Guds Fred

XXVIII.

Aldrig har jeg set Grethe saa overvættes lystig. Hun lo saa hjærteligt, saa overgivent, at hun næsten ikke kunde holde op. Omsider sagde hun: »Nej, Du er virkelig for morsom. Du spørger, halvt fornærmet, om jeg anser Dig for at have levet, som de gamle Damer i Stiftelsen lever. Nej, min Ven, Du kan berolige Dig. Du har for tydeligt indskærpet Offenligheden dine Letsindigheder, til at Nogen skulde tvivle om, hvilken forfærdelig Person Du er.«

Og hun lo atter, saa jeg blev ganske forvirret. Efterhaanden genvandt hun sin Alvor og sagde — vi gik i Skoven —: »Lad os sætte os her paa Bænken, saa skal jeg forklare Dig Grunden til, at din slemme Fortid aldrig har foruroliget mig, ja, at den tværtimod, efter hvad jeg véd om den, yder mig Sikkerhed for, at Du nu først føler det, jeg forstaar ved Kærlighed. Du kan bagefter sige mig, om jeg har Ret eller Uret.

Først maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed intet har at gøre med den — vistnok af Mændene — udbredte Mening, at en Mand bør anvende en Del af sin Ungdom til at rase ud. Jeg tror ikke paa, at Jert Raseri er saa stort, at I behøver det.

Nej, min Sikkerhed har en Grund, jeg selv har udspekuleret og som jeg bilder mig ind er noksaa solid. Jeg har i alle dine Bekendelser forgæves ledt efter Barnet. Mange begejstrede Ord har Du ødslet paa at lovprise dine Elskerinders Dejlighed. Du har udstyret dem med alle Fortrin. Kun ét nægtede Du dem: Berettigelsen til at føde dine Børn. Maaske har det ikke været Dig bevidst. Ialfald synes det mig, at Du ligefrem med Flid gaar udenom Børnespørgsmaalet, hvori jeg ser al virkelig Kærligheds baade Begyndelse og Ende. Hvad kan den Kvinde være en Mand værd, hvem han ikke ønsker at skænke Frugten af sit Favntag? Det er dog det store Under, den Lykke over al Lykke i Favntaget mellem Mand og Kvinde, at dér mødes deres Kærligheds Evighedstrang, Trangen til at vide sig forenede ud i de fjærne Tider gennem Børnene og atter disses Børn og saa fremdeles, til Dagenes Ophør. Hvis jeg hvilede i dine Arme og jeg fornam din Vilje kølnes af Frygten for Barnet, jeg vilde føle den dybeste Beskæmmelse. Jeg vilde tænke: til en flygtig Lyst, et Sansernes hensigtsløse Behag er jeg ham god. Men han værdiger ikke at lade mit Skød bære hans Evighedstanke. — Nu er jeg stolt og sikker, fordi jeg tror at vide, at jeg er den første, hvem Du har ønsket at se som dine Børns Moder. Og jeg nærer ingen Misundelse til din Fortid og de Kvinder, der fylder den. Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjærter vil da, selv under dine mest glødende Kærtegn og Smigerord, have følt Tomhed og Skuffelse. I modsat Fald er de end ingen Beklagelse værd. De fandt, hvad de søgte. De tog, ingen af dem, noget af den Lykke, din Kærlighed forjætter mig.«

»Har jeg saa« — spurgte Grethe — »haft Uret i ikke at foruroliges af din Fortid?«

Men uden Ord knælede jeg ned og lagde mit Hoved i hendes Skød.

XXIX.

I Virkeligheden er der jo intet underligt i, om den gamle Mand kunde føle Lyst til en Gang imellem at færdes i sin Mølle, der rummer saamange Erindringer for ham. Det ængstende er kun den fordulgte Maade, hvorpaa han aflægger sine Besøg, og den Omhu, hvormed han søger at skjule dem for os. Samtidig kan han ikke lade være at sige Ting, som røber ham.

En Dag, Grethe var gaaet ud af Stuen og han og jeg sad sammen i Sofaen, rykkede han tæt hen til mig og hviskede: »De har nok lagt Mærke til, at Grethe ikke holder af, at jeg kommer over til Møllen? Har hun aldrig fortalt Dem Grunden? Naa ikke. Skal jeg sige Dem, hvad jeg tror? Hun er bange, fordi jeg er gammel og blind. Hun mener, at jeg ikke kan klare mig selv længer og at der kunde ske mig en Ulykke. Grethe er saa omhyggelig for mig, hun er en god Datter og jeg nænner ikke at gøre hende imod. Men havde jeg ellers noget Ærind, fandt jeg vel Vej paa Vejrbakken og i Møllen saa godt som nogen Ung med to karske Øjne.«

I det hele taget kredser hans Tanker sygeligt om Møllen. Det er ikke blot i Nattens Drømme — som Grethe, bekymret lyttende ved hans Dør, har hørt —, at han fantaserer om den. Ogsaa ved højlys Dag spøger den i hans Sind. Han taler om den som om et levende Væsen, der bærer Nag til ham og som han frygter Hævn af.

Forgangen Aften sagde han til mig:

»Synes De ikke, at saadan en Mølle, der altid staar, er en underlig Ting? Ja naturligvis, var den gammel og aflægs, blev det jo en anden Sag. Men Møllen fejler ikke noget, den har sine Sager iorden baade indvendig og udvendig. Og dens Bestemmelse her i Verden er dog at gaa, saalænge dens Kræfter slaar til. Ser De, der er jo ogsaa noget ydmygende i det, at Folk, som ikke véd bedre Besked og som ikke har kendt den i de Tider, den var den raskeste Mølle paa Egnen, kunde falde paa at tro, at den overhovedet ikke kan gaa. Nej, jeg har ikke handlet ret mod Møllen. Enten burde jeg afstaaet den til en Yngre, da jeg selv blev gammel og træt, eller jeg burde have skudt den som en Jagthund, hvis Herre ikke længer duer til at føre den paa Mark og i Skov og ikke vil se den i nogen Andens Eje.«

Grethe, der var kommen ind og havde hørt de sidste Ord, gjorde et Tegn til mig, og jeg sagde:

