Hans Råskov

Hans Råskov stirrede frem for sig med åben mund og et udtryksløst blik, som så han ind i sin egen sjæl. Han så sit eget tavse afsind fra den gang, og bag dette et andet, forvredent, skrigende; måske stod det bøjet over ham den nat, da han troede sig alene, men han hørte og så kun sig selv, og dog var der en anden han havde smittet, og som havde haft det værre end han.

Jeg fortæller Dem dette, hr. Råskov, vedblev hun, fordi der ikke er andre til at tale om det. Jeg tror ikke, hun brød sig noget alvorligt om Dem, men hun troede som de fleste andre, at De var forelsket i hende, derfor udæskede hun Dem, og hvis De blot har set på hende — — jeg kan forestille mig —

Han mødte hendes blik, og han så, at hun blev bleg.

Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han, og hans ansigt fortrak sig, som kæmpede han med en indre latter. — Jeg var selv lige ved at le med, men i samme øjeblik mærkede jeg, at jeg kunde ikke, jeg havde overhovedet ikke den ævne. Men det var uheldigt.

Da undrer det mig, at De ikke også gjorde noget forfærdeligt den nat, sae hun åndeløst og skælvende.

Nu ved De snart alting om mig.

De må ikke hade mig for det. Jeg er Dem — taknæmlig, fordi De har sagt mig det; det lyder måske underligt, men jeg har tænkt så meget på hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere forfærdeligt, ved at De forsvandt så pludseligt og hemmelighedsfuldt. Jeg har alligevel aldrig kunnet tro, at — — De var død.

Frøken Årbo, De er den første, som — —

Han stansede, forundret over den lysning, der gik over hendes ansigt.

Ja det har De sagt en gang før, men så tav De, for De vilde dog ikke lyve for mig.

Jeg husker det godt; det jeg vilde ha sagt, var sandt nok.

Hvad var det da?

Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste menneske, jeg har talt med om alt dette her, og De ved også mere om mig end nogen anden; jeg vil håbe, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en indre viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig om mod sin ensomme fremtid. — Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om.

Hr. Råskov, De har sagt mig så meget, at jeg må ha lov til at spørge Dem om noget. Hvis der var een tænkelig ting, der kunde gøre livet lykkeligt eller i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De så selv gøre et eneste skridt for at få det?

Hvis jeg var sikker på, at den ene ting kunde hjælpe mig: ja, det vilde jeg, frøken Årbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi skilles: jeg ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men nu er det for sent, selv om De ikke havde været bundet til en anden.

Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem De sigter til.

Deres ven fra før, som De selv talte om.

Å, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har aldrig holdt af andre end Dem. Den aften, vi gik sammen inde i skoven, da var det min mening at sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brød Dem ret meget om mig, men De skulde vide det; jeg vilde blot sige Dem det, så De aldrig glemte det; men jeg opsatte det; det var også rart at gå med det usagt, og så blev det for sent.

Gid De havde sagt det, så havde jeg haft det at tænke på, da jeg kom til fornuft; så havde jeg haft noget at komme hjem for.

Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt.

Disse simple ord var den fulde åbenbarelse af noget, han en gang havde ventet, ligesom gjort regning på, at livet skulde bringe ham; der glimtede frem i hans sind en erindring om noget usigelig mildt og kosteligt, der lå langt borte og vinkede til ham; og det havde gjort ham hård og hadsk, at det aldrig var blevet til virkelighed.

Nu var det næsten brændt bort, mange giftige, røde farver havde ætset hans sjæl siden den tid, lige fra den skidne klud, han opdagede på en mark, til bogstavet, der nu igen stod tydeligt på hans hjærne. To magter havde kæmpet om ham, al den tid han kunde huske; den, der havde sejret, lå vel dybest i hans natur. Han blev så syg og beskæmmet over sig selv, som aldrig før; han følte sig som et gult og giftigt ukrudt ved siden af hendes sundhed, og han kunde ved hjælp af en slags erindring forestille sig, hvad lykke er, ligesom en gammel mand, der har været blind fra seks års alderen, kan tænke sig morgenrøden.

Fortæl mig noget af alt det De tænker, sae hun.

Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg måtte begynde med det første, jeg kan huske; sådanne ord som jeg hører af Dem, skulde ha lydt for mig hver dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem år siden hørte jeg dem for første gang; da var jeg tunghør, og nu — —

Skal jeg fortælle Dem noget mere? spurte hun.

Ja, sae han. — Han ønskede blot at glemme sig selv, at forsvinde for sin egen bevidsthed; aldrig havde han haft så lidt glæde af sig selv som i dette øjeblik.

Det eneste, jeg følte, da jeg først så Dem igen, var skræk; jeg opdagede Dem fra et vindu, jeg håbede, De vilde snart rejse igen; men næste dag var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud for at møde Dem. De var ikke uvenlig, men at De blev mere kølig, efterhånden som vi talte, det var min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold, og De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tænkte: Det er godt; nu siger vi farvel, og så har jeg set ham; men idet jeg sae farvel, og jeg vidste, at jeg aldrig skulde se Dem mere, så blev jeg svag, jeg spurte, om De vilde besøge mig; jeg opsøgte Dem selv uden for hotellet, for det kunde jo være, De fik i sinde at rejse bort med bitterhed imod mig; det skulde ikke ske. Og nu er det altså kommet så vidt med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle dage, skønt jeg troede, jeg havde fået noget, jeg kaldte for »bedre forstand«. Lad mig nu sige Dem et ord, der gælder os bægge, Hans Råskov: Der er ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig, De selv heller ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at noget er for sent.

De var kommet uden for byen. Han tog hendes hånd og gik en stund med den.

Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og så op.

Hun trykkede hans hånd til svar, og de gik.

Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden til dels forlod ham; han kunde ligesom på afstand se tilbage på sig selv. Han lae armen om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham, men idet han kyssede hende, foer der noget forbi hans øjne; han fik ikke opfattet det, men han slap hende hurtigt, og de blev ved at gå uden at tale.

Jeg er virkelig syg, tænkte han, men han sae det ikke, og hun syntes ikke at ha lagt mærke til hans bevægelse.

XIX

Men så kommer der et vindstød, der river et lille stykke koks løs og slynger det ud gennem risten, det flyver hen og sætter sig på en skammel tæt ved kakkelovnen; dær ligger det og brænder med en ubetydelig flamme på hver side, og en røgsøjle lige til værs. Når vinden støder ned gennem kakkelovnen, så vifter den lille brandspire med sine to flammer og kæmper hårdt for livet; den ligner en lille sort fugl fra helvede med to rødgule vinger; så forsvindende den er, sætter den tilintetgørelsens mærke under sig på skamlens fløjl, den begynder at udruge ødelæggelse og fordærver med sin røg luften, der er lige så frisk som alt andet her inde. Til sidst kan den ikke mere; den går i to stykker, det ene blir liggende over det sorte hul i betrækket, det andet ruller ned, fægter i døden om sig med sin eneste vinge og strejfer kanten af en avis, det træffer på sin vej.

