The Project Gutenberg eBook, Fra Mindebo, by Evald Tang Kristensen

Fra Mindebo

Da Forlæggeren af de tre forudgaaende Samlinger af lignende Størrelse, bestemte til at være Julebøger for Store og Smaa, ikke længere vilde fortsætte, har jeg selv maattet paatage mig Omkostningerne ved denne fjerde Samlings Udgivelse.

September 1898.

E. T. K.

Jacob Zeuners Bogtrykkeri. Aarhus.

1. Per Vinters Skjorte.

Naa, Manden gaar nok en Gang omkring og møder Per for tredje Gang. Han gaar og synger: »Jeg er Ejer af en enlig Skilling og kommer aldrig til at trænge.«

»Saa kunde du gjærne give mig den Skilling.«

»Ja, den kan du godt faa,« og den gamle Mand faar den sidste Skilling.

Saa siger han: »Ja, nu har du vistnok givet mig alle dine Penge, nu skal a gjøre dig noget godt igjen, og a kan gjøre dig ligesaa meget godt, som du har gjort mig. Du kan følges med mig hjem. A har et gammelt graat Øg, a vil give dig, at du skal ikke gaa imellem Huse som hidtil, og a har en gammel Sabel, a har brugt i min Ungdom, den vil a ogsaa give dig, og saa vil a lære dig et godt Raad. Nu er der saadan Krig i England, for den tyrkiske Prins vil have den engelske Konges Datter, og han vil ikke af med hende. Saa er de kommen til at slaas om det, og Tyrkerne er saa nær, at de har belejret London. Nu vil a, du skal tage derover og komme til at tage Del i Krigen. A har ogsaa en gammel Sejersskjorte, som a vil give dig, den skal du trække i, for saa længe du er i den, kan der ingen gjøre dig nogen Fortræd. Alt det, du slaar efter med Sabelen, det slaar du ihjel, men du skal passe, te du slaar ikke efter andet end det, du vil dræbe. Du skal lade det gamle graa Øg raade sig selv og gaa, hvor det vil, saa kommer du til England og mælder dig, at du er nys kommen af den danske Konges Tjeneste, saa bliver du nok antagen. Men du maa ikke glemme at forlange, at du vil passe dit Øg selv. Skulde det nu træffe, at du skal komme af Sejersskjorten, saa der ingen Redning er for dig, og du kan se, du skal slaas ihjel, saa skal du forlange, naar de har faaet Livet af dig, at blive hakket i Finker, og dem skal de komme i en Mantelsæk og hænge den paa det gamle graa Øg og saa lade den gaa, som den vil. Saa kommer den tilbage til mig igjen.«

Nu havde han sat ham godt i Rette med det hele, og Per Vinter følger saa med og faar Sagerne. Han ud og faar sadlet Øget og hænger Mantelsækken bag ved Sadlen, og saa lader han hende daske af. Omsider kommer han til London, og han mælder sig ved Kongen og vil da høre til Hjælpetropperne.

Ja, Per Vinter skulde være velkommen, og han fik Staldplads til den gamle graa og faar ogsaa Lov til selv at passe den.

Andendagen skal de ud imod Fjenderne. Tyrkerne var saa nær ved London, at der kun var en Dags Rejse til dem. Saa siger Per til Overgeneralen: »Nu maa vi herhen, for her er de fleste Folk.«

»Nej, det kan ikke gaa an,« siger han, »dem kan vi ikke binde an med.«

»Jo, vi maa herhen,« og han sætter den graa i Galop og hugger løs. For hvert Hug faldt der en 3, 4 ad Gangen, og endelig maatte Fjenderne paa Flugt. De retirerede en 2, 3 Mil den Dag, og Per Vinter kommer hjem til Kongen. Saa siger Generalen til ham, at det kunde ikke gaa an at faa Per Vinter ud i Morgen igjen, for han gjorde saadan Uorden, at de ikke fik Armeen samlet de første Par Dage. Sagen var, at han var bleven ræd for, at Per Vinter skulde blive Overgeneral og han selv faa hans Afsked, det var han jo fortrødt ved.

Kongen tykte, det var noget sært Snak, at én Mand skulde kunne gjøre saadan Uorden, og saa vilde han Andendags Morgen selv ud at se, om det virkelig kunde være Tilfældet.

Siden de kommer udenfor, saa siger Per Vinter: »Ja, vi maa herhen, hvor de fleste er.«

Nej, det kunde ikke gaa an, sagde Generalen. Men Per farer jo løs og hugger ned. Kongen staar og ser paa det, og Fjenderne flygter. Ja, den Mand var ikke til at kassere, og Kongen sætter ham til General med det samme.

Nu bliver han ved at ture saa længe, til de faar drevet Tyrkerne langt hen, og saa var de i Sikkerhed for dem. Da der er gaaet nogle Dage, saa siger Kongen: »Du vil vel ikke have min Datter?«

»Jo,« siger han, »men hun vil vel ikke have mig.«

Kongen syntes jo, at Per Vinter kunde nok bestyre Riget, og saa vilde han da hellere give Datteren til ham end til den tyrkiske Prins. Naa, saa vil han hen og høre hans Datter ad, og han spørger om det.

Jo, det vilde hun nok, og saa skal de da have hinanden. Nok er det, de bliver ogsaa gift.

Da de saa om Bryllupsaftenen skal i Seng, saa siger hun til ham: »Det er dog en forfærdelig skiden Skjorte, du er i,« og hun vil ikke ligge ved ham i saadan en Skjorte.

»Ja, den maa a ikke komme af,« siger han, »for hvis a faar den af, saa er det forbi med mig,« og saa fortæller han hende, at det er en Sejersskjorte, og saa længe han var i den, saa var der ingen, der kunde gjøre ham noget.

»Ja pyt,« siger hun, »her er da ingen, der kommer og tager den fra dig eller gjør dig Fortræd. Nu kan du trække af den i Nat, og saa skal a give dig en anden, saa kan du endda trække i den i Morgen igjen, om du vil.«

Ja ja, det kunde han da ogsaa. Hun henter en fin Skjorte, og han trækker den anden af og lægger paa Stolen ved Siden af Sengen. Nu trækker hun ogsaa af Klæderne og vil da forestille at i Sengen til ham, men i det samme springer der en Lem op i Gulvet, og den tyrkiske Prins kommer op. Han var godt kjendt med hende, kan vi forstaa, og kunde saadan komme ind til hende om Natten. Prinsen snapper Skjorten og jager sig i den, og saa tager han Sabelen. »Kjender du mig nu, Per Vinter?« siger han.

»Ja, a gjør, men vil du nu ikke love mig, inden du slaar mig ihjel, for det bliver nok Enden paa det, kan a tænke, te du hakker mig i Finker, naar du har faaet Livet af mig, og saa kommer dem i den gamle Mantelsæk, der hænger der ude i Stalden. Den hænger du paa det gamle graa Øg, der staar der inde, og saa lader du det gaa, hvorhen det vil. Det kan da ikke gjøre noget, du lover mig det.«

Nej, han skulde ogsaa nok gjøre det. Saa bliver Enden af det, at han hugger Hovedet af Per og giver dernæst Befaling til at hakke ham i Finker og komme dem i Mantelsækken og saa lade det gamle Øg gaa med det, hvorhen det lystede.

Da de havde gjort det og ladet Øget gaa, saa gifter han sig med Prinsessen og sætter den gamle Konge og Dronning i et Fangetaarn, for det de havde været saa meget imod Giftermaalet, og saa er han nu Konge i England.

Det var saadan om Vinteren, dether gik for sig. Saa en Aften rimmer Øget uden for den gamle Mands Vinduer. »Naa,« siger han, »nu er det graa Øg herude, saa er Per nok kommen af Skjorten,« siger han til Konen. Han hen og lukker Døren op, og da staar Øget godt nok uden for.

Naa, saa tager han Sækken og smider den paa Gulvet, og Øget trækker han ind. Han ryster Sækken ud paa Gulvet. »Er du her, Per Vinter?«

»Ja, misæl er a saa.«

»Nu er du nok kommen af Skjorten.«

»Ja, a er.«

Da stod Per Vinter der splitternøgen paa Gulvet, siden han fik det sagt til ham. »Ja, a lod mig da narre,« siger han.

