Hendes Højhed

Fremhævet-Bold = #/#

Kursiv-Italics = /

Herman Bang

HENDES HØJHED.

Til Max Eisfeld.

Hendes Durchlaucht rømmede sig, smilede endnu en Gang naadigt og stak
Næsen ned i sin Kameliabuket.

Fødselsdagskomiteen nejede paa Rad og kom i baglænds Kniks til Døren.

-Uh—det gav Varme, sagde Fru Hofapothekeren. Hun var rød som en
Kobberpotte af Sindsbevægelse og stramt Korset.

Gehejmeraadinden gik i Gulvet en sidste Gang, lige som et Lys foran
Dørsprækken.

#Mon amie,# sagde Statsraadinden til Gehejmeraadinden; de tog Galosker paa i Forgemakket—denne Kone….

-Højheden har faaet sin Villie, sagde Gehejmeraadinden og saa' hen mod Fru Hofapothekeren—hun vendte Ryggen til og knappede et Par Knapper op i Livet, henne i en Krog—Gehejmeraadinden saa' ud, som om hun lugtede til noget stygt.

De gik ned ad Trappen. Fru Hofapothekeren stak en Thaler ud til
Portneren. Hajdukken havde hun givet en Ti-Mark. Fødselsdags-Komiteen
travede hjem ad Alleen med opløftede Skjørter over Galoskerne. Fru
Apothekeren pustede som Hale.

-Ja, sagde hun, det var da Pengene værd. Hun havde betalt hele
Buketten.

Gehejmeraadindens Skjørter fløj indigneret op, saa man saa' hele den tomme Ben-Længde, hvor Anatomien tænker sig en Læg.

* * * * *

Hendes Durchlaucht blev staaende nogle Øjeblikke. Saa lod hun Buketten synke saa inderlig træt. Da hun vendte sig, traf hendes Øjne Hofdamen og Hendes Højhed smilede paany—Synet af visse Gjenstande frembragte altid paa Hendes Højheds Mund naadige Smil, som ikke naaede Øjnene; #de# forblev trætte og graa—og afskedigede hende med en Bevægelse med Haanden.

Prinsesse Maria Carolina gik alene ind gennem Gemakkerne.

Det var en lang Række af Værelser. Alle Dørene stod aabne; hvide Rullegardiner var nede for Vinduerne, og Luften i Halvmørket var tung som i et Musæum.

Prinsesse Maria Carolina standsede midt i Gallaværelserne og saa' sig om.

Galla-Møblerne stod i stive Geledder langs Væggene, dækket af hvide
Overtræk. Rundtom paa Konsoller og Borde prangede store halvstøvede
Pragtvaser og gamle Taffeluhre, der ikke gik, men stod stille og døde.
Oppe i Lofterne smilede korpulente Rokokko-Damer mellem røde Gevandter
og blaa Skyer.

Selv i Halvmørket var Pragten besynderlig falmet og pauvre. De gyldne Lister paa Vægfelterne var afblegede og sprukne rundtom. Skjoldede og medtagne hang store Spejle i deres Rammer à la Louis quinze.

Prinsesse Maria Carolina gik hen til et af Spejlene: hun havde aldrig før lagt Mærke til, at dets Flade var sammensat af tre Glas. Hun saa' længe paa dette Spejl; det hertugelige Vaaben sad i alle Hjørner; det var en gammel Brudegave fra Residentsens Embedsmænd til en af hendes Slægt; hun blev Billedet vaer derinde: Man kunde se gennem Dørene ned ad Salene. Tre Lysekroner hang paa Rad, omhyllet af Lagener, som slappe, halvtømte Balloner under Lofterne.

Paa Konsollen stod en Sèvres Vase. Den var sammenklinket paa den Side, som vendte ind til Spejlet.

Inde i den næste Sal hang et halvt Dusin at Prinsesse Maria Carolinas Forfædre, de regerende Hertuger. Undertiden om Søndagene bad Slotskastellanen Hendes Højhed om speciel Tilladelse til at maatte vise nogle Besøgende Billederne. Det var mest Bønder eller Børn fra en Skole anført af deres Lærer. De listede stille hen gennem Salene og turde ikke tale højt, men hviskede ganske sagte og spærrede Øjnene op og skubbede til hinanden. Og de stirrede ærbødigt paa deres Landsfædres Billeder og nævnede Navnene med en egen Betoning ligesom Helgennavne i Bønner.

Prinsesse Maria Carolina gik frem i Salen og betragtede sine Ahner. De var malet i Hofdragter i store Attituder, med Haanden paa et juvelbesat Kaardefæste. Et Par havde en Krone liggende ved Siden af sig paa et Bord, paa en rød Fløjelspude. En anden havde en Rulle Papir i den fremstrakte Haand ligesom en Kommandostav.

Prinsesse Maria Carolina rullede et Gardin op og betragtede Billederne længe. De var nylig malet op, og de grelle Farver skinnede. Hun saa' paa Ansigterne. De havde alle samme Udtryk; med tom Parademine stod de der, midt i deres Fløjel, stive og livløse.

Hendes Højhed sukkede. Det var ikke Mestre, der havde malet hendes
Forfædre.

Da Hendes Højhed traadte ind i sit eget Gemak, rev hun hastigt, som om hun trængte til Luft, det store Vindue op. Vaarluften slog hende solvarm imøde. Hun satte sig og saa' ud, støttende Hovedet i sine Hænder.

Efter lange Regnskyl var Vaaren kommen pludselig. Friskt bredte sig det fine grønne over Plænerne, og Træernes Knopper var halvt sprunget ud. Man fornam Kastaniernes første sarte Duft og den friske Dunst fra den varme muldede Jord.

Hendes Højhed syntes aldrig, hun havde set alting saa ungt og saa lyst. Himlen var saa klar og høj uden Bund. Det syntes Maria Carolina som om alt skinnede, Buskene og den ny grønne Plæne og Træerne og Horisonten….

Spurvene holdt Hus mellem Elmene. Og naar man aandede, fornam man de vilde Ribsklasers Krydderduft.

Prinsesse Maria Carolina lukkede Øjnene, som blev de blændet; og uden at hun vidste det, brød nervøse Taarer frem og løb ned over hendes Kinder.

Hun følte et Ubehag overfor dette Lys og Liv, stærkt næsten som en fysisk Smerte. Det var, som Foraaret derude pludselig overvældede hende. Svimmel saa' hun gennem Taarerne den flimrende Luft, og de fjerne Højders blaa Linier kom i Bølgegang for hendes Øjne.

Prinsessen rejste sig og lukkede Vinduet. Hun slog de lange stores for og satte sig i den halvmørke Stue. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev ved at græde. Ellers græd Hendes Højhed kun om Søndagen i Kirken.

Hun sad og rokkede stadig frem og tilbage og saa' stadig kun et og samme Billede—hun vidste ikke, hvorfor og hvor det kom fra. Det var Aar og Dag, siden hun havde tænkt blot med en Tanke paa sin Onkel, Prins Otto Georg, Aar og Dag. Og nu saa' hun ham, som var det blot igaar hun var Barn og nysgjerrig, staaende paa Tæerne bag hans Stol, havde stirret saa tit paa Onkel Otto Georgs Ild;—hun kom slet ikke bort fra hans Billede.

Onkel Otto Georg lagde Brændestykkerne til Rette i Ovnen; og saa slog han forsigtigt Ild med det lille Fyrtøj og tændte Kvasset under Stykkerne. Flammerne slikkede og Flammerne borede. Onklen stirrede derind, med Hagen begravet i sine Hænder, med de skinnende døde Øjne.

Maria Carolina turde ikke tale til Onkel Otto Georg. Hun laa tavs paa Knæ ved Siden af hans Stol og saa' ind paa Ilden i Ovnen. En Gang imellem mærkede den stille Prins, at Barnet laa der; og Maria Carolina følte Onkel Otto Georgs bløde Hænder glide saa sagte hen over sit Haar. Det var saadan en blød og nænsom Gliden, frem og tilbage—længe. Sommetider faldt Maria Carolina i Søvn, med Hovedet ind mod Onkels Stolearm; sommetider kom hun til at græde.

