Germanernes Lærling

— Det er bedst, De kommer ind og faar Dem en Cigar, Hjorth, — for De har vel ikke lagt af at ryge, sagde Provst Lindekær.

Studereværelset, der for Stilheds Skyld vendte ud til Gaarden, var et langt mørkt Rum; midt paa den ene Sidevæg gennem en Døraabning, hvis Portiere var trukket halvt til Side, saàs inde i Bibliothekets Mørke Geledder af Bogrygge, tæt sluttede, ordnede over hinanden, — Geledder, der i Pandsre af Pergament og i Læderkøllerter syntes at staa parate til at marschere ind, fyldende Værelset med muggen Lugt fra deres fugtplettede Blade, medens de manøvrerede sig frem til det lange Arbejdsbord, hvor de, i en Røgsky af Støv, fyrede deres Lærdomssalve af i Hovedet paa den blege duknakkede Mand, for saa, efter endt Expedition, at trække sig tilbage i god Orden, ind i Fæstnings-Mørket, langs den ene Dørstolpe, medens nye Kolonner defilerede ud langs den anden.

Lindekær vedblev ogsaa her at spadsere frem og tilbage, og Hjorth nød i Tavshed sin Cigar, grundende over, hvor mange Gange Provsten skulde gaa Stuelængden for at have vandret en Mil.

— De var i sin Tid, begyndte Provsten pludselig efter at have gaaet omtrent en halv Fjerdingvej, — De var i sin Tid, husker jeg, en Æsthetiker — syslede en Del med Skønliteratur, — tysk Poesi og saadan noget ... Hm .. Det er De vel nu kommen ud over? — Deres Studier har vel — for en Del — opslugt den Interesse?

— Ja, jeg har i den senere Tid næsten kun læst Theologi.

— Hm! ... Ja, — jeg tror, at det var godt, — godt for os alle, men især godt for de Unge, om der udbredtes strængere Anskuelser paa det Punkt, og om det Fripas, som Digterne har faaet, blev betydelig indskrænket — eller rettere ophævet.

— Ja, det kan jo nok være, at meget i den moderne Literatur, og navnlig denne franske Realisme, — ja, jeg har rigtig nok ikke selv læst meget deraf —

— Ja, man snakker om moderne Forfattere, og fransk Realisme og Naturalisme og — man glemmer, hvad der staar i vore egne Bogskabe — man glemmer, hvad vi har gjort det til en Pligt for enhver Dannet at være begejstret over ... Nej, jeg tror, at denne moderne Retning er god, fordi den er ond, — med ondt skal ondt fordrives; — jeg tror, det er heldigst, at det hæver Hovedet og kommer frem, saa vi ser det med vor egen Tids Træk og kan skønne, hvad det er .... Jeg mener, at en Mand som Georg Brandes han er et Redskab i Guds Haand, for at vække os, at vi ikke skal sidde og nikke over Guldbægret og slubre den søde Gift i Søvne ... Det er ikke fra idag eller fra igaar! ... Kunsten er i sin Rod hedensk, og jeg ser ikke rettere end at denne Leflen med Skønhed, — at den kan ikke forenes med et alvorligt kristeligt Liv.

Han var standset, medens han sagde dette, og der tindrede ligesom en Glød i hvert af hans Ord. Det var aabenbart, at der var kommet til Udbrud noget, som længe havde ligget og ulmet i den indesluttede Mand.

— De kan ikke forliges, man maa vælge dem imellem, vedblev han. — Derpaa gik han et Par Gange tavs frem og tilbage. — Dèr, udbrød han saa med en haanlig Stemme, idet han med en Haandbevægelse af en vis spartansk Kynisme pegede paa en Bunke smaa Hefter, der laa paa Bordet, — dèr ligger min »Skønliteratur«. —

Disse tynde Hefter med gule, blaa og brune Omslag — Hjorth syntes, han skulde kende dem. De mindede ham om et Par skrækkelige Timer, en iskold Vintermorgen med Snesjap, paa Voyens Station, medens han ventede paa Toget til Haderslev, — trøstesløse Timer, som lod hans Lekture synke ned til det indre Missionsselskabs Smaaskrifter.

Der var nogle af hans Bekendte fra den Gang. — »Stumper og Lapper af Skrædersvend Frans Saxners Dagbog samt nogle Betragtninger af Snedkersvend Ernst Dybdals Brevtaske, sammenstillede og bragte for Dagens Lys af G. J.«; — »Den troende Landsbypige«; — »Evangeliet paa de blaa Bjærge«; — »Historien om den lamme Frederik«; — »Sælsomme Fortællinger af de Elendiges Liv af John Ashworth«.

Medens han bladede i den sidste, faldt hans Øje paa nogle Ord, der standsede det, og han læste ved det døende Aftenlys:

»Tvivl og Vantro udgøre en mørk og fortærende Forbandelse; de gøre deres Offer til en levende Løgn og lade ham synke langt dybere end Dyret.«

Han lod Bogen falde ned paa Bunken, — og kom uvilkaarlig til at smile, idet han greb sig i at have gjort en Haandbevægelse, der syntes at være en nøjagtig Kopi af den, hvormed Provst Lindekær havde kastet Bjørnsons »Kongen«. —

XIX.

Enhver virkelig Bog har sin egen, hemmelige Duft, en Stemning, der kun kan benævnes med Titlen, og som bliver tilbage hos enhver virkelig Læser, selv naar alle Enkeltheder for længe siden ere forsvundne. Men den fineste Buket, den som kun en udsøgt Aand kan indpuste i sit Værk, og som kun udsøgte Nerver kunne berøres af — dens aller intimeste Aroma bliver hængende mellem Originaludgavens Blade, og dèr, hvor den fra først af næppe kunde sanses, bliver den stærkere og fyldigere Aarti for Aarti, Aarhundred for Aarhundred, ret som var den de smuldrende Blades usynlig udstrømmende Livskraft.

Men den stærkeste og uforbrugeligste Duft udaandes fra de Bøger, som ere en Tidsalders Blomster, og over faa hviler den saa tæt som over Nathan den vise, den moralske Rationalismes Evangelium, denne Bog, hvis Original Moses Mendelssohn, og hvis Forfatter Gotthold Ephraim Lessing er selve Periodens Navne. Det er den ægteste Duft af det attende Aarhundredes Tyskland, som er Tyskland i Tyskland, ligesom det attende Aarhundredes Frankrig er Frankrig i Frankrig; — først England finder sit Udtryk i the nineteenth century. Dèr synes det attende Aarhundrede at være Indledningen til det nittende; — hos Fastlandets to Kulturfolk synes det nittende at være Fortsættelsen af det attende.

Det nittende Aarhundredes Duft er i alle sine Fortoninger skarp og æggende, bitter som Lugten af forvitret Havsalt og raadnende Tang, der hænger ved Vestenvindens Vingespidser, og hvoraf et Stænk er nok til at gennemsyre en Symfoni af Blomstersødme; — Duften af Kontinentaarhundredets Literatur er mere indelukket hyggelig, en Lugt af Studerekamret og Salonen, med en Blanding af Snustobak og Pudder, af Pedanteri og Elegance, Kalvekrydsenes og de smaa Parykkers værdige Elegance.

Men i Nathan har denne Duft endnu et lille specifisk Kryderi; Digtet er skrevet af en Theolog imod Theologer. Og det attende Aarhundrede er Theologiens sidste Aarhundrede. Den strækker sig endnu ind i vort Aarhundrede for at opløse sig selv og efterlade en Skygge, der taler med en Tithon-Røst, som ingen lytter til undtagen den selv. Men i forrige Aarhundrede er alle Theologer: Læger og Lærde, Præster og Professorer, Naturforskere, Filosofer, Digtere og Revolutionsmænd — Theologer tilhobe, undtagen de, som var Anti-Theologer, — det vil sige alligevel i Grunden Theologer; Lessing var begge Dele. — Derfor føle alle ægte Theologer — ikke alle orthodoxe Theologer, men alle ægte Theologer, de føle en hemmelig vemodig Hjemve efter det attende Aarhundrede som efter deres Fædretid, og maaske er det derfor, at Strauss, der netop var saadan en ægte Theolog, i sin Begejstring kalder Lessings Nathan »det hellige Grundskrift for Humanitetens og Sædelighedens Religion«.

Fra dette Grundskrifts Original-Udgave slog saa denne Duft op imod Hjorth, medens han læste den i uforglemmelige Timer, der vare stjaalne fra Theologien ligesom de, i hvilke den blev skrevet, og den blandede sig med den mere nutidige Lugt af Bogbinderklister fra den frisk indbundne Wilkes Clavis — hans Vade-mecum — og med den skarpe Røg af en Pibe, som han var i Færd med at ryge til. De flettede sig saaledes ind i hverandre, at han aldrig senere kunde tænke paa Nathan eller høre Lessings Navn, uden at der, samtidig med hin oversanselige Duft oppe i Hjærnen, fødtes i hans Næsebor Lugten af Bogbinderklister og af en utilrøget Pibe.

