Germanernes Lærling

XXIX.

Fra Spisestuen paa den ene Side og fra Forstuen og Bibliotheksværelset paa den anden var der en Sammenstrømning mod det centrale Diskussions-Rum, det store Studerekammer, hvis Hængelampe straalede gennem de aabne Fløjdøre.

Herinde var der imidlertid ingen Siddepladser at finde. De vare forlængst optagne af Honoratiores, Professorens mere fortrolige Disciple, et Par Katheketer, der vare hans gamle Manuducenter, Kandidater og ældre Studerende paa Nippet til at blive det, — og saa af nogle græsgrønne Russer, der havde usurperet de bedste Pladser med den samme Dristighed, hvormed Drenge i Overgangsaldren engagerer de mest feterede Baldronninger.

Professoren sad midt i Sofaen og havde paa hver Side, som et Par Adjudanter, Professorsønnen med den lange Næse, Kandidat Frederiksen, og hans Ven, Kandidat Thomsen, Stiftsprovstens Svigersøn, en fremtidig Kirkestøtte, der, som Kleistrup havde sagt til Hjorth, lignede Martensens Ethik i »Opbyggelsesbind«. Man stod lænet op mod Vægge og Reoler, fik en halv siddende Stilling paa Randen af det store Bord, hvor Bøgerne saa vidt muligt vare skubbede sammen i Midten, dannede levende Rækværker i begge Fløjdøre. Gardinerne vare trukne til Side og de gammeldags dybe Karme vare fulde af sorte, theologiske Blomster, som i et af de høje Stuevinduer sad i dobbelt Belysning, idet en Gadelygte glòde ind udefra, og spættede de mørke Ruder med lysende Hvirvelpunkter af Tøsneens store Flokker, der opfangede Lyset, medens de drev forbi. Fra de aabne, stærkt oplyste Vinduer hos Genboerne kom af og til Stumper af en høj Violinstemmes Dansemelodier. Ensomme Droscher rumlede gennem Gaden med snedæmpet Hjulrullen og nogle svirpende Pidskeslag, der fik et Par Hoveder i Vinduet til at dreje sig. Nu og da kastede en Sporvogn sin Bjældeklirren og Klokkeringning ind i Samtalens Hvisken og Mumlen.

Denne spredte Samtale døde hen, da Professorens tavse Ansigt ved et ubestemt, ligesom famlende Smil antydede, at han ønskede Ordet for en kort Bemærkning til Forsamlingen.

Han vilde foreslaa, at de i Aften forenede sig til en Samtale om Ugens interessante Begivenhed: Licentiat Willumsens Disputats om Nadveren. Det kunde næppe være andet, end at den hos mange havde bragt forskellige Spørgsmaal frem, som det vilde være frugtbringende at klare, og han vilde derfor bede alle, som havde noget paa Hjærte, om at udtale sig. Licentiat Willumsen havde, som de uden Tvivl alle vidste, særlig fæstet sin Opmærksomhed paa et Punkt, som han fandt upaaagtet i Reformatorernes Nadverstrid, nemlig den karakteristiske Forskel mellem Kirkens Nadvere og den første Nadver, Indstiftelsesmaaltidet, at Jesus dèr selv havde været personlig tilstede. Der opstod da det Spørgsmaal, hvorledes Jesus da kunde give Disciplene sit Legeme og Blod, naar han stod midt iblandt dem, og hans Legeme endnu ikke var forklaret. Se, det var jo Hovedmomentet, at hans Legeme ikke var forklaret. Thi hvis han havde givet Disciplene det uforklarede, kødelige Legeme, som stod midt iblandt dem, selv om det nu kunde tænkes, saa vilde jo det første Maaltid være blevet forskelligt fra de andre, og Disciplene havde da faaet mindre end vi fik. Paa den anden Side, dersom han ikke dengang gav dem sit Legeme og sit Blod, saa faldt jo den lutherske og den katholske Nadverlære, — saa kunde Indstiftelsesordene jo heller ikke senere være andet end symbolske. Det var derfor et Punkt, som de nyere Angribere af Læren, f. Ex. Rückert og Meyer, lagde megen Vægt paa. De erindrede, at Licentiat Willumsen besvarede Spørgsmaalet derhen, at Jesus ogsaa under sit jordiske Liv havde et forklaret aandeligt Legeme som Logos, og det var dette aandelige Legeme, som han havde meddelt Disciplene.

Professorsønnen, Kandidat Frederiksen, snød sin lange Næse og bemærkede, at han fuldstændig kunde slutte sig til denne Opfattelse. Den havde ogsaa et gammelt Forbillede i Kirken, idet allerede Irenæus og Gregor af Nyssa mente, at Brød og Vin var Logos' Legeme og Blod, og at Logos forbandt sig med Nadverelementerne, ligesom han havde forbundet sig med Legemet i Maria.

— Ja, jeg maa dog sige, begyndte Kandidat Thomsen, at det forekommer mig farligt at indlade sig paa den Lære, da dog saadan et Legeme ikke har nogen Hjemmel i Skriften.

— Naa, ja, sagde Professoren ... Hm ... Han henviser jo dèr til Forklaringen paa Bjærget, hvor det er ligesom om det jordiske forkrænkelige Legeme gennemstraaledes af det forklarede Legeme ved en momentan Forening.

— Ja men, — tillad mig, Hr. Professor, spurgte en ung Naiv, hvor skal man da tænke sig at dette forklarede Legeme ellers har opholdt sig, under Frelserens Levetid? ... Kan det have siddet oppe ved Guds højre Haand?

— Ja—a, nej, — det bliver jo det gamle Spørgsmaal, De vèd nok, Hr. Christensen, om Logos i den Tid sad ved Guds højre Haand, — De vèd, man har indvendt, at i modsat Fald vilde Treenigheden i denne historiske Periode — den himmelske Treenighed vilde saa være bleven en Tohed ... Men det kan vi dog ikke antage, det vilde jo komme ud paa en Deling af Logos ... Logos maa jo have været helt i Kristus ... Naa, jeg brugte maaske før et overilet Udtryk, jeg sagde »en momentan Forening« — de maa naturligvis tænkes forenede, — men det indeholder unægtelig en Vanskelighed —

— Det forekommer mig dog ikke vanskeligere, begyndte Professorsønnen, — ikke vanskeligere at forstaa, at han i èn Legemlighed har haft to Legemer end at han i èn Personlighed har forenet to Naturer, saaledes at han f. Ex. paa samme Tid qva Logos var alvidende og qva Menneske indskrænket til de menneskelige Erkendelsesbetingelser. — Saaledes, forekommer det mig, vilde der, ligesom vi har communicatio idiomatum naturarum, ogsaa blive en communicatio idiomatum corporum, hvoraf f. Ex. Forklaringen paa Bjærget var et genus auchematicum.