Nu sidder der en flamme på den øverste snip af avisen, den krummer sig om bladet som en orm, og da den ikke kan komme op ad, så kryber den med største forsigtighed ned efter langs randen, til den nåer et stoleben og stanses og er lige ved at dø, men den slipper over lakeringen, som kruses under dens trin, og fortsætter vandringen på den anden kant af avisen, og nu går vejen opad; flammen vokser til et bredt ildbælte, der ruller op over hele bladets bredde, springer til værs og blir til ingenting.

Men på bordet er der sat en aflægger i et hjørne af et visitkort, og så begynder kampen for tilværelsen igen; flammen blir blå og lav, mens den arbejder med det vanskelige papir; den støder på en bog i guldsnit og forsøger at ernære sig af den og er lige ved at sætte livet til under forsøget; den kravler med uhyre besvær fra kort til kort og trækker sorte striber efter sig som en orm, hvis hele krop udgiver edder og fordærvelse. Den tar til i vækst, idet den finder et kort, der står på kant, den blir rød og sodet i toppen og kommer til at se godt ud, og mens den nu er i sin velmagt, avler den i hast et kuld af rørige flammer, som den anbringer rundt omkring, hvor der er næring. Den er nu herre over bordet og alt hvad dær er; bordpladen slår bølger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades sort og stinkende som alt andet, ilden rører ved; lampeskærmen tages i ett hidsigt sug, og i næste øjeblik sejler der små ildskibe omkring i stuen og falder ned på mange steder, fulde af ilende gnister.

Ilden springer fra bordet ned i sofaen, hvis fløjl ulmer kvælende som protest; den knejser op ad væggene, glor portrætterne ind i ansigtet, knækker glas og sværter i sin uvornhed gamle og unge; den forgriber sig på husets tilkommende frues oldemoer i daguerreotypi, og mens ansigtet langsomt udslettes på sølvpladen, kommer familiens medlemmer skramlende om kap ned fra væggen.

Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en kælen gul slange om bordbenene og ruller sig lystig i brüsselertæppet, men dens kælenskab er ædende syge, dens lystighed er tilintetgørelse. Ilden vandrer ud på gulvet, hvor den træder dybe mærker, og den yngler; hele geledder stiller op på gulvets brædder, det blir til et fliget, mangearmet dyr, bølger løber hid og did, lemmer udstrækkes og forkortes, som løb blodet levende gennem denne dødbringende organisme, det ser ud, som om den ånder med hele legemet på primitive væsners måde; den synker og trækker lemmerne til sig, som om den hviler og tænker sig om; små luer, der ikke et øjeblik skilles fra moderlegemet, leger med tingene på ungers vis, de gnider sig mod stoleryggene og farer op i portierens kvaster, men små som de er, har de slægtens gift moden i sig ligesom nys udklækkede brilleslanger.

Ilden står nu foran bogskabet; den ånder på det med sit giftige pust, lakeringen koger ud i vabler, der slår ind igen og blir borte ved næste pust. Ilden famler med røde poter op og ned ad siderne og river med sine skarpe kløer i glasset. Efterhånden kommer der arbejdskraft, flammer kryber frem på maven, griber op ad siderne og tar fat ligesom flyttemænd, men de kan ikke rokke det endnu. Bøgerne står uforstyrrede på deres hylder i lange, lige rækker, samlede værker i søndagsklæer og muntre små digtsamlinger i gala, leksika i jævne, solide arbejdsklæer — altsammen tilhørende husets fremtidige frue. Røgen kommer frem under hylderne i brede tæpper, bøgerne forsvinder, men ilden lyser op igen; den stryger titler og forgyldning af og sætter sin egen skrift i stedet for, altid den samme, altid læselig og ikke til at ta fejl af.

Ved siden af står klaveret og spiller sin egen sørgemarsj, mens strængene springer, det lyder sørgeligt og sukkende med ulige pauser som fra en, der ikke har længe igen; ilden glemmer ikke at få noderne med.

I kakkelovnen danser glade luer over de halvt udbrændte koks, og på gulvet tæt ved står lange flammer på tæerne og snakker med deres kammerater inden for risten.

Som en lille fugl fra helvede med sort krop og gule vinger og røg ud af halsen har ilden holdt sit indtog i den fredelige stue; nu går den som en glubende, fuldvoksen drage fra værelse til værelse gennem det værgeløse hus; den river med sin klo de gule gardiner ned fra stængerne, krøller den kostbare palme sammen i en klump, så let som en ung pige krøller et kasseret brev sammen i den hule hånd. Den skåner ikke sølvopsatsen, en gammel værdigenstand, der tilhører familien Årbo; englen, der bøjer sig frem over skålen, begynder snart at hænge med vingerne, og sølvsveden brister frem på dens pande. Luerne blir sorte og næsten usynlige i den tykke røg, de dukker sig og falder og har svært ved at rejse sig igen; men så sprænges ruderne, en uhyre lang flamme kaster sig hæftigt ud ad vinduet, som et menneske, der jager overkroppen ud og gisper efter luft. Ilden sprænger døre og brækker gulvet op til kælderen og fortærer alt det brændsel, der skulde ha varet et år. Og nu blir der træk gennem huset; vinden hyler ind i nord, og flammer sprøjter ud i syd; gipsdækket holder dem ude fra loftet, men så stiger de op på taget, vader i teglene og træder dem itu og stikker benene ned på loftet, hvor der opføres en vild dans mellem kasser og sparrer og hvad der ellers er, og snart kan ilden neden under komme op og være med. Alting blir ens og ukendeligt, lighedens lov går hærgende gennem huset.

Folk har længe stået og råbt over ilden; nu kommer de også med sprøjter; strålerne borer huller i ildtæppet, river flænger i det og klipper flige af det, men i næste øjeblik er det helt igen; det erstatter selv, hvad det mister, og læger straks hvert sår med primitive væsners livskraft. Hele huset er nu en eneste flammebygning med tårne og spir i fantastisk gotik, men alting står skævt i den forrygende storm.

Der er ildebrand, sae Anna, idet toget svingede ind til byen. Det brænder i nærheden af vort hus.

Ildebrand nu, sae Hans Råskov; det kan ikke være muligt. — Men i det samme fik han en overvældende følelse af, at det var det, han havde ventet på de sidste dage. Ved tanken om ild føg erindringer gennem hans sind som gnister i storm.

Se selv, sae hun; det brænder tæt ved vort hjem, Hans. Hvis det nu er hos os, det brænder!

