Hærmændene på Helgeland / Med anmerkninger av stud. mag. Birger Knudsen

ANDEN HANDLING.

(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdøren er i baggrunden; mindre døre på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, ligeover for dette, til højre, det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild på en muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøjninger for husets kvinder. Fra begge højsæter langs stuevæggene op mod baggrunden strækker sig to lange borde med bænke om. Det er mørkt udenfor; stokilden oplyser stuen.)

(Hjørdis og Dagny kommer ind fra højre.)

DAGNY.
Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke på dig; nu har du vist mig om i gården; jeg ved ikke den ting det skorter dig på, og alt det du ejer er skønt og ypperligt; — hvor kan du så klage?

HJØRDIS.
Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i stængerne, enten de så er af jern eller guld.

DAGNY.
I en ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille gut.

HJØRDIS.
Bedre ingen afkom, end en, der er uhæderlig født.

DAGNY.
Uhæderlig?

HJØRDIS.
Mindes du ikke, hvad din fader sagde? Egil er en frillesøn; så var hans ord.

DAGNY.
Et ord i vrede, — hvor vil du agte på det!

HJØRDIS.
Jo, jo, Ørnulf havde ret; Egil er veg; det kendes på ham, at han er ufrels født.

DAGNY.
Hjørdis, hvor kan du — !

HJØRDIS (uden at agte på hende).
Således mægter da skændselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen efter et ormebid. Der er andet malm i fribårne heltesønner; jeg har hørt om en dronning, som tog sin søn og syde ham kjortelen fast i kødet, uden at han blinked med øjnene derved, (med et ondskabsfuldt udtryk.) Dagny, det vil jeg prøve med Egil!

DAGNY (oprørt).
Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS (leende).
Ha, ha, ha! Tænker du det var mit alvor? (forandrer tonen.) Men du må nu tro mig eller ikke, så kommer der stundom over mig en — en fristende lyst til slige gerninger; det må vel ligge i ætten, — thi jeg er jo af jøtunslægt, siges der. — Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange år; — sig mig, — i kongsgårdene var du vel mangengang til gæst?

DAGNY.
Det var jeg, — fornemmelig hos Ædhelstan i England.

HJØRDIS.
Og var højt hædret overalt; sad på de ypperste sæder ved bordet?

DAGNY.
Det kan du vide. Som Sigurds hustru —

HJØRDIS.
Ja, javist, — en berømmelig mand er Sigurd — skønt Gunnar står over ham.

DAGNY.
Gunnar?

HJØRDIS.
En dåd øved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpå; — nå, lad det være; — men sig mig, når Sigurd for i viking og du var med, — når du hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet damped rødt på skibsdækket, — kom der så ikke over dig en utæmmelig lyst efter at strides blandt mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og tog våben i hånd?

DAGNY.

Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde?

HJØRDIS.
En kvinde, en kvinde, — hm, der er ingen, som ved hvad en kvinde er istand til! — Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han har kær, — er det sandt, at da brænder hendes blod, hendes bryst banker, — svimler hun i sælsom fryd derved?

DAGNY (rødmende).
Hjørdis, hvor kan du — !

HJØRDIS.
Nu da, sig mig — !

DAGNY.
Det tænker jeg forvist du har fornummet.

HJØRDIS.
Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat, da Gunnar sad hos mig i buret; han krysted mig i favn så brynjen brast, og da, da — !

DAGNY (udbrydende).
Hvad! Sigurd — !

HJØRDIS.
Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar, — hin nat, da kvinderanet —

DAGNY (fatter sig).
Ja ja, jeg mindes, — jeg ved vel —

HJØRDIS.
Det var den eneste gang; aldrig, aldrig siden! Jeg tænkte, at jeg var slagen med trolddom; thi at Gunnar så kunde favne en kvinde, det — (standser og ser på Dagny.) Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg og rød!

DAGNY.
Visst ikke, visst ikke!

HJØRDIS (uden at agte på hende).
Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået; det havde været bedre for mig, og — kan hænde for os alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i enrum med mig i stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de tanker, at jeg må være død i den lange tid, og at det er en genganger, som her står hos dig?

DAGNY (uhyggeligt tilmode).
Kom — lad os gå — til de andre!

HJØRDIS (tager hende i armen).
Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et menneske kan leve efter at have siddet her i fem nætter?

DAGNY.
Fem nætter?

HJØRDIS.
Her nordpå er hver nat en vinter lang. (raskt med forandret udtryk). Tro ellers ikke andet, end at her er vakkert nok! Du skal se syner her, som du aldrig har set i Englands kongsgårde; vi vil være sammen som søstre den tid du gæster mig; ned til havet skal vi gå, når uvejret ret begynder igen; du skal se bølgerne flyve mod land som vilde, hvidmankede heste, — og så hvalerne langt derude! De går mod hinanden, som kæmper i stål og plade! Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg, at ride foran snekken, vække uvejr og lokke mændene i dybet ved fagre galdrekvad!

DAGNY.
O fy, Hjørdis, hvor kan du tale så!

HJØRDIS.
Kan du kvæde galder, Dagny?

DAGNY (med afsky).
Jeg!

HJØRDIS.
Ja, jeg tænkte det; hvormed lokked du da Sigurd?

DAGNY.
Skændigt taler du mig til; jeg vil gå!

HJØRDIS (holder hende tilbage).
Fordi jeg skæmter! Nej, hør kun videre! Tænk dig, Dagny, at sidde om kvælden her ved lugen og høre på draugen, der græder i bådhuset; at sidde og vente og lytte på de døde mænds hjemfærd; thi her nordpå, her må de forbi. Det er de djærve mænd, der faldt i strid, de stærke kvinder, der ikke fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr suser de gennem luften på sorte heste, med ringlende bjælder! (slår armene om hende og trykker hende vildt op til sig.) Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste færd på så god en ganger!

DAGNY (idet hun river sig løs).
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre på dig!

HJØRDIS (leende).
Veg er du af sind og let at skræmme!

(Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)

GUNNAR.
Ja forsandt, nu er mine kår de bedste jeg ved; dig, Sigurd, min ærlige bolde broder har jeg fundet igen, fuldt så trofast som før; jeg har Ørnulfs ætling under mit tag, og gubben selv følger snart efter, ej så?

THOROLF.
Det loved han.

GUNNAR.
Så fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.

THOROLF.
Du har nok gutten kær; thi du nævner ham så tidt.

GUNNAR.
Det har jeg; han er jo den eneste; og fager og vennesæl vil han blive.

HJØRDIS.
Men ingen kæmpe.

GUNNAR.
Nu, nu, — det skal du ikke sige.

SIGURD.
Men at du skikked ham fra dig —

GUNNAR.
Gid jeg ikke havde gjort det! (halvt sagte.) Men, Sigurd, det ved du nok: umandigt handler stundom den, der har en kær over alle ting (højt.) Få mænd havde jeg på gården, og ingen af os kunde være tryg på livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til landet med hærskib.

HJØRDIS.
En ting ved jeg, som bør frelses først, livet siden.

THOROLF.
Og det er?

HJØRDIS.
Hæder og rygte blandt mænd.

GUNNAR.
Hjørdis!

SIGURD.
Ej skal det siges Gunnar på, at han har forspildt sin hæder ved denne gerning.

GUNNAR (strengt).
Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs frænder!

HJØRDIS (smilende).
Hm, sig mig, Sigurd, — kan dit skib sejle med al slags vind?

SIGURD.
Ja, når det styres med kløgt.

HJØRDIS.
Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt, og skal vel komme did, jeg ønsker, (går op i stuen).

DAGNY (sagte og urolig).
Sigurd, lad os fare herfra — endnu ikvæld!

SIGURD.
Nu er det for sent; det var dig selv, som —

DAGNY.
Dengang havde jeg Hjørdis kær; men nu — ; jeg har hørt ord af hende, som jeg ræddes ved at tænke på.

(SIGURDs mænd samt andre gæster, mænd og kvinder, huskarle og terner fra baggrunden.)

GUNNAR (efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o. s. v.). Nu til drikkebordet! Min fornemste gæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf tilsagt mig.

HJØRDIS (til husfolkene).
Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen og sindet gøres lystigt.

(Gunnar fører Sigurd til højsædet til højre. Dagny sætter sig ved Sigurds højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af samme bord. Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige tager plads opad mod baggrunden.)

HJØRDIS (efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over bordet). Sjelden hændes, at så mange djærve mænd sidder sammen, som nu ikvæld i stuen her. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, så må alle dømme sig imellem, hvo der er den ypperste.

GUNNAR.
Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved.

HJØRDIS.
Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.

SIGURD.
Det tænker forvist ingen; men sent blev vi færdige, skulde vi nævne vore bedrifter, så mange vi her er. Fortæl os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare så langt nord, og gerne hører vi på dig.

HJØRDIS.
Bjarmelandsrejse er farmands værk og lidet sømmelig at nævne mellem kæmper. Nej, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke at du nødig hører min husbond prises, så begynd! Sig frem; nævn den dåd du har øvet, og som du højest skatter.

SIGURD.
Nu, siden du tvinger mig, får det vel så være. Det er da at nævne, at jeg lå i viking under Orknø; der kom fiender imod os, men vi ryddet skibene, og jeg stred alene med de otte mænd.

HJØRDIS.
God var den dåd; men var du fuldt rustet?

SIGURD.
Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold.

HJØRDIS.
God var dåden endda. Nu må du, min husbond, nævne, hvad der tykkes dig hæderligst af dine bedrifter.

GUNNAR (uvillig).
Jeg vog to bersærker, som havde røvet et handelsskib; derpå sendte jeg de fangne farmænd hjem og gav dem skibet fri uden løsepenge. Kongen i England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde handlet hæderligt, og gav mig tak og gode gaver derfor.

HJØRDIS.
Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog nævne.

GUNNAR (hæftigt).
Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg sidst for fra Island, har jeg levet i fred og drevet farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere heroin!

HJØRDIS.
Ifald du selv dølger din hæder, så skal din hustru tale.

GUNNAR.
Hjørdis, ti — jeg byder dig!

HJØRDIS.
Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke, og bar dog kun et kort sakssværd i hånden.

GUNNAR (i stærkt oprør.) Kvinde, ikke et ord mere!

DAGNY (sagte).
Sigurd, vil du tåle — !

SIGURD (ligeså).
Vær rolig!

HJØRDIS (til de øvrige).
Og nu, I gæve mænd, — hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar?

GUNNAR.
Stille!

HJØRDIS (med hævet stemme).
Sig frem, det kræves med rette!

EN GAMMEL MAND (blandt gæsterne).
Skal sandhed siges, så er Gunnars dåd ypperligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er den djærveste helt, og dernæst Sigurd.

GUNNAR (med et blik over bordet).
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste — !

DAGNY (sagte).
Det er formeget — selv for en ven!

SIGURD.
Ti, min hustru! (højt til de øvrige). Ja, visselig er Gunnar den hæderligste af alle mænd; og det vilde jeg holde ham for til min sidste dag, om han så aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter jeg mindre højt end I.

HJØRDIS.
Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking!

SIGURD (smilende).
Storlig fejler du nu! (venligt til Gunnar, idet han drikker ham til over bordet.) Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort venskab stå, hvo der end prøver på at bryde det.

HJØRDIS.
Det prøver ingen, såvidt jeg ved.

SIGURD.
Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød os hid til drikkegilde for at vække ufred.

HJØRDIS.
Det ligner dig Sigurd; nu er du vred fordi du ikke må gælde for den ypperste mand i laget!

SIGURD.
Altid har jeg agtet Gunnar højere end mig selv.

HJØRDIS.
Nu ja, — bagefter Gunnar er jo også en god plads, og — (med et sideblik til Thorolf) havde Ørnulf været her, så kunde han fåt det tredje sæde.

