Guds Fred

XIII.

Hun spurgte: Hvordan lever De? Omgaas De mange Mennesker? Savner De ikke Hovedstaden?

Jeg svarede: Jeg bliver for hver Dag lykkeligere. Jeg omgaas Ingen, savner Intet, i Forgaars fik jeg ovenikøbet en Buket Roser.

Hun siger nu, at Roserne var fra hende, og jeg frydes over, at hun ingen Hemmelighed gør deraf. Hun siger, at hun havde faaet saadan Lyst til at sende mig nogle af sine Blomster. »Jeg tænkte, det vilde glæde Dem, fordi de er saa skønne og sjældne. Og jeg vilde gærne glæde Dem.«

Jeg spurgte hende, hvorfor hun nærede saa venlige Følelser overfor mig, en næsten Fremmed. Hun svarede: »Fordi jeg forstod, at De ikke har været lykkelig. Og jeg, jeg har altid haft det saa godt.«

Jeg beder hende fortælle noget om sit Liv deroppe med Faderen i Ensomheden ved Møllen. Hun ryster paa Hovedet: »Der er ikke stort at fortælle. Jeg røgter mine Blomster, mine Bier og mine Frugter, og jeg læser for min Fader. Vil De vide mere, saa kom selv op og se. Vi, ligesom De, omgaas Ingen. Derfor vil vi passe sammen.« Og hun tilføjer: »De behøver ikke at svare Ja eller Nej. Er De lykkelig ved at være ene, vilde det være meningsløst, om De søgte Selskab. Men synes De en Dag, at De har Brug for os, er De velkommen.«

Saa staar vi og skal byde Farvel. Men pludselig kommer jeg i Tanker om, at der er noget, jeg har glemt at faa Rede paa, og jeg siger: »Jeg saa' Dem en Dag oppe paa Møllen. De lænede Dem mod den ene Vinge. Sæt nu, Møllen var begyndt at gaa!«

»Aa nej,« svarer hun, »der var ingen Fare. Møllen har i de sidste Par Aar ikke gaaet. Fader er gammel og næsten blind, han er hørt op med at drive Møllen.«

Hun nikker Farvel og gaar. Men jeg bliver staaende og hvisker tusind Velsignelser efter hende, al den Takkens og Lykkens stille Musik, som hun har fyldt mit Hjærte med.

Elsker jeg hende? Jeg tror det ikke; thi jeg begærer hende ikke. Der er intet mellem os, som jeg ønsker andet og mere. Mine Sanser ligger som lykkeligt smilende Vuggebørn og lytter til hendes Stemmes Kærtegn. Hendes Øjnes store milde Varme svøber mig. Hendes Haandtryk er Aftenbønnens Englevagt. Kunde det umulige tænkes, at hun i Nat kom til min Dør og bad om at blive indladt, jeg vilde flygte som fra en Vanhelligelse, jeg vilde føle mig som en Forbandet paa Jorden. Som En, der har staaet ved Renselsens Kilde og set den grumses af at spejle hans Billed.

Da jeg atter sidder i min Stue med hendes Roser foran mig, gribes jeg af en Trang til at tilkendegive hende, hvormeget hendes Venskab betyder for mig. I et hvidt Papir fæster jeg en af Roserne og skriver nedenunder: »Fra En, den har gjort karsk«, haster op gennem Skoven til Møllerhuset og fastgør Rosen over Døren. Jeg véd jo, at den vil falde i de rette Hænder, da hendes Fader er blind.

Og jeg vandrer langsomt hjemad, mens Nattergalene synger i mit Bryst.

XIV.

Jeg sidder i Morges nede paa Bolværket ved Havnen for at se Dampskibet fra Hovedstaden komme. For at undgaa mulige Bekendte blandt Passagererne har jeg sat mig lidt afsides, ved Oplagspladsen for ankommende Varer. Jeg morer mig med at se ned i Vandet paa de grønslimede Bolværkspæle, hvor Krabber kravler mellem fastgroede Muslinger, og jeg tænker paa gamle Dage, da det var en Fest, naar Dampskibet, den eneste daværende Kommunikation med Hovedstaden, bragte Gæster i Besøg. Festen begyndte ved aarle Gry. Den Gang, som nu, var Ankomsttiden meget skiftende. Under normale Forhold skulde Skibet lægge i Havn Kl. 5, og fra det Klokkeslet gjaldt det om at være parat; men faldt det i med en af de Taager, der udmærker Fjorden og som i Løbet af faa Sekunder overtrækker den med et uigennemsigtigt Bomulds-Slør fra Bred til Bred, kan Ventetiden blive flere Timer lang. Ofte løb vi Børn fem, seks Gange frem og tilbage for at melde vore Forældre Tilstanden. Endelig hejses Kurven paa Fjordbakkens Signalstang, Taagen letter, nu kommer det, Skibet, det længselsfuldt ventede, som bringer Tanter og Gaver samt megen fin Mad og en Række af Fornøjelser i Udsigt.

Og det hænder, mens jeg idag sidder og opfrisker disse Minder, at Taagen sænker sig over Fjorden, ligesom Skibet dukker frem om den sidste Pynt. En graa Mur glider ned foran mig, jeg maa sunde mig lidt, før jeg forstaar, hvad der er sket. Langt ude fra lyder Dampskibets Taagehorn, jammerfuldt klagende, ængsteligt varskoende. Men det er klart, at Kaptejnen, saa nær sit Maal, forsøger at læmpe sig frem. Langsomt nærmer Taagehornets Tuden sig, nu ses Mastetoppene ragende op over Skyen. Da, ligesaa pludselig som den er kommen, forsvinder Taagen. Et Blændværk: i glitrende Morgensol ligger Skibet et Par Hundred Alen fra Land og, forude paa Overdækket, staar en ung høj Kvinde i et langt, mørkt Regnstykke. Bedrager mit Syn mig? Er det hende? — Uden at bryde mig om Per eller Poul styrter jeg hen til Landgangen. Nu har den unge Dame faaet Øje paa mig, hun vifter med sit Lommetørklæde. Det er hende!

Gud være lovet for det Smil, der lyser mig i Møde. Hun er altsaa glad ved at se mig, glad ved saa uventet at træffe mig her.

Vi følges op gennem Byen. Jeg er saa betagen af Lykke, at jeg ikke kan tale. Jeg gaar gennem min By ved hendes Side, og jeg hører hende fortælle, hvordan det hænger sammen med hendes Rejse. Hun kommer sammesteds fra som hin Morgen, jeg saa' hende paa Skibet, fra en lille Handelsplads ved Fjordens Munding. Derud tager hun hver fjortende Dag for at sælge Havens Produkter: Frugt, Honning, Syltetøjer og henkogte Grøntsager. Hendes Fader har der en Forretningsven, som han foretrækker at handle med fremfor med den gamle Bys Købmænd.

Da hun har fortalt mig alt dette og jeg stadig tier, spørger hun: »Men hvad vilde De egenlig ved Skibet? Ventede De Nogen?« »Ja,« svarer jeg, »det gjorde jeg vist. Fra min Barndom af har Skibet altid bragt mig Nogen, jeg holder af. Og Skibet narrede mig heller ikke idag.« Og da jeg ser, at mine Ord ikke skræmmer eller forstemmer hende, fortsætter jeg: »Men nu De? Tænkte De, da De stirrede mod Land, at blive modtagen af Nogen?« Hun siger: »Jeg stod inde i Taagen og tænkte paa Dem, saadan som De var den første Gang, jeg mødte Dem. Og saa saa' jeg Dem paa den anden Side Taagen.« Uvilkaarligt griber jeg hendes Haand, og hun trækker den ikke tilbage: »Ja, nu er jeg paa den anden Side Taagen.«

Men lidt efter, da vi skilles, siger hun: »Kommer De saa op til Møllen? Vi venter Dem.«

XV.

