Germanernes Lærling

— Naa ja, — hvad, enhver staar jo paa sin Ret.

— Ja Ret, ja — Fan'en heller ... Se hvad skal det nu ogsaa til, at vi ikke faar de Regnskaber at se?

— Ja men Herregud, vi har dem jo ikke ... Der har jo været saadan en græsselig Uorden —

— Ja vèd De hvad, Ravn, — naar en Mand som De siger saadan og saadan, saa kan jeg naturligvis ikke sige, at det er ikke sandt; — men Fanden skal ta'e mig, om jeg tror det.

— Hm—m! ... naa ja, enhver bliver jo salig ved sin Tro ... Men smid nu den Cigar, Henriksen, den dur jo ikke noget, og tag en her — nej det andet Rum, — det er en ægte Habana.

— Nej virkelig, — er det? ... Det var sgu ellers rart ... Tak skal De have ... For Præstens Cigarer — ærlig talt — saadan efter Middag ... Har De lidt Ild! ... mange Tak ... Ah! —

Hjorth og Kristine spadserede, som Herredsfogden havde bemærket, nede i den Nøddegang, der er et uundværligt Inventarium i en Præstegaardshave. Den gik snorlige langs med Udkanten af Haven og havde det uundgaaelige Navn Filosofgangen, der — ligesom lucus a non lucendo — har sin Oprindelse i en Tradition om, at Præsten her memorerer sin Prædiken. Det var den ogsaa bred nok til; men naar en ung Mand og en ung Dame skulde gaa der ved Siden af hinanden, var det bekvemmest, om de enten vare meget kærlige Sødskende eller Kærester. Hjorth og Kristine, som opfyldte den sidste Betingelse, befandt sig meget vel dernede. Men da de havde spadseret et Par Gange frem og tilbage, mødte de Vilhelmine og Herredsfogdens Datter, der lød det romantiske Navn Amanda. Det var en temmelig lille Dame, hen imod de Tredive, med et magert Ansigt og Haaret strittende ud over Panden, iført en spraglet Kjole, der var saa snever forneden, at den nødvendiggjorde Kæder mellem Støvlerne. Hjorth havde ved Bordet haft hende paa venstre Haand, og de havde vexlet nogle Ord, naar hun ikke netop konverserede Pastor Frederiksen om Brændesagen. Nu blev hun hans sejerssæle Makker i et Kroketspil, der fandt Sted inde paa den skraanende Blegeplads, hvor man bestandig maatte skovle de nedfaldne Æbler bort for at kunne slaa, tage et Tøjreb til Side, der havde trukket sin Gaffelstang om paa skraa, løfte med Køllerne paa de lange Valdnøddegrene, der ludede over det halve af Pladsen.

Saa satte det unge Selskab sig hen, for at hvile efter Spillets Anstrængelser og Spændinger, paa en lille Høj tæt ved, hvor Nøddegangen mundede ud; det var det ene Hjørne af Haven; det andet, ved den modsatte Munding af Nøddegangen, var »Verdens Ende«.

De havde ikke siddet længe, før et Par lyse Benklæder begyndte at skimtes og blive tydeligere nede i Nøddegangens kuppelformede Mørke.

— Ah, dèr sidder det unge Selskab! ... Maaske jeg kunde gøre mig fortjent til en Plads dèr paa Bænken — skønt jeg rigtignok ikke længer tør regne mig blandt de unge ...

— Gud, Hr. Godsforvalter, — De havde da nær kyst Livet af mig, raabte Frøken Amanda og rykkede ud paa Bænken, saa der blev Plads mellem hende og Kristine.

Damerne havde vel derfra haft en fortryllende Udsigt til Solnedgangen? ... Aa de havde spillet Kroket ... Det var rigtig Skade! ... Solen var gaaet saa dejlig ned ... Aa, der var noget saa stemningsrigt ved Solnedgang! ... Det var ligesom den bragte alt det gode i Menneskenaturen op!

Men Kristine, der ikke havde set Solnedgangen, var som en Følge heraf paa sit ondskabsfuldeste, og drillede Ravn ved det nærgaaende Spørgsmaal, om han nu ogsaa hyppig besaà Solopgangen? ... aa, den var endnu meget stemningsfuldere end Solnedgangen ... Og saa drev den al Magelighed ud af Menneskekroppen!

— Nej, men det er virkelig utaaleligt! ... Saadan en Drillepind De ogsaa er! ... Er hun ogsaa saadan mod Dem, Hjorth? Saa er det virkelig al Ære værd, at De har holdt saa længe ud.

— Det er vistnok netop det aller holdbareste, naar der ikke er for megen Enighed, bemærkede Frøken Amanda med et erfarent Tonefald. — Ønsk De bare, at Deres Tilkommende bliver dygtig drilsk.

— Nej hør, Frøken Henriksen, De er blodig! ... Frøken Kristine er ogsaa slem, men De er blodig, det ved Gud De er! ... Haane en stakkels gammel Pebersvend ved at tale om hans Tilkommende ... Nej Dem tør jeg skam ikke sidde ved Siden af.

Han maatte virkelig holde sig saa langt som muligt fra hende og saa tæt som muligt op ad Kristine.

De fandt alle, at Godsforvalteren var endogsaa usædvanlig elskværdig den Aften. Det var i Grunden godt, han var kommen. De sad dèr og var lige ved at falde i Staver. Men han satte Liv i det hele, kastede de smaa spøgende Repliker som en blød Bolt fra den ene til den anden. Hvor var han ikke hyggelig som han sad dèr, lænet tilbage, med Armene langs Ryggen af Bænken (og Damerne), pustende Røgen fra sin Havaneser ud i smaa velstøbte Ringe, overgiven, sentimental, ironisk og vrøvlende, alt imellem hinanden, som om han bestandig for at glæde de andre valgte netop den Tone, som hans Erfaring sagde ham just i det Øjeblik var bedst egnet til at holde Stemningen i Hjulsporet paa den behagelige Middelvej, — en venlig, skæmtefuld, kær gammel Onkel.

— Men nu maa vi virkelig gaa op til de andre; — det gaar ikke an. Jeg skal ogsaa snart lave The, sagde Vilhelmine.

— Herregud, — jeg syntes, vi havde faaet det saa rart hernede.

— Aa, Godsforvalteren er for doven, han gider ikke rejse sig. Kom, nu skal vi trække Dem op.

— Ja, De kan sagtens gøre Nar, Frøken Kristine.

Det var blevet saa mørkt, at Amanda gav et lille Hvin fra sig, da hun traadte ind i Nøddegangen. Men Hjorth gik ved Siden af hende, og Vilhelmine førte resolut an. Godsforvalteren og Kristine fulgte bag efter, ganske tæt ved.

— Aa, det var da kedeligt!

— Hvad er det, Hr. Godsforvalter?

— Jeg tabte min Signetring, — den gled ned af Fingren lige her.

— Naa, den skal vi nok finde.

— Ja, jeg vilde rigtignok nødig —. Den kunde ligge og ruste, eller nogen kunde træde paa den ... Det er mig saadan en kær Erindring fra min Moder ... Aa, om Forladelse!

Han var kommen til at støde blødt mod hendes Pande, idet de begge bøjede sig. Kristine lo.

— Nej, hvor her dog er mørkt.

— Ja nu — nej, jeg har ingen Tændstikker hos mig.

Han maatte nøjes med at faa Cigaren til at gløde stærkere. Den kastede pludselig opblussende, røde Lys over hendes Ansigt og de enkelte glinsende Haar, der krusede sig ved Tindingen; og saa dukkede hendes Ansigt igen tilbage i Mørket. Men den tætte, stærke Røg fik hende til at hoste saa voldsomt i hendes bøjede Stilling, at han maatte holde paa hende. Saa lo de begge igen.

— Aa her er den, udbrød Godsforvalteren.

Der var gaaet flere Minutter; de andre vare ikke til at høre.

— De er vist gaaet her ned ad, det er ogsaa det nærmeste, sagde Kristine, da der midt i Nøddegangen aabnede sig en Vej ind i Haven.

Men Godsforvalterens skarpe Øre mente nu at kunne høre dem længer nede. Det forekom ham ogsaa, at de havde talt om »Verdens Ende«. Naa, de kunde jo gærne gaa derop. For hun var vel ikke bange for Mørket.

Nej, Gud bevares! hvor kunde han tro? naar han var med!

