Hans Råskov

I

Uden for den søndre længe af Peder Hansens gård begyndte foråret fjorten dage tidligere end andre steder; solens stråler faldt med kraft tilbage fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden; så var der også bakker på bægge sider af gården, så den selv lå i en dal. Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne følfod allerede først i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i solen som små bitte lygter, sådan svedte de, men midt i April sprang de ud med en lille grøn hånd til hver side som folk, der holder tale. Vejen, der her gik uden om gården, blev grå og tør, mens andre veje endnu var helt fugtige; om dens hjulspor stod sandet i tynde, sprøde kamme, og når man gik og trådte dem ned med bare fødder, så havde man sommerfornæmmelser længe inden første Maj; her kom hønsene ud og pillede i græsset og hakkede følfoden i de gule hoder, og den sorte grævlingehund, Vaps, nød ikke sjælden sin middagslur her og lå og blinkede velbehageligt i solen med sine gule øjenlåg.

Og den, der ikke mindst søgte ud til den søndre længe, det var gårdens ældste søn, Hans — kaldet Råskov efter sin afdøde moer. Dær sad han en lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle; vingerne var af bedste asketræ, der for længe siden var blevet udsøgt og tørret; de antog en smuk skrå form under hans fem og halvfjerds øres svanekniv og blev siden glattet efter med et glasskår. Hans havde sat sig sådan, at han i god tid kunde vare sig, om nogen skulde komme og overraske ham i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt al værdi i hans øjne. Men ingen forstyrrede ham undtagen hønsene, der kom stilkende på lange, forsigtige ben og blinkede og nikkede efter de spåner, der uafbrudt faldt fra hans kniv; de holdt hodet på siden ligesom gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det ene øje. Hans tog småsten op med tæerne og kastede efter dem; han kunde ikke fordrage dem; de mindede ham om kvindemennesket derinde, som han havde mistænkt for at gå på lur efter ham for at opdage hvad det var, han havde for, som hun ikke måtte se. Hun havde en dag oppe på loftet fundet en halvfærdig elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og hvor havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle mennesker på gården om den maskine, som hun oven i købet skulde ha forklaring på, hvad hun naturligvis ikke fik og selvfølgelig skældte ud for. Han havde været nødt til at slå den i stykker og grave den ned, ikke at tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat ligesom hønsene her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem.

Sværest var det at lave skåret, hvor vingerne skulde passe sammen. Han mærkede det med en blyant, trak en ridse med kniven og begyndte så at skære ud, men pludselig så han træet blive rødt, kniven havde givet ham et snit i den ene finger. — Nåda, sae han vredt; hvad skal det til? Du kan godt blive fri. — Han løb ind i tørvehuset, hvor han havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven ind under dørtrinet; dær skulde den ligge i fjorten dage, inden den måtte bruges igen. Der var heller ikke noget i vejen for, at han kunde hjælpe sig med den gamle, skønt den var af meget ringere stål. De ægte svaneknive har den egenskab, at når man spytter en klat på bladet og lægger en stump halmstrå oven i, så kan det dreje sig et lille stykke, men skal de derfor ha lov at skære en i fingrene?

Når Hans sad her ude og arbejdede, søgte hans øjne gærne op til en gård, der lå langt borte, men meget tydeligt oppe på en høj bakke; man så ikke andet af den end to stykker skinnende gule mure og midt mellem dem en stor bruntjæret port; træer og andet tilhørende kunde man ikke se; den lå dær så underlig ensom og udgjorde en vigtig del af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde han haft en æventyrlig forestilling om, at det var en guldring med en eller anden mærkelig sten, og senere var æventyret aldrig ganske gået af den; den adskilte sig fra alle andre gårde derved, at den en gang havde levendegjort et stykke af hans fantasi. Den faldt ham uvilkårlig i øjnene, når han gik alene her ude og var helt tilfreds, den stod i indre livssammenhæng med hans lykkeligste øjeblikke.

Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen samlet. Det var en god mølle, der var lavet med al tænkelig omhu; om aksen gik der en snor, hvori den kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans bar den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og gjorde den fast.

Gå så, sae han.

Den vrikkede om til den ene side og gik ikke. Hans stillede den bedre i vinden og satte den i gang igen, så vrikkede den bare om på den anden side. Der var noget, der rejste sig med et hårdt sæt i Hans' sind, men han holdt ikke op med at fløjte; han vilde vise sin mølle, at han blev ikke vred på den, skønt den var urimelig. Han skulde være så forekommende at smøre den, hvis det var det, den ønskede, og han hentede vognsmørelse og smurte den netop så meget, som den trængte til, men den vilde ikke gå, skønt der ikke kunde være tale om nogen fejl eller mangel ved den. Måske var den ked af den sten til at begynde med; ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner, der havde budt ham sådan en stædighed. Alligevel, da han havde særlig meget til overs for denne her mølle, så vilde han for en gangs skyld strække sig så vidt, at han fritog den for stenen, skønt det var tosset. Fløjtende tog han stenen af, men hans ansigt lignede et ultimatum, da han tog tre skridt tilbage og for sidste gang befalede den at gå.

Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han vidste godt, hvad det vilde ende med, men han trak det i langdrag, og til ingen nytte tog han vindretningen med største nøjagtighed, afsatte den på jorden med et rids og indstillede møllen for sidste gang, men den blev ved sit; han sendte den en sten, og den ligesom rystede på hodet. Så gik han meget langsomt — skønt hans hænder dirrede — hen til den stridige ting, der stumt og stædigt benægtede rigtigheden af hans beregninger, tog den forsigtigt af og bar den hen på marken, hvor der var en stenbunke. Dær lavede han et leje til den i jorden, løftede den største sten, han kunde magte, og holdt den over sit hoved. Han betragtede sit værk, der var anbragt sådan, at ikke en pind var hel i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde ligesom lugtet det en dag, ikke mere. Det var ellers et smukt stykke arbejde; han havde købt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig godt; så meget mindre grund var der til at skåne det nu. Så hug han stenen ned, men det knasede ikke nok; han tog møllen op og brækkede den vredt i så mange stykker han kunde, med større hidsighed, jo mindre stykkerne blev, og smed dem rundt om, så ingen skulde ane, hvad det en gang havde været.

Det gjorde godt; han så sig sky og hurtigt omkring; der var vel ikke nogen til også at fordærve dette for ham! Men pludselig glemte han alt andet over noget rødt, der lå og skinnede infamt i solen; han var vis på, at det ikke havde været der for et øjeblik siden, og han gik lige løs på det i stor ophidselse. Det var ikke andet end en rød klud; han betragtede den med væmmelse og undrede sig over, at han ikke havde lagt mærke til den, da han gik derud, men efter at han havde set lidt mere på den, gravede han med sin nøgne fod et hul ved siden af, sparkede den der ned og kastede til over den.

