Men tilsidst blev det i Fortvivlelse, han længtes.
Han sammenlignede undertiden dette med hin Tid i Forholdet til Kamilla, da hun jog ham rundt i Tvivl og i golde Sindsbevægelser.
Var dette anderledes?
Jo anderledes, anderledes og dog det samme: Thi golde var disse
Sindsbevægelser som hine, han joges rundt, nu som da, uden at finde
Bund, uden at finde Grund, uden at kende hende, han elskede, uden at
modtage noget for, hvad han gav …
Men hans Liv levedes i denne Lidenskab, han stængte sig inde i den. Og hvor skulde han vel ellers vende sig hen? hvor?
Tomheden stirrede ham i Møde, Tomheden og Fortvivlelsen.
Saa kunde han standse midt under sine Kærtegn, og mens han stirrede paa hende, kom der noget sløvt og døende over hans Blik, noget angstfuldt, noget som i et Dyrs Øjekast, der er sunket i Knæ for en indvendig Forblødning … Det kunde komme pludseligt, midt som de sad, og hans Hænder, som laa slynget om hendes Hals, faldt slapt ned, og Flammen i hans Øjne slukkedes …
Hans Læber var kolde, hans Blik uden Ild; en Slaphed med sprungne Fjedre. Han troede ikke paa hendes Kærtegn, overbevistes ikke. Og hun vidste ikke, hvad der var kommet imellem dem.
Men han saá, at han var blevet en Slave, mens han søgte. Fra et Barn var han blevet en Dreng. Han saá, at han aldrig havde været en Mand i denne Elskov, aldrig; at han havde været uformuende i denne Kærlighed. Og han følte Lede, men blev.
Hun holdt ham godt fast. Som man, naar man presser en Citron til et Glas Sukkervand, blot af Irritation, fordi man vil tage den sidste Draabe, kan beholde den i Haanden nogle Øjeblikke endnu, inden man kaster den hen—saaledes holdt Eva Hatzfeldt endnu paa William Høg, mens han udtørredes under sin egen Lede.
Hjemme var han pirrelig. Nina og Sofie led forfærdeligt ved at se ham saaledes synke hen i en Døs.
Han saá aldrig nogen, han gik aldrig ud, han fulgte ikke mere Grevinden i Selskaber.
En Dag havde Fru Hatzfeldt sat ham Stævne i Frederiksberg Have. Saa skulde Vognen køre dem op om Valby.
William ventede et Kvartérstid paa det aftalte Sted, gik saa igen. Han var egentlig ganske ligeglad, han var vant til Grevindens Luner og havde opgivet at tage hende noget ilde op.
Lidt borte fra Runddelen saa han Hoff komme kørende i Alléen. Forfatteren sad alene i en nedslaaet Droske, krøben sammen i Hjørnet, meget bleg og indfalden saá han ud, og trods det gode Vejr havde han Pelsværket helt op om Ørene. William vilde gaa forbi, det var længe siden han havde set Hoff, egentlig ikke siden Prøven, og de Par Gange, de havde truffet hinanden, havde de kun vekslet nogle ligegyldige Ord. Han vilde helst være fri for at tale med ham …
Men saa fik Hoff Øje paa ham og lod Kusken holde Drosken an. William maatte standse og gaa ud til Vognen.
"Tager De ikke med?" spurgte Hoff, han søgte at faa sin lystbehandskede
Haand ud af Pelsværket, "det er blot paa en Time."
"Nej Tak"—William skulde til Byen …
"Naa ja, ja, det er forresten ogsaa bedre at gaa i dette Vejr," Hoff rejste sig i Vognen. "Aa, Kusk, De kører hjem med min Pels—jeg vil hellere gaa." Han fik Pelsen af og en Paletot paa, som han havde med i Vognen … William syntes, det var altfor urimeligt at lade Vognen drage af med Pelsen alene.
"Aa, kære, skidt med det—saa længe det er siden," Hoff traadte ud af
Drosken, "vi har set hinanden. Naa, Farvel Kusk!"
"Skal De ikke betale?" …
"Jo, det—aa nej, jeg har ham paa Regning." Drosken rullede af og de gik over i Alléen. "For det er rigtignok længe siden, vi har set hinanden," sagde Hoff.
William knyttede intet Svar til Hoffs Ord: "De ser meget daarlig ud," sagde han blot.
"Aa ja—det er min Roman—den tager paa Kræfterne …"
"Skriver De paa en Roman?"
"Ja—og den er forsinket. Egentlig skulde den allerede have været ude …"
"Hvad handler den om?" spurgte William, som var glad ved at have fundet noget at tale om.
"Aa," Hoff borede Hænderne ned i Paletotlommerne, "hvad Romaner almindelig handler om—om Verdens Daarlighed"
Der blev en Pause. William gik og saá ned i Jorden og skubbede lidt
Muld op med Taaspidsen for hvert Skridt. "Aa ja—det er jo et rigt
Emne," sagde han.
"Temmelig." Saa igen Stilhed, indtil Hoff sagde: "Men De ser skam heller ikke synderlig rask ud."
"Vist som sædvanlig."
"De skriver maaske osse paa en Roman?"
"Nej," William lo, "men jeg tænker paa det."
De gik atter tavse: "Jeg har været hjemme nogle Gange," sagde Hoff, "men
De er svær at træffe. Jeg vilde have talt til Dem om noget ved Bladet …"
"Ved Bladet?"
"Ja—vi skal have en ung Dramaturg af den nye Skole—og saa tænkte jeg, at De vilde passe godt." Hoff saá ikke op, men William havde paa følelsen, han alligevel skævede til ham.
"Jeg skriver ikke," sagde han, han var blevet lidt rød i Kinderne.
Hoff gik videre: "Godt nok," han standsede lidt, "men noget maa De dog bestille."
"Ja—tage Eksamen."
"Naa," Hoff gik til igen, "ja, naar De vil tage Eksamen."
"Jeg er jo politisk Studerende."
"Saa? Det har jeg osse været … det er et dejligt Studium. Og De skal vel op til Jul om et Aar?"
"Jeg har ikke tænkt paa at gaa op …"
Hoff fik Cigaretter frem og bød William, de standsede, tændte inde i Hatten: "Jeg talte med Gerson forleden. Han klagede ogsaa over, at han aldrig saá Dem undtagen paa Trappen."
Hoff var færdig med at tænde og satte Hatten paa. "Det er nok det samme
Hus, hvor Fru Hatzfeldt bor."
"Ja—Grevinden bo'r dér i Stuen …"
William gik hele Tiden og gemte Ansigtet væk fra Hoff. Forfatteren bakkede roligt paa Cigaretten, som hang løst imellem Læberne i den ene Mundvig, saa hvad han sagde fik saadan en nonchalant-sløjfel Betoning.
"De kommer der nok—en Del," sagde han.
"Grevinden har vist os megen Venlighed," Tonen var kort, og der var en let Streg under os.
"Naa—Deres Søstre osse," Hoff boldt inde, gik lidt igen, sagde saa alvorligere: "Mon det er rigtigt?"
"Hvilket?"
"At lade Deres Søstre komme hos Grevinde Hatzfeldt." Hoff slog Asken af
Cigaretten.
William blev først bleg, saa meget rød.
"Ja, for forstaar De, bedste Høg, at De—men …" Hoff saá som tilfældigt over til Høgs Side …
Saa greb William det nemmeste Middel: "Grevinden er en Veninde af vor
Familie."
"Naa—ja, det vidste jeg ikke."