Onkel Otto Georg tog hendes Hoved mellem sine Hænder, og med sin besynderlige, trætte Stemme, der kun havde én Tone, sagde han:

Oui—mon enfant … mon pauvre enfant.

Han sad med hendes Hoved i sine Hænder og saa' paa hende med sine døde
Øjne, og han blev ved at mimre paa sin ene Tone:

-Oui—mon enfant—mon pauvre enfant …

Onkel Otto Georg rejste sig og lydløs, rokkende paa sit smukke Hoved
med det bløde lyse Skæg, listede han hen over Gulvet til den næste
Stue. Og tændte Ild i Ovnen, forsigtigt som en Tyv, med sit lille
Fyrtøj, og saa' paa Flammerne med sine Glasøjne—

Om Sommeren var Onkel Otto Georg hele Dagen nede i Haven hos sine Blomster. Hvor han elskede Roser. Han holdt Kalkene—saadan i de to rundede Hænder og timevis saa' han stille paa Blomsten og smilede….

Maria Carolina kom forbi med sin Guvernante … Onkel Otto Georg mærkede det ikke. Han stod med sit rokkende Hoved ned over Roserne og smilte.

Guvernanten holdt op med sin evige Eksamination, gav tre Kniks til Prins Otto Georgs Ryg og slog en lille Bue i Gangen—Mlle Leterrier var altid bange for Onkel Otto Georg.

—Og Maria Carolina sneg sig stille forbi … De gik op paa
Terrassen….

Mlle Leterrier gav tit Maria Carolina Timer paa Terrassen. Man saa' deroppe hele Residentsen med dens Skorstene og røde Tage og Kirketaarnet og den lille Flod med de to Broer og den røde Kaserne, der var det største Hus i hele Byen.

Panoramaet lettede Mlle Leterriers Undervisning.

Hun havde Gloserne om sig.

Træer og Huse og de røde Tage og Røgen fra Skorstenen op gennem den blaa Luft, og de smaa Skyer paa Himlen, og Lindene og Blomsterne mellem Stammerne og Stubbene, dækket af det grønne Mos, og Fuglene, som sang i Buskettet, og Myggene, der svirrede—det var altsammen bare Gloser for Mlle Leterrier.

Gloser og Udgangspunkter. Mlle Leterriers Undervisning #hvilede# paa
Udgangspunkter: hendes Methode gik ud fra det virkelige Liv. Paa
Terrassen svælgede Mlle Leterrier i Udgangspunkter.

En Spurv lod sig dumpe fra en Gren ned paa Jorden og boltrede sig i
Terrassens Støv.

Mlle Leterrier standsede og saa' paa Spurven som paa et af de syv Undere: Ah—le petit oiseau … Comme il est beau, le petit oiseau….

Mlle Leterrier var meget nysgjerrig efter at faa at vide, hvad det mon egenlig #var# for en "petit oiseau"….

Maria Carolina stod og ludede; hun saa meget sløv paa Mlle Leterriers "pippende" Under.

-Ah—det er en Gulspurv … Deres Højhed véd jo nok (Hendes Højhed #vidste# alt …) en Gulspurv.

Mlle Leterrier var midt inde i Naturhistorien. Hun endte med Anekdoten om Apelles og Fuglene. Mlle Leterriers Undervisning var rig paa Anekdoter.

-Deres Højhed, sagde Mlle Leterrier, naar Maria Carolina havde mumlet
en af Lafontaines Fabler for Hendes Højhed Hertuginden, og Hendes
Højhed i sit slæbende Fransk udtrykte sin Tilfredshed—Deres Højhed,
Kunsten at undervise er Kunsten at interessere.

Mlle Leterrier havde ved højtidelige Lejligheder Slagord, som hun kaldte Citater af Jean Jaques Rousseau.

* * * * *

Mlle Leterrier og Maria Carolina gik videre hen ad Terrassen. Mlle
Leterrier var kommet ind i Botaniken … Hun talte om Bladenes
Bygning.

-Deres Højhed ved, at Cellerne….

Mlle Leterrier fortabte sig i alt, hvad Hendes Højhed vidste om
Celler.

Maria Carolina gik stille ved Siden af Guvernanten. Hun sagde sjældent andet end "Ja" og "Nej". Det sagde hun ikke saa livligt. Hendes Højhed forraadte ikke, hvormeget hun vidste om Cellerne.

En Gang imellem gik hun hen til Randen af Terrassen. En høj Klokke havde lydt op der nede fra. Det var Frikvarterklokken i Hertugindens Vajsenhus.

Naar Maria Carolina bøjede sig lidt ud over Rækværket, kunde hun se ned paa Vajsenhusets Legeplads. De smaa Unger tumlede om dernede i deres Lærredskitler, lo og hvinede og legede "sidste Slag" … Det lød op som en Jubel.

Maria Carolina stod og saa' saa "langt" ud over Rækværket.

Mlle Leterrier fandt et nyt Udgangspunkt. Træt slap Maria Carolina
Gelænderet og fulgte efter Guvernanten.

Dernede sang de. Maria Carolina kendte Sangen.

Det var den Leg, hvor de snurrede rundt i en Kreds—og en stod derinde i Kredsen og bredte sit Forklæde ud og knælede ned, og saa knælede den anden og saa dansede de to i Kredsen—og de andre udenom—og holdt hinanden i Hænderne.

"Munken gaar i Enge"

sang alle Barnestemmerne i Kor.

-Deres Højhed vil spørge, sagde Mlle Leterrier, som stadig var i
Botaniken. Mlle Leterrier sagde ofte: "Deres Højhed vil spørge"….

Det var en Formel.

Maria Carolina spurgte ikke. Hun var saa træt af Udgangspunkter Mlle Leterrier spurgte for hende. Det interesserede hende saa lidt. Artig gik hun, med sit "Ja" og "Nej", med sit underlige graa og gamle Ansigt og de matte Øjne, ved Siden af sin Guvernante.

Mlle Leterrier fik gale "Ja" og "Nej". Hun blev ærgerlig.

-Deres Højhed har ingen ret Sans for Naturen, sagde hun.

De sang dernede—hvor de sang!….

Ja, det var den, de dansede efter—nu:

    Ej—hvor lystigt de danser, de to—
    Som om de havde tabt baade Strømper og Sko …
    —Som om de havde tabt baade Strømper og Sko….

Mlle Leterrier havde set en Myretue. I et Nu var Mlle Leterrier i
"Sanssouci". Det var en gammel Vane hos Mlle Leterrier at beskæftige
sig med Sanssouci. Hendes tidligere Elev havde været af Huset
Hohenzollern. Mlle Leterrier havde grupperet sin Undervisning om
Frederik den Store.

Nu var hun i Vanen: Mlle Leterrier arriverede fra alle sine
Udgangspunkter pludseligt hjem til "Sanssouci".

Det var gammel Vane. Men Mlle Leterrier havde Aandsnærværelse:
Hertuginden var af Huset Østrig: Med en Vending gik hun over til
Schönbrunn og sluttede med Maria Theresia.

Naar Mlle Leterrier var naaet til Maria Theresia, gjorde hun en Pavse.
Tavse gik Guvernante og Elev ved Siden af hinanden.

Det højeste var, at en ensom Glose oplivede Stilheden.

Maria Carolina gentog Glosen med sin trættede Stemme.

-La pelouse—Votre altesse le sait….

-Oui—mademoiselle—la pelouse.

Frikvarteret dernede var omme. Klokken lød og Barnestøjen døde hen med en travl Summen.

Mlle Leterrier og Maria Carolina var naaet til Enden af Terrassen. Vajsenhuset laa lige dernedenfor. Maria Carolina saa' to smaa forskrækkede Smølehoveder løbe hen over Gaarden og ind ad Døren … Oppe fra Skolestuen hørte man Lærerindens Stemme og Børnene, som stavede op i Kor, ud gennem de aabnede Vinduer….

Maria Carolina stod og ludede, mens hun lyttede.

