Men da behøvedes kun en eneste Fjernelse af dette mørke Haar, for at han skulde huske sig om og vende Bladet i ærbødig Afstand med en Haand, der rystede en lille Smule.
Og denne Smag for det moderne, som en og anden mistydede saa beklageligt for ham selv, den viste sig hos Ellen overalt. Der var blandt Malerierne, hun samlede paa Thorsholm, en stor Del, hun havde ladet købe i Frankrig: blottede, kvindelige Figurer, Fauner og Nymfer, Venusfigurer og den sovende Endymion. Og viste hun sin mærkelige Samling til en eller anden, stod hun overlegent talende om Lys og Farver foran al denne Nøgenhed.
Saaledes levede Ellen Maag i disse Aar. Hvert Efteraar tilbragte hun i
Paris med Rigsgrevinden.
* * * * *
Ellen var da blevet henimod seks og tyve Aar, da Holms blev forflyttet til Nørup. Hun sluttede Venskab med dem, og der kom noget mildere ind i hendes Liv. Luften var saa blød der i Præstegaarden med sin Have, der stødte op Kirkegaarden, og de lave Stuer, hvor gamle Fru Holm altid modtog hende med et glad Smil. Den unge Præst spillede Violin. Og saa Sommeraftener, naar Dørene til Haven stod aabne, og Kirketaarnet med sine Takker løftede sig mod en lys Himmel, mens de spillede Bach og Haydn, da følte Ellen som Andagt, og naar hun talte, blev hendes Stemme blødere og hendes Ord mildere,—thi de talte alle mildt og dæmpet i disse Stuer … Udenfor sad Fru Holm og strikkede paa sin Strømpe, og Børnenes Stemmer lød fra Kirkegaarden.
Saa kom det iaften—
Ellen reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage. Saa satte hun sig igen og hurtigt med flydende Haand skrev hun:
-Ser De, Holm, jeg vil gøre min Pligt, redde Dem for Deres Kald og for Fremtiden. Men at redde Dem, min Ven, er kun at reise bort. Hvorfor jeg da ikke vil blive Deres Hustru? Fordi det kun vilde være et Bedrag. Hvad De kender og elsker, Holm, er ikke mig, som jeg er … det er kun en Del af mit Liv, og paa en Stemning kan ingen af os leve Livet. Men tro mig, jeg lider, naar jeg nu drager bort, lider haardt,
for jeg holder saa meget af Dem. Men ægte Dem—det kan jeg ikke. Den, jeg skulde ægte uden Kærlighed, han maa være mig helt ligegyldig. Lev vel—bestandig vel.
Ellen.
Hun sad længe, og da hun allerede havde lagt Papiret sammen, aabnede hun det igen, og mens hendes Ansigt smertelig fortrak sig, skrev hun endnu de tre Ord:
-Glem mig ikke.
Saa lukkede hun Brevet. Men Morgenen fandt Ellen Maag bleg og forvaaget paa den samme Plet.
* * * * *
Der opstod en pludselig Forvirring, og Vognrækkerne standsede. Man hørte Kuskenes Raab der strammede Tøilerne og Betjentenes "Avancez-avancez", som lød skarpt gjennem Spandenes Støi. Hestene rasler med Skaglerne og under Alléens Kastanietag ser man pludselig Ekvipagernes uendelige Række ubevægelig med Vognenes skinnende Flader og Sølvbeslagene, der glimter lige som Lyn.
-Ser Du Fyrstinden af Serbien—der i Victoria, siger Grevinden.
Carolhausen finder hende saa smuk.
Ellen løftede sig let, og ser ud under Frynserne af sin Parasol. Spandet er smukt, siger hun.
Vognene begynder atter at glide langsomt, vuggende paa deres
Kautschukhjul, og lænet tilbage, nyder Ellen taus Hyndernes sagte
Bevægelse. Hun kniber Øinene tæt sammen for Solen og hører kun
døsig Seletøienes evindelige Raslen og Bladsælgernes Raab:
Figaro—Gaulois—Figaro!
Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende Sølv.
Man hviler tilbageslængt i alle Vogne, og langs Alléerne ser man
Parasollernes Silketag i en lang Linie.
Vognene glider den ene efter den anden, i en lang Række. Under Kastanierne rager Tjenerne op, ubevægelig, paa de høie Bukke, ranke og med korslagte Arme.
Ellen hører under Ekvipagernes Larm, Springvandets Pladsken fra Rotunden, og hun aabner Øinene. Og mens Kuskene raaber, ruller Vognene langsomt, i en stor Bue, ud i Rotundens Lys.
I det flimrende Lys ser man pludselig alt blinke blændende i Solen, mens i Midten Springvandet falder pladskende i sine Kummer af Bronce.
Ved Udgangen af Alléen opstaar en uløselig Trængsel, og man standser paany. Man bøiér sig ængsteligt frem over Vogndørene og taler hurtigt fra Vogn til Vogn.
Ellen bliver liggende i sit Hjørne uden at røre sig, gjemt bag sin
Parasol.
-Fyrsten, siger Grevinden.
Ellen reiser sig en Smule og rækker sin behandskede Haand ud over
Vogndøren.
-Er det Dem, siger hun. Og tilfods?
Fyrsten bukker. Ja—Ismail er syg.
-Det er frygtelig varmt langs Promenaden, siger Ellen. Har Tante noget imod at gaa hjem gennem Parken?
Grevinden er villig til at gaa, og de stiger ud.
-De gaar vel med os. Fyrst Carolhausen?
Fyrst Schønaich-Carolhausen bukker paany, og mens Vognen sætter sig i
Bevægelse om Springvandet, bøier han med Ellen og Grevinden bort fra
Rotunden og dens Støi.
De talte livligt om Badets Begivenheder; Kejserinden af Ruslands Ankomst og den stakkels Prins Mira-Silvas, der havde skudt sig i Parken.
-Han havde jo skudt sig med Vand i Munden? Inde tilhøire for Rotunden?
-Ja med Vand. Forfærdeligt. En fuldstændig Sprængning af Hjernen.
-Og man sagde, det var en lille Blondine …?
-Utvivlsomt. Grevinden havde bestemt selv set hende—lille, rund; med en Opstoppernæse og lidt fremstaaende Øine. Laa paa tredie Sky tilvenstre—i Orfeus—
Jo, hun havde forresten godt set hende—en lille, fræk Tingest—i
Trikot.
-At skyde sig Vand i Munden for en saadan Person—
Ellen havde ikke talt meget; hun gik og saa ned i Jorden og trak
Parasollen efter sig.
-Han har vel elsket hende, sagde hun.
-Elsket hende. Grevinden foer op, og med en Komediefrase sagde hun overlegent:
-Elsket? Man elsker ikke saadanne Kvinder, man betaler dem.
Maaske—Ellen smilede lidt—Det er forresten et besynderligt Emne, men—Maaske betaler de fleste Mænd nok uden at elske—men der er vel ogsaa dem, som betaler, fordi de elsker—Prins de Silvas—Stakkel—har vel hørt til dem … Han bør undskyldes; han var saa ung.
Ja—lad os bare se at lave en Roman ud af det, sagde Schønaich.
-Hvorfor ikke? Tror De egenlig Fyrst Carolhausen—Ellen saa paa Fyrsten nu og da—Lidenskaben nogensinde ser paa dens Værd, man elsker? Saa tror jeg desværre ikke, der vilde findes saa megen Kærlighed i Verden. Nei—det har Lidenskaben ikke Tid til. Det faar—og hun saa lige paa Fyrstens Ansigt, mens hun talte—først Skammen, der lever længere end Lidenskaben—
-Skammen?
Grevinden rystede paa Hovedet og blev lidt tilbage. Dette interesserede hende ikke. Men Schønaich gik nærmere hen til Ellen og talte dæmpet, da han sagde:
-Skammer sig og—hører op at elske?
Ellen hørte ikke. Tonen hvori hun talte var stadig let; langs hele Veien saa man som et Hieroglyfbaand af hendes Parasol i Sandet.