»Ja, Møller, jeg synes ogsaa, det er Synd for Møllen. De vilde gøre vel imod den ved at rive den ned. Saa er den død og borte og faar Fred, og De med.«

»Det bliver vel ogsaa dertil,« svarede Mølleren. »Ja, naturligvis, det maa sagtens saa være. Men man gaar ikke til det med let Sind. Man véd dog aldrig, om der ikke kunde være Gærning for den endnu en Gang. Om ikke i min Tid, saa naar den nye Mand tager min Plads.«

»Jamen Fader,« indskød Grethe. »Den nye Mand er jo kommen, og han har helleringen Brug for Møllen.«

»Nej, det er nok ogsaa sandt,« smilede den Gamle. »Den nye Mand har selv ladet sin Mølle staa.«

— — Men siden har Grethe og jeg talt om, at vi for enhver Pris maa have hendes Fader til at tillade Møllens Nedrivning.

XXX.

Vi har besluttet at gifte os til Maj. Hvad har vi at vente paa? I Møllerhuset er der Plads og Mad nok. Det lidet, vi mere behøver, kan jeg vel digte mig til. Foreløbig skal Resthonoraret for min nye Bog anvendes til Grethes Brudekjole. Hun skænder paa mig for min Letsindighed, men jeg vil, at hun skal være den smukkeste og fineste Brud, som den gamle By har sét. Bryllupet skal staa i Stiftelsens lille landsbyagtige Kirke, og der maa ingen faa Adgang uden de gamle Damer. Men vor Veninde og tre andre gode Jomfruer fra Stiftelsen skal som Brudepiger følge Grethe til Alteret. Efter Vielsen drikker vi et Glas Champagne med Brudefølget, men der skal ogsaa være sød fransk Vin for dem, der foretrækker det. Naar vi saa kører hjem, lader vi Vognen holde udenfor Kirkegaarden; thi Grethe vil lægge sin Brudekrans paa Moders Grav, den, der forenede os. Og saa holder vi vort Indtog paa Vejrbakken som Mand og Kone og flytter ind i Møllerhusets øvre Etage, der har staaet tom og ubenyttet, lige siden Grethes Moder døde. Det er Maj, Bøgen nys udsprungen, Luften fuld af Blomsterduft, og i Vejrbakkens Skov synger Nattergalen sine Elskovsmelodier.

Dagene rinder hastigt, mens Grethe og jeg lever vor store Lykke og drømmer om den end større Lykke, der venter os, naar Foraaret kommer.

Om Morgenen gaar vi som Regel en lang Tur. Enten i Byens afsides Gyder og Stræder, hvis Navne alene henflytter En til en fjærn Fortid og hvoraf enkelte, fornemmeligst den ældgamle Peblingegyde, der i Trappeafsatser bugter sig mellem faldefærdige Rønner og forvitret Murværk, er saa snæver, at den maa passeres i Gaasegang. Eller vi søger ud paa de høje, aabne Landeveje, hvor Blikket skuer vidt og Tankerne drager paa Rejse ud i Fremtiden. Forfriskede af den kolde Luft, varme og rødmussede af den gode Bevægelse vender vi saa hjem til vort Arbejde. Jeg til min Bog, som nu skrider hastigt og sikkert fremad. Grethe til sit Udstyr.

Der ligger fra Moderens Tid fuldt op i Kister og Skabe af Linned og Dækketøj, stærke hjemmevævede Sager. Men Grethe vil ikke gaa som en doven Brud til Brudesengen. Den skal klædes med Lagener, sømmede, stukne og navnede af hende selv. Og som den skal hele Brudehuset være. Symaskinen snurrer Dagen lang, og om Aftenen trædes Traaden, mens jeg sidder hos og ofte bringer Forstyrrelse i Arbejdet ved at kysse de kære travle Hænder.

En Aften finder jeg Grethe ilag med at klippe fint Lærred ud i bittesmaa Stykker. Jeg sidder og bryder mit Hoved med, hvad det vel skal blive til, og Grethe, der ser min Forundring, smiler underfundigt. Endelig brister min Nysgærrighed, og jeg spørger: »Er det Dig eller mig, der skal pyntes med det Dukketøj?«

»Nej,« svarer hun. »Det er vor Førstefødtes Skjorter.«

Halvt spøgende, halvt alvorligt siger jeg: »Pas paa, Barn, at ikke dit altfor sikre Haab skuffes. Der blev vel ogsaa Tid nok siden at ordne Sønnens Udstyr.«

Hun ser paa mig med Taarer i Øjnene: »Det maa Du ikke sige. Jeg vil ikke tænke noget saa sørgeligt. Hvad Mening var der saa i al min Kærlighed, om jeg ikke engang skulde kunne føde Dig en Søn? Og din Søn skal ikke komme til et fattigt og uforberedt Hjem. Han skal hellerikke bære Klæder, købte i Boder, fremmede Klæder, hvori ingen Tanke om ham gemmes. Derfor syer jeg hans Tøj nu, mens jeg er rask og har Kræfter til det. Hvordan det bliver siden, kan man aldrig vide. Skulde det saa end hændes, at jeg døde fra ham, vil Du dog, naar han bliver stor nok til at fatte det, kunne fortælle ham, at hans Moder havde sørget for ham, saavidt hun formaaede. Og han vil aldrig føle sig ganske moderløs.«

— — »Saa er Du ikke vred paa mig og synes ikke, jeg er overspændt, ejheller altfor tillidsfuld? Hvilken Gud skulde misunde en Kvinde den Lykke at drage Omsorg for det Barn, hun gærne ofrer Livet for at føde?«

Dette sagde hun, da hun i den mørke Aften stod ude paa Vejrbakken og rakte mig Haanden til Godnat. Jeg drog hende ind til mig og hviskede: »Du bedste af alle Mødre.«

XXXI.

