II
Han stod og støttede sig til Kulissen, og en Gang imellem holdt han sig for Øjnene: han syntes, det hele dansede rundt med ham.
"Professoren" var der. Den instruerende Adjunkt læste hans Rolle op, han skulde først se, hvordan det gik. De andre havde sagt, han sad dernede med Rektor, selv havde William ikke set ham. Han havde staaet henne ved den første Kulisse hele Tiden og blev ved at sige sin Rolle frem mekanisk, men med skiftende Tonefald. Greb sig saa i at sige den forkert og begyndte forfra med nervøs Hast, der lod de mumlende Ord snuble over hinanden.
De talte inde paa Scenen—han fornam det som et Forvirret Skænderi, hvis Ord han ikke fattede, en Gang imellem hørte han en Lyd nede fra Gulvet, og han fo'r sammen og greb ved Kulissen for at holde sig fast.
Hans Hænder var fugtige.
Saa anstrengte han sig pludselig for at høre. Det var Gerson, der talte
… Men han kunde ikke holde fast paa sine Tanker, han kom lige med ét
til at tænke paa Kamilla, og paa Lysthuset, saa igen paa Professoren.
Men intet var ham klart….
Han vidste ikke, hvordan han var kommen til at staa der, Gulvet var gaaet ned i en Dal og op i en Bølge, og han syntes, han satte til, ligesom naar han skulde springe over "den store Hest"—og han havde taget et langt, umaadeligt Spring, og saa stod han der.
Gerson gav ham Replikken. Han hørte den som raabt gennem en stærk Larm, han virrede med Hovedet, saá frem ud i et stort Mørke, syntes, han maatte rive de første Ord frem fra sin Gane, saa tør, sammensnærpet var den.
Men lige med ét saá han nederst i Salen "Professoren" gaa frem af Rummets Mørke—han stirrede et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sit Bryst, og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han Stemmen. Han syntes, han raabte de første Ord, men saa pludselig hørte han Lyden af sin Stemme, høj, klar og—dens Skønhed slog ham. Som Lynet fyldte i samme Nu en jublende Sejr hans hele Væsen, og han greb et Sekund frem for sig som en drukken Mand.
Saa saá han Professorens Ansigt. Han havde rejst sig, og hver Gang han talte paany, gik han længere frem, og William saá ikke andet end Smilet paa hans Ansigt, og at han stadig gik længere frem, længere og længere, ligesom han ledte ham med sin Stemme—
Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en fjern Velklang, der berusede hans Øre … og pludselig syntes han, han maatte tale i Vildelse, saa uklart var det altsammen. Men Stemmen hørte han….
Og Professoren kom stadig nærmere og nærmere. Han lo og saá glad ud, og tilsidst syntes William, at hele Rummet var ét Ansigt, og det var Professoren, som lo—
Han stod i Kulissen igen. Kammeraterne summede om ham, men han forstod ikke, hvad de sagde. Han holdt begge Hænder ind mod Brystet og kæmpede med en stærk Stakaandethed, som rent tog Vejret fra ham.
Han vidste kun ét, at nu havde han et Maal, og at han havde sejret.
Saa skubbede han de pludrende til Side, aabnede Døren og løb ud, ned gennem Salen. Han hverken saá eller tænkte, han vilde ud i Luften, her var ikke frit nok for hans Jubel. Han maatte have mer Luft.
Han løb over Gulvet, lige i Armene paa "Professoren" … han saá op, sagde "undskyld" og blev rød i Hovedet.
Professoren tog ham i Armen: "Stop lidt," sagde han, "De har svær Hast."
William stammede. Professoren førte ham ved Armen hen til Vinduet, stillede ham op lige mod Lyset, saá paa ham, drejede ham, betragtede ham igen.
"Godt," sagde han og slap ham.
William blev staaende.
"Ja, De skal naturligvis være Skuespiller," sagde saa Professoren.
William rendte op og ned som en besat nede i Søgangen. Han trallede, jublede og sang. Han talte ud i Stormen, som lod hans Raab fyge væk, han deklamerede og raabte. Hans Jubel trængte til Ord—usammenhængende, stormende Ord, Raab, uartikulerede Lyde—men raabe maatte han.
Sejr—Sejr—han havde sejret. Alt, hvad han havde oplevet, stormede ind paa ham og raabte til ham, og alt syntes han, det maatte føre ham til dette Maal. Alt, hvad han havde levet, var jo Vejen til dette. Og han havde været blind, at han ikke havde set det….
Han havde leget Konge hjemme i den store Gaard, og Flaget havde været hans Kongekaabe; han havde læst og læst om de store Bedrifter, nu skulde han gøre dem efter; han havde drømt om at erobre en Verden, nu skulde han betvinge den. Hvordan kunde han have været saa blind?
Alt havde ledet ham hen mod det, som nu var kommet.
Forholdet til Kamilla? Det laa saa fjernt, saa langt borte. Han syntes, det var Evigheder siden, han mindedes det næppe mere, han hørte kun de Ord, hun havde sagt, da han læste "Tartuffe": "Hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?" Han hørte Betoningen, hun sagde det helt simpelt, ligefrem: hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?
Jo, ogsaa Kamilla havde været med at vise Vej.
Han var blevet saa besynderlig betaget ved hendes Spørgsmaal. Han havde skudt det fra sig, slet ikke villet tage det op. Men inde i hans Sjæl havde det ligget og spiret, og det havde opslugt alle hans Tanker, uden at han vidste det. Egentlig var han gaaet omkring ligesom i Dvale alle disse Dage siden da, og nu var han vaagnet af en tung Savn, og nu vidste han, hvad han vilde—hvordan han skulde sejre.
Nej, der var ikke Luft nok for hans Lunger, ikke Plads for hans Glædes
Ustyrlighed, ikke Rum for hans Sejr.
Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles meningsløst med sin Hat, raabte saa højt han kunde, knappede Frakken op, saa Stormen kunde slaa ind paa hans Bryst—han var fortumlet, beruset og ellevild.
William rendte i Søgangen længe efter, at det var blevet mørkt.
Dagene gik. Forestillingen var forlængst givet, Professoren havde bedt William besøge sig, naar han kom til København, og man havde i Byen talt meget om al den Virak, den store Kunstner havde skænket den unge Høg. Saa gik det hele i Glemmebogen, og man fik andet at tale om: i Byen en Skandale med Frøken Falk, som kort efter "Professoren"s Forestilling, hvor hun havde været til Stede og vakt almindelig Opmærksomhed ved sin blændende Skønhed, var løbet bort med Kammertjeneren, et ungt, mørkøjet Menneske med Zigeunerblod i Aarerne; i Skolen om Eksamen, der stod for Døren med sin Spænding og sine vigtige Afgørelser.
Kun William glemte intet. Hans Kammerater kendte ham næppe igen. Der var kommet en Ro over ham, en Beherskelse, som slog dem. Han saá rask ud, holdt sig rank, den Hinde af Tungsind, som før havde ligget over hans Øjne, var ligesom bristet, hans Ansigtsfarve blev friskere. Han tog private Timer i Gymnastik, han trallede fra Morgen til Aften.
"Det er Satans, saa Du træder fast i paa den sidste Tid," sagde Gerson,
"Du ser ud, som om Du vil slaa os alle paa Snuden, om galt skulde være."
William lo, men fast i traadte han. "Slægten" bekymrede ham ikke mere, hver havde sin Vej, og med Forfædrene skulde han gøre op, naar han havde naaet frem. Bedre var det da at blive noget end Slet ingenting.
