Germanernes Lærling

XV.

Brøchner var død et Aar i Forvejen. Dersom Hjorth paa Universitetets Tærskel var bleven modtaget af denne sjældne, isolerede Aand, der syntes at trives dèr eller at vansmægte dèr som en officielt anerkendt og underholdt Protest mod hvad der var officielt baade dèr og hele Landet over, denne ægte German-Lærling, hvis ædle men dunkle Idealisme, hildet i et Vanevæv af Skole-Kunstord, gik uforstaaet hen over Hovedet paa Studentermassen, men kunde slaa desto stærkere ned i Enkelte med en fængende Gnist af hans egen alter-rene Begejstrings-Ild, — dersom han havde begyndt sit Universitetsaar med halvt af Nysgerrighed at indfinde sig paa hine Eftermiddagsforelæsninger, hvor denne eneste Venstre-Hegelianer i Danmark, Strauss' Oversætter, i sin sidste Tid rettede sine hvasse Angreb paa Theologien, brændemærkende Martensens Dogmatik med en trofast Discipels hvidglødende Foragt for denne højærværdigste Dilettantisme, der havde skaaret nogle Fraser ud af Mesterens udødelige Tankevæv for at klistre dem som Skønhedsplastre paa en blegsotig Troslære, forsvarende den fribaarne Tankes Ret med en Lidenskab, der lod hans Øjne lyse med en feberagtig Ild i Høresalens Halvmørke og bragte en skælvende Styrke i den svage hule Røst, som allerede syntes at have en Resonans af Graven, — dersom dette havde været hans Indvielse, saa var maaske hans Udvikling hurtig bleven ført til det afgørende Punkt, og han havde vel begyndt sit Studium med at forlade det.

Men Omstændighederne havde ikke lagt det saaledes til Rette for ham.

I Stedet for den magre Brøchner, hvis Legeme syntes fortørret af Kundskabstørst, og hvis nervøse Ansigt var som udbrændt af Sandheds-Lidenskab, i Stedet for denne Tankens Eneboer-Skikkelse var det Rasmus Nielsen, der steg op ad den knirkende Katedertrappe med sin let bøjede Ryg, der syntes at have taget Vanen af et lille Duk under Bifalds-Klappenes Styrt, og paa den sorte Tavles Baggrund malede sig dette kraftige, spillende livfulde Ansigt, der ligesom var bronceret med en Straale fra Popularitetens Sol og omflammedes af en Manke af graa Haar, der paasatte Hovedet Ærværdighedens Krone uden at mærke det med Affældighed.

Over hele hans Person, i hans Ansigt, der var som mejslet af en fin Haand i en grovkornet Sten, i den rundarmede Bevægelse, hvormed Lorgnetten førtes til Øjet, i det hvide Halsbind og den skinnende Silkevest, i hans Stemme endelig, der gav selv de aristokratiske græske Kunstord en bred Rullen som af en fin Ekvipage paa en jydsk Bivej — i alt dette var der en Blanding af firskaaren Jævnhed og udsøgt, næsten theatralsk Elegance.

Han var noget af en Bonde og mere af en sejrssikker Virtuos, — en Filosofiens Ole Bull, der spillede sin Bravurfantasi »Grundidèernes Logik« oppe fra den ufuldendte Top af Aristoteles' og Hegels Pyramide.

Fra denne svimlende Højde hvirvlede det ned over de unge, let bedaarlige Øren, et Mylr af Toner, som i Kassen af den filosofiske Vidunder-Violin sminkede med encyklopædiske Klangfarver af alle Instrumenter i Videnskabens uhyre Orkester; der var klare Krystalklange fra mathematiske Triangler, solide Brum af fysiske Kontrabasser, Fanfarer af historiske Blæsere; og Fantasien drog forbi med brede og brave folkelige Strøg paa løse Strænge, som vexlede med aandrige Spiccatosatser, Adagioer med et sentimentalt vibrato, der snubbedes af i vittige Pizzicato-Udgange, dybsindige Hymner til den absolutte Subjektivitet, foredragne con sordine, og som lod ane mere end de sarte Toner kunde sige, halsbrækkende deduktive Løb, dialektiske Dobbeltgreb, logisk-antilogiske Spring, idealistisk-realistiske Triller, transcendentalt Flageoletspil.

Hvad Under, at en ung Hjærne blev beruset og under Rusen fik den Deliriumsdrøm, at den havde fordøjet, hvad den havde modtaget, havde forstaaet, hvad en ædru Hjærne vilde indse slet ikke var bestemt til at forstaas, men til at anes langt ude i et Clair-obscur, til at se dybsindig ud over, til at klædes paa i smukke Kunstord, lige saa uforstaaelige som Sagen, »Udslag af Selvmagten i Andet«, »iboende Realnegationer i den uendelige Selvhed« og »den begrebsreflekterende Vexelvirkning, mine Herrer! — Vexelvirkningen.« —

Og dog blev denne Undervisning ikke uden hemmelig Frugt. Filosofien er aldrig saa dunkel, den er dog klarere end Theologien; og netop hvor den skyder de klare Straaler ud, gaa disse altid stik imod Aabenbaringens. Saaledes skete det, at der ogsaa ad denne Vej i den unge Students Sind indsmugledes farlige Varer under det officielle Toldstempel for Tankerne, som kun en meget overfladisk Betragtning vil kalde toldfri; — i denne blandede Udsæd fandtes hist og her et Krudtkorn, som trillede ned til den bestandig voxende Mine under den gamle Grundvold, hvorpaa hans aabenlyse Sjæleliv endnu bevægede sig. Og dette foregik saa meget sikrere, fordi det foregik saa fredeligt, saa lejlighedsvis, saa lidt efter lidt. Det var snart en Bemærkning om, at hvis vi endnu havde en Theologi, var vi endnu midt i Middelalderen, snart en godmodig Sarkasme over Mirakeltroen, den ene Dag en satirisk Bemærkning om Anti-Darwinisterne, der mente det var saa meget finere at nedstamme fra en Klump uorganisk Jord end fra en organiseret Dyreform, den næste Dag en faktisk historisk Underretning om en eller anden filosofisk Doktrin, om Atomistiken, om Nyttemoralen, om Loven om Kraftens Bestaaen. Det var først og sidst det store hedenske, pantheistiske Pust, der gaar gennem selv det mest saakaldte theistiske System, fordi det nu engang er Filosofiens Medgift fra Hjemmet af. Thi ligesom den plumpe, folkelige Sanseligheds-Fanden halter om med en Hestehov, saaledes spanker den dannede grubliserende Tanke-Djævel om med den gamle Pans Bukkeklov. —