"Og De, som kun har set Grevinden én Gang—"
"Har vel næppe Ret til … nej, ganske vist. Men," Hoff slyngede
Cigaretstumpen væk: "jeg har osse kendt hende før."
William smilede: "Jeg synes, jeg erindrer, at De blev præsenteret for Grevinden paa Etatsraadens Bal."
"Ja—det var noget siden, jeg havde set Fru Hatzfeldt. Men jeg synes nu alligevel, det er urigtigt, at De lader Deres Søstre omgaas Grevinden."
William blev heftigere; "Man taler ikke saadan om en Dame," sagde han, "undtagen man …"
"Man ikke, men jeg, og jeg skal sige Dem, hvorfor jeg gør der, fordi jeg har været hendes Elsker."
"De!" Det gav et Ryk i William, han blev purpurrød, mens han stirrede paa Hoff. Forfatteren besvarede Blikket. Saa slog William Øjnene ned, hans Træk var blevet graa, og der gik en Trækning over hans Ansigt.
Men han havde intet at svare. Han vidste, Hoff talte Sandhed.
Forfatteren vilde lægge sin Haand paa hans Skulder, men William rystede den væk, blev ved at gaa ved Siden af ham med bøjet Hoved.
"Jeg var kun seksten Aar," sagde saa Hoff Det blev meddelt ganske tørt, som et simpelt Faktum. Og Tonen var den samme, da han tilføjede: "Grevinden holder saa meget af unge Mennesker."
De gik ned langs med Nyboder, ingen af dem talte, Hoff tog igen Cigaretter frem, tændte, William ventede. Saa gik de videre. Da de kom til Gernersgade, drejede en Ekvipage om fra Toldbodvejen.
Hoff hilste ærbødigt.
William saá ikke op, spurgte halvt tankeløst: "Hvem var det?"
"Det var Grevinden—med den unge Jansen."
William vendte sig med et Ryk. Han saá Grevindens graa Hat, Maleren sad ved Siden af hende paa Forsædet.
"Aa," sagde Hoff, "Jansen er et smukt Talent og—et vakkert Menneske."
I et Øjeblik mødtes deres Øjne: der var en Flamme i Williams. Saa slukkedes den og han vendte sig for at gaa. Han gav ikke Haanden.
"Og saa det med Bladet?" spurgte Hoff, der lod, som om han ikke mærkede det.
"Tak. Men det er en underlig Idé, at jeg skulde kunne skrive …"
"Maaske—men jeg har nu den Idé …"
"Ja—ellers Tak," William vilde gaa … "At skrive, hvad jeg kunde, var vist ikke Umagen værd."
"Naa, jeg plager Dem Jo ikke. Farvel, Høg."
De skiltes.
William gik ikke til Grevinden et Par Dage. Han blev hjemme, købte nogle statsvidenskabens Værker, som han skar op og læste lidt i, hist og her. Han begyndte paa hvert af de første fjorten Kapitler og læste en Side af hvert. Saa var han træt, lagde sig paa Chaiselonguen og døsede.
Han sagde til sig selv, han kunde dog ikke, opgav det og lagde sig hen. Han var tung i Hovedet og kunde ikke samle sig, og hver Gang han vilde tvinge sig, og han havde lagt Papiret til rette, fint afskaaret Papir, margineret til Noter, og begyndte at skrive det første Citat, faldt han hen og tænkte paa tusind løstflagrende Ting, indtil han vaagnede, bidende i Penneskaftet—
Eller han blev svimmel af at læse, han kunde ikke straks fatte Meningen, maatte læse om og gentage. Saa svedte han straks. Det var hele Tiden, som om der stod noget imellem ham og Arbejdet, noget ubestemt, som tog hans Evne og slørede hans Opfattelse.
Og kæmpe gad han ikke; det var saa afstumpet det hele.
Han kunde lige saa gerne opgive det og lægge sig hen.
Undertiden laa han og halvsov. Saa hørte han Stemmer om sig og kunde ligge og fantasere i lange Tider; ligge og tale og raabe og høre baade Svar og Tiltale.
Tankerne ligesom gled ud til Billeder og Stemmer og Berøringer … ikke Drømme, for sove gjorde han jo ikke. Men saa pludselig kunde han fare op og tage Tag i sig selv:
"Det er Begyndelsen til Galskab," sagde han. Men lidt efter lagde han sig igen og sagde: "Det gør ikke noget."
Slet ingenting—og saa formelig ventede han paa Hallucinationerne.
Der kunde ogsaa være Øjeblikke, hvor han kunde være saa fortvivlet, at
de ubestemte sjælelige Lidelser næsten arbejdede som en legemlig Smerte.
Ubetydeligheder kunde vække denne Smerte. En Lyd, et Navn, der var et
Minde, et eneste Ord—
Saa fo'r han som jaget op og ned ad Gulvet, til han næsten blev aandeløs. Som han vilde løbe fra sin egen Elendighed.
Men lidt efter lidt blev disse Paroksysmer sjældnere. Det hele var saadan graat overalt.
Den næste Dag sad han i Tanker og kradsede noget op paa det marginerede Papir. Pludselig gav han sig til at skrive. Han blev ved at skrive, læste noget højt for sig selv, skrev igen—
Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet sig til at male op.
Men saa midt i en Sætning lod han Pennen synke, rev det skrevne i
Stykker og brændte hver Stump paa Kakkslovnspladen.
* * * * *
—Saa en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina skulde have været med.
De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie til Strandvejen. De sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage i den lukkede Vogn.
"Hvorfor kunde Nina ikke tage med?" spurgte Grevinden.
"Jeg vilde ikke have det." Tonen var kort.
Grevinden saá hen: "Hvorfor?"
"Det ønsker jeg ikke at sige Dig."
"Aa," Grevinden lo. Hun rev sit Kammerdugslommetørklæde op og holdt det halvt for Munden. "Du mener ikke mere, jeg er passende Selskab for Frøknerne Høg."
"Netop."
Grevinden blev bleg og fattede ved Vogndøren. "Det er kommet noget sent."
"For sent," sagde han.
Det varede nogle Minutter inden de talte igen. Grevinden saá til den anden Side ud over Sundet.
"Hr. Hoff er vel blevet forelsket i Frøken Høg," sagde hun og vendte sig lige imod ham.
"Det tror jeg ikke."
"Og Betænkelighederne skyldes heller ikke ham?"
William rystede paa Hovedet, som om det ikke var Umagen værd at svare.
"For Du talte jo forleden med den Herre," vedblev Grevinden.
"Ja—som Du saá."
"En smuk Omgang."
William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund dirrede: "Ja din gamle Elsker." Det lød som et Stenkast.
Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede Haanden for at slaa nogle genstridige Haar tilbage fra Panden, sagde hun:
"Hvem har sagt Dig det?"
"Han selv" …
"Ah!" Grevinden sandede dybt. Men saa hævede hun Blikket, og seende ham stift ind i Øjnene sagde hun med et ubeskriveligt Smil:
"Og om saa var" …
Et Sekund knustes William under Haanen i dette Svar. Saa knyttede han
Haanden og han hvislede Ordene frem: "Jeg slaar Dig."
"Ja—hvis Du turde" … deres Blikke mødtes … hvilede i et Nu i hinanden. William slog Øjnene ned.
Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen. Han var bleg.
"Tror Du jeg tør?" Og hans løftede Haand fo'r ind mod hendes Ansigt.
Hun skreg. Men snart staaende op, snart i Knæ, blev han ved at slaa hende med knyttede Hænder, i fortvivlet Raseri. Raabte: "Skøge—Skøge" og slog og slog.
Saa rev han Døren op og sprang ned paa Vejen.
