Hans Råskov

XII

Blandt dem, der endnu ikke var nået hen til vognene, var der en, som gav sig særlig god tid og til sidst kom til at gå alene bag ved de øvrige; han stansede af og til og så sig om til alle sider, som om han ventede nogen. Det var en mand på omtrent tredive år, han havde et glatraget, alvorligt ansigt, kort, lige næse, hans mund var noget for lille til hans brede ansigt, men dens linjer var fast tegnede; dog tabte den noget af sin bestemthed, når han åbnede den for at tale. Han havde været i følge med købmand Sørensen og frue og doktoren, men da de kom i nærheden af det lystige spektakkel der henne, havde de uvilkårlig fremskyndet deres gang, mens han holdt sig tilbage. De fandt ham vanskelig at underholde; når de mødte hans øjne, kom der noget mellem dem og ham, som det ikke var helt let at udviske med en intetsigende bemærkning. Nu kom han altså alene og så tøvende som muligt. Hvis nogen havde lagt mærke til ham, vilde de ha set, at hans blik strejfede selskabet henne ved vognene, og at hans ansigt fik et udtryk af tiltagende uvilje.

Doktoren kom hen og tog hans arm: Må jeg så præsentere Dem for vores alles kære veninde, fru Ida Hansted?

Hun tog hurtigt sin fod ned fra hjulnavet, da hun forstod, der var en fremmed til stede.

Hr. brygmester Råskov.

Det klædte hende pudsigt og barnligt, da hun påtvang sig alvor for at ta mod præsentasjonen, og flere af herrerne lo, men Hans Råskov smilte ikke.

Hun så nysgærrigt på ham. En grå sommerfrakke af fint stof sad ikke ulasteligt på en velvoksen, svært bygget skikkelse; der var rynker ved knaphullerne og folder på ærmerne; han plejede vist ikke at rette sine arme. Men hvor er han godt i stand! tænkte hun, idet hun så på hans kinder og kraftige hals. Lyseblå øjne. Men det er da ikke høfligt at se så gravalvorligt på en dame, når man blir præsenteret, især i en situasjon som denne her.

Hun blev hel ilde berørt og tog ham nærmere i øjesyn. Et udtryk af ringeagt mødte nok så ugenert hendes blik. Var det meningen? Jo, han forsøgte ikke at lægge bånd på sig, han fortrak formelig munden, havde vel ingen anelse om, hvordan han så ud — —

Hun blev i et nu alvorlig og bestemte sig til at stå op; de andre fulgte efter i mærkværdig god orden.

Det var altså denne hr. Råskov, som hun havde hørt tale om, brygmester af livsstilling, men bag ved det noget videnskabeligt fint, som af en eller anden grund ikke var blevet til noget; en tavs herre, som hun ikke havde dannet sig nogen forestilling om, fordi der havde været talt så lidt om ham, og hvad der var blevet sagt, havde været præget af agtelse. Og denne ubestemmelige herre havde stået dær bag ved og studeret hende, mens hun ingenting anede. Han havde fået tid til at lave sig det ansigt, der ligefrem var stift af uvilje. Bag hendes ryg var han kommet hende i forkøbet og havde nok så uforstyrret dannet sig en mening om hende, mens hun foreviste sig og ikke vidste af, at der var andre end vennerne og så dem, hun kendte og ikke regnede med. Det var yderst ubehageligt. Hun søgte at huske alt hvad hun havde sagt og gjort, og meget kom nu tilbage med en tydelighed, som det pjatteri ikke fortjente. Alt det havde han samlet sammen og sad nu og gemte på. Hun havde også nok set en grå skikkelse henne på gaden, men hvor kunde hun vide, at den kom dem ved? Han havde givet sig god tid og mønstret hende med al sådan en lærd herres grundighed. Og han var alvorsmand; det var jo nydeligt. Hun blev så gal på Vejgård; hvorfor havde han ikke varskoet hende og hindret sådan en overrumpling?

Hun fik Råskov anbragt skrås over for sig selv; hvis han var et dannet menneske, måtte han sige noget til hende for de øjne, han havde lånt hende. Men han henvendte sig udelukkende til Sørensen, og det kun for at få oplysninger om egnen, de kørte igennem. Det var en sjov stemme, han havde, syntes hun, altfor høj og meget for hæs; til en alvorsmand af hans slags hørte nødvendigvis en mandig bas. Han spurte ikke om meget ad gangen, men hørte godt efter og lod til at indprænte sig nøje, hvad han hørte. Jo, han var grundig. Han lukkede sin mund stædigt om det, han havde opfattet.

Fru Ida blev lystig igen, lidt anstrængt i begyndelsen, mens hun uafbrudt iagttog Hans Råskov. Det var mærkeligt, hvordan alle linjerne i hans ansigt viste ned ad, folderne om øjne og mund, og selve mundkrogene; øjenbrynene var så langt nede de kunde komme, og håret lå i en fast kage på hans hoved; han var nok ikke en mand, der var megen løftelse ved. Hvor var han ikke forskellig fra Vejgård, der havde næsten samme lød, og hvis skikkelse heller ikke tydede på fin afstamning, men hos ham gik alting op ad, rynkerne, øjenbrynene, der havde den vane at fare til værs, det opstrittende hår, ja selv det spidse skæg havde sin betydning, hans hoved var tilspidset for oven og for neden som ting, der er fart ved. Hun følte pludselig en svag uvilje mod Vejgård.

Det undrede hende, at der ikke var en glat ring på hans højre hånd, men den sad vel på den anden, for naturligvis var sådan en alvorsmand gift; et eller andet sted i verden havde han et alvorligt stativ af en kone, der heller ikke forsnakkede sig, de to havde det rigtig hyggeligt og tavst sammen. Når han nu kom hjem, kunde han med tre ord fortælle sin kone og sine fem børn — fem blonde pinde lavede af samme træ som han selv — om hvad for letfærdige enker der var til. Hvis de væltede på denne tur, og han omkom, hvad man jo næsten måtte ønske, så vilde dydsirede enkefru Råskov ikke fjante som fru Ida, hun vilde sidde på en stol som et stykke blondt keramik og græde tre tårer ned ad sin spidse næse, og så vilde hun rejse sig og ta sig af hus og børn — — Han så ud til at være mindst fem og tredve, og da alvorsmænd altid tar ældre koner for at være vis på at få dem alvorlige nok, så måtte hun være fyrre.

Hun hadede ham af hele sin egensindige, forkælede sjæl; der var ingen mening i den nederdrægtighed at komme listende bag fra ligesom en stor grå kat med grønne øjne! Han havde vel hørt noget om hende og var straks blevet forarget, og så havde han været forfærdelig glad ved at kunne stå bag ved og se, at det var rigtigt nok. Hun fandt, at der var noget forkert i, at han var blond, men det gjorde ham for resten ikke mindre skummel. Og nu sad han dær på en isolerskammel og passede på det, han havde samlet.

Fru Ida kunde ikke fordrage, at der var mænd, som ikke ænsede hende. De måtte så gærne misbillige hende i ord eller ved deres væsen; hun havde heller ikke noget imod at de vilde omvende hende eller tale til det, de kaldte det bedre menneske i hende — sådan som købmand Sørensen, der var indremissjonær; men hun kunde spekulere sig sin sindsro fra over dem, der var nul — —

Men så vilde hun da prøve sin magt, og hun brugte den med eftertanke. Hun lod sin lystighed suse om ham, lige uden om ham hele tiden; hun vilde bare strejfe ham, måske var det det bedste middel til at ramme ham. Han var ikke så dannet, at han smilede for selskabs skyld, så han selv kunde komme med i morskaben. Godt, hun vilde tvinge ham.

Der blev efterhånden meget lystigt på den vogn; proprietær Ahlmark så ud i hodet som en rødkål af at le og vride sig om fra forsædet; ovre fra den anden vogn råbte de og spurte misundeligt, hvad der var så morsomt, men der var ingen, der fortalte dem det. Fru Ida havde den store opmuntring, at Sørensen, der sad lige over for, begyndte at opløses under den hidsige munterhed, der udstrømmede fra hende. På hans ansigt kæmpede et mørkt udtryk med et hjælpeløst smil; han måtte arbejde med munden og gumle og synke noget for at bevare resten af alvoren; fru Ida blev så glad for det ligegyldige menneske, som hun aldrig før havde taget sig af, men han var jo morsom. Hans kone så hvert øjeblik på ham for at søge hans deltagelse i forargelse, og hun fandt den; han havde let ved at udtrykke den, når han havde hendes ansigt at se efter, men så desværre mødte han fru Idas ansigt, og så genspejlede han noget helt andet, men det opdagede hans kone ikke; hun så lige ud med en forargelse, der var ægte nok, og anede ikke noget om den sjælekamp, hendes mand havde at bestå. Sørensens ubeherskethed bredte sig efterhånden over hele hans person, hans hænder famlede frem for sig som under et let anfald af sankt vejtsdans, så lae de sig til hvile på hans lår og kravlede helt frem til knæerne, der også selv kom frem ad og nærmede sig fru Idas.

