Germanernes Lærling

I.

Taleren pustede, tørrede Sveden af sin høje Pande og rullede et virkningssøgende Blik ud over Forsamlingen. Men Vælgerfolket var aabenbart tilbøjeligt til at tage de spanske Tilstande med en gemytlig Ro. Kun hist og her lød en sagte Fnisen eller et beroligende »Aa!« — Kandidaten, der havde beregnet at gaa videre med en Bemærkning om Forsamlingens Uro, saà sig nødsaget til at indstille denne og tabte derved Traaden. Han greb til en voldsom Bearbejdelse af sin Næse med et gulnet Lommetørklæde, medens hans langsynede Øje fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, — indtil det endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefangernes Løsladelse.

Det var en høj, stærktbygget Mand. Et tæt, sort Helskæg, der grode højt op paa de rødmussede Kinder, fremhævede hans hele Præg af Alvorsmand. Og medens det sattes i Bevægelse af de voldsomme Ord, der gennemtonedes af en dyb Bas, syntes det at meddele dem noget af sin stride, tjørnekratagtige Barskhed. Men Virkningen svækkedes i høj Grad ved den famlende Stammen, hvormed han ledte sig frem gennem de roligere Dele af Talen, medens han med en synlig Lettelse gennemjog de frasefyldte Kraftsteder, som han aabenbart kunde bedst udenad. Han stod usikkert, forsøgte af og til, naar han befandt sig paa et forholdsvis sikkert Omraade af Talen, at antage en let og bekvem Stilling, foroverbøjet, med den venstre Albu lænet til Rækværket, — men opgav det igen, angst for at det spinkle Træ skulde knækkes og aabne ham en let, hovedkuls Nedgang fra en Tribune, som han havde haft meget vanskeligt ved at bestige.

Ved Siden af ham, med Ansigtet mod ham og fixerende ham skarpt med Brillerne, stod en yngre, slank Mand. Over de opstaaende Flipper med det hvide Slips var hans Ansigt, med den fine, glatragede Hage og den bøjede Næse, opstrammet af en pedantisk Værdighed, der undertiden oplivedes af et spottende Smil, naar Taleren kørte fast paa uvante Biveje eller flot rullede hen ad Frasernes brede, tilkørte Chaussè. Naar Ordene blev foruroligende stærke, krøb hans Haand med en nervøs Begærlighed hen over Rækværket til Formandsklokken, uden at hans Blik skiftede Retning; men den sortskæggede opfangede strax Bevægelsen i et skelende Blik og bøjede af i Tide. Og da han en Gang, irriteret over disse Undvigelser, med en pludselig Fart vilde overrumple Taleren i en Forhaanelse af Folket, »der gik som en Flok Faar til Valgurnen«, havde han nær væltet Klokken og fik hurtig Haanden til sig, gennemboret af en Splint af det slet høvlede Træ.

Bagved, langs den umalede Væg af Valgtribunens Bræddeskur, sad Stillerne, foroverbøjede, med ludende Hoveder og Armene hængende ned mellem Knæene, eller med Hænderne begravede i Frakkelommerne. Flaget baskede ovenover med smaa Smæld. Faste, soltoppede Skyer sejlede under den mørkeblaa Himmel og trak deres store Skygger hen over det flade, skovløse Land, der bredte sig langt bort med sine Græsmarker og lysegrønne Firkanter af spirende Vintersæd, røde Pilehækker, Huse og Gaarde med Rækker af ensgrenede, opløbne Popler og spredte Landsbyer. Og foran Tribunen var det en ubevægelig Mylr af sorte og graa Hatte og Huer, brunede, glatragede eller stubbeskæggede Ansigter, dobbeltslyngede Uld-Tørklæder, sorteblaa Klædes- og graablaa Hvergarnsfrakker — en Forsamling paa et Par tusind Mennesker, ensformig og rolig som det Land, der omgav den. Næppe nok, at der over den gled Skygger af de oratoriske Skyer; sporløst syntes Talerens frygtelige Syner at svæve bort over den: — Straffefangernes løsslupne Bande, Socialisternes Pøbelhorder, og endelig den prøjsiske Hær, i Spidsen for hvilken Bismarck og Moltke drog ind i det ubefæstede København for at anektere et Land, der havde mistet sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske Orgier, — alle disse frygtelige Træsko, Transtøvler og Hestehove ikke saa meget som bulede en af disse Hattepulle, der brolagde deres Vej.

Udenfor den store sammentrængte Masse af Tilhørere havde der hist og her dannet sig Smaagrupper, der holdt sig for gode til at blande sig i Mængden. Langt borte stod to Herrer i Pelsværk, en Dragt, der mere syntes at være Intelligensens Demonstration mod Vadmel end et Værn mod Novemberdagens lidet vinterlige Vejr. Med grundende Værdighed begravede et løst oppustet, smaarynket Ansigt sit falmegule Korsskæg i den bronceglinsende Sobelskindskrave paa den tilknappede Pels. En graa, opkrammet Klædeshue spidsede sig næbformet frem over hans Sidemands magre Ansigt, hvis lange bløde Skæg sitrede, medens han talte med en hurtig, underdanig Stemme.

— Nej, det er det jeg siger — der skal være nogen Vanskelighed ved at skyde Fasaner, naar der skal være nogen Morskab ved det.

— Ja—a, ja gu skal der det ... Det er ikke saadan — —

— Det er noget andet, naar man skyder Snepper. Dèr maa man jo nok passe godt paa ...

— Ja vel, ... naar Sneppen rejser sig —

— Saa maa man holde sig parat, ... ja ... det gælder rigtignok om at være gesvindt af sig ... Ikke komme bag efter, — saadan som han ... kan Greven huske? Kammerjunker Holck —

— Ja, ja vel, ja ... hæ, hæ, hæ. Og det falmede Korsskæg lo ned til Sobelskindet med en lille doven Brægen.

— Forresten er jeg slet ikke for det Princip at holde foran ... Holder Greven foran?

— Næ—æ ... lige paa — altid lige paa.

— Ja, det er netop det jeg siger ... Nej, naar jeg har en Fejl, saa er det snarere den at skyde lidt foran ... Det er det jeg maa bekæmpe hos mig selv.

— Saa—aa ... aa ja.

— Naa, naar man skyder Dyr, saa er jo forresten et Skud foran i Halsen, — det er jo et meget smukt Skud.

— Ja vel, ja ... Halsskud ... ja, det ved Gud det er.

— Har Greven forresten nogensinde prøvet det? ... det er ellers noget, jeg har haft stor Fornøjelse af: at skyde Dyr med Kugler.

— Naa—aa ... ja, det — —, Greven lod sin Sætning udmunde i en lydelig Gaben, medens han med de missende Øjne tilkendegav den anden sin udelte Sympathi med denne Sport. —

Imellem Pelsværket og Vadmelen holdt Vinterfrakkerne Forsamling. Her havde man ikke hævet sig til en saa fornem Fjærnhed fra Dagens politiske Kævl. En mager Mand, hvis langhalsede Fuglehoved trods den bøjede Ryg ragede op over Klyngen, havde endogsaa lejlighedsvis mumlet mellem Tænderne et edeligt Ønske om at se de treoghalvtreds anbragte paa Lygtepæle i Omegnen af Kristiansborg og brummende besvaret nogle venskabelige Drillerier fra sin Sidemand, der beklagede, at deres Herredsfoged agiterede for Lynchproceduren. Hos denne lille Herre dannede Linjen fra Ryggen til det øverste af den runde Silkehat en jevn, fremadbøjet Kurve, hvilket i Forbindelse med hans Buldogge-Fysionomi gav ham en stærk Lighed med disse herreklædte Hunde, som man ser paa Børnebilleder. Men han talte med en spinkel, sukkersød Stemme, som i det høje Register havde Lyden af en kælen Kats Mjaven.