»Ja, det kan a skjønne paa. Men a faar at hjælpe dig endnu en Gang. Nu vil a give dig det Ønske, at du kan skabe dig til hons Dyr du vil, saa faar du se, om du kan faa Skjorten igjen.«

Han skabte sig saa til en Fugl og fløj strags til London. Der skabte han sig om igjen til et Menneske og gik ind til en Værtshusholder og bestilte Kvarter. »A skal nok betale dig, men a har ingen Penge lige for Tiden,« siger han.

Saa hører han, der skulde være Hestemarked i London Andendagen, og saa siger han til Værten: »Nu vil a skabe mig til en Hest, saa kan du ride til Marked og sælge mig. Men du maa forlange saa meget for mig, at ikke enhver render til og kjøber mig. Du skal bie, til Kongen kommer, for han spørger nok, at der er kommen saadan en stor Hest til Marked, og saa kommer han og vil se den.«

Da Værten hører, hvad Karl det er, han har for sig, saa faar han Kvarter, og Andendags Morgen sætter han sig paa Hesten og rider en Tur gjennem Markedet. Alle Folk vil se den Hest, for ingen havde set én saa stor og svær før, og det kommer i Bladene den samme Dag. Saa rider han hjem igjen og stalder ind, for de kongelige var endnu ikke kommen.

Længere hen paa Dagen rider han atter en Tur over Markedet. Nu var det strags kommen for Kongen, at ingen havde set Mage til den Hest, og saa vil han ned og have den kjøbt til en Ridehest. Værtshusholderen rider omkring, og det varer nu ikke længe, inden han kommer for det kongelige. Han forlanger saa meget for den, at ingen anden end Kongen kan give det, og han vil ogsaa have den. Siden han saa kommer hjem, vil han have Dronningen ud at se den svære Hest, han har kjøbt. Hun følger ogsaa ud med ad Stalden.

»Naa,« siger hun, »det er Per Vinter, du har kjøbt.«

»Per Vinter! ham der blev hakket i Finker.«

»Ja, det er det samme, det er Per Vinter. Gaa du nu hen og hent en Slagter, at vi kan faa ham undlivet, ellers vorder det nok skidt.«

Nu gik der megen Snak i Kongens Gaard om den store Hest, han havde kjøbt, og som han vilde have slagtet, og saa var der en gammel Amme, som ogsaa hørte det. Hun havde været der, imens Per Vinter havde Bryllup med Prinsessen, og hun var jo nysgjerrig og gik ned ad Stalden.

»Er det dig, Per Vinter?« siger hun.

»Ja, det er.«

»Ja, nu skal du jo slagtes.«

»Ja, a skal saa, men du kan nok frelse mig, om du vil.«

»Hvordan skal det gaa til?« siger hun.

»Jo, idet Slagteren slaar mig for Panden, saa skal du være til Stede. Der vil saa stritte noget Blod hen paa dit Forklæde, og det skal du lade til, du bliver fortrødt over, og saa skal du rive Forklædet fra dig og hytte det udenfor Kongens Sovekammervindue. Saa er a frelst den Gang.«

Slagteren kommer, og den gamle Amme kommer, og der var jo mange, der vilde se, hvordan det gik til med at slagte den store Hest. Idet han nu slaar Hesten for Panden, stritter der noget Blod fra Ussen hen paa hendes Forklæde, og hun river det fra og hytter det hen udenfor Kongens Sovekammervindue.

Andendags Morgen stod der saa meget et stads Pæretræ udenfor Vinduet og var groet op der om Natten, og det var fuldt af Pærer. »Aa,« siger Kongen, siden han kom op, »sikket nydeligt Træ her er groet op i Nat.«

Han lukker Slagvinduet op og vil tage en af deher Pærer. Men Dronningen raaber Allarm og siger: »Vaer dig, for det er Per Vinter, der er kommen der at staa.«

»Per Vinter, der er slaaet ihjel!«

»Ja, men faa du Bud efter en Gartner, at vi kan faa det Træ fældet og brændt, saadan at vi kan faa en Ende paa den Per Vinter.«

Den gamle Amme hører nu, at det skal gaa for sig med at hugge det Træ om, der er kommet op, hvor hendes Forklæde laa, og hun lister sig ud og hen til Træet. »Er det dig, Per Vinter?« siger hun.

»Ja, det er.«

»Ja, nu skal du jo skoves og hugges op.«

»Ja, a skal, men du kan nok frelse mig endnu en Gang, om Du vil.«

»Hvordan skal det gaa til?« siger hun.

»Jo, naar du vil komme ud og se paa, hvordan han fælder Træet. Saa vil der springe en Gren hen paa dig, og den skal du tage og gaa hen og hytte i Parken i Kongens Have, saa er a frelst den Gang.«

Andendags Morgen kommer Gartneren med Øgse og Sav og Sager og skal til at fælde dether Træ, og denher gamle Amme er da ogsaa kommen ud for at se, hvordan det skal gaa til. Idet Gartneren nu fælder Træet, — der springer jo altid nogle Grene af ved saadan en Lejlighed — saa springer der én hen paa hende, og hun var helt fortrødt over det, lod hun, og rejser af ned til Parken og kyler den der. Det blev der jo ingen klog paa, og saa fik de Træet brændt op.

Andendags Morgen gaar Kongen ned i Parken, og da sidder der saa meget en yndig Vildand dernede. »Havde en endda haft den,« siger han, »den var endda rar at have til sin Frokost.« Den var ikke svar vild, lod det, og han siger: »Naar jeg kommer af Klæderne og ud at svømme, saa tror jeg, jeg kan sejle ud og tage hende.« Siden han kommer af alle Klæderne og vil til at svømme i Vandet, og griber efter Anden, saa smutter den fra ham og i Land. Skjorten laa der jo paa det andet Tøj, for Kongen var naturligvis trukken af den ogsaa, og Anden griber i Skjorten, og saa skaber den sig om til Per Vinter, og han trækker i Skjorten.

»Kjender du mig nu?« siger han til Kongen, »nu er a kommen i Skjorten igjen.«

Kongen bad ham da om at skaane hans Liv, for han vilde ikke svar gjærne slaaes ihjel.

»Ja, men saa vil a have min gamle Sabel.«

Ja, den skulde han nok faa, siger Kongen, men den var jo inde paa Slottet. De følges saa ad der ind, og han faar Sabelen. Saa tager Per Vinter den gamle Konge og Dronning ud af Fangetaarnet og sætter den unge Konge og Dronning derind i Stedet paa den samme Plads, hvor de andre havde siddet. Derefter giftede han sig med den gamle Amme, der havde hjulpet ham saa godt, og saa blev han Konge i England, og den gamle Konge og Dronning blev ved at gaa ved ham og havde det godt ogsaa.

Kristen Hovstrup, Taars.

2. Prinsessen i Arabien.

Der var en Konge i England, han havde tre Sønner: Frederik, Kristian og Vilhelm. Han var en svag Mand, og da han saa en Dag kom til at se nogle Dokumenter igjennem, der var gjemte i hans Palads, fik han fat i ét, hvorpaa der stod at læse, at der var en Slags Vand i et vist Land, og det Vand kunde kurere for alle Slags Sygdomme, det var ogsaa godt for Kjønhed. Saa sender han strags Frederik og Kristian ud at rejse efter det. Han paalægger dem at hente det og være hjemme igjen, inden to Aar var til Ende.

Men de to Aar gik, og der hørtes ingen Ting fra dem. Kongen var endnu lige svag, og saa spørger Vilhelm en Dag: »Maa jeg ikke rejse efter Vandet?«

»Nej, min kjære Søn,« siger Kongen, »du skal blive hjemme, nu har jeg ikke andre end dig.«

Men han blev ved og fik endelig Lov. Nu rejser han fra et Landskab til et andet, og endelig kommer han til Arabien. »Her vil jeg i Land,« siger han til hans Følge, »og op i Skoven at se mig om, og jeg kommer tilbage til Skibet inden 24 Timer. Men skulde jeg komme imod noget, saa jeg ikke kan komme til den Tid, saa tænder jeg et Blus op af Grene, der kan være jer til et Kjendetegn.«

Han kom saa i Land og red op gjennem Skoven. Der var kun Skov og Ørken til alle Sider. Endelig kommer han til en Eremit.

