Guds Fred

I.

Saa skal jeg da bort fra Hovedstaden. I femten Aar holdt den mig fast, den listige Skøge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde undvære dens giftigt parfumerede Luft, dens støjende Lader, dens hidsende Anspændthed, dens forfinede Magelighed. Jeg sad i et Spind af tusind Fangetraade, jeg troede, den havde fanget mig for Tid og Evighed. Jeg troede vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvære mig. Var jeg ikke i Aarenes Løb bleven et fast Led i det store Maskineri? Ansaas af Alle for at høre med. Var selvskreven Deltager i Byens broget vekslende Liv, snart festklædt, snart sørgeklædt; gav min Stemme med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt og søgt, var Raadgiver og Hjælper, en paalidelig Ven, en Fjende, der maatte regnes med.

Hvor træt jeg ofte har været. Udslidt som en gammel Droskehest, der maa drives afsted med Piskeslag og som gærne lagde sig plat ned paa Stenbroen og blev liggende, til Døden og Hvilen kom.

Dødsenstræt er jeg, af Fornøjelser og Arbejde, af altid at være til Rede, tage Parti, forsvare og angribe; dødsenstræt og i mit Hjærte saa ligegyldig, mens ingen Slaphed tør røbes i Ord og Væsen.

Allermest træt af den evige Kamp for Penge. Penge, der maatte og skulde skaffes, slides til Veje, laanes frem, forrentes, tilbagebetales, altid flere, altid besværligere — en stedse voksende Lavine, mere og mere truende, tungere for hver Time at stemme Ryg imod, hæmmende Arbejdsevnen om Dagen, skræmmende Søvnen som en Mare.

Hvorfor undre sig over den mer eller mindre aabenbare Støtte, Socialismen i stigende Grad vinder hos Folk, der ikke hører til de legemlige Arbejdere? Forklaringen ligger lige for Haanden. Hvad har de ni af ti blandt os, der rangerer i de øvre Klasser, at tabe ved en Samfundsomvæltning, en Forandring af de herskende økonomiske Regler og Love? Vi er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kæmper en haabløs Kamp for at faa de Indtægter, Samfundet under os, til at holde Maal med de Udgifter, det samme Samfund kræver af os, om vi ikke vil sættes udenfor Numer. Paa faa Undtagelser nær lever vi alle over Evne, Embedsmænd og Kunstnere, Videnskabsmænd og Handlende, Præster, Skuespillere, Oberster, Journalister, Borgmestre og Poeter. Hvad tabte vi vel, om pludselig den store Eksplosion kom, Eksplosionen, som sprængte Samfundet løs af alle Fuger og lavede Fidibusser af Gældsbreve, Veksler og Forskrivninger? De har det maaske endda forholdsvis bedst, som lever fra Haanden i Munden. Deres Fordringer til Livet er smaa og der stilles ingen Fordringer til dem. Hellerikke er det dem, der satte Gang i den Bevægelse, som fører til Omvæltningen. Det er Mænd fra vor Midte, der lærte dem at blive Socialister, det er Fortvivlelsen i de højere Klasser, der har avlet Kravene nede fra.

— — Forleden brød jeg overtvært. Overgav mit Bo til en velsindet Sagfører, ordnede mig med en Forlægger, der nærede en venlig Tillid til mine Evner og erklærede sig villig til at udbetale mig for et Aar eller to en beskeden maanedlig Understøttelse, har nu pakket min Kuffert og indskiber mig i Eftermiddag — uden Farvel til Nogen — for at drage til den gamle Provinsby, hvor jeg har levet min første Barndom; som jeg ikke i tyve Aar har set, men som jeg stadig, naar Trætheden kom op i mig, har længtes tilbage til.

Jeg har ikke vaklet. I samme Nu, mit Opbrud fra Hovedstaden besluttedes, i samme Nu vidste jeg, hvor jeg vilde hen. Den gamle By kalder mig som en Moder, der trofast har siddet og ventet paa sit vidt omstrejfende Barn. I den gamle By er der intet, som kan minde mig om det, jeg vil glemme og bort fra. Den og jeg kender hinanden kun fra de gode Aar, da den var det skønneste og dejligste, jeg vidste, Genstanden for min Stolthed og Beundring, og da jeg var et af dens mest forkælede Børn. Den kalder paa mig som en Moder. Thi dér ligger min Moder begravet. Den rummer al den Moderkærlighed, jeg i hine Dage nød mere end nogen anden og som jeg mistede saa tidligt. Hvor i Verden tage hen uden netop til den gamle By? Jeg søger den jo for at blive Barn igen.

II.

Tankerne følger Striben tilbage — til det Liv, den Verden, hvor jeg nys færdedes. Saa underlig langt jeg allerede føler mig fra det altsammen, saa fremmed og overlegen overfor det. Hvor ligegyldigt, tomt og intetsigende det nu synes mig. Og det har jeg ofret femten af mine bedste Aar. Ingen har været ivrigere end jeg, ingen mere fanatisk troende. Pur ung meldte jeg mig til mit Partis Fane, sloges bravt og blindt i de Meniges Rækker, forfremmedes og naaede vel noget nær de Udmærkelser, min Ærgærrighed kunde begære. Midt i Kampbulderet har jeg været, har hadet og tilbedt, aldrig svigtet min Fane-Ed, aldrig følt mig fristet til det, har vundet Venner og Fjender, gjort Godt og Ondt efter Evne og bedste Skøn.

Og hvad er saa Resultatet blevet? Lykke for mig? Lykke for nogen Anden? Næppe det sidste; det første afgjort ikke. Naar jeg nu godvilligt opgiver min tilkæmpede Stilling — den, vistnok Mange misunder mig som atraaværdig —, er det i en inderlig Følelse af dens haabløse Uudholdelighed.

Hvad i Herrens Navn slaas man for? Hvorfor forfølger man hinanden, mistænker og mishandler hinanden, altid væbnet til Tænderne, altid parat til at hugge løs? Maaske er der, langt ude i det Fjærne, et Maal at naa. En højere Retfærdighed, en bedre Fordeling af Tilværelsens Goder. Maaske oplever vore Børnebørn en ny social Omvæltning. Men forøvrigt: vil Menneskene føle sig lykkeligere, om Maalet virkelig naaes, eller vil de ikke blot skynde sig, med Uro i Hjærterne, i unøjsom Higen, at kæmpe og hade sig frem mod nye Maal? Sikkert. Nej, det er en tom Indbildning, at Lykken vindes gennem Kamp. Kun i Fred, Fred med sig selv og Verden, findes Lykken.

At tænke sig, at de stadig slaas derinde. Endnu har den store By ikke lagt sig til Hvile, endnu summer Ondskaben og Vreden i elektrisk Belysning gennem Gaderne, stimer sammen paa Kaféerne, drikker sig ør og sløv, vaagner saa imorgen, efter en angstfuld Søvn, i hede Hjærner og bitre Hjærter. At de gider! At de ikke alle en dejlig Sommermorgenstund springer op med den Beslutning, at nu vil de ikke længer! Smider Vaabnene fra sig, svaler den hede Hjærne i den friske Morgen, fylder det bitre Hjærte med Naturens søde Vellyst, renser sig ud for al Ondskab og alt Had, slutter Fred over hele Linjen paa det simple, letfattelige Grundlag: Vi er Mennesker alle, vi vil hinanden intet Ondt. Og fuldbyrder, uden Blodsudgydelse, den Revolution, som gør enhver ny Revolution overflødig.

