Germanernes Lærling

X.

Det ruskregnede. Himlen var Drift bag Drift af Taager og flossede Skyer, blyfarvede eller jordgraa, med en udflydende Rustplet nede, hvor Solen var ved at gaa op. Landevejen mellem de kullede Popler strakte sig lige ud, mørkest i Midten mellem de fugtige Hjulspor, der dannede to lysegraa Bundter, som af Tove, der vare spændte ud fra èt Punkt langt borte; af og til viklede nogle Par af disse Tove sig ud fra de store Bundter og slyngede sig bort ad en Bivej. Paa den første Mark tilvenstre, over den brune Jord, trak nogle Plove sig langsomt bort med Heste, der laa hældede frem i Drættet, sank i, og hvert Øjeblik næsten gik i Staa, indtil Karlen slap Plovstjærten med den ene Haand og daskede dem paa Ryggen med Rebtøjlerne, som han havde over Nakken, medens han udstødte et langtrukkent »Ny-æ!«. — Paa en Stenkiste ved Vejen laa en Trøje og en Madkasse. I en af de yderste Furer gik Per Andersen langsomt bort med Hænderne paa Ryggen, indtil han naàde Aavendingen, som han fulgte til det andet Hjørne af Marken, hvorpaa han ligesaa langsomt nærmede sig, idet han nu og da sparkede en Sten ned i Grøften eller tog en Klump Jord op og masede den mellem Fingrene.

— God Dag, god Dag, Niels! ... Se nu fik vi da Has paa Davrebedet ... Du er ellers svært morgenduelig idag.

— Aa ja. — Hjorth var ikke for uden Indledning at bryde løs med Sagen ... Naa hvordan staar det?

— Aa jo, — vi kan jo ikke saà endnu, andet end pløje ... Og det er endda li'egodt hart for Bæsterne ... De gaar jo og sykker, saa det er en Ynk —

— Hvad gør de?

— Aa, saadan sjosker ... Marken staar jo i èt Lummer, især her hvor vi har Madjord, og — det er jo ikke at undres paa — etter det Nedslag ... Og — vi kan saamæn ha'e meget tilbage endnu, det kan vi inte vide ... Nej, det kan vi inte vide, for — her blinkede Per Andersen polisk, medens han smilende strøg sig om den magre stubbeskæggede Hage, der havde gamle Ar af Kniven — for Hullet dèr ovenover, det er li'egodt stort.

Hjorth lo, glad ved at finde sin Svigerfader saa oplagt til Spøg.

— Ja, da mente jeg ellers, vi skulde faa noget Magsvejr nu.

— Aa ja, det kan saamæn ogsaa gærne hænde ... Ja, se — det er jo rigtig blanket op derude, — og, — han spyttede paa Fingren og holdt den i Vejret, — ja gu' er Vinden sprungen om.

Da Hjorth nu saà sin Svigerfader i helt godt Humør, fandt han det raadeligt at tage fat, inden Regnen maaske begyndte igen.

— Hør, — hvad jeg vilde sagt, Per Andersen, jeg har ellers tænkt paa en større Forandring.

— Saa—aa, sagde Bonden, idet han stillede sig til Hvile med Maven skudt frem, Skuldrene stærkt sænkede og de tværstribede snævre Uldærmer stukne dybt ned under Gølpen, — ja, jeg vèd jo nok, du vil forandre dig, men—n ... at ...

— Ja, ser du, jeg har tænkt meget paa at opgive min Stilling som Skolelærer og tage til København og blive Student, og saa studere Theologi, saa at jeg siden kunde blive Præst.

Per Andersen skød Maven endnu lidt frem, fik Armen ned næsten til de spidse Albuer og lod Hagen synke grundende ned over den brede sorte Halsklud.

— Naa saa det vil du? ... læse til Præst! ... he! det er ellers aldrig fullen mig ind ... Aa ja, saagu' ... Det ku' ka'ske slet ikke — ... Men—n, har du ogsaa talt med vores Præst derom?

— Jo, det har jeg rigtignok, det var saamæn Præsten, som først satte det i mig, og han er meget ivrig for, at jeg skal gøre Alvor af det.

— Naa, saadan! ... Ja, se det bliver jo en anden Ting ... Saa maa det jo ogsaa kunne lade sig opføre ... Han maa jo da kende til de Dele ... Ja, det var jo en Nyhed det, udbrød Per Andersen, idet han tog Trøjen og Madkassen op fra Stenkisten og langsomt begyndte at gaa ned ad Vejen, hvor Karlene drev hjem ad med deres Plovspand, der slæbte Hamlerne efter sig.

— Men saa vil det tage Tid, inden I kan komme sammen, — det vil det sgu' ... Hvis nogen har spændt for, for at køre til jeres Bryllup, saa kan de saamæn ogsaa age magsomt ... Naa, men Tøsen er jo da heller kun ung endnu, saa hun kan jo vente ... Og saa er der jo da noget at bie etter, for at være Præstefrue det er jo immer bedre end som at være Degnekone, det er ikke aa nægte ... Og se, — Lærer, det kan du jo altid blive, og Yderslev Embede, det er vel ikke af de voveste, men det er da heller ikke anderledes, end som at der kan faas dem, der er bedre ... Saa du opgiver jo ikke noget ved det. — —

Karlene, der havde sat sig paa Bænken, trak Skuffen ud og tog deres Træskeer frem, hvis Blad de drejede i Haandfladen eller gav en Vending i Munden, medens Kristine satte Fadet med Mælkegrøden paa Bordet.

— God Dag, Niels, vil du spise med? ... Og du har været saa slem idag, og rendt efter Fader uden at bryde dig om mig?

— Ja, faa I nu kun Mad, sagde Per Andersen til Karlene, — men kom du her ind i Stuen, Mor — og du ogsaa, Ki'sten, for vi har noget aa tales ved om.

Det lød ganske højtidelig, og Kristine satte sig paa en Stol med bankende Hjærte, som om hun skulde katekiseres, medens Forældrene tog Plads i den lille haarde Sofa. Hjorth gik urolig frem og tilbage.

— Tag dig en Cigar, Niels, sagde Per Andersen, pegende paa Æsken med de sorte, urskovsbestemte Cigarer, der befandt sig under Frederik den Syvendes Castrum doloris med de bomuldsagtige Kandelabre, paa en Komode, imellem et Sparebøsse-Æble af malet Potteler og en stor takket Konkylje. — Aa, giv mig en med.

Det blev næsten uhyggeligt, medens han bed den sejge, fugtige Spids af, slikkede Mundstykket rundt for at fæstne Dækbladet, knækkede et Par Svovlstikker og endelig fik en til at fænge paa Buxerne, ventede en lille Evighed, indtil Svovlet havde sydet af, og tændte sin Cigar saa længe, til dens forkullede Ende stod i lys Lue, og den opbrændende Svovlstik sved hans Fingerspidser. — Men saa kom da Fortællingen, langsomt, brudstykkevis, med Pavser af tavse Røgskyer.

Kristine hørte paa ham uden at se op, medens hun krammede paa sit Forklædehjørne. Da Faderen var færdig, sagde hun ganske stilfærdig: —

— Og vi, som skulde været sammen til Sommer, det bliver der nok ikke noget af.

— Ak, Gud nej, sukkede Moderen.

— Nej, nu gaar det jo inte saadan i et Snubtag —

— Vi kommer til at bie paa hinanden, kære Kristine.

Men pludselig brød hun løs: —

— Nej, nej, nu rejser du bort fra mig — ind til den store By — og dèr ser du mange andre — som er smukkere og klogere og finere end jeg — og saa vil du ikke vide af mig længer — og jeg faar dig aldrig mere igen — aa — aa —

Hun lagde Hovedet ned i Skødet og hulkede. Moderen løftede Ærmet op til Øjnene og snøftede, reflexmæssig.

— Saa til Helvede, sagde Per Andersen, lakonisk.

Kristine havde, medens Faderen talte, med en hurtig og levende Fantasi udmalet sig den Herlighed at være Præstefrue. Men pludselig kom saa den Idè, at han vilde blive ked af hende, naar han kom saa højt paa Straa. For hende, der allerede sad i Præstegaardssofaen, var det, som blev hun jaget af Gaarde med Hundene efter sig, berøvet sin retmæssige Ejendom, — og hun følte en inderlig Medlidenhed med sig selv. »Jeg stakkels, forskudte Pige,« hulkede det inden i hende, medens ukunstlede Taarer gennemvædede hendes Forklæde.

