XXIII.
De Følelser der behersker Folk, naar de staar under Fjendens Ild, er meget forskellige.
Helt rolige er kun faa. Det er jo Livet, der staar paa Spil; hvert Øjeblik kan Døden komme. Selv om man har travlt, ser man nok, naar Ens Sidemand falder. Men jo mer man har at bestille, des bedre gaar det; Arbejdet afleder Opmærksomheden fra Tanken om hvad der kan træffe En selv.
I nødtvungen Uvirksomhed at udholde en stærk Beskydning er det værste. Selv de, der er kede af Livet, vil dog nødig skydes til Krøblinger. Andre tænker paa deres Hjem, paa Kone og Børn, hvis Kaar maaske vil blive trange, dersom Forsørgeren falder fra; dem er det strængt for. Andre kan saa daarligt beherske deres Nerver, at de er umulige som Soldater. Slemt er det, at man ikke forud kan være vis paa, hvordan man vil stille sig; fordi man en Dag har været rolig, kan man godt blive nervøs den næste.
Somme viser et vist Galgenhumør; de er ikke til at stole paa, det kan hvert Øjeblik slaa om i Fortvivlelse. De bedste Soldater, særlig under en Fæstningskrig, der fremfor alt kræver Udholdenhed, er efter min Erfaring de, der mener sig i Forsynets Haand, eller under en forud bestemt Skæbne, eller holdes oppe af en ubøjelig Pligtfølelse.
Ilde stillede er de forvænte, som ikke kan taale Savnet af det daglige Velvære. De bliver legemlig slappe og synker snart sammen i Mismod eller Sygdom. Dog ser man ikke sjælden tarvelig vante Folk bukke under før de bedre vante, som har aandelig Spændkraft nok til at aflokke det uvante Spil med Liv og Lemmer dets Interesse, gennem de Krav det stiller til Ens Mod og Raadsnarhed. Derover kan Ubehagelighederne glemmes.
Hvad man end kan indvende mod Krigen, saa er den med sine Anstrengelser og Farer en Prøvesten for Mennesker. I en Tid som den vi havde ved Dybbøl, gaar de svage og uduelige tilgrunde, og de dygtige modnes.