— — Saadan sidder jeg og drømmer, mens Skibet den skønne Juninat bærer mig over den stille Sø til min gamle By. Og som var det et Billed, skabt af min Drøm, ser jeg i Solopgangen, just som vi har passeret Fjordens Indløb, en ung Kvinde staa ved min Side, stor og stolt, med et Ansigt, der lyser af mild Fred. Som et Syn kom hun, som et Syn forsvandt hun. Men var hun et Varselbud, jeg modtager det med Tak. Et Varsel om, at jeg er styret den rette Kurs for at finde Freden.

III.

Jeg satte mig paa den fritstaaende Stentrappe foran det Hus, hvor jeg som Barn havde boet; jeg lukkede Øjnene over det hastigt gensete Billede, og saa livagtigt, som havde jeg nys forladt det, opstod Torvet i min Erindring, saadant som det var i mine Barndomsdage.

For Enden af Torvet løber Østeraa. Den er ikke overdækket — som nu —, den flyder aaben gennem Byen, med Broer over og med knudrede løvrige Træer paa begge Sider. Og den er fuld af Baade og smaa Skuder, hvor der sælges Fisk og Jydepotter og Træsko og, om Efteraaret, Frugt. Saa dufter hele Torvet, ja Gaderne udenom med, af krydrede Bergamotter og Gravensteners Rosen-Em.

Den anden Ende af Torvet beherskes af det gulstrøgne Kongehus med den takkede Gavl. Her er det, at Byens gamle Storkefædre holder Forsamling Sommereftermiddage. De staar én paa hver af Gavlens Afsatser, øverst oppe Præsidenten, der aabner Mødet med en høj Knebren. Derefter knebrer de paa Rad, alle de ærværdige Storke, og de, der lytter til, staar undertiden paa ét Ben af lutter Iver. Men det hænder, at Raadsforsamlingen opløses i almindeligt Klammeri, mens alle Storkene basker med Vingerne og knebrer forbitret i Munden paa hinanden. Ogsaa hænder det, at en nidkær Storkemadam eller en næsvis Storkepode forsøger at trænge sig ind i Forsamlingen og bliver sat paa Porten under drøje Knubs, saa Fjerene ryger om den.

Det gamle Kongehus, hvilken Sorg den Dag det dømmes til Døden af et pietetsløst Borgervels Krav paa en ny tidssvarende Bankbygning. De skændige Rænker, de giftige Løgne, der føres i Marken for at fælde det.

Det insinueres, at alle de historiske Overleveringer, som giver Kongehuset Ry og Glans gennem Aarhundreder, er tyvstjaalen Pynt. Det paastaas ydermere, at Huset er saa medtaget af Ælde, at det næppe kan holde sig oprejst og at det er en stadig truende Fare for de omliggende Bygninger. En rasende Kamp føres i Byraad og i den stedlige Presse mellem Ideens Talsmand — Latinskolens Historielærer — og Borgervellets Materialister. Men disse sidste sejrer, efterat et Velfærdsudvalg af bankforhippede Haandværkere har givet sagkyndigt Skøn for Kongehusets Affældighed. Og Nedbrydningen begynder. Vi Børn, hvis fædrelandske Fantasi er vokset op i Skyggen af det gamle Hus, følger med forbitret Sorg hvert Slag af Hakken, og vi nyder en smerteblandet Triumf, da Haandværkerne midt under Arbejdet maa erklære sig magtesløse og tage Krudtet til Hjælp for at sprænge Kongehusets favntykke Mure. Saa falder omsider den gamle Kæmpe, men ej for Menneskehaand. Døende spotter den sine Voldsmænd.

Midt paa Torvet ligger det røde Raadhus med Byens Vaaben i Guld og Farver over den svære brune Egetræsdør. Om Raadhuset samler sig alle Barnestue-Historiernes Uhygge. Foran det stod i gamle Dage Gabestokken og Pælen, hvortil Forbryderne bandtes, naar de offenligt piskedes. Her udsonede bl. a. de berygtede Røvere fra de store Skove Nord for Fjorden Begyndelsen af deres Straf, da de langt om længe, efter talløse Skændselsgærninger, fangedes af Militæret og Omegnens Bønder. Banden bestod af en gammel Kælling, hendes syv ryggesløse Sønner og en vidunderskøn ung Pige, Kæreste til den ældste af Brødrene, Erik Krumfinger. Plyndring, Voldtægt og Ildebrand var de mindste af deres Forbrydelser. Ogsaa adskillige Mord havde de paa deres Samvittighed og Grusomheder af den skrækkeligste Art. Saaledes — fortalte ialfald min Barnepige — morede de sig med at binde smaa Børn til gloende Ovne, naar de forlod en Bondegaard efterat have plyndret den og myrdet de voksne Beboere. Det var en Fest for hele Byen og Omegnen, da de, nøgne til Bæltestedet, piskedes foran Raadhuset og Morgenen efter førtes til Galgebakken og henrettedes. Kun Erik Krumfingers Kæreste vakte en vis Medlidenhed. Hun var saa dejlig af Skikkelse og Aasyn, hun var saa ung og hun jamrede sig saa bitterligt, da hun blev pisket. Men om Skaansel kunde der ikke være Tale. Hun havde været den allergrummeste til at stege de smaa Børn.

Rundt om Torvet ligger saa alle de gamle Købmands- og Beværtningsgaarde, hvor Bønderne tager ind Torvedagene og hvor der er den herligste Tumleplads for Børnenes Lege. Bindingværks-Gaarde, der er et sandt Vildnis af Svalegange med tørrede Sild paa udspændte Snore, af vaklende Trapper og møre Ud- og Tilbygninger, der raver mellem hinanden som fulde Mænd. Her paa Lofterne i de store Korndynger leges der Skjul, og om Lørdagen sidder jeg bag Disken i den holstenske Madams Værtshuskælder og skænker hvidt Øl og Dram for Bønderne og min Ven Droskekusken, som bor i et Hul bag Stalden i Porten og dér, i en altid frisk Atmosfære af Hestegødning, med et Spritkogeapparat, en Rugbrødshumpel, en Krukke Svinefedt og en Billing Kommensost fører den lykkeligste Ungkarle-Husholdning, jeg kan tænke mig. Men naar Stemningen bliver høj i den lave Kælder, morer man sig med at give den aldrende Droskehest Brød, dyppet i Brændevin, og som en vild Araber farer Øget rundt om Torvet, bredende Skræk og Forfærdelse mellem Bønderkonerne, der sidder med udbredte Skørter foran Raadhustrappen og i landlig Ugenérthed besørger deres Privatanliggender.

— — — Jeg aabner Øjnene og ser ud over det sollyse Torv. Raadhuset ligger der endnu, de gamle Gaarde ogsaa, jeg ser Værtshuskælderens smaa grønne Ruder, jeg øjner en Stump af Aaen, der bugter sig mellem hældende Huse og over hvis lemlæstede Poesi et enkelt Syrentræ i en tilstødende Have breder et ungt blomstrende Smil — — jeg kender min gamle By og jeg rejser mig, let og glad i Sindet, med en dirrende Lykkefornemmelse af at være hjemme.

Jeg er hjemme, og jeg vil til min Moders Grav.