Bag dem spurgte Grevinden høit:
-Og hun—Damen—hvor er hun nu?
Schønaich vendte sig:
-Paa Skyen—tilvenstre—i Orfeus—med sin Trofæ: Hjerneskallen.
-Forresten tror jeg rigtig nok, sagde Ellen, man maa være meget utaalmodig for at dræbe sig af ulykkelig Kærlighed. De fleste venter …
-De mener til det er gaaet over.
-Netop, Fyrst Carolhausen, til det er glemt.
Samtalen skiftede. Ellen beundrede Trægrupperne paa Plænen.
-Jeg holder meget af Spa. Her er meget smukkere end i Baden.
-Og imorgen skal jeg dog reise!
Skal De reise? Men det har De jo ikke talt et Ord om. Hvor det er trist.
Og Grevinden beklagede.
Ellen havde set hurtigt op. Er det Pligten sagde hun saa, som kalder Dem tilbage til Wien? Det er jo midt i Ferien endnu—
-Ja—tildels Pligten.
Grevinden fortabte sig i Beklagelse, Ellen talte ikke mer. Men mens hun gik bagved de andre, traadte hun pludselig galt paa sin Fod og gav et lille Skrig.
-Hun var nødt til at bede om Fyrstens Arm … hun traadte galt … aa, det gjorde virkelig ondt.
-For Himlens Skyld—hun havde da ikke forstuvet sin Fod—
-Aa nei, det var ingen Ting—Det gik nok strax over … Ganske bestemt, naar hun blot maatte støtte sig … saadan … og han ikke—hun saa op—vilde blive vred—om hun—hang lidt tungt paa hans Arm …
-Nei—han blev ikke vred—om hun blot vilde støtte sig rigtig fast …
Saa gik de sammen, ganske langsomt under Træerne, mens Grevinden trippede iforveien meget stiv og pludrede i ét væk. Schønaich svarede en Gang imellem, naar han var bange, hun skulde vende sig, med et Par ligegyldige Ord, hen i Veiret og uden at høre; Ellen gik taus; og naar hun lænede sig tungt til hans Arm, kom hun ham saa nær, at hendes Haar streifede hans Skuldre …
Da Grevinden var kommen en halv Snes Skridt iforveien, sagde hun dæmpet og pludselig:
-Hvorfor reiser De?
-Fordi jeg maa—
-Ellen standsede: Men sig mig Grunden.
Schønaich bøiede sig, og med Ansigtet ganske nær mod hendes, sagde han hæst og hurtigt. Ellen—hvad vil De med mig?
Ellen saa op med et Smil, som om hun ikke forstod ham.
-Hvorfor vil De hver Dag bringe mig til at sige, at jeg elsker Dem—og dog aldrig forstaa mig? Aldrig—kun pine mig—derfor reiser jeg.
Ellens Fod gjorde virkelig meget ondt … Hun maatte sidde lidt.
Hun slap Schønaichs Arm og satte sig paa en Bænk under Træerne.
-Hvis det ikke bliver bedre—sagde Grevinden—hvad skal vi dog saa gøre med Tableauerne?
-Ja, det er i aften. Det er sandt. Det er dog heldigt, at jeg faar dem at se, inden jeg reiser.
-Og—Ellen lo—De ved endnu stadig ikke, hvad jeg skal forestille?
-Nei—det vil blive en Overraskelse …
-Gode Gud, sagde Grevinden, hvor det var Skade, hvis nu den Fod … Hun er deilig, Fyrste, siger jeg Dem, deilig.
Der kørte en Droske forbi i Alléen, og Ellen lod den standse. Hun vilde hellere køre … Saa vilde hun ligge med Omslag paa lige til iaften, og saa gik det nok over.
Da hun sad i Vognen, rakte hun sin Haand ud over Vogndøren og trykkede
Schønaichs Haand varmt:
-Tak, sagde hun, vi ses iaften.
Vognen rullede bort, og nynnende laa Ellen lænet tilbage i Sædet med et fornøiet Smil.
* * * * *
Der er Lys og Hede i Festsalen.
Mens Pianisten foran Flygelet vugger sit friserede Hoved, hører man gennem Nokturnens Toner Silkevifternes Knitren, som Damerne fører i store Huer. De sidder midt i Salen tæt op ad hinanden i stort Toilette. Og Vægspeilene, der er let duggede af Heden, forøger et Virvar af Profiler, rødblonde Nakker, Buster og Kniplinger, hæftede med Brillantagraffer—i ren Uendelighed.
Langs Pillerne staar Herrerne korrekte og stive, med deres hvide Slips og Buketter i Knaphullet. Rækken af deres skinnende Skjortebryster naar næsten helt op til Fortæppet.
De hører mindre: de staar distræt, mens deres Blik forvilder sig i
Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger,
snart ved et Par slaviske Øine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts
Krave.
Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bevæge sig i en befriende Bevægelse, og der bryder løs en høi, forvirret Summen. Man ler bag Vifterne, veksler Hilsener og rammer sig for at blive kendt fra den ene Ende af Salen til den anden. Og enkelte Steder trænger Herrerne sig dristigt ind mellem Rækkerne, og deres sorte Kjoler forsvinder mellem Silkekjolerne og bag Vifterne, der bøies sammen ligesom Skjoldtag over Hovederne.
Langs Pillerne vifter Herrerne sig mat mad deres Silke-Chapeau-bas.
Schønaich er kommet lige hen til Grevinden, som paa forreste Række smægter af Hede under en Turban af Kniplinger og et Par uhyre Paafuglefjer. Men der lyder pludselig et Horn bag Forhængene, og han gaar tilbage til sin Plads.
Og mens man skubber med Stolene og reiser sig under forvirret Støi i Baggrunden af Salen, klinger Hornene stærkere, og Tæpperne glider langsomt fra.
Scenen ligger opfyldt af Skyer. Men langsomt, mens Skuepladsens Dæmring bliver Dag, løftes og sprænges enkeltvis de blaalige Flor, og gennem dem, i straalende Lys, ser man med Buen løftet: Diana beredt til Jagt.
Der gik som et Gisp gennem Salen. Og paa en Gang bøiede Mændene sig frem
Skulder imod Skulder for at se, og ubevægelige i Sæderne stirrede
Kvinderne mod Scenen.
Og mens hvert et Blik sluger hendes Skønhed, der lyser af Glans, løftes vuggende det sidste Flor: Ellen staar der fri.
Gevandtet slynget om de marmorstærke Skuldre, Bryst og Arme blottet,
Benet tegnet fast under Stoffets bløde Linier; trodsig og kysk.
Salen tier aandeløs foran denne Skønhed.
Og da de røde Forhæng atter glider frem sidder man endnu med tilbageholdt Aandedræt og taus.
Paa Fyrst Schønaichs Pande var Sveden sprungen frem—
* * * * *
Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse.
Det er en Vals, og de dandser længe. De har endnu ikke talt sammen før Dandsen, men mens de valser vuggende og blødt, hvidsker han til hende. Maaske hun ikke hører, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi og den underlige bølgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen. Men hun smiler og møder under Dandsen hans øine, hvis Pupiller glindser.
-Schønaich, jeg er træt.
Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende lægger hun sig tungt ind i hans Arme, som hun føler skælve om sit Liv.
Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad
Marmortrappen til Galleriet, uden at tale.
Ellen gik iforveien. Der var helt øde i Læsesalene, som laa halvmørke med Skærme over alle Blus, og man hørte ikke anden Lyd end Gassens Kogen og hendes Kjoles Raslen over Tæpperne.
Hun løftede Portieren til et lille Kabinet ved Siden af Læsesalene. Her er godt, sagde hun. Gik ind og satte sig i Hjørnet paa en Puf, stillet under en Gipsappollo og nogle store Palmer.
-Hvor her er køligt. Hun tog sit Slæb til Side og gjorde Plads for Fyrsten, og da han blev ved at være taus, spurgte hun: Naa—var jeg saa ikke smuk?
-Ja—De var smuk, sagde han.