Det var umuligt ikke at komme til at støde til hinanden i det Mørke og den Sneverhed. Og kom Kristine efter saadan et blødt Guttaperka-Puf blot et Par Tommer ud til Siden, saa var hun strax inde i det kolde, dugvaade Hasselløv og maatte med et lille Hvin tilbage igen, saa det blev Ravns Tur at komme over i Grenene. Det var en Uendelighed af Smaaskub og Beskyldninger, af Latter og Undskyldninger, af Forsikringer om, at det gjorde Ingenting, slet Ingenting, de havde jo heller intet at lade hinanden høre, af Smaavitser fra Ravn, som at »de tog det paa bedste Beskub, he, he, he!«

Og saadan kom de da omsider til »Verdens Ende«.

Men der var ingen dèr.

— Det er for Resten en hyggelig Plet! ... Og saadan en smuk Aftenklarhed i Luften ... Skal vi ikke sætte os lidt ned, — da vi nu dog er kommet her? ... Theen er vist ikke færdig endnu.

Bænken var lille; det var egentlig ikke at kalde andet end en meget bred Træ-Lænestol; men Kristine havde siddet i den med Hjorth, saa hun vidste, der var Plads til to. Rigtignok var Godsforvalteren lidt triveligere, men det kunde dog nok lade sig gøre med en god Vilje og ikke altfor sarte Hofter.

Den afhøstede Rugmark ligefor med sin bleggule Flade, brudt af Travehobenes lave Voldrækker, højnede en Buelinje mod en skyfri Himmel, der var farveløs bleg og kun henne tilhøjre havde en tynd rødgul Anstrygning: foran denne Smule Farve stod Møllen med den kulsorte kluntede Trækasse hvilende paa Toppen af den lille Murkegle, strittende med tre ubevægelige Vinger. Bladene i Elmetræernes Kroner, der bøjede sig frem over Bænken, stod ganske ubevægelige. Det tegnede til et smukt Vejr den næste Dag. Hvis det blev saadan en Aften, havde Skovballet rigtignok Held med sig! ... Han vilde ogsaa komme derned et Øjeblik ... Denne landlige uskyldige Folkeglæde fandt han saa idyllisk ... Han foretrak langt den fremfor at se paa et stort Bal ... Hun maatte da endelig ogsaa komme, selv om hendes Kæreste tog til Byen.

Ja hvis Godsforvalteren vilde danse med hende, saa vilde hun nok komme, for ellers vidste hun rigtignok ikke, hvorfor hun skulde gaa derhen, naar Niels ikke fulgte med.

Danse! vilde hun virkelig danse med ham! — saadan en gammel Kavaler ... Det havde han rigtignok ikke tænkt paa ... Naa, men en lille Svingom ... Naar han turde smigre sig med, at han gjorde hende en Fornøjelse ... Selv om han gjorde sig lidt latterlig — Herregud! — hvad vilde han ikke gøre, naar hun bad ham derom — —

— For—fordi Fe—Felterne paa Spejlet er en Fo—Fortsættelse af Fe—Felterne paa Yveret —

Godsforvalteren slap Kristines Haand, som han kærtegnede med onkel-venlige Strøg af sin buttede kattebløde Pote. Kristine begyndte at fnise.

— Hvad det be—beviser, Hr. Provst? ... det be—beviser, at der er en Ko—Korelation i Væxt.

— Ja men, staar Haarvæxten paa Yveret da i Forbindelse med Malkeevnen, det er det vi skulde have at se, Hr. Kammerraad?

— Ja, det er netop det! ... Kan De bevise os det?

Stemmerne vare nu ganske nær, og der var kun èn Vej til Verdens Ende; man kunde ikke komme bort.

— Gud, Hr. Godsforvalter! hviskede Kristine.

— Nej, det har De Ret i, Hr Proprietær! Det er dèr Theorien har sit Hul!

— Hvad, Ra—Ravn! er De her —?

— Og Kristine, udbrød Provsten.

— Ah, vi kom da ikke til Ulejlighed? spurgte Proprietæren.

— Paa ingen Maade! vi var netop gaaet herhen, fordi vi ventede at træffe Selskabet her. — Men nu er det vel bedst, at vi kommer tilbage til Theen.

Denne Gang var det Kammerraaden, der underholdt Kristine med sin pludrede Ordstrøm, hvis Løb hun ikke altid kunde følge, ør i Hovedet som hun var af sin tête à tête med Ravn og den pludselige Afbrydelse. Men hun opfattede dog, at han en Tid lang konverserede hende om den nye Plag, som hendes Fader havde lagt til — den grønne — Magen til den, han havde solgt til Provsten — men det kunde hun vel ikke huske? — Brillant Stykke Hest! — Ja men den ny, den saà ellers ud til — den kunde sgu ogsaa nok — med Tiden — det ved Gud den kunde. Og bagved underholdt Proprietær Kolding Godsforvalteren og Provst Storm om Dyrskuet i Slagelse ... Naa, de havde ikke været der? — Ja, de skulde dog set det Kvæg, som Kammerraaden havde taget Præmie paa. Ja, det var nu efter hans Mening en ren Skandale. — Det duede? — ikke Tale om — saadan. Og saa var det fodret op, rent vanvittigt sgu. Han turde holde en Parè paa, at sex af ti, de vilde kaste ... Nej, saa var der da fra Kragerupgaard, — det var sgu fine Varer ... Men naar man er Kammerraad Sommer! —

Der var tændt Lys i Havestuen, og Theen blev budt rundt tilligemed skaaret Smørrebrød og Sølvbakker med Sandkage. Samtalen var døsigere, og bevægede sig mellem to og to. I Grunden begyndte man at blive ked af hinanden og vilde helst slubre Theen ned i Ro og Fred uden Forpligtelse til at være morsom. Kun Pastor Krarup var utrættelig som Vært; — med straalende Ansigt, hviskende Fortrolighed og kordiale Bevægelser gik han fra den ene til den anden og holdt endnu Selskabet i Aande.

Men næppe var Theen sunken, før den ugemytlige Herredsfoged lod spænde for sin Vogn, og dermed var Tegnet til Opbrud givet. —

Da deres Tur endelig kom, satte Hjorth og Kristine sig op i den bageste Agestol paa Per Andersens lille aabne Fjervogn. Foran Kristine sad Kusken, en lang Dreng, paa Nippet til at blive Karl, der holdt sig i en ubevægelig værdig Stivhed med en høj Hals under det snorlige afskaarne Nakkehaar. Han kørte paa den sindig godmodige Bondemaner, idet han lod Hestene løbe, omtrent som de vilde, og af og til, yderst forsigtig, berørte den Nærmers venstre Bov med den lange hvide Piskesnært.

Vognen rullede blødt ned ad den stenløse Bivej, uden Hjulrumlen, med en svag Piben af Axlerne, jævnt travende Hovslag, Prusten, og Klirren af Seletøjets Ringe. Det var kun Bevægelsen fremad, der gav den behagelige Fornemmelse i Ansigtet af en fin Modvind gennem den linde Luft. Hegn, Bondehaver og Skove smeltede sammen rundtom i en ensformig og ligesom søvntung Dunkelhed, hvori kun de nærmeste Stubbemarker satte blege lyse Pletter. De nærmeste Buske og Træer kom dem imøde, løsende sig ud fra Mørket, og drog forbi dem og forbi Gaarde og Hegn længer borte, der kom langsommere samme Vej, frem imod Vognen og bort bag ved den, medens langt borte et sort bølgende Bakkedrag syntes at følge langsomt frem med de Kørende, Men over Cirkelfladen af Jordens bløde og ligesom lodne Dunkelhed hvælvede sig Himmelkuplen med et metallisk glat Mørke, der blev blankt mod Horisonten, fuldt af stenagtig Tindren og Blinken af de talløse Stjærner, mellem hvilke nu og da et af Augustsværmens Stjærneskud trak sin lange gyldne Buelinje.

Kristine havde i Begyndelsen været overgiven lystig, drævet efter Professoren, pludret efter Kammerraaden, mjavet efter Godsforvalteren, medens hun af og til brød af med Latteranfald, der bøjede hende frem over Forlæderet eller kastede hende helt tilbage i Hjørnet af Sædet, saa at man kunde frygte for, at hun skulde falde baglængs ud. Og naar Hjorth ikke kunde holde ud at le saa længe som hun, udbrød hun: »Du er da ogsaa en Tværdriver i Aften, Niels, er du søvnig?« — Men han forsikrede, at han var slet ikke søvnig. Saa var hun bleven roligere og tilsidst ganske tavs; hun lænede sig tilbage og saà op paa Himlen.

— Nej, hvor de dog flimrer deroppe! ... Det er ligesom der blæste en Storm; man kunde blive bange for, at de skulde gaa ud med det samme ... Aa! saà du det Stjærneskud? ... Mon det nu skulde være en Engel, der flyver ... Ja, det er slet ikke noget at le af ... Det sagde en af Lærerne paa Højskolen, at Folk havde tròt ... Han sagde ogsaa, at der var andre, der tròde, det var noget andet, men det kunde jeg ikke forstaa ... Tror du ikke paa Engle, Niels?