Endnu er Byen ikke vaagnet. Mens jeg vandrer gennem dens tomme Gader, fornemmer jeg det, som om jeg er kommen og har overrasket den, og jeg sender vækkende Gensynshilsener til alle de kendte Ting, jeg møder. Herregud, her hænger det endnu nedad Kirketaarnet, det tykke Tov, som var den gamle Bys ukunstlede Brandsignal-Apparat. Den, der opdagede en Brand, havde at trække i Tovet, saa Klokken i Taarnet klemtede. Mellem os Børn hed det sig, at den Lykkelige, der saaledes meldte en Brand, fik udbetalt en blank Rigsdaler. Hvor flittigt — men forgæves — spejdede jeg ikke paa hver Spadseretur efter at se Luerne slaa ud af et Hus. Jeg vandt aldrig Daleren. Monstro det gamle Tov endnu gør Tjeneste, eller hænger det mon blot som en forglemt Levning fra svundne Dage?

Jeg standser og ser ned ad en skraanende Side-Gade. I det fremspringende Hjørne-Hus dernede var det jo, vi boede i Krigens Aar. Jeg var ikke mere end et Par Aar den Gang, og dog præntede hine Dages Begivenheder uudslettelige Indtryk i min Sjæl. Den tyske Indkvartering — Soldaterne, der skændtes med Moder om den danske Mad, og den gemytlige hvidskæggede Major Brumbasse, der forelskede sig i os Børn, men som jeg ikke vilde lade kysse mig, fordi han var en Tysker. Allermest dog disse Billeder: Min Moder og mine halvvoksne Søstre samt et Par andre af Byens Smaapiger sidder og piller Charpi. Pludselig lyder der Hestetramp i Gaden, jeg skynder mig til Vinduet, men i det samme gaar Døren til Faders Studereværelse op, og med et kraftigt Ryk rives jeg bort fra Vinduet. »Rul Gardinerne ned, Ingen maa se ud,« — siger Fader, bleg og bevæget. »Tyskerne kommer!« En uhyggesvanger Stilhed hersker i den mørke Stue, og bange kryber jeg sammen i Moders Skørter, mens den klaprende Larm af mange Heste kommer nærmere. Saa standser Støjen lige nedenfor vore Vinduer, vi hører kun nogle hastige høje Ord, der lyder som Skældsord, en Klynken, nye Eder, Forbandelser, Raslen af Sabler, urolig Stampen af Heste og, tilsidst, et angstfuldt Skrig paa Dansk. Sit eget Forbud til Trods iler Fader til Vinduet, Moder og vi Børn bag ham, og fra en Stol ser jeg en Mand, i hvem jeg kender vor Skomager, blive slæbt af en Officer i skinnende hvid Kappe henad Stenbroen, langs den stejlende Hest. Og jeg ser Gaden fuld af fint uniformerede Ryttere, der nu alle igen sætter sig i Bevægelse, efter Officeren, der, med Skomageren som tvungen Vejviser, fører an ned mod Fjorden, over hvilken de danske Soldater er flygtede.

Og saa Billedet af de saarede danske Soldater, der køres gennem Gaderne, efter den ulykkelige Træfning ved Bakkerne Vest for Byen. Saa sikkert var Sejren ventet, thi for en Gangs Skyld var Danskerne de fleste. Desværre havde Obersten, der førte vor Afdeling, ogsaa været for tillidsfuld. I Stormløb lod han sine Folk tage Terrænet ned ad Bakkerne, ved hvis Fod Tyskerne ventede i Ly bag Grøftehegn. Og fra den dækkede Stilling strakte Tyskernes Geværkugler de fremstormende Danskere til Jorden som værgeløst Vildt. Herom havde vi Børn hørt, ogsaa om Oberstens Fortvivlelse — han var indkvarteret hos en Embedsmandsfamilje, som stod os nær, og det var fortalt Fader, hvordan Obersten, der om Morgenen red sejrssikker ud for at oplede Tyskerne, sent om Aftenen var vendt tilbage og havde lukket sig inde paa sine Værelser, uden at ville spise og uden at ville tale med Nogen. Nu, den næste Morgen, kom de Saaredes Træn. Langsomt og tungt, som et Ligtog, ruller Vognene gennem Gaden, og paa spredte Halmneg hviler de Saarede. Nogle har Bind om Hovedet, andre om Arme eller Ben. Bindene er plettede af Blod og Ansigterne er hvidere end Bindene. Ikke en af de Saarede ser til Vinduerne, alle stirrer de frem for sig med udslukte, haabløse Blikke. Jeg havde vel næppe nogen saadan Tanke den Gang: det har siden staaet for mig, som om disse saarede danske Soldater mindre vakte Medlidenhed ved deres legemlige Smerter end ved den Fortvivlelse — ja, Skamfølelse — over Nederlaget, der stod at læse i deres forpinte Ansigter.

— — Jeg gaar uden at tænke paa den Vej, jeg følger. Det er tyve Aar siden, jeg traadte disse Gader, deres Navne har jeg i tyve Aar ikke haft i mine Tanker: som ved en usynlig Haand, uden Eftertanke, uden Famlen, føres jeg nøjagtigt derhen, jeg vil. Jeg er i mit Barndomshjem, jeg er i min Faders Hus; min Fod farer ikke vild paa den hjemlige Grund.

Saa staar jeg, just som Hanen galer tredie Gang sin Morgenhilsen over Byen, i den lille Gade, som leder ned til Kirkegaarden. De lave straatækte gule Huse, hvor de gamle Kransebindersker boede, indrammer endnu Gaden, og som for tyve Aar siden hænger endnu — som var det de samme — tarvelige Vedbendkranse og Moskranse med Evighedsblomster udenom de smaa Døre med Klinkelaase. I et af Husene staar et Vindu aabent, og, hidkaldt ved Lyden af den tidlige Morgenvandrer, stikker en Morlille Hovedet ud. Jeg køber hendes Kranse, lægger den beskedne Betaling i hendes rynkede Haand, og, fulgt af hendes Velsignelse, gaar jeg gennem Laagen ind paa Kirkegaarden, hvor Fuglekvidder og Duft af Cypresser og morgenfriske Blomster modtager mig.

Min Moders Grav ligger borte fra den alfare Vej, i en stille fjærn Krog blandt Hundreder af andre Grave. Den usynlige Haand leder mig ad de halvtilvoksede Stier, der snor sig mellem Græstuerne, og saa staar jeg med ét foran den lille indhegnede Plet, hvor Moder hviler, med et Barn ved hver Side: en større Tue mellem to ganske smaa. Frisk Vedbend dækker alle Gravene og snor sig op om det simple Marmorkors paa Moders Grav. Bag den, bøjende deres tunge lilla og gyldne Blomsterklaser ned over den, staar en Guldregn og et Syrentræ, og i hvert af det lille Kirkegaardsbeds fire Hjørner folder Rosentræer deres lyserøde og hvide Knopper ud med Morgensolens Smil gennem Regntaarerne fra Natten.

Jeg sætter mig paa den grønne Tremmebænk, jeg kærtegner med Blikket Navnet paa Korset ligeoverfor og jeg taler med min Moder.