Der var atter stille. Fra Balsalen hørte man Trinene af den evindelige Vals og et Par Violintoner af en blød Takt. Pludselig reiste Fyrsten sig og skubbede Skodderne for Vinduet op. Han blev staaende nogle Øieblikke med Ryggen imod hende, saa vendte han sig:
-Se, sagde han.
Der var ganske mørkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra Alléens Træer steg Kastanieduften op fra Mørket.
Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge skælvede ved det samme
Minde. Og betaget hvidskede Schønaich:
-Ellen, De maa jo huske det.
Ellen Maag var meget bleg; hun bøiede Hovedet.
-Jo, sagde hun, jeg husker.
Hun satte sig igen. Og vendt imod hende sagde Fyrsten:
-Saa ved De ogsaa, at jeg elsker Dem endnu. Han kunde ikke se hendes Ansigt, men pludselig fik han Mod og han lod sig synke ned ved Siden af hende paa Sofaen.
-Ellen, sagde han, lad mig tale, jeg be'er, og hindre mig ikke? Faar jeg ikke talt, vil jeg kvæles, faar jeg ikke talt—aa jeg ved slet ikke, hvad der hænder. De ved jo, Ellen, at jeg elsker Dem—men hvorfor piner De mig saa, som nu—at jeg aldrig, aldrig hat elsket andre—men hvorfor vil De saa ikke høre mig? Sig mig det, sig mig, hvorfor.
Ellen Maag havde leget med sin Vifte. Nu saa hun op.
-Véd De, hvor jeg led, da De reiste? At alt mit Liv kun var Længsel og
Fortvivlelse—Ellen, Ellen, og saaledes elsker jeg Dem endnu—
Han lagde sig ned foran hende, og han talte hæst.
-Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg ikke kunde gøre, intet—ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa—intet om De kun kunde elske mig—
-Og Deres Hustru?
Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder.
Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin.
Saa sagde Schønaich:
-Men nu er hun død.
-Og jeg elsker Dem, Ellen—
… Ellen svarede ikke.
-Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed.
Der fløi et pludseligt Smil over Ellens forstenede Ansigt, og idet hun slyngede Viften imod ham, sagde hun:
Làche!
Og gik.
* * * * *
Ellen forlod kort efter Spa. Hun var i Paris og i Italien og ud paa Efteraaret vendte hun hjem til Danmark. Hun tog Ophold i København og var "Saisonens" Løvinde, meget omflagret og med flere Beilere. Men ud paa Vinteren valgte hun af dem alle den ældste og den fornemste, og om Foraaret blev hun gift. Lehnsgreven var nær de treds, men han havde over sig det Skær af fuldendt Fornemhed, som udsletter Aarene. Han havde megen Verdenserfaring og alle Europas fornemste Ordener, som han ærlig havde fortjent, siden han idetmindste uden Uheld havde balanceret paa de fleste Hoffers bonede Gulve. Da han trak sig tilbage som Konseilpræsident—en Stilling han røgtede længe ved at tale lidt og ved at paalægge Respekt ved sin fornemme Ro—havde man ønsket at skænke ham vor høieste Hofcharge. Men han afslog.
En fremmed overordenlig Afsending havde en
Gang sagt om Lehnsgreven, at han var Danmarks eneste Hofmand.
Med denne Mand, der havde en voksen Søn af første Ægteskab, giftede
Ellen sig. Sønnen havde hun ikke set; han var i Udlandet.
* * * * *
VII.
-God Dag. Ellen strakte Haanden ud imod Legationssekretæren. Men hvor tør De egentlig komme her—Hr. de Vilsac—efter hvad De har sagt …
-Sagt, Fru Grevinde?
-Ja—sagt. Og Ulykken er, at jeg har faaet det at vide ligestrax … det vil sige, noget om det. For jeg tror altid, at der er en Gnist af Sandhed i, hvad Folk fortæller.
-Ja—jeg ved virkelig ikke—noget ufordelagtigt har jeg ikke sagt.
-Hm, Ellen tog igjen fat paa sit Broderi, og Vilsac satte sig ligeoverfor hende med Ansigtet mod Lyset … Det er, som man tager det. Husk Dem lidt om—der blev vist talt om mig forleden hos Admiralens … Ellen broderede og holdt Hovedet bøiet over sit Sytøi. Men nu og da, mens de talte, lagde hun Broderiet i sit Skød og saa paa de Vilsac. Efter Bordet … oppe i Rygeværelset … husk Dem bare om …
Hr. de Vilsac sad og glattede paa sin Hat med sin Handske.
-Jeg har maaske sagt, De var et ualmindeligt Menneske, sagde han. Og det er min Mening.
-Nei, det var Gyldenfelt, som kaldte mig en Sfinx. Saa banalt var Deres ikke. De sagde, tror jeg nok, noget om—Ellen lo ganske kort—at jeg var en Forbryder. Maa jeg spørge, kalder De det fordelagtigt?
Vilsac trommede et Øieblik ganske svagt, utaalmodigt paa Hattepullen.
-Hvem har refereret Dem den Samtale?
-Det er jo ligemeget. Der var vist en ti-tolv Herrer tilstede.
-Den, som har sagt det, har—handlet, handlet meget mærkeligt. Hvad man siger saadan i en Samtale, kan aldrig rives ud af sin Sammenhæng. Jeg sagde forresten—han løftede Blikket fra Hattepullen—at … Ja—der blev Tale om Dem og saa sagde jeg: At De vilde aldrig kunne bukke under for en Trivialitet—men De kunde maaske nok begaa en Forbrydelse … I den Sammenhæng var det kun en Kompliment.
-Ser De, der har De jo Forbrydelsen! Hør, kære, hvor tidt skal jeg dog raade Dem til, Vilsac, at lade være med at være aandfuld, saa længe De er her ved Legationen. Vi er ikke aandrige hertillands—og De faar bare Ord for at være ondskabsfuld.
Hun taug lidt og lagde Broderiet bort.
-Alvorlig talt—skulde De hellere have ladet den—Sentens usagt. De er ikke berettiget til at vide saameget om mig—saa kan man tænke, hvad man vil og … tie stille—
Vilsac bøiede Hovedet. De har ganske Ret. Det var ubesindigt.
Efter en lille Pause sagde Ellen: Ved De hvad—jeg tror nu, vi er alle meget almindelige Mennesker, som alle paa en given Tid kan gjøre noget ualmindeligt. Mindst rigtignok i vor Kreds …
-Mindst? Nei, sig mest … Vi har Tid til det … Det er vor Ulykke—vi har jo ikke andet at bestille end skifte Luner og Klæder og at forelske os.
Han taug lidt, og mens han saa paa hende, sagde han:
-Og naar saa en Forelskelse pleies, kan den blive til en Lidenskab.
Ellen flyttede sin Hæl lidt frem og tilbage paa Gulvtæppet: Saa skulde man ikke pleie den, sagde hun.
Vilsac svarede ikke, og en Smule hurtigt for at undgaa en Pause sagde hun igjen: Folk tror Dem forresten ikke, Vilsac.
-Hvad mener De?
-Jeg ved jo godt, hvad det vilde sige—med … ikke at bukke under for en Trivialitet … men Folk siger om os to, at vi er meget gode Venner.
-Hvem har sagt Dem det?
-Adskillige … Men det er mig ligegyldigt. Bagtalelsen har aldrig interesseret mig, ikke en Gang den Bagtalelse, der gaar ud over mig selv. Og uden Overgang gav hun sig til at tale om en ny Roman, som lige var udkommen i Paris.
Der blev i Virkeligheden talt meget om Grevinde Urne.
Thi Ellen havde ingen Egenskaber, som kunde forsone hendes eget Køn med hendes Skønhed: hun viste ikke megen Fortrolighed mod nogen, hun var ikke meget blød i sit Væsen og hun havde ingen uadskillige Veninder. Derfor hævnede Damerne sig ogsaa, naar Ellen var fraværende, ved bestandige Raillerier, som holdt sig op ved allehaande Smaating: ved den gule Rose, hun altid havde fæstet ved sit Bryst, ved det sorte Silkebetræk paa Væggene i hendes Budoir, og, mellem sig selv indbyrdes, ved alt det nøgne i hendes Malerisamling.
