SKOLEUTGAVER

AV NORSKE FORFATTERE

HENRIK IBSEN

HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND

Med anmerkninger av

stud. mag. BIRGER KNUDSEN

ANDET OPLAG

KRISTIANIA OG KJØBENHAVN

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

1918

---

---

ANMERKNINGER

av stud. mag. Birger Knudsen

Hærmændene på Helgeland, som oprindelig var paabegyndt paa vers, forelaa færdig som manuskript og blev indlevert til Kristiania teater høsten 1857, men blev henlagt. Om den strid som førtes i den anledning, se Collin: Bjørnson II 431 fg. Stykket blev imidlertid trykt som bilag til Illustreret Nyhedsblad april 1858 det opførtes første gang november s. a. Om dramaets historie gir Ibsen endel oplysninger i sidste halvpart av indledningen til anden utgave av Gildet paa Solhaug. I forordet til den tyske utgave (1876) uttaler Ibsen, at stoffet til dramaet bare delvis er hentet fra volsungasagaen; det væsentlige grundlag utgjøres av ættesagaerne, hvor heltesagnets forhold ofte bare synes ført tilbake til menneskelige dimensioner. Av volsungasaga kommer kap. 20-31 i betragtning. Særlig i kap. 28-29 (kfr. III akt) fandt Ibsen et enkelt, betydelig motiv, som har fengslet ham. Forhistorien har han saa selv spundet ut fra dette motiv. Av de islandske ættesagaer, som han læste i N. M. Petersens oversættelser (3 b. 1839-41; her henvises til 3dje utg., 1901), har han benyttet Laxdoelasaga, særlig kap. 28-49; desuten Egils saga og Njaals saga.

Av kommentarer bør nævnes Ferd. G. Lynners avhandling i smaaskrifter fra det litteraturhistoriske seminar, utg. av G. Gran; A. Bonus: Ibsen u. die Isländergeschichte i Preuss. Jahrbücher b. 126; G. Neckels foredrag i 88 Jahresbericht der schlesischen Gesellschaft für väterlandische Kultur (1910); Roman Woerner: Henrik Ibsen I.

---

Første handling.

Kaares strid med Gunnar, sml. Pet. Egils saga kap. 84 og Njaals saga kap. 36.

S. 11. Da rante Gunnar med vold og sned min fosterdatter, Hjørdis, se ogsaa s. 18; sml. Pet. Egilss. kap. 57.

Den islandske lov satte følgende betingelser for et gyldig egteskap: 1) erlæggelse av en bestemt kjøpesum for bruden (mundr), 2) avholdelse av bryllup, 3) forlovelse.

S. 17. Holmgang, sml. Pet. Egilss. kap. 68. Holmgang var ingen lovfæstet indretning, men den var heller ikke forbudt i lovene; forbudt i Norge ca. 1012.

---

Anden handling.

S. 28. jeg har hørt om en dronning etc., Vols, kap. 7.

S. 30. Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg etc. Fridtjofs saga kap. 6, Tegnérs Frithiofs saga 10. romance og Fayes Norske Folkesagn s. 55-56.

S. 31. draugen. Fayes Folkesagn s. 72-73.

S. 31. de døde mænds hjemfærd. Fayes Folkesagn s, 62-66.

S. 36. gyvr. Fayes Folkesagn s. 6. Munch: Nordens gamle gude og heltesagn s. 6.

S. 36. Smalserhorn. Snorre: Olaf Trygvesøns saga kap. 85.

S. 37. nidstang skal han reise etc., sml. Pet. Egilss. kap. 60.

S. 40. Kobberportene skal ikke slå i på eders hæle, Vols. kap. 31.

---

Tredje handling.

S. 43. Der avles stordåd med hver time nuomstunder, sml. Pet. Laxdœlas. kap. 49.

S. 44. På en drøm, jeg nylig havde etc., sml. Pet. Laxdœlas. kap. 49.

S. 51. Lad brænde, lad brænde etc., sml. Pet. Njaalss. kap. 78.

---

Fjerde handling.

Ørnulf, sml. Pet. Egilss. kap. 80-81.

S. 60. Brage. Gylfaginning, Finnur Jonssons oversættelse kap. 25.

S. 62. Suttungs mjød. Munch: Nordens gamle gude- og heltesagn s. 97-99.

S. 64. fylgje. Fayes Folkesagn s. 68-72.

---

HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND

SKUESPIL I FIRE HANDLINGER

(1858)

---

PERSONERNE:

ØRNULF FRA FJORDENE, landnamsmand på Island.

SIGURD HIN STÆRKE, søkonge.

GUNNAR HERSE, rig bonde på Helgeland.

THOROLF, Ørnulfs yngste søn.

DAGNY, Ørnulfs datter.

HJØRDIS, hans fosterdatter.

KÅRE BONDE, en helgelænding.

EGIL, Gunnars søn, fire år gammel.

ØRNULFS sex ældre sønner.

