III
Høgs Hus var ikke meget gudfrygtigt. Høg selv gik i Kirke to Gange om
Aaret. Nytaarsdag og den Dag, de gik til Alters, altid den første Dag i
Oktober, en Dag, hvor al Verden gik til Alters dér i Byen. Det var en
Tradition, at man bedst nød Nadveren den Dag.
William og Nina kunde aldrig glemme Alterdagen. Aftenen før blev der slet ikke tændt Lys i Dagligstuen, Moderen sad paa en Skammel bag Bogskabet, og lige efter Theen skulde de alle synge en Salme. Om Morgenen var Stella oppe, inden de gik i Skole, og kyssede dem og bad dem være gode Børn.
Høgs ydre Gudstjeneste tilfredsstillede tilfulde den offentlige Mening i
Byen. Man forlangte ikke mere. Det var i alle Huse Konerne, som
besørgede Gudsfrygten dér i Staden, som gik i Kirke, hørte
Bibellæsninger og underviste i Religion i Asylet. Det var nu saadan en
Skik dér, og man saá næsten aldrig Herrer i Kirken. Maaske passede
Velærværdighedens lidt smægtende Veltalenhed ogsaa bedst for kvindelige
Tilhørere.
Stella derimod gik i Kirke en Gang om Maaneden, altid til Højmesse. Hun holdt ikke af at gøre Opsigt, og Præsten satte Pris paa, at man gik i Kirke. Det var da den mindste Opmærksomhed, man kunde vise en Familie, man omgikkes saa meget. Desuden talte Præsten godt.
Hans Organ var meget smukt, han var uden Sammenligning den eleganteste
Mand i Byen, og han var ikke pietistisk. Som sagt, Stella hørte ham en
Gang om Maaneden.
Egentlig var Indifferentisme alligevel det Høgske Hus' Religion, men Præsten kaldte det dog et godt, kristeligt Hjem og holdt meget af at føre lange Enetaler med Stella. Han kom om Eftermiddagen og blev til ud paa Mørkningen. Naar han var gaaet, satte Stella sig til Klaveret og spillede. Altid nogle gamle tyske Romancer med sentimentale Themaer. Undertiden græd hun.
"Præsten har været her," sagde saa Nina.
Børnenes religiøse Opdragelse blev saa overladt til Skolen, men Stella holdt meget nøje Regnskab med, hvad Børnene fik i Religion. William havde svært ondt ved at lære Salmer og fik en Gang "tg" for en Salme paa ti Vers. Stella bad Høg straffe ham derfor.
Da William var tre Aar, havde hun lært ham en lille Aftenbøn paa fire
Linier. Hun lærte ham ogsaa at knæle og folde Hænderne, og hun kom hver
Aften ind og hørte, naar han bad og knælede ved Fodenden af sin Seng.
Men da han voksede til, hørte det op, og William glemte Bønnen.
I alt dette skete der imidlertid en Forandring under Ninas Forberedelse til Konfirmationen. Stella fulgte nu Datteren i Kirke hver Søndag, og William gik med. De havde en egen Stol i Kirken, i Pulpituret lige overfor Prædikestolen, med tætte grønne Gardiner og meget mørk. Stella og Nina sad forrest paa Stolene og lige bag de grønne Gardiner, William blev siddende i en Krog helt tilbage. Der sad han sammenbøjet og rokkede med Hovedet under hele Gudstjenesten. Naar han kom hjem, kunde han hele Prædikenen udenad, han disputerede med Moderen og læste meget i Bibelen. Især var det Lidelseshistorien, som betog ham; han laa til langt ud paa Natten og læste Mynsters Betragtninger, og han talte meget om Døden; han sagde ofte, at hvad han helst vilde være, var Munk eller Martyr.
Der var i en Baggaard i Byen nylig blevet indrettet et lille katolsk
Kapel; der havde været Snedkerværksted før, og det hele var lavt cg
uanseligt; hele Hjorden, som havde to Hyrder, bestod af fem fattige
Familier, hvis Børn Præsterne underviste gratis.
En Eftermiddag gik William derind med en Kammerat. Der var tilfældigvis Sjælemesse, Rummet var blændet med sort Flor, det lille Alter, der var helt fuldt af Porcelænsbilleder og smaa Kors af Glasperler, var oplyst baade med Lys og Lamper. Præsten laa i en lang, hvid Kaabe paa Trinnet og bad, og de to Kordrenge ringede med Klokker.
Saa rejste Præsten sig og svingede Røgelsekarret, saa det duftede i hele
Rummet. William aandede Duften, og han syntes, han fik helt ondt.
Efterhaanden blev han ligesom bedøvet af Præstens sagte Hvisken, af
Lyden af Klokkerne og af Røgelsen.
Han faldt paa Knæ. Han bad ikke, men han laa med lukkede Øjne og saá saa meget drage sig forbi, han vidste ikke selv hvad. Og det var, ligesom der var Musik langt borte.
Han laa der endnu, da Præsten gik ned. "Det er Forbi," sagde Præsten og lagde Haanden paa hans Hoved. William saa op og traf et Par mørke, tungsindige Øjne, som saá ned imod ham. Han kyssede Præstens Haand og gav sig til at græde.
Præsten talte. Der var en blid, syngende Betoning over alle Ordene.
William græd endnu stærkere. Den unge Præst bøjede sig ned og kyssede
Drengen paa Panden. William løb …
Da han kom hjem, fortalte han Moderen det hele. Stella blev vred og sagde, at han ikke maatte gaa i katolsk Kapel oftere, det passede sig ikke. William gik alligevel derhen, saa tit han kunde, han vidste ikke selv hvorfor, men han kunde ikke blive derfra.
For sine Sparepenge købte han et Lys til at sætte paa Alteret.
Imidlertid kom det ud, at Byfogdens Søn skulde være Katolik, og at den unge Præst snart skulde have ham til Alters første Gang. Hans Velærværdighed omtalte Rygtet for Stella, som blev meget opbragt og kaldte William ind. Hun havde jo forbudt ham at gaa til Katolikerne. William svarede ikke. Om han alligevel havde været der? Ja.—Hvorfor? Fordi han syntes, det var saa smukt. Stella havde jo dog sagt ham, det var syndigt. Ja men—hvorfor var det syndigt? Stella vendte sig til Pastoren, han smilede; man mærkede allerede den vaagnende Kritik, sagde han. Saa vendte han sig til William. Syndigt var det just ikke, men det var en Forvildelse, og man maatte vogte sig for Forvildelser. "Desuden er det ogsaa meget upassende," tilføjede Stella … William gik … "Ja, det er vanskelige Tider, Frue, og sværere ville komme," sagde Pastoren, da Drengen lukkede Døren.
Der var Messe i Kapellet om Aftenen, og William kæmpede haardt med sig selv. Men Kl. 7 spurgte Stella Nina og William, om de ikke skulde spille tre Mands Whist en Timestid. De var færdige med Lektierne. Det var Pastoren, som havde raadet til dette. "Man bør gøre de Unge Vejen let," sagde han.
William spillede Whist, men for Fremtiden, naar han mødte den unge Præst paa Gaden, gik han en anden Vej eller slog Øjnene ned. Han holdt rent op med at gaa i Kirke, men blev ved at læse meget i Bibelen. Stella trængte ikke ind paa ham.
"Han er en besynderlig Dreng," sagde hun.
* * * * *
Hen paa Foraaret i Maj Maaned kom et stort fremmed Balletselskab til Byen for at give Forestillinger. Høg havde altid forbudt Stella at tage Børnene med i Theatret. Det vilde kun fordærve deres Smag. Da William ikke havde været i København undtagen om Sommeren, havde han aldrig været i Theatret uden én Gang for mange Aar siden, da han var en lille Dreng i Fløjlsbluse. Og hvad han den Gang saá, huskede han ikke noget af uden et Marked og En med en Guitar. Det var "César de Bazan", han havde set.
Naar Kammeraterne i Skolen talte om Theatret, hvor de fleste ofte kom, tav William altid ganske stille. Men de andre vidste godt, det drillede ham at høre dem tale om det, og derfor blev de netop ved. Han kunde blive helt bleg tilsidst og sad og bed sin Læbe til Blods.
Undertiden naar der var Forestilling paa Theatret, gik han om Aftenen ned paa "Graven", hvor Theatret laa, og stillede sig op ved Indgangen og saá længselsfuld paa hver, som gik ind. Han vidste ikke, hvor meget han vilde have givet for at kunne gaa ind med de andre, Graaden sad ham i Halsen, og han vilde ikke gaa hjem. Engang imellem sneg han sig helt ind i Garderoben; naar Døren gik op, kunde han se ind paa det røde Tæppe, de malede Søjler langs Væggen og længst nede Børnelogen.
Han snusede begærligt Theatrets ejendommelige Lugt til sig, Gassen,
Støvet, den urene Luft af saa mange sammenstuvede Mennesker.