Fru Ida skælvede af hed lystighed, der næsten var smærtelig; hun bævede som en dråbe kviksølv på et poleret bord, hun gik frem i fortryllelse, Sørensen var den første stasjon på vejen; mon den tavse, kolde herre blev den næste?

Hans Råskov så ikke på hende, han havde set nok, kunde uden ad hendes smidige bevægelser med hoved og overkrop og hænder, der altid var fremkaldt af en mand, altid gik i retning af en mand. Han kunde straks bestemme hende, hun var ikke af de kvinder, der har et samlet sind, hun var spredt, søgte altid udad; hun havde ikke noget i sig selv, hvorom hun kunde finde ro. Det ærgrede ham, at han havde anlagt den vane at analysere de kvinder, han traf på, men det var måske det sikreste for en mand, der ikke mere kunde undgå at få tanker, hver gang han gjorde et nyt kvindebekendtskab. Hende her var han snart færdig med; hun mindede ham om en vis hæslig barndomserindring. Som dreng var han en dag kommet ind i en gård, hvor han ellers kun sjælden kom, og dær havde han set en rødflammet kat, der legede med en anden. Aldrig havde noget gjort et så modbydeligt, fordærvet og upålideligt indtryk på ham; hans første indskydelse havde været at kaste en sten efter den, men det kunde ikke gå an lige foran andre folks vinduer, men da den så kom hen og vilde stryge sig op ad ham, med krum ryg og opret hale, der endte i en krog, en så nederdrægtig, giftig rød krog, så var han nød til at sparke efter den — —

Han så op; fru Idas løse lok fløj om hendes kinder; hun tog om den med varsomme fingre og trak den om bag øret med en langsom, kælen bevægelse, og der kom et smilende indadvendt udtryk over hendes ansigt. Det gyste i Hans Råskov, da han så det; der påkom ham et øjebliks oprør; mange ting, han ikke vidste besked om, rørte sig vildt og dunkelt i ham; der var noget så forfærdeligt i det, ligesom da han for en snes år siden for første gang så et dampskib blive sat i gang; en smule bevægelse med et eller andet håndtag, og straks begyndte en pusten og støden og hvæsen af ting, han ikke kunde se de halve af; der kom buldrende liv i en mængde ståldele, som han ikke turde vove sig ned imellem. — — Det er urigtigt af mig, tænkte han, at jeg har ladet mig påtvinge en måneds ferie; det er ikke alle mennesker, der kan tåle at blive amputerede fra deres arbejde.

Hr. Råskov, sae pludselig fru Ida, er det ikke kemiker De er? Hvad er det egenlig De laver?

Dynamit, bragede proprietæren; kan De ikke se det på ham?

Å jeg troede, det var øl, sae hun.

Jeg laver bægge dele, svarede han.

Men nu er De jo her for at rekreere Dem. Vi støjer vist også lovlig meget. — Hun så mildt spørgende på ham.

Dynamit støjer undertiden mere, sae han.

Gør det virkelig? spurte hun med naiv undren.

Ja.

Der blev stille på vognen; alle havde følelsen af noget usædvanligt, da de to for første gang talte sammen. Hans Råskovs stemme faldt som en kulde på de tilstedeværende, og ingen kunde finde på noget at sige bag efter, indtil endelig Vejgård sukkede komisk og lidelsesfuldt: Å ja, såmænd ja, — og som på et ventet signal brød munterheden løs igen.

En halv time senere holdt vognen ved skovpavillonen.

De, hr. Råskov, som laver dynamit og øl, sae fru Ida, kommer til at gå ned først.

Skal jeg ta imod Dem? spurte han nede fra.

Tak, hvis De vil flytte Dem, så jeg kan komme til — og med det samme sprang hun ned tæt ved siden af ham; han følte hende suse gennem luften og sank i knæene.

Uvant med interiøret, tænkte han, gid jeg var vel hjemme igen. Det gjorde også hans stilling mere vanskelig, at der ikke var et menneske at tale med; mændene her var lige tåbelige allesammen; tvang de sig for hans skyld til at tale fornuftigt, så kunde han gennem deres ord høre, hvordan de ventede på at slippe fra ham og higede efter at komme til at fjante igen. Nu legede de tagfat; der blev skreget uhyre, de rullede også lystigt mellem hverandre. Proprietæren rendte efter fru Ida; hun snoede sig og løb rundt inden for et ganske lille areal, så han blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning, at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og dog vims, påtrængende og væmmelig som en spyflue. Hans Råskov var så optaget, at fru Ida benyttede ham som centrum for deres fangeleg; hun håbede vel at gøre ham latterlig, han blev derfor rolig stående, til Ahlmark fik fat i hende.

De fik ikke andet end hænderne, sae hun; nu kan De ikke komme mig nærmere, ved De nok — — Ja, De vilde gærne ha fat om livet — hun så dristig på ham med sine leende øjne — men det er som bekendt ikke så let. Se så!

Hun sled sig løs, og løb baglæns, idet hun blæste på sine ildrøde håndled: De raser indvendig, stakkels mand, men hvad kan det hjælpe? Nå, De skal ikke være så ked af det — — Må nok.

Han tog hende om livet og løftede hende op på sin arm.

Kan De godt lide det? spurte hun.

Ja, sae han og lo med sin bragende latter, der ligesom indhyllede dem begge i een skandale; hele resten af selskabet var vidne.

Kast mig, befalede hun, og han sendte hende fra sig, så hun dalede til jorden i en stor bue; hun genvandt ligevægten tæt ved siden af Hans Råskov.

Det kunde De ikke gøre, sae hun.

Jeg kan tumle med kornsække, svarede han; de er næmmere at beregne.

— Du bær dig meget underligt ad, Ida, sae Kai, som hun mødte lige i skovkanten. Du burde kunne forestille dig, hvordan det tar sig ud, når du sidder på en tyk mands arm; han vrider det gule ud af øjnene som en tyr og snøfter ad dig; hans forelskelse klær dig slet ikke; han smasker efter dig, så det er uappetitligt; jeg er nød til at sige dig det.

Hvorfor er du det, stakkels Kai?

Fordi jeg vil det, der er det bedste og smukkeste for dig. Jeg er den eneste, der virkelig holder af dig; derfor ler jeg ikke, når de andre gør det; det er ikke noget godt, de mener med deres latter.

Rare lille Kai. Men jeg tror alligevel ikke, det blir dig. Gør du vel det?

Ikke endnu. Du skal ha prøvet mange rå mænd, før jeg er god nok.

Du er da ikke rigtig klog, men du er rigtig morsom.

Hun klappede ham på kinden, og idet hun berørte hans ansigt, kom der et glimt i hendes øjne; hun tog ham ved øret, drejede hans hoved om og kyssede ham.

Barnekys, hviskede hun, idet hun gik.

— Nu skal vi, dælen dundre mig, ha nogen levemåde, sae Ahlmark, og der var et brag som når en flok råger flyver til værs.

Ingen tænkte på at gøre indsigelse mod dette signal, og snart var der dækket på græsset inde i skoven.

Fru Ida skal sidde nærmest ved mig og ved madkurven, sae Ahlmark; for dær vil De helst være. Er det løgn i min hals?

Å nej. Og De, herren over dynamitten, skal sidde ved min side; for De har en god appetit, ikke? Jo, det kunde jeg nok tænke, og De blir let glemt, når De kommer ned ved den anden ende.

Ahlmark lae et stykke smørrebrød sammen og stoppede det i munden på een gang. — Og så skal vi ha en akavit! Damerne drikker nok snaps, når jeg gir den, ikke?

Jo, jo! blev der skreget.

Fru Ida fik den første og stak den ud.

Hvordan ser det ud? spurte hun, idet hun vendte sig til Hans Råskov.

Ilde. Men jeg har set det før.