-Deres Højhed maa holde sig rank—Maria Carolina fo'r sammen og rettede sig—Deres Højhed holder sig forskrækkeligt … Deres Højhed maa igen ha'e Bandage….

Maria Carolina blev hvert halve Aar snørt et Par Maaneder i
Jernstativ for at faa Holdning.

Mlle Leterrier var træt. De satte sig paa en Bænk mellem Træerne.

De mindste Piger fra Vajsenhuset kom forbi. De kom med Plejemor, snadrende langt henne, i deres gule Kitler, en lang Række, som en Flok smaa Ællinger.

De tullede af efter Plejemor i de lange Kitler—de hvide Kyser bundet fast om de røde runde Ansigter.

Maria Carolina saa' dem komme, to og to, med hinanden om Halsen, pludrende og hvinende løb de til og fra … Naar de kom forbi Bænken blev de stille, og de hilste med smaa gravitetiske Kniks og holdt ud i Kjolerne og stirrede paa Maria Carolina med store runde Øjne.

Og et Par af de mindste faldt, mens de kniksede, og laa og græd paa Jorden og stolprede op igen og kniksede igen, mens Taarerne løb dem ned over Kinderne….

Maria Carolina sad genert og rød i Hovedet paa sin Bænk og nikkede og takkede.

Smaapigerne var forbi. De summede sammen i Kreds og kom ikke frem—det lød som en Syngen, Stemmerne henne i Alleen.

Mlle Leterrier saa' paa Uhret. Det var Tid: Hendes Højhed havde sin
Time i Dans og Bevægelse.

Maria Carolina rejste sig og fulgte Guvernanten. I Rosenhaven pyllede Prins Otto stille om mellem sine Roser, midt i Solen. Maria Carolina og Mademoiselle gik ham forbi: Hendes Højhed havde Dansetimer i den lille Balsal. Hendes Højhed Hertuginden overværede selv Prinsesse Maria Carolinas Timer i Dans og Bevægelser. Den gamle Lærer var et antikveret Balletben med mange udværts Balletbuk og Fadermordere.

Prinsesse Maria Carolina dansede Kvadrille med tre Stole. Den udværts svedte over "Morderne" med en tynd Violin. Hendes Højhed var fortvivlet: Prinsesse Maria Carolina havde aldeles ingen Gratie.

-Tilbage—frem—én, to, tre … Kompliment … Man #ser# paa sin Herre … Der—der—Herren til venstre. Prinsesse Maria Carolina strittede fortvivlet rundt mellem sine tre Stole. Balletdanseren spillede og slog Takt med sin hele Krop—

Der—der—tre, Deres Højhed … Herren til højre—det røde Baand,
Herren til højre (røde og blaa Baand om Stolene støttede Maria
Carolinas Fatteevne) … to, tre, Kompliment….

Balletantikviteten sprang som Harlekin i Pantomimen, mens han filede.

Godt—godt—en to, tre, Herren til venstre….

Maria Carolina nejede igen for de røde Baand….

Nej—nej—en, to, tre, Herren til venstre—

-De Haandled, raabte Hendes Højhed, Hr. Pestalozzi,—de knækkede
Haandled! Og hvilken Kompliment … den #Kompliment!#

Hendes Højhed Hertuginden var ude paa Gulvet.

-Om igen….

Prinsesse Maria Carolina nejede igen med rund Ryg.

-Den Holdning—den Ryg dog … Om igen….

Hendes Højhed sang med.

Prinsesse Maria Carolina nejede med stive Øjne for sine tre Stole….

-En græsselig Kompliment—#græsselig#. Hendes Højhed ved ikke Raad:
Prinsessen gaar saa rundrygget som en Vandbærerske.

Hr. Pestalozzi tørrer sig med et Lommetørklæde, propert som et gammelt
Sminkeklæde: det ligefrem risler af Hr. Pestalozzi.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina er stivøjet.

Om Mlle Leterrier turde sige—Mlle Leterrier hækler Mellemværk i en
Krog, Mlle Leterrier hækler altid Mellemværk til sine jomfruelige
Negligéer—: Prinsesse Ernestine var blevet bundet fast i Sengen om
Natten….

Saa hun ikke kunde røre sig … Hendes Højhed Prinsesse Ernestine laa aldeles lige ud….

Det havde hjulpet forbavsende paa Hendes Højhed Prinsesse Ernestine
… Det var Armene, som blev bundet….

Hendes Højhed Hertuginden fandt det noget stærkt … Hendes Højhed
Prinsesse Maria Carolina kunde forsøge at gaa et Par Timer med Lineal.
Hendes Højhed Hertuginden var selv gaaet fire Timer med Lineal om
Dagen—i sin Barndom.

Balletantikviteten spillede op igen.

Prinsesse Maria Carolina dansede Vals med en rød Taburet.

Hendes Højhed Hertuginden rejste sig for at gaa. Hun skulde have Time i Maling. Hendes Højhed Hertuginden malede. Det var altid noget rundt hvidt i meget blaat. Hendes Højhed skænkede dette hvide og blaa som Gave til Basarer. I Gavefortegnelsen specificeredes det: Hendes Højhed Hertuginden, et Maleri: Aakander svømmende paa Vand.

Alle Dagligstuer i Residentsen havde "Aakander paa Vand".—

Desuden var Hendes Højhed Hertuginden sulten. Hendes Højhed
Hertuginden nød regelmæssig et Maaltid hveranden Time.

Prinsesse Maria Carolina gjorde Kompliment for sin Mama.

Dagene gik; den ene som den anden. Hendes Højhed havde Timer; og
Hendes Højhed havde Fritid og spadserede med Mademoiselle. Hendes
Højhed var skrækkelig kejtet og havde store røde Hænder.

I Konversationstimerne gik Hendes Højhed med Lineal.

Efter Taflet kørte Hendes Højhed Hertuginden Tur. Prinsesse Maria
Carolina sad paa Bagsædet og nikkede til Folk.

De kørte altid samme Vej, ned gennem Residentsens Storgade ud til "det italienske Slot".

Hofdamen underholdt Hendes Højhed Hertuginden; Hofdamen kunde en
Historie om hvert Menneske de mødte.

I "det italienske Slot" drak Hertuginden Chokolade. Saa vendte de hjem.

Prinsesse Maria Carolina var meget træt, naar hun kom i Seng om
Aftenen, og Mlle Leterrier havde faaet bundet Handskerne om hendes
Haandled—med de røde Hænder.

* * * * *

Mlle Leterrier taalte ikke at blive begejstret i Sommerheden. Hun faldt regelmæssig lidt hen, naar hun—via Sans souci—var naaet til cette illustre impératrice. Maria Carolina flyttede sig en Smule paa Bænken, sagte, angst for at vække hende. Det var Maria Carolinas bedste Tid, naar Mlle Leterrier faldt lidt hen.

Der var saa stille—ikke en Lyd over Haven. Stille laa i Solen Parkens grønne Træer og Slot og By.

En Bi kom summende op mod Terrassens Skygge, surrede bort igen ud i den store Sol.

Det var saa dejligt at sidde her i Fred, næsten som sad hun lidt alene.

Hun skottede til Mlle Leterrier, bange ved hver en Støj.
Vajsenhusbørnene kom forbi og kniksede; henne paa Terrassen—Hendes
Højhed Hertuginden havde paa sin Navnedag allernaadigst skænket dem en
Legeplads heroppe med Gynge, Balancebrædt og en Vippe—lo de og
støjede.

Mlle Leterrier sov væk.

Maria Carolina stod sagte op fra Bænken og listede sig hen ad
Terrassen. Naar Børnene raabte højt, fo'r hun sammen og vendte sig.

Bag et Træ saa' Maria Carolina paa deres Leg.

De stod, to og to, i en lang Række med Ryggen til hende … Ja—de legede Enke….

Maria Carolina kendte alle deres Lege: "Munken" og "Trold" og "Sidste
Slag" og "Prinsessen i Buret".

Hvor de løb—rundt om Gyngen—med et Hvin.—Men saa ta'—men saa ta' hende dog … Aa, den tykke Martha var Enken….

