengs med det korte, afklippede Haar …
Siden fik hun Lov til at læse. Det var alle Bøgerne fra hendes Barndom:
"Ivanhoe", "Erik Menved" og "Prinds Otto". Og mens hun læste, dukkede
Skikkelserne frem som Mennesker, hun en Gang havde set, men hun
erindrede ikke mere, hvor. Og slap hun da Bogen for at søge i sin
Erindring, gled det bort; og hun laa stille hen og nød sine Drømme i mat
Velbehag.
Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vække et Minde, som dukkede frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og alt, hvad hun tænkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i hendes Øren uafbrudt.
Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der kom oftest igen, Minderne om Faderens Kjærlighed, der levede paa hver Plet. Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og drømte sødt.
Hun begyndte at længes efter Haven. Og hun lod Skovfogedens Børn bringe sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen, hvor hun sad, for at indaande Kløverens Duft, der hang i deres Klæder.
En Dag gik hun ved Lægens Arm ind i Havestuen. Dørene til Terrassen stod aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun svimmel: Nei, Doktor—lad mig sætte mig—jeg er altfor træt.
-Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung.
Hun faldt mat sammen, og hun sad længe halvt angst og sammenkrøben og stirrede ud over Vandet og Plænerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere igjen.
Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter
Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede
Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og
de lette Sommerskyer, naar de drev.
Men en Dag lod hun Dørene lukke og rullede Persiennerne ned. Der var kommen østrigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par Officerer og en halv Bataillon. Ellen hørte, at den gamle General havde sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen.
Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kjøligere, og friskt af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der næsten mørkt. Det gjorde godt paa de hede Dage.
En Formiddag besøgte Præsten hende. Hun laa paa Sofaen og bandt Bregner sammen til en Buket.
Pastoren blev strax forvirret, da hun rakte Haanden frem imod ham, lidt mat, og talte ganske lidt døsig, mens hun stadig smilede. Han kendte hende ikke igen.
Det Skær, som var kommet over hende …
Hun talte om sin Sygdom, om Egnens Folk og om Indkvarteringen.
Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet.
Der blev en Pause. Præsten sagde, den nye Degn var kommen til Nørup …
-Han spillede kun saa maadeligt Orgelet …
-Ja saa … hun lagde Bregnerne bort—ja—det er jo sjældent, de Folk er musikalske.
Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har været syg.
Pastoren mærkede Parfumen af hendes Klæder. Ja—det er—som blev man Børn igen … Han stoppede, sad urolig foran hende og gned hurtigere de foldede Hænder.
-Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i
Præstegaarden?
Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja—sagde han—det er en travl Tid—jeg mener, der er mange ængstede Sind.
Og han tog Afsked, helt forvirret …
-Ja—De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev liggende paa Chaiselonguen.
Lidt efter hørte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede.
Hvor det var smukt—Ia—hun saa ud—det var Zigeunerne som spillede.
Hun satte sig stille. Violinerne sang.
Hvor det var længselsfuldt—hvor det var smukt … Det lød saa klagende, saa dæmpet, mildt … saa steg det, og steg det og klang.
Ellen stod pludselig op, urolig …
Hvor Tonerne slyngedes sammen—hvor de jublede op—aa—man fik bankende
Blod.
Saa vildt det lød—
Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt … Det var som Granernes Sus nede ved Moders Grav … Ellen græd.
De fremmede Officerer fandt det næppé meget morsomt paa Thorsholm. Om Formiddagen var der ofte Øvelser i Egnen, men Resten af Tiden var de hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bænkene med en fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter ørkesløse, med en Cigaret mellem Læberne, og stirrede ladt ud i den solrige Have.
Udover Plænerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser.
Engang imellem gled et Vindpust over Plænen, krusede Gravens Vand og vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage i den dorske Ro.
De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed.
Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal.
Officererne betragtede hende fra Lindegangen.
Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen og gik videre støttet til hendes Arm …
Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres
Bænke …
-Hvad finder du, Schønaich connaisseur?
-Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer?
-Jo—og fik den tilbage …
Schønaich ridsede i Jorden med sin Hæl. Hun holder sit Hoved som Maria
Theresia, sagde han.
-Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm.
Ellen var nu oppe hele Dagen, næsten ganske frisk. Men ogsaa hun fandt det ensomt og trist. De fremmede Soldater generede hende; hun kunde ikke komme uden for en Dør uden at møde disse Uniformer, som hun hadede, og Blik fra mørke Øine forfulgte hende overalt. Selv ind bag de lukkede Døre naaede Forfølgelsen hende. Sad hun om Aftenen i Dagligstuen, hørte hun Sang og Raab fra Gaarden, hvor de Menige laa i Klynge om det tændte Baal; og flyttede hun ind i Taarnet, trængte Officierernes Samtale, der om Aftenen ved Vinen blev hidsig nok og høirøstet, støiende op til hendes Skjul. Hun kunde ikke uudgaa de ubudne Folk.
Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den stille Nat hørte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig og nærmede sig Vinduet.
Soldaterne hvilede om Ilden. De støttede, strakte paa Jorden, Hovedet i deres Hænder og stirrede ind. Baalets Skær farvede deres Ansigter. Det lyste med et paa en Poppel foran den hvide Længe, saa dens Løv flammede, og det hengav den atter til sit Mørke. Et Gjenskær fra Ilden laa som en lysende Sky over Baalet.
Nu og da oplystes et Øieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten for igen at forsvinde …
Saa spillede de.