THOROLF.
Da kom Jøkul, din fader, til at bænkes langt nede; thi han måtte dog bukke under for Ørnulf.

(Det følgende ordskifte føres fra begge sider under stigende, men dog undertrykt ophidselse.)

HJØRDIS.
Det skal du ikke sige! Ørnulf er jo skald, og der mumles om at han har prist sig selv for større bedrifter, end han har øvet.

THOROLF.
Da ve den, der mumler om sligt, så højt at det kommer for mine øren!

HJØRDIS (med et tirrende smil).
Vilde du hævne det?

THOROLF.
Ja, så det langvejs skulde spørges!

HJØRDIS.
Så vil jeg tømme et horn på, at du først må få skæg på hagen.

THOROLF.
Selv skægløs karl er for god til at mundhugges med kvinder.

HJØRDIS.
Men for veg til at slås med mænd; det var derfor din fader lod dig ligge i gruen hjemme på Island, medens dine brødre for i hærfærd.

THOROLF.
Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt øje med dig; thi så havde du ikke faret som hærtagen kvinde fra landet!

GUNNAR OG SIGURD.
Thorolf!

DAGNY (på samme tid).
Min broder!

HJØRDIS (sagte og bævende af forbitrelse).
Ha, bi — bi kun!

THOROLF (rækker Gunnar hånden).
Vær ikke vred, Gunnar; — onde ord faldt mig på tungen; men din hustru ægged mig!

DAGNY (sagte og bedende).
Fostersøster, såsandt du nogentid har havt mig kær, så væk ingen strid!

HJØRDIS (leende).
Ved drikkebordet må der skemt til, ifald lystigheden skal trives.

GUNNAR (der har talt sagte med Thorolf).
Du er en brav gut! (rækker ham et sværd, som hænger ved højsædet.) Der, Thorolf, der har du en god gave. Brug den vel, og lad os være venner.

HJØRDIS.
Ikke skulde du give dine våben bort, Gunnar; thi så vil folk sige, at du kun skiller dig ved de ting, du ikke selv har brug for!

THOROLF (som imidlertid har undersøgt sværdet).
Tak for gaven, Gunnar; i uhæderlig færd skal den aldrig svinges.

HJØRDIS.
Skal du holde det løfte, så lån aldrig sværdet til dine brødre.

GUNNAR.
Hjørdis!

HJØRDIS (vedblivende).
Men hæng det heller ikke på din faders stuevæg; thi der hænger det hos uhæderlige mænds våben.

THOROLF.
Sandt nok, Hjørdis, — din faders økse og skjold har hængt der i mange år.

HJØRDIS (tvinger sig).
At Ørnulf vog min fader, — den bedrift fører du altid i munden; men mæler rygtet sandt, så er gerningen ikke så hæderlig, som du tænker.

THOROLF.
Hvad rygte taler du om?

HJØRDIS (smilende).
Jeg tør ikke nævne det, thi du vilde blive vred derover.

THOROLF.
Så ti, — det ser jeg helst. (vender sig fra hende.)

HJØRDIS.
Nu, det kan jo også gerne siges. Er det sandt, Thorolf, at din fader sad tre nætter i kvindestak hos gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, før han turde gå til holmgang med Jøkul?

(Alle rejser sig; stærk bevægelse blandt gæsterne.)

GUNNAR, SIGURD OG DAGNY. Hjørdis!

THOROLF (i højeste forbitrelse).
Så arg en løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, må den være, der kan finde på sligt! Den værste udåd, nogen mand kan øve, har du her påsagt min fader! (kaster sværdet fra sig.) Der, Gunnar, der har du gaven igen; ingen skænk tager jeg med fra det hus, hvor min fader er forhånet!

GUNNAR.
Thorolf, så hør dog!

THOROLF.
Lad mig gå. Men se dig for skulde både du og Hjørdis; thi min fader har i denne stund den i sin vold, som er eder dyrest af alle!

HJØRDIS (studsende).
Din fader har — !

GUNNAR (med et utråb).
Hvad siger du!

SIGURD (hæftigt).
Hvor er Ørnulf?

THOROLF (med hånlatter). Sørpå, med mine brødre!

GUNNAR.
Sørpå!

HJØRDIS (udbrydende).
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor søn!

GUNNAR.
Dræbt! Egil dræbt! Da ve Ørnulf og al hans æt! Thorolf, sig frem; — er det sandt;

SIGURD.
Gunnar, Gunnar, — hør mig!

GUNNAR.
Sig frem, ifald du agter dit liv!

THOROLF.
Du skræmmer mig ikke! Vent til min fader kommer; nidstang skal han rejse mod Gunnars gård! Men du, Hjørdis, — glæd dig imens ved de ord jeg hørte idag: "Før det kvældes skal Gunnar herse og hans hustru ikke have nogen afkom at rose sig af"! (går ud i baggrunden.)

GUNNAR (i dybeste smerte.) Dræbt, — dræbt! Min liden Egil dræbt!

HJØRDIS (vildt).
Og du — du lader ham gå! Lader Egil, din ætling, ligge uhævnet! Hvermands niding skal du være ifald — !

GUNNAR (som ude af sig selv).
Et sværd, — en økse! Det er det sidste bud han bringer! (griber en økse fra en af de omstående og iler ud.)

SIGURD (vil følge efter). Gunnar, styr dig!

HJØRDIS (holder ham tilbage).
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender Gunnar! (Et udråb høres fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)

SIGURD OG DAGNY.
Hvad er det?

EN STEMME BLANDT MÆNGDEN.
Thorolf faldt!

SIGURD.
Thorolf! Ha, slip!

DAGNY.
Min broder! O, min broder!

(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind, og kaster øksen fra sig ved døren.)

GUNNAR.
Nu er det gjort. Egil er hævnet!

SIGURD.
Vel dig, ifald du ikke har været for rap på hånden.