Rundtom hvinede de smaa. De legede "Gemme" og stillede sig med Ansigterne ind mod Træerne og skreg, naar de var fundet og trillede afsted og faldt i "Saltebrød" og sprællede, saa man saa' de runde lyserøde Stolper op under Skørterne….

De ældre var trætte. De satte sig paa Bænkene i en lang Rad med hinanden om Livet og vuggede frem og tilbage. Et Par begyndte at synge.

Rundtom sang de med, mens de gyngede med Kroppen.

De smaa satte i og blev ved at synge det første Vers med deres skærende, høje Stemmer. En lille gullokket En var faldet og sad grædende paa Jorden. Hun sang, mens hun smurte Taarer og Jord rundt i sit Ansigt.

Maria Carolina gik stille tilbage til sin Guvernante.

En Dag var de smaa Piger alene.

De legede alle de stores Lege og kunde ikke huske dem, og røde i Totterne skændtes de som smaa Hanekyllinger og satte Trutmunde op og blev fornærmede….

Maria Carolina listede frem bag sit Træ.

Hun bøjede sig ned over en lille Purk, som snøftede og gned Øjne. Skal jeg hjælpe? sagde hun?

Den lille saa' op og stirrede lidt paa hende.

Saa rev hun sig løs og løb fra hende … De andre saa' Maria Carolina og begyndte at neje og holde i Forklæderne og trække sig væk, baglænds, skubbende til hinanden, over mod Træerne.

Maria Carolina stod ene, midt paa Pladsen. Hun var helt rød.

-Vil I lege, sagde hun igen og gik lidt frem.

Børnene svarede ikke. De klinede sig sammen, med Fingrene i Munden. Et
Par blev ved at knikse.

-Skal vi ikke lege, sagde Maria Carolina igen, men sagtere.

Der kom ingen Svar, bare nogen Smaagrynt.

-Vi ska' lege "Munken", sagde Maria Carolina og gik lidt frem igen.

-Kom.

Hun tog en lille Pige i Haanden: Du skal holde mig, sagde hun.

Den lille strittede imod og begyndte at græde. Hun borede sig ind i Klumpen af de andre, som stod og skulede og snøftede—det trak op til en Stor-Skylle.

-Men—vi vil jo lege Munk, sagde Maria Carolina.

Hun tog en anden om Armen; den lille græd, som hun havde en Kniv i
Halsen.

Maria Carolina slap hende. Hun saa' et Øjeblik endnu paa de smaa, som snøftede i Klump. Saa vendte hun sig og gik.

Mlle Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.

Men Signor Pestalozzi vidste ikke, hvad der dog gik af Hendes Højhed i Timen i Dans og Bevægelse; Hendes Højhed begyndte pludselig at græde midt under Kvadrillen, mellom de tre Stole, og Graaden vilde aldrig høre op.

Maria Carolina pressede Læberne sammen og gjorde sine Pas til Signor
Pestalozzis Violin, mens Taarerne løb hende ned ad Kinderne.

Men om Aftenen, da Mlle Leterrier havde bundet Hanskerne om hendes Haandled og var gaaet ud og havde lukket Døren, og hun havde hørt hendes Skridt bort gennem Gangen, stod Maria Carolina op igen og knælede ned paa Gulvet og rakte Armene op mod Himlen og græd og græd og græd.

Hun bad til Gud med Hovedet ned i Tæppet. Maria Carolina vidste ikke selv, men hun syntes, hun var saa grænseløs, saa forfærdelig ulykkelig….

Da var Maria Carolina vel en fjorten Aar.

* * * * *

Hendes Højhed Hertuginden valgte Maria Carolina to Veninder.

Det var et Par Gehejmeraaddøtre med lyserødt Haar og Fregner til ned paa Halsen.

De sad paa Kanten af Stolene, havde altid klamme Hænder, sagde "Ja" og "Nej" og aad som Ravne ved alle Maaltiderne.

Om Aftenerne blev der læst højt under Mlle Leterriers Forsæde. Det var
Bøger af Samlingen pour les jeunes filles. De skiftedes til at læse.
De to fregnede forstod ikke et Ord. Naar de selv læste, smurte de paa,
uden at drage Aande, saa Fregnerne glødede.

Ingen forstod en Stavelse.

Mademoiselle hæklede Mellemværk og sagde: "Meget smukt", hver Gang de tabte Vejret.

Naar de spillede Kort, lod Veninderne altid "Hendes Højhed" vinde, og fik bagefter Knaset til Foræring.

Maria Carolina behandlede dem med en distræt Venlighed. Mest var hun interesseret af, hvor meget der kunde gaa i deres Lommer. Hun troede virkelig, der var Plads til alt i deres Lommer.

—Saadan gik Tiden.

I Ferierne kom Arveprinsen hjem fra Kadetskolen.

Hans Højhed Arveprins Ernst Georg var en lang Knægt, som kneb Maria Carolina i Armen under Taflet, saa hun var gul og grøn. Om Søndagen sad han bag ved hende i Kirken og knubsede hende under Prædikenen med knyttet Haand i Nakken. Maria Carolina kunde være gaaet i Ilden for ham.

Hun elskede ham blindt. Hun var altid stiv som en Pind imod ham og talte altid til ham, som om hun var fornærmet.

Arveprins Ernst Georg drillede hende med at overkysse hende. Hun var blodrød og grædefærdig. Bagefter sad hun i en Krog og beundrede.

-Luk Munden, raabte Ernst Georg. Maria Carolina havde den Vane at sidde hen med aaben Mund, naar hun beundrede.

Maria Carolina var meget kejtet og kunde aldrig finde sig til rette med sine Arme, som var lange, med meget røde Haandled. De hang og dinglede, som var de løse.

-Armene, Deres Højhed, Armene, sagde Mademoiselle Leterrier.

Og Hendes Højhed fo'r sammen, og Armene strittede krampagtigt,
Albuerne var spidse som Syle.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var i sørgelig Grad uden
Gratie.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina fyldte seksten Aar.

* * * * *

Hun fik egen Hofstat. Den bestod af en Hofdame, Komtesse
Theodora-Anna-Amalia v. Hartenstein, det fyldte godt i den hertugelige
Statskalender. Hun var opført tre Gange. Hendes Højhed Hertugindens
Hofstat: Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, første
Æresdame. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Hofstat: Æresdame
Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame.

Hofstat til Disposition for fremmede Fyrstinder: Æresdame Komtesse
Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame hos Hendes Højhed
Prinsesse Maria Carolina.

Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein var skrutrygget og klædte sig fortrinsvis i krèmegult. Selv naar hun havde et nyt Toilette, saa' det ud som om det var omsyet.

Hun holdt sig op ad Prinsesse Maria Carolina og sagde altid: Deres
Højhed mener….

Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein vidste alt, hvad Hendes
Højhed mente.

Prinsesse Maria Carolinas manglende Ynder var indhyllet i et evigt, stramt lyserødt. Saa inderlig ligegyldig lod hun alt skylle sig forbi.

* * * * *

Hendes Højhed Hertuginden vilde adsprede hende: Prinsesse Maria
Carolina fik Undervisning i Akvarelmaling.

-Hendes Højhed har Blegsot, sagde Livlægen. Hendes Højhed trænger til
Bevægelse.

Hendes Ridetimer blev fordoblede. Maria Carolina havde en Ven. Det var hendes Hest.

Naar hun paa sine Rideture var staaet af Hesten ude i Skoven, for at spadsere, kunde hun blive staaende Kvarter efter Kvarter, med sine lange Arme slyngede om sin "Ajax"'s Hals. Hun talte ikke til Dyret, gav det ingen Kælenavne og kærtegnede det ikke. Hun stod blot med Hovedet ind mod Dyrets Hals, stille og ubevægelig—længe. Og naar hun var vendt tilbage til Slottet, og Lakajen gik bort med Ajax, blev hun staaende og saa' efter Dyret, saa længe til det forsvandt i Porten.