— Jo De er den rette til at tale i Galgentoner ... Galgentoner, he! det var et nyt Ord, det ... Nej, vi kender Dem, vi kender Dem (han maatte løfte Armen meget højt for at pikke Herredsfogden paa Skuldren) ... Ja Landstrygerne kender Dem ogsaa — gu gør de det — De har kyst dem over i de andre Jurisdiktioner ... i salig Brockdorffs Dage sværmede de sgu som Vepser i Syltetiden ... Men forresten er De jo med al Deres Skælden og Smælden det godmodigste Menneske —

— Jeg? ... Er jeg det — det var som —

— Jo, det — det er rigtig! ... Det har Godsforvalteren Ret i ... det ved Gud han har ... det — det er det, jeg altid siger: ... Hidsig og grov? er Henriksen hidsig og grov? siger jeg. Naa, hvad Fa—Fanden! lad ham fa—fare op — han mener sgu ikke noget med det —, pludrede en ny Stemme ud.

— Nej, hør min gode Kammerraad, snerrede Herredsfogden til den anden Side, — fej De for Deres egen Dør, og lad være med selv at tale om Strikken —

— Nu er han skam igen ved Strikken, mjavede Godsforvalteren.

— Aa, det er sandt! brød Øvrighedspersonen af, idet han gjorde en brysk Vending om mod ham. — Det er sandt! den Historie skulde jeg have Rede paa ... Hvad Satan er det for noget fordømt Kæltringepak, De holder dernede paa Gaarden? ... Ifjor var der jo den Landstryger, De havde taget til Daglejer i Høsten, og som gjorde Indbrud ... Pokker til Fyr — ja, det er sandt, De var jo selv med, da han viste os, hvordan han var krøbet gennem Vinduet ... det med Jernstængerne for i den nye Staldlænge — fuldstændig Aal ... Naa, og nu forleden var det en af Husmændene — Anders Nielsen fra Oreby — en af jeres egne Husmænd, Højstærede! ... Han havde stjaalet — hvad Fanden var det nu? — gammel Høtyv tror jeg ... det var sgu ogsaa noget at gøre sig til Tyv for ... Det var nok ogsaa hans Kone Anna Kristine, som havde alle de Historier ... Det er jo noget fordømt Svineri.

— Ja—a, ... det er jo ikke altid de stærkt hornede, der er de bedste Tillægsdyr.

Det var maaske tilfældigt, at Godsforvalter Ravn ved disse Ord blinkede med sine smaa, farveløse Griseøjne til Kammerraad Sommer. Men den sværlemmede Kammerraads grove, arrede Ansigt syredes, og hans tyklæbede Mund frempludrede noget uforstaaeligt Tøjeri. Han var en stor Spekulant og havde i sin Tid dannet sig en Teori, hvorefter han kunde kende de bedste Malkekøer paa en bestemt Form af Hornene, en Teori, som han havde fulgt blindt, indtil han ganske havde ødelagt Besætningen paa Skovvang, som han havde i Forpagtning, og hvor Ravn var Godsforvalter. Det var heller ikke usandsynligt, at Ravn havde tilladt sig en noget nærgaaende Hentydning til dette bekendte Faktum, thi der herskede i denne Gruppe den lidet hensynsfulde Fortrolighed, som findes hos Mænd, der pleje at ryge af hinandens Piber ved hinandens Spilleborde, denne grovkornede, nærgaaende Gemytlighed, døbt i Cognacs-Toddy, og til hvilken Konger, Damer og Knægte have staaet Fadder.

Kammerraaden spillede da heller ikke længe den fornærmede, men henvendte sig med sit tykke, stundesløse Mæle, hvori Tungen bestandig slog Sludder, til en lille tæt Mand foran ham, der ogsaa saà ud til at være en velstaaende Forpagter. Han stod med Hænderne borede ned i Frakkelommerne og med Maven skudt lidt frem. Det vejrbidte Ansigt havde en determineret Mine, og den smalskyggede graa Bulehat var trukket paa Snur ned i Panden.

— Naa, Provsten var godt kørende idag, hvad? ... Brillant kørende ... Ja, det forstaar sig, det er De jo altid... Naa, men det maa jeg sige, det glæder mig virkelig, at De er bleven enig med Per Andersen ... De parrer smukt sammen — nydeligt ... rene Stadsheste ... men især den grønne —

— Grøn? Vallaken? ... den er jo rød — fuksrød. Der existerer over Hovedet ingen grønne Pattedyr.

— Undtagen ganske unge Mennesker, bemærkede Godsforvalteren og skævede hen til anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, en nybagt Kandidat, der forsøgte at udstraale den størst mulige Sum af bureaukratisk Foragt over Bønderne gennem sin Pincenez, men nu pludselig blev ildrød i Hovedet.

— Fuksrød? ... naa—aa ... aa ja saagu! ... naa, jeg plejer nu at kalde den Fa—Farve grøn, — den kaldes grøn her paa Egnen, for jeg er jo saadan en Slags Autoritet, — ja det er De jo ogsaa, det er ikke for det ... Men—n, hør, ... sig mig, hvad fik De den saa for?

— Halvottendehundrede.

— Halvottende ... naa, ser vi det ... naa, det vilde Per Andersen dog, — han var sgu ellers svært forlibt i ham ... Ja, hør vèd De hvad, saa kan De ogsaa sige, De har gjort en god Handel ... smuk Handel ... brillant. Ja vel, Provsten handler altid brillant, det er ikke for det ... Født Hestehandler, hvad? ... Hvor gammel? — 4, ja jeg kan tænke det, det er lige til Øllet ... men saa er han jo stærk ... Ja, for jeg kender ham, Gud bevares, jeg har jo kendt ham fra han var Plag — og Føl med ... Og saa har jeg jo en Broder til ham ... falden efter Usserødhingsten ... brillant Dyr ... Naa, og saa er der èn Ting, det skal De lægge Mærke til: det er et taknemligt Dyr, han trives ... Ja, det har sgu meget at sige, — det har meget at sige ... Der er dem, der bliver Skindmærer, om de saa faar aldrig saa megen Kærne ... Men han! — ja, jeg kan gærne sige: Provsten kan sætte ham paa Halm, han bliver smældfed alligevel, .... ja det er sgu sandt ... smældfed, forsikrer jeg Dem.

— Han falder vel?

— Falder, nej hvorfor skulde han falde? Løbet er jo brillant, — prima sorte —

— Jeg mener ham deroppe — Fuldmægtigen paa Godskontoret — Jessen.

— Naa han, — ja han falder sgu — det er klart. — Aa, det er jo mere en Formsag ... Denne Gang maatte vi jo stille En op.

— Man kunde da ikke udenvidere overlade de Bondetampe Marken, hvæsede Herredsfogden. — Man maatte dog, for Pokker, levere et Slag.