— Nej.

— Ja men, skulde du egentlig ikke det?

— Skulde?

— Ja, jeg mener — naar du bliver Præst, skal du saa ikke præke om Engle.

— Aa, der er saa meget andet, som man kan præke om.

— Ja, det er der jo nok ... Men det meste er saa fælt kedeligt at høre paa ... Nej, det er sandt, det gaar nok ikke an, jeg siger det, da jeg skal være Præstekone. Hør, Niels! — det bliver ellers morsomt, naar vi engang kan gøre saadan et stort Selskab for Præster og Provster og Herredsfogder og Godsforvaltere.

— Hvad vilde du nu sige, hvis jeg aldrig blev Præst?

— Fy, sikken et Indfald! ... Hvordan skulde det gaa til? ... Nej, naar man er ung og stærk, saadan som du, saa gaar man da ikke hen og dør ... ... Nej lad os ikke tale om saadan noget fælt noget.

Hun svøbte Shawlet tæt om sig med en nervøs Kuldegysning over Skuldrene, og sad igen tavs.

Hendes Kinder vare blevne blege, men det klædte Ansigtet godt i det matte Stjærnelys, der fik de yderste krusede Haar til at gnistre ligesom elektriske oppe under Straahatten. Det fyldige Bryst bølgede stærkt, og ved Struben kom der smaa Trækninger, ligesom naar Graad er i Færd med at bryde frem. Den bløde Skumplen i Vognsædet satte hendes Legeme i svajende poppelslank Bevægelse. —

— Fryser du? — jeg synes det er lunt i Aften, sagde han, da hendes Skuldre atter trak sig sammen med en nervøs Gysen.

Hun rystede paa Hovedet. Og da hun saà ham stirre paa hende, bøjede hun sig pludselig frem, slyngede sin Arm om hans Nakke, og kyssede ham atter og atter, medens hun klyngede sig fast til ham med en voldsom Sitren gennem det smidige Legeme.

De kørte gennem en lille Bondeby. Der var lukket og slukket rundt om. Paa den bredere Vej, hvor Hjulsporene løb imellem hinanden og gravede sig ned imellem spredte Sten, bumlede Vognen frem, synkende i til den ene Side, kastende dem over mod hinanden med en Voldsomhed, der gjorde Kyssene til Næsestyvere og opløste Ømheden i Latter.

Pludselig rejste hun sig halvt op og bøjede sig utaalmodig frem. Hvorfor kørte de dog saa langsomt, som om de fulgte Lig. »Jens, hvordan er det, du sidder og tjatter med den Pisk? — Slaa dog ordenlig til, at vi kan komme afsted i en Fart. Jeg elsker at køre hurtig, flyvende hurtig.« — Men Jens gav kun den Nærmer en lille Ende af Snoren og svarede tilbage uden at dreje sin lige afklippede Nakke: »Naa, vi kommer jo sagt' tidsnok hjem, det haar jo da ingen Jav heller.« —

Endelig stod de af i Gaarden. Der var intet Lys at se. Længerne lukkede sig i en dunkel Firkant med et mat Kalkskær forneden, afbrudt af et vældigt Rughæs, hvis Flade fyldte den halve Gaard, og som hævede sin gullige uregelmæssige Kuppel højt over de sorte Tage mod det flimrende Stjærnelys.

Kristine trykkede paa Klinken, og de traadte ind i Fremmerset. Hun famlede paa Bordet efter Svovlstikker, fik tændt et Spiddelys og gik foran ham. Lyset, som hun holdt frem for sig, gjorde hendes Øre gennemsigtigt i et Krus af gyldent Haar og tegnede skarpt Skuldrenes mørke, kraftige Buelinje, der paany havde Trækninger som af nervøs Kulde. Men foran kastede det Skyggen af hendes venstre Haand, der skærmede for Flammen; den dirrede paa Væggen, uhyre og sort, ligesom Haanden af en Dæmon, der vinkede.

Hun satte Stagen fra sig paa Bordet og gik hen til det aabne Vindue; ude fra Haven strøg en stærk, krydret Duft ind af Levkøjer og Nelliker. Hun lukkede Vinduet, trak Gardinerne sammen og fæstnede dem med en Naal, som hun tog ud af Kjolen. Saa gik hun langsomt, ligesom raadvild hen til Sengen, slog Tæpperne tilbage, puslede et Øjeblik med Lagenerne, og satte sig paa Stolen, træt, med glippende Øjenlaag mod Lyset, medens hun glattede Folderne paa Kjoleskødet. — Hjorth gik frem og tilbage i Kamret, standsede, saà paa sit Uhr og gav sig til at trække det op.

— Rejser du saa virkelig imorgen?

— Ja jeg gør — det gaar virkelig ikke an, at jeg bliver ... Jeg maa tage med Morgentoget, saa vi skal tidlig op ... Klokken er allerede mange ... God Nat, Kristine.

Men i Stedet for at sige Godnat, slyngede hun Armene om ham, trak ham ned til sig og hviskede ham nogle Ord ind i Øret, medens hendes blege Ansigt blev blussende rødt.

— Nej, nej, Kristine, svarede Hjorth hurtig, idet han rejste sig, — det er Synd! ... Nej, — og — det er kun et Øjebliks — det vil gaa over hos os begge ... Og — desuden, — du vilde komme til at angre det.

— Og du da? — —

Et Par Minutter efter trippede Kristine om i sit Kammer, rivende og flængende Klæderne af, som blev spredte over Gulvet. Hun slukkede Lyset og krøb i Seng, hvor hun kastede sig frem og tilbage under den store blaadigtens Dyne, der trykkede hende ned som en Mare og rugede en sveddrivende utaalelig Hede ud af hendes opildnede Legeme. Hun rullede sig sammen, trykkede Ansigtet ned i Puden og brast i en krampagtig Hulken. Og midt under Graaden stønnede hun atter og atter med en Stemme, der i Lidenskaben genfandt sin usminkede Bondedialekt: —

— Hvo'for vilde han itt', naar jæ' vilde? —

XXIV.

Men Lyset naàde kun svagt ud paa Dansegulvets aabne Cirkel, hvor Parrene drejede sig i en kluntet, langbenet Polka med svingende, stive Frakkeskøder hvirvlende korte Skørter, vimplende Baand under store besynderlige Papirsbaloner, der drejede sig med deres flagrende Strimler og smaa Flag paa Reb, der vare trukne tvers over Salongulvet fra en Cylinderkreds af granviklede Stænger.

Bagved Dansepladsen, inde under Træskyggen, hævede sig en graa Trekant, utydelig, med udflydte Vinkler og Kanter; midt i den, omtrent i Diagonalernes Skæringspunkt, brændte en lille tilsløret og udvisket Flamme — som en Lygtemand dybt inde i Taagen. Saa kom Skoven, rejsende de mørke ubevægelige Toppe mod en bleg Himmel, ludende med de tætte Løvmasser, der endnu havde et grønt Skær rundt om sorte Skygger ned imod den spejlhvide Sø. Dens anden Bred var en langstrakt Bakkelinje; over den havde Luften endnu et blegt Orangelys, og op imod det stod Skovvangs Ladebygninger med de kolossale knækkede Spaantage, som dog overragedes af Stakkehavens mægtige Rughæs.

Møller Kristensen, der havde staaet og betragtet alt dette, begyndte at blive ked af at se paa Dansen, der ikke længer var for hans Alder, og følte Trang til en Hjærtestyrkning. Han gik hen imod den trekantede Taage med Lygtemanden i, som ved nærmere Eftersyn viste sig at være Sejldugsgavlen af et langt Beværtningstelt, midt i hvilket der brændte en enlig Lampe. De fleste Bænke vare optagne og henne fra Enden lød bestandig Bestillingsraabene: — en Kaffepuns, — to Sodavand — en Toddy — to Bajere!

Mølleren bestemte sig for Kaffepuns, og fandt sig en Plads ved Siden af Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans.

— Naa, er I ogsaa kommen her i Aften?

— Ja, vi skulde jo se paa Stadsen.

— Ja, det skulde vi jo da li'egodt.

— Skaal, Ole! ... Skaal, Hans! ... Kan det ogsaa gaa, at en af de Unge sidder her og er Bænkeslider?

— Ja, Hans haar jo ogsaa været ovre aa danse.

