Fra Færø: Fire Fortællinger

Stuen var fuld af Mennesker. Alle holdt de hinanden i Hænderne, saa de dannede en Kæde, en Ring, der slyngede sig ind og ud i de gaadefuldeste Krumninger og Knuder. Og medens Ringen langsomt bevægede sig rundt med taktfaste Fodslag, der syntes at skulle sprænge Vægge og Loft og splintre Gulvet, sang Mændene med Stemmer, der var hæse og sprukne, thi de havde sunget ustandseligt hele forrige Nat og Halvdelen af denne.

Luften var tung og giftig af Varme og Sved, men ingen mærkede det. De røde, blussende Ansigter gled stødvis fremefter i lange Rækker, hoppende op og ned i Takt med Dansen, Kvindernes alvorlige, næsten gnavne, Mændenes skinnende og skraalende; men alle var de røde som nyflaaet Kød, og Vandet drev af dem.

De sang om gæve Kæmper og lede Trolde og Drager. Om Ridderen, der spændte sit Sværd ved Lænd og satte Hjælmen paa Hovedet. De sang hans smukke og mandige Afskedsord, inden han drog afsted, sang hvorledes han listede sig bag paa Dragen for til Slut at fælde den i aaben Kamp. Og Stemmerne hævede og sænkede sig, og Rækkerne skiftede Udseende med Sangens Stemning. Snart var Stemmerne dæmpede og dybe, og Rækkerne skred langsomt og roligt fremefter. Saa kom Kampen med de djærve Hug og Dragens Hvæsen. Da hævede Stemmerne sig, blev høje og skingre, og Fistelhylene hven gennem Luften som skarpe Sværd, medens Rækkerne svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage. Mændene stampede og sparkede, hævede Hænderne i Vejret og svingede dem, medens de sprang alenhøjt i Vejret. Da kunde man se den gæve Ridder, høre Kampgnyet, Sværdets Hvin og Dragens Dødsrallen.

Se Thomas og Elias. Se hvor de sneg sig afsted. Nej Elias var bedst, han næsten krøb henad Gulvet bag paa Dragen med alle Muskler spændt for i næste Øjeblik at springe op mod Loftet foran Dragen og forskrække den som en Trold, der har mistet Laaget. Og se hans Mandighed under Striden og hans Glæde og Sejrsstolthed efter Kampen.

Idioten stod og saa paa alt dette, og hans Ansigt skinnede som en Sol. Folk puffede og stødte til ham, idet de myldrede ind og ud, brydende Kæden for at komme ud og hvile sig eller atter træde ind i Dansen, medens Kæden ustandselig svirrede rundt og rundt. Men han mærkede intet. Han bare saa og saa, slugte det med Øjnene.

Se Skafferen, der staar dækket bag Kakkelovnen og skænker Brændevin i et Ølglas. De dansende, der kommer forbi, drejer kun Hovedet om imod ham, saa holder han Glasset til deres Læber og følger med, til de har drukket færdig. Og se Hullet i Rækken histovre. Nej, det er intet Hul alligevel. Det er to smaa Praase, der er kommen med i Rækken og nu følger de dansendes Bevægelser med aarvaagne Øjne og gør Trinene efter.

Nu er de færdig med Kæmpevisens hundrede og nogle og tredive Vers. Langsomt standser Dansen, Kæden brydes, og de dansende samler sig i Smaaklynger rundt i Stuen. Saa begynder en høj Fistelstemme henne i et Hjørne paa en ny Vise. Klyngerne spredes til Kæder, der vugger frem og tilbage og søger efter Takten. Men Kæderne sluttes sammen, Takten lyder igennem; og atter maler Kredsen rundt, medens Takten langsomt stiger til Drøn, en stadig rullende Torden.

En, to, tre—fire. — En, to, tre—fire —.

Aldrig havde Idioten været saa glad som denne Nat. Alle disse Mænd, som han aldrig før havde kendt, dem kendte han nu. Hvor forstod han ikke deres Glæde, deres Hyl, deres Hop og deres Sorg. Han kendte Elias, han kendte Thomas og Johannes. Nu først, nu kendte han dem. De Folk der maatte han kunde tale med, tale til Fornuft. Nu var Tiden kommen, hans Tid. Nu vilde de forstaa ham.

Han følte, hvorledes Modet, der saa længe havde været stængt inde i hans Bryst, brød alle Skranker og vilde frem. Nu. Nu skulde det være.

Han styrtede ind blandt de dansende, brød Rækkerne og arbejdede sig frem til Midten af Stuen.

Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede omkring ham som Møllevinger, tvang Folk tilbage.

Og han for rundt i Kredsen og fægtede med Armene. Godmodig trak de dansende sig tilbage, til de stod i en tæt Kreds langs Stuens Væg.

Kredsen blev tættere og tættere, thi Folk strømmede til gennem Døren. Og alle smilte de forventningsfuldt.

Da var det, mens han stod midt i Kredsen og stirrede rundt paa alle de smilende Ansigter, at han blev forvirret og standsede. Han havde glemt sin lyse Ide; han havde glemt, hvad det var, han vilde gøre.

Men Ansigterne blev ved at smile. Gamle Elias brød Kredsen og polkerede frem imod ham i de forunderligste Bugter, og alle Mændene begyndte at hidse ham og raabe opmuntrende til ham, medens Kvinderne smilte.

Da greb han den Pige, der smilede mest, rykkede hende ud af Kredsen, trak hende til sig med sine store, plumpe Hænder og kyssede hende.

