Fædrene æde Druer, Roman / Slægten, Opus 2

Saa endelig midt i tredje Uge, en Formiddag i den reglementerede Visittid, mødte Hr. Godsejeren selv frem.

Han var i sort Frakke, lyse Benklæder og Lakstøvler (dog uden Handsker og Hat). Og han trakterede sin Frue med den udsøgteste Høflighed. Bevidnede hende sin dybe Glæde over, at hun atter befandt sig vel, og udtalte Haabet om snart at se hende nede i Dagligværelserne.

Der blev ikke nævnet et Ord om Lærerinden og Granskoven. Og efter en halv Times Forløb trak han sig høfligst tilbage for ikke at »fatiguere« ...

Men samme Dags Aften, da alle var gaaet til Ro, trængte han beruset og larmende ind i Soveværelset og krævede sin Ægtemandsret. Og Fru Line maatte true med at ringe paa Hjælp, før hun atter fik ham paa Døren.

— —

Endnu et Par Gange forsøgte han at tiltvinge sig sin gamle Magt over hende. Første Gang ved at trygle og græde og kaste sig paa Knæ og angre og love Bod og Bedring og evig, ubrødelig Troskab: »Hun var dog hans eneste virkelige Kærlighed!« — Anden Gang ved i drukkent Raseri at lægge Haand paa hende og slaa hende i Gulvet og skrige op om at jage hende nøgen ud af Gaarden tilbage til det »Bonderak«, hvorfra hun var kommet.

Men Fru Line forblev ubøjelig. Og hun lod sin Seng flytte ud af det hidtil fælles Soveværelse og ind i et Værelse ved Siden af Barnestuen.

Hvilken Manøvre han øjeblikkelig besvarede med helt at rømme bort fra første Sal og etablere sig som Martyr i to smaa Rum i Taarnets Stueetage ...

Det var frygtelige Aar, de der nu fulgte. Og havde ikke Fru Uldahl haft denne næsten reflektionsløse Hengivelse i Skæbnen, som saa afgjort prægede hendes Liv i gode som i onde Dage, havde hun vel næppe heller staaet dem igennem uden at tage Skade paa sin Sjæl.

Men ligesom dette Folk ikke kan leve og trives ret uden at have noget, hvortil det kan hælde sit Hoved i Tro og Drøm, saaledes havde ogsaa hun sin Kimære til Trøst og Husvalelse i vanskelige Timer — nemlig den saa miskendte og foragtede Kortoplægningskunst.

Hun havde lært denne velsignelsesrige Tilflugt at kende allerede som Barn, da hun efter sine Forældres Død kom i Huset hos sin Mormoder, en paa de Tider berømt, gammel Kvinde, der ganske vist selvfølgelig troede baade paa Gud og hans skinbarlige Modsætning, men som dog stedse saavel i egne som i andres kritiske Øjeblikke fik sine Tvivl og derfor greb til Kortene som de eneste alvidende og ufejlbarlige ...

Imidlertid havde Fru Line i sit Ægteskabs første lykkelige Aar saa godt som lagt al Religionsøvelse paa Hylden — Lykken trænger som bekendt ikke til Narkose. Men da Sorgen kom og Skuffelsen og Skismaet, tyede hun paa ny tilbage til sin Gud for at finde Kraft og Lægedom. Og Time efter Time kunde hun nu sidde med sine Kort og gennem dem vinde den Vished og Tryghed, der overgaar al Forstand. Thi var Varslerne hende ikke gunstige i første Omgang, lagde hun Kortene op og op igen, indtil Resultatet slutteligen svarede til Forventningen. Og gik Lykken hende uvægerligt imod, havde hun jo som en sidste Balsam alle Nils's Breve fra de gode Aar ...

Hun havde indrettet sig et Slags »Kapel« i det cirkelrunde Taarnkammer paa første Sal. Og der sad hun saa bag Laas og Rigler og raadspurgte sine Kort og læste gamle Kærlighedsbreve.

Og samtidig laa hendes Mand i Taarnrummet umiddelbart nedenunder og sov den natlige Rus ud, som hans Martyrium hyppigere og hyppigere paalagde ham ...

Saaledes fandt de begge Hvile.

Joachim Uldahl-Ege hed Etatsraadens eneste overlevende Broder. Han var paa dette Tidspunkt 70 Aar, Ungkarl og ejede Gaarden Store Ravnsholt et Par Mil sønden for Havslunde. Han var en lille, firskaaren Træbul med snehvidt Haar og Skæg og en Stemme saa dyb og rungende, at Børn krøb i Skjul, naar de hørte den. Desuden var han halt og støttede sig, hvor han gik og stod, til en tyk Elfenbensstav, der vejede sine fulde fem Pund og var skaaret ud af en eneste Tand.

