Han læste derpaa Dorines Replikker bøjet over Bogen, uden mere at se op. Kun ved "Tartuffe"s "Gerne!" saá han et Øjeblik hen, som om han vilde tale, men sænkede igen Hovedet og læste videre.
William havde spillet sikkert, selv Professorens Tavshed forstyrrede ham ikke. Han vidste jo, at han var enig med ham. Da Scenen var forbi, sagde han blot ivrigt:
"Saa kommer Elmire."
"Ja."
"Jeg plejer at sætte mig saadan …" Han trak en Stol hen og satte sig ved Siden af Professoren.
"Naa ja, det er godt," Professoren havde travlt med sine Fingre, "jeg skal nok gi'e Elmire."
William rejste sig og gik bøjet frem:
Gid Himlens Naade Dem hver Dag beskærme maa!
Gid Sjælens Sundhed De med Legemets maa faa!
Gid al Velsignelse sig over Dem forene;
Saa be'er den ringeste af dem som Herren tjene.
Elmire.
Saa fromt et Ønske jeg med Tak erkende maa,
Men skal vi sidde ned … man har det bedre saa.
William satte sig, blev ved at spille. Professoren sad endnu med dukkende Hoved, Bogen op for Ansigtet, mens han læste Replikkerne monotont, uden Overgange.
William lagde ikke Mærke dertil, sagde Replikkerne som han plejede. Men paa én Gang blev han ubestemt genért og forlegen. Han begyndte at trykkes af denne Monotoni, som ikke besvarede hans Spil, længtes febrilsk efter at se det Ansigt, der var skjult bag Bogen—
Men Professoren sad stadig gemt bag Bindet.
Og lidt efter lidt blev hans Forlegenhed til Angst: han talte kortaandet, stirrede paa det sorte Bind, fik en ubetvingelig Lyst til at rive det bort for dog at se Ansigtet—han følte, at Replikkerne gled fra ham, at han sagde dem uden Udtryk, at de slet ikke lød, som han tænkte dem—
Han stammede, kunde ikke huske Ordene, blev rettet af Professoren—lidt utaalmodigt, men dog monotont—tog fejl, fortalte sig, søgte om Vejret, sukkede, tog sig til Panden, der var fugtig …
"Jeg kan ikke," sagde han.
Professoren lod Bogen synke: "Naa," han saá saa underligt igennem ham, "saa kan De dog høre, det er galt."
William bøjede Hovedet, han følte, Taarerne kom frem i Øjnene: "Men det var heller … ikke, som jeg havde tænkt mig."
"Nej," Professoren rejste sig utaalmodigt, "for det var lige det modsatte. Saadan—se nu!"
Han tog Bogen igen, gik ud i Stuen. "Se nu," sagde han, og med Ryggen mod William begyndte han med "Tartuffe"s første Replik.
Saa gengav Professoren hele William Høgs "Tartuffe".
William havde sat sig. Professoren læste uden at se paa ham, satte sig, lod, som om han spillede med Elmire. Han karikerede ikke, læste og spillede kun akkurat i samme Tonart og Tempo som William—
"Forstaar De?" sagde han tilsidst og lukkede Bogen, "saadan …", men i samme Nu saá han paa William og holdt inde: Mennesket var sunket sammen med kroget Ryg, Hovedet slapt faldende ned mod Skuldrene, Hænderne var krampagtigt knyttede om Lænestolens Arme—Professoren vilde tale, men han stammede og søgte om Ord.
"Forstaar De," gentog Professoren, "man …" men han kunde ikke sige noget; han vendte sig, løftede Armene med en pludselig theatralsk Bevægelse og gik hen til Vinduet.
Da han igen kom tilbage til Stolen, saá han William i samme Stilling, han gik hen til ham, rørte ved hans Skulder og sagde:
"De forstaar jo … det er en svær Rolle," sagde han.
William nikkede. Og som om pludselig en Maske faldt fra hans Ansigt, kom Trækkene og alle Fibre i et Nu i bævende Bevægelse som et Net af bevægede Traade: "Jeg forstaar det," sagde han.
"Og desuden—man overdriver." sagde Professoren.
"Men de næste Replikker skal blive bedre," William rejste sig, i det første Øjeblik holdt han Armene frem, som om han var svimmel og vilde søge Støtte. Saa tog han sig sammen og sagde noget frygtsomt:
"For De vil jo nok høre det næste? …"
"Naturligvis," Professoren søgte at dæmpe Tonen ned, at gøre den mere ligegyldig. "Det var altsaa de store Replikker—naturligvis—de maa jo ogsaa ligge bedst for Dem …"
Han skubbede Lænestolen lidt frem. "Dér sidder altsaa De—jeg her. Nu skal jeg nok spille med—saa hjælper det."
William satte sig, han holdt Haanden for Panden for at tvinge sine
Tanker, begyndte saa:
Den Kærlighed, som os til Himlens Skønhed binder,
Er jordisk Kærlighed aldeles ej til Hinder,
Og vore Sanser, i Henrykkelse fortabt,
Tør se den Herlighed, som Herren selv har skabt …
Tonen var forandret: Betoningen slog straks Professoren, og han blev under hele Replikken ved at stirre paa William. Der var i Øjets Udtryk en hed Flamme, som luede imod ham, i hele Stillingen en anstrengt Energi, som betog—
William bøjede sig frem, hans Stemmes Tilslørethed snoede sig om den hviskede Replik, en hed, en opstemmet Attraa, en gammel Længsel gik sukkende gennem hans Vers. Denne "Tartuffe" havde fastet, hungret til Døden og tørstet … Det var den lange Fastes vilde Forslugenhed—
Scenen var forbi. William havde rejst sig, hans Haar var vaadt, Læberne bevægede sig i smaa Ryk, og han aabnede med Møje Kæberne …
Det varede lidt, inden Professoren talte: "Nu saá man, hvad De vilde." sagde han.
William svarede ikke, han syntes, Professorens Tone var underlig kold og
kort. Men han var altfor træt til at kunne tænke derover; som om
Hjernearbejdet pludselig var standset, følte han sin Hjerne tom, hele
Legemet slappet efter den forfærdelige Kamp—Han var til Mode som en
Søsyg, der sætter Foden paa Land.
"Saa er det bedst, De prøver straks," sagde Professoren. Han gik op og ned ad Gulvet. "Tingen er"—
"De tror altsaa, at …"
"Ja—men, som sagt, Tingen er, at hvad De mangler, kan ingen lære Dem … uden," Professoren bed sine Knoer, "uden maaske Theatret."
William hørte næppe, hvad han sagde, men han forstod, at han havde sejret, at han skulde prøve, at han havde kæmpet og sejret … Og i samme Sekund sagde han til sig selv, at hans Liv havde været forbi, hvis han ikke havde vundet i denne Kamp.
Han slap Stolen, han havde støttet sig til, gik et Par Skridt frem mod
Professoren, som havde sat sig foran Skrivebordet.
"Nu skal jeg skrive til Etatsraaden," sagde han. Han talte ikke mere, skrev nogle Linier, forseglede Brevet: "Jeg tænker, De saa kommer til at prøve om otte Dage."
William var for glad til at lægge Mærke til Professorens Væsen, hans Hænder rystede, da han tog Brevet, han søgte at takke, men han stammede blot.
"God Lykke," sagde Professoren, Han var gaaet hen til Døren, William følte, han maatte gaa, men han ventede nogle Øjeblikke med Haanden paa Dørlaasen.—Der var noget, som maatte siges, noget, han savnede, han kunde ikke gaa, inden … Men saa saá han op paa Professoren. Han stod, legende med sin Uhrkæde og ventede.
"Farvel," sagde William og rakte Haanden frem. Haandtrykket var slapt,
Haanden fugtig.
"Farvel … og" Professoren aabnede Læberne som for at tale, men lukkede dem igen uden at sige noget. Døren aabnedes og lukkedes, William var gaaet.
Men da han kom ud paa Trappen, opdagede han, at han havde glemt sine
Handsker, han ringede paa, Professoren lukkede op.
"Det var mine Handsker," sagde han.
De gav sig begge til at lede, Professoren fandt dem paa en Stol: "Her er de." Og atter ventede disse to—William og denne Mand, som havde bestemt over saa meget i hans Liv—knogle Sekunder overfor hinanden paa et Ord, som ingen af dem talte.