— Ganske vist, — naturligvis ... Intelligensen, hm! ... maatte vise sig. Men—n, vi kan vel ikke vente, at han faar synderlig flere Stemmer end vores.

— Og de fra Gaarden, sagde Herredsfogden. — Jeg vil da for Pokker haabe, Ravn, at jeres Husmænd —

— Ja, vel!

— Naturligvis ogsaa dem, sagde Provsten. Men det bliver dog alt i alt ikke mange. Det er ellers en ganske tiltalende Mand — Jessen.

— Ja—a, — til at falde igennem kan han være god nok, sagde Godsforvalteren. Ellers ... som Repræsentant ... vil jeg nok sige ...

— Fuldmægtigen er desværre ingen kirkelig Mand, ymtede en hul, skrattende Stemme ved Siden af Provsten. Der stod en lille Mand med et noget skrumpent, tandløst Ansigt, men med livlige Øjne over Hudposerne bag de store cirkeløjede Briller. Under den brede, stærkt svajede Skygge paa den lavpullede Cylinderhat, hvis Silke strittede som Plysch, sitrede de lange, silkeglinsende hvide Nakkehaar, der faldt ned paa den falmede Fløjlskrave. Hagen, der var lidt fremstaaende, gik aabenbart endnu, i Slutningen af Ugen, paa Ragningen fra sidste Søndag, og det var sandsynligt at det hvide Halstørklæde, som ved Omlægning frembød sorte Rande paa underlige Steder, skrev sig fra samme Dato. — Han er efter min — sørgelige — Erfaring ikke engang en kristelig Mand. Og — jeg maa dog sige ... at ... naar man opstiller en Højrekandidat —

— Hvad Fanden kommer det Politiken ved? — Undskyld, Pastoren kan ikke lide, jeg bander. — — Men jeg spø'r, hvad S— hm! hvad har Vælgerne med Mandens religiøse Overbevisning at gøre?

— Naa, det kan man dog ikke saadan sige. Det kan Herredsfogden umulig fastholde; ... det ... det indifferente ... det ... vi har jo dog en Folkekirke —

— For mig kan han være Mahomedan, naar han blot ikke har flere Koner.

— Dansk Lov 3—16—16—8, citerede mekanisk anden Fuldmægtig paa Herredskontoret.

»Folketingsmand, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse — har Ordet.«

»Han er ikke Folketingsmand nu, han er i en opløst Tilstand,« raabte en ungdommelig Stemme tæt ved. De nærmeststaaende Bønder lo og raabte opmuntrende: »Hæng bare i, Hjorth! ... Klem paa, De kan kanske sætte Fuldmægtigen igennem endnu.«

»Kredsens hidtilværende, mangeaarige Repræsentant i Tinget, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse — har Ordet,« rettede Formanden med et spottende Smil, idet han understregede »mangeaarige«. Der lød et vedvarende Bifald.

— Ah, det er jo vor Ven Lærer Beck, der leder Valghandlingen, sagde Provst Storm, idet han satte Lorgnetten paa sin klumpede Næse. — Det er virkelig en dygtig Mand. Ja, De husker jo nok, kære Krarup, jeg var særdeles tilfreds, da jeg var til Examen sidst i Fredløse Skole; ... særdeles tilfreds.

— Han er mig ellers noget partisk, den gode Beck, bemærkede Godsforvalter Ravn.

— Ja, det er uforskammet, saa han favoriserer Venstre, raabte Herredsfogden. Jeg lagde Mærke til ham: han var hele Tiden paa Nakken af Fuldmægtigen, .... men han kunde ikke komme til.

— Ja, Beck er en enrageret Venstremand, sagde Pastor Krarup.

— Hvad? hvad for noget! udbrød Provst Storm, medens hans Ansigt forstenedes i en myndig Indignation ... Venstre? ... er Beck Venstre? ... Det Dyr! ... Det skulde jeg have vidst før Examen, saa skulde jeg have gaaet ham anderledes efter i Sømmene.

Pastor Krarup saà ned mod Jorden, medens der i Skamfølelsen paa Standens Vegne blandede sig en lille privat Glæde over, at Provsten prostituerede sig. Den gode Præst læste ikke blot theologiske Tidsskrifter, men han havde ogsaa i disse Efteraarsaftener vejledet af Gesenius' Lexikon, Ewalds Grammatik og Keils Kommentar, men især af den danske Bibeloversættelse arbejdet sig helt ind i Deuteronomion — siger og skriver Deuteronomion, 5te Mosebog — og fra dette Videnskabens Martyrstandpunkt, med Udsigt til endnu smerteligere Triumfer i Retning af Profeterne, saà han dybt ned paa den intet læsende, forpagterlignende Provst, den fødte Hestehandler, Praktikeren ud i Fingerspidserne. Provsten paa sin Side, der havde en trykkende Fornemmelse af sin ringe Agtelse hos Provstiets Gejstlighed, var altid en garde, myndig, spændt i en overanstrængt Værdighed. En Folkevittighed vilde vide, at han en Gang som Svar paa et Cirkulære til »mine undergivne Præster« havde faaet et Brev adresseret til »vor overgivne Provst«. Men han indsaà denne Gang at have forløbet sig ved sin robuste Ligefremhed, hvorfor han rømmede sig et Par Gange og tilføjede:

— Man maa — hm — sandelig have et Øje paa hver Finger i disse Tider ... Og disse — Politikere, de forsømmer altid deres Sager.

— Ja—a, det vèd jeg dog ikke ... skønt der ganske vist er en Fare ... Men Provsten var dog ogsaa meget fornøjet med min yngste Lærer Hjorth i Yderslev, — som jeg selv sætter megen Pris paa —

— Naa, ja ... men er han da ogsaa —

— Han har en levende politisk Interesse, men det er i den modsatte Retning. Han stiller sig skarpt imod hele Bondepartiet.

— Naa saadan. Ja, det er jo noget andet. Det bli'er jo en ganske anden Sag ... Nej, jeg tænkte kun paa den tendentiøse Politik.

— Nu taler han minsandten allerede om Vorherre, sagde Herredsfogden. — Ham skulde De virkelig give Deres Stemme, Pastor Krarup.

Det var i Efteraaret treoghalvfjerds, og det var dengang endnu ikke bleven enhver Embedsmands anerkendte Pligt at være en god Kristen. Herredsfoged Henriksen yndede at lapse sig med en holdningsløs Vantro, der havde sin Rod i Ligegyldighed, og han drillede gærne Præsterne, der irriterede ham ved godtroende at lade sig dupere af Folk, han med sin koleriske Dom kaldte Kæltringepak, samt ved idelig at klage over Restancer i Tiende og Smaaredsel uden at have Bestemthed til i rette Tid at forlange Udpantning. — Han gentog, idet han bøjede sin smallæbede Mund ned til Præstens Øre:

— De skulde virkelig give Kristen Pedersen Deres Stemme, Hr. Pastor ... Han lader til at være en mere kristelig Mand end Jessen.

— Han er Grundtvigianer, sagde Provsten barsk.

— Er han det, sagde Godsforvalteren. Det skulde man ellers ikke høre, he! — Han magter da ikke det levende Ord.