* * * * *
III
Hoff og Høg havde stoppet deres Damer ind i en Droske og gik alene hjem over Halmtorvet. Det var Tøsjap, fugtig, kold Luft, og Hoff slaskede sammenkrøben af i en lang Ulster-coat: "Gud skal ogsaa vide," han rystede og skuttede Skuldrene op, "hvorfor vi skal ha'e Vinter hele Aaret i dette rare Land."
"Aa," William talte noget søvnigt, "Vinteren er s'gu alle Dage bedre end
Sommeren."
"Du mener, det er alle Dage ligegodt—aa ja—der er noget i'et."
De gik lidt.
"Uh, sikket Sjap,"—det var Hoff, som talte—" og saa er der endda
Huller paa mine Støvler" …
"Og jeg har Balsko. Hør, betalte Du?"
"Nej," Hoff gabede igen, "jeg lod det staa. Jeg kunde ikke"—ny Gaben og Kuldegysning—"faa Forskud før i næste Uge."
"Naa. Har Du nogle Cigaretter?"
"Jo—værsgo'." Høg fik, tændte,—"uh, det er dog nogle irriterende idiotiske Piger—de er s'gu ikke, hvad man kalder absolut morsomme."
Hoff svarede ikke og de gik videre.
"Du véd maaske ikke, jeg er flyttet," sagde han saa, det kom noget dumpende.
"Jo, jeg hørte det," de stod lige under en Gaslygte, Hoff saá op fra
Brostenene. "Hvorfor har Du ikke talt om det?"
"Aa—jeg véd ikke—det er … jo ingen Begivenhed." William var lidt usikker, saá ned ad Vimmelskaftet.
"Er Du blevet uenig med din Søster," spurgte Hoff.
"Pyh—der skulde jo gøres et Væsen, hver Gang man kom hjem ti Minutter over elleve …"
"Aa—ja, det kunde da egentlig ikke genere Dig, for det er vist ikke hændet, saa længe vi har kendt hinanden. God Nat, Du, nu skal jeg hjem og læse Lamartine …"
"Lamartine"—
"Ja, bedste Ven, det er som Pønitense, jeg er begyndt at gi'e mig i Lag med Romantikken …"
"Tak, nej jeg skal skam i Seng. Ses vi imorgen?"
"Du kan komme op Klokken to, men fløjt udenfor Døren, Du, Rykkerne er slemme i denne Tid."
"Ligesaa hos os! God Nat."
De skiltes—
Nogle Dage efter, da Hoff laa og drev paa sin Sofa med et Bind af Victor Hugo, hvorved han fordøjede Maden—han sagde altid, at Vers var det samme for ham som Smaasten for Hønsefuglene—bankede det paa Døren.
Han laa stille som en Mus, saá sig forsigtig rundt og rejste sig sagte for at slippe hen til Spisestuedøren. Saa hørte han Værtinden tale ude paa Gangen. Lidt efter kom hun ind.
"Herre Gud, Madam, jeg har jo sagt, jeg er ikke hjemme," Hoff hviskede,
Tonen var irriteret.
Madammen gik hen over Gulvet: "Det er jo er Dame," sagde hun tørt og lukkede Døren op.
"Naa," sagde Hoff ag rejste sig halvt fra Sofaen. "Ja, saa i Guds
Navn …"
Forfatteren var ikke uvant med Mørkningsbesøg efter Middagsbordet, og adskillige Damer, hvis Billetter han ikke havde fundet det Umagen værd at besvare, holdt sig skadesløse ved at melde sig personligt.
Madammen havde aabnet Døren, men Damen udenfor traadte ikke ind: "Hr. Hoff er hjemme," sagde saa Madammen opmuntrende, der var noget i Tonen, som bad hende blot ikke være bange.
"Tak." Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. "Tak."
Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saá kun en høj Skikkelse, indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved at staa dér, som om hun ventede.
Hoff rejste sig helt fra Sofaen: "Ja, Hr. Hoff, det er mig." sagde han og bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff saá det: "Læg lidt Kul paa," sagde han. Derpaa til Damen: "Frøkenen vil maaske tage Plads."
Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. Den Fremmede hviskede nogle Ord og satte sig paa Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene paa Flygelet. Saa forsvandt endelig Værtinden.
Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame vedblev at tie og slog ikke sit Slør op. Hoff, der var færdig med at tænde, vendte sig imod hende: "Jeg véd ikke, om jeg har den Ære at kende Frøkenen," sagde han.
Den Fremmede bøjede Hovedet, sad underlig knuget, som hun kæmpede med sig selv. "Mit Navn"—det var næsten uhørligt—"er Nina Høg," sagde hun. Hun løftede Armen og slog Sløret til Side, Hoff saá et blegt Ansigt.
"Frøken Høg."
"Jeg," Ordene sank efterhaanden, "er kommet for at tale om min Broder." Nina løftede Ansigtet, saa Hoff saá Trækkene. Han troede ikke, han vilde have kendt hende igen.
Han betragtede et Øjeblik hendes sorgforvitrede Træk, saá i Tavshed mod
Gulvtæppet … "Jeg kan tænke det," sagde han sagte.
Nina krammede lidt om Sjalet: "Han bo'r jo ikke mere hos os," sagde hun.
"Nej."
Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde ikke en Gang se op, men sad og stirrede paa Tæppefelterne under den nye Pause.
Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men saa pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt graadkvalt: "Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men—men jeg er saa ulykkelig … vi … Sofie og jeg …"
Hun holdt inde og drog Vejret dybt: "Og saa kommer De jo saa meget sammen med ham …"
"De mener, at mit Selskab ikke er gavnligt for Deres Broder …"
"Nej … men … det er ikke det … men, hvad skal vi gøre? Vi véd jo ikke, hvad vi skal gøre." Nina tog Lommetørklædet frem under Sjalet, tørrede Taarerne bort. "Det er det, som er saa sørgeligt," sagde hun.
Der blev igen Tavshed. Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og ned ad Gulvet. "Ja, sørgeligt," sagde han.
"Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre … gøre noget."
"Hvilket?" Hoff standsede og saá paa Nina.
"Naar han blot vilde flytte hjem …"
Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs og stirrede ind i
Lysene paa Flygelet—mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.
"Det var en stor Ulykke," sagde han.
Nina forstod ham, for hende eksisterede kun denne store Ulykke, og hun sagde tonløst: "Men han kunde jo ikke."
"Men hvad har han Interesse for?" spurgte Hoff.
Hun svarede ikke, under en pludselig Hulken lænede hun sit Ansigt til Bord. Lidt efter løftede hun Hovedet igen: "Ser han daarlig ud?" spurgte hun.
Hoff rystede blot paa Hovedet og virrede. Saa tvang han sig og sagde:
"Han har jo skrevet et Par Artikler i Bladet," sagde han, "og … De skal ikke være bange …"
Han standsede, fortsatte derpaa roligere;
"Det er maaske kun en Overgang."
Nina saa spørgende op, "Men de Artikler … var de ikke … sære?"
"Jeg tror bestemt han har Talent," sagde Hoff.
"Tror De?" Det kom hurtigt, med et Glimt af Haab. Men Tonen blev atter dæmpet: "Men han har ingen Kræfter," sagde hun.
Hoff drejede Hovedet: "Aa, naar han blot vil."
Nina rejste sig. Hun stod lidt, støttet til Bordet, som hun ventede.
"De skal se, det er en Overgang," sagde Hoff igen. "Det er Skuffelserne … naturligvis … en Reaktion."
