XIV.
Jeg har i det foregaaende særlig talt om Skansekommandørernes Stilling. Mandskabet havde det ikke stort bedre. De svagt anlagte og ufuldkomne Værker fordrede uafbrudt stor Arbejdskraft, først til Istandsættelse, saa til Vedligeholdelse. Naar Folkene ikke havde Tjeneste, maatte de arbejde paa Værkerne med Bør og Skovl; det var umuligt at faa givet dem den haardt savnede artilleristiske Øvelse.
Nogle af de bedste Folk vi havde til at begynde med var Holstenerne. Men da Infanteriet hjemsendte sit holstenske og sydslesvigske Mandskab paa Grund af dets Upaalidelighed, blev det ogsaa hjemsendt fra os.
Helt havde man vel ikke stolet paa dem. Ved Tronskiftet overværede jeg deres Edsaflæggelse foran Sønderborg Slot. Ellers blev Eden aflagt ved Infanteriet til Fanen, ved Kavaleriet til Estandarten, ved Artilleriet idet en Mand traadte frem og lagde Haanden paa en Kanon. Men Holstenerne maatte enkeltvis eftersige Edsformularen, som den Stykke for Stykke blev fremsagt for dem.
Det hed sig dog, da senere Overkommandoen fik Tilladelse til at aabne en Del af de til det tysktalende Mandskab ankommende Breve, at Slægt og Venner hjemmefra tit skrev omtrent saaledes: Lorens eller Hans — hvad de nu hed — er kommet hjem og gaar omkring, foragtet af alle. Du maa love os, kære Søn eller Broder, at Du ikke handler saa skammeligt og bryder din Ed.
Imidlertid, ved Infanteriet havde dette Mandskab vist sig upaalideligt og blev altsaa hjemsendt, ogsaa fra os. Det var dygtige Folk, vi dermed mistede; vi kunde daarlig undvære dem. De maatte nu i en Hast erstattes, dels fra Forstærkningen, dels med uøvet, ungt Mandskab.
Det blev en ufuldstændig og en daarlig Erstatning. De færreste af disse Folk havde før betjent Fæstningskanoner, endsige riflet Skyts. Og for en ikke ringe Del maatte vi endda hjælpe os med Infanterister til Kanonbetjeningen. Selv om de viste god Vilje, var det vanskeligt at lære dem op helt for fra under Fjendens Ild, og dobbelt vanskeligt, da vi havde saa faa Befalingsmænd.
Tilmed var Mandskabet uheldigt stillet baade ved Skansernes Indretning og ved Arten af vort Skyts. Naar vi paa den gammeldags Maade skød over Bænk — med lavt Brystværn — ja selv gennem Skydeskaar, led vi altfor store Tab, baade paa Mandskab og Materiel, overfor det riflede Skyts. Det skød jo baade længere og sikrere end det glatløbede.
Vi maatte da paa forskellig ureglementeret Vis se at skaffe ialtfald Mandskabet lidt bedre Dækning. Men det lod sig ikke altid gøre. Følgen blev et uforholdsmæssigt Mandefald, hvilket tillige med de andre Vanskeligheder gav en trykket Stemning.