Møllerens Dagligstue, gennem hvis Vinduer man har Udsigt over Fjorden, ligner en Kahyt, lavloftet og dyb, med en lang gulpoleret Hestehaarssofa, et stort Klapbord, læderbetrukne Stole, Søkort og Billeder af Skibe paa Væggen, i et Hjørne en Skibsmodel, i et andet Hjørne et gammeldags Klaver, paa Hylder og Skabe Konkylier og udstoppede tropiske Fiske, over Bordet en Svinglampe.

Herind blev jeg ført til Mølleren, hvis brede ranke Kæmpeskikkelse jeg straks genkendte, men hvis Blik under de buskede graa Bryn var blegt og udslukt. Han sad i Sofahjørnet i en blaa Pjækkert og dampede paa en svær Merskumspibe. Grethe førte mig hen til ham og sagde: »Her er han, den fremmede Herre, kan Du se, han kom alligevel.« Hans haarede brune Haand trykkede hjærteligt min, og dermed var jeg hjemme i Møllerens Stue.

Aldrig har jeg nogetsteds følt mig saa hjemme. Jeg sad og tænkte: har jeg set alt dette før i en Drøm, eller er det en Drøm, som min Sjæls Længsler fremtryller? Jeg syntes, jeg havde levet mange Aar i disse ejendommelige Omgivelser, i denne Kahyt, der som et Vrag var kastet i Land paa et gæstevenligt Bjærg, sammen med denne blinde Olding, der talte vise Ord, og denne unge Pige, der stille hyggede og smykkede Eneboerlivet for os.

Jeg lyttede til den Gamles Fortællinger og havde Sjælen jublende fuld af Grethes Billed. Iført en tarvelig graa Hjemmekjole og et broget Bondeforklæde syslede hun ud og ind, bragte os skaaret Smørrebrød og Frugtmost af egen Tilvirkning, stoppede os bagefter Piber og bryggede os en Toddy af gammel vestindisk Rom. Hver Gang, hun vendte tilbage, strømmede Solskin ind i Stuen. At den Gamle ogsaa fornam det, saa' jeg paa de Glimt af Liv, hendes Indtræden altid tændte i hans Øjne.

Da Grethe var ude at tilberede Aftensmaden, fortalte Mølleren:

»Før jeg faldt til Ro heroppe, foer jeg vidt omkring. Jeg førte Skibe paa de store Have, baade for egen og andres Regning. Men en skønne Dag syntes jeg, det kunde være nok. Jeg havde set mere end jeg brød mig om, Tiderne blev daarlige for Sejlskibene, jeg mente ikke, Sejladsen førte til ret meget mere. Saa byggede jeg Møllen her. En Mølle er dog et Slags Skib, den bruger baade Vind og Sejl for at male i Posen, og tillige maler den langt sikrere. De andre Møllere paa Egnen korsede sig over den ny Møller, der førte sin Mølle som en Skude og lod staa til selv i den stærkeste Storm. Efterhaanden havde min Mølle malet saameget, som jeg og min Datter behøvede. Jeg var gammel, mit Syn ødelagt af den skarpe Blæst og det hvirvlende Melstøv. Og saa bliver man saa træt af saadan en Mølle, der evigt støjer og altid svinger rundt paa samme Plet. Jeg var træt, trængte til at lade Møllen hvile og faa Stilhed omkring mig. Deri er jo intet underligt. De, der dog ikke er nogen gammel Mand, har nok haft noget af samme Fornemmelse, efter hvad Grethe har fortalt mig.

Mærkeligere er det med Grethe. Hun er ligesom Barn af Stilheden heroppe, hun kan ikke slippe den, saa ung hun er. Hvis De tror, det er mig, som øver Pres paa hende for at faa hende til at sidde og kukkelure sammen med mig, tager De Fejl. Jeg har ofte nok foreslaaet hende, at hun skulde se sig om i Verden. Jeg har endogsaa tilbudt hende at flytte med hende et Aarstid til Hovedstaden. Hun vil ikke bort herfra. Her synes hun, hun har alt det, der gør hende glad. For det derude føler hun kun Frygt og Uvilje. Det er ikke kommet med Alderen, gennem Læsning af alle de utilfredse moderne Bøger, som man kunde formode. Hun er født med det. Da hun var en lille Pige, tænkte jeg at skulle gøre hende en Fornøjelse ved at skikke hende paa et Besøg over til hendes Moders Slægtninge i Hovedstaden. Hun blev artigt sin Tid ud; men da hun kom tilbage, tog hun det Løfte af mig, at jeg aldrig mere maatte sende hende bort. Familjen havde været god nok imod hende og gjort alt for at adsprede hende. Men hun længtes kun efter Vejrbakken, hun var bleven bleg af at længes og føle sig ene.«

Den Gamle standsede og sad en Stund fordybet i Tanker. Saa tilføjede han: »Naa, en Gang maa hun vel bort herfra — naar jeg er død. Medmindre hun faar en Mand, der kan finde sig i at blive her hos hende. Men Vejrbakken er just ikke frodig paa unge Mænd, og, saavidt jeg kan skønne, har Grethe hellerikke været videre befængt med Giftetanker. Ogsaa i det Stykke er hun anderledes end unge Piger flest, endda hun har læst nok af Romaner om Elskov og Sværmeri.«

— — Jeg blev længe siddende i Møllerens Stue. Da Mørket faldt paa, tændte Grethe Lampen og satte sig til Klaveret. I det aabne Vindu tegnede sig Omridset af den hvilende Mølle paa Baggrund af den blege Sommerhimmel. Og ud i Stilheden bares til Klaverets spinkle, sprøde Toner Grethes simple, rørende Sang.

Men i Sofahjørnet slumrede den gamle Møller, med Lampelysets bløde Skær over det mildt smilende Ansigt.

XVI.

Hvad mon Verden for Tiden foretager sig? Var den store Krig eller den store Revolution brudt løs, havde Rygtet vel været saa højrøstet, at det var naaet mig. Nu da ingen Rygter forstyrrer min avisløse Tilværelse, tør jeg sikkert slutte, at Begivenhederne ikke er overvældende. Fra det hjemlige Marked indskrænker Noteringerne sig formodenlig til det sædvanlige Antal Forlovelser og Skandaler, den sædvanlige politiske Suppe paa en Pølsepind, der næppe en Gang har Lugten af Kødmad tilbage, en Smule Teatervrøvl i Anledning af den tilstundende Sæson og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bøger, hvoraf de tre Fjerdedele vil være glemte samme Dag, de udkommer — fordi de handler om alt muligt andet end det, der ligger baade Forfatteren og hans Læsere paa Sinde, eller fordi Forfatteren ikke har noget paa Sinde, der kan interessere Andre end ham selv og hans nærmeste Paarørende.