Og medens han uden at forarges læste dette Digt, hvorom Lessing sagde, at alle aabenbarede Religioners Theologer vilde udskælde det i deres Hjærters Inderste, medens han ærgrede sig over den unge Tempelherres Fordomme, der klæbede ved ham fra den Smule Religion, han havde tilbage og lykkelig bliver af med, medens han kildredes af Sittahs Udfald mod Kristendommen og beundrede Recha, der født og opdragen paa Grænsen af tre Religioner, staar lige højt over dem alle — skete der et Under med ham.

De tre Ringe var formodentlig falske, og de, der pralede med dem, bedragne Bedragere, sagde den beskedne Dommer. Men hvad blev der da af den fjerde Ring?

Medens de tre falske Ringe straalede offentlig over Verden, indfattede i Pavetjarer, i Kalifturbaner og i Rabinerhuer, varmende Menneskehjærterne, indtil de ophededes i blodsydende Lidenskaber, tændende Kætterbaal og Krigsfakler med deres stærke Straaler, — vandrede den fjerde, den ægte Ring, skjult fra Haand til Haand blandt »Sværmerne« hele Middelalderen igennem. Af og til funklede den og sendte en sælsom Straale ud i Kirkedæmringen. Den Finger, paa hvilken den havde funklet stærkt og længe, var snart forkullet i Kætterbaalet. Men Ringen gik videre. Og hvor den gik, hviskedes der om »det evige Evangelium«, der skulde fortrænge Bogstavevangeliet, om »den fjerde Verdensalder«, om »den hellige Aands Periode«, — den samme hellige Aands, for hvis Ridder Heinrich Heine erklærede sig; — thi Ringen naàde ogsaa til ham, og den gaar endnu bestandig videre, og den funkler stedse længere og stærkere.

Paa denne Vandring kom Ringen ogsaa til Lessing; han fik den samtidig med Fortællingen om de tre andre Ringe, ogsaa et gammelt Stykke middelalderligt Arvegods. Fortællingen gjorde han til det største Blad i sin Lavrbærkrans, men den fjerde Ring beholdt han for sig selv; den puttede han ned i den dybe Lomme paa sin lange Atlaskes-Vest og knappede til over den; — for han var en klog Mand, der havde læst sin Historie, og han vidste, at det var en farlig Ring at gaa med paa Fingeren.

Men èn Gang, i et dristigt Øjeblik, tog han den op af Lommen i den samme Bibliotheksstue i Wolfenbüttel, hvor han havde fundet sine berygtede Fragmenter, og viste den under fire Øjne til Jakobi, for at beskytte Goethes Prometeus, der iøvrigt var en stærk Mand, mod den forbitrede kristelige Filosof.

Og den stakkels Jakobi blev saa angst, at han strax maatte ud og forfærde selve Nathan den vise, den gamle Moses Mendelssohn i Berlin, som aldrig siden forvandt det Stød, og derefter den ganske Verden med Beretningen om, hvorlunde Lessing i Wolfenbüttel-Bibliotheket havde vist ham noget, der var endnu meget værre end Fragmenterne, nemlig den fjerde Ring, medens han havde sagt den skrækkelige Trylleformel: Et og Alt! — jeg vèd intet andet; — der er ingen anden Filosofi end Spinozas.

Og medens Hjorth nu laa dèr paa sin Sofa og læste i sit Hjærtes Uskyldighed om de tre Ringe og dampede af sin utilrøgne Pibe og havde gennem Røgen en saa grangivelig Fornemmelse af Duft fra det attende Aarhundrede, — saa stod Lessings Aand ved Siden af ham og trykkede ham ubemærket den fjerde, den ægte Ring paa Fingren, det »evige Evangeliums« Ring, der trolovede ham med den frie Tanke.

Men det skulde endnu vare nogen Tid med Deklarationen.

XX.

Han holdt mere af at sidde inde og passiare med Fru Cecilie. Ogsaa hun syntes at være bleven fjærnet fra sin Mand, — eller maaske blev det ham først nu klart, hvor meget yngre hun var end Manden, yngre i Aar og endnu yngre i Sind; og hvor langt hendes frejdige Natur var fra at bøje sig ind under hans mørke, forsagende Kristendom. Men Spaltningen havde sikkert ogsaa udvidet sig i den sidste Tid; — Overflytningen til Hovedstaden, Omplantningen fra de stille ensartede landlige Omgivelser til den store Bys Blandingsluft havde givet hendes Livsglæde, hendes anden Ungdom, nye frodige Skud. Ligesom Tunghøre faa deres svækkede Sans skærpet af den Gadelarm, der gøre andre halvdøve, saaledes blev hun under Bylivets Tummel alt mer og mer lydhør for de Spørgsmaal og Svar, der krydsedes gennem Tidens Luft, — Spørgsmaal og Svar, der kun dæmpet og med en ærgerlig Forstyrrelse trængte ind i hendes Mands Studereværelse, ligesom Sælgekonernes Raab ude fra Gaden.

Hun var, som saa mange gifte Kvinder, mere Moder end Hustru. Børnene var hendes huslige Liv, — især de mindre. For Ellinor syntes at voxe op i Faderens Avtoritetsskygge — endnu kun en ganske let Halvskygge, hvis Rand svævede over hendes rene Pande.

Ogsaa over for Hjorth udviklede hun et Slags moderligt Instinkt. Det var hende en Glæde at kunne trække ham ud af Studenterkamret og i timevis skaffe ham et Familjehjem, Hyggen af en Dagligstue, Dannelsen af kvindelig Omgang.

Og hun gjorde ham en Velgerning derved. Han nød denne hyggelige Hvile fra det anspændende Arbejde, som mer og mer rykkede ham paa Livet og fik det højtidelige Udseende af en Kamp paa Liv og Død i ham selv, mod hans Fortid, om hans Fremtid, — han søgte som til et fredviet Asyl til denne høje lyse Stue, hvori al Ting straalede, hvor Sanserne blev vaagne, medens Tankerne lod sig vugge ind i en drømmende anstrængelsesløs Bølgning.

Efterhaanden følte han ogsaa noget nyt vakt og tilfredsstillet hos sig ved denne Hverdagslivets skødesløse Elegance, der bar et Præg af Damen, en Duft fra hendes Haar og Lommetørklæde, et lille Mærke af hendes Fod i Skamlen, et glemt Haandarbejde paa Bordet, en Fold af hendes Fingre i en ny Bog, en Spredning af Nodeblade fra hendes lette Haands Utaalmodighed over Klaveret, endelig en Reflex af hende i Mændenes soignerede Dragt og Tale. Han fik Smag for at føre en Konversation med denne Dame — enten hun nu hed Fru Cecilie eller Frøken Ellinor — en Konversation, der gled rolig frem eller sprang lunefuld, gik i Staa paa et Sted og begyndte igen paa et andet, — som oplystes af pludselige Smil og understregedes af de smaa uvilkaarlige Bevægelser, som Mænd ere for tunge til, — ledsaget af Syningens hvide Armdrejning, med bestandig tændte og slukkede Gnister af en Ringsten, og af Traadens lette Knitren gennem Lærredet.

Og skønt han ikke var synderlig musikalsk, og hans Udvikling havde ladet ham være ganske udannet paa dette Omraade, var der dog noget paa èn Gang velgørende og festligt, noget, der flød saa fortrolig sammen med alt det øvrige, i de klare og fyldige Toner fra Flygelet, naar et Par af disse fine Hænder berørte Tangenterne, der syntes at være saa blanke og elfenbenshvide for at passe til de levende Plektre. — Et Schumannsk Karakterstykke, en Chopinsk Vals — det var som disse Omgivelsers tonende Sjæl. »En aandrig Mand har engang sagt« — erindrede han, — at Arkitektur er stivnet Musik; hvis denne Musik stivnede, forekom den ham at maatte blive en saadan Salon, høj, lys og varm med sin Dybde af bløde Stoffer, med sin Glans af polerede Flader og med sin dameagtige Duft; — og ligesom hans Legeme efterhaanden havde faaet Trang til ofte at have denne Stue om sig, saaledes fandt ogsaa hans forfinede Sjæl sig snart tilrette i dens Sjæl af Toner, fik den Vane at maatte hvile sig i dens musiksmeltede Arkitektur.

XXI.

Men han kunde ikke længer ligge paa Knæfaldet som en naiv Troende, i Lydighed mod sin Kirkes Avtoritet. Han stod ikke længer saaledes under Avtoriteten, han var selv Theolog. Hvorledes skulde han kunne tage Sakramentet af en Præsts Haand, der paa Kirkens Vegne havde sagt til ham: Disse Ord, Christus sagde: Det er mit Legeme, som gives for Eder. Item: det er mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse, skulle I fuldkommeligen tro saa at være i Sandhed, at Jesus Christus er der selv tilstæde i Sacramentet efter Ordets Lydelse« — hvorledes skulde han kunne det, naar han vidste, at Zwinglianer og Calvinister og Lutheranere og Romere stredes som rasende om »Ordets Lydelse«. — Rigtignok var det klart, hvad Præsten mente — eller skulde mene —, men det var ham næsten lige saa klart, at det var den aller mest forvredne og umulige Forstaaelse. — Filologisk, efter »Ordets Lydelse«, havde Zwingli ganske sikkert Ret: — dette betyder mit Legeme.