Hjorth var bleven ganske forbløffet og ulykkelig ved denne pludselige Scene. Han bøjede sig over hende, fik hendes Hoved løftet, trak de modstræbende Hænder bort. Hvor hun dog kunde tro det om ham? ... Hun vidste jo, hvor han elskede hende! ... havde han nogensinde brudt sig om nogen anden? ... hun skulde være hans egen lille Kone ...

Men hun tog stum mod hans Kærtegn, medens hun sad som fortabt, tørrende sine Øjne, af og til med en nervøs Trækning over Skuldrene af Graadens Efterdønning og med en lille ulykkelig Grube i den runde Hage.

— Naa, naa min Tøs, tag det nu med Ro.

— Nej, Mændene! ... aa, Gud! ... det er saamæn ikke saadan, klagede Moderen.

Hjorth vedblev at trøste Kristine. Denne halvkvalte Graads Svaghedstilstand, den modstandsløse, frygtende Sorg rørte ham, medens den kildrede hans Stolthed, Bevægelsernes viljeløse Slaphed, naar han løftede hendes Haand, der var vaad af Taarer for hans Skyld, smeltede ham i en sanselig Berusning, hans Stemme fik et blødt Tonefald og fandt exalterede Ord. — Hvis han nogensinde forlod hende, saa vilde han være den sorteste, utaknemligste Usling —

— Ja, det mener du nu, afbrød hun ham med et mat Smil.

— Ja, der er li'egodt noget i hvad du siger, Ki'sten ... Jo, det er ikke aa fragaa ... Der er en Fare dèr ... Naa, det var jo ikke fulden mig ind ... Men det er med Fruentimmerne, de har det ligesom med Instinkter ... Men—n, ser du min Pige, at — se, der skal jo da li'egodt være noget ved enhver Ting ... Man maa jo løbe en Risiko, naar man vil have en Gevinst ... Man maa sætte noget ind, det er saa vist ... Og det vil du dog ka'ske ogsaa finde, at dette her, det er værd at vove paa.

— Ak ja, naar jeg kunde se min Datters Mand paa Prækestolen og høre ham tale Guds velsignede Ord til mig, — det vilde da li'egodt være den bedste Stund, jeg har levet.

— Ja, der kan du høre vor Mo'r, hun har Forstand paa de Dele ... Jo, det houer mig godt, vedblev Per Andersen, da det faldt ham ind, at Præstelodden kun skiltes fra hans byløbne Jorde ved en smal Strimmel Mad, som han nok kunde faa sin Ven, Møller Kristensen, til at afhænde for en ræsonerlig Betaling eller ved Mageskifte. — Alt etter som jeg tænker over det, houer det mig svært godt.

Og efterhaanden begyndte det ogsaa at hue Kristine, der blev ganske trøstet, indtil hun leende trak Hjorth i Skægget og kaldte ham sin lille Præstemand.

XI.

— Naa, Held og Velsignelse til Beslutningen, udbrød Pastor Krarup, hjærtelig glad over at have faaet sin Idè frem. Han gned sig i Hænderne, idet han allerede saà sig som Opdageren af en ny Stjærne, Grundlæggeren af en glimrende Løbebane. Hvis han selv blot havde haft f. Ex. Hjorths Hukommelse, saa vilde han have bragt det videre end til simpel Landsbypræst ... Men i Grunden var det dog bedst saaledes, ganske idyllisk, uden for Verden, i Fred med sig selv og andre ... Saadan var der nu Kapellanboligen, en lille Lejlighed for sig, med en særlig lille Have; — naa den var jo ikke stor, men Herregud! for et Par Nygifte. Jo den, der engang kom til at bo dèr, han vilde saamæn faa det godt, hvem det nu blev. Ja, for han blev jo gammel, han maatte jo med Tiden have en Medhjælp ... Men nu var det det nærmeste. Han kendte en Lærer i København, der havde et Kursus til Artium, en Universitetsven af ham, aa, en fortræffelig Mand! Ham vilde han strax skrive til ... Provsten havde han saa smaat forberedt, — ja for nu vilde han vel hen og tale med Provsten?

Den lille magre Præstekone med det tandløse Smil, der syntes at ærgre sig over at skulle være til, blandede saa megen Malurt som muligt i Velkomstbægret, idet hun fordybede sig i Udmaalingen af den lange Tid, det nu vilde tage, inden han kunde gifte sig, og i Vanskelighederne ved at tage Attestasen, der skulde være gjort betydelig sværere, siden hendes Mand tog den. Men den undersætsige Datter med det mutte Ansigt, som serverede den tynde Kaffe og de af Ælde bløde Kager, behandlede ham med usædvanlig Forekommenhed, idet hendes Stumpnæse allerede syntes at vejre Velærværdigheden. —

Da han den næste Formiddag indfandt sig hos Provsten, fandt han denne oprømt, med vederkvæget opvaagnede Aandsevner, efter lige at have slebet sig en Sofaskraber. Thi han var om Vinteren oppe før sex og om Sommeren før fem, paa Landmands Vis. Nu var han just paa Højden af den nys-tændte Merskumspibes og den kolde Kaffes behagelige Stadium før Faldet ned mellem Forordningerne, Regnskaberne, Cirkulærerne, Indberetningerne og Ansøgningerne, der i pap-hæftede Bøger, afstregede Papirsruller, blaa Koncept-Omslag, og kaligrafiske Folioark havde hobet og bunket sig paa det lange Egetræsbord, truende med at vælte Lysestagens lakplettede Voxstang over det store Porcelænsskrivetøj, hvor et Ark Embeds-Frimærker struttede bureaukratisk mellem Blækhornet og Sandbøssen.

Da han saà Hjorth komme ind i Gaarden, rev Provst Storm en Bunke Papirer hen til sig for at være den stærkt sysselsatte, medens han dampede voldsomt af Piben, som man gør det i Distraktion under meget Arbejde. — Han fik netop Tid til at se op.

— Ah, Lærer Hjorth! — god Dag, kære Hjorth, god Dag. — Han fik endogsaa Tid til at stikke Pennen bag Øret og give Haanden. — De har noget særligt at tale med mig om? — Hm; — ja jeg kan — næ—næsten tænke mig ... Sid ned, kære Hjorth — sid ned ... Nu skal jeg strax — æh —

Han fik Pennen fra Øret, skrev et Par Linjer, stirrede med et barsk Ansigt ud i Hjørnet af Stuen, nikkede resolut og skrev med et fejende Sving sit »Storm« under et Cirkulære, der syntes at maatte fare rasende over Provstiet, afblæsende Præstegaardenes Straatage og rivende Skolelærere bort i sin Hvirvel som store kjolehalede Svaler — medens det i Virkeligheden var en meget tam Opfordring til Præsterne om i rette Tid at tilstille Ministeriet deres Indberetning om Antallet af Fødte og Døde.

— Naa! —

Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af Munden.

— Hm! ... ja, jeg havde ladet mig sige, at De omgikkes med slige Tanker, jeg havde — hm! ladet mig det sige. — Provst Storm understregede ved korte, sikre Nik dette gentagne aktive Udtryk for »at høre«, hvilket han gærne valgte som det mest passende for en Overordnet. — Naa, ja, — det ... jeg kan jo ikke andet end billige — naar De har Lyst — hm! — naar De føler dette Kald — saa — ja, jeg skal tage mig af Sagen. — Her nikkede han saa beroligende, at Hjorth allerede syntes at føle Præstekraven om Halsen, skønt det var ham ligesaa gaadefuldt som det var for Provsten selv, hvorledes denne i Grunden vilde bære sig ad med at »tage sig af Sagen«. — — Skønt det, naturligvis — paa en vis Maade — er mig ubehageligt at skulle miste en saa dygtig Lærer, — en intelligent, fremadstræbende ung Mand, — der — efter hvad jeg har ladet mig sige — ogsaa i politisk Henseende hylder rosværdige loyale Anskuelser ... Naa. — men — Guds Vilje ske! — det er — vi vil haabe det — ham, der kalder Dem til en større Virkekreds ... Ja, send De mig nu kun Deres Ansøgning, saa skal jeg tage mig af den ... Farvel! Gud være med Dem!

Og Hjorth gik bort, lettet og beroliget, fordi det afgørende Skridt nu var gjort, med denne fremskyndende Følelse i Hælen af at have sparket Broen bort.

Men hverken til Præsten eller til Provsten havde han sagt noget om sine udadhigende, ubestemte Længsler og sin urolige Drift efter at komme til fuld Klarhed. Han havde en dunkel Anelse om at baade Velærværdigheden og Højærværdigheden vilde have været af samme Mening, en Mening, der korrekt kunde udtrykkes saaledes: nej, staar det saadan til, min Ven, saa bliv du heller som et af Guds enfoldigste Lam indenfor Faarefolden, heller end at du skulde forvilde dig i Bjærgene og maaske komme til at danse som en af de fordømte Bukke efter den gamle hedenske Pan sin Rørfløjte.