Kristen Pedersen var unægtelig trods sin lange Rigsdagsvirksomhed ingen Taler. Men hver Gang Bønderne talte om deres Repræsentant, der havde siddet saa længe i Tinget, ytrede ogsaa en eller anden med en betydningsfuld Mine: »Han har aldrig talt i Salen« — en Meddelelse, der modtoges med en grundende Hovedrysten og Udbrud som: »Aa nej, — det kan jo være troligt nok« eller et dristigere: »Nej, gu' har Kristen Pedersen ikke det«. Man tænkte i Modsætning til »Salen« ikke blot paa Udvalgene, — hvor han for øvrig havde erhvervet sig en af hans Fæller misundt Evne til at sove sømmeligt, — men der lodes endnu Rum aabent for Anelser om en mineagtig, hemmelighedsfuld Virksomhed. Denne dommerlige Tilknappethed uddybede hans Anseelse hos Landbefolkningen, for hvem det ikke at forløbe sig er den til en Haandbylt sammenpressede Sum af praktisk Moral. »Han talte aldrig i Salen« — det var ikke længer en simpel Udtalelse af en Kendsgerning, det var en bestemmende Ros til at sætte paa en Gravsten, en Velsignelsesformel med en højtidelig, næsten gammeltestamentlig Basunklang.

Han var en temmelig høj Mand, sværskuldret, med et firskaaret, bredtrækket Ansigt. Han stod støt paa Valgtribunen; Armene, der buede sig som et Par Hanke, støttede sig med Haandknoene fast paa Rækværket; det var aabenbart, at han ikke frygtede for at falde ned. Det var med det drævende, lidet bestikkende sydsjællandske Tonefald, at han ganske sindig fangede de Fraser, der sværmede om i Luften og trevlede dem op i deres naive Bestanddele, — en efter en: — Paastanden om Regeringens Imødekommen og Folketingsflertallets forfatningsstridige Anmasselse, Beskyldningen for Anvendelse af revolutionære Midler, statsretlige Bekymringer for Maskineriets Standsning og profetiske Hallucinationer af uoverskuelige Farer. Nægtelsen af Finansloven indeholdt ingen saadanne Farer; men at vige tilbage for dette Skridt vilde have indeholdt en stor Fare: det vilde være stiltiende at se paa, at Valgfriheden listedes ud af Hænderne paa det danske Folk. De treoghalvtreds havde anset det for deres Pligt nu at fremkalde en Appel til Folket. De frygtede ikke dets Dom. Det lod til at Regeringen heller ikke frygtede den, for baade Finansministeren og Consejlspræsidenten havde fortalt deres Vælgere, at det var ligegyldigt, om Venstre kom forstærket tilbage. Det havde slet ikke noget at sige, hvad Folket sagde. De kunde gærne spørge om dets Mening, og Folket kunde svare dem, men de brød sig ikke noget om Svaret. De blev i hvert Fald ganske rolig siddende, hvor de sad, og forsikrede, at nu sad vi alle godt, ligesom Katten, da den sad paa Flæsket.

»Store Ord og fedt Flæsk!« raabte en Stemme.

Ja, det havde Afbryderen Ret i, at Flæsket var fedt, og at deres Ord var store —

»Men Kristen Pedersen holder nu paa det lille Ord,« raabte den samme Stemme. Det var en ung Mand, hvis aabne Ansigt lyste af et uforstyrreligt Humørs tvangfri Smil. Den aabenstaaende Vinterfrakke var hvidslidt ved Knaphullerne og Lommerne, og Fløjlskraven krummede sig graanet. Paa det fyldige blonde Haar sad lidt paa Snur en af disse »politiske Huer«, som i det Aar var paa Mode; dens udfordrende Staalspænde sendte til højre Side aristokratiske Straaler i Øjnene paa Bønderne. Han stod urolig, trippende, vuggende sig i Hofterne, og tyggede paa en sortladen Cigar. Hvert Øjeblik kom han med en Afbrydelse, en Vits, der haarkløvede Talerens Ord, et eller andet krakilsk Udfald mod Venstre, selvlavet eller hentet fra »Fædrelandets« Stikords-Arsenal, mumlet, saa at kun de nærmeststaaende hørte det, eller raabt for hele Forsamlingen, alt efter som han vurderede det til. —

— Det er jo Hjorth, som staar dèr, sagde Provsten. Han lader til at være meget ivrig.

— Ja, det morer ham altid, naar han kan komme til at drille lidt, bemærkede Præsten.

— Hm, ja han er jo en munter — en lystig Fyr, det har jeg nok mærket. Naa, men der hører jo virkelig meget Mod til saadan at træde aabenlyst frem med en modsat Anskuelse ... Det er jo et helt Særsyn ... Lærerne er jo desværre saa afhængige af Bønderne.

— Det er da et farligt Livstykke, du har faaet til Svigersøn, Per Anders, sagde en lille Bonde.

— Aa ja, lad ham, lad ham, svarede den tiltalte ... Naar det nu kan more ham ... Den Grønskolling ... Han har jo ikke Alderen til at stemme — ikke engang til at vælges.

— Aa nej ... aa ja ... det kan jo være saa rimeligt, indrømmede den tykke Sognefoged flegmatisk, idet han stoppede Asken ned i Træpibehovedet.

II.

— Naa—aa, nej det er ikke det, jeg mener ... Giv mig en Svovlstik ... Ja, disse — saadan — retoriske — de — de ligger sgu'tte rigtig for mig ... nej, det gør de ikke ... Men — alligevel — det var ikke saa galt — sandt var det Pinedød ... Nej, men—n, man maa jo staa og sige saadan noget smukt Noget om Forfatning og Grundlov. Fanden i Vold! ... Det er jo den Grundlov, der er vores Ulykke ... Er disse Folk her modne til Friheden? er det dem, der skal regere?

— Nej, naturligvis ... de har jo slet ingen Sans for de højere Interesser.

— Naa, det vil jeg nu slet ikke tale om.... Nej, men de forstaaer sig ikke engang paa deres egne Interesser, — og det er dog det mindste, man kan forlange af en Politiker.... Se, der er nu hele Husmandsstanden, alle Daglejerne. Hvem har de Interesse af at støtte — Bønderne? —

— Ja, det er jo nærmest deres Stand —

— Ja, men Interessen, kære Ven — deres Interesse ... Gi'er Bønderne dem noget? — nej, gu gør de ikke nej ... Faar de Arbejde hos dem, som er værd at tale om, som de kan leve af? ... Nej de lever af os, af Herregaardene — og saa naturligvis Proprietærerne.... Og saa gaar de alligevel hen og stemmer med Bønderne, mod os.

Jessen sagde »os« med en Selvfølelse, som om han ejede Skovvang Gods, paa hvis Kontor han var Fuldmægtig med en elendig lille Gage, som han lige netop kunde pine sig igennem med, ved at knibe hist og spare her.

— Nej, vedblev han, de gaar sgu i Tøjet gør de. De er stærblinde ... Og alt det Vrøvl kan vi takke ham for. — Han pegede paa Frederik d. 7des Buste, der, kneisende paa en poleret Granitsøjle, forsøgte at hæve den slet grusede Trekant, hvor Chaussèens og Kørevejens Hjulspor skar hinanden i vandblinkende Kurver, til et Torvs Rang.

»Nej, De skal da ikke ... det er — virkelig — altfor —«

»Gud bevares! — det er jo ikke noget at tale om, Hr. Greve! ... det er mig virkelig en Fornøjelse.«

Det var Greven, der kom vraltende ud fra Kroen bag efter den pelsklædte, næbhuede Herre, der trippede ivrig mellem Pytterne, bærende paa en tæt pakket Haandkuffert.