— Ja, det er ganske vist, det er en meget træffende Parallel, De dèr drager ... Overhovedet vil det jo altid være befrugtende, ja endogsaa nødvendigt ved dette Spørgsmaal bestandig at se hen til Læren om de to Naturer — ikke sandt ... De vil erindre, at det var ogsaa Nadverstriden, som førte vore Reformatorer til en dybere Udvikling af denne Lære.

— Jo, men der ligger ogsaa dèr Faren for at komme ind paa det doketiske, Hr. Professor, sagde Kandidat Thomsen, — og det forekommer mig nok, at dette aandelige Legeme — hører lidt derhen.

— Aa, ja ... Hm ... Der er ganske vist Fare, — men hvorledes vil De paa den anden Side?

— Ja, jeg mener kun det kan løses i Troen.

— Hm ... Ja, — det bliver naturligvis ogsaa tilsidst — vi er jo her paa et Punkt, hvor Videnskaben ikke kan sige det sidste Ord. — —

— Tillad mig, Hr. Professor, sagde en ung bleg Mand med et langagtigt, meget hulkindet og randøjet Ansigt, — tillad mig at berøre et Spørgsmaal, der synes mig at staa i nær Forbindelse med det, vi netop omtaler. Licentiat Willumsen siger et Sted i sin Disputats, at det er ganske uantageligt, at Kristus selv har drukket af Kalken og spist af Brødet.

— Hm ... Naa, ja, — og De mener?

— Ja, jeg synes, at Texten hos Matthæus, hvor han jo, efter Omdelingen af Kalken, siger til dem: »jeg skal fra nu af visselig ikke drikke af denne Vinstokkens Frugt, før den Dag, da jeg drikker den med eder i min Faders Rige« — det forekommer mig, især paa Grund af Pronominet: ἐκ τούτου — at det kun kan forstaas saaledes, at han selv har drukket af Kalken —

— Jo, — men—n, De erindrer sikkert, at hos Lukas findes disse Ord før Indstiftelsen —

— Ja men Matthæus maa have Avtoriteten, da han selv var tilstede.

— Ja, det er jo unægtelig, det —

— Og Meyer mener ogsaa, at Jesus utvivlsomt har drukket af Nadverkalken, sandsynligvis efter Velsignelsen —

— Ja—a — hm — men det bliver jo dog rigtignok — det kan dog ikke nægtes, at der er noget meget stødende for vor Følelse dèr ... Ser De, paa den Maade kommer jo Jesus ligefrem til at have drukket sit eget Blod og spist — det gaar jo dog ikke ... De maa huske paa, Hr. Hansen, at Meyer kan De ikke beraabe Dem paa, — han er jo rationalistisk her, — han mener jo netop ikke, at det virkelig er Jesu Legeme og Blod, ikke sandt! ... Han tager det jo symbolsk ... Men naar man ikke gør det, saa — —

Professoren rystede paa Hovedet med et yderst betænksomt Udtryk og styrkede sig ved en Slurk The af den store Kontorkop, der stod foran ham paa Bordet.

I denne Pavse hørte nogle Theologer i Midten af Værelset ved det ene Hjørne af Bordet en ganske sagte Nynnen: —

Deres forbavsede Blikke mødte Hjorths ironiske Smil. Han sad paa Kanten af Bordet, dinglende med Benene, der slog Takt med Støvlerne. Der begyndte rundt om en Hvisken og sagte Fnisen.

Men Professorsønnen havde allerede genoptaget Diskussionen. Han advarede imod at lade en saadan Følelse blive afgørende overfor Mysteriet, — saa kunde man forkaste det Hele om Anthropofagi. Han vilde minde om Baaders Ord, at vi alle paa en Maade sjælelig var Anthropofager. Paa samme Maade kunde man ogsaa sige, at vi alle vare Selvanthropofager. Vi havde jo det skønne Naturexempel med Barnet, som næres af Moderbrystet, der ligesom er dets eget Kød og Blod ... Og kunde man ikke tænke sig, at Jesus netop i dette Øjeblik, da hans Offerlidelse tog sin Begyndelse, styrkede sit menneskelige og forkrænkelige Legeme til Opstandelsen og Forklaringen ved at nyde sit eget forklarede Legeme, — det samme, som nærer vort Opstandelseslegemes Spirer.

Hjorth fik ikke mere at høre. Han havde set sit Snit til at liste sig ud, og var hurtig nede paa Gaden. Den kolde Tøsne slog ham forfriskende i Ansigtet, og fra Vinduerne lige over for fløj Violinernes Valsemelodi opmuntrende ned til ham. Det forekom ham, at han havde frelst sig ud af et Galehus. Han glædede sig over, èn Gang dog at have givet sig Luft, over denne Drillelyst, der pludselig havde overvældet ham med et lystigt Indfald, ligesom naar han i gamle Dage paa Valgmøderne tirrede Bønderne. Hvor de vare blevne forbavsede, Theologerne! ... Og idet han saà op paa Vinduerne med Rækken af duknakkede Rygge, brast han i en saa voldsom Latter, at han maatte gribe fat i Lygtepælen for ikke at glide paa de snesjappede Fliser.

— Han har da faaet nok, han dèr, hørte han en Mand sige til en anden paa Fortovet lige over for.

— Ja, — jeg har faaet nok! —

XXX.

— Ja, jeg mærker nok, at du er bleven en hel Del mere radikal end jeg, sagde Jessen betænksomt efter at have faaet Ild i sin Pibe, der var gaaet ud under Disputen med Hjorth ... Naa, nu er du jo ogsaa bleven en lærd Theolog, jeg er kun Dilettant ... Ja, jeg mente jo nok altid, at du, — skønt saa vidt havde jeg rigtignok ikke tænkt mig ... Og jeg kan heller ikke selv, — nej en personlig Gud og Udødelighed, det kan jeg nu ikke tænke mig andet, og jeg vil dog ogsaa nok kalde mig Kristen, fordi jeg ikke tror paa alle de Dumheder, som de har gaaet og lavet sammen ... Naa, men for Resten bliver Forskellen vel ikke saa stor, og i alt Fald er vi begge komne paa den forkerte Side af Stregen ... De brændte sgu os begge to, hvis de bare kunde komme afsted med det, de Præster.

Hjorth fandt sig ikke foranlediget til at sige ham imod, idet han tænkte paa sin gamle Ven, Provst Lindekær, og hans Prædiken om at de var værre end Mordere og Kæltringer.

— Naa, Fader, det maa du da ikke sige, indvendte hans Datter Nelly.

— Jo, gu min Sæl brændte de os — alle tre, for du maa da ikke tro, at du slap, skønt du er meget sød saadan at se paa ... De brændte Bob med, af Frygt for at vi skulde have lært ham at gaa og knurre ad Treenigheden, saa han kunde smitte de andre Hunde.