ØRNULFS og SIGURDS MÆND.

GÆSTER, HUSKARLE, TERNER, FREDLØSE MÆND, o. s. v.

---

(Handlingen foregår i Erik Blodøkses tid på og i nærheden af Gunnars gård på Helgeland i det nordlige Norge.)

---

FØRSTE HANDLING.

SIGURD (træder først ind, ser sig om, får øje på nøstet, går raskt derhen og prøver at bryde døren op).

ØRNULF (kommer tilsyne på fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at genkende ham, stiger ned og råber):
Vig marken, hærmand!

SIGURD (vender sig om, lægger hånden på sværdet og svarer):
Det var første gang ifald jeg gjorde det!

ØRNULF.
Du skal og må! Jeg trænger nøstet til nattely for mine stivfrosne mænd.

SIGURD.
Og jeg for en mødig kvinde.

ØRNULF.
Mine mænd er mere værd end dine kvinder!

SIGURD.
Så må skoggangsmænd stå højt i pris på Helgeland!

ØRNULF (hæver spydet).
Dyrt skal du bøde for de ord!

SIGURD (drager sit sværd).
Nu vil det gaa dig ilde, gubbe!

(Ørnulf styrter ind på ham, Sigurd forvarer sig.)

(Dagny og nogle af Sigurds mænd kommer fra stranden; Ørnulfs sex sønner fra fjeldene til højre.)

DAGNY (der er lidt foran, klædt i rød kjortel, blå kåbe og forværks hæfte, råber ned til skibene):
Op alle Sigurds mænd! Min husbond strides med en fremmed!

ØRNULFS SØNNER.
Til hjælp for gubben! (de stiger ned.)

SIGURD (til sine mænd).
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!

ØRNULF (til sønnerne).
Lad mig slåes i fred! (farer ind på Sigurd.) Jeg vil se dit blod!

SIGURD.
Se først dit eget! (sårer ham i armen, så at spydet falder.)

ØRNULF.
Godt var det hugget, hærmand!

Snygt du sværdet svinger,
hvast du veed at ramme;
Sigurd selv, hin stærke,
står for dig tilskamme!

SIGURD (smilende).
Så er skammen ham til hæder!

ØRNULFS SØNNER (med et udråb af forundring).
Sigurd selv! Sigurd hin stærke!

ØRNULF.
Men hvassere ramte du den nat, du rante Dagny, min datter! (kaster hætten tilbage.)

SIGURD og HANS MÆND.
Ørnulf fra fjordene!

DAGNY (glad, men dog med et udtryk af uro).
Min fader og mine brødre!

SIGURD.
Stil dig bag ved mig.

ØRNULF.
Det gjøres ikke behov, (nærmer sig til Sigurd.) Jeg drog kendsel på dig så såre du kom mig for øje, derfor yppede jeg strid; prøve vilde jeg om rygtet sagde sandt, når det nævnte dig som den djærveste idrætsmand i Norge. Nå, fred og forlig være mellem os!

SIGURD.
Bedst, ifald det så kunde føje sig.

ØRNULF.
Der er min hånd. Du er en ypperlig kæmpe; så ramme hug har ingen før skiftet med gamle Ørnulf.

SIGURD (ryster hans fremrakte hånd).
Lad det være de sidste sværdhug, der skiftes mellem os to. Og hermed byder jeg dig selvdømme i den sag, der er os imellem; er du villig til at vælge de vilkår?

ØRNULF.
Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes. (til de øvrige.) Så gøres da vitterligt for alle, hvad sagen gælder. For fem vintre siden lå Sigurd og Gunnar herse som vikinger på Island og havde fredland der den vinter tæt under min gård. Da rante Gunnar med vold og sned min fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og sejlede bort med hende. For dette ran dømmes du til at bøde tre hundrede i sølv, og skal med det din ufredsgerning være sonet.

SIGURD.
Billige kår tykkes mig at være, hvad du der byder; de tre hundrede skal jeg udrede og lægger til en bræmmet silkekåbe; det er en kongegave fra Ædhelstan i England og så god, som nogen mand har båret den på Island.

DAGNY.
Ret så min bolde husbond; og tak, du, min fader; nu først er jeg frejdig tilsinds!

(hun trykker faderens og brødrenes hænder og taler sagte med dem.)

ØRNULF.
Så stå da forliget ved magt mellem os, og skal Dagny efter denne tid være fuldt så hæderlig at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine frænders minde.

SIGURD.
Og på mig kan du nu lide, som på din egen æt!

ØRNULF.
Det tænker jeg forvisst jeg kan, og vil på stand friste, hvor god du er mig.

SIGURD.
Rede skal du finde mig; sig frem, — hvad kræver du?

ØRNULF.
Din hjælp i råd og dåd. Jeg har stævnet hid til Helgeland for at søge Gunnar herse og kræve ransbøder for Hjørdis.

SIGURD (overrasket).
Gunnar!