Kamilla havde skrevet ham til straks efter Professorens Forestilling, men han havde ikke svaret paa Brevet, hun havde været i Byen for at træffe ham, og han var ikke gaaet til Mødet. Saa kom hun en Aften op til ham. Han blev først forskrækket, saa han kom til at ryste: hun var saa bleg og saá saa lidende ud.
"Ja, Du bli'er angst," sagde hun, "Du havde vel troet, at vi var færdige?—hvad?—havde Du?"
Hun gik lige hen og tog ham i Armen.
"Ikke sandt," gentog hun og kneb ham, saa det gjorde ondt, "nu var det forbi—nu, da Du véd Vejen og ikke mere behøver nogen Vejviser?"
Hendes Læber skælvede, hun slap Williams Arm og støttede sig til en
Stol.
"Hvorfor er De kommet," spurgte han.
Hun svarede ikke, men stod og saá paa ham med glansløse Øjne, ubevægelig. Han trykkedes af Tavsheden og vendte sig.
"For De mente vel ikke, vi skulde gifte os," sagde han.
Kamilla lo. "Og det er din Undskyldning," sagde hun haardt. Hun greb ham igen i Armen, William rev sig løs, "Slip mig," raabte han.
"Og det var den Fremtid, vi skulde bygge, det var det Haab, vi levede for"—hun havde talt tonløst, og hendes Legeme faldt sammen; men saa rejste hun sig med pludselig Kraft, og mens hun maalte ham fra Isse til Fodsaal, raabte hun: "Dreng!"
William aabnede Læberne for at tale, men kunde ikke, han var bleg som et
Lig, og han støttede sig op til Væggen….
Hun saá det, og med et kort, afskaaret Skrig kastede hun sig paa Gulvet, omfattede hans Knæ, løftede Ansigtet imod ham, gjorde Forsøg paa at tale—men skønt Læberne bevægede sig, hørte man ingen Lyd—
Saa fik han Mælet igen, og raat raabte han, mens han slyngede hende tilbage næsten med et Spark med Foden:
"Tror Du maaske, jeg takker Dig, fordi Du har forført mig?"
William var stolt af sig selv. Han havde elsket hende og opgivet hende, han havde ofret sin Lykke for sit Livs Maal. For han havde elsket hende, det var, som hans Hjerte skulde høre op at slaa, da den Dør var faldet i efter hende—men det maatte ske. Det var hans Kunst, hans Maal, hans Fremtid. For den maatte alle Ofre bringes.
Og han traadte fast i hen over Resterne af sin første Kærlighed—som han troede, han bragte et Offer.
Men forresten havde han ikke Stunder til at tænke paa Fortiden, Dagene gik saa hurtigt. Om Morgenen øvede han sig i Gymnastiksalen og sprang over Hesten og fægtede med Gerson, hvem "Fanden skulde ta'e, om han fattede den Fornøjelse". Og efter Skoletid læste han Roller, eller han laante Nøglen af Ejeren og sneg sig ind paa Byens Theater for at øve sig og deklamere.
Hvor der var mørkt! Han gik og faldt over Tov og Sætstykker, inden han fik taget et Par Skodder fra og lukket Lys ind. Men i Salen blev der ved at være mørkt, han saa de forreste Bænke og den hvide Rand af Balkonen som en graalig Stribe inde i Mørket, der laa ligesom et stort, sort Dyb og dækkede over Tavsheden. William kunde blive helt forskrækket, han følte sig uhyggelig; og han kunde stirre paa Mørket, til han fik Lyst til at løbe, og det var, som om noget bandt hans Tunge, naar han begyndte at tale….
Men saa gav han sig til at gaa frem og tilbage paa Scenen, gik ud og ind
ad Dørene, betragtede Kulisserne, stillede sig op og bukkede, maalte
Scenen og talte Skridtene, kom ind for at bukke, gik ud—maalte den
Verden, han tog i Besiddelse.
William læste meget, og helst læste han Aladdin. Det var næsten et Tilfælde, at den var falden ham i Haanden. Den havde staaet med Støv paa Guldsnittet siden hans Konfirmation, og saa havde han en Aften taget den ind for at læse paa Sengen. Men han sov ikke den Nat, han laa og læste og læste og deklamerede, og Sommernatten var forbi, og det blev Morgen, mens han endnu sad oprejst i Sengen med Bogen.
Saa saá han sig om og besindede sig og lagde det røde Bind hen paa
Bordet, Men lidt efter tog han det igen og slog op paa de første Sider.
Scenen med Drengene paa Gaden:
Selim.
Dér er Aladdin, saa nu kan vor Leg
Begynde ret.
Aladdin.
God Morgen, Kammerater.
Selim.
Hvor blev Du af saa længe?
Aladdin.
Ser Du vel,
Der var Begravelse her uden Byen
Paa Kirkegaarden ved Moskéen hist.
Det maatte jeg først se. Det er saa morsomt.
At høre Sangen, og at se dem gaa
Saa langsomt gravitetisk hen med Liget.
Selim.
Hvi har Du ikke sagt mig det, saa var
Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet?
Aladdin
(ganske ligegyldig).
Min Fader.
Selim.
Hvad? din Fader? er han død?
Aladdin.
I Forgaars Aftes døde han.
Selim.
Og derom
Har Du ej talt et Ord?
Aladdin.
Saa har jeg glemt det.
Selim.
Og sørger ej?
Aladdin.
Nu, har jeg Raad til det!
Selim.
Jeg mener ej med Klæder, men med Sjælen.
Aladdin.
Ej hvad? den, som vil sørge over Alting,
Fik nok at sørge over. Han var gammel.
Sindbad.
Naa, kom nu! kom! Den rige Købmand hist
Paa Hjørnet vil Idag igen udkaste
Tre Pomeranser her i Gramsetag.
Aladdin.
Ja, jeg er med.
Sindbad.
Er Du? det tror jeg nok.
Der kommer alt den ene. Varsko, Drenge!
(En Pommerans bliver kastet ud af et Vindu, Aladdin griber den).
Selim.
Du er nu altid lykkelig.
Drengene.
Fler! fler!
(En Pommerans kastes atter ud, som Aladdin atter griber).
Aladdin.
Det var den anden. Nu har jeg alt to.
Sindbad.
Aladdin maa ej være længer med,
Den tredje maa han ikke gramse efter;
Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge!
(De holder paa Aladdin. Den tredje Pommerans kastes ud, den falder i
hans Turban).
Bogen faldt ud af hans Haand, og han sad længe med bøjet Hoved.
Fra den Dag var Aladdin hans Yndlingsrolle, og han deklamerede den atter og atter.
Undertiden deklamerede han slet ikke Roller, men holdt lange Taler, som han selv lavede, hvor han snart lod Stemmen stige til Larm og snart synke til Hvisken; og undertiden, midt som han stod, kunde han pludselig glemme, hvad han selv sagde, og stod blot og lyttede til sin Stemmes Klang, naar Ekkoet svandt hen og døde ligesom et Suk ude i Mørket, og han blev ved at lytte til og nyde denne Klang, og hans Bryst blev saa stort, syntes han, og han fik Hjertebanken af Lykke. Saa kunde han pludselig give sig til at tralle, og han kunde standse midt i en Replik for at synge og raabe højt, og naar han havde sagt en lang Replik, raabte han Bravo og applauderede sig selv og kom ind og takkede for sine egne Hænders Bifald—
Jo, naar man havde et Maal, var det en Leg, enhver var Aladdin, naar han blot troede.