Og alle, som gik ind, saá saa smilende ud. De lo og hviskede, mens de knappede deres Handsker, og Damernes Kinder var saa røde. De købte Programmer i Billethullet. Han havde ikke behøvet at købe Program—han kunde det altsammen udenad—alle Navne.
Saa blev der tomt i Forsalen. Der var kun en enkelt Efternøler tilbage. Biiletkontrolløren satte sig til at sove i sit Hul med en gammel Kasket ned over Øjnene, Konen ved Tøjet tog Smørrebrød frem af en Avis. "Nu begynder det" … William stormede ned ad Gaden, som om en gal Hund var efter ham.
"Nu har han igen været nede ved Theatret," sagde Stella. "Lad ham ligesaa gerne gaa der, Høg, vi faar dog ikke Fred før."
Drengen stod Aften efter Aften paa "Graven", og han læste hver Dag
Plakaten paa Gadehjørne efter Gadehjørne.
Men nu var det en anden Sag. Balletten var noget andet. "Ballet var Ballet", og de Smaastykker, som spilledes imellem, havde intet at sige. Desuden var dette Selskab ogsaa noget bedre end de sædvanlige. De skulde der allerede den første Aften. William havde Feber, han spiste intet til Middag, efter Middagsbordet "løb" han. Det var en Vane, han havde. Naar der var noget paa Færde, gik han i den senere Tid altid op paa de store Lofter i Baggaarden. Dér løb han saa rundt med Hænderne i Lommen, Loft op og Loft ned og trallede og fløjtede som en Besat. Idag var det nu rent forskrækkeligt. Han havde bogstavelig helt rendt Livet af sig, og Tungen hang ham ud af Halsen, da han kom ned.
Endelig skulde han altsaa se det, endelig! Det havde jo vævet sig ind i hans Drømme, lokket ham, lydt for ham som en betagende, vidunderlig Klang—Theatret, Theatret. Og nu skulde han se det. Aften efter Aften, naar Stella læste for dem, havde han standset hende, og hun havde lagt Bogen bort og havde forklaret og fortalt.
Hun var "Chevalieren". Hun slyngede det mørke Bordtæppe om sig som en
Kappe, hendes Blik var tungsindigt. Og sagte hviskede hun Chevalierens Ord:
"Der funkle de paa Himlen hine Stjerner"—
Saa kommer Ninon.
Hun gengav Chevalierens Heftighed, hans Lidenskab, Moderens voksende
Rædsel. Der var Jammer i hendes Stemme, tilbagetrængt Graad, vaandende
Angst—
"Saa lad da idetmindste disse Ord befri Dem
for denne Lidenskabs Usalighed."
Og Slutningen. Stella kastede sig ned; og med udbredte Arme, med Sorgens Forklarelse over de opadvendte Træk, hviskede hun, som om Tonerne vred sig bort og døde, Sønnens sidste Farvel:
"dette Liv, som skyldte Dem sit Ophav"—
Især disse fire Ord "Farvel, min skønne Moder"—det bævede igennem
William, naar han hørte dem.
Eller Dina. Stella selv glemte Tiden. Det var, som om hun vuggedes ind og betoges af sin berusende Stemmes Musik, som om hun blev yngre i en gammel Begejstring … Og naar hun pludselig standsede, kunde hun knuge William heftigt op til sig, medens Taarerne lab ned ad hendes Kinder …
Han spurgte hende, hvorledes Theatret saá ud. Om det var stort? lyst
…? Stella fortalte om Theatrene i Paris. Om Kvindernes glimrende
Toiletter, om Diamanterne, som funklede, om Operaens brusende Kor, om
Logernes guldblændende Pragt. Det glitrede for Drengens Øjne og susede
for hans Øren.
Og nu skulde han se det. Han vidste jo nok, at dette kun var noget ringe, at Stella ofte havde lét ad det, at Høg altid gjorde Nar. Men det var dog Theatret. Han mindedes de mange Timer, han havde staaet misundelig og set paa de lykkelige, som gik ind, de bitre Taarer han havde grædt, naar han stormede hjem. Og hver af de Timer lagde sin knugende Vægt til hans Forventning.
Han rev Knapperne af begge sine Handsker, og Stella maatte give ham en anden Krave, saadan havde han krøllet den første, da han skulde tage den paa. Han stod og trippede paa Benene og kunde ikke staa roligt et halvt Minut. Høg sagde, at blev det saadan ved, kom han slet ikke med.
William mente, de kunde gaa Klokken halv, og fortalte hvert andet
Sekund, at nu kom de ganske vist For sent. Og hans nervøse Hast smittede
Nina, som var saa rød i Hovedet som et hengemt Vinteræble og stod og
trak op i sine Handsker for at skjule, at Kjoleærmet var for kort.
"Herre Gud, Nina", sagde Stella, "lad nu dog dine Handsker være, Kjolen er for kort. Men nu har Du jo da ogsaa snart Garderhøjde, saa er Du vel færdig med at vokse."
Nina krummede Ryg og skød Maven frem for at blive mindre.
"Ret Dig," sagde Høg. "Du skal se, den Pige bliver skæv." Det var Høgs stadige Rædsel, at Børnene skulde blive skæve.
William syntes, ingen Ende det vilde tage med det Kvartér.
Endelig skulde de da afsted. Høg gik med Nina under Armen, Stella og han gik saa daarligt sammen. William løb snart foran og snart bagefter ligesom en Hund, der aldrig kan faa Tiden til at gaa. Hans Hænder var feberklamme i Handskerne.
De fik Tøjet af ude i Forsalen, de købte et Program—han huskede, hvor tit han havde staaet og set Folk famle i Pengepungen for at finde de fire Skilling. Stella tog ham ved Haanden. Hun saá paa ham og smilede, hans Øjne var fulde af Taarer, glinsende store: han var helt bleg. "Gud hjælpe ham," sagde hun sagte. Drengen saá op—Ordene var komne ligesom et Suk. "Hvad er der?" spurgte han. Moderen svarede ikke.
Det var ingen stor Sal. Luften slog ham imøde ligesom en varm,
støvmættet Bølge. Han saá ikke rigtig sikkert, han maatte plire med
Øjnene. Dér var det røde Tæppe og Søjlerne og Sufflørkassen og
Lysekronen. Han havde set det altsammen med et graadigt, slugende Blik.
"Bliver her ikke lysere?" sagde han sagte. Han vilde ikke have talt højt, om han havde faaet Guld for det.
Stella lo. "Hvad siger han?" spurgte Høg. De gik ned til deres Pladser.
"Han synes, her er for mørkt", svarede Stella.
"Ja, her skulde være lysere," sagde William alvorligt. De satte sig, William ved Siden af Stella. Drengen talte ikke mere; han sad stille og saá hen paa Fortæppet, som en Gang imellem gled lidt frem, bevæget af et Vindpust fra de aabne Døre. Han vidste ikke, om det var dette, han havde tænkt sig; det, han havde tænkt, gled bort ud i Taagen. Hans Ærefrygt var for stor, han tog det, som det var.
Folk samledes, Stella nikkede tilhøjre og tilvenstre, fortalte al Verden, at Høg endelig havde givet Lov til, at Børnene maatte være med. Rektor havde netop ladet sin Søn blive hjemme; Overgangsalderen var saa farlig.—Det havde Stella saamæn slet ikke tænkt paa.—Om Høg troede, det var den virkelige Kankan, de dansede.—Berg mente det ikke, og Fru Berg vilde da saa rædsom gerne se den—Ja, Høg vilde nu gaa inden Kankan'en—
William hørte det summe om sig ligesom den ensformigt stigende og faldende Brusen i en Kube i Oprør. Rektor slog ham paa Skulderen og hviskede til ham bagfra. Han tørrede Spyttet af sin Kind uden at høre, hvad der blev sagt og uden at svare. Han sad og rokkede ganske langsomt frem og tilbage paa Sædet, Hagen ned paa Brystet.
Han hørte Orkestret utydeligt, hans øjne hang ved Tæppets Guldfrynser. Tæppet gik op. Han rystede ganske lidt, saa saá han i Lyset paa Scenen to Damer, han syntes, de kom frem af en Taage …
Stella havde ikke meget Øje for, hvad der foregik paa Scenen, hun sad bag Viften og saá fra Siden ned paa Drengen. William sad ganske stille. Stella bøjede sig ned for at hviske, han virrede med Hovedet, blev blot ved at stirre paa Scenen. Hele Komedien spejlede sig i hans Træk.
Moderen kunde ikke faa sine Øjne fra ham.
Hun havde første Gang været i Theatret med sin Moder—hun var femten Aar. Hvor hun huskede det. Det var "Romeo og Julie", de saá. Hun forstod det ikke, de glødende Ord gled hendes Øren forbi kun som en Musik—men hvor det dog var smukt. Hun følte noget inde i sig, en Forventning, en Længsel, et Suk efter Livet, som skulde komme.
Hun bevægede Viften stærkere. Hun vendte sig og saa paa Høg. Han sad træt med Hovedet støttet paa sin Haand. En Strøm af Ess-Bouquet slog hende imøde fra hans Klæder—
Hun skyggede helt med Viften for sit Ansigt, og hendes Øjne hvilede et
Nu paa hans sammensunkne Skikkelse. Saa slog hun Blikket ned.