Det andet Studium, Hebraisk, traadte ham imøde med en ikke ringere Nyheds Interesse, men paa Filologiens fredelige Vis, uden problemstillende Debatter, uden Aandrighedens æggende »Pistolskud« og dog med et vist betagende Trylleri, med Østerledens og Oldtidens forenede mystiske Magt, — ikke med en ung Kvindes sanseberusende Attraas-Vækkelse, men med en hvidhaaret Oldingeskikkelses ærefrygtudstraalende, kølige Højhed. Han kunde helt glemme Tiden, naar han fordybede sig i dette fremmedstammede Sprog, hvis Rødder ere sænkede i et ukendt Jordlag, og hvis tredelte Bygning er ligesaa forskellig fra alle europæiske Mundarter, som det gamle Orientens Byggekunst, med de skæve Terrasser og de sofabensagtige Søjler paa Løvefødder med Kapitæler af knælende Heste, er forskellig fra alt, hvad der stammer fra græsk Arkitektur, hvor uædelt og grotesk det end har gothiseret sig, — naar han regnede i denne mathematiske Grammatik, hvis Bøjninger have en algebraisk Lignings Sikkerhed, — naar han stirrede paa denne underlige Skrift, der først efter Sprogets Død har nedladt sig til under sine Konsonanters faste, hellige Rørpensstreger, med det vandrette Tryk, at punktere nogle moderne profane Vokaler til Hjælp for de uindviede; med de store kantede Bogstaver, der baade i Form og Navn endnu hist og her viser et halvt udvisket Hjørne af det oprindelige hieroglyfiske Billedtegn; med de uudtalelige, glemte Gutturaler, som i deres snirklede Gaadelinjer ligesom i en Konkyljes Vindelgang synes at have fasttryllet et hemmelighedsfuldt Ekko af Bølgegurglen fra Nilens, Eufrats og Jordans Bredder, hvis Siv flettedes til Kulturens Vugge.

Saaledes kunde disse to Indlednings-Discipliner give ham tilstrækkelig Sysselsættelse og udfylde hans Interesse, og der blev kun et Spaanfald af Tid tilbage for den egentlige Theologi. Her begyndte han efter Professorens Raad med at søge at faa »Løb i det ny Testamente«, uden at fordybe sig i Fortolkningen. Men dette Studium fængslede ham ikke som de to andre. Han mærkede snart med et vist Samvittighedsnag, at han ikke blev varm ved Læsningen i den hellige Skrift. Dog havde den en særlig Tiltrækning: — det græske Sprog. For ham, der, medens han endnu næsten var uden historisk Dannelse, havde faaet en dunkel Begejstring for Hellas gennem Goethe og Schiller, for ham var dette Sprog noget helligt, et Symbol, der satte alle hans fineste Følelser i drømmerisk Bevægelse.

Men ligesom Biblens Aand ikke er den helleniske Aand, saaledes er dens Græsk ikke hellenisk Græsk; — og han tog Anstød heraf. Det var ikke med Filologens Ærgrelse, men med en æsthetisk Uvilje, der i sin Uretfærdighed kunde grænse til Væmmelse, at han læste Apokalyptikerens barbariske Græsk, hvis Konstruktioner ere ligesaa umulige som hans Danielske Dyr ere umulige, eller slog sig igennem Paulus's endeløse Perioder, hvis stakaandede Ord-Opdyngning syntes ham en Haan mod det ædle Sprog, hvori Attikerne havde skrevet. —

Og midt i det fjerde Evangeliums Lidelseshistorie, hvor det kristne Hjærte burde bløde med sin døende Frelser, kunde han pludselig falde i Henrykkelse over Sætningen »Men dette gjorde altsaa Soldaterne«, denne lille simple klassiske Blomst med den ægte Duft af Herodot, som har forvildet sig hen mellem Golgathas Sten, — henrykkes ved denne sproglige Atavisme med en Naturforskers Andagt, naar han i en Samling af spraglede Due-Racer, som ikke interessere ham, pludselig ser den vilde Klippedues skiferblaa Fjer titte frem.

XVI.

Han spiste tarvelig til Middag i Studenterforeningen, glad naar Pungens Samvittighed tillod ham Luxusen af en Kop Kaffe til en Cigar nede i en af Konversationssalens Hjørnesofaer, hvor han gemte sig bag en Avis, undertiden opsnappende interessante Ytringer af den højrøstede Samtale fra den gamle Klikke, hvis stabile Medlemmer holdt Forsamling om et Bord i Halvmørket paa den anden Side af Døraabningen ind til Spilleværelset, hvor Stuernes to Lys mødtes, kvælende en lille bleg Gasflamme, der forsøgte at brænde over Udkrasningskummen.

Men sædvanlig tilbragte han en halv Times Tid oppe i den søvnig-dunkle Læsestue, der ligesom alle de andre Rum var fuld af den ejendommelige Blanding af gammel Tobakslugt og gammel Maddunst, som er det sidste, Nogen vil glemme af dette Russernes Hjem. Dèr bladede han i hvad der foruden nogle vanvittige Ankeprotokoller laa spredt over det lange voxdugsbetrukne Bord, eller han spejdede i det aandelige Apotheks mørke Hylder, hvor Dagens Medikamenter skjultes, to og to fredelig sammen, Belladonna ved Siden af Salmiakmixtur, »Det nittende Aarhundrede« hvilende ovenpaa »Theologisk Tidsskrift«.

Men Hjorth valgte »Det nittende Aarhundrede«. Han havde nok af Theologien hjemme og paa Universitetet.