Onkel Otto Georg saa' hun sjældnere nu. Han var blevet mere syg de sidste Aar. Han sad mest stille hen og rokkede. Han talte aldrig, udstødte kun midt som han sad nogle underlige uartikulerede Lyd, der lignede Ugleskrig. Om Sommeren kom han en Gang imellem ned til sine Roser. Maria Carolina gik med ham og støttede ham. Han pylrede rundt mellem Buskene og nussede og smilede som et Barn….

Han blev stadig svagere og svagere og saa tynd som en Stilk.

Maria Carolina græd meget, da han døde.

Aaret efter gik ogsaa Hendes Højhed Hertuginden bort. Maria Carolina havde et stort Ceremoniel at gennemgaa og ikke megen Tid til at sørge. Hun havde ogsaa kendt saa lidt til sin Moder.

II.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede gammel i at repræsentere ved Hoffet.

Det var hvert Aar de samme Fester. Ballet Nytaarsdag, hvor Hans Højhed
Hertugen i Polonæsen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina. Til
Kvadrillerne behagede Hendes Højhed Prinsessen at opbyde altid de
samme Officerer.

De tre Vintertafler og den lille intime Hof-Festlighed paa Hendes
Højheds egen Fødselsdag med Fyrværkeriet og hendes Navnetræk, det
kronede M.C. i grønt og gult, Landsfarverne. Og de seks smaa
Lørdagstéer i Hendes Højheds private Appartements, hvor Garnisonens
Dusin Officerer dansede med de unge Damer af Hofkredsen og indøvede
Signor Pestalozzis Kvadriller, som paa Hans Højhed Hertugens
Fødselsdag blev udført i Kostyme.

Den aarlige Basar i "Borgerforeningen", hvor Hendes Højhed fik Buket ved Foden af Raadhustrappen og blev slæbt gennem Salen af det første Komitémedlem (Hendes Højhed kunde aldrig holde Trit med Komitémedlemmer i "Borgerforeningen") og sad paa Tribune af gult og grønt—Landsfarverne—mens Hofskuespiller Hr. von Pöllnitz velvilligt deklamerede "die Glocke".

Hr. von Pöllnitz var den eneste i Salen, som ikke var ganske sikker i "die Glocke". Han havde megen Pathos og løftede sig paa Tæerne ved Enden af hvert Vers.

Hr. von Pöllnitz udfyldte Hullerne i sin Hukommelse ved at fremrulle nogle langstrakte Lyd, der lignede fjern Torden, og han svingede med den højre Arm som med Vingen af en Vejrmølle.

Naar Hr. von Pöllnitz var færdig—det varede Aar for Aar længere, inden Hr. von Pöllnitz blev færdig med "die Glocke"—sagde Hendes Højhed: Det glæder mig….

Hun vilde sige mer og fandt ingenting og var generet af sine Arme—Hendes Højhed stod altid, som om hun vilde gemme sine Arme, naar hun skulde sige noget—og sagde igen:

-Det glæder mig … Det har som sædvanlig glædet mig meget….

Hr. von Pöllnitz bukkede og pustede som en Hvalfisk. Det tog Aar for
Aar mere paa Hr. von Pöllnitz at sige "die Glocke" paa Grund af
Tordenen.

Efter hver Basar haabede Hr. von Pöllnitz at blive Ridder af Husordenen. Hr. von Pöllnitz havde Medaillen for Kunst: Hans Højhed Hertugen havde benaadet Hr. von Pöllnitz med Medaillen til hans fem og tyveaarige Jubilæum. Hr. von Pöllnitz havde spillet Romeo til sit fem og tyveaarige Jubilæum….

Hendes Højhed gik ned gennem Salen og købte noget i hver Butik.

Hos Overborgmesterens Frue købte hun Peberkager. Overborgmesterens
Frue bagte dem selv.

-Jeg spiser Deres Peberkager med stor Fornøjelse, sagde Hendes
Højhed.

Hendes Højhed spiste hvert Aar Overborgmesterfruens Peberkager med
Fornøjelse. Alle Husmødre i Residentsen laante Opskriften paa "Hendes
Højheds Peberkager".

Naar Hendes Høj hed havde besøgt Butikerne, besaa hun Forlystelserne.
Der var et Menageri. En ung Overlærer ved Gymnasiet fremviste "et lærd
Svin". Det sagde "Øf-øf", naar han kildede det paa Maven.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina lo, saa Komtesse von
Hartenstein fik Hoste.

Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein forstod overhovedet ikke, at Hendes Højhed undertiden—"og ved de besynderligste Leiligheder, min Go'e," sagde hun til Mademoiselle Leterrier, der sad hen i Slotsfløjen som Oldfrue—"kunde tillade sig nogle Anfald af Lystighed"—"#Explosioner#, min Go'e"—saa hun næsten blev borte i Latter.

-Aa, De véd det jo, min Go'e, sagde Frøken von Hartenstein, det er jo
#Sorgen#: Grace #har# hun jo aldrig … Og naar hun saa #ler#….

Frøken von Hartenstein vilde ikke udtrykke sin Beklagelse.

Hofdame Komtesse von Hartenstein lo aldrig uden diskret, bag sit
Lommetørklæde.

-Det er ikke enhver, som har l'air du trône, siger Mademoiselle Leterrier. Hun er mildest talt ikke tilfreds med at sidde som Oldfrue uden Rang.

Men Frøken von Hartenstein saa' mod Loftet.—Man tier jo, min Go'e, om de illustre Personer, sagde Frøken von Hartenstein.

Hendes Højhed havde set hele Basaren. Ved Udgangsdøren holdt
Overborgmesteren Tale.

Den Legemsdel, som er højest, naar man hugger Brænde, var i uafladelig
Bevægelse hos Hr. Borgmesteren, naar han holdt Tale.

Naar Talen var ude, stod Hendes Højhed lidt og vilde finde paa noget
… Saa sagde hun:

-Jeg takker Dem … Det har glædet mig … Og gik, mens man altid stod og ventede, hun vilde sige noget mere.

Men Hendes Højhed #havde# ikke mange Ord.

* * * * *

En Gang imellem slog Hendes Højhed ogsaa Søm i en Skyttefane og nedlagde en Grundsten.

Ellers gik Dag som Dag. Der var ingen Forandring. Det var altid det samme.

Undertiden, naar Hendes Højhed spadserede sin Tur paa Terrassen og saa' over mod det lange graa Slot, stilløst og trist, med sine mange smaa Ruder og de gamle Kanoner, som var kørt op og stod og rustede foran den høje Trappe, og Skildvagten—den ene Mand, som drev op og ned, vendte om og vendte—følte Hendes Højhed som en træt Beklemmelse, som om hele den graa Slotskasse et Øjeblik trykkede paa hendes Bryst.

Hun saa' fra Siden hen paa Komtesse von Hartenstein, der gik sirligt som en Danserinde paa Benene. Og Hendes Højhed gik hurtigere til, irriteret ved det evige Sam-Trit.

Men Komtesse von Hartenstein kom ikke ud af Trit med Højheden.

Og efter sin Tur vendte Prinsesse Maria Carolina tilbage til sin Vandfarve eller til sit Broderi. Komtesse von Hartenstein læste højt af Revue des deux Mondes.

Om Aftenen sad Hendes Højhed i Hoftheatret i sin Loge. Unge Begyndere og udtjente Heltefædre aflirede Schillerske Vers.

Hendes Højhed hørte det som i Telefon og halvt i Søvne. Hendes Højhed
berørte en Gang imellem flygtigt Spidsen af Næsen med Kanten af sin
Vifte. Spidsen af Næsen bevægede sig, naar Hendes Højhed skjulte en
Gaben.

Saadan gik Tiden, og Dag efter Dag.

Og det hændte, at Hendes Højhed pludselig overrasket blev vaer, at Markerne grønnedes, og Engene langs Floden, og at Buskene ved Vejen stod med store Knopper.

-Men at det er Foraar? sagde hun.

-Vi har idag kun fjorten Dage til Hans Højhed Hertugens høje
Fødselsdag, sagde Frøken von Hartenstein.

-Ja, det er jo sandt, sagde Hendes Højhed. Hun blev ved at se ud over de grønne Marker.

III

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var giftefærdig.