»Hvor vil du hen?« siger Eremiten, »du er jo en Prins fra England.«

Ja, han vilde hen at søge om noget Vand, der kunde kurere for alle Svagheder.

»Nu følger du den Sti der, og saa giver du Hesten af Sporene og lader den rende til. Henne paa Stien staar der to Kjæmper og slaar paa en Ambolt, dem skal du lige ride forbi, der staar én ved hver sin Side, og du skal ind imellem dem. Saa bliver du ved at ride og kommer til en stor Kjøbstad med Jærnport for. Naar du kommer igjennem den, er du for et stort Bjærg, og der skal du ogsaa igjennem. Saa kommer du til Stedet, hvor Vandet findes.«

Han takker Eremiten for Underretningen og rider. Det gaar, ligesom han havde sagt, men da han var kommen igjennem Bjærget, var Hesten saa udmattet, at han maatte staa af og give den noget Brød af hans Mantelsæk. Det var paa en stor grøn Plads, og da han nu kommer til at se sig om, opdager han tre Sten, som ligger der. Paa den ene Sten stod der med hebraiske Bogstaver: Hvem der tapper af den Sten, han faar ganske frisk og godt Vand. Paa den anden Sten stod der: Hvem der tapper af denne Sten, og drikker af det Vand, den skal blive frisk og sund i alle Retninger. Saa paa den tredje Sten stod: Hvem der tapper og drikker af denne Sten, den skal blive smuk og kjøn. Da han nu har set det, saa tapper han af den Sten og vasker hans Hest og sig selv, og saa blev han saa kjøn, som noget Menneske kunde være. Dernæst tappede han af den anden Sten og tog noget Vand med sig i hans Flaske. Nu vidste han jo ikke, hvor han skulde hen, og hvordan han skulde komme tilbage, men saa rider han helt stille og kommer da til et stort Slot, der ligger paa højre Haand.

»Der maa jeg ned og se, hvad der er,« siger han til sig selv. Men der var ingen Ting at finde foreløbig. Endelig kommer han ind i et Værelse, hvor der staar et Bord dækket, og saa tager han sig noget at leve af, for han var jo sulten. Derefter kommer han ind i et Kammer, hvor der ligger en Prinsesse og sover. Men hun var ikke til at komme til for ene Klokker, alting var helt tilbunden med dem. Han turde jo ikke næsten røre ved nogen af dem, for at de ikke skulde give Lyd, og hun var da ikke til at komme nær. Endelig finder han paa at trække af hele hans Tøj, og saa optrævler han hans Skjorte i ene smaa Trævler og omsvøber saa hver Klokke med en Trævl. Nu gik han i Seng og lagde sig ved Prinsessen, for han var meget træt. Hun sov og blev ved at sove. Da han havde hvilt sig noget, rejste han sig og gik igjen. Da han kaster Øjet hen paa Væggen, faar han at se, at der hængte et Sværd, og der stod skrevet paa det, at det var et Sværd, der kunde vinde i enhver Strid, naar en blot svang det, og der var en Flaske ved Siden af Sværdet, som en skulde drikke af for at faa Kræfter nok. Han tager begge Dele med sig.

Saa siger han til sig selv: »Jeg maa helst faa Brød og Vin med mig for ikke at omkomme under Vejs. Hvem véd, hvordan det kan gaa«. Han tager saa et Brød og en Flaske Vin, da han kom ud i det Værelse, hvor han havde spist, og endelig rejser han af ned til Stranden. Der nede var de allerede under Sejl, for de havde ventet den Tid, der var fastsat. Han gjorde Tegn til dem, og Matroserne kom saa i Land for at tage imod ham. Men da han var bleven saa kjøn, kjendte de ham ikke nu og vilde ikke tage ham med.

Da de kom ud til Kapitainen, sagde de: Det var ikke ham.

Jo, det maatte det nok være, mente han.

Aldrig saa snart de var sejlet ud til Skibet, tændte han Ilden, og saa tog Kapitainen i Land.

»I maa tage mig med,« siger Prinsen, »for det er Prins Vilhelm.«

Naa, saa kom han om Bord, og de sejler af og kommer til Frankrig. Der sender de Bud op til Kongen, at der laa en engelsk Prins paa Reden, om det var tilladt at komme til Taffels.

Jo, det kunde nok tillades, han skulde være velkommen.

Saa kommer der jo ogsaa Brød paa Bordet, og de skar af det og spiste. Saa siger den engelske Prins: »Vi har noget Brød her, vi kan skjære saa meget vi vil af det, der er endda lige meget; saadant Brød har I ikke her.«

»Nej,« siger de, »har I det?«

»Ja, det har vi rigtig nok.«

»Vil I ikke sælge det?« siger den franske Konge, da han saa, hvordan de skar af det.

»Nej, vi vil ikke, men vi vil forære jer det. Men dersom der kommer nogen og vil kjendes ved det, saa maa I udlevere det, og saa skal der udleveres 10,000 Mand med det.«

Det gaar Kongen ind paa, og saa rejser de derfra og til Konstantinopel. Der sender de ogsaa Bud om, at der laa en engelsk Prins paa Reden, og han vilde nok tage Del med dem i Taflet, om det kunde tillades.

»Jo, værsaagod,« siger Kejseren, og de kom ind og kom til at spise og drikke.

Saa tager Prins Vilhelm en Flaske Vin, der stod paa Bordet, og skjænkede og drak. »Det er lige godt god Vin, I har her i Anopel, men det er dog ikke saadan Vin, som vi har i England. Der har vi det saadan, at vi kan drikke af en Flaske, saa længe vi vil, og der er dog lige meget Vin i Flasken.«

»Det var dog mærkeligt,« siger Kejseren.

»Ja, da kan vi godt faa saadan en Flaske Vin herop,« siger Prinsen, og han hentede den, og de drak, og der var lige meget.

»Vil I ikke sælge den Flaske?« siger Kejseren.

»Jeg vil ikke sælge den, men forære den hen. Men det skal være paa den Maade, at kommer der nogen og kjendes ved den, saa skal I udlevere den og 10,000 Mand til Hest med fuld Oppakning.«

Saa rejser de videre og sejler ind til Spanien. Der beder Prinsen ogsaa om at komme til Taffels.

Ja, det var der ikke noget i Vejen for.

Der var saadan Ufred i Landet; det var Frankrig, de havde Krig med, og de laa saadan og døjede med det, for de kunde jo ikke slaa dem. Saa siger Prinsen: »Ak, det er dog ikke noget at klage sig for. Jeg har et Sværd, en kan vinde Sejr med, naar blot en kan svinge det. Naar bare I har en Officer, der kan bruge Sværdet, saa kan I let vinde Sejr med det.« Der bliver kaldt én Officer frem og en anden, og de drak af Flasken, den ene lidt og den anden mere og den tredje saa meget, at han kunde tage Sværdet og svinge det runden omkring. Han ud i Striden, og det varede ikke mange Dage, inden han havde slaaet Franskmændene ned allesammen. Saa vilde Kongen kjøbe det Sværd.

Nej, Prinsen vilde ikke have noget for det og forlangte det samme her som de andre Steder. Derfra rejste han saa til Polen. Han mælder sig og vil da nok have Lov til at komme til Taffels.

Ja, det var der ikke noget i Vejen for.

Som de nu sidder og spiser, siger Kongen af Polen: »Var det ikke en Prins fra England, der sidder til Bords med os?«

»Jo, det er.«

»Ja, da har vi to Prinser her, som har siddet i Fangenskab i otte Aar.«

»Har I det,« siger Prins Vilhelm, »saa er det vel mine Brødre. De har været sendt ud for at skulle finde noget Vand til min Fader, for at han kunde komme sig, men hvorfor sidder de her?«

»De er sat for Gjæld,« siger Kongen.