I så tilfælde behøver De ikke at se så meget på mig. Vejgård, min sande ven, De vil gærne ha et æg. Kan De fange det?

Hun sendte det hen over hoder, der dukkede sig, og Vejgårds store, bløde håndflade tog sikkert og læmpeligt imod det.

Tak for de sande venneord, råbte han tilbage; hvad vil De ha til gengæld? Forlang!

Idet hun vendte blikket mod ham, skinnede det hvide af øjnene stærkt ud af det glødende ansigt. — Å, send mig det tilbage igen.

Ægget gjorde flere gange turen gennem luften og fangedes til sidst uskadt af Vejgård.

Nu ser hr. Råskov på mig igen, sae fru Ida stille; en underlig, ufri latter hørtes, alle så hen på Hans Råskov, og der blev temmelig stille.

Det kunde De ikke gøre, sae fru Ida til ham; De har ikke det bløde håndelag sådan som Vejgård; De knuste det straks, ikke?

Jeg kan slet ikke spille bold, svarede han.

Når der en gang går hul på Dem, så skal jeg lære Dem det.

Det er for sent, jeg er altfor stiv til det.

Hvad taler De nu egenlig om?

Hun så på ham og mødte også hans blik. Nej aldrig havde hun truffet et menneske, der i den grad manglede ævnen til at være på skovtur; han var ikke en gang vant til at se på mennesker, man skulde ikke tro, at han brugte sine øjne til det, et almindeligt menneske anvender dem til. De kunde få en til at tænke på gamle underlige historier, der gør en utilfreds og længselsfuld efter det sælsomme og gir urolige drømme — — —

Nej nu kan jeg sgu ikke holde det ud længere, jamrede proprietæren; jeg sidder på en træstub med mit ene rundstykke, så det er helt fladt; hvis jeg ikke må få noget at sætte mig på, blir jeg aldrig til et velskabt menneske mere!

Han så bønfaldende på fru Ida, der ellers selv sad på sit overstykke, men han var så morsom i sin elendighed over, at hun et øjeblik ikke lae mærke til ham, at han fik lov at låne det. Han var nok værd at ha med som en modsætning til særlinge og fortjente virkelig en belønning.

Opmuntringspræmie til hr. Ahlmark, bemærkede Vejgård, da proprietæren fik det sammenlagte overstykke udleveret.

Fru Ida sad ved et træ og røg; hun så bleg og mat ud, og mens hun betragtede sin sigaret, hvorfra en tynd, blå tråd spandt sig op i luften, følte hun, at hendes særlingehumør var ved at nærme sig; mændenes øjne søgte hende hele tiden; hun mødte dem med et så ligegyldigt blik, at de holdt sig på afstand; de måtte gærne gå dær rundt om hende og ha en anelse om, hvor ligegyldige de var; det var godt, hun undte dem det og følte en smule triumf ved det. Herren med dynamitten var heller ikke langt borte, men han kunde holde sine øjne hos sig selv. Hvad mon det menneske nogen sinde så på? Det var ikke fjærne ting som skyer eller stjærner; han så heller ikke ud som en mand, der går og har øje med praktiske sager, nej — — — Man så for meget, når man så på ham — —. Å, han kunde alligevel godt gå dær henne og føle hendes øjne!

Nå, hr. Råskov, sae hun, da han gjorde et par skridt hen mod hende, hvad synes De så om vor lille klike?

Jeg mangler forudsætninger for at kunne bedømme den, svarede han.

Men herregud da, hvor det er magert, lo hun. Ja, for det kunde næsten se ud, som om De var vred over et eller andet.

Han blev ilde berørt over den bemærkning, der var som et indbrud i hans inderste tanker, men han sae ganske roligt: Det er nu en gang mit væsen.

De har den vane, fortsatte hun koldt og drillende, at se Dem om, som om De søgte efter et menneske, De vilde slå ihjel. Men det er altså Deres væsen.

Ja.

Vi andre morer os og — hun tog et drag af sigaretten og udsendte en røgsky i retning af ham — har mange galskaber for, som man jo næmt kan se, men De har heldigvis bedre forstand.

Hun vil mig noget, tænkte han.

Han mindedes farlige ting, han var kommet for nær til, og som havde efterladt sig meget ondt i hans sind; i mange år havde han søgt tilflugt i arbejdet som det, hvori der ikke er noget ondt, og som et menneske kan betro sin åndelige velfærd til, men om det middel ikke mere slog til en skønne dag — —

Og med hele sin fortid foran sig og uden tanke for det fremmede menneske, som sad dær, sae han: Ingen ved hvad der kan hænde ham.

Hun lo, med den uvedkommendes kolde, sårende latter: Å, sae hun, så er der jo håb endnu!

Hun gik og lod ham stå med sin fortid.

Hende kommer jeg til at hade — forhåbenlig, tænkte han.

Solen gik ned; mod den røde himmel stod træstammerne som et sort gitter; købmand Sørensen og hans unge kone var ude for at sværme lidt i det dejlige vær. De kyssedes på et sted, hvor belysningen faldt særlig hed og rød, og i de dybe skygger, hvor alt var sort, udåndede de deres afsky over fru Idas åbenlyse jagen efter mændenes attrå; de brugte ordet attrå flere gange, de måtte stå stille og trykke sig tæt ind til hinanden, men hvor luften faldt over dem med et koldere pust, fordømte de den hetærenatur, der dag for dag blev mere utvetydig i fru Idas væsen. De beklagede — under et langt og ømt kys — at hun havde mistet sin mand så tidligt; de forstod bægge, hvad for et savn det måtte være, men de så også med gru, hvor vel hun befandt sig midt imellem mændenes utilslørede lyster; det var ham, der brugte dette udtryk, og de gyste bægge derved. De stansede og hviskede noget til hinanden, og det måtte ha en forsonende karakter, for de smilede så sødt bag efter.

Fru Ida havde det ikke så godt som de to nygifte; Vejgårds underholdning kedede hende; han var kommet hen til hende som den, der mener, at han har forrettigheder og kan benytte dem, når han får lyst. Hvor det menneske kunde tale, hun hørte ikke bestemt, hvad han sae, hans ord frembragte blot en underlig tom larm i hendes øre, men han kom aldrig nærmere, han nåede aldrig til mere end at få sagt en utrolig mængde ord.

Han var som en vogn, man hører en stille aften på en hård vej; man prøver på at beregne, hvor langt den er borte, og man venter fem minutter, men den kommer ikke; det er underligt, den må være ganske nær ved — — godt; jeg vil vente fem minutter til, nej ti; så er den forsvundet til den anden side. Ti minutter, ingen vogn, men den samme rumlen. Det blir spændende; jeg vil vædde med mig selv; er den her om fem minutter, så tar jeg den lyserøde kjole på til Gerdas fødselsdag, ellers den blå, som ikke er så pæn, men det blir altså den lyserøde. Stadig ingen vogn. Men hvad er det dog for en drillevogn, der bare vil rumle og ikke komme? Jeg vil lægge mig ned og sove, og når jeg vågner, er den her. Der blir uhyggeligt; hun græder og stamper i jorden, og så stikker hun i rend hen ad vejen; hun render vist en halv mil, og så kaster hun sig grædende og arrig på en grøftekant, for det er ingen æventyrvogn, men en almindelig arbejdsvogn, der slet ikke kørte i retning af hende. Hun kunde rende efter den og myrde den! Så lusker hun hjem i det modbydeligste humør og vil hverken ha den lyserøde eller den blå kjole på; moer kan ikke forstå, hvad der er i vejen med pigebarnet, som er forgrædt og hidsig og ingenting vil sige — —

Uha, udbrød fru Ida, bare jeg havde en kat!

Hvad vilde De med den? spurte Vejgård forbløffet.

Jeg vilde træde den på halen og høre den skrige og sprutte.

Og hvad så?

Og så, når jeg havde lavet en rigtig djævlekat ud af den, skulde De få den for at gøre den god igen.

Hvad fejler De? spurte han dumt.

Jeg vilde ønske, De selv var en kat, men De er en grinende djævel, der nu også er blevet snaksom.

Det var første gang, hun ligefrem vendte ham ryggen; men han lod hende høre, at han lo, idet hun gik.

Hun stod med aftenrøden ind i sit ansigt, da Ahlmark kom hen til hende.

Det er en mageløs aften, sae han med en stemme, som han forsøgte at dæmpe.

Hendes fregner, der sprang ud sammen med de første anemoner, stod tydelige i aftenlyset.