Hun strittede imod. Men alle Mændene hylede og skreg af Begejstring, og alle de andre Piger smilte.

Og idet han holdt Pigen fast med sin ene store Lab, svang han den anden i Luften og saa sig triumferende rundt i Kredsen. Nu havde han gjort det. Nu havde han fundet det. Nu, nu. Nu havde han erobret sig sin Plads og sin Pige.

Og medens Tilskuerne jublede, bøjede han sig ned for atter at kysse Pigen.

Men Pigen blev rød, og hendes Øjne blev blanke, og med begge Hænder stødte hun ham fra sig, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var faldet.

Kredsen hylede og vred sig af Latter, men denne Gang var det ham, de lo ad.

Da var det, som om det altsammen ramlede ned over ham. Han forstod intet af det hele, men Latteren rev og flængede i ham, og med dukket Hoved listede han ud af Stuen.

Men da hans Ryg forsvandt i Døren, kunde man se, at den havde faaet endnu et Knæk.

PIGEN

De havde et Billede til derhjemme foruden ham i Triumfvognen, en høj, mager Ærkebisp eller Kardinal med graat Asketskæg og brogede Klæder og med en mægtig stor og umaadelig dekorativ Kvælerslange snoet op omkring sig. Ham lignede han ogsaa.

Hun gik og kikkede paa ham for at hitte ud af, hvem af de to det var, han lignede mest. Og hun kikkede og spekulerede saa længe, at hun kom ud af Takten. For naar en Pige først er begyndt at sammenligne en Mand med noget stort, hvad enten dette store sidder i en gylden Triumfvogn eller er en Bisp med en dekorativ Kvælerslange om Livet, er det ved at blive galt fat.

Hans Øjne svævede ud over Rækkerne, og pludselig slog de ned i hendes, og han smilte.

Hun sænkede Øjnene og saa mod Gulvet. Men lidt efter gik hun atter og kikkede. Atter slog hans Øjne ned i hendes. Han smilede igen, og hun slog Øjnene ned som før.

Hun følte, det var galt, at hun gik der og kikkede paa et fremmed Mandfolk, og hun lovede sig selv, at hun ikke vilde gøre det oftere. Men mens hun gik og rodfæstede denne Beslutning, slog Øjnene atter ned i hendes. Og denne Gang kom det saa pludseligt, at hun rødmede ved det.

Det morede ham aabenbart dette med Øjnene. Lade være med at kikke kunde hun ikke. Men hun forsøgte at passe paa og vare sig, naar Øjnene kom. Men det gik ikke, thi allerbedst som han saa hen i en anden Kant af Stuen, vendte han sig, og Øjnene slog ned i hendes, inden hun fik sig dukket.

Hun skammede sig hver Gang, som blev hun grebet i Tyveri. Og saa gik hun i lang Tid og saa ned i Gulvet. Da hun atter saa op, var han der ikke.

Hun kikkede og kikkede, først med sænket Hoved og sky Øjne. Men da hun ikke kunde finde ham, blev hun ivrig. Hovedet hævede sig, og Øjnene gik søgende rundt.

Det gav et Sæt i hende, og hun sænkede atter Øjnene. Han var traadt ud af Dansen og stod i et Hjørne af Stuen og smilte og saa paa hende. Han havde set det hele.

Langsomt bevægede Kæden sig fremad, slyngende sig ud og ind. Nu passerede hun Kakkelovnen og Thomas, saa kom Hjørnet. Nu maatte han være lige bag ved.

Alt hendes Blod stod stille af Spænding. Saa greb han hendes Haand, brød Kæden og traadte ind i Dansen ved Siden af hende. Og da var det, som om noget i hende knækkede sammen.

Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel mærkede hun Mændene smile og Kvinderne se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede han sig ned og talte til hende.

Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel næppe nok. Men han havde saadan en fast, blød Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid til, og som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang han talte, og hun svarede meningsløst.

Hvor længe det varede, vidste hun ikke. Men til Slut brød han Rækken, traadte ud af Dansen med hende og lukkede Kæden efter dem. Da saa hun op et Øjeblik, saa de mange listige Smil i Mændenes Ansigter og Kvindernes stive Ansigter, der saa og kun saa.

Det var mørkt udenfor. Himlen var sort som en Pløjemark, men Sneen laa som en svag Lysning over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og op over Fjældet.

Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. Det var som om Mørket og Husene slog sammen bag dem. Men Sneen laa lys og smilende og glitrede skælmsk op over Fjældsiden foran dem.

Nu og da mødte de et Par, der gik langsomt og talte sammen, og som veg langt til Siden for dem. Da trykkede han hendes Arm, og hun kunde mærke, at han smilte, og hun blev rød, skønt hun ikke vidste hvorfor.

Hun gik med sænkede Øjne. Sneen knirkede og smaasnakkede under deres Fødder. Og Stenblokkene stod mørke og alvorlige ret op og ned i den hvide Sne og saa og saa, ligesom Kvinderne havde set paa hende inde i Dansestuen. Men saa var der andre af dem, der stod paa skraa, som holdt de Hovedet paa Skakke, og de smilte listigt ligesom Mændene.

De sad oppe paa Fjældsiden og saa ned over Fjældet. Han talte, og hun sad og stirrede frem for sig, men hun saa intet, hørte intet. Det var, som om der var noget over hende, noget, som hun frygtede, men ikke kunde skyde bort, noget stort og lyst, som hun ikke kunde se.

Saa tav han.

Forunderligt, hun havde først set ham i Dag, og nu sad hun her ved Siden af ham og ventede, ventede, hun vidste ikke selv paa hvad.