Hun havde set hele sit Liv fra den Dag i det Øjeblik. Og pludselig stod det for hende som en forfærdelig Gaade, hvordan hun var bleven lænket til denne Mand, der frøs her i Theatrets Hede. Det var hende, som hun saá ind i et langt Øde, en Taage hang over. En unævnelig, kvælende Bitterhed snørede hendes Strube sammen.
Hofjægermesterinden bøjede sig frem og talte. Hun smilede uden at høre, og Smilet blev liggende over hendes Ansigt ligesom forstenet.
Hun saá atter paa William: han havde rejst sig op, Hovedet helt frem mellem deres, som sad foran, han levede paa Scenen. Hun bøjede sig ned og kyssede ham heftigt paa Panden.
Hun gav ham alle sit Livs Forhaabninger i Arv i det Kys.
Tæppet faldt. William satte sig. "Det var ikke saa godt," sagde han. Og han begyndte at tale. Saaledes gjorde man ikke—eller saaledes—og det var ikke at elske, han havde jo staaet ganske rolig, og han havde været lige ved at le paa det mest rørende Sted. Og Elskerinden havde manglet et Spænde paa den højre Sko. De rigtige Grevinder holdt virkelig heller ikke saadan paa deres Kop, naar de drak The.
Saaledes blev han ved.
Rektor bøjede sig frem. "Er William allerede blevet Kunstdommer? Ja man modnes tidlig, skam gør man saa!"
Men William blev ved.
Der var noget i dette, Stella ikke forstod. "Morer Du Dig da ikke?" spurgte hun.
"Dejligt." Han saá op, hans Øjne straalede imod hendes.
Fru Berg havde set Høedt i denne Rolle, hun fandt ham affekteret. "Underlig," sagde hun. Stella kendte ham kun som Hamlet, hun havde ikke troet paa ham.
"Var han da ikke stor?" spurgte William. Fru Berg lo. "Man maatte beundre ham," svarede Stella. Saa begyndte William atter, han spurgte Fru Berg, hvordan Høedt da havde gjort, hvordan han havde sagt det? eller det? Fru Berg forklarede.
"Moder kan vise det," sagde William.
Orkestret spillede en spansk Vals, Introduktion til Programmets Bolero.
Valsen begyndte tungsindig, slæbende i langsomme Takter. Steg saa, og pludselig herte man i susende Fart Boleros brusende Lyd.
Tæppet gik op. Alle Øjne saa mod den tomme Scene, en Skov. Saa klang Kastagnetterne højt; og med sammenslyngede Arme svang Damerne sig ind over Scenen. Boleros Musik susede æggende om dem.
William fo'r op fra Sædet og blev højrød; dette var det, dette. Og de
dansende jog hinanden i sammenslyngede Kredse; Kvinderne gled ind i
Mændenes Arme, gækkende atter ud; og mens Musikken steg med voksende
Hast, klang Kastagnetterne lokkende …
William trykkede sig stærkt op mod Bænken; han havde Hjertebanken.
De bøjede sig, slyngedes sammen, nærmede sig som til Kærtegn, veg ud med vuggende Hofter. En hvirvlende Jagt. Saa stormede Kvinderne bort. Med Kastagnetterne hævede højt i de blottede, runde Arme sendte de de trættede Dansere et spottende Haandkys.
William drog et langt Suk.
Han havde røde Pletter paa Kinderne, hans Øjne var skinnende,
Aandedrættet hurtigt. Stella saá det, og med en pludselig Angst greb hun
ham hurtigt i Armen. Drengen smilede svagt. Inde i hans Hoved jog
Boleros Toner: han var Saa besynderlig, feberagtig beklemt.
Komedien beroligede ham. Det var et Proverbe, en Konversation mellem Mand og Kone. Det hele interesserede ikke synderligt, men man kom til sig selv igen og samlede sig.
William stod som før. Meget opmærksom, spændt paa hver Bevægelse.
Hustruen taler om det at bedrage; om Hustruens sørgelige Lod, der bliver Enke i et Ægteskab, hvor Manden er et Navn; om hendes ensomme Dage, om hendes Kummer, om hendes usete Taarer, om hendes Forsagelse … Skuespillerinden rejste sig; med Ryggen lænet mod den høje Stol stod hun med det hvide Atlask om sig som en skinnende Strøm, med korslagte Arme, stolt i sørgmodig Majestæt …
William aabnede Læberne for at tale, han strakte sig helt frem. Hvor hun var smuk og stor, og høj … Og saa gled hans søgende Blik ud over Atlaskens kælende Folder; han sad med bankende Hjerte, beklemt som før ved Boleroen …
"Og nu han, nu han," sagde han.
Ægtemanden var ydmyg, bad. Men bestandig rolig strakte hun sine Arme frem, afværgende koldt. Nu havde hun viet sig til sin Enkestand.
"En Diana, Frue," sagde Rektor …
Statueskøn stod Skuespillerinden endnu i den samme ubevægelige Ro. Salen var vaagnet. Hendes Skønhed bandt deres Blik.
William var meget varm.
Efter Stykket skulde man danse Kankan. Høg havde sagt, de vilde gaa. Nu ønskede han at blive, hans Øjne vare glasagtige, stive, han var rødplettet paa Kinderne. Man kunde ligesaa gerne blive nu, da man en Gang var her. Men Stella gav Tegn til Opbrud, hun havde ængstelig vaaget over William og var efter den spanske Dans blevet grebet af en uforklarlig Angst. Hun vidste ikke selv hvorfor, men hun vilde hjem med Drengen.
Desuden var Nina ogsaa med … Aa nej, Nina sad roligt med sine klare
Øjne fæstede paa Tæppet. Stella drog et lettet Suk. Men bort vilde hun,
Høg havde jo selv ment at … og allerede Boleroen var tilstrækkelig,
mer end tilstrækkelig for Børn.
Høg rejste sig, men inden man fik vekslet Hilsener, var Mellemspillet begyndt.
Fru Berg holdt fast i Stella. Hvad skulde man nu sige, naar selv hun blev snærpet? Det var ikke for hendes Skyld, men Rektor havde Ret, Overgangsalderen. Bah, nej lade dem se alt og tale til dem om alt. Det gjorde Berg og hun …
Og Fru Berg pegede op mod Parterret til to lange Knægte med lyst Haar og sorte Frakker.
"Strutter af Sundhed," sagde hun og lo.
Ja, men alligevel—Stella vilde gaa. Den ene havde ikke samme Principper som den anden. Rektor greb Ordet Principper. Man skulde lige til at diskutere Opdragelsen, mens Høg knappede sine Handsker.
Endelig kom man da ud fra Bænken og op til Døren.
Musikken begyndte igen. I det samme rullede Tæppet op, Stella, som gik bagest, trykkede William hen imod Døren, en Mumlen fik Drengen til at vende Hovedet. Han saá fire nøgne Kvinder midt paa Scenen. Saa lukkedes Døren bag ham. Stella talte med Garderobe-konen, Høg bestille Billetter til næste Dag; indefra hørte William Musikken, en dump Brusen af Bravo og Mumlen. Han vendte om, løb ned ad Gangen og aabnede Døren til Parkettet.
Han stod som fastnaglet. Han gennemsøgte med et eneste sky Blik hver
Krog af denne skamløse Blottelse. Saa rødmede han, som en Flod strømmede
Blodet igennem ham.
"William," raabte Høg.
Han talte ikke paa Hjemvejen. Forældrene gik foran; Nina, som slentrede af ved Siden af ham, hørte sig selv i Verbet mouvoir.
Da de kom om Hjørnet til Hovedgaden, mødte de en Mand, som hilste Høg; det var den katolske Præst. William saá op og rev Huen af Hovedet. Præsten betragtede ham skarpt, lige ind i Øjnene, mumlede et "bon soir" og gled forbi. William havde haft Lyst til at raabe efter ham, men han turde ikke; saa gik han og talte Fliserne, lige til de kom hjem.
Ved Theen sad han ganske tavs. Høg sagde, han var naturligvis søvnig og skulde hurtigst i Seng. William svarede ikke. Han havde én Gang været fuld paa et Børnebal forrige Vinter, han syntes, han havde det akkurat saadan nu, mat og med tunge Øjenlaag. Stella sad bag Themaskinen og vogtede paa ham uden at tage Øjnene fra ham et eneste Sekund.
Men da William kom i Seng, kunde han slet ikke sove. Det var, som han vaagnede med ét.
Han kunde ikke ligge stille, han sparkede med Benene i Sengen og talte højt med sig selv.
Jo det var, som han tænkte sig—det vil sige, han havde tænkt sig det større, lysere. Men i København var det jo saadan. Men det var dejligt ogsaa her. Saadan at tale til Folk, som hun havde gjort, at faa dem alle til aandeløse at høre paa sig, at lytte til, hvad jeg sagde.