Denne Stav var Skyld i et ulægeligt Brud mellem Nils og Onkelen. Den var nemlig et Familiestykke, der var gaaet i Arv i lige Linie fra Tipoldefader Uldahl, den store ostindiske Købmand, som havde hjembragt den fra en Rejse. Men saa havde Etatsraaden engang tabt den i et Parti Billard til Joachim. Derpaa havde Nils ved et Besøg paa Ravnsholt efter Etatsraadens Død bemægtiget sig Klenodiet og taget det med sig hjem, idet han paastod, at Faderen ikke havde haft Ret til at skille sig af med det. Men Joachim var Dagen efter mødt op med Kongens Foged og havde ladet sig Staven udlægge. Det var denne Ydmygelse, Nils aldrig havde kunnet tilgive ...

Joachim Uldahl var i de sidste Aar ikke kommet uden for sin Ejendoms Grænser, »thi hvad ragede det øvrige ham!«

Men en skønne Dag holdt han imidlertid i sin lave Jagtvogn foran Havslundegaards Stentrappe. Han sad midt i den bageste Agestol, foroverbøjet, støttende sig til den omtalte Stav og dampende af en sølvbeslagen Merskumspibe med Hans Majestæt Christian VIIIs Billede i Laaget.

Idet Vognen rumlede over Broen ind i Borggaarden, viste Nils's Ansigt sig bag et af Taarnvinduerne i Stueetagen, men forsvandt straks igen.

Jørgen Tjener kom ud og tog imod.

— Er Husbond hjemme?

Jørgen, der havde skarp Ordre til altid at nægte Nils hjemme, saa idiotisk ud og sagde:

— Nu kommer Fruen ...

— Hjælp mig ned!

Tjeneren hjalp; og Joachim stagede sig op ad Trappen.

I Entréen kom Fru Line ham i Møde. Hun var for en knap Uge siden staaet op efter at have bragt den lille Sofie til Verden. Og hun var bleg og slank og skønnere end nogensinde:

— Velkommen, Onkel Joachim ...

Den Gamle saa beundrende op og ned ad hende. Ogsaa hans Hjerte havde hun straks ved deres første Møde lagt for sine Fødder:

— Naa, sagde han, da Mønstringen var til Ende — saa hun har kælvet?

Fru Uldahl rødmede.

— Hvordan gik det ... uden Dyrlæge?

— Jo—e, Tak ...

— Ja, hun har jo Øvelsen!

Da Jørgen havde hjulpet den Gamle Tøjet af gik Herskabet ind i Dagligstuen.

— Hvor er Nils?

Fruen saa forlegen i Gulvet.

— Kan I nu ikke forliges længere?

— Nej ... lød det sagte.

— Næ, jeg har hørt om det; det er derfor, jeg kommer. Er det Dig, der er blevet udtilbens? Det ligner Dig ellers ikke.

Fru Line vidste ikke Raad for at svare:

— Nej det ... ja det ... stammede hun.

— Næ, naturligvis er det Nils, den Tamp! Men Børn faar I da; saa til Tider maa I vel være enige?

— Det er kommet senere, Onkel, det ...

— Har han andre Kvindfolk? Det er vel det?

— Ja—e ...

Fru Line vilde ikke have sagt dette Ja; for det var jo ikke det afgørende, dette med de andre; men ...

— Ja, det ligner vos! nikkede den Gamle — vi har aldrig kunnet taale at se Skørter vi Folk fra Egesborg ... Men naar han har faaet en Kone som Du, Fanden skulde ta' ham, at han saa ikke kan holde sig til Dig. Hvor er han, Bæstet?

— Aa, Onkel, det nytter ikke ...

— Jeg er taget herover for det samme!

— Ja, men ...

— Hvor er han? Er han maaske stukket af fra det hele?

— Nej, han ...

— Naa?

— Aa, Onkel Joachim, jeg beder Dig ... jeg kender ham ... Og Menneskene er jo nu engang, som de er ...

— Gu' er de ej! Hvor har Du ham? Naa?

— Han har lukket sig inde i Taarnet ...

— Jeg skal da vel ikke op af flere Trapper?

— Nej, det er herude ved Entréen ... Men, han lukker Dig ikke ind, Onkel.

— Det skal vi faa at se! ... Er hun kommet væk, Lærermo'eren?

— Ja ...

— Har I faaet en ny?

— Ja ...

— Ligger han ogsaa i med hende?

Fru Uldahl rødmede, men maatte ogsaa smile:

— Aa, Onkel dog ...!

Joachim stavrede ivrig ud i Entréen og hen til Taarndøren. Fru Line blev i Dagligstuen.

— Nils! kaldte den Gamle, og hans Røst gjaldede mod Loft og Vægge — Jeg vil tale med Dig, Nils ...! og da der intet Svar kom, huggede han hidsig Stavens Dupsko ind mod Dørfyldingen — Hører Du ikke, Dreng! Tror Du, jeg er kommet herover for at holdes for Nar?

Fru Line viste sig i Dagligstuedøren:

— Han lukker ikke op, sagde hun — om Du saa satte Ild paa Gaarden!

Men nu steg Vreden den Gamle til Hjernen som ved et Stempelslag. Han hug Staven ned mod Gulvfliserne, saa at den hoppede højt og var ved at falde fra ham:

— Saa gaar jeg ud og splintrer Vinduerne! sagde han — for se ham vil jeg Fandentame!