Hun havde aldrig set ham før, og det undrede hende, at hun sad her ved Siden af denne fremmede Mand. Men alligevel, det var saa naturligt og selvfølgeligt, kunde umuligt være anderledes.

Og hun følte, at han ikke var som de andre Mænd, hun kendte. Hun følte, der var noget stærkt, der laa gemt i ham, og som de andre ikke havde.

Da smilte han og bøjede sig frem over hende og kyssede hende roligt og varsomt, men det jog igennem hende, saa hun knap kunde aande. Fjældet gled bort, Himlen løftede sig og forsvandt. Og det blev til ham alt, alt sammen.

Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften og faldt dybt, dybt ned mod det haarde Fjæld.

"Kom," sagde han. Hun rejste sig viljeløs. Og de gik ned over Fjældet.

Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule Flammer smaahoppede og viftede omkring de lange, sorte Taner. Men Dansen malede rundt og rundt, som vilde den aldrig høre op.

Han stod henne i Hjørnet bag Kakkelovnen og talte med Thomas. Hun saa dem smile.

Saa løftede han Hovedet og saa ud over de dansende. Hans Blik gled hen over Rækken, men det standsede ikke ved hende.

Dansen malede rundt og rundt med drønende Fodslag. Han havde atter vendt sig bort og talte videre med Thomas. Saa drak de af Ølglasset, og hans Blik gled atter ned over Rækken, denne Gang langsomt og søgende, nu var det lige ved hende.

Hendes Hjærte hamrede højt og heftigt. Saa standsede det med et Ryk. Blikket var gledet forbi, hun havde ikke fanget det. Hun havde set, hvorledes det med Vilje var sprunget forbi hende. Og nu gled det videre ned over Rækken, langsomt og søgende som før.

Nu standsede det. Det var en lille, rød Jente, der havde faaet Tag i det og holdt det fast. Hun saa, hvorledes det lod sig holde fast, og at han smilte som overrasket.

Dansen malede rundt og rundt. Han havde brudt Kæden og dansede nu bøjet over den lille, røde Jente, der smilte mod Gulvet.

Hun saa, hvorledes de dansendes Øjne rettedes mod de to, hvorledes Mændene smilte skælmsk, og hvorledes Kvinderne saa og kun saa.

Og hun følte, hvorledes Øjnene nu og da vendte sig mod hende, og at Mændene da smilte haanligt, medens Kvinderne saa og saa, men ogsaa i deres stive Ansigter var der Haan.

Hun følte dem som saa usigelig fremmede alle disse Mennesker, som havde hun aldrig kendt dem, skønt hun kendte hver eneste en iblandt dem og havde set dem hver Dag, fra hun begyndte at se. I Aften kendte hun dem ikke.

Dansen malede rundt og rundt. Lysene oste af Mangel paa Luft og blaffede og viftede med syge, gule Flammer om de lange, sorte Taner.

Mændene smilte haanligt, og Kvinderne saa og saa. Men hun havde glemt dem, saa kun mod Døren, gennem hvilken de to var gaaet ud. Kom de dog ikke snart tilbage; kom de dog ikke snart.

Da var det, Idioten styrtede frem i Sværmen, brød Kæderne og arbejdede sig midt ind i Stuen. Hans lange Arme svingede rundt som Møllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske.

Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille, røde Jente og huskede kun ham. Hun hørte atter Sneen knirke og smaasnakke under sine Fødder. Og hun smilte.

Da følte hun en tung, plump Haand, der greb haardt om hendes Arm og trak hende frem i Stuen. Og pludselig saa hun Idioten bøje sig ned over hende, og hun følte hans kolde, klamme Læber mod sine.

Hun hørte Latteren omkring sig, men hun fattede den ikke, saa bare hjælpeløs ned over Rækkerne.

Da fik hun Øje paa ham. Han var traadt ind ad Døren med den røde Jente og stod og saa og smilte.

Alt Blodet skød hende til Hovedet, og med sine knyttede Hænder stødte hun til Idioten, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var faldet.

Hun hørte Hylet, der ligesom slog sammen over hende, slog sammen bag hende. Men hun saa intet, sansede intet, før hun hørte det knirke og smaasnakke under sine Fødder. Da løftede hun Hovedet og saa Sneen lysne mellem de smaa, tjærede Huse. Hun kendte Vejen, vidste, at hun gik hjemad.

Og hun brast i Graad. — — — — — —

Maden var spist, Tønderne var tomme. Brylluppet var slut.

Det var slut med Dansen, der havde varet uafbrudt tre Nætter i Træk fra tidlig Aften til sen Morgen. Det var slut med Lammestegen og Skinsakjøtet, og det var slut med de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac.

Det var tredje Dags Morgen efter Brylluppet. Det var raakoldt og taaget. Sneen laa snavset og halvsmeltet gennem Bygden, over Markerne og op over Fjældet. Og en svag Blæst strøg fra Fjorden ind over Øen, rullende træge, dorske Bølger foran sig ind over Strandens Sten og Rev. Himlen var graa og snavset, og Fjorden lignede en dyndet Landevej med opkørte Hjulspor.

Bygden laa snavset og tavs midt i Sølet og Taagen og lignede en eneste stor Mødding, og den var som uddød. Kun nede ved Landingsstedet var der Folk. Mænd, Kvinder og enkelte Børn. Kvinderne var byltrede ind i Tæpper og Kaaber, saa man daarligt kunde se, hvad der var op og ned paa dem. Mændene var træge og tavse med blege Ansigter, vildt Skæg og rødrandede Øjne. De havde endnu ikke faaet Bryllupsglæden sovet ud.

Baadene blev gjorte i Stand, sat i Vandet og bemandede. Saa krøb de fra Land med tunge, trætte Aaretag. Det var Bryllupsgæsterne, der tog hjem.

Kun nogle faa Folk var kommen ned til Stranden for at se paa Afrejsen, de stod forvaagede og harkede og spyttede sejgt og skuttede sig i Morgenluften og saa paa, hvorledes det tyndede ud i Baadene ved Stranden.

Saa stødte den sidste Baad fra Land og gled langsomt udefter. Da den var kommen lidt ud, standsede den, og Mændene hvilede paa Aarerne.

Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg Huen af og svang den mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen, syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod en høj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. — Det var Idioten.

"Det var en grim Afskedshilsen og et stygt Minde," sagde den unge Mand og saa alvorligt paa Thomas, idet han lod sig falde tilbage paa Toften ved Siden af ham.

"Hæ, stygt Minde," vrængede Thomas foragteligt. Hans Stemme var saa rusten som et gammelt Spiger, og hans røde Skæg strittede som Piggene paa et sindssygt Pindsvin. "Stygt Minde, stygt Minde. Jeg gad se det Minde, der ikke er stygt, naar man haler det frem paa en saadan Morgen og ser det rigtig efter i Sømmene. — Ræk os Flasken, Elias."

Men Elias tog Flasken fra Munden og sukkede.

Det var det sidste, der var igen af de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac.

MAGTESLØS

Det var hen i Oktober. Vinteren var kommen vadende nordfra over Havet med en bidende skarp Nordenvind i Ryggen. Oppe paa Fjældene havde den bredt sit nye, hvide Snelagen hen over Toppe og Tinder. Nu laa den deroppe paa de haarde Bolstre og lurede, parat til at slaa ned over Dale og Bygder som en Rovfugl.

Nede i Bygden var man utryg. Man kunde føle dens stirrende, graa Øjne og dens kolde Aande, der stivnede Jorden og gennemisnede Folk og Fæ. Saa slog Vejret pludselig om. Det begyndte at blæse fra Syd.

I tre Dage blæste det mere og mere op. Havet rejste sig i Fraade og larmede og buldrede mod Klipperne. Husene rystede, som skulde de styrte sammen. Stormen sled i Fjældene, som vilde den rive dem op med Rode. Og Søvand og Regn piskede ind over Land.

Tredje Dags Aften lagde Stormen sig. Og fjerde Dags Morgen var det blikstille. Og Havet laa som et skinnende, blankt Spejl.

Luften var atter lun og fugtig. Stormen havde jaget Vinteren langt nordpaa ud i Havet, og oppe fra Fjældtoppene hang dens nye, hvide Lagen, forjasket og sønderrevet, i Laser ned over Fjældsiden. Det var atter Sommer.

Den Dag kom der mange Bygdefolk roende ind til Øgruppens Hovedstad med Faar, thi det var lige i Slagtetiden. Men de Folk, der først skulde op i Fjældet og fange Faarene, kom ikke afsted den Dag. De maatte vente til den næste.

Femte Dags Morgen drog 6 Mænd afsted fra en af de nærmeste Bygder med Slagtefaar. Vejret var endnu smukt, og Søen rolig; men Himlen var overtrukken, og Barometret faldt. Derfor gik de ikke Søvejen til Hovedbygden, men nøjedes med at ro den halve Mil over Fjorden, trække Baaden paa Land ved Bygden her og gaa Resten af Vejen til Fods.

Først hen paa Eftermiddagen havde de faaet deres Ærinder forrettede og begyndte Hjemturen. Det var allerede ved at mørkne, Himlen var sort, og det var begyndt at blæse fra Nord.

Blæsten tog jævnt til, og da de var kommen halvvejs til Bygden, hvor de havde Baaden, begyndte det at regne.

Det var ikke en Bygeregn, der begynder voldsomt og pludseligt med store, tunge Draaber for at ophøre lige saa pludselig, som den er begyndt. Det var en Regn af dem, der begynder fra en bælgmørk Himmel, der hele Dagen har trukket sammen og fortættet sig, en Regn, der begynder ganske smaat med smaa, fine Draaber, og langsomt og sindigt bliver stærkere og stærkere, tættere og tættere, og som bliver ved og bliver ved at pøle ned, til man til Slut ikke sanser Forskel paa Himmel og Jord.

Og samtidig med at Regnen tog til, blev Blæsten stærkere og stærkere. Det var en Blæst med gode Lunger. Roligt og besindigt øgede den sin Styrke, stadig blæsende fra samme Kant uden at puste og uden at gøre et Sidespring. Det var en Blæst af dem, der ved, hvad de vil, og som kan vare og stige i dagevis.

Sligt Vejr er farligt, især naar Vinteren staar bag og følger det i Hælene.

Da de 6 Mænd kom til Bygden, hvor de havde deres Baad staaende, var de drivvaade. Og Søen var allerede nu for oprørt til, at de turde vove sig ud i Baad. De kom ind til Bonden og fik sig en Hjærtestyrkning, Mad havde de ikke smagt hele Dagen. Og saa holdt de Raad.

Der blev talt baade frem og tilbage, Konerne sad derhjemme og ventede paa dem og vilde sikkert blive urolige, hvis de ikke kom. Klokken var endnu ikke mere, end at de kunde naa hjem til Aften. Og den to Mil lange Vej ind omkring det inderste af Fjorden kendte de paa deres Fingre, den var de gaaet mange Gange, og den kunde under heldige Omstændigheder gaas paa et Par Timer. Og skulde den ogsaa tage 3 Timer, saa vilde de alligevel naa hjem i ordentlig Tid.

Paa den anden Side var det et slemt Vejr. Blæsten tog stadig til og Regnen ligesaa. Men en Smule Blæst var jo for intet at regne, sligt var man vant til heroppe. Og med Hensyn til Regnen, saa var de heller ikke ukendt med den, og gennemblødte var de i Forvejen, saa det var rent umuligt at blive vaadere. Desuden ventede der dem tørt Tøj derhjemme. Og Varmen skulde de nok kunne holde, saa længe de gik.

Saa var der ogsaa det, at Bonden her i Bygden, thi der var kun en Bonde og en Bondegaard i hele Bygden, større var den ikke, daarligt nok kunde huse de 6 Mænd. Det kunde jo endda gaa, thi de Folk var ikke kræsne med et Nattelogi; men alligevel, rarest var det jo at komme hjem til sit eget.

De sad paa Bænken langs Væggen i Røgstuen og drøftede Sagen. Vandet drev af dem i stride Strømme, saa Katten og Hønsene krøb ind under Komfuret og gemte sig. Bonden var gæstfri, som alle Bønder, han vilde gerne huse dem alle. Men Resultatet af Raadslagningen blev, at de tre bestemte sig til at blive og de tre til at gaa.

Bonden vilde endelig traktere dem, inden de gik. Men nu, da de havde besluttet sig til at gaa, gjaldt det at komme afsted saa hurtigt som muligt. Desuden kunde de jo sagtens gaa de Par Timer til, naar de nu havde gaaet hele Dagen uden at spise.

De tre besindige, der havde besluttet sig til at blive, forsøgte at overtale dem, men de vilde ikke høre noget, havde bare travlt med at komme afsted; og de var ikke fri for at smaaskose de tre, der ikke vilde med. Saa gik de ud i Regnen og Mørket.

Paa Færøerne har man ikke Landeveje. Dels er der ingen Penge til at anskaffe dem for, dels er det klippefulde og stejle Terræn ikke egnet til Vejanlæg. En smal Fodsti, der ofte aldeles forsvinder, saa Vejen kun markeres af en Række Stendynger, Varder, paa de højereliggende Punkter, saaledes ser en færøisk Vej ud.

Vejen mellem de to Bygder ind om Fjorden befærdes kun af Folk fra Bygderne og endda kun, naar Fjorden ikke er sejlbar, og nogen særlig afmærket Vej findes derfor slet ikke.

Da de tre Mænd var kommen ud af Indmarken omkring Gaarden og ud i den uopdyrkede Hauge, gik de afsted i Gaasegang. Regnen strømmede ned med uformindsket Voldsomhed, og Stormen tog stadig til. Deres gennemblødte Klæder ydede dem ingen Beskærmelse mod Regnen og Stormen. Men de var glade og ved frisk Mod, de skulde jo vise, hvad de duede til, at de ikke var af den Slags, der lod sig holde tilbage af slig en Smule Vejr.

Samtalen var munter og spækket med Spottegloser over de tre, der var bleven tilbage. Lidt efter lidt døde den dog hen. Og de gik tavse fremad.

Man hørte kun Stormens Hvin mellem Klipperne, Regnens plaskende Slag mod Stenene og den svuppende, sivende Lyd af de gaaendes Trin i det opblødte Dynd.

Den unge Knøs gik efter de andre med ludende Hoved.

Han havde siddet og befundet sig saa vel inde i den varme Røgstue, saa vel, at han syntes, at Vejen var ingenting. Han havde hjulpet de to andre med at spotte de tre, der vilde blive tilbage. Og han havde smilt og storleet ad deres alvorlige Ansigtet og betænkelige Miner. Hvad var den Stump Vej vel værd at tale om.

Men da han rejste sig fra Bænken, og da Døren aabnede sig foran ham, og Mørket og Regnen slog ham i Møde, havde han følt, at han var træt.

Han havde let Trætheden bort og spottet dem, der var bleven tilbage. Men Mørket og Regnen slog ham paa Munden, til han tav.

— Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. — Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med.

Den Tanke havde bidt sig fast i ham og var bleven som en Melodi, han gik efter.

— Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. — Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med.

Men nu var det jo for sent. Han havde været med til at le ad de andre, der blev tilbage, havde spottet sin Far og Bror, da de gjorde ham Forestillinger om det urigtige i at gaa. Nu kunde han ikke opgive det.

— Hvis jeg nu kalder paa de andre, og de standser, vender sig om og ser paa mig, og jeg kommer hen til dem og siger: "Nej, det var alligevel dumt at gaa, nu vender jeg om og gaar tilbage." — Hvor vil da Spottegloserne regne ned over mig. Og naar jeg saa tier stille og ikke svarer dem imod, da vil de efterhaanden holde op med at spotte og bare staa tavse og se paa mig, og se, at jeg er mindre, end de troede. Og tilsidst vil det saa komme langsomt og alvorligt, som naar Voksne raader et Barn, der ikke formaar at raade sig selv: "Ja, saa maa du jo hellere gaa tilbage til din Far og din Bror."

Og saa. — Ja saa var han mærket for Resten af sit Liv, kunde aldrig blive Mand som de andre. Altid vilde de spotte ham med det. Og naar de ikke nænned at spotte ham, vilde det være endnu værre.

Nej, nej. Det kunde han ikke. Han havde tænkt sig dette som en Bedrift, som en Udmærkelse. Skulde det nu blive til en Skamplet, der altid vilde klæbe ved ham.

Hvor roligt de gik der foran uden saa meget som at vende sig om og se efter ham. De var sikre paa, at han kunde gaa med. De anede ikke, hvad det var for Tanker, han gik med. De anede ikke, ingen anede, at han var saadan en Svækling, saadan en Pjalt.

Og de tre, der nu sad tilbage i Bondens varme, lune Røgstue og talte om dem, der gik afsted gennem Mørket og Regnen. Hvor vilde de ikke se paa ham, hvis Døren gik op, og han traadte ind i Stuen. De vilde smile til ham og sige, at han havde baaret sig fornuftigt ad. Men hvordan vilde de ikke se paa ham. Pjalt, Pjalt. Nej, nej. Han maatte holde ud, nu han var begyndt.

— Men det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.

Takten vedblev at dunke i hans Hoved, vedblev at gentage og gentage det, ikke heftigt, men lavmælt og roligt, som den taler, der ved, han har Ret.

Han kunde være bleven tilbage hos de andre. — Men nu.

Det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.

Saa opdagede han, at han var ved at sakke agterud.

"Herregud, hvor de dog gik hurtigt."

Han skottede op mod Himlen, der gabede imod ham som en sort, bundløs Afgrund, blev ængstelig og gik hurtigere til for at indhente de andre.

Det kneb. Han snublede over et Utal af Sten og i en Mangfoldighed af Huller. Men han naaede dog op bag ved dem, og han kunde lige holde sin Plads.

— Det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo godt.

Det var Løgn, men der var alligevel en Slags Trøst i de Ord. Og det var, som om det gik bedre efter den Melodi.

Da de passerede Elven inderst inde i Fjorden, vidste han ikke, hvor Fødderne traadte. Og hver Gang der kom et stærkt Vindstød buldrende imod dem, stod han stille og svajede som et Siv. Men endnu tyggede hans Hjærne i Takt med Fodslagene paa de samme Ord.

— Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.

Det var nu bælgmørkt. Der var ikke Menneskebolig i Mils Omkreds. Og der var ikke det svageste Lys at se hverken paa Jord eller Himmel. De kunde knap skimte deres egne Fødder i Mørket. Men stadig gik det fremad mod Storm og Regn.

Væden drev dem ned over Ansigt og Krop i en uafbrudt rindende Strøm. Og Stormen gennemisnede dem til Marven, thi det blev koldere og koldere. Det var som at kæmpe sig frem paa Bunden af en Elv, foroverbøjet og snappende efter Vejret.

— Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.

Han tumlede frem over Stenene, snart til højre og snart til venstre, kastet hid og did af Stormen og Vejens Ujævnheder.

Han hørte en af Mændene sige "halvvejs". Der var ellers ikke mælet et Ord i lange Tider. Han forsøgte at stramme sig op med den Tanke, at der nu kun var Halvvejen tilbage. Men det gik ikke. Han var træt, dødtræt.

Han mærkede, han sakkede mer og mer bagud. Men han kunde ikke hjælpe det. Saa hørte han den forreste standse.

"Han kan ikke vinde med," hørte han ham sige. Den anden mumlede i Skæget og gik nogle Skridt videre. Saa standsede han ogsaa ligesom modvillig.

Han gik fremad imod dem, forsøgte at gaa fast og jævnt.

"Er du træt?" spurgte den første.

"Næ," svarede han. Han vilde have sagt nej; men Ordet trak sig saa underlig langt i Halsen paa ham.

"Kom saa afsted. Vi kan ikke staa stille her." Og saa gik det atter fremad mod Storm, Regn og Mørke. Men langsommere.

— At du alligevel ikke vendte om, tænkte han. Men nu er det for sent, nu er det altsammen for sent.

Det lysnede i Mørket under dem. De passerede en Elv, der styrtede sig fraadende ned over Fjældsiden med et rasende, uafbrudt Brøl. Saa gik det atter ind gennem Mørket.

— Hvis de nu gaar fra dig. Hvad saa. Hvad saa. — Men det gør de ikke. Nej, det kan de ikke gøre.

Der kom et Vindstød og pressede ham for Brystet, saa han vaklede og væltede over mod en Klippeblok. Han maatte holde sig fast med begge Hænder for ikke at falde. Der stod han.

De andre standsede forude og talte lidt sammen. Saa kom den ene hen til ham.

"Du er træt?"

"Ja."

"Kan du ikke mer?"

"Nej."

"Lad mig hjælpe dig. — Tag ved hans anden Arm," føjede han til til den anden, der nu ogsaa var kommen hen til dem.

— Nu maa du holde ud. Nu gælder det. Nu maa du holde ud.

Han vaklede afsted hængende mellem de to Mænd og blev ved at gentage det for sig selv.

— Nu maa du holde ud. Nu maa du holde ud.

Men Tanken havde ingen Kraft. Og han kunde ikke holde den fast.

— Bare der var et Lys at gaa efter, tænkte han. Men der var kun Mørke, Mørke.

Og da var det med et, som om Mørket kastede sig over ham og tyngede ham til Jorden, ned i Mørket.

Saa hørte han en Stemme over sig:

"Kom nu op."

Der var en sær haard Klang i Stemmen. Og han kom op.

"Kom saa."

Og atter slæbte de afsted med ham gennem Mørket.

Han vaklede frem med lukkede Øjne som en Søvngænger. Nu og da svigtede Bevidstheden ham, saa blev han trukket og puffet afsted.

Der kom et Vindstød farende og standsede dem alle tre. Det varede længe, inden de kom i Gang igen.

— Det nytter ikke. Det nytter ikke. Herregud, at de ikke kunde se, at det ikke nyttede.

Og ligesom paa Trods lod han sig falde. De kunde ikke holde ham oppe, og han faldt forover imellem dem med Ansigtet mod Jorden.

"Hvad er nu det for Kunster. Kom nu op."

Men han rørte sig ikke; bare hvile, hvile.

De tog fat i ham og forsøgte at stille ham paa Benene. Men Benene gav efter og kunde ikke bære ham. Saa lod de ham synke tilbage igen.

— Hvis de nu gaar, tænkte han. Men han følte intet ved Tanken og gad ikke engang aabne Øjnene for at se, om de allerede var gaaet.

Mændene stod et Par Skridt derfra og talte sammen. Det var bleven en alvorlig Historie, dette her. Saa kom de tilbage.

"Kom nu op; nu gaar vi."

Og de begyndte atter at bakse med ham, men det nyttede intet.

Bare de vilde lade ham i Fred. Det nyttede jo ikke.

"Vi kan ikke lade ham ligge her og dø som et andet Stykke Kvæg. — Hvad gør vi nu?"

"Ja, hvad gør vi nu?"

De stod lidt og overvejede. Regnen pølede ned over dem, og Stormen rev og sled i deres Klæder.

"Vi maa sætte ham op bag en Sten. Saa bliver du hos ham, mens jeg gaar til Bygden efter Hjælp. Der kan kun være en halv Mil igen nu. — Hvem kunde ogsaa have tænkt sig det."

Saa satte de Knøsen i Læ med Ryggen op ad et Klippestykke. Den ene af Mændene satte sig ved Siden af ham, og den anden gik afsted mod Bygden for at hente Hjælp.

Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blæst. Han tumlede afsted gennem Mørket, snublede over Stenene og gled ud i Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastværk og ikke kan se.

Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej da aldrig faa Ende?

Saa opdagede han, at han var gaaet vild, gik endnu nogle Skridt fremad, han vidste ikke mere hvor, snublede over en Sten, styrtede næsegrus til Jorden og blev liggende.

Vandet, der pilløb ham ned over Nakken, fik ham atter til Bevidsthed, han kom i Tanker om, at han skulde hente Hjælp, opdagede, at han laa i Elven, og begyndte at krybe frem paa Hænder og Fødder over de glatte Sten i Elvens Bund.

Endelig naaede han over Elven og krøb op ad Breddens Skraaning. Men da han fik Hoved og Bryst op over Diget, for Stormen lige imod ham og tvang ham atter ned bag Diget. Atter krøb han op. Og med Hovedet og Brystet blottet for Stormen stirrede han frem i Mørket.

Bag ved ham smaaklukkede og smaanynnede Elven, som var den en flittig Arbejder, der passede sin Dont og ikke agtede, hvad der ellers foregik omkring den. Men foran ham fløjtede og peb Stormen hen over Jorden. Det lød, som om den hylede og græd og lo og skreg. Han kunde ikke se en Fod frem for sig, saa mørkt var det. Og alligevel. Han skimtede de sorte Omrids af et Uhyre, der laa der midt i Mørket paa Spring, strakt hen over Jorden imod ham.

Et Øjeblik blev han liggende paa Hænder og Fødder og stirrede frem mod Uhyret, der blæste og blæste og truede med at blæse ham om paa Ryggen. Han kunde nu skimte det mægtige, udspilede Hoved med de store, tykke Kinder, der hang ud over Marken til begge Sider. Det gled nærmere og nærmere mod ham og blæste, saa det sved og flaaede i hans Ansigt og Bryst. Men han holdt sig fortvivlet fast og strittede imod. Først da Uhyret naaede helt hen til ham og stødte til ham med sin sorte, klamme Snude, opgav han Kampen, dukkede Hovedet ned bag Diget og sank tilbage i Elven.

Og medens han laa paa alle fire i det rindende Vand og undrede sig over, hvorfor Elven havde saa travlt, og hvad det egentlig var, den vilde fortælle, randt hans Bevidsthed bort med det rindende Vand.

Himlen hang som en vaad Svamp, og Vandet sivede og sivede fra den ned over Jorden. Stormen buldrede løs oppe mellem Fjældene, for hvinende og hujende frem mellem Haugens Sten og Klippestykker, greb Regndraaberne om Livet, rev dem med sig og slyngede dem i Forbifarten mod Sten og Jordknolde, saa det smeldede og strintede langt bort, eller tabte dem i Hastværket med smaa Plump i Vandpytterne mellem Græsset og Mosset.

Alting silede af Væde. Selv Stenene syntes at være fyldt og overmættet med Regn. Og midt i Mørket og Væden sad en Mand sammenkrøben bag en Sten med en bevidstløs Knøs ved Siden af sig, og ventede paa Hjælpen, der skulde komme.

Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt sad han og ventede og ventede, medens Vandet sivede ned over ham. Stormen og Regnen for hærgende frem over Haugen og fyldte Mørket omkring ham med sære, uhyggelige Lyde. Og medens han sad og stirrede frem for sig og anstrængte sig for at finde et Holdepunkt derude i Mørket, ved hvilket han kunde lade sit Blik og sin Tanke hvile, sad han og kæmpede en afmægtig og haabløs Kamp med en Tanke, der ubønhørlig trængte paa og vilde frem.

— Det var jo i Grunden hans Skyld, at det var gaaet, som det var. Han havde været saa kry paa det. Det var jo ingenting at tale om den Pjalt Vej. Og han havde skræppet op som en æggesyg Høne og spottet de andres fornuftige Indvendinger.

— Men hele Skylden havde han ikke. Nej, nej. Langtfra. De andre havde stemt i med og hjulpet ham; og saa.

Men det var ham, der havde faaet Ideen. Det var ham, der havde foreslaaet, at de skulde gaa. Nej, nej. Det kunde ikke nytte at nægte det. Det var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat tumlede afsted i Mørket, maaske gik vild og tumlede om et Sted oppe i Haugen.

— Store Gud, om han gik vild, medens han sad her og ventede.

Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt. Men Knøsen. Hvis Knøsen nu sad der og døde for ham, inden der kom Hjælp.

Han strakte Haanden ud til Siden og fik fat i en iskold, vaad Haand, der laa i hans som en død Fisk.

— Store Gud, om han nu sad og døde for ham. Eller maaske han allerede var død.

Han følte op over den kraftløse Arm og naaede op til Ansigtet. Det var vaadt og klamt som Haanden og hang bøjet ned mod Brystet. Han famlede uroligt omkring i det for at finde et Livstegn. Han kaldte Knøsen ved Navn, men fik intet Svar. Ikke en Trækning røbede, at hans Stemme blev hørt.

— Hvis han nu allerede var død?

Hans Arm stivnede af Skræk, og han rev hastig Haanden til sig.

— Død. Død.

Han sad og stirrede frem i Mørket, medens Stormen larmede, og Regnen sivede ned omkring ham.

— Saadan skulde det gaa. Saadan skulde det være. Og han var Morderen og sad her ved Siden af ham, han havde myrdet.

— Hvad var det, rørte han sig? Nej, det var kun Stormen, der ruskede og sled i Stenen, bag hvilken de sad.

Han lyttede og lyttede. Hvert Øjeblik for han sammen, skræmt af Stormens Hvin og Regnens Plasken og Siven; troede, det var Knøsen, der rørte sig, stønnede, sukkede. Til Slut kunde han ikke udholde det længer, han maatte have Vished.

Han samlede alt sit Mod, lænede sig frem over Knøsen og rørte ved ham.

Han gøs, da han rørte ved hans Legeme, men han tvang sig til at holde Haanden presset mod hans Bryst.

— Var det Indbildning. Nej, Brystet steg og sank, men ganske, ganske svagt. Gud ske Lov, saa var han da ikke død endnu. Men hvor længe vilde det vare; hvis Hjælpen ikke snart kom, saa.

Hvor blev den Hjælp dog af. Den kunde have været her for længe siden, for lang, lang Tid siden. Hvor længe havde han siddet her, sikkert i Timevis. Men det var jo uforsvarligt at lade ham sidde her og vente ved Siden af en døende.

Han lyttede. Nej, der hørtes intet andet end Stormen og Regnen. Han stirrede ud i Mørket, men der var intet Lys at se.

— Hvor blev dog Hjælpen af, hvor blev dog Hjælpen af. Og hvor det regnede.

Han strakte atter Haanden ud og rørte ved Knøsens Bryst. Det bevægede sig endnu op og ned, men svagere end før. Og Lemmerne var vist ved at stivne.

— Store Gud, han sidder og dør for mig.

Og han blev pludselig greben af Skræk for at sidde her i Mørket ved Siden af en døende Mand. Naturmenneskets Rædsel for Døden kom over ham; og han klynkede som et Barn.

— Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre?

Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat var gaaet vild i Mørket, til Vished. Saa klart og pludselig slog Visheden ned over ham, at det blev lyst i Mørket omkring ham, og han saa tydeligt i Lyset sin Kammerat ligge næsegrus kastet til Jorden foran sig.

Da rejste han sig og raabte om Hjælp. Raabte og skreg ud i Mørket, som vilde han sprænge sine Lunger. Og han lyttede og spejdede ud i Mørket.

Og Haarene paa hans Hoved reiste sig. Han kunde mærke, hvorledes Knøsen ved hans Fødder ganske langsomt væltede sig over paa Siden og greb hans Ben og kneb det.

Han skreg.

Og greben af en panisk Rædsel styrtede han afsted, løb, løb ud i Mørket. Han gled og faldt og han løb til han atter faldt, bare løb og løb, løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte bort, bort.

Da pludselig fortættedes Mørket foran ham, og han løb Panden imod. Han havde ikke Kræfter til at vige til Siden og løbe videre. Hans Hænder bare famlede over den glatte Flade og fik fat i en skarp Kant.

Og medens hans Hænder famlede op og ned ad den skarpe, lodrette Kant, gik det langsomt op for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus. Krumbøjet og stønnende famlede han sig frem over Væggen, til han traf et Vindue.

Han bankede paa Ruden, atter og atter, til han hørte, der kom Liv i Huset. Og da han hørte Skridt, bankede han endnu en Gang haardere end før og sank bevidstløs ned ved Væggen.

Hele Bygden var til Begravelse. Hele Bygden undtagen Thomas.

Han stod ved Gavlen af et af de yderste Huse i Bygden og stirrede frem mod Kirken. Sort og lille stod den midt i Sneen, der laa drysset i et tykt Lag ned over Fjældet helt ned til Fjordens blanke Flade. Og Sangen kneb sig ussel og fattig ud gennem Sprækkerne i de tjærede Trævægge.