Germanernes Lærling

Medens hele Rækken skraalede denne Slutning i et begejstret Kor, trykkede han Kristines Haand, og hun besvarede Trykket, idet hun bøjede sig frem og lo.

— Det er en flot Vise den, en der er Resong i, udbrød Henrik ... Hvad beha'er, Ki'sten? ... hvad siger du?

— Jeg siger, at Visen kan være god nok, men man skal være en anderledes Karl end du, for at kunne synge den, svarede Kristine, idet hun hurtig rejste sig og undgik den Arm, han vilde lægge om hendes Liv.

— Jeg synes Ki'sten er saa fælt vrangvillig iaften, Henrik, bemærkede det fyldige Pigebarn paa hans anden Side. — Hvad siger du til en Runde bagom Haverne?

— Jeg siger: »Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,« sang den ufortrødne Henrik Larsen, idet han indtog en beleven Positur.

Selskabet opløste sig. Den spredte, farligere Del af den natlige Sammenkomst begyndte.

Hjorth og Kristine gik Arm i Arm ud af Landsbyen hen ad Chaussèen, hvor Enge og Marker under Vand blinkede langt bort til begge Sider, ind gennem en lille, forsømt Skov, paa hvis affare, græsbløde Vej de lydløst bristende Dugperler knustes under deres Fødder, medens Perlemor-Lyset rundt om fik aandeagtige Tinter af det hektiske Høstløv, skraanede som brede Sølvbarrer ned gennem Granernes Mørke og syntes ude paa den purrede Rydning at have sammentyndet sig til et Net af haarfine Glastraade, der tindrede fra Straa til Straa, fra Busk til Busk. Saa vandrede de langsomt hjem ad en Bivej, der vandt sig langsommelig op over et enligt Bakkedrag, hvorfra der aabnede sig en Udsigt mod Syd over et taagehvidt Hav, der bredte sig saa langt Blikket kunde naa, afbrudt af hemmelighedsfulde Øer og underlige Landtunger, medens Horisontens Skyer begrænsede det, som en eventyrlig Bjærgkæde af Sølv.

Saaledes stod han i dette lykkelige Øjeblik, medens hans Arm laa om hendes Liv, og stirrede ud paa et feagtigt Arkipelag, som syntes at tilhøre en anden Natur, dèr, hvor man i det nøgterne Dagslys kun fik Øje paa en temmelig flad og almindelig sjællandsk Egn.

IV.

— Naa, ... men hvad var det, der svævede? ... Det maa du da nok kunne huske.

— Aa ... maa jeg, maa jeg? ... Mange frostholdige Fingre strittede ud i Luften, dirrende af Kundskabens Kløe.

Hjorth nikkede, og Koret raabte: »Og Guds Aand svævede over Vandene.«

Nu gik det raskere. Der var kommen en skrap Dreng op, som plaprede Lektien frem, saa at kun et øvet Øre kunde følge denne ensartede, pludrende Strøm, der pludselig stoppede op med Eftertryk paa et ubetydeligt Ord, for derfra at styrte sig videre, rivende Ordene sammen og adskillende dem uden smaaligt Hensyn til Meningen: —

»— Og han lod Jorden fremskyde Urter og Træer den fjerde Dag satte — Gud de lysende Legemer paa Himlen Solen Maanen og de andre Stjærner til — at lyse for Menneskene om Dagen og om Natten og til at — inddele Tiden efter den femte Dag skabte — —«

Men han afbrødes af en bleg, kertelsvag Dreng, der ikke forstod, hvorledes der kunde være lyst tre Dage før Solen og Maanen og Stjærnerne blev skabte til at lyse. — Hjorth var paa Nippet til at komme frem med sin Lærdom fra Godet, at netop den moderne Videnskab havde vist Muligheden af dette, som de Vantro længe havde spottet over; Lyset kunde f. Ex. komme af Elektricitet ved Polerne; — men han erindrede, at disse Oplysninger ikke vilde blive til stor Opbyggelse for de smaa Tilhørere, og indskrænkede sig med et stille Suk til den Bemærkning, at naar Gud vilde det, kunde det ogsaa være saaledes. Den blege Dreng saà ud, som om han dog vilde have ansèt det for mere hensigtssvarende, hvis Vorherre strax havde skabt Sol og Maane og Stjærner. Men Mængden var tilfredsstillet, saa meget mere som den med levende Misnøje havde set Tvivleren afbryde hin rivende Strøm, der hurtig syntes at maatte bringe dem til det forønskede Maal.

Fra nu af gik Overhøringen fortræffeligt. Efterhaanden kom der mere Liv i Børnene. Og til Slut sang hele Klassen det sidste Vers enstemmig, med en Understrøm af Jubel, der passede for de gladsynede Ord:

— Og Gud saà alt hvad han havde gjort og se det var saare godt og det blev Aften og det blev Morgen — den sjette Dag men paa den syvende Dag hvilede Gud fra al sin Gærning, og han velsignede og helligede den syvende Dag.

Den syvende Dag var den næste, og den sidste Time var strax udløben; — derfor Jublen. Hjorth indsaà, at der hverken var Tid eller Stemning til Meddelelse af de nærmere udførende Betragtninger, som han havde forberedt sig paa. Det kom ham i Grunden tilpas: — han var ikke oplagt. Thi pludselig, medens Klasse-Koret læste, havde der blandet sig deri en gudsbespottelig Røst: —

Han kunde ikke slippe for at høre dette mephistopheliske Vers, der pludselig var manet frem fra en Krog af hans Erindring, hvor det maatte have ligget skjult, kringelrullet som en Slange, indtil det nu krøb frem, som lokket af Fløjtetoner, spillende med sin Giftbraad. Han havde moret sig med det i sit eget Værelse; men her i Skolestuen var det en uhyggelig Fremmed, en brødebringende Gæst, skønt ubuden. At det her kunde hvisle og kniske sin Spot ind i hans Øre, som her kun var vant til at fyldes af en skikkelig drævende og plaprende Enfoldighed! — Han var næsten bange, for at Børnene skulde høre det; det var ham en stor Lettelse, da de modrede ud af Stuen med megen Raslen af Penalhuse og Klirren af Grifler mod Tavler, med den overstrømmende Gækkevornhed, som Skoletiden med sin religiøse Slutning havde dæmmet op for. Siddende paa Kathedret saà han sløvt ud ad Vinduet, da de løb, trippede eller vadede over Gymnastikpladsen, puffende til hinanden, medens Pytterne sprøjtede om dem. —

Saa gik ogsaa han ud af det tomme, uhyggelige Rum, skrævede over den lille Gang, hvis hulslidte Murstensgulv var fyldt af en stor Pyt, og traadte ind i sin Dagligstue. Det var et middelstort, tofags Værelse, med sirtses Gardiner uden Kapper trekantet for Vinduerne. Ved den længste Væg stod en aldrende sort Sofa med et gammeldags rundt Mahognibord foran. Det gulbrune, stiftmønstrede Tapetpapir glode overalt i sin nye Grelhed; kun over Sofaen afbrødes det af et fugtplettet Lithografi, hvor bagved den baadfyldte Dam Haderslevs lange Husrække strakte sig, omgjordet af Haverne ned mod Vandet og overraget af Marie-Kirkens høje Tag med det lille Midterspir som en Pegepind op mod Himlen; — og ligeover for, over det lille spinkle Skrivebord, hvis Mahogni var blevet gult og mat, hang der en Gruppe smaa, afblegede Portraiter. En gammel Violin, hvis sprungne Strænge faldt ned som Spiral-Haler, og et perlesyt Pibebræt dannede Pendanter hver paa sin Side af Sovekammerdøren. Den ene Hylde paa en lille Hængereol glimrede med en Række brede, stærkt forgyldte Bogrygge, medens den anden havde en lurvet Befolkning af medtagne Skolebøger. — Der var en behagelig Lunhed, og bag Kakkelovnsristen spillede nogle vævre Luer; han stak en Fidibus derind og tændte sig en Pibe; medens han bakkede stærkt og med inderlig Velbehag saà Røgen sprede sig i Værelset, pikkede det paa Vinduet og en Næsetip klistrede sig fast paa den graa Rude.

— Aa, er det dig, din Strik? saadan som du kommer og forskrækker mig! raabte han leende, da Kristine strax efter traadte ind.

Hun havde for Sølets Skyld løftet Skørterne meget højt op foran i sin venstre Haand. Nu lod hun dem falde for at slynge begge Armene om hans Hals og faa et Kys.

— Ja vel er det mig. Jeg løb herover, saasnart jeg saà Ungerne gaa ... Har du kløt dem noget idag?

— Det vèd du jo nok, jeg ikke plejer.