XII.

Vantroen, der ved denne Tid bredte sig, navnlig blandt de Unge, som et frodigt Ukrudt prangende med golde Blomster, er ikke rodskudt i vort fredelige Land. Den talte — som et hæsligt Modbillede til Aandens Udgydelse — i fremmede Tungemaal. Disse hedenke Tanker, med Dyrets Mærke paa Panden og med Hestehoven, ere travede ind over vor Markgrænse, disse moderne, svovllugtende Idèer ere blæste ind over vore flade Strande. Udefra kom det. Hvor naturligt, at Modstanderen, den Mand, som Tiden krævede, hvem det tomme Rum gabede efter, at han kom indenfra, skaaren ud af Folkets Marv. — Hans ru Fladhed var som en Lysskærm og et Skjold mod alt hvad der var slebet enten i blændende, straalebrydende Facetter eller i sønderkløvende Eg. Hans Ansigt med sin Farve som et nyvasket Barns, naar det endnu er rødt af Skrubningen, med den firskaarne Hage, med de utegnede Læber, med Kindernes store runde Flader, med den skraa Pande, smallere end Kæbebenene, brynløs forneden over vandgraa Øjne, og foroven fladt og ligesom vandkæmmet dækket af hørgult Haar, — dette hvidfødte, enkelte, kødfulde Ansigt hævede sig over det gule Kateder som en from indfødt Protest mod det mørkladne, markerede, nervøse, alt det med de fremmede Lidenskabs-Flammer i Aarerne og de fremmede Idè-Gnister i Nerverne. — Dr. Luther kom fra de tyske Schachters Bjærgmandshytte, Professor Petersen, hans danske, bogstavtro Discipel kom fra Tørvemosens Husmandsrønne.

Denne Afstamning var ikke noget Spil af Tilfældet. Slægter, som, før Avisernes Tid, aldrig havde læst andet end Bibelhistorien og Lærebogen, Generationer, som, klæbende til Jordklumpen, ikke nogensinde havde faaet anden aandelig Næring end den Smule Manna, der dryppede til dem i deres Ørk fra de gamle Degnes og Præsters Læber, — saadanne Forfædre maatte have arbejdet Led efter Led for at fuldføre denne Hjærne, der paa èn Gang var saa vid og saa snever, — ligesom Trælle-Generationer maatte arbejde paa Opførelsen af de gamle Pyramider eller de persiske Kongegrave. For den var vid og snever, netop ligesom de ere vide og snevre, disse umaadelige Stenbjærge med det uhyre Omfang, men hvor kun faa snevre Gange bore sig som Ormehuller ind gennem Massen, der holder Livets Lys og Lyd langt, langt borte, standset paa dens Yderflade, medens den med hele sin Forstenings Ro tynger paa Mumiecellen midtvejs, hvori Gangene munde ud. Og som Strukturen, saaledes alle de første Indtryk; — det var jo kun en Gentagelse af dem, der havde dannet den. De fandt Gangene aabne og passende for sig, de gik derind, og derindefra raabte de efter flere, der fulgte efter, og de videde Gangene ud, at der kunde komme endnu flere, og de strømmede derind — Kirkefædre-Sprog og Symbolcitater, Skriftsteder, Tal og Navne, indtil det blev en mylrende Mængde, — og de rummedes alle derinde. Men ingen, som vilde og maatte gaa sin egen Vej, ingen, der skræmmedes tilbage af de snevre Ganges ægyptiske Mørke og vilde have en lys Sti, ingen, der var for stolt til at bøje sig i deres Lavhed, og som vilde hvælve sig en høj, hellenisk Portal, ingen, hvem Mylren derinde spærrede Gangen for, naar de endelig bekvemmede sig til at krybe ind, — ingen af alle disse kunde trænge gennem Stenbjærget, de blev holdt langt, langt borte, de skulde ikke forstyrre den forstenede Ro i Cellen, hvor Mumien laa, Kristendommens allerægteste lutheranske Mumie, udrenset for det ældgamle katholske Hjærte og de middelalderlige Indvolde, indbalsameret i dogmatisk Parykpudder og exegetisk Bogstøv, svøbelseviklet i et Pergament- og Papirs-Hylster af Enighedsformler og Stridsartikler.

Om Udvikling kunde der for hans Vedkommende ikke være Tale, kun om Væxt. Og det var hans Held; — Udvikling er allerede halvt Kætteri; — lugter ikke selve Ordet af det moderne Hedenskab, af Darwin og Spencer? Væxt derimod, er et helligt, et Paulinsk Udtryk: for denne Væxt var Universitetet i sin daværende Tilstand en fredhegnet Planteskole. Han besøgte først flittig sine Kollegier, indtil han, uden Belæring af Mefistofeles, opdagede, at »Professoren ikke sagde andet, end hvad der stod i Bogen«. Saa spildte han ikke Tiden bort i Høresalene, mere end strængt nødvendigt, for Høfligheds Skyld, læste de i Mode værende ortodoxe Kompendier og Kommentarer, indtil hans utrættelige Hukommelse kunde dem omtrent udenad fra Ende til anden, gik sent op til Attestas, men tog den saa ogsaa med et Præceteris i Hovedkarakter, der kun skæmmedes af èt Laud. Det var noget uhørt i Mands Minde. Der blev talt om ham som det theologiske Lys, man udpegede ham allerede som Professor-Emnet. Han manuducerede saa mange, han kunde overkomme, proppende dem som han havde proppet sig selv, og fik begejstrede Disciple, der ikke blev trætte af at lovprise hans Lærdom og holde Forventningen i Aande.

Efter tilstrækkelig at have fæstnet sin Stilling, glimrede han halvandet Aar ved sin Fraværelse, idet han med et stort Stipendium foretog en Studierejse i Tyskland, hvor han hørte de samme Mænd, hvis Bøger han havde læst. Kun èn Fremmed kom han lidt i Berøring med, det var Baurs Discipel, Tübingerkritikeren Hilgenfeldt i Jena, til hvem en gammel Professor havde givet ham et Anbefalingsbrev. Men han tog ingen Skade af det korte Samkvem med den berygtede Kætter, af hvem han paa anden Haand kunde saa mange haarrejsende Udsagn, men hvis interessanteste Ytring til ham var den nogenlunde neutrale: i den Knejpe vil De finde et godt Glas Erlanger.

Saa vendte han tilbage til København, levede i nogen Tid indesluttet med meget faa Manuduktioner og disputerede en skøn Dag paa trehundrede Sider med »et Forsøg paa Bidrag til Fortolkningen af Philippenserne II, 6—11«.

Maalet var fyldt. Den theologiske Verdens offentlige Mening kaldte ham til Universitetet og harmedes næsten paa disse gamle sejglivede Professorer, der holdt ham borte fra hans retmæssige Plads, og som syntes, lamme, blinde, døve og stumme at ville lade sig slæbe op paa Katedret for at dø dèr. Da han begyndte sine Doktorforelæsninger, var Studenternes Tilstrømning næsten en Demonstration.

Forholdene i det theologiske Fakultet var paa dette Tidspunkt ligesom lagte til Rette for ham. —

For det første vare de Studerende næsten komne til Raseriets Højdepunkt af Kedsomhed ved at høre disse Professorer, som med en enkelt Undtagelse vare gamle, halvt affældige Mænd, ude af Stand til at sætte sig i Forbindelse med de Unge, og som alle uden Undtagelse syntes at have en Glorie af Kedsommelighed om Hovedet, ligesom Skaldepanden i Fritz Jürgensens Schakspil. Som lunkent Vand kan bringes i Kog ved Luftens Fortynding, saaledes var denne saa ulidenskabelige Masse under Pedanteriets Pumpe nær ved at koge over og kaste Laaget; man havde jo den heroiske Tradition fra den Tid, da Professor Bornemann blev styrtet. Men Doktor Petersen kendte en stor Del af dem personlig, alle havde hørt Ros over hans ligefremme venlige Jævnhed, hans praktiske Øvelse i Manuduktion gav Haab om en Vejledning af ny Art fra det ophøjede Kateder.