Men Fru Line lagde bønlig en Haand paa hans Arm:

— Aa nej, Onkel Joachim, det kommer bare bag efter til at gaa ud over mig og Børnene ...

Den Gamle standsede:

— Er han da rent splintrende gal, Nils, derinde?

— Han er begyndt at ...

— At hvad?

— ... at drikke ...

Onkelen satte igen Staven haardt i Gulvet:

— Naa saadan! ... Hør, min Pige, tag nu Du og Ungerne Tøjet paa og kør med mig til Ravnsholt og bliv dèr med det samme; saa henter jeg Lærerinden og Jeres andre Pakkenilliker i Morgen ... Du er for god til dette her Leben!

Fru Uldahl smilede:

— Hvad tror Du, Madam Henriksen vilde sige? spurgte hun.

— Hvad rager det hende? Gaarden er vel min ... endnu!

— Og saa er jeg ogsaa bange for, Onkel, at Du selv vilde fortryde det, naar Du fik talt os.

— Tror Du? mumlede han — Kan sgu gerne være. Men saa var I der!

Han haltede op og ned ad Gulvet:

— Passer han Gaarden?

— Ja—e, det gør han vist ... Mig har han jo aldrig sat ind i sine Sager.

— De siger, at han spiller?

— Vel ikke mere end han plejer ...

— Faar Du, hvad Du skal bruge?

— Ja.

— Du skal se, han kommer til at sjokke fra Havslunde, ligesom han maatte sjokke fra Egesborg!

— Det kunde han jo da ikke gøre ved, Onkel ...

— Gu' kunde han saa! Der er ingen, der har Tillid til ham! Han gaar fallit som alle de andre Ejere af Havslunde ... gid han saa ogsaa vilde hænge sig! ... Du vil altsaa ikke med til Ravnsholt?

Atter smilede Fru Line:

— Nej Tak, Onkel Joachim; en Kone bør være, hvor hendes Mand er ... Jeg er ogsaa den eneste, han til syvende og sidst har lidt Respekt for.

— Velbekomme! ... Ja, saa kører jeg igen med min Lamperøg! ... Adjø!

— Vil Onkel ikke have en Forfriskning?

— Nej, jeg vil ikke. Jeg spiser kun hjemme! ... Adjø!

— Har Onkel ikke Lyst til at se Børnene?

— De hyler jo, bare jeg viser mig!

— Naa—e, nej, nu er de vokset til og blevet fornuftigere ...

Hun gik ud i Entréen og kaldte op ad Trappen til Børnene, at de skulde komme ned. De kom ogsaa allesammen myldrende frem deroppe og stak de smaa lyslokkede Hoveder ud mellem Tremmerne. Men da de saa den Gamle, hvis Stemme de havde hørt buldre gennem Huset, tog de øjeblikkelig Flugten tilbage til Barnekammeret.

— Hø! lo Joachim og kiggede langt efter dem — det var sgu vist blevet en nydelig Forestilling, hvis jeg havde faaet dem med til Ravnsholt! Du er klog nok, lille Line! ... Skal det være et Farvel-Smask? spurgte han saa.

Og Fru Line, der syntes, at han var bleven behandlet ondt, overlod ham sin røde Mund, som han anbragte et kraftigt Kys paa ...

Saa tændte han sin Christian VIII og kørte bort.

— —

Kun to Gange endnu i disse femten Aar kom Onkel Joachim til Havslunde; men ingen af Gangene fik han Brodersønnen i Tale.

Derimod vænnede Pigebørnene sig lidt efter lidt til ham og besøgte ham af og til paa Ravnsholt, hvor han da holdt lange Lovtaler for dem over deres Moder, medens han samtidig betroede dem, at deres Fader var en Vindbøjtel og burde skydes.

Dette fik imidlertid Nils Nys om og nedlagde Forbud mod Besøgene.

Men han var jo saa ofte borte fra Gaarden ...

Allerede i en Aarrække havde Godsejer Uldahl beklædt Posten som Havslunde Kommunes Sogneraadsformand. Hans Regeringsform var absolut despotisk. Og Raadets øvrige Medlemmer, Bønder og Proprietærer, bøjede sig villigt for ham, da han altid røgtede sin Bestilling til deres og Sognets Fordel. Ja, det endte endogsaa med, at de i deres snu Eftergivenhed overlod ham al Korrespondance og alle Regnskaber; saa at Uldahl til sidst var den eneste i Forsamlingen, der tilfulde var à jour med Sagerne. —

Han indfandt sig nu pludselig ikke mere ved Sogneraadsmøderne. Raadets Breve og Forespørgsler lod han ubesvarede. Og da nogle Medlemmer engang mødte op for at afæske ham en Forklaring, lod han dem blive staaende uden for i Entréen uden saa meget som blot at aabne Døren paa Klem, saa at de dog i det mindste kunde se, at der var Liv i ham.

Dette resulterede selvfølgelig i, at man ved næste Sogneraadsmøde valgte sig en anden Formand.

Men Nils laa stadig inde med Bøgerne og Regnskaberne.

