XV.
Jeg tror ikke, at Forholdene ved Infanteriet var stort bedre. Ogsaa her var vore Vaaben de underlegne. Mod det prøjsiske Fodfolks hurtigskydende Bagladerifler havde vort kun de langsomme Forladerifler, som for en Del var omdannede gamle, glatløbede Geværer af meget stort Kaliber.
Og heller ikke her var der Overflod af Officerer, særlig ikke af de faste. Meget skadeligt virkede den umiddelbart før Krigen befalede Forandring i Hærens Sammensætning. Meningen var ved Udvidelse af Rammerne gennem 4 Stadier at fremstille en krigsberedt Hær af betydelig øget Styrke til Foraaret 64. Men Krigen ventede ikke, til vi var kommet i Orden; vi maatte rykke i Marken med en Hær, hvis gamle Baand var opløst, og de ny ikke bundne endnu.
Officererne fik Mandskab, som var uddannet af andre, og hvis Paalidelighed de ikke vidste noget om. Og Folkene fik Officerer, som de ikke kendte og derfor ikke kunde have den rette Tillid til. Hvor trykkende et saadant Forhold virker til begge Sider under Kamp, veed kun den, der selv har prøvet det.
De højere Officerer følte sig knugede af de store Kommandoer, der blev dem tildelt. Nu skulde de pludselig i Krig føre større Troppemasser, end de nogensinde havde ført i Fredstid, endda uøvede Folk, med for faa Befalingsmænd, mod en i alle Maader overlegen Fjende. Det var ikke let, især da de altfor sjælden havde haft Lejlighed til at handle paa egen Haand og ikke var vant til under overvældende Travlhed til alle Kanter at skulle tage en hurtig Beslutning paa eget Ansvar. Tit stod de derfor i afgørende Øjeblikke tvivlraadige og spildte Tiden.
Da jeg var i Familie med Forpostkommandøren og stod Stabschefen ved Artilleriet nær, kom jeg i Forbindelse med en Del af de højere Officerer. Det var mærkeligt at se, hvor forskelligt de uheldige Forhold virkede paa dem; nogle blev langt blidere, end man tidligere havde kendt dem, andre saa irritable, at man knap vidste, hvad man turde sige til dem. Stærkt nervøse blev de efterhaanden næsten alle.
Og der kunde selv blandt Officererne ved Overkommandoen herske en mærkværdig Uvidenhed om de faktiske Forhold. Det var vist den 22de Februar, hvor Overkommandoen var tilstede under den haarde Fægtning foran Stillingen. En af de Tilstedeværende har fortalt mig, at Stabschefen sagde til Overgeneralen: »Man veed jo ikke, hvad man tør gøre, da der ingen Ammunition er i Skanserne.« Hertil bemærkede den højstkommanderende Artilleriofficer: »Jeg skal tillade mig at meddele, at der i Skanserne er den normerede Ammunition; befaler Generalen, kan vi begynde Skydningen strax!« Og dette var rigtigt.
Allerede den 7de Februar var der i Skanserne den normerede Ammunition; jeg har selv transporteret den derud, og har siden flere Gange gendrevet den urigtige Paastand om Skansernes manglende Ammunitionsforsyning. Men man kunde dog vente, at Armeens Stabschef vidste Besked om et saa vigtigt Forhold.
Man maa udentvivl, trods alle Undskyldninger bebrejde flere af vore Officerer i 64 Mangel paa Handlekraft. Og man kan heller ikke nægte, at der fandtes Mangler ved deres faglige Uddannelse. Dette havde vel sin Hovedgrund i de for lave Lønninger. De uformuende Officerer var i Fredstid nødt til at søge Biindtægter ved privat Arbejde. Uundgaaelig maatte dette virke afledende paa deres Interesse for Tjenesten. De fleste Ingeniørofficerer havde saaledes væset sysselsat ved Bygningsvæsen, Vejanlæg og andet lignende, som optog Tid og Tanker og hindrede dem i at følge Udviklingen i deres militære Fag. Ligesaa gik det Infanteriofficererne, der for en stor Del virkede privat som Lærere i Sprog osv. Da Krigen kom, stod de derfor ret fremmede overfor den hurtige Udvikling netop i de sidste Aar, særlig med Hensyn til de hurtigtskydende riflede Bagladevaaben.
I Korthed kan Forholdet vel fremstilles saaledes: Vi havde en Hær, som Afdeling for Afdeling var sammenblandet af ældre og yngre Aargange Mandskab, alle med gammeldags Vaaben, med kort og ufuldstændig Øvelse, utilstrækkelig Disciplin og stor Mangel paa Befalingsmænd. Fjenden havde en Hær, som Afdeling for Afdeling var sammensat af udsøgte unge Folk, gennemgaaende fortrinligt væbnede, alle fuldt uddannede, under fast Mandstugt og rigeligt forsynede med Befalingsmænd.
Selv med lige Mandtal vilde vi altsaa have været de underlegne. Men vi var en lille Stat imod to store; Fjenden var os ogsaa i Mandtal overlegen fra Begyndelsen af. Og mens vi kun i meget ringe Grad var istand til at erstatte Afgang paa Mandskab og Materiel, havde Fjenden let ved øjeblikkelig at erstatte alle Tab.
En stærk permanent Fæstning vilde have opvejet meget af Uligheden. Vi havde — det før beskrevne Dybbøl!
Man behøvede da ikke at spørge om det endelige Udfald, naar Danmark skulde staa ene i Kampen. Det var ikke muligt at begynde Dybbøls Forsvar i nogen munter Stemning. Dog blev der mange Steder taget fat med Kraft; man havde aflagt Ed, og den vilde man holde. Saa maatte Skæbnen raade for Resten.
Afgørelsen tog længere Tid, end mange havde tænkt sig. Enten den prøjsiske Overkommando kendte vor Svaghed eller ej, vist er det, at den foreløbig holdt sig temmelig uvirksom.