— God Dag, Jessen, god Dag! sagde Greven, idet han standsede og lettede skødesløst paa Hatten. — Hvordan staar det sig?

— Jo Tak, Hr. Greve.

— Men sæt dog endelig Kufferten fra Dem. De maa virkelig ikke staa — dèr — og —

— Aa, men det er jo ingen Ting, slet ingen Ting ... Den er saa let som en Fjer, forsikrer jeg Dem ... aldeles som en Fjer.

— Naa — De — faldt igennem. — Ja, der skal jo Nogen til det ogsaa ... Men—n — hvad jeg vilde sige ... det var virkelig meget paaskønnelsesværdigt af Dem, at De stillede Dem ... Det ... det ved Gud, det var ... Farvel, Jessen.

— Farvel, Hr. Greve.

Greven stolprede videre, besværet af sin Rejsepels. Han og hans tjenstivrige Ledsager gik hen imod Kragerup Gaard, der laa i Valgflækken, og hvor hans Jagtvogn holdt. Men lige i Begyndelsen af Indkørselsallèen blev de standsede af et Par Bønder, der bukkede og skrabede ud med Hatten i Haanden. Det var en gammel, hvidhaaret Bonde af en trivelig Middelhøjde, og en lang, yngre Mand, mørk og med et dvask Udtryk i det skægløse Ansigt. — De vilde da saa meget gærne hilse paa Greven; det var jo saa sjælden, at Greven var dèr paa Godset.

Ja, han var der kun en Gang imellem i Jagttiden. Hvem de var?

Ja, det var jo Ole Rasmussen derovre fra Vindrup og Sønnen Hans. De havde da talt engang før med Greven; men det kunde Greven vel ikke mindes? Nej, de kunde tænke det. — Det var den Gamle, der talte; Sønnen indskød kun hist og her et Ord eller gentog Slutningen, som i Søvne.

Hvordan de havde det.

Jo Tak, — man skulde jo sige, man havde det godt. Det var jo Vorherre, der sendte alting, det vidste vi jo. Men ellers havde de det da rigtignok farlig knapt; og det var ogsaa det, de vilde spørge Greven om, om han ikke kunde give dem noget Afdrag paa Afgiften og saa nogen Henstand.

Hm! ja — Greven bed sig fortrædelig i Knebelsbarten. Det var jo ikke saa let for ham ... saadan ... midt paa Landevejen ... Desuden — Høsten ... Ja, de havde jo faaet den meget sent ind, og Kammerraaden klagede jo ogsaa ... men — paa de mindre Gaarde ... dèr —

Jo, de havde jo faaet alting ind i Avgust; det var jo itte at klage paa — forsaavidt ... Men at de havde ikke kunnet faa Stakkene tækket ordentlig, og saa kom al den Regn i September, og saa var det jo baade spiret og raadnet, og Vægten var jo farlig ringe ... Meget havde de ikke faaet torsket, over det at de havde alt det Markarbejde ... og saa var der jo Ti'nden, som de ogsaa resterede for ... Og Udsigterne var da ogsaa kun smaa for det næste Aar, for Sæden var jo bleven æltet ned i en meget ubekvem Jord — —

— Sig mig, Godtfolk, hvem har I stemt paa idag? I skulde vel være rigtig glade idag, for I har vel faaet jeres Vilje, og Mands Vilje er jo Mands Himmerig, som man siger, — raabte den sortskæggede Herre, der følte det som sin Pligt at komme Greven til Hjælp. Han havde endelig bekvemmet sig til at sætte Haandkufferten fra sig paa en Stenkiste ved Vejen.

— Ja, Hr. Overførster, vi har da stemt paa Kristen Pedersen, sagde Ole Rasmussen.

— Ja, det haar vi jo da li'egodt, tilføjede Hans.

Det lykkedes Greven at faa et barsk Udseende.

— Ja men ... hør nu ... jeg synes dog virkelig, at naar I .... saa .... hvis I vil hjælpes af Godsejerne ... saa ... det — gaar sgu dog ikke an — —

Ja, Greven maatte da endelig ikke tage dem det ilde op. De var slet ikke Politikere; nej, de skønnede, at der kunde være Ret og Uret paa begge Sider. Regeringen kunde jo have nogen Ret, og Tinget det kunde ogsaa have nogen Ret —

— Men hvorfor Fanden stemte I da —?

Ja, man kunde jo ikke saadan. Der var jo saa mange Hensyn at tage. For hvis de havde stemt paa Jessen, hvad vilde Folk saa have sagt? Det vilde være ligesom, hvis Greven havde stemt paa Kristen Pedersen; — det vilde Grevens Venner dog have fundet meget besynderligt.

— Ja det ved Gud — ha, ha! — stemme paa Kristen Pedersen — haa, haa! udbrød Overførsteren.

— Ja men ... man maa dog være en Mand ... man maa dog virkelig have en Overbevisning —

Jo, det var rigtigt nok, det havde de ikke imod. Men se at Jessen var jo alligevel ikke bleven valgt. Naar de kunde have faaet Jessen valgt, det havde jo været en anden Sag. Og saa vilde Folk ogsaa have sagt, at de kun havde stemt saadan, for at Greven skulde ettergi'e dem Afgiften. Og naar Greven gjorde det, saa vilde de jo sige, at det kun var Betaling for deres Stemmer. Det kunde jo hverken de eller Greven være tjent med.

— Aa nej... hm ... naa ... ja det — —

Om saa Greven vilde være saa naadig, at ettergi'e dem Afgiften for i Aar, saa vilde de være Greven evindelig taknemlige.

— Ja, naar I har det saa knapt i Aar, saa ... Naar I ikke kan betale ... aa, det kommer vi jo nok ud af ... Man tager det jo ikke saa strængt ... naa, Farvel, Farvel! — —

— Ja, det skal da ikke nytte dem stort, at de kommer paa Kontoret med det, sagde Overførsteren, medens de gik videre. — Men vi træffer jo Godsforvalteren, og saa kan Greven jo sige det til ham.

— Nej, det glemmer jeg sgu ... Det vilde jo give en Helvedes Uorden ... Nej, men man maa jo være human — naar man taler med Folk — i disse Tider ... Aa, men lad os nu se at komme afsted. —

Jessen kom et Stykke bag efter dem. Han havde ikke Lyst til at vise sig for Folket efter sin Selvofring paa Godsejernes Alter. Langsomt gik han og saà mørkere ud end vanlig; thi Grevens nedladende Anerkendelse var ikke just gledet som Balsam over hans ordsaare Sind, der idag var bulnet op til en sygelig Ømtaalighed. Og da Grevens elegante Jagtvogn svingede ud af Kragerupgaards Port og rullede ham forbi, tilstænkende hans Frakke, medens Greven nikkede med den Blanding af Fortrolighed og Ligegyldighed, som man viser overfor en ubetydelig Undergiven, — da greb han sig i den Tanke, at hvis Bønderne idag gjorde Nar af ham, saa var det ikke sikkert, at de var Narrene. Jessen var usædvanlig gnaven, og han tilbød ingen at age med sig; men han kørte meget sindig hjemover med de simple Arbejdsheste, som Kammerraaden havde laant ham.

