Hans Råskov

VI

Hans gik inde mellem træerne, i meget bedre humør, end han længe havde været. Dagen før var Eva kommet ind i gården, fulgt af naboens datter, og var gået lige hen til Hans og havde spurt: Hvorfor ser man aldrig noget til dig? — Som den, der var blevet opsøgt og først tiltalt, gav Hans sig god tid og tog hende rigtig i øjesyn. Det var så længe siden, han havde tænkt på hende. Hun havde da et par væmmelige, næsvise øjne, og hun snakkede højere, end ordenlige folk plejer; hun lignede i det hele taget børnene oppe i den fattige naboby, hvor der var så megen råhed; de havde de samme øjne, der så alting, og som løb op og ned ad en på en fræk måde, og den samme tilklemte mund, der havde let ved at komme frem med de næsvisheder, de tænkte. Og så var det endda hende her, han havde været forelsket i; det gjorde ham endnu mere uvillig stemt. — Hvorfor kommer du aldrig ned og spiller nips med os? spurte hun utålmodig. — Han vendte sig fra hende, fandt noget andet, der var værd at se på og sae så: Det er ikke noget, jeg bryder mig om. — Bondelømmel, sae hun. — Han gik og tog det ord med sig, det var en lindring at høre; hun var altså bare en simpel tøs, det var meget godt. Han hørte hende bruge mund, mens hun gik; den anden pige tyssede på hende og skammede sig åbenbart over at være i hendes selskab. Men nu var han altså fri for hende; ganske vist havde det jo været flovt nok for ham, men han tænkte helt anderledes på det nu, og navnlig følte han, at dette bekendtskab i høj grad havde forøget hans verdenskundskab; han kunde se tilbage på sit tidligere jeg med den tilfredsstillelse, at han var mindre dum, end han havde været. Derfor var det nu også på tide at gøre alvor af den plan, han havde gået med siden den foregående aften: at lægge sig efter kemi; fysik lærte han i den skole, hvor han nu gik; kemi havde han lige fået et indblik i, det vilde han studere fra nu af indtil efteråret, da han skulde konfirmeres, og så — — —

Der blev kaldt på ham henne fra bordene; de skulde spise. De lo og talte højt; det var ikke morsomt at skulle der hen, han følte, hvordan de frastødte ham; der var modstand at overvinde; det var ligesom når man drømte, at man gik og måtte ta fat i tingene for at slide sig frem; han syntes selv, at han var umådelig kantet og besynderlig, mens han nærmede sig, han vendte hodet bort, folks øjne satte sig på ham som ækle insekter. Det var ingen sag, når han kom til København og kunde læse og passe sig selv; så skulde de ikke få ham med på skovture og den slags. Og da han endelig fik kæmpet sig frem til maden, som var noget af det, han havde mest glæde af, så lå den fremmed og underlig i hans mund; den var også vanskelig ligesom alt andet.

Ved et bord lidt borte sad et enligt par og drak kaffe, en ung pige og en herre i diplomat og grå filthat. Hun smilede hele tiden og så hvert øjeblik op på ham; stråhatten sad hende i nakken og dannede en glorie om det lyse ansigt; hendes ene arm stak halvt ud af ærmet og lå hen over bordet; Hans havde aldrig set noget så yndefuldt som den arm. Herren talte meget, men smilede ikke og tog sig af og til om det spidse hageskæg. Dersom der ikke havde lydt så høje og grove stemmer, hvor Hans sad, havde han kunnet høre det meste af, hvad der blev sagt ved det andet bord; han vilde gærne høre det; så kunde han måske få lidt at vide om, hvad der gør mennesker så glade og fine og sikre som de to der ovre.

Han så sig selv som voksen, smallere i ansigtet, med spidst fuldskæg, diplomat, dr. phil. Hans Råskov; han stod ved et bord og holdt tale, og folk bøjede sig frem for at se ham, han mødte mænds øjne, mens han talte; han havde det hele for sig — — Men henne ved døren kom een ind, drengen Hans, klodset i sine klodsede klæer, forlegen og studs; dr. phil.'en forsvandt — — —

Et par tørre træfingre kneb ham i armen: Hvad glor du efter, ka du'n svare, skal du ha noget mer kaff'?

Hans sae nej, rejste sig og gik. Lidt inde i skoven fandt han et krat af unge bøge, hvor han kunde gemme sig. Mens han sad dær, hørte han stemmer, der nærmede sig, og han kom i stor sindsbevægelse ved tanken om, at det muligvis var de to fra det andet bord. Han listede sig hen til stien og dukkede sig; det var dem.

Hans følte sig taknæmlig for dette tilfælde; han, der så dybt havde erkendt sin egen plumphed ved synet af de to fine mennesker, og som i sit inderste havde besluttet at blive ligesom dem, når han kom hjemme fra, han var tilfreds med at høre blot et par ord af disse menneskers mund, at fange tonen i deres samtale og huske den som et mønster. De lignede næmlig ikke de Københavnere, der kom ud og besøgte hans faer og medbragte hovedstadens sidste sjofle vittigheder — — så foretrak han at høre på gårdens karle og husmænd.

Nu kunde han høre, hvad herren sae; han talte om en mand, der havde gjort sig umulig, og som herefter ikke fortjente at nævnes af ordenlige mennesker. Hans fordømmelse var så klar og umedgørlig, han satte den frem med sådan en kraft, at den var lige så god som et spark. Den sølle fyr, der blev foragtet, kunde gå hen og gemme sig i et hul; han havde nok bedst af, at han ikke mødte andre folks øjne.

Det kunde jeg ha sagt mig selv, tænkte Hans oprørt; hvad der udgår af den mands mund, det må være ringeagt.

Man ignorerer sådan en fyr, sae herren; det er det hele; at gøre noget som helst ved ham vilde være dumt.

Hans kendte godt det fremmede ord »ignorere«. Og hvad sae hun til det? Hun gav ham ret med en mild stemme, hvori Hans kunde fornæmme det smil, han før havde set om hendes mund. Hun deltog smilende i hans foragt; hun, der havde det søde ansigt, dømte et andet menneske til den værste straf, der gives: ikke at kunne møde nogens blik; at måtte flygte fredløs for menneskers øjne — —

Hans sprang ud på stien, greb en stor hård jordknold og slyngede den efter mandens hoved; den knustes mod hans hat, der rullede langt hen foran ham. Han var straks inde mellem buskene igen, han hørte et skrig og derefter herrens rolige stemme, der sae: Det var en eller anden bølle; lad ham bare rende, han tør ikke engang vise sig efter sin bedrift.

I den store beskæmmelse, Hans følte over, at han var rendt fra det i stedet for at ta følgerne, var der dog en slags trøst: Ingen havde set det. Også i dag havde han været heldig ligesom den aften nede ved vandhullet. Men han var ikke så lidt bange for sig selv, det gentog sig for tit, at han gjorde ting, der bagefter skaffede ham fredløse timer. Hvad der i dette tilfælde harmede ham mest, det var, at han havde været nød til at gemme sig. Kunde han vel stille sig op foran den mand og stumt blive stillet i klasse med den slags mennesker, man ikke gør noget som helst ved? Modtage hans ringeagt og luske af?

Nej!

Men dette her var altså gjort, og han var sikker på, at han kunde afholde sig fra at gøre noget lignende en anden gang.