DAGNY (ligeså).
Og Hjørdis, — hvor er de at finde?

ØRNULF.
Hjemme på Gunnars gård, tænker jeg.

SIGURD.
Og den ligger — ?

ØRNULF.
Ikke mange pileskud borte; har du ikke vidst det?

SIGURD (med undertrykt bevægelse). Tilvisse, nej! Sparsomt har jeg spurt fra Gunnar siden vi sidst sejlede fra Island sammen. Vidt for jeg i viking og tjente mange konger udenlands med ens Gunnar sad hjemme. Hid under land kom jeg idag i lysningen, fordreven af uvejret; at Gunnar havde sin fædrenegård her nordpå var mig nok vitterligt, men —

DAGNY (til Ørnulf).
Og i det ærinde for du hjemmefra?

ØRNULF.
Så er det. (til Sigurd.) At vi to mødtes har været et værk af de vældige deroppe; de vilde det så. Havde jeg tænkt på ait søke dig, så vidste jeg lidet hvor du var at finde.

SIGURD (tankefuld).
Vel sandt, vel sandt! — Men nu den sag med Gunnar, — sig mig, Ørnulf, tænker du at drive den stærkt, af al formue, både med godt og ondt?

ØRNULF.
Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg tilthings og der var mange hæderlige mænd tilstede. Da thingdagene var tilende, sad jeg i boden og drak sammen med mine herredsmænd, og så kom kvinderanet på tale; hånlige ord måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort sidde uhævnet på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn for ranet og aldrig fare hjem til Island igen før jeg havde vidst at fremme min sag.

SIGURD.
Ja, ja! står det så, da skjønner jeg nok at sagen må drives stærkt ifald det trænges om.

ØRNULF.
Det må den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar er mig nævnt som en hæderlig mand. Glad er jeg også at jeg for i denne færd; tiden faldt mig lang på Island tilslut; derude på de blå vande var jeg bleven gammel og grå, det bares mig for som jeg måtte ud på dem engang til førend jeg — ; nå ja, — Bergthora, min gode hustru, var jo død for længe siden, mine ældste sønner for hver sommer i viking, og da nu Thorolf vokste til —

DAGNY (glad).
Thorolf er med? Hvor er han?

ØRNULF.
Ude på skibet. (peger mod baggrunden til højre.) Der skal du se en gut; stor og stærk og fager er han bleven siden du sad hjemme. Det vil blive en ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig.

DAGNY (smilende).
Det er nu som før, skjønner jeg; stedse stod Thorolf dit hjerte nærmest.

ØRNULF.
Han er den yngste og sin moder lig, deraf kommer det.

SIGURD.
Men sig mig nu, — dit ærinde hos Gunnar herse, — tænker du alt idag — ?

ØRNULF.
Heller idag end imorgen. Med rimelige bøder skal jeg være fornøjet; vægrer Gunnar sig ved sligt forlig, så får han friste de kår, som følger på.

(Kåre bonde kommer ilsomt ind fra højre; han er klædt i grå vadmelskofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)

KÅRE.
Godt møde, hærmænd!

ØRNULF.
Hærmænds møde skattes sjelden godt.

KÅRE.
Er I hæderlige mænd, så tilsiger I mig fred iblandt jer; Gunnar herses husfolk står mig efter livet!

ØRNULF.
Gunnar herse!

SIGURD.
Så har du øvet ondt imot ham!

KÅRE.
Min ret har jeg øvet. Vi holdt udgangskvæg sammen på en holme tæt under land; Gunnars folk tog mine bedste okser bort, og en af mændene skældte mig for en træl; så bar jeg våben på ham og fældte ham.

ØRNULF.
Det var lovlig gerning.

KÅRE.
Men nu imorges kom hans karle mod mig med ufred; lykken var mig god, så jeg blev varslet itide og slap bont; dog, stakket frist kan jeg vente, for mine avindsmænd leder om mig.

SIGURD.
Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums tid kendte jeg Gunnar så godt som mig selv, og det veed jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig mand.

KÅRE.
Gunnar har ingen del i al den ufærd, han er sønderpå landet; nej, det er Hjørdis, hans hustru —

DAGNY.
 Hjørdis!

ØRNULF (mumlende).
Ja ja, det kunde ligne hende!

KÅRE.
Gunnar bød jeg bod for trællen, og den var han villig til at tåge, men så kom Hjødis til, ægged sin husbond med mange hånlige ord og hindred forliget; siden drog Gunnar sørpå, og imorges —

SIGURD (ser ud til venstre). Der kommer vejfarende mænd nordefter, er det ikke — ?

KÅRE.
Det er Gunnar herse selv!

ØRNULF.
Vær nu trøstig, jeg tænker nok, jeg skal få jer forligte.

(Gunnar herse, med nogle mænd, kommer fra venstre. Han er klædt i husdragt, brun kjortel, sokkebrog, blå kappe og bred hat; af våben har han kun en liden håndøkse.)