— Ja, det haar jeg jo da li'egodt — men — at, jeg syn's dog — —

»En Arraks, en Gang rundt!« raabte Henrik Larsen ved Bordet bagved dem. — —

— Det er svært, saa Henrik er højtmælet i Aften, sagde Mølleren. — Skaal, Ole!

— Skaal igen, Møller! ... Ja, han haar nu ogsaa en urimelig høj Snaps paa.

— Saa? ... ja saa bliver det sgu'tte første Gang. —

»Du haar jo danset med hender hele Tiden, Henrik.«

»Ja hun er ogsaa den eneste, der er værd at danse med. De andre kan sgu gaa hjem og lægge sig; de er jo ligesom Dragkister i Jordskælv.«

»Ja, det var sgu Synd og Skam, at Hjorth skulde gaa hen og snappe hender, — for hun er li'egodt itte den, hun haar vaaren.«

— Det maa ellers være en underlig Fornøjelse, at ligge og rende efter andres Kærester, bemærkede Mølleren til Ole, temmelig højt, — for han ærgrede sig paa sin Ven Per Andersens Vegne over al den Snak om Kristine.

»Sagde du »ligge og rende etter«, Kristensen? ... Da vil jeg ellers betro dig, at Henrik Larsen og jeg, vi behøver itte at »ligge og rende« etter nogen, — og jeg har heller itte gjort det med hender, — andet end hun kan sgu gøre for mig, hvad hun vil ... Men jeg skal, Fa'en ta'e mig, vise jer, at hun vil danse med mig og inte med nogen anden ... Men for Resten angaaendes den Kæreste, saa er det jo noget Vrævl, — det bli'er jo inte til noget — han kerer sig jo inte om hender, ellers kunde han da fulgt hender herud i Aften.... Men han haar sgu sine Tøser inde i Byen, den er jo klar!«

Dermed brød Henrik Larsen op og forlod Teltet med sit støjende Tilhæng.

Der var bleven lysere paa Dansepladsen. De kulørte Lamper vare tændte og hang under Løvet som store straalende Vidunderfrugter, fra hvilke der faldt et broget Skær over de Dansende. Der var ude paa Gulvet en tæt hvirvlende Vrimmel, hvis Par busede paa hinanden og trampede, saa Salônen rystede, medens Trompeterne skrattede, som om de vilde blæse deres sidste Vejr bort. En tung Atmosfære af harsk Pomade, Bræddelugt, Sved og Granduft med en tæt Tilsætning af Støv svævede over det Hele i den ubevægelige Luft.

Men det var forgæves, at Henrik Larsen undersøgte baade Siddepladserne langs Dansecirklen og Hvirvlen derude, som bestandig udstødte Par og optog nye — Kristine var der ikke.

— Jeg synes ikke, du danser, sagde Mølleren ondskabsfuld. Han var fulgt bag efter med Ole og Hans.

— Jeg kan sgu'tte finde hender ... Hun er nok taget hjem, svarede Henrik slukøret.

— Ja — ha — hun har nok kedet sig, bemærkede Ole.

— He! — ja det er med saadan et Par Kærestefolk, — de har dog ikke andet end hinanden i Ho'edet ... Det er kunstigt aa tænke paa, sagde Mølleren.

— Ja, det er li'egodt vis. —

Men Kristine var dog ikke gaaet hjem.

Hun stod bagved Beværtningsteltet sammen med Ravn. De betragtede det zigeuneragtige Køkken i fri Luft, — en stor Kedel, der hang i en Tværgren over et Par Gaffelgrene, og som var slikket sodsort af de spillende Luer, der af og til blussede fyrig op, med store Strejflys op imellem Bøgeløvet, og med en uhyre Slagskygge hen paa Teltgavlen af en svær Kones Bagdel, medens hun stod paa Hovedet i Kaffekassen. De lo, saa de maatte holde sig ved hinanden, da hun efter at have slaaet en Øse Vand i Kedlen var lige ved at sætte sig med sin umaadelige Skørtemasse i et lille skævt Lys, som i en Flaske stod paa en stor Bøtte.

Saa spadserede de videre ad en lille Sti nede ved Søen, hvor Larmen fjærnede sig mere og mere, og hvor der var en sikrere Ensomhed nu end nogensinde. Han havde slynget Armen om hendes Liv og hviskede til hende med sin mjavende Fistelstemme. Det var en underlig tør, varm Luft; Græsset var dugfrit. De vare komne ind, hvor der ingen Sti var længer, og satte sig i den dybe Skygge af nogle store Bøge.

— Det er saa varmt, saa trykkende — jeg kan næppe faa Vejret.

— Saa løs en Smule op, min søde Pige, her er jo Ingen at genere sig for.

— Nej, nej, sagde hun leende og slog ham over Fingrene, der famlede paa hendes Bryst. — Jeg kan nok hjælpe mig selv.

Hun knappede et Par Knapper op, trak Kjolen lidt til Side, lænede sig tilbage, og aandede dybt.

Himlen over Trækronerne havde kun et Par matte glimtende Stjærner i sit blege Mælkeblaa, der hvidnede sig nedad mod Synskredsen; paa denne hvide Grund ligefor stod nogle tuschsorte hældende Elmetræer ligesom klistret op, flade, silhouetagtige. Men til Siden havde Løvet endnu Form og et Stænk af brungrøn Farve. Græsset skraanede grønt, med et Skær som af en selvlysende Flade, der blændede og skar i Øjnene, ned imod Søen, der strakte sig taageløs, blank-hvid som Glas. Af og til kom langt borte fra nogle skrattende, falske Trompettoner. Men rundt om kaldte usynlige Græshoppe-Hanner paa Hunnerne, idet de med deres Vingevioliner frembragte den svirrende, æggende Musik, der paa en Gang er saa sylfin, som spilledes den af Græsstraa paa »den flyvende Sommers« sølvskinnende Spindelvævs-Strænge, og saa spæd larmende, saa gennemtrængende metallisk som en bitte lille Janitschar-Musik; — den syntes at faa en uendelig Forstærkning af Musikanter, som vilde den fylde hele Rummet, den blev voldsommere med hvert Sekund, idet Tankerne overdøvedes af den meningsløse Larm, Blodet opildnedes af de flimrende smaa Lydflammer, Sanserne sporedes af de skarpe Toner, indtil alt syntes at forgaa i den voxende, dirrende Jubelmusik af en brutal Elskov.

XXV.

— Vi hævde altsaa Syndefaldet som en enkelt, virkelig forefalden Begivenhed, — og afvise hermed de moderne Bortforklarings-Forsøg, som efter Kants Exempel vil forflygtige det til en Mythe, — for ikke at tale om det moderne Hedenskabs Forvrængninger, der minder om visse gnostiske Sekter, som stillede hele Biblen paa Hovedet og gjorde det onde til godt og det gode til ondt ... Saaledes kalder Hegel Paradiset for en Dyrehave, hvor kun Dyr og ikke Fornuftvæsener kunde trives, og Schiller forstaar Guds Forbud som Instinktets Røst og Syndefaldet som Fornuftens første Vovestykke og Begyndelsen til moralsk Tilværelse, som uden Modsigelse er den største og lykkeligste Begivenhed i Menneskehistorien; Mennesket var derefter for ædelt til Paradiset. — De vil finde disse skrækkelige Ord anførte i Deres Kompendium, lad mig se — Side —

Medens Professor Petersen gav denne Udvikling, havde Hjorth paa en af Tilhørerbænkene en kildrende Gysen ved pludselig at høre Schillers Navn paa dette uventede Sted, ved ligesom at se Dioskuren staa midt i det theologiske Auditorium, en Gysen som den, en ung Mand føler, naar han i et Selskab af ligegyldige Fremmede, midt i et Væv af Trivialiteter, med et hører En udtale hans Elskedes Navn. Han saà op paa Professoren, der, med sit aller enfoldigste Udtryk præget paa det brede Bondeansigt, rystede bekymret paa Hovedet ad de menneskelige Geniers Forvildelser, medens han bladede i Bogen, — og paa Studenterne rundt om, der dyppede deres Penne og skrev i deres Kollegier: »Skrækkeligt Ord af Schiller, Komp. § 29.« Aldrig havde han før saa klart følt, at han ikke hørte hjemme iblandt dem, aldrig havde han været saa stolt af at vide sig i Pagt med en anden Aand. Og medens han omfattede dem alle med et Blik af usigelig Foragt, var det som om denne skrækkelige Schiller, hvem den dumme Professor rystede paa Hovedet af, og hvem de taabelige, smaa Studenter skrev deres uvidende Notits om, stod statuehøj ved Siden af ham, rakte ham sin Marmorhaand og førte ham bort fra et Sted, der var uværdigt for dem begge.