Da han igen gik forbi gården, skingrede en kvindestemme løs med en lang ramse, hvori hans navn var det første ord. Det gav et hop i ham, men han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som om han vilde rende sin vej. Han gemte sig inde i pileplantningen for at følge hendes voksende arrigskab, og han blev efterhånden vel til mode igen. Det var lutter personlige fornærmelser mod ham selv, og det nærede yderligere hans foragt, at de var så fjollede; hun var nu ikke opfindsom. Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, at det var på tide at vise sin ryg, han kom frem og gik langsomt ned ad mosen til, hvad der ganske rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv.

Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg vil høre; du gør din pligt.

Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var fårene, som han nu var kommet tæt hen til. De stod med mulen mod jorden og stirrede på ham med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen imod dem, stampede de igen og nikkede, og så bævrede de med halerne og rystede en mængde bønner af sig.

Hvad skulde det nu betyde? Hans blev rå og ond ved synet af de tåbelige dyr. Han gik lige ind i tøjrslaget til dem og satte sig på pælen; så kunde de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke straks gjorde forsøg på det! Godt! så blev han siddende dær, til de bar sig fornuftigt ad ligesom andre dyr. Han hørte, hvordan det peb i deres halse, men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da de mærkede, at de ikke fik vær nok på den måde. Efter uhyre lang tids forløb fik den ene mod til at nippe af et græsstrå, men drejede han blot hodet, så kvalte de sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel og dumhed strålede ud af deres modbydelige øjne, der lignede gamle slidte knaphuller. Han belønnede dem med et spark og gik, og så var der igen en stemme, der skrålede efter ham.

Nå, tak, hun var stadig på udkig! Det blev nok en morsom aften, for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde fordrage, og det var at blive skældt ud, mens han fik mad. Det skulde hun nok huske at benytte sig af, og hæsligt til mode gik han ned over engene; til han nåede skelgrøften, der var grænsen mellem faerens eng og genboens mose.

Når man vandrer omkring med uroligt sind og kommer til rindende vand, så behøver man ikke at gå selv, man kan sætte sig, uroen risler bort med vandet, der løber ustanseligt; man kan la øjnene følge krusningerne på vandet, med græsstråene, med de blanke sorte hvirvlere, der danser deres lunefulde kvadriller på overfladen, og de fremmede tings bevægelse overfører vandringens fortryllelse på ens sind, mens man nyder den hvile, som man hemmeligt, under sjælens uro, dog trænger mest til.

Og har man fulgt en ting med øjnene så langt man kan, og i sit stille sind ladet den komme til et ønskeligt mål, så kan man, hvis man er anlagt for det, lægge planer om opstemning af vandet og anbringelse af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse — —

Hans blev sulten. Han kastede et mørkt blik hjem mod gården, mod spisekammervinduet, han oplevede i tanken den lange kamp om smørrebrødet, med tvær tavshed på den ene side og mange slags ubehageligheder på den anden. — Hvad skal du? Jeg spør, hvad du skal. — Hvad siger du så? Hvad? Hvad er det så, du skal sige? Siger du ikke tak? Kan du så sige tak? Nå: Tak? — Hvad, er du dær inyw, skal du ha mer inyw? Kan du be' pænt om det, må jeg høre? Nå! Har du glemt, hvad jeg har lært dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du fra din mad? Hans! Ha—ns!

Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft, men den var ligesom blevet tom; den var ham ikke til nogen trøst, og det overfaldshjul blev der måske ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte glæden ved at få mad; bægge dele var opdaget og blev benyttede imod ham. Jo tak, fruentimmeret kunde rigtignok beskrive ham, når han var sulten, eller når han endelig fik noget. Det var helt morsomt at høre på — for andre.

Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i borgestuen sammen med folkene, den var nogenlunde fredelig, for så havde hun andet at bestille.

Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften, Hans gik hjem. Han var blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde jo blive helt morsomt at tvære sin vilje igennem og få alt det, man kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig.

Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig fuldkommen parat til at ta den forestående kamp op.

II

Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig knaldende blæst; Hans kom ud af gården og gik over marken ned til søen. Han fyldte egenlig tretten år den dag, men al festlighed var forsvundet fra fødselsdagene, siden hans moer var død, og skønt han jo måtte vide det fra de to foregående år, så havde han dog glemt det igen i år og sat forventningen op efter noget usædvanligt; godt var det da, at han ikke havde røbet det med et eneste ord, men endnu mens de spiste deres nadver, havde han ikke tænkt på andet, end at der måtte komme noget — — og så var det endt med, at han havde pådraget sig en stor og skammelig ydmygelse: han var kommet til at tale om, hvad han nok skulde blive til, når han blev stor; det var ikke ham, der først havde givet anledning til det, han huskede ikke længere, hvordan det var gået til, men det var blevet sagt. Faeren havde småleet, men husholdersken — — å, hun var blevet så glad, som om hun havde fået noget forærende! Hvor havde hun tygget på det og bavlet over det og forklaret det og spurt husmanden hvad han mente, og drengen, hvad han skulde være, og hun havde sagt, at det var vel bedst, at Hans og drengen kom til at følges ad, så kunde de jo kappes — — Det var fordi hun en dag var kommet efter, at Hans »havde leget« med den elendige dreng, nå ja, på en vis måde havde han også givet sig af med ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig selv, fordi han sådan havde udleveret sig til et kvindemenneske, men nu måtte han altså tænke på noget andet, for der kunde jo ikke være tale om at blive noget, som hun havde haft sin næse i og vrøvlet om.

Han nåede søen og gik ud på isen; han var så led til mode, at det var lige meget, hvor han gik hen. Isen knagede advarende under ham, og han stampede vredt i den til gengæld: Hvad skabte den sig for? Det havde vel frosset i fjorten dage! Men den knagede igen.

Godt; så blev han nød til at gå længere ud. Han var egenlig bange; ved hvert brag slog der hede bølger op gennem hans krop, og sveden stak som nåle på siderne af hans næse.

Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde lært af drengen, og som havde plaget ham hele aftenen; den blev nu mere påtrængende, skønt han hvert øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den lød sådan:

Den havde næsten taget magten fra ham, nu da han var bange og dog ikke kunde beslutte sig til at vende om. Men den blev siddende i halsen på ham, da han pludselig faldt og gled ned ad en skrå isflade, indtil vandet lukkede sig over ham. Det brændte og isnede på een gang, og da han kom op igen, var det ligesom himlen var løftet højt over ham. Han begyndte at svømme, samtidig med at han fløjtede den tossede vise: Min bedstemor — —. Den slap ham ikke mere, så længe han lå i vandet. Han skubbede det løse isstykke fra sig og kom med lethed op på kanten af den faste is, men så var der noget, der tog fat i hans ben og halede dem ind under isen; det rev ham baglæns ned i vandet igen. Hvor det værkede i hodet, da han kom ovenfor. Han klemte kasketten godt fast; det var ikke værd, den blev her nede, og så tog han fat igen; men selv om han fik sparket sine ben fri fra det, der sugede dem fremefter, så knækkede isen, når han var omtrent oppe. Der var altså ikke andet at gøre end at bryde den itu indefter, og under stadig fløjten, der undertiden blev hakket i stykker af hans klaprende tænder, slog han bid efter bid af isen, først med knoerne, så med håndleddene, og så, da de ikke kunde holde længere, trak han ærmerne ud over hænderne og slog til med hele armen, og stadig måtte han passe på den forbandede sugen, der tog fat i hans ben; han fik en fornæmmelse af, at han sloges, og at det var ham, der gav pryglene; det styrkede ham, at han kom i et slags raseri; snart havde han lavet en lang bugt ind i isen; der var en vældig fremfærd i ham. Men det blev galt igen, da han ikke kunde slå mere is i stykker, for han blev suget ned lige så tit han kravlede op. Han tænkte eder; han kunde ikke udtale dem, da hans mund var optaget af at fløjte, men han glødede i tavs banden og sværgen. Den kolde luft svalede langt ned i svælget, hvor den rev og slog knuder som sodavand, helt nede i brystet blev han kold; han mærkede ikke heller nogen varme i den luft, han udåndede, den peb kold ud af ham som ud af et gammelt hus.