Hjorth var kørende til Valgflækken med sin Svigerfader, Per Andersen. Da han havde sagt Farvel til Jessen, gik han hen imod Kroen. Den begrændsede den ene Side af Torvet, som den vendte ud imod med sit Agerum, gennem hvis hyggelige Mørke man saà en Stump bleg Himmel brudt af Faddinger, Agestole og tilbageslaaede Enspænderstænger, og med sin lange lave Façade, der med de buede Ruder blinkende i Eftermiddagssolen stirrede ind i Frederik d. 7des Busteryg, ret som om den med et Argusblik gennemskuede Hulheden af denne demokratiske Myteskikkelse, der knejsede dèr paa alfar Korsvej som en politisk Afviser, en national Herme.

For Kroen var en Højrekro.

Derfor havde ogsaa Møller Kristensen, der var en Mand med faste Principer, sagt:

— Hør, Per Anders, vi gaar da ikke ind til Mikkel Blodpølse. (Det var Kroværtens Navn.)

Og Per Andersen, der ogsaa vidste, hvad man skyldte sin Overbevisning, havde svaret:

— Gu om vi gør ... Nej, vores Bajere og Akkevitter, og hvad vi nu saadan ellers kan ville spendere, dem ta'er vi hos Niels Spegesild ... Han er en god Venstremand, saa det er jo itte mer end rimeligt ... Og saa kan han jo kun holde Beværtning af og til, ved højtidelige Lejligheder; saa det gi'er sig jo af sig selv ... Men se at naar vi har undt ham Fortæringen, saa kan vi jo gærne gaa over og sidde lidt paa Kroen for at blive varmet lidt op udvendig, inden Hjemkørslen.

Hjorth traf altsaa ikke, som han havde ventet, Per Andersen i Kroen. Men ikke alle havde haft saa øm en Venstresamvittighed som han og Mølleren. Stuerne vare overfyldte. Vejret var lige ved at forgaa den Indtrædende i denne ophedede Luft, hvor Brændevinsdunsten og Stanken af Fedtstøvler havde blandet sig med Brændeosen og den ejendommelig brankede Indeluknings-Luft, der altid holder sig i en Kro under alle Modulationer i Lugtsymfonien, ligesom et Orgelpunkt; — og alt dette svømmede saa atter ud og opløstes i den bitter-vamle Røg af Bondetobak, hvis graa Puls bestandig sattes i Bølgning og fortættedes ved nye blaa Ringe og Søjler fra de dækslede Pibehoveder og pustende Læber. Gennem denne Dis skinnede hist og her røde Ansigter som nedgaaende Sole, graasprængt Nakkehaar buskede sig som Krat, der har sanket Rim af Frosttaagen, brede, krummede Rygge ludede over Bordene, lange, lerede og tilsprøjtede Støvler strakte sig ud paa det snavsede Gulv. — Der var et sindsforstyrrende Virvar af Raab og Tale: ganske unge, stakaandede Stemmer, der slog over, modnere Røster af Ungkarle, der trak paa Ordene og punkterede ved at spytte hvislende gennem Tænderne, vel nærede, satte Gaardmandsbarytoner, sludhæse Arbejdsbasser, gamle sprukne og gistne Sludrebøtter; — men alle sang de i samme Toneart — Egnens drævende, svagt syngende Maal; — og alle var de højrøstet ivrige: i den hele uharmoniske Koncert var hvert Instrument stemt en falsk Kvint op fra Hverdagstonen.

Der var en Del, som fandt, at de endnu ikke tilstrækkelig havde udnydt Interessen ved det politiske Spil. Dèr i Kredsen var der jo slet ingen Spænding ved Valghandlingen, og Højre kunde da ikke klage over, at de ikke blev hørt; nej, da var der ganske anderledes Sjov andre Steder. Derfor skulde man benytte sig af, at man var bleven saa tidlig færdig, og køre et andet Sted hen; man kunde godt komme tidsnok endnu. Kun kunde de ikke blive enige om, hvor de vilde hen. Nogle vare stemte for den nærmeste Købstad, hvor Udfaldet var meget svævende, og hvor der efter Sigende var udfoldet et storartet Bestikkelsessystem for at sætte Ministeren igennem. Men andre raabte, at man skulde køre til en Valgby, der laa halvanden Mil længer borte, og hvor man kunde vente endnu større Spektakler, thi en Del af Vælgerne plejede altid at ankomme ganske overkørte, paa Højre-Komitéens Bekostning.

Men de fleste havde slaaet sig fra Politiken og drøftede Landbruget. Det var en almindelig Jeremiade over den megen Regn. Man indrømmede, at Sædens Givtighed var god nok, men Vægten var ringe og Halmen udvasket. Store Jens Persen brystede sig, for han havde faaet pløjet to Gange og vinterlagt sin Grønjord; men lille Jens Persen var endnu ikke færdig med at saà; det havde derimod Jens Persen slet og ret været færdig med allerede i Oktober, men han havde ikke engang faaet torsket saa meget, at han havde Halm til Kreturet. Kristen Olsen havde faaet sin Høst spoleret, men det havde han sgu godt af, for han skulde jo aldrig bære sig ad som de andre; naar alle andre skyndte sig med Høsten, saa vilde han spare Daglejere, og det lignede jo ikke noget. Men Pastor Krarups Forpagter havde kørt for tidlig ind, for han skulde nu altid fjadre paa. Nej, da var det et godt gammelt Ord, at Sæden heller maatte fordærves ude end inde ... Forresten var det farlig simpelt med Vintersæden; den pippede jo op ligesom en syg Kylling, der ikke kan komme ud af Ægget. Og saa var der de Satans graa Snegle, som ikke engang var blevet ødelagte af den skrappe Nattefrost; det var den rene Ødelæggelse for den tidlig saaede Rug og for Græsmarkerne, som de gnavede Rødderne over paa. Men store Jens Persen vidste et Raad: man skulde besaà Marken med en Blanding af tre Dele Sand og en Del pulveriseret Jernvitriol; sexoghalvtredsindstyve Pund til en Tønde Land.

I et Hjørne af Stuen underholdt man sig meget ivrig om Brøndboringerne, som Selskabet i København havde foretaget rundt om i Egnen for at skaffe Vand til Mælkerierne. Paa Bjerredegaard havde man boret tohundrede Fod uden at finde noget, paa Kragerupgaard lige saa dybt, og saa kom Vandet Overfladen paa ti Fod nær, paa Skovvang havde man kun boret henved hundrede Fod, og dèr kom der Springvand.

Men den største gabende Interesse havde samlet sig om en Husmand paa Skovvang, der gav en Beskrivelse af den nye Pulveriseringsharve, som Kammerraad Sommer havde bragt med fra Wiener-Udstillingen ... Den havde ikke Tænder som en ordenlig Harve men ligesom en Række Staaltalerkener, der løb rundt som Hjul; og den, der kørte den, traskede ikke ved Siden af, saadan som man plejer van, naar man kører Harve, men han sad ovenpaa ligesom paa en Vogn. Det sidste kunde nu være meget bekvemt; — men ellers blev man snart enig om, at den nok vilde vise sig ganske ubrugelig, ligesom det meste andet af hvad Kammerraaden havde indført af nyt.

I en Stue ved Siden af blev der spillet Kort.

— Aa, dèr har vi jo Interpellanten, raabte Beck ved et af Bordene. — Har man tabt Kandidaten undervejs?