Herrerne var paa deres Side mistænksomme og aarvaagne. De holdt Ørene stive og ventede. Selv de kyndigste forstod ikke, men de tænkte, at Tiden vilde modne Frugten, og saa vilde den vel en smuk Dag falde ned i Hovedet paa en eller anden. Derfor holdt de sig i Nærheden, og mens de ventede, gik de omkring og snusede efter en Hemmelighed i Grevindens Liv og—fandt intet.
Thi der var slet intet. Greven var vanvittig forelsket i sin Kone, og hun tillod ham at være det. Hun opmuntrede ham endogsaa i mange Ting saa stærkt, at det saa ud, som om hun virkelig holdt af ham. De red ofte sammen lange Ture, hvor de blev borte halve Dage, og spiste Frokost i en Kro, hvor det kunde falde sig—en ren Idyl; i Selskab og Theatret var de altid sammen, og om Vinteren paa Ballerne, naar Dansen var begyndt, og de ældre Herrer sad rundt i Krogene med deres Likør og deres Sportpassiar, eller de spillede Kort i Rygeværelset, kom Grevinde Urne ofte varm af Dansen i sin Silkedragt og spredte en Duft af Viol midt i Havannarøgen, mens hun stillede sig bag Grevens Stol og lagde Armene paa hans Skulder, og raadede ham i Spillet; eller hun tvang ham ubarmhjærtigt til at lægge Kortene og bortførte ham til en Vals: thi hun sagde, ingen kunde valse som han.
Der var ingen Grund til at tro, at hendes Ægteskab ikke var lykkeligt. Og ellers delte hun i sit Liv ganske sit "Selskabs" Interesser. Greven var Sportsmand, og hun kendte hans Stalde ligesaa godt som han selv. Hun var aldrig smukkere, end naar hun sad tilhest om Morgenen paa sin sorte Hingst, og det var en Gang, da hun en Efteraarsdag styrede sit Firspand paa Strandveien, at den engelske Gesandt beundrende havde sagt: at hun var født til at være en Konges Maitresse.
Da Ellen hørte Ytringen, sagde hun smilende næste Gang, de saas, til den fremmede Minister.
-De anser mig nok ikke for værdig til at være Dronning, Sir Audburn?
Og Sir Audburn havde haft Aandsnærværelse nok til at svare:
-Fordi en Konges Elskede er mægtigere, Grevinde.
Ved Væddeløbene paa Eremitageplænen hørte Ellen Urne til de ivrigste. Steg pludseligt Løbenes Interesse; blev Udfaldet tvivlsomt ved et uventet Forspring, kunde Grevinden med en Gang blive ganske bleg—thi Ellen Urne blev bleg naar hun kom i Oprør—og febrilsk fordoblede hun sine Indsatser, mens hun blev siddende fremadbøiet uden at tage Kikkerten bort fra sine Øine, der skinnede.
Da mente de Kyndige paa Saddelpladsen—og der var enkelte, som forstod sig lige godt paa Heste og paa Kvinder—at der vel maatte komme den Tid, hvor Grevinde Urne ikke mere vilde lade som om hun var forelsket i sin sextiaarige Gemal.
Og der var andre, som sluttede af andet. Thi naar de fra Parkettet i Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et besynderlig tomt og slukket Blik, der mødte dem i Ellen Urnes Ansigt saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede sig usét. Et trøstesløst og stirrende Blik, saa de begyndte igen at pine sig selv for at finde Hemmeligheden, og de fandt ikke nogen—fordi der var ingen.
Thi Ellen var til daglig intet andet end bestandig kedsommelig træt.
Hun var ked endog af at ønske, og hun syntes ofte selv, hun var altfor dorsk til at længes. Hun modtog i vanemæssig Trang til at nyde, ladt og dovent, Dagenes Velvære, og hun blev liggende pletfri i sit ørkesløse Ægteskab, fordi intet fristede hende og fordi hun havde en stolt Respekt for sig selv, Foragt for de andre.
Saaledes levede hun Dag efter Dag med smaa Ting, sjælelig ligegyldig, og Aarstiderne gled med deres vekslende Nydelser bestandig over i hinanden. Fra Urnebygaard tog de til Byen—tidligt, thi Ellen holdt ikke af Efteraarets Dryp fra Træerne og Bladdansen over Plænerne—fra København i April til Paris, fra Paris atter hjem. Og overalt var Livet lige tomt, men hver Dag altid opfyldt.
Paa den Maade gled hendes Liv.
-Men undertiden kunde hun i sin Ladhed pludselig streifes af et Lune.
Som om hun aabnede Øinene og fulgte et kort Minut med Blikket en
Sommerfugl, der fløi hendes Liv forbi.
Hun kunde paa en Reise—paa et Dampskibs Dæk eller i en Kupés Hjørne—føle et minutfødt Behag ved at være nær en ganske fremmed, og hver i sit Hjørne kunde de veksle et Blik, der vagt ønskede og ubestemt lovede. Og gik han, denne fremmede, fulgte hun ham fra Kupeens Vindue med Øinene, og hun syntes i ubestemt Misnøie at nu var noget resultatløst gaaet hendes Liv forbi—indtil hun faldt tilbage i sit Sæde med et svagt Suk—og glemte Ansigtet.
En Gang havde hun følt et saadant rodløst Behag for en smuk Jokey i Cirkus. Hun havde følt det straks den første Aften, hun saa ham komme ind senestærk og smidig og med det græske Ansigt oplivet af Ridtets Spænding. Og da han lod sine store, tungsindige Øine glide langs Logerne, havde ogsaa han dvælet … Næste Aften var hun der igen og den næste, og deres Blikke havde hængt i hinanden, og begge havde de længtes … Men hun søgte ingen Leilighed og nedbrød ingen Skranker, og da han en Dag stod i hendes Salon i en skrigende brun Frakke og tilbød at ride hendes Heste til, lod hun den forbløffede Artist vise ned til sin Kusk.
Paa Urnebygaard havde hun næste Sommer truffet sammen med en ung Mand, en tyveaars Englænder, der elskede Musik og spillede Violin. De havde spillet noget Beethoven med hinanden, og Ellen fandt, at han havde en smuk Tone og god Opfattelse. Udover det var det første Gang, hun tænkte paa ham, den Dag, da han pludselig sank ned for hendes Fødder og overmandet, i graadkvalte Ord sagde, han elskede hende. Hun havde egenlig aldrig set ham, før nu han laa paa Knæ.
Og da hun saa dette blonde, skægdunede Ansigt forvrænget af Bevægelse og
Lidenskab, havde hun givet sig til at le, uimodstaaelig let …
Og hun blev ved at le, mens hans Ansigt forstenedes i stum og forfærdet
Smerte, havde lét lige til han ravede op og tumlende var gaaet hen over
Gulvet, og Døren var faldet til efter ham, og selv da kunde hun ikke
holde op.
Næste Dag hørte hun, han havde hængt sig i en Knage paa sin
Sovekammervæg i et Haandklæde.
Ellen blev forbauset. Hun hverken angrede eller fortrød—ikke en Gang sin Latter—men hun blev nysgjerrig. Hun tænkte i nogen Tid mere paa denne døde, end hun længe havde tænkt paa nogen levende. Hun søgte at erindre de Ord, han havde sagt, hans Blik, hans Minespil, hans Ansigt forfulgte hende. Thi dette tyveaars Menneske havde forbauset hende: han var virkelig gaaet ud der af Døren og uden at tøve et Minut, uden at tage Afsked med nogen, uden at skrive en Linie—han havde dog Forældre, vidste hun, og Sødskende—havde han hængt sig i sit Haandklæde.
Og Alverden troede med hende, at han var det mest dagligdags Menneske paa Jorden.
Og han vilde ikke leve uden sin Kærlighed.