— Da havde de ellers godt af at blive hærpede, de skidne Unger, især Tøsene ... De var da uvane nok i min Tid.

— Din Fader plejer at sige, at man kører bedre med Havren end med Pisken.

— Ja, men han kører ogsaa saa magsomt. Nej, da skulde du set, jeg kørte i Foraaret hjem fra Marked med Henrik Larsen. Det gik som det var smurt ... Han kørte dem ogsaa ordenlig af, de røde ... Tju — tju! ... Der er da li'egodt Driv i det.

Hun stod og svippede i Luften med Spanskrøret, som hun havde fundet i en Krog. Men da hun bemærkede en misfornøjet Trækning om hans Næsebor, kastede hun det, satte sig paa Skødet af ham og redte med sine krummede Fingre hans bløde, krusede Skæghaar. —

— Se nu ikke saa mislunt ud du, Niels ... Det var jo bare mit Spøg ... Jeg kan jo netop saa godt lide dig, over det at du er saadan en skikkelig En ... For du er da vel ikke krusho'edet paa Henrik? ... Hvad? ... en bitte Kende?

— Vist ikke! ... Jeg tror du vil. —

Hjorth følte sig lidt urolig ved at have det kærnesunde Pigebarn paa Skødet og blive klappet og kysset. Han blev køligere, end han mente det. Men hun lod ikke til at mærke noget.

— Ah! det lugter bedre end Faders, udbrød hun, idet hun indaandede Tobaksrøgen. — Lad mig prøve? — Og hun forsøgte at ryge, idet hun nød at suge paa den Pibespids, han lige havde haft i Munden; det morede hende at puste Røgen langt bort med fremspidsede Læber og endnu mere at faa den i Vrangstruben, — indtil hun træt af Latter og Hoste lænede Hovedet til hans Skulder, medens hun erklærede, at Tobak var noget ledt Griseri.

— Nej, men hvor du har det rart varmt, sagde hun saa pludselig, idet hun rejste sig ... Havde jeg vidst det, saa havde jeg beholdt mine Træsko, og spjættet dem af i Gangen, og saa var jeg gaaet herind paa Hosesokker til dig —

— Lige som i gamle Dage, naar jeg skulde læse Lektier med dig —

— Ja, kan du huske, hvor jeg var en dum Tøs? Ja men, hør, var det nu ikke ogsaa noget fælt Vrøvl? Daaben er ikke blot Vand alene — men, men, ... ja hvad for Pokker var det nu? ... Aa nej! jeg trode altid, det var blaat Vand, ligesom det bliver, naar vi har vasket i det —

— Fy, skam dig Kristine!

— Ja, det er godt, jeg ikke skal være Lærer ... Nej, men vil du nu bare se, hvordan jeg har smusket mine nye Støvler til bare for at sjoske herover.

Hun løftede igen Skørterne unødvendig højt op, saa at hun fremviste sine kraftige, blaastrømpede Smalben.

— Lad mig se! de stakkels Støvler! sagde Hjorth, idet han bøjede sig ned.

— Nej, fy dog ... Maa jeg nu være her? ...

— Saa staa dog rolig ... Jeg kan jo ikke se, om Støvlen er kommen noget til.

— Nej, vær nu ordenlig, Niels! ... Nu skal vi til at tale alvorligt ... Lad os sætte os i Sofaen ... Saa, nu leger vi Mand og Kone — ja, det vil da sige, saadan til Maade.

Han satte sig ikke hos hende i Sofaen men lige over for, med Bordet imellem. Saa begyndte de paa Planerne. De kunde maaske sætte Bo til Sommer. Det maatte være meget indskrænket; en Pige til Stadighed kunde de ikke holde; men Kristine kunde ogsaa magelig besørge de Dele. Forresten burde han gøre Vrøvl om den jordlod ude ved Præstestien, som havde været paatænkt til Skolen; naar det galdt Svigersønnen, maatte Per Andersen vel kunne tumle de andre Sogneraadsmedlemmer. Ogsaa med den Forøgelse var Embedet ligegodt for lille til at blive i, navnlig naar nu Børnene kom til; — men Provsten var ham god, saa naar der blev et større ledigt i Provstiet, kunde han vel nok gøre sig Haab.

— Jou vel, — Pro'sten og Præsten og de Folk, de li'er dig jo svært godt, over det at du er saadan en ivrig Højremand. Men at, det er dog li'egodt ikke saa behaueligt; for det volder, at Bønderne ikke saa gærne vil ha'e dig, for i denne Tid er de jo svært ivrige. Og det er dog dem, der kalder. Det si'er Fa'er ogsaa, han si'er bestandig, at det vil skade dig meget ... For her kender de dig jo nok, og de holder da li'egodt ikke af det; — og saa paa et nyt Sted —

— Jo, det er desværre sandt nok. Men det kan der jo ikke gøres noget ved.

— Ja, se at, jeg synes nu gærne, du ku' la'e det være. Jo, hør vèd du hvad, Niels, — det er jo da li'egodt noget Vrævl baade det ene og det andet, og — jeg forstaar inte noget af det, og det kommer da'tte os ved, og — der kommer da heller ikke noget ud af det, og — saa ku' du da gærne være li'esom de andre —

— Men kære Kristine —

— Se nu er der jo for Exempel Beck —

— Ja, men han mener det jo.

— Jou, men se at, det ku' du jo ogsaa mene.

— Men du kan da ikke mene, at jeg skal være enig med dem, der altid udskælder det Parti, som jeg har set op til fra min Barndom.

— Ja Barndommen — det — vi ser jo op paa saa meget i vores Barndom — og siden saa bli'er vi jo da li'egodt store paa det og ser ned paa det —

— Ja, men jeg er nu ikke voxet det over Hovedet, — det er Beck maaske, men jeg ikke ... Og du kan da ikke forlange at jeg skal gaa sammen med de Drøvtyggere, som ikke bryder sig om andet end om deres Marker og ikke engang vil forsvare deres Land ... De har jo slet ingen Fædrelandskærlighed, og saa vil de endda regere! ... De bryder sig ikke noget om Slesvig. —

— Jou, det er jo meget drøveligt med det smukke Land og saadan nogen store Gaarde paa over hundrede Tønder Land, at de skal gaa i Tyskens Lomme — det er saa vist — og — det si'er Fa'er ogsaa, og — han skylder da Højre for, at det er kommet saa akavet afsted —

— Det er jo uforskammet! det er en dum Løgn, som han har faaet tudet i Ørene af Venstreførerne! ... Nej det er til at blive gal over! — at man vover at sige saadan noget om de Folk, der har elsket os og grebet til Vaaben for os og — — Hvad har saa disse Tørvetrillere her gjort for os?

— Ja—a, — der var jo da nu min Morbro'er Per Jensen i Vindrup Overdrev, se at — han er jo da li'egodt fulden ved Dybbøl.

— Naa ja, Herregud! det var han jo nødt til, naar han blev indkaldt og en Kugle ramte ham; — havde han været en prøjsisk Bondekarl, var han maaske ogsaa falden ved Dybbøl ... Nej men Viljen, den var hos de andre, hos Folkets Ledere — og Fanden skal ta'e mig —

— Ja jeg synes nu dog i alt Fald ikke, at du behøvede saadan at buse ud med, at du er Højremand baade i Tide og Utide og alstille ærgre de andre.

— Aa, naar noget irriterer mig, naar det brænder i mig, saa maa det ud, om det saa kommer gennem Sidebenene.

— Ja, ja, Niels, tænk nu over det, og se til, om du inte kan mindske det lidt, ... det ku' være godt for os begge to ... Saa, nu maa jeg nok ellers hjem og baale under Gryderne, jeg kan ikke sidde her og dase hele Dagen ... Hvad er det for en Bog, du læser i?

Hun var gaaet hen til Skrivebordet. Dèr laa en lille tyk Bog med marmoreret Snit og medaillonpresset Shirtingsbind. Hun tog den op og bladede i det graalige Avispapir med det tætte Tryk.

— Aa, det er en Versebog; — og saa er det jo ikke Dansk ... Du er dog en taabelig en, Niels, at du gider plage dig med det ... Hvad? ... Er det nogen meget grin Viser, saadan nogen som dem, Henrik kunde fra København? Kan du huske?