Terrierbastarden Bob med Oberst-Ansigtet var ikke bleven synderlig forandret af Aarene; dens Knebelsbart var maaske lidt hvidligere, og den var mindre villig til at gaa paa Bagbenene. Men dens Herskerinde, som den gik og smeg sig op ad og saà op til med sit skæve Tandsmil uden at ane den Fare, som truede dem begge fra Præsternes Side, — Frøken Nelly var ogsaa nu mere sat og mindre tyrannisk i sin Ømhed. Hun var bleven en ganske køn Pige, lidt for lav maaske og med en Smule bevidst Rankhed. Hendes korte Ansigt med de stærke Kindben og Stumpnæsen havde noget af Kattekraniets Form; det beherskedes af et Par store mørke Øjne, som hun kunde bruge saa venlig og skelmsk, at Karlene paa Skovvang kaldte hende »snomild«.

De gik alle fire hen ad en af de smalle Gange i Haven til Fuldmægtigboligen, en lille blomsterfattig Have, tæt af Buske og gamle Frugttræer, hvis krogede Grene flettede et tyndt uregelmæssigt Løvværk, hvori den ansatte Frugt begyndte at gulnes og straalede i Midsommersolens Lys.

— Du er da vel ikke ogsaa bleven venstre, for det synes jeg nu der er saa mange Fritænkere, der begynder at være?

— Ja, jeg er skam ikke rigtig sikker længer, du ... Jeg synes dog nok —

— Ja, der har vi det ... Naa det er ikke for det, hun dèr er sgu ogsaa venstre.

— Saa, giver De Dem ogsaa af med Politik?

Nelly blev ganske rød i Hovedet.

— Nej, det gør jeg naturligvis ikke —

— Aa, hun er rent bansat ... Jeg maa saamæn laane »Morgenbladet« til hende hos Bønderne ... Naa, de skriver for Resten ikke saa daarligt for sig ... Men noget Fedteri er det nu alligevel.

— Jeg synes virkelig ikke, udbrød Nelly, at der er nogen Grund til, at vi skal sidde i vore smaa fugtige Stuer og være begejstrede for, at Grev Tramp eller rettere Godsforvalter Ravn og Embedsmændene som Pastor Krarup og Herredsfogden, at de skal styre hele Butikken.

— Ja, se der ser vi, — det er det med Fruentimmer, de gør strax alting personligt ... Slet ingen Sans for det almene, det er altid mig og dig og den og den —

— Men maaske det ogsaa er det rigtige, sagde Hjorth. — I alt Fald er det praktisk og anskueligt.

— Ja, naar man saadan vil tage, saa kan man jo altid ... Der er nu I. A. Hansen ... Dèr saà man da, hvad det var for noget ... Og ham havde jeg dog nogen Godhed for, fordi det var ham, der skaffede os et ordenligt Landsting.

— Aa, jeg synes dog ikke det er værdt at rose ham netop for den Lejlighed, da han solgte sig til Godsejerne, sagde Hjorth. —

— Men, for at tale om noget andet, De vil dog studere videre og tage Deres Examen, Hr. Hjorth? spurgte Nelly, der ikke fandt, at denne politiske Debat førte til noget.

— Ja, — det vil jeg dog nok ... Jo, jeg synes nok, jeg vil tage den Smule Fordel af disse Aar, som jeg kan faa, og Kandidat-Titlen, den er dog altid — naar jeg nu f. Ex. fik Lyst til at være Lærer ved en lærd Skole — og i det Hele taget —

— Hvor lang Tid vil det nu tage dig endnu?

— Aa, jeg kunde vistnok gaa op til Jul.

De vare komne hen til Laagen ud til Allèen. Skraas for den havde de en Gavl af Hovedbygningen, — Godsforvalter Ravns Bulbideransigt stak ud af det ene Vindue. Han lagde ikke Mærke til dem, men saà lige ud.

— Ravn nyder nok sin nye Udsigt, hviskede Nelly og gav sig til at le.

— Hvad er det? spurgte Hjorth.

— Aa, det er en meget grinagtig Historie, sagde Jessen. — Dèr ude ad ligger Fuglerede-Gaard, — du vèd, dèr hvor Frøken Klingenberg —

— Ja vel.

— Naa, — saa for nogen Tid siden finder Ravn pludselig paa, at der skal hugges, for at han kan faa Udsigt.

— Ah! —

— Og for at det kunde ske med saa megen Ostentation som muligt, maatte Kammerraaden levere Folk til det Arbejde lige i den aller travleste Høbjærgningstid ... Og nu — men hvem er det, der kommer dèr nede i Allèen?

— Det er Pastor Krarup, sagde Nelly, hvis store mørke Øjne vare langsynede.

Godsforvalteren vendte nu sin børstehaarede Kuglenakke imod dem. Han saà ogsaa ned ad Allèen. Pludselig forsvandt hans Hoved.

— Han har opdaget ham, sagde Jessen. — Nej, nu skal vi skam se Løjer ... Lad nu bare være at le, Nell ... Bob! vær rolig, — Bob! ... saa, læg sig.

Godsforvalterens Hoved viste sig igen, denne Gang væbnet med en stor Kikkert, som han stirrede ud igennem, medens han af og til tog den fra Øjnene for at skrue paa den.

— God Dag, Ravn! ... God Dag! raabte Præsten, da han var kommen lige neden under ham.

— God Dag, — aah, er det Dem, Pastor Krarup, god Dag, svarede Ravn, idet han fòr sammen, og medens han nikkede forlegent ned vilde skjule Kikkerten med en kejtet Bevægelse.

— Kigger De Stjærner om Dagen, eller hvad er det, De ser?

— Aa, det — det er saamæn ingen Ting — det — jeg saà blot ud paa Marken, — de arbejder derude.

— Ah, men det er jo noget nyt, dette Kig, — hvad? — Det har jeg ikke set før ... Hvad er det for en Gaard, dèr ude, — er det, — det maa da være Fugleredegaard, — ja vist saa, nu ser jeg jo de to Popler ... Hm ... Apropos, skal De til Middag dèr imorgen?

— Nej, svarede Ravn slukøret ... Naa, der skal være Middag dèr?

— Ja vèd De ikke det? ... Det er for Professoren.

— Professoren?

— Ja Professor Petersen, naturligvis ... Hun traf ham jo ifjor hos mig, og blev saa indtaget i ham ... Nu er han der i Besøg ... Det vil sige, han bòr jo nede paa Kroen i Frederiksminde for at bruge Søbade.

— Naa, gør han det? sagde Ravn gnaven. — Ja, han kan nok ogsaa trænge til at blive noget mindre fersk ... Men det hjælper sgu ikke noget, det her; — he! — han skulde da over til Vesterhavet for at ligge i Saltlage ... Vil De ellers ikke komme op? ... Det bliver dog lidt genert for Dem saadan i Længden at staa og passiare med Nakken paa Ryggen.