GUNNAR.
Kan hænde, kan hænde; men Egil, Egil, min fagre gut!

HJØRDIS.
Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore venner; thi Thorolf har mange eftermålsmænd.

GUNNAR (mørkt).
Selv vil han blive sin værste hævner; han vil stå mig for sindet nat og dag.

HJØRDIS.
Thorolf fik sin løn. For frænders færd må frænder lide.

GUNNAR.
Vel sandt; men det ved jeg, at jeg var gladere i hu før drabet.

HJØRDIS.
Blodnatten er altid den værste; — når den er over, så går det nok. Ved skændig list har Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder så over vort værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod ham og al hans falske æt.

GUNNAR (ophidset).
Det havde du! Ringe er min hævn at regne mod Ørnulfs udåd. Han misted Thorolf, men har dog sex sønner igen, og jeg ingen — ingen!

EN HUSKARL (ilsomt fra baggrunden).
Ørnulf fra Fjordene kommer!

GUNNAR.
Ørnulf!

HJØRDIS OG FLERE MÆND.
Til våben! Til våben!

DAGNY (på samme tid).
Min fader!

SIGURD (som greben af en anelse).
Ørnulf — ! Ha, Gunnar, Gunnar!

GUNNAR (drager sværdet).
Op alle mænd! Hævn over Egils bane!

(Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)

GUNNAR (med et skrig).
Egil!

ØRNULF.
Her har I liden Egil igen!

ALLE (mellem hverandre).
Egil! Egil lever!

GUNNAR (lader sværdet falde).
Ve mig; hvad har jeg gjort!

DAGNY.
O, Thorolf, min broder!

SIGURD.
Jeg tænkte det nok;

ØRNULF (sætter Egil ned).
Der, Gunnar, har du din vakkre gut!

EGIL.
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde da jeg rejste!

ØRNULF (til Hjørdis).
Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges.

HJØRDIS (med undertrykt bevægelse).
Kan hænde!

GUNNAR (ligesom opvågnende). Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du — du bringer Egil hjem!

ØRNULF.
Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær.

GUNNAR.
Det ved jeg.

ØRNULF Og glædes ikke mere over at han kommer?

GUNNAR.
Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig mig alt, — hvad der er hændt!

ØRNULF.
Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre ugerningsmænd for han sørpå efter Egil.

GUNNAR.
Kåre! (sagte). Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord!

ØRNULF.
Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikike give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang, ifald så skulde være, — men din æt måtte jeg dog frede om; med mine sønner for jeg da efter Kåre.

SIGURD (sagte).
En usalig dåd er her øvet!

ØRNULF.
Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne, din søn var alt i dine uvenners magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække.

GUNNAR (i stærk spænding). Men du — du Ørnulf — ?

ØRNULF (mørk).
Sex sønner fulgte mig i striden.

GUNNAR (åndeløs).
Men hjemad?

ØRNULF.
Ingen.

GUNNAR (forfærdet).
Ingen! (sagte). Og Thorolf, Thorolf!

(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Sigurd står smerteligt bevæget hos hende.)

ØRNULF (efter et kort ophold.) Tungt er det at stå som en frodig gran, og så at kvistes af i et eneste uvejr. Dog, mand skal leve efter mand; — ræk mig et horn; jeg vil drikke mine sønners minde. (En af Sigurds mænd bringer et horn.) Hil eder der I nu rider, mine djærve sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders hæle, thi I kommer itil hallen med mange mænds følge! (drikker og giver hornet fra sig.) Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det gamle træ har kun en grøn gren igen, og den må fredes om. Hvor er Thorolf?

EGIL (til sin fader.) Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skære et skib til mig med mange, mange hærmænd i stavnen.

ØRNULF.
Prise må jeg alle gode vætter at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis også han, — nej, så stærk jeg end er, — det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den første til at møde sin fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag foruden.

GUNNAR.
Ørnulf, Ørnulf!

ØRNULF (med stigende uro.) Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu; — hvad fattes, — hvor er Thorolf?

DAGNY.
Sigurd, Sigurd, — det blir ham det tungeste!

GUNNAR (kæmpende med sig selv.) Gubbe! — Nej — og dog, det kan jo ikke dølges —

ØRNULF (hæftigt).
Min søn! Hvor er han?

GUNNAR.
Thorolf er dræpt!

ØRNULF.
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!

GUNNAR.
Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!

HJØRDIS (til Ørnulf.) Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han tilkjende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham; — halvt i ufred skiltes vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i min æt; — og, foruden det, — som en kådmundet svend sad Thorolf ved gildet; han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig; — først da var det at Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg mene, han havde skellig årsag til den gerning.

ØRNULF (rolig).
Det kendes på dig at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt, så er hans saga ude.

EGIL.
Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd.

ØRNULF.
Nej, Egil, — nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg. (til Hjørdis.) Din fader kvad:

"Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje".

Godt har du nu sørget for, at hans ord kan sandes. (tier lidtog vender sig til en af mændene.) Hvor fik han banehugget?

MANDEN.
Tvers over panden.

ØRNULF (tilfreds).
Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt han mod siden, eller ind mod Gunnars fødder?

MANDEN.
Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.

ØRNULF.
Det spår kun halv hævn; ja, ja, — vi skal se!

GUNNAR (nærmer sig.) Ørnulf, vel ved jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af mig hvad du vil —

ØRNULF (strængt, afbrydende.) Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han?

GUNNAR (peger taus mod baggrunden.)

ØRNULF (gør et par skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil følge ham): Bliv! Tænker I at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende kvinde! Bliv, siger jeg! — Vel årker jeg Thorolf alene, (med rolig kraft.) Sønneløs går jeg; men ingen skal sige at han så mig bøjet! (han går langsomt ud.)

HJØRDIS (med tvungen latter.) Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at være, om han kommer med ufred igen! Nu, Dagny, — nu tænker jeg det er sidste gang din fader stævner fra Island i sligt ærind!