Beslutningen om Møllens Nedrivning har bragt Ro over os alle. Uden at ville tilstaa det for hinanden gik Grethe og jeg begge i Ængstelse for, at en Ulykke skulde ske. Hvor let kunde det ikke hænde, naar den gamle blinde Mand færdedes alene i Møllen, at han snublede paa en af de stejle Trapper, styrtede igennem en Luge eller kom galt afsted med Hjulværket? Grethe har nu tilstaaet det: ofte naar hun afslog en Spadseretur under Foregivende af Travlhed med Udstyret, var det Frygt for at forlade Faderen, der holdt hende hjemme.

Nu er alt trygt og godt som før. Og om Aftenen sidder vi og drøfter, alle tre, hvad Volden skal bruges til, naar Møllen er borte. Den Gamle mener, at, da Møllen hidtil har tjent mange Skippere som Sømærke, bør han tilbyde Grunden til Oprejselse af et andet let iøjnefaldende Mærke. Men Grethe hævder, at mange andre Punkter paa Vejrbakken egner sig ligesaa godt dertil; at Volden er deres egen og at Ingen kan fortænke dem i, at de indretter den til deres Behag. Hun og jeg har en Plan, som vi haaber at faa hendes Fader til at bifalde.

Paa Volden vil vi bygge et Lysthus i antik Tempelstil. Rundt om det, paa Voldgangen, planter vi en Krans af skærmende Graner, men op om Templet og dets Søjler skal i Tidens Løb vild Vin og vilde Roser og Kaprifolier slynge sig. Og paa dets Frontespice fæster vi i gylden Skrift Indvielsens Ord: Til Vejrbakkens Gud.

Vejrbakkens Gud, Fredens Gud, vor Lykkes Gud vil vi bygge vort Blomster-Tempel, vort Olymps idylliske Parnas. Her vil vi sidde og skue vidt over Land, lade Verden støje under os, høre Stormen suse og Uvejret knitre om os og alle Dage, i Storm som i Stille, skærmes af Fredens milde Paulun. Her vil vi sidde, mens vi er unge og Roser og Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjærter; her vil vi ogsaa sidde, naar de gamle Aar kommer og Mindernes Duft ombølger os. Herop vil vi føre vore Børn, mens de er smaa, og lære dem at bøje Knæ for vor Gud, og her vil vi vente dem, naar de, prøvede i Livets Kamp, søger Hvile i Barndomshjemmets Tempel. Men allerdejligst synes vi, det vil være — vi smiler ad vore Drømmes ufortrødne Flugt —, naar den Dag kommer, da vor Søn og hans Brud tager vor Plads mellem Roser og Kaprifolier.

I Fællesskab bygger vi vort Tempel. Men den Dag, Templet er rejst og vi staar sammen deroppe, vil jeg fortælle Grethe, hvordan jeg, alt før jeg kendte hende, og længe før jeg vidste, jeg elskede hende, tilbad hende som Fredens Gudinde og af Møllen byggede hende et Højalter.

XXXII.

Det er lige efter Solopgang, da jeg imorges henter Grethe til vor Spadseretur. Morgensolen har kaldt paa mig, jeg nænnede ikke at sove de dejlige Timer bort. Og jeg staar fløjtende udenfor Møllerhuset, hvor alt endnu er lukket. Et Gardin rulles op, og Grethe kommer til Syne i hvid Natdragt, med det rige brune Haar frit nedhængende og glimtende gyldent i Solen. Hun nikker smilende til mig og sender mig et Godmorgen saa fornøjet, at hele Luften fyldes med Glæde. Men da jeg tænker paa, at denne livstraalende Ungdom er min og at om en føje Stund dette frodige hvide Legeme skal hvile i mine Arme og være min Hu til Vilje, svimler det for mig.

Vi gaar i Skoven og drikker Foraarets stærke Vin, som Solen perser af tusind gærende Safte. Jeg ser Blodet stige i Grethes Kinder, jeg hører det banke i hendes Haand, som jeg holder i min. Foraarets Rus er i os, dens liflige Døsighed gyder sig gennem vore Aarer. Grethe bøjer sig ind til mig, træt søger hun, med Hovedet lænet mod min Skulder, Støtte ved min Arm, og hun siger sagte:

»Hører Du den samme Sang som jeg?«

»Hvilken Sang hører Du?«

»Der er Stemmer, som higende kalder, og der er Stemmer, som vigende lokker. De leger med hinanden, snart klagende fjærnt, snart sukkende nær; snart spørgende og svarende, snart flydende sammen i et jublende Møde af alle Toner ... Jeg synes, det er Naturens Bryllupssang, der lyder om os. Hører Du den ikke ogsaa?«

»Jeg hører Naturen kalde til Fest: Frem alle Blomster, syng alle Fugle, spring ud alle Træer. Stat tidligt op, smyk Jer og øv Jer. Vaaren er kommen alt nu, at I kan være rede. Thi naar Majdag rinder, staar Vejrbakkens Prinsesse Brud. — Jeg hører Naturen synge dit Bryllup ind.«

Vor Vej standses af en Bæk, der ellers risler med sparsomt Vand mellem store Stene, men som Vaarbruddet har ladet svulme over alle Bredder. Kun hist og her rager en Sten op.

»Vi maa vel vende om?« spørger jeg.

Grethe læner sig ømt til mig: »Jeg er saa foraarsdoven,« siger hun. »Jeg vil nødig gaa en Omvej. Tror Du ikke nok, Du kan bære mig?«

Hun slaar sine Arme om min Nakke, jeg løfter den store Pige, og jeg staar med hende ude i Bækken. Jeg føler hendes bløde Legeme tæt mod mit, hendes varme Aande i mit Ansigt. Jeg mærker ingen Byrde, men atter svimler det for mig. Jeg maa tage al min Vilje sammen for ikke at styrte med hende.

... Saa sidder vi, begge lidt forpustede, paa Bænken hinsides Bækken. Men Grethe lægger sit Hoved til mit og hvisker i mit Øre:

»Du, min stærke Brudgom. Saa dejligt jeg havde det i dine Arme.«

Foraaret kommer tidligt iaar. Der kimer Bryllupsklokker i Naturen. Brudefolkene længes mod Bryllupets Dag.

21. Marts.

Jeg har faaet mine Papirer fra Hovedstaden, de Attester, uden hvilke man ikke bliver gift, selv ikke paa Vejrbakken. Jeg ser, at jeg i min Alders første Aar blev kokoppeindpodet og at Podningen »slog an«. Himlen være lovet. Ellers havde jeg formodenlig ikke faaet Tilladelse at indtræde i Ægtestanden.