— Jo Tak! nu kommer jeg. — —

— Ha, ha! det var nok en Streg i Regningen, udbrød Jessen.

— Naa saa Professor Petersen er i Besøg dèr ... Gud vèd om virkelig —

— Ja, hvorfor skulde han ikke tage hende? Professorgagen er dog ikke større end at en Gaard i Ryggen — —, og hun er jo virkelig heller ikke saa afskrækkende — i Betragtning af, at han er Theolog.

— Naa Farvel! — nu maa jeg nok se at komme hjem.

— Har De talt med Kristine og Per Andersen om det, at De ikke vil være Præst? spurgte Nelly.

— Nej, — ikke endnu ... Ærlig talt, har jeg ikke rigtig haft Lyst ... Jeg vilde ogsaa nok først tale med Venner og Meningsfæller — i det Punkt ... Men nu kommer jeg jo til at sige dem det.

— Gud vèd, hvorledes de vil tage det.

— Ja, det bliver vel ikke saa let for dem at forstaa ... Men der er jo ikke noget ved at gøre.

Han trykkede dem i Haanden og gik ned gennem Allèen.

— Ja, der er dog det ved at gøre, at hun kunde give ham Rejsepas, og det er jeg nær ved at ønske, at hun gjorde, for jeg tror ikke paa det med Kristine.

— Nej, jeg tror ikke Kristine selv synderlig godt heller, og det er der nok ikke mange, der gør, sagde Nelly.

XXXI.

— Jo, vist er det Alvor, kære Kristine ... Tror du, jeg har Lyst til at spøge med det ... Jeg kan og vil ikke ... Du spurgte mig ifjor, om jeg ikke skulde tro paa Engle, — ja hvis der ikke var andet ivejen.

— Aa, hvad tror de andre paa?

— Paa en hel Del i alt Fald, — for Resten kommer det ikke mig ved.

— Kommer det heller ikke mig ved? ... Hvad? ... Tror du ka'ske jeg har Lyst til at blive Skolelærermadam nu?

— Nej det lader ikke til det ... For Resten er du heller ikke udsat derfor ... Jeg kan da ikke godt være Lærer, naar jeg ikke tror paa noget af det, jeg skal lære Børnene.

— Men hvad Fanden vil du da?

— Ja, det vèd jeg virkelig ikke nu ... Jeg er kastet ud af min Stilling, og hvor jeg egentlig skal vende mig hen og tage fat —

— Aa, du kan gaa ad Helvede til.

— Kristine!

— Ja, det sagde jeg, ja vel, — og jeg spøger sgu heller ikke ... Tror du ka'ske jeg er født igaar, og ikke kan begribe, at dette her ikke er andet end et Paaskud, for at du kan gifte dig med en eller anden Dame inde i København.

— Det har jeg ikke fortjent at høre af dig, og — det — det véd du ogsaa selv bedre.

— Aa, det skal du saamæn ikke tage dig saa nær ... Jeg tror saagu, du er paa Nippet til at flæbe ... Nej, gener dig bare ikke for min Skyld, jeg er saamæn lige glad ... Det er bare det, der ærgrer mig, at jeg har ladet mig holde for Nar saa længe ... Hvis jeg ikke havde vaaren saa tossegod, saa kunde jeg vaaren Frue nu ... Ja, glo du bare, det kunde jeg ... Men det har man for, at man gaar og venter paa saadan en Smule Lærer, saadan en Pjalt, der hverken kan blive det ene eller det andet, saadan en dum Dreng, der ikke engang tør være sin Kærestes Sengekammerat, naar hun gi'er ham Lov til det.

Hjorth rejste sig og gik hen imod Døren. — Denne tavse Ro irriterede mere end noget andet, og hun skyndte sig med at komme til sin yderste Grad af Kynisme.

— Ja, gaa du bare, — naar du ikke bringer en Præstegaard med, er der saamæn ingen, der bryder sig om dig ... Tro dog bare heller ikke, at jeg har gaaet tørmundet her og ventet paa dig, som om du var den eneste ... Naar ens Kæreste ikke vil, saa er der andre, der vil ... Naar man ikke er grimmere end jeg er, behøver man ikke at gaa i Seng alene og tude sig i Søvn.

Hjorth drejede Laasen, ude af Stand til at sige et Ord, kun med den ene Tanke at komme bort, forfærdet, opfyldt af Lede ved sig selv, fordi han nogensinde havde kunnet elske dette Væsen. — I det samme drejedes Laasen ogsaa udefra, og da Døren gik op, traadte Per Andersen og hans Kone ind.

— Hvad er der dog paafærde her inde, Børn? — Man kan jo itt' faa sin Bænkesøvn.

Men Kristines Kraft, der havde været spændt til det yderste, var pludselig brudt ved Synet af Forældrene. Hun kastede sig om Halsen paa Moderen og hulkede:

— Han vil itt', — han vil itt' —

— Naa, naa, Ki'sten, — hvad er det da?

— Hvad er det, han itt' vil, for Fanden? —

— Han vil itt' ha'e mig, — han vil itt' være Præst.

— Saa—aa, hvad er det, hun siger, Niels?

— Ja, det er forsaavidt sandt nok. Jeg vil ikke være Præst, jeg har opgivet det, hvorfor kan nu være det samme, og saa skældte hun mig ud og sagde, jeg kunde gaa Fanden i Vold, og at hun aldrig havde brudt sig om mig, — og nu tror jeg nok, vi er temmelig enige om, at vi skilles hurtigst muligt.

— Aa, hvad er det for Snak, — hvad vil du bryde dig om det Kærestekævl og Tøsevrøvl! ... Nej, kom nu og lad os tale ordenlig om Sagen, Niels, og faa Re'elighe'en paa den ... Selv om du itt' vil være Præst, som du siger, behøver I da'tte derfor at rende fra hinanden ... Men hvorfor vil du itt' være det? ... Den Stilling er jo da god nok.

— Nej, det kan ikke nytte noget, Per Andersen, — for selv om du fik hende god igjen, saa vil jeg nu ikke have hende, — heller vilde jeg lade mig gøre til Præst. — Farvel.

— Saa—, naa, du maa saamæn ha'e stødt ham godt for Hovedet, min Pige ... Det var da ogsaa Satan til Historie.

— Hun siger, det stakkels Barn, at han tror hverken paa Gud eller Fanden, — saa saadan et ugudeligt Skarn skal hun da ikke gives i Armene paa, — dèt skulde jeg da stritte imod med Hænder og Ben ... Aa, Herre Gud! at det skulde tage den Ende! og jeg som trode, jeg skulde have en Præst til Svigersøn.