— Han turde ikke træde Dirigenten for Øjnene; du viste saadan en ondskabsfuld Lyst til at ringe ham for Ørene.

— Og han ynder ikke Klokkeklangen, ligesom Fanden; nej, det vèd vi nok.

— Er der Ingen, der har set Per Andersen?

— Svigerpapa, nej han er her ikke. Du kan være ganske rolig. For ellers kunde det nok være, at han havde Lyst til at tage Hr. Læreren i Skole ... Naa, det er nu ligemeget. Tag den Narrehue af, saa skal du faa Amnesti for idag og en Bajer oven i Købet.

Yderdøren gik op, og ind traadte Ole Rasmussen med Sønnen Hans.

Ole var i høj Grad oppe. Han fik sig et Glas Pøns og han fik to og tre — og saa begyndte han at diske op med sine gamle Historier. Der var især en Mængde Historier om den gamle Distriktslæge Doktor Falkenstjærne, ham, der altid begyndte et Sygebesøg med den Formel: — »Hvad Satan i Helvede gaar der nu af dig, dit gamle Stabejs« eller »din unge Lemmedasker« — alt eftersom det nu kunde passe sig. F. Ex. hvordan Ole Rasmussen en Nat skulde hente ham til et Sygebesøg ude i Vindrup Overdrev, og Falkenstjærne han bandede jo noget ugudeligt, for det var jo sine stive halvtredje Mil, og regne gjorde det da ogsaa — at sige saadan ruskede. Saa kunde han ikke faa Doktorstolen spændt langt nok ned, og de maatte spænde om igen et Par Gange. Da han saa endelig var kommen til at ligge helt ud i Vognen, raabte han: »Nu skal du, Fanden piske mig, køre ordentlig til, Ole Rasmussen,« hvortil Ole svarede: »Ja vel, Hr. Doktor, men da ikke hurtigere, end som at Doktoren kan følge med dèr bagi.«

Efter at have produceret denne Anekdote, bad Ole lille Jens Persen, om han maatte stoppe hos ham, for hans egen Tobak var sluppen op. Da han saa havde stoppet og taget et Par Drag af den stumpbidte Pibespids, blinkede han med de smaa Øjne og sagde: »Jeg stopped for hart, lille Jens,« hvorpaa han kradsede Tobakken ud i sin egen Pung og stoppede igen af den andens: —

— Ja, for jeg skulde jo dog have noget at patte paa paa Hjemvejen ogsaa, bemærkede han med et bredt Grin, ellers blev jeg sgu lige saa haardmundet som mine Bæster.

— Aa, dèr har vi jo Per Anders og Kristensen, raabte Beck; — skal I ikke have noget at drikke?

— Nej. Vi har faaet, hvad vi skulde have, svarede Mølleren.

— Naa, I har siddet henne hos Niels Spegesild?

— Ja akkurat, dèr hvor I andre ogsaa sku' væ't, sagde Per Andersen bittert, thi han nagedes af den Misundelse, som en Mand føler, naar han ser de forsømmelige more sig, medens han opfylder sin sure Pligt. Der havde hverken været synderlig lunt eller hyggeligt i det lange lolignende Rum med de simple Træborde og Bænke og den pulterkammeragtige Tribune, paa hvilken der musiceredes, naar Niels holdt Salôn.

Ved Bordet bagved dem snakkede man bestandig om Vejrliget. Det var de evindelige Landmandsjeremiader. En klagede over, at den begyndende Frost snart vilde gøre det umuligt at holde Kreturet længer ude, hvad man trængte i høj Grad til paa Grund af den slette Halm. En anden beklagede, at Frosten ikke havde været stærk nok til at dræbe Sneglene. Per Andersen sad og hørte til med et lunt Smil om sine tynde Læber. Pludselig vendte han sig om og sagde: —

— Har I aldrig hørt Historien om Præsten, der skulde mane Regn?

— Næ ... Lad os faa den, Per Anders.

— Hvad skulde han —? spurgte Provsten, der var traadt ind sammen med Pastor Krarup.

— Ja, det var saadan en svær Tørke, og saa lovede Præsten Bønderne, at han skulde mane Regn ... Men, det er at forstaa, det var saadan i gamle Dage ... og — jeg vèd nu ikke, om det kan være troligt — det maa de Lærde om —

Provsten knejsede med Hovedet og stak Maven frem, kildret ved denne Titulatur, som han følte, at Pastor Krarup lo indvendig af.

— Aa jo ... i gamle Dage ... det er meget muligt ... da gik der saa meget i Svang, da de var Katolske ... Fortæl kun videre.

— Ja, det er kun saadan som jeg har hørt det ... Naa, Bønderne de kommer da op paa Gaarden, og Præsten han gaar da ud til dem, og han siger: Naa Børnlille — ja for det var nu saadan en Maade at tale paa i gamle Dage — Naa, Børnlille, siger han, hvad vil I mig saa, ... er det Regnen? siger han. Jo, det var da Regnen. — Ja, siger han saa, nu skal jeg bede Vorherre, at han lader det regne imorgen. — Nej, raaber der saa En, imorgen skal jeg til Barsel hos Hans Jensen, saa vil jeg da nødig have Regn. — Ja, ja da, siger Præsten, — saa lad os sige Tirsdag. — Nej, raaber saa en anden, paa Tirsdag skal vi hænge Tøj ud, og saa maa vi have Tørvejr ... Naa, kort at fortælle, saa havde den ene det ene, og den anden havde det andet. — Og saa sagde Præsten: Ja, ser I nu Børnlille, naar I ikke kan blive enige, og her er dog kun Mændene fra èt Sogn, hvor kan I saa forlange, at Vorherre skal gøre alle Menneskenes Børn tilpas i hele den vide Verden.

— Det var en meget forstandig Historie den, Per Andersen, sagde Provsten med et kort Nik.

— Ja, formelig med Livsfilosofi, bemærkede Pastor Krarup.

— Aa, ja ... Det er nu ... saadan ... som man ... fortæller det, svarede Per Andersen beskedent, medens han forsøgte at faa en Svovlstik til at fænge i Asken nede i den udgaaede Pibe — —.

— Nej Jessen, raabte i det samme en høj Mand tilbage til Spillestuen, som han var i Færd med at forlade, — Jessen det er en rigtig storsnudet Herre ... Han har ikke saa meget som en af os, Fuldmægtigen, og saa er han dog meget fornemmere paa det, end som de fornemme selv.

Det var Henrik Larsen, der nylig, i en Alder af fireogtyve Aar havde arvet en af de største Gaarde i Yderslev. Trods det halvsløve Udtryk i hans regelmæssige Ansigt regnedes han for en af de smukkeste Knøse i Sognet. Han var købstadklædt.

— Aa ja, det er ikke aa nægte, sagde Ole Rasmussen. Se der er nu Greven, — det er en meget rimelig Mand aa have at gøre med. Naar man bare altid kunde gaa lige til ham.

— Ja, det er saa vist, tilføjede Hans og satte Punktum med en Spytteklat.

— Saa—aa, tvivlede Lars Persen.

Men Hjorth havde rejst sig.