Nogle Aar var der forskellige Sendebud paa Besøg ved Hoffet. Tre, fire
Prinser kom selv.

Maria Carolina blev ved Taflet ført tilbords af den fremmede Højhed. De sad begge generte mellem de diskrete Ekscellencer af Hofstaterne og sagde halvhøjt de ligegyldigste Sætninger med oplivede Ansigter.

Men pludselig standsede de midt i det, og de fandt ikke mer at sige, men sad og blev ved at smile, bøjet ind mod hinanden som Folk, der lige vil til at tale, og fandt ikke noget.

Damerne og Herrerne af Hofstaterne blev stikkende i de hviskede Samtaler, og, som Højhederne, sad de smilende, bøjede frem med interesserede Ansigter og sagde ikke noget, drejede Knivene mellem deres Fingre og saa' paa hinanden.

Hans Højhed rømmede sig meget højt, Gang efter Gang. De unge Højheder sad i samme Stilling, smilende ind mod hinanden, som Figurerne i et Vokskabinet.

—Den Mund, naar hun dog lukkede den Mund. Komtesse von Hartenstein var nervøs, som var det hende selv, der gerne skulde giftes.

Efter Taflet drak man Kaffe i den gule Sal. Hertugen gik til Tarokbordet, og Damerne og Herrerne af Hofstaterne gjorde sig smaa rundt om i Krogene. Komtesse von Hartenstein stak en Naal ud og ind gennem et Stykke Kanevas og bildte sig ind, at hun broderede.

Maria Carolina blev meget livlig. Hun blev ved at tale, hun gav slet ikke slip paa Eksellencerne Kurth og Quaade.

Det var et Spørgsmaal i Forstvæsen, der interesserede Hendes Højhed …
Hendes Højhed kunde ikke forstaa….

De to Eksellencer stod og trippede under Lysekronen. Hendes Højhed hørte ikke en Lyd af hvad de sagde, men hun blev ved at spørge og tale meget højt og bevæge den udslaaede Vifte.

Den fremmede Durchlauchtighed snoede sit Overskæg og betragtede sine
Støvler.

-Som jeg siger, kære Eksellence….

Den kære Eksellence stod som paa Gløder: Han var den sidste.
Eksellencen von Kurth var sluppet bort i en Pavse med tre Reverentser.

Eksellencen von Quaade tog en Beslutning: han brød af midt i en Sætning og gik baglænds.—Ja, ganske vist, sagde han, Deres Højhed, ganske vist.

Der blev et stort tomt Rum rundt om Deres Højheder.

De tog Plads ved et Bord og saa paa nogle Tegninger.

Den næste Formiddag var der arrangeret en Udflugt. Herskaberne spiste
Frokost paa Bjergslottet, og bagefter blev der spaseret i Skoven.

Følget blev borte. De to unge Højheder var alene. Maria Carolina krammede krampagtigt om sit Parasolskaft og sagde nu og da nogle stakaandede Ord, mens de gik. Den fremmede Durchlaucht lavede en lang Snirkelgang efter sig i den muldede Jord med sin Stok.

Tilsidst gik de tavse lidt fra hinanden. Den fremmede Durchlaucht saa fra Siden hen paa Prinsesse Maria Carolina. Hun tog sig ikke ud i Profil.

Pludselig blev de Komtesse von Hartenstein vaer ved Omdrejningen af en Allé. Hans Durchlaucht bøjede sig hastigt ned over en Stub og pirrede i Muldet med sin Stok:-Nej—der var Myrer—Myrer i Stubben.

-Ja … Hendes Højhed troede virkelig ogsaa, der var en Myrekoloni i
Stubben … Hvor mærkeligt med de Dyr….

De stod begge og saa ned i Stubben. Hendes Højhed gav sig til at le. Hun var kommet til at tænke paa en af Mlle Leterriers Anekdoter. En fra Sanssouci.

Hun fortalte den. Den fremmede Durchlaucht lo og fortalte om sin
Guvernør. Nu var han Professor i "Oldpersisk".

De lo begge længe af Ordet "Oldpersisk".

-Og saa var han skævmundet, sagde Hans Durchlaucht.

De unge Højheder blev ved at le, mens de gik hen mod Komtesse von
Hartenstein.

-Som to Børn—min Go'e, sagde Komtesse von Hartenstein til Mademoiselle Leterrier, de var glade som to Børn, da jeg overraskede dem….

Næste Dag rejste den fremmede Durchlaucht.

Hvis Hendes Højhed følte sig skuffet, plagede hun i al Fald ingen med sin Skuffelse. Hun blev atter ført til Bords til dagligt Taffel i den mindre Spisesal af Hans Højhed Hertugen; og efter Taflet broderede hun—mens Komtesse von Hartenstein læste højt—paa sin Kakkelovnsskærm med Perler til Borgerforeningens Basar.

Hendes Højhed sad bøjet ind under Lampen og stak Sølvperlerne paa den fine Naal. Lyset faldt ned paa hendes røde Haandled og paa Ansigtet, som hun holdt hen i Skæret.

Hendes Højheds Kindben traadte skarpt frem, naar Lyset faldt saadan.
Hendes Højhed begyndte at blive noget spids.

En Aften, da Arveprinsen var hjemme i Besøg, sagde han—han havde staaet og set paa hende, som hun sad der, mager og yndeforladt:

-Maria Carolina, tror Du det klæ'er Dig at sidde der og stange
Perler?

Han havde sagt det pludselig. Det gav et Sæt i Maria Carolina,

-Dig kan vi da sende til Eisenstein straks, sagde Arveprinsen og drejede sig om paa Hælen.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina bøjede sig dybere frem over Bordet. Lidt efter samlede hun stille Perlerne sammen og pakkede langsomt Broderiet ind i sit Papir.

Hendes Højhed trak sig lidt tidligt tilbage; hun havde en Smule ondt i
Hovedet; hun saa ogsaa bleg ud.

Hun gik med sin Broderipakke i Haanden hen til Hertugens Tarokbord.
Han spillede med Arveprinsen.

Hans Højhed Hertugen kyssede hende paa Panden, mellem to Stik.

-Godnat, min Pige, sagde han.

-Godnat.

Arveprinsen saa op paa sin Søster. Hun var saa bleg.

-Hvad, er du daarlig, Mis, sagde han—det var hendes Kælenavn fra
Barn—og han førte kærtegnende hendes Haand op til sin Kind. God
Bedring, Stakkel.

Hendes Højhed var meget nervøs. Der faldt et Par Taarer ned paa Pakken med Borgerforeningens Kakkelovnsskærm, mens hun hastigt gik hen gennem Salen.

Den næste Morgen havde Hendes Højhed røde Øjne, da hun red Tur med sin
Broder, Arveprinsen.

De var gode Venner, paa deres gamle Maade. Han drillede hende, og hun var noget sky og ofte studs.

Men undertiden, naar han efter Taflet med et "Velbekomme Mis" kyssede hende paa Kinden, kunde Hendes Højhed et Nu skælvende trykke sig krampagtigt ind mod Broderens Skulder; og Arveprinsen saa' efter hende, mens hun gik over Gulvet og stille skænkede Kaffen og bragte den til Hans Højhed Hertugen.

Naa—Arveprinsen strakte de kønne Ben i Husartrikoterne ud fra sig—det er s'gu heller ikke muntert … Han blev ved at se hen paa Søsteren, som skænkede Kaffen ved Siden af Komtesse von Hartenstein:

-Næ-æ, man kan s'gu ikke kalde det for muntert.

Hans Højhed Arveprinsen blev aldrig mere end tre Dage ad Gangen i
Residentsen. Han laa ved Regimentet i Potsdam.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var atter ene paa sine Rideture. Hun lod den nye Ajax gaa langsomt hen ad Skovvejen. Gamle Ajax var skudt, den var blevet saa stiv i Benene og saa smaat blindøjet begyndte den ogsaa at blive. Saa havde Arveprinsen skudt den: og Maria Carolina havde ladet det gamle Dyr begrave i Randen af en Lysning i Skoven under en Eg. Det var hendes kæreste Yndlingsplet i den hele Skov. Men forresten kendte hun hver Udsigt og hver Sti. Hun havde færdedes her sin lykkeligste Tid.

