I 1821, 17 Aar gammel, afgik jeg som Lieutenant fra Søcadet-Akademiet. Det paafølgende Aar blev jeg commanderet til Vestindien med Corvetten Najaden, ført af Capitain, senere General-Adjudant Uldall; i August 1823 kom Corvetten tilbage til Kjøbenhavn, og kort efter besluttede jeg, i Forening med daværende Second-Lieutenant U. Dirckinck, senere dansk Gesandt i Paris, at begive mig til Frankrig for om muligt at opnaae Ansættelse i den franske Marine.
Tre danske Officerer, nemlig Brødrene Bille og F. Scholten, var det lykkedes nogle Aar iforveien, ved Understøttelse af formaaende Paarørende, at opnaae denne Begunstigelse; Dirckinck og jeg vare derimod ikke saa heldig stillede. Vel havde min Fader endeel Bekjendtskaber i Frankrig fra den Tid, han havde commanderet de med Danske bemandede Skibe ved Antwerpen; men uvist var det, om nogen af disse beklædte saadanne Stillinger, at de kunde være os til særlig Nytte. Den Opmuntring, der blev os tildeel fra Regjeringens Side var dertil kun ringe, og vi maatte altsaa være beredte paa at bane os Vei ved egne Kræfter. I October forlode vi Kjøbenhavn, ledsagede af Manges gode Ønsker, men samtidig dermed af endnu Fleres Tvivl om, hvorvidt vort Forehavende vilde lykkes.
Pengemidlerne vare knappe, og ombord i en af de da farende Kieler-Paketter naaede vi Kiel. En velforsynet Madkurv var medbragt fra Kjøbenhavn, og Udgiften ved denne Deel af Reisen bestred jeg med 4 Rd. Flere Passagerer ombord enedes om at leie en Vogn fra Kiel til Altona; Udgiften herved beløb sig til 3 Rd., og for 7 Rd. naaede jeg saaledes Hamborg. Aldrig er det senere lykkedes mig at foretage saa billig en Reise.
Ved Ankomsten til Paris fremstillede vi os for Kammerherre Juel, Danmarks Repræsentant ved det franske Hof. Vi anmodede ham om at anvende sin formaaende Indflydelse til Gunst for Opnaaelsen af vort Ønske. Modtagelsen fra hans Side var imidlertid ingenlunde opmuntrende. Først og fremmest bade vi ham om at ville forestille os for den franske Marineminister. Dette, meente han, vilde ikke kunne finde Sted i en nær Fremtid, da Ministeren var paa Landet; flere Uger vilde udentvivl hengaae, før vort Ønske kunde blive bragt paa Bane, ligesom vi overhovedet maatte være forberedte paa Opsættelse og lang Venten, da det var høist tvivlsomt, hvorvidt vor Ansættelse vilde kunne sættes igjennem, og Sagen i ethvert Tilfælde vilde være forbunden med megen Vanskelighed.
Vi forlode Ministeren i Fortvivlelse. Til et Ophold i Paris den større Deel af Vinteren var det let at forudsee, at Pengene ikke vilde slaae til. I en af de lange Gange i Tuileri-Haven blev holdt Raadslagning imellem Dirckinck og mig; vi maatte forsøge ad anden Vei at faae vort Anliggende fremmet, og de os fra Kjøbenhavn medgivne Anbefalingsbreve vare da det, vi nærmest havde at holde os til.
Min Fader havde medgivet mig Skrivelser til forskjellige høitstaaende Officerer, med hvilke han tidligere havde staaet i Forbindelse. Blandt disse Skrivelser var ogsaa et Brev, ifølge daværende Lieutenant Zahrthmanns Raad, til Admiral Holgan, der for kort Tid siden havde beklædt Posten som chef du personnel i det franske Marineministerium. Ogsaa Dirckinck havde et Brev til denne, og næste Dag begave vi os til Admiralen, som vi traf i Ministeriet. Han tog imod mig med en Hjertelighed, der viste, at min Fader havde efterladt sig Venner i den franske Marine. „Har De seet Ministeren?“ spurgte han; „vil De, at jeg skal forestille Dem for ham?“ „Vi kunne jo strax forhøre, om han er i sit Kabinet.“ Vi yttrede Tvivl om, det ikke vilde være rigtigt, at vor Gesandt blev underrettet om hans velvillige Tilbud, førend vi benyttede det. „De har Ret,“ indrømmede Admiralen, „tal altsaa med Deres Minister og kom saa herhen til mig imorgen!“
Kammerherre Juel havde naturligviis Intet imod, at Andre paatoge sig at tale vor Sag. Af Admiral Holgan bleve vi altsaa den næste Dag fremstillede for Marineministeren, Marquis de Clermont-Tonnerre, en behagelig Mand med et vindende Udvortes. Han modtog os med udsøgt Forekommenhed. Den danske Marines Officerer, sagde han, havde efterladt smukke Minder i Frankrig. Han læste min Faders Brev til Admiral Holgan, spurgte, om ikke min Fader var Officeer af Æreslegionen, og sluttede med at sige, at han vilde forelægge vort Andragende for H. M. Kongen.