Dertil kom, at den Smule Strømning, som havde fundet Sted i den theologiske Verden, bestandig mere vendte sig fra dette grundløbne Fakultet. — Der var paa den ene Side Resten af den gamle holdningsløse danske Rationalisme, repræsenteret af Professoren i det ny Testamentes Fortolkning, en bleg Skygge af et dødfødt Legeme, ham, der trak paa Skuldren, naar Sønnen, den udmærkede unge theologiske Forfatter, fremsatte sine ultraortodoxe Meninger, medens han med et godmodigt Smil bemærkede: »Ja, er det ikke underligt, hvad de unge Mennesker kan tro paa i vore Dage!« Han var til Forargelse med sine kejtede Bortforklarings-Forsøg og sit frygtsomme Haab om en Forsoning med den moderne Videnskab, — og han var en Latterlighed med sin stedse tilbagevendende pedantiske Forelæsning om Johannes' Aabenbaring: »Det store Dyr — nu—u — der er trehundrede og tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr — nu—u — men De behøver ikke at kunne dem alle sammen« — Paa den anden Side begyndte man ogsaa at skele mistroisk til den efterhegelske spekulative Dogmatik, man var vammel af disse taagede Fraser, hvori Slægten fra Fyrrerne havde beruset sig, med en Vammelhed af »Dagen efter«, man begyndte at smaalè af Martensens Aandrigheder om Vorherre, der maa sige »Jeg« til sig selv og dutte en anden, man tegnede i Kollegiemarginen parodiske Stamtavler over det himmelske degenererende Kongehus, hvori Kristus havde Fanden til yngre Broder. — I skarp Modsætning til disse forkætrede Retninger var Doktor Petersens Navn ensbetydende med den gamle uforfalskede Lutheranisme, han gik omkring som den i Kødet komne »Hutherus redivivus«, hans Professorat var selve det sextende og syttende Aarhundredes Tronbestigelse.

Denne fandt Sted kort Tid efter, da Professoren i Exegese pludselig, mod al Forventning, lagde sig til at dø, og tog de trehundrede og tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr med sig i Graven.

Saaledes var denne Mand, hvis Ord vare den efterspurgte Vare paa det theologiske Marked, hvor Originalitet har den laveste Notering. Hans Umulighed til at undfange eller forstaa en ny Idè var ligesaa god en Borgen som hans Sikkerhed til at beholde de gamle; hans Tankegang var ved sin Længde og Sneverhed bleven som Stien til Himmerig. Saaledes gik det til, at han var bleven det theologiske Fakultets Livselixir, Universitetets nyfødte Sol, hvorefter dets gamle Ørn stirrede sin Broncehals stiv, Danmarks Trøst. — Thi fornylig havde netop en af hans Kolleger med sin snøvlende Stemme forkyndt udi Studenterforeningens lumre Festsal, hvor under Tobakstaagen ogsaa Hjorths Ansigt stirrede op imod ham, at »falder det theologiske Fakultet, saa falder Universitetet, og falder Universitetet, saa falder Danmark«.

Derfor var Professor Petersen ogsaa Danmarks Trøst.

XIII.

»Men anderledes saà det ud, naar Solen var gaaet ned og den liflige Himmelrødme i Vest forjættede en skøn Morgen (Math. 16, 2). I denne Fredens Time forstummede det travle Liv paa Landet og i Byerne. — Markarbejderne vende hjem til Nadveren med de trætte Oxer og den vendte Plov (Luc. 17, 7); i Vingaardene, hvor ofte et Taarn bevarer Solgløden, medens allerede Skyggen har lejret sig om Gærdet (Math. 21, 33), standser Persens Larm, medens Arbejderne faa deres Løn udbetalt af Fogeden (Math. 23, 8), og Vejenes mødige Vandringsmænd søge til Byen for at finde et gæstfrit Herberg (Luc. 24, 28 f.). Ogsaa her er Dagens brogede Liv til Ende; Torvet, der nylig vrimlede af legende og dansende Børn (Luc. 7, 32), hvor Daglejerne ventede i Flokke paa en Arbejdsgiver (Math. 20, 3) og hvor de Skriftkloges lange Klæder slæbte hen over Brostenene (Marc. 12, 38) — dette Torv byder ikke længer Vandringsmanden saa livfuldt et Skue; kun nogle enkelte Daglejere, der ikke havde fundet Arbejde, dvæle endnu paa Hjørnet (Math. 20, 6), hvor han maaske ogsaa finder en Hykler, der neppe vil tage ham det fortrydelig op at blive overrasket i sin Aftenandagt (Math. 5, 5), og de tomme Gader, hvor man nylig hørte Udraabernes Basuntoner, naar Farisæerne uddelte deres Almisser (Math. 5, 2), genlyde nu kun af den Vandrendes ensomme Fjed. Dørene ere nu lukkede, Husfaderen og Børnene til Sengs (Luc. 11, 7). Snart lister kun saadanne Folk gennem Gaderne, som af en eller anden Grund vil skjule deres Færd for Menneskenes Syn (Joh. 3, 1—2).«

Det var Professor Petersen, som lænet tilbage i sin Arbejdsstol læste denne nylig skrevne Side højt for sig selv. — Affattelsen af saadanne kulturhistoriske Skildringer var et Liebhaveri hos ham, en novellistisk Adspredelse, hvori hans Fantasi søgte sig et uskyldigt Udløb. Han glædede sig over det levende og naturtro Billede af jødisk Liv paa Frelserens Tid, som han saaledes oprullede for Læseren og gav Stykket dets stilistiske Fuldendthed ved at rette »den Vandrendes« til »Vandrerens«, fordi det faldt ham ind, at det første kunde læses som »den Vand-Rendes«, hvilket vilde forstyrre Stemningen. Da han dyppede sin Pen for at fuldende det natlige Billede med en Skildring af de galilæiske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37; Joh. 6, 18) og ofte fejlslagne (Luc. 5, 5) Dont, bankede det beskedent paa Døren; — Ringningen havde han i sin Forfatteriver ganske overhørt.

— Kom ind! —

Døren gik op. Det var en ung Mand med rødligt Skæg, tarvelig klædt og med en ny Studenterhue i Haanden.

— God Dag, sagde Professoren, med det velvillige, noget spørgende Smil, der ikke just gjorde hans Ansigt aandfuldt.

— God Dag, Hr. Professor ... Jeg tog mig den Frihed at gaa op at hilse paa Hr. Professoren, da jeg har en Hilsen til Dem fra Pastor Krarup i Fredløse.

— Ah, fra min gamle Egn! ... De kender Præsten dèr? ... En vakker gammel Mand ... Vær saa god at tage Plads, Hr. —?

— Hjorth.

— Hr. Hjorth ... Hvis jeg ikke tager fejl, har jeg set Deres Ansigt paa min Forelæsning? ... Ja, jeg syntes det jo nok ... De er ældre Student?

— Nej, jeg er Rus.

— Ja saa ... Ja, jeg syntes nok, jeg kendte Dem ikke fra ifjor ... Hm ... Maaske kommen sent til Studeringerne?

— Ja, jeg har i nogle Aar været Skolelærer ... Jeg var sidst i Yderslev.

— Ah, ser man det! ... Naa, saa er De jo godt kendt i min Egn, saa De kan vel fortælle mig en Del om, hvordan det staar sig dernede ... De er maaske barnefødt dèr?

— Nej, Hr. Professor, jeg er Sønderjyde.

— Sønderjyde, — naa, ser man det, ser man det! ... Ja, Navnet Hjorth, det tyder jo ogsaa snarere paa Sønderjylland end paa Sydsjælland ... De har heller ikke den rigtige sjællandske Dialekt, jeg tror, jeg har selv mere af den, ha, ha, ha! ... Naa, men De følte saa selv mere Lyst til at blive Præst?

— Ja, Hr. Professor, Skolelærergerningen kunde ikke i Længden tilfredsstille mig. — Og Hjorth begyndte at fortælle sin simple Udviklingshistorie, sin Omgang med Pastor Lindekær, der viste sig at være en ældre Ven af Professoren, de tyske Studier, Præstens Opfordring og de rationalistiske Angreb paa Kristendommen, som havde ansporet ham til at fordybe sig grundig i dens Sandheder og deres videnskabelige Begrundelse. —

Han talte i Begyndelsen langsomt, noget stammende, og blev hvert Øjeblik rød i Hovedet; — men snart var han ganske rolig og utvungen, opmuntret ved Nik og Smaagrynt fra Professoren, hvis lyttende Ansigt havde antaget dette opmærksomme, undertiden lidt betænkelige Udtryk, som ved en kuriøs Modsætning lod det se dummere ud jo alvorligere han tænkte, et Ansigt med en mut fremskudt Mund, sænket Hage, lidt indsugne Kinder, der lod Kæbebenet træde stærkere frem, og de glansløse vandgraa Øjne paa Nippet til at springe frem fra deres altfor flade Nischer under den let oprynkede Pandehud, — dette Ansigt, som han kendte saa godt, naar det, bøjet ud over Katedret, betragtede den Talende paa Examinationsbænken.