Og som et besynderligt Refræn løftede Soldaterne om Baalet et afbrudt, klagende Raab.
Naar da Ilden var slukket, sad Ellen længe med bankende Hjerte. Alt var blevet mørkt; lyttede hun, hørte hun Skildvagtens Skridt, men hun nægtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten.
Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens
Tanker gik og kom.
En Aften blev hun vækket ved Sang. Hun aabnede Vinduet og lænede sig ud.
-Nei—sé, hvor det var klart, den første stjerneklare Nat. Stjerne over
Stjerne paa den mørke Himmel.
Vinden bar til: Granernes Harpixduft blandedes med Lindenes. Bladene raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement.
-Jo der var Lys endnu. Det var hos Officiererne, man sang … Hun saa et
Par Skygger paa de nedrullede Gardiner …
Hvad det dog var for en Sang—saa blød … Hun lænede sig længere frem, og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank … En Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand, mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom …
Weil sie gestorben ist—
Weil sie gestorben!
Det døde hen … Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i hendes Øren … Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i sit Kammer.
* * * * *
Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun fik en Kuldegysning: hjem maatte hun … Men hun var virkelig alt for svimmel.
Hun havde ikke mærket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen:
-Frøkenen er blevet syg.—Tillad jeg hjælper Dem.
Hun løftede Ansigtet og nikkede: Ja—jeg er … ikke vel.
Officeren lagde Armen om hendes Liv og førte hen ud mellem Granerne. Han sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder.
Da de kom ud i Haven, følte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde hun. Jeg har nylig været syg.
De gik langsomt op gennem Haven, hun støttet til ham.
Men pludselig rødmede hun og standsede: Tak—det er meget bedre, og hun løsnede sig ud fra hans Arm.
Hendes Ledsager forstod, og et Øjeblik forvirredes de begge. De søgte noget at sige, og de pinte sig begge for at finde et Par ligegyldige Ord.
Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til
Farvel.
-Tak.
Saa i sidste Øieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke
Lykken.
Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv.
Den næste Dag lod Grev Schønaich spørge til Ellens Befindende. Hun svarede, at det vilde være hende en Fornøielse at se ham for at takke ham for igaar.
Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedøren, der stod paa Klem. Hun ventede Visiten.
Ellen reiste sig og gik ham imøde.
Hun takkede ham for igaar (lidt staccato) og beklagede, at hendes Fader ikke var hjemme. Han var taget til Veile.
Schønaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre …
-Meget bedre. Men hun havde jo været meget syg.
Ellen gik tilbage til Chaiselonguen, og mens hun bad ham tage Plads, slog hun Havedøren op: Her er en vidunderlig Udsigt, sagde hun—ikke sandt—her er smukt?
-Og vi berøver Dem den Udsigt? … Aa, Frøken, jeg forstaar det saa godt … Det maa være haardt Dag for Dag at have seirrige Fjender for Øie—Men—han skiftede Tone—vi keder os ogsaa, kan De tro …
Ellen smilede: Ja—sagde hun og pegede over mod Lindegangen—det er jo ikke just afvekslende.
-Og dog foretrækker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det er forfærdeligt at leve i disse døde og tilhyllede Byer. Man hører midt om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i Horsens i fjorten Dage—jeg saa ikke andre kvindelige Væsener end et Par Sælgekoner …
Han gik bort fra Døren:
-Men Triumfmarchen var dog det værste. Vi feirede Indtagelsen af Als—der var nu ogsaa en smuk Idé—vi drog opad Hovedgaden med Kanoner og fuld Musik … Men ikke et Ansigt bag Ruderne, ikke ét, bare tilhyllede Vinduer, døde Huse—uddøet og lukket—Hele Byen var tom. Det var et skrækkeligt "Tedeum"—
-Og inde bag Ruderne da—sagde Ellen.
Schønaich svarede ikke. Men lidt efter vendte han sig igjen om mod Døren og sagde:
-Ja, hvor her er vidunderlig smukt.
-Hvor har De hjemme, spurgte Ellen.
-I Bøhmen—der ligger ialfald min Families Godser. Selv har jeg opholdt mig længe i Pesth. Har Frøkenen nogensinde været ved Donau?
-Nei—jeg har aldrig været udenfor Danmark.
-Og taler saa smukt Fransk?
-Aa—vi er saa halvveis Franskmænd i vor Familie. Og De da? Vidste De igaar, jeg ikke kunde Tysk? … Jeg er saa uvidende.
-Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede.
Lidt efter gik han.
Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun reiste sig.
-Det var ham, der sang, sagde hun.
Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier.
-Mon hun en Dag turde bede ham om at synge?
En Dag, naar han kom igen … Men han kom maaske slet ikke mer … af hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden under Kinden …
Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen, mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar.
Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anføreren spillede for, og de andre faldt ind klagende Omkvædet som et Ekko, der døer. Ellen lyttede, og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og fremmed, og hun pressede Hænderne mod sit Bryst med et dybt Suk.
Under Vinduet stod en Skikkelse i Mørket … Ellen kendte ham—det var ham—sagte vilde hun lukke.
Men saa vendte Schønaich sig og hilste.
-Det var smukt, sagde han.
-Ja—saa smukt …
De sagde kun de to Sætninger blidt og begge dvælende. Og han hilste igen, og Vinduet blev lukket.