Ikke at han iøvrig var nogen Beundrer af den moderne Literatur, af alt det beslægtede nye, som paa dette Tidspunkt mer og mer begyndte at bringe sin Grøde. Han kendte kun saare lidt dertil, og til det lidet var han gaaet med en ubevidst Antipathi. Han holdt endnu mest af at lukke sig inde med Klassikerne, og der var opstaaet hos ham en Foragt for Prosa og Mistillid mod samtidig Virkelighedsskildring i Kunst, — naturlig nok for ham, Bondesønnen og Landsbylæreren, som var kommen hovedkuls ind i den store Poesi, fra en Virkelighed, der var saa plump, saa idèløs, saa stagneret forvrøvlet, fra en Prosa, der var Lærebøgernes og Katekismens.

Men der var ogsaa noget dybere i selve den nye Aandsretning, der stødte hans sky Natur bort fra det Liv, som var blevet vakt ved Georg Brandes. Det var noget saadant som Stikordet »Realisme«, eller endnu mere var det hint Præg af Frankrig, som det undertiden bar i sig selv, og som det altid fik paatrykt af Modstandere, der saa igen dertil hægtede Begrebet »Frivolitet«. Maaske vilde han ogsaa have brugt dette Ord, dersom Nogen havde trængt ind paa ham for at faa at vide, hvad der stødte ham i denne moderne Strømning. Og dog var han for længe siden kommen bort fra den Tid, da han fandt »Werther« umoralsk, og »Wilhelm Meister« hørte nu til hans Yndlingsbøger. Men i Fald han brugte dette Ord, vilde det ogsaa, ham selv ubevidst, være ganske udrenset for sin almindelige Bemærkelse, en tom Etikette, den han paaklistrede Gallicismen som et Udtryk for sin Uvilje mod en fremmed Aand, hvilken han ikke forstod.

Ogsaa i Videnskaben, i Filosofien, var Realismen ham imod. Et Navn som Stuart Mill skurrede ham i Øret, og uden at kende synderlig til dem begge vilde han instinktivt have erklæret sig for Hegel mod Spencer. Naturvidenskabernes Principat, Empiriens og den ubønhørlige Induktionslogiks Hegemoni opførte ham, var ham et Tegn paa Tidens aandelige Forfald; — han kunde kun tænke sig dem underordnede den inspirerede Tænkning, som trællende Gnomer, der grov og rodede nede i Schakterne, medens Gudinden sad stjærnekronet, hævet over Tid og Rum i sin selvsikre Skuen.

Ved den befrugtende Paavirkning af en Aand, med hvilken hans egen Natur var i Valgslægtskab, og som paa Grund af dette Forhold, og fordi den var den første, blev uden Medbejlerskab, uden Begrænsning, uden Kritik, — ved et Studium, der i sine Dyder som i sine Laster selv er et Barn af denne Aand, en Halvvidenskab, der, selv naar den endelig finder sin kritiske Methode og gennem denne opløser sig selv, dog lader sin metafysiske, spiritualistiske Skygge blive tilbage i Hjærnen, — ved disse Anlæg og disse Indflydelser var Hjorth allerede bleven og blev bestandig mere ensidig germaniseret, saa at det maatte tage Aarrækker af Arbejde og Erfaring, inden han kunde komme Frankrig nærmere end Heine eller England nærmere end Kant.

XVII.

Mange Bekendtskaber gjorde Hjorth ikke. Han havde ingen Skolekammerater, hvem han var levet sammen med, saaledes som de fleste have, der komme til Universitetet. Desuden fjærnede hans Alder ham fra det Hold, der var samtidigt med ham, han var afstikkende i Rusauditoriet ved sine modne Træk og det fyldige Skæg.

Det gik ham heller ikke bedre i Studenterforeningen. Han, der før havde været den uforstyrreligste Ligefremhed, en aabenmundet, godmodig, tirrelysten Spøgefugl, han var under de nye Omgivelser og i dette Stadium, da han bestandig var lidt usikker paa sig selv og paa sin Fremtid, bleven ordknap og tilbagetrukken. Rigtignok var det kun en tynd Skal, og naar den brødes, kom den gamle Natur frem, — men brydes skulde den. Det er med dette Væsen overalt vanskeligt at komme an, naar man ingen Forbindelser har at gaa ud fra, og det er heller ikke særlig let i denne Forening for »Studentens glade Liv«, hvor der i Virkeligheden under Ly af en dræbende Kedsomhed trives en stiv Etikette, der udsætter en Uerfaren for at blive betragtet som uden Levemaade, dersom han indskyder en beskeden Ytring i en Samtale mellem to af Minervas Sønner, hvis han kun er præsenteret for den ene af dem. Han følte sig ikke just tiltrukken af den lille, men højrøstede Skare Radikale og Intransigente; — fra den ældre Klikke, som han næsten havde Udseende af at tilhøre, var han adskilt ved den hele blændende Nimbus af Værdighed, hvori dette Studenterverdenens Aristokrati bode som i et unærmeligt Lys; — og mindst kunde han faa Indpas hos de eneste, som deroppe syntes at have en virkelig alvorlig Interesse, de mest aflaasede af de aflaasede, tobaksombølgede Schakspillere, der med Hovederne bøjede over Tavlebrættet og Blikket magnetiseret af Brikkerne saà ud, som om de i Tilfælde af Ildebrand vilde have taget deres Lommebøger frem og noteret Stillingen op, hvid Springer F5, rød Løber D6 —, indtil Loftsbjælkerne ramlede ned og væltede Spillet.

Sine Forbindelser skulde han have stiftet i det theologiske Auditorium. Men han følte en næsten uovervindelig Ulyst til at indlade sig med sine Kolleger; der var, hvor nær han end sad dem paa den sorte Bænk, et tomt Rum imellem dem og ham, en Anelse om, at hans Aand ikke var deres, en instinktiv Fornemmelse af, at der var Fare ved at aabne sig her, at han gjorde bedst i at knappe Frakken til. Og han knappede den indtil den øverste Knap. Han gik tavs hen til sin Plads forbi Bænkerækken af forskellige Theologer fra de mest snavsede til de dadelfri sirlige, som man kan gaa forbi en Reolhylde med skrabede, forfingrede Lærebogsbind og sorte Chagrinrygge, uden at gide tage en eneste frem og blade i den. Han stod i Friminutterne alene ude i Gangen; lænet til det brede Rækværk stirrede han paa den ypperstepræstelige Apollo og den vestalindeagtige Athene, der nede fra Gulvets Halvmørke hævede deres Gudeskikkelser op i Vestibulens Lys, tegnende deres rene, uforvitrede Marmorlinjer mod den farvematte Baggrund af fugtskjoldede mythologiske Billeder; og idet han kærtegnede de to Symboler med sit tilbedende Blik, lod han det mylre og summe rundt om; slappe, blankslidte Drapfrakker, stramme, struttende Skytteuniformer, — han stødte ingen af dem paa Ærmerne, han lod dem slentre og vimse forbi og rejse en kaotisk Hvirvel i Støvatomernes straalende Prismer, der skraanede ned fra de store Vinduer med deres aabne Firkanters officielle Gardinløshed.