— Du skulde ellers ikke tale saa rask om Jessen, Henrik Larsen. — Det er en Mand med Overbevisning — men du —

— O, ho! ... har jeg stødt Bussevennen for Hovedet? Naa du er nok ogsaa en af dem, der slaar stort paa. Du vil tilvejrs, hvad? — Det skal være skrapt, saa du læser i den senere Tid ... Hun faar nok en lærd Mand —

— Har du tabt meget derinde?

— Hvad Fanden rager det dig? har jeg tabt, saa er det ikke andet, end hvad jeg kan betale ... Men hvis du tabte et Hundred Daler — ja det er sandt, det er heldigt, du har faaet den Svigerfader —

— Heldigere for mig end for dig, lader det til, svarede Hjorth skarpt og vendte ham Ryggen. —

— Nej, næste Gang der bliver Valg her, sagde Provsten i en oprømt Tone, saa vil jeg stille mig. — Hvad siger I til det? ... Jeg skulde da tro, jeg fik nogen Stemmer for mig.

— Ja—a, det er jo ikke saa lige aa ha'e nogen Mening om, svarede Per Andersen, idet han trak paa et bredt Smil ... Men—n, at, — min Stemme, den faar De sgu'tte.

— Hvad for noget, Per Andersen? Vil De ikke give mig Deres Stemme?

— Nej da ... Næ, ser De, et er at være Provst, et andet er at være Politiker. En kan jo ikke du' til alting ... Ja, Talegaverne har Provsten, dèr skal ikke mangle noget. Man kan nok mærke, naar Provsten kommer og præker, — saadan til Ordination og Kirkevielse og — det er ikke en simpel Præst ... det gaar akkurat ligesom en Tærskemaskine, det er saa vist. — Men—n, se—at—det er jo ikke alene derpaa, det kommer an. Nej, til Politiken, der skal vi have andre Folk... Men derfor kan vi jo komme lige godt ud af det sammen.

— Ja, det haaber jeg med. — Naa Farvel!

— Farvel, Hr. Provst! ... Farvel, Hr. Pastor. — —

— Jeg tror ellers ikke, Provsten syntes rigtig godt om det sidste, sagde Mølleren.

— Nej, det kan jo være mulig nok, men forresten tog han sig da rigtig pænt i det.

— Jeg maa sige, bemærkede Beck, at jeg finder det meget heldigt, at Provsten fik en over Næsen, han holder den — om jeg saa maa sige — vel langt frem, — skønt stumpet er den da ... Ja, jeg har flere Historier om Provst Sommer, der ikke er saadan rigtig — —. Der var nu f. Ex. dengang ved Besættelsen af det gode Embede i Gyvelse — —

Men Per Andersen og Mølleren vare nu enige om, at de tilstrækkelig havde faaet »varmet sig op udvendig«, hvorfor Gaardmanden klappede Hjorth paa Skuldren, trykkede de nærmeste i Haanden og forlod Selskabet med sine to Ledsagere.

Det store Gaardsrum mellem Kragerupgaards solide Længer var halvt fuld af Køretøjer, næsten lutter simple Fjervogne med et Par Agestole, hvorpaa Faareskindspelse, Kavajer og stribede Ulddækkener vare henslængte. Gennem de mange aabne Stalddøre skimtede man inde i Mørket Krydset af en Hest, viftende Haler, en hvid Sok, der stampede. Næsten alle Jagtvognene vare kørt hjem, men Provstens blev netop forspændt. Per Andersen gik over til sin kære Fuks, der stod urolig og rykkede sig tilbage i Tøjet, skrabende paa Stenene med sin blankede Hov, nappende den graa Hoppe i Nakken, gnavende paa Stangens Lakering eller Bringkoblen, idet den krummede sin smukke, stærke Hals med den lange, gulige Manke.

Provsten, der netop havde faaet Forlæderet knappet og samlede Tøjlerne, blev meget vel tilfreds ved at se Per Andersen komme: — han skulde nok have holdt sig til en Side, dersom Fuksen havde Fejler.

— Naa, Provsten er vel tilfreds? spurgte Gaardmanden, idet han klappede den paa Halsen.

— Jo, rigtig tilfreds, Per Andersen, der har slet ikke været noget ... Aa, men nu har de jo spændt Krydslinerne forkert.

— Ja, han skulde da have Underlinen, han — han knejser da nok til det ... Nu skal jeg nok — naa din Skabhals, kan du staa rolig?

— Det er rigtignok et meget livligt Dyr, bemærkede Pastor Krarup, medens han ængstelig betragtede dens Gebærder.

— Ja — ha! vist er den saa. Den fik saamæn paa Vejen herhen det ene Ben over Skaglen.

— Saa; aa ja ... Aa, men Alderen, Hr. Provst, den kommer saamæn nok.

— Jeg synes ogsaa, den har Tendens til at blive Krybbebider, forsøgte Præsten sig.

— Næ—æh! ... det har ikke noget at sige ... Saadan noget skal jo alstille gnave i hvad det kan komme til. — Han er jo da heller kun et Barn! —

— Nej, Krybbebider, kære Krarup, hvor vil De dog hen? ... Farvel, Per Andersen! ... Naa, kom saa da ... Nej, det begynder ganske anderledes — —

Mølleren sad hos Per Andersen, og Hjorth gjorde sig det mageligt paa Bagsædet.

— Nej, det var jo saa simpelt med Foderet i Aar, saa jeg burde jo skille mig af med ham ... Man skal dog heller ikke slaa for stort paa ... Og dèr hos Provsten faar han det godt; — der er bare de lange Visitationskørsler. — Og han saà mismodig paa de halvgamle Øg, der druntede afsted og trak paa Lemmerne, afredte af Efteraarspløjningerne i den vanddrukne Markjord. —

— Ja vel blev Præsten lumpet ... Men jeg havde jo varet ham ad ... Der er ikke noget at stille op med en Pranger, Kristensen. Den ene kan man nok faa god, men den anden er der Pinedød altid Fejler ved ... Det er saadan ligefrem et Princip: naar de bare har en god, saa har de et Par ... Aa, jeg kender det, for jeg havde jo en Ven, der drev det ... Naa, ja — enhver er jo Tyv i sin Haandtering, der er jo itte noget at sige paa, — men, at — det er li'egodt ikke saa behageligt for den, der bli'er lumpet. —

Hjorth tændte en Cigar og lænede sig tilbage i Agestolen. Den politiske Hue var god til Rejsebrug, han kunde bekvemt slaa Kraven op om Ørene.

Himlen var blæst ren, og Aftenrøden opløste sig i en rolig Farvedød. Nede i den sartgrønne Mellemtone straalede Venus; oppe i det tætte Dunkelblaa anede man Stjærnerne. Chaussèen strakte sig lige ud, mellem Dobbeltraden af de kullede Popler, med en Smule Aftenlys i Pytterne og de vaade Hjulspor. Telegrafstængerne snurrede med en lang, hendirrende Tone. Nu og da brægede en Flok Faar, og en Hund glammede pludselig op, langt borte. Paa den flade, halvmørke Jord begyndte Lysene at blinke frem rundt om.

Tusmørket i det store Rum, Trætheden efter en hel Dags Færden i fri Luft, den ensformige Travtakt og Hjulrullen og den sagte Skumplen i Sædet, — alt virkede behagelig slappende paa ham, og han hengav sig til vage Drømmerier ... Hans politiske Parti havde lidt et Nederlag, men det forstemte ham ikke. Han følte sig som en lykkelig Mand, — eller dog næsten lykkelig.