I December 1825 forlod Fregatten „Marie-Thérèse“ Valparaiso, og efter 53 Dages Reise ankrede vi paa Rio-Janeiros Rhed. Her forblev Fregatten til Ankers i flere Maaneder, og, da det lod sig forudsee, at denne Stilleliggen endnu vilde vedvare i lang Tid, opnaaede jeg Admiralens Tilladelse til med Briggen „Alacrity“, der overførte en fransk Diplomat til Frankrig, at vende tilbage til Europa.
I October 1826, altsaa netop tre Aar efterat jeg havde forladt Danmark, ankom vi til Rochefort.
Efter et kort Ophold i Bordeaux begav jeg mig til Paris, og, da det alt forlængst havde været mit Ønske at aflægge et Besøg i Fædrelandet, var jeg saa heldig ved Velynderes Medvirkning at opnaae Tilsagn om, at jeg ved min Tilbagekomst atter kunde gjøre mig Haab om at blive gjenoptagen til Tjeneste ombord i franske Skibe.
Midt i December, efter en anstrengende Landrejse, under hvilken jeg blandt Andet med den almindelige Postbefordring tilbragte 35 Timer paa Veien fra Altona til Kiel, ankom jeg til Kjøbenhavn, og stor var min Glæde ved efter saa lang Tids Forløb paany at betræde dansk Grund og atter befinde mig blandt Slægt og Venner.
I Begyndelsen at Mai 1827 afgik Orlogsbriggen „St. Jan“ til Vestindien. Briggen havde Ordre til at anløbe Falmouth for derfra at overføre Øernes General-Gouverneur — Gen. Scholten — til St. Croix, og, da der saaledes tilbød sig en gunstig Leilighed for mig til at gjøre mig bekjendt med de engelske Havne langs Canalen, opnaaede jeg Admiralitetets Tilladelse til som Passageer at afgaae med Briggen til England.
Begyndelsen af dette Togt var i en særlig Grad uheldig. Faa Timer efterat vi havde forladt Kjøbenhavn, blev Chefen, Capt. Schultz, syg og maatte indlægges paa Hospitalet ved Ankomsten til Helsingør. Capt. Thomsen blev beordret til at overtage Commandoen i hans Sted; men næppe vare vi komne Sundet ud, før Briggens Næstcommanderende, Lieutn. Bille, blev saa stærkt angreben af Rosen i Ansigtet, at han i længere Tid maatte forblive indespærret i sit Lukaf. Ogsaa Briggens yngste Officeer, Lieutn. C. Krieger, blev syg, saa at mit Tilbud om at dele Tjeneste med den eneste tiloversblevne Officeer af Briggens Besætning blev modtaget med Paaskjønnelse.
Efter en lang og kjedelig Fart over Nordsøen naaede vi Portsmouth, hvorfra Depecher fra Udenrigsministeriet skulde afsendes til London. Opholdet blev kun kort, men var nær blevet skjæbnesvangert, da Lodsen under Udseilingen satte os paa Grund under høist mislige Omstændigheder. Det blæste en torebet Mærsseilskuling, og i tre Qvarteer huggede Briggen saa voldsomt imod Grunden, at der var overhængende Fare for, at Reparation i Dok og deraf følgende Forhaling af Reisen vilde blive nødvendig. Briggen holdt imidlertid, og det stigende Vande bragte os atter flot, hvorefter vi et Par Dage senere ankrede ved Falmouth. Her tog jeg Passage i et Dampskib, der anløb Dartmouth, tilbragte nogle Dage i Plymouth, besøgte Weymouth og Portsmouth, hvorfra jeg med en fransk Æggehandler, eller vel snarere et Smuglerfartøj, gik over Canalen til Cherbourg. — Over Havre og Rouen gik Rejsen derfra videre til Paris.
Under mit Ophold i Danmark var det lykkedes mig ved General Bülows Indflydelse at opnaae Premierlieutenants-Charakteer. Ved Ankomsten til Paris gik mine Bestræbelser ud paa at bringe det franske Marineministerium til at godkjende denne Forfremmelse, og blandt dem, til hvem jeg henvendte mig i denne Anledning, var ogsaa Admiral Missiessy, tidligere Høistcommanderende over Flaaden ved Antwerpen, og hvis Commando min Fader altsaa i flere Aar havde været underlagt. Admiralen var i høieste Grad forekommende imod mig; med stor Redebonhed lovede han at skulle tage sig af Sagen og tilføiede under Samtalens Løb, at han ikke skulde undlade ligeoverfor Ministeren at fremhæve min Tjeneste i sin Tid paa Scheldeflaaden. Den velmenende Admiral gjorde sig næppe Rede for, at denne Tjeneste indskrænkede sig til, at jeg i nogle Maaneder som sex Aars Purk havde opholdt mig hos min Fader ombord i hans Flagskib Linieskibet „Pultusk“, førend min Fader satte mig i Huset hos en Søster af sig inde i Vogeserne.
Naturligviis er det mig ubekjendt, hvorvidt den ovenberørte Tjeneste lagde nogen afgjørende Lod i Vægtskaalen til min Fordeel; men vist er det, at jeg faa Dage efter modtog Ordre at begive mig til Toulon, for der som lieutenant de vaisseau at tiltræde Tjeneste ombord i et af de Orlogsskibe, som ved den Tid vare under Udrustning for at afgaae til Levanten.
23 Aar gammel fandt jeg mig altsaa betroet Commando som Qvarteerchef i et Linieskib og blev samtidig dermed stillet lige i Grad med Capitain i Hæren, ifølge de for den franske Krigstjeneste gjældende Love.
Belært af tidligere Erfaring forespurgte jeg mig i Marineministeriet om det Tidspunct, da de anførte Skibe kunde antages at ville afgaae til deres Bestemmelse. Man svarede, at det hermed havde temmelig lange Udsigter, og at der i ethvert Tilfælde ikke var Anledning for mig til at paaskynde min Reise. Jeg gav mig altsaa god Tid, reiste til Montpellier for at besøge en Kammerat fra „Marie-Thérèse“, besøgte senere i det storartede Marked i Beaucaire, hvis Betydning i vore Dage vistnok betydelig er aftagen, og ankom om Morgenen den 30te Juli til Toulon, hvor jeg naturligviis strax meldte mig til vedkommende Øvrighed — le Major-Général. Modtagelsen fra dennes Side var imidlertid langt fra at være venlig. Der var ankommen telegraphisk Ordre fra Paris, meddeelte han mig, til at paaskynde Skibenes Udrustning til Levanten og snarest muligt at afsende dem til deres Bestemmelse; man havde alt i længere Tid ventet mig, „og, var De ikke ankommen nu“, fortsatte han, „vilde en anden Officeer være bleven commanderet til at træde i Deres Sted. — Naar vil De være istand til at tiltræde Tjeneste ombord“? — „Om to Timer“ — svarede jeg, og en Time efter modtog jeg Ordre til i Henhold til Bestemmelse fra Marineministeriet som lieutenant de vaisseau at træde til Tjeneste ombord i 74 Kanonskibet „Scipio“, der laa seilklart paa Rheden. — Inden Middag havde jeg meldt mig til Tjeneste i Skibet, og den paafølgende Dag, 31te Juli 1827, afgik vi til de græske Farvande.