Han gav sig til at efterligne hendes Stemme, han lavede lange Tirader, som han sagde med hendes Betoning, langsomt, koldt.
Saa saá han hende pludselig staa med Ryggen mod Stolen med udstrakt Arm, stolt, sejrsrolig i sit skinnende Atlask. Og han følte den samme urolige Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men haardt sin Fod mod det kolde Lagen.
Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vejret fra ham, tumlede i hans Hoved. Og saa de fire, som havde danset tilsidst. Der kom noget op i Halsen paa ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en Bylt. Pludselig kom han til at græde.
Han drømte om Danseskolen og om den katolske Præst. De dansede alle i den store Kirke, hver hans Slægt laa begravet.
Stella kunde ikke sove. Hun tændte Lys og stod ud af Sengen. Med
Sengetæppet om sig gik hun sagte hen over Gulvet og aabnede Døren til
Williams Værelse.
Hun løftede Lyset. Drengen sov. Han laa sammenkrøben i Sengen, rød i Hovedet, med Hænderne krampagtig knyttet om Tæppet. Stella saa længe paa ham, hun studerede hvert Træk i hans Ansigt, hver Fold.
Drengen drejede Hovedet og sukkede. Stella lagde Tæppet til Rette om ham, lettede Lyset en sidste Gang. Da hun saá op, faldt hendes Blik paa et Kristusbillede, som hang over Sengen, en Present af en gammel Barnepige.
Stella standsede og saá længe paa Kristusfiguren, Det var, som hendes
Blik vilde gennemtrænge Billedet.
Saa gik hun ind. Længe kunde hun ikke sove, men tilsidst blundede hun hen med "Fadervor" paa sine Læber.
Den næste Dag laante William det Proverbe, de havde set, paa
Skolebiblioteket.
Adjunkten, som havde Udlaanet, lo, "Men det forstaar din Praas jo ikke et Ord af," sagde han. Fra den Dag bad William kun om saadanne Bøger, som han ikke forstod, baade Romaner og Komedier. Læreren lo, og da Rektor ved Lejlighed erfarede, hvad "den lille Høg" laante, roste han ham. Der var mange franske Bøger imellem, og det var den eneste Maade, hvorpaa man "skam virkelig" kunde lære et Sprog.
Proverbet læste Moder og Søn sammen om Aftenen. Stella var forbavset over, hvor godt han læste uden at efterligne Skuespillerne fra igaar. Et Par Dage efter havde han lært en Scene udenad. Han sagde Replikkerne godt, men hans rundryggede Figur saá latterlig ud. Da Moderen lo, blev han purpurrød i Hovedet, bed sig i Læben og løb.
Seks Uger efter blev Nina konfirmeret.
* * * * *
IV
Høg var meget eksalteret den Forsommer. Han arrangerede et Bal for Ninas Veninder, hvor han selv dansede hele Natten, han foretog med Præstens en Udflugt til Himmelbjerget, hvor man kamperede ved et Baal. Hjemme lod han sig indrette et Snedkerværksted med en kostbar Drejebænk og i det hele et stort Apparat; han tog Undervisning hos en Snedkermester i Byen og forskrev en Række Tegninger fra et Etablissement i Hovedstaden.
Han strøede Penge ud. Inden Værkstedet var færdigt, købte han en mecklenburgsk Ridehest og red med Nina, hvem han forærede en Ridedragt af mørkegrønt Fløjl, en noget excentrisk Amazonedragt, han lod komme fra Hamborg. Han forskrev et Dusin Silkenatskjorter fra Paris og lod brodere et meget pragtfuldt Monogram paa sine Underbenklæder; indrettede sig et Marmortoiletbord med en Uendelighed af Krystalæsker med kronet Navnetræk paa Laaget, anvendte en overdreven Omhu paa sit Toilette og gik ungdommelig klædt med lyse Jakker til blaa Benklæder.
Han vilde have fire Retter Mad til Middag og drak Château la Rose af original Aftapning. Forresten var han sjældent hjemme, han gjorde Visitter, red, tilbragte Tiden paa Raadhuset med Undersøgelser i Byens Arkiv. Man kunde vente ham timevis med Maaltiderne. Kom han saa, var han meget rød i Kinderne med skinnende Øjne. Han talte meget med Børnene, mod Stella var han kold og ved Lejligheder barsk.
Stella led i Stilhed. Hun blev gul af Farve, mager og hostede. I Selskab var hun meget tavs, besvarede de fleste Spørgsmaal med et Smil og deltog næsten slet ikke i Samtalen. Undertiden, naar hun hørte sin Mand tale meget højt i det næste Værelse, kunde hun fare sammen eller blive blybleg.
"De er ikke vel, kære," sagde Rektorinden, "Lidt nervøs—en Smule." Og
Stella smilede atter med sit trætte Smil.
I Middagsselskaber satte hun sig altid paa den modsatte Side af Høg, langt borte. Men medens hendes Herre konverserede hende, saá hun ofte med et sky, hurtigt Blik op langs Bordet til Manden. Han sad med Aarerne svulmende i Panden og røde Kinder.
"Deres Mand er jo som forynget," sagde Præstens Frue, "han er bleven ti
Aar yngre i den sidste Tid. Forleden Dag ved Skytteballet—De var der
ikke?—førte han Kotillonen op—der var en Begejstring blandt de unge
Damer. De kan næsten have Grund til at blive jaloux."
"Ja ikke sandt—vor kære Høg er som forvandlet," Hofjægermesterinden slaar sin Vifte op, "igaar hos os magnetiserede han min Niece. Hun faldt virkelig i Søvn."
"Men Frøkenen havde drukket megen Champagne," henkastede Doktoren.
"Min kære Doktor, Champagne! Det var magnetisk Søvn."
Stella smilede. Hun havde altid vidst, at hendes Mand var en udmærket
Selskabsmand. Men han var jo ikke altid rask nok.
Men efterhaanden som Høgs Eksaltation steg, blev Selskabeligheden hende uudholdelig, hun kunde ikke længers undertrykke sin Angst, og hendes forpinte Udtryk og Tavshed blev paafaldende. Doktoren mente ogsaa, det var bedre, hun blev hjemme.
Berg var Stella til megen Trøst i denne Tid. Hun var længe veget tilbage for at betro sig til nogen. "Det er Eksaltation, kære Stella," havde Excellencen en Gang sagt, kort før sin Død. "Vogt Dig for at gøre det til mere—og tal ikke til nogen om de Bagateller." Hun havde forstaaet ham. Desuden vidste hun jo—Men en Dag nu i Foraaret var det bleven hende for forfærdeligt. Hun havde kæmpet med Høg om Natten, han havde forfulgt hende med en Alpestok med Klinge, som han havde staaende ved sin Seng. Hun havde maattet flygte ud paa Balkonen udenfor sit Kabinet.
Hun faldt hen i en dump Rædsel og blev liggende til Sengs hele Dagen.
Det var en Sløvhed, som rugede over en idiotiserende Angst. Men henimod
Aften vækkedes hun af sin Sløvhed ved en pludselig, feberagtig Rædsel:
hun kunde ikke opleve en saadan Nat til.
Saa klædte hun sig hastig paa og ledet af en eneste Tanke, den, at hun ikke kunde overleve en saadan Nat som den sidste, mere løb end gik hun ud til Bergs.
Det var Tordenvejr, Regn med store tunge Draaber, som de heftige
Vindsted i Alléen slog Imod hendes Ansigt. Hendes Haar klistrede til
Panden bag Sløret, Kjolen slog ind om hende. Hun gik hurtigere til uden
at mærke det.
Men da hun naaede Bergs Villa, standsede hun. Hun kæmpede i nogle Sekunder en forfærdelig Kamp; hun havde jo bevaret denne gruelige Hemmelighed gennem Aar, bevaret den for Slægtens Skyld, for Verdens, for sin egen. Hendes Undseelse vægrede sig ved at tale, hendes kvindelige Værdighed, hendes Følelse som Hustru og Moder, alt oprørte sig mod denne Tilstaaelse. Det var hende, som hendes Hjerte blev koldt i Brystet i disse Sekunder, som rummede en Evigheds Angst. Men saa overmandedes alt af den forfærdelige Rædsel fra før. Hun maatte, maatte, hun vilde dø under denne Tavsheds Kvaler.
Hun syntes, hun bar hele denne elendige Slægt i Ruiner paa sine Skuldre, da hun slæbte sig op ad Trappen.
Hun ringede.
Pigen blev forbavset ved at se Byfogdens Frue i dette Vejr.
Stella holdt Sløret tæt ind for sit Ansigt. "Om Doktoren var hjemme?"
"Doktoren var paa sit Værelse."
Hun gik hurtig forbi Pigen henimod Døren. Og der gik i et Nu som en kort brusende Efterdønning af hendes Sjæls Kamp igennem hende, da hun stod foran denne Dør. Saa aabnede hun den rask.
Berg sad ved Skrivebordet og læste. Den grønne Skærm over Lampen dæmpede Lyset. Der var en behagelig stærk Lugt af fin Tobak og Medikamenter i hele Værelset. En tryg Ro langs de høje Boghylder og de grønne Paneler.