Det er en stor brand, sae han og så stift på hende; han så skæret af luerne i hendes øjne. — Lad os opsætte vort bryllup og rejse tilbage igen. Det stormer hårdt, og det er ikke til at redde noget, hvor det får fat.

Det er sikkert hos os, sae hun, idet toget stansede. Hun greb hans arm og trak ham med ud af kupeen. Det er forfærdeligt, men vi må skynde os, om vi kan redde noget.

Hun var for optaget til at bemærke udtrykket i hans øjne, hun ilede foran, og han fulgte, men ved hvert skridt følte han, at han gik det uafvendelige i møde. Denne ild, som han om et øjeblik skulde stå overfor, lyste allerede langt ind i hans sjæl, den skinnede på de mange farlige erindringer, der i stadig stigende antal var dukket op i ham i de sidste måneder, og som han havde ført en forgæves kamp imod; han havde hver dag troet, at det var efterveerne af en sygdom, men nu mærkede han, at det var begyndelsen. I utide var han vågnet af sin forstening, der endnu ikke var fuldbyrdet, og det, som han havde kaldt lykken eller blot en vis grad af tilfredshed, havde ikke gjort andet end bringe det tilbage til livet, som burde være sovet ind i stenens søvn og aldrig vågnet mere. Det var, som om han ikke kunde tåle at leve, og nu følte han livets krav i sig som en dødelig sygdom. Alt hvad han havde fornægtet og kuet ned, var blevet levende igen, og det bragte tanker med, der var værre end selve oplevelserne; og dog havde han stadig håbet på, at det skulde blive bedre, og kæmpet, for at ingen skulde mærke noget. Nu var kampen forbi, han var slået, og det røde bogstav, hans bestemmelses tegn, stod uudsletteligt på hans hjærne.

Hans hus stod i flammer, og da han havde set lidt på det, sansede han ikke andet end ild og os og stinkende, sorte bunker. Han så deri sin egen sygdom; det var et billede i sort og rødt på hans egen sjæl. Så snart han hørte om denne brand vidste han, hvordan det stod til med ham selv.

Nu angriber ilden huset ved siden af, den opheder blæsten og sender den således løs på sit næste bytte; vinduer springer, og døre krympes i den glødende storm, men ilden udstrækker og blir ved at forlænge sine elastiske arme, til de yderste spidser lige kan nå til, de fægter i luften og går som skrivende fingre op og ned ad mure og træværk, de prænter deres sorte bogstaver, hvor de kommer til, og mange steder sprudler små flammer frem og dræbes straks af vagtsomme vandstråler, men det vældigt ophedede træværk ligefrem drikker ilden, der springer ud og møder de fremmede flammer, inden de når at røre; det ser ud som om disse besværgende arme trækker ild frem ved deres blotte pegen.

Ild og vand kæmper, den første er stærkest. Nye skrig; folk styrter løs på buffeter og skabe, de har ikke ventet dette, de tumler med genstridige skuffer, bearbejder låse med forkerte nøgler; de river til sig og samler sammen, mens ilden famler ved siden af deres rystende hænder; de fatter om tunge sager og slæber af sted med dem, og ilden står bag ved deres skuldre og skynder på, at de kan komme af sted og ikke mere vende tilbage. De flyver ud ad døre og vælter sig igennem vinduer, men da de kommer igen, møder ilden dem i hver en indgang og forklarer dem med kraftige gebærder, at huset har skiftet ejer.

Hele forsvaret samles nu om den store gård ved siden af, for hvis den brænder, er der fare for, at den største del af byen skal gå med. Der bredes presenninger over stuehusets yderste tagside, og inde på gårdspladsen stilles lange stiger op til rygningen, hvor der står folk og hælder vand ned; gnister regner uafbrudt hen på taget, men de finder en fællesgrav på den våde presenning. Ilden har nu en lang vej at gå, haven ligger imellem, og dær er ikke megen næring at få; æblerne steges på træerne, kviste og grene forkulles og gives hen til vinden. Lysthuset blir undersøgt, den vilde vin går fra rødt til sort, og ilden holder et tarveligt måltid på tremmer og bord og bænke. Men stuehuset forsvares tappert, vandet render uafladeligt ned ad tag og ydermur, vandposten inde i gården tier ikke et øjeblik, og spandene cirkulerer. Flammerne kan ikke nå; de peger alle om kap hen mod stuehuset; de dirrer ligesom af ivrighed og slår rasende i luften og sender gnisterne det stykke, de ikke selv kan række. Tilmed blir ilden angrebet i ryggen; det andet hus blir revet ned, flammerne blir kortere, og mændene oppe på taget får sig en hvil.

Men ingen har lagt mærke til en lille røgsøjle, som pibler frem under tagskægget; dær er en middelstor gnist sluppet uskadt ind og har bidt sig fast; den har sit på det tørre i en forladt spurverede, mens vandet driver ned udenfor, og når det kniber, kommer vinden ind og gir nyt mod. Gnisten ruger ikke længe i det tørre mos; snart hopper flyvefærdige luer ud af reden og spreder sig over indersiden af taget, og mændene, der rider oppe på mønningen, mærker pludselig, at det blir hedt under dem.

Det varer ikke længe, før der er spændt et ildsejl over hele gården, og stakkene udenfor står med røde kapper på; stormen løfter den brændende halm og kaster den som en glødende regn ud over byen; på to tre halmstrå sejler brandkolonier ud for at anlægge nybygder, ilden vader oven i byen og træder den ned under sig; den rydder gaderne, for at ingen skal stå dær og sprøjte, den sætter vagt ved brøndene, at vandet skal blive der nede, den falder over folk, der bryder ind på dens enemærker; den går hen over alting som en flyvende smitte, som et forfærdeligt udbrud af sygdom i selve naturen, og den slår blindt ned over levende og livløst. Den er sygdom, død og fortærelse på een gang.

Lad os gå, hviskede Anna og trykkede Hans Råskovs arm; jeg kan ikke tåle at se på det mere.

Han svarede ikke, men da hun så ind i hans øjne, hvor flammerne gav genskin, da havde de et lignende udtryk som en aften for fem år siden, da de havde skræmmet et menneske fra forstanden. Hun begreb ikke, hvorfor det skulde komme igen nu, men hun forstod, at han igen var hjemtaget af furierne. Hun følte sig meget lille og afmægtig overfor dette ubegribelige, som de aldrig rigtig havde talt om; hver gang de var kommet i nærheden af det, havde han tiet på en måde, der skræmmede hende langt bort fra det æmne.

Et toetages hus styrtede sammen foran dem, røg og gnister vred sig op mod himlen som en glødende skypumpe; murene faldt med en dump lyd og et suk, der mindede hæsligt om mennesker, der falder ned højt oppe fra, men ilden brølede af en stadigt voksende appetit og bredte sig ustanseligt. Foran den flygtede menneskene, men bag ved besatte de alt, hvad den efterlod sig.