Naa, du behøver da ikke at gøre sure Miner for saa lidt ... Jeg tænkte ikke paa ham ved det ... Jeg har jo heller ikke taget ham ... Aa, du tror maaske ikke, han vilde haft mig? — Det volder det, jeg aldrig har fortalt dig, at hans to Farbrødre har været hos Fader for at fri — men han fik mig Fanden ikke ... Jo, jeg var skam en købmandsgæv Pige! ... Jeg kunde ogsaa have faaet Præstens den mistrede Feriebrandt uden Gaard og Hans Olesen, den Træknub af en Stodder, med den gamle Gaard, som snart falder ned i Møddingen, og den bøvede Pranger Anders Jørgensen med den nye Gaard, som han har bygget for de Penge, han har snydt de andre for i Hestehandel — og forresten hvem jeg vilde ha'e — og det blev dig, Niels.

— Jeg er heller ikke skinsyg, Kristine! Ikke det mindste.

— Ikke det mindste? det var lidt nok ... Farvel!

— Farvel, min søde Pige! og Tak fordi du kom herover.

Hjorth fulgte hende ud og blev staaende i Døren, medens hun trippede gennem Sølet, hoppede over Pytterne, med Skørterne trukne op, idet hun af og til vendte sig og lo, naar hun havde traadt klodset og tilsprøjtet sig. Saa gik han igen ind i Stuen og blev ved at gaa frem og tilbage. Der var blevet mørkere; Skæret fra den utætte Kakkelovnsdør flammede af og til op over Væg og Loft, og gennem Spjældet spillede det hen over det nyvaskede Gulv, hvor hendes Støvler havde sat snavsede Saalspor. I hans Sind var der kommet et Bundfald af Misnøje, en vag Uvilje, han vidste ikke ret selv hvorfor eller mod hvem. Han satte sig ned ved Skrivebordet og fik Øje paa Bogen, som hun havde haft fat i; halvt mekanisk begyndte han at blade i den.

Det var en Godtkøbsudgave af Schillers Værker, første Bind.

Ved »Die Götter Griechenlands« standsedes hans Blik af en hæslig sort Finger, som hun maatte have sat. Den stødte ham. Han fik fat i et Viskelæder og begyndte at gnide. Men dette Erindringstegn fra den Elskede vilde ikke gaa bort; det blev siddende, trodsende paa sin Ret, og han fik kun Bladet krøllet — — — —

Han forstod ikke helt Ordene i den berømte Elegi, hvori saa mange Skønheder, der aldrig have været til, og saa mange uddøde Ting, der aldrig have været skønne, klages levende og grædes skønne, forvandlede af det samme Trylleplekter, som fremmanede dem. Flere af de fagertklingende græske Navne tonede gennem hans Hjærne, uden at nogen Skikkelse vaktes ved dets Kalden; — eller undertiden var det kun, som rørte der sig i en Hjærnegrav et halvopløst Legeme for at gribe sit Navn i Flugten og suge Liv af dets Udødelighed — men de muldnede Knogler brast, Legemet sank navnløst ned, og Navnet fløj legemløst bort. Men Lyden af hvad der saaledes fòr ukendt og halvkendt forbi — ligesom et fjærnt Sus af usynlige Vingeslag — den forenede sig med Grundtonen, forlængende den til det Ubegrænsede og uddybende dens Klangfarve til det Ugennemtrængtes dragende Skønhed. Det var en Aabenbaring fra en sunken Skønhedsverden, et Fortids-Land, blandt hvis Ruiner hans Tanke næppe havde traadt end sige hvilet, og som viste sig dobbelt dejligt, fordi det var hyllet i Anelsernes Disslør, saa fremmed, fordi det intet lignede af hvad han havde erfaret, og dog igen saa inderlig hans eget, fordi hans Fantasi selv maatte fremmale det med de spredte Antydningers Farver. Og medens han sad dèr i det halvmørke Værelse med de taageskoddede Vinduer, byggede det sig luftigt, krystalklart op fra det grovgraa Papir, — svimmelhøje Søjler i uendelige Allèer, hvis fjærneste blaanende Rækker kun synede som mørkere Striber ind i den dybe Himmel, med Løvkapitæler, der gròde ud i Arkitraver af underlige Blomsterbjælker, hvorfra krummede Blade dryssede ned i en lydløs, duftende Regn og bredte et Tæppe for Fødderne af statueagtige Væsener med Guldgevanter over Elfenbenshud; ... og det grønnedes og grode op med højlændte, bjærgentrende Skove, hvis Bladesus syntes et milliontunget Kor af Træaander, og i hvis kølige Skygger Kildeskummet klang som Latterkaskader og lyste som dansende Lemmer, slyngede Arme og løftede Bryster, medens Fjældtoppen ovenover steg stenstærk op gennem bølgende Rosenskyer og syntes at forbinde Jorden med Himlen, som maatte hvile paa dens Tinde; ... og atter straalede det vidt ud som et Hav, hvori Øerne svømmede violette som Skyer i Aftenglansen, medens som store, syngende Fugle de langsejlede Snekker med Fløjteklang strøg hen derover, ud paa Dybet eller ind mod Stranden, hvorfra Marmortrapper trinede op til den murbæltede, borgkronede Stad med Templer og Paladser, Buegange og Søjlehaller, Gader og Torve, stimlende fuld overalt af skønne, glade Mennesker, Mænd og Kvinder, hyllede i Purpur og smykkede med Blomsterkranse, hvis Baand flagrede som Vimpler. — — —

Og med en halvbegyndt Strofe, med et: »Schöne Welt, wo bist du?« paa Læben tabte han sig i en famlende Hjemve efter det ubekendte, — andre Mennesker, anden Natur, andre Guder.

V.

Glimrende kronedes imidlertid hans næste Forsøg: »Wallenstein«. Der var næsten et Aars Arbejde for ham med hans mangelfulde Sprogkundskab. Vers for Vers, med Ordbogen i Haanden, maatte han hutle sig igennem »Lejren«. Men dobbelt kært blev saa det dyrekøbte, dobbelt hans eget det tilkæmpede, naar han i et flydende Gennemsyn samlede det sammenstykkede, naar Lejren reiste sig i hele sit brogede Liv, med Telttoppe og Standarter, bredkrammede, fjerbuskede Hatte og blanke Blikhuer, Sværd, Kuglebøsser og Hellebarder, Kyradser, Vaabenfrakker, posede Buxer og uhyre foldetunge Rytterstøvler, løftede Stob, Tærninger spillende paa Trommeskindet, hurtige Favntag og dristige Kys; han blev som hjemme mellem Kroater, Uhlaner og Walloner, Pappenheimske Kyradserer og de grønne Holckiske Jægere, af hvilke »den lange Peter fra Itzeho« syntes ham saa fortrolig, fordi han engang som Dreng havde været med sin Fader i den holstenske Flække. Han begejstredes for den ædle Max og forelskede sig i den fintsindede Thekla, haabede, frygtede, led med denne aandige Kærlighed, over hvis tunge Døgnliv Krigens og Forræderiets skæbnesvangre Rænkespil har spundet sine Jærnmasker. Og bag denne forskelligfarvede Forgrund, over de svirende og doblende Soldater og det sværmeriske, elskende Par, hævede sig saa Wallensteins tavse og stilhedsudbredende Skikkelse, med det magre, korsskæggede Generalissimus-Ansigt, ubevæget af drift-brutal Livslyst og af ømme Længsler, forstenet i kold Beregning, men furet af Herskersygens Ild som en Vulkan, med en mørk Skæbnetros Sky over den aarede Pande, Ærgerrighedens blodløse Dæmon midt iblandt den dyriske, nydelsessnappende Krigerrus, den blinde Tros-Fanatisme, den alttrodsende Kærlighed Haand i Haand med den altofrende Pligttrofasthed — saaledes som Digterens Mesterhaand har udødeliggjort ham. Men i dette Hele var det ikke blot Poesien, der for første Gang tog et Tag i ham med sin kvindelig bløde Kæmpehaand: — Historien, den han før kun havde kendt som et muskelløst, livsforladt Register-Skelet, traadte ham pludselig kødeliggjort imøde, i sit tragiske Højtidspurpur kun saa meget mere blændende for hans kritikfri Blik. For første Gang levede han i en fjærn Tid, og indaandede dens stærke Luft i sine skolestøvede Lunger. Og var der end paa Amorinvinger flagret Weimarske Følelser ind i det Pilsener Standkvarter, — han kunde ikke skælne dem, og for ham var det ene som det andet nyt og stort.

Da han rejste fra Fyn, forærede Fru Lindekær ham en gammel Udgave af »Hermann und Dorothea«, et lille, tykt Papbind, paa hvis stive, guldsnittede Blade der kun stod en halv Snes Hexametre, og med en hvid Muse paa brun Grund som en lille Statue mellem hver Sang. Denne Bog blev hans Yndling; naar han med en Bibliofils Ømhed vendte de tykke, buklede Papirsblade, slog der ham imøde en hyggelig, forunderlig hjemlig Rhinskvins Duft, det blinkede for hans indre Syn med det kølig harmoniske Skær af den ravgule Druesaft i de havgrønne Romerglas, og paa den gyngende Guldgrund saà han sit og den Elskedes Billede, men idealiserede, ligesom gennemlyste af det ædle Spejl.