Mens han så efter en revne, hvor der kunde slås mere is itu, syntes han lige med et, at der var et stort rødt lys på himlen; han lå stille et øjeblik og så sig om, men så var der alligevel ingenting, og i det samme huskede han sin store lommekniv, den huggede han ned i isen foran sig, og sådan kom han op. Han måtte hvile sig lidt, benene kunde ikke bære ham lige straks, og da han lå dær og så på det hul, han var sluppet op af, så faldt det ham ind, at det for lidt siden slet ikke havde været så sikkert, at han kunde redde sig, og nu kom skrækken bagefter og krævede sin part, som der før ikke havde været plads til. Han løb hjem, først på fire og siden på to, men blev igen helt sig selv, da han stod inde i gården. Nu gjaldt det om at ingen fik noget at vide og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter denne omklædning var kostaldens fugtige, mælkeduftende varme noget så lykkeligt, at han aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig på en bunke halm og blev endelig af med den ihærdige melodi og faldt i søvn.

III

Hans kritiserede i tanken udtrykket »en slem dreng«. Dær tog hun nu fejl og vidste ikke, hvad hun sae, for Hans hverken stjal eller løj eller ødelagde; derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt indtryk på ham, at han ikke mere var den han havde været; det mindede om udtryk i bøger, og så var det tillige sandt, men han havde aldrig rigtig vidst det, før hun sae det.

Af stor betydning for hans udvikling var det også, at der var kommet en ny dreng ind i skolen; han kunde mere end Hans, og navnlig forstod han de samme ting på en anden måde, og Hans blev dybt rystet i troen på sine egne kundskaber. En dag så Hans ham smile overlegent, og det var over lærerinden; han kunde ikke glemme det igen, men hvis der nogen sinde blev smilet sådan af ham, da troede han sikkert, at han måtte blive syg af det; bagefter kunde han ikke tåle at se på lærerinden, hun var mærket af det smil; når han hørte hendes stemme, fortrak hans ansigt sig, så der blev lagt mærke til det, han blev udspurt og fik skænd, da han ikke vilde svare; derved huskede han det hele endnu bedre, og hans kritik, der allerede havde været vågen nogen tid, blev nu sikker og skånselløs. Men der var i det smil en åbenbaring af en højere kultur, der bevirkede, at han for første gang kom til at beundre samtidig med at han lærte at foragte.

En dag sad de ved siden af hinanden og regnede reguladetri af samme bog. Hans var i dårligt humør, fordi han så den anden strege sine tal ud og skrive små tal oven over og stadig blive først færdig; det nagede ham, at han ikke også var inde i den hemmelighed, og langt om længe bekvemmede han sig til at spørge. — Det kaldtes at forkorte; man havde lov at dividere første og andet led eller første og tredie led med samme tal.

Hans viste uden nogen forklaring lærerinden en del stykker, der var regnede på denne ny måde; hun nikkede, at de var rigtige, men hun rødmede; det så han. Da de var færdige med deres stykker før tiden, fik de som belønning lov at sidde og tegne på tavlen. Hans udspurte kammeraten om brøk; han lærte i en fart at forkorte og gøre til uægte brøk; det var ikke svært. — Lad mig få addisjonen med med det samme!

Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden.

Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter kom der nok en påmindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham.

Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op på tavlen, sae Hans, så skal du se sikken en masse sludder.

Men den anden vendte ryggen til ham, og derved blev Hans mere ond; så vilde han selv se, hvor meget vrøvl han kunde samle.

Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var mere end han kunde overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi han måtte springe det halve over. Kammeraterne blev opmærksomme, men hans sidemand flyttede langt bort fra ham og regnede med ansigtet helt nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til disse to sætninger: Sandelig sandelig siger jeg dig — — du er så våd, din gris. — Det sidste gjaldt den store hund, der plejede at ligge på hendes skød, og som lugtede nok så tit som børnene; det berørte Hans så ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at hun godt kunde lugte forskel på hunden og dem.

Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede skriftsted, var lærerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med albuerne, men fik i skyndingen ikke tid til at spytte.

Nå, du skriver uartigheder på din tavle, sae hun virkelig bestyrtet. Du trænger nok til at få nogen smæk.

Smæk, hvæsede Hans. Når det hedder klø. Tøsepjat!

Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede: Me—n, i kor. Han blev grebet under armene og slæbt ud på gulvet og skulde sige det en gang til. Men i samme nu var hans sind slået i lås som et kunstigt skrin, og der var ingen, der kunde åbne det.

Spanskrøret kom frem; der blev givet ordre til, at alle skulde se på, at han fik prygl; i pusterummene spurte hun, om han ikke skammede sig.

Han skammede sig virkelig; det var måske det, han havde lettest ved af alting. Hans sind var så ømt, at han blev flov over det ubetydeligste, men at se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods, fordi den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld mod den, der gav anledning til, at han skammede sig. De prygl, han fik, disse elendige tøseprygl, de var den hæsligste ydmygelse, han havde oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsløshed, så havde han vel rettet sig og ladet det komme an på, hvem der havde flest kræfter, han eller lærerinden, men hans sind var endnu bundet af nedarvet respekt og tålsomhed; han stod med krum ryg under pryglene og nøjedes med at puffe fra sig med en albu som en antydning af modværge. Senere da det var bagefter, tænkte han sig, hvordan han kunde ha slået igen.

Da han hverken vilde græde eller sige, at han skammede sig, kunde det jo ikke være andet, end at han skulde stå ved døren. Bægge dørene var ganske vist optaget; ved den ene stod endda to med en brændekurv imellem, men de blev hjemsendt på grund af deres forholdsvis ringere forseelser, og Hans kom til at stå alene i hele sin afskylighed.