Han besluttede at undersøge Sagen paa ny, omhyggelig.

Men Altergangen opgav han, indtil videre.

XXII.

Temmelig hyppig traf Hjorth hos Lindekærs sammen med Professor Petersen. Det var ham altid en Glæde, næsten en Stolthed, noget af den Selvopløftelse, som en Underordnet føler ved at være sammen med sin Foresatte i det private, snevrere Selskabsliv, hvor Graderne bortfalde; — thi skønt Professorens venlige og jævne Væsen ikke paa nogen Maade lod denne Gradsforskel blive følt, glemte han dog ikke selv den afstand-tagende Respekt for den lærde og ansete Mand. Men her, hos de fælles Venner, kunde han omgaas ham mere paa kammeratlig Fod, genfandt han sin naturlige Ligevægt og kunde slaa ind i en munter Tone.

Desuden smigrede det ham saa inderlig, at Professoren havde udtalt sig meget anerkendende om hans Flid og Dygtighed, noget som Fru Cecilie snart meddelte ham.

Paa disse Aftener trak Herrerne sig altid efter The ind i Studereværelset til Tobak og theologiske Samtaler. — Dèr sad de saa i brede Lænestole eller i den solide, bløde Sofafirkant og lod Røgen hvirvle hen over Arbejdsbordet i det matte Lys fra den gammeldags Moderatørlampe, der var bleven omskabt til Petroleumsbrug og stod balancerende paa sin tynde Messingstang, som ragede op mellem Bunker af Bøger og Papirer. Foran sig sendte den gennem et firkantet blaat Skærmglas en mørk Skygge ud, der skar Folk i Sofaen over ved Halsen, men bagtil kastede den en stor Skygge fra sin straalende Oliebeholder hen paa det øverste af Væggen og en Kant af Loftet. I Baggrunden af det lange Værelse udslettede Dunkelheden de mørke Møblers Former, og midt paa den ene Sidevæg lod Bibliotheksportieren et trekantet Mørke gabe ud fra den skumle Bogfæstning, hvorigennem Masser af skimlet, ormædt Lærdom syntes stødvis at styrte sig ud og sætte den stille Tobakstaage i voldsomme Bølgninger, medens Provstens højtmælende Stemme og langarmede Gebærder forivrede sig indtil Theologernes Raseri. For det var ikke altid, at han var enig med sin højtagtede Ven; men der var en beroligende Baggrund for disse Disputer i den konfessionstvungne Enighed om alt, hvad der havde den aller fjærneste Betydning. — Hjorth derimod var ikke altid saa enig med dem i, hvad der havde Betydning. Han spillede som oftest Tilhørerens Rolle; — men undertiden kunde en beskeden indskudt Bemærkning af ham bringe Professoren til at tage Piben ud af Munden og udbryde: »Nej, virkelig! ... Ser man det! ... Det vidste jeg saamæn ikke af ... Hvorfra har De det?« — —

En Aften midt i Juni stod Professoren og Hjorth ved et aabent Vindue i Dagligstuen. Efter den brændende hede Dag strøg en Smule Aftenkølighed ind fra Kanalen, løftende et Par Vimpler paa Jagterne ved Bolværket. Aftenrødens Genskin laa let over de døsige Skylag, og Vindfløjene lige for paa Kirkens Gavl og Taarn og længere borte højt oppe paa Børsens dragesnode Spir glødede, som om de skulde smelte.

Inde i Spisestuen raslede Ellinor med Thetøjet, — Fruen sad ved Flygelet og spillede en Polka af Rubinstein. Provst Lindekær var sunket sammen i en Gyngestol, ladende som om han læste »Fædrelandet«, ganske opløst i Mattelse efter sit søvndyssende Dagværk som Censor ved theologisk Examen.

Hjorth beklagede, at han ikke havde været tilstede om Formiddagen. Professorsønnen, den æsthetiske og filosofiske Hr. Frederiksen, som opdagede frugtbare Fermenter hos Darwin, havde været oppe.

Men Professoren var skuffet.

— Jo, respektabelt, respektabelt ... Der var ikke noget at sige paa det, men — — Det var ikke, som vi havde ventet ... Naa, De kan vel ikke for det første gaa op, — nej, det er sandt, nej, — De er fra sexoghalvfjerds; — men De har jo ellers allerede faaet læst en Mængde.

— Jeg antager, jeg kan gaa op om to Aar.

— Naa ... Aa, ja, det kunde jo nok —

— Saa har jeg tænkt mig at gaa paa Skriveøvelser hos Dem til Vinter.

— Ja, det er meget rigtigt; — det skal De tage i Tide ... Hm ... Naa, nu har vi jo snart Sommerferien ... Hvor tager De hen? hjem til Vonsbæk eller —

— Nej, jeg tager til Yderslev.

— Naa, til Yderslev ... Hm ... Jeg har saamæn tænkt paa at tage derned og besøge min gamle Egn ... Jeg har ikke set den nu i ti Aar, tror jeg — ja det bliver nu til Efteraaret ti Aar, siden jeg begravede min Fader.

— Ja men, det skulde De virkelig gøre, Hr. Professor. Pastor Krarup har netop et Par Gange spurgt, om jeg ikke tròde, Professoren kom derned, det vilde være ham saadan en stor Glæde, hvis De vilde bo i Præstegaarden.

— Saa! ... virkelig! ... har han sagt det? ... Hm. —

— Theen er færdig, Moder.

XXIII.

— — Og jeg er overbevist om, at alle her ved dette Bord føler den samme Glæde som jeg over, at vi kunne være samlede med vor højt fortjente Landsmand ... Jeg siger Landsmand; — thi om end vi andre ikke ere knyttede til Landet her rundt om ved det samme moderlige Baand som Professor Petersen, saa have vi dog nu vort Hjem her, og vi søge jo alle efter bedste Evne at-æ — virke — og-æ — gavne og — og føle os som Egnens Børn.

Pastor Krarups sidste Ord stoppede Munden paa Herredsfogden, der var lige ved af suflere »gavne og fornøje«. —

— Da Professor Petersen sidst besøgte denne sin Fødeegn, var det, som vi mindes, i et Sorgens Anliggende. — (Hele Selskabet stirrede meget nedslaaet ned over de halvfyldte Talerkener, uden at have nogen Anelse om, naar eller hvorfor Professoren sidst havde været dèr.) — Naar jeg siger »da Professor Petersen besøgte sin Fødeegn«, — saa taler jeg egentlig unøjagtig, jeg betjener mig af en rhetorisk Figur, som de Gamle kaldte Hysteron proteron. (Her saà Pastor Krarup meget humoristisk ud, som om han havde sagt en stor Vittighed, og skelede hen til Provst Storm med et Blik, der vilde sige: »ikke sandt, min lærde Ven.«) Thi Professor Petersen var den Gang endnu ikke Professor, ikke engang Doktor, — han var slet og ret Kandidat Petersen. (Denne Meddelelse om Professorens Beskedenhed lod til at virke saa overvældende paa Selskabet, at Pastor Krarup maatte gentage i Salvelsestone:) Kandidat Petersen ... Men, — men, denne Kandidat Petersen, han var allerede den Gang den theologiske Ungdoms Lærer, han var Opdrager for Mænd, der nu sidde rundt i Landets Prædikes— hm, — der nu staa rundt paa Landets Præstegaarde.

Dette Storkebillede løste Selskabets Lattermuskler, og selv den uheldige Taler maatte le med.

— Ja, — he, he, he! — jeg kom til at fortale mig ... Naa, maa jeg saa bede Dem tømme Deres Glas paa Kandi—, paa Professor Petersens Velgaaende.

Almindelig Rejsning og Klinken med de smaa gammeldags Glas, som kun rummede et Par Mundfulde af den lyse, sure Rødvin, der skænkedes af etiketteløse Flasker for at foregøgle en Vinkælder. Den hovedkuls forhastede, lidet højtidelige Slutning paa Festtalen havde aabenbart virket velgørende. Højrøstet Samtale sprudlede pludselig op langs den dobbelte Stolerække og krydsedes over Bordet, ledsaget af en livlig Klirren af Knive og Gafler, der næsten var mættende, blot man hørte paa den. Men Stuepigen og den smukke unge Husmandskone, der anvendtes ved slige Lejligheder, ilede frem for at byde om fra Spillebordene, der havde en Buffets Rolle, hvor de havde staaet under Talen, stive som Soldater, med sovende Ansigter. De sænkede pludselig Fade ned imellem fortrolig hviskende Hoveder, der fòr til Side, som grebne i en Sammensværgelse, de borede sig dristig ind gennem den snevre, næsten ufarbare Passage mellem Stoleryggene og Væggen, hvor Stuepigen snublede over Gardinet, som Proprietær Kolding havde sat sin Stol paa, medens Husmandskonen hældte Sauce ned ad den staalgraa Silkeryg paa Fru Herredsfogedinden, en statelig Dame, født med »de«, der beviste sin højere Grad af Verden ved ikke at trække paa Smilebaandet, medens hendes Kavaler, Pastor Krarup, holdt sin Tale. —

Endnu en Gang maatte Stegen friste en Afbrydelse, idet Professor Petersen, efter at have takket med nogle faa beskedne Ord, bad Selskabet om at forene sig med ham om at ønske en flink ung Mand — han kunde maaske sige en Discipel af sig, — og han tròde en god Bekendt af dem alle — Lykke og Velsignelse paa den Bane, han var slaaet ind paa, og hvorved han havde skilt sig fra Egnen, — dog ikke ganske skilt sig, thi han saà derhenne ved den unge Mands Side en ung rødmende Pige, en »Indfødt«, der havde knyttet sin Skæbne til hans og vilde blive et Baand mellem ham og Egnen. — Held og Velsignelse for dem begge!