Saasnart han kunde faa Raad dertil, købte han Schillers Værker og et Udvalg af Goethes. — Studiet af dem blev hans stadige Sysselsættelse. Uge for Uge, Dag for Dag levede han sig dybere ind i dem.

Salige Dage, I, da vor mørkefamlende Sjæl første Gang træder ud i Kunstens fulde Lys, da en ny Verden, det sande Kosmos, aftaager sig, morgenfrisk og uendelig, for vort svimlende Blik! Vore tidlig indpodede Forestillinger frostsvides før Blomstringen, vore rodspredende Følelser visne bort i tørkemætte Aarsgange, og paa en Stormdag knækkes vore Haab; — ogsaa vore Venskaber rive sig fra os, og Skillesaaret skorpes og forhudes, ja selv de sarte Minder fra vor første Kærligheds Dage forsmaa vi ofte siden med et ynksomt Smil; — men hvad I har saàt og bestraalet, det visner ikke, det rives ej fra os, det bliver os aldrig smaat. Ingensinde forhærdes den hin Gang fostrede Lærlinge-Ømhed overfor de Mestre, der første Gang vakte vor Aands slumrende Grundtone til Svar paa deres evige Harmonier; Tiden river os med sig, gjorder os med nye Vaaben, lader os kæmpe under andre Faner; men dem ville vi aldrig angribe; ja om Nogen af os har vundet sig Hæderskranse, han vil dække deres Blottelser med det selvvundne Løv, han vil rive Kransen sønder og lægge Lavrbærbladenes svalende Lægedom over hvert Saar, som en hadsk Kritik har hugget dem — for hine salige Dages Skyld, for Indvielsens hellige Timers Skyld!

Saadanne Dage, saadanne Timer levede han.

Og dog var ikke alt nydende Modtagen, ikke alt rolig Beskuen. Der gærede Strid under den stille Flade. Ustraffet havde ej det smaakaars-vante, traditionssikre Ynglingesind givet de fyrstelige, hedenske Aander Indpas. Underlig fremmede stod de derinde, de germaniske Dioskurer, og for deres voxende Marmorkraft syntes Hyttetaget at maatte sprænges, var det end lagt med Straa fra Bethlehems-Stalden.

Men han blev sig dette kun uklart bevidst og selv saaledes sjælden og glimtvis. Og netop dette kom af Livsfaren. Langsomt gnavede det indsmuglede Giftstof paa de dybeste, dulgte Dele af hans aandelige Organisme; kun af og til strejfede Opløsningsprocessen en Nerve, som gav et smerteligt Sting.

Undertiden var det en Forestilling, som han havde gaaet og baaret tankeløs paa, som paa saa mange andre, men som nu pludselig viste sig for ham i et nyt Lys, hæsliggjort eller halvt latterlig. Det kunde komme ham paa tværs i hans Skolegærning, standse Ordet paa hans Læbe, gøre ham raadvild og forlegen; han led som af en pludselig Afasi: de Ord, hvormed der skulde tales til Bønderbørnene, vilde ikke indfinde sig, skønt han kendte dem saa godt.

Eller ogsaa kunde det være et Udtryk, som Kristine havde brugt, en af disse uvilkaarlige Bevægelser, der ofte klarere end Ord synes at aabne en Fold af det inderste Væsen, som forfulgte ham, skurrende i hans Øre som en Mislyd, irriterende hans Øje som et Støvgran. Hun havde ogsaa forandret sig i de faa Maaneder, de havde været Kærester; hun viste mere og stundom noget, han ønskede uset. Af og til maatte han, halvt ubevidst, indrømme for sig selv, at hun kunde have lignet Dorothea en god Del mer, end hun gjorde, — for ikke at tænke paa Jomfruen fra Orleans, der ogsaa var en Bondepige.

Som oftest var det dog en vag Trang efter nyt Liv. Digtervinens kølige Gyldenblink og fine Blomsterduft efterlod hans Gane i en tungeklæbende Tørke, som et Fatamorganas Oasekilde og Palmeskygge udtørster Ørkenvandreren. Han lededes ved Brøndvand og forsmægtede efter Vin som efter en Naadegave. Men det var Dionysosbægret, ikke Nadverkalken, som hans Sjæl stundede mod.

VI.

De havde efter Middagsbordet trukket sig tilbage til Studereværelset, et mørkt, tilrøget Rum, syv, otte Alen i Kvadrat, udstyret med en apostolisk Tarvelighed. Paa den ene Side af Vinduet, der kun havde en gammel, gul Gardinkappe, var et halvt overskygget Bord af ukendeligt Træ uordenlig bedækket med Tidsskriftshefter, kirkelige Blade, religiøse Piecer, Breve og Papirer; til den anden Side borede en Jærn-Seng sig ind i en lille Niche, bestemt til at huse Præsten Lørdag Nat, naar han under Inspirationens og Forfatterveernes Indflydelse skyede det ægteskabelige Sovekammer. Den graastrøgne Kalkvæg grinede frem gennem de øverste Hylder paa Reolen, hvor kun nogle sorte Salmebøger og Nytestamenter hældede sig, medens nedenunder uindbundne Tidsskrifter og forældede theologiske Bøger havde samlet ærværdigt Støv. Over den højbenede Fyrretræs-Pult med tilklattet Voxdugs-Klap hang et Par Silhouetter. En rosarød, taarnagtig Lerkakkelovn, hvis klodsede Stokværk havde portformige Gennembrydninger, ophedede Værelset til et betænkeligt Gradeantal. Men udenfor frøs Haven, vridende Frugttræernes nøgne Grene mod en zinkfarvet Himmel og med halmviklede Rosentræer ligesom Vaage-Koste stikkende op af den kagefrosne sortsmudsede og gustne Sne, medens en løsreven Vedbendgren uafladelig daskede mod en af de smaa Ruder.

— Naa, har De saa tænkt over det? ... hvad siger De til den Idè? spurgte Præsten, idet han svøbte sig ind i den palmede Slaabrok, som saà ud til at have gjort Regensdagene med, hvorpaa han lænede sig tilbage i Skyggen og pustede store Røgskyer ud i Lyset, hengivende sig til den behagelige Søndagshvile inden Annexturen.

Hjorth gik og drejede sig urolig paa det knapt tilmaalte Gulv, vuggende i Hofterne, sugende og tyggende paa Cigaren, som der ikke var Træk i.

— Ja det, som Præsten siger, det — kunde jo ikke være saa galt ... Jeg har saamæn ogsaa nok Lyst ... skønt det skam aldrig før er faldet mig ind ... Men — Sagen er, jeg vèd ikke rigtig, hvordan det skulde kunne lade sig gøre —

— Aa, naar De selv har Lyst, saa ... Der findes altid en Udvej, — det ... De har jo ogsaa nogen Penge, har De fortalt mig ... Naa, ja, ja — det er ikke mange ... men med lidt Sparsommelighed ... Og naar De først er blevet Student, saa kan De jo ogsaa informere noget ... Aa, saadan noget kommer man ud over, det — kommer — man — ud — over.

— Saa synes jeg jo ogsaa nok, det er lidt sent at begynde paa Studeringerne.

— Sent? ... naa, ja ... men — De er jo dog en ung Mand, Hjorth ... hvad? ... De er jo en pur ung Mand —

— Ja, jeg vèd dog ikke, svarede Hjorth smilende, idet han gyngede sig paa det ene Ben. — Jeg synes nu, jeg begynder at ældes, jeg er saamæn snart fireogtyve —

— Aa, men saa er De jo en ren Grønskolling, hi, hi, hi ... Fireogtyve! ser vi det, ser vi det! ... Ja, vèd De hvad, saa kan De saamæn ogsaa være Præst, naar De er et Par og Tredive, og saa har De jo endnu Livet for Dem ... Og saa er det jo da noget ganske andet ... Ja jeg mener ikke nærmest materielt, — skønt vi er jo da alle noget Materialister, — men en Mand som De, De vil ikke i Længden kunne føle Dem tilfredsstillet ved Skolelærer-Virksomheden. — De stræber videre ... De er som en Ælling mellem Kyllingerne, De vil i Vandet, he! ... Nej, De behøver saamæn ikke at fortælle mig det, jeg har jo nok mærket det, og saa var det dette herre faldt mig ind ... Se Præst, det bliver netop noget for Dem, De har jo gode Talegaver — jo, saamæn har De det, De taler rigtig godt for Dem, og saa har De en ypperlig Hukommelse, — De vil netop kunne blive en Prædikant.