Døren til Gangen var blevet staaende aaben, William stod paa Tærskelen, endnu en sidste Gang saá han spørgende paa den Gamles Ansigt, og Professoren turde ikke længere undgaa dette Spørgsmaal:
"Deres Intelligens vil hjælpe," sagde han og vendte sig.
Med det gik William.
* * * * *
William skulde prøve.
Det havde været lange Dage, disse ti. Hver Dag havde William ventet Tilsigelsen, og hver Dag var han blevet skuffet, hver Morgen havde han sagt til sig selv: idag; hver Aften: imorgen. Og i de sidste Dage havde han ventet fra Time til Time.
Men denne Venten, der udfyldte Minutterne med Feber, havde opslugt hans
Frygt, han var gaaet op i denne Uro, der jog ham fra Ting til Ting, fra
Sted til Sted. Hjemme turde han ikke være, og ud turde han ikke gaa. Han
drev henad Gaderne, aandsfraværende, Sind og Tanker opslugt af den ene
Idé, som gjorde ham alt andet umuligt end netop selve den rastløse
Venten.
Han standsede foran Butikkerne og tvang sig til at læse Priserne paa de latterligste Ting, studere Plakater om Udsalg, Opslag om hjemkomne Varer; han blev ved at læse, indtil han greb sig i mekanisk at gentage et Ord eller et Tal, som Læberne fremførte, men hans Tanter var langt borte—saa gik han videre og begyndte forfra.
Han tog en Avis paa Kaféen og sagde til sig selv, at han vilde læse tre
Spalter—Ord for Ord. Han begyndte at læse, fulgte Teksten Linie for
Linie—men lidt efter vaagnede han til Bevidsthed med Bladet foran sig
uden at vide, hvad han havde læst.
Saa kunde han pludselig gribe sin Hat, tage sin Frakke paa, knap have Tid til af betale og skynde sig hjem, fordi han ventede Brevet: "Nu maatte det være kommet, det var vist kommet."
Han løb, lige til han kom til deres Hus, dér standsede han og turde ikke gaa op. Undertiden vendte han om, gik nogle Gange frem og tilbage paa Pladsen, tvang sig til at blive nede. Men tilsidst kunde han ikke mere holde det ud, han stormede hjem, ind gennem Porten, op paa fjerde Sal, tog alle Trapperne i Spring, saa han var helt stakaandet, naar han naaede op og begyndte at rode i Brevkassen.
"Intet."
Han vilde roligt tage sin Frakke af, hængte den op i Entréen, rev Døren op til sin Stue. Der var intet Brev paa Skrivebordet—paa Bordet intet … nej, intet Brev.
Altsaa ikke kommet endnu, ikke endnu …
Men nu skulde han prøve, han havde ikke sovet om Natten, han havde ligget og kastet sig, og han havde forsøgt at falde i Søvn saa ved at tælle til tusinde, saa ved at flyve ud fra Rundetaarn, saa ved at aande dybt. Men faldt han hen i Blund, vaagnede han med et pludseligt Ryk, og hans Drømme var de samme som hans Tanker …
Hans Tanker. Som om det var Tanker, den Forvirring i hans Hjerne, der bestandig flygtede og tumlede omkring det samme Punkt: om Tvivlen.
Men lade Tvivlen tale turde han ikke, han stoppede dens Mund med Fraser, som han hviskede til sig selv, kneblede den med en Overbevisning, han ikke havde. Thi inderst inde i Mørket af hans forpinte Sjæl mødte ham, som Medusas forstenede Hoved, hin skrækkende Tilintetgørelse fra den sidste Dag hos Professoren …
Det var det sidste, det yderste—det var Tingenes Afslutning. I denne forfærdende Erindring læste han det absolutte: "Forbi." Dér hørte alt op … Men nej, han havde jo sejret, da han kæmpede for Livet.
Og saa jog Tankerne videre, formummede Karnevalsgæster, der holder
Maskerade paa et Skibsdæk, hvor der er Lig i Lasten.
Om Morgenen var hans Øjne hede, Øjenlaagene tørre og tunge. Det havde været en lang Nat.
Han skulde prøve Klokken elleve. Klokken var syv. Pigen var endnu ikke oppe, alle Stuerne var kolde, han gik omkring og frøs en halv Times Tid, inden han fik Kaffe, lagde sig saa paa en Sofa i Dagligstuen for at memorere sin Rolle. Han vilde prøve som "Tartuffe". Men han kunde ikke holde Replikkerne sammen, ikke samle Ordene, det var umuligt, rent umuligt, han kunde lige saa gerne lade være.
Han rejste sig igen, saá paa Taffeluhret, om tre Timer vilde det være afgjort. Tre Timer. Han stirrede paa det hvide Rum imellem de to Tal: 11 og 12. Indenfor det Rum laa det hele, den lille, hvide Plet …
Det ringede, og han gik ud for at lukke op. Han troede, det var Avisen.
"Men," han vilde allerede til, uden at se sig om, at tage til
Brevkassen, da han fik Øje paa Hoff, "er det Dem, jeg troede, det var
Avisen."
Hoff havde Skindpels op om Ørene og var endnu mere graa end sædvanlig: "Ja, bedste Høg, bliv nu ikke altfor forbavset, for det er en Fornærmelse. Jeg afsluttede min Nat med en Spaseretur ud ad Bredgade, og saa kom jeg paa Hjemvejen i Tanker om, at jeg kunde tage lidt Varme i mig hos Dem." Han slog Skindkraven ned. "Men der er maaske ikke lagt i endnu."
"Jo, der er lagt i."
De gik ind i Williams Stue, snakkede lidt op og ned om ligegyldige
Ting. Hoff var træt og talte dæmpet, klagede over ondt i Ryggen.
"Ikke for det, jeg har været "slem"," sagte han. "Jeg havde Selskab iaftes, og saa, da de gik—et Par af Rødderne med deres Damer—satte jeg mig til at skrive en Idyl. Man kan altid bedst skrive Idyller paa Baggrund af Solderi og imellem tømte Flasker. Man bliver saa forbandet sentimental, naar man ser paa al den Vederstyggelighed …" Han varmede sine Hænder ved Kakkelovnen. "Og "Ugebladet" havde ønsket en Idyl …"
William svarede med en ligegyldig Frase. Hoff fortalte igen lidt. Efter en lille Pause spurgte han pludselig, mens han, vendt mod Ilden, varmede sine Saaler.
"Men hvordan gaar det egentlig Dem?"
"Hvormed?"
"De har jo været oppe hos Professoren."
"Ja," William standsede, derpaa sagde han sagtere: "Og jeg skal prøve idag."
"Ja saa," Hoff vendte sig.
De tav et Par Minutter; Hoff saá stjaalent paa Høg, drejede sig igen om mod Ilden.
"Undskyld," sagde han saa, "men jeg vidste jo ikke, det var idag."
Han knappede Pelsen, tog Williams Haand, beholdt den lidt imellem sine og gik ud paa Gangen. William fulgte efter og lukkede Entrédøren op.
Dér tog Hoff endnu en Gang hans Haand:
"Og under alle Omstændigheder ingen Dumheder," sagde han. "Farvel, Høg."
Der var noget i Tonen, noget mildt, noget næsten medlidende. William Høg glemte aldrig det Farvel.
Nu gik han i Theatrets Foyer og ventede. Etatsraaden kom straks, havde Portneren sagt, om Hr. Høg vilde gaa op … og nu havde han allerede ventet et Kvartér. Et Par Koristinder kom leende ind gennem Foyeren, maalte ham, stak Hovederne sammen og gik igen. Ude paa Scenen, hvor der var ganske mørkt, rumsterede et Par Maskinkarle med nogle Sætstykker.
William interesserede sig for den mindste Ting, han lagde Mærke til hver Sprække i det store Spejl, Kviksølvet var rent gaaet af, en lang Stribe over, det maatte være svært at spejle sig i det Spejl, og til hver Plet paa Sofaen. Han havde set den Sofa i mange Stykker. Ved Dagen var den forfærdelig.
Der var en slem Luft af Gas, det var den, som ødelagde alle Blomsterne i
Blomsterbordene—dem brugte man ogsaa paa Scenen, baade dér og dér.
Forresten havde man ogsaa glemt at vande Planterne—de var helt tørre,
William følte paa Jorden, den var næsten Sand, saa tør var den …
Mon de dog aldrig vilde komme?
Det var naturligvis blot Klodser—alle Bøgerne i Bogskabet, med malede
Rygge … og der var heller ingen Glas for Dørene … naturligvis.