GUNNAR (standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede). Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt — !

ØRNULF.
Der ser du ret nok.

GUNNAR (træder nærmere). Nu da, hil og sæl på min grund, ifald du kommer med fred.

ØRNULF.
Vil du som jeg, så skal ingen ufred øves.

SIGURD (nærmer sig). Vel mødt, Gunnar!

GUNNAR (glad). Sigurd — fosterbroder! (ryster hans hånd). Ja, er du med, da ved jeg visst, at Ørnulf kommer med fred. (til Ørnulf.) Ræk mig hånden, gubbe! Hvad ærend du har her nordpå er ikke svært at skønne; det gælder Hjørdis, din fosterdatter.

ØRNULF.
Som du siger, stor tort voldtes mig da du for med hende fra Island uden at søge mit minde.

GUNNAR.
Du kommer med ret og skel; har svenden flængt, så får manden flikke. Længe har jeg ventet dig, Ørnulf, for den sags skyld, og kan bøder gøre det, så skal vi snart forliges.

SIGURD.
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.

GUNNAR (med varme). Det må du gubbe; skulde du værdsætte hende som det bør sig, da vilde ikke alt mit gods forslå!

ØRNULF.
Jeg skal rette mig efter lov og vedtægt, det kan du lide på. Men nu en anden sag; (peger på Kåre) ser du den mand der?

GUNNAR.
Kåre bonde! (til Ørnulf.) Du ved da, der er ufred mellem os?

ØRNULF.
Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran bør bødes.

GUNNAR.
For drab ligeså; han har dræbt min træl.

KÅRE.
Fordi han håned mig.

GUNNAR.
Jeg har sagt mig rede til forlig.

KÅRE.
Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges, mens du var bonte, faldt hun over mig og står mig nu efter livet.

GUNNAR (opbragt).
 Er det sandt du siger; har hun — ?

KÅRE.
Hvert ord er sandt.

ØRNULF.
Derfor bad bonden om min bistand, og den skal være ham sikret.

GUNNAR (efter et øjebliks betænkning).
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det er derfor billigt at jeg føjer mig efter din vilje. Hør mig, Kåre bonde, jeg er villig til at lade trællens drab og al den ulempe, der er voldt dig, gå op mod hinanden.

KÅRE (rækker Gunnar hånden).
Det er gode kår; dem tåger jeg imod.

ØRNULF.
Og fred skal han have for dig og dine?

GUNNAR.
Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.

SIGURD (peger ud til højre).
Se der!

GUNNAR (misfornøjet).
Det er Hjørdis!

ØRNULF.
Med væbnede karle!

KÅRE.
Hun søger mig!

(Hjørdis med en flok huskarle. Hun er sortklædt, i kjortel, kåbe og hætte; karlene er væbnede med sværd og økser, selv bærer hun et let spyd i hånden.)

HJØRDIS (standser ved indgangen.) Mandstærke mødes vi her, som det lader!

DAGNY (iler hende imøde).
Hil og sæl, Hjørdis!

HJØRDIS (koldt).
Tak. Jeg har alt spurt at du ikke var langt borte.

(træder nærmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.)

Gunnar og — Kåre, min avindsmand, — Ørnulf og hans sønner, og —

(idet hun får øje på Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier lidt, men fatter sig og siger:)

Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel på, — men ikke ved jeg, hvem der er mig bedst sindet.

ØRNULF.
Vel nok sindet er vi dig alle.

HJØRDIS.
Hvis så er, da vil du ikke nægite at give Kåre i min husbonds vold.

ØRNULF.
Det gjøres ikke behov.

GUNNAR.
Der er nu fred og forlig mellem os.

HJØRDIS (med undertrykt spot).
Forlig? Nu ja, jeg ved du er en klog mand, Gunnar! Kåre har truffet mandstærke venner, og så skønner jeg nok det tyktes dig tryggest —

GUNNAR.
Det nytter lidet at ægge mig med hånord! (med vægt.) Kåre har fred for os!

HJØRDIS (tvinger sig).
Godt og vel; har du tilsagt ham fred, så må løftet holdes.

GUNNAR (stærkt, men dog uden hæftighed).
Det må det og det skal det!

ØRNULF (til Hjørdis).
Og der blev så halvvejs sluttet et forlig til, før du kom.

HJØRDIS (skarpt).
Mellem dig og Gunnar?

ØRNULF (nikker).
Det gjaldt dig.

HJØRDIS.
Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger jeg dig, min fosterfader, aldrig skal det spørges, at Gunnar herse lod sig skræmme fordi du kom med vabenfolk til landet; var du kommen som enlig, vejfarende mand i vor stue, så kunde tvisten lettere jevnes.

GUNNAR.
Ørnulf og hans sønner kommer med fred.

HJØRDIS.
Kan så være, men på andet sæt vil det lyde i folkemunde, og du selv, Gunnar, stoled nok ikke så stærkt på freden igår, da du skikked Egil, vor søn, sørpå såsnart det spurgtes at Ørnulf lå i fjorden med hærskib.

