XVII.
Efter de mere almindelige Bemærkninger i det foregaaende vender jeg tilbage til mine egne Oplevelser under Tjenesten ved Dybbøl.
Fra Nr. IX kom jeg over til Flankebatteriet paa Als. Det skulde bestykkes med 7 Stkr. 84 Pd.’s Granatkanoner Nr. 1 i høj Affutage.
Det var et besværligt Arbejde. Hver af disse Kanoner vejede 8,500 Pd. Ordren lød paa hurtig Udførelse; men Regn og Sne havde opblødt Jorden. Underlagsklodserne kunde ikke bære den store Vægt oppe; de sank i, naar vi skulde flytte Kanonen. Og naar vi tog Kanonen op, som det hedder, sank Kranen i med alle fire Ben lige til Spilbommen.
En Dag kom den øverstkommanderende Artilleriofficer tilstede; det var paa dette Tidspunkt Oberst Vahl. Han syntes, at det gik for smaat, og tog Kommandoen fra mig for selv at lede Arbejdet. Han var Forfatter af Manipulationsreglementet, altsaa Specialist paa det Omraade. Det lykkedes ham at vælte Kranen, og Kanonen sank ned i Leræltet.
Saa forsvandt Obersten med den Bemærkning, at det var et slemt Arbejde. Det vidste vi i Forvejen. Og han havde just ikke gjort det lettere. Nu skulde vi først have Kranen rejst igen og Kanonen gravet fri. Men det gik. Mandskabet tog flinkt fat. Og der var nok at gøre; Batteriet laa urørt fra 61.
En Dag saae jeg Prøjserne sætte nogle Granater i Brystværnet af Nr. X lige paa den anden Side Sundet. Mit Krudtmagasin var af Træ og fyldt med Ammunition; Ingeniørerne skulde have dækket det med Jord, men det var endnu ikke blevet til noget. Hvis nu Prøjserne fandt paa at sende ogsaa mig en Granat, kunde den ved at træffe Krudtmagasinet sprænge det hele i Luften. Jeg blev bange og lod mine Folk tage fat med at klaske Jord paa.
Jeg stod i nogen Afstand med Ryggen til. Pludselig blev der stille: jeg vendte mig om og saae Ingeniørkaptajnen, som skulde have udført Arbejdet. Han tog mig aabenbart ilde op, at jeg selv lod det gøre. »Jeg har stoppet Deres Folk,« sagde han, »det er en Skandale, at De tager saa meget Jord fra Marken! Som om den arme Mand [Gaardens Ejer] ikke havde Ulemper nok!« Og saa vendte han sig til sin Konduktør: »Vil De regne mig ud, hvor stort Flademaal der skal udgraves til 2 Alens Dybde for at dække Krudtmagasinet!«
Konduktøren, rimeligvis af Profession Snedkersvend, fik sin Lommebog frem og regnede og regnede. Endelig kom Resultatet. »Netop saa meget har jeg befalet mine Folk at tage,« sagde jeg. »Har Kaptajnen noget imod, at vi fortsætter?«
Han snurrede rundt paa Hælen og forduftede. »Paa’en igen, Karle!« raabte jeg. Og det kan nok være det gik.
Samme Kaptajn havde været der før; da der skulde sættes Ammunitionshylder i Magasinet. Han vilde absolut indrette dem til 24 Pd.’s Ammunition, skønt jeg gjorde ham opmærksom paa, at vor Ammunition, som var 84 Pd.’s, i saa Fald ikke vilde kunne komme ind paa Hylderne.
Da han ikke lod til at tillægge dette Forhold nogen Betydning, maatte jeg forsikre ham, at fik vi ikke de rigtige Hylder, vilde jeg rive hele Krammet ned igen øjeblikkelig. For ind skulde Ammunitionen!
Det hjalp. Men det var just ikke Velsignelser, vi to nedkaldte over hinandens Hoveder.