SIGURD (oprørt).
O, skændigt!

DAGNY (ligeså).
Forhåne ham kan du! Forhåne ham — efter det, som her er øvet!

HJØRDIS.
Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf imorges; — Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet, — kun ikke at han skændet mine kår. Frilleviv kaldte han mig; er det så, da har jeg ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!

DAGNY (i stærkt oprør.) Der fejler du, Hjørdis, — og ret nu skal alle vide, at du lever under ræd mands tag!

SIGURD (hæftigt.) Dagny, hvad vil du!

GUNNAR.
Ræd!

HJØRDIS (med hånlatter.) Vidløst taler du der!

DAGNY.
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du håned min fader og mine faldne brødre; jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre at Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu; — pris aldrig Gunnar for hin dåd på Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig og ransmanden, det hænger ved min husbonds side, — og ringen, som du drog af din arm, den gav du til Sigurd, (drager den af og holder den højt ivejret) her er den!

HJØRDIS (vildt).
Sigurd!

MÆNGDEN.
Sigurd! Sigurd øved dåden!

HJØRDIS (skælvende af sindsbevægelse.) Han, han! — Gunnar, er det sandt!

GUNNAR (med ædel ro.) Sandt er alt; kun ikke at jeg er ræd; — jeg er hverken ræd eller niding.

SIGURD (bevæget).
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! (til de øvrige). Afsted, mine mænd! Afsted herfra!

DAGNY (ved udgangen til Hjørdis.) Hvem er nu den ypperste mand i laget, min husbond eller din! (hun går ud med Sigurd og hans følge.)

HJØRDIS (for sig selv.) Nu har jeg kun en gerning igen; — kun en dåd at pønse på: Sigurd eller jeg må dø!

TREDJE HANDLING.

(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)

(Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.)

HJØRDIS (idet hun strækker snoren.) Den er sejg og stærk; (med et blik på pilene) kolven både skarp og tung — (lader hænderne synke ned i skødet) men hvor findes den ihånd som — ! (hæftigt.) Forhånet, forhånet af ham, — af Sigurd! Jeg må hade ham mere end andre, det mærker jeg godt; men mange dage skal ikke gå med, før jeg har — (grublende) Ja, men armen, som skal øve den dåd — ?

(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden).

HJØRDIS (efter et kort ophold.) Hvor går det dig, min husbond?

GUNNAR.
Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det ligger og tynger mig for hjertekulen.

HJØRDIS.
Gør som jeg; tag dig til at virke noget.

GUNNAR.
Det må jeg vel.

(Pause; Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende.)

GUNNAR.
Hvad gør du der?

HJØRDIS (uden at se op.) Binder en buesnor; det ser du nok.

GUNNAR.
En buesnor — af dit eget hår!

HJØRDIS (smilende).
Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og jeg har bundet denne her siden daggry.

GUNNAR.
Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS (ser op.) Hvad er det?

GUNNAR.
Hvor var du inat?

HJØRDIS.
Inat?

GUNNAR.
Du var ikke i sovestuen.

HJØRDIS.
Det vet du?

GUNNAR.
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette — dette, som hændte med Thorolf; det båres mig for, som han kom — nå ja, jeg vågned; da hørtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op; glytted på døren; — herinde, her sad du ved stokilden, — den brændte blå og rød, — du skæftet piler og kvad galder over dem.

HJØRDIS.
Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag.

GUNNAR.
Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.

HJØRDIS.
Hm, kan hænde.

GUNNAR.
Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du end ægger mig.

HJØRDIS (smilende).
Mener du det?

GUNNAR.
Det ved jeg!

HJØRDIS (rækker ham snoren).
Sig mig, Gunnar, — kan du løse den knude der?

GUNNAR (forsøger det).
Nej, den er flettet for fast og kunstigt.

HJØRDIS (reiser sig).
Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse!

GUNNAR.
Krumme er de mægtiges veje; — dem kender hverken du eller jeg.

HJØRDIS.
Et ved jeg dog visst; at Sigurd vil volde usalige kår for os begge. (Pause; Gunnar står fordybet i sig selv.)

HJØRDIS (der i stilhed har holdt øje med ham). Hvad tænker du på?

GUNNAR.
På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det værk, du nu kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var såre bleg. Da sagde jeg: "Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde"? Men du lo og svared: "Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der i Sigurds sted."

HJØRDIS (med tvungen latter).
Ilde må du kende mig, når slig uvittig drøm kan være dig hinderlig!

GUNNAR.
Hm! — Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om stuen her?

HJØRDIS.
Skal jeg sige sandt, Gunnar, — så tykkes det mig stundom for trangt herinde.

GUNNAR.
Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange.

HJØRDIS.
Kan hænde to.

GUNNAR (der ikke hørte hendes ytring).
Men det skal bødes på.

HJØRDIS (ser spørgende på ham).
Bødes på? Du er da tilsinds at — ?

GUNNAR.
At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen, som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting.

HJØRDIS (tankefuld).
Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge.

GUNNAR.
Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast ræddes for dig; men, sælsomt, — derved er det mest at jeg har dig så kær; der står en koglende skræk af dig, — det bæres mig for, at du kunde lokke mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved. (med stille hovedrysten.) Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde blevet din husbond.

HJØRDIS (udbrydende).
Sigurd!

GUNNAR.
Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder dig, ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig livet lysteligit at bære.

HJØRDIS (i stærk men undertrykt bevægelse.) Og det — det mener du Sigurd kunde gjort?

GUNNAR.
Han er stærk af sind, og derhos stolt som du.

HJØRDIS (hæftigt).
Hvis så er — (fatter sig) ligegodt, ligegodt! (vildt udbrydende.) Gunnar, tag Sigurds liv!

GUNNAR.
Aldrig!

HJØRDIS.
Ved list og svig blev jeg din hustru; — det skal være glemt! Fem glædeløse år har jeg siddet her; — glemt skal alt være fra den dag, da Sigurd ikke lever mere!