Gift Dem med mig, eksploderede han, her står jeg — han grinede ynkeligt og lidenskabeligt — jeg kan, gud hjælpe mig, ikke andet. De skal være min kone; i morgen den dag; nu! — Han løftede hende op på sin arm.

Slip mig, sae hun med en lille fin stemme, der i hans øren lød som en overgivelse.

Jeg gør det ikke, jeg måtte jo være gal; nu har jeg Dem!

Sæt mig ned, sae hun uden at røre sig.

Ja, men De mener det jo ikke, klynkede han; hvorfor siger De det så? Spring selv! udbrød han pludselig, ligesom i eftermiddags, la mig se det igen; den gang sprang De lige ind i mit hjærte. Nu kaster jeg Dem, så løber jeg efter Dem og fanger Dem; det er sådan en leg mellem os to, tiggede han.

Hun rakte op og fik fat i en tyk gren oven over, og med et rask tag var hun ude af hans arme og sprang ned på jorden.

Kan De ikke lide mig? stammede han. Hun stod tavs og ufattelig foran ham, og han turde ikke gribe efter hende igen.

Sig dog noget, bad han; De kan da altid snakke til mig. Nu har De gjort mig tosset, fordi jeg har båret Dem — De ved ikke hvad jeg blir nød til at gøre, når jeg — — — uha, jeg er lige ved at foragte mig selv — — men De må heller ikke sige nej; sig nu noget — — Er jeg så væmmelig?

Han var ikke væmmelig, bare ubrugelig. De snakker, og de tigger og de ligner hinanden, men — —

Nu skal vi hjem, sae hun, og der var et pres i hendes bryst, så hun næppe kunde få ordene frem.

Hos mændene var der oplagthed til store løjer, da de skulde til vogns igen, de samlede sig gnæggende om fru Ida og ventede på et signal, men så erklærede hun meget tørt, at det var bedst, enhver satte sig på sin forrige plads, så blev der ikke noget vrøvl. Herrerne kom hurtigt op og begyndte en fornuftig passiar. Fru Ida satte sig ved siden af Hans Råskov og sae ikke et ord under hjemturen.

Al skrigen var ham imod, og han følte den almindelige lavmælthed som en behagelig modsætning til udturens hurlumhej. Men ved det at hun tav så tæt ved siden af ham, kom han endnu mere til at tænke på hende; det billede han havde dannet sig af hende, begyndte at blive utydeligt og forvansket. Når han så på hendes ansigt, der stod som en silhuet mod aftenhimlen med en lidt spids næse og tynde fremstående læber, så syntes han ikke, at han kendte hende igen. Hendes tavshed var farlig, han kunde naturligvis rette fejlen, når han så hende igen — han vilde se hende igen — ti denne klart tegnede, mørke profil mod den gule himmel, lignede ikke hendes ansigt fra før; den var så fin, den svarede til den forestilling om finhed, han havde haft, da han selv var en grov, kantet dreng, og som han første gang havde set hos en fræk, men nydelig lille pige fra København, hans første forelskelse.

Hun bemærkede, at han så på hende, og vendte ansigtet mod ham, så det blev usynligt et øjeblik; hans fantasi havde da slet ingenting, og den tog sig friheder — —

Hun sad så tæt ved ham, at han kunde føle varmen fra hende, men han ænsede det ikke, han var ikke modtagelig for erotisk overføring af den art.

Det var nu en forbandet trang, han havde fået i den senere tid, at han måtte tænke så langvarigt over enhver kvinde han mødte! Han plejede om enhver enkelt at danne sig en klar forestilling, der ikke lod sig rokke bagefter. I det foreliggende tilfælde var den ikke blevet urokkelig endnu.

Det skulde vel ikke være af beregning, at hun var så tavs? Der var kommet en varslende uro over ham og en fjærn angst; han havde fornæmmelser af en hul hvisken, som kunde det være tordenlarm, der endnu var langt borte fra bevidstheden.

De ældre damer på den anden vogn var allerede faldet i søvn. I deres figurløse kåber og deres besynderlige, ludende stillinger lignede de et spil kegler fra Torneroses slot, hvor en har slået alle ni, i samme øjeblik som alting er stanset til hundredårig søvn.

Herrerne talte om stærke mænd. Doktoren betegnede bryderkonger som en slags dekadenter, hvortil Ahlmark erklærede, at han, som dog selv havde mange kræfter, aldrig havde følt sig så imponeret af noget som af en brydekamp, han nylig havde overværet. En tredie mente, at det meste måske bare var humbug; hvem vidste, hvad aftaler der var truffet før kampene, og om ikke pengene spillede en lige så stor rolle som kræfterne?

Men diskussjonen interesserede ingen synderligt, og den døde snart hen.

Da åbnede fru Sørensen, der slet ikke havde taget del i samtalen, pludselig sin mund og sae stille og indadvendt uden at henvende sig til nogen særligt:

Min mand har nu osse ualmindelig mange kræfter.

XIII

Han forudså, at det blev en drøj sommer. Om vinteren kan man dog samle noget, som man går og ruger over; det gir stemning, sætter en vis varme. Om sommeren er man hjælpeløs med sit dårlige humør; solen skinner på en, så man blir hul.

Det blev nødvendigt at se fru Ida af og til for at komme til klarhed over hende, for at finde et middel til at komme ud over hende. For det var hans faste beslutning: det skulde overvindes, læmpeligt, uden sindsbevægelser, som han på forhånd frygtede. Han forstod ikke, hvad der var med hende; rimeligvis var der slet ikke noget, men tiden var skæbnesvanger; hun var kun en tilfældighed, og det betød ikke noget, at hans forrykthed havde fået udseende af at være en forelskelse i hende; den skyldtes i virkeligheden slet ikke hende. Derfor så han ingen grund til at rejse, han kunde lige så godt gennemgå sit anfald her som et andet sted.

Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere; de hører til de få, som får deres livs regnestykker færdige, fordi de i langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og søger deres facit. Deres beregninger er prægede af en sjældent rendyrket logik, men kommer mennesker dem en dag nær ind på livet, så viser der sig hos dem større fejl end hos andre, hvis beregninger hver dag blev ændrede, ved at mennesker gik ud og ind i deres hus og deres hjærte og deres regnestykker.

Hans Råskov fik en forstyrrelse i sin regning, da fru Ida en aften indhentede ham på en sti i skoven og uden videre slog følge med ham.

Det kan godt være, havde han gået og tænkt, at jeg kommer til at gifte mig med en eller anden; selv det vil jeg gøre, hvis jeg så har nogen sikkerhed for, at jeg får fred. — De andre mænd, som han så trave og stejle så fyrigt om kvinderne, de havde det næmmere end han. Sanselighed tænkte han, må dog undertiden gøre det lettere at leve.

Fru Ida talte ikke stort, men gik så utvungent ved siden af ham, at han fandt hende tiltalende. Hun kom nærmere til ham, uden at han gættede på nogen beregning eller væbnede sig med sin vidtløftigt gennemtænkte ringeagt. Det var en lun, god aften; himlen var som en åben mund, der åndede varmt og uafbrudt ned over menneskene, og der stod en ram lugt fra alt det grønne, der var i sin stærkeste vækst.

Han gik så uregelmæssigt, at hun ikke kunde vare sig, de stødte af og til sammen, og deres hænder rørte ved hinanden. Mange sammensatte stemninger forsvandt fra hans sind, han blev ligesom ført tilbage til en mere primitiv tid — inden det raffinerede københavnerbarn, Eva, havde befæstet hans mistillid til kvinder. Han syntes at finde i sig selv en forestilling om, hvor let og simpelt man kunde blive tilfreds — lykkelig måske, uden at man behøvede at skule længe og ængsteligt om sig. Lykken kunde måske nåes lige så let som solskinnet, det er bare at man går ud i det — —

Han tog hendes arm og trykkede den ind til sig, hun kom nærmere, og de gik tæt sammen længe, men der blev ikke talt ret meget. Det var den samme tavse tilfredshed, som han havde kendt for mange år siden, når han nød den tidlige sommer uden for gårdens søndre længe, og han havde det lykkelige syn af noget, der lå og blinkede højt oppe, gyldent og fredeligt — —

Hun styrede deres gang hen til et grønt gærde og fik ham til at sætte sig hos hende.

Hvor køerne brøler der ovre, sae hun; de må være sultne.