Naa, saa betaler han deres Gjæld og løser dem ud. De kommer med ham ud paa Flaaden, og saa skal den til at sejle hjem ad til England. Han fortæller dem nu, hvordan hans Rejse er gaaet, og at han har faaet fat i Vandet. Saa bliver de fortrydelige paa ham og lister dem til at faa Flaskerne fra ham og kommer Møg og Skidt i dem, men Vandet tager de og kommer i andre Flasker.

Da de saa kommer til England, bliver der jo stor Glæde paa Faderen. »Nu har jeg Vandet, Fader,« siger Vilhelm, »og jeg har ogsaa løst mine Brødre. Tag nu og vask dig i det.«

Naa, han vaskede, men jo længere han toede sig, jo mere beskidt blev han, og han sprudede og spragede. Han drak af det, men det var ene Skidt. Saa siger de andre to: »Nej, han har altid holdt dig for Nar, her har vi det rigtige Vand, nu skal du vaske dig i det.«

Naa, han vaskede, og han drak, og det gik helt fortræffeligt, kort efter var han helt kommen sig.

»Ved I hvad, Fader,« siger Kristian og Frederik, »den Vilhelm er et Skarn imod jer, han skulde lægges øde.«

Det var Faderen enig med dem i, og han kommanderer hans Jæger til at tage ham med ud i Skoven og skyde ham og saa komme hjem med hans Hjærte, for Faderen vilde jo ikke selv gjøre det.

De gaar saa med hinanden, Skytten og saa Vilhelm. Da skyder Skytten et Skud. »Saa du noget?«

»Nej,« siger Skytten.

»Ja, jeg syntes, jeg saa en Hare.«

Lidt efter skød han igjen. »Saa du noget?« siger Vilhelm.

»Ja, jeg saa et lille Dyr, der løb.«

»Naa, gjorde du det. Ja, jeg véd nok, du er udsendt for at skyde mig, men det kan du alligevel ikke bære dig til at gjøre. Men nu følges vi ad hen i Faders Dyreskov, og der skyder vi et Raadyr. Saa tager vi Hjærtet af den, det ligner et Menneskehjærte, og det rejser du hjem med til Kongen, men jeg rejser bort herfra og kommer ikke mere tilbage.«

Det gik Skytten ind paa, og de tog Hjærtet ud af Raadyret, og han kom hjem med det. Prinsen rejste nu omkring i Landet og kom til sidst ind paa Vestkysten af England. Der kom han til at tjene hos en stor Grosserer og tjente hos ham i mange Aar.

Nu skal vi høre lidt om Prinsessen, der laa og sov. Hun vaagnede op om Morgenen, og da saa hun, hvordan alle hele hendes Klokker var bespændt med Regler, og hun kunde da ikke forstaa, hvordan det var gaaet til. Slottet havde før været forønsket, og derfor var det, hun laa og sov, men nu stod det i sin fulde Glands, som det før havde været. Hun kunde altsaa skjønne, at der var én Ting særdeles, der havde været der. Nu styrer hun sit Rige en Tid lang, som før det blev forønsket, men saa kommer Tiden, da hun føder en Søn. Ham lader hun oplære i det kongelige Væsen, og han bliver en 13, 14 Aar.

Saa tykte han, det var sært, han havde ingen Fader, og talte med hende om det flere Gange.

Ja, hun kjendte ikke hans Fader, siger hun.

I Skolen lod de ham det ogsaa høre saadan af og til, at han var uægte født. Endelig beslutter han sig til, han vil have hans Fader opsøgt. Han faar hans Moder til at udruste en Flaade, og nu vil han om at se, at han kan finde ham. De sejler saa og kommer til Frankrig, lægger sig ind der paa Reden og sender Bud op, at hun var Arabiens Dronning, der ønskede at komme til Taffels.

Saa laa dether Brød paa Bordet, og de skar allesammen af det, og der var endda lige meget igjen. Da siger Dronningen: »Det sidste jeg saa dether Brød, var det mit.«

»Ja, det er foræret os af en Prins i England,« siger Kongen, »men vi er pligtige at udlevere det, naar nogen kjendes ved det, og saa 10,000 Mand.«

Ja, Brødet brød hun sig ikke om, men Folkene vilde hun godt have. Saa kom de sejlende til Konstantinopel, der lagde de sig paa Reden og sendte Bud op, og saa kom de til Taffels.

De skjænkede Vin af en Flaske, og der var endda lige meget i den. Saa sagde Dronningen: »Det sidste jeg saa den Flaske, var den min.«

»Ja, den er foræret os af en Prins fra England,« sagde Kongen, »men paa den Maade, at hvis nogen kjendes ved den, saa skulde vi udlevere den og desuden 10,000 Mand til Hest.«

»Flasken maa I godt beholde,« sagde hun, »den bryder jeg mig ikke om, men Soldaterne vil jeg nok have.«

Hun fik dem, og saa sejlede hun videre, til de kom til Spanien. Der lægger de sig inde paa Reden, og saa sender de Bud op, at Dronningen i Arabien laa der ude og ønskede at blive budt til Taffels, om det kunde passe dem.

Ja, det var ikke sært, hun skulde være velkommen.

Saa blev hun og hendes Søn og Følge sat til Bords. Der hængte flere Sværd der inde paa Væggene, og hun saa paa dem. Saa siger hun: »Der hænger et Sværd, det sidste jeg saa det, var det mit.«

»Var det det?« siger Kongen, »ja, det er bleven mig foræret af en engelsk Prins, men paa det Vilkaar, at hvis der skulde komme nogen og kjendes ved det, saa skulde jeg udlevere det og saa desuden give ham 10,000 Mand.«

Ja, Sværdet brød hun sig ikke om, men Folkene vilde hun godt have, og saa fik hun dem jo og rejste videre.

Saa kom hun til Polen. Der kom hun ogsaa til Taffels, og saa fortalte Kongen om den engelske Prins, der havde været der, og om hans Brødre, som han havde udløst af Fangenskabet. Endelig spørger han, om hun ikke forlangte noget.

Jo, hun vilde nok have en Krigshær, og saa fik hun ogsaa der 10,000 Mand.

Endelig sejler hun til England. Hun gaar i Land og opslaar hendes Telt i Nærheden af Hovedstaden. Saa sender hun Bud ind til Kongen, om han havde ikke nogle Sønner, der havde rejst efter Livsens Vand til ham, for saa skulde de komme ud til hende.

Jo, der blev svaret jo, han havde to Sønner, Kristian og Frederik, og saa skal de jo ud og vise sig for hende. Først kommer Frederik. Hun havde belagt hele Vejen ind til Byen med rødt Skarlagen; men han turde ikke ride paa det og red saa ved Siden af. Da staar hun og ser paa, hvordan han kommer, og Sønnen staar ved Siden af hende.

»Er det min Fader?« siger han.

»Jeg véd det ikke,« svarer hun, »jeg kjender ham ikke.«

Da han nu fremstiller sig, siger hun: »Hvorledes har du været, da du var hos mig sidst?«

Det kunde han ikke svare til.

»Har du set mig før?« siger hun.

»Nej.«

»Ja, saa er her en Galge, du skal hænges op i, har du en Broder?«

Ja, han havde.

Saa blev der sendt Bud efter ham. Men ham gik det kort sagt lige saadan, for han vidste heller ingen Ting og kjendte hende ikke. Han blev altsaa ogsaa ophængt.

Nu blev der atter sendt Bud ind til Kongen, om han havde en Søn til.

Nej, han vidste i alt Fald ikke, hvor han var, og det var ogsaa én, som ikke var til noget.

Ja, han skulde skaffe ham, ellers lagde hun Staden og Riget øde.

Da hun nu havde saa stor en Krigsmagt med sig, turde han ikke staa imod, men bad om Henstand i fjorten Dage, og saa blev der sendt Bud ud efter ham alle Steder og opslaaet Plakater alle Vegne. Saa kommer Grossererens Husjomfru ind en Aften og siger, om det kunde ikke være deres Handelsbetjent, der blev lyst efter, for der kom aldrig Brev til ham, og han holdt sig altid for sig selv. Grossereren kalder ham ind til sig og spørger, om det er ikke Prins Vilhelm. Saa maatte han til at bekjende, hvem han var.