Og Pastor Krarup skelede mismodig hen til nogle Papirsblade paa Bordet, paa hvilke hans Pen havde arbejdet fra om Mandagen af, for at faa dem fyldt med en maadelig Prædiken, som han saa endda maatte læse op. Han var ingen Prædikant.

— Ja men, det er jo ikke blot det, som det kommer an paa, og — hvad der gør mig tvivlraadig er, at jeg synes, jeg mangler Kaldet.

— Saa, hvordan det? De føler alligevel ingen rigtig Lyst?

— Jo paa en Maade nok Lyst — men, jeg vèd ikke rigtig, hvad jeg skal sige — jeg er bange — jeg — det at være Sjælesørger for en Menighed, det forekommer mig saa stort et Ansvar — og saa synes jeg ikke, man bør tage sig det paa, naar man ikke drives af et indre Kald —

— Ganske vist, det — er jo meget sandt, — saadan i Almindelighed ... Men alligevel, jeg tror ikke, De skal hænge Dem for meget i det, Hjorth ... Man—n — kan saamæn ogsaa gøre for meget Væsen af det indre Kald, det ved Gud man kan ... Der er mange unge Theologer, der mener, det skal komme over Dem paa èn Gang, ligesom med Ildtunger, ved Ordinationen ... Det er ligesom Konfirmanderne, naar de første Gang kommer til Herrens Bord ... Men—n, det gaar jo ikke altid saadan. Vor Herre har de mange Veje, han vèd bedst, hvorledes han skal komme til hvert enkelt Hjærte ... Det er som vi synger i vor gamle Salme: Her vil ties, her vil bies —

— Men der er dog ogsaa dem, der bier, og saa kommer det aldrig alligevel ... Jeg kender Gejstlige, som jeg synes maatte have passet bedre i en anden Stilling —

— Naa, ja, De tænker paa Provst Storm —

— Ogsaa paa ham, ja.

— Vor kære Provst er ganske vist ingen Aandens Mand, men — har Vorherre ikke alligevel faaet Brug for ham, stillet ham paa en Plads i sin Kirke, som — ja jeg vil ikke sige, han udfylder den, men han virker dog meget — anerkendelsesværdigt? ... Nej, naar det slet ikke kommer, saa er det vores egen Skyld; Naadens Haand er altid aaben imod os, det har vi Guds eget Ord for ... Aa, men vær De blot ikke bange for det ... Vorherre lægger sin Velsignelse til, naar De blot tager redelig fat ... De er jo et kristeligt Menneske, og efterhaanden som De ved Videnskabens — hm! — Haand trænger — dybere — ind i — disse — hm, hm! — evige Sandheder ... De skal se, det vil alt vende sig til det bedste.

Pastor Krarup tog fat paa sin Pibe, som var ved at gaa ud; efter at have hindret dette og indhyllet sig i friske Tobaksskyer, kom han atter tilbage til sin nye Yndlingsidé med en betænksom, haardnakket Stemme, der syntes bestemt paa at fjærne alle Hindringer.

— Og selv om det nu ikke netop blev som Præst, saa — man vèd jo ikke, hvordan det kan føje sig — der kunde jo ogsaa aabne sig andre Udveje — — for Exempel som Videnskabsmand, som Universitetslærer — det er jo ogsaa en velsignelsesrig Stilling, for dem der — ikke sandt? — Nu — der er jo for Exempel den nye theologiske Professor, Doktor Petersen, — en udmærket dygtig Mand, ganske udmærket — han er ogsaa bondefødt, — ja, han er saamæn her fra Sognet ... Jeg har kendt hans Forældre godt ... De bòde omme bag Møllen ... Det var Husmandsfolk, simple Husmandsfolk ... Ja, — dèr kan man se!

— Men han kom vel som Dreng til Studeringerne?

— Ja—a, jo vist gjorde han det ... Men det har saamæn ikke noget at sige. Han er endnu en ung Mand ... Hvis De blev noget ældre Professor, saa kunde det saamæn gaa an endnu ... Men jeg synes Kakkelovnen ryger, — brød han pludselig af, idet han rejste sig.

— Ja, den er ikke helt fri for det.

— He, det er dog ellers mærkeligt! ... Det er ellers saadan en udmærket Kakkelovn, den er billig, og saa varmer den og holder Luften god, den ventilerer, aah! — jeg behøver slet ikke at lukke Vinduer op ... Min Eftermand, han vil saamæn komme til at prise mig mange Gange for den Kakkelovn, — ja, for jeg har jo selv ladet den sætte op, det er min Idè; — nej, disse nymodens — hvad er det nu? — Magasinovne, det er jo noget Jux, det er jo noget Jux, — til at kvæle Folk med ... Det er saamæn ogsaa mig, der har fundet paa at lave den Niche herinde til Sengen, som der ellers ikke var Plads til ... Ja, min Eftermand, han — han vil saamæn ikke komme til at bande mig ... Ak ja, man bliver gammel, Hjorth — man kommer til at tænke paa Eftermanden ... Serit arbores, qvae alteri saeculo prosient, som det hedder i Cato major ... Naa ja, det er sandt, De forstaar ikke Latin.

— Nej endnu i al Fald ikke.

— Men siden maaske, hvad? ... Saa kunde det hændes, jeg kunde faa Dem til Kapellan, Hjorth; — hvis jeg kan holde ud saa længe.

— Aa, hvad det angaar —

— Ja, ikke sandt, jeg er igrunden ganske rørig af min Alder, hvad! ... Jeg tror skam, jeg kunde danse en Wiener-Vals endnu ... Men, ih du Fredsens, er den halv et! ... Saa maa vi skam ... Ferdinand, Ferdinand! ... Naa, dèr kommer han allerede for Døren. — Stine! har du pakket Kjolen ind? og den gamle Præstekrave?

VII.

— Desuden fortalte Pastor Frederiksen mig forleden, at han havde truffet Greven i Selskab, og Greven havde været meget forekommende og sagt, at det maatte være en Misforstaaelse, — han skulde naturligvis have Brændet ligesom Formanden —

— Naa saadan — ja vel! — he! Godsforvalterens lille runde Mave syntes at ryste af en stille Latter, der tilspidsede hans Læber og fik et musikalsk Udtryk i en lang Fløjtetone. Derpaa kastede han Pennen, gav Voxdugen et resolut lille Slag med Haandfladen, og idet han pludselig hoppede ned fra Kontorstolen, sagde han:

— Ja, hør vèd De hvad, Jessen, — De kan saamæn godt skrive til Prokurator Meyer imorgen.

— Hvad mener Godsforvalteren? — om —

— Ja, netop ... Jo, gu fører vi Sagen, sagde Ravns mest mjavende Fistelstemme, medens hans missende Øjne glædede sig over deres overlegne Skarpsynethed.

— Men naar vores Bøger — —

Men en nedladende, belærende Pegefinger prikkede Jessen paa Brystet: —

— Ja men, det er de andre, der skal føre Beviset, go'e Mand! ... Nej, gu udleverer vi ikke vores Bøger ... Ja, lad dem forlange dem ... Vi vèd ikke noget af det; — Regnskaberne er kommet bort; der har været en rædsom Uorden paa Godskontoret — i den forrige Forvalters Tid naturligvis ... Lad De bare Meyer om det, han er ikke saa — —. Nej, de andre, de har sgu ikke deres Papirer i Orden; aa Gud, saadan Præsteregnskaber, nej, det kender jeg saamæn ... Hvem er det, der gaar over til Dem? — aa, det er jo Lærer Hjorth, — ja det er sandt, nu skal han nok ikke være Lærer mer —

— Hvordan det?

— Naa har De ikke hørt det? jeg trode, han var saadan en intim Ven af Dem. Jo, jeg var saamæn i Selskab hos Pastor Krarup i Aftes, — en lille Lhumber, forstaar De — og han fortalte, at Hjorth vilde til København og studere Theologi; — det var saa godt som afgjort. — Det passer sig jo ogsaa meget bedre for ham ... Det er jo en opvakt Fyr ... Og det er et net Pigebarn, han er forlovet med; — nysselig skabt, — det ved Gud — —

Godsforvalteren havde stampet sine Støvler fast i de pletfri Galoscher; den lille rundpullede Hat, hvis silkeglinsende Filt han havde glattet med Albuen, satte han paa sit skaldede og altfor flade Hoved, hvor den syntes at have siddet fra Fødslen, fuldendende Ryggens og Nakkens ærværdige Kurve med sin agtbare Kuppel, — og hans behandskede Haand strakte sig velvillig frem: —

— Farvel, Jessen.