GUNNAR.
Af min hånd skal ingen men voldes ham (viger uvilkårligt tilbage.) Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!

HJØRDIS.
Så må jeg finde mig en anden hævner; længe skal Sigurd ikke tale forhånelsens ord over mig og dig! (knytter hænderne i krampagtig forbitrelse.) Hos hende — den enfoldige kvinde — hos hende sidder han kan hænde nu i enrum, leflende og ler over os; mæler om al den tort, som overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortæller at han listelig lo, der han stod i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham!

GUNNAR.
Det gør han ikke; det gør han ikke!

HJØRDIS (stærkt).
Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække vejret før de to er borte! (træder tæt hen til ham med funklende øjne og siger vildt, men hviskende.) Kunde du hjælpe mig med det, Gunnar, — da skulde jeg leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så varmt og så vildt, som du aldrig har drømt det!

GUNNAR (vaklende).
Hjørdis! Vilde du — !

HJØRDIS.
Hånd på værket, Gunnar, — så skal de tunge dage være forbi; ikke skal jeg da længere gå af stuen når du kommer; ikke tale umilde ord og døve dit smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel og i kostelige silkeklæder; farer du i leding, jeg følger dig, — rider du i fredsom færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte!

GUNNAR (næsten overvunden). Er det sandt; du vilde — !

HJØRDIS.
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og så skal jeg — (standser, da hun ser døren åbnes.) Dagny, — kommer du hid!

DAGNY (fra baggrunden).
Du skynde dig, Gunnar herse; — lad dine mænd ruste sig!

GUNNAR.
Ruste sig? Mod hvem?

DAGNY.
Kåre bonde kommer med mange fredløse folk; han vil dig ilde; Sigurd hindred ham nylig; men hvo kan vide —

GUNNAR (bevæget).
Det har Sigurd gjort for mig!

DAGNY.
Sigurd er dig forvist en fuldtro ven.

GUNNAR.
Og vi, Hjørdis, — vi som tænkte på — ; ja, det er som jeg siger, — trolddom ligger over al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du nævner den.

DAGNY (forundret).
Hvad mener du?

GUNNAR.
Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går jeg at samle mine svende. (vender sig mod udgangen, men standser og nærmer sig igen.) Sig mig, — hvor går det Ørnulf?

DAGNY (sænker hovedet).
Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han en haug ved stranden; — der skal hans sønner lægges. (Gunnar tier og går ud i baggrunden).

DAGNY.
Før kveldstid er der ingen fare. (nærmer sig.) Hjørdis, jeg har et ærind til på gården; det er til dig jeg kommer.

HJØRDIS.
Til mig? Efter det, som gik for sig igår?

DAGNY.
Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke had til mig; glem de ord, som sorg og onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al den tort jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du!

HJØRDIS.
Usalig — du; — Sigurds hustru?

DAGNY.
Mit værk er jo alt det, som øvedes, — at der blev yppet strid, at Thorolf faldt, at al den forhånelse overgik Gunnar og dig. Alt er jeg skyld i! Ve mig; — så gode var mine kår; men aldrig blir jeg glad mere efter denne dag.

HJØRDIS (som greben af en pludselig tanke).
Men før — i de fem lange år — i al den tid var lykken med dig?

DAGNY.
Kan du tvivle om det!

HJØRDIS.
Hm; igår tvivled jeg ikke, men —

DAGNY.
Hvad mener du?

HJØRDIS.
Å, ikke stort; lad os tale om andre ting.

DAGNY.
Nej visst ikke. Hjørdis sig mig — !

HJØRDIS.
Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil det — (med et ondskabsfuldt udtryk.) Kan du mindes engang, hist på Island; — vi var på thinget sammen med Ørnulf, din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden, som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd ind i boden.

DAGNY.
Sigurd og Gunnar.

HJØRDIS.
De hilste os med høviske lader, satte sig hos på bænken, og megen skemtsom tale blev da ført mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi de to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for at hente sig hustruer der på øen. Da sagde Sigurd: "Tungt vil det falde mig at finde den kvinde, jeg kan fæste min hu til". Ørnulf lo, og mente det skortet ikke Island på højættede kvinder og heller ikke på dem, der var rige; men Sigurd svared: "Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil vælge, må ikke finde sig i at sidde i ringe kår; ingen hæder må tykkes hende så høj, at hun jo higer efter den; i viking må hun villig følge mig; hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid og ikke blinke med øjnene, der sværdene lyner; thi er hun ræd av sind, da times mig liden hæder". Ej sandt, så talte Sigurd?

DAGNY (usikker).
Det gjorde han — men —

HJØRDIS.
Slig skulde hun være, den kvinde, som kunde gøre ham livet fagert; og så — (med et foragteligt smil) så kåred han dig!

DAGNY (smerteligt studsende).
Ha, du mener at — ?

HJØRDIS.
Se, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet, krævet hæder af alle, på det at Sigurd kunde hædres ved dig; — ej så?

DAGNY.
Nej, Hjørdis, men —

HJØRDIS.
Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham i hærklæder, og fundet det godt at være, hvor striden brændte som stærkest; — har du ikke?

DAGNY (dybt bevæget).
Nej, nej!

HJØRDIS.
Har du da været ræd av sind, så at Sigurd voldtes skam derved?

DAGNY (overvældet).
Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS (hånligt smilende).
Men gode var da dine kår i al den tid; — mener du at Sigurd kan sige det samme!

DAGNY.
Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig for klog på mig selv!

HJØRDIS.
Et skemtsomt ord, så græder du straks! Tænk nu bare ikke på det. Se her, hvad jeg har gjort idag; (tåger nogle pile fra bordet) — hvor spidse og skarpe du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile?

DAGNY.
Og på at bruge dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig, — på det tænkte jeg aldrig før. (hæftigere.) Men at Sigurd — ! At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og uhæderligt; — nej, nej, det kan ikke være sandt!