»Ja, du maa uopholdelig afsted,« sagde Grossereren, »for der bliver lyst efter dig.«

Nu troede han jo, hans Liv havde Ende. Men det kom ikke til at gaa saa galt til. Da han kommer til Hovedstaden, er Kongen saa glad ved ham, for nu var det jo den eneste, han havde, da de andre var blevne hængte i Galgen. Saa skal han ud at ride, for han skal jo ned at fremstille sig for den fremmede Dronning. Men han gjorde sig tradsig og vilde ikke ride derud. Anden Dagen beder hans Fader ham igjen om at tage derud. Nej, det gik lige saadan, han vilde ikke. Endelig tredje Dagen siger han, om de havde ikke hans gamle Mundering, han var i, da han kom hjem. Jo, den var paa Munderingskammeret. Saa blev den hentet, og han kom i den og kom op at ride. Saa red han derned, te Pjalterne af Skarlagenet stod op omkring Fødderne af Hesten. Dronningen stod uden for sit Telt og betragtede ham, og Drengen stod ved Siden af hende.

Saa siger han: »Er det ikke min Fader?«

»Jeg haaber det, men véd det ikke,« svarte hun.

Da han nu kom frem for hende, sagde hun: »Hvorledes var du, da du var hos mig sidst?«

»Ligesom jeg er her med Støvler og Sporer paa.«

»Kjender du mig da?«

»Jo, jeg gjør,« siger han.

»Det er rigtigt,« siger hun, »der er din Fader,« siger hun til Sønnen. »Du skal med mig hjem, og vi skal have hinanden. Dine Brødre hænger i Galgen der henne.« Saa fulgtes han med hende til Arabien, og de blev gift og lever godt der.

3. Per Degn og Præstens Moder.

Der boede en Mand her ude ved Vind Skov, og han hed egentlig Søren Tandholm. Af og til fik han en Arvepart, men det blev ikke kjendt paa ham, og han fik aldrig noget ud af det, for Pengene gik gjærne overstyr for ham. Endelig havde han igjen faaet en Arvepart, og den skulde nu anvendes til Handelen, havde han bestemt. Men han kjendte ikke stort til dether Handelsvæsen, det gjorde derimod en Svoger, han havde nede paa Kasted Mark, der hed Johan, han kjendte Handelen til Gavns, og saa skulde de hjælpes ad. De bestemte dem saa til at være Gaaseprangere, og de begav dem paa Rejse ned norden for Randers for at kjøbe en Drøft Gjæs op.

Men da de kom til Randers, saa havde Søren Tandholm kast hans Penge hen. Saa maatte de gaa tilbage igjen og finder dem ogsaa tæt ved Galten Præstegaard. »Nu vil vi sali ikke længere,« sagde Søren, »vi har kast Pengene hen én Gang og kan gjøre det igjen.«

De gaar saa ind i Galten Præstegaard for at spise en Bid Brød. Præsten spørger dem om, hvad de var for nogle Handelsmænd.

»Ja, vi er Gaaseprangere.«

»I véd vel ingen, der har fede Svin at sælge,« siger Præsten. »I kommer saa meget omkring.«

Jo, de vidste en Kjøbmand i Randers, der havde 24, og de var rigtig fede.

»Ja, det var jo rart, jeg fik det at vide,« siger Præsten, og han sender hans Avlskarl afsted til Randers for at kjøbe de 6 bedste, Kjøbmanden havde.

Dem kommer han saa ogsaa med. Saa var der en gammel Prygl der nede i Byen, de kaldte Per Degn, han ringede Klokken Morgen og Aften, og ham bliver der sendt Bud efter, han skal komme og hjælpe dem at faa dem slagtet, for han gik saadan og hjalp ved et og andet baade der og i Byen.

»Ja,« siger han Præsten, »det er nu godt nok, men naar vi faar nu det mange Flæsk, hvordan skal vi saa faa det saadan hængt op, at vi kan have det i Behold.«

»Ja vi kan hænge det i Vavenset,« siger Per Degn, »for saa kan a passe paa det, og se efter det Morgen og Aften, og saa kan I hente der oppe ved mig, naar I vil, og har Brug for det.«

Men det ene Svins Flæsk beholdt de hjemme i Præstegaarden, og saa blev de andre hængt op efter Per Degns Raad. Han var jo ikke saa tosset, for han tog af og til en god Skank hjem og solgte til andre, hvem der vilde kjøbe af ham.

Da Præsten var bleven færdig med det Svins Flæsk, saa var Per Degn ogsaa bleven færdig med de andre fem, og for nu at komme fra det paa en god Maade saa kravler han en Aften op paa Taget af Vavenset og river nogle Tagsten ned. Da nu Præsten sender Bud efter det andet Svin, for de skulde have noget mere Flæsk at bruge, saa foregiver han, at de er staallenes om Natten.

»Det var rart,« siger Præsten, »ja, vi maa have noget mere,« og saa sender han hans Karl afsted efter 6 til af de bedste, de havde i Randers.

De kom ogsaa, og Per Degn blev hent, den Gang de skulde slagtes, for han skulde jo hjælpe til med dether som sædvanlig. »De Svin skal ogsaa op i Vavenset og hænge,« siger Præsten, »lad os se, om de kan gaa den samme Vej.«

Præsten han havde en gammel Moder, og hun var bleven noget barnet, men havde lige godt faaet Mistanke til Per Degn, te han var noget Skyld i, de andre var bleven væk, og saa begynder hun at sludre om, te en kunde jo da nok tænke, det var Per Degn, der havde taget dem. Saa giver hun Præsten ind, hvordan han har at bære sig ad. »Du skal sige, at du skal til at gøre en Rejse til Kjøbenhavn. Men saa skal du stoppe mig i en stor Kiste, du har, og saa skal den ned til Per Degn og staa, til du kommer hjem igjen fra Rejsen.«

Saa blev det da saadan, te hun kom i Kisten, og Præsten havde givet hende Brød og Kjød og Flæsk og Ost med, for hun skulde jo ligge og leve godt. Saa bliver Kisten baaren ned til Per Degns at staa, og Per Degn han faar noget af det syvende Svin samlet hjem.

Men lige som han kommer med en god Skaldt og smider paa Bænken med de Ord: »Her er nu et godt Stykke af Præstens det syvende Svin,« saa begynder den gamle at præke op der inde i Kisten og sige: »Ja, a kunde jo nok tænke, te a behøvede ikke at ligge her for at faa det at vide;« hun var som sagt noget barnet.

Men Per Degn stod netop tæt ved, og han hører, det sludrer der inde i Kisten. Saa tager han en Hammer og Tang og vil brække den for at se, hvordan det hængte sammen. Da laa denher gamle Kjælling og gabte lige op opaa ham. Per Degn bliver arrig, og han tager en Kniv og skjærer Munden ud til begge Ører paa hende, og saa tager han den største Pølse, der var i Kisten, og stopper ned i Halsen af hende, saa han kvæler hende med det samme.

Den Gang Præsten han kommer nu hjem fra Kjøbenhavn, saa vil han have Kisten hent hjem, og det sker ogsaa. Da de lukker Kisten op, og han ser den Elendighed, saa siger han: »Aa Herregud, nu har det gamle Skind ikke kunnet se at bjærge sig, den Pølse er skreden for langt ned i Halsen af hende og har kvold hende.«

Der kommer nu Bud efter Per Degn, om han vilde ikke komme op i Præstegaarden, Præsten han vilde snakke med ham. »Hør, Peder,« siger han, »kan du ikke faa min Moder besørget af Vejen en Aftenstund, saadan og saadan er det gaaet til, og jeg er kjed af at kaste Muld paa hende.«

»Jo, det kan a vel nok,« siger Per Degn, og han faar hende stoppet i en Sæk, og saa rejser han af med hende. Sækken kyler han i en Krog inden Døren ved sig selv, og om Natten tager han hende og bærer hende op i Præstegaarden igjen. Nu havde de været ved at brygge den Dag, og saa sætter han hende paa Hovedet i Ukarret (det Kar, hvori Øllet staar og gjæres), og gaar nok saa frit hjem igjen.