— Ja, saa var der endnu, siden vi var ved Ovnstrup, det med Kirken. Vi skulde vel snart til at tage fat paa den — Synet udsatte jo en hel Del, og De husker nok, vi lovede Provsten, at Vaabenhuset, — ja De var jo selv med —

— Ja vel, ja. — Aa, men lad os nu se, om de kan tvinge os til Brændet ... Hvor kan det ellers være, De er bleven saa kirkelig? ... Naar det endda var mig, hvad? ... men De, — he, De skulde saamæn høre, saadan som Pastor Krarup —

— Aa, det er blot det, at jeg synes, naar man har lovet noget —

— Saa, synes De det? — he! det var da ellers en àparte Mening, afbrød Godsforvalteren ham — med forkert Betoning paa »aparte« ... Nej, ser De, naar man har lovet noget, saa er den Sag jo overstaaet ... Men apropos om Deres Kirkelighed, — hvad er det, Pastor Krarup fortæller, at De ikke vil lade Deres Datter konfirmere?

Jessen blev blussende rød i den lille Stump Kinder, der var synlig over hans sorte Skæg, medens han med et fortrædeligt Smil mumlede:

— Naa, har han nu ogsaa plapret ud med det —?

— Men Deres Datter, kære Jessen — det er rigtig en vakker ung Pige — særdeles vakker ... men De kan dog ikke lade hende voxe op uden Religion, — det gaar dog virkelig ikke an — —

— Ja, Hr. Godsforvalter, hvad det angaar, saa mener jeg, at paa de Omraader — —

— Ja, Gud bevares, — der maa enhver følge sin Overbevisning, — det giver jeg Dem fuldstændig Ret i ... Det holder jeg altid paa ... Ja, jeg selv er, som De vèd, religiøs anlagt ... Følelsesmenneske — naa, men Gud bevares! ... Nej, men her er jo kun Tale om den ydre Optræden ... Et saadant usædvanligt Skridt vilde der blive lagt meget Mærke til, — der vilde blive talt overmaade meget derom, — og jeg finder nok — at — i Deres Stilling — Ja, ja, kære Jessen, ser De, — saadan, — dette, — et Gods, et Gods — (og Ravn gjorde en bred, besiddelses-tagende Haandbevægelse) — det er — til en vis Grad — en Institution, — og enhver — der indtager en Stilling ved en saadan Institution, — maa — til en vis Grad — bøje sig — og — i sin ydre Optræden — rette sig — efter den Aand — som — hersker ved denne Institution — (Ravn lagde haardnakket Betoningen paa første Stavelse, som om hans Tanke standsede dèr af Glæde over det træffende Ord).

— Det vil sige Grevens Aand?

— Det vil — naturligvis — i sidste Instans — sige Grevens Aand, indrømmede Ravn, medens han i en forøget Værdighed druknede sin lille indvortes Latter ved Tanken om Grevens Aand, og med et hurtigt Sideblik gennem Øjenkrogen udspejdede, om Fuldmægtigens Ansigt viste en subordinationsstridig Ironi. Men Jessens Træk forraadte intet, og Mundkrogene havde gemt sig under det stride Skæg.

— Naa, men hvad er det værdt at gøre Væsen af? ... det hele drejer sig jo om en Ceremoni ... Se nu Herredsfogden, — ja, De vèd jo selv, hvordan han har det: — han siger jo altid: »Fanden lyne i de Præster, det er ikke andet end Løgn og Vrøvl« ... Ja, han har jo saadan sin egen Maade at udtrykke sig paa, vor kære Herredsfoged ... Naa, han lod ogsaa sin Datter konfirmere ... Det er jo en ren Formalitet. — Ja, jeg selv er som sagt troende, saa for mig er det — hm! ... men—n, af Dem er det jo en ren Formalitet, man forlanger ... Blot ikke aaben Opposition! ... Hvor kan det ogsaa falde Dem ind, kære Jessen! De, som ellers er saa konservativ, saa konservativ ... Og saa ogsaa for Deres Datters Skyld, — betænk — det Ansvar ... En Mand, — naa, ja — men en Kvinde! ... »Betænk, hvad er en Kvinde!« ... Ja, De kender vel Figaro? ... guddommelig ... Ja Musik er nu mit Sværmeri ... Musik og Kvinder ... (Hans Stemme blev kælen, drømmerisk, og der kom en fugtig Glans i hans Øje) ... »Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang« ... Ak ja! det var en Guds Mand, den Luther ... Nej men, at en Kvinde er irreligiøs, det er unaturligt, — det er ukvindeligt! ... netop det svage i den kvindelige Natur, — det uklare, dragende, — dette — hvad skal jeg sige? — denne oversanselige Duft — hm — er ikke den religiøse Stemnings Clair-obscur, er det ikke ligesom den aandelige Atmosfære, hvori denne Blomst skal oplukke sig? — Ja, De forstaar mig nok, skønt jeg ikke kan finde Ord, der — —. Jeg er nu engang et Følelsesmenneske, en Romantiker, om De vil; — ja, jeg vèd, det er nu gammeldags, men —. Ja, nu vil jeg ikke opholde Dem længer, kære Jessen, men tænk nu over Sagen. — Farvel, Farvel!

— Den Skabhals, mumlede Jessen, medens han trak Nøgleknippet ud af Kontordøren og saà efter sin Foresatte, der med en katteagtig Forsigtighed trippede frem mellem Gaardspladsens Pytter over mod den øde, kaserneagtige Hovedbygning, forbi de to store Linde, hvis nøgne Grene knirkede og peb, medens nede ved Foden af Stammerne to danske Hunde, med Hovedet hvilende paa Poterne, som hang ud af Hundehusets Glug, fulgte ham til Dørs med en doven Knurren.

VIII.

— Han faar heller ikke mange af dem —

— Men jeg har jo rigtignok tænkt en hel Del derover siden, og ... jeg skal ikke nægte ... ja, synes du ikke i Grunden selv, det var fornuftigere end at blive ved —

— Nej, hør, det er sgu for meget forlangt ... Jeg skulde finde det fornuftigt, at du gik hen og blev en af disse salvelsesfulde Hyklere eller Vrøvlere —

— Naa, naa Jessen —

— Ja, for det maa de da være, en af Delene eller begge Dele, — jeg vèd Fanden ikke.

Han tav, da hans Datter Nelly kom ind med Kaffen, fulgt af en sort, stridhaaret Terrier-Bastard med et barsk knebelsbartet Ansigt, som en pensioneret Obersts, der smilede op til hende med en skæv Tandblottelse, medens Halestumpen virrede. Fuldmægtigen gik med den slæbende Lyd af udtraadte Morgensko frem og tilbage i det mørke, lave Værelse, hvis Loftsbjælker han næsten fejede med sit tynde Haar; Vinterfrakken, som han brugte i Stedet for Slobrok, gjorde ham endnu mere bredskuldret; han dampede voldsomt af sin Assam-Pibe, hvis brunrandede Dæksel smældede, naar han tog den ud af Munden og gestikulerede, idet han talte sig rød helt op i Tindingerne.

— Og hvem Pokker beder dem saa stikke deres Næser i alle andres Sager? ... naa, hvad mener du? dèr kommer nu forleden Pastor Krarup op til mig ... Ja, mig vilde han naturligvis ikke omvende, det vilde dog været for — og det har han jo engang forsøgt, saa dèr er vinket af, det vèd han nok ... Nej, men det var angaaende Nelly. — Hun skulde vel nu snart konfirmeres. — Nej, det havde jeg ikke tænkt mig. — Men det var dog virkelig snart paa Tiden. — Jeg tvivlede paa, at Tiden dertil overhovedet vilde komme. — Ja men det gik aldeles ikke an; hun kunde ikke voxe op som en Hedning, han maatte som Præst paa det alvorligste foreholde mig mine Pligter mod det stakkels Barn, som var undfanget i Synd og vilde fortabes — og — og alt saadan noget, hvad de nu kan sige. — Og saa sagde jeg rigtignok: — nej hør, Hr. Pastor, lad os nu ikke rippe op i den gamle Syndefalds Historie, om at Vorherre fik lokket et stakkels Pigebarn til at æde et surt Æble og saa javed hende ud af Haven. — Naa, saa blev han jo vred og sagde, at han vilde ikke staa og høre paa mine Ugudeligheder, men Barnet skulde og maatte konfirmeres, og jeg svarede, at jeg gad dog se, om nogen kunde tvinge en Fader til at lade sit Barn staa og lyve paa Kirkegulvet, og at Nelly kunde faa sit Uhr og sin lange Kjole, og hvad hun nu ellers skulde have, uden at hun behøvede at tygge Oblater dèrfor — ja for jeg blev jo ogsaa heftig, — det kan jeg ikke nægte, — det blev jeg ... Det skulde jeg nu ladt være med — naa ... Men det er ogsaa for galt saadan at falde med Døren ind i Huset til En. —

— Vil du virkelig ikke konfirmeres, Nelly? spurgte Hjorth den unge Pige, der bød ham Kaffe og Sukker.