Hun gik i Kirken til hans Begravelse. Det var en Middag i August og der
var en lummer Døsighed over Folk og Rum, tung Dunst af Ligluft,
Buxbomgrene og Blomster. Degnen snøvlede Psalmerne frem, og siden talte
Præsten under en uafladelig Snøften om Herrens uransagelige Veie. Et Par
Svaler fløi ind under Hvælvingen og kvidrede uafbrudt under Talen og
Rosenduften slog i tunge Drag fra Kirkegaarden ind gennem Dørene.
Ellen sang ikke med og hørte ikke efter. Ord og Sang gled hende forbi; mens hun selv ræsonerede over sin Hjerteløshed, sad hun under hele Handlingen og nød i inciteret Behag sin Hemmelighed, at dette Menneske var død af Kærlighed. Ikke just af Kærlighed til hende, det var ikke det, som mest pirrede hende; thi han var hende saa ligegyldig. Kun det, at han havde haft Mod til strax at knytte det Haandklæde om Halsen og dø.
Og da de steg op i Vognen—hun og Greven—gav hun pludselig efter for en pirrende Lyst til Fortrolighed og sagde:
-Det var af Kærlighedssorg?
Greven var ved at tænde sin Cigar:
-Na—tur—lig—vis. Ellers var det … jo ingen Roman … Vel sagtens til Guvernanten?
-Nei—til mig.
Greven vendte Hovedet, og de saa paa hinanden.
-Idag er det akkurat otte Dage, siden han erklærede mig sin Kærlighed.
Grev Urne betragtede et Øieblik sin Hustru, men Grevinden lagde sig taus tilbage i Vognen uden at tale mer. Og greben af et underlig koldt Ildebefindende under sin Hustrus besynderlige Blik, mens hun sad tilbagelænet i Skyggen af sin Parasol, spurgte Grev Urne ikke mer.
Lidt efter kastede han ogsaa sin Cigar, som om Havaneseren ikke smagte ham, og uden at veksle flere Ord naaede det grevelig Par i Taushed Gaarden.
—Ellen Urnes Liv var da en rolig, aristokratisk Tilværelse med Formens
Skærmbrædt rundt om: Døgnet og Moderne og Godgørenheden stablede noget
Indhold op, og—Tiden gik.
Men undertiden, naar hun sad med en Bog paa sin Yndlingsplads i den gamle gotiske Stol under den store kinesiske Parasol, kunde hun pludselig læne sit blege Ansigt mod Urnernes Vaaben paa. Rygstødet, og krampagtig knyttede hun Haanden mod sit Bryst; eller Hænderne faldt, naar hun spillede, pludselig kraftløse ned fra de hvide Taster, og hun stansede midt i en larmende Rubinstein for at falde sammen over Flygelet med et Suk, dybt som en tung Stønnen; eller hun kunde, mens hun roligt styrede sit spanske Spand, rank og fornem, paa en Gang hæve den smidige Elfenbenspidsk over de steilende Dyr og pidske voldsomt deres glinsende Kroppe, som vilde hun tvinge Blodet frem.
Og ofte, naar hun laa foran Kaminen og stirrede paa Blokkene i det flammende Baal, begyndte hun med et at maale Salen med lange, uens Skridt, som om det store Rum pludselig blev altfor trangt og ikke havde Plads. Og da rev hun heftigt Fløidørene til Balkonen op og med Peltskaaben om sig stod hun midt i Vinteraftenens Kulde paa Altanen feberhed og med brændende Blod: Hun trængte til Luft og til den frie Himmel.
Hun bragtes til Ro af den summende Larm af Byen under sine Fødder og Vognenes uafladelige, fjærne Rullen og Sporvognenes Klokker, der kom nærmere og forsvandt—
Undertiden saa hun en Gadejægerske med smaa trippende Skridt gaa frem og tilbage om Palæets Hjørne, og bøiede hun sig frem over Balkonen, kunde hun høre hendes Hvidsken med Mændene, der gik forbi. Hun hørte Pigens plebeiiske Kælenavne og Mandens Spørgsmaal, og der kunde komme i Grevinde Urnes Blik, naar det fulgte Parret, som fjernede sig Arm i Arm, en graadig Fortvivlelse …
Saa gik hun tilbage til Salonen, der laa med sine Palmer og
Blomstergrupper og sine tyrkiske Divaner som en dunkel og duftende
Haremssal, og træt og kraftløs sank hun sammen i en Stol.
Greven kom ind og urolig ved Synet af sin Hustrus forstenede Ansigt, lod han Haanden glide gennem hendes Haar og spurgte ængsteligt:
-Ellen, du er ikke rask:
Men Ellen rystede paa Hovedet og bøiede det bort fra hans Kærtegn.
-Jeg har det godt, sagde hun. Jeg er kun saa træt.
Og naar Greven var gaaet, og Portièren var faldet til efter ham, sad hun igen, stirrende og fortabt i sine Tanker.
Ellen Urne spurgte sig selv, om det dog evig, evig skulde blive ved som nu. Hun saa paa sit Liv, som det blev levet, indholdsløst, fra Dag til Dag, og hun syntes, at det var kun som et snigende Mord. En evig, en evig Karussel omkring det tomme, ligegyldige.
Men saaledes var det, og der var intet andet.
Og hun—hun blev her. Hun reiste sig ikke og gik, løb ikke fra denne Gammelmandsforelskelse, hvis mindste Berøring var hende en Væmmelse. Der kunde være Dage, hvor hun syntes, hun maatte fly, hvor hun ækledes rent for sig selv og kaldte sig med Pøbelens Navne, fordi hun sad endnu her i de Urners Palæ … men hun blev.
Hun havde valgt den ældste af sine mange Beilere, saa havde hun troet sig tryg. Og saa var Lehnsgrev Urne en kraftig og levestærk Mand, som var til Vanvid forelsket … Og alligevel sad hun endnu paa fjerde Aar som Grev Urnes Hustru, og hun tvang sig til at opfylde sine Pligter, og hun sad inde Aar for Aar med en tom Pletfrihed, og hver Dag foragtede hun sig selv.
Og der var ingen Opgaver og der var ingen Maal.
Saaledes var hendes Liv.
* * * * *
-Men det er slet ikke, fordi jeg mener, vi Kvinder er bedre, Vilsac, vi er kun ikke saadan.
-Ja men, det er jo det, jeg siger: en Skare Sfinxer.
-Slet ikke. Men Forfatterne kender os ikke. Naar de bare vidste, hvor tidt vi Damer smiler ad deres Heltinder … Hvert Øieblik træffer man noget, man kun kan le af …
-For Exempel?
-Aa—Exempler—Ellen lænede sig tilbage og legede med Fingrene paa Stolearmen—Mændene ved, for Exempel, aldrig hvad for en Agtelse en Kvinde instinktmæssig har for sig selv … for … sit Legeme … Det har jeg aldrig sét nogen Forfatter forstaa—Og det er dog noget af det vigtigste—
-For mange.
-For alle—tro De mig. Derfor bliver de, som har bevaret Agtelsen, ikke malet gode nok, de, som har tabt den, ikke fortvivlede … ikke slette nok.
-Det er rén Theori.
-Saa? Ellen taug lidt. Jeg saa "den Fremmede", iaftes. Der er et Sted—hvor han har været lige ved at sige noget sandt, Dumas … eller jeg kom til at tænke paa det, da jeg hørte noget halvveis andet, som blev sagt.
-Hvor det?
-Jeg ved ikke—det er vist af Doktoren—er han ikke Læge?
-Jeg tror, han er Kemiker.
-Naa, ja, det er sandt … Det var noget om, at Kvinderne altid trængte til Religion. Jeg kunde tænke mig at—man midt i hele denne Tomhed gjorde en Lidenskab til sin Religion.
-Men hvad vil det egenlig sige at gjøre til sin Religion.
-At bringe alle Ofre for den—alt—at gjøre det Vanvittige—det fanatiske … at blive Martyr med Glæde—
Grevinden saa op, og der var kommet noget som en svag Rødme op i hendes
Kinder. Men saa skiftede hun Tone og sagde:
-Men, bedste Vilsac—jeg bliver altid saa dybsindig, naar jeg taler med
Dem. Ellers plager det mig ikke … Er der ellers noget nyt?