Der er ingen i det hus, hørtes en stemme råbe; gå ikke der ind.

Ikke en gang et menneske at gå ind efter, mumlede Hans Råskov.

Længes du nu efter døden, Hans Råskov? spurte hun.

Han svarede ikke; hans øjne fulgte branden, han gik efter den og var hele tiden, hvor det brændte stærkest. Hun fulgte ham, og sådan gik den dag.

Da aftenen faldt på, brændte den halve by, og i mørket så den store brand endnu mere skånselløs ud end før; folk havde omtrent opgivet at gøre modstand, de nøjedes med at gå ude på gaden og se ilden færdes i deres stuer, de så den gå fra den ene af deres kendte ting til den anden — den tog altid gardinerne ned straks, så de havde frit overblik — der var en så uanet grusomhed i at se ilden belyse, hvad den i næste øjeblik havde i sinde at ødelægge, at mange ikke kunde tåle det og gik bort. Det var besynderlig grufuldt at se ens eget klaver bryde gennem gulvet og tænde i etagen neden under, eller se skabsdøre lukkes op og ilden vælte ud, som om den havde ligget der inde og ventet. Folk, som stod og så på deres egne mørke vinduer, jamrede sig, når der begyndte at komme lys i dem, og de fik deres ting at se for sidste gang. Men de fleste af dem, der gik bort og græd, de kom igen, når deres eget var brændt, for at følge branden videre.

Ud på aftenen lae blæsten sig, og menneskene optog kampen påny. Men endnu længe efter vandrede en mængde små og store flammer om på ruinerne; de dukkede sig og sprang op, som om de legede med hverandre, og de lod sig let pille ned af en stråle og opgav ånden med et rygende suk, men så krøb der andre frem og drillede fjenden og bødede med livet, indtil også denne legen skjul holdt op langt ud på natten, og så slumrede den store ildebrand sødelig ind under ruinerne, hvor den endnu kunde ligge flere dage i behagelige drømme om, hvad den havde udrettet, og så endelig dø under sit eget værk som en ødelæggelsens guddom, der selv dør i den almindelige død.

Og folk gik hver til sit, med stive øjne, der næsten var uden sekraft; de gik hjem, og de, der ikke havde noget hjem, gik et andet sted hen, uden tanke, uden følelse, udtørrede lige til bunden af deres bevidsthed.

Anna lae sin arm om Hans Råskovs hals: Kom med mig, sae hun; du er syg og trænger til hvile; her er ikke godt at være.

Rør ikke ved mit hoved, hviskede han, idet han for første gang vendte øjnene fra branden, der var omtrent slukket; — jeg kan ikke tåle det. Men jeg må blive her, dette skal overstås først. Gå du.

Jeg blir hos dig.

Hvorfor? Vi skal dog skilles nu. Vær fornuftig og gå. Nu kommer det altsammen; det har ventet længe, det har narret mig flere gange; men nu er det alvor.

Må jeg ikke blive hos dig, når du er syg?

Det må ingen. Ingen må se mig, når — —. Gå nu. Jeg er ikke længere et menneske. Se ikke på mig, du kender mig ikke; det er også det bedste for dig; bliv ikke længere hos mig; tænk på hende, som — —

Ved den erindring, hans sidste ord vakte hos hende, blev hun pludselig revet ud af den forstenelse, der var i færd med at angribe hende; hun vendte sig bort og gik, han så ikke efter hende.

Da hun var kommet et stykke ned ad gaden, så hun endnu en gang tilbage; han stod ubevægelig med ansigtet vendt mod brandskæret og viste hende den samme stærkt tegnede profil, som havde gjort et så dybt indtryk på hende, da hun første gang sad ved siden at ham, og den havde ikke forandret sig, panden, den korte, lige næse, den tæt lukkede mund og hagen: alt var endnu som den gang. Hun blev grebet af en uhyre smærte og medlidenhed over alt det, der nu var ødelagt hos denne mand, der straks var blevet hendes ideal og nu var et vrag og selv vidste det; hun hørte igen den utydelige, mumlende stemme, hvormed han havde befalet hende at gå, hun forestillede sig skæret i hans øjne, som hun ikke kunde se, og en voldsom hulken overvældede hende. Hun satte sig på et stykke væltet mur for at græde ud, ligesom hun havde grædt før, da hun i sit hjærte tog afsked med ham for bestandig.

— Da hun rejste sig, var det næsten hel mørkt; ilden var slukket; Hans Råskov kunde hun ikke mere se. En sidste svidende krusning løb over hendes sjæl, idet hun så der hen, hvor de havde stået; så gik også hun sin vej, bort fra den store ødelæggelse, bestemt på at redde så meget af fremtiden, som der endnu var til at redde.

XX

Det blæste stærkt, og da folk var kommet i seng og ikke fyldte huset med de mange lyde af deres arbejde, begyndte huset selv at la høre fra sig med al den knagen og piben, hvormed gamle huse i blæstvær underholder syge og søvnløse, og hvad de lykkelige sovende havde forsømt, inden de gik i seng — et vindu, der ikke var lukket, en sinkspand, der var blevet liggende på gårdspladsens stenbro — det fik nu mæle og spøgede som rastløse genfærd. Men livligst af alting var værhanen, den hvinede og galede i et væk; undertiden blev den så overgiven, at den snurrede flere gange rundt og tabte mælet af svimmelhed, men den var der straks igen, den skingrede af livslyst, støjede og holdt fest natten igennem og havde endnu sit humør ubeskåret næste morgen — som en ung tjenestepige, der har fri Søndag og går på bal. Den vakte gamle minder hos Hans Råskov; hver gang han var ved at døse hen, tog hans fantasi sig så store friheder med al denne skrigen og dansen oven over, at han vågnede og måtte holde den i ave.

Så kom der en varme, der fordrev al døsigheden og fik sveden til at springe frem. Han blev opmærksom, og alting spændtes i ham: det var vel begyndelsen. Heden blev trykkende, den påvirkede hans fantasi, og forestillingen om Rødt begyndte at trænge sig på. Han huskede den ene røde ting efter den anden, det tiltog hurtigt og fyldte hele hans bevidsthed, men han så ingenting; under de lukkede låg stirrede han efter flammer eller blod eller hvilken skikkelse, det røde Afsind havde i sinde at antage, men det kom ikke frem. Det var som om hele rummet bag ved hans sansning var fuldt af rødt, og når hans opmærksomhed et øjeblik slappedes, kunde der ligesom slå genskin af flammer frem for hans blik, men ved den mindste anspændelse fra hans side var de borte. Det truede med at falde over ham og fortære hans forstand, men det beherskede sig og gemte sin kraft og lod ham ligge i forventningen, som om det kom an på at pine ham langsomt ihjel ved skjult belejring, mens det lod ham beholde sin forstand, der ikke ydede ham noget forsvar. Men det tillod ham ikke at sove eller blot blive adspredt; så snart han ikke var på sin post, rykkede det et skridt nærmere til hans bevidsthed; det skred ikke til åbent angreb, men det varskoede ham gennem et eller andet medium, hvorved det fandt adgang til hans bevidsthed, så ofte og på hvilken måde det ønskede, men der gik ingen forbindelse den anden vej; han var sluttet inde, angribelig på alle punkter; det triumferende afsind havde ham aldeles i sin magt.