-Ellen vaagnede saa glad den næste Dag. Hun havde haft Uret—nu vilde hun gøre den god igen. Hun vilde ikke være indladende men ialfald høflig. Foreløbig skulde hendes Fader gøre den gamle General en Visit. Det gjorde saa Maag—som havde en af sine ædru Perioder i denne Tid—ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbesøg.
Ellen var hjemme og viste sig elskværdig. Hun spadserede med Excellencen paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt hende "très distinguée".
Schønaich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage. Hilste paa ham fra Terrassen og mødte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke sammen, hun længtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der ledsagede den. Hun ønskede slet ikke mer.
Saadan gik et Par Dage.
En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den derned. Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da hun kom til Graven, stod Schønaich ved Gitret.
Han vendte sig, hilste og vilde gaa.
Ellen aabnede Laagen.
-Hvorfor vil De gaa? spurgte hun.
-Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt herned.
-Ja ikke sandt?—Ellen lagde Krandsen paa Graven—her er høitideligt her under Granerne? Det er mit Yndlingssted …
-Meget høitideligt.
De taug lidt. Oppe susede Granerne. Og inde mellem Stammerne laa Mørket svalt og duftsvangert.
-Jeg elsker Granen, sagde hun. Det er et fornemt Træ—den pludrer ikke.
Denne Susen minder om gamle Kvad.
-Mig minder det om hjemme—
-Om Bøhmen?
-Ja—Aa—De ved ikke, Frøken Maag, hvor der er smukt: Sommernætter—naar
Floden glider langsomt, som en Kæmpesnog, der bugter sig i Mørket …
Høiderne som mørke Silhuetter rundtom … Nat efter Nat kan man lytte
til den glidende Flod—saa tyst—mens den iler og iler og iler …
Bredderne kan ikke holde den fast—ikke med Kærtegn og ikke med
Granernes Hvidsken.
-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover …
Han holdt inde, og sagte, uden at løfte Hovedet, der hvilede mod
Monumentet, sagde hun.
-Ja—det er smukt.
Der blev atter en Taushed, Schønaich bøiede sig over Roserne.
Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han:
-Men det bliver altfor køligt for Dem—
Ellen foer sammen: Hvilket?—Hun var saa langt borte—ja, det bliver køligt.
Underligt ilfærdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem
Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved
Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med
et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed.—
Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig Generalen og Schønaich. Mod Generalen var hun altid indtagende elskværdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itræk midt i Solheden.
Mod Schønaich var hendes Væsen uens.
Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde hun med ét, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs snævre Rettigheder, blive taus og urørlig; saadan som hun kunde blive det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun lænede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa Siden paa den stolte Hals. Hun saa ikke og hørte ikke.
Hun stod under Schønaichs mest brændende Ord, helt ligegyldig, og hørte ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte.
Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Schønaich vendte sig helt fra hende og talte kun til de andre. Men hans Ord blev æggende med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kæmpede just for at binde netop den, han lod, som han ikke saa mer.
Og oftest lykkedes det. Thi Schønaich forstod at tale. Han havde set meget, læst mer end de fleste og oplevet en Del. Saa havde han en egen, stærkt personlig Maade at tale paa, malende, i korte, varme Sætninger, der kunde stige og stige og tage Fart og Fart—for saa igen at glide ud og dø hen i en underlig vag Distraktion, og den, som talte, var pludselig saa langt borte fra sine Ord, træt og uinteresseret. Og han greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt i et enkelt Ord eller en enkelt Sætning, og saa kunde han gentage den i sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen og kommer igen.
Saa tvang han Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der komme i hendes Øine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at faa Lov til at fly.
Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare.
Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se ham, naar hun vilde. Thi Schønaich var saa smuk, naar han talte. Oftest sad hun dog med Haanden under Kinden og hørte kun paa hans Stemme, der var blød og altid dæmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og uens som bankende Feberpulse i hans Tale.
Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drømmende med et Arbeide i sine Hænder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag, for at lade dem ligge urørt den næste. Hun blev urolig, blev ofte hurtigt rød og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og græde i samme Time.
Maaske kom det dog altsammen kun af Søvnløshed.
Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede Døren uden Larm, og angst for at vække Gaardens Hunde, sneg hun sig lydløst henad Terrassen. Augustnatten var kølig og mørk, og foran det tause Mørke inddrak Ellen, mens hun drømte, Havens tunge Duft.
Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mørket og Augustnattens
Stjerneskud.
Her var godt, køligt og taust. Her kunde hun være alene.
Alle Tanker—her fik de komme og gaa—alle Længsler—her fik de nye
Haab. Og her kunde hun græde i Fred.
Hun græd ikke af Glæde og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste det, og mens hun græd, bad hun til Gud, hun næsten havde glemt, troskyldige Bønner.
Timevis laa hun ogsaa i sit Kammer om Natten, glad ved blot at ligge her vaagen—det var saa lykkeligt …
Alt var bedst, naar man var ene.
Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen; glæde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa Himlen kunde hun følge paa dens Vei …
Men høist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se Havet. Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen lang paa den solrige Banke, uden at mærke hverken Dag eller Varme. Hun stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa.
Og sin Moders Grav. Der var hun helst. Hun havde faaet saadan en stærk længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere.
Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede
Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede …
Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i
Samtale. Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved
Flygelet.
-Kan man ikke være lykkelig—hvor vil De dog sige det, Grev Schønaich—Som nu jeg idag—iformiddags, da jeg laa paa Bakken—der, De ved, hvorfra man ser Havet. Jeg var redet derop gennem Skoven—der var saa køligt og saa friskt under Træerne—og saa derude Havet og Luften saa klar—Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt i Solheden, og sang, mens jeg løb …
-De er maaske en lykkelig Natur?