Blandt de faa Theologer, som han indlod sig en Smule med, var hans Husfælle Kleistrup. — Den dorske Iversen faldt det ham ikke ind at tale synderlig med. Men Kleistrup morede ham; denne halvgamle Student med sin godmodige Indifferentisme, med sin Fordringsløshed i Retning af at tages au serieux, med sine bedærvede Livserfaringer iklædte en evig gemytlig Solderistjargon, hvis sygelig hule Tonefald syntes at spotte Hjærnens Tomhed, — denne for Hjorth aldeles fremmede Natur eller rettere Demi-monde-Kunst, havde noget pikant for ham, var ham en behagelig Adspredelse ved den magelige Tryghed overfor en Person, hvem man kan omgaas i aandeligt Negligè, kildrede endelig en hemmelig Antipathi hos ham som en Slags Hofnar, der havde Fripas ved Foden af Tronen for Videnskabernes Dronning, den hellige Fru Theologia.

Naar de begge vare paa Forelæsning sammen, holdt han af at faa Kleistrup under Armen ude paa Gangen og lade ham, der kendte lidt til alle, præsentere den theologiske Samtid. Dèr gik med ludende Hoved en Trediveaarig, Søn af en Højskoleforstander, en fremtidig Folkeprædikant, der altid prostituerede sig ved en total Uvidenhed paa Skriveøvelser og Examinatorier, men holdt Foredrag ved Missionsmøder om Jakob, der gik med sin Stav over Jordan. Det randøjede, hulkindede Hængehoved, som sjokkede afsted i en lurvet sort Dragt og saà ud som en protestantisk Tartuffe, var i Virkeligheden en meget skikkelig Grundtvigianer. Dèr henne ved Trappen stod Professorsønnen med den lange Næse, Theologiens nye Stjærne, som bildte sig ind, han var kristelig Filosof, smykkede sig med Laser af Stuart Mill og Spencer og fandt frugtbare Fermenter hos Darwin; han udvexlede Straaler med en anden Stjærne, der kun ventede paa sin nære, glimrende Examen for at offentliggøre sin Forlovelse med Stiftsprovstens Datter, hvorefter der laa en lysende Kirkesti aaben for ham, — en lille sirlig Herre, der saà ud som Martensens Ethik, indbunden i hvad Bogbinderne teknisk kalde »Opbyggelsesbind«.

Iøvrig var denne Omgang ikke til Skade for hans Ry. Thi Kleistrup udbredte hans Ros, idet han fortalte alle, at Hjorth var hvad han i sin Jargon kaldte »en myrderlig Tyrekalv«.

— Det er lang Tid siden De har set op til mig, Hjorth, sagde Professor Petersen til ham en Efteraarsdag udenfor Universitetet. — Kommer De ikke ogsaa en Gang til mine Torsdags Aftener?

Torsdags Aftenerne — det var den theologiske The. Professoren havde, for at komme i nærmere Berøring med de Studerende, aabnet sit Hus en Gang om Ugen for alle, der havde Lyst til at indfinde sig, og der var altid fuldt. Men Hjorth havde, underlig nok, aldrig tænkt paa at gaa derhen, skønt Kleistrup oftere spurgte ham, om han ikke i Aften skulde hen og drikke dogmatico-ethisk Thevand. — Nu fandt han dog, han burde indfinde sig den førstkommende Torsdag.

Studerekamret, Spisestuen og Bibliotheksværelset vare stimlende fulde. Professoren tog med særlig Venlighed mod Hjorth og gjorde ham bekendt med sine Yndlinge. Navnlig vilde han stifte Venskab mellem Hjorth og Professorsønnen, Hr. Frederiksen, fordi de begge havde æsthetiske Interesser.

Det viste sig ogsaa snart, at Hr. Frederiksen hørte til de Theologer, som, hvis de komme til en Købstad, ufejlbarlig blive Stiftstidendens æsthetiske Anmeldere. Han kunde lade indflyde i Samtalen nogle af de kuranteste Fraser fra den Vischerske Æsthetik, som Vischer selv har tilbagekaldt, og han havde en overfladisk Kendskab ogsaa til den tyske Literatur. Men Hjorth, der ikke havde noget synderlig skarpt Blik, glædede sig ved at have fundet en Aandsbeslægtet, med hvem han kunde drikke parnassisk Vin, halvt skjult for den theologiske The bag de tykke Repsgardiner i Vinduesfordybningen, medens udenfor Ruderne den første pulverfine Sne fejede ned ad den øde Stormgades mørke Fliser og hvirvlede forbi Lygten, hvis Skær faldt paa Hr. Frederiksens Ansigt med en spøgelseagtig Straale; det kildrede ham at tale om Goethe, den gamle Hedning, medens der bag ved Gardinerne i Lampelyset mylrede af Navne som Luthardt, Olshausen, Hengstenberg, Lübke, Godet. —

Men pludselig sagde Hr. Frederiksen med et overlegent Smil: —

— Ja, jeg maa dog sige, Hr. Hjorth, jeg finder, De gaar en Smule for vidt ... De vil maaske ogsaa have nogen Vanskelighed ved at forlige en saadan Betragtningsmaade med Augustanas anden Artikel.

Saa knappede Hjorth indtil den øverste Knap og forlod kort efter Vindueskrogen. Men den øvrige Aften sad han tavs og fulgte kun halvvejs en Diskussion om de Reformertes Fortolkning af Nadverordene og den farlige Bevægelse hen derimod i den nyeste lutheranske Theologi; — han holdt med de Reformerte, men fandt det ikke meget tillokkende at kæmpe ene mod Overmagten.

