XIII.
Det var som sagt ikke altid rart for en ung Officer at blive sendt uden Medhjælp ud som Skansekommandør med Ordren: Handl efter Konduite!
Men værre var det, naar man ude i Skanserne fik for mange Ordrer, — der ikke altid vidnede om Kendskab til de virkelige Forhold. Over sig havde man først den øverstkommanderende Artilleriofficer. Saa kunde der komme en Adjutant, »udsendt af Overkommandoen«. Saa var der den jourhavende Kaptajn. Endelig den Officer, som førte Skansens Infanteri — nemlig naar han var ældre Officer end En selv. I den almindelige Forvirring kunde man, naar galt skulde være, og det skulde det ikke saa sjældent, fra disse tre-fire Steder faa tre-fire indbyrdes modstridende Ordrer paa een Gang.
Ved Skansens Istandsættelse kunde man støde sammen med den Officer, som ledede Ingeniørerne. Han mente jo for det meste, at han som Fagmand var den, der bedst forstod sig paa, hvad der skulde gøres. Og Artilleriofficeren, der kendte Skansen ud og ind, ogsaa i Kamp, tænkte, at det maaske dog var ham, der bedst vidste, hvor Skoen trykkede. Ialtfald var det ham og hans, der kom til at lide under Skansens mulige Fejl og Mangler.
Havde man efter Kompagniets Ordre indsendt Fortegnelse bl. a. over sin Forsyning med Skyts, Lavetter, Værktøj osv., kunde det ske, at Depotkommandøren krævede udleveret, hvad han i sin fjærntsiddende Visdom mente, at man havde for meget.
Kort sagt, der kom alt for mange indbyrdes modstridende Ordrer, og for mange, der ikke stemte med Skansens Velfærd. Hvis ikke alt skulde gaa hulter til bulter, blev man tit nødt til paa eget Ansvar at lade disse Ordrer ophæve hinanden og holde sig til den, der passede En bedst: »Handl efter Konduite!« Den var ialtfald velgørende klar. Og det samme var den altid gældende Ordre: »De skal forsvare Skansen til det yderste!«