Lægen rejste sig og gik nogle Skridt frem. "Endelig," sagde han. Stella saá paa ham, hans Blik var mildt. "Vær rolig. Frue," sagde han dæmpet, "vær rolig, det er maaske ikke saa slemt, som De tror." Hun standsede og tog sig ned over Øjnene som for at besinde sig. Vidste han det da—ja, han maatte jo vide det. Han vidste det alt, hun behøvede intet at sige ham … Hun følte, hvor han beroligende med et sagte Tryk lagde sin Haand paa hendes Arm.
Hendes Bryst bevægede sig heftigt i Stønnen. Det var som hun snappede efter Graaden, denne tavse Graad, som havde kvalt hende, tynget hende til Jorden alle disse lange Timer. "De véd det?" spurgte hun. "Véd De det da? Aa—Doktor, jeg er saa rædselsfuldt ulykkelig." Og hun førte, mens hun talte, to, tre Gange Armen frem og tilbage i Luften, som om hun kæmpede med sin egen Elendighed.
Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, og Stella rev sin Kaabe op, begravede sit Hoved i Polstret og hulkede.
Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taffeluhrets Dikken.
Undertiden de afbrudte Toner af en Vals, Fru Berg spillede i
Dagligstuen. Stella hørte denne Vals under sin Graad.
Saa hævede hun Hovedet, og medens hun saá ned paa Sofaens Kvaster, fortalte hun afbrudt og stønnende sit Ægteskabs triste Historie …
Fra den Dag var Berg hendes eneste Fortrolige. Han mente i Begyndelsen, det vilde gaa over, at det var den sædvanlige Eksaltation, som maaske var noget forstærket ved den lumre Hede, man havde det Aar. Det vilde gaa over.
Men efterhaanden som Krisen skred frem, blev han alvorlig bekymret, og en Dag foreslog han rent ud Stella at sende Høg paa en Sindssygeanstalt.
Stella saá længe paa ham, stift og stirrende, som om hun ikke forstod ham. Saa gjorde hun en angstfuld Bevægelse med Armen.
"Umuligt," sagde hun. Det var alt. Lægen talte ikke mere derom.
Med Børnene talte Stella aldrig om den Forandring, der var foregaaet med Høg. Baade Nina og William skræmmedes fra Begyndelsen tilbage af Faderens Munterhed. De var vant til at se ham tavs, med Hovedet indbundet i kolde Klude, nervøs og plaget. Nu talte han uafbrudt, lo, spøgede med Tjeneren, fortalte Historier, ofte de besynderligste Historier, som fik William til at se ned i sin Tallerken og gjorde Nina rød i Hovedet. Desuden saá de, at Moderen led, og ligestraks, ligesom instinktmæssig, følte og delte de hendes Angst, hvis Grund de ikke kendte.
Og efterhaanden som Høg blev mere ophidset, nagedes de af en Frygt, som lod dem lide lige saa meget som Moderen. Sofie var den eneste, der pludrede ved Bordet, og som var glad, naar Faderen fortalte, spurgte og lo. De andre svarede kun med et sky og modvilligt Nej eller Ja. Og deres bestandige Tavshed irriterede Høg, han vilde tvinge dem til at tale. Saa fulgte der Scener, hvor han var barsk mod Stella og irettesatte Børnene voldsomt. Nina græd stille. Moderen sad stum, bleg af Smerte overfor sine Børn.
Hun saá de led, men hun talte ikke, Uvisheden var bedre for dem. Og de turde ikke spørge. De talte aldrig om Faderen, som efter en stille Overenskomst nævnede de ham aldrig for Stella. Heller ikke indbyrdes talte Nina og William. De bar i Tavshed paa denne ubestemte Frygt, som de ikke kunde besejre, og som de ikke gjorde sig Rede for; men deres tavse Angst ventede en Ulykke, som den ene vilde skjule for den anden.
Undertiden ved Bordet kunde William se sky over paa Moderen, derfra til Nina. Men paa begges Ansigter mødte han det samme vage, undvigende Smil, der dækkede saa slet over deres Angst. Sofie pludrede med Faderen.
Naar Nina og William var ene sammen—Stella lukkede sig inde i Kabinettet—sad de enten hver med sin Bog, som de ikke læste, eller de snakkede op om alt muligt. En Galoppade af hæsblæsende Ord, som skulde afskære den fælles Tilstaaelse. Men undertiden, naar de mødtes paa Trappen eller midt i en saadan Samtale om alt eller intet, kunde den ene sige "Hvor er Fa'r?" Eller: "Har Du set Fa'r?" eller; "Véd Du, hvor Fa'r er?" Hurtig fremførte Spørgsmaal ligesom ufrivillige Suk, hvormed de vilde lette deres stille Angst.
Eller ogsaa: "Mo'r spurgte efter Fa'r." De skød det ind under Moderen, men Stella spurgte sjældent.
Undertiden, naar Stella kyssede William til Godnat, knugede Drengen sig
op til hende og blev længe liggende ved hendes Bryst. "Hvorfor græder
Du?" spurgte hun; han saá op, bange og spørgende. Saa fortrød hun sit
Spørgsmaal: "Det gaar nok over," sagde hun, "med Guds Hjælp."
Sofie var den eneste, som intet forstod. Stella sad med hende paa Skøder og glattede hendes Haar med sine smukke Hænder. "Hun er lykkelig," sagde hun.
Høg kom aldrig hjem til den bestemte Tid, de kunde vente og vente. Saa gik Stella og Børnene om i en hvileløs Skræk.
En Dag blev han endnu længere ude end sædvanlig. Maden havde ventet en
Time, Tjeneren havde fire Gange spurgt, om han turde rette an. Og hver
Gang sagde Stella med den samme fremkunstlede Ligegyldighed, mens hun
saá ned: "Byfogeden er jo ikke kommen, Jensen."
William stod ved Vinduet, bag Gardinet. Moderen sad inde i Stuen, Hun trævlede en Strømpe op, men hvert Øjeblik faldt Strømpen ned i hendes Skød, og hun støttede Hovedet paa sin Haand. Saa betvang hun sig voldsomt og gik et Par Gange op og ned ad Gulvet med Hænderne om Hovedet og satte sig igen.
Nina bladede i en Bog.
"Ser Du ham," spurgte Stella. William bøjede sig frem. "Nej," sagde han.
Og der var, som om Forventningen blev tungere i Stuen ved dette Nej.
Atter Tavshed. Fluerne summede under Loftet.
"Du burde ta'e Flueskærmen, Nina," sagde Stella.
"Det nytter ikke," Nina rejste sig, men uden at tage Skærmen, Fluerne blev ved at summe. Man fløjtede nede paa Gaden.
"Er han der?" Stella spurgte uden at se op og trævlede hurtigt.
"Nej."
Og igen. "Ser Du ham?"
William bøjede sig længere ud. "Ikke endnu," sagde han. "Heller ikke ved Adelgade?" spurgte hun. Hun rejste sig for selv at gaa til Vinduet, drejede af ved Sybordet. "Det er bedst, vi spiser," sagde hun. Men ingen gik. Moderen satte sig igen og trævlede, hendes indfaldne Kinder var helt dækkede af en rund, rød Plet.
"Fader er vist paa Raadhuset," sagde Nina sagte.
Stella nikkede, Gadedøren gik. "Nu," sagde hun.
"Det er Jensen," sagde William nølende, "det var ikke Fa'r," han gik bort fra Vinduet; han vilde heller ikke staa der, hellere ikke se.
Han skraaede over Gulvet til Klaveret, slog nogle Akkorder an.
"Nina har vist ikke øvet sig," sagde Stella.
Mens Nina spillede, gik William op og ned i Stuen, frem og tilbage forbi
Moderen. Saa standsede han bag hendes Stol og sagde sagte:
"Skulde vi ikke spørge Doktoren," han snuppede Ordene af som i Angst, blev rød i Hovedet, mens han talte.
"Jeg har spurgt," sagde Moderen. Mer ikke, og William gik atter frem og tilbage med sænket Hoved.
Høg kom lidt efter.—
Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København. Berg lod ham rejse, men havde paa Forhaand skrevet til Excellencens gamle Huslæge, der havde fulgt Sygdommens ulykkelige Udvikling lige siden Høgs Barndom.
Det var som en Befrielse for hele Huset, som om man paa én Gang havde slaaet alle Vinduerne op Og faaet frisk Luft ind i et beklumret Værelse. Selv Stella blev en anden, nu da hun ikke saá ham, hun haabede, det nu var forbi, at Lægerne derinde maatte kunne gøre noget.
Dagen efter kørte hun i Skoven med Børnene. De havde sparet sammen til denne Tur, og nu kunde de ligesaa godt gøre den den ene som den anden Dag. Og Skoven, den friske Luft, Friheden, gjorde dem efterhaanden gladere; de spadserede, spillede Ring og spiste paa en Bakke i Skoven. Nina sang, Sofie trillede ned ad Højen som en Bylt, og de lo alle. I Begyndelsen lød Latteren besynderlig fremmed i deres Øren, de undrede sig over, at de kunde le.