-Aa, man siger, at Mr. Tholer endelig forleden har faaet Øjnene op.
—Nei? Endelig—saa bliver Tholers Ægteskab nok lykkeligt.
-Hvad behager. Naar han har erfaret, at …?
-At Byens første Don Juan har foretrukket hans Kone. Det giver hende
Prestige, og det var kun det, hun manglede.
-De tror meget slet om Mændene, Grevinde Urne.
-Ja—meget slet, eller jeg tror—maaske snarere, at der er meget faa
Mænd.
Lidt efter tog Vilsac Afsked, og Grevinden klædte sig paa til en Diner hos den engelske Gesandt.
* * * * *
De var kommet hjem igen, og Greven og Grevinden drak The i den store Dagligstue ved et lille Bord tæt ved Kaminen. De havde drøftet Toiletterne og Hændelsen hos Tholers, som der var blevet talt noget om inde hos Herrerne efter Bordet. Nu havde Greven taget Aftenavisen og læste.
Grevinden var træt.
Hun sad ørkesløst med Hænderne i Skødet og havde svaret mest kun med Ja og Nei. Saa lagde Greven Avisen bort, og da de havde siddet noget tause, uden at Ellen sagde noget eller rørte sig, reiste Greven sig for at gaa.
-God Nat, sagde han og kom hen til hendes Stol.
Hun løftede Haanden lidt mat fra sit Skød: God Nat, sagde hun, jeg er saa træt.
Saa gaar du vel til Ro, min Ven. Der var ogsaa noget varmt. Greven vilde gaa, men henne udenfor Lampelyset, stansede han igen.
-Jeg har faaet Brev—fra Carl, sagde han.
Ellen troede, han var gaaet. Hun vendte ikke Hovedet. Idag?—Har han det godt?
-Rigtig godt.
Ellen spurgte ikke mer, men hun saa flygtig hen paa sin Mand, der var begyndt at gaa frem og tilbage paa Gulvet henne i Mørket.
Han kom hen og satte sig igen.
-Han fyldte tyve Aar forleden, sagde han.
Grevinden blev ved at tie, og Greven tilføiede, mens han gav sig til at lege med Kniven:
-Han var allerede helt voxen ifjor.
-Det kan jeg forstaa, sagde hun. Og uden at tænke over det, helt distræt tilføiede hun: Naar skal han herhjem?
Greven greb det:
-Mener Du ogsaa, det var paa Tiden? sagde han.
Ellen saa over og ganske apatisk sagde hun:—Ja—hvis Du synes. Og han maa jo dog som Stamherre …
Det er ganske sandt, men … Jeg havde troet, det var Dig ubehageligt.
Saadan at have en voxen Søn—
Ellen reiste sig lidt i Stolen. Det begyndte at gaa op far hende, hvad det dreiede sig om. Ja, sagde hun, det vil blive besynderligt. Hun skød Slæbet til Side med Foden og stod op. Men jeg skal være for Carl alt, hvad jeg kan.
Greven tog hendes Haand: Det ved jeg, sagde han. Det ved jeg, Ellen, at
Du vil.
Han talte meget om det ønskelige i, at Sønnen kom hjem for at lære alle
Forhold her at kende. Han skulde dog en Gang i Tiden … og han maatte
naturligvis være noget fremmed for alt, opdraget som han var i
Brüssel-Pensionen—men det havde været hans Moders Ønske …
Ellen stod lænet til Kaminen med Hovedet støttet til sin Arm. Da Greven holdt op at tale, sagde hun igen langsomt: Ja, jeg skal alt være for ham, hvad jeg kan.
-Aa, han er jo forresten et rent Barn. Greven bøide sig og, idet han kyssede hendes Haand, sagde han smilende: l Grevinden bliver han naturligvis forelsket.
Greven var gaaet, men Ellen stod endnu foran Ilden i den samme Stilling med Hovedet støttet paa sin Arm, i Lyset af Kandelabrerne.
Hun havde egenlig aldrig tænkt meget paa sin Mands Søn. Kun i Ny og Næ blev hans Navn nævnet, talt om ham var der sjelden blevet. To—tre Gange havde hun skrevet nedenunder Grevens Breve et Par Ord som lød: Deres Faders Hustru sender Dem en venlig Hilsen—eller sligt; naar de om Foraaret reiste til Paris, tog Greven altid fem—seks Dage til Brüssel for at besøge Sønnen, men han havde aldrig spurgt hende, om hun vilde med, og hun havde ikke bedt derom—Saa havde hun aldrig set ham.
Og nu skulde dette fremmede Menneske paa tyve Aar komme her som Søn …
Det vilde ikke blive let—sandelig ikke let.
Ellen løftede Hovedet og mødte sit eget Billede i Speilet. Et Øieblik var hun blændet af sig selv. Hun betragtede Billedet nysgerrigt, som en fremmeds, og hun gav sig til at bevæge Hovedet, saa Lyset fra Kandelabrerne gled hen over hendes Hals og Hagen. Saa smilede hun.
Hun fik paa en Gang Lyst til at se Billedet af sin Stedsøn. Der hang et Maleri i hendes Mands Stue. Hun huskede, at hun den første Aften efter Bryllupsreisen, da hun gik igjennem Værelset havde set to Malerier, et større af en Dame med store melankolske Øine og underneden et mindre af en seks—otte Aars Dreng i en Fløielsbluse, der lignede Damen …
Hun havde straks sagt til sig selv, at det var hendes Mands første Kone og Sønnen … Siden havde hun, ærlig talt, aldrig tænkt paa dem …
Hun tog Lampen og gik ind gennem Kabinettet til Grevens Værelse. Der satte hun sig ved Skrivebordet og betragtede Billederne. Der var noget eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende.
Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk.
Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder. Mens hun ledte, fandt hun paa en Stumtjener i et Hjørne en Kapsel af Citrontræ, som hun tankeløst lukkede op. Der var to Billeder deri, hun selv og Sønnen. Det maatte være taget fornylig. Han stod med Spadserestok og Hat i Haanden i en tætsluttende moderne Dragt. Men Ansigtet var i forbausende Grad det samme; det samme blide, uudviklede som hos den otteaars Dreng. Og Øinene, et Par store duggede, uforstaaende og drømmende Øine—rene Barneøine …
Hun tog Billedet ud for at se at finde en Dato. Jo—der stod det. Til Fader fra hans Carl. Nytaar 80. Hvilken mærkelig klar og barnlig, upersonlig Haandskrift … Saa var han virkelig tyve Aar paa Billedet.
Mens hun satte Fotografiet ind, faldt hendes Øine paa hendes eget Billede i Kapselen. Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet støttet paa en halvblottet Arm og Haaret langt ned imod Øinene. Mange Kniplinger op om Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa forskrækket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spøgelselys, der var lagt over Ansigtet …
Hun saa igen over paa Sønnen.
Saa faldt hun i Tanker med Kapselen i sin Haand. Hun slap den, og uden at hun mærkede det, mens hun sad fortabt og stille, gled Kapslen langsomt ned ad hendes Skød og blev liggende aaben paa hendes Slæb.
Ende paa første Del.
ANDEN DEL:
HISTORIEN.
I.
Min Søn—min Hustru.
Grevinden havde følt sig lidt urolig og ikke rigtig sikker paa sig selv. Hun havde været temmelig længe om at bestemme sig for en Kjole, inden hun tog den sorte Atlaskes og i Halsen den eneste Diamant, og hun blev helt irritabel, da hendes Hænder rystede en Smule, saa hun ikke kunde faa sine Armkæder hægtede. Hun havde heller ikke læst meget, mens hun bagefter sad i Salonen og ventede … Men nu, da hun saa det Barneansigt, der blussende rødt af Generthed skjulte sig bag hendes Mand, kom hun næsten til at smile.
Derfor sagde hun ingenting, og de stod et Øieblik ligeoverfor hinanden uden at tage i Haanden og uden at tale. Men saa følte hun med en Gang Pausen, blev selv lidt rød, ledte for at finde noget og kom ikke til at sige andet end:
-Hvor De dog ser ung ud! og gav ham Haanden.