I samfulde to Maaneder forsøgte man at faa disse Sager fra ham med det gode. Men han forholdt sig stadig uden Livstegn.

Saa tabte man Taalmodigheden og indgav Klage til Amtet, der kendte ham pligtig til, under en Dagsmulkt af ti Kroner, at udlevere alle Bøger og Papirer Sognet vedrørende.

Herpaa svarede Nils undtagelsesvis, at han skulde aflevere Sagerne, naar det konvenerede ham.

Hvorpaa Amtet lod sige, at hvis ikke »det omspurgte« var kommet Sogneraadet i Hænde inden fireogtyve Timer, vilde den afsagte Kendelse faa tilbagevirkende Kraft med og fra den Dato at regne, paa hvilken den ny Formand var blevet valgt.

Paa dette Ultimatum gav Nils intet Svar. — Og først en god Maaned senere sendte han de kriminelle Bøger og Dokumenter af Sted ledsaget af den ifaldende Bøde sirlig regnet ud paa Dage, Timer, Minutter og Sekunder og stor: 965 Kr. og 56 Øre ...

Saaledes var Nils Uldahl-Ege i sit private som i sit offentlige Liv. Og saaledes vedblev han at være, indtil Naadens Tid var inde og det store Omslag.

— —

Og dog valgtes han ikkedestomindre nogle Aar senere ind i det danske Folketing.

Naturligvis stillede han sig som Oppositionsmand. Ikke af Overbevisning, thi han havde ingen; men dels fordi hans Standsfæller lidt efter lidt havde trukket sig tilbage fra ham, og dels fordi han i Følge sit hele Naturel maatte opponere. Han var en af den Slags »Karakterer«, der i et givet Øjeblik ikke viger tilbage for at hævde, at Sneen er sort. —

Han blev altsaa valgt. Og det, der muliggjorde hans Valg var, at han netop kom ind i Politikken i den Periode, da Bønderne endnu ikke var vaagnet til fuld Bevidsthed om deres Magt og Vælde og derfor ansaa det for noget særlig fint at blive repræsenteret paa Tinge af en Godsejer — selv om de Mand og Mand imellem ansaa ham for forrykt. —

Hans Valgmøder rundt i Egnens Kroer og Forsamlingshuse blev et sandt Triumftog, hvor han hilstes med Hurraraab og Haandklap endogsaa af sine fordums Kolleger i Sogneraadet — thi Snakketøj havde han.

Og da han paa selve Valgdagen drev sin Nedladenhed saa vidt, at han lod spænde for sine Høstvogne, femten i Tal, udstyrede dem med magelige Halmsæder og Øl og Brændevin, selv anbragte sig som Kusk paa den forreste og saaledes kørte rundt i Kredsen og samlede Vælgere op, da hyldedes han endogsaa af Socialdemokratiet som en sand Demagog; fik i Begejstringens Rus dets Stemmer og stod ved Valghandlingen som Triumfator over Højre-Kandidaten, der sammen med sine faatallige Tilhængere kun var mødt frem gaaende paa deres konservative Kød-Ben.

Saaledes sejrede som altid, saavel før som senere saa ogsaa ved dette Valg, Idealismen i dansk Politik. —

Og i Dag, den 27. September, var Hr. Nils sammen med sin Økonomiforvalterske, Jomfru Mathilde, rejst til Hovedstaden for efter Sommerferien paa ny at give Møde ved Rigsdagens Aabning den bekendte første Mandag i Oktober.

ROMANEN

Spat-Marie, Maren Ørentvist og Johanne Læg-Dig-ned, eller Lig-Johanne havde været til Pæremarked i Kværkeby og kom nu vandrende ad Landevejen for hjemgaaende.

De talte og lo og grinede, saa det klang over Markerne. Især var det Johanne, der var ved Humør; hun dansede sommetider og sang og sparkede op i Skørterne, saa at de to andre var ved at dø af Latter; hun havde faaet hældt godt paa Dunken. — I hver Landsby, de kom igennem, fôr Hundene halsende ud af Døre og Porte ved Spektaklet, og Karlfolk og Fruentimmer raabte de tre Madammer an og gjorde Halløj. Men Kællingerne klaskede sig bare gemytlig paa Bagen og gik videre. —

Spat-Marie var lille, firkantet og halt. Maren Ørentvist lang og duknakket. Lig-Johanne høj, knoglestærk og mandfolkeagtig med et mærkelig fint Raceansigt hærget af Drik og andre Glæder. — Alle havde de Kurv paa Armen med Markedsindkøb. Stadshattene med de brogede Blomster sad dem skævt paa Hovederne; og Kjolerne havde de af Sparsommelighedshensyn byltet op omkring Livet, saa at de lappede Underskørter saas og Uldhoserne og Fedtelædersskoene ...

Klokken var godt ti Aften, men det var Fuldmaane; og Johanne havde købt en Flaske Kirsebærrom til femogtredive Øre, som de diverterede sig af.

Nu var der faldet lidt Ro over dem, og de gik og talte sagligt-indgaaende om Spat-Maries vanskabte Datter Alexandra.

— Hun er ikke noget Menneske! paastod Johanne.