Det var i Efteraaret syvoghalvfjerds. —

Sin Sommerferie havde han som nybagt Kandidat i Filosofien med bedste Karakter tilbragt hos Svigerforældrene i Yderslev.

Et Held for hans Troskab mod Kristine havde det været, at hans Eneboerliv i de forløbne Aar ganske holdt ham borte fra Omgang med unge Damer. Hun havde ingen Medbejlerinder. Og selve det, at han kun var sammen med hende et Par Gange om Aaret, bevarede ham for hende, idet deres legemlige Afstand fra hinanden skjulte den aandelige. For i hans Erindring og Fantasi antog hun saa meget af hans egen Natur, og hendes Billede kunde saa dristig og uformærket idealisere sig efter hans Ønske, naar hun ikke selv traadte forstyrrende imellem.

Iøvrigt gjorde hun selv, hvad der stod i hendes Magt, for at formindske denne Afstand ved at forfine sig. Det var ikke blot det, at hun følte at en saadan Forfinelse var nødvendig, dersom hun vilde beholde Hjorth; — men idet hun bestandig levede i Haabet og den glimrende Udsigt, følte hun sig allerede hævet over sin Stand, og da hun forhaands regnede sig blandt Fruerne, længtes hun efter at faa Fruelader. Den første, grovere Afhøvling foregik paa en Højskole, hvor hun opholdt sig to Vintre; — men den egentlige Polering fandt Sted i Præstegaarden.

Pastor Krarup, der bestandig interesserede sig levende for Hjorth, hvem han undertiden fik Breve fra, ansaà det for sin Pligt at tage sig af hans Kæreste, og bad Kristine venlig om at se hyppig op til dem i Præstegaarden, noget som hun ikke lod sig sige to Gange, da hun strax indsaà, at hun maatte hænge i her, hvor hun kunde indvies i den for hendes Stand korrekte Tone og lære alt til Faget henhørende. — Fruen, som var temmelig fornem paa det, yndede ikke denne Gæst, men det lykkedes hende at blive en Veninde af Datteren Vilhelmine, der kun havde lidt Omgang. Denne lille sentimentale Dame, der længtes efter en Tilkommende i Skikkelse af en frelsende Kapellan, kastede hele et aldrig forstaaet Hjærtes Kærlighed paa Kristine, som uden at bryde sig en Døjt om hende tog hendes Fortrolighed til Indtægt og lod Præstegaardsfrøkenen sidde Model. Med sin livlige Opfattelsesevne i alt, hvad der ikke hørte til boglig Lærdom, havde hun hurtig og sikkert tilegnet sig de mest iøjnefaldende og derfor uundværligste Træk: — at kunne sidde drømmerisk med et Hæklearbejde i Haanden, at udbryde »Gud, hvor dejligt«, naar der var stærke Farver paa Himlen ved Solnedgangen, eller naar man stod paa et Sted, hvorfra man saà Skov, Bakker og Vand, at sige »Herregud« med et mildt Smil og en ganske let Rysten paa Hovedet, dersom En læste op af Avisen, at en Dreng var druknet i Aarhus. —

Efter at dette Kursus havde varet et Aarstid, var næsten alle Dialekt-Vendinger og de simple Ord, der lugte af Marken og Stalden, som blæst bort fra hendes rene Læber, og hendes Tunge, der ligesom havde tilspidset sig, vrængede ikke længer Vokalerne saa bredt ud, at de spaltede sig i Diftonger og drævede heller ikke alt hen i den samme sløjfede Bondemelodi.

Hvad hendes Dragt angaar, saa havde den længe været ganske købstadsmæssig, naar hun da ikke netop gik hjemme og sjovede. Men hun lærte nu at bære den, at vælge Farver, at undgaa pralende og skrigende Pynt i Stokrose-Stilen, at sætte en Sløjfe klædelig og præcis dèr, hvor »de bruger det«.

Men ogsaa for hendes Indre blev der sørget. Præsten laante hende Bind af »Fra alle Lande« for at udvide hendes Synskreds, og af Vilhelmine fik hun Walter Scotts Romaner med hjem for at danne Aand og Hjærte. Det blev hende en langt drøjere Form for Undervisning, og i Begyndelsen var det en haard Prøvelse for hendes Taalmodighed. Men hun vilde. Og efterhaanden fandt hendes legemlige Ladhed Behag i den Hvile, som Aandens Opdyrkelse gav Anledning til. Det var ganske behageligt, i Stedet for at rive, at ligge saa uhyre blødt i en Høstak og læse om fremmede Lande og underlige Mennesker, og paa en hed Sommerdag, naar Arbejdet fik Sveden til at bløde igennem under Armhulerne ude i det hede Køkken, hvor Sol og Skorsten arbejdede sammen, og hvor Fluer og Hvepser, tiltrukne af Varme og Madlugt, summede En om Ørene og stak paa den nøgne Nakke, — paa saadanne Dage fik hun Smag for at sætte sig ned i den kølige Mælkekælder, hvor kun en enkelt Flue surrede oppe i Vinduet, og kildre sin Fantasi ved Omgang med Dronning Elisabeths galante Hofkavallerer med Atlaskessko paa lange Ben, omstrammede af den hvide Silke helt op til Laarenes opslidsede Fløjelspuffer.

Saa var der ogsaa det ved Læsningen, at det stillede hende paa en anden Fod overfor Tjenestefolkene, naar de saà, at hun saadan kunde forlade Arbejdet og lægge sig magelig hen med en Bog. Og endelig var der den Morskab, at denne Dasen over en Bog ærgrede Faderen og satte Splid mellem Forældrene, idet Moderen tog hendes Parti.