Det var en betydningsfuld oplevelse. Med stjålne øjekast så han, hvordan kammeraterne skammede sig over ham, han mærkede deres afsky på sig og gennemgik dem i tankerne een for een, flere havde været hans ret gode venner, men han var færdig med dem, og idet han anede, hvad de mente om ham, tændtes der en vrede imod dem, der først dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige. Kun een kunde Hans ingenting se på; han skulde for fremtiden være hans eneste ven. Han tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig, og lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de, der havde samlet sig efter katastrofen, smilede, men Hans, der følte latterliggørelse som den eneste virkelige straf, pressede læberne sammen og holdt dem i ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den redeligste vilje ikke kunde få op.

I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og kølig imod ham, og da Hans udelod sig med nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var så tosset. Så var Hans færdig; han havde altså ikke noget menneske, hvis øjne han kunde møde; han gik skulende omkring og lignede en overbevist synder mellem lutter retfærdige.

Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det gik som det skulde: alle fornægtede ham. Da syntes Hans, at han så altfor meget, og at det måtte være en lindring at være blind.

— — Det var på den tid de skulde hjem; Hans begyndte allerede at glæde sig til forskellige ting han havde liggende i sine skjulesteder; der var meget han ikke havde rørt i flere måneder, og som han næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at få fat i det altsammen igen. Men alt gik i stå i ham, han stivnede fuldstændig, da han blev holdt tilbage, mens de andre fik lov at gå. Havde han været nærmere døren, så vilde han ha rendt sin vej, men hun havde jo regnet det hele ud i forvejen. Han forudså alt hvad der vilde komme: hun vilde skabe sig sød og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud og smæk vilde blive enden på det; han fik et anfald af raseri og rystede, mens kammeraterne sae farvel og lånte ham øjne, som han havde lyst til at stikke ud.

Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede det selv; den blev låset af.

Men når hun hadede ham, som hun jo måtte gøre, hvorfor satan sparkede hun ham ikke ud ad døren, så han rullede hen ad vejen og slog hodet i stykker på kantstenene? — Det buldrede i hans hoved, som vankede der rungende lussinger, han kunde tænke sig dem — — — og så tog hun fat på at tale ham til rette.

Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, fordærvede virkningen af hendes ord; der var naturligvis det om den rare dreng, han altid havde været, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun gjorde ham så sød, som han aldrig havde været, og så ond som han ikke var blevet endnu.

Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor længe varer det? — Hun vilde løfte hans hoved, men han var lige ved at få kvalme og måtte smide sig ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud hjælpe mig, at græde. Han blev svimmel af væmmelse og flygtede, da hun rørte ved ham. Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en gang havde kysset ham, og føj for satan hvor det lugtede!

Hun følte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en maskine, der ved et sammenstød har fået hjul og stænger forvredne, og det er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, hun lod ham gå, ja hun gav ham også et puf i ryggen, da hun fik lukket døren op for ham. Han løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset; skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han mod sin vilje til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, og kvalmefornæmmelsen kom igen.

Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en uhyre tid siden han havde været fri for andre mennesker, og han nød i høj grad den halve mil han havde at gå. Han var så optaget af det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i stuen uden at iagttage nogen som helst forsigtighedsregel, og dær sad så husholdersken og stoppede strømper. Her forestod rimeligvis også noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde liste ud i køkkenet for at spise dær, men nej tak, hun hentede maden ind til ham og satte sig over for ham, for at han skulde nyde hendes selskab. Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig:

Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud mellem mennesker og lære, hvordan du skal opføre dig. Når en rækker dig noget, så kommer du bare med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko, man gir noget. Men når man blir budt noget, så siger man først tak, og så rækker man hånden ud og tar imod det. — — —

Hans tyggede med besvær og døjede med at finde munden; det var ligesom kæberne vilde gå af led, og han syntes de sad forkert i hodet på ham.

Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved siden af svinene og ha et trug ligesom de, og så skulde man ikke tro du vidste, hvor din egen mund var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, så snart du har brokket skeen fuld, for det kan gærne vare længe, inden den kommer, sådan som du spilder hele tiden, men du skal lukke munden op, når skeen er omtrent deroppe; det ser så tosset ud at sidde sådan og gabe, inden der er noget at gabe over — —

Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende.

Hold kæft, skreg han, og der var sådan en klang i hans stemme, at hunden, der lå under bordet, sprang op og begyndte at gø, idet den troede der var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst igen.

Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig rejsning.

IV

Det vilde han; bagefter fik han tid til at undre sig over, at han vilde. — Hun skreg aldrig, mens hun legede, men man hørte hele tiden hendes stemme mere end nogen andens. Hans måtte rømme sig, inden han talte til hende; derfor gjorde han det sjældent. Hun sae sin mening lige i ens ansigt, hun rettede og kommanderede, og det faldt hende ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornærmet over det. Hun var i uafbrudt bevægelse, mens de legede, dansede hele tiden, og når der ikke var noget at løbe for, så hoppede hun lige op og ned, som om det kedede hende at stå stille. Hans følte sig meget tung og sej bare ved at se på hende, og han rørte sig så lidt som muligt, men hun kommanderede ham ud.

Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten.

Han var forbavset over at hun sae sådan noget, skønt hun hverken var vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke helt behagelig stemning over for hende, hvoraf det værste var, at han følte sig som noget underordnet, noget mindre betydningsfuldt end før.

Hun viste ham en gren og sae: Skær mig en kæp, derfra og dertil.

Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt; men hun sae ikke tak, da han rakte hende den, udsang blot et hm, der var en lys og fin tone, og dansede væk med den.

De kom til at spille nips, hvilket udføres med en lang og en kort pind, og hvor det gælder om at kunne måle så mange gange som muligt med den lange pind; men når man rammer den korte tre gange med den lange, så har man lov at måle med den korte. Hans var en mester i denne kunst og vandt mange points for sit parti. Så kom Eva springende.

Lær mig det, sae hun.

Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se, hvordan det gik til; han måtte holde på hendes hånd, mens hun prøvede, han lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at vise det en gang til, men så var hun pludselig borte. Han gik bag efter hende, for han syntes dog, hun skulde lære det; hun havde let ved det. Men hun var allerede ked af det. — Uha, dreng, sae hun, gå dog væk med det tossede stads.

Hans var i nærheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt sin overmand og uden vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille om hende som en flok måbende landsbybørn om en dejlig og fornæm dame. Det ubehag, han havde følt ved at stå over for et menneske, der pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet; her kunde han ikke, som han plejede, gå bort og i sin ensomhed hævde sig selv som den overlegne, men det følte han heller ingen trang til; han så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en anden verden, som han anede eller havde læst om, en verden, hvor menneskene var smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her ude. Det faldt ham ind, at han også stræbte hen imod den verden, og når han tidligere havde set folk fra København, der kom ud til hans landsby, — og som naturligvis ikke lae mærke til ham — så havde han ikke følt sig overdreven imponeret; han skulde blive som en af dem, å ja, det havde ingen nød, det blev han nok; han gik omkring og beså dem på afstand og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han tænkte om dem.