-En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei, det tror jeg ikke, at jeg er—
-Heller ikke jeg—Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som ikke tænker.
-Lykkelige—ja—det er saa stort et Ord, og man ved knap—hvad man mener med det—men tilfredse saa—kan man da heller ikke være tilfreds?
-Tilfreds? Aa jo—de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens
Surrogat.
-Det er saa haanligt sagt.
-Aa nei—ialfald ikke mént. Tilfredshed er en Slags Forsagelse, og Forsagelsen er just min haabløse Kærlighed. Ser De, Frøken—aa nei—hvor kan De forstaa det?—dertil er De, Gud ske Lov, for ung—
-Vist ei, forklar mig, hvad De mener.
Schønaich havde reist sig.
-Der er Mennesker, tror jeg … der er de fødte længselsfulde, Utilfredsstillelsens jagede Børn. Vi er rastløse Vandringmænd paa solhede Veie—vi afsøger hver en Kro. Og aldrig er det denne—altid den næste, der er vore Forhaabningers Kreml. Ser De den Flok paa Marschen? De er de tørstige, som ledes ved at drikke—de altid larmende, der er forelskede i Fred. Vi køber Himlens Aftenrødes Guld med vort Blod—en Slags evindelige Skyfavnere.
Han standsede og lidt efter sagde han:
-Og denne Flok skælder man ud: de er Samfundets uvederhæftige, Stemningers Løgnere … De er Stamgæster hos Nydelsen og Forsagelsens landflygtige Elskere.
-Ingen tror dem, alle dømmer …
Schønaich taug—Ellen havde bøiet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun løftede Ansigtet, saa Schønaich, hendes Øine var fugtige.
-Skal jeg synge lidt?
Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet.
Schønaich sang. Lidt efter gik han.
Aftenen efter mødte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav.
De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde—standsede Ellen.
-Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun.
Schønaich ventede. Men Ellen gav sig igen til at gaa og førte Haanden mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kæmpende, bedre det ikke blev sagt.
Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod ham, sagde hun blidt og roligt:
-Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem.
Schønaich skælvede. Og i en Følelse af dyb Ærbødighed, han aldrig havde kendt, bøiede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak. hvidskede han, Tak, at De tror mig.
Saa gav de sig til at tale. De talte dæmpet og blødt, med Stemmer, der skælvede.
De talte pludselig fortroligt:—om de første Dage, de havde set hinanden, om hver en lille Hændelse og hvert et Blik.
De nævnede ikke hvad nu var, intet Ord om Kjærlighed … Men de gik ved Siden af hinanden under Lindene, som duftede, og hvert Ord, der blev hvidsket, var en Tilstaaelse, og hver Tone lød som en Tak.
Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed, mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav sig til at halse i Stilheden.
Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans
Skulder, mens hun sukkede.
-Hvorfor sukker De? hviskede han.
Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede Øine, blev hun ved at hvile lænet til hans Bryst.
-Schønaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen.
Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i. Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse stod bøiet ud over Karmen. Schønaich listede sig sagte frem, angst for hver Støi.
Jo, det var hende.
Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han, næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede.
Ellen laa ubevægelig,
Saaledes drømte de begge—nær hinanden—i den stille Nat.
* * * * *
V.
Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv. Han syntes kun, at han var bleven tyve Aar igen, og det var længe siden, han havde været saa lykkelig. Saa brød han sig kun lidt om at tænke paa Fremtiden. Og heller ikke Ellen tænkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig længer end—var han borte—til en evig Længsel; var de sammen, hvilte de i et dybt Behag.
Og de var ofte sammen.
Hun red over til Bakkerne, og de mødtes der. Hun kom først, og hun bandt Hesten til et Træ og satte sig under Egene for at vente. Men fem Minutter syntes hende Evigheder, og hundrede Gange speidede hun; og hun vilde ride bort igjen, siden han ikke kom, og mens hun sagde det, satte hun sig igjen for at bie.—
Saa kom han, og de sad der sammen under Træerne og stirrede ud paa de bølgende Bakker og Dalstrøget, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at løbe omkaps som et Par Børn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af Angst for en tykmavet Snog.
Forpustet naaede de Dalen. Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de, og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de lod deres Kælenavne lyde gennem Dalen.
Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme Stier, hvor Brombær spærrede for deres Fødder og Buskenes Grene slog imod deres Kinder. Da blev de ved at gaa og gaa under de grønne Træer, og de vidste aldrig, hvorlangt. Thi de havde altid, mens de gik, tusind Spørgsmaal og tusind Svar.
Saa kom de til et Træ, hvis Rod var dækket af blødt-fristende Mos. De satte sig ved Siden af hinanden, og pludselig grebne af Tykningens dybe Fred, holdt de op med at tale. De sad kun nær hinanden. Og deres Hænder mødtes.
Men pludselig slog Ellen Øinene ned, og læmpeligt tog hun sin Haand …
Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at sé paa hinanden, grebne ved
Stedets dybe Fred.
Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det begyndte at mørkne.
Skumringens blaalige Taage slørede Træernes Omrids, og ned fra Kronerne
sank Tusmørkets kølende Luft svalt mellem Træerne. Mens oppe fra
Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem
Bladenes Mørke.
De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker.
Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over
Eng og Høie.
—Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven.
De elskede Stedet. Plettens tunge Alvor slørede deres Sind med mild
Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens
Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit
ensomme Liv og om Faderens Elendighed.
Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Skønhed med de vide Stepper og de
store Floder—den fik Liv her ved de Maagers Gravsted. Ellen hørte:
Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge,
Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder …
Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte:
-Felix, her vilde jeg gjerne dø.
—Det var Aften, og de kom fra Graven. Høstens Dag havde været tung og hed.
Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft. Eksotisk kvælende som altid før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft.
De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i
Lindegangen.
-De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende
Toner af Violiner og Horn.
-De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg.
Ellen hørte det ikke. Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken,
der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man
Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens
Takt.
-Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det?
Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa. Hun reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det dog? sagde hun; der lød fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig.
Schønaich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot.
Hun forstod ham ikke. Hun lænede stille Hovedet til hans Bryst; de hørte kun en enkelt Violin.
-Det er Guyla, der spiller.
Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende
Tindinger, sagde hun igen:
-Kom—Felix—lad os gaa.
Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget.
Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs
Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare. Fra Snese
Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer.
Violinerne lød.
Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes
Ansigt.
Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab, slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix—kom—jeg vil gaa.
Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte hans Kys brænde mod sine Læber …
Schønaich—Felix …
-Ja—ja—jeg elsker Dig, elsker …
Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans Kærtegn …
Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig, hviskede hun:
—Hvorfor har Du saa elsket mig?
En Sky stod over Gravens Vand: Faklerne kastedes i Baal.
* * * * *
Ellen havde spillet. Generalen blev meldt.
Ellen vilde nægte sig hjemme, men den gamle Herre stod allerede i Døren.
Saa reiste hun sig, og gik ham imøde.
Hun var besynderlig fortumlet, og de havde talt en Tid, og hun havde spurgt og svaret mekanisk uden at vide, hvorom der blev talt. Saa vaktes hun ved Schønaichs Navn.
-Grevinden skal være i Vente, sagde Generalen.
-Hans Søster?
-Nei—hans Frue?
Ellen saa op, forbauset. Og uden at forstaa gentog hun: Hans Frue.
Men et Nu efter sagde hun:
Ja—Det er sandt—aa, man glemmer saa let, at Grev Schønaich er gift.
VI.
Børnene havde hørt op med at lege ved Nørup Kær, og Aftenklokkerne havde lydt over Engen. Det sidste Skær af Solen sluktes over Thorsholm Skov, og den bølgende Damp fra Mosen var kold og fugtig. Men Pastor Holm og Ellen mærkede det ikke, og de blev ved med deres evige Vandren frem og tilbage langs Engveien.
Den unge Præst havde talt længe og varmt, nu gik han taus ved Siden af Ellen, der var meget bleg. Men da de naaede Skovkanten, og Ellen blev staaende bestandig uden at tale og med Øinene mod Jorden, sagde Holm lavt og møisommeligt.
-Har jeg da krænket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig?
Ellen løftede Ansigtet, og han saa, at hendes Øine var fulde af Taarer:
Nei, Holm, nei—men hvorfor har De talt?
Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten af, Haaret laa klæbet til hans Pande.
-Hvorfor? Tro mig—ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde Haab. Jeg har aldrig været dum nok til at nære Haab. Jeg har vidst det fra den første Dag, at min Kærlighed var ulykkelig og tabt—det maa De tro. Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde være, dette Venskab fra Dem kunde jeg ikke holde ud … Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar De—hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man elsker. At tale to Sprog og veksle Guld med Kobber …
Han taug og blev ved at gaa med Hatten i Haanden. Bedrøvet som før sagde
Ellen:
-Og nu, Holm, hvad nu? Er De nu lykkeligere?
-Lykkeligere? … Nei … men nu kan vi idetmindste ikke være Venner …
Ellen rystede paa Hovedet og gav sig til at tale langsomt og sørgmodigt. Men efterhaanden blev hun varm, og hvad hun sagde, skælvede af undertrykt Bevægelse.
-Holm, sagde hun. De har ikke handlet ret. Hvorfor døber man dog altid Egoisme med Kærlighedens Navn? Jo—Egoisme. Thi De vidste jo dog, at dette Venskab var for mig noget dyrebart og kært. Og dertil tog De ikke Hensyn—De, som siger, at De elsker mig! Men jeg ved det, Holm, at Kærligheden handler saaledes: Kærligheden har ingen Tanke uden paa sig selv …
-Ellen Maag—det har jeg ikke fortjent …
-Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu—men sagde De ikke selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil, Holm, til dette idag? Thi Kærligheden kommer ikke paa én Dag og fødes ikke paa en Time—og er den uden Haab og faar den ingen Næring—og jeg har aldrig næret Deres Kærlighed—da kan man kæmpe med den og man tør ikke lægge sig villieløs ind under dens Aag. Men De har hyllet og vævet Dem ind i Fantasier—jo Fantasier—og Ønsker—indtil nu, hvor De lider —Jo, Holm, Fantasier—
-Hvor kan De kalde det en Fantasi? Kender De da ikke mit Liv? Jeg var næsten tredive Aar, da jeg mødte Dem—tredive Aar og kendte ikke andre Kvinder end min Moder—Og samme Nu, jeg saa Dem, tog De min Villie og mit Liv—alt tog De fra mig, hvad mit var, og lod det bare kredse om Dem og elske Dem og forgude Dem—aa, saa vanvittigt forgude Dem—Og saa kalder De det for en Fantasi …
Ellen udstrakte Haanden: Holm, bad hun, vi vil ikke skilles saadan.