XXVI.

Han var kommen til Ende med første Del af sin indre Nedrivelsesproces, Undergravningen, — den, der var begyndt ved hans første Bekendtskab med tysk Poesi. Følelsesgrundlaget for hans Kristentro var skyllet fuldstændig bort, der var end ikke Gran og Sandskorn tilbage deraf; — den religiøse Følelse hos ham havde haft sit sidste opblussende Liv ved Moderens Grav; — denne Grav var bleven dens egen. Hvad der endnu var tilbage af hans Kristendom var kun selve Troen paa det faktiske, tør og kold, denne fides historica, som endnu kan frelse en Katholik, — og som maaske i Virkeligheden er den, der frelser, om ikke Protestanter, saa dog Protestantismen. Der er næppe noget saa urimeligt, saa blottet for al Sandsynlighed, ja saa selvmodsigende, at det ikke ved at indprentes fra Barnsben af og aldrig blive modsagt kan faa Præget af at være selvindlysende. Disse Trossætninger vare blevne hærsede ind i ham som Barn og under hans Opvæxt, han havde selv som Voxen hærset dem ind i andre Børn, saa det var ham umuligt nu at tænke igennem dem eller udenom dem. Uforstaaede holdt de hans Aand fast som en magisk Trylleformel. Han havde ikke længer nogen Kærlighed til dem, han kunde fortvivle over at skulle tro paa dem og rejse sig imod dem med Foragt og Had, — men han kunde ikke blive af med dem.

Det slog ham en Dag, da han læste Jakobis berømte Udsagn, at han var en Hedning med Hovedet, men en Kristen med Hjærtet, at ham selv var det gaaet ganske modsat: — han var en Kristen med Hovedet, men en Hedning med Hjærtet.

Den ejendommelige Udviklingsgang, som var lagt tilrette for ham af Omstændighederne, havde ført ham ad en usædvanlig og lang Vej, men ad den radikaleste. Som oftest begynder Tanken Arbejdet med Tvivl, med Modsigelser, med Beviser; men det hændes undertiden, at naar den har fuldendt sit Værk og fældet og ryddet, ja naar den har begyndt sit nye Værk og bygger andet op, — saa er dog den gamle Følelsesgrund, der i sit dybe Muld bevarer Sæden fra den oprindelige Plantning, den er bleven næsten urørt tilbage, og det nye bliver bygget paa den; men en skøn Dag kommer der Grøde i den, det spirer af Sæden, det skyder op fra de gamle Rødder, det voxer uimodstaaelig, omstyrtende alt det nye, det kroner og grener sig med den gamle Plantnings Form og Højde — lige op til Keruber og Serafer. Men hvor Begyndelsen var den, at Jordsmonnet blev gennemgravet, løsnet fra Rødderne og skiftet om, saa der lagde sig fed Muldjord om Sandets barske Træer, og de tørre Egnes Buske kom til at staa og soppe i Mosevand, — dèr ser det vel ud, som holdt den gamle Plantning sig længer, men den visner og raadner redningsløst og uigenkaldeligt, og det ny skyder op af sin egen Grund og har ingen Omvæltning at frygte. Og denne Bortvisnen og Henraadnen, som nu tog sin Begyndelse, foregik ikke fredelig, uden Fremskynding; efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit; — med sin Brusen af dogmatiske Synodekampe kastede den sig over den stakkels hellige Lunds bladfattige Kroner, knækkende store Grene, som faldt ned og mættede Muldet med ny Fedme; — med sine Hvirvler af Rabies Theologorum splintrede den frønnede Stammer; — med sine Skypomper af utallige Kætterier rev den tilsidst hele Træer op med allerede løsnede Rødder.

Ogsaa under denne anden og egentlige Del af Nedrivningsprocessen sad han ved Germanernes Fødder, — naturligvis, Theologien taler jo kun Tysk. Han hørte næsten ingen anden Professor end Petersen, og han var kun en dansk Kompendie-Udgave af tysk Theologi — hvad de andre Professorer for den Sags Skyld ogsaa var. Ellers havde han kun at gøre med Bøger, og det var tyske Kommentarer til det nye Testamente og tyske Kommentarer til det gamle Testamente, tyske Dogmatiker, tyske Kirkehistorier, tyske Isagogiker og intet andet end Tysk. Til de store Navne og til Kætterne var han endnu kun naàt paa anden Haand; det var mest Lærebøger, som selvfølgelig vare orthodoxe. Der var kun Meyers Kommentarer til Evangelierne, hvilke Professoren havde fraraadet ham som »daarlige, meget uorthodoxe, meget rationalistiske«; dem studerede han med stor Iver, og de begyndte Værket ved at bortkritisere Jomfrufødslen og Nadverdogmet, medens de rokkede stærkt ved Skriftavtoriteten ved ubarmhjærtig at blotte Evangelisternes indbyrdes Strid og deres historiske og geografiske Bommerter. Men iøvrig vare de orthodoxe Lærebøger allerede farlige, blot ved deres Kendsgerninger og ved deres Systematisering, der gør det ene saa truende afhængigt af det andet, saa at der synes at fordres alt eller intet, og alt igen synes at være saa grumme meget; det fordunklede noget Dogmernes selvindlysende Glorie, at han lærte deres besværlige Fødsel at kende paa Røversynoder, hvor der sloges med Knipler, og midt i Kejserhoffets og magtsyge Biskoppers Intriger; og denne Glorie pudsedes ikke just synderlig klarere derved, at han lærte de under disse velsignede Omstændigheder affødte Formler ordret udenad paa Græsk, skønt han ganske vist deri kun fandt halvt saa mange Modsigelser som Ord — nemlig èn for hvert Par —, men der er ogsaa mange Par. Ja han sugede endog denne ætsende Gift af den legitimeste af dem alle, selve Bøgernes Bog, om hvilken Luther i et hidsigt Øjeblik sagde, at »den var en rigtig Kætterbog«.

Fra først af var det dog kun de mindre væsentlige Dogmer, der begyndte at rokkes og lidt efter lidt faldt bort. Hans historiske Tro skallede af, men Kærnen syntes at være uberørt. Endnu bestandig fremhallucinerede hans Blik Treenigheden, rigtignok langt, langt borte i det aller blaaeste Himmelblaa, saa højt oppe, at den i Grunden hverken gjorde ham Gavn eller Skade, — men han saà den dog. Rigtignok — der kom Usikkerhed i Synet, som det sker med Hallucinationer, naar Patienten faar Mistanke om, at der intet virkeligt er. Ved den endeløse Strid om de to Naturer i Kristus syntes den hellige Trinitet ham paa Nippet til at blive Kvaternitet; — en Fare, der paa den anden Side formindskedes derved, at den hellige Aand begyndte at blive ham en fordægtig Personlighed, der mer og mer flød ud i det Blaa ... Det saà dog ud til Allehaande.

Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og løber bort som Vand under sin egen Brohvælving. Overfladen ligger der vel og ser endnu ganske fast ud. Men man skal dog ikke trøste sig til at træde paa den, for at komme over Grøften.

XXVII.

Mørket begyndte at falde paa i Studenterforeningens Konversationssal. Det havde skaaret en Skygge skraat af fra Vinduesgardinet hen til Spillestuens Døraabning med den lille blege Gasflamme, — en Skygge, der gik tværs over det runde Bord, hvis lyse Segment bar en blinkende Platmenage, og som havde trykket sig rigtig tilrette ind i Hjørnesofaen bag Bordet, omfavnende de værdigste Medlemmer af den gamle Klike, som her ledsagede Kaffen og Middagsmadens Fordøjelse med de stereotype Samtaler under den tætte Tobakstaage. — Der var kun lidt Lys ovre i den anden Hjørnesofa, hvor Hjorth sad nippende til den klodsede Kop og pustende Cigarrøgen langt ud, medens han kiggede i »Morgenbladet«. Gennem Døraabningen kom den slæbende Lyd af Schakbrikkerne og Dominobrikkernes Klapren, ledsaget af Spillernes korte Ord; men fra det andet Hjørne opfangede han Stumper af en Samtale om de russiske Forhold.

— Har De læst Valbert's Artikel derom i »Revue des deux mondes«? — Juniheftet?

— Schak.

— Fy for Fanden.

— Ja gu skriver han godt ... Skal I ikke have den i »Fædrelandet«?

— Pas!