Men saa ligesom berusede de sig i Latteren, den muntre Støj, deres Samtale vakte; det var saa længe siden, de havde lét. Om Aftenen kom de hjem i en vis nervøs Oprømthed.
Jensen tog imod dem i Porten. "Der var kommet Telegram til Fruen." Det var, som de med ét blev kolde.
"Hvorfra?" spurgte Stella, det lød som et halvt Skrig. "Hvorfra?" Jensen bragte det. Stella støttede sig et Øjeblik til Vognen, krampagtigt, saa brød hun Konvolutten, foldede Papiret ud, snappede efter Vejret, læste saa.
"Godt," sagde hun. Det kom som fra et tomt Rum, mens hun vendte sig og løb op.
Nina gik hen i en Krog af Porten, William fulgte efter. Da de havde staaet nogen Tid tavse og lyttende til hinandens Aande, bøjede William sig frem imod Søsteren.
"Fader er bleven sindssyg," sagde han tonløst.
"Ja," svarede hun. "Sindssyg." Der lød, som hun vejede al Ordets
Elendighed i den korte Lyd.
De skælvede begge. Saa slyngede Nina hurtigt sine Arme om Williams Hals, trykkede ham op til sig og græd.
"Vi har jo vidst det længe," sagde Drengen.
Næste Morgen rejste Stella til København.
Fire Uger efter vendte hun tilbage med Høg. Han var atter stille, meget melankolsk, talte kun lidt og sov den største Del af Dagen. Stella hostede stærkt. Forresten blev de kun hjemme tre Dage, saa rejste de til Schweiz. Børnene blev sendte ud paa en Herregaard i Nærheden, og der blev intet af Rejsen til Sorø.
Man tænkte ikke paa Forfædrene nu.
Jo—William tænkte dog undertiden paa den store Kirke med de store Skygger og de berømmelige Grave. Han tænkte derpaa med en dyb Bitterhed, han ikke selv forstod, overvældet af den besynderlige Følelse af Skarn, som de føler, i hvis Slægt Sindssygen raser. Han syntes, han maatte slaa Øjnene ned for sin berømmelige Slægt nu, da dette var hændet.
De blev alle tre—Nina, William og Sofie—paa Landet indtil midt i
Oktober. William var dygtig nok, han kunde godt forsømme, sagde Doktor
Berg, og de var saa godt gemte paa Vornæs, mens Forældrene var borte.
Stella skrev til dem hver Uge lange Breve, hvori hun fortalte dem om Stederne, de havde set, om Theatrene de havde besøgt, om de store Hotellers table d'hôte. Hendes Breve var kun en eneste Fest. "Fader er atter rask," skrev hun, "melankolsk som I plejer at se ham. Jeg har det ganske godt, hoster kun en Smule" …
Og i et andet Brev: "Fader er fuldstændig rask nu, ganske som han plejer. Tak Gud, Børn, at dette er forbi. Jeg hoster lidt om Natten og er maaske blevet lidt gammel, naar I ser mig igen. Jeg kan ikke mere rive de graa Haar ud, som William saa gerne vilde, nu er der altfor mange."
Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var komne der tre Dage tidligere for at være hjemme, naar Børnene kom. "Saa skal vi da genses, elskede Børn," skrev Stella, "genses efter saa mange Sorger—Sorger, som ælder. I vil møde en gammel Moder, som I næppe vil kende igen, men som dog er den samme, og som bestandig elsker Jer. Tusind Kys fra Eders Moder
Stella."
"Mo'r skriver altid det," sagde William.
"Og hvor hendes Haandskrift er blevet utydelig," sagde Nina.
Om Eftermiddagen forlod Børnene Vornæs.
Høg tog imod dem i Porten. Han støttede sig til Trappegelænderet og trykkede dem en efter en heftigt op til sig uden at tale. Nina saá sig om.
"Og Mo'r," spurgte William sagte, beklemt ved at se Faderen alene,
"Mo'r."
"Mo'r er deroppe." Høg slog Øjnene ned: "hun er ikke rask."
Nina og William løb op, ind gennem Dagligstuen til Kabinettet. Deres
Hjerter var blevet tunge, som om der ventede dem en Ulykke. Saa rev de
Døren op og saá hende.
Stella havde rejst sig og var gaaet Frem midt paa Gulvet, der maatte saa Kræfterne have svigtet, og hun stod støttet til Bordet. Gardinerne var trukket helt for, men selv i Kabinettets Mørke saá Børnene et Ansigt, blegt som Døden, forfærdelig mager. Øjnene skinnede dybt inde i Hovedet.
Alt Blodet var veget fra det Ansigt.
Børnene veg uvilkaarlig et Skridt tilbage, strakte Hænderne frem. "Mo'r," raabte de. Nej, nej, hun havde Ret—de havde nær ikke kendt hende.
"Er I bange for mig?" sagde hun; og selv hendes Stemme var forandret, den var blevet spædere, aandeagtig. Det var, som de hviskede Toner døde paa hendes Læber.
Hun tog dem hen til sig og kærtegnede deres Haar med sine Hænder, mens de laa paa Knæ ved hendes Stol med bøjede Hoveder.
"I havde dog ikke ventet at se mig saaledes," sagde hun sagte, dybt bedrøvet over den Smerte, de ikke kunde skjule.
Ingen af dem svarede, men Nina græd stille med bortvendt Ansigt.
Høg kom ind med Sofie. Stella rakte Armene frem mod Barnet, "Kys Mo'r," sagde hun. Men Sofie skreg. Hun vilde ikke hen til Moderen.
"Hun er forskrækket," sagde Stella. Hendes Hænder faldt slapt ned.
"Gaa, gaa," sagde hun og vendte Ansigtet om. "Gaa!"
"Bring dem bort," gentog hun.
Da de var gaaet, bad hun Jensen give sig et Spejl. Da hun havde faaet det, sad hun længe med Spejlet i Haanden og betragtede sit Ansigt.
"Ja, jeg dør," sagde hun.
* * * * *
V
Sygdommen skred hurtig frem.
William vaagnede om Natten ved den korte, skærende Hoste, ligesom smertefulde Hvin, der lød fra Moderens Kabinet. Han viklede Hovedet ind i Lagenet for ikke at høre, rullede sig ind i Sengetæppet, men bestandig hørte hans hidsede Øre Hostens skærende Knivklang og den Syges gispende Stønnen, naar Anfaldet standsede et Minut.
Undertiden hørte han Moderen kalde klagende og Vaagekonens slæbende
Sjokken over Gulvtæppet hen til Kakkelovnen for at hente Medicin.
Han kunde ikke sove, Hosten forfulgte ham i hans Halvslummer. Saa vaagnede han i Feber, og var Stella falden i Søvn og Hosten standset, lyttede han angst, begærlig efter at høre en Lyd, greben af en lammende Skræk for, at Moderen skulde være død, mens han sov. Han samlede Tæppet om sig, sprang ud af Sengen, aabnede Døren og løb gennem Spisestuen ind i Dagligstuen. Vaagekonen sov i Lænestolen bag Klaveret, Hagen var falden ned paa hendes Bryst, Munden stod vidt aaben. Der var noget skrækindjagende ved Stuen disse Nætter. Skærmen over Lampen dæmpede Lyset, Skyggerne laa skumrende over alle Møbler. Og i den beklumrede Luft, hvor Stellas Yndlingsparfume blandedes med Sygeluften, hørte man kun Vaagekonens hæstsnorkende Aandedrag, mens hun sov med foldede Hænder.
William gik sagte over Gulvet og løftede Portièren til Kabinettet: Der
var ganske tyst. Lampen paa Konsollen foran Spejlet var skruet ned,
Olien kogte sagte. Palmerne i Hjørnet var gemt i en hemmelig Skumring.
Helt tilbage laa Stella under den store Sengehimmels Forhæng;
Voksstablen brændte svagt, dens Lys faldt gult og roligt over den Syges
Ansigt med det blanke Haar opløst over den hvide Kniplingspude.
Hun slumrede. Med den venstre Arm slynget om Hovedet laa hun rolig,
aandende, gispende, hvert Aandedrag som et undertrykt Suk. Hvor
Voksstablens Lys faldt stærkt paa hendes Haand!—den skinnede mellem
Haaret.
William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den sukkende Aande, lod Portièren falde bag sig og gik forbi Vaagekonen ind i sit Værelse. Men sove kunde han ikke.
Undertiden, naar han saaledes laa vaagen, gik Faderen gennem Værelset. Høg havde ingen Ro; i fortvivlet Melankoli syntes han i sjælelige, forfærdelige Lidelser at dø hen, efterhaanden som Livet svandt bort fra Stella. Og han dreves bestandig rastløs om udenfor sin Hustrus Sygeleje; det var, som en sky Angst holdt ham borte fra hende.