-Jo, Frøken Maag, saadan maa vi skilles.
Thi aldrig vil De erfare blot en Tusindedel af alt, hvad jeg har lidt, mens jeg har levet her paa Deres Venskabs Kost med min Kærlighed—og én Gang skal De vide, at jeg dog har været Mand og elsket, som alle de andre. At der var ikke det Øieblik, hvor ikke Deres Læber var mig en Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke tørstede efter Deres Kys, ikke den Dag, hvor jeg ikke var vansmægtende i Fortvivlelse … Aa Ellen Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil sky mig, naar vi nu skilles … Men dog—dog er det bedre saadan …
Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af hende. Da sagde han tonløst og standsede:
-Og nu—gaar vi hjem.
Ellen rakte Haanden frem, men Holm tog den ikke.
-Holm, tag dog min Haand.
Han tog den mellem begge sine Hænder, som skælvede, og med et dybt Suk bøiede han sig og kyssede hendes Haand.
-Lev vel—hviskede han.
* * * * *
Saa var altsaa ogsaa det forbi.
Ellen havde ladet tænde Lampen i det østre Taarn, og Tjeneren havde bragt The. Men hun havde ikke rørt den. Distræt og hvileløs var hun draget rundt i Værelset, pillende ved en Blomst; rettende paa en Pude; skruende Lampen op; stadig i de samme Tanker.
Nu sad hun lige under Lampen med Hænderne begravet i det opløste Haar, og hun mærkede ikke Køligheden fra Terrassen eller Natsværmerne og Uret, der lød hvert Kvarter. En Gang imellem stirrede hun rundtom sig, distræt som en, der vaagner, og sukkede dybt. Men lidt efter faldt hun atter tilbage i sit forstenede Drømmeri.
Det var altsaa forbi—ogsaa det. Og—hvorfor ikke, hvorfor? Hun havde jo ventet det, vidst det … Nu var det kommet som det andet … og man vænnede, man vænnede sig til alt.
Jo—Vanen glattede Livet ud … hun havde vænnet sig til meget.
Til alt—til alt—var hun vant.
Hun smilede: Ogsaa til Skændslen.
Mens hun sank dybere sammen i Stolen, tænkte hun paa sit Livs Taagedag.
Hun havde kun en Tanke den Dag, da Døren havde lukket sig efter Generalen, den at fly. Og hun gik som Soldater rømmer, naar Fjenden er over dem, de tager intet med, bare de forlader og flyer. Saaledes gik hun til Veile.
Men da Vognen var forspændt, og hun allerede stod paa Trappen, vendte hun sig, og gik tilbage til Havestuen; og hun lukkede Døren efter sig og traadte ud paa Terrassen. Foran hende laa Plæner, Skov og Marker.
Og bleg og hjælpeløs foran denne Have, løftede hun Armene i afmægtig
Kummer …
Hun fandt Bedstefaderen blind og lallende, et Menneske i Opløsning. Men hun pleiede ham ikke, bekymrede sig om ingen og intet. Naar hun vaagnede om Morgenen efter en lang Søvn, tung som et Mareridt gik hun ned i "Moders Lysthus" og laa der i en Døs, følesløs som en Besvimelse. Hun forsøgte slet ikke paa at arbeide. Men undertiden kunde hun pludselig vaagne af sit Blund, og hun havde glemt alt hvad der var sket. Og hun laa og smilede ved en Erindring om sin Kærlighed.
Hun kunde nævne hans Navn saa blødt og længe.
Men paa en Gang huskede hun, og med et mat Suk faldt hun tilbage i sin
Bedøvelse.
Der kom imidlertid en Tid, hvor hun vaagnede helt. Hun sad de lange Efteraarsdage dumpt tungsindig og ørkesløs i de raakolde Stuer, hvor hun ikke gad hygge om sig, og hun stirrede ud paa den snævre, livløse Gade, og hørte Bedstefaderens rallende Hoste i Rummet bag Butiken. Og fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit trøstesløse Liv.
Her skulde hun altsaa leve, her et lavloftet Liv med et levende Lig i
Forraadnelse eller hjemme med en Dranker, hendes Fader. Og her skulde
Livet gaa hen, elendigt, Dag efter Dag, graat og altid det samme … Her
skulde Aarene komme et kvælende Lagen af Sand og begrave hende Tomme for
Tomme—
Men undertiden kunde hun ogsaa reise sig fortvivlet: da græd hun timelang afsindige og meningsløse Taarer, og magtesløs truede hun ad sine Dages Taagehær.
Men atter faldt den om hende den graa Tungsindighed, og uden Forandring gled det atter Dag efter Dag.
Sand—Sand—Sand—
Og efterhaanden blev dette Tungsind besynderlig tomt og sjælløst. Det blev til et Mørke, hvori Ellen rugede over sig selv og var ligegyldig for alt andet. Intet havde Værd—slet intet.
Hvad var vel dette høieste, for hvilket hun havde givet sig hen?
Saameget just, at hun foragtede sig selv. Saa dyrt købte man saa lidt.
Hun kendte Livet og vidste, det var tomt, Menneskene og forstod, at de var Løgnere. Og hun begyndte at dyrke sig selv, og hun besteg sin Pessinisme ligesom en Fodskammel, der løftede hende over Mængden.
Langsomt blev hun sig selv nok. Vilde ikke vide noget af andre.
