Ved Ankomsten til Toulon maatte „Scipio“ i Dok. Lasten blev brudt, Alting blev taget ud af Skibet, og som Følge heraf bleve Folkene indqvarterede iland. Arbeidskraften viste sig imidlertid med hver Dag at blive mindre; flere og flere af Mandskabet mødte ikke ombord, og omsider tiltog Tallet af de Udeblivende i den Grad, at der var enkelte Dage, hvor af Skibets Besætning paa over 600 Mand ikke 90 mødte ved Morgen-Mønstringen. Man kunde næsten have været fristet til at troe, at Udeblivelserne fandt Sted efter en Slags regelmæssig Omgang; thi senere paa Dagen kom endeel tilstede, medens Andre forsvandt; men kun langsomt og trevent slæbte Skibets Arbeider sig fremad.
For at raade Bod paa dette Onde blev det befalet, at det hele Mandskab skulde forblive ombord om Natten, og de nødvendige Foranstaltninger bleve trufne i dette Øiemed; ligemeget hjalp det, Ondet vedblev at tiltage. Det er hændet, at der ved Aftenmønstring ikkun var 6, skriver sex, Mand af Besætningen ombord i Skibet. Hvorledes dette er gaaet til, da den eneste Udgang fra Værftet var igjennem Porten til Arsenalet, hvor Vagt og Betjente i Mængde forrettede Tjeneste, var og er mig vedblivende uforklarligt. En stor Deel af Arbeidet ombord maatte udføres af „forçats“, Galeislaver, lænkede to og to til hinanden, og hvis Mængde derfor aldrig blev opgivet efter deres Antal, men parviis. Man begjærede 50 Par og fik 100 Mand.
Denne Tilstand, en Følge af Interregnum i Commandoen og af den alt længe herskende Slappelse og Uorden ombord, kunde ikke vedvare. Saasnart som det lod sig gjøre, blev „Scipio“ udlagt paa Toulons Indre-Rhed, og her meente man, at Mandskabet uden Vanskelighed maatte kunne holdes ombord; men om Natten bemægtigede Folkene sig Skibets Fartøier og listede sig bort med disse, saa at man den paafølgende Dag maatte opsøge Fartøierne paa forskjellige Steder i Bugten. En lieutenant de vaisseau og nogle Cadetter skiftedes til at have Inspections-Vagt ombord. Min Tour kom altsaa ogsaa, og belært af, hvad der tidligere Nætter var foregaaet, forekom det mig at være en Ambitions-Sag at forhindre al Bortrømning, saalænge jeg var den Ansvarhavende for Skibet. Mod Aften lod jeg alle Fartøierne føre hen til Skibets Boier, det sidste Fartøi blev opheist under Jollebommene, og saaledes antog jeg at være fuldkommen sikkret. Ved at rundere, efterat Mørket var faldet paa, opdagede jeg imidlertid, heelt inde under Gillingen, en „rafiou“, lille Baad, hvis Hensigt øiensynlig maatte være at bringe Folk fra Skibet ud til vore i Afstand fortøiede Fartøier. Baadens Eier var ikke at finde, altsaa blev ogsaa rafiouen ført ud til Boierne, Laaringsfartøiet blev atter opheist, og til endyderligere Sikkerhed forblev jeg selv paa Dækket til henad Midnat. Det var de første Dage af Februar Maaned, Natten var bælgmørk, og en stiv Kuling havde sat Søen noget i Bevægelse. Da hørtes med eet Angestskrig og Raab om Hjælp nede fra Vandet, forude ved Skibets Boug. Man kom til med Lanterner, og man tænke sig min Forundring, da jeg opdagede en Slags Flaade, paa hvilken en halv Snees Mand af Besætningen havde til Hensigt at lade sig drive iland. Skaffeborde og Bænke havde de sat ud ad Bougporten og stablet disse ovenpaa hinanden, indtil de antoge, at Bærekraften var tilstrækkelig; de gave sig derefter paa Veien; men Søens Bevægelse havde bragt deres skrøbelige Flaade til at skilles ad, og med Møie fik vi dem frelst fra at drukne. Da Morgenen kom, laae vore Fartøier urørte ved Boierne, men den mistænkelige rafiou var forsvunden; noget videre om den blev aldrig senere oplyst.
Mr. Bougainville, capitaine de vaisseau, overtog ved denne Tid Commandoen af Skibet. Krigsretter bleve nedsatte, og en Mængde af Folkene blev idømt Kjølhaling, Tamp eller en i den franske Marine dengang gængse Straf, en Art Spidsrod, der i Lovsproget benævntes: „courrir la bouline“.
Denne Straf, egen i sin Slags, fortjener nærmere Omtale. En Leider eller Ende Tougværk blev strakt fra For til Agter paa Dækket; langs denne Leider vandrede en Kous, og til denne blev Delinqventen fastgjort. En Trommeslager blev stillet foran ham, to Mand under Gevær bagefter, og under Trommeslag blev Synderen ført frem og tilbage det idømte Antal Gange. Langsmed Touget eller Leideren var opstillet et bestemt Antal Folk paa hver Side, der med Seisinger skulde tildele Delinqventen Slag, altsom han i langsom Marche drog dem forbi. Man havde imidlertid tænkt sig, at enkelte af disse Slag kunde ramme den Paagjældendes Hoved, og at dette kunde medføre skadelige Følger; for at afværge dette havde Loven derfor bestemt, at en Kurv, i Form af en Tørvekurv, der naaede heelt ned til Skuldrene, skulde sættes over den Afstraffedes Hoved, og saaledes udstyret, med Trommeslageren foran, der angav Takten, og med de to Gefreidere, der sluttede Toget, drog nu Processionen forbi, og naturligt er det, at fast alle Slag bleve rettede imod Kurven, saa at den hele Straf blev en fuldstændig Komedie.
Eiheller Kjølhalingen havde det Afskrækkende ved sig, som man almindelig tillægger denne Straffemaade. Forbryderen blev nemlig, ifølge de gjældende Forskrifter, ingenlunde halet under Kjølen, men kun dyppet et vist Antal Gange i Vandet. Et svært Lod blev bundet Delinqventen om Benene, han blev heist op under Fokkeraaen, og det idømte Antal Gange blev Jollen, i hvilken han var opheist, kastet los, hvorefter den Dømte atter strax igjen blev opheist paa samme Side under Raaen, indtil det idømte Antal Gange af denne saakaldte Kjølhaling var præsteret. Sandsynligviis ere disse Straffe, af hvilke den første især altid var til stor Morskab for Mandskabet, forlængst afskaffede i den franske Marine; men saameget mere er der Anledning til at omtale dem netop her, hvor Erindringer om en svunden Tid ere Gjenstand for Omtale.
Mr. Bougainville var en elskværdig Personlighed, men han besad ikke den Kraft og endnu mindre den Udholdenhed, som vilde have været nødvendig for at raade Bod paa de Onder, der under Mr. Milius’ Commando havde fæstet Rod hos Mandskabet. Demoralisationen vedblev stadigen at tiltage, og, som alt tidligere berørt, blev Oprør og Straf den endelige Følge af, at Vægelsind og Svaghed vare blevne satte i Spidsen for et Mandskab, der tildeels var blevet udskrevet fra det Indre af Landet, og som kun lidet egnede sig til Livet ombord.