Han kom stille ind, satte sig i Dagligstuen med Hovedet i sine Hænder. Han kunde sidde saaledes timevis, rokkende frem og tilbage uden at foretage sig noget, uden at tale.
"Skal Du ikke ind til Moder?" spurgte Nina.
Faderen svarede ikke, rystede kun paa Hovedet. Eller ogsaa sagde han: "Jeg vil ikke forstyrre hende", og gik stille, som han var kommen. Stella spurgte aldrig om ham. Om Middagen, naar han kom ind for at sige Tak for Mad, rakte hun ham Haanden med et venligt Smil, han satte sig paa den lave Chaiselongue foran Sengen med den blanke Haand i sin, tavs og uden at tale. Der var en bedende Ydmyghed over hele hans Væsen; undertiden rakte Stella ham sin Pande til Kys, han bøjede sig langsomt frem og berørte den med sine Læber.
"Tak," hviskede han.
Naar han gik gennem Williams Værelse om Natten, skyggede han med
Haanden for Lyset for ikke at vække Sønnen. "Jeg sover ikke," sagde
William.
"Er Du syg?" spurgte Høg. Han var bleven meget øm over Børnene, en vis rørende, ydmyg Ømhed, der Syntes at bede om Tilgivelse—William vidste ikke selv, men han syntes, at han voksede denne Fader over Hovedet, hvem han bestandig følte saa dyb Medlidenhed med.
"Nej—men Mo'r hoster," svarede han. Høg sukkede.
"Men det gaar ikke an—vi maa flytte din Seng—."
"Jeg kunde dog ikke sove alligevel. Jeg er bange …"
Høg sukkede igen, et dybt, hjælpeløst Suk.
"Du kan faa lidt Sovesaft," sagde han. Selv brugte Høg Masser af Opium,
Morfin og Cloral, han brugte det sammenblandet, Lægen holdt ikke mere
Regnskab med denne ødelagte Naturs Hjælpemidler.
Han gav William en stor Skefuld. Men efter nogle Ugers Forløb hjalp Sovesaften ikke mere. Høg fordoblede Dosen og gav ham to Store Portioner lige ovenpaa hinanden.
Saa faldt Drengen i en slappende, død Slummer og vaagnede om Morgenen med blytunge Lemmer.
Om Formiddagen, naar William og Sofie var i Skole, sad Nina alene hos Moderen. Disse ensomme Timer i det stille Værelse havde udviklet en øm Fortrolighed imellem Stella og hendes Datter. Nina havde bestandig i Moderens Omhu staaet tilbage for William, Drengens Talent og Ejendommelighed havde skygget for de andre; nu i Sygdommen trængte Stella til Datterens milde Hænder, der var noget velgørende for den Syge i at se paa Ninas høje Skikkelse, rolig bøjet over sit Arbejde ved det runde Bord; den blanke Pande, Haaret, der barnlig var strøget helt tilbage …
"Kom hen til mig," sagde Moderen. Og mens hun sad med Ninas Haand i sin, talte hun om mangt og meget med sin Datter.
Nina voksede under dette. Hun blev alvorligere, ældre end sin Alder. Undertiden talte Stella om sin Død, Nina vilde blive som en Moder for de andre, vogte over Sofie. Saa vilde de snart ikke savne hende mere. Men naar Stella talte om at dø, græd Nina voldsomt med Ansigtet ned i Sengens Tæpper.
Om Eftermiddagen læste William højt. De trak Gardinerne for og tændte Lampen. Stella holdt ikke af Dagslyset under sin Sygdom. "Det ækle Lys," sagde hun, "det viser Jer, hvor grim jeg er bleven."
Nina syede. Stella laa med lukkede Øjne og lyttede, mens hun legede med Frynserne paa det gule Silketæppe. Det var bestandig Dramaer, de læste, de samme, Stella havde læst for Børnene i gamle Dage, "før Ulykkerne kom", som hun sagde, naar hun om Formiddagen talte med Nina.
William læste dæmpet, trykket af Sygeværelsets Indeklemthed og Blomsterduften herinde. Stella havde faaet en lidenskabelig Forkærlighed for Blomster, hun vilde ligge omgivet af Planter ligesom i en Skov. Høg forskrev Roser fra Hamborg for at pryde hendes Spejlkonsol.
Hun laa rolig, hvid i det skinnende Lys, hvis Straaler kastedes tilbage med glimtende Glans fra Sengeforhængenes Silke. "Du læser smukt," sagde hun. Men en Gang imellem blev hun urolig i Sengen, aabnede Øjnene og lod Haanden glide frem og tilbage gennem det opløste Haar.
"Giv mig Bogen," sagde hun.
Hun tog Bogen, og siddende op i Sengen læste hun for dem.
William sad paa Chaiselonguen, han lyttede med lukkede Øjne, betagen, angst for at tabe en Tone af denne Forklarelsens Symfoni.
Men det varede sjældent længe, saa kom Hosten, og Stella lod Bogen falde. "Det er forbi," sagde hun. "Jeg kan ikke mer."
Det var forbi med Læsningen. Om Formiddagen, naar Nina sad hos hende, laa Stella i en Feberdøs, halvt slumrende af Nattens Opium, som først virkede henad Morgenstunden; undersiden aabnede hun Øjnene, nikkede til Nina eller bad om lidt Gelée, slumrede saa ind igen. Der var ganske mørkt, en enkelt Lysstribe faldt gennem de lukkede Gardiner ind over Sengen, ellers var det Nat. Stella vilde ikke se Lyset. Naar Vindusforhængene blev trukket fra, lod hun Sengens Forhæng falde for. Lyset maatte ikke naa hende. Hun var bange for dets Ubarmhjertighed, sagde hun til Nina.
Men hver Dag, naar Nina spillede eller var henne at male, lod hun Jomfruen trække alle Forhæng Fra. Vinterdagens gnistrende Lys faldt inde i Kabinettet.
"Som en hel Syndflod," sagde Stella.
Saa fik hun Spejlet hen ved Sengen og betragtede sit Ansigt. Hun saá længe paa sine falmede Træk, paa sine hule Kinder, paa sin Hud, der var gennemsigtig og gullig. Hun fulgte Skridt for Skridt den Sygdoms Ødelæggelse, som dræbte hende.
"Tag Spejlet bort," sagde hun; og hun laa længe roligt, strakt lige ud, og saá frem for sig.
Men undertiden paa mørkere Dage, naar det var Halvskumring bag Sengehimlen, eller hun rødmede i Feberen, kunde hun finde sig selv bedre, raskere. Han satte sig op, strøg Haaret tilbage, klamrede sig til det Livshaab, Spejlbilledet skænkede hende.
Saa snart der atter var blevet mørkt, og Børnene kom hjem, kunde hun spøge med dem, tale til dem om Rejsen til Syden, om Nizza, hvor hun vilde blive rask. "Jeg er allerede meget bedre," sagde hun. Hun forsøgte at staa op, at tage mod Visitter, hun vilde gøre Selskab for Ninas Veninder.
Der var en Bedring. Berg lod hende ligge paa Chaiselonguen i Kabinettet.
Nina spurgte, om hun maatte trække Gardinerne fra. "Endnu ikke, om otte
Dage—om otte Dage vil vi ha' Lys herinde …"
"Ikke sandt," spurgte hun Berg, "om otte Dage vil jeg jo ikke mere forskrække Børnene?"
Hun laa om Dagen paa Chaiselonguen under Palmerne i en hvid Slaabrok med store Kvaster, hun lod Jomfruen sætte sit Haar og fæstede en Diamantnaal i Halsen.
Der var kommen en Tørst efter Luksus over hende, en Kærlighed til matte, bløde Stoffer, en Trang til mild Duft og kvægende Vellugt. Hun kunde ikke faa nok af Blomster; hun overfyldte Kabinettet med Planter. Saa laa hun mellem alle sine blomstrende Træer som en bleg Blomst, der visner umærkeligt.
Høg var lykkelig, han troede paa denne Bedring, talte til Doktoren derom. Berg vilde ikke give noget Haab, han frygtede en Skuffelse mere end Sandheden. "Men hun er meget bedre," sagde Høg, "hun ser raskere ud, meget raskere end for fire Maander siden."
"Maaske," Sagde Berg.
De traadte ind i Kabinettets Mørke. Stella var faldet i Søvn paa Chaiselonguen, hun sov let som et Barn, med Hænderne foldede om en Bog, hun havde læst i. Atlasket dækkede over hende som en fyldig Strøm.
"Se," sagde Høg, "raskere er hun da."
"Tror De?" spurgte Doktoren. Han gik hen til Vinduet og tog pludselig Gardinerne bort, saa at Sollyset faldt ind i Kabinettet. Høg greb efter ham og vendte sig.
Stellas Hoved var faldet lidt ned, man saá Profilen skarpt mod det hvide
Tæppe, Øjnenes Hulhed, Hagen spids, Halspartiet indfaldent og rynket.
Under den kunstige Rødme laa Huden mat og blaalig.
Høg gyste. "De har Ret," sagde han. Berg trak Gardinet for igen: "Om otte Dage venter jeg en Krise."
