Mit Indtog ombord i „Conquérant“ skeete igjennem en Kanonport paa underste Batteri. Mit Gods blev langet ombord, og jeg fandt mig henflyttet til et Skib, der alt længe havde opvakt min Beundring. Endnu staaer Erindringen levende for mig om det Øieblik, da jeg betraadte dette Skib: det forekom mig, at jeg aandede i en anden Atmosphære, Alt omkring mig tydede paa Orden, Disciplin og Velvillie, jeg følte mig som et andet Menneske, en Art Begeistring kom over mig, og sikkert maa Glæde og Tilfredshed have været at læse i mit Ansigt, da jeg paa Hytten fremstillede mig for den commanderende Admiral.
Le chevalier Henry de Rigny, Vice-Admiral, var dengang i en Alder af omtrent 45 Aar. Lidt under Middelhøide af Væxt, med et uanseligt Udvortes, var han simpel og naturlig i sin Optræden; ulig Franskmændene i Almindelighed skyede han til daglig Brug den Glands og de Former, med hvilke franske Admiraler pleiede at omgive sig; dog fremgik det strax af hans gjennemtrængende Blik og af hans kløgtige Ansigtstræk, blandt hvilke den spidse Næse var fremtrædende, at man i ham ikke havde med nogen almindelig Mand at gjøre. Et listigt Udtryk, forenet med en høi Grad af Ro, var udbredt over ham; men, blev hans Sind først sat i Bevægelse, blev han opfarende, hensynsløs, og hans Heftighed kjendte da undertiden ingen Grændse. Indsmigrende i høi Grad, naar han vilde behage, var Admiral Rigny bestemt, naar han vilde sætte noget igjennem, vedholdende i sine Planer og uden Frygt for at paatage sig stort Ansvar. Med disse Egenskaber forenede han en sjelden Fiinhed og Tact, og han var saaledes vel skikket til at varetage sit Lands Interesser i Levanten under denne Periode, da forstyrrede Forhold i enhver Retning frembøde sig i rigeligt Maal. Man blev saaledes ved denne Tid Vidne til det Særsyn, at Russerne bekrigede Tyrkerne i det Sorte Hav, hvor de indtoge Varna, medens de søndenfor Dardanellerne optraadte paa den fredeligste Maade af Verden og som Venner viste deres Flag i de vigtigste tyrkiske Havne; England saae man, i Modstrid med dets Traditioner, optræde fjendtlig imod Tyrkiet, og, hvad Politiken angaaer, syntes saaledes Alt at være vendt op og ned paa i disse Egne.
Under Keiserdømmet havde Admiral Rigny været ansat ved „Marins de la garde“, og i 1809 commanderede han paa Schelde-Floden Fregatten „Euridice“. I 1825 forlod han Toulon med sin Stander heist ombord i Fregatten „Syrène“. „Det hedder sig, at jeg ikke er Søofficeer“, sagde han til Fregattens Chef, Mr. Robert, „jeg vil overbevise om det Modsatte, og selv paatager jeg mig Fregattens Organisation“. „Syrène“ blev under hans Hænder et Mønster paa god Orden og paa et vel manøvreret Skib. En talrig Escadre blev ham underlagt. De franske Orlogsmænds Virksomhed strakte sig over hele Levanten, og der ydedes Beskyttelse imod græske Sørøvere, som øvede de største Grusomheder imod Enhver, der faldt i deres Vold. Ved Ipsara og ved Scios reddede de Franske mangen Grækers Liv, og, da Athenen maatte overgive sig til Tyrkerne, optraadte Admiral Rigny som Mellemhandler paa en smuk Maade, der ikke var forbunden med ringe personlig Fare. Ogsaa blev hans Virksomhed paaskjønnet. Efterat være vendt tilbage til Frankrig blev han i 1830 sat i Spidsen for Marinen som Minister, og senere tog han Sæde i det franske Ministerium som Udenrigsminister. Ligesaasnart jeg vel var kommen ombord i „Conquérant“, blev der brast fuldt, og Coursen sat ind imellem Sapienza-Øerne for at opjage et mistænkeligt Skib. Aldrig vilde man i „Scipio“ have vovet sig ind i dette dengang tildeels ukjendte Farvand. Ved at søge de snevreste Løb og knibe tæt om Pynterne troede det jagede Skib at kunne undgaae os; men med forbausende Dristighed blev Jagten fortsat, og med henved 9 Miles Fart vare vi snart paa Siden af ham. Skipperen kom ombord; det syntes at være hans Hensigt at indsmugle Provisioner til Morea; en Brig blev beordret til at følge ham 50 Miil tilsøes.
Dette var mine første Timer ombord i „Conquérant“; de efterlode et varigt Indtryk. Med hver Dag forøgedes min Beundring af den Maade, hvorpaa dette Skib blev commanderet, jeg følte mig hædret ved at være derombord, og endnu den Dag idag nærer jeg den Overbeviisning, at „Conquérant“ var det smukkeste og stolteste Skib, som dengang flød paa Havet.
Det var en misundelsesværdig Stilling at være ombord i „Conquérant“. Mandskabet var udsøgt, idet alle mindre duelige Folk stedse bleve ombyttede med udvalgte Matroser fra Skibe, der vendte hjem til Frankrig; en behagelig Tone herskede saavel blandt Skibets Officerer indbyrdes som i Forholdet til de Commanderende, og, skjøndt Tjenesten var streng, undertiden endog meget streng, da vi kun vare syv tjenstgjørende Officerer ombord, forekom Alt at blive ledet af en usynlig Haand og at være ordnet paa en saadan Maade, at man næppe engang blev vaer, at der fandtes Commanderende ombord. Admiralskibet var dertil Midtpunctet for den store Mængde Orlogsmænd, som ved denne Tid færdedes i Levanten; man var de Første, der modtoge Efterretninger, man kunde nogenledes følge de forskjellige Skibes Bevægelser og Virksomhed, og selv paa det materielle Liv havde de hyppige Forbindelser i alle Retninger en synlig Indflydelse, idet vort Bord prangede med Frembringelser og Frugter fra alle Levantens Havne, medens man ombord i mangen anden Orlogsmand var reduceret til brune Bønner og Skibskost. Under „Scipio“’s 40 Dages Reise fra Morea til Toulon gaves der ikke en eneste Mundfuld ferske Provisioner ombord i Skibet, saa at saavel Chef som Officerer under hele Reisen maatte leve af salt Kjød og Pandekager.