— Hva' er hun ikke? Hva' er hun da? spurgte Moderen.

— Hun er det, de kalder en Munstrum, forklarede den anden kyndig — saadan en, Gud skikker vos i hans Vrede.

Og Maren Ørentvist supplerede:

— Hun kan jo hverken se, eller høre, eller gaa, eller krybe, kan hun ikke!

— Nej, indrømmede Marie — det kan hun ikke. Men hun har hele Sanselivet paa Følelsen, har hun. I skulde se hende kende baade mig og hendes Far, saasnart vi bare trine ind i Stuen.

— Far! grinede Maren — sagde Du Far? Ham fornemmer nok hverken hun eller Du ret meget til.

— Saa ham, hun kalder sin Far da, for Saten, dit Fæ! snærrede Marie arrigt.

Men nu tog Johanne Ordet; baade hun og Maren var inderst inde misundelige paa Veninden, der havde dette mærkelige Barn, som hun tjente mangen en god Øre paa:

— Og saa er hun jo ikke engang noget rigtig Fruentimmer engang, sagde hun — Jordmoderen vidste jo hverken, om hun var en Dreng eller en Pige.

— Hun hedder sgu da Alexandra, véd jeg! sagde Marie.

— Hun kunde sgu lis'godt ha' hedt Nikodemus! grinte Maren.

Og Johanne fastslog sin Paastand fra før:

— Ja, hun er grangivelig det, de kalder en Munstrum!

Men pludselig gjorde hun et Par smaa stive Hop henad Landevejen, Lig-Johanne, og drejede rundt og slog ud med Armene:

— Skal vi smage paa Mosten? spurgte hun saa og trak Romflasken frem.

De andre skævede sky til hende: Skulde hun faa sit Anfald ...? Men de smagte da paa Rommen alle tre og gik videre ...

Spiret paa Havslundegaards Taarn viste sig dunkelt over Træerne. Morsomt nok kom Fløj-Hanen engang til at sidde midt i Maanen. Det grinte Kvindfolkene forfærdelig af, indtil Maren Ørentvist sagde:

— Er hun kommen hjem, Helmeren?

— Næi endnu ikke, sagde Johanne. Og Spat-Marie lo ondt:

— Saadan trakterede han sgu ikke vos andre i vor Tid!

— Næi, vi blev pænt ved Jorden, gjorde vi.

— Og Børn faar hun helleringen af.

— De si'er, at han har gi'et hende saadan et Undskyldningsapparat, som de kalder det, der forhindrer det, oplyste Maren.

Johanne hug vredt en Haand ud i Luften:

— Saaden et kunde han gerne ha' spenderet paa en anden en osse, saa ha'de vi sparet det!

— De kendtes vel ikke den Gang, mente Marie.

— Næi, kanske .. Verden gaar jo fremad.

Men Maren Ørentvist, der var barnløs, grinede fornøjet og sagde:

— Ja, jeg behøvede ingen ... altsaa!

— Næi, Fanden hytter jo sine! sukkede Johanne.

Da standsede Spat-Marie pludselig sin Gang; og med de smaa vaade Øjne hævet mod Maanen sagde hun, og det kom dybt fra hendes Moderhjerte:

— Véd I hvad, Maren og Johanne, sagde hun — Vorherre kunde for saa evig vist gerne ha' beholdt de to andre ... men Alexandra vil jeg aldrig ophøre og takke ham for i hans blaa Himmel!

— Amen og Hallejuja! vrængede Johanne og tog paa ny et Par Dansetrin — Er der nogen, der vil smage igen?

Konerne nikkede Ja; og Romflasken kom frem og blev tømt.

— Du har vel saa Markedsgave med til Alexandra? spurgte Maren, da man igen var begyndt at gaa.

— Gu' har jeg saa, naturligvis. Nu skal I se. Det er en Mølle.

Marie halede en lille Træmølle op af Kurven og blæste paa Vingerne, saa de snurrede.

— Den kan hun jo ingen Glæde ha' af.

— Monikke! Jo, det kan Du bande paa! Hun kan føle, kan hun, naar den vinder. Hun har haft saaden en før. Hun blæser paa den og holder den op for Ansigtet; og saa griner hun, saa det klukker.

— Og hva' har Du saa til de andre?

— Ingenting! ... de kan jo baade se og høre og springe omkring; hva' Fa'en skal de saa med Legetøj! ... Men vi skal være gode imod dem, Vorherre har været ond ved, staar der.

Maren Ørentvist laante Møllen og blæste paa den, saa den snurrede vildt:

— Se, hvor den suser! sagde hun henrykt.

Men Lig-Johanne, der hidtil havde forholdt sig tavs, snappede pludselig Apparatet fra hende:

— Nu vil jeg prøve! sagde hun.

Og hun spilede Kinderne op og blæste, saa det gnistrede for Øjnene af hende; og medens Vingerne peb paa deres Akse, stod hun og vuggede i Hofterne og rokkede med Hovedet:

— Snurre—lurre—lurre! sagde hun og smilede fjoget — Snurre—lurre—lurre! Gi' mig den, Marie, hva'? La' mig beholde den? Det er li'som at drikke Brændevin ...