William og Nina troede fast paa Bedringen. Det var dem, som de havde erobret Moderen tilbage, nu, da hun ikke mere laa til Sengs, da hun igen bestemte Maden til Middag, skrev Breve ved sin Ibenholtspult og tog imod Besøg. Fra Skumringen i Kabinettet spredte der sig som Lys over hele Huset, og de var til Mode som efter en overstanden Fare.
"Mo'r bliver rask," sagde Nina tyve Gange om Dagen til Høg.
"Vi vil haabe det," svarede Høg; og hver Gang han sagde det, saá han paa ny Martsdagens Sollys afklæde Stellas Skikkelse dens flygtige Sundhedsskær. "Vi vil haabe det."
En Dag, William kom hjem fra Skole, fandt han Huset i Oprør. Fruen var blevet meget syg. Nina havde været henne at male, Jomfruen var beskæftiget, Saa havde Fruen, som var meget rask den Dag og havde ladet Prøver komme fra en Butik for at vælge Stof til en Rejsedragt, været alene i Kabinettet. Hun sov, da jomfruen gik.
Men noget efter havde Borgmesteren fundet Fruen som livløs midt paa
Gulvet. Gardinerne var trukket fra.
Og Fruen var endnu ikke kommet til sig selv …
William vilde løbe ind, men Berg standsede ham i Døren til Kabinettet.
"Dør hun," hviskede Drengen, "dør hun?"
"Det vil vi ikke haabe," sagde Berg og gik ind.
"Det vil vi ikke haabe." William støttede sig til Dørkarmen, og rev krampagtigt i Portièren. Det var, som skulde han kvæles under den pludselige Fortvivlelse. Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde Øjne.
"Tror Du, hun dør?" spurgte William.
"Jeg véd ikke," sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at klappe Williams Haar.
"Er her nogen?" spurgte Stella svagt, da hun vaagnede. Berg gik hen til Sengen. "Lad de andre gaa," sagde hun mat, "og luk Døren." Høg gik, Berg lukkede, som hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen.
"Nej—jeg faar aldrig mere Lyset at se," sagde hun. Hun laa tavs, nogle Taarer rullede ned ad hendes Kinder. "Naar skal jeg dø, Doktor?" spurgte hun saa. Hun havde vendt sig imod ham.
"Det er ikke vist, De skal dø."
Han rystede paa Hovedet. "Hvorfor ikke sige mig Sandheden," sagde hun.
"Fordi jeg ikke kender den, Frue."
Stella drejede Ansigtet om i Mørket. Og ganske svagt spurgte hun: "Men naar tror De?"
"De kan jo komme Dem endnu." Lægen saá ned for sig, og mens han fattede lidt fastere om Sengekanten, sagde han: "De ønsker maaske at ordne et eller andet …"
Der var nogle Øjeblikkes Tavshed. Inde fra Sengens Mørke hørte Berg en
Lyd som af undertrykt Hulken, saa vendte den Syge sig igen. "Tak, Berg.
Ja, jeg har meget at ordne."
Hele Dagen vilde Stella være alene. Der var meget lyst i Kabinettet, baade Lampe og Kandelaber var tændt. Stella sad oprejst i Sengen og skrev Breve med Blyant, Ord, hvor hvert Skrifttegn havde kostet hende Smerte, og hvert Bogstav Taarer. Om Aftenen faldt hun i Søvn uden Sovemidler, hun sov roligt, med sundt Aandedrag som et Barn.
William sad ved Sengen, da Berg kom ind.
"Hun sover." sagde han. "Er det en Krise, Hr. Berg?"
Lægen bøjede sig sagte ned over den Syge, tag saa Kandelabren og betragtede hende længe.
Søvnen havde skænket hendes Kinder Rødme, og Brystet bevægede sig roligt. Med Hovedet paa Siden og den venstre Arm bøjet under Nakken, det gule Silketæppe kastet lidt tilbage, laa hun i Kandelabrens Lys.
"Hvor Mo'r ser ung ud," sagde William. Det blanke Haar skinnede, Pandens
Hud var gennemsigtig og fugtig. Den højre Haand faldt lidt ud over
Sengens Kant.
Berg holdt den smalle Haand mellem sine: "Hun vil ikke vaagne," sagde han, og medens han endnu en Gang betragtede den Sovendes Ansigt, sagde han langsomt: "Ja, det er en Krise."
"Hun vil komme sig," spurgte William aandeløst, "kommer hun sig?"
Lægen satte Kandelabren fra sig: "Maaske," sagde han.
William sov fast den Nat.
Han drømte, at Moderen var blevet rask og at de løb og løb hen over en stor Eng og plukkede hvide Blomster, blev ved at plukke, saa han næsten segnede under Byrden, mens han løb … Saa pludselig hørte han nogen raabe: Du falder i, Du falder i, og En greb haardt i hans Arm. Det var, som han faldt dybt, dybt, da han vaagnede.
"William, William." Det var Nina, som raabte: "Mo'r dør, Mo'r dør!" Han gned ikke sine Øjne. Han saá i et Nu Nina, halv paaklædt, med udslaaet Haar og Ansigtet fortrukket af Graad.
"Nu kommer jeg," sagde han blot. Det var mørkt endnu, og Nina var gaaet med Lyset. Han rodede omkring paa det iskolde Gulv for at finde sine Klæder, kom til at ryste, saa han næppe kunde holde sig oprejst, fandt endelig noget Tøj og sin Overfrakke. Inde i Dagligstuen stod Vaagekonen midt paa Gulvet, begge Pigerne græd ved Døren. De saá paa William, og Vaagekonen sagde, det var et slemt Øjeblik at komme over.
Saa kom Nina ud fra Kabinettet. Hun holdt Lommetørklædet for Øjnene og hulkede sagte. "Hun vil sige Farvel til William," sagde hun.
William gik frem over Gulvet og løftede Portieren til Kabinettet. Alt
dirrede i ham. Kandelabren stod paa Bordet, Stella laa med bortvendt
Hoved, helt tilbage i Sengen. Da holdt Drengen pludselig op at skælve.
En eneste dyb Følelse af hellig Ærefrygt druknede hans Sorg og hans
Graad, mens han nærmede sig den Døendes Seng.
Taareløs, med foldede Hænder knælede han ned.
"Er det William?" spurgte Stella, og da Drengen løftede Hovedet, saá han fra Sengen bøjet imod sig et Ansigt, skinnende hvidt, med Øjne, som udvidedes under en hellig Glans.
Længe, længe saá den Syge paa sin Søn, og mens hun langsomt og som for at dulme hans Smerte lod Haanden glide gennem hans Haar, hviskede hun svagt som et døende Pust: Jeg maa dø."
"Glem mig aldrig, William, aldrig—jeg har elsket Dig saa højt." Og med et Kast lod den Døende sig falde tilbage i Sengen, mens hun hulkede sagte.
"Aldrig," lød det som et Raab i Dødsværelsets Tunghed—"aldrig!" og mens Ordene brød Seglet for hans tilbagetrængte Taarestrøm, rejste Drengen sig i vild Smerte og kastede sig ned over Sengen. "Aldrig," gentog han under Hulken.
"Farvel—Farvel!" Stella drejede Hovedet bort, ind mod Mørket. Saa rejste William sig og omfattede med et eneste Blik alt i Værelset, Blomsterne, den hvide Seng, Moderens bortvendte Skikkelse; i et eneste Nu bestormet af de tusinde Minder, som dette Værelse gemte, og som raabte til ham med tusind Stemmer paa én Gang, gik han hen mod Døren.
Han sænkede Hovedet, saa sig ikke tilbage. Men pludselig hørte han Moderen vende sig, han drejede Hovedet. Skinnende hvid, helt udstrakt laa hun, med Blikket fæstet paa ham.
"Mo'r," raabte han og strakte Armene frem.
Men uden at røre sig, bestandig med det samme Blik, hviskede hun svagt, aandende ud i et langt, smerteligt Suk:
"Stakkels Dreng!"
William vidste ikke selv, hvorfor han stivnede under dette Suk …
Kl. otte begyndte Dødskampen. Berg og Vaagekonen holdt den Syges Hænder,
Nina tørrede Sveden af hendes Pande.
Inde i Dagligstuen sad Sofie stille, helt betaget af den Barndommens frygtelige Sorg, som ikke forstaar, men frygter; en navnløs Ængstelse uden Taarer, som gør Lemmerne stive.
Høg gik rundt om Bordet, bestandig rundt, rundt som jaget. Undertiden standsede han ved Døren til Kabinettet, lyttede og gik videre, mens han vred sine Hænder, som vilde han knuse sine blaahvide Fingre. Under Skægget skinnede den Frygtelige Bleghed igennem, og Øjnene var underløbne med Blod.
Bag Kabinetsdøren sad William. Berg havde forbudt ham at gaa ind, han sad tankeløst og klippede mekanisk Aviser i smaa Stumper; han blev ved at sige et Digt frem, som han havde til Skolen, ganske sagte, mens han klippede …