Atter Rejsning og Klinken, under hvilken de to Delinkventer stod bag ved de udstrakte Arme og blinkende Glas ved den bageste Ende af Bordet, begge meget røde i Hovedet og meget glade ved at faa Lov til at sætte sig ned igen, medens Godsforvalteren, der sad ved Midten, hviskede til sin Borddame: »En fager Brud i Sandhed han sig henter« — hvilket de begge tròde, var et Citat af Oehlenschläger.

Dette førte ham naturligvis til en Konversation om den gode gamle Poesi, den romantiske Digtekunst, — Axel og Valborg, — ikke sandt? — aa! — Ja, han sværmede endnu derfor. — Han var maaske noget gammeldags, — naa men Herregud, han var jo heller ikke ung længer. —

Hans Borddame gjorde Indvendinger: — han var en Mand i sin bedste Alder, i sin anden Ungdom. Men Ravn vedblev med en beskeden Stædighed: —

— Aa, De er nu saa komplimenterende, Frøken Klingenberg! ... Ja, — nej, jeg regner mig nu blandt de Gamle ... Jeg overlader Realismen til Ungdommen, men hvad mig angaar —

— Hvad er det, Ravn snakker om, at han er gammel? — brummede Kammerraad Sommer, lidt borte, paa den anden Side af Bordet. — Gammel Ravn! ... he! ... Han er jo en ung Ve—Vipstjært.

— Ih, sikken et Billede! udbrød Frøken Klingenberg.

— Ja, han er Realist, Kammerraaden, sagde Ravn, lidt stødt.

— Ja, Frøken! ... Jeg henter mine Udtryk fra mine daglige Omgivelser, fra Mark og Ve—Vang ... Jeg er en simpel Landmand, gør ikke Fordring paa andet.

Denne pralende robuste Beskedenhed blev ikke modtaget; over den jævne Mand, der slubrede Ærter i sig med Kniven, medens han brummede ned i Talerkenen: »Gør ikke Fo—Fordring paa andet,« nedkaldte den et Styrtebad af Ros, med Sidedoucher fra hans Borddame, Frøken Krarup, og fra Herredsfogden til venstre, og med en voldsom Straale skraas ovre fra Provsten, der raabte højest, fordi han havde Fru Kammerraadinden tilbords.

— Jo vist! ... Han med sin Anseelse, — med sin bekendte Indsigt i Landbrugets Teori! ... Han der kunde være bleven Landstingsmand, hvis han havde villet!

Men oppe ved Hjørnet af Bordet, hvor Proprietær Kolding for anden Gang fangede Stuepigen i sin snedige Gardinfælde, hviskede denne Praktiker til Fru Krarup, som han vidste altid med Glæde optog en Ondskabsfuldhed mod en af Gæsterne:

— Nej, — Kammerraaden kan maaske være Videnskabsmand, — Anatom og Filosof og saadan noget, — det forstaar jeg mig ikke paa, men Landmand, det er han minsandten ikke.

— Aa nej, svarede Fru Krarup, idet hun ved et Smil viste et Par lange Fortænder, der stod skævt paa hver Side af et Hul. — For Resten er han det da for saa vidt, som han kan sætte Penge til.

— Ja, det gaar nok ikke saadan —

— Han har rent ud sagt været paa Randen af en Fallit. Hvordan han egentlig kom over Terminen — for Afgiften har han saamæn ikke kunnet betale — og Greven ser ellers nok paa Pengene — saa hvis Ravn ikke var hans gode Ven — naa, men ikke mine Ord igen ... Ja, Hr. Professor, hvordan Pastor Frederiksen præ'ker, det skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke hørt ham ... Men havde det været noget udmærket, saa var der vel nok blevet talt om det ... Men dèr har De jo for Resten en god Kilde paa Deres venstre Haand, for Herredsfogdens bor jo ved Siden af ham.

Hun saà over Professorens Bryst og nikkede til sin kære Veninde Fru Henriksen, som hun glædede sig ved at sætte i Forlegenhed ved denne Paakaldelse, da hverken Herredsfogden eller hans Hustru nogensinde satte deres Ben i Kirken.

Men Fru Henriksen lod sig ikke forbløffe:

— Aa jo, ganske godt, ikke noget remarkabelt.

— Er det nu et godt Embede?

— Aa, saa forskrækkelig daarligt, udbrød Fru Krarup med en foragtelig Hovedrysten. — Der er en Formand, som slet ikke vil dø, og Præstegaarden er lige ved at falde ned over Hovederne paa dem, og der er saamæn ikke Raad til at bøgge.

— Saa! ... Virkelig! ... Hm.

— Maaske kender Professoren ham inde fra København, bemærkede Fru Henriksen.

— Ja, han er saamæn en af dem, der staar rundt om paa Landets Præstegaarde, og som Kandidat Petersen —

— Ha, ha, hi, hi, lo Pastor Krarup, saa det lød som en lille Skralle gennem den lange smalle Stue.

— Var det Professoren, der var saa vittig? det ser han ellers ikke ud efter, sagde Kristine og strakte Hovedet frem for at kunne se bedre ned ad Rækken.

Men Hjorth, der fra sin Hjørneplads bekvemt kunde overse det hele Selskab, bøjede sig over mod Pastor Frederiksen, hvis Borddame han sad ved Siden af, og gjorde ham opmærksom paa, at Professoren vistnok ønskede at drikke med ham.

Den lille blege Mand fòr sammen, drak ud og holdt det tomme Glas op med en højtidelig, næsten sakramental Haandbevægelse, medens han nikkede med straalende Stolthed over til sin gamle Manuduktør, hvorpaa han igen sank tilbage paa Stolen og ned i den indviklede Sag angaaende de sex Favne Brænde, om hvilke han nu paa fjerde Aar procederede med Skovvang Gods, — et Emne, som hans Dame, Herredsfogdens Datter, var inde i og havde grebet med Begærlighed for at gøre sin juridiske Afstamning Ære.

Men Ordene »Favnebrænde«, »Fagot« og »Top« antændte den onde Samvittigheds Helvedesbrand udi Godsforvalter Ravns Hjærte; han maatte gribe sit Glas, bøje sig frem foran Frøken Klingenbergs flade Bryst, der skilte ham fra Pastoren, og have den Ære at drikke et Bæger med ham; det var ham saa kært, at de kunde mødes paa Privatlivets Grund.

Derefter optog Godsforvalter Ravn atter Samtalen med sin Borddame om det Forslag, der var blevet fremsat til en Forandring af Prædiketexterne. Der kunde jo være meget, som talte for det, og der var jo saa mange Steder i den hellige Skrift, som man ogsaa kunde ønske bragt frem for Menigheden; men paa den anden Side maatte han dog sige, at de gamle Evangeliestykker og Kollekter vare ham saa inderlig kære fra Barndommen af, at han havde Vanskelighed ved at forlige sig med Tanken.

Frøken Klingenberg, der nikkede bifaldende til denne Pietet, men i det Hele syntes afgjort stemt for den nye Ordning, var en høj, knoglet Dame med rødsprængt Ansigtsfarve. Hendes Alder maatte være et eller andet Sted oppe i de sidste Trediver. Hun var Datter af en Oberst, der efter sine Krigerdage anvendte sin private Formue til at slaa sig ned i et fredeligt Landliv, ved hvis Slutning, for nogle Aar siden, han havde efterladt hende en temmelig stor Gaard med en Smule Bøndergods, en lille halv Mil fra Skovvang. Dèr bòde hun med Husjomfruen og Forvalteren. Men hun førte dog ikke noget ensomt Liv. Hun var ivrig kirkelig, og hendes Passion var Præster. For dem gjorde hun smaa fine Middage, og kom saa til Gengæld til alle Præstegaardsmiddage.