Om Morgenen, da Pigerne de kommer ud og skal se til Øllet, da staar denher gamle Mo'r der, og Pigerne ind til Præsten og fortæller ham den Elendighed. Han kommer ud og ser, hvordan hun staar der, og saa siger han: »Aa Herregud, nu har hun været tørstig, og har ikke kunnet se at bjærge sig, saa er hun plumpet i Karret. Gaa ned og hent os Per Degn.«

Han kommer, og Præsten siger til ham, aldrig snarere han ser ham: »Hun er sku kommen igjen; du kommer til at skille mig ved hende endnu en Gang.«

»Ja, a kan jo nok faa hende af Vejen,« siger Per Degn, »men der skal Penge til.«

Dem faar han ogsaa. Saa spænder han for Præstens Vogn og tager hans bedste Heste, og saa kjører han til Randers med hende. Der kjører han op ad én Gade og ned ad en anden og kjørte, ligesom han vidste ikke, hvad han kjørte efter. Imeldergodtid gjør han Hold uden for en Skomagers Vinderer, og der sidder han paa Vognen og vinker og vinker ad Skomageren, han skal komme ud.

Ja, han kommer endelig, og saa var det da, te Per vilde have Maal af hans gamle Moder, hun skulde have et Par nye Sko nu paa hendes gamle Alder.

»Du kan værsgod og lade hende komme af,« siger Skomageren.

»Nej, det kan hun ikke, du kan nok tage Maal af hende paa Vognen.«

Saa maatte han ind efter hans Maal. Nu faldt det ham lidt ulejlig med at komme til Foden og faa Maal af den. »Let din Fod,« siger han til hende.

»Du maa tale lidt højt til hende,« siger Per Degn, der sidder omme paa Forsmækken, »for hun er noget tunghør.«

Skomageren blev vranten over det, te han kunde ikke ret komme afsted med at faa Maal opaa Foden, og saa tager han i den og giver et hurtigt Rip, te hun vælter ned paa Stenbroen.

Saa begynder Per Degn at huje og skrige og tage paa og siger: »Nu kan det være, hun har brækket baade Arme og Ben, hvordan er det dog, du staar og bærer dig ad med hende!« og han staar saa af og begynder at lette ved hende.

»Aa,« siger han, »tu hun er jo død.«

»Hvis, hvis, ti stille,« siger Skomageren.

»Nej, a vil,« som han kunde bande, »ikke tie, du har jo slaaet hende ihjel her paa Stedet.«

»Ti stille,« siger Skomageren, »a vil give dig 500 Daler, hvis du vil tie.«

Dem fik han, og saa vender han hjem efter. Der gik jo Kræmmere den Gang, og saa sidder der en Kræmmer i Vejgrøften og sover. Per Degn gjør Holdt, staar af og tager Posen fra Kræmmeren, gaar saa et Stykke hen og tager Krammet ud og vrider Kjællingen i den i Stedet. Posen stiller han op paa sin Plads igjen og saa kjører han hjem med Heste og Vogn.

Præsten spørger strags om, hvor hans gamle Moder er bleven af, men Per Degn svarer blot: »Ja, nu bliver hun nok henne.«

Det træffet nu hverken værre end bedre, te den Kræmmer kom fra Randers og gik efter Galten, og da han altid plejede at handle i Præstegaarden, saa vilde han jo ogsaa derind den Gang. Pigerne fik at se, te Kræmmeren kom ude paa Vejen, og de ind og fortæller Madammen dether. Nu havde Præsten lovet hende en ny Kjole, saa fage Kræmmeren kom, og hun blev nu saa lykkelig og glad over den nye Kjole, hun skulde have.

Aldrig saa saare han kom ind, saa siger hun: »Har du smukt Kjoletøj i Dag?«

»Udmærket,« siger Kræmmeren.

Saa skal han jo til at løse op for Posen. Nu var Kjællingen spændt saa haardt ned i den, te da han faar løst op for den, saa rækker hun op i en Fart med denher store Mund, og Kræmmeren bliver saa forskrækket, te han render ud fra baade Pose og Kjæp.

Præsten kommer jo strags til Stede, og da han faar Øje paa, hvordan det har sig, saa siger han: »Da er det ogsaa strængt med det gamle Skind, nu maa de saa mænd bære hende hertil, for det hun ikke kan gaa. Rend hen og hent Per Degn!«

»Hun er kommen igjen,« siger Præsten, lige saa snart han kommer.

»Ja, a tvivlte paa det,« siger han, »Pengene de slap for tidligt op.«

»Men véd du, hvad jeg tror,« siger Præsten, »jeg maa hellere tage den gamle Følhoppe og ride min Vej, det er vist den, hun vil hjem og se til, for den har været i Gaarden i saa mange Aar, og hun holdt saa meget af den, saa kan hun da blive fri for at komme tiere.«

»Ja, det kan godt være,« siger Per Degn.

Nu havde hun haft Føl det samme Aar, det havde Følhoppen, og saa tager Per en gammel Bøsse og fik bunden ved Siden paa Kjællingen, og saa fik han hende sat op paa Føllet og bunden fast paa den. Den Gang nu Præsten er kommen op at ride og kommen ud af Gaarden, saa løser Per Degn Føllet og lader det løbe bag efter. Det længtes jo efter Moderen, og Moderen efter Føllet. Øget vil ikke vel fra Byen, det kronniede efter Føllet, og Føllet vil hen til Moderen. Der var saadan en Stenmur paa begge Sider af Vejen op imellem Præstegaarden og Kirken, og der kommer Præsten til at se sig tilbage.

»Uha,« siger han, »der kommer hun og vil skyde mig.« Han basker jo paa det gamle Øg, og hun løb jo, hvad hun kunde, men Føllet kunde ligevalle løbe stærkere. Da han saa kommer om ved en stor Dam, saa var der ingen anden Udvej for ham end at ride derud, der troede han jo ikke, hun vovede at ride ud i. Men hun lige godt bag efter ham. Det gamle Øg kunde ikke holde ud at svømme med Præsten, og saa drond de begge to. Føllet kunde ikke sandse at svømme i Land, og den kunde da heller ikke bære den gamle, saa hun blev der ude og hele Redeligheden blev der, og saa er den Historie forbi.

Niels Rask, Mundelstrup.

4. Den æggelystne Præst.

Der var en Præst i Voer for et hundrede Aar siden eller ogsaa to, han var bleven saa lysten i Pandekager, og hans Kone døjede saa forfærdelig for at skaffe alle de Æg, han kunde spise. Saa var der en gammel Kone, som gik noget der i Præstegaarden og hjalp til med et og andet, og hende snakkede Præstekonen med om det og klagede hendes Nød; hun kunde ikke tilfredsstille hendes Mand, om hun kunde ikke hjælpe hende?

»Ja, a véd det ikke, nu skal a se, hvad a kan gjøre.«

Om Søndagen, da Præsten var taget hen til Annexkirken, tager Konen sig for at møde ham noget Tag, før han kommer hjem til Præstegaarden, og siden hun var i Nærheden af ham, saa siger hun: »Aa-aa-aa, gaak, gaak, gaak!« og saa lagde hun et Æg i Stien. Hun gik et bitte Stykke igjen og saa satte hun sig og sagde: »Aa-aa-aa, gaak, gaak, gaak!« Da hun har rejst sig, ligger der igjen et Æg.

Naa, saa naaer Præsten hende: »Hvad er der ved det, Marie, I klager jer saadan? vil I ikke kjøre med hjem.«

»Nej, a har ikke Tid, a har lovet Fruen nogle Æg, I skulde have til jer Middagsmad, men a har ikke faaet dem gjort end.«

Saa bliver Præsten gal i Hovedet og siger lige saa hastig til Karlen: »Kjør!«

Da han kommer hjem, staar der en Pandekage paa Bordet, han skulde have til Middag. Han farer hen og lægger til den, te det stegler ud paa Gulvet baade Kage og Tallerken. Han vilde ikke have den Pandekage, der var lavet af de Æg, den lede Kjælling havde gjort, og fra den Tid af smagte han aldrig mere Æg.