De livløse Ting begyndte at spille en Rolle i hendes Liv. Hun elskede
Komfort for dens egen Skyld, og hun blev gridsk paa hver af Tilværelsens
Behageligheder. Og hendes Kærlighed til alt dette raffineredes. Det var
det sjældne, det bisarre og det besynderlige, hun fandt Behag i.
Om Vinteren, da hun var vendt tilbage til Thorsholm, fik hun Midler nok til at tilfredsstille denne nye Trang: gamle Lind døde, og den Formue han efterlod sig, var større end nogen anede. Ellen blev pludselig mere end rig, Renterne af den stort Kapital tilflød hende uafkortet. Hun kunde handle, som hun vilde.
Et Par Maaneder efter døde Faderen af Apoplexi. Hun tog en gammel fattig
Rigsgrevinde fra Holsten i Huset.
Hun lod da Thorsholm restaurere og alle Værelser istandsætte. Hun havde ligesaa mange Luner, som der var Timer paa Dagen, og hun bragte Arkitekten til Fortvivlelse, Men pludselig blev hun ked af det hele, lod ham skalte, som han vilde, og indrettede blot i det østre Taarn en Leilighed til sig selv efter alle Parisermodernes Mønstre. Hun polstrede sit Boudoir som en Æske, og over udfordrende Divaner lod hun Bedstefaderens Hyrdinder komme til ny Værdighed paa de kapitonerede Vægfelter.
Haven blev lagt om. Den blev rig paa pragtfulde Bede med alle Bladplanters Nuanceringer, og et Net af Kanaler blev ledet gennem dens Anlæg. Der var en fransk anlagt Plet: med lige og symmetriske Gange; midt i Anlæget et Springvand med en mosgroet Kampestenskumme. Rundt om mange Stenvaser med Vaabenskjolde. Kanaler, lige, som dens Gange omgav den franske Have.
Den var med sin stiliserede; og kolde Fornemhed blevet Ellens
Yndlingssted.
* * * * *
Ellen gik ned ad Stentrappen med Winsløw, Arkitekten, og skærmende mod
Solen med sin Parasol, gik hun over Broen til den franske Have.
-Hr. Winsløw, sagde hun, De dømmer uden at forstaa. Hvad De kalder aristokratiske Fordomme er en Races nødvendige Meninger. Jeg anser mig virkelig ikke for bedre men for anderledse end—end … Demokraterne. Jeg føler ikke som de, kan ikke leve som de … der er en Raceforskel imellem os …
-Og hvorved opstaar denne Raceforskel?
-Ved Opdragelse, ved Indtryk—ved alt … Jeg for Exempel.—Jeg husker en Gang, et Menneske kaldte mig en Robinson. Han vidste ikke, hvorom han talte … Robinson levede ene paa en fremmed Ø. Jeg har levet og modtaget mine Indtryk her. Dette Sted har opdraget mig. Men det er netop det, som De ikke forstaar. Mennesker, som ikke kender deres Forfædre, som ikke eier og ikke vandrer paa den samme Jord, ved ikke, hvad det vil sige at være omgivet af sin Slægts Værk, Arbeide; at være omringet af dens Skygger, at møde den ved hvert Skridt …
Ser De, sagde hun, og standsede—De har aldrig vidst, hvad man føler blot ved Dag for Dag at møde de gamle Navnechiffre der paa Taarnene. Den har istandsat det, den det …
-Og den ødelagt det …
-Vist saa … men selv den, der ødelagde, levede her, besad dette.
Følelsen af Besiddelse bestemmer saa meget hos os. Og tro mig—hos de
bedste af os udvikler den Følelsen af vort Ansvar. Den gør dog
Aristokraterne til fødte Førere i Samfundets evige Strid: De føler baade
Besiddelsens Lykke og dens Pligt.
-Mener De virkelig det, naar De ser paa den Samling, der hedder vort
Aristokrati?
-Jeg mener, min kære Winsløw, at De ogsaa der dømmer hastigt … "Vort
Aristokrati"—jeg skal sige Dem, vort specielle Samfund var sunket hen
… De trak sig ud af det hele—og netop de dygtigste, fordi Frederik
VII saarede mer end deres Standsfølelse nemlig deres Takt … saa blev
de hjemme …
-Og blev ikke klogere, Frøken Maag.
-Det er sandt. Deres Horisont blev snæver. Naar et Aristokrati har en død Tid, maa Horisonten blive snæver, det ligger i Sagens Natur. Idéerne, hvorpaa vi lever, er faa … men de er store … Hun standsede igen. Tilgiv mig, sagde hun, hvis der er Spring i min Tanke … men jeg sagde før, at Stedet her havde opdraget mig, Alt her har opdraget paa mig, Huset, de store Træer i Haven, Billederne i Riddersalen—alting … Jeg søgte at faa disse Folks Historie at vide, hvis Billeder jeg saa … Den havde været Admiral … den Gesandt … den havde vundet—eller tabt et Slag … Men allesammen var de Maag'er, alle havde de tjent Kongen, Landet, om De vil … Slægtfølelsen føder det næste hos os: Patriotismen …
Ja-a, Landet … vel snarere Kongens hellige Person …
-Maaske—jeg tilstaar det … Jeg er Royalist, Legitimist om De vil. Men … de bedste blandt os vilde dog ogsaa give Liv og Blod selv for en Republik, naar den var deres Fædreland …
Ellen talte sig varm:
-Men, ser De, for os betyder "Kongen" noget. Han er en Del af vor Arv, af vor Overbevisning … Men heller ikke det, forstaar De vel. De kalder det for Snæverhed som hos de bedste er en urokkelig Overbevisning. Og lad Folk ogsaa have Lov til at kalde vort Liv snævert—sig mig saa, tror De ikke paa den anden Side, det samme Liv—Livet her—og hun pegede rundt—gør mange Følelser noblere, udrydder megen Smaalighed, holder fjernt fra meget meleret, som pletter deres Demokrater.