Tilsidst drev hun endogsaa sin Videbegærlighed saa vidt, at hun for at være med daglig læste »Morgenbladet«, som Per Andersen sammen med Møller Kristensen holdt i Vintermaanederne. Før havde hun af og til læst Ulykkestilfælde, Mord og hvad der stod med smaat Tryk. Men nu granskede hun baade den indenlandske og udenrigske Politik og forsøgte at tvinge de underlige fremmede Navne, ravgalt udtalte, ind i sit lille halsstarrige Hoved. Ja, hun kiggede endogsaa i Literaturanmeldelserne for at kunne sige: Er det ikke ham der har skrevet den Bog? —

Saaledes fandt Hjorth hende i ydre Optræden betydelig nærmere ved hans idealiserede og forfinede Afbillede, end hun fra først af havde været. Thi hans Erindringer fra den Tid, da han bòde som Lærer der ovre paa den anden Side af Gaden, bragte ham mange Smaatræk, som allerede den Gang havde stødt ham, og som det nu var ham ubehageligt at mindes. Men han glædede sig saa og var stolt over, at han havde kunnet se gennem den ru Skal, der skyldtes de grove Omgivelsers forhærdende Tryk, ind til hendes sande ædlere Natur, der nu mer og mer syntes ham at gro frem.

Noget var der dog gaaet tabt under denne Væxt: — den halvt naive, halvt kokette Ynde, som i deres Forlovelses første Tid havde været en saa fortryllende Ledsagerske til hendes Væsens viltre Utvungethed. Men denne Stivhed og pludselige Usikkerhed, der var en naturlig Følge af et ikke magtet Forsøg paa at være dannet og dadelfri net, den var for ham ligesom et Tilbageslag ved Generationsskifte. — Han kendte tre Kristiner: den første forlegne, stillestaaende unge Pige, hende der snode sit Forklædehjørne, og hvis Samtale gik istaa, hende med det usikre Smil, der gled bort til Siden; — den anden, hans dristige, livsglade Kæreste, med sit lidt grove Koketteri overfor ham, og med et Stænk af Frækhed; — endelig den tredje, den dameagtige Kristine, Præstegaardsfrøkenens Veninde, med det rolige, passende Væsen, med det dialektfri Bogsprog, der førte Samtaler om Romaner eller Opdagelsesrejser og forlangte Skildringer af Livet i Studenterforeningen og ved Universitetet. — Men nu var det undertiden, som grænsede denne tredje igen op til den første, der pludselig syntes at fødes med smaa kejtede Bondebevægelser under den smagfulde, stramt sluttende Købstaddragt, — et Syn, der gjorde ham rørt og berusede ham med en vissen Duft fra hans Kærligheds første Spiringsdage.

Men der kunde ogsaa komme Tilbageslag til den anden Kristine, utæmmede Udbrud af noget i hendes Væsen, der endnu ikke var udviklet eller havde Mod til at vise sig hos den første, og som sædvanlig var omhyggelig tildækket hos den tredje. Konvulsioner af en fuldblodig, overmoden, opsummet Naturgrund, der overvældede ham med Kærtegn, smøgede en kælen Arm om hans Nakke og lo overgivent med en hysterisk Klang af den Latter, som kildes frem.

Og undertiden røbede hun en Tankegang, der stødte ham ved en plump, idèløs Beregnethed.

En Gang spurgte hun ham, om han kunde huske en Eftermiddag, da de havde talt sammen om hans Mening i Politik, — det var medens han endnu var Lærer, — og hun havde ønsket, at han skulde være Venstre, fordi det ellers vilde blive vanskeligt for ham at faa et godt Embede. Han huskede det meget godt.

— Men vèd du hvad, sagde hun, nu har jeg saamæn tænkt paa, hvor underligt saadan noget kan føje sig ... Se, nu er det jo netop godt, at du er Højremand, for det hører sig jo til din ny Stand.

Da Hjorth ikke rigtig vidste, hvad han skulde sige dertil, fortsatte hun: —

— Ja for du gaar da, for Guds Skyld, ikke hen nu og bliver Venstremand ... Det kunde saamæn ligne dig, Niels, for du skal da altid have en Tilbøjelighed til at komme paa Kant med det, som — som du ikke skulde være paa Kant med.

Hjorth kunde ikke lade være med at smile ved det temmelig Træffende i hendes Bemærkning. Og medens han beroligede hende i dette Tilfælde, havde han en lille hemmelig Frygt for, at hun vilde faa Ret paa en langt farligere Maade, end hun havde nogen Anelse om.

Jessen saà han et Par Gange om Ugen, men de undgik som ved en fælles Overenskomst at tale om religiøse Emner.

I Præstegaarden var han naturligvis ofte, baade sammen med Kristine og alene. — Naar han sad ved en Cigar inde i Præstens lille tarvelige Kammer, saa maatte han kramme ud med sin filosofiske Visdom, helst med det allernyeste, de store Stumper af Darwin og Udviklingslæren, der vare løbne med ind i den Rasmus-Nielsenske Naturfilosofi.

— Ja, ja, — aah ja, sukkede saa den gamle Præst, idet han lænede sig tilbage i Stolen og strøg sig om den ubarberede Hage, — aah ja, ... saadan gaar det op og ned med den verdslige Visdom ... I min Tid var vi jo Hegelianere, da var det nu det saliggørende ... Vi snakkede jo allesammen op og ned ad Stolper og Vægge om Negationernes Negation, — he! — og lige lidt forstod vi da af det, kan jeg tænke ... Saadan gaar det med den verdslige Visdom, frem og tilbage, — det er saamæn ikke saadan for os stakkels Mennesker at begribe ... Og hvis vi ikke havde den aabenbarede Visdom, at Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Kristus, saa stod vi dèr — som Oxerne ved Bjærget, — he! — og vidste saamæn hverken ud eller ind.

Hjorth gik frem og tilbage i Værelset og vidste ikke rigtig, hvad han skulde sige, vidste næppe selv engang, om han holdt med Pastor Krarup eller Filosoferne. Men èn Gang bemærkede han efter en saadan Passus: —

— Ja saadan holdt ogsaa den ægyptiske Religion sig ligesaa stabil som de gamle Pyramider, medens de græske Filosofer afløste hinanden.

— Ja, det har De ogsaa Ret i, — det gjorde den, og det skønt det var en falsk Religion, ... J—a, dèr kan man se — —

Det var Hjorth uklart, hvad man kunde se.

— Men det var ogsaa i Vankundighedens Dage, før Guds Aabenbaring ... Saa kom Moses, netop i Ægypten — —

— Ja, det gjorde han, sagde Hjorth.