Kristen Kristoffersen, Taars.

5. Et andet Sind.

Der var en Kone, der havde tre Sønner, og hun besad stor Rigdom. Saa tilbød hun dem, at hvilken af dem der vilde lade hende begrave ved Troms Kirke i Norge, den skulde have alt det, der var efter hende. Men saa var der ingen af de to ældste, der vilde have med det at gjøre. Den yngste af dem gav hende derimod Løfte paa det, og den Gang hun saa ved Døden afgik, tog han det, der var, og lod hende begrave som andre Mennesker i den samme Kirkegaard som alle andre Egnens Folk. Saa siger Brødrene til ham, at han havde jo lovet Moderen at faa hende begravet ved Troms Kirke, og derfor havde han faaet hendes Midler, nu vilde de til at føre Sag med ham om Arven, for den gjorde de Fordring paa Part i.

»Ja,« siger han, »I faar ikke noget, for Sagen er den, at da hun var død, da fik hun et andet Sind.«

Jens Mark, Vogslev.

6. Moderens Formaning.

Herremanden havde en Datter paa den samme Alder, og de var lige store, saa de gik da og spøgte sammen. Men han huskede, hvad hans Moder havde sagt; naar hun lo, saa lo han ogsaa, og han græd, naar hun græd. Det traf saadan en Dag, der var nogle af Pigerne, der slog nogle Legesager i Stykker for hende, og saa græd hun. Da græd han lige saa stærkt. Det gav Folkene paa Gaarden jo Agt paa.

Nu gik Tiden hen, til de blev voksne. Drengen han var godt lid af Herremanden, og han var villig og knøv. Men saa var der nogle, der sagde til Manden, te der maatte vist være Fejl ved det, Karlen gik nok og var bleven gode Venner med hans Datter. Det kunde han ikke lide, og han gik nu og passede dem op og kom ogsaa selv ind paa det. Saa vil han have ham væk. Han faar i Sinde at skrive et Brev ned til Møllerkarlen i Restrup Mølle, det var jo hans egen Mølle, og deri stod, at Overbringeren skulde kastes paa Møllen og males ihjel, for han vilde være gode Venner med hans Datter. Saa sender han Drengen afsted med det Brev, og han gaar med det en Morgen tidlig, aldrig saa snart han var kommen op.

Han gik nu nok saa villig, men da han var kommen lige uden Porten, saa ringer Kirkeklokken til Morgen i Sønderholm Kirke. Han falder strags ned paa sine Knæ og læser sit Fadervor.

Det fik Staldkarlen at se, og han render hen og giver ham nogle gode Lussinger: »Du skulde have, din dovne Slog, du giver dig saa gode Stunder til at forrette de Ærender, du har faaet at gaa med.«

Drengen stikker i at græde, og Karlen snapper selv Brevet og gaar med, for han vilde gjærne gjøre sig sleg for Herremanden. Den Gang han kommer nu ud til Møllen med Brevet, og de faar det læst, saa tog de ham og smed paa Møllen, og han blev malet ihjel med det samme. Drengen kommer daskende lidt efter, Brev havde han jo ikke at besørge nu, og han véd snart ikke, enten han skal gaa derhen, eller han ikke skal. Da kommer Herremanden selv for at se, hvordan det er gaaet, og han forundrer sig jo over at se ham. Saa spørger han ham ud, og Drengen fortæller, hvordan det er gaaet. Da han var falden paa Knæ, for det han hørte Kirkeklokken, var Staldkarlen kommen i det samme og havde slaaet ham og taget Brevet. Herremanden skynder sig nu ned til Møllen og hører der, hvordan det er gaaet med Karlen. Det bliver han jo baade ærgerlig og harmet over, da Karlen var svært til Maade for ham, men da saa Drengen fortæller ham, hvordan hans Moder havde paalagt ham, før hun døde, at lægge sig paa Knæ, naar Kirkeklokkerne ringede, saa kan han jo forstaa, at han er uskyldig i det hele, og han fik endnu mere Godhed for ham. Det var, ligesom han skulde frelses, og omsider indvilgede Herremanden ogsaa i at give ham Datteren til Ægte.

Juliane Marie Povlsdatter, Vogslev.

7. Prinsessen i Højen.

Der var en Konge, der hed Lind, og han havde en Søn. Saa var der en anden Konge, der hed Find, og han havde en Datter. Forøvrigt var de de bedste Venner af Verden, og det var Bestemmelsen imellem dem, at deres Børn skulde være et Par. Men som saa tit blev de Uvenner omsider, og saa maatte de unge hverken se eller høre hinanden. For at nu hans Datter ikke skulde faa Prinsen, lod Kong Lind en Høj udhule, og der inde lod han lave en Bygning til Datteren, og saa blev hun sat derned, og der blev givet hende Mad med til syv Aar. Naar de var omme, kunde hun vel ikke huske Prinsen mere, mente han. Saa blev Højen muret til, og ingen vidste nu af hende at sige. Kong Finds Søn rejste al Verdens Steder og søgte, men fandt ikke Prinsessen.

Det blev værre med Uenigheden imellem de gamle, og til sidst kom de i Krig med hinanden. I den Krig faldt de begge to, og da der ingen Arving var at finde til det ene Rige, blev Kong Finds Søn Arving til dem begge; der var jo ingen til at gjøre ham Kong Linds Rige stridigt, og saa lagde han dem sammen til ét. Han blev ved at lede efter Prinsessen, men saa opgav han Haabet og rejste ud og fandt sig en anden Brud. Han lidde hende rigtignok ikke ret, men nu skulde han jo have sig en Kone. Saa var de syv Aar til Ende, og Pigen der nede i Højen havde ingen Ting at leve af. I Førstningen havde hendes Fader ladet noget gaa ned igjennem et bitte Hul til hende, men det var hørt op, og nu led hun Mangel. Saa vidste hun ikke, hvad hun skulde gribe til, Højen var groet efter, og hun tænkte da paa at grave sig ud med hendes Hænder for at komme ud paa en Maade. Det var et møjsommeligt Arbejde, men endelig fik hun da saa meget Hul, at hun kunde række en Haand ud. Lige i det samme hængte der en Flagermus paa en Busk, og den fik hun fat i og vrikkede Hovedet af den og drak dens Blod, for hun var færdig at forsmægte. Kroppen trak hun helt ind til sig og tog saa Skindet af, spiste Kjødet, men gjemte Skindet til siden. Da hun nu havde gjort det, fik hun Kræfter til at arbejde videre og fik omsider brækket saa meget Hul, at hun kom ud af Højen.

Nu stod hun og saa sig om og vidste ikke, hvor hun skulde hen. Hun saa efter Hjemmet, men der stod kun nogle Mure tilbage, for under Krigen var der bleven stukken Ild paa Slottet, og saa var det brændt af. Nu samlede hun hendes Sager ud af Højen, og Skindet af Flagermusen spilede hun ud paa nogle Pinde der udenfor. Derpaa vandrede hun derfra ud i Verden. Hun gik lige forbi hendes Barndomshjem, og saa blev hun ved at gaa, indtil hun fik Øje paa Finds Slot. Det vilde hun nok se for at skjønne, hvorledes det stod til der. Da var de ved at lave til Bryllup paa Slottet, og hun gaar ind og tilbyder sin Tjeneste.

Ja, de spørger jo om, hvad hun kunde bestille, hun kunde vel ikke noget, mente de. En af Køkkenpigerne tog Ordet og sagde, at de kunde nok bruge hende i deher Dage, da de havde saa travlt. Ja, saa blev hun der og gik og gjorde, hvad hun kunde.

Hun gik nu og spurgte ud, og saa hørte hun, at Prinsen havde ledt efter hende i de mange Aar og først nu bestemt sig til at tage en Brud, saa han maatte nok holde af hende endnu. Hun vilde da se at finde en Lejlighed til at give sig til Kjende for ham.