Ved en krumning af den sti, han gik på, fik han øje på en flok drenge fra byen, og han hviskede en ed af ærgrelse over, at han ikke kunde undgå dem. De havde nok gået og moret sig rigtig godt, eller også blev de så glade ved at opdage ham. Ja, der var absolut noget triumferende ved den forøgelse, deres gode humør pludselig fik. De kom lige hen imod ham, vilde rimeligvis gærne i kast med ham. Ved den blotte formodning derom fyldtes hans sind med had mod denne flok, der havde ledt efter ham og nu endelig hittede ham; de havde vist været svært utålmodige!

Hans havde ingen kammerater længere. Da han var en halv snes år, var han en hård og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men nu var han både blevet for hård og for blød, og den forandring, der var foregået med ham, havde gjort det nødvendigt for ham at søge ensomhed; den var næsten blevet ham en livsbetingelse. Imens glemte han, hvad kammeratskab er; han tænkte sig, hvad de mente om ham, der ikke vilde ha mere med dem at gøre, og hans sind reagerede mod det, han tænkte sig. Anså de ham for vigtig — godt, så ringeagtede han dem; thi han havde lagt sig efter at bruge ord, der hører den voksne alder til. Men kammeraterne tænkte mindre på ham, end han på dem. Mens man dyrker sig selv, vokser man ganske vist i sine egne tanker, men man forsvinder for andre mennesker; det vidste Hans ikke endnu.

Drengene foran ham havde dog for en gangs skyld virkelig talt om ham; de havde fortalt en rødhåret tjenestedreng, der var ny på egnen, at Hans var den lærdeste i sognet, og at han allerede havde anlagt mange af de egenheder, der gør lærde folk mere grinagtige end andre mennesker. Søren — den rødhårede dreng — var blevet helt glad, da der nu var udsigt til at gøre nærmere bekendtskab med sognets lærdeste dreng, som han allerede havde lagt mærke til, mens de sad og spiste.

Men Hans syntes ikke om Sørens grinende ansigt, der var forrest og så ud som et ondt forvarsel om drengenes stemning imod ham, desuden havde Søren det ydre imod sig. Han havde en medfødt hovenhed under øjnene, hvad der gav ham et påfaldende brøsigt udseende, og så havde han fregner over hele hodet; selv på ørerne og på halsen sad der brune klatter, men over næsen dannede de en sammenhængende kage, og hans øren stod ud fra hodet, rå og røde, som var de skåret ud af en frisk kohud. Søren bandede flittigt, mest på Satan, det havde han lært af en svensk tjenestekarl, og i sine eder tilstræbte han en svensk udtale, hvilket gjorde dem ligesom mer krydrede.

Nå, det er dig, der skal være så klog, begyndte Søren, da han og Hans stod over for hinanden.

Hans svarede ikke. Det faldt ham ikke ind at overveje, at der godt kunde ligge en anerkendelse af hans overlegenhed i disse ord, men hans tavshed gjorde, at Søren tabte noget af sin velvilje for ham.

Der skal vel blive en professor af dig en gang, mener du nok, vedblev Søren.

Hans tav fremdeles. Dette her må vel ende med slagsmål, tænkte han, og det var han heller ikke bange for, skønt det ikke var synderlig appetitligt at gribe i de fregner eller komme nærmere til Sørens staldlugt.

Nu lo drengene bag ved. Det var ikke udelukket, at de lo ad Søren, der spurte som en tosse og ikke fik svar. Han gik fornærmende tæt ind på livet af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset omtrent, siger de; og du vil ikke hilse på andre folk nok.

Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om han personligt havde lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at få oprejsning.

Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans.

Søren så sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede som den, der har latteren på sin side: Du går sådan i dine egne fjantasier, og du kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem om af bar lærdom.

Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde nok behøve denne moralske støtte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed, og hans øjne, der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige til siden.

Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog Søren fat igen.

Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig kæp.

Hvem skal ha klø af den? — Søren rakte efter den.

Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han skulde ha holdt den om på ryggen, så de kunde begynde at trækkes om den, da havde sagen været klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø, han nu havde tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta om kæppen og rørte sig ikke.

Søren var lige så gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han havde drillet mange drenge til slagsmål, men han havde aldrig fået en modtagelse som denne her. Han havde helst gået sin vej, men det tillod hans ære ham ikke; tilhørernes munterhed, der ikke forstummede et øjeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst og stikke Hans en knyttet næve i synet.

Må jeg få den kæp, sae Søren med anstrængt barskhed.

Han fik lov at ta den.

Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad skulde han nu gøre? Han stod rådvild og lam og gloede på den elendige pind. Han følte sig slået flad. Han var stødt sammen med noget fint og hårdt, som han ikke kunde måle sig med. Havde Hans åbnet sin mund og sagt: Hold nu op med det sludder og lad os gå hen og få et slag kegler, så havde Søren været hans svorne beundrer for resten af livet; men noget så naturligt lå Hans fjærnest af alt. Hans tanker drejede sig kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans vrede ventede på at blive udløst af Sørens første angreb.

Du går sådan med hodet og render på træer og støder dem ligesom en vædder, sae Søren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er tosset. Og du banker de små; gør han ikke?

Jo—o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for et halvt år siden, at nogle mindre drenge havde drillet ham og fået prygl for det.

Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den harme, han kunde opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han helt havde glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede sig; han kunde heller ikke få bestemt sig.

Har du underbukser på? spurte Søren og prikkede på en ærerørig måde. Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte, og Søren blev så glad og følte sig som den, der kan klare sagen. Han udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, så at Hans satte sig ned, mens tilskuernes latter blev til ivrige drøftelser. Hans løb nogle skridt tilbage og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten ramte ham under øjet, så han faldt.

Drengenes råb blev til et mørkt og truende: Nå—å, nu kommer du i tugthuset!

Søren lå ned og skreg: Jeg dør! Gå hen og sig til min husbond, at han kommer til at køre alene hjem, for jeg dør.

Med disse ord rejste han sig op, og et par af drengene fulgte med ham hen til teltene, for at han kunde blive vasket. Men Hans fik en undsigelse, inden han gik.

VII

Alle de stemninger, Hans havde gået med, forsvandt i een anspændelse, ligesom bugter på et reb, der strammes. Søren røg sigar, men nu spyttede han på den, stak den i lommen og tog til at løbe; han var ikke i tvivl om, hvad han vilde; han havde gået her aften efter aften og ventet. Hans stod stille og lod ham komme; det var et meget godt sted; ingen kunde se dem. Men det var forbandet at skulle slås med den fyr; Hans havde glemt ham, men han var i fuldt raseri, inden Søren nåede ham; han genkendte lugten af ham på lang afstand. Bare han kunde ha skudt ham, inden han kom nær, så kunde han bagefter gå hen og vende ham med foden og se, om han var død.

Nå dær har vi dig, der stritter med sten, råbte Søren; her skal du se, — og han viste på arret, der gik i en rød, ujævn halvbue under venstre øje: Doktoren måtte sy mig sammen; hører du det? Han måtte sy mig sammen med silketråd; det skal din faer betale, men dig skal jeg selv betale — —

Han knyttede næverne, længe inden han kunde nå med dem, og han var endnu ikke færdig med at fortælle om sammensyningen, da han foer ind på Hans med næverne hvirvlende om ørerne på sig. Men medens han i runde buer udsendte nogle almindelige knubs mod Hans' hoved og skuldre, fik han selv et stift og hårdt stød lige oven på arret under venstre øje, og det gjorde ham aldeles følelsesløs langt ind i hodet, som om han havde rendt ansigtet ind i et riveskaft.

Søren blev bestyrtet og ude af sig selv over en så utrolig ondskab. Her kom han med sin gode ret til at slå først! Han havde ikke tænkt sig, at der kunde være den slags mennesker til. Og der sad blodvand på hans fingre, da han havde følt til sin sammensyning. Han glemte helt at bande svensk, hvad han dog havde gjort, når han pralede med de forfærdelige prygl, Hans skulde ha; alt det tillærte faldt af ham, mens de rullede hen ad jorden.