Men Hjorths Opmærksomhed blev pludselig fanget af Avisen ved Navnet »Lindekær«, som var udhævet i en af Spalterne, over hvilken der stod »Fanatisme«. Det var et Referat af en Tale, som Provsten et Par Dage i Forvejen havde holdt ved et af de talrige Missionsmøder, til hvilke han turede Landet rundt. Han kiggede hurtig Siden ned og maatte et Par Gange læse de udhævede Ord, der næsten forekom ham utrolige: —

»Men det maa komme til at staa levende for os, at der er noget, som er værre end at være en Morder eller Meneder eller Slyngel eller Kæltring, og det, der er værre, det er at være et vantro Menneske.« — —

— Ja det var en Skandale med Vera Sassulitsch.

— Hun skal nok være i England nu.

— Schak og Madam.

— Saa er det saamæn ogsaa deres egen Skyld —

— Nej, jeg vil sgu have Revanche.

— Ja, vèd I hvad, man kan dog ikke saadan uden videre fordømme alt i Nihilismen, ytrede noget liberalt inderst i Skyggen.

— Øllebrødsbarmhjærtighed.

Det var en lang, drengeagtig klædt Mand, der kom tilbage fra Spilleværelset, hvor han havde stoppet sin Pibe, og overskar Disputen med dette ene Ord, som han vrængede ud af sit højre Næsebor og venstre Mundvig, medens han bøjede sig i Døren for at tænde ved Gasflammen, der, idet den sugedes frem og tilbage af Pibehovedet, belyste hans vrantne Ansigt.

Hjorth saà paa sit Uhr og rejste sig; Klokken var henad halv syv og han skulde i Theatret med Fru Lindekær og Ellinor.

Medens han gik det korte Stykke Vej fra Studenterforeningen kunde han ikke holde op med at harmes over Provst Lindekærs Prædiken og glæde sig over de skarpe Ord, hvormed »Morgenbladet« ledsagede den. Iøvrig havde han aldrig yndet den Avis; den var jo Venstres Organ; han havde betragtet den gennem Punch-Øjne som noget latterligt, noget under Niveauet. Men maaske var det ogsaa en af de mange Fordomme, han havde slæbt med sig fra Hjemmet af. I alt Fald var der ingen af Højres Organer, der paatalte sligt. Og pludselig syntes Højre ham personificeret i den lille stabile Cirkel om Bordet ved den mørke Hjørnesofa med noget liberalt inderst i Skyggen, som kostedes skolemesteragtig af Vejen af noget opløbet Reaktionært, der var voxet fra Forfatningsklæderne og længtes efter at kaste dem og putte sig under Absolutismens Dyne, eller som maaske ret beset, uden Tro paa sin Sag, kun vilde have Lov til at tænde sin Pibe i Fred og saa for Resten snærre bidsk ad det Hele: Øllebrødsbarmhjærtighed at tro, at Fritænkerne ikke er værre end Mordere og Tyve, og at Vorherre ikke vil kaste dem ned i Helvede til evig Tid! ... Øllebrødsbarmhjærtighed at sige, at Folk, der sætte deres Liv i Vove for en politisk Idè, ikke er gemene Kæltringer, der skal knuttes og hænges; Øllebrødsbarmhjærtighed, at komme her og tale om, at der er nogle, som ere forurettede af de herskende Klasser, og som har Ret til at sætte deres Vilje igennem i Regeringen — Øllebrødsbarmhjærtighed det Hele, — Højstærede! — til at sætte i Rang med Dyrebeskyttelse og anden moderne Sentimentalitet!

Og Hjorth spurgte sig selv, om han da virkelig hørte derhen, og om han ikke i Grunden stod dem ligesaa fjærnt, som han stod Theologerne. Sandheden var, at han aldrig havde haft nogen virkelig politisk Interesse og følgelig var bleven uden ringeste politisk Begreb; han havde antaget en taaget Drengebeundring overfor visse Navne for at være en politisk Partifarve, som han havde lapset sig med paa Landet, hvor den skar hans nærmeste Omgivelser i Øjnene. Og i Virkeligheden var han endnu altfor optagen af sin egen personlige Udvikling, havde for meget af Ungdommens nødvendige Egoisme, til at kunne blive varm ved Forfatningskampen, og for Retfærdighedens Skyld glemme den Fare, der syntes ham at maatte true den højere Dannelse ved Bondedemokratiets Sejr. Men han besluttede dog at passe paa sig selv og se uhildet efter, om der ikke alligevel skulde være mest Frisind dèr, hvor han før kun havde set et vandalsk Massetyranni. —

Han fandt Damerne færdige til at gaa i Theatret. Fru Cecilie stod ved Bordet midt i Stuen og knappede Handskerne ned over Haandledet, medens hun bøjede den lille fine Haand tilbage; saa skød hun Guldslangen op paa det underste Handskeskind og rakte ham Haanden. Ellinor nikkede til ham henne fra Flygelet, hvor hun spillede de sidste Minutter bort, med et hæklet Tørklæde om Hovedet, medens Skindslaget fra Laaget hang ned over Kassens blanke sorte Træflade med sin hvide Loddenhed, hvori Folder aabnede sig for et Glimt af det lyserøde Silkefoder.

— Aa, Hjorth, — vær saa snil at sige til Stine, at vi kommer ikke hjem til The.

— Saa gik vi, sagde Ellinor, idet hun rejste sig og kastede Slaget over Skuldrene. — Hvordan er det, har De aldrig før hørt Vilhelm Tell? ... Aa, De vil more Dem mageløst.

Naar Hjorth en enkelt Gang gik i Theatret, plejede han at have sin Plads oppe i Galleriet, hvor der i en trykkende Hede lugtede af simpel Pomade og Pebermynte, eller i det mørke Parterre. Det var ham en ukendt Nydelse at sidde i en Lænestol midt foran paa Balkonen, hvor det Hele udbreder sig uhindret foran En, stiger op over En, straaler med Guld og Farver, blinker af Toiletter, som om man var Midtpunktet, den, for hvem det altsammen gøres. Paa hans højre Side bøjede Ellinor sig frem med sit smukke Smil om de hvide Tænder — et Smil med Blødhed af Rosenblade og Glans af Emaille —, og det samme Smil kom fra venstre, hvor Fruen, lænet tilbage i Stolen, vuggede Viften i sin hvide Handskehaand, som den lille Guldslange under Bevægelsen syntes at bugte sig op imod; men Ellinor satte af og til Elfenbenskikkerten fra sig paa Balustradens røde Fløjl for at vifte sig let med det broderede batistes Lommetørklæde, hvis Viol-Essens blandede sig med en ganske fin Vanilleduft fra de to Damers store blonde Haar. I disse behagelige Omgivelser, med en blød og fin Indsmigren af sine Sanser, lod han Ouverturen elegisere, storme, kuhrejge og galopere forbi, indtil Akropolis-Udsigten gav Plads for Alpelandskabet med Sveitserhytten, Broen, Floden og Snebjærgene, fuldt af brogede, pæne Bønder, der begyndte at synge, medens Gemmy skød til Maals og sprang over Scenen med smaa Pigetrin, og Vilhelm Tell i Forgrunden tilvenstre øxede dovent væk paa sit Flitsbueløb, eller kiggede skraas ned ad det med mørk Heltesmerte i sit patriotiske Baryton-Ansigt.

Han havde nogenlunde let ved at følge Handlingen, da han kunde Schillers »Wilhelm Tell« paa sine Fingre. Gennem den middelmaadige Operatext nød han sin Yndlingsdigters Frihedsdrama, hvis store Linjer han kunde skimte — skønt fortegnede og ubehændig sammenslyngede, medens den spil-livlige italienske Komponist, der utrættelig ryster iørefaldende Melodier ud af Ærmerne og lader dem drysse ned paa Texten som de kan bedst, holdt hans Øre skadesløst for hvad Hjærnen kom til at mangle. Af og til hviskede han lidt tilvenstre med Fru Cecilie, der ganske sagte slog Takt med Viften, eller tilhøjre med Ellinor, der undertiden, midt under en Arie, bøjede sig helt hen til ham og hviskede: »Hvor han synger falsk, det Afskum!« — Og han nikkede ganske troskyldig, uden at kunne høre det, beundrende hendes finere Sans, medens han berusedes af Duften fra hendes store Haar, der næsten havde strejfet hans Kind.

Hun saà usædvanlig godt ud, og han holdt af at betragte hende i Theatrets Clair-obscur under Akterne, især da det blev Nat paa Rütli i anden Akt. Det var ham noget nyt at sidde saa nær ved hende i Mørke og skimte hendes Ansigt. Og medens det store Kor sang »Hvis nogen af os blev Forræder«, lagde hun pludselig Mærke til, at han sad og saà paa hende, og trods Mørket blev hun synlig rødere i Hovedet. Men det klædte hende godt saaledes, noget echaufferet, som om hun havde drukket Vin; og saa fik han Viol-Duften fra hendes Lommetørklæde, som hun viftede sig med.