Det er Betænkeligheder af den sidste Art, der faar mig til at tøve med min Bog om den gamle By. Den ene Dag finder jeg Emnet altfor ringe og ubetydende, frygter, at Folk med Foragt skal vende sig fra min Bog, sigende: hvad vedkommer dette os? Men næste Dag, naar jeg vaagner i svulmende Lykke over al den Skønhed af gamle Minder og nye Indtryk, hvori jeg lever, genfødes Forvisningen om, at min Bog ogsaa maa kunne bringe Bud til andre Hjærter, der har følt og drømt de samme Længsler som mit.

Saaledes gaar Arbejdet langsomt og rykvis under de skiftende Stemninger. Eller tøver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser væver ind i de gamle Minder en Roman, som endnu kun er i sin Vorden; hvis Afslutning jeg ialfald ikke kender?

Hæmmes jeg maaske ogsaa af en vis fejg Angst for de Venner og Veninder, jeg har forladt? Faar de skeptiske Smil, hvormed jeg forudser, at de vil læse om min Pilgrimsfærd til Barndommens hellige Land, undertiden min Haand til at standse? Er jeg selv her i min sikre Ensomhed, borte fra alle Rygter og alle Randgloser, under Selskabets Trældomsfrygt?

Jeg betroede mig iaften til Grethe, mens vi gik vor Aftentur paa Møllebakken. Da jeg havde endt mit Skriftemaal, sagde hun, varsomt og med sænket Hoved, ligesom hun vilde undskylde, at hun udtalte sin Mening: »Efter hvad jeg kender til Literatur — jeg har før læst ikke saa lidt — og saavidt jeg kan dømme, er Frygt for at tale rent ud, Frygt for at give sig helt hen, Mangelen hos næsten alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse, naar jeg læser en Bog, at Forfatteren, selv hvor han foregiver Aabenhjærtighed, altid skeler til Læsernes Domstol, altid er betænkt paa sin Værdighed, altid pynter og pudser sig lidt, for at Ingen skal tage Anledning til Forargelse eller Spot. Bryder De Dem om mit Raad, der maaske lyder anmassende, saa skriv, som om De ikke havde andet Publikum end mig, der er en uvidende Pige og ikke klog nok til hverken at spotte eller forarges.«

Vi var standsede, vi saa' Fjorden og Byen dybt under os:

»Eller skriv,« sagde hun, »som den, der boer paa Vejrbakken.«

XVII.

Slottet, der ligger nede ved Fjorden og gør Tjeneste som Amtmandsbolig, er en lang graa pakhuslignende Bygning med et Utal af smaarudede Vinduer i to Etager. Kun den Række af gamle Poppeltræer, der paraderer foran det, og den rødkappede Skildvagt, der vandrer frem og tilbage mellem Poplerne, kendetegner det som et fremragende Hus. Som det nu fremtræder, er Slottet hverken særlig gammelt eller paa nogen Maade mærkeligt. Det har kun sparsomme Rester fra den Tid, det var et virkeligt Slot og Sæde for Kongens Lensmand.

Det er henimod Skumring, da jeg med Grethe vandrer gennem den dybe skumle Port i Forhuset ind i den store firkantede Slotsgaard, der omsluttes af lave hvide Længer. Græsset gror frodigt mellem Gaardens Brostene, langs Længerne staar paa fornem Herregaardsvis smaa kuppelklippede Linde. Ved Foden af Træerne løber, hele Gaarden rundt, en Rendesten saa dyb og bred som en lille Bæk, med talrige Gangbrædter over.

Vi sidder paa en Bænk under Lindene ved Længen lige over for Porten, hvor Vandet fra Rendestenene samler sig og forsvinder i en underjordisk Afløbskanal ned til Fjorden. Og mens Solen daler i Bakkerne Nordvest for Byen og sender sine sidste Straaler paa Skraa gennem Porten ind over Gaardens Græs, fortæller jeg Grethe om den strænge Hr. Esben, der for mange Aarhundreder siden raadede her paa Slottet, navnkundig ikke mindre som Kvindebedaarer end som Kriger. Til Sikkerhed i Ufredstider var af hans Forgængere bygget en Løngang fra Slottets Kælder til Volden paa den anden Side Fjorden. Hr. Esben benyttede dog Løngangen mest til sine galante Æventyr. Han havde et vennesælt, nedladende Væsen, samme Herre. Ofte bød han en Borger med hans unge Kone eller Fæstemø til Gilde paa Slottet. Men naar Borgermanden var drukken ganske sanseløs, lokkede han den unge Kone ud af Salen, lod hende, om hun gjorde Modstand, kneble og førte hende gennem Løngangen under Fjorden til et lidet Hus med vellystige Kammerser, hvor Gildet saa fortsattes, den Bortførte oftest ej til Ubehag, saasom Hr. Esben var saare skøn og gavmild; den narrede Mand eller Elsker til megen Fortrædelighed, naar han vaagnede af sin Rus og fandt Fuglen fløjet. Dog saa' han sin Fordel i at tie, holde gode Miner til slet Spil og bide Skammen i sig. For Hr. Esben var kendt som en nidkær Herre med en haard Haand. Desuden var der jo ingen Anledning til at udbasunere over den ganske Stad den Tort, der var bleven Ens Kæreste til Del, især naar man ikke kunde være saa sikker paa, hvor god eller hvor daarlig hendes Vilje havde været. Et og andet sivede dog ud gennem forblommede Ord, et og andet kunde anes ved pludseligt brudte Trolovelser og Ufred mellem Ægtefæller, der før havde levet i god Enighed. En Sky af hemmelig Angst og hviskende Had lagde sig efterhaanden mellem Byen og Slottet.

Saa hændte det, at Hr. Esben kastede sine Øjne paa Borgmesterens dejlige 17 Aars Datter, nygift med en af Byens raskeste og dygtigste unge Haandværkere, Klaus Bryde. Hr. Esben smægtede og smiskede en Stund med dristige Blik og lønlige Tegn, naar han red forbi den unge Kones Vindue. Og da han havde forstaaet, at hun ikke tog ham hans Hyldest ilde op, greb han den først mulige Anledning til at byde Klaus Bryde og Kone være Gæster paa Slottet. Klaus Bryde havde imidlertid lugtet Lunten. Han drak sig fuld kun paa Skrømt. Alt mens hans Hoved sank dybere paa Brystet, iagttog han de ømme Blikke, der veksledes mellem hans Kone og Lensmanden. Og ikke saasnart var de to forsvundne ud af Salen, hvor de troede Ægtemanden hvilende i en salig Rus, før Klaus Bryde rejste sig, gik hen til et af Slottets Vinduer og gav en lille Skare udenfor ventende Venner et aftalt Tegn. Med Vaaben i Haand trængte de sig ind i Slottet, overmandede og kneblede den intet anende Vagt, fandt, anførte af Klaus Bryde, den aabne Dør til Løngangen, saa' i det Fjærne det blege Lys af døende Fakler og ilede ind i Mørket ... — Om det Drama, der er udspillet paa Fjordens Dyb, beretter Sagnet følgende: Da Slottets Folk den næste Morgen, opskræmte af den omsider befriede Vagts Fortælling, kom til, var Løngangens Dør smækket i Laas. Det varede en rum Stund, inden den svære Jærndør sprængtes, og i det samme, den aabnedes, saa' man de uskadte Lig af tre af Klaus Brydes Venner. Efter en haabløs Kamp for at sprænge Døren var de kvalte. Længere inde i Gangen fandtes flere Lig af Kvalte, midtvejs Lensmanden, den unge Kone, Klaus Bryde, de to Fakkelsvende og et Par Andre, alle skrækkeligt lemlæstede. — Siden hed det sig, at en Fisker, der hin Nat havde stanget Aal paa Fjorden ligeover Løngangen, mente at have hørt Vaabenraslen nede fra Dybet.