Han indviede ikke nogen i sine Planer. Repetitionstiden var nu begyndt, Kammeraterne var optaget af Eksamen, og egentlig kun Gerson havde i den almindelige Travlhed nogen Anelse om hvad William tog sig til, naar han var borte halve Dage eller paa Gymnasiet lukkede sig inde i Timevis.
"Hvor meget har Du faaet repeteret," spurgte han en Dag, da de sad nede under Træerne lige overfor Kirken.
"Aa, ikke meget."
"Det tænkte jeg nok," Gerson sad og lavede Navnetræk i Sandet—"men saa synes jeg snart, det var paa Tiden."
"Jeg har jo læst noget."
"At Du hørte op med at rende dér paa Theatret og skraale Dig hæs."
"Paa Theatret? Hvorfra véd Du det?"
"Aa—Kamilla siger, at Du er blevet komediegal."
William blev blussende rød, rejste sig fra Bænken og gik.
Om Eftermiddagen laa Gerson nede i Haven paa en Græsplæne, udstrakt paa Maven lige saa lang han var, og læste. Han saá nok, William drev frem og tilbage ude i Gangen, men han lod, som om han ikke mærkede det, og tænkte, at han kunde Sige det første Ord. Men han laa og skulede over Bogen gennem de udspilede Fingre—han støttede Hovedet til begge Armene—hen til Høg, der gik og gned sig opad Plænekanten.
Saa slog William en stor Bue ind over Græsset, han var meget optaget af paa kunstfærdig Maade at nedtræde nogle Tusindfryd med sine Hæle.
Gerson fik Medlidenhed og pustede: "Den er lummer," sagde han.
William gik hurtigt hen til Buskettet, hvor Gerson laa. "Man kan slet ikke læse i denne Hede," sagde han hurtigt. Han stod et Øjeblik og pillede ved nogle Blade, saa lod han sig falde ned paa Græsset lidt fra Vennen.
"Hvor langt er Du," spurgte han.
"Aa ikke ret langt"—Gerson vendte sig, saa han laa lige ud og saá op i
Luften—"ved Direktoriet."
"Skal jeg ikke høre Dig," spurgte William.
"Ellers Tak, men det ærgrer s'gu bare En, naar man ser, man ikke kan noget af det Skidt." …
De sagde ikke mere, men laa længe ved Siden af hinanden. Saa sagde
William:
"Du talte i Formiddags noget om din Kusine"—Solen stak ham i Øjnene og han holdt Straahatten helt for.
Gerson lo.
De laa lidt: "Hun er da arriveret hjem igen," sagde Gerson. "Men hun er slemt afrakket … han stjal og løb fra hende" …
William syntes ikke at høre, han gjorde et Ophold, som om han ledte efter Ord, derpaa sagde han ilfærdigt:
"Vil Du høre det?" og rejste sig.
"Naa, spørger Du mig endelig om det," sagde Gerson sindigt, lukkede
Bogen og stod op. De gik henad Gangen uden at tale videre og ned ad
Alléen.
"Jeg har ikke holdt af, at nogen skulde vide det," sagde William, da de kom ud af Klosterporten.
Gerson gryntede. Ellers blev der intet sagt, lige til de kom til
Theatret.
Gerson havde sat sig nede paa en af de midterste Bænke, og William kunde ikke se ham ude i Mørket, men han vidste, at han var der, og nu, da Mørket gemte over to Øjne, syntes han, det var endnu forfærdeligere end før. Han stod og faldt i Staver oppe ved Baggrundsdøren, og han syntes slet ikke, han hunde huske det allermindste.
"Naa, bliver det til noget," spurgte Gerson nedefra.
William fo'r sammen. "Du skal s'gu ikke genere Dig for mig," sagde den anden.
William gik ned. "Nej, men det er saa—sært," sagde han. Men pludselig syntes han selv, det var for latterligt at være bange, han vidste jo dog saa godt, at han kunde, og det var dumt at krybe i Skjul.
"Det er dér i Skoven," sagde han saa Og flyttede en Pakkasse frem foran
Lamperækken. "Du véd, hvor Aladdin vaagner."
Gerson havde læst de første Sider af Aladdin, da han var tolv Aar, og var aldrig kommet til, hvor Aladdin vaagner, men han sagde "Ja—a" for ikke at forstyrre.
William lagde sig ned paa Pakkassen, som om han sov, saa rejste han sig og deklamerede.
William havde helt glemt Gerson. Lige da han begyndte, havde han løftet Stemmen noget højere for at vise den, men han havde straks sænket den igen—det var ligesom noget sprang i den, og han blev helt forskrækket.
Knælende laa han, med oprejst Pande og Hænderne foldede ind imod sit
Bryst. Øjnene lyste, og Stemmen bar Ordene som en inderlig Lovsang.
Gerson syntes, han var ligefrem køn, og kunde "s'gu ikke forstaa 'et".
Tak Allah! for din store Godhed mod mig,
Se mine Taarer! jeg kan ikke tale.
Her synker jeg paa Knæ i Ensomhed.
Han laa nogle Øjeblikke i samme Stilling med opvendt Ansigt. Saa rejste han sig og sagde i en anden Tone, der endnu bævede af den forrige Bevægelse: "Saa kommer Vagten!" Han gik lidt slingrende og noget flov op mod Baggrunden, han ventede. Gerson skulde sige noget. Men, da han blev ved at sidde stille, spurgte han højt: "Naa?"
"Det havde jeg skam ikke troet," sagde Gerson og entrede over Bænkene hen til Prosceniet.
William blev rød ved Rosen. "Jeg kunde meget bedre." sagde han.
Gerson svarede ikke paa det, han stod lænet til første Bænk og fløjtede:
"Er der ikke mere," spurgte han.
"Nej, jeg vilde ikke sige andet."—"Det var noget lidt," mente Gerson, og da de havde rodet noget omkring, og Gerson havde været inde i Sufflørhullet, gik de hjem.
"Jeg kunde s'gu knap kende Dig tilsidst," sagde Gerson, "men din Stemme sprak i Begyndelsen."
"Ja"—William talte stakaandet—"jeg véd det nok,—jeg var lidt hæs, det kom allerede igaar—og—"
Men han havde slet ikke været hæs, da de gik hjemme fra, og egentlig forstod han ikke, hvordan det var gaaet til. De følgende Dage deklamerede han hver Dag, men hæs var han, og naar han vilde tale højt, slog Stemmen over. Han talte sig til Taals med, at den var i Overgang, men ligesom vi altid pirrer ved en daarlig Tand for bestandig at forvisse os om, al den endnu gør ondt, prøvede han, naar han deklamerede, uafbrudt at faa den til at knække for saa, naar den knækkede, at lide derved.
Tilsidst glemte han det næsten, og han vænnede sig til at anvende det tilslørede, der i et mindre Rum klang saa smukt, og som dækkede Stemmebristet for ham selv.
Desuden kom nu Eksamen.
Det sidste Fag var Historie. William havde først været oppe i Graccherne, og bagefter fik han Bernadotte. Han fortalte hurtigt, noget springende, en Del om Manden, men standsede pludseligt.
Læreren vilde hjælpe ham paa Gled og have ham ind paa de mere almindelige Forhold den Gang; efter at have lirket noget sagde han: "Men hvordan gik det egentlig til, at—Hvad skyldtes det væsentlig—hans Held—?"