Min Trøst var, at jeg stod mig godt med Mandskabet. Det var for største Delen villige og dygtige Folk. Og da jeg var saa heldig at staa mig godt med Kompagniet, kunde jeg blive af med de enkelte, jeg ikke syntes om, og faa andre i Stedet, mest af dem, der blev udskrevet fra Lasarettet. Paa den Maade fik jeg efterhaanden her i Flankebatteriet en ret udsøgt Besætning; jeg tror ikke, der var nogen bedre i hele Stillingen. Det var mig en Fornøjelse at arbejde med de Folk.
Jeg mødte engang den Officer, der havde afløst mig i Flankebatteriet; han mente, at jeg havde forkælet Besætningen. Det tror jeg ikke, jeg havde. Men jeg havde saa godt som ingen Underofficerer og skulde betjene syv 84 Pd.’s Granatkanoner Nr. 1 i høj Affutage med ca. 60 Mand, hvoraf jeg maatte udtage de bedste til Kanonkommandører. Det var under de Forhold nødvendigt for mig at kende hver enkelt Mand og staa mig saa godt som muligt med dem alle.
Gensidig Tillid og Velvilje var uundværlig. Jeg fordrede meget Arbejde, men gav dem det, saa vidt gørligt, paa Akkord. Jeg blev da ogsaa hurtigere færdig end min Nabokommandør, skønt jeg udførte en Del Arbejde, der tilkom Ingeniørerne. Og ved stadig selv at være tilstede under Arbejdet og deltage deri kom jeg til at kende mine Folk og havde aldrig Vrøvl med dem, — medens en af mine Naboer, en fast Officer, maatte rekvirere Haandjern for at klare sig.
Det var kun rimeligt, at jeg til Gengæld for Mandskabets Flid og gode Opførsel værnede dets Interesser, hvor jeg kunde.
En Overintendant befalede mig at udlevere de Tæpper, som en Del af mine Folk selv havde baaret op fra Dannevirke. Jeg svarede, at vilde han have dem, maatte han tage dem; jeg udleverede ikke de Tæpper.
Han tog dem ikke. Derimod rekvirerede jeg 36 Tæpper extra, og fik dem. Mine Folk laa i Kostalden i en gammel Bondegaard; med det Nattelogis ved Vintertid kunde de nok trænge til et extra Tæppe.
Og da jeg hørte, at der var kommet frivillige Gaver af Uldtøj, samlede jeg mit Mandskab og skrev op, hvad hver især ønskede sig. Jeg fik alle deres Ønsker opfyldt; Gaverne maa være indkommet rigeligt. Ogsaa fra min Hjemstavn fik jeg Uldtøj og Tobak m. m., som gjorde megen Lykke hos Folkene. Særlig glade var de for Aviserne — som desværre indeholdt en forkert Bedømmelse af Stillingen.
Som sagt, vi fik arbejdet os fast sammen. Men en kort Glæde fik jeg deraf. Omtrent samme Dag som Batteriet stod færdigt, fik jeg Ordre til at overtage en anden Kommando. Saaledes blev vi Artilleriofficerer jo stadig kastede fra den ene Stilling til den anden, til stor Skade for Tjenesten.
Da jeg i sin Tid rykkede ind i den Gaard, hvor Folkene skulde ligge, kom Bonden farende ud og jamrede sig over den Indkvartering. Man havde bildt ham ind, at Artilleristerne var rene Røvere.
Nu da jeg skulde bort, kom han og bad mig, om han dog maatte beholde sin Indkvartering; det var den behageligste, han nogensinde havde haft. Jeg mindede ham om, hvad han havde sagt den Dag vi kom, og udtalte min Glæde over, at han havde skiftet Mening.
Ellers var det med Sorg jeg forlod Flankebatteriet og mit gode Mandskab der. Baade Folkene og jeg bad, om vi atter maatte komme sammen, men det skete ikke. Siden blev ogsaa Mandskabet splittet ad. Og jeg saae aldrig tiere Flankebatteriet, hvor jeg havde arbejdet fra 11te Februar til 20de Marts 1864, da jeg fik Ordre til at tage Kommandoen i Skanse II, hvor Anker var blevet saaret.