— Saa—aa, ja det — hvad han tror eller itt' tror, det bliver jo hans Sag, det — der er jo itt' noget aa sige paa ... Men du skulde dog ha'e varet dig lidt, Ki'sten, for saadan at vise ham Vintervejen, over det at det er itt' saa lige til at faa en ung Mand, der dur noget, min Tøs; — og Niels han var da li'egodt — ja, det kan itt' nytte noget, du vrisser — han har nu ogsaa holdt af dig ... Men Fanden maa vide, hvad du har gjort ved ham, — han var jo ligesom han var stukken af en Bræms —

Per Andersen satte sig ned paa Bænken, tog sig en Slurk Øl af Trækanden, viskede sig om Munden med Bagen af Haanden og rystede misfornøjet paa Hovedet.

— Jo, han houed mig godt, gjorde Niels ... Nu var han heller itt' længer saadan en hidsig Højremand, vi kom rigtig godt ud af det sammen ... Han var ikke bleven en af de Præster, der gaar og ser ned paa Bonden, som vi har saa mange af.

— Ja men, han vilde jo ikke være Præst. —

— Aa, ja, — hvad? ... Saadan unge Mennesker, de maa jo ha'e deres Anfægtelser, og derfor kunde det saamæn godt —. Og selv om det nu itt' var blevet til noget, saa siger jeg, den latinske Dannelse og Examen og de Dele, — det er itt' aa kaste Vrag paa ... Det bli'er ka'ske tilsidst bedre end som en Gaard, for det er noget man har èn Gang for alle, og det er der ingen og kan ta'e fra en ... Og naar en har det, og der ellers er Krummer i ham, saa slaar han sig igennem, — det er saa bestemt, der ska'tte fejle for en Hægte.

— Naa hvad det angaar, saa har Ki'sten jo da os og Gaard og Hjem, saa —

— Ja vel, men at, man vil jo dog ogsaa gærne have sin Datter godt gift — og — det er jo da — næst etter Gaardens Bedrift og saadan — saa er det jo da det, der ligger en Mand mest paa Hjærte ... Og det vil jeg nu sige dig, Ki'sten, du skal da ikke sætte din Lid til det Jav med Godsforvalteren. — Ja gør du bare store Øjne, — jeg vèd noget om det ogsaa, — og det kan hændes, der er flere, som vèd det, og nu vil de naturligvis sige, at det er derfor Hjorth ikke vil ha'e dig, og det vil itt' gøre dig mer købmandsgæv, min Pige. — —

Saadan havde han snakket frem og tilbage en halv Times Tid og givet sin Misfornøjelse Luft, medens han snart sad paa Bænken og trommede med Fingrene paa Bordet, snart gik op og ned ad Gulvet med de tværstribede Uldtrøjeærmer stukne dybt ned under Gølpen.

— Hvad er nu det? udbrød han pludselig, idet han bøjede sig frem og saà ud i Gaarden, hvor en Vogn rullede ind. — Det er jo et Par af Kammerraadens Heste. —

— Der er Bud fra Fuldmægtig Jessen, om Kusken maatte faa Student Hjorths Tøj med tilbages, sagde en Dreng, som stak Hovedet ind ad Døren.

— Saa, ja der har vi det! ... Ham kan vi sgu skyde en hvid Pind etter ... Ja, sørg I nu for Tøjet, og saa kan I jo sætte jer til at flæbe igen. — For jeg gaar sgu i Marken.

XXXII.

Hjorths første Følelse efter at Kristine saaledes havde brudt med ham var en dump Nedslagenhed, — Krænkelsen over at føle sig kastet haanlig bort, som en dum Pige slænger et Smykke bort, fordi hun opdager, at det ikke er af Guld, og ikke forstaar, at det kunstneriske Arbejde gør det hundred Gange værdifuldere, — Forbitrelse over at se sin Troskab, som han selv havde holdt hellig under Smerte og Kamp, blive trampet raat af en tilsølet Træsko, — Skam og Anger over at have spildt sin Kærligheds første sprudlende Skum i et smudsigt Glas.

Men i Løbet af disse Dage, som han tilbragte i Jessens stille, tarvelige Hus, maatte denne Stemning efterhaanden vige for Følelsen af Befrielse ved at være kommen ud af et Forhold, som han havde indset var skævt, men som hans Anskuelser forbød ham at bryde. Det var som om nu det sidste snærende Baand fra hans gamle Liv var sprunget af sig selv, og han stod uhindret over for det ny. —

En fjorten Dages Tid derefter tog han ind til København og optog sine Studier for Alvor. Da han ikke længer var forlovet, forekom det ham mindre magtpaaliggende at blive tidlig færdig. Han opgav den overanstrængte Plan at gaa op ved Juletid og vilde benytte hele Aaret for at kunne møde fuldt rustet og sikker ved Examensbordet.

Over hans stillesiddende Liv gik saa Dagene bort, ensartede, kun adskilte ved det mer eller mindre, han havde faaet udrettet. Det blev ham en Lidenskab blot det at lægge saa og saa meget bag sig, at føle, hvorledes han ligesom havde Tag i Tiden og ikke lod den slippe forbi uden at have fravristet den, hvad den skjulte af Arbejdsmængde. En af hans største Glæder var at kunne sige til sig selv om Aftenen: Idag har jeg læst tretten Timer.

Til denne formelle Arbejdslyst kom den stedse voxende Glæde af at nærme sig Maalet, Nydelsen af de videre Udsigter, den styrkende Følelse af, hvorledes de spredte Kundskaber føjede sig sammen, belyste hverandre, greb ind i hinanden, udfyldte Hullerne og forenede sig til et sammenhængende Lærdomshele.

Men den videnskabelige Lykke, som overstraalede det Hele, den endelige Klarhed, Splittelsen af de sidste Taager, — det var endnu ikke alt dette, det var ikke Samlingen af det gamle, men det nye, der kom til. For midt under Repetitionen, overlæsset af det skolemæssige Examensarbejde, fik han Tid til at fuldende sin egen Udvikling ved selvstændige Studier. Han holdt sig Professor Petersens Raad efterrettelig, ikke at nøjes med det aller nødtørftigste, men tage det lidt udførlig, — saa efterrettelig, at Professorhovedet vistnok vilde have rystet med sit betænkeligste Udtryk, dersom det havde været Vidne dertil. For han gik nu selv til disse Germaner, hvem alle brave Theologer kun have et Skinkendskab til gennem rettroende Modskrifter, — til Theologiens Titaner.

Det var med en vis Hjærtebanken, som om Udlaaneren kunde læse hans betænkelige Tros-Tilstand, at han i Universitets-Biblioteket en Dag sagde »Strauss — den kristelige Troslære i dens historiske Udvikling og dens Kamp med den moderne Videnskab«.