HJØRDIS.
Nå nå, trøst dig, Dagny; det er jo heller ikke sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det så være, dengang stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet; — nu nøies han med ringere lykke.

DAGNY.
Nej Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg ser det vel, jeg er ikke den rette hustru for ham; han har dulgt det for mig; men således skal det ikke blive ved.

HJØRDIS.
Hvad vil du?

DAGNY.
Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans færd; jeg vil ikke længer være ham hinderlig.

HJØRDIS.
Du tænker da på — ?

DAGNY.
Stille, der kommer folk! (En huskarl fra baggrunden).

KARLEN.
Sigurd viking kommer til gården!

HJØRDIS.
Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid.

KARLEN.
Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil —

HJØRDIS.
Godt, godt, det ved jeg; gå da! (Karlen går; til Dagny, der ligeledes vil gå). Hvor vil du hen?

DAGNY.
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at vi må skilles, det skjønner jeg nok; men nu at stedes til møde med ham, — nej, nej, det kan jeg ikke. (går ud til venstre).

HJØRDIS (ser en stund taus efter hende).
Og hende var det jeg vilde — (fortseetter tanken ved et blik på buesnoren). Ringe hævn havde det været; — nej, nu hug jeg bedre til! Hm; det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!

(SIGURD fra baggrunden.)

HJØRDIS.
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han. (vil gå.)

SIGURD.
Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.

HJØRDIS.
Mig?

SIGURD.
Og vel var det jeg traf dig alene.

HJØRDIS.
Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hiniderligt om stuen stod fuld både af mænd og kvinder.

SIGURD.
Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig.

HJØRDIS (bittert).
Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du lisfeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, — og for så fra landet med den kvinde, du havde kjær!

SIGURD.
Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres af skæbnen, — så er det gået med os to.

HJØRDIS.
Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald de ikke finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i strid mod nornen; — det er det jeg nu vil gøre.

SIGURD.
Hvad mener du?

HJØRDIS.
Jeg vil vove en styrkeprøve med dem — med dem, som er over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at gøre idag. (hun sætter sig ved bordet)

SIGURD (efter et kort ophold).
Du virker gode våben for Gunnar.

HJØRDIS (med et stille smil).
Ikke for Gunnar, men mod dig.

SIGURD.
Det må vel komme ud på et.

HJØRDIS.
Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt — (holder inde, læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:) Hm; ved du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig lystige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin stærke til landet; — han vil brænde os inde, mig og min husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen; — de tænder taget udenfra; — "Et bueskud", siger Gunnar "et eneste kan frelse os"; — da brister snoren — "Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en buesnor deraf, — det gælder livet!" — Men jeg ler — "Lad brænde, lad brænde — livet er mig ikke en håndfuld hår værd!"

SIGURD.
Der er en sælsom magt i al din tale. (nærmer sig.)

HJØRDIS (ser koldt på ham).
Du sætter dig hos mig?

SIGURD.
Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste gang, vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre.

HJØRDIS.
Hvad vil du?

SIGURD.
Fortælle dig en saga.

HJØRDIS.
Er den tung?

SIGURD.
Tung som livet selv.

HJØRDIS (bittert).
Ved du, at livet kan være tungt?

SIGURD.
Døm om det, når min saga er ude.

HJØRDIS.
Så fortæl; jeg arbejder imens.

(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)

SIGURD.
Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods og hæder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så vide de end for om.

HJØRDIS.
Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar?

SIGURD.
Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere kvinde, så tyktes dem begge.

HJØRDIS (spændt).
Begge? Vil du spotte mig?

SIGURD.
Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men begge taug, og på hende var ikke at mærke om Gunnar hued hende; men at hun ej var Sigurd god, det var lettere at skønne.

HJØRDIS (åndeløs).
Bliv ved, det beder jeg — !

SIGURD.
Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som vidste om. Da hændte det sig en kvæld at der var drikkelag, og svor da hin stolte kvinde at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tok ham i enrum, nævnte om sin elskov; — Sigurd taug med sin, og gik så til —

HJØRDIS (udbrydende).
Sigurd, Sigurd! (betvinger sig.) Og den saga — er den sand?

SIGURD.
Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis kunde jeg ikke handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en anden kvinde.

HJØRDIS.
Og fik hende kær?

SIGURD.
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun en kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den første dag de mødtes. (rejser sig.) Her ender min saga, lad os skilles nu. — Farvel, Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.

HJØRDIS (springer op).
Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort!

SIGURD (studsende).
Jeg gjort? Hvad fattes dig?

HJØRDIS.
Og alt det siger du mig nu! Men nej, — det kan ej være sandhed!

SIGURD.
Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed — du skulde lære at dømme mig mildere, derfor måtte jeg tale nu!

HJØRDIS (folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse): Elsket, — elsket mig — du! (hæftigt, idet hun træder test hen til ham:) Jeg tror dig ikke! (ser stivt på ham og udbryder i vild smerte). Jo, det er sandt og — usaligt for os begge! (slår hænderne for ansigtet og fjerner sig.)

SIGURD (forfærdet).
Hjørdis!

HJØRDIS (stille, kæmpende mellem gråd og latter).
Bryd dig ikke om mig! Det var kun det jeg mente, at — (lægger hånden på hans arm.) Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin stolte kvinde, som du nævnte, — hun har elsket dig igen!

SIGURD (farer tilbage).
Du!

HJØRDIS (med fatning).
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens husbond, — det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod!

SIGURD (rystet).
Et usaligt spind har nornen spundet om os to.

HJØRDIS.
Selv er du skyld deri: stærkt og kækt sømmer det sig manden at handle. Da jeg satte hint svære vilkår for den der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvist på dig; — og dog kunde du — !

SIGURD.
Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde læge den; — hvad var vel så for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu ved, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt.

HJØRDIS (rask).
Nu vel, Sigurd, — et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag.

SIGURD (hovedrystende).
Det kan ej ske; vi må jo skilles igen.