Det kunde drive sit spil med ham, som det vilde. Nu syntes det, som om den store ild, der brændte bag hans bevidsthed, blev til hjul, der drejede rundt, et hoverende, pragtfuldt fyrværkeri, der skulde male hans sjæl til aske og sprede den til alle sider. Han følte sengen gynge under sig; han prøvede at stanse det ved at lette sig og ryste på hodet, men da var det, som om han rystede den store brand buldrende ned over sig; han forstod, at den ønskede at passe sig selv, og han blev straks føjelig, fandt sig i ikke at gribe ind. Lidt efter gled han nøgen ned ad varme, ru stenflader, hans egen hud var som pimpsten og uden følelse, men når han skurede mod stenene, kildrede det rædselsfuldt, og latterbobler steg kvælende op i hans strube. Men han tav til det altsammen; hvis han havde hørt sin stemme i dette øjeblik, så måtte han være gået fra forstanden.

Mens han lå og stirrede frem for sig i sin uhyre udmattelse, så han i det tætte mørke en grå firkant tegne sig over for sengens fodende. Han ligesom hilste på den og tog den med i bekendtskabet og undrede sig over, at den ikke ledsagedes af en eller anden indre fornæmmelse, og at den ikke lignede det andet. Men så gik det op for ham, at det var vinduet; dagen var ved at bryde frem. Hans øjne hang ved det grå, fattige lys, der var et livstegn fra en anden verden end den fordrejede, han husede i sig. Skønt det andet ikke gav fred, så gik tiden dog lettere for ham, mens lyset tiltog og voksede ind i værelset, og han så begærligt omkring på tingene, efterhånden som de blev synlige. Skyerne skiltes der ude, gennem en karrig spalte trængte solen ind til ham, men da var han faldet i søvn; hans bevidsthed var et øjeblik gået gennem ild og larm, men det havde denne gang ikke formået at kalde ham tilbage; han slap igennem og sov ind.

Hans Råskov gik omkring i sit værelse i overfrakke og morgensko, for det var koldt, og det vilde ikke brænde i kakkelovnen; alting var gennemtrængt af en sur røg, som han til dels havde fået ud gennem døren; vinduerne kunde han ikke lukke op, for så væltede regnen ind. Der stod hele søer i vinduskarmen, han vidste ikke, hvad han skulde stille op med dem, de fik lov at løbe ned ad væggene. Over for hans vinduer stod nogle rådne, hvidkalkede huse, hvis tag lignede møddinger, der til dels er bevoksede; det så ud, som om de skulde opløses i den voldsomme regn; kalken faldt af i store skiver, og leret drev i brune striber ned ad væggene; de smæltede hen, disse elendige huse, stokke og stolper kom til syne som trøskede benrade, mens muren regnede bort og flød som gult dynd ud på vejen og blandede sig med det grå dynd. Om lidt sank de vel sammen med et hæst forsøg på at gi et brag fra sig. Dær var en væg så dårlig, at den havde fået en skrå stolpe, der gik ned i jorden, at støtte sig til, om den så kunde holde ud, men stolpen selv var grøn og fordærvet; de dybe sår den havde fået, viste, at dens indre ikke var friskere end dens ydre. Den krummede sig allerede for murens vægt, og det var øjensynligt, at den ikke gjorde det ret længe; den lignede et stumt skrig om hjælp.

Hans Råskov tog mod til sig og vadede ud i æltet, han trængte til varme. Han gik en lang tur og blev varm. Da han var kommet en halv mil fra kroen, følte han, at han ikke var herre over sig selv, heden havde taget magten over ham, den var ligesom slået ind og havde angrebet sjælen. Han ønskede sig hjem, han foretrak nu at gå i sit værelse og fryse, men det var for sent; et besynderligt raseri kom over ham, og det tabte sig ikke, fordi han stod stille og svalede sig. Han huskede og hadede den ene efter den anden, der havde gjort ham fortræd; han glemte ikke en eneste, heller ikke alle dem, der havde set på ham med ringeagt eller ligegyldighed, eller dem, der havde sendt ham et koldt blik, som han havde opfattet, uden at den anden måske havde ønsket det; der dukkede en mængde ansigter op, som han slet ikke kunde huske navne til, men alle havde de gjort ham et eller andet; om ikke andet havde de vakt hans uvilje, de havde været glade og ikke delt med ham, de havde moret sig og set med undren på ham, der ikke kunde være med; ikke et af alle de blikke var undgået ham; deres mangel på deltagelse var gået igennem hans bevidsthed og vendte nu tilbage som et flammende had. Og det bredte endnu videre som en stor ild; det nåede også dem, han slet ikke havde set, og som ikke havde ænset ham på nogen måde, mennesker, han blot havde set fra ryggen, og som alene eller sammen med andre havde ejet noget, som mennesker kan være glade over — — alle, der havde haft det bedre end han, han havde noget at hævne på dem alle; om han nu havde haft stenen i sin hånd, han vilde ikke holde den tilbage!

Han stod stille midt i den øsende regn, der malede hele den synlige verden sammen til een formløs gråhed, men han så det ikke, han var selv en verden af ild, hans blik blev hårdt og blændet og formåede ikke at hvile sig ved synet af det grå, der er som skabt for øjne, der har set for meget.

Og den store ild bredte sig; den var færdig med menneskene og nåede tilværelsens love og vilde ikke la sig stanse af dem. Den var heller ikke gået ham selv forbi, skønt han vidste, at han var uden skyld, skylden lå til sidst i den nødvendighedens lov, der havde tvunget ham, ført ham fra handling til handling, pånødet ham den ene stemning efter den anden og ikke tilladt ham at handle frit en eneste gang. Han kunde ikke genkende sin egen vilje i noget af det, der var hændet ham; det eneste der syntes at være hans vilje og resultatet af hans fornuft: hans tilflugt til det forcerede arbejde, det var også virkningen af den hemmelige tvang; mens han troede, at han havde undgået en fare, at han havde reddet sit mishandlede sind, så var det kun en våbenstilstand, hvorunder nye anfald forberedtes. Her stansede hans raseri og kunde ikke komme længere; der var stænget ved porten til det ukendte, som fornuften ikke kan dirke op, og lidenskaben ikke splintre med sine ubændige anfald, og under denne pludselige hindring for raseriet, der ikke har nået sit lovbestemte højdepunkt, gennemgik han det værste øjeblik i sit liv, men der var ingen lindring for det, det var hans forbandelse, at han syntes at kunne holde til alting; han kom også denne gang fra det med sin forstand i behold.