Imorgen eller i Overmorgen begynder Nedrivningen af Møllen. Den Gamle var i helt godt Humør iaften.

XXXIII.

Da jeg fra Skoven naaede ud til Bakkekammen, ser jeg Grethe staa oppe paa Møllevolden mellem Vingerne, akkurat som første Gang, jeg saa' hende paa Vejrbakken. Saa er Arbejderne altsaa ikke komne endnu, tænkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt. Og jeg tænkte videre, at Grethe sagtens var gaaet derop for at tage Afsked med Møllen. Hun saa' mig ikke, hun stirrede ud over Fjorden. Jeg svingede med Hatten, jeg kaldte paa hende. Hun hørte mig ikke, hun stod i dybe Tanker. Og Blæsten har vel ogsaa baaret imod.

Pludselig gav det et Ryk i Vingerne. Jeg tror nok, jeg udstødte et Skrig. Enten har hun hørt mit Skrig, eller hun har selv mærket Faren. Hun drejede Hovedet, vore Blikke mødtes, hun gjorde en Bevægelse som for at styrte frem, i det samme Sekund faldt hun lydløst til Jorden, ramt af den ene Vinge. Og den næste Vinge fulgte efter, hen over hendes Legeme, og den næste. Rundt og rundt, i stigende Fart, gik Vingerne, henover Grethe. Jeg tænkte, mens jeg løb: Du er bleven forstyrret i Hovedet, det er Svimmelhed, alt gaar rundt for Dig. Men saa saa' jeg jo, at Grethes Legeme ikke skiftede Plads.

Paa den anden Side af Møllen, ligefor Voldtrappen, fandt jeg Grethes Fader. Han stod og gjorde et Tov fast. Han smilede saa underligt. Den Tanke fo'r mig gennem Hovedet: han har i Sindssyge dræbt sin Datter. En vanvittig Tanke. Jeg anede i det samme alt. Jeg sagde i Forbifarten roligt: »Grethe er bleven ramt af Vingerne.« Da jeg naaede hen til hende, stod Møllen atter. Hendes Fader havde vel standset den. Jeg laa bøjet over hende, hun rørte sig ikke. Hun var helt hvid i Ansigtet, men jeg saa' ikke Saar eller Blod. Jeg kaldte paa hende, jeg blev ved at nævne hendes Navn. Saa aabnede hun sine Øjne og smilede, lukkede straks Øjnene igen, men Smilet blev om hendes Mund. Hun havde sét mig og hun smilede! Aa Gud, aa Gud! hun var ikke død.

En Hulken lød bag mig og en rystende Haand famlede paa min Skulder. Det var den Gamle. »Hun lever!« sagde jeg. »Men vi maa have hende baaret ind.« — Jeg saa' op; lidt borte stod tre, fire Arbejdere i en Klynge med brave medlidende Øjne. De trængte sig stille frem for at hjælpe. Og en af dem sagde: »Der er gaaet Bud efter Læge.«

Vi bar hende ind, og Lægen kom.

Hendes Tilstand er iaften uforandret. Hun ligger bevidstløs hen. Slaget har ramt hende paa den højre Side af Hovedet. Der er kun en Skramme og nogen Hævelse at se. Men Lægen frygter enten en Hjærnerystelse eller et Brud.

Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekræfter sig. Grethes Fader vilde en sidste Gang, inden den blev revet ned og bragtes til evig Ro, lade Møllen gaa. Ved sine hemmelige Besøg derovre havde han forvisset sig om, at Maskineriet var i Orden. Han er imorges gaaet tidligt op til Møllen, har rimeligvis været inde i den, da Grethe kom. Under Larmen af den stærke Blæst har hun ikke hørt hans Puslen hverken derinde eller da han gik ud paa den modsatte Side. Saa har han trukket Persen fra, i samme Nu satte Stormen Møllen i Gang og Ulykken skete.

Saameget har jeg kunnet slutte af de faa Ord, han har sagt. Han sidder mest hen i stum Fortvivlelse. Det er en Ynk at se. Pinefuldere næsten end at dvæle ved Grethes stille Sygeleje. Men da Arbejderne kom og spurgte, om de saa skulde begynde Nedbrydnings-Arbejdet, sagde han, at de kunde gaa. Han vilde sende Bud efter dem, naar han behøvede dem.

XXXIV.

Jeg har siddet hos hende og maattet tvinge Smil og Glæde frem i mit Ansigt. Hun troede, hun laa til Sengs, fordi hun havde født vort Barn. Hun var saa lykkelig, men en Gang imellem græd hun, fordi hun ikke maatte have Barnet hos sig. Og naar jeg ikke smilede, blev hun ganske fortvivlet, jamrede sig og sagde, at vi løj for hende: at Barnet var død eller røvet fra hende. I de Øjeblikke blandede ogsaa Møllen uhyggelige Forestillinger ind i hendes Fantasier. Hun troede, at hendes Fader havde bragt Barnet op til Møllen, og bad mig saa bønligt hente det tilbage.

Ud paa Aftenen tog Feberen til. Lægen kom, men gik hurtigt igen. Jeg talte ikke med ham. Jeg sad atter ved Grethes Seng, hun kendte mig ikke. Hun laa mest med lukkede Øjne, mumlede uhørlige, forvirrede Ord og fortrak Ansigtet i Smerter. Jeg syntes næsten, det var bedre saadan. Jeg behøvede jo ikke at skjule min Sorg, jeg kunde holde hendes stakkels hede Haand i min og græde.

Pludselig slog hun Øjnene, store og klare, op.

»Græder Du, fordi jeg skal dø?« spurgte hun.