»Jeg er kommen til Dig, Moder, for at finde Fred. I tyve Aar har jeg været borte fra Dig, langt, langt borte blandt fremmede Mennesker. Da jeg sidst sad her og tog Afsked med Dig, vidste jeg ikke, hvad jeg mistede. Jeg var et Barn og Du en ung Hustru. Nu er Du en klog gammel Kone, og jeg en dagtræt Mand med Haar, der begynder at graane. Skænk mig den Fred, Du forlængst har vundet, og jeg bliver hos Dig.«

Jeg synes min Moder sidder overfor mig, en gammel Kone med hvidt Haar og milde brune Øjne. Jeg glemmer Tiden, mens jeg ser ind i de Øjne, til jeg vækkes ved, at Kirkeklokken sender syv skingre Slag ind over Kirkegaarden. Jeg tager Kransene, dem jeg stadig bærer paa Armen, og lægger dem, knælende, paa Graven. »Tak, Moder. Tak for alt — i gamle Dage og nu.«

Men mit Hjærte rummer ogsaa en anden Tak, mens jeg langsomt, omsust af Fuglekvidder og Vindens Leg i Trækronerne, forlader den stille, sødt duftende Dødens Have. En Tak til den gamle Bys Trofasthed, der ikke har ladet min Moders Grav ligge øde, men har fredet og hæget om den. Findes vel saadan lang Hukommelse og bestandig Troskab i de store Stæder, hvor hver Dags Nyt jager støjende frem og puffer alt forbigangent til Side? Dér mindes man kun Døden i pralende Opraab i Avisernes Avertissementsspalter. Dér er Kirkegaardene altfor store og altfor langt borte. De Døde faar skøtte sig selv. Den gamle By har de Døde i sin Midte, altid nærværende, levende i en kærlig Hukommelse. Jeg takker Jer, min Moders Venner i den gamle By, jeg kender Jer ikke længer, jeg bringer Jer mit Hjærtes stille Tak.

— — Jeg ender min Morgenvandring paa Vejrbakken, og dér bliver jeg.

Vejrbakken ligger lige udenfor den gamle By, er dens Lystanlæg, dens Stolthed. Sjældent fandt ogsaa en By saa herlig en Plet til en offenlig Park. En gavmild Borger »anlagde« og beplantede for et Aarhundred siden Vejrbakken, delte den ved Trapper og Vindelalléer i Terrasser, skærmede den med Gran og Fyr og lod i Ly deraf Bøge og Sirbuske vokse op, tog Magten fra Vestenvinden og lod Solen herske, skabte saaledes af den golde Vejr-Bakke en frugtbar Have. Herop drager den gamle Bys Beboere Sommer-Eftermiddage med Madkurve og Flaskefoder, faar Vand paa Maskine fra Pavillonen paa den første Terrasse og gør sig det hyggeligt i Lysthusene. Men paa Terrasserne ovenfor, i »Skoven«, gaar Drengenes Røverleg.

Jeg kommer til Vejrbakken med en hemmelig Angst for at blive skuffet. For min Erindring fra Barneaarene staar den som noget rent æventyragtig stort og skønt. Bakken et Bjærg, Skoven en Urskov.

Jeg ser med et Smil Storagtigheden forsvunden. Baade Bakke og Træer synes mig at være voksede nedad. Der er intet æventyrligt, intet fantastisk ved Vejrbakken. Men dens Skønhed er paalidelig nok. En yndigt smilende Idyl. Alligevel mangler Vejrbakken ikke Storhed. Den har sin Udsigt.

Jeg er naaet op til »Pavillonen«, en gul Trævilla, udenfor hvilken en Opvarter og en Hærskare af Spurve er ifærd med at rense de smaa Beværtningsborde for Madkurvenes Affald. Jeg vender mig om og blændes. For min Fod har jeg hele Byen og bag den Fjorden, der bugter sig som en spejlklar Flod mellem Bakker og Enge. Milevidt naaer Blikket til begge Sider. En Uendelighed af Himmel, Vand og sommerfrodigt dansk Land. Og Byen, hvis røde Tage synes som rutschede ned ad Vejrbakkens grønne Skraaninger.

Her har jeg hele min gamle By. Og i samme Nu føler jeg, at her maa jeg bo. Jeg lader Opvarteren kalde paa Værten, og fem Minutter efter er jeg indkvarteret i Pavillonens to Kvistværelser, som ellers ikke udlejes, — Pavillonen har overhovedet ikke liggende Gæster — men som overlades mig, da jeg tilbyder at leje dem for Vinteren med.

Og nu har jeg mit fremtidige Hjem i Orden. Her er ingen Luksus, men alt hvad jeg behøver: en god Seng i Soveværelset og i min Dagligstue et Arbejdsbord, nogle Stole — ja ovenikøbet en Sofa.

Mine Bøger er pakkede ud, mine Piber stoppede. Siden jeg var ung Student, har jeg ikke smagt Pibe.

Gud være med Jer, Havannacigarer og Cigaretter — hvad er I dog mod de Drag af uforfalsket hollandsk Knaster, som jeg i dette Øjeblik ryger, mens jeg sidder ved mit Kvistvindue og skuer ud over min gamle By!

IV.

Mølleren ejer Jorden oppe paa Bakken saa langt ned, til Anlægget begynder. Skrænten mod Nord, mod Fjorden, ligger øde og udyrket. Men paa Skraaningen mod Syd er et stort Stykke indhegnet og opdyrket til Have. Mølleren har taget Lære af den Mand, der anlagde Lystanlægget. Han har trodset Vind og Vejr, har rejst en skærmende Hæk mod Vest, har blandet Bakkens sandede Jord med møjsommelig tilkørt fed Muld fra Agerlandet, har gødet og vandet, grøftet og gravet, indtil han saa' sin hængende Have trives og blomstre.

Jeg mindes den halvt uvillige Respekt, hvormed Mølleren omtaltes af Byens Folk. Man beundrede hans Dygtighed, men frastødtes af hans brydske Særlinge-Væsen. Det stod i hans Kontrakt med Byen, af hvem han købte sin Grund, at den til enhver Tid skulde staa aaben for Folk, der vilde nyde Udsigten. Men skønt han ikke gjorde noget Forsøg paa at omgaa denne Kontrakt, følte Byens Beboere sig ikke vel paa hans Enemærker. I hvert Fald holdt man sig i ærbødig Afstand fra hans Hus og hans Have. Selv vi Drenge, der nødigt gik af Vejen for et Vikingetogt ind i en Frugthave, lod om Efteraaret Møllerens berømte Pærer og Æbler modnes i Fred. Der gik ogsaa ganske ondartede Rygter om Mølleren. Det fortaltes saaledes, at han behandlede sin unge smukke Kone, en Proprietærdatter fra en Egn sydpaa, med tyrannisk Haardhed. Maaske Rygterne blot kom af, at Møllerens Kone levede lige saa afsondret og indesluttet som han selv — noget, den gæstevenlige og selskabelige Befolkning vanskeligt opfattede som frivilligt —; blidere blev ialfald Rygterne ikke, da den unge Kone døde faa Maaneder efter sin første Barselseng, efterladende sin Mand en lille Datter, som hverken fik Amme eller Barnepige, men passedes af Mølleren selv og hans Svend. Den lille Pige, Genstand for hele Byens Beklagelse, var vel en 2—3 Aar, da vi rejste bort. Med sky Nysgærrighed havde jeg ofte betragtet hende, naar hun i sin Barnevogn — en simpel Trækasse paa fire Hjul — blev rullet af den gamle skutryggede Svend rundt paa Møllevolden.

— — Jeg har hver Dag været en Tur oppe ved Møllen. Vi har haft Vestenstorm. Jeg har nydt det storartede Skue af Fjorden i Oprør, og jeg har, da Stormen løjede af, lyttet til det fjærne Tordendrøn fra Vest: Dønningerne fra Havet fem Mil borte.