Han stammede lidt, og helt purpurrød sagde han:
Ja, det siger alle.
Saa? sagde Ellen og lo, Stemmen var ligesaa barnlig som Ansigtet. Ja, De ser meget ung ud.
Greven talte lidt om den skrækkelige Varme i Kupéen, og Ellen spurgte, om han havde husket hendes Indkøb i Brüssel.
De havde alle tre sat sig ned, hun lidt med Ryggen mod sin Stedsøn; naar hun vendte sig for at faa ham med ind I Samtalen, som slæbte sig lidt genert og tvungent af, saa hun ham sidde ufravendt og stirre paa sig. Men han sagde ikke et Ord.
Saa ringede Klokken anden Gang til table d'hôte. Ellen følte det som en Befrielse, men sagde dog, mens hun reiste sig: Allerede! Saa er Toget kommet sént.
-Carl tager dig tilbords idag, sagde Greven. Æres den, som æres bør.
-Naturligvis, Hun ventede paa Carl, som stod op og noget keitet fik budt hende Armen.
-Mange Tak, sagde han.
-De maa holde Armen lidt nærmere, sagde hun, mens de gik ned ad Trappen,
De kommer til at træde i mit Slæb.
Saa holdt han forfærdelig fast.
De kom ind i den store Sal, Næsten alle Gæsterne var samlede og stod rundtom klyngevis i Samtaler. Nogle begyndte at tage Plads, og nede fra Bufetten hørte man Raslen af Terriner og Talerkener og Ordrer om Vin.
-Hvor her er mange, sagde Carl. Hvor mange Damer!
-Ja—i Pensionen var der nok heller ikke ret mange.
-Nei—Carl saa ikke andre end Fru Dubois, og hun havde ikke en Tand i
Munden.
Ellen hilste paa enkelte Bekendte, og man gik tilbords.
Greven var sulten efter Reisen og spiste stærkt. Ellen maatte underholde Carl. De talte dansk, saa de ikke blev forstaaet, og Ellen fortalte, hvem Gæsterne var og sligt. Carl tog næsten intet af Retterne, men naar de andre var færdige, og Tjenerne vilde tage bort, sad han alligevel med det altsammen paa Tallerkenen.
-De spiser ikke noget.
-Nei, sagde han. Jeg kan aldrig spise, naar jeg er ude. Han havde ellers ikke talt meget, men han saa hele Tiden paa hende, naar hun talte, og sagde hun noget raillerende over en og anden, lo han høit.
-Hvor du ler Carl, sagde Greven.
-Gør det noget? Det kom hurtigt og han saa paa Ellen.
-Nei, slet ikke. De ved jo ikke, hvad vi ler af … Men tag dog nu lidt
Artiskok … De har jo slet ingen Ting faaet …
-Aa—a jo. Han tog lidt Artiskok paa sin Talerken og faldt igen i
Staver. Ellen talte med en russisk Fyrstinde over Bordet.
Der var begyndt at blive livligt, og det var lidt vanskeligt at forstaa hinanden. Champagnekølerne kom frem foran Kuverterne, og Opvarterne fløi frem og tilbage bagved Stolene. Man hørte en stadig Knalden af Propper og Klirren med Glas i den forvirrede Støi.
Fyrstinden raabte meget høit, saa hun blev endnu rødere i Hovedet, og man kunde høre hende over den halve Sal.
-Men Serpolette er hendes bedste Rolle.—Jeg har en Loge. De tager jo med, Hr. Greve, tag med … alle tre … Hun tog sin Guldlorgnet op … Qu'est ce que ça—ce jeune homme là, spurgte hun saa lidt sagtere.
Greven vidste ikke, hvorom der var Tale … den unge Mand var hans Søn.
Det var Théo, som sang i Theatret. Fyrstinden havde en Loge—ganske alene. De maatte følge med.
Ja—han takkede, hvis Ellen vilde …
-Det vilde maaske more Carl …
Hun vendte sig. Men, kære, De har jo ikke rørt Deres Artiskok … Nu saa han igen paa hende.
-Nei—hvor han dog havde let ved at blive rød—jeg ved ikke, jeg forstaar ikke … rigtig at spise dem.
Ja, saa var det altsaa aftalt, De fulgte med … Kl. 9 … De maatte sé anden Akt … Scenen paa Markedet …
Fyrstinden tog igen Lorgnetten op og saa paa Carl Urne, der fik
Undervisning i Kunsten at spise Artiskok.
-Il est charmant, sagde hun ganske høit.
Tjeneren havde skænket Moët i Glassene, og Carl havde tømt sit et Par Gange. Greven havde drukket med ham og ønsket ham Velkommen. Ellen sad med Glasset og ventede.
-Drikker De ikke med mig, sagde hun.
-Jo Tak—saa gerne … men …
-Men saa klink dog!
-Tak! Han stak det ud til Bunden. Det er deilig Vin, sagde han. Saa sød.
Støien steg for hvert Minut, og alle talte i Munden paa hinanden. Over det hele hørte man Fyrstindens Skraalen, hun viftede sig, saa hendes Diamantbandelokker dirrede i Vinden—og noget høirøstet forfærdeligt Engelsk fra et Par Amerikanere, som spiste med Armene paa Bordet og halvt opsmøgede Frakkeærmer.
Carl var ogsaa blevet rød i Kinderne og lidt mere snaksom. Han talte saa morsomt Dansk med underlig Akcent. Ellen lo af det.
-De snurrer—De snurrer saa latterligt.
-Lyder det da grimt? spurgte han, og ganske som en Elev til sin Lærer sagde han alvorligt: Det skal nok blive bedre.
Ellen smilede ad Tonen, hvori han talte. Det er jo rimeligt, naar man har været borte fem Aar …
-Ja … næsten seks … til November …
Der var allerede adskillige tomme Pladser ved Bordet Englænderinderne begyndte at reise sig, mens Deserten blev budt om, og de forsvandt lidt efter lidt, stive og ubevægelige. Men de andre holdt Stand, noget échaufferede, pludrende over deres Konfekttallerkener, og med de blottede Arme støttede paa Bordet. Vifterne fløi frem og tilbage, og man plyndrede ubarmhjertig Opsatserne for deres Rosenflor.
Ellen lænede sig tilbage i Stolen og trak sine svenske Handsker op paa
Armene; Greven lukkede Armbaandene igen; lidt fortumlet af Støien og
Maaltidet, blev Ellen siddende tilbagelænet og pillede tankeløs en Rose
i Stykker i sit Skød.
Pludselig saa hun hen paa Carl, og da hun lod Blikket smilende hvile paa ham (han sad igen bøiet over sin Kuvert og saa paa hende), sagde han:
-Jo—De er meget smukkere end Deres Portræt.
-Synes De? sagde hun og lo igen. Ja—hvilket er det, De har.
-Et stort—med Kniplinger om Hovedet … Aa, først maatte jeg slet ikke ha'e det paa min Væg …
-Hvad for noget—maatte De ikke ha'e det? for hvem?
-Nei—i Pensionen maatte vi ikke ha'e unge Dameportrætter … og jeg havde ikke sagt til Hr. Dubois, hvem det var … Saa sladrede de andre … og saa sagde Forstanderen, at jeg havde nok et Billede … som … jeg ikke maatte og saa maatte jeg jo sige … at … det var … Dem.
Ellen lagde Rosenbladene i en Krands paa sin Handske og pustede til dem, saa de fløi som Sommerfugle.
-Naa … og saa blev Billedet hængende?
-Ja—over min Seng.
De brød op. Greven gik om og bød Fyrstinden Armen, og de satte sig alle i et Hjørne i Konversationssalen. Herrerne omringede Ellen og spurgte, om hun havde været syg, siden man ikke havde set hende imorges paa "la plage".
Saa gik Greven ud paa Verandaen for at ryge, og Ellen blev tilbage i
Salonen med et Par trofaste. Carl havde skjult sig omme bag en Gruppe
Palmer.