Og lige med et slap raseriet hans sind, med samme brutale pludselighed, som det havde anfaldet ham; han blev ligesom mere ene, ene med en nøgtern, skælvende forståelse af sig selv, og dermed var ydmygelsen fuldkommen; hans menneskeværdighed var slængt hen i sølen som en tom kulsæk, og der var ikke andet at gøre end at gå hjem og i seng. Men inden han nåede så langt, var verden blevet ukendelig for ham; alting så vel ud som det plejede; han så nøjagtig de farver, som han vidste skulde være der, og dog var ikke en eneste ting til at kende igen. Når han hørte en hund gø, sae hans erfaring ham, at sådan lød hundegøen, sådan havde han hørt den mange gange før, men der var noget andet, der hviskede til ham, at denne lyd i virkeligheden var ham fremmed. Mens han gik med hænderne i lommen, forekom det ham, at armene var drejede en halv gang om og sad forkert, og selv om han lod sig narre til at se efter og fik vished for, at der ikke var noget i vejen, så lod den anden forestilling sig ikke fordrive. Han gjorde hundrede ny erfaringer, mens han gik hjem; det lod til, at vanviddet havde gemt sig i alt, hvad han sansede, og påtvang ham forestillingen om altings forkerthed, men heller ikke her viste det sig, det dækkede sig bag den normale, sunde verden og lod ham sanse alting dobbelt, satte fordrejelsens gift ved alt hvad han sansede, tvang ham til at opdage verden for anden gang på en ny, bagvendt måde.

Denne hjemtur var den sværeste gang, han endnu havde gået, og dog anede han ikke tiendedelen af de hæslige overraskelser, der forestod.

XXI

Samtidig bedøvedes hans indre af et uhyre spetakkel, der vedvarede under anfaldene; det skreg og larmede — bag ved bevidstheden; han hørte ikke noget, havde ikke den ringeste hallusinasjon af lyd; det skjulte sig under stilheden, og kom der virkelige lyde ude fra, vognrumlen eller dagligdags stemmer, så svulmede de op og blev ligesom til et med den skjulte larm. I sådanne øjeblikke følte han også selv trang til at skrige; han mærkede et råb, der arbejdede sig op gennem hans strube, og han hørte det ligesom alt det andet; han forestillede sig det første og derpå alle dem, der vilde følge efter, han vilde flå sig op indvendig og slide de sidste, trævlede skrig frem, indtil de hendøde i komisk klynkende piben, som når en lirekasse langsomt går i stå. Dertil vilde det passe godt, om han kastede sig ned på gulvet og væltede omkring — — han tænkte sig det med. Men han gjorde ikke noget af det altsammen. Når det var overstået, følte han en hæshed, så at han lige straks ikke var vis på, at han ikke havde skreget, og det sang endnu for hans øren, som om han var kommet ud af en maskinhal.

Det var som om en gal mands sjæl var sluppet ind i ham og levede ved siden af hans egen fornuft uden at fortrænge den, og dog genkendte han alting, og syntes, at han havde oplevet det før; med uhygge erkendte han slægtskabet mellem sig selv og det, der havde taget plads i ham og snyltede på hans sunde fornuft, så han måtte vente, at den en dag var udhulet og brast sammen til ingenting. Han førte en dobbelt tilværelse, der ikke var et menneske værdig, med sin forstand og sine sanser, der tilsyneladende ikke fejlede noget, og samtidig ernærede hans fantasi en snylter, der aldrig viste sig — efter snylteres art — og som syntes at skulle fortære ham fra inden og blandede sin giftige, slimede bevidsthed med hans. Det skulde for eksempel hænde ham, en dag da det blev højt vær, at han ikke kunde ha nogen glæde af den blå himmel; han betragtede den med mistro og undren: den farve blåt var ikke ærlig; der gemte sig rødt under den, og han følte sig lettet, da de følgende dage igen bragte gråvær.

Hen på foråret kom der mere ro; det var ligesom selve afsindet gik i forfald, det fik alle de egenskaber, der kendetegner henrådnen. Havde han før haft anelser om ild og skrig, så blev det nu til aske og uendelig mumlen. Dag efter dag snakkede det ustanselig rundt om ham, og når han skulde til at falde i søvn, blev det til byger af lange, meningsløse ord og sætninger. Han prøvede at modarbejde det ved selv at lave ord, der var lige så tåbelige, han syntes han drillede fjenden, og det var ikke til at afgøre, om det hele var påtvunget, eller om han gjorde det af fri vilje; men selv dette påfund fattede han mistanke til som noget, der kunde være opfundet af den anden, og han forsøgte det ikke mere end et par gange. Han gjorde også den erfaring, at ethvert forsøg på at mildne galskaben eller ligesom narre den for noget, gjorde den mere ondsindet; han måtte la den være ene om sit og ikke gribe ind.

Men hvad han mente at høre, var ikke noget mod de forestillinger, der påtvang sig. Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv synes at hvile på, og han overværede — i løbet af et helt år — en opløsningens komedie, som der ikke skal gøres forsøg på at gengive her. Han kunde ikke løbe fra noget; han havde perverse syner, der ligesom vilde kræve erstatning for hans livs kyskhed; andre udgik fra Johannes' Åbenbaring og bragte forvrængede billeder fra en bog, der selv er sjælelig usundhed — —

Sådan ser det ud i de sjælens dybder, som vi taler om med gru eller med en ærefrygt, der er blandet med mystisk svimmel; i den ubetegnelige dynge, vor bevidsthed bygger på, skal måske livets dybere mening søges; det er ikke givet, at resultatet af en sådan søgen vil falde meget storslået ud. Den dybere, alvorlige sammenhæng eller den dybere, latterlige mangel på sammenhæng — hvilken af delene er det nu, filosofien og religionen har lovet os, at vi skal finde som enden på sagen?

— Som ganske lille dreng blev Hans Råskov en dag for første gang vidne til, at en ko blev slagtet. Synet af alt det, han aldrig havde ventet at se inde i det velkendte dyr, havde gjort et så rystende indtryk på ham, at han listede sig bort og gemte sig i en høstak for at tænke over det; men fra den dag var en ko ikke længere en ko i hans bevidsthed, og det varede lang tid, inden de to indtryk vilde vokse naturligt sammen.

Nu fik han et lignende indtryk af at se sjælen flået og skåret op — og gået i fordærvelse tilmed.