Nu kom Bryllupsdagen. Det traf hverken værre eller bedre, end at Bruden skulde have en Lille, og det maatte Brudgommen jo ikke vide. Hun havde smaa Hænder og Fødder, og saa var hun kommen efter, at den nye Pige havde dem lige saa smaa. Der kom da Bud ned til hende fra Bruden Aftenen før, at hun skulde endelig komme op, hun vilde snakke med hende. Hun kommer ogsaa, og Meningen af det var da, at Pigen skulde klædes paa som Brud, for det var saa nær paa med den anden, at hun ikke ret vel kunde tage afsted. Hun fik Brudeklæderne at prøve, og alt passede grumme vel til hende, baade Sko og Klæder og det hele. Aftalen blev nu gjort imellem dem, og hun maatte aflægge Ed paa, at hun ikke skulde sige et Ord til ham, for at han ikke skulde mærke, der var en Fejl i Røsten. Hun skulde være sløret tæt til og saadan føres ned i Kirken, og naar hun kom tilbage, saa skulde hun ind og aflevere det hele igjen.

Da de nu skulde afsted paa selve Bryllupsdagen, var hun altsaa paaklædt i Brudens Sted, og saa blev hendes gamle Ridehest ført frem for Døren, som hun havde haft at ride paa der hjemme, og den var abildgraa. I det hun nu kommer uden for og skal til at paa den, siger hun: »Buk, Blak, du har tilforn for mig baade nejet og skrabt«. Saa faldt den paa Knæ med Forbenene, saa hun kunde staa op, for den var afrettet til at ride paa, og den kjendte hendes Røst og var vant til at gjøre, hvad hun sagde.

Brudgommen blev forbavset og kunde ikke forstaa dether. Han spørger hende om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ham aldrig et Ord.

Saa rider de og kommer forbi Kong Linds Slot. I det samme siger hun: »Her har tilforn været drukken baade Mjød og Vin, her roder nu baade Høns og Svin.« Han holder an igjen og spørger om, hvad det var, hun sagde, men hun svarte ikke.

Det var da helt forunderligt, tykte han, og nu holdt han sig ved Siden af hende, til de kom forbi Højen, som hun havde siddet i. Da siger hun: »Var det ikke for min store Nød, had' det ej blevet din Død«. Det var jo Flagermusen, hun mente, og dens Skind hængte der endnu og kunde sees fra Vejen.

Han spørger atter, men hun svarer ikke. Saa kommer de til Kirken og blev viet. Han sætter en Ring paa hendes Finger og tager hende i det samme ved Haanden og siger, at hun skulde her for Guds Alter love ham, at hun skulde levere ham den Ring, naar han forlangte den. Dertil maatte hun svare ja. Nu rider de hjem ad, men paa Vejen falder der aldrig et Ord.

Saa tidlig de kommer hjem, bliver hun kaldt ind for den anden, der laa i Sengen og var syg, og hun skulde gjøre hende Rede for al Ting. Hun spørger jo først, om hun havde ikke snakket.

Nej, hun havde ikke, men blot sagt ja til, at hun vilde levere ham Ringen selv.

»Den skal du fly mig«, siger hun.

Nej, det vilde hun ikke, for det havde hun lovet bestemt.

Ja, saa fik det være til Aften, men saa skulde hun af med den. Sagen var, at det blev mældt, at Kongen vilde komme ind for at snakke med hende, for det var blevet sagt for ham, at hun var upasselig, siden hun havde været i Kirke.

Saa vilde hun lige godt ikke have ham derind, men vilde staa op og klæde sig paa, og saa komme ind i Salen til ham. Hun gjør det ogsaa, og de kommer til Bords.

Da de nu kommer til at sidde, saa siger han: »Hvad var det, du sagde til den graa Hest, da vi skulde til at til Kirke?«

»Jeg sagde ingen Ting«, svarte hun.

»Jo, du sagde noget til den, og den faldt paa Knæ«.

»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, for hun har alle mine Ord i Gjemme i Dag.«

Hun gik ogsaa ud i Kjøkkenet til hende og var saa forbitret, kaldte hende til Side og sagde, at hun havde jo dristet sig til at tale med ham.

Nej, hun havde blot talt med Hesten og sagt til den: »Buk, Blak, du har tilforn for mig baade nejet og skrabt.«

Saa gaar Prinsessen ind og fortæller ham det.

Han svarer: »Det var da sært, det vækker saa gamle Minder hos mig, hvordan er du kommen efter at sige det?«

Ja, det var da saadan kommen hende for.

Nu tror hun, alt er godt, og spiser videre. Men saa siger han: »Hvad var det, du sagde, da vi kom forbi Kong Linds Slot?«

»Jeg sagde ingen Ting.«

»Jo vist gjorde du, du skal sige mig det.«

»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, for hun har alle mine Ord i Gjemme.«

Da hun nu kommer ud og faar hende kaldt til Side, skjælder hun dygtig ud og er helt forbitret. »Du har jo sagt noget til ham«, siger hun.

Nej, hun havde ikke, det var til sig selv, hun havde sagt det.

Ja, saa siger hun, hvad det er, og Bruden kommer ind og fortæller ham, at hun havde sagt: »Her har tilforn været drukken baade Mjød og Vin, her roder nu baade Høns og Svin.«

Han siger: »Det vækker sære Minder hos mig«, og sad og spekulerede paa, hvordan hun havde faaet de Ord i Munden.

Nu troede hun, det hele var i Orden, men saa sagde han igjen: »Hvad var det, du sagde, da vi red forbi Højen, og vi saa Flagermuseskindet udspilet paa Pindene?«

Ja, det havde hun glemt, hun kunde ikke mindes, hun havde sagt noget.

»Jo, jeg vil have det at vide.«

»Ja, saa maa jeg ud til min Tærnelille, hun har alle mine Ord i Gjemme.«

Hun er yderlig forbitret, da hun kommer ud til hende og skjænder paa hende, fordi hun atter har sagt noget til ham ved Højen.

»Nej, jeg sagde blot saadan for mig selv: Var det ikke for min store Nød, had' det ej blevet din Død.«

Naa, saa gaar hun ind og fortæller ham det. Han blev endnu mere forbavset og kunde ikke spekulere ud, hvordan de Ord var falden hende i Munden.

Derefter bliver Taffelet hævet, og nu er alting i god Behold. Om Aftenen, da de skal ind i Brudekammeret, siger han, om hun vilde nu give ham den Ring, hun havde faaet i Kirken i Dag.

Ja, den havde hun glemt at faa med sig derind.

»Hvordan kunde du dog glemme den?« siger han, »jeg bad dig jo om at give mig den, naar jeg forlangte den, og hvad kunde saa bevæge dig til at lægge den fra dig i Dag? Du maa give mig den.«

Ja, nu skulde hun hen til hendes Tærnelille, for hun havde alle hendes Sager i Gjemme. Hun gaar ud og er saa forbitret paa Pigen. Meningen var jo til Slutning, at hun vilde have Ringen.

»Nej, jeg vil selv overlevere den i hans Haand, for det har jeg svoret for Guds Alter.«

Bruden skjældte ud, og hun gav gode Ord, men lige nær kom hun. Omsider blev de enige om, at Pigen skulde gaa ind i Kammeret lige bag efter Bruden og tage om hende og saa give ham Ringen i Haanden, ilag Bruden slukkede Lyset.

Som sagt saa gjort, og de gaar. Pigen kommer bag efter og lister saa stille, hun kan, og saa rækker hun Haanden ud og skal give ham Ringen. »Har du den?« siger han til hende.

»Ja, jeg har«, og han rækker ud og vil tage den, men i Stedet for at tage fat paa Ringen saa tager han Haanden og holder ved den, og saa rykker han til og faar hende trukket frem. Nu viser det sig, at der er to, og da griber han fat i hende og gjør Allarm. Da der saa kommer Lys, ser han, at det er hans gamle Brud, han er viet til, han kan nok kjende hende, og saa bliver den anden jaget bort med Skam og Skjændsel. Saa blev der Glæde i Gaarde, og siden lever de godt med hinanden.

Johanne Svendsdatter, Ø.-Brønderslev.