... Solen er gaaet ned. Den graa Skumring er falden over den stille Slotsgaard. Da lyder et dumpt Pjask i Vandet lige bag os og Grethe griber mig i Armen. »Hvad var det?« spørger hun. »Se selv,« svarer jeg og peger paa Gangbrædtet:

»De gamle Slots-Rotters Time er inde. De drager deres Spøgelse-Færd fra Slottet ned til Fjorden. Se, snart svømmer de og snart entrer de over Brædtet. Sid bare roligt, de følger deres vante Vej, herop kommer de ikke. Det er en hel Karavane, de skal ned at se til den gamle Løngang, vaage over, at Ingen forstyrrer dens hemmelighedsfulde Hvile i Sagnets Mørke.«

»Hvad har Rotterne med Løngangen at bestille?« spørger Grethe.

»Kom, saa skal De høre!«

Jeg fører hende hen til en Kælderluge i et Hjørne af Gaarden. Gennem Lugen, som jeg aabner, ser vi ned i nogle mørke murede Hvælvinger, hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft slaar os i Møde.

Og jeg fortæller: »Da disse Krypt-Hvælvinger — vi gaar ikke derned; thi paa dette Tidspunkt er der næppe ganske hyggeligt — udgravedes i forrige Aarhundrede, paastaar man, at Løngangen, som man troede forlængst forsvunden, om den overhovedet nogensinde havde eksisteret, genfandtes. En af Arbejderne tilbød at gaa derind; spændt afventede man Resultatet: man hørte hans Skridt og hans muntre Sang fjærne sig, det var tydeligt, at han naaede frem. Saa blev alt stille. Man ventede og ventede, men han kom aldrig tilbage. Byens Øvrighed lovede da en Straffefange Friheden, om han vilde forny Forsøget. Det var en forsoren Galgenfugl, der frygtede hverken Gud eller Fanden. Han slog til. En Tov blev bundet ham om Livet: saasnart der var Fare paa Færde, skulde han trække til. Karlen gik rask ned og forsvandt. Paa Tovet, der droges efter ham, kunde man skønne, at han fandt aaben Vej adskillige Favne. Pludselig standsede Tovet, uden at der dog rykkedes i det. Man tænkte, han var stødt paa en eller anden Hindring, som han var ifærd med at rydde. Standsningen blev imidlertid uhyggelig langvarig. Maaske Manden var besvimet. Og man halede ind i Tovet: det kom tilbage uden Byrde; det var gnavet over — af Rotterne, som havde beholdt Karlen ... Men endnu ses i Hvælvingen en rusten Jærndør og indenfor den et Par murede Trin, som fører nedad.«

— — Vi stod atter udenfor, hvor de gamle Popler og Skildvagten i sin røde Kappe paraderer. Smilende saa' Grethe paa Slottet og sagde: »Hvem skulde nu tro, at den grimme, kedelige Bygning kunde forskrække Nogen! Og dog var jeg ikke rigtig hyggelig til Mode før.«

»Ja,« svarede jeg, »saadan gaar det med hele den gamle By. For den, der haster den ligegyldig igennem, er den kun en almindelig, hverdagsagtig Provinsby. Men for den, der oplader den sit Hjærte, aabenbarer den en Skat af fin Poesi og sære Sagn.«

XVIII.

Og i lykkeligt Overmod velsigner jeg Stormen. Den blæser Efteraaret ind, den dejlige Tid, hvor der bliver endnu mere stille paa Vejrbakken; den Tid, hvor Vejrbakken vil tilhøre kun Grethe og mig.

Iaftes, da jeg forlod Møllerhuset og hun fulgte mig til Dørs, sagde hun: »Ser De, nu er Himlen fuld af Efteraar. Nu drager Syden Trækfuglene, nu længes Hovedstadsfolk bort fra de stille Steder. Begynder ikke ogsaa De at længes?«

»Og hvis jeg rejste,« spurgte jeg, »vilde De føle det som et Savn?«

Hendes Øjne duggedes, mens de saa' ind i mine og hun svarede: »Jeg synes, det maa være saa forfærdeligt at skulle sige Farvel. Hvis De rejser, saa lov mig, at De gør det uden Afsked.«

»Jeg rejser ikke, før De siger Farvel.«

Og jeg skyndte mig bort i det frembrydende Uvejr, men da jeg, henne ved Skoven, vendte mig, stod hun endnu i Døren og saa' efter mig.

7. September.

Hvorfor siger jeg hende ikke, at jeg elsker hende? Er det af Frygt for, at det skulde bedrøve eller mishage hende? Visselig ikke. Af tusind Smaating har hun forstaaet, hvor kær og dyrebar hun er mig; for hver Dag ser hun, uden at jeg behøver at sige det, hvordan min Kærlighed tager Vækst. Hun sér det, med Smil i sit Blik, med fagre Roser paa Kind.

Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nænner at forstyrre vore Sjæles Møde i den trygge Ventens Tysthed. Fordi jeg føler mig til Mode, som sad vi Haand i Haand og lyttede til en dæmpet Sang ude over Vandet en yndig Skærsommernat.

XIX.

Grethe fører Tilsyn med Plukningen, hvortil er lejede et Par Piger og Karle; hun tager selv Del i Arbejdet og hun sætter ogsaa mig i Beskæftigelse. Hun og jeg besørger de fine Frugter, der vokser paa glasdækkede Espalierer og som maa behandles med særlig Varsomhed. Jeg staar paa en Stige og plukker dem, hun nedenfor med udbredt Forklæde. Men ofte maa hun skænde paa mig for min Dovenskab; thi det hænder hvert Øjeblik, naar jeg skal række hende Frugten, at jeg fortaber mig i Beskuelsen af hendes ivrigt blussende Ansigt, der er skønnere end nogen Frugt. Og hvad hjælper det, hun skænder? Hun bliver kun dobbelt sød i sin skrømtede Utaalmodighed.

— — — Naar Duggen begynder at falde, standses Plukningen og Kurvene bæres ind i Frugtkamrene, der har Hylder fra Gulv til Loft, og hvor Grethe forestaar Sorteringens vigtige og vanskelige Arbejde: hvad der tør sendes til Hovedstadens kræsne, men højtbetalende Frugthandlere, hvad Prangerne kan faa overladt til en billig Penge, hvad der egner sig til Syltning og Henkogning og hvad endelig der skal forbeholdes Husets Vinterforbrug.

Som der dufter her i disse Frugtkamre. Alle de syrlige og søde Aande fra Kurve og Hylder fortættes i de indelukkede Rum og blander sig til en berusende Essens, der længe hænger i Ens Klæder.

Og saa prægtig Grethe ser ud, som hun, med Kjoleærmerne smøgede op om de hvide stærke Arme, tager i de solbrændte Hænder Frugt paa Frugt og med hastig Kendermine tildeler hver sin Plads og Rang.

Helst tænker jeg dog paa hende, som jeg saa' hende nedenfor Stigen ved Espalieret. Hvis jeg skrev Vers, vilde jeg sætte Billedet i Digt:

»Det er Frugthøstens Tid. I Møllerens Have paa den golde Vejrbakke modnes den ædleste Frugt i Landet. I Møllerens Have staar hans Datter, den højbarmede Mø, med Favnen fuld af svulmende Druer.«

XX.