Skovfogedens Børn legede ved Gærdet. Hendes Højhed holdt Ajax an og hørte paa Legen.

Hendes Højhed holdt saa meget af Børn. Hun stod af Hesten og satte sig paa Grøftekanten mellem Purkene, og de red Ranke og de jublede og lo med hendes høje Ridehat ned over Ørene….

Maria Carolina kunde bedst tale med Børn. Hun vilde jo alle det saa inderlig godt—men hun vidste aldrig noget rigtigt at sige til alle de andre fremmede Mennesker.

De talte ogsaa tidt om saa meget, om Ting, hun ikke vidste og ikke kendte til.

Og hun forstod dem aldrig rigtig og stod saa fremmed og smilte blot og blev sky og genert….

Med Børn var det noget andet. Med dem pludrede hun og lo. Halve Timer sad hun der paa Gærdet midt i Flokken—de væltede sig over hende, baade paa Bryst og paa Mave, og hendes Ridekjole pyntede de med Burrer og de mindste red paa hendes Skuldre hen ad Skovvejen.

Lakajen holdt ærbødigt mellem Træerne, stiv som en Skildvagt paa sin
Hest.

Naar Hendes Højhed vendte hjem, holdt hun ved Skovmøllen og Møllerens
Datter, Anna Lise, bragte hende et Glas Mælk.

Den gamle Møllerkone med det runde, rødmussede Ansigt kom frem i Døren og nejede, og Hendes Højhed drak Mælken.

-Naar bli'r det saa? sagde Hendes Højhed.

-Aa, og Møllerkonen nejede, det har Stunder, Deres Højhed.

-De véd, jeg gi'er Udstyr, sagde Hendes Højhed, til Tak for Mælken.

Anna Lise fik Glasset igen og nejede.

-Prosit, Deres Højhed.

-Ja, Gud velsigne, sagde den Gamle og nejede igen.

-Tak.

-Farvel. Hendes Højhed red.—Møllehjulet klaprede hen gennem
Skoven. Langt inde mellem Træerne sang et Par Fugle. Hendes Højhed
holdt Ajax an og lyttede: En Spætte havde travlt der paa den nære
Stamme.

Ved Enden af Vejen saa' man Slots-Parkporten med sine to itubrukne
Vaser.

Hendes Højhed red Fod for Fod.

* * * * *

Arveprinsen skulde paa Rejser i Orienten. Hans Højhed Hertugen solgte sine Heste for at spare. Maria Carolina gik i omsyede Kjoler. Det var Tanternes Galla-Rober fra Wien.

IV

Hoffet var for første Gang inde fra Landet for at gaa i Theatret.

Hendes Højhed saa i Kikkerten efter kendte Ansigter. Hun havde sat sig tilrette paa den gamle Plads i Logen, halvt bag det Fløjelsforhæng og følte det saa hjemligt rart: Alle Abonnenterne havde deres gamle Pladser i Balkonen—nu kunde man da se, ved den nye Krone, som var hængt op under Sommeren.

Hendes Højhed hørte ikke et Ord af "Don Carlos". Naar hun, en Gang imellem vendte Ansigtet mod Scenen, saa hun Hr. von Pøllnitz staa paa Tæerne, med Hænderne presset ind mod sit Bryst … Hr. von Pøllnitz var Marquis Posa … Hr. von Pøllnitz havde vist igen lagt sig ud i Ferien … Ovre i Hofdamelogen blundede Frøken von Hartenstein allerede, siddende som en Tinsoldat saa ret op i sin Stol.

Hendes Højhed blev ved at sidde med Kikkerten for Øjnene eller Viften halv udfoldet i Haanden i sit Skød—og saa' ikke og hørte ikke. Hun vidste ikke, hvorpaa hun tænkte; hun følte kun, hun sad saa godt i Ro her i Krogen, mens de spillede alt det dernede.

Naar der applavderedes, løftede hun Hænderne op over Logebrystningen og førte mekanisk de behandskede Haandflader et Par Gange lydløst imod hinanden. Hun vidste det knap, naar hun gjorde det.

Det var en "Sortie" af Hr. von Pøllnitz. Han svedte som en Lastdrager.
Hr. von Pøllnitz svedte altid, naar han tolkede stærke Følelser.

Hr. von Pøllnitz spejlede sig i Foyeren. Hr. von Pøllnitz spejlede sig
gerne, naar han var i Trikoter. Han stod i Positur, saa han saa' begge
Rundingerne af sine Lægge og smilede med et fint Hofsmil til Spejlet.
Hr. v. Pøllnitz lod Bolingbroke smile saadan til Lady Marlborough.

Naar han var alene, vred Hr. von Pøllnitz Hovedet af Led for at se sig paa Ryggen. Hr. von Pøllnitz havde sin Fejl #der# bagtil. Han var for fyldig #der#, hvor Menneskene sidder. Intendanten lod ham ofte høre det i Helteroller. Hr. von Pøllnitz spejlede i Enrum altid den for høje Legemsdel….

Hr. von Pøllnitz var sunket hen i Udsigten til begge sine Lægge….

Prinsesse Eboli kom hen til Spejlet. Hr. v. Pøllnitz for op:

-Kære Ven—man troede altid Hr. von Pøllnitz mindst havde talt
Stjernerne og vilde meddele Resultatet, naar han sagde sit "kære
Ven"—saa De. Højheden deltog i Applavsen?

Regisseuren kaldte paa Marquis Posa….

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina sad stadig ubevægelig i sin Krog. Hans Højhed Hertugen tog Plads bagved hende. Han sad og førte uafladelig sine fem udspilede Fingre gennem sit lange Skæg, indtil han faldt i Søvn. Han vaagnede regelmæssigt ved Lyden, naar Tæppet raslede ned. Han satte sig da hen til Logebrystningen i Lyset, bøjet frem mod Prinsessen. Han havde, naar han sad foran i Logen, den Vane at bevæge Læberne, som om han stadig talte. Han sagde aldrig et Ord.

Hendes Højhed saa' over i Hofdamelogen. Frøken von Hartenstein var vaagnet—midt i Akten, Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa Scenen. Komtesse von Hartenstein saa' ud som en skræmt Høne.

I samme Nu slog hende den besynderlige Klang af en Stemme fra Scenen—raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det var Don Carlos, der talte til Dronningen.

#Han# var hæslig, og hvor tynd—med et fladt Ansigt, kun et Par store, hede Øjne … Hvor slog han dog om sig med de lange Arme.

    Sie waren mein—im Angesicht der Welt,
    Mir zugesprochen von zwei grossen Thronen,
    Mir zuerkannt von Himmel und Natur,
    Und Philipp—Philipp hat mir sie geraubt.

Hendes Højhed bøjede sig ned og læste Don Carlos' Navn paa den udslagne Plakat: Josef Kaim. Og skønt hun egentlig ikke vilde, fulgte hun forbavset med Øjnene hver Mine, bøjet lidt frem og uden Kikkert.

Hun hørte knap Ordene han talte, bare Stemmen blev hun ved at høre. Og nysgjerrig, halvt skræmt, som hun vilde bøje sig ned over noget sært Kræ, der krøb hendes Vej forbi paa Jorden, saa' hun ned paa ham.

Han talte og krængede Læberne frem, saa man saa' alle hans Tænder; og han bøjede sig sammen med knyttede Hænder, som sled han i Raseri i fangende, usynlige Stænger.

-Kretiner, sagde Hans Højhed Hertugen bag hende. Han var ogsaa vaagnet.

Eksellencen von Kurth blev kaldt op i den hertugelige Loge i
Mellemakten.

Maria Carolina hilste og rakte ham Haanden.

-En oprørsk Person, vor nye Elsker, Deres Højhed, sagde Eksellencen og bukkede.

Det var Hendes Højhed, som hun havde søgt om de Ord … Ja, sagde hun og saa igen hans Stillinger, som han havde staaet i overfor Dronningen … Ja….