De vil malkes, svarede han, og så længe på hende. Hun tog om hans hoved med sine hænder, drejede det varsomt og hviskede: Nej.

Han måtte da nøjes med at skimte hende. Hun var endnu så bevæget, hendes øreflipper var ganske hede, og blodet bankede i dem; hun tog et blad og svalede dem med.

Men hans lykkelige stemning forsvandt. Han følte hendes nærhed med sit eget legeme, og idet denne nye oplevelse kom til hans bevidsthed, blev den ligesom fordrejet; den nåede ikke hans sanser, men slog sig på sjælen. Han var ikke forberedt eller ikke moden. Måske er der en lov om, at når den naturlige sanselighed forgæves påkaldes, så kan der reageres fra et andet sted; påvirkningen går dybere ned og finder svar. Og svaret blev en vild og gold smærte. Det glimtede ind i hans bevidsthed; noget mørkt løftede sig og faldt igen, som når det lyner ind fra horisonten, og skyernes sorte kalot et øjeblik ses at hænge på himlen.

Dette var ikke lykken; det var snarere som det sværd, hvorom der står: Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge.

Hun mærkede godt, at hans tanker var andre steder henne; han klappede hende — modbydeligt åndsfraværende — på skulderen, men hun ventede dog på, at han skulde sige noget. Hun lae sit hoved op mod hans skulder, men det var forbavsende, hvor det hoved kom til at ligge ubekvemt.

Han stredes med uværet i sit sind; det rykkede i ham, som havde han en kantet sten i sin hånd, som han ønskede at kaste; han stirrede på galskaben, der flyttede sig, glødende, hen mod hans hjærte.

Nu vil jeg hjem, sae han kort og tørt, og den skælven, der var i hans indre, hørtes ikke i hans stemme.

Hun løftede hodet og så bestyrtet på ham, kunde ikke forstå det; hans ord lød i hendes øren som træskotramp på en stenbro.

Nej, hviskede hun og klyngede sig til ham. Hun vilde ikke tro, det skulde ende sådan.

Men han rejste sig, og hun fulgte med. Ved hendes dør sae han slet og ret godnat og gik så hjem til sit.

XIV

Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset blå silke, og ligner en af de små danske søer en sommermorgen, så blå og stille og frisk; hendes bordherres underholdning fremkalder næppe en krusning af et smil på hendes smalle ansigt.

Nå De dynamitgrosserer, siger Ahlmark, når De er færdig med at læse bordbøn, eller hvad det er, De bestiller, vil De så skænke i Deres dames glas?

Hans Råskov ser op, idet han rækker efter rødvinsflasken. Dette brølende stykke kød og blod af et mandfolk var også kommet i ulave i anledning af den pludselig så tillukkede lille dame ved siden af, en næm og glubsk kærlighed, som der var råd for, om hun vilde. Men heller ikke han lod til at ha held med sig, skønt han udfoldede alle sine ævner; han formelig knaldede mod hende med sin stemme som en splittergal og bespændt spyflue mod en rude. Han var såre elendig ligesom Hans Råskov selv, skønt han endnu var under påvirkning af øjeblikkets kølighed. Hans tykke, fastsnoede overskæg hang ned som to massive spørsmålstegn; mellem dem blev hans skrå, ubetydelige hage endnu mere intetsigende, og neden under kom den svære hals som hagens naturlige fortsættelse. Skilningen på den smalle isse var endnu uberørt af de sindsbevægelser, der stod tilbage; det lå i hendes magt, hvor forpjusket han skulde være, inden aftenen var til ende.

— Ved næste ret blir samtalen højrøstet, og da Ahlmark ser at hans gæster er i gang, ophører hans basunsoloer ud over bordet, han taler med fru Ida alene.

De er altfor alvorlig, fru Hansted, siger han.

Ja, svarer hun og slår øjnene op imod ham. Disse øjne er der to, der ser.

Ahlmark er straks helt ude af det. — Hvis De vil smile til mig nu, siger han, så vil jeg forære Dem denne her gård, og De kan så gøre med den, hvad De vil. De kan ansætte mig som røgterdreng; jeg vil være Deres dreng; jeg har aldrig før været nogens dreng, jeg vil være Deres dreng på Deres gård.

Vil De det?

Ja, dælen baldyre mig, siger han, glad over at få anledning til at bande på det. Men hun ser på ham med sine blå øjne, der er kolde som et tilfrosset vand en vintereftermiddag.

De må jo fejle noget, hvisker han og ser mere end een gang ned til Hans Råskov, for at hun skal lægge mærke til det og sige noget om ham. — Nu har jeg ikke hørt Dem le i tre dage, hvad skal det blive til? Det går rent galt med mig, hvis det skal blive sådan ved. Men det er lige meget: smil nu til mig, så rejser jeg mig op og slår på mit glas og siger: Her, mine damer og herrer, ser De gårdens frue, og jeg er hendes røgterdreng. Skal vi imponere rakket, så de aldrig forvinder det, bare for grins skyld?

Hun ser frem for sig og ler højt, så de nærmeste hører det; Hans Råskov vender sine øjne op mod hende og tar dem straks til sig igen; der var et fremmed udtryk i hans ansigt som hos en mand, der er optaget af vigtige ting, og pludselig hører noget skingrende, der får ham til at vende hodet.

Han spiller den ligegyldige, tænker hun. Ja ja, lad os prøve ham.

Det synker godt i vinflaskerne; til gengæld er der stigning i øjnenes udtryk; over alt ses strålende øjne, salige øjne, hvis ejere befinder sig på et af deres livs højdepunkter, øjne, der gløder af mad og vin; bange øjne, der er blevet dristige og ikke holder på nogen hemmelighed. Det kendes mest på de unge; de har siddet kejtede ved siden af hinanden og udvekslet flere ufrivillige albuestød end interessante bemærkninger, men nu får de held til at opdage hinanden og gøre lange strejftog ind i hinandens fortrolighed, og de støder snart på den erotiske betagelse, som ligger bag ved. De udveksler deres gensidige beundring mere end een gang i små private glas og øjekast; megen letsindig ild tændes og næres yderligere ved sagte samtale; forvovne små lygtemænd danser på randen af vinglassene; albuestød undgås lettere og erstattes med mindre spidse berøringer. Her blir så hedt, men det er svalt i haven; det kunde gøre godt at gå en lille tur efter bordet, forblommede aftaler træffes; man føler allerede fortryllelsen ved at se på hinandens munde, der under samtalen nærmer sig til en afstand af et lille kvarter — —

Fornuftige forældre aner ingenting.

— I Hans Råskovs øren lød det hele som en kold, uvedkommende larm; det var en koncert som af skralder og piber på et marked, og til denne koncert hørte også fru Ida. Han vidste ikke, hvorfor hun ikke skraldede med i aften, hun vidste det vel heller ikke selv, det kunde være ligegyldigt. Ti da han så hende dagen efter deres møde i skoven, da optrådte hun med lystigheds fulde musik, hun fik mændene til at danse om sig, og det var vel meningen, at han også skulde danse, hun vilde naturligvis vise verden, at hun havde fået ham med, og at han kunde ligesom de andre. Men han havde ganske vist ikke danset. Han havde holdt øje med, hvad hun tog sig for, og allerede det syntes at more hende en hel del.

Meget energisk var han således blevet stanset i sit anfald af forrykthed. Han havde næmlig været på vej til at tro på hende. Da han kom hjem den aften, havde hans sindsbevægelse efterhånden lagt sig, han var kommet til ro, og han havde sagt til sig selv, at det var jo alligevel muligt — — måske var hun den rette, han havde tilbagekaldt sine hånlige tanker om hende, og var til sidst kommet i en stemning, der var helt ny for ham. Det var slemt, at han måtte gå fra hende så pludseligt; næste dag vilde han forklare hende — — eller blot bede hende om ikke at tænke mere på det.

Det blev en anden næste dag, end han havde tænkt sig. Dog, så snart han havde set det første blik, hun sendte en anden mand, så var han underrettet. Der var ingen vaklen, han troede ikke, at han havde set fejl; han vidste straks, at hun ikke var hans, men alle andres. Han havde ligesom lagt hånden på noget, der var i bevægelse inde i ham, i fremgang mod mere lykkelige tider, han havde stanset det, og da han så hende fortsætte sin sædvanlige leg, havde han sagt til sig selv: Naturligvis! I samme øjeblik var det ham ubegribeligt, at hans fornuft i den grad kunde svigte ham. Siden havde han undgået at tale med hende, men havde truffet sammen med hende ret ofte; han led under det, men det var vel rimeligt, at han skulde lide for sin galskab.