Jeg sank ned paa Gulvet og lagde mit Hoved i hendes Puder. Hun strøg sin Haand nedover det, mildt og længe. Saa sagde hun:

»Du maa ikke græde for min Skyld. Jeg har det saa godt. Det er ikke slemt at dø. Baade din og min Moder kalder paa mig: de smiler saa kærligt til mig; de viser mig, at der er Plads til mig imellem dem.«

En mørk Skygge gled over hendes Blik. Hun rejste sig op i Sengen: »Barnet! Hvor er Barnet? Det er Synd af Dig at lade mig vente saa forfærdelig længe!«

Saa faldt hun tilbage, hendes Øjne var atter klare, men store Taarer trængte sig frem.

»Min egen Ven,« sagde hun, »læg dit Hoved tæt til mit. Der er noget, jeg vil sige Dig, nu mens jeg véd rigtig Besked med alt og inden jeg dør.«

Jeg gjorde, som hun bad, og hun hviskede:

»Jeg er ikke bange for at dø, men jeg synes, det er saa sørgeligt, at jeg skal herfra, før jeg har født Dig den Søn, jeg havde lovet Dig. Nu er det saa lidt, Du har som Minde om mig, saalidt at takke mig for. Jeg gav Dig jo kun mig selv en stakket Stund. Og knap nok det gjorde jeg. Nej, Du maa ikke afbryde mig og ikke sige mig imod; jeg maa have Lov at sige det altsammen, som jeg føler det. Jeg bebrejder mig, at jeg lod Dig vente. Jeg syntes vel, det var Dig, der skulde bede. Du skal vide, at alt, hvad Du havde bedt om, havde jeg givet Dig. Du skal vide, at hin Formiddag i Skoven, da vi hørte Bryllupssangen tone om os, var jeg af mit ganske Hjærte, af hele min Længsel din Brud. Og det vil jeg, uden at rødme, sige Gud paa hans Trone, at jeg gik grædende fra Jorden, fordi jeg ikke naaede at hvile som Brud i dine Arme.«

»Nu er det Tid,« sagde hun lidt efter, »at Du henter Fader herind.«

Men da hun havde kysset den Gamle, bad hun om at maatte sove, smilede til mig, lukkede sine Øjne og slog dem ikke mere op.

XXXV.

»Nej, kære, pas dog paa, at Du ikke træder paa Sneglen. Og se Sommerfuglene dér, den ganske gule og den røde med de sorte Pletter. Herregud, lad dem flagre i Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.«

»Hørte I Stæren, Børn. Og Pipfuglen hist. Den flyver med Straa til sin Rede.«

Toget standser ved Pavillonen, som Foraaret har vakt af sin Dvale; hvor, Vinteren igennem, kun en enlig Fremmed har været Gæst.

»Lad os drikke et Glas for Vaaren. For Vaaren og Livet. For Livet og Glæden.«

»Hvad I ikke spiser, Børn, strø det for Spurvene. Vi maa ikke glemme Vinterens Fugle, fordi Foraaret er kommet.«

De glade Mennesker fra Byen følger Foraaret videre, op gennem Skoven.

»Saa lifligt her dufter af Muld og Gran. Men gaa ikke i Græsset, det har regnet i Nat.«

»Jo, i Græsset maa jeg. Jeg har fundet en blaa Anemone. Og de hvide dér. Hvormange der er, naar man ret ser efter.«

»Og tænk Bøgen. Saa store Knopper den alt har. Tro mig, den springer ud før Maj, hvis dette Foraar varer ved.«

»Vist varer det ved. Spørg blot Fuglene, der jubler. De véd Besked.«

Foraaret staar triumferende paa Vejrbakkens Kam, og de glade Mennesker udbryder i høje Fryderaab:

»Helt herop er Vaaren naaet. Møllevolden er klædt med nyt Græs, og Vingerne skinner som Guld i Solen. I Møllerens Have knoppes Frugtblomsterne, i en Stue vilde de hastigt udfolde sig. Hvem der turde bryde en Gren!«

Da aabnes Døren til Møllerhuset, en klam Luftning gaar hen over de glade Mennesker: paa sit hvide Leje hviler en ung Kvinde, kold og bleg. Og ved hendes Side staar en Mand, den Fremmede paa Vejrbakken. Hans Øjne græder ikke, de har ingen Taarer fler. Han siger, bøjet over sin kolde, blege Brud: »Vaaren er død.«

XXXVI.

I Stiftelsens Kirke forrettedes Andagten. Dér sad alle de gamle Kvinder og græd uhyklede Taarer over Grethe, fordi hun, der havde bragt Ungdom og Skønhed ind i deres falmede Hjærter, var gaaet bort midt i sin unge Glæde. Paa hendes Kiste havde de lagt Kranse, bundne med deres egne rystende Hænder, Kranse af Vedbend og Mos, prydede med Evighedsblomster og troskyldige Farvel-Indskrifter i sorte og hvide Perler. Og saa sang de nu for hende, der havde sunget for dem, sang med deres spinkle, brustne Stemmer: »Tænk, naar en Gang den Taage er forsvunden.« Aa Gud, aa Gud. Her var det, hun havde glædet sig saa inderligt til at skulle staa Brud, her, hvor hun nu laa i sin Kiste, en Dødens Brud, klædt i det Lin, hun selv havde sømmet og syet til sin Fest. — Mit trætte, forpinte Hoved sank ned ved min gamle Venindes Bryst. Hun klappede mig og talte til mig som til et bedrøvet Barn, saadan som hun saamange Gange i svundne Dage havde trøstet mig og kælet for mig. Baade hun og jeg glemte nok, at jeg nu var en stor og klog Mand. Jeg syntes, jeg havde det godt ved hendes enfoldige Bryst; jeg syntes, Sorgen mildnedes, mens hun hviskede: »Saa maa det da være saa skønt for ham at tænke paa, at hun ikke skal ligge alene, men skal ud til hans Mo'r. De to vil tale saameget godt og kærligt om ham, det kan han være forvisset om, og hænder der ham nogen stor Fortræd eller Modgang, saa vil han fornemme, hvordan de trøstende omsvæver ham.«

— Præsten, den stærke Kirkens Svøbe over den gamle Bys Vankundighed, traadte frem ved Grethes Kiste. Han saa' prøvende strængt ud mod Forsamlingen, men, som om han uvilkaarligt forstod, at her ved denne unge Piges Kiste, overfor disse grædende gamle Kvinder og denne haardt ramte Fremmede, her var Strænghed Helligbrøde, saa gød sig et Skær af bevæget Menneskelighed over hans skarpe Træk, og da han begyndte at tale, skælvede hans Stemme:

»Jeg kendte ikke den unge Kvinde, hvem Gud tog bort, just som hun troede at staa ved den største Jordelykkes Indgang. Men der er mig om hende intet fortalt uden Godt og Skønt. Hun synes ad egne Veje paa det høje ensomme Sted, hun boede, at have fundet Fred med Gud og Verden. Hun synes ogsaa at have haft Evne til at meddele Andre Fred. Jeg kender ikke dem, der er hendes Nærmeste og hvem hendes Død blev saa tungt et Slag. Jeg véd ikke, om deres Sorg har søgt den Trøst, jeg kalder den ene rette. Men mit Hjærte krymper sig i deltagende Forstaaelse af deres Smerte. Jeg beder Gud skænke hende og dem sin Fred. Amen.«

Alene med Præsten vandrer jeg henover Kirkegaarden bag Grethes Kiste. Jeg ser, hvordan Foraaret har begyndt at brede sin Pynt over Døden. Jeg ser Foraarets Blomster og jeg hører i mit Øre genlyde Præstens Ord om Guds Fred. Og min Sjæl skriger i Kval: »Du lyver Præst, ligesom Foraaret paa Gravene lyver. Alverdens Blomster kan ikke dække den Dødens Gru, at hun, jeg elskede, skal ædes af Ormene. Alverdens Præster kan ikke lade opstige til mig af Graven den Guds Fred, som for evigt jordedes med hende.«

Kisten er sænket i Graven, Jordpaakastelsen til Ende, Præsten har trykket min Haand — jeg er ene.

Men først rigtig ene dog, da jeg, kold og rystende af at sidde stille saalænge i den skarpe Foraarsluft, forlader mine Grave og gaar op paa Vejrbakken, der nu end ikke huser Grethes tomme Ler.

Saa ene, saa ene.

XXXVII.

En Fredløs er jeg i min Ensomhed. Hvor finder jeg den Krog, som kan yde mig Fristed? Enten jeg flakker om i den gamle Bys øde Gader eller jeg løber min Fod træt paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt følger Savnet mig som en graadig Ravn, skrigende hæst i mit Øre, parat til at hugge sit Næb i mit Hjærte. Der er ikke den Plet, ikke det Hus, det Træ, der ikke raaber mig mit Savn imøde. »Husk, sidst Du var her, kom Du med hende! Nu er Du alene, hun følger Dig aldrig mere.« »Her sad Du med hende. I talte om Eders Lykke, I drømte Jer ud i Fremtiden; alt, hvad I talte, tænkte og drømte, var Sommer og Sol, idel Liv og Lyst. Nu ligger hun i Jorden, Drømmen har Dødens kolde Pust splittet.«

Jeg har søgt Freden i Bibliotekets Klostersal, hvis højtidsfulde Stilhed før dulmede mit Sind til god Hvile i gamle Minder. Men Ravnen sad paa min Skulder: »Du unge Munk, hvi dvæler dit Blik saa længselssygt ved Træet derude bag Muren? Bliv kun, hvor Du er. Dig venter ingen længer, naar Mørket falder over Klosteret. I Klosterhaven er Nattergalene forstummede. Og i det gamle Træ bygger Ravnen Rede.«

I Kildehaven har jeg været, jeg tør ikke komme der mer. Jeg syntes Børnene blev stille, da de saa' mig. Jeg læste i deres Øjne bedrøvede Spørgsmaal: »Hvor er hun henne, hun, som altid før var med Dig og som holdt saameget af os? Du maa ikke komme alene, Du skal hente hende.«

Min Veninde i Stiftelsen sørger over min Troløshed. Netop nu vilde hun saa gærne vise mig sin Hengivenhed. Hun forstaar det ikke og jeg nænner ikke at sige hende det: mit saarede Hjærte taaler ikke de medlidende Blikke, som det maa løbe Spidsrod igennem, saasnart jeg er indenfor Stiftelsens Porte; som forfølger mig paa Trapper og i Gange, helt op til hendes Dør, og som modtager mig i hendes egen Stue, fra hendes egne trofaste Øjne.

Men mest hjærteskærende er det dog at besøge Grethes Fader. At færdes i de Stuer, som hun fyldte med sin Fred og sin Ynde; hvor Savnet klager som et forpint Dyr under hvert Skridt, man træder; hvor Luften endnu skælver af hendes Dødssuk; hvor endelig han sidder, den gamle Mand, og stirrer med den blinde Skæbnes tomme Øjne paa det Frygtelige, han har fuldbragt. Hvad har han og jeg at sige hinanden, som kan bringe Trøst? Han hører næppe nok de Fornuftbetragtninger, hvormed jeg forsøger at møde hans Selvanklage og hans forvirrede Udtalelser om Grethes Ulykke som den forurettede og vrede Mølles Hævn. Er jeg derimod selv ganske upaavirket af hans sære Grublerier? Eller er det alene Mindet om hin forfærdelige Morgen, der vækker Uhygge i mit Sind og faar mig til at skælve, naar jeg passerer Møllen? Endnu ligger den der, endnu har dens Herre ikke villet fælde Dommen over den.

— — Men naar Savnet har jaget mig fredløs fra Sted til Sted, søger jeg Hvile i mit Arbejde, i min Bog. Mens jeg skriver paa den, glemmer jeg, at Grethe er død. I den lever hun, i den genopstaar hun med den Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg kom som en træt Flygtning til Vejrbakkens Ensomhed.

XXXVIII.

Jeg havde Lyst at skrive en Fortale til min Bog, som nu er færdig. Rigtignok bandlyser den moderne literære Katekismus Fortaler saavelsom de gamle fortrolige Henvendelser midt i Bogen fra Forfatteren til hans kære Læser. Et af de første Bud lyder: Forfatteren maa aldrig stikke sin Person frem og ikke give sin private Mening til Kende. Forfatteren objektiverer sig i Værket, der har at tale for sig.

