«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!»
«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i Tanker. «Lad mig tale med Jer ret oprigtigen,» fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger og drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betænkning, tror I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været ham haardt imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt for at gjøre sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt sit forrige Levnet, tror I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men uden Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom, tror I, Gud vil skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et Bønnens Ord?»
«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde Magisteren og gik.
Kort efter rejste han.
Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over Søren Færgemand, og lød paa tre Aars Arbejde i Jern paa Bremerholm.
Lang Tid var det at lide, længere Tid at vente, saa gik da ogsaa den.
Søren kom hjem, men Fangenskabet og den haarde Behandling havde nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de ham paa Kirkegaarden.
Endnu et langt, langt Aar maatte Marie drages med Livet. Saa blev hun pludseligt syg og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved sin Forstands Brug, og Præsten kunde derfor hverken bede med hende eller berette hende.
En sollys Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det blanke Sund og de korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:
Riset det blodigt, som os over Maade,
Plaget saa redelig af en Vredes Brynde,
Fordi vi synde.
Straffed', som du med al Rette kunde,
Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,
Ja, een og alle.
..........
FODNOTER
[1] Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel at kjøre Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu.
[2] Malosie = stort, klodset Fruentimmer.
[3] Kjæreste, dengang = Kone.
[4] Lægevæle = Charpi.
[5] Overdrupsø nu = Ordrupmose.
[6] Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger.
[7] Mellem St. Hans og Paulinus = fra 24 til 23 Juni.
[8] Frue Dag = 15 August.
[9] Gefährt = Kjøretøj.
[10] Tvivle paa: i Betydningen: tro.
[11] "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke noget før?"
[12] Obenbarels = Aabenbarelse.
[13] Unde = Onde.
[14] tint = tænkt.
[15] Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er.
[16] Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken med Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder.
[17] blommerantes = broget blomstret.
[18] Ajer = andre.
[19] jen Ralt = een Pjalt.
[20] flier = flere.
[21] hiel Las = helt Læs.
[22] hvi't = hvilket.
[23] løv' = leve.
[24] tage Hjællet af En = slaa En ihjæl.
[25] Buentøs = Bondetøs.
[26] saa mo et vær' = saa maa det ske.
[27] i hunt = hvordan end.
[28] Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet, betyder det, at Makkeren skal stikke.
[31] Styrvolt = Es.
[32] fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere ustikkelige.
[33] Bukskin = Ni og Otte i Trumf.
[34] det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i Spillet.
[35] Spader fire = det højeste Kort.
[36] Jan = Beet.
[37] Polak = Blanding af Mjød og Brændevin.
[38] Nalle = Bjørnen.
Afskriverens rettelser
- s. 21: Travlhed, lutter astadige[adstadige] Fodtrin og en enkelt
- s. 25: paa Kirkens rødlige[rølige] Mure, henimod Slottet
- s. 27: end ikke om Fasteren vilde hun[kun] høre et Ord. Og
- s. 31: Doch Chloë[Cloë], Chloë zürne nicht!
- s. 32: Amors[Amorns] Magt! — Skulde I tro det? der gives
- s. 33: stramt, der var hverken Læg eller Fold[Eold] paa dem;
- s. 55: og sin Fægtekunst. Han omgikkes[omgikes] meget med den
- s. 63: Blomsterfraade[Bomsterfraade] op og ned i evig Skiften.
- s. 84: kjærlige Hænder rækker Eder i Møde til Annammelse[Anammelse].
- s. 86: Ulrik Christian frem mellem[mellen] de sammenbidte Tænder,
- s. 88: Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede[afparrerede]
- s. 101: Fæstemø, og[sg] han havde da gjerne Livsens Korthed
- s. 102: Nu sittrede[sittrende] en Faarekyllings svirrende Glastoner
- s. 112: blive træt af at beskue det himmelske Jerusalems[Jerusalens]
- s. 131: vilde være, hvorledes hun vilde[hunvilde] blive optaget i den
- s. 136: blinkede blankt gjennem[gjennen] Luften og jagende Gjedder
- s. 140: den kranke Hane og den[de] skrukke Høne!»
- s. 146: med de[det] selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser
- s. 150: ved en maaske mer end[en] aarelang Adskillelse
- s. 150: lært hende, at det Slags Ægteskab[Ægsteskab] hun i sin Trolovelsesstand
- s. 152: Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm[Kobbermaln].
- s. 160: vanvittige Ønsker[Ønker], der næsten maatte vække Tvivl
- s. 175: men det kunde[knnde] alligevel sees, at hun havde grædt.
- s. 186: «saadan En binder du Krandse til, Rosenkrandse[Rosenskrandse],
- s. 187: ængstelig var han[ham], men betaget af den Spænding,
- s. 191: Nu[Nn] derimod levede hun med; og havde hendes
- s. 204: Der Glieder Hurtigkeit, die euch darum[darüm] gegeben
- s. 215: «Nej, Elskov er som en fin[fine] Blomst; om en
- s. 223: havde med sig hertil en [af] hans gamle
- s. 241: vilde han straks tage hende med sig til Aggershus[Aggershuus],
- s. 244: hun føjede endog paa Faderens[Faderes] Opfordring og efter
- s. 244: Majestæt, men[mens] jeg Elendige har ikke de
- s. 244: Grubbes Ord, fik hun[kun], ved en af sine gamle Hofvenners
- s. 274: tredivte Aar og ender med hendes seks og fyrretyvende[fyrgetyvende],
- s. 284: Nogen, der havde gjort noget Trolddom[Troldom] ved ham?
- s. 289: Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe[Grnbbe] i
- s. 305: stirrede saa forvildet og ængsteligt under de smerteligt[smerligt]
- s. 317: Rasmus Kig[Kik] bankede med Knoerne i Bordet,
- s. 318: «Jan!» brølede Rasmus Kig[Kik], og smed sine
- s. 333: Exellence[Excellence] Statholderen, der jo dog af alle berømmes