Godsforvalter Ravn var naturligvis en gammel Bekendt af hende. For det første bòde de jo hinanden saa nær, at de næsten kunde nikke til hinanden, saa det var ikke mer end simpel Høflighed, at han nu og da saà over til hende i hendes Ensomhed og satte Smag paa hendes Kvædelikør; og det var saamæn heller ikke mer end simpel Menneskekærlighed, at han havde sine smaa Griseøjne med Gaardens Bedrift, for man vèd jo, hvor let saadan lønnede Folk kan finde paa at narre en stakkels uerfaren Dame. Da han endelig var saadan en dybt følende kristelig Mand, saa havde de jo de højeste Interesser fælles, og det var en Selvfølge, at han, alle de gamle Præsters Lhomberbroder, var en stadig Gæst ved hendes smaa gejstlige Pikkenikker. Men det kunde naturligvis ikke være andet, end at verdslige Tunger udlagde disse Besøg noget anderledes.

Iøvrig lod det ikke til, at Godsforvalteren havde synderligt imod, at man gjorde ham til Frøken Klingenbergs erklærede Tilbeder. Tvertimod gav han endogsaa selv sine Hjærtesuk et vist iøjnefaldende Præg. Det kom naturligvis deraf, at Manden intet havde at skjule, og at der vanskelig lod sig lægge Baand paa hans stærke Følelser. Men de onde Tunger — hvad har de ikke at bestille! — de fortolkede det unægtelig, som om Ravn ønskede, at Folkesnakken skulde gøre Frøkenen bekendt med hans Hjærtes sande Tilstand og ved at gifte dem sammen lette hans endelige Overflytning til Fugleredegaard — det var det poetiske Navn paa Frøken Klingenbergs Bo — fra Skovvang, hvor der sagdes, at hans Stilling ikke var synderlig sikker.

En af disse onde Tunger, Fuldmægtig Jessens, havde haft en hel Del gode Historier i den Retning at fortælle Hjorth i denne Sommerferie, saa det var intet Under, at han fra sin gunstige Plads skarpt iagttog Godsforvalterens Kurmageri, der blev inderligere, med en hviskende Mjaven, med Hovedet kælent paa skraas og opadvendte Øjne, der blinkede af en fugtig Sentimentalitet, efterhaands som Selskabets Livlighed steg rundt om, isolerende ham og den Udkaarne midt i en Sammenflydning og Krydsning af Repliker.

Man var ved Desserten. Store Fade, toppende fulde af Jordbær, stødte mod gestikulerende Albuer, saa Bærrene trillede ned over Randen. Sherryen fyldte en for en Rækken af de smaa tomme Glas, idet den ligesom tændte en gylden Lygte foran hver Kuvert. Paa den ene Side af Bordet var Skeerne i en livlig blinkende Bevægelse fra Talerkener til Munde, men den anden Række var endnu i Færd med at forsyne sig. Proprietær Kolding sugede med et Svup Fløden af sin tykke Knebelsbart, men Provsten raadede ham deltagende til at følge hans Exempel og komme Sherry paa Jordbærrene, for ikke at forkøle Maven. Kammerraad Sommer var allerede snart færdig med sin Portion, som han i sande Læs skuffede ind mellem de tykke Læber, der formede sig som Tuden paa en antik Tragediemaske og mødte Skeen paa Halvvejen. Men Herredsfogden var endnu ved Tilberedelsen; han havde pludselig givet sig ivrig i Snak med Kristine, der sad paa hans venstre Side, og han vendte sig helt om imod hende, for at hans højre Haand imens kunde faa et Distraktionspaaskud til med en uendelig, nervøs Rysten at drysse en hel Drive af Sukkersne gennem Strøskeens Huller ned over de røde Bær. Og lige over for gjorde Godsforvalteren Frøken Klingenberg opmærksom paa dette Kunstgreb, uden hvilket det næsten var umuligt at faa tilstrækkelig Tid til at tage Sukker.

Heden tiltog bestandig i det lave, smalle Værelse, hvor Eftermiddagssolen begyndte at titte ind med et Par lange Striber, der skraas over Bordet brødes i Glas og Karafler og irriterede Godsforvalteren ved bagfra at falde i Glassene paa hans Guldlorgnet, saa han maatte bøje sig endnu længer over mod sin Borddame. Foruden Solvarmen og den tiloversblevne Em fra Steg og Fade syntes der endnu at udgaa en Straalehede fra hvert af disse Ansigter, der begyndte at gløde mere og mere. Det føltes som en Velgerning, naar den dovne Vind strøg ind gennem de aabne Vinduer, løftende og buende de hvide Gardiner som Sejl, — undtagen det ene, der var tøjret af Proprietærens urokkelige Stoleben.

Ogsaa Sindene vare opildnede. Det kendtes paa Samtalen, der var sat i et forceret Tempo, og hvis Tonefald var skruet et Register op, nu da den tiltog med et jævnt Crescendo, eftersom Angrebet paa Jordbærrene stilnede af. Der udviklede sig en Kappestrid i at raabe hinanden over, en ubændig Lyst til at kaste sig ind i en Samtale i det andet Hjørne af Bordet, en Ærgerrighed efter at hverve et Individ fra en fremmed Samtalekreds over i den, man selv tilhørte, — som frembragte et Kaos af Sætningsstumper, der var ganske sindsforvirret for en Udenforstaaende. Og Kristine lænede sig tilbage i Stolen, leende til Hjorth, medens hun med Hænderne for Ørene, ved at aabne og lukke hurtig, indsugede ligesom Koget af en Kæmpekonkylje. Hjorth skændte paa hende; men hun var saa fortryllende i sin kaade Natur, der gik over Optugtelsen, med de udfordrende, drillende Øjne, med dybe Smilehuller i de vinblussende Kinder, og med en Latter, der trak de friske Læber bort fra et Par straalende, halvt aabnede Tandrækker, — at han selv lo med og havde Lyst til at kysse hende paa den stærke Arm, som Ærmet var gledet ned over til Albuen. — Han kunde ogsaa gjort det uden Fare for at blive bemærket, — det skulde da have været af Godsforvalteren, der undertiden midt i en sentimental Sætning til sin Frøken sendte et hurtigt, graadigt Øjekast over paa den smukke unge Pige. Ellers var enhver ganske optagen af at skaffe Ørenlyd for sit. —

— Ser man det! — har han to Præceteriser?

— Jeg kan forsikre Dem, Hr. Proprietær, at det Forsøg, jeg gjorde ifjor med Bedste-Horns Rugen fra Erfurt, er slaaet aldeles fejl — totalt.

— Ja men, Provsten maa lægge Mærke til —

— Aah ja, med Frankrig gaar det jo sørgelig ned ad Bakke —

— Ja, de—det har Krarup skam Ret i ... Disse Rebipluk–, denne Ge–Gambetta —

— Aa, han er en Ærkegavtyv! ... Han skulde min Salighed klynges op i Triumfbuen.

— De immerbærende, — ja det er nu en Art for sig; det er det vilde Skovbær, som Svenskerne kalder Smultron, hvorimod Jordgubber —

— Jeg har dog ladet mig sige, at den jydske Hesteavl skal i det sidste Decennium —

— Nej, Be—Beaconsfield, — det er min Mand! ... Han er skam ikke tabt ba—bag af en Vogn.

— Ja men, saa er der jo ogsaa denne d'Isreali —

— Nej, De skulde komme over til mig, Hr. Herredsfoged, og smage »Kongen af Saksen«; — det er —

— Ja, des værre er Forholdet mellem Fakulteterne i de senere Aar —

— Provst Storm! Provst Storm! — De maa virkelig komme en af Deres undergivne Præster til Hjælp! — Har jeg ikke Ret, at Napoleon var, med alle sine Fejl — alligevel —

— Den kostede en Krone, den ene Plante —

— Ja men, saa var det jo ogsaa en Konge, Hr. Pastor.

— Ja, jeg mærker nok, Hr. Godsforvalter, at vi to høre begge til den gamle Skole!

— Jeg tror ikke, at Knapstrupperne i Længden —

— Ja, man kan nu sige hvad man vil, — saa er og bli'er Atkinson — det bedste Jordbær ... (Saa til Helvede! —)

Dette sidste mumlede Udbrud af Herredsfogden, efter at han havde ladet Atkinson fælde Kongen af Saksen, fremkaldtes ved Synet af Godsforvalteren, som rejste sig lige over for, og med en skarp Tone fra sit Glas overhuggede Samtalebundtet, der med en kortvarig Krampe af lemlæstede Sætninger døde hen i resigneret Tavshed.

Ravn stod med den venstre Haands Knoer støttede paa Dugen og med højre Haand stukket ind under Vesten, som om han holdt paa Hjærtet, for at det ikke skulde springe ud. — Han vilde foreslaa en Skaal — en Skaal, som ikke burde savnes ved dette Bord — en Skaal for Kvinden.

Da dette Ord gjorde det frygtede til Vished, udbredte der sig over alle Ansigter et slapt Udtryk af Opgiven-Ævret, med et træt Løfte om ikke at lade sig overraske af hvilke som helst Flovser.

— Hvad var ikke Kvinden for os i Livet! — Dersom han maatte ligne Livet ved det, som det burde være, en Gudstjeneste —

Her skar Herredsfogden, med Munden fuld af Jordbær, en Grimace af Væmmelse, i Lighed med den, der fremkommer, naar en uskyldig Gane første Gang smager Kaviar.