-Vort Hoftheater er ikke noget Menageri, sagde Hans Højhed.

Eksellencen von Kurth stod forbløffet: Ja—sagde han—Deres Højhed har Ret, den unge Mand er noget heftig….

Tæppet gik op igen og atter ned. Aftenen forløb.

-Saa tager vi vel hjem, sagde Hans Højhed.

-Ja. Maria Carolina lagde sin Arm i hans. De gik ud gennem
Forværelset ned ad Trappen.

Eksellencen von Kurth og Intendanten stod i Vestibulen. Intendanten skrabede ud, med ynkeligt Ansigt, og den højre Skulder tilvejrs, som om han ventede noget korporligt paa Siden af Hovedet.

-Ja, ja, sagde Hans Højhed, som von Kurth siger en oprørsk Person …
Hendes Højhed blot smilede.

De gik videre ud paa Trappen i det fri. Det havde regnet, og der faldt endnu nogle enkelte, store Draaber paa Stenene. Den friske Kølighed slog ned fra Parkens Træer.

-Aa, det har regnet, sagde Maria Carolina. Hun følte et Velbehag under den frie Himmel.

-Slaa dog Vognen ned, sagde hun. Det regner jo ikke mer.

Hertugen kørte bort med sin Kavaler. Maria Carolina blev staaende paa Trappen, mens de slog Vognen ned. Hun strakte Haanden ud for at fange en Draabe.

-Men det regner endnu, sagde Komtesse von Hartenstein. Det blir en
Skylle igen … Frøken von Hartenstein havde en Hat med ægte Fjer.

-Aa—blot lidt fra Træerne….

De begyndte at køre, og i hastigt Trav rullede de ad Alleen ud paa Landevejen, gennem Dalen. Uvejret var lige hørt op. De mørke Skyer rullede sig bort over Højderne som et stort Klæde. Himlen var dybblaa, saa fuld af Stjerner.

Vejen bugtede og løb langs med Floden. Let Damp stod op af Strømmen.
Det mørke Vand saas ind mellem svajende Pile.

-Kør langsommere, sagde Maria Carolina.

De kørte ganske langsomt. Hestene raslede i Seletøjet, utaalmodige efter at komme hjemad. Saa gik de atter stille Fod for Fod.

Der var som i Vaar en Duft fra Græs og Træer. Saa stille, at man hørte
Draabernes Fald, naar de en efter en glede fra Pilenes Blade ned i
Strømmen.

-Hvor Natten er smuk.

Hendes Højhed aandede dybt. Hun sad med tilbagelænet Hoved og saa op i
Natten.

Et Vers faldt hende ind og et andet og et endnu. Hun vidste ikke, hun kunde dem udenad, nu hvor de kom—de dejlige Ord.

-Hvor Natten er smuk, sagde hun igen.

De var kørt bort fra Floden, opad i Højderne. Borte i Horisonten korn nu og da et hastigt og fjernt Lyn. Graner og Birke duftede paa Skraaningerne. En Hund fo'r op i et Vogterhus, inde i Skoven, og glammede.

* * * * *

Hendes Højhed sad foran sit Toiletspejl. Kammerpigen flettede hendes
Haar.

Vinduerne stod aabne bag de lange Stores. Et Par Insekter fløj omkring
Lysene.

De fløj rundt og rundt; ind gennem Flammen og sved sig; rundt og rundt … Hendes Højhed slog til dem: Aa—de Dyr, sagde hun.

Det faldt hende ind, hvem Mennesket lignede….

Ja.

Billedet i Hertugindens Dagligstue, hvor Marie Antoinette føres til Fængslet … Der stod en ung Mand med knyttet Haand og Hovedet lidt bøjet … Allerforrest, tilhøjre….

Det var ham, han lignede.

De to Insekter surrede ind i Lyset og faldt ned.

-Aa, luk Vinduet, sagde Maria Carolina Der flyver saa meget Kryb herind.

* * * * *

Hoffet havde boet i Residentsen en Maanedstid. Dag fulgte efter Dag i vanligt Trit.

Hendes Højhed malede Akvarel; hun gav enkelte Dage Kur; hun spaserede sin Time med Komtesse von Hartenstein paa Terrassen.

Hendes Højhed mødte undertiden Hr. Hofskuespiller Kaim … Det kunde ikke nægtes, han var hæslig. Det flade Ansigt saa gult som en Citron. Han hilste ogsaa meget kejtet med sin høje Hat.

Det var en Dag, midt i November, en Formiddag med det fuldeste Lys over Parkens mange farvede Træer; tyndt var Løvet, faldne Blade laa allerede som et gulbroget Tæppe over Gange og Plæner. Hendes Højhed havde drukket Kaffe i det øverste Lysthus med nogle Damer. De havde netop rejst sig for at gaa, da Hr. Josef Kaim kom forbi Verandaen.

Hendes Højhed gik ned ad Trappen med et Par Damer. Hr. Kaim hilste.

Hendes Højhed standsede paa det nederste Trin.

-Hr. Kaim, sagde hun. Her er en meget smuk Udsigt oppe paa
Platformen. Vil De maaske se den idag—her er just aabent?

Hr. Kaim var bleven staaende med et Sæt—med Hatten i Haanden.

-Jeg takker—jeg takker Deres Højhed.

-Steindl—Hendes Højhed vendte sig til Tjeneren—vis De Hr.
Hofskuespiller Kaim op paa Platformen … Udsigten er virkelig smuk….

-Jeg—har hørt det … Deres Højhed….

Hendes Højhed hilste og gik videre med sine Damer.

Gehejmeraadinden talte fremdeles om Dronningen af Rumænien.

-En Majestæt, der sætter Versfødder sammen, sagde hun….

-Og gi'er Kærlighedshistorier i Trykken….

-Horrible, sagde Mlle Leterrier.

-Ja—det var den samme Stemme—kort og vred, som om Mennesket stadig fo'r op mod en Fornærmelse.

Hendes Højhed var standset. Hun saa et Øjeblik udover den skinnende
Have.

-Ja—sagde hun—Dronning Elisabeth skriver smukke Poesier.

Mundene klappede bums i paa Damerne.

Mlle Leterrier tog Teten: Mais oui—sagde hun—votre Altesse—des vers étonnants….

Og i samme Tone som naar hun tog Udgangspunkter for Hendes Højhed den
Gang, for femten Aar siden, sagde hun igen:

-Oui—voilà une madame de Staël sur le thrône….

De andre Damer tav og lod Fru Staël sidde paa sin Throne. De vendte tilbage til Slottet.

Om Eftermiddagen kørte Hendes Højhed Tur til det italienske Slot med Komtesse von Hartenstein. Naar hun efter Taflet havde skænket Kaffen til Hans Højhed Hertugen—Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt i denne Vinter; Hans Højheds Spillebord var flyttet hen lige foran Ilden—kørte hun i Theatret; eller hun sad hjemme i sin vante Krog i den gule Sal.

Hendes Højhed læste i Vinter helst selv.

Hendes Højhed læste Schiller.

Hun sad bøjet og læste med Bindet i sit Skød. Hun holdt tidt op og saa ud for sig med Hovedet støttet i sin Haand.

Man hørte i Salen kun Kortenes sagte Fald mod Bordet, naar de spillede, og Hofmarschallens Gammelmandshoste, som han søgte at faa til at tage sig ud som en diskret og undertrykt Latter, der lød saa umotiveret hen i Stilheden.

Hendes Højhed lod Haanden synke og saa sig rundt i Salen. Hun saa Hans Højhed Hertugens bøjede Ryg og Hofmarschallen i Profil—hans Hoved rokkede lidt.

Komtesse von Hartenstein sad nogle Skridt fra hende. Den sorte Paryk stak grelt af mod Panden, der var fuld af poudre de riz over Rynkerne….

Og Hendes Højhed bøjede sig og læste igen.

-Maria Carolina, kaldte Hans Højhed. Maria Carolina rejste sig og lukkede Bogen.

-Vi er færdige, sagde Hans Højhed.

Maria Carolina gik stille hen til Spillebordet og tog Plads.