WeRead Powered by ReaderPub
Indtryk og Minder fra Dybbøl cover

Indtryk og Minder fra Dybbøl

Chapter 11: X.
Open in WeRead

About This Book

The narrative recounts the author's experiences as a young officer candidate in the Danish military during the early 1860s. It details the challenges faced at the old Land Cadet Academy, including the harsh living conditions and rigorous training routines. The author reflects on the differences in maturity and knowledge among the candidates, highlighting his own background as a polytechnic graduate. The text captures the physical and mental demands of military training, the camaraderie among the candidates, and the author's personal growth during this formative period.

X.

Som sagt, kom allerede den første Nat Infanteriet, der skulde danne Skansebesætning i Nr. IX. Det skulde have Nattekvarter i Blokhuset; der inde var mørkt som i en Grav. Kompagnichefen bandede som en Tyrk paa, at han rykkede ikke ind i det sorte Hul, før han fik Lys. Vi havde streng Ordre paa ikke at brænde Lys i Blokhuset; hvorledes man har tænkt sig, at Infanteriet ved en Allarmering da skulde finde ud gennem den meget smalle Dør, veed jeg ikke. Jeg fandt det ikke mer end billigt, at Kaptajnen forlangte Lys, og jeg skaffede ham Lys. Men det var stik imod min Ordre.

Herefter blev han helt medgørlig og lovede at støtte mig paa bedste Maade i min fortvivlede Stilling. Overhovedet var det mig en stor Beroligelse at se og tale med Infanteriets Officerer. De hjalp mig efter Evne og med god Vilje.

Vi unge Reserveofficerer af Artilleriet led meget ved ikke at have ældre Officerer at raadføre os med. Ved Fodfolket havde de dog altid deres Kompagnichef at holde sig til. Vi derimod blev sendt ud i en Skanse, snart hist og snart her, og skulde klare os paa egen Haand.

Jeg veed ikke af, at jeg, mens jeg var paa højre Fløj, saa noget til den jourhavende Artillerikaptajn, skønt han opholdt sig i Nr. VI. Og da jeg laa paa Als, kunde der gaa en Ugestid, uden at jeg saa en højere Officer af mit eget Vaaben. Man forstaar, at dette var uheldigt.

Af Befalingsmænd under sig havde Skansekommandøren maaske en Underkorporal, højst en Reservekorporal. De var yngre og ikke mere erfarne end vi selv; saa til megen Støtte for os var de ikke.

Og vore Kammerater saae vi kun lidt til. Ved Afløsningen var der ikke Lejlighed til Samtale. Vi gik i Almindelighed ud med Ordren: Handl efter Konduite! Og saa maatte vi under Ilden skøtte os selv.

Skansekommandørens Stilling var i det hele taget ikke misundelsesværdig. Maaske var der intet Vaaben, hvor tilstrækkelig Uddannelse savnedes mer end ved Artilleriet, baade hos Mandskab og Officerer. Som før omtalt, havde man indtil 64 kun haft meget ringe Interesse for Fæstningsartilleriet, der betragtedes som noget underordnet.

Hvorledes Krigsministeren overhovedet havde tænkt sig at forsyne Hæren med Artilleriofficerer, forstaar jeg ikke. Han kendte dog Stillingen, saavel Dannevirke som Dybbøl og Fredericia, maatte forud vide, hvor mange Officerer der behøvedes. Og saa var der næppe Officerer nok til Feltbatterierne. 3die Batteri, Klein, rykkede i Felten med følgende Officersbesætning: Kaptajnen, en Premierløjtnant, som var sindssyg, og Artilleriets yngste Reserveløjtnant, som kun var uddannet ved Fæstningsartilleriet.

Endnu knappere var Officersbesætningen ved Fæstningsskytset. I Dybbølstillingen var næsten alle Skansekommandørerne Reserveofficerer. Og ganske vist kan man sige, at denne Tjeneste rent teknisk frembyder færre Vanskeligheder end ved Feltartilleriet, hvor man er fuldstændig umulig uden grundig og særlig Uddannelse. Men hverken dette eller den Omstændighed, at Reserveofficererne gennemgaaende gjorde god Fyldest, ophæver de Ansvarhavendes Forsømmelse: Vi havde alt for faa Officerer, og altfor faa med tilstrækkelig Uddannelse.

Der blev ved Dybbøl kun ringe Afgang paa Artilleriofficerer. Hvordan skulde Stillingen have ladet sig forsvare, hvis et større Tal var gaaet ud som faldne og saarede?

Som det var, medførte dette Faatal af Officerer ulidelige Vanskeligheder for de Overordnede med Posternes Besættelse. Gang efter Gang stod de og vidste ikke, hvor de skulde finde en Stedfortræder for en enkelt Skansekommandør, som uventet fik Forfald ved Sygdom eller paa anden Vis. Og for os yngre var Følgen et grovt Misbrug af vore Kræfter.

Om Dagen sloges vi, om Natten maatte vi tilse Skansernes Udbedring og modtage Ammunition. Vi blev jagede fra Skanse til Skanse, stadig til nyt Mandskab; ja vi maatte kommandere to Skanser samtidig. Det er hændt mig, at jeg, kommende fra Skansevagt i 1ste Linje, har meldt mig ved Kommandoen og strax er bleven sendt ud paa Skansevagt i den tilbagetrukne Linje; derfra igen paa Vagt i Nr. II, og derfra til Kirkebatteriet og Brohovedet samtidig, og saa fremdeles, uden Mellemrum, uden Hvil. Det sled paa Nervesystemet.

En Nat efter en anstrængende Dag modtog jeg fra Artillerikommandoen et Brev med 2 Segl, altsaa til hurtig Expedition. Jeg var saa træt, at jeg faldt i Søvn med Brevet i Haanden: først en Time senere vaagnede jeg op i stor Forskrækkelse. Det var Bud om, at vi kunde vente et Stormangreb den Nat. Heldigvis udeblev det.

Jeg mener ikke, at det var særlig mig, det gik ud over; en anden Officer ved Kompagniet, Løjtnant Petersen, havde 15 Dages Tjeneste i Nr. IV, med kun 1 Dags Hvil. Og jeg beklager mig ikke, det var nødvendigt saaledes, eftersom der nu en Gang var for faa Officerer, og een Officers Ukampdygtighed gik ud over alle de andre.

Men det kunde ikke være andet, end at baade vi og Tjenesten maatte lide derunder. Og at der var i den Grad for faa Officerer, kan man dog med Rette bebrejde de Mænd, der bar Ansvaret for vort Krigsberedskab.