William sad og saá ned paa det grønne Tæppe og lavede Cirkler med
Fingrene. Derpaa løftede han Hovedet og krammede lidt om Bordkanten:
"Hele Hemmeligheden var, at han vilde."
Professoren gav sig til at le, men da Læreren vilde gaa videre, sagde han: "Aa nej, det kan være nok, Hr. Høg har jo givet hele Forklaringen."
Saaledes fik William udmærket godt i Bernadottes Historie.
Det var om Aftenen den Dag, de var blevet Studenter. De unge Studenter
var samlede med Lærerne og nogle af de ældste i Skolen til Sold paa
Gymnasiet. Et Par store Værelser var omdannet til Festsal, hvor alle
Vægge var beklædt med Bøgegrene ligesom en Skov.
Det var hen i Maaltidet. Bøgenes Duft, der blandedes med Heden og med
Vinens Dunster, gjorde Luften tung. Ind ad de aabnede Vinduer trængte
Sommeraftenens Mildhed, mættet af Alléernes Linde med Blomstringens
Sødme.
I Salen, hvor Unge og Gamle sad Side om Side, vekslede Sang med Tale.
Rektor havde talt for Studenterne. Høg som Duks for Rektor, saa var
Skaal fulgt paa Skaal.
Nu sad man med glinsende Øjne og Pletter paa Kinderne, med et Stykke
Kransekage paa sin Tallerken og slugte store Portioner af Isvand og
dyppede Lommetørklæderne i Glassene for at holde det fugtige mod
Tindingerne.
Det var blevet noget svært for Talerne at skaffe sig Ørenlyd, man sad alle og snakkede løs, mest saadan halvhøje Fortroligheder, udvekslet med Sidemanden, hvem man tog om Halsen, mens man talte, eller hvis Haand man bemægtigede sig med stærke Tryk.
William sad ved Siden af Rektor, som var rødblisset og stoppede en halv Kransekage ned i Kjolelommerne, mens han uafbrudt talte Græsk og citerede Homer. William havde ikke talt godt, han havde staaet og stammet i det, og han havde glemt Pointen i Skaalen. Uheldet havde forceret ham op, og han havde drukket mer, end han plejede. Dertil Heden, selve Stemningen, den blandede Luft—Han blev distræt, han sad og rev en Rose i Stykker og hørte paa Rektors Citater med et halvt Smil, der var langt borte.
Saa pludselig uden Overgang slog han paa sit Glas.
"Det er Høg," raabte man, "det er Høg"—og der blev saa nogenledes stille.
William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin fulde og slanke
Højde. Det Atlaskes Slips var gaaet op og hang halvt opløst ned over
Skjorten. Rosen dinglede i Knaphullet. Af Haaret faldt en Manke ned over
Panden, og under Manken lyste de store Øjne frem under de tunge Laag.
Han aabnede Munden, og de dybt krusede og fulde Læber hvilede i et Smil,
inden han begyndte …
"Det er dog Satans, saa Høg ser østerlandsk ud," sagde Historielæreren, der sad ved Siden af Gerson.
"Ja, den er s'gu lige højhælet nok," sagde Gerson, der saá paa Vennen med opspilede Øjne. "Men dejlig er han."
Saa talte han. Stemmen var blød; alt blev sagt i lutter Mellemtoner, der gjorde det hele dybt og kun lod ane Flammen:
"Det er om Minderne, jeg vil tale, alt, hvad der igaar var Nutid, Og som nu idag er blevet Fortid for os. Minderne om Hjemmet vi forlader, Hjemmet, som saá vore første Drømme fødes og vore Længsler vaagne til Liv. Denne stille Sø, som lod os drømme saa smukt i sin Stilhed, Skovene om den, som et Bælte, der værner mod Stormene, Himlen, der spejler sig i den; Minderne om en lykkelig Tid, da vor Horisont var en Kirke, hvor en Fortid sover, og en Bøgeskov, fredsommelig som Kirken—"
Nogle havde rejst sig; med Glassene i Haanden stimlede de sammen i
Rummet mellem Bordene; William ændrede Tonefaldet Lidt og vedblev:
"Alt dette var til idag vort Liv, og nu er det blevet Minder, som vi, nu da vi gaar, tager med. Thi Afskeden er kommen, og er det end sandt, at vi kun skilles fra alt her med Sort, saa var det dog nødvendigt at skilles: thi her kunde vi ikke blive. Spurv eller Ørn, ud fra Reden maa de flyve, naar Vingernes Fjer er vokset, og ud til en anden Scene maa vi, hvor Horisonten er større, Himlen mere vid, hvor selv Drømmene kan flyve højere og hvor Livet, vi drømte, kan blive til et Liv, vi lever …"
Der var noget tiltvunget over dette dæmpede; man gik paa hel Jord og
Jorden gyngede—
"Men, det tror jeg, derude, hvor vi maa hen, i Livet, som vi ikke kan unddrage os, hvor Scenen er større, alting rigere, fuldere end her, dér er ogsaa Kampene smerteligere. Her kom Stormene til os som en Kastevind, der kruser Søen, her hørte vi Larmen som en Brusen oppe i Stammerne: men Kastevindene og Stormene og Larmen kom os ikke nær. Men nu skal vi ud imod Stormen og kæmpe i Larmen, og det véd vi, at den, som ikke gaar imod Livet, han har dødsdømt sig selv. Ind i Fremtiden! Indskrevne i Fremtidens store Legion, hvis Rækker tyndes og fyldes som de Udødeliges Slagorden, indskrevne i de Kæmpendes Kohorte, der gaar frem, fordi den tror, og selv om den Falder, aldrig opgiver at haabe. Thi Ungdommen er bestandig ung, fordi den altid fødes paany, og naar vi falder, gaar andre frem til Sejr. Men endnu kan Sejren blive vor, naar vi vil, thi at ville er Hemmeligheden og Nøglen—
Han tog Glasset og holdt et Øjeblik den anden Haand mod sin Pande.
"Men det koster at ville, og naar Kampene har slaaet deres Saar, da er det, vi vil tage disse Minder frem, Minder om vore første Forhaabninger, om vore første Drømme, om vor første Længsel og vore første Suk. Og disse Minder vil dvæle ved en stille Sø, der slumrer i en Sommernat som denne, ved en rosenduftende Kirkegaard, hvor Danmarks gamle Storhed drømmer i tusinde Kroge og Hvidernes evige Berømmelse lever hos deres Slægtninge, Valdemarernes; som kvidrende Fugle vil Minderne synge om os, naar vi, Fremtidens Sønner, gaar bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor Fortiden blunder.
Minderne—Minderne leve!"
Han havde givet sig hen. Hans Ansigt lyste; og, med Hovedet bøjet lidt tilbage, stod han nu med løftet Glas mod Salen.
Man havde efter Talen samlet sig et kort Minut, inden man raabte. Saa hørtes en pludselig Summen. Hurra blev der ikke raabt.
Lidt efter brød man op, man skulde slutte Festen paa den anden Side Søen, og man gik ned gennem Haven til Baadebroen. Langt om længe kom man i Baadene.
Man blev uvilkaarlig stille, mens man gled hen over Søen. Himlen var
lys, Nattens Skumring laa kun som et dæmrende Slør over Dagen; man hørte
Aarernes Plasten, nu og da en enkelt Sætning fra en af de andre i
Baaden, der faldt ud i Stilheden; et Raab fra den forreste Baad. Ellers
Tavshed og Sommernatsfred.