Men hverken han selv eller Pastor Krarup hørte i denne trivielle Indrømmelse det skjulte Suk efter en ny Moses, sendt fra en ny Gud, med andre Tavler. — —

I dette Efteraar begyndte han for Alvor at komme i Lag med Theologien, som hidtil havde været stillet noget i Skygge af Filosofi og Hebraisk. Foreløbig kunde han dog ikke sige, at han havde Kærlighed til Studiet, saa lidt som Afsky derfor. Det første Indtryk var den umiddelbare Overvældelse af de opdukkende Spørgsmaals Mængde, Svimmelheden ved den tilsyneladende Uendelighed af Vejen, der skulde føre til Overblik og Klarhed; og saa igen, efter denne første lammende Følelse, den frembrydende Arbejdslyst, Kærligheden til Anstrængelsen for dens egen Skyld, som lader En glemme Maalet for Vejen, og som atter drager Blikket fra Vejen til ufravendt Stirren paa hvert enkelt Skridt, denne Opmærksomhedens Fasttryllen i Enkeltheden, der har hele Interessen blot fordi den er der, denne Forvandling af det mindste Middel til Maal, der fødes ved en heldbringende psykologisk Lov, og som er Nøglen til Pedanteriet hos den lærde Professor saa vel som hos den punktlige Bogholder. —

Da Juleferien saa kom og afbrød disse den første Ivers Studiedage, rejste han hjem til Sønderjylland.

Han havde været i Vonsbæk sammen med Kristine i Sommerferien efter Studenterexamen. Denne Gang tog han dertil alene. Hans gamle Moder havde kun faa Kræfter tilbage og længtes efter at se ham.

Hun døde i Slutningen af Januar. Det var et tungt Tab; for han slægtede mest hende paa af Forældrene, og han havde været hendes Yndlingssøn. Han havde ikke paa langt nær følt det saaledes, da han mistede sin Fader, medens han var Lærer i Fyn. Og saa var der ogsaa det, at han ved hendes Lig fik Følelsen af ikke længer at have noget Hjem; — Gaarden gik nu helt over til hans Broder, der var en halv Snes Aar ældre, og hvem han kendte saare lidt til.

Tæt ved den Kirkesti, som han saa ofte havde traadt ved Moderens Side, og ad hvilken han nu havde baaret hendes Kiste, — paa den gamle Kirkegaard, der ligger under Skyggen af sekelaarige Bøge, og hvor Højskovens og Dødens Stilheder række hinanden Haanden, — ved det mørke snelæbede Gab af Graven, der havde slugt den sidste Rest af Barndomshjemmet, — kom der en Opvældning af Barnetroens længe næsten udtørrede Følelsesbølge, gennem Brud af utallige dybt skjulte Kilde-Porer, med en Oversvømmelse af hele Sjælen, en Henflyden i Øjeblikkets vemodige Stemningsandagt.

Da de tre Skuffer Jord vare faldne, og det lod til, at man skulde nøjes med en kedelig Prædiken paa gebrokkent Dansk, hvori denne kristelige Kvinde pristes, fordi »hun havde trukket den himmelske Rigdom den jordiske langt for«, — saa istemte han »At sige Verden ret Farvel« med den rutinerede Kirkesangers Autoritet.

Det var en af de Salmer, som Moderen havde lært ham. Han havde ikke gjort sig det klart, da han valgte den, men pludselig, ved en af Linjerne, huskede han, hvor de havde siddet, da hun hørte ham i den, hjemme i Haven — inde i Kaprifolielysthuset, der var fuldt af grøn Skygge og sød Blomsterduft, og gennem hvis Bladevæg Aftensolen skød en Række tynde Straaler ind, over hinanden, som gyldne Spiler i en Himmelstige.

Der var Graad i hans Stemme, da han sang det forunderlig skønne Vers: —

XVIII.

Det var næsten Dagligstuen fra den fynske Præstegaard, kun noget højere og lysere. Udenfor havde Kirketaget, nyvasket af et Regnskyl, en stikkende Glans af Emailleskæl, og fra den store Himmelaabning, der ikke var afvinklet og indkilet mellem Tagrygge og Gavle, strømmede Foraarets skarpe Bygelys ind i Stuen med spanske Vægge af regnbuespillende Solstøv paa skraa forbi den straalende hvide Blonderand langs de dunkle Vintergardiner, som havde græsgrønt Lys gennem de lodrette Folder. — Skæret fra disse Gardiner og fra det mørkegrønne skotske Gulvtæppe dæmpede og blidnede Lyset forneden, mættende det med varme, dybe Toner; — men oventil fik dets kolde Hvidhed Hjælp fra Gibsloftet med Guldlisterne og den gyldenkædede Hængelampe; paa den perlegraa Bagvæg fik det Spejlblinket af Skilderiglassene og de polerede Rammer, medens henne i Hjørnet Messinggelænderet luede om Foden af Fajanceovnen, der byggede sin fugtig-hvide Flade op til Loftsgesimsen; — det rislede med Straaler af rindende Vand ned gennem de skarpe Render i Viftepalmens store Blade og kastedes tilbage fra det aabentstaaende Laag af Flygelet, hvis skyggede Forside havde glidende Bronceflammer fra Kakkelovnsilden over det sorte Træ langs Tangenternes Elfenbensrække.

Dette Flygel var det eneste nye Møbel; — ellers kendte han alt i Stuen; — Rafaels Kartoner paa Væggen over den lange damaskes Sofa, det runde Mahognibord midt i Stuen under Hængelampen, og henne ved Døren Nøddetræs-Bogskabet, bag hvis Ruder han saà Goethes og Schillers Værker trække deres lange Rad af brune Bindrygge henover de midterste Hylder ... Hvor det var længe siden han første Gang havde taget et af de Bind frem; — hvor han var bleven forandret i den Tid!

Ved en lav Flugtstol henne i Krogen under Viftepalmens Skygge, paa den klædesbetrukne Cirkelplade af et lille Bord, laa en heftet Bog, hvis opslaàde Blade langs Ryggen havde denne skæve energiske Fold, som er det sikre, utaalmodige Mærke af en Damefinger. Han tog den op; — det var Bjørnsons »Kongen«.

— Nej, Kære! er det Dem! udbrød Fruen, der traadte ind i det samme. — Det var snilt af Dem at se op til os, — vi vidste jo ikke, hvor de bòde.