Nina blev staaende, hun slog Sløret ned, tog det atter fra, gik nogle
Skridt. Og bortvendt hviskede hun ganske sagte; "Og Saa med Pengene …"
Hun holdt paa Sløret med Haanden, saa det skyggede for hendes Ansigt, men Hoff saa, hun skælvede.
"Han bruger saa mange Penge … og vi … og han er ikke rig."
"Ja—han … bruger jo noget …"
"Men—hvor faar han det?"
"Ja," Hoff stammede, "han … tjener jo noget ved Bladet."
Mina rystede paa Hovedet: "Det er for Navnets Skyld," sagde hun og vendte sig helt.
Hoff var rørt, han tog hendes Haand: "Hvis jeg kunde gøre noget …" sagde han.
"Lad ham blot komme hjem … kun en Gang imellem." Graaden standsede hende. "Vi ser ham aldrig mere."
Ja …"
"Og vi … og jeg skal ikke skænde paa ham."
Hun tog Sjalet sammen om sig, sukkede og gik henimod Døren.
"Saa undskylder De jo nok, jeg er kommet," sagde hun.—
* * * * *
William boede med bare Vægge, der var ingen Tæpper over Bordene, paa Reolerne flød det med Haarbørster, skidne Flipper og aflagte Slips. Man havde paa Fornemmelsen, at der altid var halvt koldt, og at ingen boede der.
Henne i et Hjørne stod en sort betrukken Chaiselongue med broderet Lærredstæppe over, W. H. syet med rødt, slynget i hinanden og med en stor Krone. Chaiselonguen og Tæppet var ligesom en glemt Stump af en anden Tilværelse.
Men William var heller ikke meget hjemme, undtagen naar han sov—hvad han jo ganske vist gjorde Størstedelen af Dagen, enten i sin Seng eller paa Chaiselonguen.
I Sengen blev han længe, han havde ikke noget at staa op efter; der var om Morgenen ikke andet, der ventede paa ham end en Dag ligesaa graa som den forrige, og der kunde gives Uger, hvor han hvert andet Døgn blev liggende hele Dagen, fordi han ikke gad staa op. Hvad skulde han staa op for?
Penge havde han ingen af, maatte vente, til han kunde "slaa" nogle.
Kræfter heller ikke. Og det sidste brød han sig heller ikke om.
Saa begravede han sig saa at sige i sin Seng, hvor han laa, Time efter
Time, sanseløs og stirrede paa Tomheden om sig, og det var ham en Glæde
at tænke paa, at her laa han gemt bag en laaset Dør og under en tyk
Dyne.
Andre Dage stod han op, men flyttede sig kun fra Sengen til Chaiselonguen, hvor han døsede med en Bog i Haanden eller sløvt faldt sammen og sov mer, end han var vaagen.
Bøger havde ikke stor Interesse for ham. Han havde altid læst meget, men alt, hvad han havde læst, havde staaet i Forhold til hans Livsplan, havde været Del af den. Nu var det forbi, og han undgik i sin Læsning alt, hvad han før havde søgt. Og til at sysselsætte sig med nye Tanker var han altfor træt, til at anstrenge sig for igennem Forstavelsen af nye Ideer at vinde nyt Indhold for sit Liv, til at tilegne sig noget hidtil fremmed, dertil var han for slap.
Selv i sin Læsning, selv hvor det kun gjaldt om at vække en flygtig Interesse, faa Tiden til at gaa, skulde han begynde paa noget nyt—og det, det var just det, han ikke gad.
Hvad han læste, var mest Filosofi.
Han troede ikke—han gav sig ikke af med at tro—søgte heller ikke at gennemtænke—han gav sig ikke af med at tænke, overhovedet ikke med noget, som man ikke døsede til, han gled blot villig med ned ad den moderne Materialismes for den Slags Tilhængere magelige Bane.
Han gled villig med. Thi for dette Menneske, der havde sat sit Liv til paa at ville, var der noget lokkende i at svælge i for Eksempel Opgivelsen af Viljens Frihed: det hele blev saa uendelig tragi-komisk, saa han rigtig kunde le af sig selv, og det var hans Yndlingsbeskæftigelse: "le ad det hele, Don Quichote-Idéen."
Men selv denne Pirren ved egen Latterlighed sløvedes efterhaanden i den
Blanding af Opgivelse og Tømmermandslede, som udgjorde hans Liv.
Det var ham fremdeles ubevidst dulmende at se Fedtet gjort til en af de vigtigste Faktorer i det hele aandelige Liv, i hele hans Tilværelse. Han fandt det, paa Baggrund af sit Liv, saa komisk, at det hele gjaldt om Vægt af Hjernen, om Fedtstof.
Han blev saa dejlig fri for Ansvar og det Hele, naar alt gled saadan ud. Den under Halvdøs tilegnede Materialisme virkede som aandelig Kloroform paa hans Sjæleliv.
Han drog planløst og efter sin egen Mening interesseløs og halvsovende rundt i den moderne Videnskab. Men uden at han vidste det, standsede han snart her, snart dér, hvor han fandt noget, der gennem hans Døs talte ham til Undskyldning.
Han læste atter Darwin. Men han kom ikke igennem nogen af hans Bøger, hans Interesse kunde ikke vækkes ved Videnskabsmandens samvittighedsfulde Undersøgelse, der standser ved hvert Skridt; han ønskede kun Resultaterne, som han vilde have i Vishedens Form eller rettere i det givnes Form, med Visheden tog han det endda ikke saa nøje.
Haeckel tiltalte ham. William tog som de fleste Darwinismen praktisk, saá ikke stort andet end Arvelighedsloven og kaldte det Darwinisme; men for Loven om Arvelighed havde han ogsaa Brug. Den hørte med til Kloroformen ligesom Tilværelseskampen. Hypotesen pirrede ham: han begravede i den sig selv som et af de overvundne Individer …
Schopenhauer læste han ogsaa til en Tid. Han glædede sig over Læren om Kvinden, han tilsølede hende i Filosoffens Foragt. Og saa var det hele saa graat, saa graat, intet, som skar nogen i Øjnene.
Denne Læsning var hans Hovedbeskæftigelse, men der kunde jo være Dage, hvor han var for træt eller gabede for meget, hvor hans rødkantede Øjne sved for stærkt til, at han kunde læse. Saa blot drev han.
Han tænkte paa, hvordan han skulde slaa Tiden efter Klokken seks ihjel, og hvor han skulde faa Penge. Det sidste blev snart et brændende Spørgsmaal. I Begyndelsen havde det været let nok. Han havde faaet Kredit. Naar man hedder Høg, er det ikke saa svært, og han havde været klog nok til at henvende sig til sin Faders gamle Handlende, hvor man saa at sige gav Erindringen paa Borg.
Saaledes havde han ved Tuskhandel og Transaktioner skaffet Penge i
Begyndelsen. Men efter nogle Maaneders Forløb blev Pengeanskaffelsen
vanskeligere, man standsede Kreditten, begyndte endog at minde om
Betalingen. Snart løb Alverden ham paa Dørene.
Saa begyndte de Forgældedes Liv for William Høg. Han laante, lovede at betale, kunde ikke, laante igen. Han skrev til Venner af Faderen. De første hjalp ham. Saa kom der fjorten Dage, hvor han "levede" igen— oftest i Kompagni med Hoff. Men var Pengene opbrugt, sad han stadigt dybere i det, og han maatte søge om Udveje igen. Hans Tungsind blev pirreligt, han blev febrilsk midt i sin Sløvhed.