* * * * *
III
Nina var træt af at tale imod, hun var nær ved at opgive alt. Den første Dag, da William fortalte hende sin Plan at ville være Skuespiller, troede hun ham ikke; hun saá paa ham med store Øjne og gav sig til at le: "Du!" raabte hun og løb ind til Sofie: "Han vil være Skuespiller," sagde hun, "William er forstyrret!" Men da det blev Alvor, vedblev hun længe at vægre sig ved at tro det; hun kunde ikke tænke sig det, hun vilde ikke forstaa det.
Paa Williams Hoved havde hun lagt alle sine Forhaabninger, i ham og kun i ham havde de to Søstre levet de to Aar i Præstegaarden; han var deres Alt. Nina havde altid vidst, han var ikke som andre, men netop derfor haabede hun desto mere; hun forgudede ham, hun læste hans Breve atter og atter, hun skrev dem af og gemte dem i sin Dagbog. Broderen var hendes hele Liv.
Hvad han skulde være, havde hun egentlig aldrig tænkt, men noget mere end andre maatte det blive. Som Mængden var han ikke, og hun kendte ingen, der maatte kunne drive det saa vidt som han.
Nina havde aldrig været forelsket. Den første Ungdoms flagrende Ømhed, som fylder unge Kvinders Sjæl ligesom med sværmende Sommerfugle, havde hendes hærgede Sind, der var blevet mørkt ved de tidlige Skygger, aldrig kendt. Hvad hendes Liv havde udviklet, var en urokkelig Kærlighed til "sine", en noget snæver Følelse, der var præget af selve den Tunghed og Kulde, hvormed Prøvelser saa tidlig havde mærket hende; og af denne Kærlighed havde hun én Gang for alle skænket William største Parten, den Part, som indesluttede hendes bedste Haab og al hendes varmeste Ømhed.
Saa havde hun mødt ham nu, da de kom til Byen for at bo sammen, og den første Dag, de var rigtig alene, havde han talt alvorlig til hende om sin Livsplan. Derpaa gik der nogen Tid, hvor hun tog det for hans Spøg, hun kæmpede hovedsagelig mod ham med Latter, fandt det saa aldeles urimeligt. Men siden saá hun jo, det var og blev hans Alvor, og hendes Vaaben blev Taarer.
I Begyndelsen var det alt det ydre, Livet, som stødte hende tilbage, hele Kulissetilværelsen, som hendes Naturel saa lidt forstod; hun tænkte paa hensvirede Nætter, paa fordrukne Eksistenser, malede alle de Skræmmebilleder, en Kvinde, opdraget og udviklet som hun, sætter imod denne Stand.
"Hvorfor vil Du dog saadan udstille Dig selv," sagde hun ofte.
Hun blev bitter; og jo mere hendes Tanker kredsede om Broderens Fremtid, des mere fortvivlet blev hun. Hun saá, at denne Tanke var hans Liv, at han ind paa dette ene satte al den nervøse Anspændelse, som hos ham erstattede Sundheden, at han kun levede og var lykkelig i dette Haab. Jo mere hun var sammen med ham, jo klarere saá hun, at dette Selvbedrag, som hun kaldte det, var vokset, saa det nu omspændte hele hans Eksistens, Og der kom en Tid, hvor hun bad til, at han maatte blive Skuespiller, bad, tvang sig til at bede, at han maatte blive det.
Hendes Frygt for, at William skulde blive Skuespiller, blev efterhaanden, som Samlivet med ham lod hende lære, hvor dybe Rødder den ulyksalige Idé havde slaaet i hans Liv, til en—med ubevidst Glæde blandet—Frygt, for at han ikke skulde blive det. Og hun vidste næppe mere at finde sig selv til Rette i alt dette.
Hun var ulykkelig i alle Fald.
Et var vist: hun kunde ikke tro paa ham.
Og saa sagde hun atter og atter: "Hvorfor er det dog netop det, Du vil?" Og mens hun saá Idéen gnave sig dybere og dybere fast; blev hun mere og mere betaget af sin Angst.
"Om Du nu tog fejl," sagde hun.
"Saadan ta'er man ikke fejl," svarede han.
"Du er saa opskruet, William, og man skal ikke gøre en Leg til Alvor."
"Nej, Nina, men det maa være Talent, hvordan skal vi ellers maale det, hvorpaa skal vi ellers kende det? Det vilde dog være for uretfærdigt. Jeg forsikrer Dig, jeg har ikke plejet det, det er kommet, og saa saá jeg, at hele mit Liv, Moder og Fader og—Ka—" han vilde have sagt Kamilla—"og alting var Indledning til det, og nu, nu tænker jeg slet ikke andet" …
"Men Du kunde tvinge Dig til at tænke det" …
"Det kan ikke nytte, Nina. Hvis jeg bliver Skuespiller, bliver jeg maaske til noget, skønt Moder var brystsyg og Fader gal—"
"William!"
"Ja, det faar ikke hjælpe, vi kan ligesaa gerne sige det. Jeg ser Syner om Natten og Du hoster, og det er i det hele en dejlig Familie … men bliver jeg Skuespiller, saa vil jeg kunne tvinge mig selv. Jeg véd det, jeg kan blive ved med at arbejde og anstrenge mig og arbejde igen, det er mig ligemeget, hvor længe det varer, inden jeg bliver til noget, om jeg skulde danse i fem Aar og gøre Gymnastik i ti for at blive det. Men gaar det galt, er det ikke sandt, hvad jeg føler, saa—nej jeg kan slet ikke tænke det."
Efter en saadan Samtale var Nina endnu mere nedslaaet og endnu mere ængstet end før.
Det var noget hen paa Vinteren. De havde flyttet det runde Bord hen til
Kakkelovnen, og dér sad de nu—Nina og Sofie—og arbejdede, mens
William læste højt. Det var flere Uger siden, han havde læst for dem, og
han læste godt. Nina hørte det. Da de var færdige med anden
Akt—Komedien var "de Nygifte"—sagde hun roligt, uden at se op:
"Iaften kan jeg lide det."
"Ikke sandt?" fo'r det ud af William. Det var, som gik der Lys hen over hans Ansigt. Der blev en Pause.
"Det er ikke Forfængelighed," sagde han saa sagte, "men jeg blev saa glad."
Baade Stykket og Oplæsningen rørte Nina, hun havde Lommetørklædet i
Skødet og sad hvert Øjeblik og pudsede Næse med en betænkelig fugtig
Lyd. Sofie græd hele Tiden ned paa det Kannevas Broderi.
Da Stykket var forbi, rejste William sig og gik hen i en Krog i Mørket.
Det varede noget, inden nogen af dem talte, Nina sad med Hovedet støttet
paa Armen og bed i sin Hæklenaals Elfenbensskaft. Hun sukkede et Par
Gange, begyndte atter at hækle, men faldt igen i Tanker.
William holdt Øje med hende fra Krogen, og da hun saá op, mødtes deres
Blik.
"Men Høg kan Du da ikke blive ved at hedde," sagde hun tonløst som halvt til sig selv.
"Hvorfor ikke?" han røg op fra Stolen. "Høg—ikke blive ved—"
"Man kan ikke skrive Høg paa en Plakat," Tonefaldet var ganske ligefrem.
Og lidt efter: "Hvad vilde Fader have sagt?"
William var blevet blussende rød, han saá et Øjeblik stift paa Nina, med stirrende Øjne, som om han havde faaet Øje paa en Afgrund—saa gav han sig til al le.—
"Er det de Høgers Ære?" Han blev ved at le.