Han greb sig i at stirre påfaldende på hende, mens disse erindringer gik hårdt og larmende gennem hans sind, som ankerkættinger, der løber ud. Hendes kinder flammede af en ild, der stod i en betagende modsætning til hendes tavshed, men der var ikke den mand, der var dristig nok til at anse sig selv for årsagen til den varme, der udstrålede fra hende. Hun smilede ad de vittigheder, Vejgård tilråbte hende; hun nikkede til Kai, der betragtede hende med megen alvor; hun løftede sit glas mod købmand Sørensen, der trods sine religiøse og sædelige grundsætninger afleverede sine kantede forbindtligheder — — af forretningshensyn, forklarede han hviskende sin kone, ligesom han kun af forretningshensyn var gået med til dette selskab. Fru Ida sad dær, som om hun var husets frue, en nådig og vanskelig frue; ondskabsfuld mumlen løb langs bordet.

Fru Ida behøvede ikke at stirre på Hans Råskov for at holde øje med ham; han var heller ikke et menneske, som man fik noget ud af ved at se på ham; han lignede sig selv fra den aften, da han på en så plat måde havde narret hende midt i en stor forventning. Hun havde været så betaget, at hun ikke kunde tale, og ventet i stor spænding på, hvad han endelig vilde sige, han der sparede sin mund og kunde gå og tie en mængde indholdsrige ting sammen. Så stille og sælsomt havde de to fundet hinanden, at hun ikke turde vove sig til at være den første til at tale, det tilkom et ualmindeligt menneske som ham. Og så havde han sagt: Jeg vil hjem! Ligesom en gammel ægtemand, hun en gang havde set, der var kommet ud at spasere med sin unge kone en dejlig sommeraften, og bedst som hun tror, de skal til at ha det godt, så støder han stokken i jorden og bider tandstumperne i den ene kæbe ned i de bare gummer i den anden og siger stædig og gnaven: Jevejææm!

Jo, hun havde haft en kamp at bestå, for en gangs skyld, en kamp med sig selv for at kunne le over dette optrin. Da hun traf ham næste gang, vilde hun vise ham, at hun ikke havde tabt humøret, og så var det desværre alligevel tilfældet. Det var hendes knagende dumhed, at hun ikke straks var færdig med ham. Han havde igen forstyrret billedet af den gnavne ægtemand, han snart blev, hvis hun tog ham, han var kun halvvejs latterlig, og hun var endnu forelsket i denne halvt komiske, halvt uhyggelige figur. Men hun vilde tvinge ham til at træde frem som den, han var, at hun kunde blive klog på ham og færdig med ham. Hidtil havde hendes forsøg på indirekte at sætte liv i ham kun bevirket, at han blev fuldstændig til sten. Hans selvbeherskelse måtte være umådelig; han så ikke en gang så indædt på hende, at det var opsigtsvækkende, selv om hun nok læste mere i hans øjne end andre; men hun vilde øve ham yderligere i selvbeherskelse, så kunde han gå sin vej med den, hvis der ikke var andet at klemme ud af ham.

— Se, hvor uhyggeligt mørket står lige uden for vinduerne, sae Hans Råskovs borddame, frøken Anna Årbo, idet hun vendte ansigtet mod ham. — Når grenene vifter, ser det ud, ligesom mørket blev levende.

Hvad er det, der får Dem til at gøre iagttagelser over mørket? spurte han, underlig berørt.

Ikke andet, end at jeg kan godt lide det.

Anna Årbo var atten år, høj og kraftig af sin alder; det mest voksne ved hende var den dybe, fyldige stemme, som hun var fuldstændig herre over; derimod var hendes bevægelser endnu helt barnlige; de havde noget af den pudsige ynde, der undertiden er over føl eller hundehvalpe af god race. Hendes store, venlige ansigt gav hele hendes fremtoning noget vist naivt, og hendes væsen var overhovedet præget af den troskyldighed, der virker pirrende på erotisk erfarne mænd, men hendes forstandige, mørkeblå øjne holdt de nysgærrige på afstand, og de fandt heller ikke hendes smalle læber varmblodige nok.

Hvor kan det være, Hr. Råskov, sae hun, at De aldrig har været henne at besøge min onkel? Jeg vil sige Dem, at han er skuffet over det, og jeg ved, at han interesserer sig meget for Dem.

Jeg er ikke interessant, frøken. De kan være vis på, at jeg mener det, føjede han til.

Ja men det er onkel; han tænker meget over alting. Han taler også meget om Dem.

De har formodenlig drøftet mig i fællesskab, henkastede han.

Det har vi, svarede hun uden forvirring og så åbent på ham.

Det er vel også ham, De skylder Deres usædvanlige alvor? sae han med en antydning af et smil.

Hun blev underlig grebet ved hans minespil, det var ruinerne af munterhed, hun pludselig så afdækkede på et menneskes ansigt.

Jeg skylder ham meget, svarede hun med alvor.

Også Deres forståelse af mig? spurte han ironisk.

Jeg fordrister mig ikke til at ville forstå Dem.

Det svarede han ikke noget til; også hun tav et øjeblik.

— Det er den sørgeligste dag i mit liv, sae Ahlmark til fru Ida; De har siddet ved siden af mig og kedet Dem, og jeg kan ikke en gang købe et smil af Dem med hele min gård. Så fallit har jeg endnu aldrig været.

Hvem er den konfirmandpige, Hr. Råskov konverserer så ivrigt? spurte hun.

Han konverserer hende s'gu slet ikke så ivrigt, og hvis det kan trøste Dem, tilføjede han med et mislykket forsøg på at se ondskabsfuld ud, så har han siddet og skulet meget indsmigrende op til Dem hele tiden.

Det er også det, han gør bedst. Skal De ikke hilse på ham også? Jeg synes, De forsømmer Deres pligter som vært.

Ahlmark tog sit glas og rømmede sig, så det drønede, Hans Råskov og flere andre så den vej.

Må jeg hilse på repræsentanten for sprængstofferne?

De løftede deres glas og drak; fru Idas øjne veg ikke fra hans ansigt.

Hvad ligger der dog under den maske af bondegenerthed? tænkte hun. — Måske slet ingenting. Men jeg vil se ham uden maske.

— Mine damer og herrer, sae Ahlmark; vil De så være så venlige at føle på Deres maver, om der kan være mere; ellers er kykkenæet den vej. Velbekomme!

Selskabet fordelte sig i stuerne; blå røgsøjler steg til værs om kap med de tykke skyer, der blev pustet ud; sigarendernes gløden tiltog og aftog, som var det ilden selv, der åndede; mange herrer gumlede på røgen, inden de slap den ud, de havde også siddet til bords over en time. Ahlmark gik om og strøg tændstikker og havde sin sædvanlige morskab med den lille tykke dyrlæge, der gik i stadig fare for at le sig ihjel over hans morsomheder.

Bak, Thomsen, formanede proprietæren og forsøgte at ramme den hoppende sigarende med sin tændstik; bak nu, lille Thomsen. Men så bak dog for satan! Står mennesket ikke dær og griner som selve fanden, da han så sin oldemor danse svejtrit i sivsko med den helligånd. — Han strøg to tændstikker på een gang og holdt jagt på dyrlægens dansende sigar.

Lad mig tænde — — jeg ve' sæl, jamrede Thomsen. Du brænder mig, av, hav, hav, hav — — —

Dyrlægen lå ned i sofaen og droges med døden; han kunde ikke en gang få begyndt at le for bare grin. Han lo som en basun for munden af en begynder; han tog fat oppe i falsetten, hvor han ikke kunde føre det igennem, han misbrugte sit latterinstrument, så det slet ikke kunde gi de rigtige toner; de blev siddende nede i mellemgulvet og rystede hans indvolde, og da han ikke kunde andet, så sparkede han latteren fra sig med benene, han vred den af sig i sælsom mavedans, smed den om sig med bægge hænder, han græd den ud i stride tårer, og da han således længe havde grinet med hele kroppen og havde været døden nær, så fik han endelig forløsning for sin latter ad naturlig vej.