— Naa, ja — ser man det ... Hm! ... De har altsaa ogsaa æsthetiske Interesser? ... Ja, det kan jo ikke andet end glæde mig, naar de unge Mennesker er alsidige, og navnlig de skønne Kunster — hm! — især Poesien, den aandeligste af dem, er jo i høj Grad uddannende for Aanden, — naar man gør den rette Brug af den og ikke beruser sig deri ... Hm! ... De har især sysselsat Dem med tyske Digtere, — hvor kommer det sig, at ikke de danske, som dog i enhver Henseende maa staa Dem nærmere — har — —

— Ja, jeg vèd saamæn ikke, hvoraf det kommer, Hr. Professor, men med Undtagelse af ganske enkelte Ting af Oehlenschläger og saa Christian Winther er der virkelig ingen af dem, som har berørt mig synderlig. —

— Saa, ikke det? ... Heller ikke Paludan-Müller? ... Han er dog ellers en saa kristelig Digternatur ... Hm! ... Der er det ved disse Tyskere, at de ofte ligefrem er antikristelige ... Naa, man gaar jo ikke til Digterne for at høre en Prædiken, det forstaar sig; det vilde jo være borneret ikke at kunne nyde det skønne, ogsaa naar det mangler den højeste Sandhed ... Hm! ... Naa, men De vil jo neppe faa saa overdreven megen Tid tilovers fra Deres Studium, for De vil vel nødig trække det længer ud end nødvendig.

— Nej, det vil jeg ikke. Hvor længe tror Professoren?

— Ja, det kommer jo an paa, det er jo ikke saadan — he! ... Jeg kommer til at tænke paa, da jeg var ung Student, saa spurgte jeg Professor Jyderup, — han tog sig noget af mig den Gang, ogsaa fordi jeg var Bondesøn ligesom han, — og saa spurgte jeg ham om det samme, som De nu spørger mig om, og saa sagde han: »Naar man er meget flittig, saa kan man tage den paa otte Aar, — godt.« — ... Ja, ha, ha! det skal De nu ikke blive bange over; han stillede saa store Fordringer ... Nej, det er der jo ikke Tale om ... Hvor længe var De om at tage Artium?

— To Aar.

— Ih, ser man det, ser man det! ... Men saa maa De jo ogsaa være et helt Jern ... Ja, saa kan jo en fire Aar eller saa ... Men tag det nu ikke altfor nær, ikke det aller nødtørftigste, læs lidt udførligt, det staar De Dem ved, — ogsaa med Hensyn til Examen ... Nu, paa den anden Side skal De ikke strax drukne Dem i de store Kommentarer, det faar De ingen Hold paa. Læs De dygtig i Deres græske Testament — kursorisk — kursorisk, — saa faar De Løb i det, — det er Hovedsagen, — at De for det første har Løb i det, at De er hjemme i Bogen. — Naa, saa kan De jo begynde saa smaat og se, hvordan det gaar — og saa synes jeg jo nok, De skulde læse Meyers Kommentarer, de er dog — — til Brevene, for til Evangelierne — det er jo daarligt, dèr er han jo meget uortodox, meget rationalistisk, ja det er jo i det Hele Meyers Fejl, det vèd De maaske ... Men han er alligevel — til Paulus, — til Paulus — der er han god, det er fortrinligt; de Paulinske Breve, det er egentlig hans Domæne ... Men til Evangelierne vèd jeg snart ikke, — ja der er jo Clausens Synoptikere, men det er saamæn ogsaa saa som saa ... Sig mig, har De anskaffet Dem Wilkes Clavis? ... Ja, det maa De gøre, det maa være Deres Vade mecum, — den maa De altid have ved Haanden ... Wilkes Clavis ...

Saaledes blev han ved længe, udkastende en hel Studieplan, anbefalende dette, advarende mod hint; den gamle Manuduktør var kommen op i ham. Endelig maatte Hjorth fortælle ham om Fredløse og Yderslev, om hvilke Enge der var tørret ud, om Præsteskoven, der var hugget, om Kirkegang og Skoleforhold, om de Gaarde, der var bygget om, om hvordan det var gaaet den og den, hvis Navne Professorens Mithridatiske Hukommelse havde bevaret ligesaa godt som Kirkehistoriens og Exegesens.

— Sig mig, — Yderslev Skole, — lad mig se, den ligger skraas over for en stor Gaard, Anders Rasmussens, — ja det var nu i min Tid, — hvad var det nu Sønnen — han var lidt ældre end jeg, — Per hed han, — ja han har vel Gaarden endnu, kan jeg tænke.

— Per Andersen, ja ham kender jeg godt. Jeg er saamæn forlovet med hans Datter.

— Ih, ser man det, ser man det! ... Saa har De jo ordenlig rodfæstet Dem i Befolkningen ... Ja, saa maa De jo være Præst dèr en Gang med Tiden.

— Ja, — det haaber jeg jo ogsaa saa smaat paa ... Naa, ja saa vil jeg sige Professoren Farvel, og tusind Tak for Deres Venlighed, og undskyld saa, at jeg har forstyrret Dem.

— Aa, hvad er det for Snak? ... Forstyrre? — det hører jo med til min Gærning, og det er min største Glæde, naar jeg kan være noget personlig for de Studerende ... Naa Farvel! — og se saa op til mig, naar De har Lyst, naar De trænger til en Haandsrækning eller har noget paa Hjærtet — ja vores Videnskab er jo, Gud ske Lov, saadan, at ogsaa Hjærtet har sit at sige ... Paa denne Tid, om Eftermiddagen, træffer De mig gærne hjemme, saa har jeg indrettet mig paa at tage imod ... Farvel.

Han havde fulgt Hjorth ud til Yderdøren. Saa vendte han tilbage til Skrivebordet for at fuldende sin Skildring af de galilæiske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37 jfr. Joh. 6, 18) og ofte fejlslagne (Luc. 5, 5 jfr. Joh. 21, 3) natlige Dont.

XIV.

Da han første Gang gik igennem den store Port og kiggede ind, saà der ikke meget ordenligt ud. Den lange Gaard, der lignede en Gade med sit flisegrænsede Fortov tilvenstre og Huse af ulige Højde paa begge Sider, var brudt op i hele sin Længde; — der var bag ved hinanden og over hinanden Bjærge af Brosten, Bunker af Straa og knuste Murstensbrokker, pludselige Grave, sammenfaldne Volde af opkastet Jord; — hist og her stod knækkede Kloakrør paa Hovedet i en Rende eller laa gabende ud med de sorte Mundinger som sprængte Kanoner paa en forladt Barrikade. I den overskyggede Forgrund vendte væltede Trillebøre Hjulene i Vejret, paa Grænsen af Skyggen var en tilsølet Fjervogn strandet i et Møddingrev med Forhjulene drejede paatværs af Baghjulene og Enspænderstængerne lyreformig op i Luften; men bagved, i et straalende Sollys, dannede Trækkarrer og store Arbejdsvogne en Vognborg med Besætning af Høns, hvis General i sin straalende Uniform udgalede Kommandoraab fra det højeste Agebræt. Det var den sidste Stilling; for saa rejste Brandmuren sig, lukkende Gaden med sin solbagte graa Flade, afbrudt forneden af et tilklinet teglhængt Bræddeskur, af hvis Sidedør en Karls Skjortearm trak et hvidt Øgs kamelhalsede Hoved frem. Tilhøjre buldrede Smediens Hammerslag og fraoven kom en lystig Klapren af Vinger, medens en hvid Duesværm fløj ud af et Tagvindue og kredsede over de solbadede røde Tage op mod Himlen, en dybblaa, glansskyet, frisk Septemberhimmel.

Oppe paa fjerde Sal havde han lejet sig et tarveligt Værelse ud til Gaarden hos en Familje, der levede af at flaa Pensionærer. Men han var ikke gaaet ind paa at tage Kosten dèr. Han vilde kun have kogt Vand bragt ind til sin The og nogle Indkøb til Maaltiderne besørget af en af de stakkels smaa Tjenestepiger, der skiftede hver Maanedsdag.