Søren var ingen kunstner i at slås; han brugte knoer og træsko mod Hans, ligesom han plejede at bruge dem mod sin husbonds køer, men kampen blev først for alvor ondartet, da Hans ved sit eksempel havde givet anvisning på stød i hjærtkulen og hug med flad hånd på siden af halsen. Søren brugte mund hele tiden; halvdelen af sine kræfter ødede han bort i skældsord.

Så du er ondskabsfuld oven i købet, hylede han i retfærdig harme; dit infame bæst! Jeg skal — —

Da åbnede Hans for første gang sin mund: Hold kæft for satan, hviskede han; hvad har du at vræle for?

Søren tav imponeret, og slagsmålet blev mere indædt; knoerne på Hans' højre hånd sad snart i frynser, Sørens buldne næver holdt bedre ud. Hans mærkede, at han kunde ikke stå sig; pryglene, han fik, blev mere følelige, og han gav ikke nok igen for dem. Han måtte se blod nu, hvis han ikke skulde gå fra forstanden, han glemte al sin væmmelse for den ildelugtende dreng, tog ham om halsen og klemte ham ind til sig og ledte med munden efter hans hals for at bide ham i struben. Søren mærkede læberne, der famlede ved hans strube, og tænderne, der fik klemt sig om et tyndt lag hud; han hvinede af rædsel og satte Hans i jorden med et knæ i hjærtekulen og dunkede været ud af ham ved at falde ned på hans bryst med bægge knæ; men et stykke af hans hud var bleven siddende mellem Hans' tænder.

Hans kunde ikke mere; men det var lige så meget hans eget raseri som pryglene, der tog kræfterne fra ham, og for hans øjne flimrede en blodpøl på en mørkegrå markvej — som kunde et kreatur dær ha brækket benet og være blevet stukket med det samme — den krøb ud i mange flige, den løftede sig og sank igen, som om den åndede, og nu dannede der sig en mund på midten, i det slimede lyserøde; den åbnede sig for at gi et brøl af sig — —

Nå, har du så fået nok?

I det øjeblik Hans sansede, at det var Søren, der talte, kom hans fornuft på sin plads igen, men med et ryk, der voldte en smærte, som når de to benstumper i et brækket lår på ny sættes mod hinanden; han så sig omkring og blev lidt beroliget ved synet af de kendte ting. Søren sad på hans højre hofte og var ved at tænde sin sigar; han havde givet nok for sin skramme og var i godt humør som en mand, der har bragt sine sager i orden.

Kan du så nære dig en anden gang? formanede Søren, og ikke stritte sten i hodet på ordenlige mennesker.

Men da Hans omsider var blevet herre over sin stemme, sae han: Næste gang jeg træffer dig, blir jeg nød til at slå dig ihjel.

Søren grinede fredsommelig: Kan du lugte røgen? Værsgo, du må gærne lugte. — Han strøg sigaren af med lillefingeren, så asken og gnisterne faldt ned på Hans' ansigt. — Du sku' eg'lig selv slås ihjel, men det vil jeg nu la en anden besørge.

Dermed gik Søren. Hans gik hen og satte sig ved en stak rør; blodet størknede på hans ansigt, og hans sind formede sig og hærdedes over denne rå begivenhed, der blev stående i hans erindring som støbt i cement.

VIII

I et sogn noget der fra var det sket, at en dreng havde fået et par rå lussinger af en karl. Han havde ikke sagt noget til det, men næste nat kom han med en økse og hakkede ansigtet i stykker på karlen. Hans forstod den dreng; der var mennesker, som var nød til at gøre den slags ting, for de kunde gå fra forstanden over det, de ellers måtte gå og gemme på. Hans var en af den slags mennesker; det vidste han nu; men han fejlede et eller andet, der gjorde at han ingenting udrettede, og alligevel havde han følt nødvendigheden lige så stærkt som den dreng, der var så klar over, hvad der skulde gøres. Men han havde strittet imod, og nu skulde han oven i købet rejse, så at han kom til at gå med det hele sit liv.

Han havde set Søren et par gange på lang afstand; men det, der var kommet over ham, var ikke viljen til at slå ihjel — — det var snarere som en rød dug, der viftede for hans øjne, og han var krøbet i skjul, mere bange for sig selv end for at dræbe. Det slog sig på ham selv, det fortærede hans sjæl — — og nu skulde han rejse langt bort med det, og det havde kun ham at leve af, kun ham at fortære i ensomheden. Her var dog kendte mennesker; der inde mellem de fremmede vilde det blive endnu værre.

Der blæste en fugtig og larmende vind hen over søens is, og den ene revne knaldede der ude efter den anden. Der gik nogen på isen, en, der vilde gøre vejen kort i stedet for at dreje uden om. Hans gik nærmere; det var nok en meget kry herre, han gav ondt af sig, når det knagede; han påkaldte Satan, som det er bedst at tie stille om, når man går på usikker is — —

Det var Søren! Han kom ud på det farlige sted lige over for bakken; han kendte nok ikke søen. Hans rystede af ophidselse, og mens han kæmpede med sin første tilskyndelse: at advare Søren, kom der et brag og en brølende ed, der straks blev til et jamrende skrig om hjælp.

Hans kunde høre, hvordan det hele gik til; han fulgte med i alle enkelthederne. Nu arbejdede Søren sig op, skrigene blev ligesom klemt flade, idet han lå på maven, for han kunde ikke tie stille et øjeblik; og nu gik han bag over og sank; han udsendte et hvin med al den luft, der kunde være i ham. Det gyste også i Hans; han huskede rædslen ved det, der sugede og trak under; det var værre for ham at stå et halvt hundred alen borte end at være midt i det. Havde det ikke været Søren, kunde han ha ønsket, at han skreg lidt mindre.

Hvem der nu havde haft en sigar! Så kunde han stå her og la røgen svæve hen over det menneske, der havde tilføjet ham den værste meen og tøvet så længe med at bøde for den. Muligvis han også kunde ha lugtet røgen. Hans' tanker var delt mellem Søren, som sprællede der ude, og Søren, som næsten havde pryglet ham fra forstanden.

Søren blev ved at gå ned igen; vandet rendte ind i munden på ham, når han gled bag over; det skulde han ellers passe på; hvorfor vrælede han også så forbandet? — Hans kunde ikke stå stille, han løftede på benene og gjorde skridt til siden som en, der ser på gymnastik.

Han huggede sgu godt i isen der nede, men der var jo også næver til det. — Du kan ikke komme op, Søren, men du kan knuse dig frem. Tærsk bare løs; brug næverne og spar på kæften; du sluger alt for megen kulde på den måde.

Hans kunde ikke mer forstå, hvad han skreg; han tudede som en hund; han hvinede som en tyr, der er rent desperat og vil se mennesketarme hænge på sine horn. Men det gik forfærdelig hurtigt tilbage for ham; han vilde overbyde sig selv i vræl og kunde derfor snart ikke mer. Han gav sig som en hund, der har fået bagkroppen knust under et læs sæd; og da han selv mærkede, at han ikke kunde få skriget igennem, så blev han endnu vildere; men han slog ikke mer i isen; det lød ikke en gang som om han forsøgte at komme op; han havde opgivet alt og vidste måske ikke selv hvordan han skreg.

Hans ønskede, han var borte der fra, men han kunde da heller ikke gå fra en, der var ved at drukne. Mon han da ikke vilde gøre alvor af at komme op? Det kom bare an på at holde mund og tænke sig om.