William stod og lavede Navnetræk paa Laaget af Flygelet, han kunde skrive i Støvet. Han skrev en Mængde Navne, det ene ved Siden af det andet, saa hørte han Trin ude paa Gangen og troede det var dem. Han tørrede Navnene ud med sit Lommetørklæde—det blev helt skident—
Nej, det var ikke dem, ikke dem endnu!
Men Klokken var dog mange, snart halv, maaske kom han slet ikke til at prøve før tolv, isaafald var der syv og tredive Minutter til, syv og tredive. Og pludselig gav han sig til at le sagte ved Tanken om alt det, han saa havde fantaseret forgæves om Morgenen …
"De kan godt straks komme herop," vækkede saa en Stemme ham henne fra
Døren til Scenen. "Etatsraaden venter heroppe."
William fo'r sammen. "Tak," sagde han. Herren, der havde talt, gik tilbage paa Scenen.
Der var stillet en stor Mængde Sætstykker op i Rummet mellem Foyeren og Kulisserne, og William maatte gaa et Stykke langs med Væggen, inden han fandt et Par Trin og slap Ind. Saa stod han paa Scenen.
Han blev staaende, genért, trykket op til Kulissen med Bogen i Haanden. Tilsidst fik en af Herrerne nede ved Prosceniet Øje paa ham og hviskede et Par Ord til en ældre Mand i brun Overfrakke; denne vendte sig og talte op imod ham:
"Straks," sagde han, "straks! vi skal blot prøve et Par Bagtæpper." Han satte Hænderne for Munden og raabte op i Sofitterne, et Bagtæppe rutschede op og ned; de andre Herrer skævede til William og gik hviskende ud i Kulissen …
William stod og saá paa en Gangkone, som støvede Rykstødene af nede i Parkettet—hun slog Klapperne op med et Smæld—Række efter Række. Det var som noget spændte ham over Brystet, saa han havde ondt for at trække Vejret; han lukkede Øjnene for ligesom at besinde sig, tage sig sammen, fortælle sig selv, at nu var Øjeblikket kommet …
For han syntes selv, han var næsten ligeglad.
Saa—det kunde nok være, det tog Rutsch i Bagtæppet, det peb i alle
Trisser. Etatsraadens Stemme slog over, saadan skreg han gennem den hule
Haand …
William kom til at ryste at Kulde, Kinderne var som Is, han havde taget sin Overfrakke af inde i Foyeren. Nu var Konen helt nede i Parterret—hun gled da over det med en Harefod, og stadigt smældede hun ivrigt med Klapperne …
Lige med ét opdagede William, at der var blevet stille. Etatsraaden tog sin Stok ved første Kulisse og gik op.
"Altsaa Hr. Høg," sagde han og kneb et firkantet Øjeglas ind under de graa Bryn.
"Ja—det er William Høg." Tænderne klaprede i Munden.
"De er kommen til at fryse," sagde Etatsraaden stadig med Glasset for Øjet. "De skulde have beholdt Deres Overfrakke paa." Han vendte sig ud mod Tilskuerpladsen: "Er Regissøren der?"
Regissørens Hoved kom med et "Ja" til Syne i Orkestret. "Og Hr.
Andersen?"
Man hørte nogen falde over Sætstykkerne i Gangen og tumle ned ad de to Trin. "Det er en forbandet Økonomi, at man absolut skal brække Benene for at spare et Gasblus," det var Hr. Andersen, som brummende og hovedkulds kom ind fra bageste Kulisse.
Hr. Andersen var indhyllet i et uhyre Tørklæde, som dækkede over det halve Ansigt, og han havde en Kalot over et skaldet Hoved. Han brummede noget om Ventetid og Frokost og erklærede, at han var færdig.
"Den unge Mand prøver som "Tartuffe"," sagde Etatsraaden.
"Naa, saa er det vel Elmire?" Hr. Andersen begyndte at frigøre sit
Fysiognomi for Tørklædet, rømmede sig og spyttede tre Gange. "Man burde
ikke have Theatre i vort Klima," henkastede han alt imens til
Etatsraaden.
William gav Hr. Andersen Bogen og viste ham, hvor det var. Han vilde begynde med Scenen med Elmire. "Ja, det vil vist ogsaa være nok." Hr. Andersen forsøgte at stave den smaa Skrift i Bogen, men erklærede ikke at have Katteøjne. Der blev saa tændt en Række Gasblus i Sofitterne.
William hverken følte eller tænkte. Han var vis paa, at han ikke kunde et Ord, ikke en Replik, men det afficerede ham ikke; han saá Hr. Andersen sætte et Par Stole frem, svarede mekanisk paa hans Spørgsmaal, alt lød underligt svagt i hans Øren, og sine egne Svar sansede han næppe …
"Ja, Etatsraaden er gaaet ned," sagde Hr. Andersen—han havde raabt forgæves to Gange—"hvis De ønsker at begynde …"
"Begynde, ja—lad os saa begynde …"
Han saá nede i Parkettet to Hoveder, der rokkede hviskende imod
hinanden; helt oppe ved de bageste Bænke gik Gangkonen endnu og slog
Klapperne op. Der blev hysset ad hende, hun slog endnu i Forbifarten et
Par Sæder op, smækkede med den bageste Dør og gik.
"De sidder altsaa dér?" spurgte Hr. Andersen igen.
William nikkede. Etatsraaden rejste sig nede paa første Bænk. "Om vi begyndte," sagde han, satte sig igen. William saá ham tage et hvidt Lommetørklæde frem og dække Hovedet, som stadig rokkede over mod Regissøren, hvis Ansigt forsvandt bag en Pelskrave, der var smøget op lige til Ørene—
Det var Publikum—
William Høg maalte Tomheden i den halvmørke Sal, hvor Dagslyset fra
Skoddernes Sprækker kæmpede med Skæret fra tre-fire Gasblus, der var
tændt over de nærmeste Loger, og det var som om han med en forfærdelig
Anstrengelse væltede dette tomme fra sig—
Hr. Andersen gik op, kom atter ned—William ventede endnu …
I et Nu blev det sort for hans Øjne, det flimrede og gled ud i Mørke,
Men med en Opbyden af al sin Kraft tvang han sig til at se, og midt i
Mørket dukkede det hvide Lommetørklæde frem paa første Bænk i Parkettet
… Han drog et Suk, aabnede Læberne, det var som om Lyden sad fast …
hans Vilje kæmpede med hans Tunge, som lammedes—Nu fik han Lyden frem.
Saa hørte han sin egen Stemme ud i Salens Rum—
Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte den, vidste William Høg, han var dødsdømt. Og mens han stirrede sin egen Uformuenhed i Ansigtet, lagde Lammelsen sig over ham som et Klæde.
I Begyndelsen kæmpede han, stred imod Søvnen og Lamheden. Hans Lemmer var tunge. Han syntes, at Kæberne holdt imod hinanden, og han kæmpede for at tale; han syntes, at Tungen blev tyk i hans Gane, og den vilde ikke frembringe Lyden.
Og alt imens talte han, svarede, gav Replikker, stod, satte sig, rejste sig—
Men alt var det i Søvne. Og inden i ham stred det, kæmpede det, hviskedes det rette; han knugede Hænderne sammen, bød al sin Vilje frem: i et eneste frelsende Sekund var det, som om Aandens Kraft skulde bryde Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om han skulde gribe det frelsende, som flygtede og veg fra ham—
Men han vidste, han kunde ikke gribe det—
Han hørte sin egen Stemme, saá det hvide Lommetørklæde paa Etatsraadens rokkende Hoved … Og han syntes, at Ansigtet blev en kæmpemæssig, leende Maske med et firkantet Glas i den ene Øjenhulning, en stor Maske, der kom ham nærmere og nærmere … helt ind paa Livet …
Sveden sprang frem paa hans Pande, store kolde Draaber; i Krampe trykkede han Armene mod sit Bryst.
Han kæmpede nogle Øjeblikke for at tale—Han hørte Hr. Andersen hviske, saá den store Skindkrave bøje sig over mod Lommetørklædet …
Saa flygtede han.
Han løftede Armene, som om han vilde tage Vidne paa sin Afmagt og med et uforstaaeligt Udraab løb han op over Scenen …
Hr. Andersen stod lidt med Bogen i Haanden. Saa lagde han sindigt
Tørklædet tredobbelt om sin Hals og gik ud gennem Foyeren.