Men over synernes rå, skinnende billeder hævede hans fornuft sig for så vidt uangreben, at den kunde frasige sig lod eller del i dem; der var stadig noget, der holdt sig frisk, og når den tyngsel, der hvælvede sig tung og mørk over hans hoved, lettede et øjeblik, så syntes han at kunne skimte en fremtid, der dog på en måde var til at leve; den forjættede ham den store nøgternhed, som han to gange troede at ha opnået, og hvori han så sin eneste frelse.

Der gik et år, og det blev lidt bedre med ham. Mens han før havde underholdt sig med uskyldigt legetøj, som der ikke skulde åndelig anstrængelse til, så kunde han nu lave små maskiner af træ og ståltråd og gøre de simpleste kemiske forsøg om igen. Han kunde få en hel eftermiddag til at gå med at fremstille ilt og brænde tykke firtommesøm, som om det var tændstikker; det havde også været et af hans første eksperimenter, da han var dreng.

Han tænkte sig muligheden af helbredelse og nyt arbejde, men så vidt han kunde mærke, havde han tabt lysten til arbejde, og det var jo også meget tvivlsomt, om han havde beholdt ævnen til det.

Hvad der var ham mest påfaldende, når sygdommen slap sit tag og tillod ham at tænke på andet end den, var hans fuldkomne ligegyldighed for alting; intet vakte nogen stemning i ham, hverken til ondt eller godt, alt var forskelsløst. Med hensyn til fortiden lod det til, at han havde udraset; alle minder havde sygdommen bemægtiget sig og tilsyneladende fortæret; der var ingen varme ved dem, ikke en ond tanke kunde vækkes ved hjælp af erindringen, fortiden var en hob aske. At han under lejlighedsvise tilbagefald måtte beskæftige sig med den, det vedkom ikke hans fornuft; den stod uden for. Var det nu endelig blevet sandhed, hvad han en gang havde tænkt: at han var kommet til det døde hav, hvor alt er brændt ud? Asken og asfalten, der ligger rundt om, fortæller ikke, hvad her har været, før alting blev fortæret.

— Han fik lov af kromanden til at lave sig et laboratorium i et udhus, og tog fat på et vanskeligere forsøg, der varede to dage; det kostede ham et tilbagefald på fjorten dage, og da hans sind igen var tilstrækkelig befriet, til at han kunde tænke over det, da mente han at ha vished for, at lysten var borte. Den stive energi, hvormed han før gik på, den vældige fremdrift, der kunde vare uforandret flere år, var den virkelig tabt? Han kendte heller ikke mere den lidenskabelige kedsomhed, der tidligere havde drevet ham til arbejdet. Måske havde han det sådan, at han arbejdede bedst, når det halve af arbejdets lidenskab skyldtes en anden undertvungen lidenskab; derved kom der vel dybde i det; sjælens maskineri går støt under vekselvirkninger af det, der anes og kues indad til, og det, der tænkes og frigøres i handling udad til. Men var denne indre drivkraft gået tabt, hvad så? Selv om han endnu ikke var aldeles rask, og hans nærvesystem kunde genvinde noget mere af den gamle kraft, så var der sket en blivende forandring med ham. Dær hvor sygdommen havde hærget, var han nu en hel anden, og der syntes ikke at være andet tilbage fra den store ødelæggelse end hans forstand. Hvis det var den nøgternhed, han havde attrået, så havde hans ønske været dårligt og opfyldelsen værre, ti den havde ikke bragt andet end idel tomhed.

Det led hen på den anden vinter; han gjorde bekendtskab med egnens folk og traf gærne en eller anden, som han kom i tale med, når han gik ud; hjemme syslede han med forsøg, der før i tiden kun vilde ha været leg, men nu havde han intet mere alvorligt end sin leg, og han kedede sig ikke slemt. Han kom sig så vidt, at han godt kunde rejse ud og prøve kræfterne, men han gjorde det ikke; når han rejste der fra, så var det, at prøven skulde stå, om han duede til noget eller ikke, og han befandt sig for vel, til at han vilde udsætte sig for et uigenkaldeligt resultat. Efterhånden blev det spørsmål ham også ret ligegyldigt; han vilde blive hvor han var, så længe han ikke følte lyst ved nogen ting.

Sådan gik der et år til uden stor forandring. Han tog sig ikke noget til og var altid beskæftiget ligesom et barn. Han var godt kendt i egnen som en sær fyr, blev venlig hilst af alle og var vel lidt. På sine ture, der stadig blev længere, stansede han og så til overalt, hvor der blev udrettet noget, og snakkede med alle, der havde tid — som en gammel bedstefaer, der går sin sidste runde og tar afsked med dem, der skal overleve ham.

XXII

Hans Råskov var på hjemvejen fra en tur, der havde varet hele dagen; han havde gået seks mil og havde een igen. Det at gå var efterhånden blevet hans eneste adspredelse; han gik fra alle tanker og fornæmmelser, blev ligesom stiv indvendig og uimodtagelig for indtryk, gik omtrent de samme ture hver dag, ligesom plovmændene der hjemme, der målte den samme mark hundrede gange på een dag, indtil de kom i en slags følelsesløs ekstase og havde så vanskeligt ved at lukke munden op og tale højt, når de kom hjem. Hans Råskov blev dygtig stivbenet af de lange ture, og stivheden bredte sig over hele hans legeme; han mærkede det om morgenen, når han stod op; og dagens første halve mil kunde også være besværlig nok, men så gjorde bevægelsens rytme sin magt gældende, han gik og glemte alting, gik fra sin egen tomhed, der undertiden syntes at slå sig sammen med sygdommen for at plage ham; han gik i dagevis og forlangte ikke andet af tiden, end at den skulde gå, gå forbi lydløst, sporløst, forbi ham som en, der ikke skal med, og for hvem det er en plage at mærke tidens gang, fordi den samtidig er en målestok for hans egen overflødighed.

Hans Råskov var en dårlig fodgænger; han var af dem, der slider for meget — både på jorden og på sig selv. Hvor det var blødt, trådte han dybere i end andre mennesker, og når han gik på sølede veje, tog han mere snavs med sig, end folk i almindelighed; han havde tungt ved at komme af sted på jorden, og nu, da han ikke tog sig stort andet til, kunde det gøre ham livet besværligt nok, og han var tit overtræt, når han kom hjem, og måtte lide for det om natten.

Månen begyndte at skyde sin røde, forbrændte skive op på himlen, da Hans Råskov drejede uden om en af Limfjordens mange små vige. Ude på isen gik der børn; det sang vidt omkring, når de flyttede deres jærnbeslåede træsko og tog tilløb. Hans Råskov fulgte vandet en halv mils vej; han konstaterede med ærgrelse, at han havde gjort sin tur en mil for lang, for han var allerede meget sulten nu og vilde altså være aldeles udaset, når han havde gået den sidste mil. Han mistede øjeblikkelig al sin udholdenhed, når han blev sulten; han blev til en klud, hvis han ikke straks fik noget at spise, det kendte han så godt. Han kom snart til at svede af mathed og hviskede et halvhøjt: Idiot, hvormed han mente sig selv — fordi han ikke, som han plejede, havde sørget for at ha noget spiseligt hos sig.

Han var så optaget af sin egen ærgrelse, at han ikke opfattede et skrig om hjælp, der lød to gange ude fra isen; tredie gang fik det ham til at stanse og glemme sin sult. Der var een faldet igennem. Med det samme vidste han også, at han havde hørt det flere gange; han havde vist antaget det for en slags hallusinasjon, og det havde stemt hans sind så underligt. Men nu var alt det væk, han så sig om efter huse eller mennesker, om han kunde tilkalde hjælp, men der var ingen, det var et ensomt sted.

Det var åbenbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede på stemmen og udsendte sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum, og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.

Hans Råskov skyndte sig ned til vandet og så sig om efter en ting, der kunde være til hjælp. Han kunde høre drengen arbejde der ude, han gav sig af anstrængelse, idet han søgte at komme op på kanten; men han kunde nok ikke, det var vel den gamle historie med det, der suger ind under isen. Han havde dog ikke tabt modet eller håbet endnu; han skreg ikke af skræk, han kaldte på mennesker og undrede sig vel over, at der ikke snart kom nogen. Det var så lydt i den kolde, stille aften.

Hans Råskov så sig om en gang til. Nej, han var nok ene om det, han måtte selv ud. Ja ja. Han trak overfrakken af, lae ur og portemonnæ i den, idet han tænkte, at han vel også selv måtte i vandet. Han havde allerede fået sympati for fyren der ude, der holdt sig så tappert og brugte sin stemme med forstand, på en menneskeværdig måde og ikke hylede som et dyr, hylede sig selv til et dyr.

Hallo! råbte han. — Hallo! lød det der ude fra, og der kom ikke flere skrig.

Hans Råskov følte en sindsbevægelse, som han aldrig før havde kendt. Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde. Gamle erindringer dukkede op, ikke for at plage ham eller være stof til goldt raseri. Dette var altså den tredie, han vidste der var faldet i vandet og var i fare; han bed ikke sine skrig i sig og vilde være ene om det, han hylede heller ikke vanvittigt og modbydeligt, så man fiskede ham op med væmmelse og smed ham fra sig som et ækelt insekt, der er kommet i ens kaffe. Han var et menneske. Han var ikke bange for at dø, for han var så opsat på at leve, at tanken om døden slet ikke var faldet ham ind. Han fortjente at leve.

Isen knagede; han stansede uvilkårlig og tænkte: Om et øjeblik ligger jeg der nede. Det holdt igen på ham; der kom et par sekunder, hvor han ikke kunde drive sig selv længere ud ad. — Jeg er vel ikke bange, tænkte han og kom til at ryste. — Det er sandt, jeg er jo syg. Det er slemt; men det hjælper ikke.

Drengen gav sig der ude, om det nu var af utålmodighed eller af anstrængelse for at holde fast.

Du er der vel endnu? råbte Hans Råskov.

Ja vel, lød det klart og simpelt.

Han krøb på alle fire, til isen brast under ham; men da han mærkede det kolde vand, troede han, at han skulde få krampe; hele hans legeme var i een skærende smærte, kulden ramte ham i brystet som et knivstik. Så kastede han sig for over, knuste isen med armene og svømmede. Drengen ventede tålmodig og spurte en gang, hvordan det gik. Hans Råskov svarede med at spørge, hvordan han havde det. Jo tak, han havde det temmelig godt.

Lidt efter kunde de to følges ad ind efter; Hans Råskov svømmede i den rende, han havde lavet, drengen kravlede forsigtigt på isen ved siden af.

Hvad hedder du? spurte Hans Råskov.

Jens.

Du kan vel nok selv gå hjem?

Ja magelig.

Hvis du ikke kan støtte på benene, så rend på alle fire, til de kommer i orden, vedblev Hans Råskov, der følte en stedse stærkere sympati for det eneste menneske, hvem han, så vidt han vidste, havde gjort vel imod; han vilde gærne sige noget mere, men kunde ikke finde på noget; desuden havde de nu nået det sted, hvor han først var gået ned med isen.

Nu skal jeg da hjælpe Dem, sae drengen.

Det kan du ikke, min ven; så falder du bare i for anden gang; jeg blir nød til at knuse isen et godt stykke, før jeg kan komme op.

Ja men så er det da bedst at jeg — — —

Nu skynder du dig at komme hjem, det er det bedste for dig.

Ja ja. Så siger jeg da så mange tak — —

Selv tak. Farvel, Jens.

Hans Råskov så efter drengen, der løb ind mod land på sine vaklende ben.

Så var det mig, mumlede han.

Han begyndte at slå i isen. De første to alen gik let, men snart mærkede han, at en dødelig mathed lammede hans hænder. Han hævede sig op på isen, der knækkede under hans vægt, og på den måde kom han igen et par alen fremad. Derefter syntes den at være solid nok til at kunne bære ham.

Han hvilede sig lidt med bægge hænder om iskanten, men under denne hvile svandt næsten alle hans kræfter. Han formåede ikke at hæve sig op; benene blev trukket den anden vej.

Hans er blevet gammel, mumlede han.

Han ledte i sine lommer efter et eller andet, som han kunde hugge ned i isen, men fandt ingenting. Da trak der ligesom et smil over hans stivnede læber: Her skulde det altså ende. — Det smærtede i brystet; hvert åndedrag af den kolde luft gjorde ondt der nede, og hans hoved blev tungt.

Han så ind mod land, hvor drengen ikke mere var til at øjne. Han var vel snart hjemme. Han kunde ikke slippe den dreng af tankerne; han havde dog nogen at holde af i sit sidste øjeblik. — Jeg har taget hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et godt bytte. Så er det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg selv dør.

Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere over hans hoved end ellers; den sagte vind puslede med hans våde hår. Lammelsen tog ham nede fra, hjærtet slog med besvær, og der udgik en ængstelse fra det, som så ofte før, men døsigheden lae sig over hans hoved og dulmede, han blinkede tungt et par gange og følte ikke mere kulden; det var ligesom vandet var blevet lunkent.

Han forsøgte at få øjnene op. Var der ikke noget, der skinnede et sted? En kostbar ting, der lå og vinkede i solskinnet?

Et venligt, rødt skær bredte sig for hans lukkede øjne, idet han gik under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt borte, der endelig havde fundet vej til ham.