Hvor længe mon det snart havde varet? Hans syntes der måtte være gået en god halv time. Det begyndte at angribe ham. Det var så grufuldt, at noget menneske skulde være nød til at skrige sådan. Når det er kommet så vidt med nogen, så var det vel bedst at løbe til og slå ham ned i en fart, ligesom man gør ved kreaturer, der er kommet galt af sted.

Hans glemte et øjeblik Søren som en, der var hans medmenneske; han hørte kun skrigene, og det var som om de blev ved at kalde på noget i ham selv, og det rørte sig virkelig og vilde svare; skrig arbejdede sig op i hans hals og kunde knap holdes tilbage.

Han var også faldet gennem isen en gang, det var ikke så farligt, han havde heller ikke et øjeblik troet, at han skulde blive der nede; men nu kom den oplevelse tilbage med en hel ny rædsel: Sæt at han havde begyndt at skrige, blot havde givet det første skrig og ikke kunde blive herre over det igen! Han var aldrig blevet til menneske mere. Når man een gang havde givet sig sådan hen i det, måtte man jo være bange for sig selv resten af livet.

— Nu kunde Søren ikke hyle længere; en slimet, trævlet lyd flåede sig op gennem hans hals; der var endnu rester af skrig i den, de lød løjerligt komisk, som når en lirekasse går i stå midt i melodien. Det skulde vist betyde, at han græd, men det sank snart til en hvæsen, hvori der blot var en mindelse af gråd. Det lød som kom det fra en døende, der ikke har andet mæle igen end selve været, ikke andre ord at klage med end sine sidste suk.

Hans glemte sig selv over følelsen af dødens nærhed; han løb ned til søen, fandt et sivknippe og skyndte sig ud på isen.

Søren hørte ham, han begyndte at trække været på en menneskelig måde, og lidt efter fik han sit mæle igen. — Gud fader, søn og helligånd, stammede han; kom og hjælp mig. Ok, Jesus Christus, guds enbårne søn — —

Hans lae sig på maven og skubbede sit neg hen til hullet, han mærkede Sørens tag og så ham komme op. Han løb straks tilbage til bredden, Søren stavrede usikkert bagefter.

Hvem er det, der har hjulpet mig op? græd Søren med pibende stemme.

Det kan jo være dig det samme, mumlede Hans og vendte sig og løb.

Hvorfor mon det skrog skulde overfalde mig den dag ude i skoven? tænkte Hans; men det har de andre vel fået ham til.

Da Hans nåede hjem til gården, kunde han ikke bekvemme sig til at gå ind; han gik længe uden for og søgte forgæves at få sit sind til at falde i lave over det, der var sket. Hver gang han trøstede sig med, at nu var det altså overstået, så mældte der sig indvendinger. Der fandtes ingen tilfredsstillende løsning, selv ikke den mulighed, at Hans slet ikke var kommet, og Søren havde fået lov at drukne. Hans tanker vendte stadig tilbage til den dag, da han mødte Søren i skoven; dær lå fejlen. Hans skulde slet ikke ha været med i skoven, han skulde ha holdt sig borte fra steder, hvor han kunde risikere at træffe mennesker. Fejlen var hans; der var ikke andet at gøre end at forhindre, at noget sådant gentog sig.

Men nu rejser jeg, tænkte Hans, idet han tog i portlågen, og Satan skal vide, at det skal blive anderledes.

IX

Da Hans Råskov som sejstenårig dreng kom til København for at studere, lignede han ikke ganske de andre lærelystne drenge, der tit kommer ind fra landet; han havde ikke alene den kundskabstrang, der kan opsamles i en familie, der slægtled efter slægtled lever uden for kulturen; hos ham føltes alt det, hans forfædre havde levet i, som noget der var fare ved; den hjemlige gård var et sted, hvor han ikke turde blive, alting gik galt for ham dær, det gjaldt livet, at han kom der fra. — Hvad skal jeg så gøre med de andre? sae hans faer, da Hans endelig vidste, hvad han vilde være; — de har heller ingen lyst til at bestille noget, og jeg har ikke råd til at la jer studere allesammen. — Hans gik sin vej og svarede ikke, men da han var alene, tænkte han over det. Nej der blev vist ikke meget landmænd ud af de yngre brødre, han syntes nok, han havde lagt mærke til, at deres lyst ikke gik i den retning. Sæt at han havde været en af de yngre, og der ikke havde været råd! Halvfjerdsindstyve kroner om måneden — — Han blev ilde til mode og fik kvalme ved det; han havde stor respekt for penge og gemte med omhu, hvad han kunde lægge til side af dem, hans faer gav ham. Mon gården kunde bære det, han kom til at koste? Men så slap han da fra det. Han vidste godt, at han var egenkærlig, og han fik det også tit nok at vide, navnlig var husholdersken utrættelig: Tænk at han skulde koste så meget, og at han ikke kunde nøjes med mindre! Men så sae Peder Hansen en aften: Ja ja, han er den første jeg koster noget på, og så er det bedst, jeg gør noget ud af det, mens jeg har råd til det.

Hans syntes det lød så sørgeligt, han gik hen og fandt et ensomt sted, hvor han kunde tænke over det. Det var måske også rent galt at gi så mange penge ud på ham, bare fordi han ikke kunde holde det ud der hjemme, for det var vel mere det, der pressede på end læselysten. Om nu nogen havde vidst det! Han vilde bare redde sig selv, så kunde de andre blive hængende der. Han klyngede sig desperat til fremtiden, for når der var gået ti år, så var han en hel anden, og så havde han glemt alle disse elendige spekulasjoner; hvad anfægtede det ham om ti år, om han måske havde været nederdrægtig egenkærlig nu. Derfor gjaldt det om at komme af sted! Blot den tanke at gå i seng i sit eget værelse i København, så langt fra gården, den indeholdt en stor lettelse. Imidlertid blev han mere indesluttet og umedgørlig for hver dag, der gik, og følte, at han hver dag gjorde sig mindre fortjent til, at der blev gjort noget for ham. Han havde opgivet sig selv derhjemme; dær var han nu en gang uforbederlig.

Opholdet i København hjalp virkelig. Han arbejdede, han tænkte, og han sov, og sådan gik årene. Meget sjælden stansede han i sit arbejde for at sige til sig selv, at det og det ikke kom igen; hvad der var sket, kunde åbenbart ikke gentage sig, han kom snart ind i en dyb tryghedsfølelse: Han var voksen og havde overstået børnesygdommene. Hans hjærne udvikledes stærkt i disse år, ellers skete der ikke noget med ham. Forstandslivet i ham var så kraftigt, at hans sind i mange år kunde finde næring alene i det, efter at han havde mættet sig med hæftige stemninger. Studierne, som han havde begyndt med lidenskabelig iver, blev efterhånden det, han faldt til ro ved, og det eneste, der optog ham; på anden måde levede han ikke med; der kom kun få mennesker inden for den begivenhedsløse atmosfære, der omgav ham. Senere da han blev bekendt for sine undersøgelser over sprængstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et slags kammeratskab, hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men nærmere end til værkfællesskabet kom ingen; der var over hans væsen en advarende kulde, der holdt andre mennesker på afstand. Han blev en stille ung mand, der passede sin gærning, og selv om det skete, at han under et vanskeligt forsøg satte en kolbe i bordet, så den revnede, eller han knækkede et reagensglas mellem fingrene, så mindede det ham ikke om noget; han havde sit hoved oven over alting, og alle stemninger var sunket til bunds og glemt som en kildebrønd, der er kastet til. Det, der i den sejstenårige drengs opfattelse havde været en sygdom, det var nu overstået; selv den sygdom at huske, var han blevet helbredet for.