— Nej, jeg vil saamæn ikke, Hr. Hjorth, svarede hun bestemt, med et trodsigt Smil om de temmelig tykke Læber, stolt over at have Del i Faderens Uafhængighed og over at handle anderledes end sine Jævnaldrende. Derpaa satte hun Bakken fra sig, tog et Stykke Sukker, bed det over med sine Fortænder, der vare ligesaa hvide som den bestandig skævt smilende Hunds, holdt det op for den og lod den gaa paa Bagbenene foran sig, løftede det, indtil den sitzede, holdt det hen mod Snuden og trak det bort, til den gøede, medens den stedse beholdt sit tænderskinnende Smil i det barske Ansigt, der syntes at være kommet gammelklogt til Verden, overfor den leende unge Pige med den endnu barnlige Opstoppernæse og med store, tindrende mørke Øjne under den lave Pande.

— Ja men — det var jo dog egentlig i en god Mening — og — det var vel ogsaa Præstens Pligt at gøre det, sagde Hjorth langsomt, medens han og Jessen tog nogle Slurke af den dampende Kaffe, hvis Varme virkede velgørende i den kolde Fugtighed, der trængte ind i Lejligheden og fik det Brænde, som skulde bekæmpe den, til at sive døsigt i Kakkelovnen.

— Ja, vist saa ... Men det er jo netop det forbandede ... Derfor skulde du tage dig i Agt for at faa den Slags Pligter ... Du bliver dog ligesom de andre, naar du kommer ind i den Mølle ... Nej, slaa du dig til Taals ved de Pligter, som du har af den Sort, de kan saamæn være slemme nok ... Lære Børnene alt det Sludder og Vrøvl! ... De stakkels Unger bliver jo snart ikke proppede med andet end gamle jødiske Eventyr ... og saa Katekismen.

Nelly løb baglængs om i Stuen og trak den knurrende Hund efter sig i en Flig af den strammede Kjole, som den havde faaet mellem Tænderne. Hun rystede Kjolen, saa Folderne viklede sig om dens Hoved, lo højt og gjorde sig aabenbart interessant for sin Lærer. Thi hun var for nogen Tid siden begyndt at læse Tysk med Hjorth.

Fuldmægtigen gik bestandig frem og tilbage paa Gulvet og fortsatte uden at genere sig for den unge Pige, der var vant til at høre hans Udfald mod Kirken. Naar Hunden kom ham i Vejen, kastede han den til Side med et blødt Spark af den broderede Morgensko, som uformeliggjorde hans Kæmpefod.

Jessen var en blandt mange Børn af en jævn Borgerfamilie. Den normerede Vanekristendom havde hørt til Familiens Traditioner; den var ganske uden Skygge eller Nuance. Man gik i Kirke omtrent hveranden Søndag og paa de store Festdage, og til Alters en Gang om Aaret, og naar nogen blev alvorlig syg, eller naar Udsigten til at slippe nogenlunde over Terminen var usædvanlig fordunklet, tænkte man lidt mere paa Gud end ellers, — det gik som af sig selv ved en Naturnødvendighed, om mere var der ikke Tale. Da Tidsaandens Luftning ikke havde nogen Grøde i den Retning, førte dette ogsaa som ved en Naturnødvendighed til, at den unge danske Jurist ikke var religiøs. Forældrene gaa i Kirke, fordi det er passende og for at give Børnene et godt Exempel; Børnene tridse med. Siden naar de blive deres egne Herrer, høre de op med at gaa i Kirke, fordi det ikke er morsomt. Endnu senere gaa de atter i Kirke, fordi det er passende, og man gør saa meget kedeligt, naar det er passende, desuden maa de igen give deres Børn et Exempel, og endelig — man bliver alvorligere, det gaar ned ad Bakke med Fornøjelserne i denne Verden, man maa begynde at tænke paa dem i den næste. — Men dette normale tredje Stadium naàde Jessen ikke til. Medens han i en Provinsby var anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, forlovede han sig med en Læges Datter, og da han fik sin beskedne Stilling paa Skovvang, giftede de sig. Hans Hustru havde i sit Hjem indsuget meget frie Anskuelser paa det religiøse Omraade; — som bekendt er Medicinen ikke styrkende for Troen paa Helbredelser ved Haandspaalæggelse, Dødeopvækkelser og Jomfrufødsler. Det varede ikke længe, før hun smittede ham; fra ligegyldig blev han fjendtlig mod den kirkelige Kristendom. — Et Aars Tid efter Nellys Fødsel døde Moderen. Ved den Lejlighed fik Jessen det første egentlige Sammenstød med Pastor Krarup, der i den paafaldende korte Ligtale ytrede sin Bekymring for denne Sjæls Frelse, der aldrig havde søgt Guds Hus og Bord og syntes at have tillukket sig for Naaden. Sygelig ordsaar i sin Sorg tog Jessen ham dette meget ilde op. Hvad berettigede Præsten til at dømme om hendes Overbevisning? trængte hun til hans hyklede Bekymring? maaske havde hun i sin Tvivl været en sandere Kristen end de andre i deres sløve Halvtro. Det kom til en heftig Ordstrid mellem dem. Fra dette Øjeblik var hans religiøse Oppositionsstilling, der før havde været skjult indenfor Privatlivets Vægge, draget frem og udpeget for Menighedens Øjne, ligesom lyst i Ban mellem Kirkens Mure og genlydende Hvælvinger. Den blev ham derved desto dyrebarere, denne Enestilling var hans Stolthed, en Frihedshat paa det Hoved, der i verdslige Anliggender maatte bøje sig for sine Foresatte, tiende til Haardheder og Smaasmudsigheder, for ikke at miste Taget over sig. Dertil kom, at han, idet han hævdede denne Særstilling, dyrkede sin Hustrus Minde, helligholdt det netop paa det Punkt, hvor man havde forsøgt at plette det, ligesom de Reliqvier ere Tilbedelsen kærest, der bære Mærker af de Vantros Marterredskaber. Endelig trængte hans Sind nu til Religionens Trøst; thi et tungt Gemyt som han var, vedblev han at ruge over sit Savn; hans Brødhvervs-Arbejde var just ikke af en saadan Art, at det kunde udfylde nogen aandelig Tomhed, og specielle æsthetiske eller videnskabelige Dilettant-Interesser havde han ikke. Saa førtes han da naturlig til et vedholdende Forsøg paa at uddybe sin Livsanskuelse, at klare sig hvad han vilde tro og hvad han ikke vilde tro, og hvorfor han stillede sig udenfor den officielle Kristenhed. Hans Vejledere blev i Begyndelsen Magnus Eiriksons dengang udkommende Bøger med deres halvvidenskabelige Tendenskritik, deres deistiske Reminiscenser af »det statutariske« i Kants Spekulation, deres Tro paa en »Religion indenfor Grænserne af den blotte Fornuft«; — senere Theodorus' veltalende Flyveskrifter, Victor Rydberg, hvis platoniske Mysticisme frastødte hans sunde Forstand, nyrationalistiske Tyskere efter Strauss og Baur, lavkrattede Udløbere, hvem den store Videnskabs Stormbrus gennem Tübingerkædens Højskov kun kan strejfe paa Overfladen, alle den Slags Kritikere, der ere saa ivrige til at forsikre, at om vi end miste nogle gamle Formler, gaar der ikke et Gran tabt af Kristendommens evige Trøst, smaa Religionsfilosofer, der i det nittende Aarhundredes Naturtempel for Spinozas Guddom famler paa Brystet efter den støvede Kantiske Amulet med det attende Aarhundredes Treenigheds-Devise: Gud, Frihed, Udødelighed. — Han blev deres Lærling, en begejstret, lidenskabelig Discipel af denne Rationalisme, som i en forfinet Hallucination af sin saakaldte Fornuft, denne indbildte Sans for det overnaturlige, tilbeder det samme, hvad den hos Mængden forkaster som et plumpt Sansebedrag. — En underlig Fremtoning, denne robuste, landmandsagtige Kontorist, som havde en theologisk Halvdannelse, og hvis Lidenskab var en Disput om det fjerde Evangeliums Uægthed, om det Paulinske Lærebegreb, om Nadverdogmets Udvikling! —

Saaledes gik han nu docerende frem og tilbage paa Gulvet, medens det begyndte at mørknes i Stuen, strøende sine fornægtende og bespottelige Aforismer ud over Hjorth som den Klinte, Satan saàde i den Frommes Hvede, for at vare ham imod det, han vilde indlade sig paa, for at indprente ham, hvilke Urimeligheder han maatte forpligte sig paa, naar han vilde bestige en Prædikestol.