SIGURD (til Gunnar).
Du har skikket din søn sørpå?

HJØRDIS.
Ja, for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf faldt over os!

ØRNULF.
Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad Gunnar har gjort turde være klog mands gerning, såfremt du hindrer forliget.

HJØRDIS.
Lykken råder for livet. Lad times hvad der vil; men heller vil jeg falde, end frelse livet ved fejgt forlig.

DAGNY.
Sigurd giver bod og vil ikke kaldes ringere mand for det.

HJØRDIS.
Sigurd må selv vide bedst, hvad hans hæder kan tåle.

SIGURD.
Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.

HJØRDIS.
Sigurd er en navnkundig drapsmand, men djærvere dåd øved Gunnar, da han dræbte hvidbjørnen udenfor mit bur.

GUNNAR (med et forlegent blik på Sigurd).
Ja ja, lad det så være!

ØRNULF.
Vel sandt, det er den djærveste dåd, nogen mand har øved på Island, og derfor —

SIGURD.
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes ræd.

HJØRDIS.
Skal bod gives, så skal og bod kræves. Gunnar, du drages til minde, hvad du engang har lovet!

GUNNAR.
Ilde betænkt var det løfte; kræver du at det skal holdes?

HJØRDIS.
Holdes skal det, ifald vi to skal leve under tag sammen efter denne dag. Så vid da, Ørnulf, skal bod gives for din fosterdatters ran, så skal du også bøde fordi du dræbte Jøkul, min fader, og tog alt hans gods og eje!

ØRNULF.
Jøkul faldt i ærlig holmgang; værre tort gjorde dine frænder mig, da de skikked dig ukjendt til Island og fik mig til at knæsætte dig.

HJØRDIS.
Hæder og ingen tort hadde du af at fostre Jøkuls datter.

ØRNULF.
Idel ufred har jeg havt deraf, det ved jeg.

HJØRDIS.
Værre ufred tør times dig nu, ifald —

ØRNULF.
Ikke kom jeg hid for at kives med kvinder! — Gunnar, hør nu mit sidste ord; er du villig til at bøde for kvinderanet?

HJØRDIS (til Gunnar).
Kom det ihu, som du har lovet!

GUNNAR (til Ørnulf).
Du hører, jeg har gjort et løfte og det må jeg —

ØRNULF (forbittret).
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig på art jeg gav bod for ærligt drab!

HJØRDIS (med kraft).
Så trodser vi dig og dine!

ØRNULF (med stigende vrede).
Og hvem har ret til at kræve bod for Jøkul? Hvor findes hans frænder? Ingen af dem er ilive! Hvo er hans lovlige eftermålsmand?

HJØRDIS.
Det er Gunnar på mine vegne!

ØRNULF.
Gunnar! Ja, var du fæatet til ham med din fosterfaders samtykke, eller havde han bødet for ranet, så var han lovlig eftermålsmand, men —

DAGNY (angst og bønligt). Fader, fader!

SIGURD (hurtig).
Tal ikke ud!

ØRNULF (med hævet stemme).
Jo, højt skal det siges! Hærtagen kvinde har ingen lovlig husbond!

GUNNAR (med hæftighet).
Ørnulf!

HJØRDIS (i vildt udbrud).
Forhånet! beskæmmetr! (med dirrende stemme.) Det — det skal du komme til at angre!

ØRNULF (vedblivende).
Hærtagen kvinde er kun at agte som frilleviv efter loven! Vil du vinde hæderligere kår, så må du —

HJØRDIS (tvinger sig).
Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun ait agte for Gunnars frille, — godt og vel, så må han hædre sig med dåd, — hædre sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære på dig og dine så tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på liv og lemmer, og det skal hver og en som — (med et hvast blik til Kåre.) Kåre bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig av din sag, og der er fred mellem os, men ikke vil jeg råde dig til at komme hjem med det første; den dræpte har mange hævnere, og let kunde det hænde sig at — ja, nu har jeg varet dig for faren, bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os må vi nu. En berømmelig dåd har du øvet på Island, men større dåd må her øves, ifald ikke din — din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!

GUNNAR.
Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te sig så!

DAGNY (bedende).
Bliv, fostersøster, — bliv; jeg vil tale min fader tilrette!

HJØRDIS (uden at høre på hende).
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spået, at jeg skulde friste livet som en ussel frilleviv; men skal jeg bære dette liv og denne skændsel, bære det en eneste dag længere, så må min husbond øve noget — noget, som gjør ham navnkundigere end alle andre mænd! (går ud til højre).

GUNNAR (dæmpet).
Sigurd, et må du love; vi tales ved før du farer fra landet, (går med sine mænd til højre).

(Uveiret er under det foregående ophørt; middagssolen ses som en rød skive dypt nede ved havranden.)

ØRNULF (truende.) Dyr skal den færd blive dig, fosterdatter!