William støttede sig et Øjeblik til Væggen, drog Vejret hurtigt nogle Gange, vendte sig saa og gik ned ad Gangen. Etatsraaden stod og pudsede sit Øjeglas i Lommetørklædet og vidste ikke rigtig, hvor han skulde se hen … Han stammede nogle Ord, som William ikke hørte, men blev ved at pudse nervøst paa Glasset …
"Jeg be'er Etatsraaden undskylde," der var lidt Graadklang i Stemmen, men William betvang den, "den Tid jeg spildte …"
Etatsraaden saá op fra Glasset hen paa William: "Forstaa mig vel," sagde han saa, "forstaa mig vel," men han stoppede op igen og pudsede videre.
"Jeg saá godt, jeg kunde ikke." Det kom simpelt. Etatsraaden stak Lommetørklædet i Lommen, rømmede sig: "Nej," sagde han og saá atter lidt paa skraa over paa Høg, "det var … var besynderligt."
Højvelbaarenheden stoppede igen, men han blev ved at lede efter Ord.
"Besynderligt," gentog han saa noget slæbende, tog pludselig i og sagde:
"For noget var der bag …"
Etatsraaden drog et lettende Suk og lukkede Læberne med et Smask, som en
Mand, der er tilfreds med sig selv.
"Ja, noget var der bag," gentog Regissøren, hvis Hoved pludselig dukkede frem bag Chefens Ryg omgivet af den store Krave som af en strittende Kam, "noget var der …"
William svarede ikke. Der kom ved hans Mund en Trækning, der kunde se ud som et Smil. Saa bukkede han og gik ind i Foyeren.
Regissøren hjalp ham Frakken paa; han lo, fordi den var for snæver, talte om et Par ligegyldige Ting, trak langsomt sine Handsker paa og gav Regissøren Haanden—
Etatsraaden stod med Øjeglasset klemt ind under Brynet og stirrede forbavset paa Døren, der faldt i for William Høg.
"Besynderligt," sagde han.
"Besynderligt," gentog Pelskraven.
Og de to Hædersmænd gav sig til at tale om andre Ting.
Ned gennem Korridoren ravede William som en drukken Mand.
Hoff ventede udenfor Theatret. Han gik frem og tilbage paa Fortovet i sin Pelsværksfrakke og krøb sammen, og to unge Damer i en Førstesals Vinduer bag nogle Urtepotter med blomstrende Nerier havde allerede væddet om, hvorvidt "Genstanden" var blond eller brunet …
Han var begyndt at blive utaalmodig, han stampede i Flisen for at holde
Varmen og gjorde stadig Promenaden længere—
Han var helt oppe ved Hjørnet denne Gang, da han vendte. Der kørte en
Droske forbi, og han nikkede ind til en Dame, saa saá han William.
William Høg gik bøjet, med Skuldrene sammensunkne, Hovedet ludende forover. Nu løftede han Hovedet og drog Vejret. Han stirrede lige paa Hoff uden at kende ham og sank atter sammen.
Saa gik William forbi ham.
Hoff vendte sig, saá længe efter den sammenskrumpne Skikkelse:
"Forbi," sagde han og gemte sine Hænder i Pelsværksærmerne.
* * * * *
TREDIE BOG
GOLDE AKS
I
William vidste ikke, hvordan han var kommet hjem. Han tog som i Søvne sin Overfrakke af, hængte den op, saá i Brevkassen efter Breve. Saa gik han ind. Nina stod i Spisestuen og vaskede Kopper, hun talte til ham og han havde paa Fornemmelsen, han svarede. Han drak et Glas Vand ved Buffetten, gik saa ind i Dagligstuen og satte sig paa den lille Puf.
Han var ikke vaagnet endnu.
Lidt efter kom Nina ind, hun fortalte om et Par Visitter, hun havde haft, om sin Sangtime, om Lærerinden, om Pigen, der havde slaaet et Glas i Stykker. William svarede ikke. Nina havde meget at fortælle, mens hun haandterede Støvekosten paa Skrivebordets Nipssager.
"Saa var her Bud fra Gerson, om han kunde komme her iaften. Jeg sagde, jeg vidste ikke, om Du skulde ud."
William sad og stirrede.
"For det er jo," Nina vendte sig, og i det samme standsede hun med et Ryk. Med et eneste Blik saá hun, at Slaget var kommet. "William! Du har prøvet … og …" hun holdt inde og lidt efter gentog hun mekanisk: "Du har prøvet."
William rørte sig ikke. "Jeg vidste det," sagde hun.
Og pludselig brød Taarerne frem og randt stille ned ad hendes Kinder.
Hun gik hen over Gulvet og satte sig paa Puffen ved Siden af ham, gav sig til at klappe hans Haar, som hendes Taarer vædede. Men han vedblev at sidde der ubevægelig. Hun tog om hans Pande; den var hed, hun kølede den med sit Armbaand, hun klappede hans Kinder, lagde sit Hoved ned mod hans Haar …
Men det var, som sank han stadig mere sammen i sin Ubevægelighed. Og hun blev pludselig angst, som om hun havde haft Døden mellem Hænderne.
Saa gav hun sig til at hviske til ham, gamle Kælenavne, som faldt hende paa Tungen og kom netop nu, Gud véd hvorfra, milde Tilnavne fra deres første Barndom. Hun slyngede sine Arme om ham og vuggede ham ind til sig som et Barn, mens hun blev ved at kalde ham ved de gamle Navne …
William rejste sig og forsøgte at tale. "Bliv heller her inde, William," sagde Nina. "Du kan jo sidde ganske stille."
"Nej … jeg … jeg maa være alene," Ordene lød som et brudt Ekko, "lidt alene," sagde han. Han vendte sig og gik hen mod Døren.
Nina rejste sig og tog ham om Hovedet: "Hvor Du lider."
Saa gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et tomt, idiotisk
Smil, mens han sagde:
"Ja, jeg har det ikke saa godt."
Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket. Og Nina trykkede ham endnu fastere til sig: "Kan Du ikke græde?"
William rystede paa Hovedet: "Lad mig være alene," gentog han, "lidt alene."
Han slæbte sig frem over Spisestuens Gulv og laasede Døren til sit Værelse. Da han vendte sig om, mødte han i Spejlet over Sofaen sit eget Ansigt, og i nogle Sekunder stirrede han paa den graablege Slaphed som paa en fremmed Mands Træk. Men saa skælvede han, og med noget som et hulkende Suk sank han sammen paa Stolen foran Skrivebordet.
Hans Tanker begyndte at vaagne.
Men som om de ikke havde Magt til at løfte Nederlagets forfærdelige Byrde, den stingende Sjælesmerte, der dog gennemborede selve Følesløshedens Kval, forvildede de sig ved deres Opvaagnen i fjerne og smaa Erindringer om de ubetydeligste Ting. Tankerne vaagnede af Bedøvelsen og flygtede som instinktmæssig for Slaget og dets Sønderrivelse; de veg ud i Yderpunkterne af hans Liv, der, hvor de ikke vilde møde det Tilintetgørelsens Ansigt, der forstenede dem.
Han mindedes sin første Barndom, han søgte at genkalde sig deres
Barnepigers Ansigter … Mine kunde han huske, hun havde væltet et Glas
Rødvin ned over hans Fløjlsbluse og faaet Skænd af Moder, og saa havde
hun knubset William med en Nøgle i Hovedet bagefter.
Men Blusen var helt ødelagt. Han havde kun haft den ganske kort, men saa blev Knapperne taget af og sat paa en Overfrakke. Der var Snore helt ned ad, og han fik et Par Halvstøvler fra København. Det var de første Halvstøvler, de havde set i Randers. Folk vendte sig paa Gaden og saá efter ham, naar han gik ud paa Skovbakken med Pigen …
Saa huskede han Danseskolen, Harriet, Legene i den store Gaard; Minderne flokkedes i hans Sind, men han saá paa dem med et underligt, sløvt Blik, med et halvt Øje …
Og pludselig kunde selv disse Tanker forstumme og stivne, ligesom de Fugle, Slangerne forstener under deres Blik: Hjerteslaget standser i deres Bryst, og mens de i et sidste Forsøg paa at undfly slaar med de kraftløse Vinger, stivner de gispende Væsner under Slangens stirrende Øje … hjælpeløst og forstenet.
Saaledes forstummede Nødhjælpstankerne foran Baggrundsmørket, som
Svagheden hidkaldte dem for at dække …
Og William selv sank sammen og stirrede sløvt sin Fortabthed i
Ansigtet.
Men lidt efter brændte den stingende Smerte gennem hans Sløvhed.