Jeg fandt Møllen paa sin Plads; men til min Forbavselse stod Vingerne stille. Jeg tænkte: »Mølleren maa have forandret sig meget paa sine gamle Dage. Han kan nok ikke længer lide at lade Møllen gaa i Storm.« Men ogsaa idag, da det er Magsvejr og kun blæser en almindelig skikkelig Vind oppe over Skoven, hvilede Møllen i urokkelig Ligegyldighed. Vinden ruskede i de rebede Sejl, den muntre Bygesol legede gennem Vingernes Ribber. Men Møllen lod sig ikke vække. Og det allervidunderligste: støttet op mod en af Vingerne, saa trygt dvælende som kunde der slet ingen Fare tænkes, stod en ung Kvinde i en tætsluttende blaa Lærreds Kjole, med Armene korslagte over det høje Bryst, og stirrede ud over det vide Land. Hun hørte mig ikke, saa' mig ikke. Hun syntes, lig en Tornerose, at drømme ved Foden af den sovende Mølle.

Skulde Mølleren være død? Og ingen Efterfølger have taget Møllen og Arbejdet i Arv?

Da jeg for lidt siden kom hjem, spurgte jeg i Forbigaaende min Vært, om den gamle Møller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han.

V.

Hver Dag gaar jeg lange Ture i Byen og gennemstrejfer den paa Kryds og Tværs. For hvert Skridt vaagner en Erindring. Jeg føler mig som en Opdagelsesrejsende i min egen Sjæl: der bygger sig, Sten paa Sten, op i mig et Kongerige af gode Minder, jeg i mange Aar har ladet falde i Ruiner. Den gamle By med Barndommens Søndagsstemning bliver levende i mig, og den befolkes med et Mylr af kære Skikkelser. Nogle af dem træffer jeg endnu spadserende om i Gaderne. Gamle Adjunkter, allerede gamle den Gang, jeg var blandt deres Elever, vandrende samme sindige eller skyndsomt trippende Gang til Skolen; ærværdige Borgermænd, hvis smilende gæstfri Ansigter jeg mindes fra deres Sønners Børneselskaber, og unge travle Forretningsfolk, af hvis alvorsfulde Familjeforsørger-Miner jeg pludselig ser en gammel forglemt Legekammerats Barnetræk kigge frem. Jeg gaar som Harun al Raschid i Bagdads Gader. Iagttagende, genkendende uden selv at blive hverken kendt eller iagttaget. Kun en Gang imellem møder jeg et skottende, prøvende Blik, der siger: Naa, der er nok kommen en Fremmed til Byen.

Der er andre Skikkelser, som stiger frem for mig, mens jeg studerer Butikskiltenes Navne. Det forekommer mig, naar jeg finder de samme Butiker og samme Købmands-, Bager- og Haandværker-Navne paa samme Plads, jeg sidst saa' dem, som om den gamle By havde standset sit Liv og sin Udvikling den Dag, vi forlod den. Jeg maa ræsonnere for mig selv: »det er jo dog kun tyve Aar siden.« Thi jeg føler mig som en gammel, gammel Mand, der efter at have levet mange Menneskealdre i Troldenes Høj, vender tilbage til min Hjemstavn. Jeg kan egenlig slet ikke forstaa, at ikke alt er forandret og at ikke alle de Mennesker, jeg kendte, er døde.

Mange af dem er det dog. Om nogle véd jeg det af Beretning, om andre slutter jeg det, fordi jeg ikke finder dem i deres vante Krog. Ogsaa disse Skikkelser lever op for mig af den Stenbro, de før traadte og som jeg nu træder uden at møde dem.

Allertydeligst ser jeg for mig den Frøken, som holdt Skole for bedre Folks Smaadrenge i den gamle By. Det tykke rare gamle Menneske, til hvem Mødrene saa trygt betroede deres Poder, thi hun tog sig dem an ikke blot som Skolemesterinde, men noksaa meget som en Barnepige og Kæletante. Hende var det, der med sine buttede Fingre hjalp os af med vore Mælketænder, naar de begyndte at rokke; til hende blev vi sendt de Dage, hvor vore Forældre formedelst et Storkebesøg eller andre forstyrrende Familjeanliggender vilde være af med os. Hun forærede os de første Komediebilletter, og, naar vi betalte vore fire Mark i Skolepenge hver Maanedsdag, gav hun dem af os, hvis Forældre sad i smaa Kaar, de to tilbage som en Foræring til at købe »noget nyttigt« for. Hende endelig var det, der til Fornøjelse for os Drenge laa og svedte i Sengen Fastelavns-Mandag til langt op paa Dagen, for at vi alle kunde naa at rise hende op og blive belønnede med de Boller, hun i en stor Torvekurv havde staaende under Sengen.

Du gode, gamle Pige, i dit store Hjærte bankede al den gamle Bys barnlige Troskyldighed. Jeg rejser Dig et Æres-Minde, det, dine Drenge altfor længe har skyldt Dig.

VI.

Jeg kan ikke faa hende ud af mine Tanker. Saa stolt hun stod dér, højtsvævende, vidtskuende, ovenover Byen og Skoven, ja ovenover selve Vejrbakken. Hvilke Drømme svulmede mon i hendes Barm, hvilke Længsler var det mon, som hendes korslagte Arme knugede tilbage? Saa' hun fra sit høje Bo med Foragt ned paa Menneskenes jordbundne Stræben, eller gik hendes Hu mod at stige ned og være med i den travle Færden?

Helst tænker jeg mig hende som den store Freds Gudinde, den Gudinde, jeg dyrker. Her paa Vejrbakken er hendes Tempel rejst, og af Møllen bygger jeg hende et Højalter. Herop kalder hun til livsalig Fred i Naturens ubesmittede Rige den, som mødig søger bort fra Hverdagslivets Støv og Møje. Hendes Skød har Engens duftende Kløverhvile for den trætte Vandrers Hoved, hendes Øje spejler Himlens Blaa og hendes Stemme synger Vindens hviskende Vuggesang i Træernes Kroner.

Er jeg en Nar, Du smukke Møllerdatter, at jeg fæster Digtningens Glorie om din Pande, kaarer Dig til min Lykkedrøms Gudinde? Er Du maaske en ganske jævn lille Borgerpige, der skikkeligt længes mod Kæreste, Lysning og Brudeseng? Har Du maaske allerede fundet din Møllersvend? Var det ham, Du spejdede efter, da Du stod paa Højalteret?

Ligemeget: jeg lader Dig staa, som min Drøm har stillet Dig. Jeg kender Dig ikke og vil ikke lære Dig at kende. Ingen brutal Virkelighed skal skænde dit hellige Billed.

VII.

Hun spørger forundret, krænket og bedrøvet, om jeg er sunken i Jorden. Hun har forgæves ventet og søgt mig. Af en fælles Bekendt har hun saa hørt Rygtet om, at jeg skulde være rejst til Udlandet med en Dame. Og hun sender mig nu sit Brev paa Maa og Faa, efter min gamle Adresse: »Jeg véd jo ikke, om det naaer Dig. Dog syntes jeg, jeg paa en eller anden Maade maatte spørge Dig, hvorvidt Rygtet taler sandt. Jeg maa jo næsten tro det. Men har jeg da fortjent, at Du handler saadan mod mig? Har jeg nogensinde forbrudt mig? Har jeg ikke altid tværtimod føjet Dig i ét og alt, gjort mig Umage for at være netop saadan som Du vilde have mig; ikke plaget Dig hverken med Overhæng eller Skinsyge? Nu, Du har tilføjet mig saa bitter en Sorg, vilde jeg ønske, jeg kunde hade Dig. Jeg kan det ikke. Skriv blot to Ord, at Du vil komme snart tilbage til mig, og jeg elsker Dig nu som altid.«