Han gik dær og arbejdede i København, som hans forfædre havde slidt i den hjemlige jord, og slægtens præg af uforanderlighed — det de plejede at bære fra det fem og tyvende til det halvtredsindstyvende år — begyndte at komme over ham, han fik sin faers tunge gang og krumme arme, og så havde han ligesom mange af sin familie den vane, at han aldrig besvarede et spørsmål lige straks, og mens han tænkte sig om efter svar, plejede han at ta den spørgende i øjesyn; også det bidrog til, at folk vanskelig fattede velvilje for ham. Formående mænd, der gjorde hans bekendtskab, tænkte: Han blir nok til noget, — men næppe en eneste af dem ønskede at være den, der ydede ham sin støtte. Han selv tænkte ikke på at skaffe sig forbindelser, foreløbig nøjedes han med sine forsøg og en underordnet beskæftigelse ved et laboratorium.

En mands indesluttethed holder i reglen andre mænd på afstand, men virker tiltrækkende på adskillige kvinder. Hans Råskov kom også til at gøre den erfaring. Nogle kvinder ærgrede sig over ham og skulde være spydige og sige ham sandheder, som de mente, han havde godt af at høre — den samme påtrængenhed kendte han fra husholdersken hjemme på gården. Andre var interesserede og nærgående, og når de fik lov at snakke ud, så kunde de finde på at fortælle ham, at han var altfor uskyldig — — Å jo, han kendte dem straks; pigerne der hjemme var heller ikke svært generte over for drengene, når de blev en fjorten femten år, og i København var damerne bare endnu mere fremmelige. Han huskede ikke, om han havde ventet, at de så kaldte dannede damer skulde være af en finere slags, men det varede i alt fald ikke længe, før han vidste besked om den ting. Han betænkte sig ikke på at bedømme dem alle ens; det lå nu en gang for ham, at han lettest optog menneskefjendtlige ideer; de nærede hans sind, de groede bedst i ham, og dem lukkede han sig om og bevarede med størst troskab. Lysere indtryk fandt ikke jordbund i ham; det var ligesom de ingen livsværdi havde; de visnede og glemtes. Bitterheden mod mennesker var det eneste, der var igen af drengens lidenskabelige sind; den fandt næring i mange ubetydeligheder, den skærpedes mod sig selv ligesom ornens hjørnetænder.

Hans Råskov havde ingen svaghed for kvinder. Det var en arv fra forfædrene, de giftede sig sent og havde ingen erotiske erfaringer forinden; deres ægteskaber var bestemt ved en harmonisk blanding af fornuft og tilbøjlighed; der blev ikke født uægte børn blandt dem. At karle og piger førte et andet liv, det undrede dem ikke og forargede dem knapt nok; det kom dem ikke ved; de var selv af en anden slags og efterlignede ikke; de var hærdede i kyskhed fra slægt til slægt. Det var folk, der gemte på meget hårdsind og hidsighed, men den slog ikke ud i uregerlige drifter. Hans havde tit hørt sin faer fortælle grove historier, men aldrig for en utugtig pointes skyld; heller ikke havde han set ham kaste lystne øjne efter gårdens piger, skønt han blev enkemand i sit fem og fyrretyvende år, og det faldt ham ikke ind at tænke sig, at hans faer nogen sinde havde haft en kamp at bestå i den henseende.

Hans huskede sin bedstefaer, der godt kunde minde om en gammel kone, med det lange hår kæmmet op over issen og med det glatragede ansigt. Ved de mange rynker, der var kommet om hans mund, kunde det se ud, som om han altid smilede, men i de små blå øjne var der et lille stikkende lys, der aldrig helt gik ud, ligesom hos en hund med et kødben, der har mistro til en anden, der ser på den.

Hans havde hørt og set meget råt der hjemme, det gjorde ikke større indtryk på ham, end når han så på dyrene, der heller ikke undså sig — det kom ham ikke ved. Da han boede i København, kunde det ske, at en kammerat gav ham et godt råd — og der var vel også mange, som det var godt nok for; de, der »levede« mest med, havde unægtelig en vis smidighed til at klare sig, hvor andre, mere naive, blev hængende og fandt vanskeligheder. De kom hjem med en erfaring, som de fløjtede en melodi til — — Hans kendte det meget godt, det var tjenestekarlemoralen; de havde den samme hjemme på egnen. Men det var lige ved at undre ham, da han så den gå igen i litteraturen; dær var beskrivelser, lovprisninger og opfordringer akkurat af samme slags, som når karlene om aftenen sad på gærdet med en kurv bajere og drøftede, hvad de havde oplevet, og hvad de skulde til næste gang, eller belærte de yngre, der endnu ikke havde øvet karleværk. De mest opvakte af disse karle var altså rejst til København for at dirigere litteraturen; den havde nok også fået nyt liv og indhold, hørte han sige.

Det forbløffede ham da heller ikke synderligt, da han nogle år senere lae mærke til, at tjenestepigerne var rejst bag efter karlene ind til hovedstaden for også at få deres oplevelser ind i litteraturen. Å jo, når han læste deres bøger, så genkendte han snakken, som den gik der hjemme mellem piger og kællinger, når der ellers kun var børn til stede; de nægtede sig ikke noget, hverken der hjemme eller her inde, og ingen kunde ta fejl af, hvor det hele stræbte hen.

Alt dette betegnedes under eet med denne glose: LIVET. Hjemme på egnen havde de ganske vist en mere plat betegnelse for det.

Han opfattede det ikke som noget, han skulde ta stilling til, noget som kunde vække hans uvilje eller virke på ham som et kald. Det tog ikke mange timer af hans liv at overveje det og blive færdig med det; han passede sit arbejde, og når han undertiden måtte bøje uden om en pige eller kone, der kom i hans nærhed, så var det jo ikke andet, end hvad karlene i hans slægt havde gjort før, når en af gårdens piger blev dem for kærlige. Han forstod meget godt, at det liv han førte, måtte kaldes kedeligt efter den almindelige opfattelse; bønderne der hjemme havde heller ikke stort begreb om at more sig, endskønt de var svært dygtige til at spise og drikke; der var andre klasser, der havde bedre tag på at nyde livet, men så rådnede de vel op så meget tidligere.

Hans Råskov var blevet fem og tyve år, og den rene fornufts periode nærmede sig sin slutning. I hans sind, dær hvor alle de gamle stemninger havde rørt sig, var der et tavst rum, der så vidt han selv vidste, var tomt; der kom ikke noget foruroligende der fra, skorpen lå tyk og fast over det altsammen, og oven på groede hans forstand, hans duelighed; det var frugtbare år.

Så kom der endelig en dag, da han mente det var på tide at gøre noget for at skaffe sig en stilling for fremtiden; der indfandt sig nok ingen og tilbød ham noget, hans dygtighed var bekendt, men han selv ikke, og han så sig stillet over for den ubehagelige nødvendighed at skulle sætte sin egen person ind i stedet for sit arbejde; indflydelsesrige mænd måtte opsøges, anmodninger rettes, og for første gang i lang tid blev han sig en svaghed bevidst. Han egnede sig næmlig ikke til bønner og anmodninger; han bad med en urimelig stiv ryg og et ansigt som den, der kræver. Bag hans bøn lå der en hadsk formodning om, at han ikke fik, og mod denne formodning reagerede han allerede i bønnens øjeblik, og det gjorde ham usympatetisk. Han havde ikke det bibelske sind: Beder, så skal I få .... Gud elsker en glad giver, står der, og menneskene ser gærne en glad beder. Derfor led han den ene skuffelse efter den anden, og skønt han hver gang forud var vis på, at han ikke opnåede noget, så gjorde det dog ikke noget skår i den harme, han følte, når hans vished blev til virkelighed. Hans uvilje og mistro overfor andre mennesker blev grundigt opfrisket.