Altsaa var det forbi.
Slaget tabt.
William saá ud over denne Valplads, hvor hvert Haab laa fældet: Rækkerne var sunket sammen, Side ved Side laa de, Lynet havde mejet dem. Og næsten lyrisk glad ved at udbore sin egen Sorg forfulgte han, udmalende, Billedet af Forhaabningernes slagne Legion. Men saa dræbte den graa Kummer ogsaa hans Lyrik, hvori han flagrede med Vingerne …
Forbi.
Han maalte sin egen, slappe Kraftløshed, hans Tanker fingererede ved
Uhrværket, der var sprunget.
Hagen faldt ned paa Skrivebordet, hvor han sad; det var, som om hans
Lemmer faldt fra hinanden i slap Mathed.
Thi det var Livet, som var forbi med denne Dag. Og pludselig hamrede tusinde Tanker i hans Hoved, tusinde, mens han spurgte sig selv, hvordan det vel var muligt … hvordan er det muligt?
Hvorfor? Hvordan?
Han flygtede for Spørgsmaalene. Men alle Veje var stængte, alle Porte lukkede; som Skoven, der gaar op mod Macbeth, sluttedes hans Tanker inde i den samme Kreds.
Hvor skulde han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham ikke Minderne som sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor hen han saa gik!
Alt, alt havde det jo været bygget paa dette. Havde det ikke vævet sig ind i hans Liv, som fine Traade i et fastknyttet Net, og nu sad alt i blodigt Kød, naar man skar det bort?
Nu hvirvledes hele hans Liv sammen som et Korthus. William saá det, saa det falde, flagre, visne, synke sammen paa Jorden.
Hvad var det for et Billede, som meldte sig, som arbejdede sig frem, som laa ham paa Tungen?
Den første Dag i Sorø han gik ned ad Gaden, ind gennem Klosterporten,
Vinden føg … Bladdansen om Egerødderne i Forfædrenes stolte Allé …
William næsten vred sig under dette Mindes Ild, Forfædrene, Slægten. Saa var Sagaen sluttet.
Nu faldt hans tomme Drømme om ham som Snefog om en sløvt blundende Mand, der føler, han begraves, men han rejser sig ikke, thi Lemmerne vil ikke bære …
Nej—nej!
Han satte sig igen. Han vilde tvinge sin Tanke.
Han opsøgte sine første Ungdomssorger; at udmale dem skaffede ham Lindring. Han skærpede i sit Minde hin Tids Lidelser, og det var, som han fik Lindring ved at bore sig ind i disse Erindringer, som smertede og dulmede paa samme Tid …
Og paany spurgte han sig selv, hvordan det var muligt. Havde det da ikke Bund i hans Liv, omsluttede det da ikke hans hele Eksistens? Hvor var det Minde, der ikke talte om det, hvor den Erindring, der ikke hviskede om det? Hvor?
Og mer end det: han havde arbejdet for det.
Hvor han saá, havde han set Ligegyldighed eller Elendighed; de arbejdede ikke og de vilde leve … Og han selv havde været som de andre, sløv, gledet ud i Drømmerier uden Indhold, energiløs som de andre. Men da saa det var kommet, saa var han blevet stærk. Stærk? nej, ikke det—men han havde kæmpet, stridt for at blive det, villet være det …
Disse forfærdelige Nætter, naar han var hallucineret, naar det raabte om ham med hundrede Stemmer, naar lange Hænder sled i ham, Rotter løb over hans Seng og hen over hans Ansigt—
Ja—han havde kæmpet. Og han havde sejret, han havde tvunget sig selv til at være rask. Nu, nu var det forbi—nu vidste han det, nu vilde det komme, baade Synerne og Hallucinationerne og Galskaben, og han var forbi, færdig—
Som for Manden, det føg sammen om, vilde det komme, og han vilde hverken have Kraft eller Vilje. Thi forbi var det.
Han stirrede ud i Rummet med tomme Øjne, og navnløs Lede tog klamt om ham, mens han sad dér haabløs og stille og ubevægelig.
Han genoplevede det forfærdelige Øjeblik paa Scenen, Sveden vædede ham under Erindringens Mareridt. Aa—det idetmindste kunde aldrig komme igen. Som om han hvert Nu rev et Gipsdække af sit Ansigt, som koldt og fugtigt bestandig lagde sig over det paany—saaledes havde han følt det …
Denne rædselsfulde Anstrengelse mod det store umulige.
Han havde staaet Ansigt til Ansigt med sin Mangel paa Evne.
Nu saá han det. Men hvorfor havde han først set det nu?
Hans Tanker havde jo dog kredset om det, Nat og Dag kredset om
Uformuenhedens Spøgelse, kredset om Tvivlen og om Angsten.
Alle disse fire Aar—hver Dag havde han frygtet, som et gispende Gys havde han anet, hvad der nu var sket …
Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den sidste Sandhed ham paa
Livet: Svaret. Han havde bedraget sig selv, bedraget sig—og vidst det.
Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejghed.
Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet.
Fejg—fejg!
Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra—han huskede det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg, angst for at prøve, og vilde fly. Men uddybe sin Fejghed, tage fat i sig selv for at spørge, hvor Fejgheden bundede,—det turde han ikke.
Hans Tanker gik paa Vandring mellem Ruiner. Og Billedet om Slagmarken vendte tilbage, men der var intet Blod, ingen sønderbrudte Faner. Der var Taage over det alt, graa Taage, et Halvmørke, hvori man snublede over tavse Lig—
Han saá tilbage, og hvor han søgte, mødte han det samme Syn. Lyset slukket over sløjfede Volde.
Den sidste Høg havde været en Don Quichote—der havde kæmpet med
Vejrmøller!
"Don Quichote." Det var morsomt—morsomt
* * * * *
Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen stødte mod Randen.
Timer gik, inden han rejste sig. Saa saá han sig forvildet omkring, ravede hen imod Sofaen. Hans Lemmer var tunge, som en drukken Mand faldt hans Øjne til … han var bedøvet under sin Elendigheds Last.
Men i hine tavse Timer, da han angstfuld uddybede sin Uformuenheds
Svælg, dræbtes det bedste hos den sidste Høg.
* * * * *
Da han vaagnede, var det mørkt. Han laa lidt og stirrede paa Vinduet, lidt Lys kom ind fra Gaden. Saa vendte Bevidstheden fuldt tilbage, kom med en kold Tomhed, der lejrede sig i hans Sind. Han smilede halvt. Han kom til at tænke paa en Gang, der havde været Børnebal hjemme: Det havde helt optaget hans Tanker i mange Tider. Arrangementet, det hele; han havde selv skrevet smaa Vers til Kotillon, havde hængt over Moder, naar hun blandede Biskop og skar Smørrebrød … Saa den næste Morgen, da Ballet var forbi, og han vaagnede i sit Værelse, hvor de havde stillet en Mængde Møbler sammen hulter til bulter i Travlheden, saa havde han følt sig saa skrækkelig led og tom, og han havde vendt sig i Sengen og drejet sig og buklet sig ind i Tæppet for at undgaa det, som kom ham nær, noget ubehageligt, en tom Fornemmelse—
Nu, mens han laa og stirrede mod Lysskæret fra Vinduet kom han til at smile ved Tanken om dette. "Jo—o, Ballet var forbi."
William havde saadan en vis Lyst til at tage det hele glad, tage sig selv som en Spøg. Der var jo meget latterligt i det. At han ikke havde lét, da Etatsraaden stod der og pudsede og pudsede sit Øjeglas og tilsidst mente: "Der var noget bag"—især saa da Regissøren gentog det, i samme Tonart, samme Tempo. Den Regissør var musikalsk, havde sandelig Øre. Som han havde gentaget det korrekt, ganske som et Ekko.
"Der var noget bag …"
Og William morede sig. Det pirrede ham saadan at stikke sig selv med
Knappenaale.
Han gik hen og vaskede sig og spejlede sig. Saa lukkede han Døren op og gik ud i Spisestuen.
Nina havde ventet ham i Timer. Angst havde hun lyttet ved Døren, været bestemt paa at kalde og havde opgivet det igen.
Klokken var syv, da William kom ud. Hverken Nina eller Sofie sagde noget, de saá blot op paa samme Tid, sænkede saa igen Ansigtet over Sytøjet, hvor de sad henne under Lampen, og blev stille ved at sy.
William satte sig paa Puffen i Hjørnet med Hovedet lænet til Væggen. Heller ikke han talte; man hørte kun Olien koge i Lampen, engang imellem et Vindstød mod Ruden.