Hun kan ikke hade mig, hun bilder sig ind, hun elsker mig. Jeg tror ikke paa, at Kærlighed og Had er hinandens nødvendige Supplementer. Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at den største Kærlighed aldrig, hvor forsmædeligt den end martres, slaar om i Hadets Modsætning. Men hun, der sender mig dette Turteldue-Brev, er kun Due, forsaavidt som hun forstaar at kurre elskovssygt, kan ingensinde blive en Høg, thi hun mangler den Følelsens Fanatisme, der hvæsser Klør og Næb. Hun valgte mig til Elsker, fordi det behagede hendes Forfængelighed at blive foretrukken af mig. Hun føler en vis Tomhed nu, jeg er borte. Hun ønsker at faa mig tilbage; thi det krænker hende, at jeg af egen Drift er gaaet fra hende. Men om føje Tid vil den Lykke, hun begærer, atter blomstre for hende. Den tomme Plads vil blive optagen af en ny Elsker, der har om end andre saa ligesaa store Fortrin som jeg. Hendes Nag imod mig vil svinde, og naar vi ad Aare atter ses, vil vi hilse fornøjet paa hinanden som to Venner, der aldrig har haft noget Livsens Alvor sammen, næppe nok nogen minde- eller glemselværdig Oplevelse.

Det er Sagen. Og det er Forklaringen af, at jeg kunde rejse bort uden at føle det som en Nødvendighed at tage Afsked med hende. Her var ikke Tale om et Brud. Hvad skulde jeg sagt hende andet end et valent »Tak for denne Gang«? Her var end ingen Knude at hugge over, kun en løst sammenhæftet Kotillonssløjfe at skille i sine to Baand, det hvide og det røde. Jeg kunde ikke overvinde mig til at sige de behørige sløve Trøstens- og Takkeord ved denne Skin-Grav. Jeg skammede mig ved at spille med i en Scene af saa aabenlys Uvederhæftighed, at give Repliken til hende, der sikkert ikke havde nægtet sig den Fornøjelse at forsøge sig i det store Drama efter de bedste Mønstre.

Naar jeg besluttede at bryde op fra Hovedstaden, var maaske ogsaa, dybest inde, det den stærkeste Bevæggrund, at jeg vilde bort ikke just fra hende, min sidste Elskerinde, men fra hele den Elskovs-Sport, som leges i den store Bys Overflade-Selskab og som jeg med saamegen Iver havde dyrket. Havde dyrket mest fordi jeg derved tilfredsstillede en Lyst til at haane Kærligheden, til at rive den ned fra det svimlende høje Fodstykke, som min Ungdoms blinde Tro byggede den med det Resultat, at jeg selv en skønne Dag laa værkbruden paa Jorden.

Jeg havde elsket og var blevet skuffet. Jeg tvang min Sorg i mig, jeg svor en stille Ed, at for første og sidste Gang havde jeg været Kærlighedens Nar. Var jeg bleven erobret, vilde jeg nu erobre. Havde man leget med mig, vilde jeg nu lege med andre. Ikke havde jeg nogen Lyst til at gøre ondt, som der var gjort mig ondt. Jeg vilde blot tage Kærligheden ovenfra, saadan som den en Gang havde taget mig i Nakken. Og jeg vilde lære andre at gøre det. Lære dem, at Kærlighed ikke er værd at regnes for andet end en Spas. Mindst af alt noget at sætte Livet ind paa. Jeg lærte, at i Kærlighed sætter man altid Livet ind, ogsaa naar man netop ikke vil det. Jeg følte mit Liv forspildes, mens jeg troede mig ifærd med at gøre mig til Kærlighedens Herre. Jeg vaagnede en Morgen i Angst: Se, Aarene svinder. Hvor er de henne alle de, Du legede med? Hvad har Du samlet i Lade af de Følelser, Du saaede ud for Vejr og Vind? Draabevis lod Du dit Hjærte forbløde og lægge sig øde, gav lidet og fik intet, gav saa ofte, at Du snart intet vil have tilbage.

Jeg vil svare min fortørnede Elskerinde: Jeg ønsker Dig, der var min altfor lærvillige Elev, at Du en Gang maa træffe En, der lærer Dig at elske.

Maaske vil jeg da ialfald lære hende at hade.

Thi dum er hun ikke.

VIII.

Jeg vil skrive en Bog om den gamle By. Ikke som den er — jeg bryder mig sletikke om med en moderne Kunsts kritisk-psykologiske Metode, der ogsaa staar til min Raadighed, at bore Sonden i den og krænge dens Indvolde ud —, hellerikke som den var, men saadan som jeg ser og genser den under Barndomsmindets blaa Glas ... i en Soldis af stille Glæde og Vemod uden Bitterhed. Det skal være en Bog for alle dem, der, ligesom jeg, trænger til at sætte sig hen i en lun og god Krog, hvor der er stængt af for Omverdenen og hvor Sjælen for en Stund kan leve sit Blomsterliv i en Klosterhave. Det bliver en Bog uden pirrende Nyt, uden blændende Farver, der bliver ingen Spænding, næppe nok Handling i den. Mit Maal vil være naaet, om de, der læser den, fornemmer det, som om jeg havde bragt en Buket af enkelt farvede, enkelt duftende Markblomster ind i deres Stue.

Tre Gange om Ugen er Stiftsbiblioteket aabent. Da sidder jeg i Læsestuen og blader i de gulnede Folianter, hvor i sirlig snørklet Skrift den gamle Bys Liv og Begivenheder er optegnede. Jeg faar vel næppe Brug for de Studier, jeg gør. Men jeg indsuger gennem Fordybelsen i de henfarne Tider den Stemning af sagtmodig Fjærnhed, hvormed jeg gærne vil fylde min Bog. Det er hellerikke alene for de gamle Folianters Skyld, jeg søger Biblioteket. Selve Stedet drager mig. Ofte glemmer jeg rent Bøgerne, der ligger foran mig, læner mig tilbage i den brede slidte Svinelæders Armstol og fortaber mig i drømmende Beskuelse. Biblioteket er indrettet i det gamle Brødrehus, hvor i den katolske Tid Munkene boede og hvor i de første Aarhundreder efter Reformationen Latinskolen holdtes. Den Stue, hvor jeg sidder, var Klosterets Refektorium. Et temmelig langt Rum med hvidkalkede Mure og tre lave spidse Loftsbuer. I den ene Langvæg er Dørbuen — saa lav, at en voksen Mand maa bukke sig for at gaa igennem. Den aabner Udsigt ind til Biblioteks-Stuerne med deres Reoler fulde af falmede gule og blaa Bogrygge. Paa den anden Langvæg er der tre Vinduer, et for hver af Loftsbuerne. Vinduer, der sidder i dybe buede Udskæringer og med smaabitte blyindfattede Ruder, som Solen har brændt grønne og røggule. Vinduerne naaer næsten ned til Jorden, og udenfor er Bibliotekarens Have, et Hjørne af den gamle Klosterhave og Kirkegaard. Det er en frugtbar Jord med svulmende Buskadser og et prangende Blomsterflor i fede skinnende Græsplæner. Mellem en Klynge af bugnende tunge Frugttræer staar en høj, flad, halvt forvitret Gravsten med en næsten udvisket Indskrift. Oftest dvæler dog mit Blik ved den høje gule Mur, som omslutter Haven og vender ud til en smal Gyde. Der er et Sted, hvor denne Mur bliver dobbelt, dannende et lille Indelukke. Paa Indermuren ses Spor af raat tilhugne Trin, og i Indelukket vantrives et ældgammelt Træ, der nu kun løves i enkelte Grene.