DAGNY.
Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!

ØRNULF.
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end bøder til mellem mig og Gunnar!

SIGURD.
Hvad agter du at gjøre?

ØRNULF.
Det ved jeg ikke; men langvejs skal det spørges at Ørnulf fra Fjordene har gæstet Gunnar herse!

SIGURD (med rolig fasthed).
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære våben på ham skal du aldrig, sålænge jeg er ilive!

ØRNULF.
Ikke det! Om jeg nu så vil det!

SIGURD.
Ej skal det ske, — end ikke om du så vil det.

ØRNULF (hæftigt).
Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at gå mod jer alle!

SIGURD.
Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen; hæderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig kærere end våben og guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste frænde.

ØRNULF.
Det ventet jeg af dig, djærve Sigurd!

SIGURD.
Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er; — nu godt, mig kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag!

ØRNULF.
Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kjæmper, ifald jeg for tomhændet til Island!

SIGURD.
Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes ombord, — lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med fred.

ØRNULF.
Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!

SIGURD.
For en fuldtro ven kan ingen mand gøre formeget.

ØRNULF.
Give dit halve gods og eje!

SIGURD (indstændigt).
Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?

ØRNULF (betænker sig).
To gode langskibe, våben og løsøre, — af gods får ingen mand formeget, men, — (hæftigt) nej, nej, — Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog din eiendom!

SIGURD.
Men hør dog først —

ØRNULF.
Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.

KÅRE (træder nærmere).
Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig.

ØRNULF.
Hævn? Hvad råder du da til?

SIGURD.
Til ondt, det ser jeg nok!

DAGNY (til Ørnulf).
Hør ikke på ham!

KÅRE.
Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet; lover du at værge mig siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og brænde folkene inde. Er det efter dit sind?

SIGURD.
Niding!

ØRNULF (roligt.) Efter mit sind? Ved du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind? (tordnende) At hugge næse og øren av dig, du usle træl! Lidet kender du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig skændselsgerning!

KÅRE (der er vegen tilbage). Falder du ikke over Gunnar, så falder han over dig!

ØRNULF.
Det har jeg næver og våben itil at hindre.

SIGURD (til Kåre).
Og nu bort fra os! Hæderlige mænd har skam af dit samkvem!

KÅRE (ved udgangen).
Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg kan; men det siger jeg: angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjørdis, — og skal vel vide at ramme hende! (går ned til søen.)

DAGNY.
Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres!

ØRNULF (fortrædeligt).
Å, lad ham gøre hvad han lyster; hun er ikke bedre værd!

DAGNY.
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.

ØRNULF.
Usalig var den time jeg tog hende under mit tag; det begynder at gå som Jøkul sagde.

SIGURD.
Jøkul?

ØRNULF.
Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham banehugget, faldt han flad ned på græsvolden, så på mig og kvad:

Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje;
hvo der ejer Jøkuls skatte
skal ej glædes ved sit eje!

Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde han.

SIGURD.
Det skal du lidet agte.

ØRNULF.
Ja ja, hvem vet! Der går et sikkert sagn om at Jøkul engang gav sine børn et ulvehjerte at æde, så at de blev gramme i hu; Hjørdis har forvist fået sin del, det kendes på hende (standser ved at se ud til højre.) Gunnar! — Skal vi to stedes til møde igen!

GUNNAR (kommer).
Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din uven.

ØRNULF.
Hvad er din agt?

GUNNAR.
At række dig hånden til fred før du rejser. Hør mig alle; følg mig hjem og bliv som gjæster hos mig sålænge det lyster eder. På soverum og gildekost skorter det ikke, og om vor tvist skal hverken tales idag eller imorgen.

SIGURD.
Men Hjørdis — ?

GUNNAR.
Føjer sig efter min vilje; hun skifted sind på hjemvejen og mente som jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I vilde gæste os.

DAGNY.
Ja, ja; så må det være!

SIGURD (tvivlrådig).
Men jeg ved dog ikke om —

DAGNY.
Gunnar er din fosterbroder; forsandt, jeg måtte kende dig ilde ifald du vægrer dig.

GUNNAR (til Sigurd). Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du vil ikke denne gang være mig imod!

DAGNY.
Og at fare fra landet, medens Hjørdis sidder med had igen; — nej, nej, det må vi ikke!

GUNNAR.
Stor uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort godt igen får jeg ikke fred for mig selv.

SIGURD (hæftigt).
Alt andet kan jeg gjøre for dig, Gunnar, kun ikke at blive her! (fatter sig.) Jeg er kong ÆÆdhelstans håndgangne mand, og jeg må til ham i England endnu i vinter.

DAGNY.
Men det kan du jo lige godt.

GUNNAR.
Ingen ved hvad lod mænd kan møde; kan hænde, Sigurd, at det er sidste gang vi træffes, og angre vil du da, at du ikke var mig hjælpsom i det længst e.

DAGNY.
Og sent vil du se mig glad, hvis du sejler bort idag.