— Næ, Du kan tro nej, min Skrukhøne! sagde Marie og stoppede hurtig Møllen tilbage i Kurven — Tror Du, jeg vil bedrage Alexandra!

— —

Lidt efter naaede de ind paa Havslunde By-Gade. Alle Døre var lukkede og alle Vinduer mørke.

Klokken var nu godt elleve.

De tre Veninder gik stille frem ad Gaden. Her vilde de ingen »Opstandelse« lave, for her var de kendt.

Men da de kom frem til Havslundegaards Havedige, greb Johanne sig pludselig til Hovedet og sagde:

— Det er sært, saaden en Forskel, der kan være paa Søskende!

Det gav et Sæt i Marie og Maren. De vidste godt, hvad hun hentydede til; men de kunde ikke lide, at der blev snakket om det. Hele Sognet vidste, at Godsejeren og Johanne havde haft med hinanden at gøre, og hun selv sagde det jo ogsaa tydelig nok; men derfor skulde hun netop vogte sig for at slaa paa Slægtskabet ... De to andre havde jo ogsaa ... Men de var da ikke i Familie med ham.

— Hører I ikke, hvad jeg siger? gentog Johanne irriteret over deres Tavshed, og hendes Stemme lød høj og skrattende — Jeg siger, at det er en sær Forskel, der kan være paa Søskende!

Marie greb hende i Armen og vilde trække af Sted med hende:

— Jo, jo, hviskede hun hastig — vi hører det nok! Men saaden no'et holder man Kæft med ... Kom nu Johanne.

Men Johanne rev sig løs og raabte, saa det klang i den stille, maanelyse Luft:

— Er der nogen af Jer maaske, der har været i Seng med sin egen Bror? ... Ulykken er ude efter ham! Ulykken er ude efter ham! vedblev hun og truede ind mod Gaarden. — Men han hænger sig ikke, eller skyder sig, som de andre, der har ejet Havslunde. Han bliver snarere hellig, den Usselryg ... Fader vor, Du som er i Himlen ... hun foldede Hænderne og skreg af Latter.

— Nu stikker jeg sgu af! sagde Ørentvisten — for nu faar hun sit Anfald.

— Nej, Maren, Maren, vi maa da blive; vi kan da ikke forsvare for Gud at lade hende ene!

— Fa'en ...! sagde Maren og satte i Rend ned ad en Sidevej.

— Maren, Maren dog ...!

Johanne havde ganske rigtig faaet sit Anfald. Hun løftede sirligt op i Skørterne og begyndte at synge en lille munter Melodi og dansede dertil. Hendes Øjne skinnede i Skæret fra Maanen; hun var lutter Smil og Glæde; Livet syntes hende frydefuldt;

Spat-Marie stod hjælpeløs og saa til. Snart maatte hun le af Johannes sære Dans; og snart græd hun. For hvad skulde hun gribe til med hende, nu de var alene ...

Da gjorde hun pludselig omkring og skrumplede bort, saa hurtig hendes halvandet Ben kunde flytte sig — —

Og Johanne fortsatte stille sin ensomme Dans i den lyse Maanenat. Indtil hun omsider styrtede om og blev liggende.

»Frøken Sofies Hus« laa nede i Elmekrattet ved Foden af de store Fyrretræer, hvis nøgne rustrøde Stammer og vildt strittende Kroner ragede højt op over Parkens andre Træer. Og Evigheden sang deri.

— Ja, ser Du, lille Kusine, sagde han — hos saadanne gamle Slægter som vor, der har nydt Alverdens Fryd og Sorg og Herlighed, bliver til sidst kun Sorgen tilbage; og den kan ingen Slægt leve paa, og saa visner den og raadner og dør.

— Man plejer at dø, før man raadner! riposterede hun.

— Nej, ikke Slægterne, lille Ven.

— Véd Du, hvad jeg tror, Fætter Isidor? ... Jeg tror, at Du siger alt dette om Dig selv bare for at være interessant ... saa sund og kraftig Du ser ud!

— Jeg er en kalket Grav ... smilede han, idet han samtidig godt indsaa, at der var noget perverst i at ligge her og tale saadan til et Barn.

— Og alle de morsomme Billeder, Du tegner! vedblev hun.

Han gjorde sin Stemme dyb og mørk:

— Ja, jeg burde ogsaa meget hellere altid tegne Lig!

Hun lo:

— Ja, det skulde Du virkelig gøre!

— Jeg har prøvet det, nikkede han — men de bliver ogsaa »morsomme«! han rejste sig op paa Albuen — Se, nu for Eksempel det Billede, jeg tegnede af Jer, da Du havde fortalt mig om din Fars og Jomfru Helmers Køretur forleden. Jeg syntes virkelig, at det var en meget trist Historie. Du havde Taarer i Øjnene, da Du fortalte. Og jeg fik den dybeste Medlidenhed med Jer allesammen ... Men hvordan blev saa Billedet? Selv din Mor brast i Latter, da hun saa det.