Dette klassiske Værk er, som det kundgør i Titlen, en Bog om Kamp. Dets Blade have en Hvidhed af Arena-Sand, hvorpaa Skriften staar med en Farve som af Blod fra den theologiske Pennestrid. Paa denne Arena træde Gladiatorerne op, naar de forskellige Leges Dogme-Kampraab lyde: Legen om Skabelsen! ... Legen om Forsynet! ... Legen om de to Naturer i Kristus! ... Legen om den hellige Aand! ... Daabslegen! ... Nadverlegen! ... Legen om Udødeligheden! De mylre ud fra Fortidens mørke Carcer, Moses med sit Stenskjold, Profeter, Evangelister og Apostle i Papyruskjortler, Kirkefædre og Skolastikere i Pergamentspandsere og Dogmatikere i Læderkøllerter, Rettroende og Kættere imellem hverandre; de samle sig hobevis; og Kampen begynder, rasende, uden Naade, — »til Helvede med den, der staar imod! Herrens Sværd og Gideons!« — den tiltager i Styrke, idet fler og fler blande sig i den, holder sig staaende, afmattes, medens Rækkerne udtyndes, — indtil Strauss vinker fra Podiet, og den sidste Kæmper træder ud paa Arenaen af Nutidens Port, den nøgne usaarlige Videnskab med Tænkningens og Erfaringens tveæggede Sværd, der gør en Ende paa Legen ved at fælde de tiloversblevne, saarede Fægtere ... Det var dette Skuespil, der opførtes for Hjorth; hver Gang Kampraabet lød, maatte alt hvad der var blevet tilbage i ham af dogmatisk Vanetro, af gamle kirkelige Anskuelser — alle disse Nølere maatte ned paa Arenen for at blande sig i den skæbnesvangre Kamp, og de gik i Døden berusede af den vilde Festlighed med den ægte Gladiator-Begejstring, der raabte med Vaabenklang op til Podiet: »Hil dig, Strauss! vi, som skal dø, hilse dig!« —

Men endnu var der en Kamp tilbage. Endnu stod Hovedfæstningen: den hellige Skrift, denne mystiske Borg, som er Protestantens sidste Tilflugtssted. »Det Ord de vel skal lade staa og dertil Utak have,« — i disse djærve Ord udsang Luther sin Sejersvished. Og han kunde gøre det den Gang. Om end Menigheden i Brunsvig efter den katholske Prædiken sang: »Ak Gud fra Himlen se herned! ... dit Ord man ej vil lade staa, og Troens Lys flux ud vil gaa hos alle Folk paa Jorden« — det var dog blind Allarm, der var ingen, som for Alvor havde tænkt paa at omstyrte Ordet. Men tre Aarhundreder have afløst hinanden siden da; og hvad det ene Aarhundrede frygter, det haaber det næste, og hvad det andet Aarhundrede haaber, det vover det følgende. Alt eftersom Slægten fornyes, og ældes under sin Fornyelse, spirer der nye Tanker, underlige unge og gammelkloge Tanker, Tanker som ere idel Spørgsmaal; — men hvad det ene Aarhundrede spørger om, det besvarer det andet. Det begynder at lalle og stamme og svare med nye Tunger, hellige Ildtunger i alle Maal, den menneskelige Aands Pinsetegn. Der blev spurgt om Ordet, og der blev svaret; og Utak fik de, deri havde Luther Ret, — men Ordet lod de ikke staa.

Men hos Hjorth stod det endnu, og saa længe denne Fæstning ikke er faldet, er det ubefæstede Sind truet af stedse nye Udfald, om end Tankernes Friskarer have oversvømmet det nok saa tæt. Fæstningen stod der; og inderst inde bag dens viede Ringmur og hellige Forter sad en Del af ham selv fangen i Avtoritetstroens Baand og sukkede efter Befriere, men kunde ikke selv bryde ud og forene sig med sine Venner, og de kunde heller ikke selv storme Borgen, men ventede paa Hjælp af en Stormagt. Hist og her var der vel skudt en Tinde ned eller brudt en Bresche, — dog, det havde ingen Art. — Men nu slog Befrielses-Timen, da den tyske Kritik kørte frem med Tübinger-Detachementets svære Skyts, og Batteriet Baur plantede sine Kanoner op og kastede sine straalende Strejflys ud i Fortidsnatten, som hviler over den hellige Fæstning, skjulende dens Rifter og Huller, medens det af og til udsendte et af disse sikkert rettede, frygtelige Projektiler, der bore sig helt ned i den historiske Undergrund og sprænge i Luften, hvad der er opført derpaa ... Da dette Bombardement endelig var forbi, stormede Friskarerne ind i den sammenskudte Fæstning, hvor kun et Par St. Pauls Forter, St. Johannes' Aabenbaringstaarn og nogle Mathæus-Kassematter havde holdt sig under Ildregnen, isolerede mellem de rygende Tomter, — og de befriede Fangen, som jublede dem imøde, og Krigen var endt for stedse. —

Medens disse voldsomme Ting forefaldt i det stille Studereværelse, Side om Side med en fredsommelig, ensformig Examens-Repetition, vexlede Dagene udenfor: — Dage med lyseblaa straalende Høsthimmel; — Dage med Efteraarsjævndøgnenes skysvøbte Storme, buldrende mellem Gavlene, hylende og tudende i Skorstenene, klaprende med Vinduesstænger og raslende med Tagsten; — Dage med tæt Frosttaage og Rim ned over de røde Tegltage; — dæmpede hvide Vinterdage med tæt blødt Snefald gennem stille Luft, som om Himlen var Bugen af en uhyre hvidgraa Fugl, der fældte sin Dragt og lod Dunene drysse ned over Jorden; — skingrende og bidende Frostdage med Espalier af Krystalblomster paa Ruderne og blændende Solskin over Tagenes store Snedriver, hvoraf nu og da en Lavine løsnede sig og plumpede fra Tagskægget ned i Gaarden med et dumpt Bulder; — lunefulde Aprildage med Regnskyl, der pjaskede mod Ruderne og vaskede ned ad Tagene, paa hvis blanke Tegl Solen strax efter stirrede, som en stor gylden Pupil i et skyglippende mørkeblaat Øje, med et hvast Bygeblik; — milde Foraarsdage endelig, der pustede en slappende grødetung Varme ind igennem de aabne Vinduer.

Den lange Gaard lokkede Gadesælgerne ind, som om den var en virkelig blind Gade. Deres Raab trængte af og til op til ham under Læsningen, monotone og dog vexlende fra Efteraarets Frugter og den første Frosttaages melankolske Muslinger til Rødspætter og Appelsiner, til Rejerne og de grønne Kranse.

Nedenunder var der fra Morgen til Aften en uafladelig Hamren fra Smedjen, ligesom Taktslagene til en grundig, udholdende Flid. Inde i Værelset ved Siden af jamrede den brystsyge Mand sig ofte som en døende. Men fra oven kom nu og da den muntre Vingeklapren af en hvid Duesværm, der fløj ud af et Tagvindue og kredsede hen over Mønningerne op imod en blaa Himmel — en Lyd som af noget jublende, der fløj befriet bort.

XXXIII.