Jeg ser paa Trinene i Muren, paa Træet i Indelukket og jeg drømmer om den unge Munk, der har siddet her, hvor jeg nu sidder, og lyttet til de gamle Brødres Pludren efter Nadveren. Men hans Tanker er andetsteds, han følger Solnedgangens gyldne Spil i Løvet udenfor de lave Vinduer og hans Hjærte banker uroligt. Saa er Brødrene gaaet til Hvile, Natten har sænket sig over Klosterhaven. Men forsigtigt aabnes Døren til Refektoriet, den unge Munk lister sig hen til et af Vinduerne, løsner dets Hængsler og svinger sig ud i Haven, famler sig i den mørke Nat frem til Muren, staar nu paa det øverste af Trinene, bøjer en af Træets Grene ned til sig, lader den vippe tilbage og er i Indelukket, hvor hans Elskede, formummet i Mandsklæder, venter ham og bliver hos ham, mens Nattergalene slaar i Klosterhavens Buske.

Jeg vil skrive en Bog om den gamle By og dens Klosterfred. Jeg vilde ogsaa gærne lade Nattergalene synge over den unge Munk og hans forborgne Kærligheds-Lykke.

IX.

Vi er netop naaede til Afslutningsnumret: et stort Stykke Hvedebrød, som jeg lægger midt paa Bordet og som hele Banden styrter sig over, hakker og river og slider i, indtil et dristigt Par ved forenede Kræfter, efter et behændigt Indhug, slæber af med den sidste Kæmpebid.

I det samme faar jeg Øje paa en ung lysklædt Pige, der staar paa Trappen op til den øvre Bakkeafsats og som aabenbart har overværet min Leg med Spurvene. Hun rødmer, da mit Blik møder hendes; hun synes forvirret ved at blive overrasket i at have beluret mig, hun gør en Bevægelse som for at vende om og flygte, saa betænker hun sig, gaar med rolige Skridt ned ad Trappen og styrer lige hen til mig.

Jeg rejser mig og hilser, hun gør en svag Bøjning med Hovedet, siger saa med en Sikkerhed, der maaske er tilkæmpet, men synes naturlig: »Jeg har noget til Dem.« Og hun tager op af Lommen et sammenlagt Blad og giver mig det. Jeg ser forbavset paa hende og aabner Papiret. »Ikke sandt« — spørger hun — »det er Deres? Jeg kendte Dem, da jeg før saa' Dem.« Det, hun giver mig, er et Blad, som fløj fra mig under Overrejsen paa Skibet og hvorpaa jeg har skrevet nogle meget aabenhjærtige Linjer. »Ja, det er mit,« svarer jeg. »Men hvorfra kender De mig og hvorledes vidste De, at det Papir tilhørte mig?«

Hun smiler fornøjet: »Kender De slet ikke mig? ... Aa nej, naturligvis; det var dumt af mig at spørge; De saa' mig vist næppe nok.«

Nu har jeg det. Og jeg udbryder triumferende: »Det var Dem, der ombord pludselig i Solopgangen stod ved Siden af mig!« »Rigtigt. Paa det nær, at jeg ikke »pludselig« stod der. Jeg er ingen Heks eller anden Slags Troldtøj, selv om jeg bor paa en Høj.«

At jeg ikke straks saa' det: det er jo Møllerens Datter. Pigen oppe fra Højalteret.

Saa rækker hun mig Haanden. »Farvel og tilgiv, at jeg forstyrrede Dem. Men jeg tænkte« — og hun saa' alvorligt paa mig — »at De maaske gærne vilde have det Papir igen. Og da jeg fandt det paa Skibet ved Landgangen, var De borte.«

Jeg stod og saa' efter hende, mens hun, med sin faste rolige Gang, gik fra mig hen til Trappen, let og hastigt løb op og var borte som et hvidt Syn mellem de mørke Graner.

Jeg havde paa Læben et Raab for at kalde hende tilbage, jeg var paa Springet til at ile efter hende. Jeg syntes, der var saa meget endnu jeg skulde spurgt hende om, talt med hende om, forklaret hende. Dog i det samme tænkte jeg: »Nej, det er smukkest, som det er. De Ord, der faldt mellem os, bryder ingen Stemning. Min Gudinde er stegen ned fra Bjærget, har aabenbaret sig for mig et flygtigt Nu og er atter forsvunden.«

Men jeg staar længe og stirrer med store Øjne paa den Plet, hvor hun forsvandt.

X.

Luften bliver høj og ren dér, hvor hun træder. Hun er saa nyskabt i sin Fuldmodenhed, straalende af ung Sundhed og uvilkaarlig Godhed. Hendes Øjne er dybe og ømme, men klare og aabenhjærtige som et Barns. Enten de smiler eller mørknes i Alvor, siger de deres Mening lige ret ud, der er ingen Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er høj og rund, hendes Midie slank, hendes Hofter yppige. Men hun bærer sin rankvoksne Frodighed saa ubekymret som et Træ sin Sommerpragts Fylde. Skred hun igennem en Lejr af berusede Krigsfolk, de vilde, uden selv at vide hvorfor, aabne hende en bred Vej. Saa unærmelig synes hun. Og dog saa dragende. Fra Haaret, der, skilt i Midten, falder i to brune Bølger om hendes hvide Pande, til Fødderne, der i taktfast Lethed fører hende hen over Jorden, danner hendes Person og Væsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun kender sin Vej og sit Maal som den lyse Dag. Hos hende vilde man føle sig tryg. Hun er uden Svig og Svinkeærinder, hun bringer med sig den Luft, som er ovenover By og Skov. Hun drager som et Alter. Knælende maa man nærme sig hende. Hun er Kvinden, som hun udgik af Naturens Haand: paa samme Tid Jomfru og Moder.

Saadant er det Indtryk, jeg ubevidst modtog af hende allerede, da hun stod i Solopgangen paa Skibet, og siden da jeg saa' hende oppe paa Møllen, lænet til de hvilende Vinger. Og saadan aabenbarede hun sig forgangen Dag for mig.

Paa det Papir, hun bragte mig tilbage, havde jeg skrevet: »Min Sjæl raaber i Vaande paa en Moder.« Formodenlig har hun læst det. Jeg føler ingen Undseelse derover. Hun maa gærne kende mit Hjærtes Hemmeligheder. Hun vil ikke spotte mig, ikke forraade mig.

Maaske viser hun sig ikke mere for mig. Ialfald faar jeg næppe Lejlighed til oftere at tale med hende. Jeg synes dog, jeg nu har i min Nærhed en forstaaende Ven og Medvider, En, hvis Sympati mildt omsvæver mig, En, jeg ikke vilde frygte at søge Hjælp hos, om jeg var i Nød. Naar jeg ensom vandrer i Skoven, ser jeg hendes Ansigt smile mig imøde mellem Træerne, jeg gaar saa let og trygt, som holdt jeg hendes faste varme Haand i min. Og gribes jeg stundom af Tilbagefaldets forvirrende Tanker og hede Begær, maner jeg hendes Billed frem som Værn. Og et svalende Aandepust køler mit Sind til Ro.

Hun er altid hos mig som min Skytsaand.

XI.

Jeg har en Veninde i Stiftelsen. Stiftelsen er et Alderdomshjem for gamle Jomfruer og Enker. Min Veninde, en Jomfru paa henimod 70 Somre, er en af Stiftelsens yngste Beboere, hun anses af de Andre for et rent Barn. Alligevel er hun Anstaltens Veteran. Hun har nemlig været der, fra hun virkelig var Barn, slap derind, mod al Skik og Brug, sammen med sin Moder, fordi hun var saa svagelig, at hun, ifølge Lægernes Mening, kun havde en stakket Stund at leve. Saa laa hun til Sengs i mange Aar, og da hun begyndte at komme sig, var Moderen død, og man beholdt den nu 30—40 aarige Pige, der ikke havde andre Paarørende end Stiftelsen.