SIGURD (bestemt).
Vel, lad så være! Det skal ske som I ønsker, endskønt, — dog, nu står det fast; der er min hånd; jeg bliver her, og skal gæste dig og Hjørdis.

GUNNAR (ryster hans hånd). Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. — Og du, Ørnulf, du siger som han?

ØRNULF (tvær).
Jeg skal tænke på det; bittert har Hjørdis krænket mig; — idag vil jeg ikke svare.

GUNNAR.
Ja ja, gamle kæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din pande. Nu bereder jeg gildet; far med fred sålænge, og vel mødt i min hal! (går ud til højre.)

SIGURD (for sig selv).
Hjørdis har skiftet sind, sagde han! Da kender han hende lidet; snarere må jeg tro at hun pønser på — (afbryder og vender sig til mændene). Nu, følg mig alle til skibene; gode varer vil jeg vælge for Gunnar og hans husfolk.

DAGNY.
Gaver af det bedste vi ejer. Og du, min fader, — ja du får ikke fred for mig før du føier dig.

(Hun går med Sigurd og mændene ned til søen i baggrunden.)

ØRNULF.
Føjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvindfolk i huset, så — ha, vidste jeg ret at ramme hende! — Thorolf kommer du hid!

THOROLF (der raskt er trådt ind).
Som du ser! Er det sandt der spørges, har du været til møde med Gunnar herse?

ØRNULF.
Ja!

THOROLF.
Og har nu strid med ham?

ØRNULF.
Hm, i det mindste med Hjørdis.

THOROLF.
Så vær trøstig; nu får du hævn!

ØRNULF.
Hævn? Hvem hævner mig?

THOROLF.
Hør kun; jeg stod på skibet, da kom en mand løbende med en stav i hånden og råbte: "Hører du til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra Kåre bonde og sig, at nu tager jeg hævn for os begge." Derpå gik han i en båd og roede bort, idet han sagde: "Tyve fredløse mænd ligger i fjorden; med dem går jeg sørpå, og inden kveldstid skal ikke Hjørdis have nogen afkom at rose sig af."

ØRNULF.
Det sagde han! Ha, ha, nu skjønner jeg; Gunnar har skikket sin søn bort, Kåre ligger i ufred med ham —

THOROLF.
Og nu roer han efter og dræber gutten!

ØRNULF (rask besluttet). Afsted alle; det bytte vil vi strides om!

THOROLF.
Hvad har du isinde?

ØRNULF.
Lad mig om det; det skal blive mig, og ikke Kåre, som tager hævn!

THOROLF.
Jeg går med dig!

ØRNULF.
Nej, du følger Sigurd og din søster til Gunnars gård.

THOROLF.
Sigurd? Er han her i landet?

ØRNULF.
Der ser du hans hærskibe; vi er forligte; — du følger ham.

THOROLF.
Til dine uvenner?

ØRNULF.
Gå du kun til gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle Ørnulf at kende! Men hør, Thorolf, for ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for ingen!

THOROLF.
Det lover jeg.

ØRNULF (tager hans hånd og ser kærligt på ham).
Farvel da, min vakkre gut; te dig høvisk i gildehuset, så jeg har hæder af dig. Unødig tale skal du ikke føre; men det du mæler, skal være hvast som en sværdsæg. Vær vennesæl sålænge godt vises dig; men ægges du, da skal du ikke tie dertil. Drik ikke mere end du kan bære; men vis heller ikke hornet fra dig, når det bydes med måde, på det at du ikke skal holdes for en kvinde — karl.

THOROLF.
Nej, vær du tryg!

ØRNULF.
Så gå nu til gildet i Gunnars gård. Jeg kommer også til gilde, og det på den vis, som mindst ventes, (muntert til de andre.) Afsted, ulvunger; slib jeres tænder, — nu skal I få blod at drikke!

(Han går med de ældre sønner til højre i baggrunden).

(SIGURD og DAGNY kommer i prægtige gildeklæder fra stranden, fulgte af to mænd, der bærer en kiste; mændene går straks tilbage igen.)

THOROLF (ser efter faderen).
Nu farer de alle ud for at slåes, og jeg må ikke gå med; det er tungt at være den yngste i ætten. — Dagny, hil og sæl dig, søster min!

DAGNY.
Thorolf! Alle gode vætter, — du er jo bleven voksen!

THOROLF.
Nu ja, i fem år skulde jeg vel mene —

DAGNY.
Ja ja, du siger sandt.

SIGURD (rækker ham hånden).
I dig får Ørnulf en rask svend, hvis jeg ikke fejler.

THOROLF.
Vilde han bare prøve mig, så —

DAGNY (smilende).
Men han sparer dig mere end du har sind til; jeg mindes nok, han har dig fast altfor kær.

SIGURD.
Hvor gik han hen?

THOROLF.
Ned til skibet; — afsted nu, han kommer siden!

SIGURD.
Jeg venter på mine mænd, de bringer varer op og fæster skibene.