"Der staar noget Boeuf," sagde Sofie tilsidst, og saá fra Arbejdet hen imod Williams Krog.
"Jeg er ikke sulten." Han forandrede ikke Stilling; "Tak."
Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet saá begge Søstrene undertiden sky paa Broderen; han stirrede frem for sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og tilbage. Der var noget maskinmæssigt ved det.
"Hvor det stormer," sagde Nina.
"Ja, det er blevet slemt Vejr," der var det samme brudte, udslukte i
Lyden, han tav lidt: "Det fryser ogsaa."
De sad igen stille. Sofies Taarer faldt én for én ned paa Servietten, hun sømmede. Lige paa én Gang virrede Nina med Hovedet og tog Lommetørklædet frem for at pudse Næsen.
William havde rejst sig og gik frem og tilbage paa Gulvet. Tilsidst drejede han rundt og gik hen imod Døren.
"God Nat," sagde han.
"Gaar Du?" Tonen var angst.
"Jeg—gaar," William mumlede, "ud at se til Gerson."
"I det Vejr—", men Broderen svarede ikke og lukkede Døren.
Det var Snefog og blæste saa stærkt, saa man næppe kunde komme frem.
William stred ned ad Bredgade mod Stormen, men Sneen slog ham i
Ansigtet, saa han slet ikke kunde se. Han syntes, det var dejligt at faa
disse kolde og virkelige Piskeslag i Ansigtet.
Det var næsten umuligt at komme forbi Skt. Annæ plads.
Man rutschede ind mod Husrækken og kunde hverken komme frem eller tilbage. I Ipsens Port stod en Pige med Kjolen helt ind om Benene og Overkroppen bøjet forover, hun gik lidt frem og rutschede saa tilbage med et Hvin.
Gerson var flyttet og boede i et af de første Huse i Dronningens
Tværgade, hvor han var i Kost hos en Onkel.
Det kneb at komme om Hjørnet: Stenbroen var saa glat som ved Isslag, og Vinden snurrede om Hjørnet som en Hvirvel. William søgte at komme frem med hævede fremskudte Skuldre og Hovedet foroversænket, han formelig borede sig op mod Vinden.
Tilsidst krøb han langs Hjørnestedet, støttende sig til Muren, halvt kravlende. Da han var kommet om, vendte han sig og saá tilbage, naaede saa en hundrede Skridt frem til Porten.
Der var lunt og lyst paa Trappen, hvor Gerson boede. Et rødt Tæppe op ad
alle Trin. Naar man kom ude fra, var det dejligt, saadant et lunt
Velbehag, der kom over En. Der var store Blomstergrupper paa alle
Afsatser.
Gerson boede paa tredje Sal, øverst oppe. William traadte lige midt paa Tæppet. Det var saa blødt at gaa paa. Her var det. Han ringede, og Pigen lukkede op.
"Om Hr. Gerson var hjemme?"
"Nej, Studenten var i Theatret med Fruen."
William stod lidt i Tanker. "Naa—i Theatret." Han blev staaende og faldt i Staver, mens han stirrede paa Pigen, der ventede med Haanden paa Entrédøren. "Naa, i Theatret." gentog han i samme Tone, vendte sig og gik ned. Først nede paa Afsatsen, da Pigen smækkede Døren i, raabte han tilbage: "Hils."
"I Theatret," det havde straks ligesom taget Vejret fra ham, og han var faldet sammen et Øjeblik. Men hans Hjerne var for træt af Sindsbevægelser, og intet kom til Klarhed, det var kun som en vag og ubestemt, smertefuld Efterdønning.
Han læste paa Dørene. Det var lutter fine Folk, paa anden Sal en Kammerherre, paa første en Lehnsbaron. Nede paa Døren i Stuen var der en stor Messingplade, Navnet var meget snirklet, og William bukkede sig for at læse det.
Grevinde—jo, der stod Hatzfeldt.
"Boede hun her—det vidste han ikke?" Han smøgede Kraven op og gik langsomt ned ad Trappen ud i Porten.
"Det er haardt Vejr," sagde Portneren, han stod og fejede noget sammenføget Sne bort fra Gadedøren.
William nikkede og gik ud. Stormen slog imod ham og trykkede ham op mod
Porten, der lukkedes bag ham, saa han slet ikke kunde komme frem; han
gjorde et Par Forsøg, men blev saa staaende. Sneen piskede ham i
Ansigtet, uden at han mærkede det; han stod klemt op i Hjørnet.
Saa ringede han paa igen, gik ind, hurtigt op ad Trappen til Stuen—
"Grevinden var hjemme."
Tjeneren hjalp ham Overfrakken af, aabnede Døren paa en egen diskret
Maade, meget stilfærdigt.
"Grevinden var i Kabinettet."
William blev endnu mere forvirret, standsede et Øjeblik. "Tak," sagde han, men blev staaende. Tjeneren pegede paa en gul Portière og sagde: "Dér …"
I det samme løftede en Damehaand Forhænget til Side, og Grevinde
Hatzfeldt kom Frem paa Tærskelen.
Tjeneren gik.
Grevinden saá et Øjeblik paa William, der stod og undersøgte Gulvtæppet og krammede sin Handske.
"Saa kommer De da endelig," sagde hun og rakte ham Haanden, mens hun slap Portièren. "Hvad skriver vi idag?"
De kom ind i Kabinettet.
Mod sin Vilje kom William til at aande dybt og aabnede Munden; Luften var gennemtrængt af Violduft.
"Er her Dem for parfumeret?" spurgte Grevinden.
"Aa nej, her er som hos Hr. Hoff—"
"Hos Bernhard—Hoff—ja, det vil jeg tro," Fru Hatzfeldt havde talt noget hurtigt. Saa standsede hun og tilføjede ligegyldigt: "Jeg kunde tænke det. Hans Bøger er noget parfumerede …"
Grevinden sad lænet tilbage paa den røde Divan og legede med sit Haar. Hun havde trukket den mørkt gyldne Lampeskærm op, saa Lyset faldt paa Williams Ansigt. Der var saadan en underlig Sitren i hans Kinder. Og mens Grevinden talte let om adskillige Ting, spurgte hun sig selv, hvad der dog var hændet William Høg, siden han kom paa denne Tid, paa den Maade.
William var forceret livlig. Han sprang nervøst fra Thema til Thema, skosede til fælles Bekendte og snakkede op.
Men pludselig slappedes Williams Munterhed, og han sank sammen;
Grevinden maatte fare Ordet hele Tiden og bekæmpe Pauserne med Enetaler,
mens William svarede med tomme "Ja" og "Nej". Han sad og stirrede paa
Kaminildens Leg over Gulvtæppet; undertiden gled Skæret helt ud over
Rosenbuketterne, langt ud. Det sorte Panterskind saa ud, som det glødede
… Hvor det maatte være varmt.
Saa greb han sig i at have svaret galt paa et Spørgsmaal af Grevinden, og han næsten fo'r op i Sædet. Pludseligt lagde han Haanden for Øjnene: "De maa ikke være vred," sagde han.
"Vred?"
"Ja, fordi jeg er kommet," han stod lidt, kæmpende med sig selv. "De maa ikke være vred," gentog han, "det var—det var, fordi—"
Han fuldendte ikke, men gik hen mod Døren.
"Høg"—Grevinden rejste sig—"hvad er der hændet Dem?"
William svarede ikke. Han løftede blot Hovedet og saa paa hende. Hun var traadt op paa en lav Skammel, der stod foran Divanen—hvor hun var stor og smuk!
Og William standsede: "Jeg har ikke haft det saa godt idag." sagde han sagte.
"Og hvor gaar De nu hen?" spurgte Grevinden, et Par Skridt fremme.
"Hvor han gik hen? Hvor han gik hen?" Grevinden saa paa ham og blev slaaet af hele det fortabte over ham. Hun gik nogle Skridt frem, og pludselig mærkede William hendes Arme om sin Hals.
"Hvorfor kan De ikke sige mig, hvad der er sket," sagde hun mildt, hendes Arm laa let om hans Skulder. Og da han ikke svarede, tilføjede hun: "Det er jo dog derfor, De er kommet—"
William mødte hendes Blik, der hvilede paa ham, og hans Læber bevægede sig skælvende. Saa bøjede han sig med et Suk ind til hendes Bryst. Ingen af dem talte.