Det var ikke egentlig hvad man kunde kalde en hyggelig Familje. Hr. Winkelmann havde i flere Aar lidt af Brysttæring; han havde ikke andet at gøre i dette Liv end at dø, og det kunde han ikke komme ud af. Hjorth havde kun den første Dag betraadt Familjens uordenlige Dagligstue og set ham sidde i en Lænestol trykket ned i en snavset, hvid Hovedpude, indsvøbt i gamle Shawler, med hullede Slæbere paa Fødderne, jordgraa i det indfaldne Ansigt, hvorfra der hang et pjusket Sygeskæg; men han mindede bestandig om sin sørgelige Tilværelse ved sin hule Hoste, der efterfulgtes af Klynken og stereotype Klageraab, som sjælden holdt op, naar Konen tyssede paa ham som paa et utaalmodigt Barn. Hun kom temmelig hyppig ind paa Hjorths Værelse, enten naar hun selv bragte ham Thepotten med kogende Vand, eller naar hun pludselig overfaldt Pigen, som i Løbet af et godt Kvarter forsøgte at paadrage sig Tæring ved at puste paa nogle sivende og osende Træpinde for saaledes at gøre Ende paa sin kvalfulde Tilværelse, eller som grebes paa fersk Gærning i et Tyveri af Petroleumsflasken, hvis Indhold hun vilde ødsle i Kakkelovnen. Det var en lavstammet Kone med et knortet, sortsmudset Ansigt, prydet med en for det smukke Køn ret anselig Knebelsbart. Datteren, et magert, blegsotigt Pigebarn paa en fjorten, femten Aar, lod bestandig høre fra sig, enten hun med en gennemtrængende skarp Stemme skældte Pigen ud, eller hun musicerede paa dette mere naturlige end indtagende Instrument, ledsaget af et gammelt forstemt Piano med tre sprungne Strænge, som stødte op til den ene Væg i Hjorths Værelse.

Dette Værelse var lavt og rummeligt nok for hans faa Møbler. I den gammeldags Vinduesfordybning havde han sin hyggeligste Krog, fuld af Morgensolen, der, eftersom den drejede sig, smalnede Stuens Prisme af lyse, hvirvlende Støvatomer, indtil kun et magert Legeme kneb sig igennem paa skraa forbi de to Hjørner med en stedse smallere Endeflade af Slaglys lodret over det dynevaarsmønstrede Tapetpapir henne i Hjørnet af Værelset; saa var der endnu kun Sol paa den ene Væg af Vinduesfordybningen, et stærkt, hvidnet Lys, der drog sig udefter, langsomt, Blad for Blad paa den blankløvede Vedbend, der bugtede sig hen over den snavsede, hist og her afskallede Kalk over det lille Skrivebord, hvis gulige Plade var bedækket af Bøger og blaa Kollegiehæfter.

Dèr sad Hjorth nu med Kinden støttet mod sin knyttede Haand, stirrende ud gennem det store Vindue med de smaa Ruder mod Fuldmaanen, der havde hævet sig lidt over dette Myller af Tage, som skar hinanden i vaadt-blinkende Zig-zag-Linjer; den kastede skarpe Slagskygger skraat henover de bleggraa Brandmure og havde sænket Brønde af Skygge ned mellem lysrandede Hus-Firkanter; og tilvenstre straalede en Ruderække som mange firkantede, blankpudsede Maaner. Lyset skraàde forbi ham ind i den mørke Stue, tegnede i sin Stribe paa den modsatte Væg Silhouetten af hans Nakke og af en lille Vedbendkvist ovenover, og strejfede paa Vejen det hvide Hjørne af en Dug paa Bordet, hvor der endnu stod noget Dækketøj fra hans Aftensmaaltid.

Han var i dette Øjeblik saa underlig glad og forhaabningsfuld. Hvor det havde gjort ham godt dette Besøg hos Professoren! Det var ikke blot den harmoniske Selvagtelse, som en Ældres imødekommende, ligefremme Venligheder efterlader i Sindet — langt fra ikke den alene; nej han var bleven beroliget og trøstet mod en truende Tvivl, der bestandig nagede ham nu, da han var kommen saa vidt og skulde videre. Den sidste Dag i Sommerferien havde Jessen sagt til ham: »Ja, nu vil det jo vise sig ... Jeg vèd saamæn knap selv, hvad jeg skal ønske dig ... Men naar jeg skal sige dig min oprigtige Mening efter hvad jeg saadan kender til dig, saa er det den, at du er for fornuftig af dig til at komme præstedygtig ud af den Skole, du nu skal til at gaa igennem.« Disse Ord stirrede ham bestandig imøde; det var ikke, som om Jessen havde skrevet dem i ham, men som havde han med kyndig Haand afskrabet Kalken, der dækkede en skjult Indskrift, hans egen Tvivls Ord. Derfor var han i den Uro, som naar man gyser tilbage for en mørk Vej, om hvilken man ikke vèd, hvor den fører hen. Og det underligste var, at han ofte ikke selv kunde sige, hvad han ønskede. Men det havde beroliget ham at lære denne Mand at kende, som Skridt for Skridt havde vandret denne Vej uden at komme paa Afstier; — der var saa sikker, som kunde der ikke være Tale om Tvivl; — der rummede hele Theologiens Legioner af Spørgsmaal og Svar uden Modsigelse eller Splid med al den øvrige Kundskab, som ogsaa han, der stod paa Dannelsens Tinde, havde øst af. Det maatte altsaa kunne gøres; hvorfor skulde da han selv ikke kunne gøre det? Og hvis han kunde gøre det, saa syntes hans Liv at ligge foran ham lyst og fredeligt, med en Sommeraftens Fred, naar Kirketaarnets Kalkflade ovenover de mossede Straatage rødmer ganske fint i Solrøstet, og Luften er saa fuld af Kløveraande og Høduft og af svingende Klokkeklang, der lyder saa fjærnt og højtidsfuldt, som dalede den ned fra en usynlig Knebel i Himlens uhyre blegblaa Klokke. — Og medens han saà hen paa den forgyldte Ramme om Kristines Portræt, der glimtede ganske svagt paa Skrivebordet, hengav han sig til fromme Fremtidsidyller, hvis Landlighed havde noget af Hyrdestilens Pastelfarver og Rosenskær, og hvori det var vanskeligt at afgøre, om Lammene stammede fra Bibelsymboliken eller fra Rokokkosmagen. Det var som om Maanestriben, der strøg forbi ham, ligesom en sølvhaaret Violinbue, lod hans Sjæls blødt stemte Strænge tone ganske sagte ud i en af disse blide Folkeviser, hvis Melodi uden Ændring kan sættes til en Salmetext.

Endelig rejste han sig, tændte sin Lampe og begyndte at læse. Men det vilde ikke rigtig gaa. Hans Tanker havde for længe været overladte til deres egne uvilkaarlige Strømninger. Desuden begyndte Pigebarnet inde ved Siden af at hamre væk paa sit Klaver, og efter at have muntret sig med nogle Galopader faldt hun i med et af sine Yndlingsnumre, der spilledes i vexlende Tempoer af Adagio capricioso og Allegro vivace; — det var iøvrig et af de faa Musikstykker, som Hjorth kendte ved Navn, for en Gang, da han for at sige noget spurgte hende om, hvad det var hun lige havde spillet, svarede hun med et medlidende Blik, at det var jo Tryllemarschen af Tempelfløjten. — Men inde fra den anden Side hørtes hyppige, støjende Latterudbrud og af og til en langstrakt Rullen henover Gulvet, som om der blev spillet med Kegler.

Hans Naboer paa den Kant var Familjens Pensionærer, to theologiske Studenter. De lod til at sympathisere i mer end blot deres Studium, for de var flyttet sammen med fælles Sovekammer og fælles Studereværelse, som iøvrig sjælden var belemret af begges samtidige Nærværelse.

Han blev ikke ubetinget henrykt, da det pludselig bankede paa Døren og en af dem, Hr. Iversen, traadte ind og spurgte, om han ikke vilde tage sin Pibe over til dem og gøre dem den Ære at drikke en gemytlig Bajer med dem. Men da han indsaà, at han dog ikke kunde faa noget ordenlig bestilt den Aften, faldt det ham mindre vanskeligt, end det ellers vilde have gjort, at takke høflig for Indbydelsen.

Hr. Iversen var en langbenet Person, iført en stærkt udskaaret, stumpet og meget fedt skinnende Frakke og særdeles smudsigt Linned, men med en pralende Tombakskæde over Vesten. Han havde et grovt Ansigt, stumpnæset og bredkæbet, graaligt og fuldt af Filipenser, men prydet med hvad han ansaà for en kavalermæssig drejet Knebelsbart over en ubarberet Hage. Skrævende, med Hænderne stukne dybt ned bag Buxelinningen, saà han sig om i Værelset og lod den Ytring falde:

— Det er ellers en forbandet hyggelig Knejpe, De har faaet Dem indrettet her, Hr. Hjorth.