Otte Dage efter modtoge vi Meddelelse om, at Tilladelse til at gjøre Tjeneste paa franske Skibe var os tilstaaet. Vor Stilling ombord skulde bestemmes ifølge den Anciennetet, vi havde i den danske Marine; der blev dertil tilsagt os Gage i Lighed med franske Officerer, saalænge vi gjorde Tjeneste ombord, og vore Ønskers Maal var saaledes ikke alene opfyldt, men for mit Vedkommende idetmindste, endog langt overtruffet. Jeg jublede; den nærmeste Fremtid viste sig for mig i lyse og smukke Farver, der bleve endmere tiltalende, naar jeg saae hen til Forholdene i vor egen Marine, der ved den Tid saavist ikke vare opmuntrende.
Da vi hilste paa Kammerherre Juel, efterat vor Ansættelse var bevilget, syntes enhver Betænkelighed hos ham ved at fremstille os for Marineministeren med eet at være forsvunden. Det træffer sig saa heldigt, yttrede Kammerherren, at jeg paa Tirsdag er buden til Middag hos Ministeren; efter Bordet er der Soirée, og, naar De indfinder Dem i Ministerens Salon Kl. 9, vil det være mig en Fornøielse at forestille Dem for Hans Excellence. Naturligviis begave vi os til fastsat Tid til Marineministeriet — og mødte Kammerherre Juel paa Trappen, tæt indsvøbt i sin Kappe, iværk med at begive sig hjem. Naturligviis fik vi ham til at vende om; men man vil heraf kunne slutte sig til den Interesse, der fra vor Ministers Side blev vort Anliggende som ogsaa os selv personligen tildeel.
Det kom nu an paa snarest muligt at opnaae Udcommando. Admiral Holgan, der var utrættelig i sin Interesse for os, forestillede os for chef du personnel, Admiral d’Augier. Atter af ham bleve vi modtagne med en Velvillie, som jeg altid vil mindes med Erkjendtlighed. Admiralen omtalte de forskjellige Expeditioner, som i den nærmeste Fremtid vilde blive udrustede. „Der vil afgaae Skibe til Østersøen og til Vestindien“, anførte han; „men Ansættelsen derombord vil næppe være, hvad De kan ønske, da De jo kjender disse Farvande. Der bliver udrustet en Fregat til Sydhavet; men der er saa stor Rift om at opnaae Udcommando til dette Togt, at jeg ikke seer mig istand til at ansætte nogen af D’Hrr. derombord. Et Linieskib vil derimod om kort Tid afgaae til Rio-Janeiro; dette vil kunne blive et behageligt Togt for Dem.“ Det syntes, som om Valget af den Udcommando, der behagede os mest, var overladt til os selv: vi bleve baarne paa Hænderne — aldrig er jeg bleven behandlet med en mere udsøgt Forekommenhed.
Nogle Dage efter indbødes vi til Middag hos Marineministeren. At blive buden til Middag hos en Minister er en Begivenhed for en nittenaarig Lieutenant; det er dog ikke dette, der nærmest bringer mig til at omtale denne Indbydelse, hvorimod den fik en saa afgjørende Indflydelse paa min hele Stilling i fransk Tjeneste, at jeg derved tilskyndes til nærmere at omtale denne Diner.
Selskabet var ikke talrigt. Foruden en Fyrst Hohenlohe, forfremmet til Marschal under den nys tilendebragte Krig i Spanien, bestod det af Admiral Rosamel, samt nogle ældre og yngre Søofficerer, ialt omtrent fjorten eller atten Personer. Næppe havde jeg gjort min Opvartning for Ministeren, før en Officeer kom hen imod mig og navngav sig som Mr. Collet, capitaine de vaisseau; han havde, sagde han, commanderet Linieskibet „Auguste“ paa Schelde-Floden og kjendte derfra min Fader; han nærede den største Hengivenhed og Agtelse for ham, og Intet vilde være ham kjærere, end om han kunde være sin tidligere Vens Søn til Nytte. Collet var en kjøn og livlig Mand med et determineret Udvortes, og i høi Grad følte jeg mig tiltrukken af al den Venlighed, hvormed han overøste mig.