HJØRDIS.
Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi min elskov er ikke leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand, — ved alle vældige magter, jeg kunde endda elske dig således, som jeg nu gør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en stordåd værd; vi er begge fri, når vi selv vil det, og da er legen vunden.

SIGURD.
Fri? Hvad mener du?

HJØRDIS.
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være for dig? Ikke mere end Gunnar gælder i mine lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle liv forspildes!

SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS.
Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til Island med sin fader; jeg følger dig i stål og plade, hvor du stevner hen. (Bevægelse hos Sigurd.) Det er ikke som din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nej, Sigurd, ikke som din hustru, men som hine stærke kvinder, som Hildes søstre vil jeg følge dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at dit navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg stå dig næst, færdes blandt dine kæmper i uvejr og vikingstævne; og når dit drapa kvædes, da skal det bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!

SIGURD.
Så var engang min fagreste drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny står mellem os, og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge elskov for Gunnars skyld; — skal jeg bære kviden derved, så må ikke min gerning være fåfængt. Og nu Dagny; — troskyldig og fuld af lid for hun fra hjem og frænder; ingen tid må hun tænke at jeg længtes mod Hjørdis, så tidt hun tog mig i favn.

HJØRDIS.
Og for slig sags skyld vil du lægge en tyngsel på dit liv! Hvad fik du da kraft og styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener du det nu længer kan være sømmelig lod for mig at sidde på Gunnars gård? Nej, Sigurd, tro du mig, her er mangt at tage hånd i for en mand som du. Erik styrer Norges rige, reis dig mod ham; mange gode kæmper vil stille sig hen som dine håndgangne mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem, stride og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers kongestol.

SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde ungdom; lad det være glemt; — frist mig ikke!

HJØRDIS (med højhed.) Det er nornens råd at vi to skal holde sammen; det kan ej ændres; grant ser jeg nu mit hverv i livet: at gøre dig berømmelig over alle lande. Du har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her; jeg vilde rive dig ud af mit sind, men mægted det ikke; nu gøres det ej nødigt, nu da jeg ved du elsker mig.

SIGURD (med tvungen kulde).
Hvis så er, — da vid, — jeg har elsket dig; nu er det forbi; — jeg har glemt de dage.

HJØRDIS.
Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd, at har du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det.

SIGURD (hæftigt).
Det må jeg; det vil jeg nu!

HJØRDIS.
Lad så være; men du kan det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt.

SIGURD.
Ha, det gør du ikke.

HJØRDIS.
Det gør jeg!

SIGURD.
Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være.

HJØRDIS.
Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg må følge dig, — ud i livet og i striden; det er mig for lavt under loftet i Gunnar herses stue!

SIGURD (med eftertryk).
Men hæder mellem mænd har du dog skattet højt; der er skellig grund til strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, vilde du endda røbe alt og følge mig?

HJØRDIS (studsende).
Hvi spørger du så?

SIGURD.
Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald jeg blev din husbonds banemand?

HJØRDIS (ser stivt på ham).
Da måtte jeg tie og aldrig hvile før jeg havde fået dig fældet.

SIGURD (med et smil).
Godt, Hjørdis; — det vidste jeg vel.

HJØRDIS (hastigt).
Men så kan ej ske!

SIGURD.
Det må ske; selv har du nu kastet tærning om Gunnars liv og mit!

(Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden).

GUNNAR (mørkt til Hjørdis).
Se så; nu spirer den sæd du har sået!

SIGURD (nærmer sig).
Hvad går dig imod?

GUNNAR.
Sigurd, er det dig! Hvad der går mig imod? Ikke andet, end jeg vel måtte vente. Såsnart Dagny, din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog jeg min hest og red til mine grander for at søge hjælp mod ham.

HJØRDIS (spændt).
Nu?

GUNNAR.
Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd mod Kåre var lidet hæderlig, blev der sagt; — hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan nævne; — jeg er jo en forhånet mand; det er mig påsagt at jeg har øvet nidingsværk; det holdes nu for skændsel at dele sag med mig.

SIGURD.
Længe skal det ikke holdes for skændsel; før kvælden kommer, skal du være mandstærk nok mod Kåre.

GUNNAR.
Sigurd!

HJØRDIS (sagte, triumferende).
Ha, det vidste jeg nok!

SIGURD (med tvungen styrke).
Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar herse, — du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til holmgang imorgen såsnart solen rinder!

HJØRDIS (gør i hæftig indre bevægelse et skridt hen imod Sigurd, men fatter sig og bliver ubevægelig stående under det følgende).

GUNNAR (i højeste overraskelse).
Til holmgang — ! Mig! — Du skemter, Sigurd!

SIGURD.
Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og død; en af os må falde!

GUNNAR (bittert).
Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med Hjørdis da jeg kom; hun har ægget dig påny!

SIGURD.
Kan hænde! (halvt til Hjørdis). Højsindet kvinde må jo værge om sin husbonds hæder. (til mændene i baggrunden.) Og I, karle, gå nu til Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han sværdhugg med mig; ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben på Sigurd viking!

(Karlene går ud i baggrunden.)

GUNNAR (går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk bevægelse).

SIGURD, min bolde broder, nu først forstår jeg dig! Du vover livet for min hæder, som du fordum voved det for min lykke!

SIGURD.
Tak din hustru; hun har mest del i min færd. Imorgen når solen rinder —

GUNNAR.
Jeg møder dig. (blød.) Fosterbroder, vil du have et godt sværd af mig; det er en kostelig gave.

SIGURD.
Tak; men lad det hænge; — ingen ved, om jeg næste kveld har brug for det.

GUNNAR (ryster hans hånd).
Farvel, Sigurd!

SIGURD.
Farvel igen og lykke til værket!

(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på Hjørdis og går ud i baggrunden.)

HJØRDIS (efter en pause, sagte og tankefuld).
Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? (tier lidt og udbryder derpå, som greben af en stærk beslutning.) Lad falde hvem der vil, — Sigurd og jeg skal endda blive sammen!