— Aa ja saamæn, sagde Hjorth inderlig smigret, idet han lukkede Døren op.

Da han traadte ind i de to Theologers Studereværelse, var han nær snublet over nogle tomme Flasker, der laa i en Kurve fra Hjørnet ud over Gulvet. Det temmelig store, noget møbeltomme Rum oplystes kun i sin nederste Tredjedel af et Par Lamper med skæve sodede Rør over mørke Skærme, hvoraf den ene fra et rundt Bord med et Batteri af Ølflasker kastede et grelt Lys paa det gulige, slappe Ansigt, med en lang Næse og mørkrandede Øjne, der laa dybt nede i den lille Sofa; en palmebroget gammel Slobrok havde skudt sig højt op bag i Nakken og under den spidse Hage og var viklet tæt om de tynde Ben, der laa op over Sofakanten. Fra de blege Læber strakte en uhyre lang Pibe sig ud paa Gulvet, hvor det hældende Porcelænshoved havde samlet en Askedynge.

— God Aften, Højstærede! ... velkommen under vort ringe Tag, sagde en hul, lidt rusten Stemme nede fra Sofaen ... Vær saa god at tage Plads ... Naa, hvordan lyder den sidste Bulletin om Kandidaten?

— Kandidaten?

— Ja Dødens. — Har han givet sig noget i Eftermiddags?

— Ja, han klynker jo næsten altid, Stakkel ... Længe kan han vel ikke leve.

— Nej, men han har »levet«, min Broder, — naada — (et højt Klask med Tungen) — Jo De kan tro, jeg kender hans Forudtilværelse ... Ak ja, — maa man ikke sukke og sige hvad er Livet, som der staar hos Digteren.

— Jeg er sgu blevet tørstig efter den Rejse, bemærkede Iversen.

— Saa kan du jo sige, du har vel rejst ... Ja, nu maa vi jo ogsaa have et Velkomstens Bæger ... Det vil sige, Glas har vi rigtignok ikke, De maa drikke af Flasken og følge Husets Skik.

— Ja, bevares, det er jeg saa vant til.

— Nej, hvad Fanden skulde man med Glas? ... Hør, Kleistrup, kan du gurgle den i Tænderne?

— Jeg vèd skam ikke, om jeg kan længer, jeg er bleven saa øm i Gebisset ... Lad mig se dig, din Pralhals.

Iversen afproppede sin Flaske teknisk ved et Slag paa Bunden, bed fast om Mundingen, holdt Hænderne paa Ryggen og lod Hovedet langsomt gaa tilbage, medens Halsen med de spændte Aarer bevægede sig som et Sugeværk, indtil Flasken stod lodret med den tomme Bund mod Loftet.

Kleistrup nikkede anerkendende.

— Det var som Pokker, udbrød Hjorth beundrende.

— Se det kalder man at gurgle den i Tænderne, sagde Iversen med fagmæssig Ro, men dog med et Stolthedsglimt i sit døsige Ansigt. Derpaa viskede han sig om Munden med Bagen af Haanden, bøjede sig ned og rullede med øvet Haand den tomme Flaske hen til de øvrige, hvor den lagde sig præcis ved Siden af den yderste. Saa gabede han meget højt, vippende tilbage med Stolen og strækkende Benene langt ud fra sig, rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage i Værelset med lade Lemmedasker-Bevægelser.

— Hvad giver De Dem mest af med i denne Tid? spurgte Kleistrup.

— Aa, det er især Hebraisk.

— Ja, den trækkes man jo med i det første Aar. Saa er De vel stiv i Gramatiken?

— Naa, der er saamæn Maade med.

— Aa, Iversen, ræk mig mit Gamle; det ligger dèr paa Skrivebordet, — nej, du maa sgu ikke lukke det.

Iversen langede ham en hebraisk Bibel over, paa hvis snavsede, tilfingrede Blade Texten var understreget med sort Blyant, blaat Blyant og rødt Blyant, sort Blæk og rødt Blæk, Streger tykke som Bjælker, enkelte og dobbelte, Streger lige som en Linealrand og bugtede som Slanger, saa at den var ligere en Cyprianus end en anstændig Bibel.

— Se dèr, Hjorth, sagde Bogens Ejer, idet han med sin lange Finger pegede paa et særlig udmærket Ord, en Mandarin med tre Blyantstreger, — kan De sige mig hvad det er, for jeg faar ondt i Hovedet, naar jeg bare ser paa det.

— »Iat«, — ja bi lidt, lad mig se, — det maa være Futurum Hifil af »jatah«.

— Ja, det kan saamæn godt være ... Er De vis paa det?

— Ja jeg er.

— Ak Gud ja, som man glemmer sin Børnelærdom ... Jeg tog dog ellers den Examen grundig ... Iversen! en Pen, stærkt dyppet ... Ja, jeg forsikrer Dem, jeg var tre Gange oppe ... Professoren havde i mig saadan en Yndlingsdiscipel; han kunde ikke give Afkald paa mit Selskab ved Examensbordet. — Han holdt mig ogsaa tre Kvarter hver Gang; — vilde slet ikke slippe mig; — bad mig bestandig komme igen. Ja, de kan være til Ulejlighed, saadan Professorforelskelser.

Medens han gjorde disse Bemærkninger, havde han med stor Behændighed fra »den stærkt dyppede Pen« tabt smaa Blækklatter under det første H, I og F, som han traf i Texten, og satte nu Punktum med en stor Klat i Marginen.

— Ah, udbrød Hjorth, der gennemskuede Fiffet, og for hvem pludselig de forskellig farvede og formede Streger viste sig i et nyt Lys.

— Ja netop, svarede Kleistrup. — Det glæder mig, at De er saa hurtig fattende overfor Theologiens Mysterier. Man citerer paa samme Maade ved Hjælp af Versetallene, — saadan ... Ja, det bliver en Indtægt, naar jeg en Gang sælger den med Nøgle, Clavis Cleistrupii, vedblev han, idet han klappede den med øm Stolthed og lagde den paa Bordet. — Den er godt udhalet til Sejladsen paa Attestasen ... Iversen, stop mig Weichselrøren ... Dette, mener De maaske, er ikke Videnskab? ... Indrømmet min unge idealistiske Ven, men det er Kunst ... En Kunst, der hedder Mnemoneutiken, — opfundet af Simonides — ja, lur de gamle Ægyptere.

— Grækere.

— Hvad jeg vilde sagt, — øh, øh, øh, (han afbrødes af et Hosteanfald) — vilde sagt Grækere. — Ptøj! (Han hældede sig med nogen Besvær ud og spyttede i en Bakke, der stod ved Sofaen) ... Ja, det er Kunst, og Kunst staar efter min Mening over Videnskaben ... Jeg er egentlig kunstnerisk anlagt ... De kender ikke mit berømte Billede af Professor Citator? ... Tak! stryg mig en Svovlstik af, Iversen, og ræk mig det Kollegie, som der staar »Dogmatik« paa ... »Hvorfor svulmer Weichselrøret mod mit Skjortebryst« —

— Dèr, Dovendidrik, raabte Iversen, idet han kylede ham Heftet i Hovedet, — er du nu snart færdig med dine Ordrer?

— Næh, — Grobian! ... Unge Mennesker nu til Dags, — rene Vandaler — ingen Agtelse for et Kunstværk, der vil komme til at hænge i Universitetets Solennitetssal ... Betragt! —

Han slog Kollegieheftet op paa første Side og rakte det til Hjorth, der øjeblikkelig brast i en høj Latter. Det var en noget dilettantmæssig udført, men vel truffen og meget ondskabsfuld Karrikatur af Professor Petersen, i engelsk Punch-Stil, med et uhyre Hoved ragende ud over Katedret som en Melon over en Mistbænk. Det faareagtige Udtryk var slaaende gengivet. Ud af den halvaabne Mund hang en vimpelbugtet Papirsstrimmel, hvorpaa, med snirklede gothiske Bogstaver af rødt Blæk: »Gudmennesket havde to Fødder. Luc. 7, 38.«

— Hvad er det for en Vise, du nynner paa, Iversen?

— Det er den ny fra Ligkisten ... Den om Præsterne ... Du vèd nok, fordi de vilde have Sangerindebulerne ryddede.

— Op med den!

