Naturligviis blev der i Lima ved denne Tid givet Fester af enhver Art til Ære for Don Simon, Landets Befrier. Flere af disse Fester, blandt andre hos en Hr. Reglos, rig Kjøbmand fra Buenos Ayres, var jeg saa heldig at bivaane. Den Luxus, som jeg ved slige Leiligheder forefandt, var mig paafaldende, og navnlig erindrer jeg, at, da Soupéen hos Hr. Reglos var anrettet, og Dørene til Spisesalen bleve aabnede, overraskedes jeg ved at see det lange Bord, bugnende under Vægten af kostbare Sølvsager, istedenfor Borddug, at være dækket med skarlagenrødt Klæde. Indtrykket var glimrende. Opdækningen vakte ikke alene min, men Alles Beundring.
Det er en Selvfølge, at jeg hilste paa Don Simon, men lige saa naturligt er det, at jeg kun efter tilfældig Meddelelse er bleven i Stand til at gjengive en Samtale, som samme Aften — April 1825 — fandt Sted imellem ham og en høitstaaende Officeer, hvilken Samtales Indhold jeg dengang, som historisk mærkelig, fandt mig tilskyndet til at nedskrive. Efterat Libertadoren først temmelig udførlig havde omtalt Amerikas Anliggender for denne Officeer, vedblev han, idet han gik over til at omtale sine Fremtidsplaner: „Imorgen reiser jeg herfra for at gjøre mig bekjendt med den sydlige Deel af Peru; derefter gaaer jeg til Potosi, hvor jeg haaber at ville være i Stand til at dæmpe de der herskende Uroligheder. Omtrent i Juli Maaned vil jeg altsaa være her tilbage, og, hvor kjæk en Mand Rodil end er, vil han ikke kunne holde sig i Callao synderlig længer som Følge af Mangel paa Levnetsmidler. Jeg haaber altsaa, at man snart vil kunne faae Ende paa denne ødelæggende Krig, og at Amerikas Frihed og Uafhængighed da vil være grundlagt for stedse. Dette er mine Ønskers Maal. Naar dette er opnaaet, trækker jeg mig tilbage fra den Skueplads, paa hvilken jeg hidtil har virket, og er det da mit Ønske at kunne tilbringe Resten af mine Dage i Paris.“
Bolivar var dengang paa Højdepunctet af sin Storhed. Han havde reist Forsvarsbanneret i sit Land, og under hans Ledelse var det lykkedes at afkaste det trykkende og forhadte spanske Aag. Han var Republiken Columbiens Præsident, Perus Befrier, og Alt bøiede sig for hans overlegne Aand og Dygtighed. I een Retning viste det sig imidlertid, at han havde været for sangvinsk; i 16 Maaneder forsvarede Rodil sig heltemodig i sin Fæstning, bestandig haabende paa Undsætning fra det sygnende Fædreland. Callao blev efterhaanden, efterat saavel Veracruz som St. Juan de Ulloa vare faldne, den sidste Rest af Spaniens Storhed og Magt paa det amerikanske Fastland, og med det spanske Flag paa Callaos Taarne svandt Resultaterne af Cortez’ og Pizarro’s eventyrlige Heltebedrifter.
Otte Aar senere var jeg i St. Thomas som Næstcommanderende ombord i Briggen „Allart“. En Dag kom jeg ind i et af St. Thomas’ store Vareoplag for at tale med Eieren, Mr. Thompson. Denne var netop beskjæftiget med nogle Kunder, og ved at see mig om i Magasinet faldt mine Øine paa en Bunke Tallerkener, prydede i Midten med et Billed, omkring hvilket der stod: „Governor-General Peter von Scholten“. Jeg betragtede Portraitet, da Mr. Thompson kom til, og yttrede min Forundring over den ringe Lighed, som fandtes imellem dette og Originalen. Mr. Thompson maatte indrømme, at Ligheden ikke var stor. „Men aldrig“, bemærkede jeg, „har General Scholten havt den store sorte Knevelsbart, eiheller den rige, sorte Haarvæxt, som man her har givet ham“. „Atter uheldigt“, tilstod Mr. Thompson; „og den blaa Mundering med Guldbroderi“, udbrød jeg videre, „men ingensinde har jo General Scholten havt nogen saadan.“ I al Fortrolighed meddeelte Mr. Thompson mig nu, at Billedet oprindelig var et Portrait af Don Simon Bolivar ved den Tid, da han var paa sin Lykkes Tinde. „Han er nu gaaet af Mode,“ fortsatte han, „og Tallerkenerne fandt ikke mere nogen Afsætning; jeg fandt da paa at lade anbringe Omskriften: Governor-General Peter von Scholten, og de gaae nu af som varmt Brød; Negerne ville alle kjøbe dem og glæde sig ved at komme i Besiddelse af et Billed af „Massa Peter“, deres kjære General-Gouverneur.“
Tiderne ere omskiftelige!