Paa vor Vej til Byen gaar Grethe og jeg gærne gennem Kildehaven. For mig er det en Opfriskelse af mine spædeste Minder, fra den Gang jeg var et saa bevægeligt Gemyt, at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad Blæsten og græd af Angst, naar min Barnepige, efter den almindelige respektløse Sædvane i Kildehaven, lod mig forrette mine nødtørftige Smaaærinder ved Foden af den strænge General. Først og fremmest nyder jeg dog Grethes Henrykkelse over de Smaa. Med straalende Øjne følger hun deres yndefuldt-kejtede Tumlen og finder dem lige bedaarende, enten de leende pludrer eller pludselig stikker i en fortvivlet Brølen. Men allermest elsker hun de ganske Smaa, dem, der ligger i Vognene og kigger ud i Verden med store forundrede Øjne. Det hændte idag, at vi saa' en ung Moder tage saadan En op af Puderne og lægge den til sit store hvide Bryst, som den sugede sig fast til med graadig Mund og greb om med smaa ivrige Hænder. Med øm, andagtsfuld Tilbedelse fortabte Grethes Blik sig i dette Billede, og da hun endelig rev sig løs og vi gik bort, saa' jeg, at hun havde Taarer i Øjnene.

— — Vi talte siden om hendes Kærlighed til Børn. Hun sagde:

»Mit højeste Ønske er at blive Moder til mange Børn og bo paa Vejrbakken, hvor der er Plads til at tumle med dem. Jeg kunde ikke forestille mig at være gift, selv om jeg elskede min Mand aldrig saa højt, uden at have Børn. Kan noget tænkes skønnere for en Kvinde end at give den Mand, hun elsker, Børn? Kan noget tænkes dejligere end at blive kaldt Moder? Vide og føle, ja høre paa den Klang, hvormed Ordet bliver sagt, at man ikke lever forgæves, men at der er Nogen, som saa nødvendigt trænger til En? Min Mand skulde intet tabe ved den Ømhed, jeg ofrede vore Børn. Jeg vilde elske ham dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg føler det saadan, forstaar jeg ikke, ja forskrækkes af de unge Kvinder, hvorom jeg læser i moderne Bøger. Det er jo næsten, som de frygtede Børn som en Fare for deres Lykke. Og ikke nok med det. De klynker og jamrer ovenikøbet over den Naturens Grusomhed, der lader dem føde i Smerte. Som om ikke de fik tifold Vederlag for selv den pinefuldeste Kvide, naar de holder Barnet i deres Arme. Som om overhovedet det at blive Moder var noget værd, naar det ikke kostede Smerte! — Jeg tænkte først: det er Mændene, der i blødagtig Medynk skriver saa taabeligt om noget, de ikke forstaar. Men jeg læste siden det samme i langt stærkere Ord i Bøger, skrevne af Kvinder, som hævder at tale Kvindernes Sag. Disse kvindelige Forfattere, Hustruer og Mødre ofte, er ligefrem fornærmede over, at alene Kvinden skal være Moder og at Moderpligterne afholder dem fra Deltagelse i vigtigere Samfundsopgaver. Jeg forstaar ikke de Kvinder, jeg forfærdes over dem. Jeg ser dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprør mod Naturen. Jeg bliver syg af at læse deres Bøger. Jeg føler det, som om der blev myrdet smaa Børn inde i mig.«

Men, efter en Pavse, tilføjede Grethe: »Ser De, jeg tror nok, det har gjort meget, at jeg mistede min Moder saa tidligt. Al den utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-Ømhed, har givet min Moder-Trang Vækst. Jeg, der ikke mindes, hvordan det er at sidde paa Mo'rs Skød, kunde alt som lille Pige ikke se et Barn, uden at mine Arme længtes efter at favne det og lægge det op til mig.«

Saaledes talte den Moderløse til den Moderløse. Og mens jeg saa' paa hendes frodige Legeme, dér hun gik stolt og ren i sin frimodige Bekendelse, tænkte jeg, at bedre Lykke kunde jeg ikke give min Søn end at lade ham fødes af denne Kvinde.

XXI.

Ane Marie var en brystsvag Sypige. Hvor gammel hun var, véd jeg ikke; uden Tvivl dog temmelig til Aars, siden hun havde faaet Plads i de veldædige Baase. Hun bevarede imidlertid saa sent, jeg husker hende, et fuldstændigt Barneansigt, glat og fint med to troskyldige, altid smilende brune Øjne. Af Person var hun det klejneste, jeg har sét. Hun listede som en lille beskeden Skygge ned ad Gaden med sin Bondehue paa Hovedet og det grønne uldne Sjal viklet om de spinkle Skuldre. Her i Huset havde hun frit Logis, men forresten maatte hun ernære sig selv. Det gjorde hun ved at sy hos Folk i Byen, hun havde sin Dag hver Uge hos seks Familjer. Nogen vidtdreven Færdighed i Sykunsten besad Ane Marie ikke. Men at lappe og stoppe forstod hun som ingen anden; der var aldrig et Stykke Linned eller Uldtøj saa laset, at hun ikke fandt det for godt til at kasseres. De barnrige Familjer, der ydede hende hendes Underhold, var da ikke narrede med hende, navnlig da hun ikke kunde beskyldes for at trække dem op. Hendes Gage, den hun bestemt afslog at faa forhøjet — hun fandt den i alle Maader rundelig — var seks Skilling pr. Dag. Men saa havde hun jo rigtignok tillige det meste af Kosten. Og med Hensyn til Kosten blev der kræset for Ane Marie, hvor hun kom. Familjerne sørgede altid for at have hendes Livretter til hende, hvad der ejheller var økonomisk uoverkommeligt for Husmoderen og gjorde hendes Besøg dobbelt kært for os Børn; thi Ane Marie havde ogsaa i sin Smag bevaret en afgjort Barnlighed. Skulde hun have nævnet den Diner, der mest fristede hende, vilde hun uden Betænkning have svaret: Sødsuppe og Pandekager. Fra min tidligste Barndom, til vi rejste fra Byen, kom Ane Marie hver Torsdag hjemme hos os. Lignede hun paa Gaden en Skygge, blev hun i Stuen en mild lille Solstraale. Hun var altid fornøjet, altid opfyldt af, hvor godt hun havde det og hvor gode Folk var imod hende, smilede altid taknemmeligt ud af sine brune Barneøjne. Men meddelsom blev hun først, naar hun var alene med os Børn. De Voksne skræmmede hende en Smule med deres Fornuft og Alvor. Sammen med Børn følte hun sig i sit Es. Deres smaa Sorger og Glæder forstod hun, som det var hendes egne. Deres Forestillinger og Interesser var ogsaa hendes. Hele Eftermiddagen, naar vi var komne fra Skole, sad vi inde hos hende i den lille Strygestue og passiarede lunt og godt som med en jævnaldrende Kammerat. — Men da Afskedens Stund oprandt og vi rejste fra Byen, stod hun ved Skibet og græd, som skulde hendes Hjærte briste.

Hun glemte ikke sine smaa Venner.