Han gik naturligvis ikke meget ud det Aar. Men han besøgte endnu temmelig hyppig Lindekærs; — han kunde ikke undvære at komme dèr. Og dog var det ikke som før. De modtog ham med den samme Venlighed, men han befandt sig ikke saa vel. Han syntes, at han i Grunden ikke længer havde Ret til at komme dèr, havde en Følelse af, at han nu befandt sig i deres Hus under en falsk Forudsætning. Det pinte ham, at han var fjærnet fra dem og halvvejs førte dem bag Lyset ved sin Tavshed.

En Aften i Februar Maaned var han der i et Selskab, der var gjort til Ære for Professor Petersen og hans Hustru. Han var nemlig i Julen bleven forlovet og strax efter gift med Frøken Klingenberg. De havde tilbragt Hvedebrødsdagene paa Fugleredegaard og vare lige komne til Byen. Der var nogle Kapellaner og Kateketer med Fruer, en lille udvalgt Kreds, hvori Fru Petersens rødsprængte Ansigt ret kunde straale som det feterede Midtpunkt. Men Hjorth kedede sig grundig. Han søgte hen til en Chaisselong, afsides, ved Siden af Ellinor, der trods sit kirkelige Sindelag heller ikke saà ud til at more sig. Hun fortalte ham om Konservatoriet, om den nye Lærer, de havde faaet, og om hvor kedsommelige de mandlige Elever vare.

Ellinor blev opfordret til at spille. Hun rejste sig med et mat Smil, satte sig ved Flygelet og spillede sit Examensstykke: Mendelssohns Koncert. Det var ligesom Signalet til en livligere Opblusning af Samtalen. —

Man var kommen ind paa det politiske Omraade. Nu havde da Venstre vist, hvad det var for et Parti, hvorledes det i Grunden vilde alt det bestaaende til Livs; — det havde jo agiteret for Dr. Georg Brandes' Ansættelse.

— Ja, det var nok ikke saa langt fra at lykkes, sagde Professoren med en betænkelig Hovedrysten. — Kultusministeren var nok i Grunden meget tilbøjelig —

— Ja, han! — ja —

— Og hvis han bliver ved at være det længe, saa —

— Naa, det er der næppe nogen Fare for, sagde Provst Lindekær. — Jeg talte igaar med en Departementschef, og — imellem os sagt, — det er kun et Tidsspørgsmaal —

— Nej virkelig! ... Det vilde være overordenlig glædeligt ... Han er jo ligefrem en Plet i Ministeriet.

— Ja, han er jo ... hm! ... Det kan jo ikke nægtes —

Hjorth kunde ikke undgaa at høre, hvad der blev sagt. Det irriterede ham. Han gik hen til det fjærneste Vindue.

Ligefor paa den anden Side af Gaden saà man i Lygtelyset den firkantede røde Kirkemur med Tvergavlens Trekant opad fra Midten, medens Tag og Taarn forsvandt i den mørke Himmel, som kun op imod Zenit havde nogle blinkende Stjærner. Lidt tilhøjre, bag Jagternes sorte Master og Tove, kunde man lige skimte Rækken af Børsens spidse Smaagavle. Lygterne paa Broen dannede fire regelmæssige Lysbuketter, bagved dem var der en uordenlig Spredning af røde Gasblus foran et tykt Mørke, der kun havde en mat Blinken af Kancellibygningens hvidrammede Ruder.

Medens han lyttende stirrede ud, rørte en Haand ganske let ved hans Skulder. Han drejede Hovedet. Det var Fru Lindekær.

— Men Kære dog, — De staar saa alene og har næsten ikke lukket Deres Mund op ... Hvorfor er De i det Hele saa indesluttet i den senere Tid? ... Hvis De har noget paa Hjærte, hvis der er noget, som tynger Dem, kunde De dog gærne betro Dem til en gammel Veninde som mig.

— Ja men, kære Frue, der er virkelig intet, som trykker mig ... Maaske er jeg en Smule overanstrængt af Examenslæsning ... Det er det Hele.

— Nu er De ikke ærlig, Hjorth ... De har slet ikke fortalt mig, at det ikke bliver til noget med Deres Forlovelse.

— Nej, — det har jeg ikke, — men det —

— Det har virkelig gjort mig mø' ondt at høre.

— Det skal det saamæn ikke ... Det er sikkert bedst for os begge saaledes.

— Og Grunden —

— Har De ogsaa hørt den? ... Men hvordan —

— De glemmer, at Fru Petersen er dèr fra Egnen ... Aa, jeg kan saa godt forstaa, at alt det maa have kostet Dem mø' Kamp, og at De har været i saadan indre Gæring, at det har lukket Dem noget til ... Men alligevel, — De kunde saa trygt have talt med mig derom, De véd, jeg er ingen Fanatiker, — og det gør dog godt ikke at være ganske ene med sine Tanker, som man tidt ikke kan mestre ... Jeg finder det nu saa rimeligt, at en ung Mand ikke saa glat kan komme over den Udvikling, — især i vore Tider, hvor der er saa mø' som, — af andre Retninger — og jeg holder kun mere af Dem derfor ... Men nu skal De heller ikke strax, fordi De for Øjeblikket ikke synes, at De — og selv om De maaske aldrig bliver saadan rigtig som — som Kirken nu forlanger det, — saa kan det jo godt være, at De alligevel ... Ja, det var maaske aller bedst for Menigheden, om der nu kom Præster, som ikke var altfor stift rettroende, og ikke altfor uimodtagelige for andre Strømninger i Tiden, for de Strømninger kommer dog ogsaa til deres Menighed, og der er saa mange Præster nu, der slet ikke forstaar det, — de aller fleste vist ... Det har jeg nu tænkt saa mø' over.

— Ja, det er jo muligt, at De har Ret deri ... Men jeg kan alligevel aldrig ... Jeg er bange for, Fru Lindekær, at nu, da De er saa venlig imod mig, har De ingen Anelse om, hvor fjærnt mit Standpunkt er fra det, — ja ogsaa fra det, som De selv staar paa.

— Og tror De da, jeg vilde være mindre venlig mod Dem, dersom jeg vidste det, — og dersom De nu var saadan, hvad man kalder Fritænker?

— Jeg vèd ikke rigtig, om De saa kunde —

— Tro det ikke, Kære! —

Hun rakte ham sin Haand, og han trykkede den taknemlig. Fra Pulslejet paa hendes Haandled saà den lille Guldslange op paa ham med sine smaa Rubinøjne. — Den lignede ikke hin fristende Slange i Paradiset; den bugtede sig om Armen, som opad Æskulapstaven den hellige hedenske Slange, der finder lægende Urter med sit kloge Blik.

XXXIV.