— Vejgård havde — i mangel af fru Ida — drillet en flok unge piger, så de samlede sig om ham; han lå udstrakt i en flugtstol, medens de stod foran ham med dirrende pegefingre og skreg i munden på hverandre, at han måtte skamme sig; de skældte ham hæder og ære fra i deres taknæmlighed over, at han vilde beskæftige sig med dem og glemme sin fru Ida et øjeblik; de krummede sig over ham, faldefærdige af optagethed, og skubbede til hverandre. Han lo til dem gennem sin sigaret og fnøs dem røgen ind i ansigtet og trak den mest højrøstede ned på sit skød, hvorfra hun straks sprang op igen og gav plads for en anden. Længere tilbage stod en sejstenårig lille dame og blæste sigaretrøgen ud gennem næsen, idet hun hånligt erklærede, at hun var lige glad, når han bare vilde la være at snyde i krokket. Vejgård rejste sig og hentede hende, bar hende over gulvet og satte sig med hende på skødet. Da hun tog fra sig, vilde han kysse hende, blot for at lære hende at opføre sig ordenligt; hun knoede løs på ham med knyttede næver og vilde ikke slippe sin sigaret, røg og gnister stod om dem; hun fyldte hans søgende mund med røg, så han hostede al kraft af sig og måtte slippe, men de andre skreg og lo i stor indignasjon: Hvorfor skulde han netop slås med hende? mente de. — Hr. Vejgård er rigtignok store slem i aften, sae de; og så blev de ivrige igen; men den fejrede digter gik pludselig sin vej og lod dem stå. Den sejstenårige fik sig en anden sigaret og var stadig lige glad; hun kunde slet ikke dele de andres følelser og måtte søge andet selskab.

— Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde sig til, de hviskede, den ene sagtere end den anden og hældede sig over hende om kap; med deres ludende kroppe og deres øjne, der opmærksomt vandrede om på hendes fine skikkelse, mindede de om to hunde, der sidder og gir agt på deres herre; og ligesom to hunde vekslede de undertiden et kort, mistroisk blik, når det kunde se ud, som om der faldt mere af til den ene end den anden. Fru Idas ansigt blussede og havde et træt udseende; hendes krølle hang som en forstrakt proptrækker ned over tindingen og kildrede hende på munden; det kunde gyse i en mand ved at se det, man kunde komme til at bævre med munden; de to unge lo sygeligt af og til.

— Købmand Sørensen indlod sig i sin egenskab af alvorsmand i samtale med Hans Råskov, men hans øjne kunde ikke slippe fru Ida; de dansede alle vegne rundt om hende som to hunde om deres elskede herre, men hvor mange krumspring de end gjorde, så var de hele tiden optaget af hende; gjorde hun en lille usædvanlig bevægelse, så var de der, som to kloge hunde, der tror, at deres herre vil dem noget. Han pillede med svagt bævende fingre ved de lysebrune krøllede hår, der stod så frodigt ud af hans friske kinder, og når hun smilede, skiltes hans tætte skæg straks af de bugnende, røde læber.

Mens fru Ida lod de unge mennesker brænde sig op — de bøjede sig hen over hende, som om de var bange for, at forbrændingen ikke skulde gå hurtigt nok — iagttog hun de to mænd, der havde valgt at tale om alvorlige ting tre alen fra hende. Det var underligt at se Sørensens ferskhed så tæt op til Hans Råskov, og det var endnu mere påfaldende, at han ikke følte det selv, men hendes nærhed styrkede ham formodenlig; han snakkede hele tiden og mærkede ikke den andens øjne. Å, hun vilde gærne opleve, at det menneske en gang åbnede sin mund og oplod sit væsen mod den ferskhed ved siden af ham! Hvor vilde Sørensen ikke slime sig af sted i en fart, som en snegl, der kommer ud af det kølige græs og uforvarende dumper ned på en gloende jærnvejsskinne!

Det skete, at Hans Råskovs øjne fulgte med Sørensens og søgte hendes øjne et kort nu; de vandrede ikke hen ad hendes arme og fødder eller dvælede ved hendes figur; det var snarere, som om de gjorde et spørsmål eller afleverede en erklæring. Ak ja, hvad kom det hende ved? Han havde måske problemer, der gik forud for kærligheden; han misbilligede hende, når hun vilde elskes! Og så var hun på alle sider omgivet af mandfolkeøjne — — — hun vilde pille dem ud allesammen og sælge dem, hvis hun for den pris kunde købe sig, at han så anderledes på hende.

Hun rejste sig og gik. De to unge mennesker blev en stund siddende og stirrede efter hende med opmærksomme, modfaldne øjne som to hunde, der efter lang venten ingenting får; derpå betragtede de hinanden gennem øjenkrogen og mumlede noget, som om de knurrede ad hinanden; så fjærnede de sig i modsatte retninger, og Sørensen blev pludselig beklemt ved Hans Råskovs selskab og fik flyttet sig et andet sted hen.

— Men der har vi jo vor lille Kai, udbrød fru Ida; velbekomme, Kai. Jeg har slet ikke set dig hele aftenen; godaften, Kai.

Du er meget smuk i aften, Ida.

Det er jeg jo altid, svarede hun. — Hvor havde det været godt at modtage den erklæring i lykkelig tavshed, om den var bleven sagt af en mand, hun elskede!

Men der er forskel, sae han. Havde jeg ikke set dig før i aften, så var jeg blevet gal inden i morgen. Du ligner noget, som man aldrig har set før, og som man synes man må gribe straks, fordi det aldrig mere kommer igen.

Å, det ved du slet ikke, Kai; der kunde godt tænkes den, der skubbede mig bort, hvis jeg bare kom i nærheden af ham.

Kai så efter Hans Råskov, der gik ud gennem havestuedøren. — Det må så være en, der ikke har sin forstand kær, sae han.

Hvordan bær du dig ad med at bevare din egen forstand? spurte hun, mens hendes tanker var langt borte fra ham.

Å, sae han; du kommer alligevel til mig. Du blir en gang så forrevet, at du ikke trænger til mere lidenskab af nogen slags, og så ved du ingen andre end mig.

Hvad vil du så gøre ved mig?

Jeg vil trøste dig og gøre dig glad, som du var før.

Mange tak, Kai; så render jeg fra dig igen.

— — — Hør nu, fru Ida, sae Vejgård og stansede hende; her går en ven af Dem omkring i en tilstand af den dybeste forladthed og har endnu ikke den hele aften været genstand for Deres medlidenhed.

Nå ikke det, svarede hun og lo tørt.

Nej. Her står en afsat ven, der er kasseret i unåde, mens han levende husker den tid, da han dyrkede vidtstrakte, lystige marker i fællesskab med Dem og var en stor godsejer i latterens rige, men nu — — —

Han trak lange tankestreger i luften med højre hånds pegefinger.

Herregud da, jeg vidste slet ikke af, at De havde det så slemt.

Ganske rigtigt. Fra det øjeblik De tar den bestemmelse mig angående, at De ikke ønsker at vide af mig, så er jeg udslettet og fallit. Nu er jeg kun rig på forstødthed og savn; jeg ejer ikke andet end min udlændighed, som er uden ende. De har ikke latter eller smil til overs for mig; De skyder bjærge af alvor op imellem os — — — men nu, idet De lo uden ironi, forsvandt de allesammen; Deres latter flytter bjærge, hvilket man ellers påstår, at kun troen kan gøre, skønt det aldrig er prøvet, men Deres latter har stået sin prøve, og jeg er Deres grinende djævel til tjeneste. Skal vi to more os, en rigtig gang, en stor, god gang? Samle hvad her er og ta dem med ud i haven og lave fest? Vi kan sætte elementerne i bevægelse, himlene skal humme sig, når vi huserer!

Ja, men ikke lige nu; jeg er træt.

Vi resolverer at kalde det træt. Det er ellers en højtidelig og vanskelig tid. Deres for øjeblikket bedste, men ikke morsomste ven, har for så vidt et tidssvarende ansigt på. I de andre mandfolks fjæs står der en apoplektisk kamp mellem alvor og grin; også Deres åsyn vidner om denne tids usædvanlighed. Kun jeg er den uforanderlige, grinende djævel, og det er det eneste, hvorfor De kan ganske godt lide mig og samtidig foragter mig. Det er ikke mig, der skal ha at vide, hvad der er i vejen med Dem; det ved De først, når De står overfor den, De venter på, men skal vi to ikke alligevel gå en tur i haven? Det er et meget fornuftigt, køligt vær i aften; De kan godt spasere lidt med den mand, der ikke er den rette.