Aarene gik, jeg var allerede en stor Dreng med første Del af Artium, da der, just som Eksamen var overstaaet, kom Brev om, at Ane Marie, hvem jeg i Barndommens Letsindighed ikke ofte havde skænket nogen mindende Tanke, var død og havde indsat mig og en Broder samt to Børn i en anden Familje til sine Arvinger. Den efterladte Kapital var 50 Rigsdaler til lige Deling, 12½ Daler til hver Arving. 50 Rigsdaler, det vilde for Ane Marie sige 800 Arbejdsdages Fortjeneste samlet sammen, Seksskilling paa Seksskilling.

Jeg rejste min Arv op. For Ane Maries Seksskillinger gjorde jeg en dejlig fjorten Dages Fodtur efter den overstandne Eksamen.

— — Og derfor, Grethe, kommer Taarer mig i Øjnene, naar jeg ser paa dette fattige Hus, hvor der sidder gamle Kvinder i Vinduerne bag Geranier og Gyldenlakker.«

XXII.

Grethe har ganske erobret min Veninde, der vist vilde have Vanskelighed ved at afgøre, for hvem af os, Grethe eller mig, hendes gamle Hjærte banker stærkest. Det forvirrer og ærgrer hende lidt, at vi ikke er forlovede; men hun har aabenbart ikke opgivet Haabet om, at det kan komme. Naar vi besøger hende, trækker hun snart mig, snart Grethe afsides og fortaber sig i blomstrende Lovprisninger: af Grethe overfor mig og omvendt. Til mig er det stadige Omkvæd: »Er hun nu ikke yndig? Har han nogensinde set Mage til gudvelsignet Pigebarn? Blusser hun ikke af lutterste Hjærtensgodhed? Og sikke Øjnene skinner, naar hun ser paa ham! Ja, det kan da Enhver opdage med et vindt Øje, at hun har en Klat tilovers for ham.«

— — Igaar var vi til stor Kaffestads hos hende. Til hendes Sorg fik hun ikke Lov at invitere Præsten, hun maatte indskrænke sig til at hædre os med nogle af Stiftelsens fornemste Damer; men forøvrigt forløb Festen paa bedste Maade. Beværtningen var kongelig: Kaffekedlen gik ikke af Kog og Tallerkenen med Wienerbrød tømtes aldrig saasnart, før den fyldtes igen. Og Samtalen kunde ikke være livligere. I samme Nu, den ene Dame afsluttede Beretningen om sine Skrøbeligheder og Genvordigheder, tog den næste fat. Tilsidst vilde min Veninde absolut lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre gamle Damer brændte af Iver efter at overvære den spændende Forestilling; men Grethe, der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere Erfaring vidste, at min Veninde altid lod den »pusle i Hjærtersiden« med »lønlige Bud« og en »sukkende Ven« og alt andet til Faget henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive forskaanet i dette større Selskab af Kirsten Gifteknive.

Med et taknemmeligt Blik modtog hun derfor mit Forslag om, at vi skulde lade Kabalen hvile til en anden Dag og at hun istedetfor skulde ende Festen med at synge nogle af sine Smaasange nede i Spindestuen for alle de Gamle.

— — I Spindestuen har de Gamle deres Rokke, og mens Rokkehjulene snurrer, gaar Passiaren rapt om Stiftelsens Anliggender. Men Spindestuen gør tillige Tjeneste som Bedesal. Som Følge deraf er den udstyret med et Harmonium.

Der er gaaet Bud ud om den forestaaende Begivenhed, og da vi træder ind i Spindestuen, anførte af min Veninde, der føler sig mindst som Direktrice for det store Operateater, er Salen fuld. Med hastigt anlagte Søndagskapper sidder de gamle Kvinder og virrer saa benauet og andægtigt, som om de skulde til Alters. Rank og frodig, i lys og fager Ungdom staar Grethe midt blandt dem: et skinnende Birketræ, der er skudt op i et udgaaende Krats forvitrede og forkrøblede Rester. Men alle de rynkede og indfaldne Gamle fornemmer, da de ser hende, et Genskin af Vaar i deres Hjærter, og i beundrende Mumlen bølger de virrende Kappe-Hoveder sammen.

Der bliver atter dødsensstille: Grethe har sat sig ved Harmoniet, slaar en Melodi an ... saa synger hun. Luften i den lave overfyldte Sal er tyk og tung. Tonerne risler dugklare gennem den, stiger som kvidrende Fugle, blinker i muntre Solstraaler, spreder sig med Duft af Skov og Mark, hvælver et blaanende Højenloft over det fattige Rum og de gamle Kvinder. Det er de sødt smægtende, fromt skælmske Sange fra vore Mødres og Bedstemødres unge Dage, Grethe synger. De Gamle lytter, disse Toner faar længe hvilende Strænge i dem til at bæve, forsigtigt prøver de sig frem, efterhaanden mimrer alle de gamle Munde og nikker alle de krusede Kapper i Takt med Grethes Sang. Viserne om Elskovs Fryd og Elskovs Smerte er dog dem, der finder den modtageligste Sangbund. For hvert Kys i Lunden paa Pigemunden glider der et lykkeligt Smil over de rynkede Ansigter; men naar Taaren rinder paa blege Kinder, staar et halvthundred Par gamle rødrandede Øjne i Vand.

Jeg sidder længst tilbage i Stuen sammen med min Veninde. Hun, der ellers ikke fattes Ord, er saa bevæget, at hun ikke kan tale. Men hun klapper ustandseligt min Haand. Og da Grethe omsider rejser sig fra Instrumentet og omringes af takkende og haandkyssende og nejende og velsignende Gamle, siger min Veninde de Ord, som jeg kunde have kysset hende for: »Aa nej da. Saa lyslevende som hun ligner hans salig Mo'r.«

XXIII.

Jeg gaar med Grethe over den vintermørke Kirkegaard, og Dødens Gru forskrækker mig ikke. Jeg gaar i Pagt med Livets gode Herre; jeg synes, Døden viger, dér vi skrider frem.

Vi sidder ved Graven, og Grethe siger: »Saa ofte De har talt til mig om Deres Moder, har De aldrig fortalt mig, hvordan hun saa' ud. De var dog den Gang, hun døde, ikke mindre end at De maa have modtaget et bestemt Indtryk af hende.«

»Det Billede af min Moder, jeg tydeligst bevarer i min Erindring, er ikke fra hendes allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, før Sygdom blegnede hende; fra den Tid, hun endnu var ung og smuk eller syntes mig at være det. Jeg ser hende midt paa en Plæne i en Have en dejlig Sommerdag. Hun stod mellem os Børn, der legede om hende, med et let Sjal yndefuldt draperet om Skuldrene. Jeg mindes aldrig at have set en Kvinde, der kunde bære et Sjal saa smukt. En stor Havehat indrammede hendes Ansigts fine Oval, og det mørke Haar laa glat ned over hendes Pande, en Pande saa klar og hvid. Med straalende Øjne stod hun i sin legende Børneflok. Da pludselig sad der en Kanariefugl paa hendes Skulder. En flygtende Fugl, der søgte Hvile hos hende. Tyssende løftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen siddende, strøg saa kælent sit Næb mod hendes Kind og fløj.«

Jeg tager Grethes Haand, der hviler i hendes Skød: »Ja, Grethe, saadan mindes jeg min Moder. Men vil De vide mere, da spørg vor gamle Veninde i Stiftelsen. Hun siger, og jeg kan ikke tvivle om, at hun har Ret, at De er hendes lyslevende Billed.«

Grethe ser op paa mig med store, kærlige Øjne. Og jeg føler hendes Arme om min Hals og hendes Læber mod mine. Saa staar vi længe, Arm i Arm, i stille Andagt foran Moders Grav.