Som vi skulde gaae tilbords, kom han hen til Dirckinck, der stod tæt ved mig, og spurgte, om han vilde tage Plads ved Siden af ham. Dirckinck var naturligviis højst villig hertil, og ved Bordet kom Marschal Hohenlohe til at indtage Sæde ved Ministerens højre Side, dernæst kom Capt. Collet og saa Dirckinck. Jeg havde Plads ligeoverfor og kunde saaledes ikke undgaae at høre Alt, hvad der foregik paa den anden Side af Bordet. Ved Slutningen af Maaltidet hørte jeg Collet sige til Dirckinck, at det vilde være ham kjært, om han vilde modtage Ansættelse ombord i Linieskibet „Jean-Bart“, bestemt til Brasilien, af hvilket han havde faaet Commando; da Dirckinck yttrede, at Intet vilde være ham kjærere, fortsatte Collet: „Saa kunne vi jo strax faae den Ting afgjort.“ Bag om Hohenlohe henvendte han sig til Ministeren med Ønske om, at den unge Officeer, der sad ved hans Side, maatte blive ansat under hans Commando; Ministeren indvilgede med Fornøielse heri, og hermed var Dirckinck udcommanderet paa et Togt, der maatte betragtes baade som lærerigt og behageligt.
Hvormeget jeg end glædede mig over Dirckincks Udsigt til hurtigere at komme tilsøes, negter jeg ikke, at Capt. Collets pludselige og varme Venskab for ham var mig paafaldende. Jeg følte mig noget tilsidesat og anstillede Betragtninger over de Chancer, jeg vilde have til at komme i Activitet, da Capt. Collet kom hen til mig for at sige, at han vilde forestille mig for Admiral Rosamel. „Admiralen“, fortsatte han, „har Commando af den Expedition, der udrustes til Sydhavet; han tager Dem ombord i sin Fregat, og jeg kan ikke andet end lykønske Dem til den smukke Campagne, som De under hans Commando vil tiltræde.“ Jeg blev fremstillet for Admiral Rosamel, han sagde mig nogle venlige Ord, og hermed var jeg ansat ombord i 60 Kanons Fregatten, „Marie-Thérèse“, der var under Udrustning i Toulon.
Senere erfoer jeg til min store Morskab, at Alt, hvad der for Dirckincks og mit Vedkommende var foregaaet under hiin Middag hos Marineministeren, beroede paa en Forvexling fra Collets Side imellem Dirckinck og mig, der begge bare dansk Søofficeers-Uniform. Ved Bordet troede Collet at have mig ved Siden af sig, da han af Ministeren udbad sig, at denne unge Lieutenant maatte blive udseet til at gjøre Togt under hans Commando. Først efter Maaltidet blev han Forvexlingen vaer, og for at bøde paa den indløbne Feiltagelse, stilede han lige hen til Admiral Rosamel med Anmodning om, at denne vilde rede ham ud af den piinlige Stilling, i hvilken han var bleven stedet, ved at tage mig med sig til Sydhavet. Admiral Rosamel vægrede sig, da han alt havde fuldtop af Officerer ombord i Fregatten; Collet forestillede ham, at han ligeoverfor sin Ven, Admiral van Dockum, vilde være stillet i et højst uheldigt Lys, om ikke Admiral Rosamel vilde tage sig af mig. Han udbad sig som en Venskabs-Tjeneste, at Rosamel bragte ham ud af Forlegenheden, og Rosamel endte med at give efter. Saaledes skete det, at jeg kom til at gjøre et Togt, der hos mangen fransk Officeer dengang var Gjenstand for de ivrigste Ønsker, og at jeg blev udcommanderet netop med det Skib, hvorombord Admiral d’Augier havde udtalt, at ingen af os turde gjøre sig Haab om at opnaae Ansættelse.
Collet kom slet ikke til at føre „Jean-Bart“. Han blev syg, men lovede U. Dirckinck at sende en Anbefalings-Skrivelse for ham til Admiral Duperré, dengang Marine-Præfect i Brest. Da Dirckinck meldte sig hos Admiral Duperré, modtog denne ham høist venlig, men kaldte ham bestandig Mr. van Dockum. Forundringen herover ophørte, da Dirckinck saae mit Visitkort henlagt paa Admiralens Bord. Collet havde anbefalet den danske Officeer: „hvis Kort jeg tillader mig at vedlægge“; men Dirckincks og mit Kort, der under hans Sygdom samtidig vare blevne ham leverede, havde han forvexlet, saa at han, hvor dygtig en Officeer han end anerkjendtes at være, dog næppe vil kunne siges fri for at have været distrait i en temmelig betydelig Grad.
Nogen Tid hengik nu i Forventning om den endelige Udcommando. Jeg tilbragte Tiden med at besee Paris, med at besøge Theatrene og med at høre nogle Forelæsninger over Mathematik, der imidlertid, skjøndt jeg paa Akademiet blev betragtet som Mathematiker, gik langt over min Kundskabs Rækkevidde. En fornøielig Juul med behørigt Juletræ, Sange og Foræringer tilbragtes i dansk Kreds, bestaaende af Brøndsted, Malte-Bruun, Just Thiele, Violoncellisten Funck, Lieut. Ræder m. Fl., og til Gjengjæld samledes vi Nytaars-Aften hos Malte-Bruun, der syntes at leve op i den muntre danske Omgivelse. 1823 havde for mig været et lykkeligt Aar, og med taknemmeligt Sind paaskjønnede jeg alt det Gode, som det havde bragt mig.