Jeg må jo være mere barn, end jeg ved af, tænkte han; den, der endnu kan føle skuffelse og undren, er ikke voksen. — En dag opsagde han sin stilling ved laboratoriet og rejste til Tyskland for at lære bryggeri.

En mand er ikke moden, fordi han er duelig til at tænke og arbejde og beslutte. Hans vækst er ikke færdig, selv om det gror i overfladen af hans sjæl, selv om han ser frugter deraf. Mennesket er ikke som jorden, der gror i sin skal, og hvor livet aftager nedefter; hvad der er dybere nede i mennesket, kan undertiden sammentrykkes og hærdes ligesom sten og grus i jordens indre, men der er ingen vished for, at det i ethvert tilfælde vil la sig forvandle til et dødt fyld af ubevidsthed under forstandens og viljens skorpe. Hvad der vil modnes, skal en dag komme frem.

Hans Råskov kom hjem fra udlandet og fik plads som brygmester i en provinsby. Samtidig var der kommet en uro over ham, som han tilskrev de skuffelser, han havde lidt, og hvor ringe lyst han end følte til at beskæftige sig med sig selv, så undgik han ikke at lægge mærke til, at barndomsminderne fra nu af blev mere og mere levende i ham. Han hilste dem ikke med glæde og tillagde det heller ingen synderlig vægt, at han ikke kunde gå en tur, uden at han stadig blev mindet om, hvad han havde set og oplevet der hjemme; men det var dog noget, der ingen nytte var til, og som vakte hans mistro; det skulde stanses; derfor blev han inde og lavede sig et privat laboratorium og gjorde forsøg i sin fritid, siden han var sådan indrettet, at han ikke kunde tåle at være ledig.

Men kuren hjalp ikke; en dag var han ude af sig selv af sindsbevægelse under et tordenvær, og en nat, da det var fuldmåne, huskede han med skam en ubegribelig drengestreg, og den holdt ham vågen, lige til solen stod op; men det var harmeligt, at han som voksen mand skulde være nød til at føle sig syg af ansvar over noget, der var lige så hæsligt som intetsigende. Alle ting der hjemme fra vågnede i hans erindring, det ene kom efter det andet, ligesom efter tur. Først stod det for ham i et indre syn — og det var underligt, at han en gang havde troet det så fuldstændig glemt — og så kom stemningerne og tøvede dagevis i hans sind; hvert minde efterlod en hede, som gjorde ham mere og mere utryg. Men det værste ved det altsammen var den blanding af fremmedhed og kendthed, der var over det; alt forekom så underlig nyt, og alligevel var det i højeste grad netop hans egne oplevelser; men de havde imidlertid slået dybere rødder. Der var noget, dybt i hans sind, der rørte sig og trængte op mod bevidstheden og ikke kunde komme igennem.

Han var den gang otte og tyve år, og nu begyndte den gentagelsernes periode, som han havde troet sig sikret imod. Det var, som om han havde gennemløbet sit livs kres een gang og på en vis måde begyndte forfra. Han levede så at sige parallelt med alt, hvad han tidligere havde oplevet, han kom nærmere til det, han så det lige som gennem et slør, det bevarede en vis afstand fra ham, han kunde hverken gribe det eller slippe det.

Havde han før måttet bøje sig for begivenhedernes nødvendighed, så kom han nu under mindernes tvang. Barske og bitre erindringer fyldte hans villige hukommelse og satte hans sind i en bevægelse, som anstrængt arbejde ikke kunde dæmpe. Når han søgte at glemme ved uafbrudt arbejde, så mindede selve dette ham om hans barndoms sysler, og derfra gik tanken igen videre. Minderne har de primitive organismers hele livskraft og ævne til formering. Det er kun i et nu, at de eksisterer som en enkelt celle, i næste øjeblik har de delt sig, dannet kæder, kolonier, de har spredt sig og er alle vegne, sjælen er fuld af dem, de kan findes selv i den mest nøgterne tanke, i den mest stemningsforladte handling. At kæmpe mod dem er at slå sig selv.

Der kom andre erindringer og bragte med sig en varme, der ikke syntes at ha noget med hans tidligere oplevelser at gøre. De vidnede om, at han havde haft lykkelige øjeblikke; måske var det næste øjebliks virkelighed faldet hårdt over dem og havde begravet dem, men nu kom de tilbage og rørte ved hans sjæl som en uendelig mildhed — —

Det var en art stemninger, der fik Hans Råskov til at huske sin foragt for kvinder; han holdt sig med fordoblet iver til sit arbejde og ventede, at alt det andet imidlertid skulde gå over. For øvrigt var det nu gået op for ham, at han ikke kunde være ansvarlig for, ikke engang medbestemmende, i enhver stemning, der opstod i ham; ved siden af ens vilje og forstand — som man skal stå til regnskab for — er der hele den vrimmel af stemninger og indfald, som ikke er under ens kontrol; den utilregnelige del af ens sind bereder een uundgåelige overraskelser og ydmygelser, som man må finde sig i, ligesom man må finde sig i sygdomme, der også delvis er uundgåelige; livet er ikke stoltere end som så, og man er ikke selv dets herre, endnu mindre sin egen.

I denne tankegang fandt Hans Råskov en foreløbig tilfredshed, mens han afventede, at hans fornuft atter skulde få herredømmet, ti i hans hede sind var der een længsel, som han allerede havde i drengeårene, når han misundte andre drenge deres ufølsomme sindsro: det var længslen efter nøgternhed. Altid — også når tanken om kvinder faldt forstyrrende ind i hans arbejde — stod dette for ham som det højeste gode: sindets kolde ligevægt; den alene var en anstrængelse værd, om den kunde vindes.

Imidlertid prægedes hans væsen mere og mere af opholdet i provinsbyen; han kom nødvendigvis til at kende flere mennesker, og hans uvilje mod mennesker fik et mere personligt anstrøg; den nærmere omgang medførte fra hans side forøget tilbageholdenhed. Han befæstedes i ejendommeligheder, der frastødte endnu mere end hans tavshed. Mange følte sig ligefrem fornærmede ved hans måde at sige farvel på; han sae farvel i en lav, faldende tone, som ingen kunde få til at betyde andet, end at han ikke skøttede om at se det menneske mere. Han var overhodet ikke af dem, man søgte tilbage til, når man en gang havde gjort hans bekendtskab. Men han var en respekteret mand, og hans besindighed ansås for at være ualmindelig; folk indrømmede hans dygtighed og beklagede sig i samme øjeblik over »hans forbandede nøgternhed«.

X

Hjærtet blir ømt hos de unge og vanskeligt at rumme i brystet; det går ikke bedre med de gamles gigtsvage steder, der ikke kan nære sig inden for tøjet.

Gamle kærestehistorier kommer atter i husken og kræver, at nye begyndes. Bittert angrede dumheder tilskynder til mere af samme slags. En gavnlig lære, man en gang har fået, vender tilbage i erindringen med det resultat, at man må gøre forsøget om igen for at se, om denne lære endnu står ved magt.

Grøn delirium damper op langs hvert græsstrå og falder den for brystet, som går hen over marken. Plovmanden, der vælter svær og metalblinkende jord op i solskinnet, laver sin fure skæv, idet pigen går forbi nede på markvejen, og i de store byers gader går den gloende Satan løs hele døgnet. Studenten stiller den hede latinske digter ind i reolen og går selv ud for at erfare, om det var løgn han skrev.