Hun taug lidt og betragtede Haven i dens sollyse Ro.
Tror De da virkelig man Dag efter Dag kan leve her uden at erhverve sig en vis Sindets Noblesse? Det er ingen Fortjeneste at staa udenfor Brødkampens Smuds, Hr. Winsløw—men det er en Lykke, og denne Lykke er det som mer end noget skaber Racen i os. Der er Ting, til hvilke jeg aldrig kunde nedlade mig—Handlinger, jeg aldrig kan forstaa—det er dem, som lægger … lægger Mile mellem mig—og disse Folk.
Ellen lænede sig til Bassinkanten og saa paa Guldfiskene, der skinnede i
Vandet.
Winsløw betragtede hende … Han saa fra hendes Skikkelse udover Haven, fornem med sine regelrette Bede og sine Stenvaser.
-Ja—sagde han—De passer til dette Billede.
Ellen lod Vandet falde draabevis ned paa sin Parasolspids, hun havde vadet i Bassinet.
-Saa glider det hele saa deilig nemt ud i en Kompliment, sagde hun.
Hun gik atter, rank, hen ad Gangen, og lidt efter sagde hun:
-De maa, naar De dømmer et Aristokrati, ogsaa huske, at selve dets Stilling exponerer alle dets Medlemmer. Ingen undgaar Opmærksomhed—i andre Samfundslag kan Middelmaadighederne skjule sig …
-Men saa er det paa den anden Side der saa meget lettere at gøre sig gældende. Man har fra Fødselen et Fodstykke …
Ellen svarede ikke. Hun satte sig paa en Bænk og sagde:
-Jeg tror desuden ganske vist, de yngre af vor Kreds bliver dygtigere … De bedre Kræfter blandt dem tager fat. Men husk, der skal næsten som begyndes helt fra nyt. Desuden giver selve Landbruget vist i denne Tid meget at bestille—det maa man først tage sig af … Siden vil det andet komme. Den unge Grev Gyldenkrone har Ret, naar han siger: Man maa begynde et Sted for ikke at gøre det hele snavs …
Er det nu altsammen Hebraisk for Dem, Hr. Winsløw, De er blevet saa taus?
-Hebraisk—aa nei—det er bare helt andre Idéer end dem, de 9,999 af 10,000 lever i—
-Ja—det tror jeg. Men jeg vilde vist ikke have levet denne Dag, hvis jeg ikke havde haft min Slægt til Rygstød. Jeg har haft den til at leve Livet med … Derfor vil jeg ogsaa dø som Aristokrat …
—Men Tante kommer deroppe paa Trappen … Hun leder vist efter os …
Ellen reiste sig, og Hr. Winsløw fulgte …
* * * * *
Ellen blev mer og mer Aristokrat. Hendes Følelse af Ensomhed gjorde hende dertil og mer og mer—dyrkede hun sig selv.
Hun gik ikke klædt som andre, hun skabte sine Moder selv. Hensynsløse, hensigtsklare Moder, som tegnede hver en Linie af hendes skønne Legeme. Men denne Skønhed, der blottede sig, var kysk i sin Blottelse; den var altid kold og leflede aldrig med Beundringen. Hendes Skønhed henvendte sig ikke til nogen.
Hun dyrkede kun sig selv og sin egen Urørlighed.
Hun omgikkes ingen, kendte faa. Hun udfyldte selv sin Tid. Det var Musik, hun havde givet sig til øve, og hun gav sig til at uddanne sig med en Energi, som om hun skulde fortjene sit Brød ved Pianoet. To Aar havde hun modtaget Undervisning af en udmærket udenlandsk Mester, en af Pianoets Heroiner, som lidende maatte udhvile efter sine Kunststrabadser, og som Ellen her betalte fyrsteligt for den givne Vejledning. Hun lærte meget af sin Lærerinde, og de delte i Musiken ganske samme Smag.
Thi det besynderlige var, at Ellen i Musiken kun dyrkede alt det febrilske og nervøse. Ved Siden af Chopin havde hun stillet Rubinstein og Liszt.
Undertiden kunde det derfor hænde, at en eller anden fremmed, som første Gang var sammen med Ellen Maag i Selskab paa et af Egnens Herresæder, faldt i en maabende Forbauselse, naar Værtinden ud paa Aftenen bad sin Gæst at spille, og Ellen rank og fornem tog Plads foran Flygelet, og naar hun havde slaaet sin Vifte sammen og lagt den fra sig, begyndte at spille—al denne mærkelige Musik.
Thi denne Frøken Maag havde næsten indjaget ham Frygt. Saa fjernende havde hun hilst ham i sin urørlige Skønhed, saa lidet havde hun set hans beundrende Blik. Og der var over hendes Gang med Hovedet bøiet paa den slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man følte Trang til at vige og at bøie sig, hvor hun kom.
Men var den fremmede ung, kunde det saa hænde, at han, mens Rubinstein
tonede fra Strengene, nærmede sig Flygelet og begyndte at vende
Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distræt og bøiet frem kom
Ellen saa nær, at han strejfede hende ganske let.