— Jamen det var virkelig ogsaa morsomt, Fætter Isidor! Alle de Ansigter rundt i Vinduer og Døre ... Og Far, der lignede en gammel Tændstik .. Og Jomfru Helmer, som var lavet af Blodpølser ... Og Mor, der stod med to lange, triste Taarer, der hængte hende helt ned paa Brystet! Jo, véd Du hvad, det var morsomt! ... Og jeg vilde ønske, at Du boede her paa Havslunde, for saa vilde det blive meget lettere for os.

— Sig ikke det, Barnlille!

Hun saa forundret hen mod ham:

— Hvorfor ikke?

— Fordi jeg er saa utrolig sur til Hverdag ... Jeg skal nemlig betro Dig, lille Sofie, at de, der laver sørgmodige Billeder, de er glade i Omgang; men de, der laver »morsomme«, de er rasende bedrøvelige at have med at gøre ... thi kun saaledes fuldkommengøres den guddommelige Retfærdighed!

Frøken Sofie sukkede dybt:

— Gud, hvor mine Billeder saa vilde blive morsomme, sagde hun — hvis jeg kunde tegne.

— Er Du da saa grusommelig bedrøvet?

— Forfærdelig! smilede hun, og Taarerne steg hende samtidig til Øjnene — Og i Morgen kommer oven i Købet Jomfru Helmer tilbage ... Og vil Du tænke Dig, at Far har skrevet til Forvalteren, at Lars igen skal møde med Mors Vogn paa Stationen og hente hende!

— Ja—e, lille Sofie ... Men naar din Mor selv tager det roligt, saa ...

— Aa—r, der er ingen Indignation i Mor! Og heller ikke i Søstrene! De gider ikke! Jeg er den eneste her, der rigtig er noget ved! Jeg ligner Farmor, siger Ingwersen; hun pryglede Farfar; Ingwersen og Tjeneren maatte skille dem. Det var en Kone!

— Jamen kan saa ikke Du tage og prygle Forvalteren da ...?

— Nu gør Du Nar af mig, Fætter Isidor ...

— Nej, nej, nej!

— Du tager mig aldrig alvorlig!

— Jo, jo, jo!

Sofie rejste sig ivrig:

— Jeg har forbudt Lars at køre derned med den Vogn; men han gør det naturligvis alligevel! ... Bare her var et rigtig Mandfolk paa Gaarden, der kunde sige Far ordentlig Besked. Far han er fejg, ser Du; han er en rigtig Kryster! Jeg har jo set, hvordan han lusker af, naar Mor endelig en Gang bliver vred og siger ham Besked. Hun kunde sagtens tøjle ham, hvis hun bare vilde!

— Jamen kan saa ikke Du ...

— Nej, jeg kan ikke. Jeg har jo prøvet det. Men jeg kommer bare til at græde, fordi jeg er en Tøs, og fordi jeg synes, at det hele her er saa forfærdelig sørgeligt. Aa hvor kunde vi dog ha' det godt her paa Havslunde, men saa gaar den gamle, væmmelige Fyr og ødelægger det hele for os!

Taarerne strømmede hende ned over Kinderne. De ligefrem sprang hende ud af Øjnene, saa hastigt og pludseligt kom de:

— Hvad ... er ... en Fallitgaard? spurgte hun samtidig — Ja, nu tuder jeg naturligvis igen! forsøgte hun saa at le — Men hvad er en Fallitgaard?

— En Fallitgaard, lille Sofie ...? Det er en Gaard, hvor man om Morgenen haaber, om Middagen frygter, og om Aftenen drikker sig fuld, begaar Selvmord, eller bliver Kristen!

— Hæ, hæ! lo hun underlig forceret, medens Taarerne stadig randt hende ned over Kinderne — Blæse være med det hele!

Isidor, der ligeledes havde rejst sig, vilde lægge en Arm om hende; men hun trak sig sky bort:

— Tag og tegn mig, Fætter! sagde hun — at vi kan faa en Ende paa det Tuderi!

— Jamen, jeg skal jo tage Dig alvorligt, siger Du ...

— Nej, nej, nej ...! Tegn bare!

Han rakte Armen frem mod hende:

— Kys mig først ...

— Men Isidor dog ...! sagde hun dybt bebrejdende og rødmede helt op under Haaret.

— Undskyld ... bad han angergiven — Men Du saa' saa allerkæreste ud.

— Tegn! kommanderede hun.

— Ja!

Og han tog sin Skitsebog frem og tegnede et Billede af hende, hvor hun stod midt i Havslunde Borggaard som en Fontæne med Vandet brusende ud af Øjne, Næse, Mund og Øren, saa at hendes Kjole, Strømper og Sko, hele Gaardspladsen, Træerne, Parken, Haven — den ganske Ejendom drev af Væde ...

Men midt i det hele Taarehav svømmede Nils Uldahl rundt med et Badekar bundet i Halen.

Og i Karret sad Jomfru Helmer med en opslaaet Paraply over sig.

Der var Diskussion i »Asylet« i Anledning af Isidor Seemanns Besøg ...