— — — Hans Råskov sad i en mørk krog af haven og så op mod den halvlyse veranda, hvor fru Ida og Vejgård var kommet til sæde, efter at de var gået haven rundt. Det så ud til, at de havde samlet en del på deres tur, som de nu holdt opgør over. Deres hoder bøjede sig til og fra hinanden; en hånd blev lagt indtrængende på et ærme, en finger rettedes demonstrerende mod et bryst — hendes bryst — mens løftede øjenbryn understregede demonstrasjonen; nu viftede en hånd afværgende understøttet af hovedrysten, mens en anden hånd indtog en tankefuld stilling under en kind, og dermed gik det foreløbig i stå. Dog kom imidlertid en hånd sagte vandrende fra ejermandens knæ over til det andet knæ; dær blev den liggende, fortrolig, men ikke nærgående, det syntes at være dens ret. Pludselig lo han, så det kunde høres, og begyndte at gynge med hendes knæ og slap det så. Han spillede med fingerspidserne mod hverandre og sae en mængde, der til sidst bragte den tankefulde hånd ned fra kinden. Hun strøg ned over sit skød og strammede kjolen over knæene, idet hun smilede en bemærkning ind i ansigtet på ham. Han rettede sig i sin stol, tog ligesom besværgende en favnfuld luft med bægge arme, og som om det havde været for meget for ham, søgte han støtte på hendes stoleryg; hans hage hvilede vist på hendes skulder. Derpå sank hans hoved endnu dybere, og hun så ikke op; hendes ansigt kunde en tid slet ikke ses. Hendes hænder lå trætte og opgivende i hendes skød. Men så lod det til, at hun vilde sige noget afgørende, og hun løftede den ene hånd, men han rystede på hodet en enkelt gang; hendes pegefinger gled magtesløs ned ad hans bryst; han tog om hånden og lae den med et lille tryk i hendes skød; nu blev den der vel! Derefter kunde man ikke skælne deres hoder fra hinanden.

Hans Råskov rørte sig ikke, dær hvor han sad; han sank ikke sammen, skønt han følte det, som om han forkulledes indvendig fra; der var et flammende øde i ham, en uforanderligt sviende tomhed, der syntes at betyde, at alt var brændt op; men der kom også en velgørende følelsesløshed over ham; dette var måske det sidste, der skulde forbrændes, og så var der ikke mere, det var nemlig umuligt, menneskeligt set. Af og til fik han et slags hastigt overblik over det heles forløb, og han tænkte: Jeg holder det ud, jeg kommer over det — ligesom bevidstheden pludselig kan overskue ens stilling under et ulykkestilfælde: Jeg slipper fra det med livet — mens ens legeme flås hen ad jorden. — Hans Råskov formåede at hæve sig over det og hævde sig selv ved den tanke: Jeg kan bære det med.

Men det var en underlig tilvækst til stilheden, da de to der oppe ikke rørte sig mere; han blev svimmel deraf som en, der ser alting gå i stå rundt om sig; det dirrede i ham, og det var som om han selv begyndte at bevæge sig; bænken gled bort med ham, tilbage i mørket; han så den halvoplyste veranda med samme tydelighed, men han kom virkelig længere bort fra den, så langt at han glemte, hvem der sad deroppe; det var ikke nogen, der kom ham ved, mere end de hundrede gange to mennesker, han før havde set, som ødslede fortrolighed og godhed på hinanden, mens han stod udenfor og så til; og så betød denne ødselhed alligevel ikke noget for de mange par mennesker; de regnede det ikke bag efter; de havde kastet værdier af varme og venlighed til hinanden, men det bandt dem ikke siden hen, de søgte ikke hinanden som mennesker, der har livsværdier fælles; de havde råd til at glemme det. Så rige var de fleste mennesker, men han var den, der så til; i beskuelsen lå hans tab. I sin barndom havde han undertiden tænkt sig, at han kom frem af mørket med en sten og knuste hodet på to, der havde det så godt. De skiltes jo alligevel senere og mente altså ikke noget med det. Men for ham var der et tab i det; de holdt ham borte med ryggen, de trådte ham ned med hælene uden at se ham, uden nogen sinde at vende sig om efter ham. Derfor ønskede han at slå dem ned. De glade, blinde mennesker burde på en eller anden måde erfare, at han var til.

Han følte bænken gynge under sig; det var en lystig tur. Men de to vilde ikke blive borte for ham; de sad der endnu, han havde taget dem med sig på sin nethinde, de kunde ikke vidskes ud. Selv om han slog dem ned med en gråsten, så vilde et andet par straks stille sig op i deres sted; hvad betød det, om den ene var en kvinde, han ikke elskede? Han elskede ikke hende dær; han elskede alle kvinder med samme had.

Døren ud til verandaen blev åbnet; stemmer hørtes; Vejgård og fru Ida rejste sig, og der blev let og spurt; spørsmål og udbrud lød helt inde fra stuerne.

Hans Råskov stod op; han var blevet sig stedet bevidst, men han rystede endnu lidt efter farten. Han tænkte på de foregående års arbejde, som der ingen erindring var ved, men denne aften fyldte med års vidde i hans sind. Han satte sig på verandaen og så ind i de oplyste stuer for at vænne sig til dem, inden han gik der ind.

Der kom nogen nede fra haven — — det var hende! Jeg må altså ha siddet her temmelig længe, tænkte han, siden hun er kommet en anden vej ud. Hun måtte ha set ham, nu kom hun lige imod ham. Hvad skulde det betyde? Kunde hun tro, de havde noget at tale om? Kom hun her og stolede på sin skønhed? Hvad havde han med den at gøre? Han var ikke kommet så langt ud over bondenaturen, at skønhed betød noget for ham. Det mest rosende udtryk om kvinder, han havde hørt i sin familie, var: Det er en god kone — — Om de unge piger var der sædvanligvis ikke tale, før de skulde giftes; så kunde det ske, at der blev sagt: Hun blir en god kone. — Han vedkendte sig denne fædrene værdibestemmelse; hvad vilde hun så her med sit elskovsgøgl?

Lyset faldt på hendes ansigt; det var sagtens beregnet. Men hendes øjne var dejlige; blå og uransagelige som fjærne skove på en sollys septembermorgen.

Hans tænder hakkede mod hverandre. — Fryser jeg? tænkte han. —

Hun stod foran ham. — Vi to har endnu ikke talt sammen, sae hun.

Vi to, tænkte han.

Hun skimtede lige hans ansigt gennem det grå mørke, øjnene sad deri som sorte huller, men hun vidste hvad der stirrede ud fra dem, og der kom en svaghed over hende.

Jeg synes dog, vi har haft — — begyndte hun.

Da sae han med tør, udtryksløs stemme: Vi har haft noget sammen, ja. Jeg opfatter det som en fejltagelse fra Deres side; jeg trænger ikke til at få den nærmere forklaret.

Hun lo højt, på een gang skuffet og lettet: Ja, vist har jeg taget fejl af Dem. Jeg troede — — — nå, pyt med det; nu ser jeg, De er en ganske triviel tølper, en bonde, der har lært kemi. Det er hele herligheden.

Hun lo igen. Han rejste sig langsomt, hun hørte, hvordan det gav sig i hans knæled, og hun blev bange, ligesom et barn, der er faldet i betragtninger over en tyr inde på marken, og som pludselig ser den stable sin krop på sine knagende ledemod og vende de blodskudte, skulende øjne hen mod vejen og overlægge ved sig selv — —

Den gang De — — — begyndte han med en uklar stemme, der fik hende til at bæve, — den gang De mødte mig — — en aften, da kom De fra andre mænds hænder, med Deres tanker fulde af andre mænds begær, der altid hænger ved Dem. Jeg ved det. Nu hader jeg Dem; det må jeg også ha gjort den gang; i alt fald ophæver det alt andet.

Han rejste sig og gik lige forbi hende ned i haven. Hun knyttede hånden efter ham:

Godt; had du mig bare; bild dig det ind; du skal ikke slippe så let.

Da hun vendte sig, så hun købmand Sørensens ansigt tæt mod verandaens rude; han hakkede i den med næsen og ledte omkring på den som et insekt, der vil den vej ud.

Er det mig, De søger, hr. Sørensen? spurte hun højt, og hun hørte skridtene stanse nede i haven. Å ja, han kunde måske ha ganske godt af at være tilskuer, han med sit had. Bare han havde været her for lidt siden og set hende blive fortumlet af Vejgårds lyrik! Hans forstand var vist allerede rystet; Kai skulde få ret, om det på nogen måde var muligt!