"Ja, netop—og Du er den sidste!"
"Netop derfor gør jeg det," sagde han sagtere, "I kan være rolige."
"Og Du synes, at Faders Navn har sin Plads paa en Theaterplakat?" Ninas
Stemme rystede.
"Faders Navn—ja for den Sags Skyld—" han snublede over Ordene, og vendte sig om.
Nina rejste sig heftigt, Stemmen dirrede: "Fader var syg … det er ingen Skam, men …"
Han trykkede Hænderne ind mod sit Bryst, betvang sig voldsomt:
"Ja," sagde han og bed sig i Læben, "vist saa—men det er heller ingen
Skam at virke det eneste, man kan."
Han støttede sig til Klaveret, han kom pludselig til at ryste, saa han ikke kunde staa, og blev hurtig bleg, saa atter rød. "Gør jeg Navnet Skam," Tænderne klaprede imod hinanden, "saa skal jeg nok lægge det af."
Han rev sit Lommetørklæde frem, førte det hurtigt op til sit Ansigt og hulkede.
Saa gik han.
Da Nina vilde ind og sige "God Nat", var Døren til Værelset laaset. Hun ruskede i den: "William," raabte hun, "det er mig." Ingen svarede. Og hun gentog igen og højere: "William, William." Hun hørte ham rejse sig fra Sofaen og gaa tungt hen over Gulvet. Værelset var mørkt, der var intet Lys i Sprækken.
"Hvad er der?" spurgte han.
"Luk mig ind," sagde hun, "jeg vil tale med Dig."
"Det kan ikke nytte," sagde han inde Fra. "God Nat." Saa gik han igen bort fra Døren.
William sov ikke den Nat.
—I den første Berusning, hvormed den unge Tanke havde fyldt ham, var han kommet saa let over alt, alle Betænkeligheder havde været smaa, selv hvor Tvivlen stak sit Hoved frem, blev den hurtig overmandet. Det nyttede desuden slet ikke at tage alle disse Hensyn: der var blevet kaldt paa ham, og han fulgte. Det var den simpleste Ting af Verden, ganske simpelt, fordi det ikke kunde være anderledes.
Han havde kastet sin Bagage fra sig og var gaaet efter—Bagagen af Fortid, Fordomme og Slægtsstolthed. Der havde slet ikke været Plads til nogen Tvivl.
Men nu—nu, iaften var det anderledes.
Han tændte ikke Lys, da han kom ind. Han lagde sig hen paa Chaiselonguen og svøbte sig ind i sit Rejsetæppe, han frøs, saa Tænderne klaprede i Munden, og han hyllede sig helt ind i Tæppet, ligesom for at gemme sig. Han følte sig tung i alle Lemmer, blytung og sløv, ligesom bedøvet af det Slag, han havde modtaget. Han tænkte ikke; hans Tanker, der søgte at arbejde, forsvandt ud i en grødet Sløvhed, der opslugte alt, og hans Hjerne laa under for dette pludselige Kølleslag.
Det var som en aandelig Besvimelse.
Men lidt efter lidt vaagnede Tankerne og skreg op i hans Hoved paa én Gang, saa det hamrede i hans Tindinger. For første Gang gennemtænkte han i disse Timer under forfærdelig Kamp sin Livsplan.
"Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg."
Først slog han sig med Magt til Taals med den gamle Sætning, han den Gang havde modtaget, at hver maatte gaa sine egne Veje, søge sit Maal, og Storheden var én, Berømmelsen én, kun Vejene var det, som var forskellige. Men han kunde ikke blive staaende ved det iaften. Man havde jo dog Lov til at gaa sin egen Vej, man maatte gaa den, hvorledes den end var, for at redde det bedste i sig, og denne Vej var saa god, som den Kunst, han viede sig, var stor. Og dog var han urolig….
Thi andre dømte ikke som han. Nu Nina for Eksempel—hvordan kunde hun sige det saa simpelt, som noget, der fulgte af sig selv, hvormeget det end kostede hende: "Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg?" Hvorfor sagde hun det? Hvordan kunde det gaa til? Hun elskede Navnet, det vidste han. Og hun elskede ham som den sidste af Slægten, den der skulde genføde Ætten og gøre den berømt over nye Tider.
Og for hende stod det dog som noget selvfølgeligt, at maatte han gaa sin egen Vej, kunde det ikke være andet—ja, saa maatte han opgive Navnet, saa var Slægten uddød. Men hendes Kærlighed var stærk nok til at ofre hendes Forhaabninger—
Han rejste sig fra Sofaen og gik i Mørket rundt omkring i Værelset, han stødte paa Møblerne uden at mærke det, væltede Stolene og rejste dem igen mekanisk.
Men det var Overdrivelser, Nina overdrev.
Men hvorfor troede hun ikke paa ham—hun elskede ham … og troede ikke….
Tankerne begyndte igen.
Han gik jo imod dem alle, imod Strømmen, imod alle Ønsker…. Men Strømmen var Fordomme, Bornérthed, Taager…. Vist saa, vist saa, han havde bestandig Ret, bestandig, hvordan man saa saá det…. Han saá nok, det var et Ansvar, han var selv opdraget i den samme Fordom, men…. Storhed var Storhed, og stor vilde han jo blive, maatte han blive—ellers—naa, han skulde nok bære "Høg" over, ad sin egen Vej, de vilde spotte, le, men tilsidst vilde de bøje sig … og Navnet vilde sejre ad hans Vej.
Det brændte ham og sved ham som Ild i Sjælen. Op igen, hvileløs rundt, det var forfærdeligt at kæmpe saaledes….
Thi hvorfor var der dog ingen, som troede paa ham? Hvorfor troede Nina ikke, eller Sofie, eller Gerson, eller alle Beundrerne! Hvorfor troede de ikke? Nu trængte han til deres Tro—nu, da han gik alene, ensom, og bar hele Fremtiden over den stride Strøm … aa, nu da det stormede ind over ham—nu skulde de komme til ham og tro paa ham …
I Talentet mundede det ud. Havde han ikke det, vidste han ikke det, urykkeligt klippefast—nej—saa kunde han ikke, saa maatte han ikke gaa—det var Ansvaret. Om Talentet drejede det sig, om Talentet—alt … men det havde han jo—
For havde han det ikke?—
Han var lige ved at skrige, da Tanken kom igen.
Men han havde det, han vidste det, det idetmindste var sikkert. Hvordan skulde man ellers maale det, hvad skulde man tro paa, naar dette ikke var sandt? en hel Aabenbaring var det jo for ham, et tydeligt Kald at holde sig til—
At tro paa sig selv. Han vidste, han var udvalgt, saadan noget vidstes … men hvorfor kunde de andre da ikke tro? hvorfor stod han alene? hvorfor var de vantro, de, som dog stod ham nærmest? Hvorfor troede ingen, slet ingen? han var saa alene med sit Haab. De maatte tro, han længtes saa ubeskriveligt, han tørstede saa forfærdeligt efter at blive troet—
Som i legemlig Smerte rejste han sig i Sædet og rokkede klagende frem og tilbage….
Ja, mislykkedes det, det kunde han se, saa var Slægten død—død—ude—
Men det kunde ikke mislykkes, det maatte lykkes. Og for tusinde Gang hamrede de samme Tanker som Ildhamre i hans Hjerne….
Det var jo en Aabenbaring, det var jo det, som havde givet Lys i Mørket; var jo det, som havde vækket ham og givet Liv af Død. Alle hans Drømme, alle hans Tanker, alt…. Aa nej, aa nej … tag det ikke fra mig!