Men her kom Eva ud fra en verden, der var endnu mere fornæm, og han var så optaget af at se på hende og tænke sig, hvad der lå bagved, at det var først da han hen på eftermiddagen gik hjem, at det faldt ham ind, hvor højt han egenlig stilede. Han havde ikke formået at sige et fornuftigt ord til hende, ikke en gang at opføre sig fornuftigt over for hende; han havde bare gabt på hende som en dum bondedreng. Og hans sind deltes pinligt mellem hans store betagethed i den nydelige tretten års dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, når han en gang skulde åbne sig adgang til den verden, hvor han vilde træffe kvinder, der lignede hende, og komme til at måle sig med mænd af den slags, som hun beundrede. Dem hørte han ikke til, ham regnede hun ikke for noget, det var han klar over, inden han kom hjem.

Han havde ikke i lang tid været så misfornøjet med sig selv — nej ikke siden den dag han havde haft det spetakkel med lærerinden og var kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en times tid efter at han kom fra skole; han så hende komme ned ad alleen med sit røde ansigt fuldt af højtidelig domfældelse. Han rendte ned til søen og gemte sig og kom ikke hjem, før det blev nat. Naturligvis var han ikke stolt af denne flugt, og havde han været sikker på, at det kunde afgøres ved en dragt prygl af faeren, så havde han taget den, men stå mellem to kvindfolk og lae sig overvrøvle, det kunde der ikke være tale om; han havde en modbydelig fornæmmelse af at være fej, da han lå nede ved søen og desværre ikke kunde undgå at høre, at de råbte på ham, men alligevel hellere det end stilles op mellem de to. Næste morgen, inden han var stået op, havde han husholdersken over sig; hun stod på hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i købet ta fat i ham, så han var nær ved at blive dårlig af væmmelse, og for en gangs skyld skreg han om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, der hørte det. Det hjalp. Derefter var han naturligvis en væmmelig dreng og meget endnu værre; husholdersken fandt i en eller anden gammel bog ordet »forvorpen«, som hun var meget glad for. Hans var en forvorpen dreng. Der var andre, der mente noget lignende, og over for al denne enstemmighed var han også selv nær ved at anse sig for et udskud. Men nu var han over fjorten år; han havde ganske overstået disse to kvinder, og de runde, tragiske øjne, husholdersken havde lagt sig til, da hun mærkede at ord ingenting formåede, de forstyrrede ikke en gang hans madro nu. Han havde for længe siden opdaget, hvordan det i virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for at forbitre ham livet: De beundrede ham egenlig, de så noget stort i ham, men de vilde være med til at lede ham på den rigtige vej; det var deres ærgærrighed. Husholdersken var en dag kommet til at røbe det, idet hun langede ham sine rundeste øjne, og da tabte ordet »forvorpen« så vel som de svagere skældsord resten af deres kraft.

Men det var ingen sag at være den store over for disse to, det følte han nu. Jo mere hans sind fyldtes af tanken om Eva, des mere var der både ved gården og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med som noget, der ikke kunde få betydning for ham mere. Det stod langt under hende, altså også under ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og blive til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind, var han i tanken langt borte fra sin landsby; han var konfirmeret og havde begyndt at studere, og da han vågnede næste morgen var han allerede et andet menneske. Han tænkte på Eva og klædte sig på i en fart. Hans sind var så åbent og i en usædvanlig bevægelse, han måtte tænke på mange ting og savnede en at tale med; når det var blevet lidt op på formiddagen, vilde han gå ned til naboens; morgenens friskhed var over ham, og han var ikke genert ved tanken om hende. Da han kom uden for, så han oppe på bakken den gård, der lignede en guldring, tanken om Eva smæltede på en hemmelighedsfuld måde sammen med dette syn, og med en fornæmmelse af, at der nu måtte ske noget usædvanligt, gik han ned til nabogården. Men i stedet for at gå ind satte han sig på en grøftekant og ventede på, at der skulde komme nogen ud, og hans sikkerhed tabte sig i denne ventetid, hvor han ikke længere følte sig så ganske alene som hjemme ved sin faers gård. Han blev uvillig til mode ved tanken om, at der hvert øjeblik kunde komme et eller andet ligegyldigt menneske, som han blev nød til at ta en vis stilling til.

Så kom Eva i spidsen for de andre børn.

Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom hun havde forandret sig siden i går. Det overraskede ham, at hendes øjne virkelig var så kolde; hun så på ham, som om han kunde være en hund. Han blev straks meget forbeholden og klodset, men vilde ellers nok være med til at lege.

Der var en stor, gammel halmstak, der så ud til at interessere frøken Eva. Hjemme havde Hans før i tiden haft en lignende stak, som han havde gennemboret med et indviklet system af huller. Han foreslog, at de skulde behandle denne på samme måde; han vilde gærne føre an, men han kunde dårlig få det frem, og bedst som han talte, stak Eva i løb hen mod stakken, og de andre bagefter. Hans løb også, men han skammede sig og kom derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, og da han så den begyndte leg, opdagede han også, at han kom alene og var uden for, og da kneb det med at vinde der hen. Han mødte oven i købet Evas øjne og måtte se ned i jorden.

Der kom et eller andet lune over det forkælede barn, da hun så den store dreng, der kom trækkende på benene og skulede til siden, den dårligste legekammerat, der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og afgørende, som hun sae alt andet:

Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med.

Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor, skarpkantet flintsten, som han havde opdaget i samme øjeblik; han tog den op og vendte sig mod hende; nu turde han se på hende, og samtidig følte han med velbehag, hvordan spidserne af den skarpe sten gik ind i hans hånd. Hun stod ret op og passede på ham, parat til at vende sig og løbe, hvis han hævede armen. Han var en mærkelig dreng, tænkte hun, med den tunge krop og det altfor store ansigt; første gang hun så ham, var han for hende blevet indbegrebet af det, de i København kaldte »bonde«. Hans mund var for lille og så underlig ubehjælpsom; men i dette øjeblik var der lige som draget et slør fra hans blå øjne, de var mere klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til; nu huskede hun også, at der kunde komme et eget stærkt udtryk i dem, når de var rettede på fjærne ting. Og nu faldt dette samme blik lige på hende. Som den verdensdame hun var, havde hun fra første øjeblik haft sans for den latterlige modsætning mellem den klodsethed, der hørte til hans alder, og alvoren i hans øjne, der ikke svarede til hans fjorten år. Han var en meget ordinær bondeknold, men samtidig tillod han sig at se på en, som om han allerede var en voksen mand. Lige i øjeblikket var det latterlige mindre påfaldende; hun var også lidt bange for den sten, han stod med i hånden.

Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt på stenen. De andre sae ikke noget, de fornægtede ham og skammede sig ved ham; den lille dame havde fældet dommen over ham med en stemme, der var som skabt til det samme; det faldt dem ikke ind at ta hans parti.

Hans kom hjem med sin flintsten i hånden; han vidste ikke, hvad han skulde gøre med den, da han havde undladt at kaste den i det øjeblik, anledningen var der. Han blev så desperat hver gang han så på den, at det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre. Til sidst fandt han en plads til den i et hul i havegærdet, hvor han også havde andre sager gemt. Dær opbevarede han den og så til den en gang imellem.