— — Men da vi gaar hjemad til Vejrbakken, spørger jeg: »Fortæl mig, hvordan det gik til, at Du kom til at holde af mig?« Hun svarer: »Jeg forstod, at Du trængte til mig, og fra samme Stund havde Du mit Hjærte.«

Siden siger hun: »Lov mig, at Du, naar jeg dør, vil begrave mig tæt ved din Moder. Min egen Moders Grav er paa et fremmed Sted, og jeg vil ikke langt bort fra Vejrbakken. Jeg vil ogsaa, at Du skal finde din Moder og mig sammen.« Men da hun ser, at hendes Ord gør mig sørgmodig, tilføjer hun smilende: »Du taabelige Mand, tror Du, jeg tænker paa at dø? Jeg har ingensinde velsignet Livet højere end nu.«

XXIV.

Tvivlen er nøjsom. Et uroligt Blik, et uoverlagt Ord giver den Næring. Du sidder en Aftenstund med din Elskede. Da pludselig ser Du hendes Øje sløres af en fremmed Tanke, et fremmed Minde. Du spørger, og hun svarer med et aandsfraværende Smil et ligegyldigt Ord. Det er kun et Nu. Hun glemmer det; og Du glemmer det, mens hun holder Dig i sine Arme. Men naar den ensomme Nat kommer, stiger frem i din Sjæl Billedet af din Elskede med Øjne som kolde Løgne og med et Smil, hvis Spot stivner dit Hjærte. Hvad hjælper det saa, at hun den næste Dag møder Dig mere øm end nogensinde? Du kan tro Dig frelst en Dag, en Uge, Maaneder. Ormen har sat sin giftige Tunge i din Lykke. Du er dens Bytte.

Der er dem, som i arm Blindhed slaar sig tiltaals med den kranke Lykke. Der er andre, som i indbildsk Trods siger: Tryghed dræber Lykken.

Der er kun én Lykke: at hvile i Lykken. At vide, at Dagen, der kommer, rinder op med den samme Sol, der svandt igaar. Intet mere at begære, intet mere at frygte. Ingen Dag at ønske om igen, ingen Dag at ønske anderledes, fordi hver Dag er éns lykkelig.

Den Lykke, den eneste, er min.

Saagodt som Nogen har jeg jaget den. Har søgt den ude i den Verden, hvor man gør sin Lykke. Været tidlig oppe og silde ude for at finde den, har hidset mig op og trættet mig ud i dens Forfølgelse.

Og saa dalede den nedover mig som en stille Sang paa et fjærnt og stille Sted. Jeg hørte den klinge dæmpet ude fra Vandet en dejlig Skærsommernat. Jeg turde ikke kalde paa den, jeg frygtede at skræmme den bort. Jeg aabnede den blot i ydmyg Tro mit Hjærte. Og se, en Dag sang Lykken derinde.

— — Jeg har ransaget mit Hjærte, der skjuler sig ingen Tvivl i det. Jeg har vaaget ensomme Nætter, ingen Skygge forvanskede Grethes hulde Billed.

Jeg glider i en hvid Baad nedad en solbeskinnet Flod, og jeg holder en gylden Frugt, hel og rund, i min Haand.

XXV.

Da jeg i Eftermiddag kommer op til Møllen, ser jeg, at der er to Jule-Gæster foruden mig. Det er Grethes Guddatter, den fireaarige Asta, og hendes toaarige Broder Carl, Børn af en Fisker nede ved Fjorden, der i sin Tid var Dreng paa Møllen. De skal for første Gang til Juletræ. I den Anledning skinner de af nyvasket Pyntethed og betuttet Artighed. Og da de ser mig, den fremmede Mand, søger de en forsigtig Dækstilling bag Grethe, der maa hale dem frem og ruske dem op for at faa dem foreviste i al deres Dejlighed. Dejlige er de: Asta en livagtig Englebarnsmodel, lige til at sætte i Toppen af et Juletræ, kælen og indsmigrende, med gul krøllet Top og store lyseblaa Øjne; Carl en tæt Prop, sømands-mut og mandfolkevigtig og med brune Øjne, der blinker af lunt Humør.

Julenadveren er endt og vi gaar ind i Havestuen, hvor Træet er tændt. Grethe har Purken paa Armen og Asta holder hende i Haanden. Bagefter kommer Mølleren og jeg med vore Piber. Børnene er straks helt stumme af Forbavselse; med opspilede Øjne stirrer de frem for sig, mens Grethe dansende fører dem rundt om Træet. Jeg hvisker til hende: »Jeg tror, Du er den gladeste af Jer tre.« »Ja,« svarer hun, »tænk at holde Jul med Dig og saadanne to.«

Det varer dog ikke længe, før Børnene frimodigt giver sig hen i Fryd. Og da de opdager, at Herlighederne paa Træet er Frugter, som tør plukkes, bliver de rent ellevilde. Tilsidst ruller de rundt paa Gulvet som to Kattekillinger mellem alle deres Skatte og fylder den ellers saa stille Stue med klukkende Latter og ivrig Pludren. Indtil de bliver trætte og søvnige og med bittesmaa glippende Øjne bæres om til Godnat. Men da Grethe har lagt dem til Sengs, kommer hun ind og sætter sig i Sofaen mellem sin Fader og mig.

Endnu brænder Lysene paa Træet, og den Gamle siger: »Der maa være flere Lys iaar. Sidst var der mørkt foran mig, men iaar synes jeg, jeg skimter et Lysskær.«

»Ja, lille Fa'r«, svarer Grethe og bøjer sit Hoved op til hans Skulder, »der er ogsaa flere Lys iaar. Sidst var Du og jeg ene. Jeg vilde ikke for min Skyld tænde de mange Lys. Men denne Juleaften har Vejrbakken haft Børn og rigtig Julefest. Og saadan vil det være hver Juleaften herefter, for han her« — hun tager min Haand og lægger den i den Gamles — »han bliver hos os ... hvis Du giver ham og mig Lov til det.«

Den Gamle kysser Grethe, trykker fast min Haand, og, mens to store Taarer pibler frem af hans blinde Øjne, siger han: »Gud velsigne Jer, Børn, og give Jer lyse Dage paa Vejrbakken. Dem, min Søn, har jeg jo aldrig set, faar Dem aldrig at se. Men paa Deres Stemme, naar vi talte om Grethe, har jeg hørt, at De holdt af hende.«

— — Før jeg gaar, fører Grethe mig ind i sit Sovekammer, hvor Asta og Carl hviler i hendes gamle Barneseng, slumrende trygt i hinandens Arme, mens Asta moderligt har lagt den lille Broder op til sit Bryst. Forsigtigt lister vi os hen og kysser dem. De vaagner ikke, men smiler, som de i Søvne følte den Kærlighed, der staar ved deres Leje. Saa kysser Grethe mig og siger: »Tænk, hvor vidunderlig dejligt, om det var vore egne!«

Grethe følger mig ud paa Bakken. Det er den skønneste stjærneklare Frostnat. Vi staar paa Bakkekammen ud mod Fjorden. Til Højre for os skraaner den hvide Skov; det er saa stille, at vi hører det, naar en Kvist knækker i Frosten. Foran, dybt under os, ligger den isdækkede Fjord og Byen, hvor der skinner Julelys i alle Huse.

»Nu er der Fred paa Jorden,« hvisker Grethe. »Ja, og Fred i Menneskenes Hjærter,« svarer jeg.