Han følte en Tomhed, fordi han ikke kunde bede, og han hviskede nogle
Bønner til det store Rum—
Han rejste sig, han gik op og ned, han pressede Hænderne mod de feberhede Tindinger—
Det var Lyset, var Flammen i hans Liv, det kunde ikke være anderledes. Og han klamrede sig til Lyset, han klamrede sig til sin Tro som i legemlig Dødskval. Udenfor dette laa kun Angst og Opløsning og Mørke og en Fortvivlelse, som ikke vidste Raad—nej, nej, han maatte blive her, maatte blive paa fast Grund, han kunde ikke gaa ud i al den Elendighed,—denne Nat uden Stjerner, al denne Kulde, som vilde isne ham.
Saa kom han pludselig til at tænke paa Jakob, som kæmpede med Gud….
Det var svært at kæmpe, og fast maatte man staa.
Han trykkede sit hede Hoved ned mod Skrivebordets Kant og satte sig et Øjeblik paa Stolen. Saa lod han sig langsomt glide ned paa Tæppet og laa og krammede om Sofaens Ben.
Han syntes, han slugte Skrigene, Dødsangsten ophobede i hans Bryst.
Og hvis han nu opgav det, hvor skulde han saa gaa hen? hvis han nu ikke turde? hvis han kastede Byrden fra sig?
Han sprang op med et Sæt, satte i at gaa stærkt, virrede uafbrudt med
Hovedet som i Legemssmerter, gned sine Hænder, saa det gjorde ondt—
Men nej—fremad maatte han gaa, slippe kunde han ikke…. Man løj aldrig saadan for sig selv.
Og der var jo ogsaa dem, der troede. Kamilla og Professoren, de troede begge, og de saá klart. Og pludselig overfaldtes han af en fortærende Længsel efter Kamilla, hele hans Smerte, al hans Sjæls Oprørthed higede imod hende, den blev til en legemlig Længsel, en Attraa efter at suge sine Læber mod hendes, aande med hende; ind til hendes Bryst, at græde, klistre sin Mund mod hendes for at dæmpe sine Skrig ved hendes Elskovssuk—aa, det at hvile hos en anden, gaa op i en anden, som troede.
Han var træt, hans Tanker gled atter ud, og han faldt sammen paa Sofaen og halvdøsede.
Saa var det, Nina raabte, han hørte det først utydeligt, saa naaede hans
Navn til Hjernen som en Smerte. Han rejste sig tungt og gik hen over
Gulvet, svarede hende og gik tilbage.
Men Tankerne var vakte igen, og han begyndte forfra. Men han var blevet roligere. Han tog det paa en anden Maade, det var, som han samlede sig, samlede Resterne fra denne Kamp. Han troede endnu, andet kunde han ikke, tro maatte han; at han havde Talent, det gik han ud fra. Store Himmel—hvor skulde han ellers staa?
Men for første Gang gav han sig til at maale det, han vejede sin Styrke og han undersøgte sine Midler. Han sagde ikke, han vilde være Skuespiller, han spurgte sig selv, hvad han da vilde være som Skuespiller og hvad han kunde naa. Han gik alene, han maatte tage Byrden alene, men saa maatte han ogsaa prøve sine Skuldre, selv om han skulde segne.
Han gav sig til at betragte sig selv. Og han løj mindre, end man skulde tro. Nu var han én Gang inde paa Kampen, og i denne Nat, hvor han ikke havde Mod til at flygte, fik han idetmindste Mod til at veje. Han tændte Lys, og han betragtede sig selv, sine Træk, sit Ansigt. Før havde han egentlig kun tænkt paa Stemmen, nu skulde der tænkes paa alt, og han undersøgte, prøvede, saá atter og atter i Spejlet—
Kom pludselig til at tænke paa en Gang, han stod og spejlede sig i Sorø, hvor Gerson kom ind og saá det: "Du skulde spejle din Ryg," havde han sagt—Og han huskede, det var ham ligesom et Stik den Gang….
Nu tog han Sidespejlet op, rettede sig, stod rank … saá sig selv …
Nej, Helt kunde han ikke være … hvor den Ryg var krum, altfor krum …
Og han slap Spejlet næsten med et Skrig …
Saa faldt han sammen foran Konsollen, ramt som af tusinde Slag, han syntes, han saá ind i et Mørke, hvor alt var slukket, et koldt, ubeskrivelig dybt Mørke—Saa ubeskrivelig ræd, saa ubeskrivelig træt stirrede han ind i Svælget, og han syntes, at dér begyndte det forfærdelige Intet. Han løftede Hovedet og saá ind i Spejlet, mødte sit eget Ansigt, det var graat, furet, slappet, han skreg og slog sig for Munden for at dæmpe sit eget Skrig—
Begyndte paany, mens Lampen, han havde skruet højt op for bedre at se, osede paa Konsollen, sin hvileløse, jagende Vandring.
Tankerne jog hinanden, hans Hjerne søndersledes, hans Sind martredes, han vidste ikke, hvorhen han skulde gaa i denne Prøvelsens Nat. Aladdins Kongekaabe faldt ned fra hans Lemmer som Pjalter, og han kunde ikke holde dem fast … Nej, Aladdin var han ikke.
Men havde han ogsaa Ret til at fordre det? Var det det lykkeligste?
Æblet i sin Turban, det var let—men det var ikke det eneste.
Og han flygtede til Arbejdet, det maatte jo magte noget, det maatte jo dog kunne dække der, hvor Midlerne svigtede, dér, hvor hans Evner blev svage. I Sjæleangst klamrede han sig pludseligt til Arbejdet. "Chevalieren", "Aladdin", "Olaf"—det kunde han ikke, men rigtige Mennesker, som ikke var smukke, som ikke var skønnere end de fleste—som talte om Livet, simpelt, ligefrem—det maatte han kunne: han følte jo mere end de fleste, han havde jo lidt mere, og alt, hvad han havde levet, skulde han kun fortælle igen.
Aa, Ryggen kunde jo dog blive lige, ligesaa lige som de flestes, og
Stemmen var ligesaa stærk—
Han kæmpede, kæmpede Tomme for Tomme, veg hjertesaaret for hvert Minut i denne Kamp, hvor Aladdinsdrømmene svandt ud i Taage.
Som Legemskvaler martrede det ham, saa han bed sin Læbe til Blods og var glad ved den fysiske Lidelse.
Han flygtede ræd og angstfuld til Arbejdet—
Alt, alt kunde de tage fra ham—men Lyset var dog kommet fra denne Tanke, det maatte dog være sandt, selv om han kun var en Noureddin … selv nu troede han paa "Tanken" … han maatte gaa den Vej, selv om de stolte Forfædre skulde vende sig i deres store Grave …
Han mærkede Lampeosen, skruede Lampen ned. Saa strøg han en Svovlstik og tændte et Lys. Han gik over Spisestuen ind i Ninas Værelse. Hun vaagnede ved, at Døren knirkede, og holdt sig for Øjnene mod Lyset.
"Hvem er det?" sagde hun hurtigt, "hvem er det?"
"Mig …"
Hun rejste sig op, saá et Øjeblik paa ham, lagde sig ned igen og sagde mat:
"Er Du ikke gaaet i Seng endnu?"
"Jeg kan ikke sove," sagde han og stillede Lyset fra sig paa Bordet.
"Og jeg har lige drømt saa ækelt," sagde hun.