-De har forøget Deres Hof, sagde Hr. von Dannenberg og lænede sig lidt over mod Grevindens Vifte … en ungdommelig Tilbeder.
Ellen forstod ikke.
-Pagen, De havde tilbords. Kender "Grevinden" nu ikke "Cherubin"?
-A—a jo … Ellen gjorde Puderne tilrette paa Chaiselonguen … Det er min Søn.
Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilføiede hun leende:
-Ja, Baron, min Stedsøn—en Søn af min Mands første Ægteskab … Skal vi gaa ud til de andre?
* * * * *
Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen lod hun ham sætte sig ved Siden af sig. Salen var næsten ganske tom—det var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med Carl.
Det var en vovet Snak om alt muligt, med Spring saa hist, saa her, og med hasarderede Antydninger.
Carl svarede kun med "Ja" og "Nei", sad helt ude paa Kanten af Stolen for at undgaa Fyrstindens Vifte, der var lige ved at streife hans Kind, og skottede hen til Grevinden, som sad lidt i Baggrunden i Halvmørket.
En Gang imellem, naar han dumpede ud med et Svar eller et Spørgsmaal, lo
Fyrstinden himmelhøit og vendte sig til Ellen.
-Ah—l'ingenu—il ne comprend pas.
Ellen svarede kun med et svagt Smil og vedblev at betragte Salen, der begyndte at fyldes.
Hun sad med Kikkerten for Øinene, mens hun hørte hvert Ord, Fyrstinden sagde. Hun følte et nervøst Mishag med hendes Snak.
-Det varer en Evighed, sagde hun.
-Chère—la divette maa have Tid til at puste—naar man er saadan snørt. Fyrstinden lo igen og vendte sig til Carl.
-Nei—se. Der staar jo Prinsen af Ligne. Er han ogsaa i Ostende … Ham maa de jo kende fra Brüssel—
-Ja—jeg har set ham et Par Gauge …
-Og hans Moder—hun er saa smuk … Ja … Fyrstinden examinerede
Prinsens Loge i Kikkerten—han er forresten ogsaa køn … For den
Historie kender De da?
-Alle siger, han er saa elskværdig.
-Gudbevar'es, derfor kan man jo gerne kalde Prinsessen for Salonernes
Rachel—
-Spiller hun Komedie, spurgte Carl.
Ellen havde forstaaet og blev pludselig rød uden at hun vidste hvorfor.
Men Fyrstinden var virkelig utaalelig, hun lo, saa hun maatte bide i sin
Vifte og sagde:
-Nei—hun spiller bare "Fædra".
Carl vendte sig imod Grevinden, som om han ikke forstod, hvad der var ment, men Ellen sad stadig med Kikkerten for Øinene, kun beskæftiget med Salen. Fyrstinden fulgte Retningen af Carls Blik:
-Ja—De kender jo dog Historien, sagde saa Fyrstinden og vendte sig.
Ellen tog først Kikkerten bort og som om hun slet ikke havde hørt noget, sagde hun aandsfraværende:
-Hvilken? Taler De og Grev Urne nu om Mytologi?
Men saa fik Fyrstinden pludselig Øie paa en Veninde i den anden
Avant-scéne-Loge, og hun maatte absolut over at tale med hende. Grev
Urne kom ind og fulgte hende over.
Ellen følte det som en Lettelse, da hun var gaaet. Fyrstinden taler saa meget, sagde hun og slog sin Vifte ud.
Kan De godt lide Fyrstinden, spurgte Carl.
-Aa—jeg kender hende saa lidt.
-Jeg kan ikke udstaa hende. Gid hun vilde blive borte. Carl vendte sig igen mod Tilskuerpladsen og saa i Kikkerten. Det er jo Prinsessen af Ligne, sagde han.
-Jo—jeg tror det.
Det var en høi, majestætisk Figur, som sad ved Siden af Sønnen. Ellen saa paa hende.
Saa paa en Gang reiste Carl sig og gik hen og tog hendes Haand.
-De er da ikke vred, fordi jeg er kommen hjem? sagde han. De maa ikke være vred.
Tonen var saa mærkelig blød, og han blev ved og ved at trykke hendes
Haand.
Ellen saa lidt paa ham: Vred? Hvorfor dog det? Og hun var saa besynderlig nervøs, at hun fik Taarer i Øinene.
Lidt efter kom Fyrstinden og Grev Urne tilbage og Akten begyndte.
Carl morede sig umaadeligt og lo himmelhøit ad Løierne. Se dog, se dog, sagde han, kvalt af Latter. Se dog, hvor han er komisk—aa—nu falder han … aa … sikken Kolbøtte …
Man begyndte paa en Gang at klappe nede i Parkettet, og de bøiede sig alle frem over Logeranden. Det var Théo, som kom ind.
L'impudente, sagde Fyrstinden.
Théo gik længere frem rokkende en Smule paa sine høie Hæle.
Der blev ved at lyde nogle afbrudte Bravoer fra Salen, og Orkestret taug. Théo stod midt paa Scenen og rørte sig ikke. Hun holdt det lokkede Hoved paa Siden og smilede uskyldigt, saa man saa hendes hvide Tænder.
Se Tænderne, sagde Greven, han kærtegnede sit Overskæg—Millionknusere.
Ladiva stod der endnu og blev ved at smile. La coquine, l'impudente, sagde Fyrstinden igen, hun blev ved at sluge hende med Kikkerten.
Pludselig skottede Ellen hen til Carl, som sad ved Siden af hende: Han var ganske bleg. Han sad forbauset med store Øine og stirrede paa Scenen uden Kikkert. Men saa med én Gang blev han blussende rød, og da Théo begyndte at synge, reiste han sig sagte og gik op i Baggrunden. Der blev han siddende.
Ellen blev selv rød og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort fra Scenen, og saa ud over Tilhørerpladsen, saalænge Théo sang.
Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil Tæppet faldt.
* * * * *
De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs Dæmningen.
Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl bød Ellen sin.
Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet. Men da de kom ind i Gaden ned mod Dæmningen sagde Carl: Aa—han trykkede hendes Arm—hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at løbe med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i Vandet!
Ellen lo og lod sig trække ned med. Hans Overstadighed smittede hende.
Hører De, raabte hun, hør—Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans
Fornavn uden at vide det. Jeg bliver—helt forpustet.
Men de blev ved at løbe ned gennem Gaden, leende, indtil de naaede
Stranden.
Der hvor Oceanet laa med Stjernehimlen over det dybe Mørke.
-Nei—nei—hvor her er smukt. Hans Udbrud døde, og de taug.
Lænede til Rækværket stirrede de ud over Havet.
Men da de hørte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dæmningen.
De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige saadan noget … om Folk … saa skrækkeligt. Ellen saa paa ham. Hun havde ikke troet, han havde forstaaet—
Men hun spurgte ikke, og han talte ikke mere. Udenfor Hotellet ventede de paa de andre, og de gik op sammen.
Ellen opdagede, mens de ventede paa Théen, at hun havde tabt sin Vifte, maaske paa Trappen. Carl løb ned i Portnerlogen for at spørge, og Viften laa paa Bordet. Portneren gav ham den.
-Det er maaske Deres Søsters Vifte? Den er just funden paa Trappen—
Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde
Portneren.
-L'eventail de madame la comtesse!
Carl lo og tog Viften. Men udenfor Døren kyssede han to Gange dens hvide
Svanedun, inden han gik ind til de andre.
Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa
Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag. Og da han løftede
Hovedet, saa Ellen, at han havde Taarer i Øinene.
Greven blev nogle Øieblikke tilbage. Han er en skikkelig Dreng, sagde han. Og han har virkelig voxet sig køn—synes Du ikke?
Ellen havde ikke hørt hvad han sagde. Hun stansede paa sin Vei forbi
Sofaen.
-Tror Du, tror Du egenlig det var rigtigt at tage ham med i Theatret …?
-Hvorfor dog? Aa—han lo—nei, ved Du hvad—det store Menneske … Det var dog for galt …