Han levede Plattenslagerens variable Liv, som den ene Dag til et Stykke tørt Franskbrød forsluger sig i Haabløshedens tomme Forhaabninger; den næste tænder en Cigaret ved en Tikroneseddel, maaske fordi dens Erhvervelse dog brænder ham ganske lidt paa Fingrene.
Saaledes stod Sagerne, da Nina kom op til Bernhard Hoff for at tale om sin Broder.
Et Par Dage efter besøgte Hoff William.
"God Morgen."
"God Morgen," William lettede sig i Chaiselonguen. "Aa, jeg laa og døsede lidt."
"Jeg ser det … Om det just er sundt at ligge og døse i saadan en
Hundekulde." Hoff gik henimod Kakkelovnen. "Lægger Du ikke i
Kakkelovnen?" spurgte han.
"Der er vist ingen Kul," sagde William ligegyldigt.
Hoff aabnede Kassen. "Nej"—
"Nej, Værtinden sagde det før. Du maa beholde Overfrakken paa"—
"Man har ikke set Dig de sidste Dage." Hoff placerede sig i den eneste
Lænestol og stemmede Benene mod Væggen.
"Jeg var sammen med Storm iaftes … og Lund … og Minna."
"Gud véd, hvorfor Du vil omgaas Storm"—
"Hvorfor ikke—han er meget rar …"
"Aa, ja, og saa giver han ud," Hoff sagde det tørt uden at se paa ham.
William blev rød.
"Igaar var det paa Deling," svarede han lidt efter, "der blev drukket tæt."
De tav lidt, William holdt en Tokrone paa sine Øjenlaag …
"Jeg mødte din Søster her nedenfor," sagde saa Hoff.
"Nina?"
"Ja—hun saá daarlig ud."
William svarede ikke … "Har Du nylig været deroppe?" spurgte Hoff.
William lod distræt: "Nej—ej," sagde han saa, "det er noget siden."
"Jeg troede, Du spiste der."
"Ikke mere." William vendte sig halvt. "Det er nemmere."
Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen.
"Hør—Høg … lad os tale lidt alvorligt," sagde han.
"Om hvad?"
"Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade."
"Nej—ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt.
"Ja—Menneske, saa gør dog noget … naar Du vil leve …"
William lukkede Øjnene. "Aa, ja—naar man vil leve, men jeg vil hellere dø …"
"Naa, ja—saa hæng Dig!"
William slog Blikket op: "Jeg har osse tænkt paa det." Stadig søvnigt.
"Men Du tør ikke."
Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt, "Foreløbig synes jeg nu,
Minna er ret grinagtig."
"Det er jo en hel Del."
"Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og hun har … skam ikke nægtet Én noget. Og saa den næste Dag, naar man ser hende igen, tror man min Sandten, man har drømt—saa uskyldig ser hun ud af Øjnene …"
"Hun er jo holdt af Storm," indskød Hoff tørt.
"Ja," William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, "det er jo det, som er det mærkelige."
Hoff tog hans Haand, "Men vi maa tale om det, William," sagde han.
William saá paa ham, han plejede ellers aldrig at kalde ham ved Fornavn. Et Øjeblik mødtes deres Øjne, saa tog William Haanden for Ansigtet, og sagte, med et andet Tonefald end før, sagde han: "Det kan ikke nytte."
"Forbi," sagde Forfatteren en Timestid efter, da han gik ned ad Trappen, "forbi."
* * * * *
"Men jeg kan ikke betale endnu, siger jeg Dem jo, jeg kan ikke."
Hr. Olsen flyttede Piben over i den anden Side af Munden. "Saa skulde
Hr. Hag ikke have underskrevet des Papir," sagde han roligt.
William knappede Frakken: "Men De faar jo Pengene om otte Dage … saa kan De dog vente"—
"Men om otte Dage er ikke idag, Hr. Høg, og"—Hr. Olsen foldede Papiret ud—"her staar, at Summen er forfalden idag."
William havde det varmt: "Men jeg kan ikke betale," sagde han og slog
Hovedet til Siden, "jeg kan ikke."
Hr. Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af Piben, foldede atter
Papiret sammen: "Ja, ja, saa har vi jo Deres Kautionist," sagde han.
Et Sekund stirrede William paa Aagerkarlens Træk, et Sekund ind i hans glasagtige Øjne. Saa lukkede han Øjnene i Svimmelhed.
"Ja," hviskede han.
Sveden sprang draabeformigt frem paa hans Pande, "Og det er et godt
Navn," sagde Hr. Olsen, "et fint Navn."
William saá atter over, stadig mødte han det samme Blik fra Olsen.
"Pengene er sikre nok," sagde han, han sad og kælede for det blaa Papir med den flade Haand.
Williams Hoved faldt et Øjeblik ned paa hans Bryst, saa løftede han det, og med et pludseligt Udbrud sagde han heftigt:
"Nej, De kan ikke. De kan ikke gøre det."
"Præsentere papiret?"
"Nej, De kan ikke," gentog han.
"Hvorfor?"
"Fordi," William blev rød som et dryppende Blod, "Fordi … ", han standsede, "De véd, den er falsk—."
Det saá ud, som om Hr. Olsen blev en Smule gulere i Ansigtet: "Vilde det hindre mig i at faa mine Penge," spurgte han lidt mere hæst.
William kunde ikke svare.
"Men jeg giver Dem Henstand til iovermorgen," sagde Hr. Olsen lidt efter, han bakkede paa Piben … "Saa iovermorgen maa jeg præsentere Papiret for Hr. Baronen." Hr. Olsen rejste sig, "For der maa være Orden i Forretninger," sagde han.
William saá sløvt op: "To Dage," sagde han tonløst.
"Det er en lang Tid," sagde Hr. Olsen.
William rejste sig, knappede sin Frakke, tog Hatten, alt uden at tale, mekanisk, sammensunket handlede han.
"Altsaa i Overmorgen." Hr. Olsen lagde det blaa Papir i Mappen. "Farvel,
Hr. Høg."
William nikkede blot. Han mærkede ikke, hvordan han kom ned ad Trappen, ud paa Gaden—intet. Han var lamslaaet af Angsten.
"Iovermorgen." Han hørte Hr. Olsens Stemme: "Det er en lang Tid." Om saa lang Tid vilde Verden faa at vide, at William Høg var en Forbryder.
Han havde skrevet Baronens Navn efter—Det havde været en blot
Formalitet … Hr. Olsen vidste godt, hvordan det hang sammen …
Men nu … nu … Nej, det kunde ikke ske! Og som forvildede Mennesker under en Ildebrand, naar Taget falder, fløj hans Tanker forvirret og raadløst til tusinde Sider for at søge en indbildt Hjælp.
Han gik Gade op og Gade ned, frem og tilbage med bøjet Hoved.
Williams Tanker søgte Raad. Snart vilde han gaa til Baronen og tilstaa og bede; snart vilde han vende sig til Nina … Men han skød atter disse Planer bort. Saa søgte han rundt i sit Bekendtskab, om nogen kunde laane ham, han søgte videre og videre, helt ud til Yderpunkterne …
Han tænkte paa Grevinde Hatzfeldt …
Lidt efter lidt, mens han gik, blev hans Tanker til Fantasier. Pengene vilde komme, dette var umuligt, de vilde komme. Han begyndte at fantasere over, hvordan han vilde faa dem, de kom med Posten, der kom mange flere, end han skulde bruge, der kom tretusinde Kroner … Saa vilde han betale alt, det hele, og for Resten af Summen indrette sig det som Hoff …
Som Hoff—det vilde sige blødere, rigere, med mange Blomster. Han begyndte at indrette sig nye Værelser, han kælede for den tænkte Pragt, bredte sig i al den fantaserede Blødhed.