— en Gudstjeneste, saa vilde han ligne Kvinden ved Salmesangen. Det var de lutherske Salmer, som mange Steder først havde sunget Reformationen ind, og i Rationalismens Tid, i de tørre Prædikeners Dage, da var det Salmesangen, der havde næret og opholdt Menighedslivet ... Saaledes — hm, hm, — saaledes var det ogsaa Kvinden, der med sin uimodstaaelig dragende Magt vandt os for det højeste og bedste og ligesom gav Sjælen Vinger til at hæve sig over Hverdagslivets Trivialiteter. — Der var maaske Kvindetyper, hvorom dette ikke galdt; — men han talte om den danske Pige, den nordiske Mø, der var blond som en Lysalf, med blaa Øjne, hvori man syntes at se et Spejl af Himlen. — En Skaal for den danske Mø! —

Kort efter at denne Tale lykkelig var overstaaet, rejste Selskabet sig, og Parrene opløstes inde i Havestuen under en almindelig Haandtrykken. Men Godsforvalter Ravn beholdt endnu Frøken Klingenberg for sin egen Mund, idet han fik hende manøvreret hen i det fjærneste Hjørne mellem Vinduet og Klaveret, og Fru Krarup, der endnu ikke havde gjort Professoren tilstrækkelig bekendt med Egnens Smaaskandaler, fik ham placeret ved Siden af sig i Sofaen, hvor han havde den smukke Udsigt over den hvide Dug med de stærkt forgyldte Kopper og forbi Herredsfogedindens graa Silkebryst ud i Haven, der sammenfiltrede sit grønne Vildnis af gamle Frugttræskroner udenfor de aabne Døre.

Hjorth underholdt sig med Frøken Vilhelmine, der borttog noget af Udsigten i sin Stilling midt for Bordet, bag den gammeldags Kobbermaskine, gennem hvis hullede Laag Dampen puffedes op i smaa Skyer, der blandede sig med Cigarrøgens blaa Lagtaager, til hele Stuen stod fuld af en hyggelig, tæt Dis, en rigtig landlig Kaffebords-Atmosfære, som dæmpede Dagslyset og udviskede Ansigtstrækkene, og hvori Cigarerne punkterede med deres glødende Ender.

Det hjalp ikke, at Herredsfogedinden fik fine Fornemmelser i Halsen og begyndte at hoste; — Røgen blev tættere. Man kunde næsten skære i den henne i det Vindueshjørne, hvor hendes Mand stod og tindrede med sine blanke Knapper, vridende sin lange rynkede Hals, der blev skaaret af de smaa opstaaende Flipper under Uniformskraven. Ved hans Side udspyede Kammerraadens tykke Læber uhyre Røgmasser, medens han formelig aad Cigaren, forenende Nydelsen af Skraa og Røg; han kastede hvert Øjeblik et kærtegnende Blik ned over sin store barberede Kindflade til Kjoleopslagets nye Ridderkors, der syntes ham at fylde Værelset med sin Hædersglans; af og til lettede han sin højre Fod bag op og greb den om Vristen, idet han et Par Sekunder hinkede paa venstre — en af hans sære Manerer, naar han blev ivrig eller var i godt Humør. Men Proprietær Kolding stod støt i sine tyksaalede Landmandsstøvler, med den venstre Tommelfinger i Uhrkæden, medens han med højre Haand drejede paa den lange Knebelsbart.

Paa den anden Side Spisestuedøren i Kakkelovnskrogen stod Provst Storm yderst i den gejstlige Gruppe, med et Øre vendt ud mod Kammerraadens og Proprietærens Samtale, medens han med det andet skødesløst beærede Pastor Frederiksens spædmælede Anmodning, om det dog ikke var muligt ved næste Syn at faa Godset til at indrette et ordenligt Ligkapel i Oustrup Kirke: — Det var af den Slags Sager, — man kunde ikke bestemt forlange det ... Han skulde tale igen med sin Ven Ravn derom ... Iøvrig havde han ladet sig sige, at Greven ikke var absolut imod det. — Bag ved dem stod Pastor Krarup mod Baggrunden af den rosarøde Lerkakkelovn, betragtende Selskabet gennem Hornbrillernes Cirkelglas med en Værts Tilfredshed; han havde stukket Hænderne ind paa Ryggen under den sorte Kjole, der slog Folder paa Siden og skubbede ham i Nakken med sin høje Krave under de hvide, silkeblanke Haartjavser, saa at han maatte stikke Hovedet frem med den lange Hage, der idag var blevet smukt barberet, over et rent Halsbind; — i denne Stilling gav den gammeldags, langskødede sorte Kjole hans trivelige lille Person Lighed med en uhyre Allik.

— Kender De noget til denne Jokumsen, som er bleven kaldet til store og lille Skævinge, Hr. Provst?

— Nej, — ikke set ham ... Temmelig ung Mand, — fire Aars Kandidat.

— Mon han har præket til Demis?

— Jo han har, svarede Professoren henne fra Sofahjørnet, hvor han dannede som et Bindeled mellem Damerne og Gejstligheden. — Jeg var selv Censor.

— Ja saa! ... Naar var det, Hr. Professor?

— Sidste Uge ... Jo, meget godt ... Det var: Jesus driver en Djævel ud. — —

— Guds Død og Pine, Herredsfoged, saa skulde vi jo været ud paa Sneppetrækket, udbrød Kammerraaden, med et Hop, gribende sig i Vristen.

— Hvad behager? ... paa — ... Er De blevet gal, Sommer?

— Jo, han si—siger jo der—derhenne, at de sidste Uge prækede om, at Jesus drev en De—jævel ud.

— Aa Snak! — det maa være noget andet ... Det er jo engang i Marts, at Jesus driver en Djævel ud og er saa god at vare os ad, at vi skal ud og skyde Snepper.

— Ja, det—det er 'et sgu ogsaa, og nu er vi — — aa, vi er jo midt i August, — ja, hvor man dog kan staa og være distrait.

— Nej, se dog til Godsforvalteren derhenne, den Rad! hviskede Proprietær Kolding. — Aldrig saasnart har han sluppet denne Smule Godsejerske, — det maa for Resten have været en sur Tjeneste, — saa skal han da hen og regalere sig hos den lille Kristine, — ja, det er nu ogsaa en Fandens fix Pige! —

— Hm! — ja—a, Godsforvalteren er, som vi jo hørte ved Bordet, en varm Beundrer af det smukke Køn, — Salmesangen, bemærkede Herredsfogden ironisk, idet han kastede Askestøtten fra sin Cigar hen paa Kakkelovnspladen.

— Ja Ra—Ravn, — han er jo altid som en Ra—Ramler i Marts, plumpede det ud af Kammerraaden. — —

— Nej, Professoren maa da paa ingen Maade rejse sig for min Skyld.

— Bevares, Frøken Klingenberg, De kan da ikke forlange, at jeg skal være saa uhøflig at blive siddende paa den bedste Plads.

— Det kan jo ogsaa være, at Professoren er bleven ked af os Damer —

— Men, hvor kan De dog tro, Frue?

— Det vilde gøre mig meget ondt, hvis jeg skulde jage Professoren bort eller blive et Paaskud, — jeg har netop glædet mig til at tale med Dem ... Jeg har med saa megen Interesse læst adskilligt fra Deres Pen.

— Ser man det! ... læser Frøkenen ogsaa — —

— Aa, Frøken Klingenberg er nu en ren Theolog.

— Naa, det tør jeg just ikke rose mig af ... Jeg vil ogsaa ærlig tilstaa, at jeg begyndte rigtignok paa at læse Deres Disputas, men den — den blev mig dog — lidt —

— Saa, — ja, det vil jeg tro.

— Ja især det meget Græsk, det kunde jeg jo ikke —

— Nej, naturligvis.

— Men flere Artikler af Dem — i theologisk Tidsskrift, — de har interesseret mig overordenlig ... Og saa Deres »Kulturhistoriske Billeder af Livet paa Frelserens Tid«. —

— Saa, har De haft Fornøjelse af den? — Det glæder mig at høre. — Ja, den er jo ogsaa mere almenfattelig.

— Ja, saa fin, og saa — Aa, kan De huske — et Sted — det falder mig netop ind — det er en Skildring af Aftenen — hvordan, saadan — ja det begynder — lad mig se! — »Men anderledes saà det ud, naar Solen var gaaet ned (Mathæus 16).«

— Jo, jeg erindrer det nok ... Saa, har det tiltalt Dem særlig? ... Hm! — Siden Frøkenen giver sig af med den Slags Ting, kan jeg tænke, De har læst Martensens Ethik.

— Aah, ja — i de sidste Maaneder, siden den specielle Del kom, har jeg næsten ikke haft Tanke for andet ... Jeg kan slet ikke blive træt af det ... Det er rigtignok Tankedybde! — Og saa denne herlige Stil! det er slet ikke, som om det var Videnskab, — det glider saa let som i en Præken. — —

— Jeg maa dog sige, bemærkede Provsten, at hans Eskatologi er mig noget fantastisk. —

— Ja, det kan man ikke saadan uden videre sige, Provst Storm! det er et meget indviklet Spørgsmaal, som man sandelig skal — — Hvad mener De, Hr. Professor? jeg hører De taler om Martensens Ethik ... Det er dette med Tusindaarsriget, det er jo vanskeligt, for man kan jo ikke nægte, at det er udtrykkelig forkætret i Konfessionen.