Et sted ude i marken var der en skrænt med store huller i, hvor Hans kunde ligge skjult, når han ikke kunde tåle, at nogen kom i nærheden af ham eller talte til ham. Dær gennemgik han med sig selv, hvad der var sket; undertiden krævede hans sindsstemning, at han også forestillede sig, hvad der dernæst kunde være sket, hvis han havde båret sig anderledes ad, om han for eksempel havde kastet stenen på hende og givet hende en lille blodig erindring i det frække ansigt, et mærke, hun kunde beholde for livstid — — Han hadede hende så vel som det forbandede tilfælde, der havde gjort, at han nogen sinde havde set hende, og han krøb dybere ind mellem brombærrankerne, når lyden af stemmer nåede ham henne fra marken, og sådan gik der et par timer, uden at hævnsygen fæstnede sig under en bestemt form; når han tænkte sig een mulighed, kom der altid et »eller«, men aldrig noget, han kunde blive tilfreds med. Det endte gærne med, at han faldt i søvn, og så snart han vågnede, søgte han tilbage til andre mennesker, altid til flere, der talte sammen og ikke ænsede ham, og allerbedst var det da inde i borgestuen om aftenen, når han kunde sidde i en krog og la sine øjne vandre fra den ene til den anden, eftersom de tog ordet. Der var lægedom i at høre mennesker tale om ting, der lå så langt borte som muligt fra det, han tænkte på, og mens de snakkede om hverdagsting, som han ikke hørte det halve af, nåede han selv til en mere fornuftig betragtning af sit eget: Han havde båret sig rigtigt ad; det var bedst, sådan som det var gået.

Hans læste meget i denne tid; han havde fået fat i en stor fysik, som han uden vanskelighed forstod det meste af, efter at de i skolen havde gennemgået en mindre lærebog. Den og så en anden bog tog han med ud til sit skjulested i marken; han læste afvekslende i dem bægge, eftersom hans trang tilsagde ham det, og hans stemning svingede fra følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til den sjælelige smærte, der blir tilbage, når ens sind udvider sig for at optage en indgribende oplevelse.

Den anden bog, han læste i, var Johannes' Åbenbaring.

V

Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens Jørgen, gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid i hånden, og somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke folk. Rasmus' kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som dreng, og siden den tid drak han noget meget. Så en Søndag formiddag, vi sidder og får vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og gå med i kirken, Rasmus — — sådan på en meget pæn måde. Men Rasmus grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om. — Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er da een ting. — Efter dette her blev Rasmus så tosset til at bruge mund, når nogen talte om kirken eller præsten eller sådan noget. Så var det en dag, vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi sad bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og skældte ud over været. Han var blevet så snaksom. Det var jo noget sludder han sae, men fruentømmerne kunde ikke li' det. — Du skulde ta og sætte dig ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det vilde han ta dem alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær, slår det ned i et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue stå op fra taget. — Nu skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke vil genta, og rækker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo en gammel tro, der siger, man ikke skal, og lige som han gør det, kommer der et ualmindelig stort lyn — — —

Blev han ramt? spurte pigen.

Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stående op, men fingeren var så stiv som en pind, og han blev aldrig til menneske mer. Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; jeg var da også med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han ligesom en klud. Doktoren sae, det var delirium, og det var det naturligvis også til dels, men den stive finger kunde da ikke komme af det. Siden veed I jo nok, at han gik omkring og solgte bændler og tråd og den slags.

— Hans rejste sig og gik ud; historien havde sat hans sind i et sådant oprør, at han måtte være alene. Han huskede godt Rasmus; han havde været der engang for en syv otte år siden. De havde ingenting købt, men han havde fået en snaps, for det var hans fødselsdag, sae han. Hans havde ikke glemt den tynde, blanke, blå pegefinger, der stak ret op, mens han tog om glasset. Hans kunde lige se op over bordpladen den gang. Nu genfølte han den stemning, han da var bleven hensat i, følelsen af at ha set noget sygt og giftigt. Synet af bedstefaerens lig et par år senere havde ikke gjort nær så stærkt et indtryk på ham.

Han gik en omgang i gården, mens en anden erindring, der var omtrent samtidig med den blå finger, kom op i ham: Familien var på skovtur, og Hans var alene gået ind under nogle graner, hvor der voksede tre fluesvampe. Han havde aldrig set den slags svampe før, han stod og så på dem uden at røre sig, med bægge hænder i lommen og i stærk sindsbevægelse over den underlige røde farve, der var så syg og giftig, så vild og sælsom. Det faldt ham ikke ind at gå hen og røre ved svampene, men når han var færdig med at se på dem, vilde han mase dem med en kæp. Men så kom der nogen og kaldte på ham og opdagede ham, før han kunde gemme sig. Bag efter vilde de endelig ha at vide, hvad han havde været så optaget af.

Hans var kommet hen til Thor, der lå uden for sit hus og døsede. Han løste den, lænken faldt klirrende ned, Thor viftede takkende med halen, men benyttede sig ikke af friheden. Heller ikke hunden var i normal sindsstemning under det optrækkende uvær. Han gad ikke klappe det ligegyldige bæst og gik videre.

Han vilde ønske, at han og husmanden kunde ha været gode venner, men Hans var blevet skældt ud, fordi han ganske vist havde knækket husmandens kæp, som han var blevet gal på; ingen vidste, hvor meget han måtte bøde for sådan noget i sine egne tanker; men at nogen greb ham i gærningen og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme; han var færdig med det menneske. Alligevel kunde han ikke la være at høre til, når husmanden fortalte; ingen kunde så mange historier om underlige og gale mennesker som han. Og han fortalte dem så ligefrem, som om han ikke selv tænkte noget ved dem. Hans huskede dem og tænkte over dem; de tiltrak ham stærkt, de var ligesom en lang hemmelighedsfuld snor, der går ind og rykker i noget skjult og farligt, de fremkaldte en gysen, der endnu ikke var bleven til angst. Han tænkte undertiden på, om han ikke selv havde lighed med de mænd i husmandens historier.

Hans vilde uden for og se, hvad det blev til med tordenværet. Nede i portrummet var der så mørkt som i en stue. En sur lugt strømmede ud over den åbne halvdør fra fårehuset; høet knirkede fint og hurtigt mellem fårenes tænder, af og til hørtes også et rask lille ryktag, duften af kløverhø kom ud sammen med den anden lugt. Hans' knæ stødte mod enspændervognens hjulnav, og han standsede igen og gav sig til at føle på vognen, famlede med hænderne ved sædet, om nogen måske havde glemt at ta pisken ind. Hans sind var så tungt, han hang fast i alle ting, tog på dem, grublede over dem, fik tankeforbindelser. —

Så åbnede han portlågen og sà ud. Her havde han stået mange gange som lille dreng og set på mørket, tænkt over det, fået lyst til det; det dækkede markerne, skjulte alleen og stakkene, gjorde at alting der ude blev fremmed. Hjemmet — det lå mellem de fire længer, udenfor turde han ikke komme, men han kunde stå ved lågen og gærne ville ud og opleve mørkets æventyr, som lå over markerne og alleen og stakkene. Hvem skulde han få med?