Men saa pludseligt brast Fantasierne sammen, og hans Tanker begyndte forfra.
Han vilde ikke gaa til sine Bekendte, han vilde gaa til Fremmede, laane Pengene af en rig Mand. Det blev atter halvt fantastisk, han besøgte den rige Mand og fik Pengene—
Men han arbejdede dog med Navne, han gennemgik Børsmatadorerne. Pludselig kom han til at tænke paa, at en Parvenu bedst vilde laane ham dem. Han var jo en Høg. Det vilde kildre hans Forfængelighed … Han vidste, Etatsraad Christensen var adelsgal, at han pyntede sit Hus med Navne … Han havde giftet sine Døtre bort til tre Kammerjunkere …
Han gik ind til en Konditor, fik fat i Vejviseren, skrev Adressen op.
Han vilde gaa der straks.
Etatsraaden spiste Frokost, men Tjeneren bad Hr. Høg vente i Salonen.
William gik omkring og betragtede tankeløst de Hundreder af Nips paa
Etagèrer og Hylder. Det var et helt Museum. Og mens han saá paa alle
disse pralende, sammenhobede Ting, sagde han til sig selv:
"Han laaner mig dem—han laaner mig dem …"
Saa kom Etatsraaden. Han klappede, mens han lukkede Døren, den røde
Paryk fastere paa Hovedet, vendte sig med et forbindtligt Smil.
"Hr. Høg?" sagde han …. Men i det samme saá han paa William, der var bleg og forstyrret, og Smilet paa hans Ansigt blev til et pludseligt Spørgsmaalstegn.
"Af den gamle Familie," spurgte Etatsraaden og satte sig ved Bordet.
"En Sønnesøn af Excellencen …" William talte sagte og støttede sig til
Egebordet.
Etatsraaden blev ved at betragte ham gennem Guldbrillerne: "En god
Familie," sagde han, "en gammel Familie." Han pegede paa en Stol.
William salte sig. Etatsraaden syntes at vente, men da William ikke sagde noget, tilføjede han i en filosoferende Toner "Det er en Løftelse med saadan store Navne."
Nu maatte William tale. Han saá ubestemt ud i Rummet, mens han sagde: "Jeg kommer for … kommer for …" Men saa standsede han. Etatsraaden rømmede sig og flyttede sig lidt i Sædet—"kommer for"—
"Jeg er i Pengeforlegenhed," sagde saa William.
Etatsraaden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage: "Det hænder unge
Mennesker," sagde han smilende.
William ventede med Øjnene fæstede paa Gulvet.
"Men," Etatsraaden rejste sig, ved Bevægelsen fo'r William sammen og
saá lynsnart paa hans Ansigt, "hvorfor gaar De ikke til Deres ærede
Familie?" Børsmatadoren stod og saá velvillig ud og smilede under
Spørgsmaalet. "De har jo Onkler," tilføjede han.
"Ja," William rejste sig ogsaa, holdt nogle Sekunder ved Bordpladen … Saa smilede han: "Det gaar altid saadan, man tænker ikke paa det nærmeste," sagde han.
"Vist saa, vist saa," Etatsraaden gik et Par Skridt frem i Stuen. "Naturligvis! jeg hjalp saa gerne …. men det maa ikke være behageligt, vilde vist være saarende for Dem at tage Hjælp af en Fremmed."
William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale, stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem:
"Jeg takker Hr. Etatsraaden," sagde han og gik henimod Døren.
"Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang."
Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vinduet.
Han saá efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om
Hjørnet.
William gik hjem, han tilbragte hele Dagen paa sin Sofa, lod Konen, han boede hos, hente en Pakke Cigaretter og dampede uafbrudt. Han gik tidligt i Seng og sov straks ind.
Den næste Morgen, da han vaagnede, gad han ikke staa op. Det vilde altsaa komme, maatte komme. Saa kunde han ligesaa godt blive her og roligt tage imod det. Det skulde netop komme lige her ind til ham, ramme ham her, hvor han vilde blive liggende og vente.
Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. Forbryderens Mod, der véd, at han skal dø og nu bare venter.
Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke mere være alene. Han vilde tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet paa "Forfaldstiden", men hans Feber jog ham ud. Han gik til Hoff, traf ham ikke hjemme, han vilde besøge Gerson, traf ham ikke …
Det var imidlertid bleven Skumring, han drev ned ad Østergade. Folk skubbede sig frem, stødtes i Trængsel paa Fortovene, man snakkede, lo, trængte paa. William saá paa alle disse Ansigter. Demimondens Damer, som med smaa Hop satte over Vandpytterne, mens de gik to og to og talte højt og smilede bag Slørene. Det unge København med opsmøgede Frakkekraver og mer eller mindre ilsomme Hilsner til de venlige Kvindesmil bag Slørene; de unge Herrer gik underligt bøjede i Knæene, med Stokken stukken ind i Lommen, slentrede af. Naar de saa hilste, rejste de sig paa tæerne—. Henne under Gaslygterne paa Højbroplads kredsede nogle Damer med løftede Skørter—et Par Herrer ventede under Ranchs Uhr.
William kendte dem alle, han nikkede, koketterede med et Par Damer, slog ud med Haanden for at strejfe Minnas Kaabe.
Han vekslede et Par Ord med Lund, som spurgte, om de skulde træffes om
Aftenen. Det kunde være. I Boulevard-Theatret …
Det var en ny Chansonette-Debut. Lund havde set Damen i Ritters Hotel—
"Det skal blive morsomt at faa noget nyt," sagde William.
Han syntes aldrig, han havde nydt Mørkningstimen paa Østergade saadan
som netop idag. Han nød hvert Smil, han gengældte hvert Blik … Med
Kenderens smækkende Velbehag nød han denne Skumrings ejendommelige
Løsagtighed.
Og samtidig sagde han til sig selv, at han idag nød alt dette for sidste Gang … Imorgen vilde det jo komme, det, som han ikke ret vidste, men som han tog for Afslutningen, Enden paa Historien. Hvordan det vilde komme, hvorledes—tænkte eller spurgte han ikke om.
Selv hans Fantasi forsøgte ikke at sætte over denne Mur.
Men pludselig blev han blødere om Hjertet. Det var sidste Gang, den sidste Dag—han skulde aldrig se alt dette mere, aldrig—Og efterhaanden blev han øm over sig selv ved denne Tanke.
Ikke, at han tænkte paa Selvmord eller endogsaa blot halvt ubevidst forestillede sig en saadan Løsning—slet ikke. Han tog det kun op som et Faktum, at nu maatte det være forbi. Det var idag den sidste Dag før—før "dette" kom.
Og pludselig kom han til at tænke paa Søstrene, han vilde gaa der iaften. Den sidste Aften vilde han være hos dem, være som i gamle Dage, bede Nina om at synge, kæle for Sofie og være glad … Saadan vilde han sidde hos dem den sidste Aften, og de skulde ingenting vide—
Han gik op i Lejligheden. Nina og Sofie var ude, men de kom hjem om en
Timestid, sagde Pigen. Om Studenten vilde vente?
Men William kom i Tanker om, at han vilde gaa hjem og hente en Bog. Saa vilde han læse for dem, det var saa længe siden, og han vilde læse smukt … og de vidste ikke, det var sidste Gang. William vilde gøre denne Aften til en Afskedsfest. Pigen skulde sige, han kom igen Klokken otte.
Da han kom hjem og stod i Mørket og rodede efter Svovlstikker, kom Værtinden ind. Postbudet havde været her to Gange med et Pengebrev—og nu vilde han komme igen Klokken syv.