Det gentog sig i fjerde Akt, under Uvejret, hvis Lyn fik hendes Ansigt til at blusse pludselig op og syntes at sno sig om Haaret, hvor Guldbaandene straalede. »Nej, se dog ud, Hjorth,« hviskede hun leende, »nu kommer jo Gessler.« — Og Gessler stod der ganske rigtig oprejst i den stærkt gyngende Baad, med sine guldstribede Buxer, den store hvidfjerede Purpurhat og den straalende guldbroderede Skarlagens-Brystdug, indtil han med èt bredte de stribede Silkearme ud og sank tilbage: »Jeg falder! ... Det var Tell, der skød.« — Dette kom Hjorth noget uventet. »Men hvor bliver da Hulvejen af?« hviskede han til Fru Cecilie. — »Hvilken Hulvej?« — »Ih, Hulvejen til Küssnacht.« — »Naa, det er sandt,« svarede hun leende, »den bliver naturligvis væk.« — »Hvad var det for noget morsomt, Hjorth sagde?« spurgte Ellinor, idet hun bøjede sig helt hen foran ham.

Kort efter gik Tæppet ned over Bønderne og de vajende Faner, og Hjorth fik travlt med at skaffe Damerne Tøjet.

— Nu skal De se, Hjorth, sagde Fruen, idet hun knappede sin Kaabe, nu gaar vi tre hen paa Hotel d'Angleterre og spiser til Aften.

Hun havde udfundet dette for at benytte Mandens Fraværelse paa Missionsrejse til en lille uskyldig verdslig Udskejelse, som hun i lang Tid havde følt Trang til. »Det er ligesom man var paa Rejse,« sagde hun, da de traadte ind i Spisesalen, der som sædvanlig var tom og mørk med en svag Lysning af de dæmpede Gasflammers Kredse og matte Regnbueglimt af Lysekronernes Glasprismer midt igennem det store Rum, i hvis nederste Ende Spejlene over Buffeten vare straalende belyste af et Par Lamper.

De tog Plads om et af Bordene, midtvejs, i den yderste Række, hvor der var luftigst; for de følte det lummert herinde i Efteraarsnatten, som endnu var mild midt i Oktober. Og pludselig, ved en Drejning af Hanerne, fyldtes Salen af et straalende Gaslys, der hvidnedes af den Mængde Duge, paa hvilke Glassene blinkede. Foran den mørkere Forstue ved Buffeten, hvor en Tjenerskare opholdt sig og vurderede Gæsterne, hvælvede Portalen sig med en blegrød imiteret Porfyrfarve over de stive Gardiner, og Væggen strakte sig med de grønne Felter i Harmoni med Patina-Anstrøget paa de klodsede, gallionsagtige Kvindefigurer, der bøjede sig ud fra den, sænkende Lamper ned fra deres udstrakte Arme. Midt paa Væggen viste en stor Spejlglasflade, glimtende i Kvadraternes Sammenføjning, dem selv, der stak Hovederne sammen for at drøfte Indholdet af Spisesedlen og Vinkortet.

Da Fru Cecilie og Ellinor vare blevne enige, maatte Hjorth slaa paa sit Glas og bestille en Kvart And og en Flaske Eremitage. Opvarteren tog Servietten ud under Armen og spurgte, om Herren mente tre Gange Kvart And og èn Eremitage, et Spørgsmaal, der fik Damerne til at le, medens Hjorth, ganske rød i Hovedet, bekræftede, at han havde ment èn Portion Andesteg til dem hver og èn Flaske Vin, samt beskedent spurgte Opvarteren, om han kunde skaffe dem det; — hvortil den humoristiske Svend, som mærkede, at han havde at gøre med en Begynder, der maatte imponeres for Drikkepengenes Skyld, svarede: »Rimeligvis«, — ligesom Ribe Skrædder, da man spurgte ham, om han kunde sy Knaphuller.

Ved Siden af dem hang hvide Gardiner løst ud over de store Vinduer, der vare slaaede tilbage indefter. — Gennem den store Aabning saà de ud i Gaardens Mørkhed og dunkle Genskin af Salslyset. Udenfor Randen af Vinduet tegnede sig skarpt den hvide Sokkel og Piedestal af en Søjle; længere tilbage anede man en Kollonade paatvers, medens foran den en mat, fugtig Blinken i et tættere Mørke antydede Lavrbærtræerne. Men den gulige Bagmur med de levende og opefter malede Vedbendranker havde, saa langt Lyset naàde, Udseendet af et fint, kniplingshullet Træskærerarbejde, paa hvilket Glaskuplerne fæstede en Række svagt lysende Pletter med Kugleglans af store Dugdraaber, medens Jernopstanderne skimtedes under dem som Vandstraaler, — uformede, dunkle Farver, som Øjet kun samlede til et Legeme ved Modellen af den Kandelaber, der fra Rækværket rejste sig lige uden for Vinduesaabningen. Men fra Lyslinjen opefter svømmede alt ud i et tykt Mørke, hvori Mure og Glastag forsvandt. Af og til kom en forfriskende kølig Luftstrøm ind, og bestandig lød den dæmpede, kogende Larm af en stor Bys aftenlige Liv.

Andestegen var kommen og fortæret. Hjorth tømte sit Glas med den røde fyldige Eremitage og lagde den bløde, gule Bri-Ost paa sit Smørrebrød. Han fik en forfriskende kølig og fugtig muggen Smag, der uvilkaarlig ledede hans Tanke hen til en Mælkekælder; det var, som om han indaandede hele dens Luft og var midt i den, ude paa Landet, langt borte fra Hovedstadsliv, Hoteller og fine Damer; med den raffinerede Nydelse af Sansernes Sceneforandring saà han ned for ubemærket at kunne lukke Øjnene. Og medens han rundt om i et dæmpet Lys syntes at se Mælkefladerne straale i de lave grønne Cylinderbøtter med en Glans som af Elfenbens-Ellipser, erindrede han med en minutiøs Nøjagtighed, med en Legemlighed som af en Hallucination, en smeltende hed Dag i Sommerferien, da Kristine og han vare tyet ned i Mælkekælderen, hvor hun havde overvældet ham med sine lystne og brutale Kærtegn. Men med èt forekom den hele Scene ham saa raa, at hele den finere Del af hans Væsen trak sig sammen og skød den fra sig. Han var glad ved igen at se Gasflammerne, Glasprismerne, Spejlene og de fine Dameansigter, der bøjede sig hen imod ham med en let Strøm af Vanilleduft, medens Fruen sagde: »Men Kære dog, De sidder jo og falder helt i Staver,« og Ellinor spurgte: »Er det Theologi, De grunder paa?«

— Nej, det er saamæn — nej, jeg — det var — noget af Vilhelm Tell ... Hvor den Gessler var udmærket.

I dette Øjeblik gik det pludselig op for ham med en Vished, der ikke var til at tage fejl af, at han ikke længer elskede Kristine — ikke længer — hvis han overhovedet nogensinde virkelig havde elsket hende. Men nu i alt Fald, nu var det noget andet, han stundede imod, ogsaa i det rent Ydre et andet Ideal, som hans Sanser attraàde ... Han saà hen paa Ellinor og spurgte sig selv: »Skulde det være hende?« —

Hun saà ikke længer saa godt ud. Hendes Smil var borte, Ansigtet havde et strængt Udtryk, og en Sænkning af Hovedet lod Hagen syne længere; — hun lignede Faderen.

Ved en naturlig Idèassociation kom Hjorth til at tænke paa Provst Lindekærs Prædiken. Hvor den stod underlig mørk afstikkende til den glade Aften, som han tilbragte med hans Hustru og Datter! Han spurgte Fru Cecilie, om hun havde læst noget Referat af sin Mands Tale ved det sidste Missionsmøde. Det havde hun ikke. Han fortalte, hvad han havde læst i »Morgenbladet«.

— Det var mø' strængt sagt, sagde Fruen med en misfornøjet Rysten paa Hovedet.

— Maaske det ogsaa er lidt overdrevet ... Det er jo et fjendtligt Organ, — grundtvigiansk.

— Nej, det er nok rigtigt, at Fader har sagt det, sagde Ellinor.

— Ja, det er jeg ogsaa bange for ... Jeg forstaar det slet ikke ... Aa, men i Virkeligheden mener han det ikke saa haardt ... De taler sig saadan op ... Det er med Præsterne ligesom med Digterne, man maa tidt tage det halve fra.

— Men hvorfor skulde Fader ikke mene det? spurgte Ellinor. — Det er jo sandt.