I hendes Celle, den hun beboede sammen med tre andre Damer, — Stiftelsens Beboere kaldte altid hinanden ceremonielt for »Damerne« —, tilbragte jeg mange af min Barndoms lykkeligste Dage. Hun havde utallige Talenter. Ingen fortalte saa dejlige Æventyr som hun, hendes Forraad var uudtømmeligt, thi hun digtede dem selv; og ingen kunde saamange Kortkunster. Desuden var hun en sand Kunstnerinde med sine Hænder: klippede alle Slags Figurer af Papir, lavede den vidunderligste Juletræspynt og flettede af Straa de nydeligste Kurve og Æsker. Den sidste Færdighed, som hun drev til virkelig Kunst, havde hun lært sig i de mange Aar, hun laa til Sengs. Madratsen leverede Straaet, Resten besørgede hendes Fantasi og Snille.

At besøge hende var for et Barn at komme til Æventyrets Land. Altid var her sælsomme Ting at høre og se. Og saa fik man til paa Købet den dejligste Kop Kaffe, Kaffe med brun Kandis, som ikke kom i Koppen, men suttedes og knasedes, mens man nød Nektaren.

Jeg var hos hende idag. I den lange sandstrøede Gang stod nu, som før, gamle Koner, der nejede og nysgærrigt stak Hovederne sammen, og den kendte Duft af Indelukkethed, Lavendler og sippet Renlevned slog mig i Møde. Jeg bankede paa Døren til den Stue, som min Veninde har beboet i et halvt Aarhundred, mens Hold paa Hold af Kontubernaler er lagte i Kisten og baarne bort. I det smalle lange Rum med et Vindue, vendende ud mod Stiftelsens Grønnehave, dybest inde sad fire gamle Kvinder, hver paa sit Territorium, en Fjerdedel af Stuen, hvor der akkurat er Plads til en Seng ved den ene Væg, en Kommode og et Servantebord ved den anden Væg og to Stole imellem. Min Indtræden vakte betuttet Nyfigenhed hos Stuens Beboere. Strikketøjet sank ned i Skødet paa dem, og med spørgende Miner afventede de, hvem Besøget af den fremmede Herre kunde gælde. Jeg havde straks opdaget min Veninde paa Primadonna-Pladsen ved Vinduet, graanet og rynket, endnu mere mager end før, men med de samme kloge og fiffige Øjne. Og det Liv, der kom over hende, da hun omsider genkendte mig. Hun blev helt rød i Kinderne af Sindsbevægelse, aabnede Armene og trykkede mig til sit indfaldne Bryst. »Ja, saa sandelig er det ikke ham! Og han kommer her til mig!«

Saamegen Lykke har jeg aldrig drømt om at gøre. Jeg blev fejret som en Prins. Min Veninde var ganske fortumlet. Ikke blot Stuens Damer blev præsenterede for mig, hun hentede rundt fra Stuer og Gange alle de Gamle, der havde kendt mine Forældre og set mig som Barn. De stimede ind, rokkende Morliller og strunke Gammeljomfruer, de trykkede mine Hænder, de puffedes om mig og pludrede i Munden paa hinanden for at fortælle mig, hvor godt de mindedes mig, hvor nøje de havde kendt mine Forældre, og for at spørge til hele Familjens Befindende.

Kaffe fik jeg i Guds Velsignelse, men med Kandis'en kneb det. De gamle Damer kunde ikke forsone sig med, at jeg ikke vilde have hvidt Sukker.

Da jeg omsider gik, blev jeg fulgt til Dørs af den halve Stiftelse. Men med min Veninde aftalte jeg, at vi, naar jeg kom igen, skulde have det lidt mere for os selv.

XII.

Det var en ung høj Mand med et skarpt Ansigt og stærke, lyse Øjne. Med største Forekommenhed gik han mig til Haande og lagde i det hele et behageligt Verdensmands-Væsen for Dagen. Men vi havde ikke samtalet i mange Minutter, før han røbede sig som en af den strænge Kristendoms ivrigste Forkæmpere. Han førte Ordet; jeg sad og lyttede halvt aandsfraværende til. Jeg forstod dog saameget, at han var ifærd med at rydde op i den gamle Slendrian, hvori hans Forgængere havde efterladt Byens kirkelige Forhold. Han skildrede den gamle By som et Sodoma af Ugudelighed og Ryggesløshed. Alle Laster gik i Svang: Drik, Usædelighed, Kortspil og Foreningsballer. De, som roste den gamle By, kendte den ikke eller lod sig bedrage af dens tilsyneladende Bravhed og Elskværdighed. Med Guds Hjælp skulde Piben dog snart faa en anden Lyd. Allerede nu sporede han Frugter af sit Vækkelses-Arbejde, og han var endda kun lige begyndt.

Det var saalænge siden, jeg havde hørt Fanatismens Ord. De buldrede som en tom Torden over mit Hoved. Saa grim han saa' ud i sin harmfulde Vrede, saa vanvittigt det lød, at denne unge rasende Mand vilde lære skikkelige Borgerfolk Gudsfrygt. Jeg tænkte et Par Gange paa at modsige ham, men opgav det. Jeg følte mig saa udenfor Striden, og ingensinde har jeg dybere fornummet Lykken ved ikke at være med længer. At tænke sig, at her gaar en Mand, som indbilder sig at arbejde i en algod Guds Tjeneste, og fraader af Vrede, mens Verden trænger til Mildhed og Fred. I Sandhed, Ulvene rives om Lammene.

Da jeg rejser mig for at gaa, bliver Præsten pludselig atter den belevne Verdensmand. Trykker mig varmt i Haanden, smiler venligt og siger en Spøg om sin egen Hidsighed.

Men mens jeg vandrer hjemefter, ynker jeg min gamle By. Den har haft sin gode Tid med de gamle Præster. De forstod den, de læmpede deres Forkyndelse efter dens Behov. De sad gærne selv ved L'hombre-Bordet, de kimsede ikke af et godt Glas, de glædede sig, naar de Unge svingede sig i Dansen, og de græd ikke, naar de saa' en lidt for trivelig Mø myrtesmykket træde frem for Brudeskamlen.

Jeg synes, Luften er bleven trykkende; der er ingen rigtig Fryd i Solskinnet, Blæsten er kold og graa. Du gamle, sunde, livslystne By, nu kommer din onde Besøgelsens Stund.

... Først i Vejrbakkens Sol ryster jeg Misstemningen af mig. Og dér venter mig en Glæde, som fylder mig med de taabeligste Fantasier og faar mit Hjærte til at slaa en ganske ungdommelig Stormmarsch.

Paa mit Arbejdsbord stod en Buket Roser. Et Bud havde bragt den uden anden Besked end at den skulde stilles paa den fremmede Herres Bord.

Fra hvem skulde den være, om ikke fra hende? Hun har altsaa ikke glemt mig; hun tænker paa mig; hun sender ovenikøbet en Hilsen. Et Øjeblik formørkes min Henrykkelse ved Tanken om, at Buketten maaske kunde være fra min Veninde i Stiftelsen. Nej, umuligt. Saa fine Blomster gror ikke i den gamle By. De plukkes kun paa Vejrbakken, i Møllerens Have.