At vise Humbugen heri skulde bl. a. være Hensigten med min Fortale. Har en Forfatter noget paa Sinde overfor sine Læsere, skal han nok faa dem det sagt trods Katekismens Forbud. Han lader bare en af Personerne holde et lille Foredrag. Og hvad nytter det, man forbyder ham personlig at optræde i sine Bøger? De allerfleste Bøger skrives om Forfatterne selv. Følgen af Forbudet mod de umaskerede sorte Dominoer bliver da blot, at Forfatterne kostymerer sig mer eller mindre smagfuldt, mer eller mindre gennemskueligt. Tag en af vore Forfatteres samlede Produkter for Dem, og De vil se ham paradere forbi i en Række skiftende Forklædninger: som Præst og som Læge, som Ingeniør og som Adelsmand; snart det overlegne Fornuftmenneske, snart en dybsindig Grubler; snart en barnlig Fantast og snart en fortvivlet Oprører mod Samfundsordenen. Den naive Mand bilder sig ind, at han er vel forvaret i sin sindrige Forklædning. Men ikke blot hans Kaldsfæller, der kender Fiffene, skriver ham straks leende i Haanden. Ogsaa Læserne, dresserede af den moderne kritiske Metode, hvis Stolthed det netop er at »finde Katten«, udpeger ham med Lethed og siger henrykte til hinanden: Har I set den skævbenede Hr. A.... nu optræder han min Salighed som en uimodstaaelig Ingeniør? Hvad mener I om den evigglade Hr. B., er han ikke grinagtig, naar han giver Partiet som den verdensforagtende Naturforsker?

Forklædningen narrer Ingen anden end — Forfatteren. Han tænker: siden jeg nu en Gang skal i Kostyme, vil jeg dog gøre mig akkurat saa prægtig, som jeg dog nok egenlig er. Hvilket latterlig glimrende Galleri af Selvportræter udviser ikke den moderne Literatur. Hvor har Forfatterne ikke svælget i at afmale sig som Ynglinge med dejlige Aasyn, med slanke, elegante Skikkelser, med ildfulde blaa eller brune Øjne eller Øjne, der betagende skifter i alle Farver. Eller de har set sig selv i moden Manddom, med Alvor og Myndighed i det viljestærke Blik, med graanende, men endnu fyldige Lokker. I kærlig Overbærenhed retoucherer de bort alle Maver og Maaner, alle Latterligheder og Grimheder. Og hænder det en sjælden Gang, at de, ved at se sig i Spejlet, faar en Anelse om, at en vis Beskedenhed maaske vilde være passende, slaar det ikke fejl, at de Svagheder eller Mangler, de med ædel Oprigtighed vedkender sig, stilles i en flatterende Belysning af en Ejendommelighed, der overgaar al sædvanemæssig Skønhed. Eller de tager yderligere Oprejsning for de koket tilstaaede legemlige Skavanker ved at gøre de aandelige Fortrin, der aldrig fattes en Forfatters Selvfremstilling, end mere overvældende.

Saaledes ser vi da vore Forfattere, som Ofre for Forklædnings-Humbugen, udlevere sig til Spot for en lattermild Samtid.

Det fik endda være. Værre er det, at Forklædningen hæmmer Forfatteren i at sige sit Hjærtes usminkede Mening. Maskeradebøgerne fordrer en pinagtig Hensyntagen til æstetisk Vedtægt, der føles som Humbug, fordi Forfatteren véd, hvad den er »gjort af«. Vi kender alle den moderne Romanformel: et første Kapitel, hvor vi springer badus ud i Handlingen, og et andet Kapitel, hvor vi hales i Land af en lang og kedsommelig Forhistorie, som Forfatteren møjsommeligt har sammenstillet til Baggrund for sin Maskerade. Alle disse Udenomssysler med Garderobe, Maskineri, Dekorationer og med Personer, der skal agere imod hinanden efter en stereotyp Kapitel-Regie, suger Marven af den Energi, som skulde gøre Bogen til et helt og ægte Udtryk for de Oplevelser, Stemninger og Følelser, der har født den i Forfatterens Sjæl. Kunstletheden og Kunstfærdigheden kvæler den Hjærtets simple, enfoldige Tilstaaelse, som det var Bogens Mening at gøre andre Hjærter, der har levet og følt noget lignende.

Derfor har jeg fortalt min Bog saa lige ud, som jeg har levet den. Derfor er det »jeg«, der selv henvender mig til Læserne. »Jeg« er hverken smuk eller grim, hverken en velskabt Trubadur eller en dæmonisk Pukkelryg. »Jeg« er kun et Hjærte med Trang til at synge sin Fryd og sin Kvide. »Kostymet« passer sagtens til de store Bøger, der skildrer Samfundets Maskerade. Hjærtets smaa Bøger skrives bedst af den, der ikke forsøger at være andet end »jeg«.

XXXIX.

Hvad jeg vil? Først og fremmest bort herfra. Men dernæst didhen, hvor Arbejdet venter mig. Træt, fordi det syntes mig at føre til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager det, uden altfor store Indbildninger, men følende, at det i hvert Fald har sit Værd i sig selv. Hvilen giver kun de Lykkelige Fred. For os andre dulmer Arbejdet Ulykken.

Lad mig desuden tilstaa det. Naar jeg i disse sidste Tider af og til, for at søge en Smule Adspredelse, har gæstet en af Byens Kaféer og dér faaet et Blad ihænde, er der vaagnet i mig en kriblende Lyst til atter at føre en Pen for eller imod det, jeg læste. Jeg fornam, at min Mølle ikke var standset anderledes, end at en Smule Vind kunde sætte den i Bevægelse. Og jeg syntes, jeg begyndte at forstaa Grethes Fader. Ikke Møllen, men ham var det, der trængte til at høre Hjulene snurre og Vingerne suse. I hans eget Indre var det, at Anklagen mod Hvilen lød. Jeg syntes, jeg forstod endnu mere. Jeg hørte Varselraabet: Ve den, der i Blinde lader Møllen gaa!

Idag har jeg været rundt at tage Afsked. Med Byen, med Vejrbakken, med alt det, der for mig gemmer Livets lyseste og bitreste Minder.