— Nej, hvor kan du dog sige det, Barn? ... Tør du sætte dig til Dommer over andre, som du ikke forstaar?

De sad en Stund tavse. Saa sagde Ellinor pludselig: —

— Jo, det er dog sandt ... For vilde Kristus have sagt til en vantro Filosof: »Idag skal du være med mig i Paradiset«, som han sagde til den troende Røver?

Nej heller ikke hende, tænkte Hjorth, — hun er dog af en anden Aand end jeg. — —

Fra denne Dag af havde Hjorth en haard Kamp at bestaa, en Strid, der, ligesom den i sig selv var af gammeldags Natur, bedst kan betegnes med det gammeldags Navn Striden mellem Pligt og Tilbøjelighed.

Det var vel hans Følelsesliv, der havde begyndt Revolutionen, og som nu var i Færd med langsomt og sikkert at trække Tankerne efter sig. Men det var kun en Del af hans Følelsesliv, den æsthetiske og den abstrakt religiøse. Hans moralske Følelser vare aldeles ikke begyndt paa at tage Del i Bevægelsen. Konsekvens er en logisk, ikke nogen psykologisk Fordring; psykologisk Konsekvens i stræng Forstand er snarere efter hele Udviklingsgangen en Umulighed. Moralske Rudimenter, der ligesom de legemlige fuldstændig have overlevet deres Omgivelser, findes mer eller mindre hos alle, nogle, ligesom Halehvirvlerne og Blindtarmen, hos hele Slægten, andre, ligesom Nervens Gennemgang i Overarmsbenet, kun hos enkelte Mennesker. Hos Hjorth var hele Moralen et saadant Kæmpe-Rudiment, og maatte være det, hvis den skulde bestaa; thi hans Fritænkeri var endnu for vagt og for lidt positivt gennemtænkt, til at der med Sikkerhed kunde bygges noget praktisk paa det. Saa var han da dualistisk Pligtmoralist med den Rigorisme, der tilhører Uerfarenhed i Livet og Vane til abstrakt Ræsonnering, med et Stænk af Pedanteri, en Rest af Skolemesteren, der altid har overhørt i »Du skal ikke —.«

Hans Forhold til Kristine stod for ham som noget helligt og ubrødeligt, skønt det kun havde levet Forlovelsens Halvliv. Fordi han var kommen paa det rene med, at han i Grunden ikke elskede hende, at hun aldrig vilde kunne udfylde hans Trang, fulgte derfor ingenlunde strax, at han maatte bryde dette Forhold. Maaske han dog tilsidst gjorde det, men saa vilde han handle umoralsk. Thi for ham var der ikke den fjærneste Tvivl om, at det var hans klare Pligt at være tro indtil Døden; netop det, at han havde Lyst til det modsatte, gav jo Pligten dens egentlige ophøjede Stempel. Dersom han havde haft en mere fremskreden Ven, der havde sagt ham, at det var pur Overtro, at det var hans Pligt at være tro imod sig selv og sit Ideal, at det var hans Pligt at bryde dette Forhold, hvori der fra hans Side ikke var Kærlighed, at han vilde handle umoralsk, dersom han lod det blive ved og ende med Ægteskab, — saa vilde han næppe engang kunne have forbundet nogen Mening med disse Ord.

Han forsøgte saa at komme Pligten til Hjælp ved at gøre sig selv rørt, idet han tænkte paa, hvorledes hun, da han talte om at studere Theologi, grædende havde sagt, at nu vilde han glemme hende for andre, som vare smukkere og klogere, og hun fik ham aldrig igen; og han forestillede sig, hvor rørende trofast hun havde gaaet og ventet paa ham i alle de Aar og endnu bestandig vilde vente paa ham, hvor heftig hendes Kærlighed var, hvorledes hun satte sin Lid til ham alene. Undertiden forsøgte han ogsaa at narre sig selv og overtale sig til at tro, at det kun var noget øjeblikkeligt, en forbigaaende Afkøling hos ham; hun maatte dog i Grunden passe for ham, hans Instinkt kunde ikke saaledes have forvildet sig. — Hans Instinkt, — det var den Tilfældighed, at hun var den første kønne Pige, han havde truffet, og som havde været indladende imod ham.

Saaledes gik han og pinte sig selv uden at være i Stand til at bryde Forholdet, men uden dog længer for Alvor at se Fremtiden personliggjort i hende.

XXVIII.

— Naa, ja ellers er der jo ikke —, det er jo altsammen meget — Ja, her var der nok ... Hm ... Ja, det er rigtigt ... Det Sted her synes jeg er temmelig uheldigt ... Vil De se selv ... De taler om de hedenske Guder, — se her om Jupiter: »En Idè, der giver sig sit virkelige Liv i de verdenserobrende Individer, som den fremkalder« — se, det er rigtignok meget betænkelige Udtryk, Hjorth ... Det ser jo ud, som om De tilskrev dem Personlighed.

— Nej ikke Personlighed — i alt Fald ikke mer end Paulus gør det i 1ste Corinthier ottende.

— Ja, Paulus, — ja men det maa vel nærmest forstaas som noget, han lader staa hen ... Hans egentlige Mening er vel det, han siger, at en Afgud er Intet i Verden — i fjerde Vers.

— Ja, men det er rigtignok ikke det samme som at han ikke er til, — og hele Oldtidens Tankegang —

— Jo, ganske vist, — ja, jeg vèd jo nok, den almindelige Fortolkning, den gaar mest i Deres Retning ... Men det kommer dog ud paa noget andet ... Ser De dette her, det ser mig næsten pantheistisk ud ... Ja, jeg kan jo nok vide, De har ikke ment det saaledes ... De tænker Dem det vel nærmest saaledes, at disse Individers Karakter er bestemt ved hele den Folkekarakter, som ogsaa udtaler sig i Mythen.

— Ja—a.

— Ja, men saa er Udtrykket rigtignok ... »En Idè, der giver sig selv Liv« — det er skam ren Pantheisme, Panlogisme, — det maa være en Reminiscens af Hegel ... Ja, jeg gør Dem kun opmærksom paa den Fare for Misforstaaelse, som ligger deri ... De bør passe nøje paa den Slags Udtryk ... Saadan noget, det gaar ikke ved Examen ... Naa, men ellers var jo Afhandlingen som sædvanlig særdeles dygtig ... Farvel, Hjorth. —

Hjorth følte sig usædvanlig lettet ved at træde fra det lille Professorværelse ud i det halvmørke Rusauditorium, hvor en Snes Theologer sad og pinte sig med den nye Opgave. Henne under Vinduet vinkede Kleistrup ad ham.

— Naa, hvordan var den saa?

— Aa, saadan Confinium.

— De er da ogsaa en heldig Kantøffel ... Min var sgu til non ... Sig mig, naar Pokker var det nu Luther døde?

— 1546, 18de Februar.

— Aah ja, Herregud!

Hjorth satte sig ned for at fuldende sin Afhandling, medens han svor en tavs Ed paa ikke tiere at give sig saadanne Blottelser. Men denne Gang var der ikke synderlig Fare; Kirkehistorien er et rart, nevtralt Omraade. — —

Om Aftenen var Professor Petersen hos Lindekærs. Talen faldt paa Hjorth, hvem de beklagede at have set saa lidt til i den senere Tid, og Fruen kunde ikke blive træt af at rose ham. Han maatte være En, som Videnskaben og Kirken kunde vente sig noget af. Mente Professoren ikke ogsaa?

— Jo—o, — han er jo langt fra ikke uden Begavelse.

— Jeg tròde ogsaa, han var meget flittig? spurgte Ellinor.

— Ja, jo — det er han, han er meget ihærdig, det er —

— Og alsidig i sine Interesser, sagde Fruen.

— Jo, ganske vist ... Han gaar paa Skriveøvelser hos mig i denne Tid, og det kan ikke nægtes, at hans Afhandlinger som oftest staar over de andres, — naa, han er jo ogsaa ældre ... Men der mangler mig, jeg vèd ikke, han er mig noget tør, — saa underlig tør.

— Ja, det bliver vistnok snarere den videnskabelige Theologi end Præstegærningen, — som vil passe for ham, bemærkede Provsten.

— Ja—a ... Hm ... Men vi siger jo rigtignok pectus facit theologum ... Naa, Kundskaber har han som sagt, men—n — —

For Fru Cecilie var denne Omtale af Hjorth ikke behagelig. Men Ellinor saà vist paa Professoren, idet hun paa hans betænkelige Ansigt med den fremskudte Mund og de indsugne Kinder læste en Bekræftelse paa sin Mistanke om, at Hjorth ikke var ganske »sikker«. —