Grevinden glattede mildt hans Haar, ventede med Armene slynget om hans
Liv—
Saa førte hun ham langsomt hen til Kaminen, satte sig paa en lav Puf, bestandig klappende hans Haar—
Han følte Varmen, Duften af hendes Lokker, hendes Hænder over hans Haar
… Han sukkede og hviskede sagte—sukkede igen og græd.
Under sin Graad begyndte han at tale, afbrudt, som et Barn til sin
Moder, Han løftede det hvide Ansigt, der var marmorblegt selv under
Graaden, og hviskede i afbrudte Ord: Alt, alt, hvad der var sket—.
Endelig kastede han Byrden, de lange Timers Sløvhed, han fortalte, han
klagede, han anklagede.
Alt, alt, hvad han havde lidt! Vidste hun da, hvordan han havde arbejdet—Nat og Dag—Dag og Nat. Den Dag, det var kommet … det var Kamilla, der havde vækket det, Kaldet … aa,—han havde taget det for en Aabenbaring. Og han havde forsaget—forsaget—
Saadan havde han arbejdet, kæmpet mod Elendigheden, mod Jammeren, mod
Sygdommen—og nu, nu var det forbi—
Manden i William forsvandt i denne styrtende Taarestrøm, Viljen skyllede bort. Alt, hvad han havde taget op, sin Fremtid, Slægten, Arbejdet, alt … Han havde stridt, mandet sine unge Aar op til at handle og ville—
Og nu, da det var forbi, da Slaget var faldet og havde ramt, nu blev denne Vilje til et Barns Klager.
Grevinden lagde hans Hoved paa Puden og forsøgte at rejse sig.
"Gaa ikke!" bad han.
Grevinden drømte. Skæret fra Ilden faldt paa hendes Ansigt, saa det glødede, Straalerne legede med hendes Lokker. Han lagde Armen op om hendes Hals, og hun saá ned.
"Barn," sagde hun.
Saa smilede han for første Gang.
"De ligner Kamilla," sagde han og lagde Hovedet ned igen.
"Jeg vil spille lidt for Dem," sagde Grevinden, "lidt inden The."
Han slap hende, der var kommet en besynderlig Ladhed over ham siden
Graaden, og han laa ganske stille paa Tæppet.
Hvor det dog var en blød Melodi!
Det var, som om han faldt i Dvale, hen i en sød Hvile. Og hvor han længe havde trængt til Hvile—saa længe.
Hvor blødt det var! Han løftede Hovedet cg saá paa hende. Grevinden sad i Mørke—kun Armene laa i Lys, blottede kom de frem fra Kjolens vide Ærmer, løb glinsende hen over Tasterne. Hun holdt Haandledene meget højt og buede … Som Slanger, der boltrede sig, runde og dejlige, legede Armene over Tasterne.
Ja, hvor han dog egentlig havde længtes efter at sidde som nu….
Saa træt, saa træt han havde været, og aldrig Ro, altid Anspændelse og
Tvivl og ny Anspændelse—ja, for træt havde han været….
Han tænkte paa, da Kamilla spillede i Kirken. Hvor det var længe siden….
Se, de hvide Arme … som Slanger….
Grevinden holdt op. Hun sad nogle Øjeblikke foran Flygelet med Hovedet støtter paa den ene Arm. William saá over imod hende, løftede Armen lidt som for at vinke….
Skæret fra Kaminen gled et Nu henover hendes Ansigt: hendes graa Øjne blev større. Lydløst rejste hun sig og gik hen over Gulvet imod ham, satte sig saa og tog hans Hoved imellem sine Hænder.
"Ikke sandt, det dulmer," hviskede hun dæmpet.
"Ja—Hoff har ogsaa en Gang spillet for mig …"
"De holder meget af Hoff," sagde hun og saá ned.
Deres Øjne mødtes og hvilede længe i hinanden! Hun holdt om hans
Tindinger med begge Hænder. Saa gled der et pludseligt Glimt over
Williams Ansigt, og de smilede begge.
Han rejste sig halvt, stadig saá de paa hinanden, og brændende trykkede de de aandende Munde, Læbe mod Læbe….
* * * * *
II
Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker, og det var Barnets Hjælpeløshed, der havde ført William til hende.
Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts Fremtid, og som nu stirrede forfærdet paa sin egen Kraftløshed var i Reaktionens Slappelse bleven til et hjælpeløst Barn.
Og saa mødte han Grevinde Hatzfeldt.
Ingen vidste, hvor gammel Grevinde Eva Hatzfeldt var, nogle mente fem og tredive, andre fyrre; hendes Beundrere paastod, hun umuligt kunde være mere end tredive, ondskabsfulde Medbejlersker og et Par Medlemmer af det engelske Gesandtskab, med hvilken Ambassade Grevinden havde adskillig ikke opklaret Forbindelse, vilde mene, at den smukke Dame allerede var højt over de fyrre.
Men hvorom alting er, man vidste det ikke, og det var ogsaa meget vanskeligt at konstatere. Naar man hele sit Liv har tilhørt et og samme Samfund har Beundringen og Misundelsen i slige Beregninger Fakta at arbejde med. Men Grevinden havde aldrig opholdt sig meget længe paa et Sted.
Om Tiden før hendes Giftermaal vidste man intet, thi at Fruen oprindelig skulde have været Guvernante og med en engelsk Familie var kommet til Paris, hvor hendes Ærgerrighed havde formælet hende med den gamle holstenske Adelsmand, var kun Rygter, der var paavirkede af taagede Erindringer fra Mrs. Audleys Hemmelighed.
Vist var det kun, at der virkelig havde eksisteret en Grev von Hatzfeldt, og hans Billede i Kjole med Johannitterordenens Baand var opstillet paa et pragtfuldt Staffeli i Enkens Dagligstue. Selv om Fruen maaske et Øjeblik vilde have vægret sig ved at fremlægge sin Daabsattest—var hun sikkert fuldt rede til at fremlægge sit Vielsesbevis, og det var virkelig allerede et overordentligt Held.
Efter Grevens Død—de var kun gifte i tre Fjerdingaar—havde Fru Eva opholdt sig saa noget nær overalt: hun havde levet i St. Petersborg, i Neapel og i Wien, særlig i Paris og Rom, kun London syntes hun at have undgaaet. Nu var det ti Aar siden, hun første Gang havde vist sig i København, indført af enkelte Familier, som endnu havde Forbindelse med den Hatzfeldtske Slægt, og som ikke fandt sig beføjede til overfor en Dame, der i alt var komplet comme il faut og som optraadte med en blændende Luksus, at forlange andre Garantier end Navnets, eller til at lytte til Rygter.
Rygterne var jo altfor utrolige og de sloges til Jorden ved selve deres
Usandsynlighed.
—Grevinden havde ved denne Tid atter boet nogen Tid i Danmark, og den bestandig smukke Enke, hvis graa Øjne var ligesaa glansfulde som nogensinde, og som ligesom sidst trodsede Moden og bar sit askegraa Haar frit i slangeagtige Lokker, havde med Lethed knyttet sine gamle Forbindelser i det selskabelige Liv.
Vel sandt, at hun var mere yndet af Herrerne end af Damerne; at man skumlede lidt over hendes Mani for Ungdommen og den Iver, med hvilken hun bestandig beskæftigede sin Omgangskredses Sønner og Døtre ved Privatbasarer og smaa Komedier, Festiviteter og tusinde Arrangementer, hun ordnede med europæisk Snit; at man i en vittig Time engang havde kaldt hendes luksuøse Saloner for Hønsegaarden—alt dette var jo netop uskyldige Ting, og det viste kun, hvor skævt en Kone kunde blive bedømt, naar hun, ude over den første Ungdom, endnu var ung nok til at kunne dele Ungdommens Nydelser.
Saaledes talte man om Grevinde Eva, men Grevinden var dog alt i alt baade beundret og estimeret: hun spillede Chopin som en Mester ag sang overordenlig smukt, hendes Malerier prangede ikke blot med store Navne, men var virkelig de store Navnes Mesterværker, og hendes Hus var elegant som vore Huse sjældent er det, præget af Verdensstædernes bløde Elegance, som koketterer med Yppigheden. Følgen af alle disse Fortrin var, at hun spillede en temmelig dominerende Rolle i det selskabelige Liv….