"Et Pengebrev?"
"Ja—han havde Protokollen med."
William blev hed. Han tændte ikke Lampen, gav sig til at fare op og ned ad Gulvet.
"Hvad er Klokken?" spurgte han.
"Halv syv …"
Et Pengebrev—et Pengebrev … maaske fra Etatsraaden—maaske …
Han tænkte slet ikke paa at spørge, om hun vidste, hvor meget det havde været; han bare fo'r rundt i Stuen, rundt som pisket.
"Det er nok fra Etatsraaden," sagde han.
Hans Hjerte havde aldrig slaaet i en saadan Takt, han kunde ikke blive i Stuen, han gik ud i Køkkenet, legede lidt med Værtindens Barn, satte dem fra sig igen, gik ind—han kunde umulig blive paa ét Sted.
Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud paa Gaden. Han gik med bart Hoved frem og tilbage foran Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét sagde han til sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, han spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, spurgte hende, om hun havde set Brevet, om hun ogsaa virkelig havde talt med Postbudet.
Saa gik han ned igen. Han nynnede hele Tiden—Melodi efter Melodi, et helt Potpurri. Han mødte Posten i Porten.
Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stemme rolig: "Har
De—Brev til mig?" spurgte han.
"Ja …"
"Pengebrev?"
"Tusind Kroner, Hr. Høg—"
William greb ham i Armen. "Tusind Kroner," sagde han aandeløst, "hvor er de?"
"I Tasken—men der skal først kvitteres."
De kom op. William fik en Pen, han kunde ligesaa godt have skrevet et hvilketsomhelst andet Navn som sit eget, han vidste slet ikke, hvad han gjorde.
Saa fik han Brevet i Haanden. Han aabnede det, saá et Øjeblik tankeløst, som fortabt paa de ti Hundredkronesedler, tog det indlagte Brev frem. Men pludselig gav han sig til at tælle Pengene, første Gang, anden Gang—jo—tusind—Han gemte dem i sin Tegnebog, tog dem atter op, lagde dem paa Bordet. Han var bange for, de skulde blive borte, forsvinde lige for hans Øjne—
Det var fra hans Gudfader. Han havde aldeles glemt, at han havde skrevet til sin Gudfader, det var fjorten Dage siden, og han havde skrevet til saa mange i den Tid.
Men nu sendte han ham de tusind Kroner.
William læste Brevet. "Jeg sender Dig Pengene," stod der, "i den Tro,
Du vil benytte dem vel, i det Haab, at Du ikke vil svigte min Tillid. l
Løbet af otte Dage venter jeg, Du sender mig de kvitterede Regninger."
Høg slap Brevet. Han sad løselig og jugerede, hvordan han skulde producere disse Regninger.
Da han havde betalt Hr. Olsen hans fem hundrede Kroner, gik han atter ned paa Østergade. Der var næsten tomt. William gik og fjedrede i Skridtene.
"Ta'er vi saa i "Varren"," spurgte Lunds Stemme bag fra. Han fik samtidig et Svip over Skuldren med en tynd Stok.
"Er det Dig?"
"Har Du Mønt—"
"Ja—jeg har lige slaaet"—William tog Tegnebogen op. "Men jeg skulde egentlig hjem til mine Søstre—"
"Aa—Familiedrama. Nej, min Ven, vent Du med det, til Du af gode Grunde maa tage Fribillet ved Kassen … Fanden skulde da drikke Thevand, naar man har Møntsorter."
"Nej—og der er jo osse Debut—"
"Saa ta'er vi Minna med Du—hun sidder og venter paa mig i
Frederiksberggade …"
"Tænd Lysene paa Klaveret, Sofie," sagde Nina fra Spisestuen, hun stod og skar Æblekage i Stykker paa Glasskaalen.
Sofie tændte, hun saá til Kakkelovnen. "Jeg stænker Eau de Cologne paa," sagde hun.
"Ja, William holder saa meget af Parfume."
Nina saá til Bordet, flyttede for tyvende Gang et Par Assietter. "Nu kommer han vist straks," sagde hun og kom ind i Dagligstuen.
"Klokken mangler et Kvartér." Sofie satte sig til at sy, Nina sad og nynnede henne ved Klaveret.
"Hør, Nina—saa siger Du jo ingenting … slet ingenting."
"Slet ikke …"
"Ja, for ellers vilde det bare skræmme ham …"
Nina nynnede igen: "Naturligvis."
Saa sad de lidt. Sofie saá gennem Døren ind i Spisestuen: Lampen gjorde den Damaskesdug helt skinnende.
Det ringede nede paa Porten. "Mon han kommer allerede." Nina stod paa
Springet til at lukke op i Entréen.
Sofie lyttede: "Nej, det var til Kammerherrens," sagde hun.
De satte sig igen.
"Nu er Klokken vist otte," sagde Sofie, saá paa Uhret. "Han kunde da gerne komme præcis."
"Ja—den er fem Minutter over …"
Nina gik ind i Spisestuen, rettede igen paa Bordet. Hvert Øjeblik ringede det nede i Porten, saa fo'r hun sammen og ventede. Men den ankomne naaede aldrig saa højt op i Huset.
Nina vilde ikke gaa ind til Sofie igen. Hun stillede sig hen ved
Maskinen, gav sig til at vaske et Par rene Kopper af.
"Men han har maaske slet ikke sagt Klokken otte," sagde Sofie.
De ventede igen. Nina var gaaet ind, hun sad atter ved Klaveret.
"Hvis han nu ikke kommer," sagde Sofie sagte.
Nina svarede ikke, sad og pillede ved Lyset, hun havde røde Pletter paa
Kinderne. "Han er blevet forsinket," sagde hun.
Pigen kom ind.
Nina rejste sig, satte sig hen ved Bordet: "Sagde Studenten—Klokken otte?" spurgte hun.
"Ja—Klokken otte …"
Sofie saá paa hende. "Han er blevet forsinket," sagde hun og slog Øjnene ned.
Pigen spurgte, om hun skulde tage Maskinen ud. Vandet gik af Kog.
"Lad den staa," sagde Nina.
De ventede i Tavshed. Nina rejste sig, gik med Hænderne paa Ryggen op og ned ad Gulvet. "Han kunde have sendt Bud," sagde hun.
Sofie tørrede Øjnene med Linnedet, hun syede paa: "Vi kunde hente ham," sagde hun.
Nina rystede paa Hovedet. Saa gik hun hen i Krogen og satte sig ned paa
Puffen med Ansigtet i sine Hænder.
Der gik nogen Tid, ingen talte. Naar Klokken lød i Porten, kunde de begge se op, deres Blik strejfede hinanden, blege og forkuede, som de sad.
"Saa spiser vi," sagde Nina.
"Jeg er ikke sulten."
"Men det nytter ikke," hun standsede lidt, slukkede Lysene paa Klaveret, "han kommer ikke."
Nina gik ind og tog den tredie Kuvert bort. "Kom saa," sagde hun.
De satte sig til Bords. Nina vilde spise af Anden, de havde købt for
Sparepengene: "Spis," sagde hun og lagde et Stykke over paa Sofies
Tallerken.
"Tak." De skar det i smaa Stykker, tvang sig til at spise.
"Hvor mon han er?" spurgte Sofie, Det ringede i Porten. Nina blev rød, slap Gaffelen. "Hvis det var ham," sagde Sofie.
De lyttede uden at se paa hinanden. "Han gaar højt op …"
Man hørte Kammerherrens Gangdør smække i. Nina rejste sig for at skænke
Theen, hun stod bleg bag Maskinen med Haanden ind mod Brystet—
Sofie sad og græd stille.