— Han gik med tungt bankende hjærte op gennem alleen; også dær var indelukket, træerne skjulte himlen over ham, og når han vendte sig, så han stakkene sætte deres uhyre savtænder op i horisonten, og gården alene tog halvdelen af udsigten.

Han skråede ind over marken, op mod byen, hvor jordsmonnet steg, og udsigten blev fri. Han gik, og han stansede igen, uafbrudt, som om han søgte et sted, hvor der var godt at være, og hvor han kunde blive.

Uværet nærmede sig. Det blussede svagt langs horisonten, og da var det ligesom den sorte skykuppel lettede sig et øjeblik og atter faldt ned på synsranden efter at ha vist den store ild bag ved. Det lysnede i lange striber, tavst og tit, og samtidig var der noget, der sae: H—m, h—m, dæmpet og besværligt, som kunde det være en gammel mand, der sad og rokkede frem og tilbage, bange og resigneret. Å den var så elendig, denne stønnen, der kom fra den anden side af jorden, den var så fattet på det allerværste, at der kunde stå et uvær af rædsel ud af ens eget sind ved anelsen om, hvad der gemte sig under dette sørgelige: H—m, h—m, der fulgte efter hvert lyn.

Hans vilde ikke længere bort, det var til ingen nytte; han gik rundt i en kres, fuld af trang til skrig, som han syntes, at han kunde høre, men så begyndte været at bryde løs og overdøvede forestillingen om indre larm. Lysningerne kom højere op; jorden var som et mørkt, sovende skib, der sejlede ind i et ildhav, flammerne vaskede op over forstavnen.

Hans var meget uhyggelig til mode; han følte sig omgivet af skræk på alle sider, kun lige hvor han var, kunde han holde den fra livet: Han gik rundt i en lille cirkel og grundede over, hvad han egenlig vilde heroppe; det hændte undertiden, at noget ligesom sendte ham et sted hen, og når han så var der, så han sig undrende om og tænkte: Hvad så? Han kunde gruble længe og pinligt, men den halvdrøm, der havde sendt ham af sted, veg for en fuld bevidsthed, der ikke oplyste ham om noget.

— Han så ned mod gården, der var mere uhyggelig end noget andet, og forstod ikke, hvordan han var kommet det stykke vej. Men han glemte sine spekulasjoner over uværet. Tordenen begyndte at blive hidsig, den satte i med brøl, som den ikke kunde føre igennem; den sprængte sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog fat og stoppede op, som om den havde fået det i den gale hals, og så spyttede den det fra sig i den næste sky med et gruligt vræl. Hans blev svimmel af at gå rundt; han måtte også holde øjne med lynene, der piskede skyerne som svøber af flossede ildtråde; han så uafbrudt fra det ene til det andet og søgte at være forberedt på dem, der kom, for at ingen skulde komme bag på ham og ta magten fra ham og udløse det skrig, der lurede i ham.

Tordenen var næsten op over; hele skove af ildtræer voksede på horisonten, høje stabler af skrald væltede, slængtes med et kort, mangfoldigt brag ned over jorden. Der fløj et pust hen over markerne, og så væltede regnen ned. Hans vidste ikke, hvad han skulde gøre, om lidt måtte han herfra, endnu kunde han holde det fra sig, men tre skridt til en side, og han vadede ind i den gloende galskab. Tordenen skreg oven over ham som sten, der rammer sten, og når det slog ned, kom der en skurrende klapren, som var det tandhjul, der splintredes mod hinanden. Han kunde ikke blive der, hvad skulde det ende med?

Der kom et knald som af en stålakse, der vrides over, en rå, grulig metallyd, der fik alle hans nærver til at rejse sig, idet de blev ligesom ladede med elektricitet, og i samme nu så han et lyn, der borede sig ned i bakken så stift som en glødende jærnstang. Hestene skrålede; der kom en stormende ned imod ham; det var den sorte, der havde revet sig løs og styrede hjem efter i fuld firspring. Hans gjorde et spring efter tøjrepælen, der hoppede højt op i luften, han fik fat i rebet, styrtede og blev slæbt, men hesten sagtnede farten, da den mærkede et menneske, og de to løb hjem til gården ved siden af hinanden. Men så snart Hans var inden for lågen, kom der en rystelse over ham, han var nær ved at blive dårlig og satte sig på hjulet af enspænderen, mens hesten knaldede på sine fire hove hen over stenbroen og standsede med mulen mod stalddøren. Hans hørte dem råbe inden for, et vindu blev lukket op; han samlede sig og afgav forklaring. Så bragte han den sorte i stald og gik ind i stuen, men ligesom han åbnede døren, satte Thor snuden i spalten og tvang døren op med angstens kraft, væltede først ind og gemte sig under bænken bag folkenes ben; dær lå han og gav sig lydeligt for hvert skrald, der kom, og i mellemtiden slikkede han de medlidende hænder, der kom ned for at klappe ham.

Henne på sofaen snorkede den blanksorte grævlingehund uden at blive forstyrret af religiøse anfægtelser; kun når der kom et usædvanlig stærkt lyn, så man ham blinke med sine hårde, brune øjne og derefter bore snuden endnu længere ind mellem bagbenene og sove videre. Vaps var en stemningsløs hund uden respekt for livets højere magter, men med udviklet sans for dets realiteter, såsom rotter, katte, suleben, kyllinger, knaldepiske og sød mælk.

Næ, som sagt, fortalte husmanden med sin halvhøje stemme, — der var noget i vejen med hele den længe; værst var det i den søndre ende; køerne kunde blive helt tossede om natten, og røgteren var ikke glad ved at gå der ned så; det var da ikke køerne, han var bange for, kan I nok vide. Somme tider, når vi kom sent ned for at fodre af, så hørte vi dem der inde, det var kunstigt at høre på, man skulde ikke tro, det var køer. De malkede også blod. Manden — det var den klogeste mand i sognet —, han rystede bare på hodet og sae: Hm! når nogen snakkede til ham om det, men han vilde ikke ha, der skulde hentes dyrlæge. — Det kan dyrlægen ikke gøre noget ved, sae han. — En aften, røgteren kom lidt sent hjem, mødte han alle svinene, da han lukkede portlågen op, de havde nær væltet ham; men da han rendte efter dem, var det ligesom de sank i jorden. Og ude i svinehuset, dær lå naturligvis alle svinene og sov rigtigt nok. Der gik dyr igen omkring den gård. Det er der mange, der har set. En nat da manden gik hjem, så kom alle hans køer og spaserede ved siden af ham, langs skelgrøften, ikke ti alen fra ham. De sae ikke noget. Men I skal ikke tro, han gennede efter dem; han så lige så vist på dem, og så sank de ned i skelgrøften og var væk. I kan nok forstå, at han prøvede ikke på at trække dem op. Folk snakkede meget om det. Til sidst begyndte der at spasere høns og kyllinger omkring gården, men så sae han det var bedst, at vi ikke snakkede om det til nogen, for det blev det bare værre af. Så døde manden da, og det første sønnen gjorde, var at grave i den søndre ende af kostalden; han var selv med til det; folkene var jo ikke så glade ved det. Ja — dær fandt de så en gammel, rusten jærngryde, der var fuld af afklippede menneskehår og negle. Jeg gik til præsten den gang. Men siden var der ikke noget i vejen med køerne. Manden tog gryden og gik med, inden vi rigtig fik set den.