Gæld stiftes. Fædre ude i provinsen ryster på fortvivlede hoder, hvorefter de går hen og ter sig noget lignende som sønnerne.

Heste skråler efter hinanden på lang afstand. Lænkehunden tuder hele natten og får stemmen betydelig udviklet; der kommer foredrag i det, meget mere end der har været; nye modulasjoner findes på, det er slet ikke så ensformigt; Trofast har sin geniale tid på det sanglige område. Men det morer ham ikke; en nat slipper han endelig løs, halv kvalt og med flået hals.

Alle katte går aldeles fra forstanden, hver nat. Menneskene næstendels med, af samme grund, foruden af andre private grunde.

Lige et par dage kan der komme en ualmindelig varme i luften; den står om en som vat og edderdun, men den er som vin at indånde. Nej meget mere berusende er den.

Det unge menneske på kvisten tar mod til sig og frier. Grønthandleren i kælderen banker konen af sit fulde hjærte; natten derpå kysses de dobbelt så hedt.

Fru A render fra mand og børn, mens hr. B og hans kone pludselig enes i kærlig forståelse, der varer til langt hen på sommeren.

Ungdom og visdom følges ikke ad, men det er heller ikke nogen regel — lige for tiden — at alderdommen holder godt trit med visdommen.

Leksjer læres ilde, pligter forsømmes, ansvar glemmes; der optræder maleriske bugter på retskafne menneskers livslinje. Om mange år kan der ses tilbage på dem med stort udbytte; med vemod og stolthed og anger.

Der skrives digte, falske veksler ikke mindre. Nygifte stifter gæld og rejser til syden, kassebedrøvere forsvinder til Amerika. Uoprettelige ting sker; brave folks tro på mennesker får et ubodeligt knæk.

Man kan ikke holde rede på nogen ting. Moer forstår ikke hvor døtrene blir af, faer begriber ikke hvor tiden blir af, og sønnerne har det på en lignende måde med pengene. Drengenes bukser og ansigter fremviser hver dag nye huller.

Der er fart i alting og ikke forslag i nogen ting. Af og til blæser det dygtigt; blæst er omsætning.

Det er blevet lydt af levende stemmer oven på vinterens stilhed. Der er lærkesang over alle marker, og kommer man ud i skoven, blir man straks henrykt, men kan snart ikke holde det ud for nattergal, solsort, bogfinke o. s. v., hele orkestret.

Men tro heller ikke, at lirekasserne har tabt mælet. Og ikke mindre behjærtet brøler kæferter — maskerede som fædrelandssange, når de kører hjem fra skovtur.

Glemsomme mænd kommer i tanker om deres kærester eller glemmer dem helt og søger andre. De, der slet ingen har, får et udtryk i deres øjne, som enhver kan gå hen og aflæse; de venter på lejlighed til at begå den befriende galskab. Unge folk farer til og gifter sig og kan fem år senere ikke forstå, hvad der gik af dem.

Unge enkers tårer tørres.

Under den vældige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegrå; grøfterne skinner af blankt dynd nede på bunden. Det er længe siden der blev grønt langs hvert lille vandløb gennem markerne. Letsindig ungdom tar sikkel på afbetaling.

Den blå anemone er sprunget ud og forsvundet igen; blonde pigers øjne synes mere blå end i vinter.

Gråt humør kan overvindes af lyset. Man ser sig om, blinker med øjnene og fatter håb på ny. Den livstrætte tar sig endelig sammen og hænger sig.

Tiden går hurtigt. Violerne er snart færdige med deres duft. Husmandskoner bringer stribede dyner med rustbrune pletter ud for at soles. Ældgamle folk rykker også udenfor og anbringer sig på sydsiden af fattige huse; på solbeskinnede dørtærskler ses aldrende moppers sure ansigter.

Der er altfor megen saft i de unge grene; den danner klare dråber på spidsen af skuddene. Hos menneskene stiger blodet til hoderne og indhyller forstanden i sin elledamp.

Det kribler i spidsen af nye skud, og det stikker i svage lungespidser.

Ungdom lider af for mange kræfter, og gigtsvage vender sig stønnende i deres senge. Der går forår i mennesker, der har været syge hele vinteren, de begynder at komme sig og dør så med større kraft, end man skulde ha tiltroet dem.

Folk kommer hjem fra spasereture med forelskelser, nye planer, vilde ideer, hoste og sting i ryggen. Proletarer tøer op, fryser og sveder afvekslende; i vinter, da de var stivfrosne, havde de det nok så godt. I slunkne maver vågner ny appetit, og store ideer fødes i tyvenes hjærner. Ruder knalder tyst under grøn sæbe i mørket; pigebørn, der er mer end tvivlsomme, går med ægte guld på hovedgaderne; arresterne fyldes.

I levemænds degenererede hjærner skaber foråret vækst så godt som andre steder; dær gror det imod naturen og dog efter dens love; der blir meget at dække over og betale for; småbladene glæder sig ved forøget salg.

Solen lar alting komme til sin ret, den kalder modsætninger frem ved siden af hverandre.

Der er møde i missjonshuset; præsten har valgt et aktuelt æmne: Menneskenes onde lyster; han er slem ved de onde lyster og levner dem ikke ære for en skilling. Gud alene æren!

Men på missjonshusets gavl er der en stærkasse, hvor en stær har begyndt at lave i stand til rede; bagefter er der kommet en anden, som vil ha rede samme sted. Hvem der egenlig har ret, vides ikke, men nu slås de om den.

Ja de slås fanden gale mig, så fjer og snavs og strå ryger ud gennem hullet; undertiden stikker en hale også ud og trækkes ind igen. Kassen ryster, et rustent søm knækkes over og falder ned på jorden. Men nu ses den ene stær på pinden, den er borte i samme øjeblik. Hvem af dem, der blev sejrherren, ved man ikke, men han viser sig også på pinden, hvor han hastigt bringer sine fjer i orden. Derefter flyver han op på rygningen og kvæder en vise om den vundne sejr.

Inden for lyder salmesangen om idel brøde og uendelig langmodighed; den er selv lang, uendelig og sej som selve langmodigheden. Inden et vers er forbi, har stæren endt sin salme og er igen ved arbejdet.

Folk kommer ud i en tæt klump og bær en sur stank imellem sig, som den friske vind river fra dem; solen skinner klamheden af deres klæder, og efter at de har gået et halvt hundrede skridt, får de rettet sig og kan igen tale højt, de kommer sig forholdsvis hurtigt.

Solen er stor. Malere drager ud med deres staffelier for at erfare, hvordan det står til med deres talent, men solen maler også selv med meget forstand. Menneskene trænger til nye farver. Hvad der syntes smukt ved månens og lampens upålidelige lys, det er nu vissent at se til. Solen udbedrer hver dag fejl i farvegivningen.

Solen lyver ikke. Den skinner på vinterlæsning og vinterdrik, på nattevågen og stuedorskhed. Den lyser over meget, der er hæsligt. Den graver mennesket op af jorden, muldplettet, bleg og lysfremmed som han er; han skal ikke længer være muldvarp; solen overdænger ham med lys, maler ham med de rigtige farver, så det kan ses, at han er et menneske.

Menneskene kan rette sig nu; solen har løftet himlen højt op over dem.

Foråret ligger mellem to mægtige årstider, som bægge gør deres indhug i det; det er en stribet årstid. Kræfter stiger og synker voldsomt, og lovene derfor er vanskelige at forstå. Liv fornyes, og døden — som er livet set fra en anden side — arbejder med fordoblet kraft.