— Ja, det kan De sgu sagtens sige, som har Deres Forstand! nikkede hun — Men det er ikke saaden at sitte her og tie stille hele Tiden, naar I andre snakker.

— Jo, naar man'te kan komme med andet end Vrævl, saa tier man!

Ingwersen sad nu i rødstribet Uldklokke og bare Arme og saa krigersk ud.

— Men det var dante Bangkiren, der var Far til Isidor? kom det fra Lurvadt, der surrede et langt Linnedbind omkring sit venstre Ben.

— Nej, sagde Ingwersen — det var 'et ikke, for Natalie ha'de allerede Isidor, førend hun fik Bangkiren ... jeg har oplevet hele Verdenshistorien.

— Der fik jeg den! smilede Rottbøl henrykt. Det var en Loppe, hun længe havde jaget rundt paa sin Krop efter.

— Ja, for hun ha'de ham ved Tegnelærer Jakobæussen, fortsatte Lurvadt.

— Ja, berigtigede Ingwersen — og hun fik ham, mens hun var forlovet med Godsejer Brandt, ham, der senere giftede Juliane Sehested fra Børglum.

— Jeg kan ikke hitte ud a' det med al det Familieskab! sagde Rottbøl misfornøjet. Hun havde samtidig med at hun anspændt lyttede til Samtalen, bundet sit Natklæde om Hovedet. Knuden sad hende foran i Panden som to smaa Horn.

Ingwersen lod sig ikke forstyrre af hendes Snak, men fortsatte:

— Og hun, Rositta, Isidors Kone, hun er en Datter af Frøken Bettina, Etatsraadens yngste Datter, der blev gift med ham, Polakken, Greven derovre fra Rusland.

— Der ser man Guds Finger! lød det fra Rottbøl.

Men Lurvadt spurgte:

— Jamen, Ingwersen, hvordan er saa Isidor kommen til at hedde Seemann da, naar hans Far hed Jakobæussen og var Tegnelærer?

— Fordi Etatsraaden skikkede Drengen væk fra Egesborg og lod ham adomptere af Proprietær Seemann ovre paa Fyn, der var gift med en langt ude Kusine til Etatsraaden! forklarede Ingwersen og halede Sove-Hoserne paa.

Rottbøl fik pludselig et lyst Øjeblik og spurgte fuld af Liv:

— Var Frøken Natalie Isidors Mor?

— Ja, saagu' i Himlen var hun saa! sagde Ingwersen fortærende.

— Saa begriber jeg det ikke igen ...! erklærede Rottbøl.

— Men hvor har Isidor faaet fat paa Rositta? spurgte Lurvadt.

— Drausenbeimir! sagde Ingwersen kort — Og lad vos saa komme i Seng!

Men Rottbøl smilede paa én Gang lykkeligt ud i Luften og gentog Ordet: Drausenbeimir ... med et saligt Udtryk i sine smaa vanvittige Øjne. Hun havde det med at forelske sig i underligt klingende Ord og gentage dem atter og atter, endevende dem og jonglere med dem.

— Saa, mumlede Ingwersen arrigt — nu skal vi høre paa det lige til Nytaar!

Men Lurvadt spurgte ufortrødent:

— Véd De no'et om, Ingwersen, at Rosittas Mor brak Halsen?

— Javel gjorde hun saa.

— Hvor brak hun den?

— I no'et de kalder Schweiz.

— Hva' vilde hun dèr?

— Hun var rendt derned med Polakkens Kammertjener.

— Drau—rausenbeimir ... lød det fra Rottbøl.

— Var 'et ham, der brak den paa hende? spurgte Lurvadt.

— Nej, hun faldt ned af en Udsigt.

— Døde hun?

— Kan De kaske brække Halsen uden at dø?

— Hva' vilde hun ogsaa paa de Udsigter med den Kammertjener?

— Hun vilde vel elske ham ... De vil jo allesammen elske i vor Familie! ... Men sluk nu Lampen, at vi kan komme til Ro.

Ingwersen rejste sig og krøb op i sin Seng. Hun var i stumpet Særk, graa Modest, Natkappe og lange, sorte Uldhoser.

Rottbøl laa allerede nede under sin Dyne: Man saa ikke andet af hende end hendes spillende Øjne og Nattørklædets smaa Horn: — Drausenbeimir ...! hviskede hun og skudrede sig velbehageligt til Rette — Drau—rau—sausenbeimir!

— Lurvadt, blæs! kommanderede Ingwersen vredt.

Og Lurvadt humpede paa sit omvundne Ben hen til Kommoden og slukkede Lampen. Saa kravlede ogsaa hun til Køjs:

— Men sig mig engang, Ingwersen, spurgte hun lidt efter — hvorfor fik Nils her ikke Egesborg efter Etatsraaden, da han døde?

— Fordi Polakken og Bangkiren ikke vilde betro ham deres Penge ... Og saa sover vi! Godnat! Og sov vel begge to!

— Tak i lige Maade ... sagde Lurvadt.

Men Rottbøl hørte intet. Hun laa fordybet i glade Minder og nynnede sin sædvanlige Aftensang, den, hun havde nynnet for sine Børn, da de var smaa og levende: