Fra Mindebo: Jyske Folkeæventyr

14. Snedkerens Hævn.

En anden Gang gik Snedkeren over Kirkegaarden og saa to af Præstens Kalve gaa der inde. Han fik fat i den ene og førte den hen til Kirkeklokken, som hængte i et Stillads ude paa Kirkegaarden, og bandt Klokkestrængen til Kalvens Hale. Saa gik han sin Vej og lod den staa. Det var sent om Aftenen, og lidt efter, da nogle kom gaaende der forbi, hørte de Klokken klemte, og hver Gang den gav et Slag, gav den saadan en underlig Lyd i Tilgift. Naar Kalven vilde løbe, kom den til at trække i Klokkestrængen, og saa gav det et Klemt, men straks efter trak Klokken den tilbage, og den sagde: Bø! De Vejfarende løb nu hen til Præsten og fortalte ham, at Kirkeklokken var i Gang, og hver Gang den havde givet et Slag, kom der saadan en underlig Lyd. Præsten var gaaet i Seng, men kom nu op og fik en Del Folk med sig op paa Kirkegaarden for at se, hvad det kunde være. Da saa de, at det var Præstens Kalv, der var bunden der. Præsten anede straks, at det var Snedkeren, der havde været paa Spil.

En anden Gang, da Snedkeren kom over Kirkegaarden, fik han Præstens So lokket hen til Kirkedøren og lukkede den inde i Kirken. Derefter gik han hen og kaldte paa Præsten og sagde, at han endelig maatte komme op, for der var Spøgeri i Kirken. Præsten kom i Klæderne og fik fat i en hel Del bevæbnede Folk med forskjellige Redskaber, for han skulde jo op og mane dether Spøgeri ned. Da de kom til Kirkedøren, var der ingen, der vilde lukke op og gaa først ind. Endelig blev det bestemt, at Degnen skulde lukke op, og Præsten skulde saa holde sig tæt bag ved ham. Men idet han nu aabner Døren, springer Soen ud imellem Benene paa ham og farer afsted med ham. Degnen troede, det var den Slemme selv, og raabte til Præsten: »Faawal, Faae, mæ tow han da.« Soen løb hjem med Degnen og lagde ham paa Præstens Mødding.

Nu havde Præsten jo igjen Mening om, at det var Snedkeren, der var paa Spil, og han satte ham atter i Rette for hans Skarnsstykker. Saa tænkte han: »Nu maa a se at hævne mig, saa det kan batte noget.« Der laa en Mølle i Pastoratet, og han vidste, at Præsten tit kom i Besøg der. Der laa et Gangbræt over Aaen, og det skulde Præsten gaa over paa, naar han skulde ned til Møllen. Saa en Vinterdag havde Snedkeren faaet opspurgt, at Præsten vilde i Besøg, og han gaar da ned og saver Pælene over, som Brættet var lagt paa, men dog ikke helt, saa de lige kunde holde sig. Derefter gaar han hen bag et Træ og skjuler sig der for nu at blive Vidne til, hvordan det vilde gaa, naar Præsten kom. Han tænkte ingen Ting paa og spaserede midt ud paa Brættet, men da skred det ud i Aaen, og Præsten sad i Vand lige til Halsen og kunde ikke redde sig selv op. Da Snedkeren nu havde faaet ham anbragt der, kom han gaaende ad Vejen der forbi, ligesom tilfældigt, og udbrød: »I men kjære Hr. Pastor, hvordan er det dog, I sidder i det. Nu skal a skynde mig og løbe ind i Møllen og hente Hjælp, saadan at vi kan faa jer op.« Da han kom ind i Møllen, talte han dog ingen Ting om. Konen bød ham sidde ned og faa en Bid Mad, og da han var færdig med det, sagde han til hende: »A skal love for, vor Præst han sidder godt i det.«

»Hvordan det?« siger hun.

»Jo, da a kom gaaende med Vejen, da sad han ude i Aaen lige efter Halsen.« Nu fik Konen travlt og fik Folk sendt ud at hjælpe Præsten op. Først nu syntes Snedkeren, han havde faaet Hævn nok for alle de Irettesættelser, Præsten havde givet ham.

Snedkeren kom til sidst galt af Sted. Han var gaaet ud for at se paa, hvordan Rakkerne flaaede en Hest, og da de saa var færdige med at tage Skindet af, tog de og slog det over Hovedet paa Snedkeren. Fra den Tid maatte han finde sig i at blive regnet med til Rakkernes Lag. Det burde nu ogsaa hævnes, og da Rakkerne, der ogsaa var Skorstensfejere, en bestemt Dag skulde hen at rense Skorstenene paa en nærliggende Herregaard, og han fik det at vide, gik han derhen efter at have anskaffet sig et Pund Krudt. Da én af dem var kommen op i en Skorsten og næsten igjennem den, satte han Fyr til og hvistede saa Skorstensfejeren oven ud af den, saa han faldt ned i Graven, der var uden om Gaarden. Saadan gik han omkring til alle Skorstenene og fik efterhaanden gjort ved dem allesammen, saa de fik en god Dukkert hver.

Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut.

15. Røverslottet.

En Konge havde tre Sønner, og den ene af dem skulde være Konge efter ham, men den anden skulde have en stor Arvepart. Saa vilde han ud i Verden at se sig om, og han sagde, at han rejste for at træffe hans Lykke. Men han rejste vidt omkring og lod ikke til at kunne træffe den. En Formiddag kom han forbi et Slot, hvorpaa der stod med store Bogstaver: Drager du ind, er du ulykkelig, og drager du forbi, er du endnu mere ulykkelig. Saa beslutter han sig til at drage ind. Han red paa et Mulæsel, og da han kom indenfor Porten, kom der en stor rødskjægget Person og tog hans Æsel, og en anden rødskjægget Karl tog i ham selv og hyt ham ind for Hunden, ilag en tredje lukkede Porten for ham. Han formodede saa, de tre var Brødre, men de gjorde ikke noget hyggeligt Indtryk paa ham. De bød ham nu ind, og saa skulde han have noget at spise. Han fik Mad, og en Pige kom og vartede op ved Bordet. Saa da det var til Side, siger han, at nu maatte han helst se efter at komme afsted igjen.

Nej, han skulde vente at faa Middagsmad, de skulde have Suppe.

Ja, saa biede han saa længe. Men den Suppe lidd han ikke godt, for den var lavet paa ene Menneskefingre, der var skilt ad i hvert Led. Nu tykte han endnu mindre om at være der, men de blev ved at holde ham ved Snak, til det blev Aften, og saa maatte han lige godt til at blive der Natten over.

Han faar Aftensmad, og saa siger den ældste af Karlene: »Du kan godt faa et Kammer for dig selv at ligge i, og det kan du lukke af.«

Ja, det var godt nok, siger han.

Men han maatte intet Lys tage med sig. De fører ham derind, og saa kan han gaa i Seng, naar han vil. Nu gaar han og føler omkring, og saa støder han paa nogle døde Menneskekroppe. De hængte paa en Bjælke der inde fra den ene Ende af den til den anden. Han tager én af dem og lægger i Sengen med Natlue paa, og saa tager han en hel Del af de andre ned og smider sammen i en Dynge, kravler op paa den og slaar tre Fjæl op i Loftet. Derefter gaar han op og lægger sig der oppe en lidt.

Saa kom Røverne ind i Kammeret, og Mesteren for dem havde en Knippel, som han giver ham, der laa i Sengen, et Skrald med og sagde: »Der har du den, for det jeg tog dit Æsel.« Saa giver han Knippelen til den anden Røver, og han slog til ham i Sengen og sagde: »Den skal du have, for det jeg hyt dig ind for Hunden.« Saa fik den tredje Knippelen, og han gav det tredje Skrald med de Ord: »Den skal du have, for det jeg lukkede dig ind.« Nu skulde Pigen til at slaa, men hun kunde ikke. »Ja, saa kan jeg«, sagde Mesteren.

Da de nu var gaaet ud af Kammeret, kom Prinsen i Tanker om, at han vilde ikke være der til Dag, om der var Raad til. Han føler omkring paa Loftet og finder et Tov, og saa hænger han det fast i Vinduet og lader det gaa ned til Jorden. Det kunde nok naa, og han kommer saa ned i Tovet. Det var tæt ved Aaen, og nu svømmer han over den. Da stod han i en Ellebusk og var helt drivvaad. Men Røverne havde dog mærket Uraad, og de kommer ogsaa ned til Aaen. Mesteren siger, at han var nok rendt langs med Aaen, men de andre mente, at han var svømmet over til den anden Side. De fik dog ikke Mesteren til at tro det, og saa gik de ind igjen, uden at der blev gjort videre Undersøgelse.

Da Prinsen nu ikke mærkede dem længere, forsøgte han paa at komme langs med Aaen, og det varer saa ikke længe, inden han støder paa et andet Slot. Der boede en Konge, for i de Tider var der mange Smaakonger. Han mældte sig nu ved Staldmesteren om Morgenen og vilde have Tjeneste. Han bliver ogsaa antaget som Stalddreng, da den, de hidtil havde haft, var bleven syg.

Nu skulde han hver Morgen vande Hestene ved Aaen, og det var tæt ved det Sted, hvor Røverne ogsaa vandede deres. Da kunde han se hans Æsel og var vis paa, at han fik det aldrig mere. Derover græd han. Det lagde Staldmesteren Mærke til, og han gik op til Kongen og mældte om den Dreng, der saadan græd hver eneste Morgen. Saa bliver Drengen selv ført derop og bliver forhørt. Nu fortæller han hele Omstændigheden for Kongen og alt det hele, hvordan det var gaaet ham der paa Røverslottet.

»Det kan jeg ikke forstaa«, siger Kongen, »de Folk der er mine bedste Venner. Men hvordan mener du, det kan bevises, hvad du her har fortalt?«

Det var nemt at bevise, siger Prinsen, »for jeg kan klæde mig ud som en Tiggerkjælling og kan gaa derover med en Kurv paa Armen, og saa gaar du imidlertid derover paa et lille Besøg og ser, hvordan det gaar mig.«

Ja, det gik Kongen ind paa. Tiggerkjællingen kom saa og bankede paa, og den ene rødskjæggede Karl kom og lukkede op, men huggede den straks i igjen, da han saa, hvem det var.

»Hvad gjør du det for?« siger Kongen, der var kommen først ind og var bleven vel modtagen.

»Aa, det var ikke andet end en Tiggerkjælling.«

»Lad hende komme ind«, siger Kongen, »hende kan vi faa mange Nyheder af.«

»Véd du noget nyt?« siger Kongen.

»Ja, det er ikke saa meget gammelt«, siger hun, »det sidste jeg var her, mist jeg mit Æsel.«

»Saa har du været her før«, siger Kongen.

»Ja, og det er Røvere, der bor her.«

»Hvad siger du! kan du bevise det?«

»Ja, jeg kan«, og saa begynder Røverne at vise Kongen omkring, for det forlangte han. Men saa var der et Kammer, de ikke kom ind i.

»Hvad er det for ét?« siger Kongen.

»Det er et Rustkammer.«

»Nej, det er netop det villeste Bevis for, at vi er i en Røverrede«, siger Prinsen.

De gaar saa derind, og da faar de de døde Kroppe at se, for det var netop det Værelse, han havde ligget i. »I er jo Røvere«, siger Kongen og er helt ivrig, og han griber med det samme hans Sabel og hugger Hovedet af Mesterrøveren, te det snurrede. Prinsen griber ogsaa hans Sabel og hugger Hovedet af den anden og den tredje.

»Hvad skal vi nu gjøre ved Pigen?« siger Kongen.

»Hende skal jeg ægte«, siger Prinsen, »for hun har intet ondt bedrevet og vilde ikke slaa til mig med Knippelen.«

»Saa vil jeg skjænke dig Slottet her at bo i.«

Kongens Folk maatte nu over at hjælpe dem at faa alle de Lig begravet, og saa blev der ordentlig ryddet op der inde. Der fandtes saadan Rigdom, at det var helt umaadeligt, og den skulde Prinsen ogsaa have. Saa holdt han Bryllup med Pigen i otte Nætter og Dage, og saa levede de i mange mange Aar paa det Slot og holdt godt Venskab med Kongen.

Jens Gudesen, Siem.

16. Flugten fra Trolden.

Drengen følger nu med ham hjem, og saa viser han ham omkring. Da han har faaet det at se, gaar Manden ud igjen, og Drengen gaar nu og ser paa Arbejdet. Han kunde ikke forstaa, hvordan han skulde faa alt det Mog ud, saa meget som der var, og han gav sig straks i Lag med det. Manden havde forbudt ham at komme sønden for Huset, der var noget, han ikke maatte se, og da han nu havde moget i flere Dage, og det næsten ikke kunde blive kjendt, saa tænkte han paa at rømme derfra, for der var jo ingen Udvej til at udføre hans Bestilling, tykte han.

»Men hvad mon der er sønden for Huset?« tænkte han, »det vil a dog have at se, inden a render.«

Han lister sig da derom, og saa ligger der to store Hunde, og der sidder en Jomfru og spinder.

Drengen bliver ræd for Hundene og hummer sig noget tilbage. »Kom du kuns nærmere«, siger Jomfruen, »og snak med mig. Hvant er du kommen her?«

Ja, han fortæller jo, hvordan det er gaaet til, og hvad han skal udføre.

»Det kan du slet ikke gjøre noget ved«, siger hun, »men vil du være tro, skal a hjælpe dig.«

Ja, det vilde han da.

Saa sætter hun de to Hunde hen at moge, og det varer kun et Øjeblik, saa er det Arbejde færdigt. Saa siger hun igjen: »Nu skal du gaa hen og fodre Hesten med Hakkelse for Næsen og Ild for Enden og saa fodre Bøllen, som du plejer. Saa gaar du ind og finder et Fyrjærn og en Kjæmmekam, og der ligger ogsaa en lille Gren, du skal have med, for de tre Dele kan være dig til stor Nytte, og dem putter du i din Lomme. Saa vil vi flygte begge to, men du maa bruge dig, for nu er det Tiden. Du lægger Bidsel og Saddel paa Hesten og trækker saa den ud.«

Han skynder sig ogsaa alt det han kan og finder Delene og trækker Hesten ud. De sætter dem saa begge to op og rider. Da de havde redet en bitte Krumme, saa siger Jomfruen: »Se dig tilbage, om du fornemmer ingen Ting til.«

Nej, han mærkede ikke noget.

Et Stød efter siger hun det samme igjen. »Mærker du ikke noget endnu?«

»Jo, nu kommer Trolden.«

»Pas saa paa, naar han kommer saa nær, at han vil tage efter Halen af Hesten, at du tager og smider den Kjæmmekam bag over dig.«

Han smed den ogsaa, og da blev der en Sandbanke bag ved dem saa stor og saa lang.

»Det var prægtigt«, siger Trolden vredt, »det skal du ikke have gjort for intet.« Han tilbage og henter den blaa Bøl, og den skraber sig saa gjennem Sandbanken.

Saa siger Jomfruen til ham igjen, at han skal se tilbage.

»Ja, nu er han lige bagved os.«

»Saa skal du smide Fyrstaalet bagved dig.«

Da han havde gjort det, var der den største Ild, saa Trolden paa ingen Maade kunde komme igjennem den. »Det skal du ikke have gjort for intet«, siger Trolden, »men det er der ingen Fare ved«, og han hentede den blaa Bøl, og den pissede i Ilden og slukkede den. Saa knøg Trolden igjennem som ingen Ting.

»Mærker du ikke noget?« siger Jomfruen.

»Nej«, siger han, og Hesten løb af al Kraft.

»Mærker du endnu ikke noget?« siger hun et Stød efter.

»Jo, nu kan a høre ham, nu er han ikke langt henne.«

»Pas nu paa at smide den Gren, naar han tager efter Halen af Hesten.«

Da han saa gjorde det og var kommen nær nok, smed Drengen Grenen ned for ham, og da blev der den største Skov, der var saa tæt og stor, te Trolden kunde aldeles ikke komme igjennem. Nu skulde han hjem efter den blaa Bøl, og han var jo arrig.

»Nu gjælder det om, at vi kan redde os«, siger Jomfruen, »vi har ikke langt til Kristenjord, men det varer heller ikke længe, inden han kommer igjen.«

»Ja ja«, siger Trolden, da han kom til Skoven, »a skal nok tage jer«, og han var gal i Hovedet. Han kommer snart igjennem, for Bøllen kunde gjøre ryddeligt, hvor den kom.

»Mærker du ikke noget?« siger Jomfruen til Drengen.

»Nej«, siger han, og Hesten løb af al Magt.

Lidt efter siger hun igjen: »Mærker du ikke noget endnu?«

»Jo, a tykkes, a hører ham.«

»Det bliver ikke mere, end vi kan redde os«, siger Jomfruen. Saa kommer de for en Grøft, og der springer Hesten over. Da kom den paa Kristenjord, og saa var de frelst, for der kunde Trolden ikke komme. Men han var saa nær, at han rykkede en Lok Haar af Halen paa Hesten, og saa siger han: »Havde du ikke været hos mig saa længe, saa havde du ikke kunnet gjøre mig det Spil.«

Nu stod de af Hesten og lagde dem lige saa trætte og faldt snart i Søvn. Da de vaagnede igjen og kom til dem selv, sagde Jomfruen: »Nu skal du hugge Hovedet af Hesten og sætte til hans R..«

Nej, det kunde han ikke gjøre, sagde Drengen, for det den havde været dem saa tro.

»Jo, du skal gjøre det, ellers hugger jeg dig ihjel«, siger Jomfruen.

Saa gjorde han det, og nu blev Hesten til det pæneste Mandfolk, en kunde se for sine Øjne. Det var en Prins, og han og Jomfruen var Søskende. Saa rejste de hjem til det Land, hvor de var fra, og Kongen deres Fader tog imod dem med stor Glæde. Trolden havde stjaalet dem fra ham for flere Aar siden, og saa havde han fortroldet Sønnen til en Hest. Nu blev Drengen gift med Søsteren, for det hun vilde have ham, han havde jo dog frelst dem, og saa fik Prinsen Riget at raade over efter hans Faders Død.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.

17. Jomfru Nøggel.

Saa var der et Par Folk, som havde en Søn, og han var ude at tjene. En Gang vilde de hen at besøge ham og skulde over den Bro. Manden havde nok hørt, hvordan det forholdt sig der, men brød sig ikke om den gamle Snak, sagde han, og saa blev de for silde paa Færde og kom til Broen, efter at Solen var gaaet ned. Da han kom midt paa Broen, stod Hestene stille, og han kunde ikke piske dem af Stedet. Der kom nu en Trold op til dem og spurgte dem, hvad de holdt der efter.

Ja, Hestene vilde ikke gaa længere, siger han.

»Da kan jeg hjælpe dig, dersom du vil give mig det, der sidder næst ved din Kones Bryst.«

»Det kan a sagt gjøre«, siger Manden, »riv et Stykke af din Særk og smid ned til ham«, siger han til Konen.

Hun gjør det, men Stykket kom straks op igjen.

»Da skulde en vel ikke tro, det var ligefrem et Stykke Kjød«, siger Manden, »men saadan maa det være.«

Konen krympede sig ved det, men de kunde ikke blive holdende der. Hun skar et Stykke af og smed ned, men det kom ogsaa op igjen. Saa vidste de ikke, hvad de skulde; nu fik Trolden selv at sige dem, hvad det var.

Ja, det var hendes Foster, han vilde have, siger han, og det var en Dreng. Naar han var tolv Aar gammel, skulde de sende ham hen til denher Bro.

Det lovede de straks, for Manden troede ikke, det fik noget at betyde, og aldrig saa snart han havde sagt ja til det, saa kunde de kjøre. De kom hjem, og en Tid efter fødte Konen en Dreng. Nu kunde de nok forstaa, at det fik noget at betyde.

Da han blev tolv Aar, sendte de ham et Sted hen med en lille Bylt under Armen, saadan te han kunde komme over Broen.

Da han kom midt paa den, sank han ned og blev ved at synke længe, indtil han kom til en grøn Sti, og den fulgte han, til han kom til et lille Hus. Der gik han saa ned. I Kakkelovnskrogen sad en gammel Heks, han havde aldrig set saa grim en gammel Kjælling, og ved Bordet sad en bitte Pige, han havde aldrig set saa kjøn en bitte Pige. Hende tykte han straks saa godt om, og hun hed Venete. Han fik noget at spise, og saa skulde han i Seng.

Da han var kommen til Ro, hørte han nok, Bjærgmanden kom hjem, og han kom ind til ham om Morgenen, lav han laa i Sengen, og sagde: »Nu skal du staa op. Her er en Greb og en Skovl, du skal gaa ud og moge vor Faaresti, og den skal være ren inden i Aften, a kommer hjem.« Der havde været 100 Faar i den i 100 Aar, uden at den havde været moget, og dersom den ikke var i Stand til Aften, saa skulde han af med Livet.

Saa gik Bjærgmanden sin Vej, og Drengen tog Skovl og Greb og begyndte, men lige straks satte han sig paa Dørtrinet og græd, for han kunde jo forstaa, det Arbejde kunde han ikke udføre. Som han nu sad der, kom den lille Pige hen til ham og spurgte, hvad han græd for.

Saa fortæller han, hvad det var. »Der kom en Mand ind til mig og sagde, a skulde moge Faarestien inden Aften, og hvis a ikke blev færdig, skulde a miste mit Liv. Men a kan jo godt forstaa, a kan umulig blive færdig, for Stien har ikke været moget i hundrede Aar, og a er saa kjed af at komme af med Livet.«

»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig, saa skal a nok hjælpe dig«, siger Venete, og saa tager hun Greben og begynder at moge. Da hun havde arbejdet en lille Tid, var alting, som det skulde være, og i god Orden, da Bjærgmanden kom hjem.

Han spurgte straks, om Faarestien var moget.

Hun siger ja, og da han nu fik at se, det var sandt, saa siger han: »Den slog dig ikke under Øret, der har lært dig det.«

Næste Morgen kom han hen til Sengen med en Hammer og en Sav og en Fil og sagde: »Her er nogle smaa Pinde, og dem skal du bygge en Lade af i Dag. Den skal være saa lang og saa vid, og den skal være færdig inden Aften, og har du den ikke bygget, naar a kommer hjem, skal du dø.«

Han satte sig og græd ligesom Dagen før, og Venete kom igjen hen til ham og sagde: »Hvad er der nu ved det med dig?«

Ja, saa fortalte han, te han skulde bygge en Lade af de Pinde, og det kunde han jo ikke.

»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig«, sagde hun, »saa skal a hjælpe dig.«

Det lovede han, og saa tog hun Haandværkstøjet og huggede og savede en lille Tid, og straks stod Laden fiks og færdig.

Da Bjærgmanden kom hjem, sagde han: »A kan se, Laden staar der, og den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«

De kom saa i Seng, og næste Morgen kom Bjærgmanden igjen ind til Drengens Seng og sagde: »Her er et sort Faar, og det skal du vaske hvidt. Hvis du ikke gjør det, inden a kommer hjem, saa skal du af med Livet.«

Naa, han gav sig til at vaske paa Faaret, men det kunde lidt nytte, Dyret blev ved at være lige sort, og saa satte han sig og græd. Saa kom Venete og hjalp ham ligesom forhen, og han lovede at være hende tro og aldrig forlade hende.

»Nu skal vi afsted i Nat«, siger hun, »vi kan ikke være her længere, for det er ikke alene dig, men ogsaa mig, der skal dø, a er kommen her til paa en lignende Maade, men a har været her saa længe, te a har lært nogle af deres Kunster. Nu flygter vi, saa snart Bjærgmanden er kommen hjem, og naar du nu vil være mig tro, som du har lovet mig, saa skal a nok hjælpe dig.«

Da Bjærgmanden kom hjem, gik han straks hen til Faaret og saa efter, om det var bleven hvidt. »Har du selv gjort det?« siger han til Drengen.

Ja, han havde.

»Hm hm, den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«

Saa gik Bjærgmanden ind, og de kom i Seng allesammen. Men de unge sov jo ikke. Saa rejste Venete sig og skrev paa Ildstedet: Svit svat svie, svar, naar hun taler. Paa Kjøkkendøren skrev hun ligesaadan, og til sidst paa Sengestokken. Saa rendte de. Da de var komne noget hen, sagde hun: »A tør ikke se tilbage, men det skal du gjøre, ogsaa lige saa tit, for at se, om de ikke kommer efter os.«

Noget ud paa Natten vaagnede Bjærgkjællingen og sagde: »Jeg drømmer, jeg drømmer.«

»Hvad drømmer du?« siger Bjærgmanden.

»Jeg drømmer, te Venete er rendt bort med Knægten.«

»Kald paa hende da«, siger Bjærgmanden.

Saa kaldte hun: »Venete!«

»Ja, Mo'r!« svarede det paa Skorstenen.

»Der kan du høre, jeg kunde nok vide, Venete var her; lad mig nu have Ro.«

Hun ligger lidt igjen, saa siger hun: »Jeg drømmer, jeg drømmer.«

Han vaagner og siger: »Hvad drømmer du?«

»Jeg drømmer, te Venete er rendt væk med Knægten.«

Saa bliver han halvt ond, for hun havde jo spurgt, og Pigen havde svaret, men han siger jo alligevel: »Kald paa hende da.«

Hun siger: »Venete!« og det svarer: »Ja, Mo'r!« paa Kjøkkendøren.

»Lad mig nu have Ro til at sove«, siger han.

De falder da hen lidt igjen. Lidt efter begynder hun at klage sig over den Drømmen ligesom forhen. Da bliver han helt rasende og siger: »Saa kan du jo kalde paa hende da.«

Hun raaber: »Venete!«

»Ja, Mo'r, jeg er her jo«, sagde det lige ved dem. »Der kan du høre, hun er her«, siger Bjærgmanden arrig. Saa varer det atter en lille Tid, da begynder Bjærgkjællingen igjen at vrimpe og siger: »Jeg drømmer, jeg drømmer.« Da blev han for Alvor vred og vilde banke hende. »Nu vil jeg kalde«, siger han, »saa skal du se, hun er her godt nok. Venete!« raaber han, men det svarer ikke.

Nu kan det nok være, de kom af Sengen i en Fart, og saa satte de efter dem.

Drengen saa sig jævnlig tilbage, og saa siger han: »Nu er de lige tæt i Hælene paa os.«

Dertil svarte Venete: »Nu gjør a mig til en Dam, og saa skal du være en And, der sejler i Dammen.«

Saa kommer Bjærgmanden og hans Kone til Dammen. »Der er hun, der er han!« Men de kunde ikke komme til ham.

»Saa render vi hjem efter vort Asketrug og sejler ud efter ham.«

Da saa Bjærgfolkene var rejst, gjorde Venete sig til Menneske igjen, og de rendte det de kunde videre frem. Han saa sig tilbage: »Saa, nu er de her igjen.«

»Saa gjør a mig til et Træ, og du skal være en Rose, der sidder i Toppen.«

Da Bjærgfolkene kom til Træet, siger de: »Der sidder Rosen oppe i Træet. Nu maa a hjem efter min Saks, og klippe den af med«.

Naa, saa var Venete og Knøsen dem kvit. Saa siger hun: »Nu skal du ikke kalde mig Venete længere nu skal du kalde mig Jomfru Nøggel, og saa skal du love mig, du aldrig vil kysse nogen, for hvis du gjør det, saa glemmer du mig.«

Det lovede han, og saa gik hun hen ved Siden af en Mose, hvor hendes Forældre boede, men han gik hjem til hans Faders og Moders Gaard. Da han nu kom hjem, saa kjendte hans Moder ham straks, og hun vilde kysse ham, for hun blev saa hjærtelig glad ved ham. Men han skubbede hende til Side og vilde ikke kysse hende. Han talte ikke om, hvorfor han saadan bar sig ad, men da han var kommen i Seng og falden i Søvn, gik Moderen hen og kyssede ham. Da han saa vaagnede, kunde han ikke huske Jomfru Nøggel længere.

Saa kom han op paa Herregaarden og fik en Forvalterplads. Nu rygtedes det, at den Pige der i Mosehuset hun var kommen hjem til hendes Moder, og hun var saa kjøn. Saa vilde Førstekarlen der paa Herregaarden ned og tale med denher unge Pige om Aftenen. De sad og talte sammen hele Aftenen, og da han havde rejst sig og gjorde sig færdig til at gaa hjem, sagde han: »A kunde for Resten gjærne faa Tid til at sidde lidt her endnu, om ogsaa det er over Sengetid.«

»Det maa du godt«, sagde hun, »men saa skal du gaa ud og sætte Stangen for Yderdøren.«

Ja, det var nemt at gjøre. Han gaar ud og tager Stangen og sætter for Døren.

Lige i det samme siger hun: »Der kan du staa ved den, og den ved dig til i Morgen, Solen kommer.«

Saa blev han staaende til Dag. Da han kom hjem, spurgte de ham, hvordan han havde haft det.

»Ja, saa udmærket«, siger han.

Næste Aften saa vilde Andenkarlen ned at prøve det, og de sad og snakkede til Sengeaften. Han vilde ogsaa blive der lidt endnu.

»Ja, det maa du godt«, siger hun, »men saa skal du tage Ildtangen og en Tørv og gaa ud og lægge Ilden her ude.«

Ja, det var han villig til, og saa stod han jo og makkede og makkede og kunde ikke faa Ilden lagt.

Saa sagde hun: »Der kan du staa ved den og den ved dig til i Morgen, Solen kommer.«

Han blev staaende, og da han kom, spurgte de ham, hvordan det var der nede i Mosehuset.

Aa, det var saa udmærket morsomt, og saa vilde Tredjekarlen derned den tredje Aften. Da det var bleven Sengeaften, skulde han jo til at hjem, men vilde nok blive der lidt endnu.

Ja, det kunde han gjærne, »men her har a en bitte Kalv, kan du gaa ud og faa den ind først.«

Ja, det var han villig til.

Men den var tvære og ikke saa nem at komme afsted med. »Nu kan du blive staaende ved den og den ved dig, til i Morgen, Solen kommer.« Hun havde sagt, han skulde have i Kalvens Hale, og saa skulde den nok selv vise Vej, og han havde ogsaa faaet fat i Halen. Saa løb den med ham, og han løb efter den til om Morgenen, Solen kom, saa kunde han gaa hjem.

Imidlertid var Forvalteren bleven forlovet med Datteren der paa Herregaarden, og saa skulde Brylluppet være. Der kom tre Vogne til at kjøre til Kirken, og hver af de tre Karle kom til at kjøre én. Da de saa kjørte over Mosen hen til Kirken, saa gik Stjærtenavlen itu paa den forreste Vogn. Saa siger Kusken, det var jo Førstekarlen: »A tror bestemt, den unge Pige i Mosehuset hun har en Stang, der kan passe, maa a ikke gaa hen og laane den?«

Jo, det maatte han jo gjærne, og han laante saa Stangen til hendes Yderdør. Den passede akkurat.

Saa kjørte de lidt igjen, da gik Seltræerne itu paa den næste Vogn. Saa siger Andenkarlen: »Derhenne i det bitte Hus der har de en Ildklemme, a er vis paa, den kan akkurat passe«; om han maatte ikke løbe hen og laane den?

Jo, det maatte han gjærne, og han fik den ogsaa.

Den passede akkurat, og saa kjørte de lidt igjen. Saa styrtede den ene Hest. »Det er vel saa sært at faa den for«, siger Tredjekarlen, »men der henne i det Hus har de en Kalv, den er a vis paa, Tøjet kan passe til, og den kan trække og er god til at rende? maa a ikke gaa hen og laane den?«

Jo, og han kommer derhen og vil laane Kalven. »Ja, det kan du godt«, siger Jomfruen, »men saa vil a med til Brylluppet, og vil ogsaa sidde ved Brudebordet. Naar I kommer tilbage, skal I holde og tage mig med.«

Han kom saa med Kalven, og den kom for og kunde godt trække. De kom nu til Kirken uden videre Uheld, og da de kjørte hjem, holdt de uden for Mosehuset, og hun kom med. Saa skulde de til Bordet at spise. Da de skulde have Eftermaden, tog hun en Sølvdaase op af hendes Lomme og tog to Hvedekjærner af den og lagde paa hendes Tallerken. Saa kom der en hvid Due ind ad Vinduet og fløj hen og tog begge Kjærner. Saa siger Jomfru Nøggel: »Glem nu ikke din lille Mage, ligesom Knøsen han glemte Jomfru Nøggel.«

Da hun sagde det Ord og nævnede hendes Navn, saa blev han saa underlig, for nu kunde han huske hende. »Hvordan kan det være, a har glemt dig?« siger han, »a kyssede ingen, da a kom hjem.«

»Nej, du vilde ikke kysse mig«, siger hans Moder saa, »men a kyssede dig, da du var falden i Søvn.«

Saa siger han: »Ja, hvad der er sket her i Dag, det skal vi have gjort om igjen. Hun hører mig til, og a hører hende til«, og saa fortalte de deres Livs Hændelser der over Borde. »Havde hun ikke været«, siger Knøsen til sidst, »saa havde a ikke været i Live her i Dag.« Forbindelsen blev nu hævet med Herremandens Datter, og saa drak Knøsen Bryllup med Jomfru Nøggel bag efter, og de lever saa godt.

Ane Katrine Bærtelsen, Lomborg.

18. De gode Hjælpere.

En Mand havde tre Sønner, og de hed Povl og Per og Esben Naasvis. Nu var han meget fattig og kunde ikke evne at holde dem hjemme længere, end til de blev konfirmerede, og da Povl var den ældste, saa skulde han først ud at tjene. Faderen gav ham mange gode Formaninger med paa Vejen, og saa rejste han af, men meget forknyt var han. Saa kommer han om ved et stort Kongeslot, og der gaar Kongen udenfor.

»Hvor skal du til at hen, min Søn?« siger Kongen.

»Ja, a skal hen og være mig om en Tjeneste.«

Saa spørger Kongen, om han ikke vil tjene ham.

»Jo, det vil a godt.«

Naa, saa skulde han med ham ind, og Kongen sætter ham da for, han skal gjøre et Skib, der kunde gaa baade paa Land og paa Vand, »og naar du kan gjøre det, saa skal du have min Datter og det halve Kongerige, men hvis du ikke kan, saa skal der skjæres en Øl baade af din Bug og af din Bag, og saa strøes Salt og hede Emmer i.«

Naa, saa skulde han til at ud i Skoven og faa sig noget Træ. Han faar en Madpose lavet til, og saa gaar han, og han begynder at save og hugger og tumler. Da han saadan har arbejdet en Tid, sætter han sig paa en Trærod og løser for Madposen. Da kommer der en gammel fattig Mand til ham, og det var ingen anden end Vorherre. Han sagde: »Vil du ikke give mig en Meldmad med dig eller blot et bitte halvt Stykke, for jeg er saa sulten.«

»Nej, a kan ikke undvære noget, for a har saa meget at bestille, a skal have et Skib gjort, der kan gaa baade paa Land og Vand, og hvis a ikke faar det lavet, saa er der sat mig saa haard en Straf for.«

Den gamle Mand bød endda til at ville arbejde med, hvis han kunde faa et bitte Stykke Mad, men Povl sagde: »Nej, saadan en gammel Mand ser ikke ud til at kunne arbejde.« Han fik altsaa ikke noget, og den gamle maatte gaa igjen. Men saa varede det ikke længe, inden hans Madpose slap op, og han fik intet Skib færdigt. Straffen blev saa udført paa ham, som Kongen havde bestemt, og saa kunde han rejse med det.

Ja, saa blev Per konfirmeret, og saa skulde han ud i Verden. Ham gik det akkurat lige saadan som den anden, og han fik ogsaa en Øl skaaren af sin Bug og sin Bag, og saa blev der strøet Salt og hede Emmer i.

Saa kom Turen til Esben Naasvis, nu var han bleven konfirmeret. Faderen var saa bange for ham, da han drog afsted, og gav ham saa meget gode Formaninger med paa Vejen. Han rejste med et frit Mod og sagde, at han skulde nok skikke sig godt i Verden.

Da han kom om ved Kongeslottet, stod Kongen udenfor, og saa siger han: hvad han rejste efter?

Ja, han vilde da helst have sig en Tjeneste.

Saa tilbød Kongen ham at blive, og han skulde ogsaa til at bygge Skibet, hvis han kunde det, skulde han have hans Datter og det hele Kongerige.

Esben Naasvis tænkte mest paa Datteren, for hende havde han set og funden stor Behag i, men Riget brød han sig ikke stort om. Han kunde ogsaa snart forstaa, at han behagede hende. Saa skulde han til at ud i Skoven, og hun havde en rigtig god Madpose til ham og ønskede ham Velsignelse paa Rejsen, for hun vilde gjærne, det skulde gaa ham godt. Saa rejste han af.

Nu havde han ikke nænnet til at spise synderlig hjemme ved Faderen, og han var sulten og satte sig straks til at løse for Madposen. Da kommer den gamle fattige Mand ogsaa til ham. Om han maatte ikke faa et bitte Stykke med?

»Jo, a har en stor Madpose«, sagde Esben, »den kan nok slaa til til os begge.«

Saa spiste de begge to med god Appetit, og da det var til Side, hjalp den gamle ham at arbejde. Det var Esben godt tilpas med, for han havde taget sig et Arbejde paa, som han ikke kjendte det mindste til; han var saa ung og havde aldrig givet sig af med at være Skibstømmermand. Naar Esben forhuggede noget, saa var den gamle til Rede og rettede det. Det varede ikke længe, inden Skibet var færdigt, og de saa nu efter at faa Ende paa Madposen. Saa siger den gamle: »Naar du sejler nu hjem, kommer du nok til nogle paa Vejen, som du kan bruge og maa tage med.«

Ja, saa sagde han den gamle Farvel og rejste af. Lidt efter kommer han omkring ved én, der staar og nager i et Kjødben. »Hvad staar du og nager der i det Ben for?«

»Jo, for a kan aldrig faa Kjød nok«, siger han.

»Kom du saa og sid paa med mig.«

Længere hen kom han til én, der stod og sugede i en Øltap. »Hvad staar du og suger i den Tap for?«

»Det gjør a, for a kan aldrig faa Øl nok.«

»Kom saa og sid op med mig.«

Da han nu var kommen op, sejlede de videre. Saa kom de til én, der stod med hans ene Fod i hans Haand. »Hvad staar du der med din Fod i din Haand for?«

»Jo, for a kan rende til Verdens Ende fra en halv Time før Solen gaar ned, og til den er nede, og endda komme tilbage, før den er helt nede.«

»Kom du saa og sid op.«

Længere henne kom han til én, der stod og bankede i Jorden med en stor Nødde. »Hvad staar du der og banker i Jorden for?«

»A kan banke saadan, de kan høre det til Verdens Ende.«

»Kom du og sid paa med mig.«

Endelig kom han til én, der laa og luttede hen ad Jorden med et Par lange Ører. »Hvad ligger du der og lutter efter?« siger Esben.

»Jo, a kan høre hvert Ord, der bliver sagt, helt til Verdens Ende.«

»Kom du og sid paa med mig.«

Saa sejlede han, til han kom ind paa Slottet, og Skibet gik lige godt over Bakker som over Dale, og over Land som Vand. Saa gaar han ind og mælder sig for Kongen, at nu var han der med Skibet. Kongen og Dronningen og Datteren kom nu ud og skulde se paa det Skib, og det gik lige godt over alt. Saa blev der Sorg paa Kongen, nu skulde han jo til at miste hans Kongerige. Men saa finder han paa at forhale Tiden for Brylluppet og sætte ham noget for, som han ikke kunde udføre, og maaske komme af med Livet ved, saa var han skilt ved ham.

Først sætter han ham til at spise tolv Tønder Kjød paa én Gang. »Efter det strænge Arbejde er du bleven alt for mager«, siger han, »du skal have lidt at styrke dig paa.«

Han faar saa Kjødet og rejser af med det hen til det bitte Hus, hvor han havde de Folk, han havde faaet op med at sejle. Da han var kommen sejlende til Slottet, satte han dem nemlig ind i et bitte Hus og forseglede Døren, for at han kunde have dem der, naar han skulde have godt af dem. Han taler saa til den, der aldrig kunde faa Kjød nok, og beder ham hjælpe sig, for han begyndte at vente efter Bryllupsdagen.

Jo, det var han saa meget villig til, og de andre vilde ogsaa godt hjælpe ham. Det var nogle gode Hjælpere, han der havde faaet, for den første Mand han spiste en Tønde Kjød lige saa hastig, som alle de andre var om én.

Det varede nu ikke mange Dage, inden det Kjød var fortæret. Saa gaar han op paa Slottet og mælder, at nu var han færdig med det. Saa siger Kongen: »Du er ikke fed nok endnu. Nu skal du først drikke 12 Tønder godt Øl, inden du skal have Bryllup.«

Han rejser af med Øllet ned til det bitte Hus og beder ham, der var saa god til drikke, om at hjælpe sig. Han var villig nok til det, og de andre hjalp til, og saa varede det kun nogle faa Dage, inden det var til Side.

Saa mældte han sig igjen ved Kongen. Ja, det var godt nok, men Kongen havde nu faaet noget mere spekuleret ud.

Nu skulde han gaa til Verdens Ende og hente en Kjedel Tevand, der skulde bruges til Brylluppet, og det skulde han komme tilbage med, inden Solen gik ned, ellers fik han ikke Datteren. Da var Solen ikke uden en halv Time i Vejret.

Nu begyndte Esben at blive forknyt med sig selv. Men han kom jo i Tanker om ham, der var saa god til at rende, og saa skyndte han sig hen til det bitte Hus og forklarede ham Sagens Lejlighed. Den Gang han fik Besked, afsted lod han klø. »Naar Solen ikke er uden en halv Time i Vejret, saa kan den jo snart søkke.« Tiden gik, og den halve Time var snart omme, og der var ingen Ting at se endnu. Da beder han ham, der var saa god til at banke, om han vilde ikke have bunket, for at den anden skulde stræbe at løbe og komme igjen, da det var nu nærved Tiden. Jo, han banker, men der kommer ingen. Saa beder han Lutteren, om han vilde nu ikke have lagt sig ned og luttet efter, om Renderen var kommen til Verdens Ende, for Solen var da saa lidt i Vejret, og det var ikke fri, han var noget ængstelig nu. Jo, han lægger sig og siger: »Han har været der og faaet Tevandet, og det varer ikke mange Minutter, inden vi har ham.« Imens de snakkede om ham, saa havde de ham ogsaa paa Pletten, og Esben Naasvis var glad og skyndte sig afsted med Tevandet op til Kongen.

Saa var alt godt, og nu blev Brylluppet holdt, Kongen kunde indse, at han ikke kunde faa nogen villere Svigersøn. Der blev saa travlt med at lave paa det Gilde og byde sammen til det, og a blev ogsaa bøjen. De foræret mig en Boksnæse og en Papirsforkel og et Par Glassko, og saa bad de mig, om a vilde ikke gaa dem til Haande paa Bryllupsdagen. A har nu altid været saa villig og gik og hjalp med at vende Stegene og røre i Potter og Pander. Men saa vilde Ilden brænde vel stærkt, og de bad da, om a vilde ikke rende ud og hente et Par vaade Tørv, at det skulde ikke brænde slet saa stærkt. Da a stod og vendte Stegene, da breddes min Boksnæse, og da a fik de vaade Tørv i mit Forkel, saa gik det i Stykker. Da a saa gik og stampede i Stenbroen, gik mine Glassko i Stykker. Se saa var det til Side med alle de Dele, a var bleven foræret. Snip snap snude, nu er mit Emter ude.

Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.

19. Hesten Blank.

For omtrent en 50 Aar siden levede der en Konge i Spanien, han var Enkemand, og saa blev han gift og fik en ung Hustru. En Dag gik hun ude i Skoven at forlyste sig, og da blev hun pludselig henreven af en Heks. Kongen havde saa en Karl, der tjente ham, og han lod hans Ord lyde med, at det ikke var umuligt at tilvejebringe Dronningen. Nogle Dage efter blev Kongens Søn ogsaa henreven af en Heks, det var én, han havde med den første Kone. Saa lod Karlen hans Ord lyde med, at han ogsaa kunde skaffe ham imod at faa en god Betaling. Hvorpaa det Rygte kommer for Kongen, og han skikker Bud til Karlen, han skulde komme ind, Kongen vilde snakke med ham.

Karlen kommer ogsaa ind, og Kongen spørger ham: »Mon det virkelig passer, at du har sagt, du kan skaffe min Kone og min Søn til Veje igjen?«

Han siger ja, det troede han nok, han kunde, men han vilde have otte Dages Respit og høre sig for, hvor Heksen hun boede. Saa bliver han lige godt lidt forskrækket for sig selv, han kunde nok indse, det var vel meget, han havde taget sig paa. Saa gik han en Dag ude i Skoven og græd.

I samme Lag kommer der en Heks til ham, og den siger: »Hvad græder du for, min Søn?«

Ja, han fortalte hende hele Omstændigheden fra først til sidst.

»Nu skal du gaa tilbage til Kongen«, siger hun, »og forlange tolv tusend Rigsdaler, for Vejen er lang og besværlig. Du skal ogsaa forlange tolv Spænd Heste og en Kusk til hvert Spænd. Dernæst forlanger du tolv Køer eller Stude, og de skal slagtes og hugges i Stykker og Stumper, i Fjerdinger og Halvfjerdinger, ligesom du kan. Skindene skal være paa den ene Vogn, og dem maa du ikke røre undervejs, dem skal du have med til Afstedet. Heksen hun bor sønden for Solen og norden for Vinden og vesten for det babyloniske Taarn, og naar du saa kommer paa en halv Mil nær hendes Hjem, saa udviser hun Ulve, Bjørne og alle glubendes Dyr for at fange og fortære dig, men saa skal du have det Kjød at smide ud, saa de kan have det at ro dem ved i Sted for dig. Naar du saa kommer til Heksen, og du forlanger Dronningen og Sønnen, saa vil hun først se, om du kan nogen Ting fra den sorte Skole. Saa omvandler hun Prinsen til en Hest, og du skal da finde ham imellem 25 andre Heste. Men du skal ikke tage nogen af de pæne Heste, du skal tage den allergrimmeste, der er, for det er Sønnen. Saa omvandler hun Dronningen til en Hvedekage, og hende skal du finde imellem en hel Del andre. Du tager blot den midterste, og saa tager du din Kniv og forestiller, ligesom du vil skjære Kagen over. Saa giver hun sig til Kjende, og du har da fundet dem begge to.«

Nu lader vi det bero ved det, og saa lader vi det komme tilbage igjen til Kongen. Karlen kommer saa ind til ham og siger, at nu vil han begive sig paa Rejsen, men den er lang og besværlig, og han maa have tolv tusend Daler i Rejsepenge, og saa maa han have tolv Spænd Heste og en Karl og Kusk for hvert Spænd. »Dernæst skal jeg have tolv Køer eller Stude, lige meget hvilke det er.«

Alle disse Dele faar han, og saa slagter han Studene og hugger dem i Stumper, lægger dem og Huderne paa Vognen og kommer til Kjøren. Han fortsætter Rejsen i lang Tid. De kjører og kjører den evige Kjøren, men omsider kommer de til de Dyr, der var sendt ud for at fange ham. Nu skulde Hestene løbe alt hvad de kunde, og han og Karlene vilde smide ud af Kjødet. De glubende Dyr var der i hundredevis, og han bad Karlene smide ud af Vognene saa stærkt som de kunde, det ene Stykke efter det andet. Siden han nu kommer over den halve Mil, saa kjører han i Fred og Ro, og omsider naaer han da til Heksens Bopæl.

Han bad om at komme hende ved Tale. Hun kom ogsaa straks, og han spurgte, om det var muligt, hun vilde udlevere den Dronning og den Kongesøn med det gode, ellers skulde han sætte hende en Ring i Næsen, hun kunde ikke rode af sig i tre Aar.

Hun svarte, te hun vilde ikke lige straks, han skulde tjene dem først. »Nu omvandler jeg Sønnen til en Hest, og saa finder du ham allerførst«, hvorpaa hun udviste ham 25 smukke Heste i Stalden, og saa skulde han gjætte, hvilken af dem der var Sønnen.

Han staar og ser lidt paa dem. »Saadanne smukke Heste, som her er«, siger han, »dem kan jeg ikke bruge, for kommer jeg paa Ryggen af dem, saa førend jeg véd, saa rider jeg paa Papir. Men her staar et gammelt graat Mulæsel, det maa jeg have.«

»Det passer rigtig«, siger hun, »for det var netop Sønnen. Jeg vil endnu en Gang se, om du har lært noget i den sorte Skole.«

Det mente han nok.

»Nu i Morgen omvandler jeg Dronningen til et Hvedebrød, og saa maa du gjætte, hvilket det er.«

Dagen efter bliver der stilt saa mange Hvedebrød an for ham, te det var rasendes, og nu skulde han gjætte, hvilket af dem der var Dronningen. »Jeg vil tage nærmest for Haanden«, svarer han, »jeg tager den midterste Kage«, hvorpaa han tog hans Lommekniv og vilde skjære den over.

Saa siger Dronningen: »Skjær mig ikke, for her er jeg.«

Nu har han altsaa fundet hende. Men saa siger Heksen: »Jeg har endnu en Ting, jeg vil prøve dig med, om du har lært noget ordentlig i den sorte Skole. Der gaar en vild Hest ude i Skoven. Kan du fange den, saa faar du Dronningen og Mulæselet med dig hjem.«

Nu var gode Raad dyre. Næste Morgen gaar Karlen ned i Stalden til Mulæselet og siger til det: »Dersom du nu var Kongens Søn, saa skulde du give mig et godt Raad, men da du er et Mulæsel, saa kan du jo ikke.«

Æselet svarer ham og siger: »Det kan jeg. Du skal grave et Hul ude i Skoven lige saa stort, som jeg er, og der skal du sætte mig i. Saa skal du tage alle de Huder, som du har med dig, og dem skal du lægge ovenpaa mig. Saa skal du kjøbe tolv Tønder Hesteskosøm og strø ovenpaa Huderne, og endelig lidt Muld ovenpaa. Men naar du har put mig i Graven, saa tager du Bidselet af mig, og det skal du staa med tæt ved Graven og ringle med. Den vilde Hest vil da komme lige saa rasendes og slaa Fødderne ned over Hullet. Men for at den ikke skal træde mig ihjel, er det du lægger Huderne og Sømmene ovenpaa. Saa staar den ganske stille, og saa kan du lægge Bidselet paa den. Du kan da komme op paa den, og saa rider du paa den hen til Heksen. Du skal blive ved at lade mig være et Mulæsel, indtil vi kommer hjem. Saa skal du nok faa Besked paa, hvorledes du kan frelse mig, saa jeg kan blive en Kongesøn igjen.«

Han gjorde, som Mulæselet havde sagt, gravede Hullet og satte den ned i det. Dernæst lagde han alle Huderne ovenpaa Ryggen af det, og saa strøede han Hesteskosømmene ovenpaa igjen og endelig lidt Muld for at dække det hele. Men Bidselet havde han jo taget af, og saa stod han tæt ved Hullet og ringlede med det. Da kom Hesten farende, den hed Blank og var saa rasende, at den kunde høres en Mil væk. Som han nu stod der allerbedst, var Hesten der, den kom i saadan Galop og stod med en Fart helt stille paa Mulæselets Ryg. Men den var sukken igjennem alle Sømmene og stod paa de bare Huder. Saa lagde han Bidselet paa Blank og satte sig op paa den. Men i Forvejen havde han lejet Folk til at kaste Mulæselet op igjen.

Saa red han, og Æselet gik bag efter som et Føl. Nu kom han tilbage til Heksen og spurgte hende, om hun havde mere at sætte ham for, for nu med det første vilde han sætte hende noget for.

»Nej«, svarte hun, »jeg tør ikke have mere med dig at bestille, for du er langt klogere end jeg; den Hest har jeg aldrig kunnet fange.«

Altsaa er han nu færdig til Hjemrejsen, hvorpaa han kjøber sig 24 Stude, og dem slagter han. Huderne solgte han, for dem havde han ingen Brug for, men Kjødet beholdt han, og det hug han i Smaastumper, for nu vidste han af Erfaring, at Vejen var lang og meget farlig. Da han kom til Grændserne, hvor de Uhyrer opholdt sig, saa straks han betraad Pladsen, saa havde han dem i hundrede- og tusendvis, Ulve og Bjørne og glubende Dyr. Han kjørte rask til og befalede Karlene at smide ud saa stærkt de kunde. De smed ét Stykke efter et andet, saa længe der var noget tilbage, men da det hele var smidt ud, og de endnu havde et lille Stykke Vej tilbage, raabte han til de andre Kuske, at de skulde slippe Heste og Vogne og komme hen paa hans Vogn og kjøre med ham. De kom ogsaa og kjørte paa den ene Vogn, og Ulvene og Bjørnene tog til Takke med Hestene, der blev tilbage. Paa den Maade reddede de dem da godt over Grændsen, og saa kjørte de hjem.

Da de kom i Kongens Skov, saa vilde de hvile dem en lille Tid, og Karlen og Dronningen de lagde dem ved Siden af hinanden; men han tog hans Sværd og lagde det imellem sig og Dronningen. I den samme Tid kom der en Rejsendes forbi, og han kjendte Dronningen og Karlen. Saa løb han straks op til Kongen og fortalte, at han havde set dem ligge til Hobe ude i Skoven. Kongen gik straks ud i Skoven med ham, der havde set dem. De laa og sov lige godt. Saa vækker Kongen Karlen og siger til ham: »Det var min Mening at slaa dig ihjel, men da jeg ser, at du har lagt dit Sværd imellem jer, og at du altsaa er uskyldig, vil jeg spare dit Liv. Jeg ser nok, at du har skaffet min Dronning til Veje, men hvor er min Søn?«

»Den skal jeg skaffe dig i Morgen«, siger Karlen.

Saa tog Kongen sin Dronning ved Armen og rejste hjem.

Om Morgenen efter siger Mulæselet til Karlen: »Du skal nu skjære mit Hoved af og vende det om, saa det kommer til at vende til modsat Side, og saa sætte det til igjen.«

Han skar ogsaa Hovedet af og vendte det omkring, saa Munden kom til at sidde tilbage, og saa snart han havde sat den til Kroppen, saa stod der den dejligste Kongesøn, nogen har set, hvorpaa Karlen rejste op med ham til Kongen og spurgte ham, om det ikke var hans Søn.

»Jo«, svarte Kongen, »det er netop ham, og nu skal du faa alt, hvad du begjærer, for din Ulejlighed.«

Siden lever de i Flor og Herlighed, og Kongen og Dronningen holdt Bryllup paany med stor Glæde.

Roland Peder Andreassen, Slotved Fattiggaard.

20. Dug, Faar og Kølle.

»Det faar a vel ikke«, siger han, »men a kan jo sagt sige det.«

Nu gik det saadan, at de sagde Tak, ligesom de plejede, og saa sagde han det om Svinehovedet.

»Ja, tu tag det saa og rejs til Helvede med det«, sagde Broderen.

Den Gang han kommer hjem, bliver Konen saa glad. »Der kan du se, det hjalp, nu har vi noget til Jul.«

»Ja, hvad kan det hjælpe, a skal jo til Helvede med det.«

Konen tykte, det var rent galt, at han skulde tøde en Dag med den Tur, og maaske én Dag ikke kunde gjøre det. Men Manden vilde afsted.

Han kommer saa afsted tidlig om Morgenen.

Da han nu kommer næsten derned til Helvede, stod der en gammel Mand og savede Brænde. Han sagde: »Hvor skal du hen med det Svinehoved?«

Ja, saa fortalte han, te han skulde til Helvede med det, hans Broder havde sendt ham derned.

»Ja, du skal ikke kere dig efter, hvad din Broder siger. Naar du nu kommer ind, spørger Ham selv dig vel om, hvad du skal have for det Svinehoved. Saa skal du svare, te det har du ikke tænkt paa at faa noget for, men du vil gjærne have den gamle skidne Dug, der ligger uden for Døren. Naar du saa faar den og siger: Bred Dug, staar der de fineste Retter paa den, og saa kan du leve lige saa godt som de kongelige.«

Naa, saa kom han ind til Ham selv, og han spurgte ham om, hvad han skulde have for Svinehovedet.

»Det kan a vel ikke faa noget for«, siger han, »men a vil gjærne have den gamle skidne Dug, der ligger uden for Døren.«

»Ja tu, saa tag den, men den har ellers ikke slaaet dig paa Mund, der har lært dig det.«

Saa rejste han af hjem ad med hans Dug. Han kom om ved en stor Gaard, og der boede en rig Kone. Hende gik han ind til og sad og hvilte sig lidt. Saa spørger Konen ham om, hvor langt han havde været henne.

Ja, han havde været i Helvede.

»Hvordan kan det være, du gaar med den gamle skidne Dug?«

Ja, saa fortæller han, hvordan han havde faaet den.

»Aa, det var da en rar Dug. Det bliver for sildig for dig, bitte Mand, at komme til dit Hjem i Aften, du kan godt blive her og komme til at ligge i vort Gjæstekammer.«

Det sagde han Tak for, han kunde ogsaa nok indse, det vilde blive for sildig at komme hjem. Hun beværter ham nu godt, og saa følger hun ham til Sengs. Han var saa forsigtig at tage Dugen med, og han lagde den ved Fødderne af Sengen. Den Gang han var falden i Søvn, saa kom Værtinden listende ind med en anden skiden Dug, og den lagde hun i Steden for den, han havde.

Om Morgenen, da han kom op, blev han godt beværtet igjen, og saa rejste han af med hans Dug. Paa Vejen kom han om ved et Fald pæne grønne Agre, og han breder Dugen og vil til at holde Maaltid. Men den laa lige saa slatte, og der vilde ikke til at komme Mad paa den. Da han nu mærker, at den Dug ingen Ting duer til, saa vender han om og gaar tilbage.

Saa kommer han igjen om ved den Mand, der stod og savede Brænde. »Det hjalp ikke med den Dug«, siger han, »der blev ingen Mad sat paa den.«

»Saa har du vist ladet dig narre. Men du kan jo gaa ind til Ham selv og faa den byttet. Naar du kommer ind, saa spørger han: hvad du skal have for den Dug. Saa skal du sige, at du kan vel ikke faa noget for den, men vil da gjærne have det sorte Faar, der staar bunden inde i Stuen et Stykke fra Døren. Naar du vrider i Halen af det Faar, saa gjør den Penge, lige saa mange du ønsker, og den bliver ved, saa længe du vrider.«

Naa, saa kommer han ind og siger, at han vil gjærne af med Dugen.

»Hvad skal du have for den?« siger Ham selv.

»Ja, a kan vel ikke faa noget for den, men a vilde da gjærne have det sorte Faar, der staar bunden her inde.«

»Tu tag det, men den har ikke slaaet dig paa Mund, der har lært dig det.«

Han rejste nu derfra med det sorte Faar.

Paa Hjemvejen kom han forbi den samme Gaard. Han tykte, at det var bedst at hvile sig lidt, og tænkte ogsaa paa at blive der om Natten.

Konen kom nok saa sleg imod ham og sagde: »A tykker, du kommer med et sort Faar, har du faaet det for Dugen.«

»Ja, a har.«

»Det var da sært, du vilde gjøre den Handel.«

»Jo, det var ikke sært, for det Faar kan gjøre Penge, og den bliver ved det, saa længe en vrider den i Halen.«

»Aa, det bliver for sildig for dig at komme hjem i Aften, du kan godt ligge i vort Gjæstekammer i Nat.«

Ja, det var saa meget godt, og da han gik i Seng, bandt han Faaret ved Sengestolpen og bestemte sig til, at han vilde passe ret godt paa det. Men han var træt og faldt snart i Søvn. Værtinden kom saa listende ind paa Hosefødder med et andet sort Faar og byttede dem om.

Da han kom op om Morgenen, fik han noget at leve af, og saa drog han af hjem ad med hans Faar. Da han var kommen et Stykke hen, vilde han til at prøve Faaret. Han begyndte at vride i Halen, men det blev med hende som med andre Faar og ikke et Haar bedre.

Det kunde ikke hjælpe at komme hjem med det, kunde han nok forstaa, og saa giver han sig paa Vej tilbage til Helvede. Da han nu kommer til Manden, siger han: »Naa, du har nok ladet dig narre igjen.«

Ja, han havde prøvet det, og det kunde ikke gjøre Penge.

»Naar du nu kommer ned til Ham selv, og han spørger som sædvanlig, hvad du skal have for det Faar, saa skal du sige, at det har du ikke tænkt at faa noget for, men du vil gjærne have den Kølle, der staar i en Krog der inde. Naar du siger: Spring, Kølle! saa slaar den alle dine Uvenner ihjel, og den hjælper dig til at faa de andre Ting igjen.«

Naa, saa kommer han ind og tilbyder Faaret. Ham selv spørger om, hvad han skal have for det.

»Ja, a har ikke tænkt paa at faa noget for det, men a vilde gjærne have den Kølle, der staar henne i den Krog.«

»Den kan du godt faa, men den har ikke slaaet dig paa Munden, der har givet dig det ind.«

Han faar Køllen og rejser af. Paa Hjemvejen kommer han til Gaarden og gaar ind. »Hvad, a tykkes, du har faaet en Kølle«, siger hun, »hvad vil du have den til?«

»Ja, den er vel til at slaa med som andre Køller«, siger han, for han var jo bleven klogere nu.

Saa snakkede hun jo om, at han kunde godt blive der og ligge i deres Gjæstekammer. Det var han ogsaa godt tilfreds med. Da han var kommen i Seng, lod han til at være trængende til at sove, og han laa stille hen, som om han sov fast. Da kommer Konen listende og vil tage den. Men saa siger han: »Spring, Kølle!« og nu begynder den at gjennemtærske hende saa forfærdelig. Hun jamrer sig og siger, te hvis han vilde holde op med det, vilde hun give ham baade Faar og Dug igjen, som hun havde taget, og aldrig narre ham mere. Ja, saa sagde han: »Stat, Kølle!« og nu holdt den op.

Han fik nu alle hans tre Ting og drager af med dem. Da han var kommen til de pæne grønne Agre, satte han sig og lagde Dugen ned i Græsset. Aldrig saa snart han nu sagde: »Bred Dug«, saa stod der de dejligste Retter, og han sad som ved et kongeligt Taffel.

I det samme kom der nogle fine nogle kjørende. »Nej, sikken Bonde der sidder«, siger de, »og sikken Levemaade han sidder med.« Der staar én af Vognen og gaar hen til ham. »Da sidder du og har det godt«, siger han, »det var dog en dejlig Mad.«

Ja, da kunde han vise ham mere endnu, og saa begynder han at vride Faaret i Halen. Den gjør nu Penge alt det den kan, og dem, der sad i Vognen, de blev saa begjærlige, at de sprang ned og begyndte at samle i Vognen. Saa siger han til Køllen: »Spring, Kølle!« og nu begyndte den at slaa løs paa dem. Den slog først den ene og saa den anden ihjel, og de havde jo faaet Pengene læsset op, saa han behøvede blot at tage Faaret og Dugen med, og saa kjørte han hjem med Heste og Vogn til hans fattige Kone.

Da hun og Børnene saa ham, blev de svært glade. De kom ind og fik Dugen bredt, og saa spiste de; ja, Børnene havde aldrig faaet saadan Levemaade, de var som fødte paany.

Konen spurgte saa, om det Faar ogsaa var deres.

Ja, det var, og nu vilde han vise dem, hvad det duede til. Et af Børnene skulde løbe over til den rige Broder og laane en Skjæppe. Han kom med den, og den var noget aaben i Lugerne. Saa vred han Faaret i Halen, og Skjæppen blev fuld af Guldpenge. Da de hældte dem af, var der kommet en Skilling til at sidde inde imellem Staverne, men han vilde ikke pilke efter den, og saa bar de Skjæppen hjem.

Da den rige Mand saa den, sagde han: »Har I nu saa mange Penge, at I maaler dem i en Skjæppe?«

Ja, de gjorde.

»Hvor har I faaet dem fra?«

»I Helvede«, svarte Drengen.

Den rige Mand vilde nu over at se, om det var sandt. Han spørger om de havde faaet alt det for Svinehovedet.

Ja, de havde.

Da havde han lige slagtet en gammel Galt, og saa vilde han afsted med det Hoved derned. Han kommer ogsaa til Gang og træffer godt nok Manden, der stod og savede Brænde.

»Hvor vil du hen?« siger han.

»Det har a ikke glemt«, siger den rige Mand, han gav et kort Svar.

Da han nu kommer ind til den Slemme med Hovedet, spørger han ham, hvad han skal have for det. Ja, han vilde have en Dug, der kunde dække sig selv, og saa et Faar, der kunde gjøre Penge, og saa en Kølle.

»Naa, det er dig, der har narret mig mine Sager fra, saa skal du da og ske en Ulykke.« Han tog ham med ind i et Kammer, og der stod en blodig Hugknot og et Kar Blod. Nu hug han Hovedet af ham, og saadan Ende tog det med den rige Mand. Men de andre fattige Folk de lever fremdeles godt der hjemme.

Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.