— Saa, Hr. Pastor! udbrød Frøken Klingenberg, — er det forkætret? — det tusindaarige Rige — Gud, det har jeg altid tròt —

— Ja, man maa vel des værre sige, lød Professorens Votum, at vore Reformatorer — paa dette Punkt har været — hvad skal jeg sige? — noget overilede ... De har uden Tvivl ladet sig henrive til den syvende Artikel af historiske Strømninger i deres Samtid, som var dem imod, og med Rette imod — af andre Grunde. Tusindaarsriget har den fuldeste Medhold i Skriften.

— Ja—a, — det vil da sige, hvis Johannes' Aabenbaring er ægte, ytrede Provsten.

— Ja, men det maa vi vel være enige om.

— Ja, Luther forkastede dog ogsaa selv Aabenbaringen.

— Jo, vist gjorde han saa ... Men De vèd nok, Hr. Provst, at Luthers Forhold til den hellige Skrift var — des værre — i mange Maader — vilkaarlig.

— Ja, det er ganske vist, bifaldt Pastor Krarup, — man kan ikke saadan uden videre — beraabe sig — — Naa, hvad mener Ungdommen? brød han af til Hjorth, som var lokket derhen af den theologiske Disput.

— Jeg antager, at Apokalypsens Ægthed er hævet over enhver Tvivl.

— Ja, de Unge de skal nu altid være saa ultra-orthodoxe, udbrød Provsten ærgerlig.

— Undskyld, Hr. Provst, men det forekommer mig at være en underlig Slutning, da netop alle de radikale Kritikere holder paa dens Ægthed.

— Ja, det er ganske sandt, udbrød Krarup, henrykt ved at se Provsten fanget i sin Uvidenhed. — Det er meget træffende; he, he, he! — Kan De stikke den, Provst; det havde De nok ikke betænkt.

— Ja, saa er det virkelig et noget farligt Forbund, svarede Provst Storm.

— Ah, de Lærde er nok uenige, raabte Herredsfogden, hvis lange Hals under disse Repliker havde forstrakt sig mer og mer i Retning af Theologerne. — Der staar nok Avtoritet mod Avtoritet.

— Ja men, Guds Ord bliver dog den højeste Avtoritet, saa der er ingen Fare, Herredsfoged ... Vi talte ellers om Martensens sociale Ethik, og den har De vel ikke læst.

— Jo, den har jeg netop læst, Krarup, det vèd Gud jeg har ... Og jeg vil rent ud tilstaa, at jeg finder, det meste af den er noget forbandet Nonsens — hen i Vind og Vejr ... Men saa meget vil jeg indrømme Dem, at den kan være meget gavnlig i politisk Henseende ... At den nationalliberale Reaktion bliver præket som kristelig Ethik, det kan være meget sundt for Folket, at de kan vide, hvad de har at rette sig efter. — —

— De kan dog ikke ne—nægte, Hr. Proprietær, at det er Indavlen, der har da—dannet Racerne. —

— Ja, men det er ogsaa den, som faar dem til at udarte.

— Saa! er det det? ... Da vèd jeg dog ellers, at Backwell —

— Aa, han er aldeles forældet!

— Hva—hvad behager! — forældet?

— Ja, for længe siden! ... Og jeg har læst i et Tidsskrift, at Darwin selv — —

— Darwin! — De beraaber Dem da ikke paa Darwin? spurgte Provsten, idet han pludselig vendte sig.

— Nej, — ja, — det vil sige, — det er slet ikke noget om det med Aberne ... Det er aldeles uskyldigt ... Det er kun om Husdyrene.

— Naa, ja ... Ja, men Darwin er alligevel ingen Avtoritet.

— Nej, de—det har Provsten Ret i, de—det er det jeg siger, udbrød Kammerraaden, gribende sig om Vristen ... Da—Darwin er ingen Avtoritet, han er Fi—Filosof.

— Aa, De kan selv være Filosof.

— Hvad ba—behager! ... Jeg Fi—Filosof! ... Jeg er en simpel La—Landmand.

— Maa jeg spørge, hvad er egentlig Stridens Emne? —

— Aa, det er Proprietæren dèr, han paa—paastaar, at Indavlen, the breeding in and in, at den ikke bevarer Racerne, men at der behøves Krydsning —

— Ja, det skulde jeg ogsaa være tilbøjelig til —

— Ja, men be—bedste Provst — —

— Ah, nu er Provsten kommen dèrover, bemærkede Pastor Krarup; — ja dèr passer vor kære Embedsbroder maaske ogsaa bedre.

— Saa? ... Hm ... Provsten er en ivrig Landmand? ... Hm.

— De taler derovre om Darwin, begyndte Pastor Frederiksens snøvlende Stemme med sine mange uartikulerede Nasallyde; — og da vi netop er ved Martensens Eskatologi, saa kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at det har undret mig meget, at han ikke taler om Darwin, dèr — i Anledning af den falske Profet eller Dyret fra Jorden. — Dette, at Dyret stiger op af Jorden, se det minder jo ligefrem om Udviklingslæren, at det kommer fra det uorganiske og saa efterhaanden stiger — og saadan — Og saa det, der staar, at han faar Magt til at give Dyrets Billede Aand, saa at det endog kan tale, det er jo Dyret, der bliver til Menneske, — at han faar det til at se saadan ud, og faar dem til at tilbede Dyret og bære dets Mærke paa Panden, saa de selv bliver ligesom Dyr, det er jo den Darwinistiske Moral ... Ja, saa staar der jo ogsaa, at Løgneprofeten ser ud som et Lam, men taler som en Drage, og man hører jo altid netop Darwin rose for hans beskedne Fremtræden, — det Træk forekommer mig nu at være saa slaaende.

— Saa, har De tænkt Dem det saaledes ... Hm ... Ja, det kunde man jo ogsaa — —

Men Hjorth, der allerede var bleven ked af Theologernes Selskab, gik hen i den anden Ende af Stuen, hvor Kristine sad i en Hjørnesofa og lo, medens hun udsøgte smaa Stykker Sukker i den blaa Skaal, som den galante Godsforvalter bød hende paa en lakeret Bakke. Hun havde forvundet sin første Benauelse ved den lille elegante Herres Opmærksomhed og befandt sig overmaade vel ved Siden af ham, der konverserede hende med en spøgende onkelagtig Venlighed, medens han lænede sig tilbage og balancerede med Kaffekoppen i den venstre Haand, med det venstre Ben slaaet over det højre, vippende velbehagelig med den fine Gedeskindsstøvle, der var som støbt om hans lille Fod.

— Naa, De har rigtignok forstaaet at faa Flødeskindet, Frøken.

— Uh ja, — jeg fik saadan en Mængde, og jeg kan slet ikke lide det, svarede hun rødmende, idet hun bortløj sin Graadighed.

— Hvad for noget, Frøken! ... Hvad er det dog for en Smag, tilmed for en landlig Skønhed ... Ikke lide Flødeskind! ... Ja, men saa maa De virkelig give mig noget af Deres Overflødighed, for jeg er saadan en græsselig Slikmund.

— Men Gud, det gaar da ikke an, Hr. Godsforvalter.

— Jo saamæn gaar det magelig an, nu skal De bare se! —

Han holdt sin Kop hen, og Kristine maatte skovle alt Flødeskindet op af sin Kop og komme det over i hans, medens hun rystede paa Haanden af Latter.

— Se saa, lille Frøken, nu blev vi begge hjulpet, og jeg siger mange Tak for Flødefisken; — ja saadan kaldte vi det som Børn, naar Moder gav os en Theske fuld af Flødeskind ... Aak ja, — aak ja! ... Det er dog den bedste Tid i Ens Liv, det er saamæn Barndommen.

— Det synes jeg virkelig slet ikke.

— Ikke det ... Og De maa dog have haft et rart Hjem, — Deres Fader er saadan en prægtig Mand — saadan lidt af den gamle Skole, men rigtig saadan — aa — ... Naa, men det forstaar sig, Ungdommen, den er jo ogsaa — ... Aak ja! ... Ah, vær saa artig, Hr. Hjorth, vær saa artig!

— Nej, bliv dog endelig siddende, Hr. Godsforvalter.

— Nej, paa ingen Maade, paa ingen —. Skulde jeg blive her og tage Pladsen op for en værdigere? ... Saadan et Par Forlovede, de er jo ligesom et Par røde Køer, som vi siger her paa Landet ... Det vèd vi nok ... Ja, det er ikke, fordi jeg selv nogensinde har været forlovet ... Aak nej! ...

Hjorth blev imidlertid staaende med Albuen støttet paa Klaveret, og Godsforvalteren fandt sig i at blive siddende.