Jeg har sagt min Veninde i Stiftelsen Farvel. Hendes Trofasthed overgav jeg Grethes Grav i Værn og Varetægt. Thi jeg véd, at den gamle Møller ikke kommer der før den Dag, han selv bringes derud til evig Hvile. Jeg sagde til min Veninde: »Smyk ikke Graven med de forgængelige Blomster, dem, hvis Trøst er en stakket pralende Løgn; dæk den med det altid levende Mindes beskedne Vækster, med Vedbend og Evighedsblomster.« Min Veninde gav grædende sit Løfte: »Hendes Grav skal staa smykket, som han vil det, saalænge Gud lader mig leve. Og falder jeg fra, vil de Andre herinde gøre, som jeg har gjort. Den Tid blot En er tilbage, der har set hendes velsignede Ansigt, skal hendes Grav ikke forfalde, det kan han stole paa.«

Hos Grethes Fader var jeg. Jeg fandt ham mere meddelsom end ellers siden Ulykken. Efterretningen om min Afrejse syntes intet Indtryk at gøre paa ham. Hvad var jeg vel ogsaa for ham uden i Forbindelse med Grethe? Han fortalte mig, at han havde fæstet den gamle Kone, der før gik til Haande i Huset, til at bo hos sig og passe ham. For ham var der da sørget, det, han behøvede. Om at flytte fra Vejrbakken vilde han ikke høre Tale. Mindre nu end nogensinde. Thi nu — fortalte han mig videre — var det »i Orden« med Møllen. Istedetfor at rive den ned havde han indrettet den til et Sørgeminde over Grethe. Alt Maskineriet havde han ladet hugge isønder, og, naglede fast til Bygningen, stod Vingerne som et oprejst Kors ud mod Fjorden. »Hverken den eller jeg« — sagde han — »kan nu gøre mere Fortræd her i Livet. Vi bliver her sammen paa det Sted, hvor vi forbrød os. Og saa er det jo min Tanke, at Møllen, naar jeg dør, skal gives i Arv og Eje som Sømærke og nævnes paa Kortet som Grethes Minde.«

Jeg gik fra Møllerhuset gennem Haven. Den stod i sin fejre Foraarspragt, men det skønnedes tydeligt, at Ingen længer tænkte paa at røgte den. Græsset paa Plænerne groede vildt og uslaaet, i Bedene voksede Ukrudt frodigt mellem Blomsterne. Jeg forudsaa den Dag, hvor den vilde forfalde til Vildnis og dernæst atter blive et Bytte for den golde Vestenvind. Kærlighedens og Fredens milde Haand var vegen fra Vejrbakkens Oase.

Tilsidst var jeg paa Kirkegaarden. Hos hende, der var min Barndoms Sol og hos hende, der lod denne Sol genlyse en kort, men uforglemmelig Dag over min Manddom.

I to gode Mødre, sov i Fred ved hinandens Side paa min gamle Bys Kirkegaard.

— — Min Kuffert er pakket. Men øverst i den ligger en af de smaa Skjorter, Grethe syede til vor Søn.

XL.

Jeg vaagnede, som om Tæppet var gaaet ned for et Skuespil, i hvis fjærne Drømmeverden jeg for en kort Stund havde levet. Da fulgte Skibet en ny Drejning af Fjorden, og et eneste Øjeblik saa' jeg, ude i Horisonten, Vejrbakkens Top og øverst oppe Møllen som et sort Kors paa hvid Grund.

Saa er den gamle By uigenkaldelig borte. Og jeg vender tilbage, derfra jeg kom. Til gamle Venner og gamle Fjender.

Har da dette Aar været forgæves, er det sporløst svundet som den Æventyrets Drømmeverden, for hvilken Teatrets Tæppe ruller ned?

Visselig ikke. Det har bragt mig den Treuga Dei, hvorefter den ganske Jord sukker, den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fædre undte hinanden, den livsalige Forsoning med sig selv og Andre, der lutrer Sjælen og ædler Viljen. Jeg drager tilbage, hvorfra jeg kom, men ikke som den samme. Jeg har, hvad jeg manglede før, et højt og sikkert Mærke for min Sejlads: Grethes Minde. Mine Venner vil maaske modtage mig med et medlidende Skuldertræk, mine Fjender maaske sende mig et hoverende Smil. De vil erfare, at der er Grund hverken til Medynk eller Glæde. Den Guds Fred, der har rørt min Sjæl, har ikke haft Brug for nogen Omvendelse; det Sømærke, mit Liv har vundet, fører mig ikke i nogen ny Retning. Blot følger jeg nu sikrere en ligere Vej.

Paa dit Dødsleje, Grethe, bebrejdede Du Dig, at Du døde som Jomfru i mine Arme. Jeg tvivlede ingensinde om din redebonne Gavmildhed. Jomfru eller Ikke-Jomfru, Du var bleven den samme. Jeg véd ogsaa, at ingen Salighed vilde været større end at hvile som Brudgom ved din Side. Men Du, min Jomfrubrud, har lært mig Forsagelsens hidtil ukendte Lykke. Du har lært mig Lykken ved at være paa Vej til Lykken, selv om man aldrig naaer den.

Jeg sætter atter Møllen i Gang. Det maa saa være. Den kræver sin Ret af min Ungdom og mine Evner. Og jeg tænker paa, at den Møllevinge, der dræbte Dig, maaske ikke fortjener Forbandelse. Langt snarere handlede den maaske mildt og godt, da den i Blinde tog Dig bort, inden den forfærdelige Stund oprandt, da jeg, uden at ville se, satte i Gang min Mølle, ved hvis Vinger Du havde søgt Hvile. »Grethes Minde« har lært mig at se mig for.

Min Drøm er til Ende. I Foraarsnatten bærer Skibet mig tilbage fra min gamle By til Virkeligheden og Arbejdet. Drømmen er til Ende, Guds Fred udrunden, Grethe død.

Eller var det ingen Drøm? Eller drømmer jeg endnu? Jeg synes at fornemme, mens jeg skriver dette, Grethes Haand paa min Skulder, at høre hende hviske i mit Øre:

Guds Fred udrinder aldrig for den, der elsker.