Men saa begyndte Nina at tale. Det var jo ikke vist, han havde kunnet komme, han havde maaske meget at bestille, en Artikel til Bladet. Saa havde han ikke haft Tid.
"Nej—han har ikke haft Tid."
Nina tog Desserttallerknerne frem, lagde et Stykke af Æblekagen over paa
Sofies Tallerken.
"Det er Moders Frugtskaal," sagde Sofie.
"Ja—del er længe siden, den har været fremme …"
"Og Asietterne …"
"Giv mig en Tallerken til Ane," sagde Nina. "Du kan ta'e …" hun vilde sagt Williams: "Tag den fra Buffet'en.
Saa fik Ane et stort Stykke Æblekage paa Williams Tallerken.
Sofie gik i Seng. Hun rørte sagte ved Ninas Skulder:
"God Nat," sagde han, "og Nina—vær ikke vred paa ham."
Nina stirrede paa hende, tog hende om Hovedet og trykkede hende ind til sig.
Da Søsteren var gaaet, rejste hun sig tungt.
Hun saá sig rundt, hendes Blik faldt paa Stellas Portræt over Sofaen.
Hun gik langsomt hen, stillede sig foran Billedet og saá paa det, indtil
Taarerne udviskede dets Omrids, saa faldt hun ned paa Knæ og bad i sin
Hjælpeløshed stille foran Moderens Billede.
Hun laa længe. Saa rejste hun sig, aabnede Kakkelovnsdøren og kom Kul
paa Ilden. Hun græd ikke mere. Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina
Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa samme
Sted.
William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var Fortumlet og træt, gik til Sengs og sov til op paa Dagen. Klokken var tre, da Værtinden kom ind.
William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte sig igen og følte sig utilpas, "Hvad vilde hun?"
Det var et Brev.
William tog det, lagde det paa Stolen ved Sengen, lagde sig til Rette igen, halvsov en Timestid. Saa kom han i Tanker om Brevet, læste Udskriften.
Det var Ninas Haand, han lagde Brevet fra sig, som om det havde brændt ham, vendte sig bort ind mod Væggen, men kunde ikke faa Ro, han maatte aabne det.
Han frygtede for at læse det, han tog det ud af Konvolutten, foldede det halvt ud og følte sig lettet, da han saá, det kun var et Par Ord … Hans Øjne slugte underlig Ordene uden rigtig at se dem.
"Vi ventede Dig i Aftes. Din Søster Nina."
Andet stod der ikke.
Han slap Brevet, det gled ned ad Dynen ud paa Gulvet. William tog det ikke op. Han laa og stirrede tankeløst paa Væggen. Saa fo'r han ud af Sengen og dyppede sit Hoved i Vandfadet.
Om Aftenen gik han op til Hoff. Forfatteren gik og lagde Konfekt og
Vindruer paa et Par Glasskaale.
"Skal Du ha'e Fremmede?" spurgte William og holdt inde med at tage
Overtøjet af.
"Ja—Du bli'r vel osse. Det er et Par Repræsentanter for Ungdommen—"
"Jeg vilde helst have været alene," sagde William.
Hoff lukkede Posen op, hældte Pralinés og Marzipaner ud paa Skaalene:
"Det er Børn," sagde han, "som skal ha'e Sukkergodt …"
"Det kan jeg se."
"Dér—vil Du ikke smage?—Du var nok hjemme igaar …"
"Hjemme?"
Ja, Jeg traf din Søster i en Viktualiekælder, Hun var nede for at købe en And—det var nok Frøken Sofies Sparepenge. Saa fortalte hun det."
"Ja," William holdt inde, "jeg havde sagt det… men—jeg kom ikke."
Hoff slap Posen. "Gik Du ikke?"
William svarede ikke. "Hvorfor?" sagde saa Hoff.
"Jeg … traf Lund …"
"Naa—aa. Ja saa spiste dine Søstre vel Anden alene." Hoff talte ligegyldigt og gav sig igen i Lag med Konfekten.
Men lidt efter skød han Skaalen fra sig og gik hen over Gulvet mod
William:
"Du er just ikke meget langt fra at være en Flab," sagde han og begyndte at gaa heftig op og ned ad Gulvet.
William sagde ikke et Ord.
"Har Du saa været der idag?"
Da han intet Svar fik, standsede han sin Gang og saá over paa William.
Der var noget livløst ved ham, som slog ham; han gik over og tog ham i
Armen.
"Høg," sagde han, ligesom om han kaldte.
"Ja."
William sled hans Arm at sig: "Ser Du da ikke, at det ikke nytter," sagde han hæst.
"Nytter—"
William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han paa Hovedet.
Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han drejede, saá han over til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var saa besynderlig uhyggeligt. Han satte Manchetter paa Flygellysene, gik ud i Spisestuen, kom ind igen—William sad paa samme Plet.
Endelig saá han op: "Nu gaar jeg," sagde han. Men han blev stadig siddende.
"Men Du maa blive for at se Fremtidssoldaterne," sagde Hoff.
"Fremtidssoldaterne?"
"Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden—mine Gæster."
"Naa—dem, der skal ha'e Sukkergodtet."
"Vist saa—og Ryperagout med Kastanjer."
"Der bliver ordentlig kræset op for Fremtiden—"
"Naturligvis."
William rejste sig, han stod lidt støttet til Chaiselonguen. Saa sagde han med et tungt Smil:
"Ja—lad mig se dine Soldater."
"Der er kun to, kære, den ene vil være Forfatter."
"Har han da Talent?"
Jeg véd skam ikke—saadan noget er svært at bedømme, saa længe Værkerne ligger i en Bordskuffe. Men de vil s'gu begge to, og raske og sunde er de. Den anden vil være Skuespiller."
Hoff fortrød, han havde sagt det. Men Høg stod roligt: "Naa," sagde han blot.
Lidt efter kom de. Hoff præsenterede: "Min Ven, William Høg, Hr.
Bloch—hvad er det, De er, Bloch, foruden tyve Aar?"
"Studiosus medicinæ" …"
"Ja rigtig, Studiosus medicinæ. Hr. Høg, Hr. Andersen, ligeledes tyve
Aar, Student og Haabefuldhed. Naa, kom saa ind og faa Frakkerne af."
De gik ind i Sovekamret, Hoff kom ud igen.
"Hr. Andersen er jo Skuespilleren," spurgte William.
"Kære, vist saa, del kan man da se paa Haaret … Naa, dér er de." Hoff gik ind i Spisestuen for at se, om Maden var færdig, William bad dem tage Plads.
Det var første Gang, Fremtidssoldaterne var hos Hoff, de sad og saa sig omkring.
"Hvor her en smukt," sagde Andersen og spilede de blaa Øjne helt op.
"Hm—noget opstillet," sagde Bloch, han gav sig til at vippe paa Stolen og purrede op i en sort Manke.
"Om jeg vilde have det Skidt hængende paa min Væg?" Hr. Bloch pegede paa en halvnøgen Kvindefigur over Sofaen.
"Det Billede—er det saa daarligt? Hoff siger, det er godt."
"Det har da aldrig været Kød."
William saá hen paa Andersen, som vedblivende sad og saá forbavset ud med store Øjne.
"Er det første Gang, De er her, Hr. Andersen," spurgte han smilende.
"Ja—første Gang." Selv Tonefaldet var noget barnligt.
William tænkte, at de Fremtidssoldater var meget unge.
"Saa tager vi til Bords," Hoff aabnede Døren fra Spisestuen: "Hr. Bloch, tør jeg ha'e den Ære?"