Hendes norske Akcent klang saa hjemlig i hans Øre; hun havde endnu det hjærtelige Smil, der lyste med en Række hvide Tænder. Aarene var gaaet varsomt hen over hendes lille fine Ansigt med det store blonde Haar, der faldt en Smule i det rødlige.

Hun tog Plads lige over for ham i en Rør-Gyngestol, og idet hun vuggede sig sagte med bitte Bevægelser af de smukke smaa Fødder paa Fløjlsskamlen, begyndte hun en hurtig flagrende Samtale, der fòr fra den slette Skolelærer, de havde faaet efter Hjorth, til hans Ophold i København, tilbage til hendes Børn og deres smaa Skæbner, ud til hans Forlovede, — indtil den pludselig med sine lunefulde Sommerfuglevinger dalede ned paa det hørgule Hoved af Professor Petersen, en yngre Ven af hendes Mand, hvem de vilde komme til at omgaas. — Hvordan var han egentlig? — ikke en lille Smule kedelig — saadan pedantisk?

Hun bøjede sig frem, udforskende og fortrolig, med Hagen støttet mellem den lille Haands Fingre, medens Ærmekantens Blonder gled ned over en Sølvslange, der bugtede sit smidige Legeme over Underarmens skære, blaa-aarede Hud, vuggende det flade Hoved med smaa Rubinøjne paa Pulslejet.

Hjorth kunde ikke ganske imødegaa hendes Mistanke. Morsom var Professoren ikke. Men han var en fortræffelig, brav Mand, og saa var han jo meget lærd.

Jo, lærd — det kunde hun jo nok tænke, han var. For Resten var han vel ikke lærdere end hendes egen Mand. — Men det var saadan en underlig indelukket Lærdom, en Visdom for Studerekamret uden Straaler ud i Livet ... Men saadan var det maaske i det hele med Theologien ... Hvad syntes han egentlig om det Studium? morede det ham?

Jo, det interesserede ham, optog ham; — der vaktes saa mange Spørgsmaal.

Aa ja, hun kunde ogsaa tænke sig det. Men hun var dog glad over, at hun ikke skulde studere Theologi, — tròde heller ikke, hun turde ... »Men sligt tør De maaske ikke mer studere? spurgte hun og pegede paa Bogen.

Jo, han havde læst »Kongen«.

Og syntes om den?

Nej, det kunde han ikke sige. Den var saa formløs og uskøn og desuden saa dunkel og fantastisk. Han fandt rigtignok, at Bjørnson gik tilbage.

— Nej, nej, Kære! ... nej, han gaar bent frem, han! fòr det ud af Provstinden. — Ja, jeg vèd nok, det hører ikke længer til god Tone at synes om Bjørnson, men jeg holder nu saa mø' af ham ... Men min Datter Ellinor kan De blive enig med derom, — det var vist hende, der kom derude ... Kan De huske hende? ... Ja dengang var hun jo kun en tretten, fjorten Aar ... Hun er rigtig dansk, — ikke Klippe skabt i hende.

Ellinor, der kom ind med en Musikmappe under Armen, var noget højere end Moderen; — hun havde hendes Smil og det store blonde Haar, men noget af Faderens langagtige Hage. Hendes Skuldre vare lidt for høje og firkantede. Det rolige, ovale Ansigt saà venligt og kønt ud, men skæmmedes i sin Bleghed ved en rødtippet Næse. — Men det kunde jo være, hun havde Foraarssnue.

Samtalen tog en almindeligere Vending. Ellinor talte kun lidt og langsomt, uden Moderens Liv.

Hendes Mand blev længe ude idag. Men det gjorde jo ikke noget, for Hjorth blev da til Middag.

Han gjorde nogle beskedne Indvendinger, som næppe blev hørte.

Et Par Skoledrenge kom hjem, rødmussede, viltre og sultne. De hang hver fra sin Side over Moderen, opramsende deres gode Karakterer, hoverende over et Slag, hvori deres Klasse havde banket anden Klasse, karrikerende Lærerne ved den københavnske Skole, i hvilken de var ny, — medens Moderen lo, og Ellinor tyssede paa dem: — hvad vilde den fremmede Herre sige? han var selv Lærer og plejede at banke uartige Drenge.

Endelig kom Provsten, der tog meget venlig mod Hjorth og udtalte sin Tilfredshed over at se ham saa vidt paa Banen til den gejstlige Stand.

— Det er dog virkelig morsomt, — naar jeg talte med Dem ovre i Fyn, jeg fik hvert Øjeblik en Følelse af, at det var en Student, jeg havde med at gøre ... Nu kan man komme til mig og nægte Anelser!

Den høje Mand var bleven endnu mere duknakket; det blege Ansigt var magrere; Hagen og den store energiske Næse traadte stærkere frem. Hjorth havde aldrig lagt saa meget Mærke til Afstanden mellem ham og hans Hustru. Hun kunde ikke være mer end hen imod de Fyrre, og hun saà endda yngre ud.

Ved Bordet forøgedes Familjen endnu med et Par smaa Medlemmer.

Medens Ellinor lavede Kaffe, satte Fruen sig ved Flygelet og spillede en Springdans af Grieg, til hvis Toner en treaarig Datter forsøgte sig i Balletfaget. Saa begyndte hun at synge. Drengene stillede sig rolig hen ved Siden af Instrumentet; en sexaarig Pige trykkede sig op til Moderen, og Ellinor fik den lille Danserinde til at sætte sig stille hen og vente paa sin Kaffefisk. — Det var en klar, noget skarp Sopran.

— Kender De Kjærulfs Melodi til »Undrer mig på hvad jeg får at se«?

— Nej. — Aa, jeg hører jo næsten aldrig Musik.

— Stakkels De! ... Den Sang holder jeg nu saa mø' af. — Hun sang det første Vers. — Kender De den virkelig ikke?

— Fader, her er din Kaffe.

Provsten, der havde gaaet frem og tilbage i Stuen, standsede ved det lille Bord. Medens han rørte om i Koppen, tog han med venstre Haand Bogen op, lod sit Øje falde paa den første Side og kastede den tilbage paa Bordet, med en Bevægelse som af Væmmelse i Fingrene.

Men Fruen sang: —