Men da vi vender os om, staar Møllen med sine store sorte Vinger lige for os. Jeg mærker en Gysen gennemfare Grethe og jeg spørger: »Blev Du bange for Møllen?«

»Nej,« siger hun, »jeg var blot kommen til at fryse af at staa saalænge.«

XXVI.

Naar jeg møder de ringlende Kanetog med lystige pelsindhyllede unge Herrer og Damer; naar jeg hører den skingrende Jubel og den leende Hvinen fra Børnene, der kjælker ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger; naar jeg ser Fjorden sort af farende Skøjteløbere og naar om Aftenen Sang og Dansemusik toner bag de festligt oplyste Vinduer — da mindes jeg hin strænge Vinter for mange Aar siden, da Byen, efter møjsommeligt at have gravet sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og holdt Karneval Uger igennem.

Saa fantastisk det staar for min Erindring:

Gennem en Granport kommer man ind i en lang Isgade, der ligger lunt mellem høje Snemure. Saa pludselig er man paa en stor aaben Plads, der straaler i Fakkellys og indhegnes af Telte, illuminerede med kulørte Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes, synges og danses. Og fra Pladsen skærer nye Gader sig ind i Snebjærgene. Man kommer forbi Huler i magisk Blaalysskær, Snemænd med funklende Ildøjne, Smaaboder, hvor gamle Kællinger i Tranlampe-Belysning braser Aal og Pandekager, et Varmeskur, der benævnes den gloende Ovn, og man naaer ind i en Lund af Grantræer, hvor der er Trængsel om en Karrusel med Slæder, der har den oplivende Egenskab, at den i hver Omgang lader en Slæde vende Koldbøtte i en Drive. Snebyen forgrener og breder sig endnu videre. Vi Børn naaer aldrig til dens Ende, thi der gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige Slagsmaal i dens fjærne mørke Forstæder, dér den gamle Bys Svende og Lærlinge mødes med de fjendlig sindede Folk fra den anden Side Fjorden. Vi bliver, hvor Lyset hersker og Uskylden boer. Hvor vore Søstre og deres Veninder farer os forbi i susende Fart med deres Kavallerer eller opfører en ikke altid saa vellykket, men des muntrere Skøjte-Lanciers. Henad Aftensmad-Tid er hele Byen paa Fjorden. Saa kommer Mødre og Fædre for at hente de unge Døtre og Børnene, eller de bringer Maden med i Kurve. Inde i den gloende Ovn slaar man sig da sammen, Venner og Bekendte, og dækker et Fællesbord med de forskellige Madkurves Herligheder. Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger Raketter op over Fjorden, hvor den summende Karnevalstummel først forstummer sent paa Natten.

Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur. Nede ved Fjorden gjorde vi Holdt og gik ud paa Isen mellem Skøjteløberne. Der var Liv og Glæde, men ikke det Æventyr-Sceneri som i gamle Dage. Jeg følte mig maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede Bane og hele det ordnede sportsmæssige Præg, Forlystelsen havde faaet; saameget ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af de gamle Minder. Først sent opdagede jeg, at Grethe, den ellers saa ligelige, gik ganske tavs og med et forpint Udtryk i Øjnene af fjærntskuende Sørgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad hende fattedes.

»Min egen Ven«, sagde hun, »tilgiv mig. Det er slet intet uden Barnagtighed. Mens vi gik her blandt alle disse Mennesker, der ligesom jager hæsblæsende efter Glæden, overfaldt der mig en Angst for at miste Dig. Jeg syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg syntes, din Tale hastede bort med dem, saa langt, langt bort. Tilgiv mig. Husk, hvor lidet jeg er vant at færdes blandt Mange. Husk, det er første Gang, vi har forladt de stille Steder.«

Hun smiler atter til mig, hun trykker ømt min Arm. Men jeg fører hende hastigt bort fra Skøjteløbernes Bane; vi stiger op i den ventende Kane, og vi vender tilbage til de stille Steder.

XXVII.

For nogle Maaneder siden vilde jeg maaske have vaklet. Nu behøver mit Svar ingen Overvejelse. Jeg dypper straks min Pen og skriver: At jeg ikke kan modtage hans venlige Tilbud, fordi jeg heroppe er bleven det lykkeligste Menneske i Verden og fordi min Lykke er bunden til denne Plet Jord. At jeg saaledes uigenkaldelig har opgivet enhver Tanke om at vende tilbage og at min Deltagelse i det literære og offenlige Liv maa indskrænke sig til de Bøger, jeg skriver. At den Bog, han venter, snart kommer og at den vil efterfølges af andre, der ligner mine tidligere ligesaa lidt. At jeg har taget Stade paa Vejrbakken, hvor Luften er klar og ren; hvor Livets Mening bliver lettere at fatte, Lidenskaben mere usammensat, Følelsen dybere. Endelig, at min Lykke er saa sikker, at den trænger hverken til Anger eller Anklage; at den tværtimod har Raad til Tak for alt forbigangent, fordi den uden det ikke vilde været saa stor.

Inden jeg afsender mit Svar, viser jeg Grethe Brevet fra Forlæggeren. Da hun har læst det, siger hun, efter et Øjebliks Tavshed:

»Jeg faar nu Anledning til at sige Dig noget, jeg har tænkt paa stadig siden hin Dag paa Isen. Jeg tør ikke holde Dig tilbage. Du kan for en kort Stund trives her; før eller senere vil alt det, Du kom fra, atter kalde Dig. Jeg finder det kun rigtigt og naturligt. Og derfor skal Du vide, at jeg intet Baand lægger paa Dig. Gør, som Du vil og maa. Gør med mig, hvad Du vil. Lad mig blive her, om Du maaske frygter mig som en Hæmsko, hvad Du har Grund til efter min dumme Adfærd forleden. Eller tag mig med, om Du mener at have nogen Brug for mig og om Du tør tro mig paa mit Ord, at jeg er grundig kureret for min Dumhed. Jeg følger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken var hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg være hjemløs paa Vejrbakken. Livet og Verden derude skræmmede mig. Sammen med Dig vil jeg ingen Frygt føle. Og siger Du, at jeg maa blive her for Faders Skyld, saa svarer jeg: Det er ikke Fader mest, som ikke har villet herfra. Til Tider tror jeg endog, han gærne rejste. Maaske var det ogsaa bedre for ham. Han er gammel, hans Sind plages ofte i den sidste Tid af sære Tanker deroppe i Stilheden. Han ligesom frygter Møllen, han tror, den kalder paa ham; at den bebrejder ham, at han har standset den. Mod min Fader gør vi ingen Uret ved at rejse. — Men vil Du, at jeg skal blive her og vente paa Dig, da er ogsaa det godt. Maaske synes Du, at Du helst en Tid maa være ene og prøve dit Hjærte: om det nu ikke blot var her i Ensomheden, at Du trængte til mig. Alt, hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gør med mig, er godt. Thi jeg elsker Dig.«

Jeg lader Grethe tale til Ende. Var det haardt og stygt af mig, min søde Veninde? Var det egenkærlig grusomt, at min Sjæl intet vilde spilde af de velsignede Ord, som dit angstfulde Hjærte udblødte? Jeg tror, Du tilgiver mig, for den dobbelte Fryd, mit Svar nu voldte.

Mit Svar, som Du fik sort paa hvidt i Svaret til Forlæggeren.