— De kommer vel paa Skovballet imorgen Aften og faar Dem en Svingom med Deres Kæreste? ... Ja jeg siger ligefrem Kæreste, for jeg kan ikke udstaa det Ord »Forlovede«; — der er saadan noget koldt og selskabeligt ved det ... Derimod »Kæreste«! hvad ligger der ikke i det Ord! —

— Nej, min »Kæreste«, sagde Kristine med en aller kæreste lille Vrængning efter Ravn, — han kommer saamæn slet ikke, for han tager til København.

— Saa? — allerede! ... Har De ogsaa Hjærte til det?

— Aa ja, for min Skyld, Niels! — du kunde dog gærne blive den ene Dag.

— Nej, jeg kan virkelig ikke, kære Kristine ... Skolen venter ikke paa mig, og det gaar ikke an, at jeg begynder med at forsømme.

— Det er saa længe siden, vi har været paa Skovbal sammen.

— Skal der nu være Skovbal igen? spurgte Herredsfogden, som ogsaa var flygtet fra Theologerne.

— Ja, der skal saamæn, imorgen; — nede ved Skovvang Sø, svarede Godsforvalteren.

Kristine var sprunget op og gik hen til Vilhelmine, der nu var færdig med at skænke Kaffe. Herredsfogden kastede sig ned i Sofaen ved Siden af Ravn.

— Ved Skovvang Sø? ... Ja men, hvorfor Satan har De givet Tilladelse til det?

— Aa, hvorfor skulde jeg dog ikke —

— Æh, nu skal der jo danses den ene Uge her og den anden dèr, — det gaar saagu min Sæl i èn Guddommelighed.

— Ja Herregud, man maa dog unde dem en billig og uskyldig Fornøjelse.

— Ja, den kan sgu ellers blive dyr nok, naar den har trukket Renter i ni Maaneder ... Uskyldig! ja den er Fan'en er den ... Nej, Ravn! De hører sgu ikke længer til de naive, det kan De ikke bilde saadan en gammel Praktikus som mig ind.

— En frisk Cigar, Herredsfoged, De sidder jo og brænder Læberne, sagde Pastor Krarup og rakte Kassen hen imod ham. Vil De ikke med ud i Haven og trække lidt frisk Luft?

— Aa jo. — —

— Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor netop Hornene —

— Fordi, bedste Hr. Provst, for—fordi der er en meget nøje For—Forbindelse mellem Hornenes Væxt og det sexuelle System og følgelig ogsaa med Mælkesekretionen. — De kan jo allerede se det paa Tyrens og Koens Hornform. — Det er en Ko—Korelation i Væxt ... Dersom for Exempel en Ko bliver syg, — jeg vil sige den faar en —

— Ja men nu skulde De virkelig komme med ned i Haven, Kammerraad, afbrød Pastor Krarup ham, idet han slog ham kordialt paa Skuldren, — saa kan De jo disputere videre dernede.

— Ja, ja, — nu kommer vi, nu ko—kommer vi. — —

Haven var overalt, hvor man skulde gaa, et Vildnis af Stikkelsbær- og Ribsbuske, der efterhaanden ved at rykke frem fra begge Sider havde erobret de gammeldags smalle Gange, som bugtede sig frem mellem dem og kun syntes at ville give Adgang for Bærspisere. Hist og her var der nogle mislykkede Blomsterforsøg i nyere Stil, som Hønsene havde vendt op og ned paa; nede langs Staldlængen glòde en Række Georginer, Stokroser og Brandliljer midt imellem et tørt Krat af afblomstrede Riddersporer. Men som oftest holdt Buskene op et Par Skridt fra Gangene, og derinde gròde Græsset frodigt, fuldt af nedblæst Frugt under de gamle mossede Træer, der vare tveløbne eller delte sig fra Roden af i en fem, sex Grene som uhyre Buske.

Det var efter at Selskabet gennem en pludselig Aabning i Ribsbuskettet var trængt ind paa en af disse Plæner, at Professoren udbrød, forvirret ved Gangenes Labyrint-Slyngning: —

— Det er virkelig ikke saa lille en Have, Pastor Krarup; den maa dog koste en Del at holde i Orden.

— Aa, det er saamæn ikke noget videre at tale om.

— Nej, det kan man sgu se, bemærkede Herredsfogden, og pillede et Par Torne ud af sine Buxer.

— Hvad kan De? ... He! De skal nu ogsaa altid have noget at udsætte ... Ikke sandt, Hr. Professor, er det nu ikke en dejlig Have? ... Saadan rigtig vil jeg sige, som en Præstegaardshave skal være.

— Jo, ganske vist; — det er jo Stilen ... Naa, man kunde maaske sige, at den hist og her var en Smule overgròt.

— Overgròt? — Nej, hvor vil De hen? ... nej paa ingen Maade ... En Have maa skam ikke være aaben, det giver ingen Hygge ... Nej, den er saamæn ikke overgròt.

— Aa nej, naar man huggede saadan to Trediedele af Træerne —

— Hugge? ... nej, De kan tro nej, Herredsfoged.

— Se, sikken nu et dèr! ... Det kan jo næppe staa.

— Nej, derfor har jeg ogsaa sat en Stiver til det ... Men saa megen Frugt, som jeg høster af det, det gør De Dem ingen Begreb om — ikke Tanke om, at De forestiller Dem det. — De kunde lige saa godt forsøge paa at begribe, hvor langt der er herfra til Sirius eller en af de andre Planeter. — Se der er nu den Bergamot, dèr — den er hul som et Rør; — men hvad det er for et Træ til at bære, — aa, der kunde leve en hel Familje af det.

— Nej, det er ganske vist, at de gamle, det er jo ofte de aller bedste.

— Ja, det har De nok Ret i, Hr. Professor! Nej, kom bare ikke her og sig, at man ikke dur mere, fordi man er bleven gammel ... He! — nej dette nymodens, det er dog ellers —! ja, De kan tænke Dem, Hr. Professor, jeg saà forleden — jeg var kommen over i Haven paa Skovvang, — og saa havde de minsandten trukket ganske bitte bitte smaa Frugttræer i Espalier paa Staaltraad — helt ned langs Jorden ... Ja er det nu dog ikke skammeligt at forkrøble Guds Skabning saadan!

— Det har jeg ogsaa nu faaet i min Have.

— Ja, det kunde jeg da sagt mig selv! — Aa Gud, hvor det ligner Dem, Herredsfoged! ... Overgròt! ... nej Deres Have er jo rigtig nok ikke overgròt. En Høne kan jo ikke finde Skygge i den ... Se nu saadan et Par stakkels Kærestefolk, hvordan skulde det nu gaa dem i Deres Have? Her kan man netop lige faa et Glimt af dem, inden de slap ind i Filosof-Gangen ... Men hvad skulde saadan et Par Stakler stille op i Deres Have — kan De svare mig paa det, Herredsfoged?

— Ja, jeg vil sgu heller ikke have noget stillet op i den. — For Resten kunde de da plukke Roser, for dem skulde jeg da mene, at det er mig som har.

— Ja, det er unægteligt ... Ha, ha, ha! den kunde De dog stikke ... Aa, men nu skal De se det nyeste. —

— Det var som Pokker! De vil da ikke bilde mig ind, De har Nyheder her!

— Ja, kom nu bare med til »Verdens Ende«.

— Ih, ser man det, Hr. Pastor! ... Jeg vidste saamæn ikke, den var saa nær.

— Ja ha, ha, ha! ... Er det ikke et morsomt Navn, vi har fundet til den nye Udsigtshøj?

— Udsigtshøj? ... Har De lavet en Udsigtshøj? ... Ja men Herregud, Mand, der er jo ikke Guds Skabelses Tanke at se efter.

— Jo vist saa! over til Møllen, og — kom nu bare — nu er Solen lige gaaet ned, saa er der — Ah, der har vi Damerne! ... Frøken Klingenberg! vil De følge med mig til Verdens Ende?

— Ja med Fornøjelse, — naar De paatager Dem at finde Vej.

Ved en Tvervej stødte Toget paa Pastor Frederiksen og Godsforvalteren, Ravn havde været saa uheldig at løbe paa Præsten i en af Labyrintgangene mellem Ribsene. Han maatte gribe Lejligheden til paa privat Grund at forsikre Pastoren om, at det smertede ham saa uendelig at skulle ligge i Proces med Pastoren ... Men Pastoren kunde jo indse, at han i sin Stilling —. Herregud! det var jo en Bagatel for Godset — og han vilde saamæn være glad, hvis det tabte Sagen, det ved Gud han vilde, — men som gammel Jurist maatte han rigtignok sige, at han tròde ikke, der var Udsigt til det.

— Nu skal jeg sige Dem noget som gammel Jurist, sagde Herredsfogden, idet han holdt Ravn tilbage ved et Tag i Skuldren, — ja, det haster sgu ikke med at komme videre, for Frøken Klingenberg har haget sig fast i Professoren, og Hjorth tager sig Pinedød selv af Kristine henne i Nøddegangen, — men jeg vil dog sige Dem, at det er noget forbandet Fedteri fra Godsets Side, den Brændesag. —