»Der ønskes en Redegørelse for de Hovedargumenter, som i dette Aarhundrede ere gjort gældende mod Johannes-Evangeliets Ægthed og historiske Værd, samt en Kritik af disse.«

Dyb Tavshed og Udvexling af betydningsfulde Blikke, medens Sedlen cirkulerede. Hjorths Øje faldt paa Kleistrup, der satte en komisk fortvivlet Mine op og gjorde Gebærder over til ham ved at slaa Knoene sammen og puste paa Fingrene, hvilket i hans Fingersprog-Jargon skulde sige: »Det var en kold èn.« Hvad hjalp ham nu Testamentet i Støvleskaftet!

Men Hjorth lagde næppe Mærke til ham. Ordene lød for hans Øre som et Kampraab. Det var i dobbelt Forstand et »kritisk« Øjeblik. Intet Spørgsmaal kunde have fundet ham bedre rustet; han var sikkert mere inde deri, end nogen af Professorerne. Men det var et farligt Spørgsmaal. Naturligvis — man kunde stille Ordene en Smule paa Skruer uden egentlig at forraade sin Mening. Men nej! — skulde »det triste Endeligt« krybe i Skjul? ... blæse med den Examen!

Hans velordnede, rede Kundskaber føjede sig hurtig til Planens Ramme og Enkelthederne indfandt sig saa talrige, da han skrev Momenter ned, at det kun galdt om at skaffe Plads. Snart kunde han give sig til Arbejdet, glad over at have faaet Lejlighed til at vidne, stolt ved Tanken om at gøre noget uhørt.

Nedskrivningen gik hurtig fra Haanden, men han brugte hele Tiden og ønskede kun at have et Par Timer endnu. Flere havde allerede afleveret deres Opgave, men han lod bestandig Pennen jage over Papiret.

— Klokken mangler nu kun fem Minuter, sagde den vagthavende Herre, — da han tilfreds gennemlæste det sidste Punktum:

»Resultatet af disse Undersøgelser bliver altsaa, at det saakaldte Johannes-Evangelium er et uhistorisk, spekulativt-dogmatisk Tendensskrift, hvis Hensigt er at lade Oldkirkens skærende Modsætning mellem paulinsk Hedningekristendom og Petrinsk Jødekristendom opløse sig i den højere Enhed af en aandeligere og dybere metafysisk Kristendom; det maa være affattet sent i det andet Aarhundrede, og den ubekendte Forfatter ses tydelig at tilhøre den alexandrisk-gnostiske Retning.«

— Consummatum est, sagde han ironisk, da han lukkede Auditoriedøren efter sig.

XXXV.

— Men iaften har jeg virkelig haft en fornøjelig Tid med Læsningen af vor Ven Hjorths Opgave om Johannes-Evangeliet ... Naa, strængt taget maa man jo ikke vide det — men, jeg kender naturligvis Haandskriften, — he, jeg har jo læst saa mange Skoleindberetninger af ham i sin Tid ... Jeg sad saamæn netop og læste den, da De kom.

— Saa ... Virkelig! ... Hm.

— En Kop The til, Hr. Professor?

— Mange Tak, Frøken ... Hvis jeg maatte faa den lidt tynd.

— En saadan Kundskabsfylde, som han dèr udvikler, det er jo virkelig noget overordenligt ... Og saa behersket, saa —

— Hm ... Har De læst den ud? —

— Nej, — jeg mangler vel en Tredjedel eller saa —

— Naa ja, saa kan jeg forstaa ... Det er jo en anden Sag.

— Saa, falder den af mod Slutningen? — det var jo Skade. Naa, men i alt Fald synes jeg, der allerede er givet saa meget. —

— Ja, falder af? — ja—a, — det vèd jeg ikke, — den forkaster Evangeliet.

— Hvad be—, — den forkaster? ... Men det er da ikke muligt.

— Ja, som et uægte Tendens-Skrift, ligesom Baur, han optræder som en fuldblods Tübinger.

— Ih! — men det var da aldrig faldet mig ind ... Jeg tròde kun, han fremsatte det saa grundigt, for siden — for siden at lade Ægtheden træde desto mere glimrende frem ... Forkaste Johannes-Evangeliet! men dermed falder jo Halvdelen af den kristelige Lære! Og naar han forkaster det, saa forkaster han vel det meste af Skriften ... Men det er jo noget aldeles uhørt!

— Ja, jeg erindrer ikke, at sligt er forefaldet ved Examen før, siden den bekendte Historie med Brøchner.

— Ja, det er jo noget ganske lignende ... Men hvad skal man gøre ... En saadan Afhandling kan jo næsten ikke modtages.

— Jeg finder rigtignok ikke, sagde Fru Petersen, at Fakultetet kan tillade ham at tage Examen.

— Nej, paa ingen Maade, paa ingen Maade.

— Ja—a ... Hm! ... Det er jo dog — hm ...

— Jeg synes dog, sagde Fru Lindekær, som synlig interesseret havde hørt paa denne Samtale, — jeg synes dog rigtignok, at naar han viser saa udmærkede Kundskaber, saa kan Resultatet da ikke faa Indflydelse paa Bedømmelsen ... Det vilde da være mø' uretfærdigt.

— Nej, hvor kan du sige det? udbrød Ellinor bagved den store Selvkoger, — det er dog Troen, som —

— Ja, Gud bevares! ... Man kan da ikke slaa den theologiske Examen saadan i Hartkorn med andre Examina, Cecilie.

— Nej, den giver jo Adgang til Præstekald.

— Ja netop, det viser jo ogsaa — Nu, og selve den theologiske Examen, dèr maa jo dog et kristeligt Sindelag, — ikke sandt, være conditio sine qva non ... Det har jo desuden Universitetet udtalt som sin Mening, da det nægtede at stede Brøchner til Examen.

— Ja men, kære Theodor! saa længe den Examen tages ved Universitetet og Professorerne er Universitetslærere, saa maa der dog ogsaa bevares et vist — ja en vis videnskabelig Anstand ... Det var dog en ligefrem latterlig Tanke, at saa lærde Theologer som for Exempel Schleiermacher eller Strauss ikke skulde kunne blive Kandidater ved Københavns Universitet ... Finder De ikke ogsaa, Hr. Professor? De maa dog som Universitetslærer give mig Ret.

— Ja, det kan jo ikke nægtes, — den dobbelte Stilling — der er virkelig en betydelig Vanskelighed.

— Det kan jeg sandelig slet ikke se, sagde Provsten ærgerlig. — Ikke heller kan jeg finde noget latterligt i den Tanke ... Tvertimod er det overordentlig glædeligt, at vi nu er kommen ud over den Tids forkastelige Indifferentisme, — og her er der en Lejlighed til at vise det for vort Vedkommende.

— Ja—a, — hm ... Jeg har tænkt mig at gøre en Forespørgsel til Kultusministeriet, om hvorledes man vil have at forholde sig.

— Aa, — Ministeren bør ikke være vort forum.

— Nej, ganske vist, paa en Maade ... Men, som sagt, paa Grund af den dobbelte Stilling, — det vil dog vist blive det korrekteste.

XXXVI.