Iversen standsede, stillede sig i Positur og sang med de ægte, stereotype Gebærder, med vrængende Nasallyd og kildrende Blikke, med fiffige Pauser, der lod Tanken falde i en Afgrund af Sjofelisme, og med uskyldige Fortsættelser. Kleistrups Latterevne, der før havde været holdt tørt tilbage, fik nu en pludselig, ubunden Frihed. Han væltede sig paa Sofaen, holdende sig paa Maven, stønnende og gispende. »Nej, det er for galt! ... Det er ikke til at holde ud ... Aa, de kære Satans Pigebørn.« — Hjorth lo ogsaa, lidt forlegen.

— Naar var De sidst i Ligkisten, lille Ven? spurgte Kleistrup med sød Fruentimmer-Stemme, idet han klappede ham paa Laaret.

— Dèr har jeg aldrig været.

— Det var som Satan, sagde Iversen.

— Han er et Exemplar, skal du vide, — gak du hen og bliv ligesaa ... Han er en Farisæer — øh, øh, — Satan til Hoste — men vi andre er Tolderne, — øh, øh, øh, — Tolderne, hos hvem det slaar sig paa Brystet — hvad jeg vilde sige, som slaar sig paa Brystet, Lukas 18.

— Det er lige meget, Iversen, begyndte Kleistrup igen efter nogen Tids Tavshed, liberalt overladende det til Tilhørerne at skønne, hvad der var lige meget, — det er nu lige meget, Iversen, — lad Hvile falde paa dig, Højstærede! Sæt dig ned og tag Del i de Voxnes Samtale. — Skal det være en Bajer til?

— Nej, jeg maa sunde mig lidt endnu, svarede Iversen, idet han dorsk lod sig synke ned paa en Stol.

— Det var ikke dig, jeg spurgte ... Hvad Nummer var din sidste? Jeg havde nær glemt Regnskabet.

— Det var nok den ottende.

— Du faar ikke fler end ti, din Bakterie ... Man maa lægge Tømme paa de unge Menneskers Lidenskaber.

— Otte, ti? men det er da ikke muligt, udbrød Hjorth.

— For Mennesker — (fra Landet) — er dette vel umuligt, Lukas 9, — nej hvor Pokker er det nu det staar? Iversen, hvor staar det? ... Aa, de Skriftsteder, de bliver min Død ... Aa, jeg kan ikke holde det ud — jeg kan ikke holde det ud ... Der er en hel Himmel af Skriftsteder i min Hjærne — jeg kan ikke holde det ud ... Gid Fanden havde den Professor! udbrød Kleistrup pludselig, idet han saa skuffende efterlignede Hr. Winkelmanns jamrende Stemme og tillempede Ordene efter den stereotype Form for hans Klager, at Hjorth lo, saa Taarerne løb ham ned ad Kinderne.

— Naa, saa dette forbavser Dem? vedblev Kleistrup med sin naturlige Stemme. — Kunde De ikke besørge saa mange?

— Det tror jeg ikke, jeg har aldrig prøvet.

— Som Manden svarede, da man spurgte ham, om han kunde spille Violin ... Nej saa har De ikke de theologiske Dyder.

— Hvad er det for nogen?

— De theologiske Dyder, hvormed Gud benaader sine Udvalgte, men som maa uddannes ved Øvelse, — som det hedder: hjælp dig selv, saa hjælper Gud dig, — disse Dyder ere tre i Tal, som allerede de gamle Skolastikere lærte. Den første er den ikke at blive beruset, som de læge og gemene Mænd blive, naar de nyde i Overflod af Vorherres Gaver i Retning af Druer og Malt. Dette er den første og store Dyd, og den anden er ligesom denne, det er at være uimodtagelig for den Fristelse at købe højt til Nolo. Den tredje er en Uimodtagelighed, hvis Velsignelse Deres landlige Uskyld ikke vil fatte, og som Kong Salomo ikke var i Besiddelse af, som skrevet staar, at Kvinderne smittede ham med deres hedenske Synder.

Den sidste Dosis var for meget for Iversen, som kastede sig tilbage i et Latteranfald, der nær havde væltet Stolen.

— Naa, Drønnert! sidder han dèr og griner og vèd vel ikke en Gang, hvor det staar. Op med Lexen! ... Iversen, hvor staar det skrevet? raabte Kleistrup, der knuste en øjeblikkelig Fnisen under en examinatorisk Værdighed. Han rejste sig overende i Sofaen, støttet paa Piben, strøg med venstre Haand det lange Haar skraat nedover Panden, hvilket i Forbindelse med en langagtig Grimace gav hans Gummielastikums-Ansigt en Lighed med den afdøde Professor i Exegese, med hvis Stemme han fortsatte, medens Pegefingeren bevægede sig skolemesteragtig:

— Iversen, hvor staar det skrevet? ... Nu—u, det maa vi vide! ... Tror han, han kan tage theologisk Attestas og kender ikke et af de aller fornemmeligste loci dogmaticoethici ... Nu—u! ... Hvad er det for noget?

Iversen syntes imidlertid bestandig mere sansesløs af Latter. Ogsaa Hjorth skoggerlo, smittet af ham, og henrevet af den Virtuositet, hvormed Professoren blev givet, denne Professor, som han kun en enkelt Gang havde set, men om hvem Traditionen var saa levende blandt Theologerne, at han var med ved den første Grimace og Stemmeforandring.

Men Kleistrup vedblev med sit urokkelige Professor-Ansigt ud imod et usynligt Auditorium:

— Nu—u, De skal ikke skrive alt, hvad jeg saadan siger. Vi kunde jo aftale et Tegn. Naar jeg siger »nu«, saa skriver De. — Nu—u — nej, det var ikke dette »nu« — der er trehundrede og tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr, men De behøver ikke at kunne dem alle. Men paa dette Sted tilsteder Kontexten kun èn Fortolkning, det maa vi kunne. Nu—u; — og saa har den Ignorant ikke Begreb om det!

— Hold nu op, klynkede Iversen.

— Fly ham Øl, og hvis ikke, da dør han, Genesis 30 ... Det var den niende. — —

— Gaar De allerede? spurgte Iversen, der efterhaanden levede mere op.

— Ja, nu tror jeg nok, jeg vil i Seng; saa siger jeg Tak for i Aften, god Nat!

— Tre Bajere, — der er endda en Sjat tilbage i Flasken, — og i Seng Klokken et Kvarter til Tolv, — ja, hvis De ikke bliver Biskop, Hjorth, saa er der ingen Retfærdighed til i Verden.

— Ja, den er saa klar ... Men vi andre arme Stympere, sukkede Iversen, idet han trak en Flaske op.

— Aa, Gud bedre det ... Ja tag du kun din Tiende strax, Gud vèd, naar du ellers faar den.

Iversen, der allerede havde sat Flasken for Munden, fik den skyndsomst muligt bort, men undgik ikke at sprøjte en Mundfuld Øl ud.

— Saa Grisen! sidder han dèr og spilder Guds Gaver paa Gulvet. — —

Hjorth klædte sig hurtig af og lagde sig i det Jernskelet af en Seng, som skæmmede den ene Væg og bestandig ærgrede ham med sit Vidnesbyrd om, at han ikke havde Raad til at købe en Sovesofa. Han slukkede Lyset og trak Tæpperne over sig, døsig og oplagt til at sove strax, som han mente. Men det gik ikke saa let. Det lod til, at han i høj Grad maatte mangle den første theologiske Dyd. Trods det ringe Antal af tre og den tiloversblevne Sjat havde han Uro i Blodet. Og saa begyndte Loftet at dreje ovenover ham, fra højre til venstre, ganske langsomt, men saa bestandig hurtigere, til det tog af igen. Han lukkede Øjnene; det hjalp ikke; det begyndte alligevel at dreje fra venstre til højre langsomt, hurtigere, hurtigst. Han kastede sig et Par Gange om i Sengen og fik Ro. Inde fra deres Værelse hørte han dem snakke og le. Saa begyndte det forfra, det tiltog med en rivende Fart, medførende en betydelig Vammelhed, da den tiende rullede hen til sine Forgængere, som den naàde med et lydeligt Knald.

Men fra den anden Side hørte han »Kandidaten«, som havde levet, jamre sig, først i uartikuleret Stønnen, saa i Ord:

— Aa, jeg kan ikke holde det ud — jeg kan ikke holde det ud ... Av, mit Bryst ... Der er et helt Helvede her i mit Hjærte ... Jeg kan ikke holde det ud ... Der er da heller ingen af de Asner, der kan hjælpe mig ... Gid Fanden havde Doktoren ...

Og efter at have gentaget disse Sætninger i det uendelige, kastende dem imellem hinanden, mekanisk, som en Talemaskine, begyndte han med en pludselig Galgenlystighed at skraale den sidste paa Melodi af Menuetten i Don Juan, der med èt gik over til »For nu er Katten død, død« —