Han sad paa Sengekanten og pillede ved Lyset. "Jeg har tænkt meget inat"—
Hun sukkede. Han blev ved, stadig dæmpet:
"Men nu—dette er sandt, maa være sandt, jeg havde ikke Kraft ellers."
Nina saá paa ham, hun havde aldrig set ham saa bleg. Hun tog hans Haand.
"Det var mig, der havde Uret," sagde hun.
Hans Ansigt blev pludseligt lyst, saa atter mørkere: "Tror Du da" … spurgte han sagte, næsten angst.
"Jeg mente med Navnet," sagde Nina.
William rejste sig. "Tak," sagde han tonløst.
"Og ellers maa Du jo bedst vide det," det var sagtere …
Han satte sig igen, "Man maa arbejde," sagde han mekanisk.
Nina saá atter op. Hun kendte ham ikke igen: "Jeg har gjort Dig ondt," sagde hun.
"Nej," det lød haardt, "det var kun nødvendigt." Han tog Lyset, stod er
Øjeblik med Stagen i Haanden: "Nej"—han kæmpede lidt med Graaden.
"God Nat," sagde han henne fra Døren.
Den næste Dag gik han ud til Professoren. Egentlig var han slet ikke bange. Han havde set Sandheden under Øjnene, syntes han, han havde løftet sin Fremtid som en Byrde, og nu kunde der ikke staa meget mer tilbage … Han havde faaet Byrden op paa Skulderen og var paa Marsch—det værste var gjort.
Professoren var i Udlandet, det stod skrevet paa et Blad Papir, der var klæbet paa Døren. William blev lidt bleg, men han syntes ikke, det undrede ham. Han sagde til sig selv, det maaske var det bedste, saa vilde han gaa til en anden. Til Instruktøren var det rimeligste, han vidste tilfældig, han var hjemme paa denne Tid.
Der var noget ilsomt ved hans Gang og hele Væsen, næsten ligesom naar man gaar til Tandlægen og skynder sig, naar man én Gang har bestemt Sig.
"Tredje Sal," sagde Portneren.
Han vidste ikke selv, men han syntes, han gik halvt i Søvne og maatte tage et Tag i sig selv for at vaagne. Hvad han vilde sige, havde han slet ikke tænkt over, og læse for ham vilde han ikke, det vidste han. Men tale med nogen maatte han, derfor var han kommet. Der hang et Spejl paa Trappegangen paa første Sal—han saá sig i det og rettede sig, han saá mat ud af Øjnene, og han lo for at faa mere Glans i dem.
Nedenfor den sidste Afsats standsede han—han pressede Hænderne ind mod Brystet, han var pludselig blevet saa stakaandet … Saa naaede han i tre Spring op og ringede.
En Dame lukkede op. Hun saá lidt paa Høg, mens hun blev ved at holde
Døren paa Klem, ligesom hun var bange for at lade ham komme ind.
Saa sagde hun noget kort:
"Der er nogen hos Instruktøren."
William tog sit Kort frem. "Jeg kan vente," sagde han og gav hende det.
Damen tog det, saá paa Kronen og maalte atter William. "Vil De vente her," sagde hun og aabnede Døren til Dagligstuen.
William takkede og gik hen og satte sig ved Bordet, han var ikke angst, kun sløv. Han vidste, der kunde ikke hænde noget, som han ikke havde ventet, han var forberedt, men han syntes pludselig, at det var saa overflødigt, han var her.
Inde fra den anden Stue hørte han nogle Børn le, Pigen skændte. Han gik hen og saá ind i Bogskabet, læste paa alle Ryggene, fandt, at Bøgerne var underligt blandede, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte Felterne i Gulvtæppet—der var seksten Firkanter paa langs.
Saa hørte han pludselig Instruktørens Stemme fra Gangen og fo'r sammen ved Lyden. Han tog sig til Hovedet og gik henimod Døren. Og pludselig sagde han til sig selv, at han maatte finde paa et Paaskud, give en anden Grund, han kunde ikke sige, hvorfor han var kommen, umuligt, han vilde ikke sige det ..
Børnene lo inde i Spisestuen, han hørte Instruktørens Skridt, tog paa Laasen.—Han vilde løbe bort … Han havde kun en tanke, at han maatte undfly.—
Det var jo Vanvid, umuligt—endnu kunde han ikke sige, at han—at han kom for at blive Skuespiller. Og han spurgte sig selv, hvordan han dog kunde være gaaet herhen efter denne Nat—men hvad skulde han dog—skulde han dog finde paa?
Men saa stod Instruktøren midt i Stuen. William slap Laasen med et Ryk, gik lidt frem.
Instruktøren havde travlt. "Hr. Høg?" spurgte han noget højt.
William pillede ved sine Knapper, saá op, søgte om Vejret, vilde svare. Saa mødte han Mandens Blik. Han havde aldrig set, at Instruktørens Øjne var saa kolde—graa—mærkelig glasagtige.
Instruktøren blev ved at se koldt paa ham, saa sagde han, abrupt, uden
Indledning:
"Naa, De vil være Skuespiller?"—
Tonen var kort, noget haard. William saá ham lige ind i Ansigtet, hentede Aanden dybt: "Ja," sagde han.
Og han blev ved at se paa dette kolde Ansigt, hvor et Smil lurede i
Mundvigen, med et Blik som et saaret Dyrs.
Instruktøren stod ubevægelig, stadig med det samme halvdulgte Smil og
Haanden gemt under Vesten.
"Og De vil naturligvis spille straks?" William rettede sig.
Sveden sprang frem paa hans Pande, og mens han blev ved at stirre, stum, gispende, maalte han Haanen i disse forfærdelige Øjne.
Saa rejste han sig helt.
Og pludselig brødes under hans Nervers vanvittige Anspændelse, som ved et Under, Seglet for hans stivnende Tavshed, og uroligt, i Feber, fortalte han alt.
Han fortalte om hele sit Liv, om sin Barndom, om sin Slægt, der døde ud, om sin Mission, om Vejen, han maatte gaa, om det eneste Haab, om Aladdinsdrømmene, han havde mistet, om Noureddin—vidste han det selv.
Det var forvirret, vildt; en Sjæls Forpinthed, der klamrede sig til et Halmstraa, en Ulykkelig, der kæmpede mod Dødens Angst. Han syntes, han maatte røre Sten, mens han talte.
Og paa samme Tid følte han sig paa én Gang saa besynderlig glad, han syntes, han var reddet, nu, da han begyndte at tale, var frelst—han følte, at latterlig var han ikke, bedre værd end til at haane. Og pludselig standsede han og saá paa Manden.
Der blev en Pause, William ventede, stirrede paa Ansigtet.
"Naa—ja, det er jo lovende."
Tonen var aldeles ligegyldig, maaske med et Stænk af overlegen
Forbavselse. William følte, han havde talt til en Blok.
Han blev meget bleg, gik et Skridt tilbage, han syntes et Øjeblik, at
Felterne i Gulvtæppet gav sig til at danse rundt.
Med en mægtig Viljeanstrengelse betvang han sig, søgte at tale og stammede tilsidst: "Jeg opholder Dem." Vendte sig og gik …
William Høg var ikke fortvivlet. Han havde maaske slet ikke ventet andet, og han følte sig næsten vokse under den Haan, han havde lidt.
Arbejdets Aar var kommet, det saá han. Og saa vidste han, da denne Dør faldt i, at han, saalænge han aandede, uforanderligt vilde hade denne Mand.
* * * * *