THOROLF.
Der må jeg hjælpe til! (går ned til søen.)

SIGURD (efter en kort betænkning).
DAGNY, min hustru, nu er vi i enrum; jeg har ting at sige dig, som ikke længer må dølges.

DAGNY (forundret).
Hvad mener du?

SIGURD.
Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars gård.

DAGNY.
Farlig? Tænker du at Gunnar — ?

SIGURD.
Gunnar er bold og brav; nej, nej, — men bedre var det, ifald jeg havde faret herfra uden at gæste ham.

DAGNY.
Du gør mig ræd! Sigurd, hvad er det?

SIGURD.
Svar mig først på et. Den guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du den?

DAGNY (viser den frem).
Her om armen; du bød mig bære den.

SIGURD.
Kast den på havets bund, så dypt at den aldrig findes; thi den kan blive mange mænds bane!

DAGNY.
Ringen!

SIGURD (dæmpet).
Den kveld, da kvinderanet gik for sig hos din fader, — du mindes vel —

DAGNY.
Om jeg mindes!

SIGURD.
Det er om det jeg vil tale.

DAGNY (spændt).
Hvad er det; sig frem!

SIGURD.
Du ved der havde været gilde; tidligt gik du til sovestuen; men Hjørdis blev siddende ved drikkebordet mellem mændene. Flittigt gik hornet rundt, og allehånde stærke løfter blev svorne. Jeg svor at føre en fager mø fra Island når jeg rejste; Gunnar svor det samme som jeg og gav drikken til Hjørdis. Da tog hun ved hornet, stod op og gjorde det løfte, at ingen kæmpe skulde eje hende til viv, undtagen den, som gik til hendes bur, dræbte hvidbjørnen, som der stod bunden ved døren, og bar hende bort på sine arme.

DAGNY.
Ja ja, det ved jeg!

SIGURD.
Men alle mente de, at det var ugørligt; thi bjørnen var det vildeste udyr; ingen uden Hjørdis kunde komme den nær, og den havde tyve mænds styrke.

DAGNY.
Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over alle lande for den dåd.

SIGURD (dæmpet).
Det blev han, — men — jeg øved dåden!

DAGNY (med et udråb).
Du!

SIGURD.
Da mændene gik fra gildestuen, bad Gunnar mig følge med til enetale i soverummet. Da sagde han: "Hjørdis er mig kærere, end alle kvinder; jeg kan ikke leve uden hende". Jeg svared ham: "Så gå til hendes bur; du ved de vilkår hun har sat". Men han sagde: "Kvindekær mand skatter livet højt; uvist blev udfaldet, om jeg gik mod bjørnen, og jeg ræddes for at lade livet nu; thi så mistede jeg Hjørdis med". Længe talte vi sammen, og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men jeg drog mit sværd, tog Gunnars hærklæder på og gik til buret.

DAGNY (med stolt glæde).
Og du — du blev bjørnens bane!

SIGURD.
Det blev jeg. I buret var mørkt, som under ravnens vinger; Hjørdis mente det var Gunnar, som sad hos hende, — hed var hun af mjøden, — hun drog en ring af sin arm og gav mig; — det er den, du nu bærer.

DAGNY (nølende).
Og du blev natten over i buret hos Hjørdis?

SIGURD.
Mit sværd lå draget mellem os. (kort ophold.) Før dagen gryde, bar jeg Hjørdis til Gunnars skib; vor list mærked hun ikke, og han sejled bort med hende. Derpå gik jeg til din sovestue og fandt dig der blandt dine kvinder; — nu, hvad siden fulgte, det ved du; jeg for fra Island med en fager mø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt mig hvor jeg stævned hen.

DAGNY (i bevægelse).
Bolde husbond! Du øved hin stordåd; — o, det burde jeg tænkt; ingen, uden du, var dertil istand! Hjørdis, denne stolte og ypperlige kvinde, kunde du vundet, og kåred dog mig! Tifold kærere måtte du være mig nu, ifald du ikke alt var mig det kæreste i verden!

SIGURD.
Dagny, min gode hustru, nu ved du alt — hvad som trænges. Jeg måtte vare dig; thi ringen, — lad den aldrig komme Hjørdis for øje! Vil du gøre mig til vilje, så kast den ud — dybt på havbunden!

DAGNY.
Nej, Sigurd, dertil er den mig for kær; den er jo en skænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal dølge den for alles øjne, og aldrig skal jeg røbe, hvad du her har sagt mig.

(Thorolf kommer fra skibene med Sigurds mænd).

THOROLF.
Alt er rede til gildefærden!

DAGNY.
Kom da, Sigurd, — du ædle, djærve kæmpe!

SIGURD.
Rolig, Dagny, — rolig! I din makt står det nu, om færden skal endes med fred eller mandefald! (raskt til de øvrige.)Afsted alle til gildet i Gunnars gård!

(går med Dagny til højre; de andre følger efter.)