— Ja alt det kan jeg nu ikke saadan i en Snup gøre Rede for og sige dig imod ... Jeg er jo ikke lærd i det, saadan som du ... Naar man saadan hører paa dig, saa lyder jo ogsaa meget af det, du siger, rigtig fornuftigt ... Men—n, — det staar nu saadan for dig, og du kunde naturligvis ikke være bleven Præst ... Men jeg har jo dog Troen, — saadan i det hele — og naar jeg faar lært noget ordenligt, saa ser jeg vel ogsaa nok, hvordan det hænger sammen, og hvorfor det maa være saadan.

— Ja, stol du bare ikke paa det, min Ven ... Nej, man kan gaa med meget i sig, som man ikke mærker, at det ikke kan forliges ... Troen, den er — ja, det er med den ligesom med et Viskelæ'er, — ser du, det er, naar man trækker det ud, at man ser Sprækkerne og Blærerne ... For Resten har jeg da heller aldrig mærket, at du følte noget Kald til at blive Præst.

Den sidste Bemærkning slog Hjorth, der blev saa rød i Hovedet, at Jessen kunde se det gennem Halvmørket.

— Nej, det er sandt nok ... Det har jeg heller ikke — saadan ligefrem ... Men jeg er dog heller ikke tilfreds i min nuværende Stilling.

— Tror du, jeg er tilfreds i min?

IX.

Samtalen havde sat Hjorth i en stærk Bevægelse. Han havde vel ofte hørt Fuldmægtigen udtale sine uortodoxe Meninger, men aldrig før saa kraftig, saa sammenhængende, og han havde heller aldrig før været saa oplagt til at høre, ja ikke blot oplagt, tvungen dertil, nødt til at følge hver Vending, beholde hvert Ord, veje hver Grund og se sin Stemning svinge hid og did, som en Tunge over Tankernes Vægt, uden at være i Stand til at faa Rede paa, hvor det endelige Udslag vilde komme. — Hvad havde han ikke alt faaet at høre, nu han tænkte over det bag efter! Hvor meget af hvad han havde tròt fuldt og fast, havde Jessen ikke sagt var falsk, bevislig falsk! Hvor meget, som han aldrig havde tròt og som han gøs tilbage for som Nonsens, havde Jessen ikke sagt, han skulde tro, naar han tròde paa det andet! — Og han stod raadvild over for alt dette.

Og pludselig greb det ham saa med hidtil ukendte Samvittighedsskrupler, det uforsvarlige i at lære Børn som Livets Grundsandheder noget, han ikke selv havde gennemtænkt, prøvet i alle Fuger, noget, hvis Konsekvenser han ikke kendte, ja som han ikke kunde forlige med sin øvrige Bevidsthed, naar en anden viste ham dem, ude af Stand som han endogsaa var til at afgøre, om det nu ogsaa var nødvendige Konsekvenser, eller om den anden blot sagde, de var det.

Saaledes var det jo rigtignok ogsaa med de andre Lærere. Og vel sagtens med de fleste Mennesker, naar man saà rigtig til; for var de ikke alle deres Børns Lærere? — raadede de ej over Børnenes Tro?

Men dette med de andre, hvad vedkom det Sagen? der handledes jo om ham. Og han maatte undersøge alt dette indtil Bunden, eller leve i en Halvløgn, ja, hvad der var brødefuldere, leve af en Halvløgn, skære sit daglige Brød af den og æde sig selv til Doms, som der stod hos Apostlen. For selv om det vilde vise sig som den evige Sandhed, som Livets Brød, naar det blev undersøgt, — for ham vilde det være en Halvløgn, en langsom Gift, dersom han vedblev at indprente det i andre uden at have haft det liggende for sig overskueligt og klart indtil de mindste Traade, som naar man udreder speget Garn.

Saaledes var allerede det, der fra først af kun havde været det selvfølgelige Middel, blevet Maalet, og det oprindelige Maal, Præstekaldet, var skudt langt tilbage i det usikre.

For det kunde jo hænde, at Garnet viste sig at være i Vildrede, en ubrugelig sammenfiltret Klump, der maatte kastes bort. Og hvad saa? — Præst kunde han saa ikke blive; — og Lærer igen? — den Dør var nok ogsaa lukket. Han vilde have spildt sin Tid og mer end den — udvortes taget. Det var et alvorligt Skridt.

Saa tog han endnu en Gang Sagen for »til Beslutning«, som det hedder i Degnesproget. Han satte det værste Tilfælde. Han forestillede sig, at han kom tilbage fra Universitetet vantro, og sikker i sin Vantro, saadan som Jessen, for det var det yderste, han kendte af Fornægtelse. Han indbildte sig, at alle Veje vare lukkede for ham, at han end ikke formaaede at udbytte sine Kundskaber praktisk til at skaffe sig Livsophold. Og han saà sig selv grangiveligen som en af hine romantiske Vandringsmænd, der utilfredse flakke om i den kolde Verden, Fremmede overalt, med et tungt Hjærte og en let Randsel. Mødig, med gammelt Vejstøv paa de hullede Støvler, kom han op ad Yderslev Gade, og der spillede et vemodigt Smil om hans Læber, da hans gamle Kyndinge, Møller Kristensens Pudel og Niels Larsens Hønsehund og Per Andersens uægte Grævling og alle de ægte Køtere gøde og bjæffede efter ham, og denne Larm fik lokket mange Ansigter til at se sig om, Ansigter, hvori han endnu kendte Træk fra Skolebænken, Husmødre, der gik i Haven med en Glut paa Armen, Gaardmænd, der røg deres Aftenpibe i Porten. Thi det var ved Aftentid, — naturligvis. For længe siden havde han set Solen gaa ned bag Møllen, som endnu stod sort deroppe paa Banken mod et Stykke blegt Orange. Lysene begyndte at tændes. Udenfor Skolen standsede Vandringsmanden. Lampen blev netop baaret ind af den tækkelige Kone, og Manden sad leende med en rødmusset Dreng paa Skødet, hvis Gyldenhaars Krølrand opfangede Lampelyset som i en Glorie. Og medens Vandringsmanden, støttende sig paa den knudrede Stav, betragtede dette Idyl af stille, huslig Lykke, mumlede han i Skægget: — Saaledes kunde du nu have siddet derinde, dersom du ikke var draget ud for at søge Kundskab. Thi det er et sandt Ord, at hvo som forøger Kundskab, forøger Græmmelse. — Da spurgte Hjorth sin Dobbeltgænger: Fortryder du da paa, at du drog ud, og ønsker du det gjort tilbage igen? — Men Vandringsmanden, med det kongelige Sind under Stodderdragten, rettede sig stolt og svarede: »Nej, heller vil jeg være en vidende Stodder end en ukyndig Fyrste, heller en utilfreds Vis end en tilfreds Daare.« —

Men naar han foretrak det værste, hvad var der da mere at betænke sig paa?

Saa tog han Præstens Flyve-Indfald som sin Skæbnes Vink. —

Og han havde Ret. Pastor Krarups Ord var en Gnist, der vilde være slukket virkningsløst, dersom den ej havde fundet Minen forberedt. Og Minen var alle de Drifter, som den fremmede Læsning havde vakt, Vandrelyst og Læreiver, Skønhedssavn og Længsel efter nye storstilede Forhold, mod hvilke det sang i ham med en Marschtakt af femfodede Jamber, — Trang til at føle alle sine Evner spændte i en stor Kamp.

Ogsaa Jessens Udfald mod de formentlige Grundsandheder, som han lod sine Børn ramse op, vilde være gledet ufølte af, dersom ikke hedenske Vers havde rokket næsten umærkelig ved hans Barnetro, havde lidt efter lidt smulret dens troskyldige Følelses-Grundvold bort med deres sødtklingende Rythmebølger og indskyllet en ny, hvori allerede de samme Tvivl og Spørgsmaal, ja de samme fornægtende Svar spirede, som han nu fik at høre fra en Vens Læber.

Det var ikke længer Pastor Krarups gamle skrattende Stemme, der sagde til ham: »De skulde virkelig tænke derpaa; ... De kan saamæn være Præst, naar De er et Par og Tredive,« — det var dybt inde i ham de fremmede indladte Aander, som raabte: »Frem, frem! — kun bort fra denne Skolestue, denne Katekismusluft, hvori vi kvæles.«