Til denne Kvinde klyngede William Høg sig, og Grevinden var ham som en Moder. Hvor glattede hun ikke mildt hans Sorger ud, hvor mildnede hun ikke hans Klager. Hvor de var lykkelige og fredsæle, de første Aftener. Han fortalte hende alt, en barnlig hengiven Fortrolighed, der intet skjulte; han laa paa Panterskindet med Hovedet i hendes Skød, mens hendes bløde Haand gled hen over hans Kinder, og naar han løftede Ansigtet, kunde han møde hendes Blik, saa mildt, saa ubeskriveligt ømt.
"Kys mig," sagde han, og hun lagde Armene om hans Hals og kyssede hans Pande. Men han søgte hendes Mund, og skønt hun stred imod og kaldte ham et Barn, brændte dog hendes Læber, naar de mødtes med hans.
Han følte Rekonvalescentens Glæde ved denne ømme Pleje, han fandt næsten en Nydelse i sin Kummer. Han kom jo med den som et Barn, og hun tog ham op og favnede ham. Og græd han, trøstede hun ham som en Moder, sukkede han, bortaandede hun hans Suk med en Elskerindes Kys.
Men hurtigt blev denne Moders Skød kun til en Elskerindes Favn, og
Favnen et Kapua for Legioner, der var slagne ved Kannæ.
William græd ikke mere: man kan ikke vedblive at græde bestandig. Mens han græd, var meget andet blevet vakt hos ham under Fru Evas trøstende Kærtegn.
Williams Sanser havde længe slumret. De var blevet vakt eller sygelig næret ved den altfor tidlige Læsning af Digtere, "som skrev med deres Blod", og som William læste som femtenaars Yngling, fordi han her fandt al den Smertens Voldsomhed, al den Verdenskummer, der allerede saa tidlig havde tilsløret hans Barndomsliv. Den Gang saá han vel ikke helt, at Digternes Sindsbevægelser var andre end hans egne, at denne Smerte havde andre Grunde—men vagt og ubestemt gav al den sammenhobede overmodne Læsning dog Næring til en vis Sanselighed, der vel undertryktes af det graa Tungsind, som prægede hans Liv, og de daglige Sorger, den daglige angstfulde Spænding, i hvilken de Høgske Børn den Gang henlevede deres Tilværelse, men som dog levede saa at sige i Baggrunden af hans Følelsesliv, og der som alt andet fik en forkuet Vækst. En ubestemt, halvvaagen Sanselighed, som allerede var træt uden at have løst Vingerne og som allerede gennem den bestandig mindre kyske og halvt forstaaede Læsning havde afblomstret Nydelsen uden dog at have nydt; som ulmede under hans Melankoli, og som kun førte et visnende Liv, men ikke døde i hans lidenskabelige Sinds Mørke.
Og selv under hele denne Tid, hvor Ærgerrigheden dødede hans Sensualisme, gennemvævedes hans Tilværelse dog af en Sanseophidselse, der maskerede sig under vekslende Former, men som under Masken drev et formummet Spil.
I hans Tilværelses Goldhed, hvor han forsagede for at blive stærk, sukkede han. Han vidste det ikke selv, men det var hans unge under Ærgerrighedens Anspændelser døsende Sanser, der holdt ham feber-vaagen i disse Nætter, naar han i Fortvivlelse og Angst bed i sin Hovedpude for ikke at skrige, naar hans Øjne var tørre, fordi de var trætte af Søvnløshed og uden Taarer.
Saa var Margrete kommet som et lyst Billede i hans Liv … Naar han nu tænkte paa hende, skød han Billedet bort, ligesom holdt sig for Øjnene for ikke at se. Men undertiden drog Minderne om hende frem i hans Tanke, og de bragte i deres Følge som en vemodig Melodi, der klagede mildt … Naar han havde sejret, vilde han have bragt hende sin Sejr, hende sit Liv—Men nu stod hun ude i et fjernt Lys, langt borte, og han turde ikke se mod det skinnende Billede—Nu, da det var brustet og forbi—
Forbi.
Nu havde han kun Grevinde Eva, og William var Voks i hendes Haand.
Det var nye Sindsbevægelser, ny Anspændelse, ny Nervøsitet.
Der kom en Tid, hvor han fantaserede om denne Kærlighed. Som Baggrund for hans Nyden laa hans store Skuffelse, Kummeren … Han lagde en Heines Verdenssmerte ind i sin Elskovslykke, og han tænkte paa Alfred de Musset og George Sand. Vilde han ikke dø ligesom Musset, fortæret af denne flammende Ild, som selve hans Drømme gjorde hedere, som opslugte al hans Lidenskab og al hans Villie?—kunde han ikke dø?
Thi udenfor dette laa det store Intet—Fortabtheden, Elendigheden. Kun i deres Kærlighed var der Liv.
Saa kunde hun atter blive Moder og behandle ham som et Barn, smile ad ham. Og hun kyssede ham kun paa Panden, og hun saá paa ham mildt, med en Moders Kærlighedsglans i et rent Blik. Saa kunde der over Blikket komme som en sørgmodig Dug, og mens hun sukkede, aandede hun henover hans Haar. Hun spillede for ham: "Hvad spiller Du?" spurgte han.
"Kinderscenen," sagde hun.
Og naar han smilede til hende, saá hun paa ham med et forbavset Blik, der spurgte, hvorfor han betragtede hende saaledes….
Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke forklarede hun ham, hvad
Komponisten nu fortalte. Hun talte paa en blød, kælende Maade som en
Kvinde, der fortæller Eventyr for Børn.
Og saaledes var hun hele Aftenen. Han kunde læse for hende og begyndte paa et af Mussets Digte, men hun vilde ikke høre det. "Ikke den Bog," sagde hun, Saa tog hun selv en Bog som hun bad ham læse i, milde Digte, Lamartines "jocelyn" eller Octave Feuillets Idyller eller Daudets Smaating. Men selv her kunde hun standse som ilde berørt, modvillig og bede ham holde op.
Og til andre Tider var hun "Damen", koldt overlegen og rolig. Hun saá ham kun sammen med andre, hun modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin Kreds som den hædrede, den herskende; rolig og fuldendt Dame; hun saá ham ikke; skænkede ham ikke et Blik. Men heller ingen af de andre saá hun til, Kulde, Fornemhed i hver Bevægelse—saaledes kunde hun være.
Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uafbrudt kredsede om hende under tusinde Paaskud; mens han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften, et eneste af disse smaa Tegn, som er Elskendes Budbringere, mødte ham bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som ligelig uddelte sine Smil—kolde og forbindtlige Smil …
Andre Dage var hun smægtende, laa hen med tunge Øjenlaag, en slumrende Haremsdame at se, lad og træt … Hun talte dæmpet, naar hun endelig talte; søvnigt. Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun laa hen paa den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange Lokker ud over Sofaen.
Hun kunde ogsaa vise en pludselig Lyst, en tilsyneladende tvingende Trang til ligesom at legitimere sit Forhold ved at knytte Nina og Sofie til sig, hun vilde bestandig have dem som et kysk Værn mellem ham og sig …
Man roste Grevinde Hatzfeldt meget for hendes Opofrelser for de forladte Børn, hun introducerede dem, førte dem frem, protegerede dem—var dem som en Moder …
Til andre Tider kunde hun være vemodig. Hun kunde betragte ham med sørgmodig Ømhed, og naar han spurgte, faldt hun i Tanker med et trist Smil, hvis Tungsind hun syntes at ville skjule for ham. Undertiden, naar han trængte ind paa hende og vilde aftvinge hende Tilstaaelsen af hendes Bekymringer med Kærtegn, kunde hun pludselig briste i Taarer: hun var gammel, naaet til Høsten, kunde intet give ham, som stod i Vaarens Førstegry …
Og hendes Kærlighed fyldte hende med Anger.
Saaledes vekslede hendes Væsen og blev bestandig nyt, mens Williams
Lidenskab, der blev hele hans Liv, voksede og opslugte ham helt.
Der var ikke mere af Moderen tilbage, hun var kun hans Elskerinde, han elskede hende, elskede hende, som de Mennesker havde elsket, hvem Kærligheden havde fortæret. Thi han fortæredes, i Begyndelsen havde han skruet sig op, fantaseret en Del af sin egen Ild, men Evas Klogskab kastede bestandig Brændstof til Flammen, ny Brand—ny Brand.
Han længtes, naar han ikke var hos hende, og han var ikke tilfredsstillet, naar han kom til hende. Fra Dag til Dag voksede hans Feber, fra Dag til Dag steg denne forfærdelig nærede Attraa, hvis Genstand han aldrig syntes at kunne fange; fordi den aldrig var den samme.