Det er en tid, der varmer og isner. Det spirer og bryder sig vej, alt hvad der er sået; tvivl og vished stræber hinanden over hodet; samling og opløsning trives ved hinandens side; kraft står stift opret, og afmagt skælver næst ved, solen står højt på himlen og sørger for det altsammen; alt rejser sig mod dens stråler og henter derfra, hvad det har behov.

Blomster åbner sig for det voksende lys; der er andet, der gror med forøget styrke i skyggen. Sindene åbner sig, men der er også dem, der får større kraft til at lukke sig og gemme over deres eget mørke; indesluttede sjæle fortykkes og lar sig ikke fravriste noget.

Ingen blir der nægtet noget, ingen forurettes; i himlens åbne, blå favn er der alt hvad mennesker kan begære og ufattelig meget til rest; og når høstens tid kommer, har enhver sjæl båret frugt. En har høstet lys, hvormed han kan gå ind i den mørke tid. En anden, der fandt, at lyset ikke var ham gavnligt, går fremad i forøget mørke. En erobrede et stykke af verden; en anden sluttede sin trang inde i sig og må siden tære dobbelt på sig selv. Den, der glædede sig ved lyset og forstod at bruge det, hans glæde blir forøget; og den der frygtede det og ikke turde bøje sig for det, han skal stivne i større frygt. Men ingen er mere ganske den samme, efter at solen har skinnet på ham. Ingen er aldeles gold for solens frugtbringende stråler. Alt hvad der har liv, skal modtage mere liv og udløse død, skal atter og atter bære høst, som jorden bær den hvert år. Solen tåler intet uforanderligt om sig.

Men solen, der er årsag til det altsammen, står på sit sted og lar jorden kredse om sig og opsamle nogle smuler af den lysets rigdom, der falder fra dens bord. Solen udsender kraft og spør ikke, hvor meget af den der blir brug for — mægtig, ødsel, ligegyldig som en gud.

XI

Men fru Ida havde også sine døde stunder. Da kunde der komme et udtryk af tidligt forfald over hendes skønne ansigt, der lignede et prægtigt hus, hvis ejer er død i elendighed og har ladet sit hus stå tomt og forfaldent efter sig. Da havde hun ikke øje for de mænd, der ellers plejede at flokkes om hende; hendes blik var skråt og synkende, det var sjældent, at hun hævede det for at se efter nogen; de lange øjenvipper krøb ned mod kinden som benene af insekter, der holdes gemt i en tændstikæske. Hun sad da helst tilbagelænet i en fredelig krog og så billederne af mennesker glide hen over sin nethinde som aflange striber.

Der var een mand, hvem hendes trætte stemninger kom til gode, det var hendes skolekammerat, Kai, der var et år yngre end hun. Han fik lov at sidde hos hende og klappe hendes hånd og tale dæmpet til hende; men hun svarede aldrig noget til det. Kai fulgte hende overalt og sørgede samtidig for at være et sted, hvor der blev lagt så lidt mærke til ham som muligt, og det var efterhånden lykkedes ham at udslette sig i den grad, at ingen talte til ham; det befandt han sig bedst ved. Men da han ellers var en anselig mands søn, blev han inviteret med til mange ting. Midt i en samtale kunde det ske, at fru Ida rejste sig, gik hen til Kai og klappede ham på kinden uden at sige et ord, hvorefter hun igen tog del i underholdningen, som om intet var hændet. Det vakte altid mændenes latter — lidt anstrængt kunde den undertiden lyde — men damerne fandt, at så megen troskab fortjente en bedre behandling. Kai selv smilede blidt efter hende og ænsede ikke latteren.

Fru Idas træthedsanfald endte altid med, at hun blev søvnig; hun sov og døsede et døgn igennem, så vendte hun atter tilbage til verden. Den første, hun da gærne traf på — så at sige ved indgangen til livet — var forfatteren Karl Vejgård, den ansete, livsglade lyriker, der havde sit hjem i den samme by, hvor Ida tilbragte sin enkestand. Der var ingen, med hvem hun sådan kunde gøre løjer over sin tværhed, som hun bagefter kaldte det, som med ham; ingen kunde lave så pudsige vers om det; han var et fund for et menneske, der endnu med sjælen fuld af gysen kom inde fra en nedslåethed, som det var bedst at glemme. Han tog aldeles ikke hendes mørke øjeblikke alvorligt, som hun selv havde en hemmelig angst for; han lo så overbevisende, hun holdt nok af at le sammen med ham. Ingen kunde som de to sætte liv i et selskab; i dem fandt den glade hurlumhej sit naturlige midtpunkt.

Vejgård syntes at besidde en uforanderlig oplagthed til løjer; han var den eneste mand, hvis væsen altid var det samme over for hende. Hun kaldte ham sin leende djævel og påstod, at han kunde ikke andet end le. På ham ødslede hun al den lystighed, som hun i grunden ikke mente stort med; de tog livtag, der undertiden endte på gulvet; han kyssede hende, uden at det behøvede at være i panteleg; han var et godt redskab, der kunde hentes frem, hvad øjeblik det skulde være, og straks tages i brug. I al stilhed ærgrede det hende, at hans kys var så spøgefulde og kolde, hans tag om hende så beherskede; enhver måtte gærne se, hvad der var imellem dem, det var alting beregnet på, syntes hun at kunne mærke, og hun tænkte ved sig selv, at det var egenlig et tarveligt princip hos en mand.

Så var de mænd, der ellers flokkedes om hende, af en anden slags. Hun var opmærksom for deres blik, der kom langt borte fra og søgte hendes; hun kunde se på deres ansigter, hvor længe de havde stået og ventet, hun opfattede deres glæde, når det endelig lykkedes for dem, og hun så, hvordan de undertiden kæmpede for at skjule det — — det kunde jo være, at det var gifte mænd. Hun var lydhør for, hvordan alvorsmænd indledte alvorssamtaler med hende om spørsmål, som de dog godt vidste, at hun ikke havde forstand på, og så, på ganske umotiverede steder begyndte de pludselig at vrøvle og fik noget på hjærte, der ikke kom den øvrige alvor ved. Hun havde blik for forstemtheder, hun selv havde fremkaldt, og hvis sande årsag røbedes af en bemærkning, der skulde gå for at være ligegyldig henkastet; hun vidste, hvor vigtigt det er for en mand, der føler sig tilsidesat, at få sagt et par bitre ord, uden at han dog ønsker at røbe den virkelige grund. Hun så gifte mænd forlade hende efter mange indholdsrige ord og pludselig gå hen og blive overvættes kærlige mod deres koner. Hun morede sig over mænds latterlighed, men hun nød tillige at samle al den erotiske varme om sig; det gyste og kriblede i hende, og hun elskede at gøre ny bekendtskaber, mod dem alle strakte hun sig ud som et følsomt og smidigt lille slimdyr, og gled atter ind i sig selv, når hun havde fået nok. Ingen havde endnu formået at holde hende fast, og ingen var ganske den samme, når han havde tilbragt en dag i hendes nærhed. Alvorlige mænd, der havde de vægtigste beviser for, at hun var ubetydelig og i grunden uden karakter, de vendte senere tilbage — for at forvisse sig om de ikke havde taget fejl, eller som om de trængte til flere beviser til at støtte deres opfattelse med.

Hun var meget indtagende og ansås af fornuftige mennesker for at være temmelig tvivlsom, og disse to ting i forening gav hende en mærkelig ævne til at få det latterlige frem i modstræbende tilbedere.