Nu er det nok ovre, sae Peder Hansen og rejste sig.

Træskoene buldrede langs bordet, folkene bød godnat og gik ud. Thor kom også frem og slikkede mandens hånd og gik til sit. Hans fulgte efter, han satte sig foran hundehuset og snakkede med Thor og klappede den; hunden slikkede ham stille og uafbrudt. Men denne venlighed fra en hunds side — det var omtrent den eneste, Hans kendte, eller i alt fald den eneste, han med vilje fremkaldte — dæmpede ikke hans indre ophidselse. Der stod i hans sind noget mørkt, der syntes at tyde på, at der en gang, måske snart, vilde hænde ham noget, som ikke plejede at hænde mennesker, og han var bange for det. Tænke sig, at der kunde ligge noget et sted — som en rusten gryde, fuld af hår og negle — ligge og lure og tiltrække blod og galskab oven over. Noget forfærdeligt, underjordisk, som man går hen over hver dag, og man synes, der er noget galt, man ser blod — — og man vil alligevel ikke vide, hvor galt det er, man lar hellere være med at grave efter det — —

Hans var ikke langt fra et Fader Vor, da han lå i sin seng. Religionen var aldrig blevet ham bibragt sådan, at den kunde få nogen betydning for ham, men nu huskede han på, at der skulde være stor hjælp at hente i den, og han overvejede ved sig selv, om han skulde forsøge at bede; han følte ikke den ringeste lyst, men han trængte jo til hjælp, og det var det eneste sted, hvor der endnu kunde være tale om at prøve. Men han opgav det alligevel; han kom jo nok over det, han vilde hellere vente, om det en anden gang skulde blive værre. Med det forsæt sov han ind.

Han vågnede ved, at månen skinnede ham lige i ansigtet; den stod som en ildebrand over rygningen af den søndre længe. Han var meget varm og utilpas; da han holdt hånden frem for sig, så han, at den dampede i månelyset. Han var så led ved sig selv der inde i den hede, tunge atmosfære, men han kunde ikke bestemme sig til at stå op. Sengen tog til at gynge under ham, stærkt og længe; han mærkede den gennemborende gysen, når det gik fremad, og den behagelige svimmelhed, når den svingede den anden vej; tiden gik ganske godt på den måde. Så kom der noget andet; han gled nøgen hen ad varme, ru stenflader, berørte dem lige, idet han svævede af sted, også det var nogenlunde behageligt, skønt det kildrede, og hele hans legeme var knitrende fuldt af elektricitet, han kunde jage det bort ved at røre sig, men han stod det igennem for at prøve. Så var det ligesom han gik med en stor kugle på sin hånd; den var ru og varm og uhyre stor, men hans hånd var lille og indskrumpen som en fugleklo; samtidig havde han en fornæmmelse, som om hans hjærne var svøbt ind i vat; men han vidste, at han kunde blive fri for det, så snart han vilde, det havde altså ingen hast med at ryste det af. Han lukkede øjnene og blev døsig, men hans opmærksomhed vaktes igen af en lille lyd fra hovedpuden, som var et underligt insekt kommet i klemme under hans hals og arbejdede for at slippe løs; men da det gik op for ham, at det var pulsåren, der bankede, så måtte han tro, at der var noget i vejen med hans forstand; den vatterede fornæmmelse om hjærnen var der endnu; han vilde bare se, hvor længe den kunde holde sig.

Da skete der noget besynderligt med ham; det var som om hans øjnes sekraft blev vredet den anden vej om, og i et fordrejet, blodigt øjeblik så han sin egen hjærne med alle nærver hængende ned i et knippe.

Hans stod op. Mens han klædte sig på, hørte han klokken slå tre, hårdt og nøgternt, det gav et sæt i ham, og han hviskede noget ondt ved sig selv. Køligheden faldt på hans krop, da han kom ud; han rystede i buksebenene og i skjorten, for at hele kroppen kunde blive svalet. Han gik hen til posten og kastede vand over den, at den ikke skulde skrige, når han pumpede; han drak og svalede sine hænder og holdt den ene nede i vandtruget, mens han postede med den anden. Der er ingenting så blødt at føle på som en vandstråle, der falder ned i vand. Ud fra hundehuset stod en varm damp til værs; Thor sov, Hans vækkede den og klappede den, men Thor brummede; han slæbte den uden for, for at den kunde lære fornuft, men den sled sig fra ham og foer ind igen og fik et spark med på vejen. Den kom straks ud med et åbent gabfuld tænder og et vredt glam.

Ti stille, hund!

Thor protesterede. Hans hentede en rive og knubsede den med skaftet, og den slap ikke, før den havde holdt op med at glamme ad ham og hylede af smærte i stedet for.

Dersom nu en fast hånd havde grebet ham i nakken og givet ham en lignende medfart som den, Thor havde fået, så havde det måske skaffet ham en vis lindring, men ingen så ham. Han gik syg omkring og så på forskellige ting; til sidst stansede han foran en vidiekurv, som han længe betragtede og flere gange bukkede sig efter, men der gik adskillige minutter, før han tog den og gik ud af gården med den.

Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham ingen husvalelse; han betragtede månen, der hang lavt på den sydvestlige himmel, rødgul, forbrændt og øde, en død, kold ting ligesom et brandsted, der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har været; et lille stykke forkullet ørken af aske og slagger på den friske blå himmel.

Hans var nået ned til vandhullet, hvor han igen stod og betænkte sig længe og pinefuldt; endelig trak han en gang med kurven, og da han fik den op, sprællede der en stor, rødgul karusse i den; han havde en fornæmmelse, som om en sygelig flamme dansede for hans øjne; han rystede den ud i en blikdåse, der var fyldt med vand, og den rødlige flamme blev til en sort stribe, der foer hid og did. Så gik der atter en lang tid, og som om det ikke kunde være andet, tog han sin kniv op, sigtede og jog bladet ind i ryggen på karussen; han følte, hvordan den sprællede under hans hånd, og denne fornæmmelse af liv, der mishandledes, gik som en elektrisk strøm op gennem hans arm og bredte sig over hele hans legeme; han kastede fisk og dåse ud i hullet og vendte sig for at gå hjem.

Idet han løftede hodet, så han en gnist springe op over skovbakken, og der kom et klagende suk fra ham; han troede lige straks, at den gnist måtte være sprunget frem af hans egen hjærne.

Men det var solen, der stod op. Han blev stående for at se på den, og da alt var lyst, gik han hjem og i seng.